Forfatterarkiv: Steen

Vandhund med en Vandkikkert

Tag et kig ned i fiskenes forunderlige verden – uden dykkerdragt!

Der er noget fascinerende ved at kigge ned i vandet. Ned til fiskene. Ned i et miljø og et medium, hvor man selv ville drukne. Det er fascinerende, at så mange dyr og planter kun kan leve nede i det samme vand, vi andre ville dø i efter få minutter…

Jeg skal aldrig glemme, da jeg første gang – fra båd – fik mulighed for at kigge ned på de fiskepladser, jeg dyrkede inde fra land. Det var en oplevelse af de helt store. Jag hang ud over rælingen og kiggede på de sten og tangbuske, som passerede forbi under båden. Det var føde for fantasien – når man nu i årevis havde gået inde på land og undret sig over, hvorfor lige netop den og den strækning kastede flere fisk af sig end andre. Nu var der pludselig en plausibel forklaring på forskellighederne!

Vandkikkerten er ingen ny oplevelse. Den er givet lige så gammel som glasset i bunden, for mennesket har altid gerne ville kigge ned i vandet – ned til fiskene, som på den måde blev lettere at fange. Men det er først i de senere år, at vi har fået vandkikkerter, som er lette at finde, billige at købe og bekvemme at bruge. Kikkerter i plast og glas, som holder evigt – selv i det salteste vand.

Lille eller stor

Man kan bruge sin vandkikkert overalt. Man kan vade rundt på det lave vand inde under land og studere flora og fauna her – gerne i selskab med småbørn, som elsker sådanne aktiviteter. Man kan da studere rejer og krabber og andet liv under overfladen – gerne med en lille vandkikkert, som er let at slæbe rundt på.

Vælger man at færdes på lidt dybere vand, skal der båd til – allerhelst en lille gummibåd, der er som skabt til at ligge ud over med hovedet halvt nede i vandkikkerten. Som nu gerne må være lidt større – med større rude og sikre greb at holde i. Gummibådens bløde kanter gør, at man kan ligge og kigge i timevis – hvis altså vejr og vind er til det!

Er man lidt fingerfærdig, kan man let lave sin vandkikkert selv. Det er enkle konstruktioner, som ikke indeholder mange dele. Men heldigvis kan man også købe færdige vandkikkerter mange steder – i skibsprovianteringer, bådforretninger og hos firmaer, der har specialiseret sig i undervisningsartikler.

Jeg fandt min vandkikkert på www.gundlach.eu, og den har været guld værd for mig. Den er i dag fast inventar i min lille gummibåd, når jeg i sommermånederne suser rundt i farvandene omkring Mols og Helgenæs – for at kigge fiskene ud, uden selv at blive våd!

© 2011 Steen Ulnits

Sharpe’s Scottie Spliced Splitcane Salmon

Engang imellem opfindes der grej så radikalt anderledes, at man absolut må have det i samlingen. Skotske Sharpes splejsede splitcane stænger hører til denne kategori.

Under mit første besøg i Alaska stiftede jeg bekendtskab med en fiskestang, der var så britisk, som nogen kunne være – trods lokaliteten i det nordligste Nordamerika.

Med på turen var to af Sveriges daværende lyslevende legender, hvad fluefiskeri angår: Kunstneren og forfatteren Rolf Smedman samt den legendariske Mørrumsfisker Jan Forssander.

Sidstnævnte havde medbragt en lang tohånds fluestang, som han gerne brugte hjemme i Mørrum: En splejset (spliced – ikke spinkel!) splitcanestang fra skotske Sharpe i Aberdeen.

13 fod lang var den – dertil tung som et ondt år. I hvert fald for min dengang 18-årige krop. Men stangen var gudesmuk, syntes jeg, og den havde en vidunderlig helaktion, der nåede helt ned i bundduppen. Og så lod Jan mig låne den ved den hvidskummende Newhalen River nær Iliamna – efter at et uheldigt fald havde givet mit Hardy Marquis hjul en skæv spole, der blokerede og resulterede i en mistet sockeyelaks…

Anyway. Jan inviterede mig efterfølgende på besøg i Sydsverige, hvor han var godt gift med stor gård og god whisky i flasken. Vi turede rundt ved hans hjemmevand, Mørrumsåen, der dengang slet ikke var overrendt, som tilfældet er i dag. Vi kunne gå fra sted til sted og være de eneste om fiskene og fiskeriet.

Jan lærte mig en masse, og vi tilbragte mange gode timer øverst oppe ved Rosendala. Han viste mig de forskellige pladser, hvor han havde fanget masser af laks og havørreder – de sidste flere gange på den rigtige side af de 10 kg. Det kunne man se beviser på i hall’en på Hotel Walhalla i Mörrum. Her hang Jan på væggen med adskilllige storfisk – ofte taget på enhåndsstang.

Det var dengang – vi skriver 1976 – hvor den svenske stat endnu ikke havde besluttet sig for at skambruge åen og forvandle den fra et strålende havørredvand med et ringe økonomisk potentiale til et profitabelt laksevand i verdensklasse. Der var fred og ro ved elven, hvor havørrederne var i overtal. Svært at forestille sig i dag, hvor det i perioder kan være svært at komme til for laks…

En laksekalv

Anyway, vi hyggede os ved Rosendala. Jeg med min nye Hardy Jet enhåndsstang i glasfiber og Jan med sin elskede Sharpe’s Spliced i imprægneret splitcane. På et tidspunkt mente Jan, at nu havde vi set pladser nok. Nu skulle jeg fange en fisk. Det syntes jeg naturligvis var en rigtig god idé, selv om jeg ikke rigtig troede på ham. Også dengang var det ikke let at fange fisk i Mørrumsåen.

Men Jan havde ret. Han kendte sin elv og sine fisk. Jeg fik besked på at lægge fluen ud i strømmen helt tæt på land, hvor der næppe har været mere end en halv meter vand. – Här står det alltid en laxkalv!, bedyrede han. Og ganske rigtigt: Da min lille sorte flue første gang svingede ind under bredden, strammede linen op – fluen taget af en let farvet grilse af den slags, svenskerne så malende kalder en “laksekalv”.

Vi gentog nummeret flere gange – noget, der desværre er umuligt i dag. Vi lukrerede på, at der i de dage var fred og ro langs elven – så meget, at fiskene kunne stå helt inde under land uden at blive forstyrret. I dag er der så megen trafik ved Mørrumsåen, at fiskene aldrig står herinde. De er presset ud på dybere vand, hvor de kan være i fred. Ak ja…

Men det var jo stangen, det handlede om. Jan er død nu – efter sigende af lidt for mange whiskysjusser – men hans minde lever videre hos mig. Det gør også mindet om den fantastiske stang, som jeg havde lånt af ham i Alaska, og som han selv altid brugte i Mørrrum. En dag faldt jeg så tilfældigt over et eksemplar i “prime condition – hardly used” hos en typisk engelsk grejpusher i et typisk engelsk grejantikvariat.

Den var ikke billig, men jeg betænkte mig kun i få sekunder. Så slog jeg til. Den hænger nu på væggen i mit kontor og minder mig om Jan Forssander og vore ture ved Mørrumsåen i de gode, gamle dage. Én gang om året drister jeg mig til at tage stangen ned fra væggen og tage den med ud til vandet. Det er et tung satan at bakse med, men minderne gør den alligevel utrolig let imellem hænderne!

Spliced Splitcane

Det var amerikanske Orvis, der engang i tidernes morgen opfandt en metode til at imprægnere splitcane med, så materialet blev vandafvisende. Bakelit under tryk var recepten, og den overtog siden skotske Sharpe’s fra Aberdeen.

Men ikke nok med det. De besværlige metalferruler var der jo stadig, men også her fandtes en løsning: Splejsning af stangdelene uden metal imellem. En metode, som var muliggjort af imprægneringen. Indtil da havde splitcanen været som et åbent sår, når den ikke var lakeret. Et organiske materiale, som sugede vand. Dengang var limen næppe heller så vandfast, som vi har den i dag…

“Spliced” samlinger krævede blot, at de enkelte stangdele var designet helt anderledes. Nu skulle de store anlægsflader være specielt tilpasset hinanden, og stangdelene skulle siden splejses sammen – først med fugtige læderstrimler og siden med fleksibel elektrikertape. Så fik og får man en færdig stang, hvis aktion ikke ødelægges af de stive metalferuler.

Man fik også en stang, hvis samlinger nu var lidt mere sårbare over for stød og slag. De taperede klingers endestykker måtte derfor beskyttes med specielle “plugs”, som vikles fast om enderne. Lidt besværligt, men til at bære, hvis man nu ville have en splejset fluestang.

I dag kan det synes som en noget besværlig metode til samling af lange fluestænger, men det var det ikke dengang. Dengang ankom man ofte til laksevandet efter en lang rejse. Man indlogerede sig på hotellet og riggede sine stænger til for ugen. Siden stod de uden for og ventede – i samlet tilstand. Først når man skulle hjem igen, blev de skilt ad.

Problemet var således ikke stort i de dage, og måske havde man endda en ghillie til at gøre det for sig. En uvurderlig fordel var og er det, at stangen så aldrig vrider sig under de mange spey- og underhåndskast. Stik modsat en moderne kulfiberstang, som af samme årsag altid bør tapes.

Gammelt, genialt – og godt gået af de gæve skotter!

© 2010 Steen Ulnits

Solbriller

Solbriller

– To see or not to see, that’s the question!

– Ville De købe en brugt Solbrille af denne Mand? – Nej, vel?      

Han ville næppe heller sælge dem, for han elsker sine polariserede solbriller, som han ikke kunne være foruden. Man skal nemlig ikke være ret gammel som fluefisker, førend man forstår betydningen af et par gode polaroid-solbriller – “polbriller” blandt kendere!

Solbriller af enhver art beskytter vore dyrebare øjne mod vildfarne fluer med skarpe krogspidser. Det er ingen spøg af få en flue i øjet. En af mine bekendte har prøvet det, og han anbefaler det definitivt ikke. I lang tid vidste hverken han eller lægerne på Ålborg Sygehus, om øjet stod til at redde. Og så var det endda bare en lille William’s Favourite str. 14, han havde fået i øjet. – Hvad skade kan ikke en stor geddeflue anrette?

Solbriller er derfor standard til alt fluefiskeri – af hensyn til øjnene. Polaroid-briller er ligeledes standard, da kun polbriller både beskytter øjnene og filtrerer det irriterende glar på vandet fra. Læs artilklen “3M protects you” længere nede på denne side og bliv klogere – hvis du ikke allerede er!

Her skal det i stedet handle om polbriller i den helt dyre ende. Jeg har tit undret mig – og gør det stadig – over, at nogen kan finde på at investere tusinde kroner i et par RayBan solbriller, der ikke engang har polariseret glas. Det må være topmålet af tåbelighed – med mindre man altså bare har alt for mange penge og alt for lidt at bruge dem til. Så er det naturligvis helt i orden!

I mange år kunne jeg heller ikke rigtig forstå, hvorfor nogle kunne finde på at investere tusinde kroner i et par polariserede solbriller. Når jeg nu kunne købe alle dem, jeg ville – for 100,- kroner eller mindre in the US of A. Jeg købte dengang altid 10 par ad gangen, da jeg i nogle år havde en dårlig vane med at sætte mig på dem i bilen, tabe dem ud af lommen – eller slet og ret glemme dem på benzinstationen. Så var det ingen katastrofe, og der var jo altid nye på lager!

Maui Jim og jægersoldaten

En af mine gode venner er ivrig fluefisker og dertil kaptajn i Jægerkorpset. En gæv nordjyde og en af de hårde drenge, der har gjort aktiv krigstjeneste i såvel Bosnien som Afghanistan. Uden at BS for øvrigt var nogen af stederne, når det brændte på. Min jægerven har selv været på kornet og haft andre på kornet. Han ved derfor bedre end så mange andre, at kun det bedste udstyr lige akkurat er godt nok. Hvis man altså skal have livet med hjem til Danmark – og ikke blot kroppen i en sæk…

– En jæger må aldrig gå ned på grejet! siger han altid. En såre fornuftig holdning, når man regelmæssigt springer ud fra store Hercules flyvemaskiner i 10 km’s højde – med iltflaske og faldskærm på ryggen… Hver eneste gang sætter man sit eneste liv på spil, og der er ikke plads til hverken menneskelige fejl eller materielle. Skidtet skal bare virke – hver gang!

Jægerkorpset mangler aldrig materiel af højeste kvalitet. De bruger aldrig andet – uanset anskaffelsesprisen, hvilket man jo godt kan forstå. Der er andre steder at spare. Og det der med altid at have udstyr af bedste kvalitet går hurtigt hen og bliver en vane, man også tager med sig i privaten. Også her er det kun det bedste, der dur – kun det, man selv gider bruge.

En dag fortalte han mig glædesstrålende, at han lige havde købt et par nye polbriller af bedste kvalitet – på Hawai, naturligvs. Han kommer jo lidt omkring… – De er ikke billige, men de er sindssygt gode, ivrede han. Kort efter tog han dem med på et af vore kystfluekurser på Samsø, hvor jeg allernådigst fik lov at prøve dem.

– Wow! Det er sjældent, man får sådan en oplevelse. Solbrillerne var fra Maui Jim, der ved, hvordan solen skinner på vandet omkring Hawaii. Og som også ved, hvordan man filtrerer de irriterende stråler fra.

I krig i containeren

Ved første øjekast så Maui Jim brillerne ganske almindelige ud – omend smarte i designet. Men den virkelige forskel lå i glassene, som er meget tykkere end normalt – med hele 7 lag af forskellig funktion. Og måske vigtigst af alt – bagsiden af glassene er coated, så de afviser irriterende reflekser her. En fantastisk forskel fra almindelige polbriller.

Det endte med, at han skaffede mig et par Maui Jim magen til. Sådan nogle kunne jeg pludselig ikke undvære længere! Da min gode ven samtidig var nyforelsket, gav han kæresten et par magen til. Hun skulle naturligvis også have det bedste. Men hun fik dem med formaningen om, at hun skulle passe rigtig godt på dem – dyre som de var.

Well, man kan næsten gætte sig til resten. Jægersoldaten pudsede hver dag sine elskede Maui Jim med den tilhørende klud, så de altid skinnede. Kæresten derimod fik hurtigt leverpostej på sine, men de kunne altid gøres rene igen.

Desværre så skulle jægersoldaten en dag ind i en mørk container efter noget, og han bankede da hovedet – og Maui Jim – ind i en stålkant. Med det for ham så triste resultat, at Maui Jim i dag ligner en skrammet kriger…

Jeg følte med ham og har lige siden passet ekstra godt på mine. Det forpligter at bære rundt på Maui Jim …

© 2010 Steen Ulnits

Svend Saabye

Et Lystfiskerliv

Kunstneren og dansk lystfiskeris nestor Svend Saabye fik i en alder af 89 år sin klassiske bog “Lystfiskerliv” fra 1957 genudgivet. Jeg fik til opgave at interviewe ham i den anledning.

På vej ned mod Svend Saabyes hjem i Stenløse går det pludselig op for mig, at jeg næsten selv har levet et helt lystfiskerliv med den fynske kunstmalers tidlige livsværk “Lystfiskerliv”. Faktisk var det den anden bog om lystfiskeri, jeg nogensinde læste – næst efter den mere faktaprægede håndbog “Jeg er lystfisker”.

Men “Lystfiskerliv” er ingen håndbog i at fange fisk. Langt fra. Den er i stedet en meget personlig beskrivelse af et rigt lystfiskerliv – fra den lille drengs udforskning af de lokale vande og deres hemmeligheder til den voksne fluefiskers livtag med laksen i de stride norske elve. Altsammen tilsat en god portion filosofiske betragtninger over livet i al almindelighed og lystfiskeri i særdeleshed. Samt en lang række fornemme tuschtegninger, der alene sætter denne bog i en klasse for sig.

Jeg er derfor spændt på snakken med denne dansk lystfiskeris nestor, der i dag har et meget længere lystfiskerliv at se tilbage på, end da han skrev og tegnede bogen af samme navn. Det slår mig også, at Saabye faktisk var lige så gammel, som jeg selv er nu, da han skrev “Lystfiskerliv”. Vi må have noget at snakke om!

Lystfisker fra barnsben

Svend Saabye tager imod i det hyggelige hus nær kirken i Stenløse uden for Odense. Her har han boet, siden han sammen med hustruen Grete købte et lille stråtækt bondehus med tilhørende svinesti i 1943 – formedelst 11.000 kroner. Huset er siden bygget om og udvidet med blandt andet et stort atelier, hvor de kvadratmeterstore oliemalerier kommer til verden i det perfekte lys.

Alderen kan Svend Saabye ikke løbe fra, men øjnene er levende som altid, og minder mangler han bestemt ingen af. Høreapparatet er godt nok havareret i går, men piben og tobakken er heldigvis intakte. God tobak og ditto whisky har altid været i høj kurs blandt Svend og vennerne!

En af vennerne, Ole Palsbøll fra Nordjylland, sammenfattede det engang sådan, da han skulle opsummere, hvornår han mødte Svend Saabye: – For 40 år og 1.000 flasker whisky siden…

– Jeg har fisket, siden jeg var 4-5 år, fortæller Svend Saabye. – Og da min far var maskinmester på Biologisk Station i Nyborg, kom jeg tidligt i kontakt med biologerne og fattede interesse for naturen.

– Om sommeren sejlede jeg med på indsamlingsture og mødte blandt andet den folkekære Dr. Lieberkind, som var en festlig fyr.

Endnu et pudsigt sammentræf, idet min egen farbror siden blev gift med samme Lieberkinds datter…

Fluefisker for livet

Det er som fluefisker, Svend Saabye for alvor er kendt blandt lystfiskere. – Men hvorfor egentlig?

– Fordi det er den mest spændende og elegante måde at fange laksefisk på. Og fordi det er både fornøjeligt og kreativt at binde sine egne fluer. Jeg startede vel som fluefisker og fluebinder i 14-15 års alderen, og da var der ikke megen hjælp at hente. Mine første fluer lignede nok mest nogle plukkede høns…

– Siden, da udenlandsk litteratur om emnet blev indlemmet i samlingen, kom der mere skik på binderiet. Fluerne kom efterhånden til at ligne de naturlige forbilleder mere, og fange fisk kunne de også!

– Min store passion for fluefiskeri og fluebinding udmøntede sig siden i en hel bog – “Om Fluefiskeri efter Ørred og Stalling” fra 1958. Den var resultatet af mange års jagten døgnfluer, vårfluer og slørvinger med insektnettet!

– Du har fisket i mange år. – Hvordan adskiller lystfiskeriet i dag sig fra fiskeriet dengang?

– I mine unge dage var det kun børn, tosser og meget rige mænd, der fiskede. I dag fisker næsten alle. Det er nok den største forskel.

– Og så er der blevet meget længere mellem de store fisk. Da vi i sin tid begyndte at fiske i den vestjyske Omme Å (“Valdemars Aa” i “Lystfiskerliv”), var der både mange og store bækørreder at fange samt et rigt insektliv i åen. Vi købte sammen med gode venner en lille gård, som vi kom meget på, og som min datter stadig har.

– Det var sammen med Prins Axel, admiral Saabye (ingen slægtning, red.) og oberst Gyth, der senere blev formand for Danmarks Sportsfiskerforbund. Men så kom dambrugene, og dermed blev det hele ødelagt på meget kort tid.

– Det var dengang, vi startede det første vandplejeudvalg i Sportsfiskerforbundet – med dambrugene som hovedfjenden. En kamp, der har bølget lige siden.

Årene i Norge

– Du har fisket mange år i Norge, som står dit hjerte nær. – Hvorfor egentlig?

– Måske fordi Saabye-slægten kan føres tilbage til Norge. Men nok mest på grund af min fascination af de norske fjelde, de norske elve og den norske laks. Jeg tog første gang til Norge i begyndelsen af 1950’erne, og jeg er kommet der sammen med min kone og gode venner i mere end 40 år.

– Det var specielt Lærdalselven i Sognefjorden, der fascinerede mig. En perfekt flueelv, som jeg fiskede i 30 år. Det var derfor med stor sorg, jeg oplevede, at netop denne elv og dens laks blev udryddet af Gyrodactylus (en fiskesnylter fra det norske lakseopdræt, red.) for nogle få år siden.

– Jeg glædede mig til gengæld, da Norsk Villlaksesenter – også for få år siden – blev opført netop her. Og det glæder mig, at dets direktør i dag er Alf Olsen, som jeg har kendt, fra han var ganske lille og fulgte sin far som lakseguide. For mig og for den norske konge, der også holdt meget af netop Lærdal. Vi havde nogle fantastisk gode år i Lærdal.

Uoverensstemmelser med laksekongen Ray Brooks gjorde desværre, at det var slut med fiskeriet i Lærdal i 1981.

Interesserede kan dog stadig se flere af Svend Saabyes kunstværker på Villaksesentret i Lærdal ved Sognefjorden, hvor Svend er noget nær en institution. Næsten som Knud Rasmussen var det i Grønland.

– Du har fisket meget og mange steder. – Hvad er din bedste fiskeoplevelse?

Svend Saabye tøver ikke et sekund, men smiler saligt:

– Det var dengang, da Grete fangede en laks på 22,5 kg i Årøy elven. Det tog hende mere end to timer at udtrætte den store fisk. Da den var landet og i sikker behold, faldt hun om på bredden af træthed!

– Alligevel var hun på banen igen næste dag, hvor hun samme sted landede hele tre store laks. Dengang var der så mange store laks i elven, at vi kun orkede fiske to timer om dagen!

– Men 22,5 kg’s fisken var dog for intet at regne i sammenligning med den kæmpe, hun senere mistede i selvsamme Årøy. Den slap fri efter en lang kamp, men var åbenbart så udmattet, at den døde af anstrengelsen. I hvert fald drev den senere i land længere ude i fjorden og ville sikkert have vejet sine 30 kg, hvis Grete havde fået den på land!

Fluegrej i lange baner

Vi afslutter besøget med at kigge lidt på de mange fiskestænger, hjul og fluer, som Svend Saabye har samlet sammen gennem sine mange år som aktiv fisker.

Det er naturligvis mest splitcane-stænger, som står i skabet. Håndbyggede sager fra en svunden tid, hvor håndværk var i højsædet og tid ikke en mangelvare.

Svend Saabye fisker efter lidt søgen mellem de mange dele to stænger frem, som har betydet specielt meget for ham. Det er nemlig to fluestænger, som han udviklede for engelske Falcon specielt til havørredfiskeriet i Lærdal.

– Det kostede mange timers arbejde at nå frem til disse stænger. Men det kostede også mange store havørreder livet, smiler han velfornøjet og beretter om hårrejsende dyster, hvor han slet ikke kunne følge de store havørreder ned gennem fosserne.

– Der var dage, hvor jeg krogede tre store havørreder og mistede dem allesammen!

Da jeg takker for besøget, er det en lidt trist Svend Saabye, der siger farvel. Hans elskede hustru kom nemlig på sygehuset i januar og var lam i den ene side efter en hjerneblødning. Grete døde kort tid efter.

Svend Saabye døde selv to år senere, i 2004 og 91 år gammel. Træt af dage, men rig på minder.

Et Lystfiskerliv var forbi.

© 2010 Steen Ulnits

Winchester Cathedral

Skt.Peter_400

– Study to be quiet…

Et tankevækkende besøg i sydengelske Winchester Cathedral, hvor selveste Izaak Walton ligger begravet.

Jeg har været der flere gange, og jeg kører aldrig forbi uden at kigge ind: Winchester Cathedral i Sydengland. Ikke fordi jeg er religiøs eller noget i den dur. Ikke fordi min far var kirkesanger, så længe jeg kan huske. For rent faktisk har jeg aldrig holdt af hverken kirker eller kirkekor eller kirkesang eller kirkegang. Jeg har altid oplevet det som noget forstilt og forløjet og aldrig være det mindste fornøjet, når jeg skulle med mine forældre i kirke om søndagen…

Alligevel har jeg med årene fået et mere afslappet forhold til kirker, som jo er og bliver fascinerende bygningsværker og kulturhistoriske milepæle – også for ateister som undertegnede. De afspejler om nogen historiens vingesus og kunne fortælle meget, hvis de altså kunne tale!

Et helt specielt forhold har jeg fået til Winchester Cathedral, som jeg første gang besøgte, da Orvis inviterede mig på fiskeri i deres nyerhvervede River Test. En kalkstrøm så klassisk, som nogen kan være, for det var jo her, tørfluefiskeriets vugge stod. Her datidens koryfæer udviklede de første tørfluer nogensinde og derfor gjorde verden til et nyt og bedre sted!

På vej til den lille by Stockbridge, hvor amerikanske Orvis placerede sit første europæiske brohoved på bredden af River Test, passerede jeg Winchester Cathedral. Jeg vidste, at lystfiskeriets moderne fader Izaak Walton skulle ligge begravet her, og jeg valgte derfor at indlægge en lille pause i rejsen netop her.

Den gamle mand og koret…

Det var en tirsdag, og der var tomt og stille i den store katedral. Jeg ledte en halv times tid, men fandt ikke noget, der havde med Izaak Walton at gøre. Så nærmest snublede jeg i et mørkt hjørne over en stol, hvorpå sad en gammel, vindtør mand og sov. Jeg blev helt forskrækket, men dristede mig dog til at spørge ham, om der var liv. Han kunne nemlig sagtens se ud til at være død…

Izaak_400

Det var der! Den gamle mand nærmest sprang op af stolen og spurgte mig, om han kunne være til tjeneste. Jeg forhørte mig derfor om Izaak Walton, hvilket fik ham til at lyse helt op i mørket.

– Oh, you are a fisherman! – Follow me, young man!

Det gjorde jeg, og vi nærmest småløb op til den fjerneste ende af katedralen, hvor Izaak Walton ligger begravet – i sit helt eget kapel med de smukkeste glasmalerier og blyindfattede ruder. – Wow, tænkte jeg. – Absolut passende omgivelser for lystfiskeriet sande fader!

Siden mit første besøg har Winchester Cathedral fået en kraftig makeover og er nu blevet en turistattraktion på linje med så mange andre – på godt og ondt. Under mit seneste besøg i 2010 var der både internet og surround sound i den gamle katedral, som nu også havde fået en lydside: Kirkens berømte drengekoret lægger nu klangbunden og sørger for en helt up to date totaloplevelse af kirken!

Væk var den sovende gamle mand på kirkestolen – erstattet af en multimedieprojektor styret af en kraftig MacBook Pro foran alteret. Og billetter til rundvisning kan naturligvis bestilles – på internettet…

Well, well, well. Essensen er dog stadig intakt – det er blot indpakningen, der er ændret. Og tidsånden. En rundvisning og bjergvandring helt op på det høje kirkeloft og taget med en pensioneret “bell ringer” overbeviste mig heldigvis om, at fortiden stadig var til stede i fuldt flor! Er du på besøg, så tag den rundvisning, mens den gamle klokker endnu kan klare de mange og meget smalle trapper. Det er en oplevelse af de store!

On location i Skotland

Jeg fik mit første danske eksemplar af klassikeren over alle klassikere blandt fiskebøger – Izaak Walton’s “The Compleat Angler” – i konfirmationsgave som 13-årig. “Den Fuldkomne Fisker” var en smuk bog med guldtryk på ryggen, hvilket fik den til at se præcis lige så dyr ud, som den havde været hos boghandleren! Sagde min morbror i hvert fald…

Pudsigt i den forbindelse, at selvsamme bog i dag kan fås som gratis ePub bog på iTunes – som led i det idealistiske Project Gutenberg. Læs mere herom i en anden ny artikel her på www.ulnits.dk: “E-bøger til E-fiskere”

“Den Fuldkomne Fisker” var tung læsning for en teenager, som havde lidt svært ved at forstå den noget højtravende samtale mellem Piscator (fiskeren), Venator (jægeren) og Viator (falkoneren), der på skift prøver at overbevise de andre om, at netop hans sport er den ypperste. Men jeg kunne godt se ideen og sympatiserede med den noble ånd, samtalen foregik i. Alle ville gerne vinde kampen, men det skulle gå sportsligt korrekt til. Man er vel englænder!

Mange år senere blev jeg en dag ringet op af Danmarks Radio, som havde planer om en slags moderne filmatisering af netop denne bog. Det skulle ske i Skotland – ved bredden af den klassiske lakseelv River Dee – og vi skulle være tre mand i rampelyset: En fisker (mig fra Århus), en jæger (René fra Sjælland) og en falkoner (Frank fra Nordjylland). Hver især skulle vi dyrke vor ædle sport og på skift introducere de andre for den.

Det blev til tre udmærkede programmer, som dog beklageligvis tabte tråden tilbage til Izaak Walton noget. Jeg havde to dage til at fange en laks i, men fiskene ville ikke rigtig noget. Vandet var lavt, og laksene havde været i elven i flere uger. Den første dag var derfor fiskeløs – uden fisk til hverken mig, fotograf eller lydmand.

Den Gode, den Onde og ham, der…

Da var det, at vor falkoner gjorde sig morsom på min bekostning og dermed påkaldte sig gudernes vrede. Han fandt på en helt ny og opdateret titel til programmerne: “Den Gode (ham selv), Den Onde(jægeren, der skød på det hele) og Ham, der ikke fangede noget”(mig)

Det skulle han aldrig have gjort. Jeg fik min laks den følgende dag – med kameraerne rullende fra det øjeblik, laksen huggede, og til den gik i min ghillie’s store net. Og da Franks fugle så efterfølgende skulle på en kostbar rypejagt i det skotske højland – gad de slet ikke flyve!

Frank var fortvivlet, for dette var hans livs chance for at dyrke noget så sjældent og attraktivt som rypejagt med falk i det skotske højland. Og så blev det et totalt nederlag – endda for åben skærm. De fornemme falke fattede ikke en dyt og da slet ikke sagens alvor, men fløj blot til nærmeste hegnspæl og satte sig der – mens skytter og hunde forgæves lettede den ene skotske højlandsrype efter den anden…

Jeg havde oprigtigt ondt af Frank, men kunne alligevel ikke dy mig. Forsigtigt foreslog jeg derfor, om vi nu ikke igen skulle opdatere og ændre titlen på programmerne – denne gang til: “Den Gode (nu mig selv), Den Onde (stadig René, som stadig skød på det hele) – og Ham, hvis Fugle ikke kunne flyve…”

Det blev jeg ikke populær på, men nu var det jo Frank selv, som var startet og havde lagt stilen…!

Friends_400

Izaak og Charles – venner for altid!

Såvidt min egen personlige udgave af “The Compleat Angler”. Den oprindelige bog stammer fra 1653 og havde 13 kapitler. Walton tilføjede hen ad vejen flere kapitler, og den femte og sidste udgave fra 1676 havde hele 21 kapitler. Izaak Walton havde en rigtig god personlig ven og yngre discipel ved navn Charles Cotton. De to var så gode venner, at Charles i en senere udgave fik lov til at udvide sin mentors klassiker med et udførligt appendix om fluer og fluefiskeri – et fiskeri, der var ganske nyt i de dage.

Med denne opdatering kunne Walton’s fiskebog holde sig ung i mange år efter den fiskende købmands død i 1682, hele 90 år gammel. En meget høj alder i de dage og et godt eksempel på det gamle kinesiske ordsprog om, at “de timer, man tilbringer med fiskestangen, ikke fratrækkes ens afmålte levetid”!

Izzak Walton fik mange år senere sit eget kapel i et hjørne af den formidable Winchester Cathedral – i fornemt selskab med konger, hertuger og andet godtfolk. Han havde livet igennem gode forbindelser til kirken og fik sågar udvirket, at en af hans egne døtre blev gift ind i præsteskabet i Winchester. Det var nok hans egentlige adgangsbillet til senere udødelighed her…

Her hviler han nu sammen med sin søster, og her har han fået selskab af sin gode ven Charles – i form af et stort glasmaleri, hvor de to venner spiser frokost ved bredden af River Avon. Idyl, så det basker og ikke et øje er tørt! Man kan næsten høre fuglesangen. Der er naturligvis vin i flasken og brød på dugen.

Der er i det hele taget noget uhyre engelsk og bibelsk over hele det sydengelske sceneri. Men det er vel kun er “fitting” (passende) på et sted som Winchester Cathedral…?

Som en sand troende testamenterede Izaak Walton da også hele sin formue til de fattige på egnen. Og som “true believer” er hver en lystfisker næsten forpligtet til bare én gang i sit liv at have besøgt katedralen og sagt en bøn for salig Izaak. En pilgrimsrejse til Winchester. For hans eller hendes egen skyld…

– Study to be quiet, som en af bogens læresætninger lyder!

© 2010 Steen Ulnits

 

På tigerjagt i Afrika!

Zambezi kalder!

Det er en kendsgerning, at der ikke findes tigre i Afrika – kun løver. Tigrene hører Asien til. Men det er et velkendt faktum, at der findes tigerfisk i Afrika – mange, store og skarptandede af slagsen.

Tigerfisken Hydrocynus vittatus er en eksklusiv afrikaner, der ikke træffes på andre kontinenter. Den er kendt for sit grumme udseende, vilde levevis, hårde hug og hidsige fights. Dette tilsammen har gennem de sidste to århundreder lokket nysgerrige fluefiskere fra hele verden til det mørke, indre Afrika – i det lønlige håb, at en af flodens vilde tigerfish ville tage fluen og vise, hvorfor fisken er så berømt!

Det er koldt i Afrika – i hvert fald om vinteren. Det gik op for mig i al sin gru, da jeg efter små 11 timers nonstop flyvning fra London landede i Johannesburg, Sydafrika. Temperaturen udenfor var blot 3 grader plus – og min kuffert fyldt op med shorts og T-shirts…

Fra Johannesburg gik turen igen nordpå til Livingstone nær de berømte Victoria Falls. Her var temperaturen heldigvis højere – hele 15 plusgrader – da jeg i bus kørte videre til færgen over Zambezi floden ved Kazunguli. En kort køretur senere sidder jeg i en lille speedbåd med kursen mod det forjættede mål – lodgen på Impalila Island.

Kuldechok

Jeg har aldrig tidligere haft mit pas oppe så mange gange som den dag. Fire landegrænser måtte jeg krydse, førend jeg var fremme. Og alle steder skulle der udfyldes formularer – både ved indrejse og udrejse – og stemples pas. Fra Sydafrika til Zambia til Botswana og så endelig Namibia…

Det var derfor en træt og noget forfrossen dansker, der efter solnedgang endelig nåede frem til fiskepladsen i den næste uges tid – Zambezi floden. Velkomstdrinken blev serveret af en smuk sort kvinde iført fleece jakke, ulden tophue – og heluldne handsker. Handskerne tog hun dog høfligt af, inden hun hilste og gav hånd!

De lokale holder bestemt mere af sol og sommer end den afrikanske vinter. Og da jeg endelig krøb til køjs, var der til alt held anbragt en dejlig varmepude under dynerne! Temperaturen var da nået ned på 10 grader…

Jeg vågnede op den næste dags morgen, da Afrikas store sol ikke bare tittede ind gennem mine gardiner. Den nærmest gloede ind, så jeg slet ikke kunne sove videre. Selv for et B-menneske som undertegnede var det således intet problem at komme op til morgenmaden klokken 7.

Kolde tigre

Fiskene sov imidlertid stadig. I hvert fald kunne Trevor, min guide for ugen, fortælle mig, at med den seneste koldfront fra Johannesburg var flodens store tigerfisk gået helt i dvale. De havde fået kuldechok i det nu kun 18 grader varme vand. Kun de små babytigre ville noget.

Det er jo ikke lige det, man har mest lyst til at høre, når man har rejst i 36 stive klokketimer for at svinge fluestangen netop her. Og de næste to dage levede til fulde op til Trevors beskrivelse. Vi så masser af baby tigerfish – de fleste meget små, de største oppe i nærheden af kiloet – men kæmperne var som sunket i dybet.

 

Tredjedagen tegnede til at blive ligeså. Masser af små tigerfish angreb vore fluer og viste, at der i hvert fald ikke manglede små tigre med mod på at blive store. Og det er jo altid rart at vide.

Det meste af dagen var gået, og solen på vej ned. Kulden begyndte at blive mærkbar, så vi besluttede os for lidt tidlig aftensmad.

Der var stadig en smule vind, da vi racede op ad Kasai kanalen mod lodgen ved Zambezi. Skyer af små insekter – mange af dem Caënis-lignende døgnfluer – gjorde, at vi måtte beholde vore solbriller på. Selv i det gryende mørke. Og så ellers vaske dem af for smadrede insekter, da vi kom hjem – som en anden sommervarm forrude på bilen derhjemme…

Da vi drejer ind på Zambezi og snart har lodgen i sigte, spørger jeg Trevor, om vi ikke lige kan tage et par kast på fosnakken, umiddelbart nedstrøms lodgen. Det ser ud som en oplagt plads – i hvert fald for en skandinavisk ørred- og laksefisker som undertegnede. Vi kan tydeligt se lysene fra varmen og den ventende aftensmad på den anden side af floden.

Tigerspring

– But of course! Trevor lægger os op af en lille ø og fortøjer båden til nogle buske her. Selv trækker jeg en halv snes meter ultrahurtigt synkende line af hjulet og rullekaster et stort specialbygget Juletræ ud over strømmen. En hightech udgave, som er forsynet med såvel raslekugler i maven som plastkrave fortil!

Jeg har næppe taget line ind mere end et par gange, da jeg mærker det hårdeste hug, jeg nogensinde har oplevet. Linen bliver bogstavelig talt flået ud af hånden på mig, da fisken stikker tværs over Zambezi flodens tunge hovedstrøm i et hvinende udløb. Hele tre gange er den ude af vandet i det første lange udløb.

En anden af lodgens både runder hjørnet og stopper op for at følge fighten på nærmeste hold. Jeg er rystet. De sidste dages fiskeri havde næsten fået mig til at opgive troen på, at der skulle være store tigerfisk tilbage i Zambezi.

Men det er der, og denne fisk agter helt klart at vise mig, hvorfor fiskere fra hele verden valfarter til Afrika – udelukkende for at dyste med denne sagnomspundne fisk.

Det første lange og hidsige udløb har dog tappet en del af kræfterne, og de sidste minutter af fighten går fisken mest og tovtrækker ved bunden nær båden. Op vil den ikke, men ud kommer den heller ikke. Det sørger et massivt pres fra stangen for. Fisken må for alt i verden ikke nå ned i fossen, hvor vi ikke kan følge den i det tiltagende mørke.

Alt går imidlertid godt. Fisken lader sig til sidst presse op i overfladen, og Trevor finder sit BogaGrip frem. Det eneste effektive middel til at lande tigerfish med. Almindelige fangstnet bruges aldrig, da tigerfiskens imponerende tandsæt hurtigt ødelægger garnmaskerne totalt. Håndlanding kommer heller ikke på tale, da tigerfisk ikke kun har skarpe tænder. Også gællerne er ikke til at spøge med.

BogaGrebet

Med en rutineret bevægelse har Trevor BogaGrebet inde i tigerfiskens store mund og lukker sikkert. Tilbage er blot at løfte den store fisk indenbords til nærmere beskuelse.

Jeg er næsten helt ekstatisk. Så stor en fisk og så sent på dagen. Afrikas blodrøde sol er for længst forsvundet bag horisonten – i lyntempo, som den har for vane hernede langt mod syd. Himlen tegner blålilla mod den sorte landjord, og de første stjerner er begyndt at titte frem.

– 14 lbs. exactly! Det er Trevor, der bringer mig tilbage til virkeligheden. I lommelygtens skær har han vejet fisken, som altså viser sig at veje knap 7 kg. Min første store tiger er en realitet. Hele grunden til den lange rejse. Jeg er lykkelig.

Vi knipser en håndfuld fotos af den store fisk, der tydeligvis er en hun. Dernæst lader jeg den svømme ud i den nu kulsorte Zambezi flod igen. Det er der, den hører hjemme.

Vinden har lagt sig helt, og cikaderne har begyndt deres sang, som varer langt ud på natten.

– Time for a beer? Trevor stiller det helt rigtige spørgsmål på det helt rigtige tidspunkt. Mens vi drikker vore kølige Zambezi-øl, som naturligvis smager forrygende godt, lægger Afrikas bløde tusmørke sig over båden, floden og savannen. Det er en god dag at være fluefisker!

Farlige flodheste

Efter sådan en oplevelse ser verden altid helt anderledes ud. Den næste dag er da også langt varmere, og de større fisk er for alvor begyndt at røre på sig. Vi kroger flere, men mister de fleste, da tigerfish er meget svære at kroge. Deres mund er jo tænder og ben, hvilket ikke er ideelt for en lille fluekrog. Trevor fortæller da også, at man statistisk set kun lander tre ud af ti krogede fisk.

Dagens første fiskeplads må vi imidlertid forlade i al hast. Vi har netop fortøjet os til den lille ø, hvor jeg aftenen før landede den store tigerfisk, da en kolossal ryg pludselig skyder op af vandet ti meter foran båden. Trevor nærmest flår gashåndtaget i bund og speeder opstrøms – trækkende halvdelen af den lille sivø efter os. Han havde nemlig ikke tid til at løsne fortøjningerne – så hurtigt skulle det gå!

Når man tænker på Afrika, tænker de fleste uvilkårligt på løver, leoparder, slanger og krokodiller som de farlige dyr. Det er de færreste, som ved, at det faktisk er flodhesten, der slår langt de fleste afrikanere ihjel. Problemet opstår, når man uforvarende er kommet ind på dens territorium. Flodheste er meget revirhævdende – specielt naturligvis hunner med unger. Men også store hanner skal man holde sig fra.

Problemet med flodhesten er bare, at man ikke kan se den, når først den er dykket ned i vandet. Man mærker det først, når den pludselig dukker op – under båden eller den udhulede træstamme! Og da kun meget få afrikanere kan svømme, drukner de efterfølgende i floden. Eller de kommer i klemme mellem flodhestens kolossale og knivskarpe hjørnetænder. Flodhesten kan immervæk blive op til 4 meter lang og veje op mod 3 ton…

Kun en tåbe frygter derfor ikke flodhesten, og Trevor er definitivt ingen tåbe. Alligevel prøver vi flere gange siden at komme til at fiske netop her, hvor den store tiger gik til biddet, men hver gang kommer flodhesten i vejen. ”Hippo Hole” døber vi derfor stedet – og lader det være i fred!

Kasai kanalen

I stedet koncentrerer vi os om den 15 km lange Kasai kanal, som dels skaber Impalila Island – dels forbinder den store Zambezi flod med den mindre og mere temporære Chobe flod.

Det var tyskerne, der i mange år besad Østafrika, og som udtænkte den geniale plan at udgrave det nederste tilgroede stykke af den ellers naturlige Kasai kanal. Genistregen bestod i, at man herved kunne omgå de farlige fosser, som ligger på begge sider af Impalila Island. Gennem kanalen kunne og kan man nu året igennem færdes sikkert op og ned ad begge floder.

Kasai er en roligt flydende og ganske dyb kanal, der på mange måder minder om en dansk å. Vandtemperaturen er dog noget højere – fra 18 grader om vinteren til langt over 25 om sommeren (vores vinter).

Da koldfronten havde passeret, steg vandtemperaturen langsomt til 20 grader, hvilket for alvor satte skub i fiskeriet. Da vi først havde fundet rytmen og de rette strækninger, havde vi regelmæssigt kontakt med større tigerfisk på 3, 4 og 5 kg.

Endnu mere regelmæssigt hilste vi på lokale, der kom padlende forbi i deres ”mokoro’er” – udhulede træstammer, som vi kender dem fra TV. En mokoro har alle råd til, og så bruger den hverken benzin eller kræver megen service. Hvilket man ikke ligefrem kan sige om vore egne benzindrevne 4-taktere…

Garn så vi ganske mange af – et problem, der ifølge regelmæssige gæster på lodgen desværre er tiltaget i de seneste år. De fleste garn sættes dog efter ”nembwe” eller bream, som de også kaldes – en meget velsmagende fisk, som er en mundrugende cichlide, der lever inde under brinkerne. Disse brednære garn generer ikke nær så meget som de heldigvis stadig få garn, der var sat vinkelret på kanalen.

Fantastisk fugleliv

Er man bare lidt til fugle, kan man i perioder helt glemme fiskeriet – så mange og så forskellige fugle er der konstant at kigge på. Fiskelivet under overfladen er stort nok til at holde liv i adskillige fuglearter såsom ørne, hejrer – og skarver.

Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle blive en skarvs redningsmand, men en morgen fandt vi en lille flodskarv, som havde filtret sig uhjælpeligt ind i et garn sat langs bredden. Det var imidlertid ikke den største taknemmelighed, den viste sin redningsmand. Det vidnede et solidt hug i hånden med det spidse næb om…

Det meste af tiden drev vi langsomt med strømmen og kastede fra den drivende båd. Når man på denne måde kommer drivende ned ad strømmen, skræmmer man ikke fuglene og kan derfor komme meget tæt på. Således lykkedes det flere gange at komme endog meget tæt på de uhyre spraglede isfugle og biædere.

Af isfugle var der tre arter, som vi så jævnligt. Den store og ganske sky Giant Kingfisher, den meget almindelige sorthvide Pied Kingfisher og så den flotteste af dem alle: Den lille Malachite Kingfisher, der minder utrolig meget om vor egen – blot virker farverne om muligt endnu skarpere hernede.

Ville vi se Afrikas storvildt, sejlede vi blot en halv time ned ad kanalen og drejede så til højre op i Chobe floden. Her formelig vrimlede det med elefanter, flodheste, impalaer, gnuer og alle de andre dyr, man forbinder Afrika med. Et sandt paradis at befinde sig i, hvis man holder af dyr og fugle.

Teknik til tigre

Tigerfish er ikke helt almindelige fisk. Således er de udstyret med et tandsæt, der får selv gedden til at se aldeles fredelig ud. Det er imidlertid også et tandsæt, som gør det vanskeligt at kroge fiskene – og noget nær umuligt at lande dem, hvis man ikke har et kort wireforfang foran fluen. De trekantede tænder er ikke blot sylespidse – de er også knivskarpe på siderne.

Grej klasse 8-9 er passende – dertil et godt fluehjul med en solid skivebremse og plads til mindst 100 meter bagline. Om morgenen efter fangsten af min største tigerfish bemærkede jeg, at hjulfoden var gået løs fra selve hjulet. Så voldsomt havde det første lange udløb været!

Heldigvis kunne den lille stjerneskruetrækker på Leatherman tangen klare problemet. Til gengæld tog det mere end en uge, førend forbrændingen på min venstre tommelfinger forsvandt – forårsaget af den store tigerfisks første udløb…

Fisketeknikken overraskede mig noget. Jeg havde læst mig frem til, at det meste fiskeri foregik med flydeline og mindre fluer fisket nær overfladen. Vi så da også flere turister fiske på denne måde, men vi så aldrig, at de fangede noget. Selv brugte vi tunge synkeliner, som kunne trække de store fluer ned i dybet.

Den 5-10 cm lange flue fik lov til at synke godt ned, førend den blev taget ind igen i lange og hurtige tag. Vi fandt dog senere ud af, at en langsommere indtagning ind imellem var at foretrække.

Tigerfish er notoriske kannibaler, hvilket da også afspejler sig i et par af de mest benyttede fluer, nemlig Zambezi Deceiver og Kasai Tiger. Begge er de nemlig bundet i hvid, gul, orange og sort – farver, der alle på karakteristisk vis indgår i tigerfiskens smukke dragt.

Pudsigt nok fangede jeg ikke 14 punds fisken på en af disse lokale fluer, men på et specialbygget Juletræ – med raslekugler i maven og plastkrave om halsen. En hightech version, som en irsk kollegas kone døbte ”The Cool Tree” efter en animeret rødvinsaften i Wexford. Ingen af os anede da, at denne cool flue skulle blive så hot – endda i Afrika!

Vi fangede ikke mange fisk, men fik hver især 2-3 gode fisk i båden daglig. Fisk på 3-5 kg, som alle huggede hårdt og brutalt og ikke gav ved dørene under fighten. Et typisk mønster var dog, at fiskene sprang mest, hvor strømmen løb hurtigst. I dybe partier af kanalen var de derimod ikke meget for at komme til overfladen. Der skulle lægges et hårdt pres på dem.

Men uanset hvor og hvordan så er Afrikas skarptandede tigerfisk altid en rejse værd for eventyrlystne fluefiskere!

© 2008 Steen Ulnits

 

Bjergtaget – af bjergørreder!

De fleste børn lærer at fiske af deres far, onkel eller bedstefar, som tager de små poder med ud at fiske og lærer dem de grundlæggende færdigheder.

Sådan var det ikke for mit vedkommende. Min far var ansat ved Postvæsenet og en stor frimærkesamler. Faktisk en af landets største. Men fiskeri havde han aldrig dyrket, og det interesserede ham desværre ikke det mindste. Desværre interesserede frimærkerne heller ikke mig, der hellere ville lege med elektrisk tog og racerbaner. Ak ja.

Jeg kom derfor sent i gang med fiskeriet. Faktisk skete det ikke før 1966, hvor en af mine klassekammerater fra Greve Kildebrønde Centralskole en dag havde en stak kataloger med i skole. Hans far havde en sportsforretning i Rødovre, som også handlede med fiskegrej. Med i skoletasken den dag var derfor årets nye kataloger fra ABU, Arjon og Jaguar.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg vidste lige pludselig, at jeg jo var lystfisker. Jeg havde bare aldrig haft en fiskestang i hænderne! Forsiden viste en fisker, som stod ude i vandet under et smukt vandfald. Der ville jeg gerne stå!

Senere fandt jeg ud af, at lokaliteten var Plitvice nationalpark i det daværende Jugoslavien – et sted, jeg siden nåede at besøge, inden krigen brød ud og TV viste, hvordan kampvogne blokerede indkørslen til parken. Og inde i 1966 kataloget glimtede det ene fiskehjul efter det andet betagende rødt…

Jeg havde imidlertid smagt lidt på fiskenes forunderlige verden inden da. Året før, i 1965, var jeg således med mine forældre på tur til det daværende Tjekkoslovakiet, hvor min far havde mange frimærkesamlende kolleger. Dem besøgte vi, og de besøgte siden os i Danmark. Vi turede rundt mellem Prag og Brno, men det var Karpaterne, der fascinerede mig mest.

Nap & Nyt 1966

Vi var så heldige, at min fars filatelistiske penneven var bjergfører af profession. Endda en autoriseret sådan. Han hed Rampula og slæbte os den sommer med op i Karpaterne, som var mine første rigtige bjerge.

Det var også her, jeg oplevede mit første rigtige tordenvejr i bjergene – en rystende oplevelse for en lille dreng fra det lave Danmark. Tordenbragene gav genlyd mellem bjergsiderne, mens lynene slog ned omkring os. Og gennemblødt blev vi alle til skindet.

Min mor kunne efterfølgende fortælle, hvordan de gang på gang måtte stoppe op og vente på mig, når vi havde passeret en bjergbæk. Jeg var nemlig helt bjergtaget (!) af at iagttage de mange små bækørreder, som vimsede omkring i det krystalklare vand.

– Komm, komm, Steen! Sådan lød det regelmæssigt fra vor tysktalende bjergfører, når jeg endnu engang var blevet hængende over en bjergbæk. Jeg var dybt fascineret af fiskene, men stadig ikke lystfisker. Noget rørte dog på sig inde i den 9-årige dreng fra Danmark. En lille lystfiskerspire.

Siden forstod jeg, hvorfor Schubert var blevet så begejstret for synet af disse fantastiske skabninger, at han komponerede sin siden så verdensberømte og romantiske “Forellen Quintett” i sommeren 1819. Når man hører musikken, kan man næsten se de rødplettede ørreder vimse omkring i de rislende vand i Karpaterne, hvor også Schubert færdedes. Han var jo østriger og født i Wien ikke så langt fra bjergene.

PHOTO

Danmark – Tjekkoslovakiet t/r

De dansk-tjekkoslovakiske relationer var allerede i 1965 af gammel dato. Faktisk skal vi helt tilbage til 1500-tallet, hvor vor verdensberømte danske astronom Tycho Brahe måtte drage i landflygtighed, da han var blevet meget uenig med den danske stat.

Han var først under Frederik den Andens beskyttende vinger, men kom dårligt overens med efterfølgeren Christian den Fjerde. Så meget, at han måtte drage i landflygtighed.

Han valgte Tjekkoslovakiet, hvor man dengang havde mere sans for videnskab og derfor satte større pris på Tychos revolutionerende iagttagelser af verdensrummet og himmellegemerne. Her kom han under kejser Rudolph den Andens beskyttende vinger, for her herskede videnskaben, og her flokkedes datidens lærde derfor i de dage. Og her kunne man kende en sand kapacitet, når man så ham.

Tycho Brahe vendte derfor aldrig hjem, men døde i landflygtighed i 1601 og ligger i dag begravet i Tynkirken i Prag. Prægtigt og længst oppe mod alteret. Så højt værdsatte man ham her.

Da der hersker stor mystik om hans død, blev han gravet op igen præcis 300 år efter sin død – i 1901 – men undersøgelserne viste ikke meget. Blot at han havde et meget højt kviksølvindhold i kroppen.

Måske en arbejdsskade som en af datidens tidlige kemikere eller alkymister. Måske resultatet af en kraftig selvmedicinering. Tycho Brahe blev gravet op igen i 2010, hvor retsvidenskaben nu rådede over helt anderledes raffinerede metoder end 100 år tidligere. Resultaterne herfra lader i skrivende stund stadig vente på sig.

Så gik det bedre for en anden kendt og samtidig dansker. Det var herremanden Peder Oxe, som også ragede uklar med kongen og måtte drage udenlands.

Han fik imidlertid lov til at vende hjem igen – til godset Gisselfeld – og med sig havde han kendskab til karpeopdræt. Efter sigende via et besøg i Bøhmen i det daværende Tjekkoslovakiet. De karper, der den dag i dag findes i søerne omkring godset, stammer i hvert fald tilbage fra den tid – med mulige rødder i Tjekkoslovakiet.

Efter besøget i Tjekkoslovakiet i 1965 blev min mor betaget af bøhmisk krystal – en tung glassort med et stort indhold af bly – og gik siden i gang med at samle på fint forarbejdede eksemplarer af det. Selv var jeg jæger for en tid og havde i den periode en naturlig hang til tjekkiske jagtvåben. Hernede havde og har man meget gamle traditioner for at fremstille fornemme jagtvåben – med “BRNO” som det i dag nok mest kendte fabrikat.

I 1965 hvilede Sovjetunionen tungt over det lille Tjekkoslovakiet, som ganske vist slog sig i tøjret, men som russerne også tillod større frihed end de fleste andre østbloklande. Men siden faldt jerntæppet, og efterfølgende blev det stolte Tjekkoslovakiet splittet op i Tjekkiet og Slovakiet. Ak ja. Der blev ikke meget tilbage af fordums storhed.

Slava Stochl

Vi har dog gemt endnu et vigtigt kapitel i den dansk-tjekkoslovakiske historie. Det er fotografen Slava Stochl, der længe var en af Europas suverænt bedste fiskefotografer – måske den eneste på det tidspunkt. Jeg faldt over hans mange forunderlige fotos i hans bog “Sportsfiskerdage” fra 1971 – oversat til dansk og udgivet af Lademann.

Det er en af de bøger, som har betydet mest for min egen udvikling som lystfisker. Der er primært tale om sorthvide fotos af en tårnhøj kvalitet – ikke mindst datidens fotoudstyr taget i betragtning. I dag kan snart sagt enhver tage flotte fotos – det sørger avanceret kameraautomatik for.

Dengang var det imidlertid fotografen, som tog billederne – som skulle have et indgående kendskab til filmfølsomhed, blændeåbning og lukkerhastighed. Disse tre ting skulle gå op i en højere enhed, hvis der skulle komme et godt billede ud af det.

Og det gjorde der, når Slava fattede kameraet. Han var nemlig også en ørn i mørkekammeret! Resultatet blev billeder, hvor ørreder og stallinger fra hans elskede Karpater dominerer motiverne. Hvor iskoldt og krystalklart vand fosser ned gennem bjergene og gør tilværelsen til en konstant udfordring for fiskene.

Slava Stochl var ingen purist, men svingede spinnestangen lige så gerne, som han brugte fluestangen. Det bærer hans mange billeder tydeligt præg af. De er herligt fri for det fluesnobberi, der hersker mange steder i dag, når det gælder ørreder. Helt uden grund.

Pudsigt nok udgav Østrig nøjagtig samme år – 1971 – et fornemt frimærke i ægte stålstik. Motivet var en spinnefisker i færd med at nette en fin bjergørred – taget på spinner. Og garanteret med et tysk Quick Finessa 110 på stangen. Sådan ét fik jeg selv siden!

Min frimærkesamlende fader var klar over situationen og gav mig derfor et dugfrisk og ustemplet eksemplar af frimærket til min mikroskopiske samling. Han var godt klar over, hvor det bar hen!

Det er frimærket, du ser allerøverst i denne artikel. Og med det er ringen ligesom sluttet. Fra frimærker til fiskestang!

© 2010 Steen Ulnits

 

 

New Zealand: Et økologisk eksperiment

NZ

Måske verdens største økologiske eksperiment, der bare fortsætter og forsætter. Ingen aner, hvor det ender…

Doc er velkendt i New Zealand ­ én, som alle kender og har en mening om. Nogle har endda meget stærke meninger om Doc og Doc’s gerninger ­ så stærke, at de hænger kæmpemæssige bannere ud fra deres træer og vinduer for at give disse meninger til kende for omverdenen…

Det tog faktisk ganske lang tid, førend jeg fandt ud af, at Doc slet ikke er nogen person – som eksempelvis Doc fra Steinway’s udødelige “Mus og mænd”. Doc er nemlig ikke et menneske, men en institution. Endda en meget magtfuld sådan på New Zealand. “DOC” står for “Department of Conservation” ­ altså en pendant til vor hjemlige Skov- og Naturstyrelse. Det er DOC, der forestår forvaltningen af den newzealandske natur.

80 millioner år i isolation

Ser man på landmassernes vandring siden kontinenterne begyndte at glide fra hinanden, vil man se, at New Zealand har været isoleret fra omverdenen i op mod 80 millioner år.

Så lang tids isolation har betydet, at der på New Zealand er udviklet en lang række arter af dyr og planter, som kun forekommer her. “Endemiske” kalder man sådanne arter, der har udviklet sig og tilpasset sig de lokale forhold uden indblanding udefra.

New Zealand var dengang fuglenes land, som overalt genlød af en meget varieret fuglesang. Her levede omkring 70 forskellige fuglearter, som ikke fandtes andre steder. Af dem kunne omkring en tredjedel ikke flyve, hvilket de ikke behøvede, da der ingen rovdyr fandtes. En fjerdedel var nataktive – heriblandt de berømte kiwier.

Cook

De mange fuglearter udfyldte da de nicher i den newzealandske natur, som i vor egen del af verden var optaget af pattedyr. Men mennesket gjorde sit indtog på New Zealand, og med sig bragte det en lang række dyre- og plantearter, som siden har forvandlet den newzealandske natur.

På godt og ondt. Mange nye arter har nemlig etableret sig og flere steder dels udkonkurreret de arter, der indtager samme økologiske niche som dem selv – det vil sige stiller de samme krav til omgivelserne – dels som skadedyr gjort store indhug i bestanden af naturligt hjemmehørende arter.

Eksemplerne er mange og ofte ganske skræmmende:

Kaniner blev indført fra England, hvor de allerede var og stadig er en plage for landbrugerne. På New Zealand som i England graver de mange og lange gange, som underminerer jorden og gør skade på afgrøderne.

Rotter medbragte man naturligvis ikke frivilligt, men de sneg sig ombord på skibene og gik selv i land, hvor de lynhurtigt etablerede sig. På New Zealand lever de højt af de værgeløse fugle, hvoraf flere arter – de berømte kiwier ikke mindst – jo ikke kan flyve og derfor er ganske hjælpeløse.

Opossum blev indført på grund af den værdifulde pels, men den har vist sig dels at ødelægge skovene – dels forvolde skade på fuglelivet. Den ses ofte liggende kørt over på vejene – så mange af dem er der. Medvirkende årsag er sikkert også, at mange lokale ligefrem sigter efter dem, når de ser en opossum i vejkanten…

Green River

Lækat og fritte blev også bragt med hjemme fra England – som et velment forsøg på at holde rotterne i skak. Men på New Zealand fandt de to små vævre rovdyr en sand overflod af letfanget bytte – ikke mindst de vingeløse kiwier og wekaer, som var meget lettere at fange end rotterne.

Kronhjort og bækørred

Kronhjorten blev indført, så de engelske jægere havde noget hjemmevant hjortevildt at gå på jagt efter. Kronhjorten kvitterede for tilbuddet ved at danne talstærke bestande, som dels ødelægger skovene – dels æder landmændenes afgrøder. Problemet er så stort, at staten har professionelle jægere til at skyde dem mange krondyr – fra helikopter.

Bækørreden måtte man naturligvis også have med sig fra Europa, hvor den jo var og er indbegrebet af fluefiskeri. 

Senere kom regnbueørreden til fra Amerika, og sammen indtog de to ørredarter hurtigt de kølige og krystalklare elve og søer.

Regnbueørreden trives bedst på Nordøen med dens mange søer, mens Sydøen domineres af den mere koldtvandselskende bækørred i de mange elve.

Tilsammen fik de to ørredarter hurtigt gjort kål på de indfødte Galaxider – små lakselignende fisk, som indtil da havde indtaget ørredernes niche i strømvandene. Samtidig indførte man smelten i Lake Taupo, hvor man mente, regnbueørrederne havde brug for et ekstra fødeemne…

Fra Skotland indførtes planten tornblad (“gorse”), der efterhånden fik bredt sig så meget, at den dannede enorme og aldeles uigennemtrængelige krat af tæt og tornet vegetation.

“1080”

DOC er klar over alle disse menneskeskabte problemer og har udarbejdet planer for, hvordan den oprindelige natur bedst muligt genskabes i New Zealand.

REGNBUE

Disse planer omfatter uheldigvis brugen af giftstoffet “1080”, som trods sit populære navn er et naturligt og plantebaseret giftstof, der nedbrydes af vand i løbet af få døgn. Det betyder, at DOC kun kan sprede giftstoffet, når der er mindst tre dages tørvejr. Ellers forsvinder giften af sig selv, inden den har gjort sin virkning.

Hensigten med udlægningen af 1080 er helt enkelt at slå henholdsvis rotter og kaniner ihjel, så de ikke kan fortsætte med deres ødelæggelser. Til kaninerne påføres giften gulerødder, som dernæst udlægges på strategiske steder i naturen.

Denne konsekvente udlægning af gift i naturen har lokalt mange modstandere, som derfor protesterer mod den – ofte med meget store bannere, som hænges ud af vinduer eller op langs væggene på folks privatboliger. En slags stille protest, som mest bunder i følelser – langt mindre i en økologisk indsigt i problemerne.

DOC fortsætter derfor ufortrødent med brugen af 1080, som er det hidtil mest virksomme middel til bekæmpelse af de indførte skadedyr.

Sydøen kalder

Nordøen er den mest besøgte af New Zealands to hovedøer – dertil den, som måske råder over de fleste turistattraktioner.

Turismen er Big Business heroppe, hvor alt er arrangeret og orkestreret til ære for turisterne. Her kan man på de rigtige tidspunkter opleve, at lokale fiskeguider slås om fiskepladserne – at man må være på plads længe før solopgang, hvis man vil have adgang til de bedste steder i de bedste fiskevande.

Samtidig må man betale pænt for servicen. New Zealand ses da også ofte som et foregangsland – som et oplagt eksempel på, hvordan et land bedst muligt udnytter sine naturlige ressurser i en lukrativ turistindustri. En industri, som formår at tjene penge til landet og skabe arbejdspladser og skattekroner.

FAAR

Af samme årsag kan man godt få nok af turister og turisme på Nordøen, hvorfor vi hurtigere end planlagt satte kurs mod Sydøen, der dels er mindre tæt befolket – dels har flere ørredvande med færre fiskere.

Vi ankom i et øsende regnvejr, der efterlod os i tvivl om, hvor vi overhovedet befandt os. Men det klarede heldigvis op efter en dags tid, hvorefter vi begav os på en lang og meget smuk trekkingtur – ad Queen Charlotte Trail, der går langs en stor del af Sydøens smukke sydkyster. Det var her, Captain Cook i 1700-tallet gik i land for at proviantere – i Ship’s Cove, som er et smukt sted med frodig og vild natur.

Efter at have fisket os sydover nåede vi så frem til den tredje af New Zealands større øer – den sydligst beliggende Stewart Island. Er tempoet til tider hektisk på Nordøen, er det langt mere afslappet på Sydøen. Og tager man færgen over det sidste stykke til Stewart Island, får tempoet endnu en tand nedefter.

“As Mother Nature intended it”

Vi stortrivedes på Stewart Island, nød det rolige tempo og masser af frisk seafood på havnen. I hvert fald for en stund, for øen er ikke så stor og kan udforskes på relativt få dage.

Vi valgte derfor at tage en smuttur til den lille Ulva Island, der ligger en kort sejltur fra Stewart Island. Det er en 3,5 km lang ø med en kystlinje på 11 km. En 250 hektar stor ø, som man kun må besøge på korte dagture. Ulva Island er nemlig udlagt som reservat af DOC, der har gjort øen til et mønstereksempel på aktiv naturpleje.

Her kan man se de små vingeløse weka’er løbe omkring på stranden og komme ganske tæt på dem. Here kan man være heldig at opleve den oprindelige kiwi i en sen aften- eller nattetime. Og her kan man i tæt buskads se et hav af eksotiske og farvestrålende fugle – heraf flere papagøjelignende – som leder tankerne hen på en tropisk regnskov. I den altid fugtige og saltmættede havluft stortrives også mosser, bregner og forskellige orkideer.

WEKAER

Faktum er imidlertid, at vi befinder os på langt koldere breddegrader end troperne. Det mærkede jeg tydeligt, da jeg i bagende sommersol blev overmodig og fik lyst til et hurtigt dyp i det krystalklare vand ved den dejligste sandstrand. Det var koldere end koldt, men så er næste stop altså også Antarktis!

Det frodige dyreliv på Ulva Island skyldes udelukkende, at DOC gennem en årrække har udlagt 1080 til bekæmpelse af rotter på øen. Samtidig har man via intensiv fældefangst sørget for, at der i dag stort set ikke findes andre rovdyr på øen, der kort sagt er “as Mother Nature intended it”.

Sideløbende med bekæmpelsen af skadedyrene har DOC udsat de oprindelige fuglearter, som i mange år har været udryddet. De har genetableret sig og dannet sunde, selvreproducerende bestande.

Øen må i dag kun besøges på organiserede ture, og der gøres meget ud af at oplyse gæsterne om, at man dels skal checke sin båd grundigt for rotter før afgang fra Stewart Island – dels straks rapportere, hvis man ser rotter eller andre rovdyr på Ulva Island. DOC rykker da straks ud for at genoprette balancen.

Ulva Island er derfor i dag meget tæt på den naturtilstand, som herskede, før mennesket kom til New Zealand og væltede hele økosystemet med sine medbragte udyr.

Alene derfor er den lille ø et besøg værd!

© 2011 Steen Ulnits

BREGNE

Syv have – syv farer

De er store, de er smukke, og de er dybe. De syv have rummer det hele – desværre også en række livsfarlige og meget giftige organismer…

Det er som bekendt så farligt at være til, at man kan dø af det. Men nogle steder er det mere livsfarligt at opholde sig end andre. Trænger man dybt ind i Amazonas tætte regnskov, udsætter man sig for akut livsfare. Det samme er tilfældet, hvis man vandrer ubevæbnet rundt på Afrikas savanner. Og så videre.

Selv i lille Danmark kan man komme galt afsted – blive bidt af en hugorm eller stikke sig på en fjæsing. Begge er giftige, men ikke rigtigt farlige. Det kan gøre ondt, men livstruende er det uhyre sjældent, og da kun for små børn eller svage ældre mennesker.

Tager man til udlandet – ud på de vilde vover og de store have – er der imidlertid masser af muligheder for at komme rigtig galt afsted. Og her tænkes ikke på saltvandskrokodiller eller menneskeædende hajer. Nej, her drejer det sig om et antal mindre dyr, som imidlertid er uhyre giftige. Dyr, hvis gift kan være dødbringende, hvis ikke man får modgift eller kommer på hospitalet

Blåringet blæksprutte

Den blåringede blæksprutte er ikke stor, men dens bid er et af havets giftigste.

Blæksprutten bliver kun nogle få centimeter lang, og alligevel er den lille blæksprutte udstyret med hele to giftkirtler, der afgiver to slags gift gennem dyrets spyt. Den ene slags gift bruges til at dræbe krabber, som er dens primære føde, mens den anden slags gift bruges som forsvar mod rovdyr.

Denne slags gift er uhyre kraftig, og et enkelt bid indeholder gift nok til at dræbe 25 voksne mennesker. Giften fra blækspruttens bid lammer offerets nervesystem, muskler og åndedræt, og ofte dør man ganske kort tid efter biddet.

Der findes endnu ingen modgift mod den blåringede blækspruttes bid, og der er således ikke andet at gøre end at være yderst opmærksom på de små dræbere. Blæksprutten lever både langs Australiens kyster og i store dele af Sydøstasien.

Dragefisk

Dragefisken er ingen kæmpe. Den er mellem 30 og 40 centimeter lang og lever på de fleste koralrev verden over.

Det er en af de mest farvestrålende fisk på revene. Med mange forskellige farvevarianter. Men selvom dragefisken er imponerende at se på med sine store fanelignende finner, så kan den blive et meget smertefuldt bekendskab, hvis man kommer for tæt på. På de store bryst- og rygfinner sidder giftkirtler, der afgiver en meget smertefuld gift.

Dragefisk er territoriale, og det betyder, at den ikke holder sig tilbage med at angribe dykkere, der kommer for tæt på dens område. Det gælder derfor om at holde god afstand. Er man uheldig at blive ramt af en dragefisks tentakler, findes ingen modgift, der helt kan fjerne de efter sigende ulidelige smerterne.

Giften er stærk, men sjældent dødelig.

Ildkoraller

Ildkorallen ligner på overfladen en ganske almindelig koral, men er i virkeligheden mere en gople – en brandmand, som vi også kender dem herhjemme.

Ildkorallen har giftige tentakler med små celler, der pumper gift ind i huden, hvis man rører ved dem. Giften giver en smertende og brændende følelse, og der findes ingen modgift, der fjerner smerten med det samme.

Det vigtigste er, at man ikke begynder at klø på de udsatte områder, da dette udelukkende forværrer smerten og spreder giften. Ildkorallerne findes omkring Australiens kyster samt ved Filippinerne og Indonesien.

Havslange

Havslangen er et ganske udbredt dyr i koralrevene over store dele af Asien og Oceanien – Stillehavet.

 

Den er dog stærkt overvurderet som reelt farlig, da den skal provokeres ganske meget, førend den bider. Oftest er der således ingen fare forbundet med at svømme med havslangerne, hvad tusindvis af sportsdykkere gør hvert eneste år.

Det er dog en skrøne, at havslangen ikke kan bide. Den har ganske vist et lille hovede, men den har tænder som almindelige slanger. Føler den sig truet eller provokeret, bider den naturligvis fra sig. Men der skal meget til, og bidet har svært ved at nå gennem en almindelig neoprendragt.

Havslangens gift er neurotoksisk og kan lamme muskler og i værste fald åndedrættet. I så fald er den dødbringende. Den giftige havslange genkendes let ved sin flade hale, hvor giftkirtlen sidder.

Pilrokke

Selvom pilrokken ikke er aggressiv og egentlig hellere flygter end går til angreb, kan et møde med en pilrokke ende ganske fatalt. Den fra TV så velkendte “crocodile man” døde på denne måde – under optagelser til Discovery Channel. Han var selv ude om det.

Pilrokker kan være meget svære at få øje på, da de oftest ligger på sandbunden, kamufleret af sand som en anden kæmperødspætte. Bliver de overrasket og føler sig truet, er et angreb på den indtrængende en helt naturlig refleks. Krokodillemanden forfulgte under optagelserne til et nyt program en stor pigrokke, som til sidst blev træt af spøgen og fyrede kanonen af. TV stjernen var død på stedet – ramt lige i hjertet.

På sin hale har pilrokken nemlig en savtakket bruskpig med en yderst farlig giftkirtel, der i værste fald kan medføre døden, hvis man bliver stukket. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på sandbunden og her se efter de velkamuflerede pilrokker.

Pilrokken lever i tropiske farvande og i koralrev i både Asien og Oceanien.

Portugisisk orlogsmand

Den portugisiske orlogsmand (Physalia physalis) er en blæregople, som kan have op til 20 m lange fangarme med giftige tentakler. Den findes udbredt i tropiske og subtropiske områder af Stillehavet, Det Indiske Ocean og i den nordatlantiske Golfstrøm.

Den portugisiske orlogsmand består af en gasfyldt flydeblære i smukke transparente farver som pink, blå eller lilla. Når den blåviolette og knytnævestore blære kommer flydende, kan den minde om et vindfyldt sejl på et gammelt orlogsskib. Deraf navnet. Der er ikke tale om ét enkelt dyr, idet orlogsmanden består af 4 slags specialiserede polypper, der hver især er afhængig af hinanden for at overleve.

Under flydeblære hænger de lange tentakler besat med såkaldtenematocyster. Det er små blærer fyldt med giftige neurotoxiner, der alle er et avanceret mix af forskellige enzymer. Berøring med en portugisisk orlogsmand er meget smertefuldt og kan medføre alvorlige gener som feber og hjerte/lungeproblemer. Er man rigtig uheldig, kan man få et såkaldt “irreversibelt anafylaktisk chok”, som man aldrig kommer sig af. .

Disse neurotoxiner er 75% så stærke som giften fra en kobraslange, så kontakt med en portugisisk orlogsmand kræver øjeblikkelig lægehjælp. Portugisiske orlogsmænd har derfor været årsag til adskillige dødsfald – indirekte, idet smerterne kan være så stærke, at offeret besvimer og drukner.

Stenfisk

Stenfisken Synanceia verrucosa regnes for den mest giftige fisk i verden. Den er en uhyre velkamufleret fisk, der gemmer sig som en sten på bunden af koralrevet. Her ligger den og venter på, at en intetanende småfisk skal komme forbi.

Stenfiskens normale størrelse er mellem 30-40 centimeter, men der kendes eksemplarer på op til 50 cm. Den har en broget grønbrun farve, der gør at den kan kamuflere sig selv som en sten. Den ses normalt blandt mørke sten på koralrevet, hvor den er så godt som usynlig. Den holder af lavt vand, og man kan derfor nemt komme til at træde på den. Heldigvis er den hverken ret almindelig eller talrigt forekommende.

I stenfiskens rygfinne sidder der hele 13 pigge, der alle afgiver gift, hvis de rammes. Giften kan give forfærdelig smerte hos mennesker, der kan gå i chok og lammelse. Den kan også medføre, at huden nærmest dør, men det afhænger af, hvor langt piggene er kommet ind i. Giften kan være dødelig for mennesker, hvis man ikke får den rigtige behandling inden for et par timer.

Der findes heldigvis en effektiv modgift, men det er vigtigt at få den stukkede på hospitalet hurtigst muligt.

Stenfisken findes i Det Røde Hav, Det Indiske Ocean, Stillehavet og ved Great Barrier Reef.

© 2011 Steen Ulnits

Truede tunfisk

Der var engang. Sådan lyder mange gamle eventyr, og sådan lyder også historien om den store blåfinnede tun i Atlanterhavet og Middelhavet.

Der var engang, hvor Øresund hver sommer blev invaderet af kæmpemæssige blåfinnede tunfisk på flere hundrede kilo. De største i nærheden af 400… Men nu brænder tampen. Den blåfinnede tun er truet af udryddelse, da den overfiskes overalt – primært til det grådige japanske marked, der bare ikke kan få frisk tun nok. Men måske er der alligevel håb forude for den truede tun…

Det er nemlig lykkedes japanske forskere at opdrætte de store tunfisk i fangenskab, hvilket måske kan reducere presset på de vilde bestande. Måske. Det japanske fiskemarked er nemlig umætteligt, og prisen på en enkelt blåfinnet tun regnes ofte i tusinder af dollars. Japanske fiskere og hvalfangere er kendt for deres høflighed på overfladen – og skrupelløse hensynsløshed under. De skyder populært sagt på alt, der rører sig – hvis altså det kan sælges og spises.

Senest så vi det i Antarktis, hvor store japanske fabriksskibe sejlede rundt med flåder af mindre hvalfangerskibe til at levere den ferske og med garanti friske vare – nyslagtede hvaler af forskellig slags. Naturligvis under dække af udelukkende at fange hvalerne til “videnskabelige formål”…

International storpolitik

…kunne ikke ændre på dette slagteri. Selv ikke Greenpeace kom langt med deres diplomatiske anstrengelser. Noget kunne tyde på, at netop Greenpeace er blevet så gammel og træt, at de er gået i kloster og helst vil føre sig frem ad diplomatiets og storpolitikkens frokostbelagte kanaler. Men det virker desværre ikke ude i den virkelige verden, hvor fiskene svømmer og træerne gror. Her skal der andre og mere probate virkemidler til.

Det havde tidligere Greenpeace frontmand og nuværende kaptajn på det gode skib “Sea Shepherd” Paul Watson da også erkendt. Han brød ud fra de bløde Greenpeace folk og startede sin egen noget mere militante “Sea Shepherd” organisation. Han entrerede med Discovery Channel og fik dem til at følge med ud på togt, når man jagtede de ulovlige japanske hvalfangere.

Dramatiske konfrontationer mellem de flydende isbjerge gav til sidst Japan et så dårligt internationalt omdømme, at den japanske regering nødtvungent og måske kun midlertidigt måtte indstille den “videnskabelige hvalfangst”. Man havde åbenbart ikke behov for at vide mere om kødkvaliteten hos de antarktiske hvaler…

“Sea Shepherd” havde opnået, hvad de ville. Og måske skal der noget tilsvarende til for at redde den blåfinnede tun? Lokalt har man allerede haft held til at reducere det omsiggribende fiskeri efter hajfinner til asiaterne elskede hajfinnesuppe.

Ak ja. De asiater har vi bare ikke været heldige med…

© 2011 Steen Ulnits