Udplantning af ålegræs
Det danske ålegræs med det latinske artsnavn Zostera marina har det rigtig skidt her anno 2022. Fortidens kilometerstore ålegræsbælter er reduceret til små pletter rundt omkring på det lave vand.
I de gode gamle dage. Før vandet blev uklart af alger fra forurening med næringssalte fra land og by. Før ålegræsset blev angrebet af sygdom og revet bort af muslingeskrabere. Dengang dækkede ålegræsset de indre danske farvande på dybder helt ned til 15 meter.
Det gør ålegræsset ikke mere. I dag skal man være heldig at finde det på blot 5 meter vand. I lukkede fjorde endda sjældent dybere end 3 meter. De mange næringssalte fra landbrug og vandbrug (havbrug og dambrug) giver grobund for milliarder af alger, som skygger for lyset og kvæler ålegræsset. Inden de dør og synker til bunds, hvor de forbruger ilten i vandet.
Udplantning af nyt ålegræs til retablering af forsvundet ålegræs er ikke noget nyt. Det har man gjort i USA i flere årtier – med centrum i den store Chesapeake Bay på østkysten. Her har skoleklasser i årtier hjulpet det skrantende ålegræs på vej med udplantning af nye skud. En fysisk aktivitet med såvel et sundt pædagogisk sigte som et praktisk og nyttigt formål.
Stiklinger og rustne søm
Senest har vi så taget den gode idé op herhjemme. Først i Horsens Fjord og senest i Aarhus Bugt, hvor frivillige fra Kaløvig i juli gik i gang med udplantningerne. Her blev små stiklinger af ålegræs monteret på søm med et stykke ståltråd til fastholdelse af græsset efter udplantning.
Stiklingerne udplantedes siden af dykkere på 1,5 -2,5 meter vand. Søm og ståltråd ruster hurtigt væk i det salte vand, hvorefter stiklingen forhåbentlig har fået fæste.
Projektet, der går under navnet “Kysthjælper”, kører nu på tredje år. Det er velvilligt sponseret af VELUX-fonden, og alene i år er der udplantet flere end 12.000 stiklinger forskellige steder i landet. Frivillige fra Danmarks Sportsfiskerforbund og Danmarks Naturfredningsforening samt lokale dykkerklubber har leveret arbejdskraften til det prisværdige initiativ.
Forhåbentlig sker arbejdet ikke på nogle af de 5.000 km2 fjord- og havbund, som erhvervsminister Simon Kollerup (S) har udlagt til forurenende muslingeopdræt med efterfølgende ødelæggende muslingeskrab. Da vil arbejdet være spildt.
Ålegræs og genetik
Det danske ålegræs har det som sagt overmåde skidt – det amerikanske ligeledes. Begge er de jo atlantiske, og begge hører de til i stærkt befolkede områder med alt, hvad dertil hører af forurening og anden dårligdom. Klimaforandring og stigende temperaturer har også bidraget til ålegræssets tilbagegang.
I den vidtstrakte Cheaspeake Bay – det største estuarie på østkysten af USA ud for regeringsbyen Washington – har ålegræsset længe haft det skidt. Flere end 150 større vandsystemer tømmer deres forurenede vand ud i bugten, der måler mere end 300 km fra nord til syd. Med en samlet og kringlet kystlinje på imponerende 18.700 km.
Derfor har man i mange år udplantet ålegræs som erstatning for det, der er forsvundet på grund af forurening. Det startede med Virginia Institute of Marine Science (VIMS), som i 1978 påbegyndte de første forsøg med genindførelse af ålegræs. Først ved såning med frø og siden med udplantning af stiklinger.
Millioner af stiklinger er gennem årene udplantet af ivrige skolebørn, som herved lærte mere om vand og miljø, end de nogensinde ville kunne hjemme i klasseværelset.
Senest er man derfor også begyndt at udplante ålegræs herhjemme, hvor de nye planter imidlertid fremover må konkurrere om pladsen med regeringens mange planlagte muslingeskrabere. Ålegræs og muslingeskrab er nemlig to aldeles uforenelige størrelser.
Ålegræsset er en sart plante, som hverken tåler skygge, skrab eller forurening. Ved iltsvind vil giftig svovlbrinte sive op til ålegræssets vækstpunkt, som ligger umiddelbart over bunden, og dræbe dette. De lange stængler knækker derfor af, tages af strømmen og driver i land.
Nu har svenske forskere så fundet endnu en mulig grund til ålegræssets tilbagegang: Manglende genetisk variation.
Manglende mangfoldighed
Ålegræsset Zostera marina er som udgangspunkt en landlig græsart, der i tidernes morgen har koloniseret det lave kystvand.
Ålegræsset stammer oprindelig fra Stillehavet, hvor det stadig er udbredt på mange forskellige lokaliteter. Her vokser det sig op til 3 meter langt, hvor vort hjemlige græs sjældent bliver længere end det halve.Fra Stillehavet indvandrede ålegræsset til Atlanterhavet via Arktis, som i perioder har været varmt nok til, at ålegræsset har kunnet overleve her og sprede sig til Atlanterhavet.
Fra Stillehavet indvandrede ålegræsset til Atlanterhavet via Arktis, som i perioder har været varmt nok til, at ålegræsset har kunnet overleve her og sprede sig til Atlanterhavet.
Imidlertid var det kun et fåtal genetiske varianter, som kunne tåle de barske vilkår og skiftende istider under denne indvandring. Vore dages atlantiske ålegræs udviser derfor ikke nær samme genetiske variation som det oprindelige ålegræs i Stillehavet.
Den manglende genetiske variation i vort hjemlige ålegræs gør det mere sårbart over for ændringer i klima, saltholdighed og lysintensitet. Vort hjemlige ålegræs er kort sagt en sart sag sammenlignet med modergræsset i Stillehavet. Og derfor har græsset det svært på vore breddegrader.
Det har taget forskere i begge verdenshave 15 år at kortlægge ålegræssets DNA. I dag kan de på Göteborgs Universitet konkludere, at det er den manglende genetiske mangfoldighed mere end miljøet, der er afgørende for ålegræssets udbredelse og (mis)trivsel.
Resultaterne er publiceret i det videnskabelige tidskrift “Proceedings of the National Academy of Sciences”. Til daglig forkortet PNAS.
Fakta: Ålegræsset er en flerårig plante, som ofte kaldes bændeltang. Dette selv om den ikke er beslægtet med tang i vandet, men med græsser på land.
Ålegræsset er en sart plante, som ikke tåler iltsvind og bundvendinger. Sker det, vil giftig svovlbrinte sive op til græssets vækstpunkt, som ligger umiddelbart over bunden, og dræbe dette. De lange stængler knækker derfor af, tages af strømmen og driver i land.
I gamle dage brugte man ilanddrevet ålegræs til at tække tage. Et billigt materiale, der imidlertid kunne holde i op til 200 år, inden det måtte skiftes. På Læsø kan man stadig se godt 30 huse med oprindelige tangtage, der er op til to meter tykke.
Hvor man tækker sine huse med et stråtag, tænger man sine huse med et tangtag.
Tekst: Steen Ulnits
Foto: Gearløs
Del denne artikel: