Et kvart århundrede er lang tid. Der kan ske og er sket meget med lystfiskeriet på Island i perioden 1991-2016. Læs med her:
1991 var året, hvor jeg første gang var på Island for at fiske. Bevares, jeg havde skam været nede at vende i Keflavik på vej til Narssarssuaq i 1974, da jeg besøgte Grønland for første gang. Men jeg fik først mulighed for at fiske Island 17 år senere.
Jeg var inviteret af Orri Vigfusson, som netop da og med støtte fra den islandske stat havde etableret sin North Atlantic Salmon Fund (NASF) til opkøb af lakserettigheder i nationalt eller internationalt farvand. På Island havde man nemlig noteret sig, at opgangen af laks var faldet med hele 24% – efter at færøske fiskere havde fundet frem til laksene på deres opvækstpladser ud for Færøerne.
Orri er ud af fiskerfamilie og tænkte snusfornuftigt, at der kun var én løsning på dette problem, som jo kostede Island penge i form af et forringet laksefiskeri i elvene: Man måtte helt enkelt købe færingerne ud, så de holdt op med deres i øvrigt legitime laksefiskeri i færøsk territorialfarvand. Læs hele historien i artiklen her.
NASF var stadig ukendt i de fleste lande, og Orri ville naturligvis gerne have sit vigtige budskab ud til et større publikum. Derfor skulle jeg lave et interview med ham, som skulle blive til en artikel i først det danske Fisk & Fri – siden det skandinaviske Flugfiske i Norden.
Som lokkemad – hvis det ellers skulle have været nødvendigt – brugte han tre dages laksefiskeri i lakseelven over dem alle på Island – Big Laxá. Eller som den hedder lokalt: Laxá i Aðaldalur. Afløbet fra den legendariske sø Mývatn. En af de lokale klubmedlemmer – en bankdirektør fra Reykjavik – havde måttet melde afbud, og dermed var der pludselig en tre dages åbning for en håbefuld udlænding som mig!
Laxá i Aðaldalur med Orri Vigfusson fra NASF
Små laks i Store Laxá
Det blev til seks laks i de tre dage, jeg fiskede Big Laxá, som er kendt for sine store laks – i hvert fald efter islandske forhold. De store MSW laks – Multi Sea Winter – brillierede dog med deres fravær, men friske grilse i en lind strøm stod ind fra Ishavet. Trods ellers et par yderst upopulære sæler i elvmundingen…
Det var først i august, og Big Laxás små grilse på 2-3 kg ville gerne lege med. De syntes rigtig godt om min lille Green Highlander, som de gerne steg til overfladen efter – allerhelst fisket stribende (“hitched”) i den stærke strøm.
Vi spottede også en enkelt lidt større laks, som stod fuldt synlig i strømmen. Men stige til mine fluer ville den ikke. Først da den blev viftet om næsen med en stor orangerød GP på synkeline, gik den til biddet. For øvrigt med en sådan vildskab, at dobbeltkrogen sad helt nede i svælget på 4 kg’s fisken!
Dengang var det ikke kotume at genudsætte fiskene, som det siden er blevet. Fisken kom derfor med op til røgemanden, som måtte love, at han ikke ville røge den for hårdt – på fåremøg, som sædvanen var på de kanter og i de dage. Vi udlændinge er jo lidt sartere end de indfødte…
Da vi rensede den velnærede fisk, bemærkede røgemanden, at den var mærket. Et lille metalmærke med navn og nummer var skudt ind i næsen på fisken, inden den var blevet udsat som smolt.
Mærket blev skåret ud og sendt ind til fiskeribiologerne i Akureyri. Det afslørede efterfølgende, at også denne fisk var en grilse med kun en enkelt vinter i havet – trods sine fulde fire kilo. Der er blevet frådset godt den vinter!
Laksefiskeri i Eystri Rangá
Et helt nyt laksefiskeri
– Der er en ung mand, du absolut skal møde, sagde Orri så til mig en dag. – Han har gang i noget stort nede ved Rangar, som for øvrigt er flertal for Rangá. Elven består nemlig af to forgreninger – East og West Rangá, som mødes med Thverá og bliver til afløbet Holsá, inden de når Atlanterhavet.
Sidst i 1980’erne var Thröstur Ellidarsson taget til Norge for at uddanne sig som fiskeopdrætter på universitetet i Tromsø. Da han kom hjem til Island, gik han straks i gang med sea ranching i en lille lokal elv uden laksebestand. Han opdrættede laks til smolt-stadiet, hvorefter de blev sat ud i vandløbet. De første resultater var forrygende, da en meget stor procentdel af de udsatte laks vendte hjem igen som voksne laks.
Det gav blod på tanden, og Thröstur gik i gang med at opskalere forsøgene i Rangar. Heller ikke her lod succesen vente på sig. Fra det ene år til det andet gik Rangar fra at være totalt ukendt til at være de mest produktive lakseelve på hele Island. Og det siger ikke så lidt!
Thröstur tog imod og viste vej til et af de impassable vandfald, som var blevet sprængt bort, så laksene kunne komme videre op i systemet. Der var installeret en trappe og en tæller, så man kunne følge opgangen til det nye vand.
– Skynd dig. Vi har kun ti minutter! Ordene kom fra Thröstur, mens vi ræsede ad en hullet grusvej i hans gamle 4-hjulstrækker. Formiddagens fiskepas endte klokken 13, og vi havde kun ti minutter.
Småløbende fik jeg samlet min Fisk & Fri fluestang og fik knyttet en lille dobbeltkroget Silver Blue på forfanget. Den placerede jeg efter bedste evne, hvor Thröstur pegede, og sandelig: I andet kast strammede linen op, og en fin blanklaks piskede overfladen til skum. Så hurtigt har jeg aldrig landet en laks før. Klokken var på slaget 13, da fisken kom på land!
Put & Take laks med Hekla i baggrunden
Thröstur blev siden snigløbet af lokale aktører, som overtog Rangar projektet, da det var godt oppe at køre. I en kort årrække kunne man her opleve noget så sjældent som godt og billigt laksefiskeri på Island. Først i 1990’erne kunne jeg derfor arrangere en række lakserejser for Jyllands-Postens trofaste læsere til rent ud sagt utrolige priser:
Således kunne vi i samarbejde med Icelandair præsentere læserne for én uges laksefiskeri i Rangar, med indkvartering og fuld forplejning til godt 5.000 danske kroner. Og det endda med udsigt til Vestmanna-øerne fra middagsbordet. Man tror det næppe i vore dage, hvor prisen for samme fiskeri ofte er 10-doblet…
Alle fik laks, og vi havde det meste for os selv. Men dagene i Paradis var snart talte. Nye ejere kom til, og priserne blev skruet voldsomt op. Til et niveau, hvor vi slet ikke kunne være med længere. Udsætningerne af opdrættede laksesmolt blev sat tilsvarende i vejret, så man nu kunne give fangstgaranti selv til uøvede laksefiskere. I hvert fald i højsæsonen.
Put & Take laks
I dag er udsætningerne af laksesmolt i Rangar systemet på flere hundrede tusinde, hvoraf blot nogle få procent vender voksne hjem. Men det er rigeligt til dagsfangster på op til 30-40 laks per fisker, når opgangen er på sit højeste. Som en langskægget spanioler sagde til mig sidste sommer, da jeg mødte ham og hans islandske guide ved elven:
– Hvorfor tage helt til Alaska, når man kan fange næsten lige så mange laks her på Island – blot få timers flyvning fra Barcelona?
Han var for øvrigt slet ikke klar over, at der i Alaska er tale om vilde laks født og opvokset i naturen. Mens alle laksene i Rangar med sammenløbet Holsá er udsatte opdrætsfisk fra dambrug. Og han var da også ligeglad:
– En laks er en laks er en laks, mente han. Også til den skyhøje pris, han havde betalt hjemmefra…
Den smukke Selá i det nordøstlige Island
Valutakrisen satte en brat stopper for prisernes himmelflugt på Island, der pludselig stod i gæld til noget nær hele verden. Mest dog England. Man havde lånt, belånt og viderelånt i et omfang, der aldrig var set før. Den islandske økonomi gik i knæ, og priserne raslede ned. En dag ringede telefonen, og i den anden ende var min gamle ven Orri fra NASF.
– Er du stadig interesseret i at fiske Selá og Hofsá?
Sådan lød spørgsmålet, for ønsket om at fiske disse to elve havde jeg ytret flere gange tidligere. Svaret blev derfor et klart og utvetydigt “ja”, for prisen var næsten fra det ene år til det andet reduceret til en brøkdel af den hidtidige dagspris. Og Orri bestyrede nu begge nævnte to elve. Så på den måde hjalp finanskrisen mig med at føje et par nye, klassiske lakseelve på Island til “been there and done that” listen!
En god fornemmelse – ikke mindst fordi priserne nu atter er oppe i skyerne. Og fordi USA’s præsident George Bush tidligere havde besøgt og fisket Selá med horder af “Men in Black” omkring. Og fordi Prince Charles i en årrække havde været fast gæst ved Hofsá. I et interview havde Charles sågar udtalt, at han syntes, Holsá var blevet lidt for dyr at fiske i. Ganske vist med et lille smil, for han hører jo til verdens absolut rigeste mennesker…
Man er således i overmåde fint selskab, når man har fisket disse to steder, som normalt var helt uden for min økonomiske rækkevidde!
– You gotta strike when the moment is right, without thinking”, som Pink Floyd udtrykker det…
Fiskeopdræt på godt og ondt
Det er teknologien bag det moderne fiskeopdræt, som har muliggjort Rangar-projektet og bidraget med mange turistkroner til Islands betrængte økonomi. Samme teknologi har også hjulpet med at ophjælpe truede eller trængte bestande af vildlaks i andre elvsystemer.
Men nu vil islændingene også have del i den store kage, som industrielt lakseopdræt til direkte konsum er blevet. En milliardforretning, som primært er på norske hænder, men som andre nationer naturligvis også kigger sultent på.
Ørreder og rødinger som disse findes overalt på Island
Da lakseopdrættet for alvor tog fart i 1980’erne og 1990’erne, trode mange, at det ville blive redningen for den truede vildlaks. De mange og efterhånden billige opdrætslaks ville gøre det urentabelt at fortsætte med højsøfiskeriet efter vildlaks i Nordatlanten med kilometerlange drivgarn – troede og håbede man. Lidet anede man dengang, at opdrættet af tamlaks blot ville føje endnu en trussel mod vildlaksen til listen:
- At undslupne tamlaks i hundredtusindvis ville blande sig med vildlaksene på deres gydepladser og her udvande genpuljen.
- At millioner af havlus fra de indeburede tamlaks ville kaste sig over de chanceløse vilde laksesmolt på deres vej ud mod åbent hav.
- At medicin og kemikalier i tonsvis ville blive hældt ud i netburene og dermed havet for at øge indtjeningen fra lakseopdrættet.
- Og at de opdrættede laks siden som billig fødevare sågar også kunne udgøre en trussel mod folkesundheden.
I takt med den øgede velstand på Island er antallet af sommerhuse også eksploderet. Dette i en sådan grad, at det nu er blevet et miljømæssigt problem ved en af sagaøens allerstørste attraktioner – Mývatn i det nordøstlige Island. I de seneste år har det vist sig, at spildevand fra de mange sommerhuse langs søen nu udgør et forureningsproblem – at søens vand overbelastes med næringssalte. Præcis som vi kender det herhjemmefra.
Seneste bud på en løsning af dette problem har man kunnet læse i de islandske aviser. Her foreslås det i ramme alvor at udsætte fremmede regnbueørreder i Mývatn for at rydde op efter sommerhusene. Man har nemlig hørt, at regnbueørreder har klaret tilsvarende opgaver flere steder i udlandet. Og regnbueørreder har man jo fået let adgang til med fiskeopdrættet, der hellere end gerne leverer…
Udsætning af opdrættede regnbueørreder i den sagnomspundne Mývatn vil være faunaforurening af værste skuffe. Ingen har nogen anelse om, hvad det vil betyde for søens økosystem – for søens oprindelige ørreder og rødinger.
Der er kun én løsning på forureningsproblemet fra de mange sommerhuse: Rensning af spildevandet, før det når søen.
Overfede rødinger
I takt med den stærkt øgede turisme er der også kommet øget efterspørgsel på lokale fødevarer, som er specifikke for Island. En af disse er fjeldørreden eller rødingen, som den retteligen bør kaldes. For en ørred er den jo ikke. Rødingen forbindes nemlig med det kolde, klare og rene vand, som Island markedsfører sig med. Og rødingen står derfor på menukortet på mange af sagaøens finere restauranter.
Da jeg i maj måned gæstede det fancy Ion hotel ved Thingvalla søen, fangede rødingen straks min interesse på menukortet. Hotellets kok, som gerne ville snakke dansk, da han var uddannet i Danmark, anbefalede rødingen, der ganske rigtigt stammede fra Island. Den ægte vare, altså.
Men jeg må indrømme, at jeg blev skuffet, da jeg fik den tilberedte røding ind på bordet. For så meget fedt har ingen vild røding nogensinde haft på kroppen, som denne fisk havde. Da jeg spurgte ind til, hvor på Island rødingen kom fra, måtte kokken gå til bekendelse: Den kom fra et dambrug ikke langt fra Selfoss…
Ugen efter kørte jeg rundt nær Selfoss og besøgte da et af de kendte ørredvande her. Et vand, som dels huser store bækørreder på adskillige kilo – dels byder på solide klækninger af diverse insekter og dermed et godt tørfluefiskeri.
Fiskene var der skam, og de ringede også fint efter de klækkende insekter – primært dansemyg. Sorte tørfluer str. 18 på et tyndt 7X forfang blev taget i forsigtige sip.
Men jeg studsede over den mørke sandbund, som flere steder var dækket af et tyndt sort slamlag. Sådan havde der ikke set ud for ti år siden, da jeg første gang gæstede åen, og forklaringen fandt jeg nogle kilometer længere opstrøms: Et dambrug uden rensefaciliteter. – Måske det selvsamme dambrug, som havde leveret rødingen til menukortet på hotellet?
Det er problemer som disse, de lokale myndigheder må holde et vågent øje med. For tager fiskeopdrættet først overhånd, vil det med sikkerhed gå ud over de vilde bestande af laks, ørreder og rødinger. Og dermed den for Island så lukrative fisketurisme.
Urørredens genfødsel
Er der noget, som Island råder over i rå mængder, så er det energi. Termisk energi fra undergrunden, og vandkraft fra smeltevandselvene. Den termiske energi bruger man i stor stil til opvarmning af huse og drivhuse, mens vandkraften leverer elektricitet til byer og industri.
Varme kilder giver energi og rekordstore ørreder
Som vi kun alt for godt kender til det herhjemme, så er vandkraft og vandrefisk en rigtig dårlig kombination. Vandkraft leverer ganske vist elektricitet, men hindrer samtidig laks og ørreder adgang til deres livsvigtige gydepladser – med Gudenåen og Tangeværket som det bedst kendte danske eksempel.
På Island er nok det mest kendte eksempel opstemningen af Sog elven ved Sogsstöðvar. Sog er det 22 km lange og klarvandede afløb fra den store Thingvalla sø.
Sog var tidligere – indtil etableringen af Sogsstöðvar og kraftværket ved Ljósafoss – det suverænt vigtigste gydevandløb for de store ørreder, som hvert efterår trak fra søen og ned i afløbet for at benytte de mange kilometer fint gydevandløb her. Som de havde gjort i årtusinder siden sidste istid. Og som de gjorde, da vikingerne holdt ting i den modsatte ende af søen for bare ét tusinde år siden.
Med bygningen af Sogsstöðvar i 1937 mistede storørreden i Thingvalls søen sine allervigtigste gydepladser, og bestanden gik efterfølgende voldsomt tilbage. For nogle år siden gik man dog fra lokal side i gang med at udnytte nogle af søens mindre tilløb – med målrettede udsætninger af ørreder, som fik nye gydepladser her. Og det har boostet fiskeriet gevaldigt – ikke mindst på et fåtal lokaliteter, som nu hjemsøges af ørrederne.
Samtidig har den vandkraftansvarlige myndighed lovet, at der vil blivet åbnet op for ørrederne ved Sogsstöðvar senest i 2020. Så de kan få deres gamle gydepladser tilbage. Fremtiden for Thingvellir ørreden ser således lysere ud, end den har gjort i lang tid, hvis ellers disse løfter holdes.
I det hele taget har flere og flere islændinge fået øjnene op for, at der venter dem miljømæssige problemer i den nærmeste fremtid.
Det kan man følge med i på websitet http://www.savingiceland.org, hvor også den internationalt kendte musiker Björk har engageret sig Hun har i flere år haft sommerhus ned til Thingvalla søen og er derfor godt inde i mange af problematikkerne.
Jökulsá: Fra smeltevandselv til laksevand
Værre ser det ud for de tætprikkede bækørreder i den berømte Svartá, som svenske Curt Lindhé beskrev i sin dejlige bog “På fiskesafari i Nordatlanten” fra 1966. Et vidunderligt vandløb, som vi på vort interskandinaviske magasin “Flugfiske i Norden” (FiN) har arrangeret læserrejser til siden 1988. Der er nu planer om at stemme Svartá op til et mindre vandkraftprojekt, som med stor sikkerhed vil ødelægge fiskebestanden og fiskeriet i dette klassiske vandløb.
Der er således sjældent noget godt at sige om vandkraft, når det gælder vandmiljø og vandrefisk. Men ikke mindst i det sydlige USA har mange vandkraftværker dog haft en utilsigtet positiv effekt – hvis man altså ser tingene med ørredøjne:
De store og dybe vandkraftmagasiner lukker nemlig vand ud fra bunden, som er markant koldere end det omgivende vand. Og det kvitterer fiskene for med et godt ørredfiskeri i vandløbet nedstrøms opstemningen. Et fiskeri, der ikke eksisterede før opstemningen, hvor vandet var for varmt til laksefisk.
Jökulsá’s forvandling
En af de største smeltevandselve på Island er Jökulsá, der afvander den mægtige Vatnajökul gletcher. Fra naturens hånd en iskold mudderrende uden nævneværdigt fiskeliv. I det brune og kolde muddervand kan intet leve. Kun i et par mindre, klarvandede tilløb til smeltevandselven var der fiskeliv – i form af en begrænset naturlig laksebestand.
Allerede i 1960’erne var der fokus på vandkraften som billig energikilde til ikke mindst den kostbare fremstilling af aluminium, der kræver meget høje temperaturer. Det medfører et gigantisk energiforbrug, som kun vanskeligt kan dækkes med fossile brændstoffer. Derfor valgte Island at bygge et storstilet vandkraftanlæg til produktion af billig energi – specielt til fremstilling af aluminium.
Laksene i Jökulsá er vildfisk og genudsættes derfor altid
Den nye aluminiumsfabrik, som ligger ved vejen mellem Keflavik lufthavn og Reykjavik by, blev taget i brug i 1972 og producerer nu aluminium af malm, der i en lind strøm skibes til Island. En stor arbejdsplads, som bidrager markant til Islands økonomi.
