* En halv milliard mindre til miljøet

Miljøminister Hans Christian Schmidt er minister for et svindende ministerium. Et ministerium, der tilsyneladende er ved at nedlægge sig selv. I hvert fald kunne ministeren her for nylig meddele, at der fra 2001 til 2006 samlet vil blive sparet en halv milliard kroner – 500 millioner – på det danske miljø. Det svarer til en besparelse på godt 25%.

Således er der skåret 120 millioner på diverse råd og nævn, og samtidig er der sparet hele 350 millioner på forskellige institutioner og deres drift. Endelig er der brugt 50 millioner mindre på anlægsarbejder. Miljøministeren regner med, at Miljøstyrelsen mister godt en tredjedel af sit budget og mere end 100 ansatte, inden sparerunden er slut i 2006. I det lys forstår man godt, at Miljøstyrelsens direktør Steen Gade, valgte at tage sit gode tøj og gå.

Til gengæld har regeringens eget Institut for Miljøvurdering (IMV) i samme ombæring ansat nye medarbejdere. Instituttets bevilling blev nemlig fra den 1. januar 2003 øget med 5 mio. kr., og instituttet har efterfølgende ansat 7 nye medarbejdere. Dette trods en dom over IMV direktør Bjørn Lomborg for videnskabelig uredelighed. Og trods en massiv kritik af instituttets mildest talt useriøse og dårligt gennemarbejdede rapporter om emballage og dåsepant.

Så med den ene hånd sparer regeringen altså 500 millioner på miljøet, mens den med den anden giver 5 til IMV, der bestemt ingen planer har om at redde det danske miljø…

28. juni 2003

© Steen Ulnits

* Bønder stadig på støtten – nu mere end nogensinde

I denne tid tales der så meget om, at landbrugsstøtten skal fjernes, så landbruges kan konkurrere på normale markedsvilkår. Ja, faktisk tales der så meget om det, at mange tror, det allerede er sket.

Men det er det ikke. Langtfra. Faktisk har såvel den danske som den franske regering netop bedt EU om ekstraordinært tilskud til svine- og gylleproduktionen, da den lave dollarkurs påvirker priserne negativt. Landbruget, der ellers meget gerne vil fremstå som et liberalt erhverv, når det gælder retten til frit at skalte og valte med miljøet, er nu atter ude med tiggerbøssen.

En ny OECD-rapport har netop konkluderet, at støtten til EU’s landmænd faktisk stadig vokser. Således blev landbruget i EU i 2002 støttet med i alt 793 milliarder kroner mod “kun” 718 milliarder i 2001. Samlet betaler europæiske skatteborgere hvert år 300 milliarder i direkte støtte til landbruget. Hertil kommer så den mindre synlige støtte i form af toldmure omkring EU, så billige landbrugsvarer udefra ikke kan komme ind – så fødevarepriserne i EU på denne måde holdes kunstigt højt oppe i forhold til verdensmarkedet.

Alt i alt kom forbrugerne i EU til at betale en overpris på 400 milliarder kroner for deres fødevarer i 2002, konkluderer OECD-rapporten. Af samme rapport fremgår det, at hele 36% af landbrugets bruttoindtjening skyldes forskellige former for landbrugsstøtte. I USA, som EU altid sammenligner sig og konkurrerer med, er støtten kun det halve, nemlig 18%.

Som et eksempel på, at det godt kan lade sig gøre at drive et rentabelt landbrug ganske uden gigantiske støtteordninger, har New Zealand for nogle år siden helt fjernet alle støtteordninger, direkte såvel som indirekte. Newzealandske landbrugere må nu konkurrere på lige vilkår og efter verdensmarkedspriserne – præcis som alle andre virksomheder naturligvis gør det.

Som rosinen i pølseenden konkluderer de fleste økonomer samstemmende, at samfundet ville opleve en massiv velfærdsgevinst ved at liberalisere landbruget og fjerne støtteordningerne. Ja, selv landbruget ville i sidste ende tjene ved det. Men ingen tør tage skridtet – ud over altså New Zealand…

18. juni 2003

© Steen Ulnits

* Steen Gade går fra Miljøstyrelsen

Miljøstyrelsens direktør Steen Gade, tidligere MF for Socialistisk Folkeparti, har sagt sin stilling op i protest mod regeringens nye sparerunde. Den første sparerunde kostede allerede i 2002 400 miljøstillinger landet over.

Miljøstyrelsen havde netop gennemført en stor sparerunde, som kostede 90 af styrelsens 450 ansatte arbejdet. Nu skal der så gennemføres endnu en sparerunde, som denne gang vil koste yderligere 60 ansatte deres arbejde. Steen Gade gennemførte første sparerunde uden at kny, men sagde dog, at den skar ind til benet hos styrelsen. Den nye runde, der skal spare 20% i løbet af de næste tre år, vil imidlertid skære ind i selve benet, siger Gade, der altså ikke længere vil tage ansvaret for besparelserne.

– Miljøstyrelsen kan ikke længere udføre de arbejdsopgaver, vi er pålagt, siger den afgåede direktør – hverken de nationale eller de internationale. Derfor har Steen Gade valgt at gå af i protest mod den borgerlige regerings spareiver.

Afgangen sker umiddelbart efter, at et internationalt forskerpanel har vurderet og godkendt Miljøstyrelsens mangeårige arbejde med iltsvind i de danske farvande. Et arbejde, som netop den borgerlige regering havde stillet sig kritisk overfor.

12. juni 2003

Steen Ulnits

* Nødråb fra Mariager Fjord II

Myndighederne har nu kigget på sagen om de mange døde hornfisk i Mariager Fjord. De konkluderer, at der næppe er tale om et nyt iltsvind på vej. I så fald ville der have optrådt flere døde bundfisk i stedet for kun overfladefisk som hornfisken. Hvilket lyder ganske plausibelt.

En anden og lidet sandsynlig forklaring er dog, at hornfiskene skulle være døde på grund af anstrengelser i forbindelse med gydningen. Sådant er der vist ingen, der tidligere har oplevet – hverken på Mariager Fjord eller andre steder i landet.

Langt mere sandsynligt er det, at hornfiskene er løbet ind i alger, som udskiller stoffer, der får fiskenes gæller til at udvikle slim – med det resultat, at fiskene kvæles. Sådanne fænomener er tidligere oplevet andre steder, men så vidt vides (endnu) ikke i Mariager Fjord.

Uanset forklaring og årsager er der næppe tvivl om, at fiskene i netop Mariager Fjord hele tiden lever “on the edge” – på kanten mellem overlevelse og død. For siden katastrofen i eftersommeren 1997 er der intet gjort af konkrete tiltag for at bedre forholdene. Landbruget bidrager stadig med 77% af alle de næringssalte, der havner i den lange, smalle og inderst inde dybe fjord med den ringe vandudskiftning.

12. juni 2003

© Steen Ulnits

* – Kan fisk føle smerte?

Et ofte stillet spørgsmål er, om fisk overhovedet er i stand til at føle smerte. – Gør det ondt på dem, når de får en krog i sig?

Det er såvel naturbevidste lystfiskere som engagerede dyreværnsforeninger, der stiller sig selv og videnskaben dette uhyre relevante spørgsmål. For kan fisk føle smerte, bliver det jo mere end svært for lystfiskerne at argumentere for Catch & Release, hvor fangede fisk genudsættes efter en måske udmarvende og i så fald også pinefuld fight.

Fiskefysiologernes svar er indtil videre, at fisk ikke kan føle smerte i menneskelig forstand. Det er nemlig en veldokumenteret kendsgerning, at fisk mangler den del af hjernen – neocortex – der hos pattedyr er sædet for smerteoplevelsen. Fjerner man denne del af hjernen hos et pattedyr, er det ikke længere i stand til at opfatte smerte.

Det er også en kendsgerning, at fisk ikke har en bevidsthed som vor egen. En bevidsthed, der sætter os i stand til at registrere smerte og reagere bevidst på den. Endelig ved man, at fisk, der netop er fanget og genudsat, i mange tilfælde atter er gået til biddet – efter kun få minutter i deres genvundne frihed. Det tages af mange som bevis for, at fisken næppe kan føle smerte.

En ny undersøgelse, hvor man sprøjtede provokerende stoffer som eddikesyre og bigift ind i læberne på tamfisk i akvarier, stiller imidlertid spørgsmålstegn ved den gamle opfattelse, at fisk ikke kan føle smerte. I hvert fald registrerede de britiske forskere, at fiskene reagerede tydeligt på de indsprøjtede stoffer. Om det så er noget bevis eller ej, er dog nu som før op til den enkelte. Fisken har jo stadig ingen neocortex og ingen bevidsthed om sin egen situation.

– Måske dyreværnsforeningerne i stedet skulle koncentrere deres anstrengelser om forskningen, der jo tilsyneladende bevidst påfører fiskene smerter – blot for at kunne måle dem?

12. juni 2003

© Steen Ulnits

* Fish ‘n’ Chips

Altid årvågne Villy Søvndal fra SF er atter vågnet op til dåd. Denne gang skyldes det et forslag fra regeringen om, at handicappede skal udstyres med en særlig chip, så man har bedre styr på dem og derfor kan spare på personaleudgifterne. Villy Søvndal tager på det skarpeste afstand fra regeringens forslag:

“Når SF foreslår chips på kriminelle voldsforbrydere, kalder Venstre det for “fantasifuldt”. Men de kalder det for et overgreb mod fiskernes frihed, når man med en chip på deres kuttere vil forhindre overfiskeri og fiskeri uden for dansk farvand.

Men handicappede kan godt få en chip, hvis det kan spare på personaleudgifterne. Det her tiltag er usmageligt og afslører et ubehageligt menneskesyn”, slutter Villy Søvndal.

Det kan man kun give ham ret i. Det er jo hykleri og dobbeltmoral, så det basker, når borgerlige partier vil beskytte deres “liberale” vælgere, så de kan hærge på gader og fiskebanker helt uden kontrol…

8. juni 2003

© Steen Ulnits

* Nødråb fra Mariager Fjord

Nedenstående nødråb lå i min postkasse, da jeg vendte hjem fra et par dages fluefiskeri i de sønderjyske åer. Afsender var Dennis Jensen og tidspunktet den 30. maj. Indholdet taler for sig selv:

“Vi startede med at sætte båden i vandet ca. klokken 18.30 ved Vive, og kort efter så vi to døde hornfisk. Vi blev enige om, at det nok ikke var noget, men der gik ikke mange minutter, før vi blev klogere. Fra Vive og hen til Ovebro Hage så vi i hundredvis af døde hornfisk og en hel del, der lå og gispede efter vejret i overfladen. Der kan jo desværre sikkert kun være tale om iltsvind igen, og vi tror faktisk, at vi er nogle af de første, som har observeret det. Da mørket faldt på, hørte vi flere fluefiskere inde fra land, der helt klart troede, at det var ørreder, som konstant slog i overfladen. Vi kunne desværre se noget andet…”

Såvidt Dennis Jensen. Alt tyder på, at endnu en katastrofe måske er under opsejling. I hvert fald bør der sættes forøget fokus på tilstandene i landet smukkeste fjord, der som bekendt døde i eftersommeren ’97.

– Skal den dø nu igen? Faktum er i hvert fald, at ingen myndigheder endnu har gjort noget som helst konkret for at afhjælpe forholdene. Faktum er også, at landbruget stadig bidrager med 77% af al den kvælstof, der tilføres fjorden. Dette ifølge Nordjyllands Amt…

31. maj 2003

© Steen Ulnits

* DMU-kritik forstummet

Efter hård kritik fra landbruget og den borgerlige regering, som mistænkte Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) for at overvurdere landbrugets skyld i iltsvindsproblematikken, lod DMU i 2003 et uvildigt udenlandsk forskerpanel vurdere sit arbejde med iltsvind i de indre danske farvande.

Den efterfølgende evaluering, der blev forestået af tre professorer fra USA og en fra Norge, gav DMU det blå stempel for dets arbejde. Det internationale panel af forskere bakkede således op om DMU’s opfattelse af, at landbruget bar hovedskylden for det rekordstore iltsvind, vi oplevede i 2002.

DMU’s forskning og rådgivning omkring iltsvind er af høj international standard og et godt grundlag for politiske beslutninger. Det konkluderer de udenlandske eksperter. Sikkert til stor fortrydelse for regeringspartiet Venstre, hvis formand for Folketingets miljøudvalg, Eyvind Vesselbo, først såede tvivl om DMU og derfor foreslog en uvildig vurdering.

Det skete umiddelbart efter, at Venstres egen smagsdommer, Bjørn Lomborg, af Udvalget for Vurdering af Videnskabelig Uredelighed (UVVU) blev vurderet som værende “i klar strid med normerne for god videnskabelig skik”.

Det kunne Venstre ikke have siddende på sig og måtte straks ud med riven. Valget faldt på DMU, som havde formastet sig til at pege på landbruget – Venstres kernevælgere – som hovedansvarlig for iltsvindskatastrofen i 2002.Venstre fik imidlertid ikke andet ud af sit korstog end en international bekræftelse af landbrugets skyld…

Det internationale forskerpanel udtrykte dog en vis undren over, at DMU havde indladt sig på personlige stridigheder i dagspressen. Dertil er iltsvindsproblematikken alt for kompleks, mente de udenlandske professorer. Sagen skulle hellere drøftes på videnskabeligt plan – i den videnskabelige litteratur, hvor den slags diskussioner retteligen hører hjemme.

26. maj 2003

© Steen Ulnits

* En tredjedel af alt drikkevand bruges til markvanding

GEUS – Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser – har netop publiceret en rapport om det danske grundvand. Det, vi stort set ubehandlet bruger som drikkevand de fleste steder – områderne omkring storbyer som København, Århus og Odense dog undtaget. Her er der allerede nu udvundet så meget grundvand, at grundvandspejlet er sunket faretruende. Med det resultat, at der mange steder ikke længere er vand i åerne. Og med det resultat, at overfladevand fra søer må indrages og renses på kostbar vis, førend det når forbrugernes vandhaner.

Den nye rapport fra GEUS dokumenterer, at det står værre til end hidtil antaget. Således er mellem en fjerdedel og halvdelen af det øvre drikkavand i dag i en elendig forfatning – primært på grund af nedsivende stoffer fra landbruget, der bidrager til forureningen med nitrat og pesticider. Mange boringer, der i årevis har leveret godt og rent drikkevand til beboere i området, har måttet lukkes på grund af denne forurening.

2003 er som tidligere omtalt på denne side erklæret for FN’s ferskvandsår. Året, hvor et stort antal mennesker verden over skulle have haft øget adgang til rent drikkevand. I den forbindelse er det deprimerende, at vor egen drikkevandsressurse næsten er halveret fra oprindelig 1,8 mia. m3 om året til nu kun 1 mia. m3 om året.

Nye tal fra vandværkernes forening DanVa konkluderer også, at så meget som en tredjedel af Danmarks oppumpede grundvand nu bruges til at kunstvande kornmarker med. Forbruget er størst i det sandede Vestjylland, hvor jorden er dårligst til at holde på væden. Således bruger hver dansk landmand i snit 10.000 liter prima drikkevand til at vande sine afgrøder med – oppumpet fra egne boringer. Et samlet forbrug på næsten 200 milliarder liter hvert eneste år. Landmændene forsvarer tallet med, at de ellers ville miste en indtjening i størrelsesordenen 50%.

Og det skal resten af Danmarks borgere og skatteydere så betale for. Til et erhverv, der med støtte fra såvel staten som EU længe har været i fuld gang med at lægge Danmarks miljø i ruiner. Det er ganske enkelt ufatteligt, hvad det danske landbrug får lov til.

Efter os kommer syndfloden, plejer vi at sige, når nogen misbruger noget og godt ved det. Problemet er blot, at syndfloden i dette tilfælde er lige om hjørnet – i vor egen levetid.

26. maj 2003

© Steen Ulnits

* Industrifiskeriet: Op til 80% af alle fisk i  løbet af 15 år

Det ser værre ud med mange af verdens fiskebestande end hidtil antaget. Det viser en netop publiceret undersøgelse over fiskebestandenes udvikling gennem de sidste 50 år. Det har taget 10 år at indsamle og bearbejde de relevante data, og det er dyster læsninger, der er kommet ud som resultat:

I årene op til Anden Verdenskrig kendte man ikke til begrebet overfiskeri. Materiel og teknikker var helt enkelt ikke udviklet i tilstrækkeligt omfang. Det er det som bekendt blevet siden da. Ikke mindst data fra Japans fiskerflåde i årene 1952-1999 taler deres tydelige sprog. Umiddelbart efter Anden Verdenskrig kunne japanske langlinefiskere således regne med at fange 10 fisk per udsatte 100 kroge. I dag regnes det for godt, hvis der sidder én fisk på hver 100 kroge.

Rapporten, der er udarbejdet af to canadiske forskere fra Dalhousie University i Halifax, Nova Scotia, konkluderer generelt, at industrifiskere i løbet af en 15-årig periode er i stand til at reducere en given fiskebestand med 80%. Kritikere af rapporten siger dog, at man ikke nødvendigvis kan generalisere. De samme kritikere siger imidlertid også, at fiskeri typisk reducerer en fiskearts bestand med mindst 50%.

Den nye rapport vedrører udelukkende fisk, der efter fangsten forarbejdes og kommes på dåse. Det gælder i meget høj grad diverse tunarter, men også sværdfisk, marlin og sejlfisk – havenes absolutte toprovdyr og sportsfiskernes fornemste trofæer.

Rapporten konkluderer også, at en mulig permanent løsning på det tiltagende overfiskeri kunne være etableringen af store marine fiskeparker, hvor fiskene kan leve i fred. En pendant til jægernes vildtreservater, der har samme formål.

19. maj 2003

© Steen Ulnits

* 5 millioner kroner til kønsskiftede fisk

Århus Amt fandt for et par år siden foruroligende mængder af kønsforvirrede fisk i amtets vandløb. Det gjaldt i første omgang skaller fra Egåen, der modtager store mængder renset spildevand, men siden blev undersøgelsen udvidet til at omfatte ikke mindre end 600 skaller og 700 bækørreder.

Resultaterne var skræmmende, idet de bekræftede en engelsk undersøgelse fra 1998, der omfattede 2.000 skaller. Det viste sig nemlig, at 44% af bækørrederne i Voel Bæk nær Silkeborg havde vævsforandringer i deres testikler, og at 25% af skallerne i Kristrup Landkanal nær Randers havde ægceller i deres testikler.

Man kender endnu ikke til konsekvenserne af disse kønsforstyrrelser, men et godt bud går på, at det i sidste ende vil gå ud over fiskenes fertilitet og dermed deres evne til at reproducere sig. Biologerne fandt et hunprotein i en stor del af de undersøgte fisk – et protein, der menes at skyldes tidlig påvirkning med hunlige kønshormoner udefra.

Meget tyder indtil videre på, at det er hunlige kønshormoner i det rensede spildevand, som giver fiskene de nu iagttagne kønsforstyrrelser. Østrogenlignende stoffer, der dels kommer fra P-piller, dels diverse vaskemidler. Og intet tyder på, at tilsvarende forhold ikke også vil gælde alle andre steder, hvor fiskene lever i mere eller mindre renset spildevand. Hvilket vil sige de fleste steder i tæt befolkede områder. Og dermed har vi endnu et landsdækkende miljøproblem at tage stilling til.

Det vil være en alvorlig kæp i hjulet på Wilhjelm-udvalgets programerklæring for den fremtidige fiskepleje i Danmark – at fiskebestandene fremover skal være selvreproducerende og ikke bestå af udsatte fisk. Det må nødvendigvis dokumenteres, at fiskene i danske vandløb overhovedet er i stand til at reproducere sig selv. Og det bliver ikke let med den her omtalte kønsforvirring in mente.

Miljøminister Hans Christian Schmidt mente kort tid efter sin tiltrædelse, at de kønsforvirrede danske fisk ikke var noget større problem, der krævede en nærmere undersøgelse. Nu er han imidlertid kommet på bedre tanker. I hvert fald har han fundet en pose med 5 mio. kroner frem, som er øremærket til netop undersøgelser af kønsforvirrede danske fisk.

Glædeligt, at selv en Venstre-miljøminister kan blive klogere og komme miljøet i møde.

10. maj 2003

© Steen Ulnits

* EAA i kødet på EEC

For nu ti år siden forenede Europas organiserede lystfiskere sig i European Alliance of Anglers, EAA også kaldet. EAA er fiskernes svar på jægernes organisation FACE, der har flere år på bagen og mange flere penge i ryggen. EAA har længe lidt under netop mangel på penge. Mangel på arbejdsområder har der aldrig været…

EAA tæller i dag 19 medlemslande, med Makedonien og Letland som de to sidst tilkomne. Organisationen har til huse i Bruxelles, hvor jo også EU holder til. EAA’s fornemste opgave er da også at drive lobbyvirksomhed over for EU – med det klare og utilslørede formål at fremme lystfiskernes interesser. Til dato har EU ikke haft noget forhold til lystfiskerne og deres problemer, men det håber man nu at kunne gøre noget ved. Under alle omstændigheder er det meningen, at EAA’s tornerosesøvn nu skal ophøre!

Som noget af det første vil EAA søge at gøre EU opmærksom på den enorme værdi, som et veludviklet rekreativt fiskeri har for lande og lokalsamfund. Således regner EAA med, at hver lystfisker inden for EU omsætter for op mod 1.000 euro årligt – små 8.000 kroner. Og det er nok sat i underkanten. I hvert fald findes der mange steder i Europa, hvor lystfiskeriet omsætter for mange gange mere.

Et af de første konkrete emner, der står på EAA’s dagsorden, er skarven. En fugl, der efter sin fredning har udbredt sig så meget, at den flere steder i Sydeuropa har lagt åer og søer øde for fisk. Og en fugl, hvor netop Danmark spiller en hovedrolle. Vi huser jo en meget stor del af Europas samlede skarvbestand, og vi har af samme årsag totalfredet fuglen – med det resultat, at bestanden er eksploderet.

Et andet vigtigt emne er beskyttelsen af den atlantiske laks, der som bekendt lever et farligt liv både i de enkelte medlemslandes vande, men så sandelig også i internationalt farvand. Her er der således god brug for en koordinering af indsatsen inden for og uden for EU’s grænser.

Måtte det altsammen lykkes for EAA. Vi har brug for det…

25. april 2003

© Steen Ulnit

* Koncernchef Niels Due Jensen, Grundfos:

“Regeringen fører nærmest en uanstændig miljøpolitik”

Traditionelt er vi miljøinteresserede vænnet til, at dårlige budskaber altid kommer fra industri og landbrug – hverv, der ønsker at maksimere produktion og overskud på bekostning af miljøet.

Men verden er ikke længere så ligetil endda. Det kunne man blandt andet læse i Jyllands-Posten, der den 8. marts bragte et stort interview med den afgående koncernchef i Grundfos, Niels Due Jensen, i anledning af dennes 60 års fødselsdag.

Snakken faldt naturligvis og aldeles uundgåeligt på fremtiden for Gudenå-laksen og Tange Sø. Her sagde Niels Due Jensen blandt andet følgende:

“Men den borgerlige regering har udsat beslutningen i foreløbig fem år. Venstre har aldrig været tilhænger af store miljøinvesteringer, det skyldes nok landmændenes protester. Den borgerlige regering fører nærmest en uanstændig miljøpolitik uden investeringer i hverken miljø eller naturgenopretning.”

Tankevækkende ord fra en af Danmarks rigeste mænd, der gennem årene har kæmpet for så forskellige sager som nedlæggelsen af Tange Sø – til fordel for Gudenå-laksen – og så anlæggelse af en ny midtjysk lufthavn nær Århus – til fordel for erhvervslivet i Østjylland.

Måtte den borgerlige regering tage Niels Due Jensens ord til sig. Thi de ved ikke, hvad de gør. – Eller ved de det ganske udmærket?

18. april 2003

© Steen Ulnits

* Algeprøver fejlagtigt analyseret

Det laboratorium, der gennem 20 år har behandlet vandprøverne fra Mariager Fjord, har behandlet prøverne fejlagtigt. En undersøgelse har vist, at laboratoriets tests viste op mod 50 % færre alger i vandet, end der reelt var. Fejlen går mindst fem år tilbage. Det kunne man for nylig læse i Nordjyske Stiftstidende.

Mariager Fjord har i godt 20 år været overvåget for forurening. Men sandsynligvis er resultaterne fra de udtagne prøver behæftet med fejl. Det har nemlig vist sig, at det laboratorium ved Ålborg Kommunes Hygiejniske Forvaltning, der gennem alle årene har testet vandprøverne, i strid med god skik ikke testede vandprøverne med det samme.

– Den metode man har anvendt på Ålborg-laboratoriet var forkert. Der var sket det, at når de fik vores prøver ind, så filtrerede de prøverne, men tog dem ikke i analyse, hvad de burde have gjort. I stedet for satte de prøverne ind i et skab. Ikke et køleskab eller en fryser, men et skab, hvor de stod, til de havde en vis mængde prøver. Så tog de dem ud og analyserede dem, fortæller kontorchef for Nordjyllands Amts Vandmiljøkontor, Ole Hermansen.

– Fejlen er fatal for den viden om vores vandmiljø, som vandprøverne var udgangspunkt for, mener Ole Hermansen. – Det er vigtigt for amtets miljøfolk at vide præcis hvor mange alger, der er i vandet. Algerne er en indikator på, hvor mange næringsstoffer, der er i vandet, og dermed også en indikator på vores vandmiljøs tilstand.

Det er dobbelt trist, at analyserne er foregået på forkert vis. Nu mente man ellers, at der forelå et stort og eksakt materiale, der kunne belyse situationen og udviklingen i Mariager Fjord op gennem de sidste 20 år.

Nu ved man dybest set ikke andet, end at fjorden døde i 1997…

8. april 2003

© Steen Ulnits

* Plan på vej for Mariager Fjord

Det var i eftersommeren 1997, at Mariager Fjord afgik ved en ildelugtende død. Iltindholdet gik på nul, bunden vendte, og fisk døde i tusindvis. Siden da er der ikke sket meget – bortset fra, at fjorden i mellemtiden en enkelt gang har været lige ved at dø endnu engang. Der har været afholdt møder og diskuteret frem og tilbage, hvor skylden lå og ligger. Reelle initiativer har der imidlertid ikke været nogle af.

Nu er Århus og Nordjyllands Amter dog på vej med en handlingsplan for Mariager Fjord og fjordens opland – og dermed også for landbruget i dette område.Konsulenter fra Kronjysk Landboforening og Hobro og Omegns Landboforening har deltaget i den faglige arbejdsgruppe, der nu kommer med et oplæg til initiativer, som kan få tilførslen af kvælstof til fjorden reduceret med 130 tons og fosfor til fjorden reduceret med 6 tons.

– Der er i forbindelse med arbejdet sat fokus på det problem, der kan være i, at store arealer langs fjorden får tilført op til 90 kg fosfor hvert tredje år i slam. Er det tilfældet, er det noget, der bør gøres noget ved, da det ellers kan være fuldstændig virkningsløst med alle de investeringer, der gøres i den animalske produktion, sagde formanden for Kronjysk Landboforening, Anders Chr. Wegger til Landsbladet.

Landboformanden kritiserede samtidig, at Århus Amt er ved at trække sig ud af arbejdet med en særindsats for Mariager Fjord.

– Det er i hvert tilfælde en kendsgerning, at de ikke var med til det sidste evalueringsmøde i gruppen, og Århus Amt har heller ikke for det kommende år afsat midler til Mariager Fjord-området. Amtet har heller ikke ønsket at deltage i en ansøgning til EU sammen med Nordjyllands Amt, sagde Anders Chr. Wegger og fortsatte:

– Det er kritisabelt, hvis Århus Amt ikke bidrager til at få gjort det arbejde færdigt, som de har været med til at starte op. Vi skal lige have i tankerne, hvor aktive Amtet har været omkring fjordens forhold, som i sig selv er vigtigt at være opmærksom på, men hvor vi som landmænd hele tiden er blevet mistænkeliggjort som årsag til fjordens dårlige tilstand.

Også Hobro Landboforenings formand, Lone Sondrup, har fulgt arbejdet med planen for Mariager Fjord. Hun konstaterede, at selvom der er tale om den samme handlingsplan for den samme fjord, så stiller de to amter vidt forskellige krav til landbruget omkring fjorden.

– Begge amter har ændret deres administrationsgrundlag for oplandet til Mariager Fjord, men de kan ikke blive enige om et fælles grundlag. Nordjyllands Amt stiller krav til hele bedriften, Århus Amt stiller krav kun til udvidelsen. Nordjyllands Amt accepterer beregningsmodellen Simmelsgård. Århus Amt beregner en simpel kvælstofbalance, som de endnu ikke ved, hvordan de skal tolke, konstaterede Lone Sondrup.

– Det er utroligt, hvad man skal stå model til. Når Vandmiljøplan III kommer, håber jeg, at de faglige dokumentationer bliver tungen på vægtskålen, for så er der lys forude for landbruget. De stramninger og vanvittige reguleringer, vi ser i øjeblikket, er uholdbare for alle parter. Vi skal kun pålægges restriktioner, der har en målbar effekt for miljøet, sagde Lone Sondrup.

Som miljøbevidst lystfisker ved Mariager Fjord må man ærgre sig over, at de to involverede amter tilsyneladende ikke kan finde fodslag i denne sag. Men også konkludere, at det stadig er hævet over enhver tvivl, at det er landbruget langs den lange og smalle fjord med den ringe vandudskiftning, som har skylden for miseren.

Landbruget leverer nemlig ifølge Nordjyllands Amt hele 77% af alt det kvælstof, der årligt tilføres Mariager Fjord…

2. april 2003

© Steen Ulnits

* – Lille Vildmose ny nationalpark?

– Skal urokser, elge og bævere igen boltre sig i Lille Vildmose? – Skal mosen samles under ét hegn, så vildsvin og kronhjorte kan færdes frit til glæde for de besøgende? – Skal området være Danmarks første rigtige vildmark?

Nordjyllands Amt og Sejlflod Kommune har foreslået miljøministeren, at Lille Vildmose udpeges som et af pilotprojekterne for fremtidens nationalparker. Lille Vildmose har potentialet for at blive et endnu mere spændende naturområde. Derfor blev mosen også foreslået af Wilhjelm-udvalget som ét ud af seks nationale naturområder i Danmark.

Regeringen har på finansloven for 2003 afsat midler til en opfølgning af tankerne om oprettelse af naturparker. En forudsætning for statslig støtte er lokalt engagement og opbakning til den enkelte naturpark. Nordjyllands Amt indkaldte derfor til et seminar, hvor man diskuterede, hvordan Lille Vildmose bedst kan integreres i planerne om at skabe en ny naturpark.

– Hvordan kan lokalbefolkningen bedst inddrages og tilgodeses i en kommende nationalpark, og hvordan kan mosen bedst sikres en plads som Nordjyllands flagskib for den vilde natur? Det var spørgsmål som disse, der blev debatteret.

Nordjyllands Amt har sammen med Sejlflod Kommune lavet en projektbeskrivelse for deres visioner om en nationalpark på 20.000 hektar. Det er efter danske forhold et ganske stort område, der er tale om: Således er 1 hektar = 100 x 100 meter = 10.000 kvadratmeter; 100 hektar = 1 kvadratkilometer, og 20.000 ha = 200 kvadratkilometer.

Den nye nationalpark skal med sine 200 kvadratkilometer i så fald indbefatte Lille Vildmose-området med tilliggende kyster og fladvandede kystfarvande.

24. marts 2003

© Steen Ulnits

* – Mols og Helgenæs ny nationalpark?

De smukke Mols Bjerge står meget højt på listen over kommende nye nationalparker. Så højt, at miljøminister Hans Christian Schmidt for nylig besøgte området sammen med lokale politikere, som også støtter ideen. Området er velkendt blandt jyske kystfiskere, der i årevis trofast har besøgt smukke og givtige kystpladser såsom Mols Hoved og Isgård med flere.

Staten ejer det meste af Mols Bjerge, som allerede er fredet område. Nu foreslår miljøministeren, at det ligeledes meget smukke og kuperede Helgenæs, der ligger syd for og i forlængelse af Mols, også inddrages i en kommende nationalpark. Også her har jyske kystfiskere dyrker deres passion i mange år – fra klassiske pladser såsom Sletterhage, Lushage med flere.

Imidlertid har to lokale bønder startet en protestindsamling. De ønsker ikke Helgenæs inddraget i en kommende nationalpark, da de frygter, det vil gribe ind i deres dyrkning af den fede landbrugsjord på disse kanter.

Endnu et eksempel på, at danske landbrugere tror, den danske jord er deres og kun deres – at skalte og valte med efter forgodtbefindende.

24. marts 2003

© Steen Ulnits

* Redningsplan for døende Limfjord

Nordjyllands Amt er klar med en redningsaktion for Limfjorden, der om ikke er helt død endnu, så dog meget døende mange steder. Dette kunne man for nylig læse om i Nordjyske Stiftstidende.

