Et lyslevende levn fra fortiden!
Alting er større i Amerika, plejer man at sige, og noget er der bestemt om snakken. I hvert fald hvis den går om fisk i den helt tunge kalliber.
En af mine gode amerikanske venner – biologiprofessor i svampe og kartofler, såmænd – var for nogle år på besøg her i landet og fiskede i den forbindelse et par dage sammen med mig fra sommerhuset på Mols. Snakken faldt en aften på Florida, som jeg netop var kommet hjem fra – med en helt ny fluefanget art i bagagen: En lille halvmeterlang alligator gar af den mærkværdige langnæsede slags, man ofte støder på i Floridas sumpområder.
Da han var vendt hjem til USA igen, sendte han mig efterfølgende et par billeder fra hans seneste fisketur med “drengene” – efter alligator gar i en lidt anden størrelse end dem, jeg havde fanget på fluen i Florida. Fluen var da også udskiftet med bue og pil, og fisken vejede på den anden side af de 100 kg…
Billederne taler deres eget sprog, så jeg skal nøjes med lidt fakta om disse forhistoriske monstre, som stadig findes i sumpområderne i det sydøstlige USA. Fisk, der ligesom de fleste andre store fisk er truet af menneskets skalten og valten med naturen. Fisk så truede og særprægede, at de har fået deres eget program hos National Geographic og Discovery Channel.
Biologi
Alligator gars tilhører pansergedderne fra den eksotiske fiskeorden Ginglymodi. Fisken, du ser på billederne her, er af arten Lepisosteus spatula – den såkaldte alligatorpansergedde.
Hunnerne kan med en alder på om mod 50 år blive dobbelt så gamle som hannerne – naturligvis også langt større. En fuldt udvokset alligator gar vejer typisk 50 kg eller mere – med fisk større end 100 kg som regelmæssige fangster i de gode gamle dage. Maksimalstørrelsen ligger omkring de 150 kg ved en længde af 3 meter, hvilket gør alligator gars til nogle af de største ferskvandsfisk i Nordamerika – de største, hvis man ikke regner støren med.
Færdes man langs de mange kanaler i Floridas Everglades sumpe, kan man ikke indgå at se flokke af små langsnudede pansergedder Lepisosteus osseus, som villigt går efter fluen. Det lange, hule og tandbesatte næb gør imidlertid, at de sjældent bliver hængende, og det er de lokale fiskere ganske tilfredse med, Det er nemlig svært at få krogen ud af de hårde kæber, hvis først den har fået fæste. Og man bruger altså ikke net til disse fisk, da man aldrig får dem ud igen…
Lokale Seminole-indianere i Everglades har altid været glade for at fange og spise disse små pansergedder, som ikke lader til at være truet hernede – endnu da. Forringelse af vandmiljøet samt etableringen af opstemninger og vandringshindringer – “habitat fragmentation” også kaldet – har imidlertid toldet hårdt på bestandene af store alligator gars.
Det har heller ikke hjulpet på sagen, at alligator gars har ganske velsmagende kød og derfor ofte ses på menuen i lokale restauranter i Mississippi området – hvor man jo har det ligesom vore egne franskmænd har det på vor side af dammen: At man spiser stort set alt, der rører på sig…
Fiskeri
Man kan fiske efter alligator gars med stang og line – hvis man altså har grej, der er kraftigt nok. For dels er fiskene ofte meget store, og dels er de ganske stærke – også per kilogram. Der forestår i regelen en hektisk fight med megen overfladeaktivitet, hvis man har held til at kroge en af slagsen.
For mange amerikanere er fiskeri efter alligator gars derfor lig med buejagt. “Bow fishing” kalder de det, som om det havde noget med fiskeri at gøre. De bedyrer samtidig, at det er en uhyre spændende og fascinerende sport. Karakteristisk for selv de største alligator gars er nemlig, at de tilbringer en stor del af tiden svævende lige under overfladen – fuldt synlige, hvis man altså ved, hvad man skal se efter.
Alligator gars kan nemlig bruge deres veludviklede svømmeblære som en slags lunge og holder derfor altid til nær overfladen, hvor de nemt kan snuppe en mundfuld luft, hvis det kniber med ilten i det lunkne og iltfattige vand.
Alle buejægere ved, at den store pansergedde er et vanskeligt bytte. Måske ikke så vanskeligt at spotte, men uhyre vanskeligt at ramme rigtigt, så den også dræbes. Pansergedderne har nemlig ikke fået deres navn uden grund. De forhistorisk udseende fisk er nemlig pakket ind i et sandt panser af rhombe-formede emaljeskæl, der ikke overlapper som på andre fisk, men som er placeret i en fliseagtig mosaik.
Resultatet er, at mange pile preller af på dette panser, hvis skudvinklen er for spids eller anslagskraften for lille. De fleste buejægere bruger derfor armbrøst, som dels kan skyde meget præcist – dels har langt større anslagskraft end almindelige buer.
De fleste sigter efter svømmeblæren, som er placeret et lille stykke bag gællerne. Ofte skal der skydes – og rammes – flere gange, inden de store fisk må give op. Udstoppet er hovedet af en stor alligator gar derfor et eftertragtet trofæ at hænge op på væggen – forstå det, hvem der kan…
Fiskeri bliver det imidlertid aldrig. Uanset navnet.
Det er drab. På en truet art.
© 2011 Steen Ulnits
Del denne artikel: