“Restaureringen af Skjern Å er mislykket med at genskabe de naturlige habitater, der tidligere var til stede, og de naturlige processer, der skaber habitaterne, er langsomme.”
Det mener danske forskere, som har fulgt landets vandrigeste å efter restaureringen, der kostede 280 millioner kroner.
Det er nu godt 10 år siden, at den maltrakterede Skjern Å blev løsnet fra sine kanaliserede lænker og lagt tilbage til det oprindelige snoede leje.
Naturen har været hurtig til at genindtage det tabte land. Åen graver videre, hvor gravkøerne slap, og fuglene har været hurtige til at indtage de nye vådområder på åens nedre løb mod Ringkøbing Fjord.
Alligevel skal vi påregne at vente op mod 100 år mere, inden åen minder om det, den var engang. Det fremgår af en videnskabelig artikel, som netop er accepteret til udgivelse i tidsskriftet “Ecological Engineering”.
Morten Lauge Pedersen, der til daglig er naturgeograf og lektor ved Ålborg Universitet, uddyber dette over for Jyllands-Posten:
”Konklusionen er, at når man begiver sig ud i denne her type af projekter, så skal man være opmærksom på, at man ikke får smæk for skillingen fra Dag 1.
Selv om det er et stort vandløb, og selv om det er forsøgt lavet så naturligt som overhovedet muligt, så tager det måske mere end 100 år, før de fysiske og kemiske processer er naturlige igen.”
“Engen gøder ageren”
De fysiske og kemiske processer dækker over, at et naturligt vandløb som Skjern Å virker som en slags rensningsanlæg for vandet. Vandløbet bliver fyldt med potentielt forurenende stoffer fra landbruget, der gøder eller overgøder markerne langs åen.
Når åen bugter sig og ind imellem går over sine bredder, aflejres store mængder kvælstof og fosfor fra landbruget på engene ved siden af åen. Herved undgår man, at en stor del af de oprindeligt udledte stoffer når ud i hav og fjord.
I gamle dage sagde man, at ”engen gødede ageren”, idet de årligt tilbagevendende oversvømmelser forår og efterår aflejrede store mængder næringsrigt slam, som gjorde engene til produktive græsområder, der kunne føde husdyrene om vinteren. Gødning fra husdyrholdet kunne siden komme tilbage til græsmarkerne, der blev endnu mere produktive.
Denne naturlige renseproces forsvinder dog næsten helt, når og hvis man retter den bugtede å ud til en snorlige afvandingskanal for landbruget. Herved øges afstrømningen, så vandstanden sænkes. Fugtige marker kan nu drænes og afvandes, så der kan dyrkes korn og andre afgrøder på dem.
Men nu aflejres de skadelige næringsstoffer ikke længere inde på engene, hvor de bliver til græs. Nu havner de i stedet ude i hav og fjord, hvor de resulterer i algeblomst, iltsvind og fiskedød. Og da Ringkøbing Fjord samtidig er et lukket indvand med en begrænset vandudskiftning, bliver problemet fra Skjern Å endnu større, end det ellers ville have været.
Skjern Å blev reguleret til ukendelighed af Hedeselskabet tilbage i 1968. Skaderne var ventede, men voldsomme. Så voldsomme, at et enigt Folketing midt i 1980’erne besluttede, at åen skulle føres tilbage til sit oprindelige bugtede forløb. Så skaderne kunne udbedres og vandmiljøet få det bedre.
Den indvundne landbrugsjord havde allerede “sat sig” og var ikke længere meget værd til dyrkning af afgrøder. Og Ringkøbing Fjord havde lidt hårdt under den massive tilførsel af næringssalte og okker udfældet fra og udvasket ved vandstandssænkningen.
”Fuglene er væk. Fiskene er væk”.
Så kort og fyndigt blev tingenes tilstand udtrykt af den daværende miljøminister Chrtistian Christiansen fra Kristeligt Folkeparti, og det var noget, som både befolkning og Folketing kunne forstå.
Alligevel tog det næsten 20 år, inden retableringen var tilendebragt. Inden da var år på år blevet brugt på at købe eller bytte jordlodder langs åen, hvor den skulle genslynges, inden man kunne gå i gang med gravemaskinerne.
Heldigvis blev det ikke Hedeselskabet, som vandt entreprisen. Heldigvis, for det ville have været en hån mod alt, hvis selvsamme selskab, som tjente millioner på at rette åen ud, nu også skulle tjene millioner på at genslynge den.
Nu blev det i stedet Cowi Consult, der løb med opgaven. Som påbegyndte arbejdet i 1999, og som i 2003 kunne melde opgaven fuldført. 19 km kanal længst ude mod Ringkøbing Fjord var da ført tilbage til 26 km slynget vandløb.
10 år senere kan forskerne nu melde, at ganske vist går tingene i den rigtige retning. Og ganske vist aflejrer åen igen kvælstof og fosfor i de nyanlagte engområder langs åen. Men der vil gå lang tid, førend den oprindelige balance med aflejring af sand og silt er genskabt. I bedste fald vil balancen kunne genskabes i løbet af 100 år.
Det er dog ikke udelukkende bad news, der kommer fra forskerne, som har valgt at fokusere på vandløbet og ikke livet i det. For fisk og planter stortrives allerede i det nye bugtede åleje. Og i tusindvis af trækfugle har allerede taget de nye engområder til sig, når de er på vej nord- eller sydover. Alt i alt er de biologiske forhold bedret markant. Det er fysikken og kemien, der halter bagefter.
Men får det nyretablerede område ellers lov til at passe sig selv, vil det i løbet af de kommende årtier udvikle sig til en sand mosaik af forskellige naturtyper. Der vil komme flere naturlige småsøer – måske hjulpet på vej af den ligeledes genindførte bæver – og træer og buske vil vokse og gøre vegetationen langt mere vild, end den er i dag.
Om 100 år er alting glemt, siger man. Men det kommer ikke til at passe her. Om 100 år vil vore efterkommere nemlig have en helt anden Skjern Å end den, vi kender i dag. En ny og bedre å.
© 2014 Steen Ulnits
Del denne artikel: