Ålegræs og miljø

eelgrass

I de gode gamle dage var de indre danske farvande bevokset med ålegræs i et omfang, vi næppe kan forestille os i dag. Fra naturens hånd har vi noget nær ideelle forhold for netop ålegræs i vore lavvandede indre farvande. hvor vind, bølger og brænding ikke truer med at rive de lange stængler op – som tilfældet er på mere åbne havkyster.

Ålegræsbælterne er de føderigeste områder i de indre danske farvande. Intet andet sted har vi en så stor biomasse som netop her mellem de lange stængler af blomsterplanten Zostera marina. Biomassen skyldes ikke kun ålegræsset selv, men i lige så høj grad de mange alger, der vokser på stænglerne, samt de myriader af smådyr, som lever mellem dem.

Det var derfor ikke så lidt af en katastrofe, da ålegræsset i 1930’erne blev ramt af en verdensomspændende sygdomsepidemi, der lagde de store ålegræssletter øde og reducerede dem til små pletter af lokal karakter.

Her i begyndelsen af det nye årtusinde er ålegræsset kommet sig efter sygdommen. Men da ålegræs er en flerårig blomsterplante, som sætter frø – i modsætning til de énårige alger – tager det lang tid for ålegræsset at sprede sig. Derfor har man mange steder forsøgt at hjælpe naturen med udplantning af små ålegræsøer – ofte med succes.

Men i dag lider ålegræsset under dels forureningen med næringssalte – dels et mange steder hårdhændet trawlfiskeri og ditto muslingeskrabning. Begge forhold gør det uhyre vanskeligt eller decideret for ålegræsset at etablere sig på nye steder.

Trawl-fiskeri ødelægger ålegræsset

Forureningen med næringssalte fra land og by bevirker, at ålegræsset dækkes af et lag af alger, som skygger for lyset og gør livet svært for ålegræsset. Brugen af slæbende fiskeredskaber ødelægger selvsagt bunden og river ålegræsset op med rode – på længere sigt til stor skade for fiskeriet selv.

I gamle dage – før forureningen med næringssalte for alvor tog fart – var meget store områder af de indre danske farvande dækket med skove af ålegræs ud til dybder på 10-15 meter.

I takt med forureningen er udbredelsen reduceret til stedse lavere vand. I dag er ålegræssets største dybde i lukkede fjordområder ofte kun 5 meter – primært på grund af de mange planktonalger, som nu gør vandet uklart og skygger for lyset på dybere vand.

På begge sider af Atlanten er det den samme art af ålegræs, der forekommer. Og den samme epidemi, der hærgede bælterne i 1930’erne.

I USA, hvor der typisk er kortere mellem tanke og handling end herhjemme hos politikere og myndigheder, går man aktivt til værks for at hjælpe ålegræsset tilbage til det lave vand langs kysterne.

I stor stil opdrætter man nemlig ålegræs til udsætning på egnede steder. Mange steder allierer man sig med skolerne, som forener udplantningen af nyt ålegræs med relevant biologiundervisning.

Samtidig ønsker myndighederne ikke, at de ålegræsbælter, der har etableret sig i takt med en forbedret vandkvalitet – som følge af en bedre vandrensning – skal ødelægges af erhvervsfiskeri med skrabende redskaber.

Det har i staterne Maryland og Virginia ført til, at man i store områder helt enkelt har forbudt fiskeri med slæbvende eller skrabende redskaber.

Muslinge-skrab tilladt i Natura 2000

Gid man dog i de indre danske farvande også kunne tage sig sammen til at forbyde det muslingeskrab og trawlfiskeri, som på samme måde ødelægger de nyetablerede ålegræsbælter. Og samtidig sørge aktivt for udplantning af nyt ålegræs til erstatning for det gamle.

Men nej. Det magter vi ikke i lille velfærds-Danmark, hvor en håndfuld statsstøttede erhvervsfiskere stadig får lov til at ødelægge det vand- og bundmiljø, vi alle har været med til at genoprette.

I lang tid har miljømyndighederne brugt ålegræsset og dets udbredelse som en slags indikator for vandkvaliteten. Ud fra den simple og aldeles sunde antagelse, at når ålegræsset går tilbage ved organisk forurening, så bør det også gå frem efter forbedret rensning af spildevandet.

Imidlertid har man mange steder ikke kunnet noteret sig den ønskede fremgang af ålegræsset. Og man har ikke kunnet forstå hvorfor.

Desværre kan eller vil man åbenbart ikke se skoven for bare træer. Desværre kan selv højt uddannede forskere i statens tjeneste ikke lægge to og to sammen og forstå, at man altså ikke med den ene hånd kan spendere millioner af skattekroner på en bedre rensning af spilevandet. Og så med den anden tillade trawlfiskeri og muslingeskrab i de selvsamme farvande.

Hvor dum kan man være. Ikke ret meget dummere. Og det hele sker desværre mod bedre vidende. Endda med en rød regering ved roret, der selv mener, den er grøn. Men i virkeligheden er blå…

© 2014 Steen Ulnits