Da verdens forbrug af aluminium bare vokser og vokser, opstod der snart planer om et nyt stort anlæg – nu blot i den modsatte ende af landet. Her løber den mægtige Jökulsá, der som nævnt bringer brunt smeltevand fra Vatnajökul gletcheren mod nord til Ishavet. En elv med rigelig vandføring til et nyt stort vandkraftværk.
Som tænkt så gjort. Jökulsá blev stemmet op i Kárahnjúkar, hvor der etableredes et mægtigt vandkraftmagasin. Herfra blev og bliver vandet i en 60 km lang rørledning ledt til et ligeledes nybygget underjordisk 690 MW stort kraftværk i Fljótsdalur, hvor smeltevandet i 6 mægtige turbiner omdannes til elektricitet. Denne elektricitet sendes nu til havnebyen Reyðarfjörður, hvor den nye aluminiumsfabrik er placeret. Og hvortil en lind strøm af skibe med aluminiumsmalm nu valfarter.
Men tilbage til Jökulsá, der hermed er reduceret til en stadig stor, men nu absolut fiskbar elv med klart vand. Gletcherslammet er nemlig bundfældet i vandkraftmagasinet, som kun lukker overskydende, klart overfladevand ud. Vand, som endda er varmere end det oprindelige smeltevand.
Det sker dog, at afsmeltningen fra Vatnajökul sidst på sæsonen bliver så stor, at magasinet løber over. Da ligner Jökulsá sit gamle, ufiskbare og brune jeg. Men der er planer om at bygge endnu et kraftværk lidt længere nedstrøms for også at udnytte dette overskudsvand. Og da bør problemet være løst for laksefiskeriet.
Et af de mindre tilløb til Jökulsá – med vildlaks
Enter Thröstur Elliðarson, som vi jo allerede kender fra 1990’ernes vellykkede Rangar-projekt. Her blev laksefangsten via massive smoltudsætninger på bare det første år boostet fra 50 til mere end 1.600 hjemvendende laks. Thröstur kunne derfor straks se potentialet i den ændrede Jökulsá, der nu pludselig havde fået klart vand og en tilpas vandføring. og som allerede havde en bestand af vildlaks i tilløbene.
Han gik derfor i gang med at optimere den nye lakseelv. I 2012 blev der bortsprængt klipper tre steder langs hovedløbet, hvor passagemulighederne var dårlige for laksene. I dag har fiskene således adgang til mere end 100 km af denne nye lakseelv. Der er så mange nye fiskepladser, at ingen endnu har prøvet dem alle. Mange pools mangler således endnu at blive navngivet.
Der blev bygget smolt release ponds rundt omkring i hovedløb og tilløb – en aktivitet, Thröstur har stor erfaring med. Til dato er der således udsat næsten én million parr og smolt i Jökulsá med tilløb.
Hovedløbet er allerede tæt på at være selvreproducerende med vildlaks, hvorimod de mindre tilløb er så kolde, at de ikke vil kunne klare sig selv uden supplerende udsætninger. Til gengæld er de vigtige fiskevande, hvis hovedløbet skulle løbe over og blive ufiskbart sidst på sæsonen. Så tyr man til tilløbene i stedet og fisker videre heroppe.
Der er således sket rigtig meget i de forgangne 25 år, siden jeg første gang kastede mine fluer over de islandske elve og søer. Islændingene er et dygtigt og entreprenant folkefærd, som i Island har et helt unikt sted at boltre sig. Ind imellem kan det dog være sundt at stoppe op og tænke lidt over de mulige konsekvenser af det, man har gang i eller planlagt.
Der er masser af søer og elve på sagaøen, som vrimler med vilde laks, ørreder og rødinger. I tusindvis. Så jeg skal naturligvis til Island igen. Nu som frontman i BP Fiskerejser. Det glæder jeg mig rigtig meget til!
© 2016 Steen Ulnits
Del denne artikel: