Forfatterarkiv: Steen

Bredbånd til søs!

Mobildækning med bredbånd bliver bedre og bedre. Nu satser et selskab målrettet på at dække de “døde” randområder, hvor sommerhuse og fiskebåde ofte befinder sig…

I gamle dage – for ganske få år siden – havde vi et telefonsystem, der hed “NMT”. Det var et analogt system, der var udbredt i hele Norden – deraf navnet Nordisk Mobil Telefon. Systemet virkede fint, men måtte efterhånden overgive sig for det digitale GSM system, vi har i dag – med de mange flere muligheder det havde og stadig har.

Men det var ikke en ensidig gevinst for os brugere. Ikke mindst de af os, som ofte færdedes til søs – langt fra land – måtte se i øjnene, at dækningen nu var blevet dårligere. Hvis den overhovedet var der længere. Ikke mindst skibsfarten måtte sande, at de havde mistet en kær ven – nemlig NMT 450, som sendte på den halve frekvens af det almindelige NMT 900 system.

Fordelen ved den lavere frekvens var nemlig en langt større rækkevidde – ikke mindst over vand, hvor rækkevidden ofte er det dobbelte. Med GSM 1800 herskede der pludselig radiodød på steder, hvor der tidligere var god dækning med NMT 450.

Fugl Fønix af asken

Men NMT 450 var ikke glemt. Den var blot lagt i mølposen, til den kunne digitaliseres og derved opnå de fordele, der ligger heri.

Firmaet er stadig det gamle Nordisk Mobil Telefon, der har rejst sig af asken som en anden Fugl Fønix. I hvert fald delvis, for firmaet har nemlig rent teknisk erklæret sig selv konkurs i Sverige og Norge, mens det stadig eksisterer i bedste velgående i lille Danmark – under navnet Net 1, tidligere Ice.net. Herhjemme ejes Net 1 med 65% af Access Industries og 35% af EnergiMidt.

Net 1 har opbygget et landsdækkende digitalt CDMA netværk i Danmark, Sverige og Norge på den gamle 450 MHz frekvens. Fordelen ved et CDMA netværk frem for GSM og UMTS netværk er som sagt, at det har en meget længere rækkevidde. GSM og UMTS netværk bruger en 900 MHz, 1800 MHz og 2100 MHz frekvens, som ikke rækker nær så langt som en 450 MHz frekvens.

Dette betyder, at Net 1 kan tilbyde dækning på steder som er svært tilgængelige, i kuperet terræn, i yderområder og på vandet, hvilket de store operatører har svært ved.

Net 1 er pt. i gang med en stor udbygning af den danske net, så der snart vil være dækning i selv de mest øde og fjerne egne – til stor fordel for ikke mindst sejlere og sommerhusejere. Samtidig kan man med et Net 1 abbonnement gå på nettet i både Norge og Sverige – uden de absurde meromkostninger dette ellers normalt medfører.

Mobil router og antenne

Net 1 tilbyder tre forskellige pakkeløsninger, der alle kører på 450 MHz nettet:

Båd
Camping
Sommerhus

Bådløsningen er naturlligvis den mest interessante for bådejeren, men sjovt nok også for sommerhusejeren, der har dårlig dækning i sit område. Med til denne pakke følger nemlig både antenne, antennekabel og adapter, stik til cigartænder samt den obligatoriske router, der har hele fire antenner. Rækker disse ikke, kobler man blot den eksterne antenne til, og man er back in business de allerfleste steder!

Selv har jeg det hele samlet i en lille vandtæt plastboks, så det altid er klar. Blot har jeg én holder til gavlen på sommerhuset og en anden til båden. Bådantennen er den samme og fungerer fint begge steder.

Alle tre løsninger fås i tre udgaver:

Lidt: 149,- kr/md. (1 GB data)
Ofte: 199,- kr/md. (5 GB data)
Meget: 299,- kr/md. (10 GB data)

450 MHz CDMA fra Net 1 fungerer fint, hvor andre netværk ikke gør, og anbefales derfor på det kraftigste til båd- og sommerhusejere!

Gummibåd til lystfiskeri

Gummibåden er en smart lille opfindelse, når det skal gå hurtigt og det kniber med pladsen. Man kan også fiske fra den…

Jeg har altid været fascineret af gummibåde, fra jeg første gang så én i funktion. Det ene øjeblik fylder den ingenting – det næste kan man sejle de store verdenshave tynde med den! Eller næsten. Faktum er i hvert fald, at gummibåden giver øget aktionsradius og dermed større fiskemuligheder.

Nu er der imidlertid meget stor forskel på en lille dinghy af den slags, der bruges som sløbejolle til større motor- og sejlbåde. Og så de massive “RIB’s”, som militæret bruger – store gummibåde med fast bund og hæk til kæmpestore motorer. RIB er da også en forkortelse for “Rigid Inflatable Boat” – en gummibåd med fast skrog.

RIB’s er i en klasse for sig og ikke noget, vi skal beskæftige os med her. Jeg skal blot nævne, at jeg engang har været ombord i en af slagsen – i åbent Atlanterhav og med to kæmpestore påhængsmotorer på hækken. Tilsammen 250 HK. Det var sjovt et stykke hen ad vejen. Spændende det meste af tiden. Og direkte skræmmende til sidst. Vi nåede op i nærheden af 100 km/t, og så er det altså ikke sjovt længere. Så klamrer man sig bare fast og håber, kaptajnen har styr på tingene. Hvad han heldigvis havde…

De mindre gummibåde er derimod decideret sjove at sejle i og fiske fra. Man bør altid vælge en af de små moodeller, for ellers mister man meget af fordelene ved netop gummibåde. Bliver de for store, fylder de for meget. Bedst er efter min mening en lille 3 meters model, som man fint kan fiske alene fra – til nød have en god ven eller veninde med i. Og så en lille påhængsmotor på 2-4 HK. Så er hele ekvipagen let at bære, nem at pumpe op og bekvem at søsætte. Er man ene mand ombord, kan man komme langt omkring på kort tid.

Legetøj eller lystbåd?

Der er dog lidt legetøj over små gummibåde, og de er da også sjove at lege med. Man kan sejle på meget lavt vand – så længe der er plads til skruen – eller man kan til nød ro lidt rundt i den. Vær dog klar over, at gummibåde er uhyre vindfølsomme og besværlige at ro. De får aldrig nogen fremdrift gennem vandet. I stedet skubber man bare både frem med korte tag i årerne.

Men år det så er sagt, så byder gummibåde på et utal af muligheder – bedst i sommerhalvåret, for våd, det bliver man altid. Man sidder lavt og noget ubekvemt, hvilket ikke gør gummibåde ideelle til ældre mennesker. Gummibåde er heller ikke ligefrem kendt for at kaste vandet ud til siderne…

Så: Enten sommervarme og badetøj ombord. Eller vandtæt beklædning!

Er man til at ligge med sin vandkikkert og studere havbunden, mens man stille driver afsted med vind og strøm, fås ikke noget bedre end netop gummibåde. Man ligger blødt og godt på de luftfyldte pontoner og kan – uden risiko for at falde over bord – hænge ud over rælingen og kigge ned til fiskene!

Vil man fiske fra den, sker det bedst alene – på grund af den trange plads. En rigtig smart løsning er her et drejeligt foldesæde, som kan monteres på den bagerste – ofte eneste – tofte. Så kan man sidde bekvemt med siden til, når man sejler – med godt greb om gashåndtaget. Når der siden skal fiskes, drejer man blot omkring og kaster ud. Da bliver den lille gummibåd pludselig til en ren fiskemaskine!

Bedst af alt: Gummibåden er den økonomisk mest overkommelige måde at blive småbådsfisker på!

Humminbird 1197c GPS

Ekkolodderne bliver stedse bedre og bedre. Jeg har testet en af de nyeste og allerbedste modeller fra amerikanske Humminbird – en superlækker sag i 3D…

Da jeg startede min karriere som småbådsfisker, var ekkolodder noget, der sad på store fiskekuttere – ikke nogte, som lystfiskere sejlede rundt med i deres små joller. Men udviklingen gik pludselig meget hurtigt, og først kom der et primitivt blinklod i min lille hjemmebyggede jolle – en sag, der blot kunne indikere vanddybden under båden – intet andet.

Så kom der et skrivende lod ombord i min båd, der nu havde vokset sig lidt større og mere komfortabel. En sag med papirrulle, som kørte afsted, mens skriveren skrev løs – som en anden seismograf på et laboratorium for jordskælvsforskning. Men loddet tegnede egentlig ganske godt, og kunne fortælle mangt og meget, som det gamle blinklod ikke kunne. Nu kunne man pludselig skelne fisk fra bund og registrere forskellige bundtyper – blød eller hård.

Problemet var blot de uendelige papirstrimler, som man sjældent havde noget at bruge til bagefter. Og så den kendsgerning, at de skrivende lodder ikke var vandtætte. De var stadig beregnet til at sidde inde i et styrehus – tørt og godt. Det gjorde de mildest talt ikke i min åbne jolle…

Så kom heldigvis de vandtætte lodder med LCD skærm. Ganske vist ikke med nogen god opløsning i begyndelse, men hen ad vejen kom der dog flere og flere pixels på skærmen. Til sidst kom der endog farver på, så man pludselig kunne skelne mellem mange flere ting end tidligere.

Siden kom der integrerede modeller til – smarte bokse, som både rummede ekkolod, søkortplotter og meget andet. Da de elektroniske søkort så også gjorde deres entre, var ikke et øje tørt. Nu kunne man sidde i sin båd og se sig selv på skræmen!

Nå, men den relle værdi heraf var dog ofte begrænset, men underholdningsværdien var altid høj – i hvert fald i starten. Siden fandt det et mere naturligt leje – lige indtil fremkomsten af de nye 3D lodder. So ein Ding måtte man unbedingt have!

De første af slagsen imponerede nu ikke – med store klodsede transducere, der fyldt godt på hækken. Og opløsningen var heller ikke imponerende. Jeg husker dog tydeligt, hvor imponeret jeg alligevel blev, da jeg engang i 1990’erne så Humminbird’s første 3D lod i aktion. Ind imellem kom man dog lidt i tvivl om, hvorvidt det nu også så sådan ud under båden. Eller om det mere var en film, der blot kørte inden i dyret..

Anyway, udviklingen lod sig ikke stoppe, og apparaterne blev stedse bedre. Tag nu blot det seneste skud på stammen fra gode, gamle Humminbird: Model 1197c GPS med Side Imaging. Her er der igen dømt undetholdning på første klasse…

iPad til småbåden

iPads til iFiskere!

Sidste års store opdatering af www.ulnits.dk indeholdt en artikel med titlen “iPhones til iFiskere”, som blev meget populær og læst. Faktisk blev den også inkluderet i seneste udgave af den fynske havørredbog.

Artiklen var og er stadig baseret på Apple’s fantastiske iPhone og de mange, mange Apps, man kan få til den. Apps, som hver især løser en helt specifik opgave. Antallet af iPhone Apps har nu oversteget den kvarte million – 250.000 – hvilket er næsten ufatteligt. Men så stor er interessen altså – og behovet for kvalitetsprogrammer, som kan lige netop det.

Siden har Apple så barslet med først en ny og langt bedre iPhone 4, som kan meget mere og gør det meget hurtigere. Og siden den revolutionerende iPad, der gjorde det, som Microsoft aldrig formåede med deres tablet PC’er – skabte en helt ny gruppe bærbare med touch interface i stedet for mus.

Såvel den nye iPhone 4 som den nye iPad byder på helt nye muligheder for fiskeren. Dels på grund af den støre skærm eller højere opløsning, som tillader flere detaljer at blive set og zoomet. Alle iPhone apps kan bruges på iPad, men mange iPhone apps er kommet i specielle versioner, der gør brug af iPad’ens langt større skærm. Flere af disse nye apps er som skabt til lystfiskere med hang til egen båd og spændende ny elektronik.

Desværre erstatter disse nye apps ikke det traditionelle ekkolod, men lur mig, om det ikke kommer. Det er vist uundgåeligt. Til gengæld er en korrekt udstyret iPad et ganske godt bud på en kortplotter, der samtidig giver et godt omend overordnet bud på den aktuelle vanddybde. I hvert fald har jeg som bådfisker haft megen glæde af min iPad, når den har installeret følgende iPad apps:

Navionics HD

Det er selvsamme Navionics søkort, som er omtalt i artiklen “iPhones til iFiskere”. Et dyrt, men dejligt program, som indeholder detaljerede søkort over hele Danmark plus lidt til. Eksempelvis er Sydnorge og Oslofjorden også med, hvis det nu skulle have interesse.

Med Navionics HD Danmark får man en fornem søkortplotter – omend med en lidt mere begrænset funktionalitet i plotterdelen og med behov for netforbindelse for at fungere. Men mere om det sidste i en anden ny artikel her på www.ulnits.dk: “Så til søs – nu med bredbånd!”. Der er nemlig sket store fremskridt på dette felt!

På iPad’ens store skærm kan man rigtig zoome ind på detaljerne og se selv den mindste afmærkningsbøje. Alle dybdekurver er naturligvis indtegnet – alle forbudte eller farlige områder naturligvis også. Præcisionen er rigtig god, og man kan fint navigere sig frem gennem smalt eller ukendt farvand ved brug af Navionics HD – noget, man ikke helt kan med den lille skærm på en iPhone. Her er kortet mere vejledende.

En af de nye funktionaliteter ved Navionics er, at man nu kan skifte den kedelige landside ud med detaljerede Google Maps og således få et helt andet indtryk af tingene inde på land – landkendinger etc. Der er forskellige andre muligheder, men jeg bruger efterhånden altid denne kombination af Navionics søkort og Google landkort, som giver et rigtig godt indtryk af forholdene.

Vil man gerne se sin sejlrute på et kort, kan Navionics naturligvis også det. Man trykker blot på “Track” eller “Waypoints”. Er man ikke tilfreds med dette, kan man i stedet bruge Motion X’s GPS HD, der er en opskaleret version af det samme program, som er omtalt i iPhone artiklen. Blot med en bedre oplsøning og bedre kort.

Motion X viser Google Maps med alle de detaljer, som er tilgængelige her. Helt inde under land har man naturligvis mere brug for at se et detaljeret foto af bundforholdene – end længere til havs, hvor det jo er dybdekurverne, som tæller.

Pris: 369,- kroner.

Tides Planner

Det er vigtigt at holde styr på tidevandet – jo mere det veksler, desto vigtigere bliver det. Navionics inkluderer også tidevand ved udvalgte lokaliteter og fungerer egentlig ganske glimrende. Men er man ikke tilfreds med dette, er der også her en mere specifik iPad app, som kan anbefales. Det er “Tides Planner”, som er godt tænkt og flot designet. Her vælger man mellem en række lokaliteter, som så vises på fornem grafisk vis.

Tides Planner indeholder mange muligheder for tilpasning. Således kan man sætte min og max værdier, så man ikke risikerer at gå på grund i ukendt farvand. Samt se springflod og nipflod, solopgang og solnedgang med meget, meget mere. Også lokale strømforhold kan man finde her – dog ikke på alle lokaliteter.

Vil man have det fulde udbytte af dette dejlige program, bør man downloade manualen som .pdf fil. Den kan man så passende have liggende i iBooks på selvsamme iPad – klar til bekvem læsning under sejlturen!

En fornem detalje ved Tides Planner er, at den ikke kræver internetforbindelse. Samtlige data ligger allerede inde i programmet.

Pris: 30,- kroner.

Knot Guide HD

Knuder skal knyttes korrekt, hvis de skal holde til formålet. Det ved både fiskere og sejlere. Knytter man ikke knuden korrekt, knækker linen, eller ankeret smutter i dybet for altid.

Til det formål findes der nu en fornem iPad app, som længe har eksisteret til iPhone, men som er langt bedre på iPad’ens store skærm. Her kan man virkelig se, hvad der sker. “Knot Guide HD” hedder den og indeholder detaljerede fotos af, hvordan man binder en lang række af de vigtigste knuder og knob på rette vis.

Blandt de mange knuder og knob er der hele 20 knuder til lystfiskeren og 35 knob til sejleren. Alle vist på pædagogisk vis i tydelige trin med brug af snore i forskellige farver. Knot Guide HD indeholder et hav af andre knuder til andre formål – i alt 91 styk.

Pris: 12,- kroner.

AquaPac

Nu kan det synes en vovelig affære at tage sin kostbare iPad med ud på åbent hav – i hvert fald i en åben båd. Det skal man nu nok heller ikke gøre – med mindre man først investerer i en vandtæt plastpose á la den franske AquaPac, som jeg længe har haft til min iPhone.

Til en iPad passer model “Whanganui” perfekt, og man kan sågar have den hængende om halsen – i sikker forvisning om, at selv en ordentlig saltskylle ikke generer den det mindste. Eneste ulempe er naturligvis, at man ikke får en eventuel lydside med ud af posen. Den må man tænke sig til. Men den vigtige billedside er med, og betjeningen foregår uden problemer gennem posen.

Defender Box

Mange sejlere er efterhåden vant til at medbringe deres bærbare PC på sejlturen. De benytter sig nemlig af “Det Levende Søkort”, som efterhånden har en del år på bagen. Det bruges til at planlægge sejlturen med – primært for større bådes vedkommende.

I enhver lukket hardtop eller kabinebåd kan man fint medbringe sin iPad – uden vandtæt emballage. Allerbedst er det dog, hvis den er pakket ind i en speciel kasse fra amerikanske Otterbox.

Dette firma har specialiseret sig i beskyttende hylstre til kostbare smartphones som iPhones og den nye iPad, der hverken tåler en tur på gulvet eller en sjat vand indenbords. Otterbox producerer en speciel “Defender” serie, som skulle kunne beskytte sin dyrebare indmad mod en ufrivillig tur på gulvet eller lignende mishaps.. Det er bokse i tre lag, som yder indholdet den bedst tænkelige beskyttelse, og som derfor er næsten uundværlige, hvis man vil have dem med på havet.

Jeg har haft en Defender box til min iPhone 4, siden den kom på markedet, og det har været et meget positivt bekendtskab. Det tager naturligvis lidt af det fikse ved denne smukt designede smartphone, men det er nu rart at vide, at den er godt beskyttet – hvis der nu skulle ske noget.

På samme måde hjemskrev jeg straks en Defender boks til min nye iPad, da jeg i foråret fik fingre i en af dem fra USA. Det er en kraftig sag, der nok skal passe på varen. Som en amerikansk anmelder skrev, så føler man næsten, at man kunne tage sin iPad med i krig – når den altså var vel inde i sin Defender boks!

Der er det smarte ved Defender boksen til iPad, af man kan fjerne et stykke af bagvæggen så boks med indhold passer ned i en speciel dock eller holder – på højkant. På den måde sikrer man sig, at ens iPad sidder sikkert i båden, og at den fylder minimalt. Således tager en højkantplaceret iPad ikke meget mere end 20 cm i bredden – vigtigt, når der skal findes plads til 10 tommer skærmen på instrumentbrædtet.

Defender bokse til iPhones og iPads fås direkte fra producenten på www.otterbox.com og er desværre ikke gratis. US$ 90 vil de have for en iPad model – US$ 50 for iPhone modellen. Men så er sidstnævnte også udnævnt til “Gear of the Year 2010” af selveste National Geographic Magazine:

“Trods den megen hype omkring Android telefoner, så er Apple’s iPhone 4 lettere at bruge, har en bedre skærm og tager bedre fotos og video. Læg hertil de mange flere Apps som eksempelvis den fantastiske MotionX GPS. Match iPhone med MotionX og Defender etuiet fra Otterbox, og du har altid en vejrbestandig backcountry guide med dig!”

National Geographic Gear of the Year 2010

New Sky og Bad Elf

Apple’s iPad er blevet et globalt fænomen – og langt større, end selv Apple havde troet muligt. Nu er der endda flere i min bekendtskabskreds, som helt har droppet den gamle Windows PC og nu klarer det hele på deres nye iPad. Det havde ingen regnet med.

Anyway, for os farende og sejlende svende er problemet stadig det samme, når vi skal orientere os: Er der ingen 3G dækning, er der intet internet. Og uden internet fuingerer applikationer som Google Maps og Google Earth jo ikke – med mindre man da har en iPad eller iPad 2 med indbygget GPS modul. Da kan man køre flere GPS applikationer uden 3G dækning, men ofte i stærkt begrænset form.

Mange har stadig den oprindelige iPad 1, som kun havde WiFi og ikke 3G. Modellen fås stadig og er ganske billilg. For mange har det derfor været naturligt at tage netop denne billige iPad med i bilen og båden, hvor det store 10 tommer display sætter de allerfleste navigationssystemer og deres diminutive displays aldeles til vægs.

Og nu er der så kommet hjælp på GPS siden, idet flere producenter nu tilbyder GPS modtagere som løst tilbehør til iPad’en. Her skal det dreje sig om en GPS modtager fra New Sky Products, der tilbyder trådløs opkobling af iPad’en. Og så Bad Elf, der kræver direkte tilslutning i docking porten på iPad’en.

I begge tilfælde kræves der, at man downloader og installerer den tilhørende app fra Apple’s App Store. Hvilket naturligvis gøres aldeles smertefrit og med nogle få klik med pegefingeren.

Så er man ellers oppe at køre – med fuld adgang til de mange dejlige satellitter, der kredser rundt på himlen over os. Og så koster det ikke en øre i form af dyrt downloadede megabytes fra de altid grådige teleselskaber!

Tak til læser Kjeld Hawaleschka for tippet.

Steen Ulnits

CoPilot, NavMii og NAVV

Som lystfisker er man meget på farten, og som lystfisker er det sjældent de vante stier, man færdes ad. Det er i stedet de små listige steder, vi alle søger – dem, hvor man kan være alene med sin fiskestang og sine fisk.

Ofte sidder vi hjemme og kigger kort. I gamle dage var det for mit vedkommende Geodætisk Instituts 1:100.000 kort over Danmark, der blev benyttet mest – i så høj grad, at jeg har slidt hele to eksemplarer op af slagsen. En lå derhjemme – den anden i bilen.

I dag er Geodætisk erstattet med diverse digitale kortmedier. Alle kender vi til Google Maps og Google Earth, som – trods deres mange fortræffeligheder – har én kæmpe skavank og mangel: De er afhængige af nettet. Er der ingen dækning, er der ingen kort. Så enkelt er det.

Well, har man en iPhone, er problemet til at overskue. Så investerer man blot i en navigationsapp eller to, hvor kortmaterialet ligger på telefonen og administrerers af den indbyggede GPS. På den måde er man altid på rette spor – uanset om der er dækning eller ej. Og så har vi endda slet ikke talt om den besparelse, man opnår, når man ikke hele tiden skal downloade Megabyte efter Megabyte – til højeste dagspris…

Jeg har nærkigget markedet og prøvet det meste. Man kan selvfølgelig investere i en dyr applikation fra TomTom, Garmin eller Navigon, der vrider sig i smerte i disse år. Det varer nemlig ikke længe, førend vi slet ikke behøver dem mere. Det hele ligger i vore iPhones, Phone 7 eller Android mobiler, og aktiekurserne på de “gamle” navigationsfirmaer er derfor raslet ned.

Der er tre navigationsapps, jeg har brugt og kan anbefale. Den første var og er CoPilot, som med sine 149, – kroner er den dyreste af dem alle. Med i prisen får man kort over hele Skandinavien plus en udmærket stemmestyring og en hel del fancy features. Vil man downloade kort fra hele Europa, må man hoste op med 369,- kroner.

Men det kan gøres billigere endnu. Eksempelvis med NAVV, der for 75,- kroner også dækker hele Skandinavien – altså halv pris af CoPilot. Det er et udmærket program, som giver meget for pengene. Endelig er der prisbaskeren af dem alle – i hvert fald for dem, der kan nøjes med lille Danmark: AppMii til sølle 30,- kroner. Et fremragende lille program, som jeg selv bruger ganske meget.

Alle tre programmer er lavet til iPhone og ikke iPad.

Steen Ulnits

Sigma elmotorer

Elmotorer fra Shakespeare

Elmotorer er fremtidens supplement til benzinmotoren. De er lydløse, og de forurener ikke. Flere og flere har derfor en elmotor på båden, når de fisker. Med en tyst elmotor på hækken kan man lydløst snige sig ind på fiskene, eller man kan trolle så langsomt, som ingen benzinmotor kan.

Elmotorer har imidlertid været ganske dyre – hidtil. Specielt da, hvis de skulle kunne bruges i saltvand. Skal de nemlig det, skal elektronikken være indkapslet – ja, nærmest indstøbt i silikone – så saltet ikke kan komme til.

Amerikanske Shakespeare har fremstillet elmotorer siden 1970’erne og har følgelig stor erfaring med netop denne motortype. Pure Fishing Danmark er derfor glade for at kunne præsentere disse tyste amerikanere for danske bådfiskere. Endda til en meget fordelagtig pris, som ikke længere bør holde nogen tilbage.

Der er fire modeller eller størrelser at vælge imellem – tre til ferskvand og én til saltvand. De yder fra 28 til 54 lbs. tryk, hvilket gør dem velegnede til de fleste mindre både herhjemme.

28 lbs. er kun til kanoer og små både på mindre søer uden megen vind.

34 lbs. klarer det meste på mindre danske søer, hvor det ikke blæser for meget.

44 lbs. er perfekt til større søer, hvor der skal sejles langt og det ofte blæser.

54 lbs. er saltvandsbestandig og beregnet til lidt større både på sø, fjord og hav.

Bemærk, at elmotorer kun i ganske små vande kan erstatte en almindelig påhængsmotor. De tre mindste modeller er kun beregnet til brug i ferskvand, da elektronikken ikke er indkapslet på samme måde som i 54 lbs. modellen. En rigtig praktisk detalje ved Shakespeares Sigma elmotorer er teleskophåndtaget, som har fem fremadgående hastigheder og to bak.

Elmotorer kræver marinebatterier, der – i modsætning til bilens almindelige startbatteri – kan levere konstant strøm over længere perioder. Og som tåler gentagne opladninger uden at tabe pusten. Dyrest er gelbatterierne, hvor batterisyren er på fast form. De tåler desværre ikke hård ikke frost. De såkaldte AGM batterier er billigere, har syren bundet i glasfibermåtter, tåler frost og kan derfor varmt anbefales.

Et 12 volts batteri på 75-80 AmpH klarer det meste og er til at bære, hvad større batterier ikke er. Hav derfor hellere to mindre batterier end ét stort. De kan så kobles sammen og tømmes derefter samtidig – uden større tab i ydeevne.

En god lader er guld værd. Vælg en model med pulsladning og sikring mod overopladning. Lad batteriet være tilkoblet laderen hele tiden, så spændingen løbende vedligeholdes.

Og nyd så ellers stilheden, når båden lydløst glider frem gennem vandet!

Prisbillig elmotor

Elmotorer har længe været så dyre herhjemme, at de ikke har vundet nogen større udbredelse. Stik modsat USA, hvor der er en elmotor på snart sagt hver en båd. Dette vil med sikkerhed ændre sig med de nye motorer fra Shakespeare, som er overraskende prisbillige – trods overbevisende specifikationer. Læs blot, hvad irske Terry Jackson for ganske nylig skrev om 54 lbs. modellen i bladet Irish Angler:

“Med min håndholdte GPS kunne jeg måle, at min 19 fod lange båd skød en fart af imponerende 5 knob – lastet med to mand og en masse grej. Samtidig havde Sigmaen flere kræfter i bakgear end min Minn Kota på samme størelse.

Endnu mere imponerende var det, at motoren efter en hel lang dag på søen slet ikke havde drænet batteriet. Helt ærligt, så ville min Minn Kota have tømt batteriet på den halve tid!

Shakespeare forklarede mig, at de nye Sigma motorer leveres med en helt ny teknologi, der maksimerer fremdriften og minimerer strømforbruget. Så det bliver helt klart tommelen op for den nye Sigma!”.

Trailer Tricks & Trakasserier

Jeg er min gamle ven Niels Husted fra Nordals stor tak skyldig. Det var nemlig ham, der i begyndelsen af 1970’erne introducerede mig for bådfiskeriets forunderlige verden.

Jeg havde mødt ham mange gange, når jeg var taget til Stevning Næs i det lønlige håb at fange en af de dengang ikke særligt talrige havørreder. Det var i forureningens år, hvor der drev sulfoskum ind på de sjællandske kyster, og hvor meheriaffaldet ofte havnede direkte i de små gydebække. Kort sagt: Det var ikke nemt at være havørred dengang!

Vi fangede da heller ikke mange af dem – hverken jeg fra land eller Niels fra sin båd. Jeg var lidt småsnobbet g følte ikke, at det sådan rigtig var “fint” at fiske fra båd. Men måske rønnebærrene bare var sure?

Faktum er i hvert fald, at Niels en smuk solskinsdag i maj fik lokket mig med ombord på sin lille svenske Crescent jolle. Og at det blev en virkelig “eye opener” for mig. Med åben mund og opspilede øjne hang jeg nemlig ud over rælingen og sugede til mig af indtryk, mens båden gled hen over de fiskepladser, jeg inde fra land af kun kunne fantasere mig til, hvordan egentlig så ud.

Og da en smuk 48 cm’s havørred samme dag også forbarmede sig over mig og begejstret huggede på mit 18 grams sølvfarvede Toby, ville begejstringen ingen ende tage!. En ny småbådsfisker var født – endda flere år inden dette begreb overhovedet var kendt!

Blæst af traileren

Min første båd byggede jeg selv – naturligvis sammen med Niels og et par andre venner. Vi støbte og apterede hver vor egen glasfiberbåd – bygget over et modificeret norsk Shellfish skrog.

Min første båd fik en ophalervogn og stod på stranden ved Brandsbøl, mens jeg læste biologi i Århus – klar til indsats, når jeg var hjemme på ferie og læseferie. Med min lille Mascot var det ingen ringe bedrift at få den i vandet og op på land igen…

Først langt senere fik jeg træk på bilen og garage til båden. Med de mange fordele, det nu engang medfører. Inden da havde jeg lært lektien, at trailerbåde skal surres forsvarligt for at blive liggende sikkert på traileren. Det skete en blæsende dag, hvor Niels og jeg havde været på Sydals for at fiske. Vinden var taget voldsomt til, og da vi kom ud af læ bag skoven ved Augustenborg, blæste et vindstød helt enkelt båd med motor af traileren og ind i græsrabatten.

Heldigvis skete der ingen større skade, da rabatten var blød. men vi havde intet tovværk og kunne ikke surre båden. Som da også kvitterede med at blæse af traileren igen kort efter – denne gang med fatalt udfald. Denne gang landede den nemlig direkte på asfalten, hvor et hjørne af båden blev knust. Men ikke nok med det. Motorbenet knækkede også…

I dag er jeg altid meget omhyggelig med at fastspænde min båd på traileren, før jeg kører blot den mindste lille strækning…

Påkørt bagfra

Men selv det er ikke altid nok. Det oplevede jeg en dag midt inde i Århus by. Jeg havde netop hentet båden i min underjordiske garage og var på vej for at rigge den med et nyt ekkolod – da en personbil pludselig og helt uden varsel kørte op bag i båden ved et lyskryds. Der lød et ordentligt brag, hvorefter der blev helt stille.

Jeg stod ud af bilen og så, at båden var skubbet helt op på stolpen, hvor spillet sidder – med et knækket sikringsreb. På mirakuløs vis var båd og motor sluppet med kosmetiske skader, som var nemme at udbedre. Det var mest forskrækkelsen, det tog tid at komme over!

I den forbindelse lærte jeg vigtigheden af sikringssnoren ved spillet. Og sikringsbåndet omkring båd og trailer. Uden dem var båden med sikkerhed gledet helt af traileren ved påkørslen. Nu kom den kun halvvejs….

Så godt gik det imidlertid ikke en sommerdag i Egå Marina. Vi havde netop fået bådene op på trailer og stod og småsnakkede ved siden af bilerne. Peter havde nøglerne siddende i sin Volvo, da en suspekt udseende fyr med karseklippet hår og tatoveringer helt om i nakken pludselig sprang ind på sædet, startede bilen og stak af i en sky af brændte dæk – med båd og trailer bagefter.

Nu skulle han igennem hele to bomme for at komme ud i friheden. Den første bom torpederede han med så stor kraft, at Peters elskede kabinebåd hoppede af traileren og bankede ind i metalstolpen. Da idioten passerede anden bom i endnu højere tempo, blev hele traileren revet af trækkrogen.

Vi stod blot bestyrtede og kiggede på. Heldigvis kom ingen af de mange promenerende mennesker noget til, og det var ikke idiotens skyld. Den slags kan man ikke gardere sig mod. De er uden for pædagogisk rækkevidde.

Bilen nåede kun få hundrede meter længere op, inden den måtte stoppe helt – med ødelagte dæk…

Projekt Vokseværk

Jeg har efterhånden fået samlet mig en gedigen flåde af kajakker, gummibåde, pontonbåde og flyderinge. Småfartøjer, som er nemme at transportere og søsætte uden trailer. De kan ligge samlet og oppustet på taget af bilen eller sammenpakket i bagagerummet – klar til udpakning og indsats.

Efterhånden bliver det dog træls med alt det pakkeri og pumperi. Efterhånden opstår behovet for at have bådene liggende klar, og til det formål måtte jeg nødtvungent anskaffe mig en boogie trailer med plads til det hele…

Dette setup fungerede egentlig ganske godt – lige indtil vinteren 2009-2010, som jo bød på megen sne og langvarig frost. Vinteren igennem stod traileren således med presenningen dækket af is og sne – helt ubrugelig. Da først isen og sneen smeltede, stod det klart, at presenningen ikke havde klaret kulden ret godt. Den var grim, plettet og frostsprængt. Der var sågar kommet et par små revner i dugen – sikkert forårsaget af smeltevand, som havde spændt dugen over bristepunktet. Kort sagt: Presenningen var ikke vandtæt længere.

Det måtte der selvsagt gøres noget ved. En ny original presenning var helt urimeligt dyr, så det droppede jeg. I stedet udtænkte jeg en snedig og fast overbygning, som jeg gik til min gode tømrer med. Han var straks fyr og flamme, men projektet udviklede sig lynhurtigt til noget langt større og meget mere kompliceret. Nu var det pludselig nødvendigt med hydrauliske støddæmpere for overhovedet at kunne åbne det tunge låg…

Men ikke nok med det. Låget var blevet så tungt, at støddæmperne måtte forstærkes. Det samme måtte hængslerne, der slet ikke kunne holde længere. Og så videre. Faktisk gik en stor del af sommeren med at få den “nye” trailer bragt i orden, men så blev den også rigtig god. Nu kan min boogie trailer rumme hele to oppustelige både i lasten under lås og slå – en gummibåd og en pontombåd, begge i lufttom tilstand. Oven på det flade lad kan så yderligere en gummibåd ligge fastspændt – oppustet og klar til øjeblikkelig indsats.

Se bilederne og døm selv, om det var noget for dig. Jeg har i hvert fald haft stor fornøjelse af arrangementet – det det altså først var færdigt.

Men havde jeg anet, hvor stort projektet ville blive, var jeg aldrig gået videre…

Vandhund med en Vandkikkert

Tag et kig ned i fiskenes forunderlige verden – uden dykkerdragt!

Der er noget fascinerende ved at kigge ned i vandet. Ned til fiskene. Ned i et miljø og et medium, hvor man selv ville drukne. Det er fascinerende, at så mange dyr og planter kun kan leve nede i det samme vand, vi andre ville dø i efter få minutter…

Jeg skal aldrig glemme, da jeg første gang – fra båd – fik mulighed for at kigge ned på de fiskepladser, jeg dyrkede inde fra land. Det var en oplevelse af de helt store. Jag hang ud over rælingen og kiggede på de sten og tangbuske, som passerede forbi under båden. Det var føde for fantasien – når man nu i årevis havde gået inde på land og undret sig over, hvorfor lige netop den og den strækning kastede flere fisk af sig end andre. Nu var der pludselig en plausibel forklaring på forskellighederne!

Vandkikkerten er ingen ny oplevelse. Den er givet lige så gammel som glasset i bunden, for mennesket har altid gerne ville kigge ned i vandet – ned til fiskene, som på den måde blev lettere at fange. Men det er først i de senere år, at vi har fået vandkikkerter, som er lette at finde, billige at købe og bekvemme at bruge. Kikkerter i plast og glas, som holder evigt – selv i det salteste vand.

Lille eller stor

Man kan bruge sin vandkikkert overalt. Man kan vade rundt på det lave vand inde under land og studere flora og fauna her – gerne i selskab med småbørn, som elsker sådanne aktiviteter. Man kan da studere rejer og krabber og andet liv under overfladen – gerne med en lille vandkikkert, som er let at slæbe rundt på.

Vælger man at færdes på lidt dybere vand, skal der båd til – allerhelst en lille gummibåd, der er som skabt til at ligge ud over med hovedet halvt nede i vandkikkerten. Som nu gerne må være lidt større – med større rude og sikre greb at holde i. Gummibådens bløde kanter gør, at man kan ligge og kigge i timevis – hvis altså vejr og vind er til det!

Er man lidt fingerfærdig, kan man let lave sin vandkikkert selv. Det er enkle konstruktioner, som ikke indeholder mange dele. Men heldigvis kan man også købe færdige vandkikkerter mange steder – i skibsprovianteringer, bådforretninger og hos firmaer, der har specialiseret sig i undervisningsartikler.

Jeg fandt min vandkikkert på www.gundlach.eu, og den har været guld værd for mig. Den er i dag fast inventar i min lille gummibåd, når jeg i sommermånederne suser rundt i farvandene omkring Mols og Helgenæs – for at kigge fiskene ud, uden selv at blive våd!

Sharpe’s Scottie Spliced Splitcane Salmon

Engang imellem opfindes der grej så radikalt anderledes, at man absolut må have det i samlingen. Skotske Sharpes splejsede splitcane stænger hører til denne kategori.

Under mit første besøg i Alaska stiftede jeg bekendtskab med en fiskestang, der var så britisk, som nogen kunne være – trods lokaliteten i det nordligste Nordamerika.

Med på turen var to af Sveriges daværende lyslevende legender, hvad fluefiskeri angår: Kunstneren og forfatteren Rolf Smedman samt den legendariske Mørrumsfisker Jan Forssander.

Sidstnævnte havde medbragt en lang tohånds fluestang, som han gerne brugte hjemme i Mørrum: En splejset (spliced – ikke spinkel!) splitcanestang fra skotske Sharpe i Aberdeen.

13 fod lang var den – dertil tung som et ondt år. I hvert fald for min dengang 18-årige krop. Men stangen var gudesmuk, syntes jeg, og den havde en vidunderlig helaktion, der nåede helt ned i bundduppen. Og så lod Jan mig låne den ved den hvidskummende Newhalen River nær Iliamna – efter at et uheldigt fald havde givet mit Hardy Marquis hjul en skæv spole, der blokerede og resulterede i en mistet sockeyelaks…

Anyway. Jan inviterede mig efterfølgende på besøg i Sydsverige, hvor han var godt gift med stor gård og god whisky i flasken. Vi turede rundt ved hans hjemmevand, Mørrumsåen, der dengang slet ikke var overrendt, som tilfældet er i dag. Vi kunne gå fra sted til sted og være de eneste om fiskene og fiskeriet.

Jan lærte mig en masse, og vi tilbragte mange gode timer øverst oppe ved Rosendala. Han viste mig de forskellige pladser, hvor han havde fanget masser af laks og havørreder – de sidste flere gange på den rigtige side af de 10 kg. Det kunne man se beviser på i hall’en på Hotel Walhalla i Mörrum. Her hang Jan på væggen med adskilllige storfisk – ofte taget på enhåndsstang.

Det var dengang – vi skriver 1976 – hvor den svenske stat endnu ikke havde besluttet sig for at skambruge åen og forvandle den fra et strålende havørredvand med et ringe økonomisk potentiale til et profitabelt laksevand i verdensklasse. Der var fred og ro ved elven, hvor havørrederne var i overtal. Svært at forestille sig i dag, hvor det i perioder kan være svært at komme til for laks…

En laksekalv

Anyway, vi hyggede os ved Rosendala. Jeg med min nye Hardy Jet enhåndsstang i glasfiber og Jan med sin elskede Sharpe’s Spliced i imprægneret splitcane. På et tidspunkt mente Jan, at nu havde vi set pladser nok. Nu skulle jeg fange en fisk. Det syntes jeg naturligvis var en rigtig god idé, selv om jeg ikke rigtig troede på ham. Også dengang var det ikke let at fange fisk i Mørrumsåen.

Men Jan havde ret. Han kendte sin elv og sine fisk. Jeg fik besked på at lægge fluen ud i strømmen helt tæt på land, hvor der næppe har været mere end en halv meter vand. – Här står det alltid en laxkalv!, bedyrede han. Og ganske rigtigt: Da min lille sorte flue første gang svingede ind under bredden, strammede linen op – fluen taget af en let farvet grilse af den slags, svenskerne så malende kalder en “laksekalv”.

Vi gentog nummeret flere gange – noget, der desværre er umuligt i dag. Vi lukrerede på, at der i de dage var fred og ro langs elven – så meget, at fiskene kunne stå helt inde under land uden at blive forstyrret. I dag er der så megen trafik ved Mørrumsåen, at fiskene aldrig står herinde. De er presset ud på dybere vand, hvor de kan være i fred. Ak ja…

Men det var jo stangen, det handlede om. Jan er død nu – efter sigende af lidt for mange whiskysjusser – men hans minde lever videre hos mig. Det gør også mindet om den fantastiske stang, som jeg havde lånt af ham i Alaska, og som han selv altid brugte i Mørrrum. En dag faldt jeg så tilfældigt over et eksemplar i “prime condition – hardly used” hos en typisk engelsk grejpusher i et typisk engelsk grejantikvariat.

Den var ikke billig, men jeg betænkte mig kun i få sekunder. Så slog jeg til. Den hænger nu på væggen i mit kontor og minder mig om Jan Forssander og vore ture ved Mørrumsåen i de gode, gamle dage. Én gang om året drister jeg mig til at tage stangen ned fra væggen og tage den med ud til vandet. Det er et tung satan at bakse med, men minderne gør den alligevel utrolig let imellem hænderne!

Spliced Splitcane

Det var amerikanske Orvis, der engang i tidernes morgen opfandt en metode til at imprægnere splitcane med, så materialet blev vandafvisende. Bakelit under tryk var recepten, og den overtog siden skotske Sharpe’s fra Aberdeen.

Men ikke nok med det. De besværlige metalferruler var der jo stadig, men også her fandtes en løsning: Splejsning af stangdelene uden metal imellem. En metode, som var muliggjort af imprægneringen. Indtil da havde splitcanen været som et åbent sår, når den ikke var lakeret. Et organiske materiale, som sugede vand. Dengang var limen næppe heller så vandfast, som vi har den i dag…

“Spliced” samlinger krævede blot, at de enkelte stangdele var designet helt anderledes. Nu skulle de store anlægsflader være specielt tilpasset hinanden, og stangdelene skulle siden splejses sammen – først med fugtige læderstrimler og siden med fleksibel elektrikertape. Så fik og får man en færdig stang, hvis aktion ikke ødelægges af de stive metalferuler.

Man fik også en stang, hvis samlinger nu var lidt mere sårbare over for stød og slag. De taperede klingers endestykker måtte derfor beskyttes med specielle “plugs”, som vikles fast om enderne. Lidt besværligt, men til at bære, hvis man nu ville have en splejset fluestang.

I dag kan det synes som en noget besværlig metode til samling af lange fluestænger, men det var det ikke dengang. Dengang ankom man ofte til laksevandet efter en lang rejse. Man indlogerede sig på hotellet og riggede sine stænger til for ugen. Siden stod de uden for og ventede – i samlet tilstand. Først når man skulle hjem igen, blev de skilt ad.

Problemet var således ikke stort i de dage, og måske havde man endda en ghillie til at gøre det for sig. En uvurderlig fordel var og er det, at stangen så aldrig vrider sig under de mange spey- og underhåndskast. Stik modsat en moderne kulfiberstang, som af samme årsag altid bør tapes.

Gammelt, genialt – og godt gået af de gæve skotter!

Solbriller

***– To see or not to see,* *that’s the question!***

– Ville De købe en brugt Solbrille af denne Mand? – Nej, vel?

Han ville næppe heller sælge dem, for han elsker sine polariserede solbriller, som han ikke kunne være foruden. Man skal nemlig ikke være ret gammel som fluefisker, førend man forstår betydningen af et par gode polaroid-solbriller – “polbriller” blandt kendere!

Solbriller af enhver art beskytter vore dyrebare øjne mod vildfarne fluer med skarpe krogspidser. Det er ingen spøg af få en flue i øjet. En af mine bekendte har prøvet det, og han anbefaler det definitivt ikke. I lang tid vidste hverken han eller lægerne på Ålborg Sygehus, om øjet stod til at redde. Og så var det endda bare en lille William’s Favourite str. 14, han havde fået i øjet. – Hvad skade kan ikke en stor geddeflue anrette?

Solbriller er derfor standard til alt fluefiskeri – af hensyn til øjnene. Polaroid-briller er ligeledes standard, da kun polbriller både beskytter øjnene og filtrerer det irriterende glar på vandet fra. Læs artilklen “3M protects you” længere nede på denne side og bliv klogere – hvis du ikke allerede er!

Her skal det i stedet handle om polbriller i den helt dyre ende. Jeg har tit undret mig – og gør det stadig – over, at nogen kan finde på at investere tusinde kroner i et par RayBan solbriller, der ikke engang har polariseret glas. Det må være topmålet af tåbelighed – med mindre man altså bare har alt for mange penge og alt for lidt at bruge dem til. Så er det naturligvis helt i orden!

I mange år kunne jeg heller ikke rigtig forstå, hvorfor nogle kunne finde på at investere tusinde kroner i et par polariserede solbriller. Når jeg nu kunne købe alle dem, jeg ville – for 100,- kroner eller mindre in the US of A. Jeg købte dengang altid 10 par ad gangen, da jeg i nogle år havde en dårlig vane med at sætte mig på dem i bilen, tabe dem ud af lommen – eller slet og ret glemme dem på benzinstationen. Så var det ingen katastrofe, og der var jo altid nye på lager!

Maui Jim og jægersoldaten

En af mine gode venner er ivrig fluefisker og dertil kaptajn i Jægerkorpset. En gæv nordjyde og en af de hårde drenge, der har gjort aktiv krigstjeneste i såvel Bosnien som Afghanistan. Uden at BS for øvrigt var nogen af stederne, når det brændte på. Min jægerven har selv været på kornet og haft andre på kornet. Han ved derfor bedre end så mange andre, at kun det bedste udstyr lige akkurat er godt nok. Hvis man altså skal have livet med hjem til Danmark – og ikke blot kroppen i en sæk…

– En jæger må aldrig gå ned på grejet! siger han altid. En såre fornuftig holdning, når man regelmæssigt springer ud fra store Hercules flyvemaskiner i 10 km’s højde – med iltflaske og faldskærm på ryggen… Hver eneste gang sætter man sit eneste liv på spil, og der er ikke plads til hverken menneskelige fejl eller materielle. Skidtet skal bare virke – hver gang!

Jægerkorpset mangler aldrig materiel af højeste kvalitet. De bruger aldrig andet – uanset anskaffelsesprisen, hvilket man jo godt kan forstå. Der er andre steder at spare. Og det der med altid at have udstyr af bedste kvalitet går hurtigt hen og bliver en vane, man også tager med sig i privaten. Også her er det kun det bedste, der dur – kun det, man selv gider bruge.

En dag fortalte han mig glædesstrålende, at han lige havde købt et par nye polbriller af bedste kvalitet – på Hawai, naturligvs. Han kommer jo lidt omkring… – De er ikke billige, men de er sindssygt gode, ivrede han. Kort efter tog han dem med på et af vore kystfluekurser på Samsø, hvor jeg allernådigst fik lov at prøve dem.

– Wow! Det er sjældent, man får sådan en oplevelse. Solbrillerne var fra Maui Jim, der ved, hvordan solen skinner på vandet omkring Hawaii. Og som også ved, hvordan man filtrerer de irriterende stråler fra.

I krig i containeren

Ved første øjekast så Maui Jim brillerne ganske almindelige ud – omend smarte i designet. Men den virkelige forskel lå i glassene, som er meget tykkere end normalt – med hele 7 lag af forskellig funktion. Og måske vigtigst af alt – bagsiden af glassene er coated, så de afviser irriterende reflekser her. En fantastisk forskel fra almindelige polbriller.

Det endte med, at han skaffede mig et par Maui Jim magen til. Sådan nogle kunne jeg pludselig ikke undvære længere! Da min gode ven samtidig var nyforelsket, gav han kæresten et par magen til. Hun skulle naturligvis også have det bedste. Men hun fik dem med formaningen om, at hun skulle passe rigtig godt på dem – dyre som de var.

Well, man kan næsten gætte sig til resten. Jægersoldaten pudsede hver dag sine elskede Maui Jim med den tilhørende klud, så de altid skinnede. Kæresten derimod fik hurtigt leverpostej på sine, men de kunne altid gøres rene igen.

Desværre så skulle jægersoldaten en dag ind i en mørk container efter noget, og han bankede da hovedet – og Maui Jim – ind i en stålkant. Med det for ham så triste resultat, at Maui Jim i dag ligner en skrammet kriger…

Jeg følte med ham og har lige siden passet ekstra godt på mine. Det forpligter at bære rundt på Maui Jim …

Svend Saabye

Et Lystfiskerliv

Kunstneren og dansk lystfiskeris nestor Svend Saabye fik i en alder af 89 år sin klassiske bog “Lystfiskerliv” fra 1957 genudgivet. Jeg fik til opgave at interviewe ham i den anledning.

På vej ned mod Svend Saabyes hjem i Stenløse går det pludselig op for mig, at jeg næsten selv har levet et helt lystfiskerliv med den fynske kunstmalers tidlige livsværk “Lystfiskerliv”. Faktisk var det den anden bog om lystfiskeri, jeg nogensinde læste – næst efter den mere faktaprægede håndbog “Jeg er lystfisker”.

Men “Lystfiskerliv” er ingen håndbog i at fange fisk. Langt fra. Den er i stedet en meget personlig beskrivelse af et rigt lystfiskerliv – fra den lille drengs udforskning af de lokale vande og deres hemmeligheder til den voksne fluefiskers livtag med laksen i de stride norske elve. Altsammen tilsat en god portion filosofiske betragtninger over livet i al almindelighed og lystfiskeri i særdeleshed. Samt en lang række fornemme tuschtegninger, der alene sætter denne bog i en klasse for sig.

Jeg er derfor spændt på snakken med denne dansk lystfiskeris nestor, der i dag har et meget længere lystfiskerliv at se tilbage på, end da han skrev og tegnede bogen af samme navn. Det slår mig også, at Saabye faktisk var lige så gammel, som jeg selv er nu, da han skrev “Lystfiskerliv”. Vi må have noget at snakke om!

Lystfisker fra barnsben

Svend Saabye tager imod i det hyggelige hus nær kirken i Stenløse uden for Odense. Her har han boet, siden han sammen med hustruen Grete købte et lille stråtækt bondehus med tilhørende svinesti i 1943 – formedelst 11.000 kroner. Huset er siden bygget om og udvidet med blandt andet et stort atelier, hvor de kvadratmeterstore oliemalerier kommer til verden i det perfekte lys.

Alderen kan Svend Saabye ikke løbe fra, men øjnene er levende som altid, og minder mangler han bestemt ingen af. Høreapparatet er godt nok havareret i går, men piben og tobakken er heldigvis intakte. God tobak og ditto whisky har altid været i høj kurs blandt Svend og vennerne!

En af vennerne, Ole Palsbøll fra Nordjylland, sammenfattede det engang sådan, da han skulle opsummere, hvornår han mødte Svend Saabye: – For 40 år og 1.000 flasker whisky siden…

– Jeg har fisket, siden jeg var 4-5 år, fortæller Svend Saabye. – Og da min far var maskinmester på Biologisk Station i Nyborg, kom jeg tidligt i kontakt med biologerne og fattede interesse for naturen.

– Om sommeren sejlede jeg med på indsamlingsture og mødte blandt andet den folkekære Dr. Lieberkind, som var en festlig fyr.

Endnu et pudsigt sammentræf, idet min egen farbror siden blev gift med samme Lieberkinds datter…

Fluefisker for livet

Det er som fluefisker, Svend Saabye for alvor er kendt blandt lystfiskere. – Men hvorfor egentlig?

– Fordi det er den mest spændende og elegante måde at fange laksefisk på. Og fordi det er både fornøjeligt og kreativt at binde sine egne fluer. Jeg startede vel som fluefisker og fluebinder i 14-15 års alderen, og da var der ikke megen hjælp at hente. Mine første fluer lignede nok mest nogle plukkede høns…

– Siden, da udenlandsk litteratur om emnet blev indlemmet i samlingen, kom der mere skik på binderiet. Fluerne kom efterhånden til at ligne de naturlige forbilleder mere, og fange fisk kunne de også!

– Min store passion for fluefiskeri og fluebinding udmøntede sig siden i en hel bog – “Om Fluefiskeri efter Ørred og Stalling” fra 1958. Den var resultatet af mange års jagten døgnfluer, vårfluer og slørvinger med insektnettet!

– Du har fisket i mange år. – Hvordan adskiller lystfiskeriet i dag sig fra fiskeriet dengang?

– I mine unge dage var det kun børn, tosser og meget rige mænd, der fiskede. I dag fisker næsten alle. Det er nok den største forskel.

– Og så er der blevet meget længere mellem de store fisk. Da vi i sin tid begyndte at fiske i den vestjyske Omme Å (“Valdemars Aa” i “Lystfiskerliv”), var der både mange og store bækørreder at fange samt et rigt insektliv i åen. Vi købte sammen med gode venner en lille gård, som vi kom meget på, og som min datter stadig har.

– Det var sammen med Prins Axel, admiral Saabye (ingen slægtning, red.) og oberst Gyth, der senere blev formand for Danmarks Sportsfiskerforbund. Men så kom dambrugene, og dermed blev det hele ødelagt på meget kort tid.

– Det var dengang, vi startede det første vandplejeudvalg i Sportsfiskerforbundet – med dambrugene som hovedfjenden. En kamp, der har bølget lige siden.

Årene i Norge

– Du har fisket mange år i Norge, som står dit hjerte nær. – Hvorfor egentlig?

– Måske fordi Saabye-slægten kan føres tilbage til Norge. Men nok mest på grund af min fascination af de norske fjelde, de norske elve og den norske laks. Jeg tog første gang til Norge i begyndelsen af 1950’erne, og jeg er kommet der sammen med min kone og gode venner i mere end 40 år.

– Det var specielt Lærdalselven i Sognefjorden, der fascinerede mig. En perfekt flueelv, som jeg fiskede i 30 år. Det var derfor med stor sorg, jeg oplevede, at netop denne elv og dens laks blev udryddet af Gyrodactylus (en fiskesnylter fra det norske lakseopdræt, red.) for nogle få år siden.

– Jeg glædede mig til gengæld, da Norsk Villlaksesenter – også for få år siden – blev opført netop her. Og det glæder mig, at dets direktør i dag er Alf Olsen, som jeg har kendt, fra han var ganske lille og fulgte sin far som lakseguide. For mig og for den norske konge, der også holdt meget af netop Lærdal. Vi havde nogle fantastisk gode år i Lærdal.

Uoverensstemmelser med laksekongen Ray Brooks gjorde desværre, at det var slut med fiskeriet i Lærdal i 1981.

Interesserede kan dog stadig se flere af Svend Saabyes kunstværker på Villaksesentret i Lærdal ved Sognefjorden, hvor Svend er noget nær en institution. Næsten som Knud Rasmussen var det i Grønland.

– Du har fisket meget og mange steder. – Hvad er din bedste fiskeoplevelse?

Svend Saabye tøver ikke et sekund, men smiler saligt:

– Det var dengang, da Grete fangede en laks på 22,5 kg i Årøy elven. Det tog hende mere end to timer at udtrætte den store fisk. Da den var landet og i sikker behold, faldt hun om på bredden af træthed!

– Alligevel var hun på banen igen næste dag, hvor hun samme sted landede hele tre store laks. Dengang var der så mange store laks i elven, at vi kun orkede fiske to timer om dagen!

– Men 22,5 kg’s fisken var dog for intet at regne i sammenligning med den kæmpe, hun senere mistede i selvsamme Årøy. Den slap fri efter en lang kamp, men var åbenbart så udmattet, at den døde af anstrengelsen. I hvert fald drev den senere i land længere ude i fjorden og ville sikkert have vejet sine 30 kg, hvis Grete havde fået den på land!

Fluegrej i lange baner

Vi afslutter besøget med at kigge lidt på de mange fiskestænger, hjul og fluer, som Svend Saabye har samlet sammen gennem sine mange år som aktiv fisker.

Det er naturligvis mest splitcane-stænger, som står i skabet. Håndbyggede sager fra en svunden tid, hvor håndværk var i højsædet og tid ikke en mangelvare.

Svend Saabye fisker efter lidt søgen mellem de mange dele to stænger frem, som har betydet specielt meget for ham. Det er nemlig to fluestænger, som han udviklede for engelske Falcon specielt til havørredfiskeriet i Lærdal.

– Det kostede mange timers arbejde at nå frem til disse stænger. Men det kostede også mange store havørreder livet, smiler han velfornøjet og beretter om hårrejsende dyster, hvor han slet ikke kunne følge de store havørreder ned gennem fosserne.

– Der var dage, hvor jeg krogede tre store havørreder og mistede dem allesammen!

Da jeg takker for besøget, er det en lidt trist Svend Saabye, der siger farvel. Hans elskede hustru kom nemlig på sygehuset i januar og var lam i den ene side efter en hjerneblødning. Grete døde kort tid efter.

Svend Saabye døde selv to år senere, i 2004 og 91 år gammel. Træt af dage, men rig på minder.

Et Lystfiskerliv var forbi.