Amtets plan betyder, at landbrugets udledning af gødningsstoffet fosfor fremover skal begrænses. Desuden vil der som noget nyt blive stillet krav om, at der skal være balance mellem tilført og fraført fosfor på de enkelte gårde langs fjorden.

Amtets økonomiudvalg diskuterede for nylig Limfjordens tilstand. Der var bred opbakning til at stramme kravene, så landmændene fremover udleder mindre fosfor. Der bliver tale om krav magen til dem, der langt om længe nu stilles til projekter ved Mariager Fjord – der i parentes bemærket afgik ved døden i sensommeren 1997. Hvis nogen altså skulle have glemt det i mellemtiden, hvor der har været meget tavst om fjordens fremtid.

– Limfjorden er truet og sender nødsignaler, og dem må vi tage til efterretning. Der var på mødet bred enighed om, at der skal passes bedre på fjordens sundhedstilstand, og at der skal stilles krav om balance i anvendelsen af fosfor, sagde amtsborgmester Orla Hav (S).

Meldinger til amtet går på, at der reelt ikke er fisk tilbage i Limfjorden. Problemet er, at bl.a. fosfor fra landbrugsproduktion skylles ud i fjorden, hvor det sætter gang i algeproduktionen. Algerne bruger al ilt i vandet, og efter iltsvind følger bundvendinger og fiskedød.

24. marts 2003

© Steen Ulnits

* Snart slut med landbrug i Lindenborg Ådal

Lindenborg Å i Nordjylland er en af Danmarks mest produktive havørredåer. Nu er åen atter på landkortet og i medierne. Således har tre landmænd med jord ned til Lindenborg Å netop fået pålæg om at fjerne diger, der indenfor de seneste to år er etableret langs åen – med det formål at hindre oversvømmelse af markerne. Det kunne man for nylig læse om i Nordjyske Stiftstidende.

Med den beslutning gik flertallet i amtets udvalg for teknik og miljø stik imod praksis fra sidste år, hvor udvalget godkendte etablering af fire nye diger på en anden strækning af Lindenborg Å. Bag det nye krav står Socialdemokraterne og SF, mens medlemmerne fra Venstre og de konservative ikke uventet stemte for godkendelse af digerne.

Teknisk set var der ikke nævneværdig forskel på de første fire diger og de tre nye. På den baggrund ser SF’s medlem af udvalget, Thomas Krogh, den skærpede kurs som udtryk for, at flertallet har indset, at digerne blot ville holde en ond cirkel i gang:

– Problemet er jo, at jorden de pågældende steder har sat sig, og at åen derfor i våde perioder løber over sine bredder. Ved at etablere diger kan jorden dyrkes yderligere nogle år, og dermed vil jorden fortsat sætte sig. Diger er derfor udtryk for en forkert udvikling, siger Thomas Krogh, der ser afslaget om lovliggørelse som noget, der kan sætte en proces i gang, som på sigt også vil være til fordel for ådalens landmænd:

– Nu er der mulighed for en udvikling, hvor vi i samarbejde med landmændene finder frem til en mere miljøvenlig drift af jorden i ådalen. Der er jo flere forskellige muligheder for at opnå støtte til en mere miljøvenlig drift af jorden end korndyrkning, siger Thomas Krogh. Han mener, at der med gårsdagens afgørelse er sat en stopper for yderligere digebyggeri i ådalene.

Udvalget drøftede samtidig den generelle fremtid for Lindenborg ådal. Det skete på baggrund af et oplæg fra forvaltningen, som beskrev fire muligheder med fortsat dyrkning som det ene yderpunkt og en omdannelse til en nationalpark som det andet. De øvrige to gik henholdsvis på udbredelse af miljøvenligt jordbrug i ådalen og fredning.

I udvalget hælder man til mere miljøvenlig drift i ådalen. Udvalget ville gerne gå endnu videre, men må se i øjnene, at der ikke er penge til fredning og slet ikke en nationalpark. Udvalget understreger dog, at dyrkning på længere sigt er udelukket. Det ville nemlig kræve, at åen graves dybere ned, og det er utænkeligt.

Ikke bare af naturmæssige hensyn. Åen har heller ikke det nødvendige naturlige fald. Dræning og dyrkning har siden 50’erne fået jorden langs åen til at sætte sig med op til halvanden meter. Samtidig er vandstanden øget med ca. 20 centimeter, fordi vandplanten pindsvineknop, der virker som en bremse på vandet, har nydt godt af grødeskæringen. Selv fire grødeskæringer i løbet af sommeren er ikke nok til at hindre åen i at løbe over.

Den intensive dyrkning har slidt ådalen ned. Derfor har landbruget i dag ikke længere nogen fremtid i Lindenborg Ådal. Og gudskelov for det. Tidligere sager med miljøbevidste sportsfiskere mod et miljøfjendsk landbrug har nemlig medført, at Nordjysk Sportsfiskerforening måtte ekskluderes af Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF), som gik imod en fortsat uddybning af Lindenborg Å. De nordjyske lystfiskere ville ikke følge DSF af frygt for at miste fiskevand ved åen…

17. marts 2003

© Steen Ulnits

* Dykænder dør i ruser

Her gik man og troede, at det er de monofile nedgarn, som er de værste syndere – som uselektivt fanger alt på deres vej, fugle såvel som fisk og havpattedyr. Som tidligere nævnt på denne side anslår Dansk Ornitologisk Forening (DOF), at der årligt dør omkring 100.000 havfugle i danske garn. Hertil skal lægges omkring 7.000 marsvin, der ligeledes dør en smertefuld druknedød i garnene.

Det er velkendt fra Vadehavsundersøgelsen, som man kan læse om på www.ulnits.dk under “Aktuelt”, at også de store ruser, som sættes hernede, har en stor utilsigtet skadevirkning. De fisk, der går i ruserne ved højvande, dør ved lavvande – uanset om de er fredede eller under mindstemålet eller blot uønskede. Ruserne tørlægges helt enkelt ved lavvande, og fiskene kan derfor ikke genudsættes i levedygtig stand.

Nu viser det sig så, at også almindelige ruser andre steder i landet, hvor der ikke er noget nævneværdigt tidevand, har utilsigtede skadevirkninger på faunaen. I Roskilde Fjord på Sjælland har nogle fritidsfiskere således fået den uheldige vane, at de deponerer deres ruser under vandet om vinteren. Intentionen er den, at algerne skal rådne af ved naturens hjælp.

Imidlertid sidder der masser af krabber, muslinger og mindre krebsdyr i redskaberne, som på den måde bliver tillokkende dødsfælder for dykænder på jagt efter føde i vintermånederne. Den på billedet viste troldand blev fundet i en ruse sænket i vandet ud for Jyllinge inde i Roskilde Fjord.

Interesserede kan finde hele fire artikler om det skadelige fiskeri med garn og ruser under ved at søge på “Garndøden”.

10. marts 2003

© Steen Ulnits

* “Bjørn Lomborg gør folk ligeglade”

Forfatteren Sissel-Jo Gazan har skrevet følgende tankevækkende indlæg til “Klummen” i gratisavisen Metro Express:

“Jeg har aldrig forstået folk, der undlader at involvere sig i miljøproblematikken med den begrundelse, at deres indsats alligevel er en dråbe i havet. I mine ører er en sådan argumantation ikke alene en stiltiende accept af klodens tilstand, men også en ikke specielt beundringsværdig accept af, at man ikke orker at forsøge at ændre på den. Ligegyldigt om vi taler økologi, genbrug eller energibesparelser, er den gængse holdning den samme: “Det hjælper alligevel ikke, når alle andre er ligeglade”. Hvad i alverden er det for en vattet holdning? Det skræmmende er, at netop denne vattede holdning legitimeres af en af tidens mest eksponerede eksperter, direktør Bjørn Lomborg, hvis synspunkter giver befolkningen grønt lys til at læne sig tilbage i deres magelige mangel på engagement.

Man kan se det for sig: Ungt menneske hører Lomborg udtale sig om genbrug i nyhederne. Skal man tro ham, er papirgenbrug overvurderet, og vi kan lige så godt destruere hele molevitten, for i virkeligheden tabes der færre ressourcer ved at destruere papir og pap, end det koster at opbygge og drive avancerede genbrugscentraler. Konsekvensen er oplagt: Næste gang ungt menneske skal ned med sine aviser, er det, hvad han eller hun husker. Et uangribeligt synspunkt, legitimeret i en dansk nyhedsudsendelse, og inden man når at blive irriteret over størrelsen på sprækken i genbrugscontaineren, er avisstakken røget i skraldespanden. Faktum er bare, at virkeligheden ikke er så unuanceret. I den specifikke situation, hvor der lades hånt om begrebet genbrug, skal man huske at tage højde for, at i det øjeblik træ og papir afbrændes i stedet for at genbruges, opstår behovet for nyproduktion, hvis denne verden vel at mærke fortsat vil have papir at skrive på. En lille omkostelig mellemregning, der ud over at glimte ved sit fravær i Lomborgs argumentation for, hvorfor genbrug er unødvendigt, får debatten til at handle mere om Lomborgs sande tilstand end klodens.

Med Bjørn Lomborg som direktør for Institut for Miljøvurdering er selv dansk politik blevet invaderet af amerikanske tilstande, hvor det i årevis har været normal kutyme, at eksperterne ud over at være eksperter også er politikere. Og hvad er der så galt i det? Når en ekspert ikke er uvildig, hvad skal folk så tro på? Vores nuværende regering har både under deres valgkamp og gennem deres regeringsperiode forsøgt at overbevise befolkningen om deres optimisme. Råd og nævn, ud til højre! Ikke mere klynkeri fra blødsødne socialdemokrater og deres venstreorienterede kor. Nu er det bare lige frem efter næsen, og så skal det nok gå. Tankevækkende er det, at Bjørn Lomborg i årevis har gjort sig bemærket med samme udglattende synspunkter. Miljøproblemer? Det er noget, Greenpeace har opfundet. Vagt i gevær? Ozonlaget har aldrig haft det bedre! Ingen ved, om Lomborg ganske enkelt blev ansat med det formål at mane enhver form for skepsis i jorden, ja, personligt fristes jeg til en sådan konklusion. Som sagerne står nu, er Lomborgs afsmittende slapstick holdning til miljøproblematikken, den mest seriøse trussel mod vores miljø”: Citat slut.

Såvidt Sissel-Jo Gazan. Det kan næppe udtrykkes mere klart og tydeligt. Det er præcis derfor, Bjørn Lomborg er det værste, der er sket for dansk miljøpolitik i mange, mange år. En værre uredelighed, om man så må sige…

Det er desværre altid kvinder, der er klogest med hensyn til miljøet. Men så er det jo også dem, der bærer livet i deres egne liv. Det giver tilsyneladende en større forståelse af samspillet melem det hele. Og ikke kun syn for den hurtige profit.

1. marts 2003

© Steen Ulnits

* Lomborg og lektierne

De fleste har nok bemærket den intense debat i landets medier i kølvandet på afgørelsen vedrørende klagerne om Bjørn Lomborgs videnskabelige redelighed eller mangel på samme. Lomborgs arbejder blev som bekendt dømt for værende klart i strid med normerne for god videnskabelig skik.

Alle taler om dem, men (næsten) ingen har læst disse klageskrifter, da de hidtil ikke har været tilgængelige på internettet.Nu kan seriøst interesserede ved selvsyn læse sig igennem både danske og udenlandske klager, Lomborgs indvendinger og klagernes gensvar, på adressen www.nepenthes.dk . Man skal være klar over, at det er mange siders ofte tung læsning. Men der er ingen vej udenom, hvis man vil danne sig en kvalificeret mening om sagen og forståelse for Udvalget Vedrørende Videnskabelig Uredelighed ‘s (UVVU) dom over Bjørn Lomborg.

I forbindelse med afgørelsen om Lomborg fra UVVU har mange forskere skrevet under på henholdsvis en protest mod UVVU (290 samfundsfaglige underskrivere) og en støtteskrivelse for UVVU (640 naturfaglige underskrivere, heriblandt vor hjemlige Nobelpristager Jens Chr. Schou).

Herom kan læses på http://www.math.ku.dk/~dlando/ (mod UVVU) og http://www.biobase.dk:5000 (for UVVU).

1. marts 2003

© Steen Ulnits

* Fortsat farvestof i foderet…

…til tamlaks og burhøns. Dette på trods af, at alt tyder på en skadelig effekt af de kunstige farvestoffer, som tilsættes foderet til tamme fisk og tamme høns. Således ved man, at de kunstige canthaxanthiner – syntetiske røde farvestoffer – på lang sigt kan skade synet hos de mennesker, der indtager dem med føden.

EU’s forbrugerkommisær har dog netop taget initiativ til, at den tilladte mængde af canthaxanthiner nedsættes fra de nuværende 80 mg/kg foder til 25 mg/kg – i foder til æglæggende høns dog kun 8 mg/kg. Blandede man ikke disse kunstige farvestoffer i foderet, ville tamlaksene være grå i kødet, og æggeblommerne ville være trist bleggule at se på.

Og det kan vi jo ikke have. Så hellere blive syge af maden…

23. februar 2003

© Steen Ulnits

* Nul kroner i erstatning til landmænd

Da Viborg Amt i 1991 besluttede at lukke mere saltvand ind i den inddæmmede Hjarbæk Fjord, hvor blandt andet Simested Å og Skals Å udmunder, krævede lokale landmænd straks erstatning. Som landbruget jo har for vane. Amtets beslutning skyldtes hensynet til det forringede miljø i fjorden.

175 lodsejere omkring fjorden stillede sig ikke tilfredse med den erstatning på 8 mio. kroner, som de for længst har modtaget i kompensation. De krævede næsten det dobbelte – 15 mio. kroner – og har ført sag herom lige siden sagen for første gang kom til drøftelse – for næsten 15 år siden.

Nu har Højesteret så endelig fældet dom i sagen. Højesteret besluttede, at der ikke var tale om ekspropriation af landbrugsjord, da amtet lukkede mere saltvand ind i fjorden og dermed satte kystnære områder under vand. I forvejen havde landbruget fået ny og billig jord at dyrke, da man byggede dæmningen ved det smalle Virksund og begyndte afvandingen.

Desværre skete der en uheldig ændring i vandmiljøet, som blandt andet førte til iltsvind ved bunden og massive klækninger af generende dansemyg i det nu næsten ferske vand i fjorden. Samtidig blev Virksund en endnu større flaskehals end tidligere for fjordens havørreder, som nu havde sværere end nogensinde ved at undgå garnene ud for dæmningen.

Daværende fiskeriminister Bjørn Westh, som selv er lodsejer ved Skals Å, fik dog indført udvidede fredningszoner i fjorden, som gav havørrederne markant bedre livsbetingelser.

23. februar 2003

© Steen Ulnits

* Nul kroner til undersøgelse af iltsvind II

Meget belejligt for miljøministeren er der ingen penge til en undersøgelse af konsekvenserne af sidste års rekordstore iltsvind for fuglelivet til havs. Meget belejligt, for på denne måde undgår ministeren, at der kan sættes konkrete tabstal på sommerens iltsvind.

Nu har regeringen så taget skridtet fuldt ud og krævet, at Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) – i lighed med Bjørn Lomborgs kritiserede Institut for Miljøvurdering (IMV) – underkastes en uvildig undersøgelse. Venstre mener nemlig, at DMU’s rapporter om iltsvind og næringssaltforurening fra landbruget meget vel kan være lige så “videnskabeligt uredelige”, som Bjørn Lomborgs bøger blev dømt af Udvalget for Vurdering af Videnskabelig Uredelighed (UVVU) her først på året.

Regeringen kan på denne måde bruge UVVU’s kritik af IMV til at så tvivl om DMU og deres prognoser for vandmiljøet inden udarbejdelsen af den nye Vandmiljø-handlingsplan III. Venstre vil jo gerne have, at iltsvindet ikke er landbrugets skyld, og at man derfor ikke behøver at sætte ind med yderligere sanktioner over for sine kernevælgere – til fordel for miljøet.

Det ser således ud til, at det danske vandmiljø fremover skal reddes af EU og strammere bestemmelser fra Bruxelles. Det bliver i hvert fald ikke af den landbrugsvenlige danske regering.

23. februar 2003

© Steen Ulnits

* Torsken – en truet dyreart!

Som det vil være faste læsere af disse sider bekendt, så er torsken nu ved at være en truet art. EU havde op til nytår planer om drastiske reduktioner i de fremtidige torskekvoter, men som bekendt løb de stort opsatte planer stort set ud i sandet – eller rettere vandet.

Landsforbundet Danske Lystfiskere (LDL) har i den forbindelse sendt nedenstående brev til fiskeriministeren, der under det danske EU-formandskab sidste år var ansvarlig for de nye og drastisk reducerede reduktioner. Ansvarlig for, at der stort set ikke skete noget, der kunne redde torsken fra en fortsat deroute.

LDL’s brev opsummerer på udmærket vis problematikken og giver udmærkede bud på mulige løsninger. Det bringes derfor herunder i sin fulde længde.

16. februar 2003

© Steen Ulnits

* Til fiskeriministeren:

Landsforbundet “Danske Lystfiskere” (LDL) har de senere år – og i høj grad de seneste måneder – med bekymring fulgt udviklingen indenfor bestandene af torsk i vore farvande. Hvor torsken før optrådte almindeligt og jævnt fordelt, er der de seneste år sket en alvorlig udtynding, der primært har sin årsag i overfiskning, men hvor iltsvind i nogle områder sikkert også spiller ind. Det må dog bemærkes, at bestandene var i bund allerede før det betragtelige iltsvind i efteråret 2002.

En afledt virkning af forringelsen af torskebestandene er, at der nu optræder langt flere sild end tidligere, da færre ender som torskeføde. Til gengæld medvirker sildene til, at de mindre yngelårgange af torsk beskattes hårdt, da sildene æder kraftigt løs af torskelarverne – en ond cirkel, der altså er sat i gang af overfiskningen på torsk!

Der findes naturligvis stadig torsk i farvandene, men nu på for denne fiskeart optimale steder. Fx er det nærmest blevet umuligt for lystfiskere at fange torsk ved fiskeri fra kysten, hvor denne form for fiskeri ( forår og efterår) ellers gav udmærket for blot få år siden, og ved fiskeri fra båd er det (som før bemærket) kun få optimale steder, der kan fanges torsk.

LDL havde i efteråret 2002 visse forhåbninger til, at den alvorlige situation omsider var ved at være erkendt og ville blive rettet op af de ansvarlige politikere, men det nylige EU-forlig om fiskeriet slog effektivt disse forhåbninger i stykker. Forliget fastsatte alt for store kvoter i forhold til et ellers fornuftigt oplæg – for de indre farvande og Østersøen skete endda en lille udvidelse i forhold til det hidtil gældende, og øvrige punkter i forliget må anses for at være uden væsentlig effekt, hvis det da drejer sig om at ophjælpe bestandene.

Allerede nu er der sket en yderligere forringelse af forliget ved at der – under pres fra erhvervsfiskerne – er gennemført en udvidelse af antallet af fiskedage. Yderligere fortsætter uskikken med udsmid af brugelige, men døde fisk – med det formål, at kun hjemtagne, større fisk (der giver den bedste pris) regnes med til den fangne del af kvoten. Endelig sendes der nu signaler fra det større erhvervsfiskeri om, at man har til hensigt at overtræde fiskerireglerne fremover!

LDL er af den mening, at det nu er på tide – efter et dårligt forlig og dårlige erfaringer med et erhverv, hvor hensynet til øjeblikkelig indtjening går forud for hensynet til fremtiden – at politikerne nu har pligt til at vise, at udmeldingerne om genopretning af fiskebestandene ikke blot er det rene “mundsvejr”.

Hvad angår det ulovlige udsmid og truslerne om ” at blæse på reglerne” vil LDL anbefale en øjeblikkelig styrkelse af fiskerikontrollen og dens indsats.

Endvidere må det forhindres, at de store fiskefartøjer fra Nordsøen – når kvoter her er fisket op – finder kompensation ved at søge ind i indre farvande og Østersøen og fortsætte overfiskningen. Dette er sket flere gange og er den væsentligste årsag til nedgangen i torskebestandene her, som tidligere påpeget af LDL og mindre erhvervsfiskere i disse farvande!

LDL har flere gange fremført, at situationen kræver, at der udlægges større samlede havområder fri for trawlfiskeri. Det er alment kendt, at denne grove form for fiskeri skader den fangne fisk, så mange dør ( også undermålere) og dertil ødelægger bundforholdene. Det må være på tide at udlægge “havreservater” fredet for denne fiskemetode.

LDL har noteret sig, at Sverige og Tyskland gik imod EU-forliget ud fra hensynet til genopretning af fiskebestandene. Vi skal derfor anbefale, at Danmark søger samarbejde med disse to lande for udarbejdelse af effektive særordninger, der lever op til de intentioner, som også vort land angiveligt står for, hvad gælder beskyttelse af fiskebestande.

For nylig har LDL (i forbindelse med revision af bekendtgørelse vedr. mindstemål i saltvand) foreslået, at mindstemålet for torsk i indre farvande og Østersøen sættes op til 45 cm. Vi håber, dette forslag følges, da det er et skridt på vejen til at sikre, at flere fisk opnår gydemoden størrelse.

LDL håber, at ovenstående forslag, der må anskues som en samlet “pakke”, vil give anledning til, at danske politikere seriøst overvejer en effektiv indsats til fordel for de truede bestande. EU- forliget lever ikke op til dette og må ikke blive en “sovepude”, der blokerer for mere fornuftige tiltag.

Efter LDL’s mening kan EU-regler for fiskeriet ikke prioriteres højere end hensynet til fornuftige løsninger, der samtidig genopretter bestandene og sikrer erhvervsfiskeriets fremtid på længere sigt.

På LDL’ s vegne,

Bjørn Larsen

* Lomborg og lektionen

Den 7. januar 2003 fældede Udvalget for Vurdering af Videnskabelig Uredelighed (UVVU) så den endelige dom over tidligere lektor ved Institut for Statskundskab og nuværende direktør for regeringens Institut for Miljøvurdering (IMV).

Dommen var klar: Bjørn Lomborg kan ikke bedømmes som videnskabeligt uredelig, da man ikke kan bevise, at han har handlet bevidst og i ond hensigt. Udvalget konkluderede derfor kun, at Lomborg objektivt set er videnskabeligt uredelig.

Til gengæld konkluderede et enigt udvalg på 24 uafhængige forskere fra mange forskellige fagområder, at Bjørn Lomborgs meget omdiskuterede bog “Verdens Sande Tilstand” (på engelsk “The Sceptical Environmentalist”) ikke holder vand. UVVU konkluderede nemlig enstemmigt, at indholdet er

“i klar strid med normerne for god videnskabelig skik”

Denne dom vakte voldsom opstandelse overalt. Miljøministeren, som ellers tidligere har undsagt Bjørn Lomborg flere gange, bakkede pludselig 100% op om direktøren for IMV. Statsministeren, som i praksis selv havde bestemt, at det nye institut skulle oprettes, og at Bjørn Lomborg skulle være direktør, bakkede forventeligt ligeledes 100% op om sin Lomborg.

Siden fulgte en underskriftindsamling fra et stort antal fortrinsvis samfundsfaglige forskere, som mente, at UVVU’s dom var usaglig og udokumenteret. Knap 300 skrev under på protesten mod UVVU’s afgørelse – måske fordi de selv var blevet bange for at få deres egen forskning bedømt på samme måde.

Den samfundsfaglige protest udløste en anden underskriftindsamling – til støtte for UVVU og nu fra natur- og sundhedsvidenskabelige forskere. En forudsætning for at skrive under her var, at man som minimum havde en Ph.D. som forsker. Der indløb over 600 underskrifter, heraf flere meget prominente:

Blandt de prominente og internationalt anerkendte underskrivere til fordel for UVVU var den danske Nobelprismodtager i biokemi, Jens Christian Schou; professor Poul Harremoës, som tidligere var gået fra IMV’s bestyrelse i protest mod Bjørn Lomborgs aktiviteter, samt tidligere rektor for Københavns Universitet, Kjeld Møllgård.

Det hele resulterede foreløbigt i, at Forskningsstyrelsen lagde op til en præcisering af UVVU’s opgave og rolle. Samtidig skal alle IMV’s hidtidige rapporter evalueres af eksterne eksperter. Ikke uventet opfordrede oppositionen til, at Institut for Miljøvurdering nedlægges og Bjørn Lomborg fyres.

– Men hvordan kom det så langt, og hvorfor strides de lærde egentlig? I en kommende stor artikel gennemgås i kronologisk orden nogle af de hændelser, der førte til dagens stridigheder om miljøet og verdens sande tilstand. Det er artig læsning…

9. februar 2003

© Steen Ulnits

* Norske tamlaks ude af kontrol

Norge har endnu engang dokumenteret, at man overhovedet ikke har styr på hverken vildlaks eller tamlaks.

I 1993 toppede udslippene af tamlaks fra de mange norske havbrug – med det let målelige resultat, at næsten halvdelen af alle laks fanget i hav og fjord var undslupne tamlaks. Opdrætsfisk, som siden søgte op i ferskvand for dér at gyde sammen med vildlaksene – med en farlig og meget uønsket udvanding af vidlaksens arvemasse til følge.

Ikke nok med, at tamlaksene blander deres dårlige gener med vildlaksenes gode. Nej, de gyder typisk også en måned senere end vildlaksene – på de samme steder – hvorved tamlaksene graver vildlaksenes gydte æg op af bunden. Skaden fra udslippene af tamlaks er således dobbelt.

Havbrugerne lovede bod og bedring, og andelen af tamlaks i fangsterne til havs faldt da også i de efterfølgende år – til et minimum i 2001, hvor tamlaksene “kun” udgjorde omkring 30% af laksefangsterne ude i havet.

Men så gik det helt galt igen. I 2002 oplevede man således rekordstore udslip i den ydre Hardangerfjord – så store, at tamlaksene udgjorde hele 94% af den samlede laksefangst i havet.

Efterfølgende kunne de norske myndigheder rapportere til skræmte laksefiskere og -forskere, at nu udgjorde tamlaksene visse steder op mod eller over halvdelen af fiskene på gydepladserne oppe i elvene.

Det var blandt andet tilfældet i den lille Håelv, som kunne byde på ikke færre end 88% tamlaks blandt gydefiskene. Og det var tilfældet den lille storlakseelv Vosso, hvor hele 72% af gydefiskene var tamlaks.

Det var også tilfældet i Namsen, hvor hele 48% af gydelaksene sidste år var undslupne tamlaks. Et rekordstort antal. Forrige år var det blot 17%. I den nordnorske storlakseelv Alta udgjorde tamlaksene i 2002 hele 20% af gydebestanden. I Orkla var der tilsvarende “kun” 10% tamlaks på gydepladserne.

Da det statslige Rieber-Mohn udvalg for nogle år siden barslede med en stor hvidbog om tilstanden for den norske laks, var en af anbefalingerne, at der skulle oprettes et antal nationale laksefjorde med lakseelve, som var specielt beskyttelsesværdige. Lokaliteter, som derfor skulle skånes for havbrug med mulige udslip af tamlaks.

I skrivende stund må man konstatere, at den norske regering er lige så lidt miljøbevidst som den danske. I hvert fald har den norske regering netop barslet med forslag til færre nationale laksefjorde end oprindelig foreslået.

Samtidig har den norske fiskeriminister bebudet, at han har givet eller vil give tilladelse til 50 nye havbrug, 48 nye sættefisk-anlæg og 6 nye lakseslagterier i de foreslåede nationale laksefjorde.

Det lader til, at vi nu er vidne til den norske vildlaks’ endelige svanesang. Nordmændene vil helt enkelt hellere have tamlaks i burene end vildlaks i elvene…

5. februar 2003

© Steen Ulnits

* Fiskeplejen 2003: 32,2 mio. kr

I den endnu ikke underskrevne handlingsplan for 2003 regnes der med et samlet budget på 32,2 mio. kr.

Heraf afsættes 3,3 mio. kr. til drift af indbetalingsordningen. Dette er lagt ud til et privat firma, i øvrigt efter udbud.

400.000 kr. inddrages af Finansministeriet ved den såkaldte “budgetreduktion” til blandt andet finansiering af Fiskerikontrollens forøgede kontrolarbejde overfor sports- og fritidsfiskere.

Danmarks Fiskeriundersøgelser (DFU) får tilført 1,26 mio. kr. til løbende rådgivning (herunder udarbejdelse af handlingsplan og statusrapporter) i fersk- og saltvand. Denne servicering går til myndigheder, fiskeriorganisationer og private personer i spørgsmål vedrørende fiskeplejen.

Herefter fordeles 19,96 mio. kr. til ferskvandsudvalget og 7,25 mio. kr. til de marine aktiviteter.

Ferskvandsudvalgets budget fordeles til:

1) bestandsophjælpning (laksefisk og fisk i søer) med 11,83 mio. kr.,

2) projekter (fiskeplejekonsulenten, udsætningsplaner, udsætningsforsøg, biologi for laks og ørred, sø- og brakvandsundersøgelser) med 5,93 mio. kr. og

3) vandløbsrestaurering med 2,2 mio. kr.

Bestandsophjælpning og vandløbsrestaurering er to sider af samme sag, og udgør således 70 % af de samlede midler indenfor ferskvandsudvalgets budget i 2003.

Af det marine udvalgs budget udgør udsætninger af ål, helt og skrubbe i alt 3,81 mio. kr. svarende til 49 % af det afsatte beløb under det marine udvalg.

Når ministeren godkender den endelige plan vil DFU på www.fiskepleje.dk gennemgå planen nærmere.

26. januar 2003

© Steen Ulnits

* Rekordstor konfiskation hos Esbjerg-fiskere

Byretten i Esbjerg besluttede først i januar – for øvrigt selvsamme dag, hvor Bjørn Lomborg blev erklæret for “objektivt videnskabeligt uredelig” – at 12 Esbjerg-fiskere skulle have konfiskeret deres fortjeneste ved ulovligt fiskeri sidste år.

Alt i alt konfiskeredes de 5,4 mio. kroner, som de ulovlige fangster af industrifisk havde indbragt. Fangsterne indeholdt 50-70% sild, hvor de højst måtte indeholde 20%. De dømte fiskere havde erkendt ulovlighederne, men mente, at de havde fået straf nok allerede – i form af en måneds karantæne mod videre industrifiskeri.

De havde dog lov til i stedet at fiske efter konsumfisk i den måned, de havde karantæne, og behøvede derfor ikke at mangle brød på bordet. De 12 Esbjerg-fiskere har alligevel valgt at anke dommen om konfiskation til Landsretten.

Fortsættelse følger således.

26. januar 2003

© Steen Ulnits

* Århus Bugt stadig truet af iltsvind

Bedst som man troede, at nu var Århus Bugt atter fri af eftersommeren og efterårets store iltsvind, kom der nye dårlige bulletiner fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU).

DMU meldte i december sidste år, at sommerens massive iltsvind nu kan vise sig at være en langsigtet trussel for bestanden af fladfisk og torsk. Det viser sig nemlig, at dette års iltsvind har fundet sted i områder, hvor man ikke tidligere har oplevet iltsvind. Altså har iltsvindet indtaget nye områder af den smukke bugt, hvor alt er lagt øde – fisk, fødedyr og planter.

I den forbindelse skal man huske, at det ikke er nok, at vandet nu igen indeholder tilstrækkeligt med ilt. Fiskene vender nemlig ikke tilbage igen, førend der atter er føde til dem. Og der vil gå flere år, førend fødedyrene atter har indtaget bugten. Og først da vil rovfiskene følge efter. Endnu et iltsvind vil udskyde retableringsprocessen tilsvarende.

Formanden for Folketingets miljøudvalg, Venstres Eyvind Vesselbo fra Århus, udtalte efterfølgende, at DMU’s nye meldinger vil få betydning for indholdet af den kommende Vandmiljø-handlingsplan III. Den skal tage over, hvor først I’eren og siden II’eren kom til kort over for landbruget.

Gid det var så vel. Efterhånden vil man jo se det på tryk og i praksis, før man tror på det. Og når ordene så endda kommer fra en Venstre-politiker, bliver skepsis ikke mindre. Venstre, bønder og vandmiljø er traditionelt en livsfarlig cocktail for sidstnævnte…

19. januar 2003

© Steen Ulnits

* Nul kroner til undersøgelse af iltsvind

Effekterne af store iltsvind undervurderes ofte. Når først efterårsstormene har blandet vandet op igen og bragt ilten tilbage til dybet, ånder alle lettet op.

Men det er alt for tidligt og helt forkert. For når først iltsvind har lagt et område øde, vender fisk og fugle ikke tilbage igen – blot fordi der atter er ilt i vandet. For føden er nemlig væk, og føden er jo eneste årsag til, at fisk og fugle er, hvor de er. Og typisk tager det flere år – måske i størrelsesordenen fem år – førend en fauna af fødedyr atter har etableret sig.

Vi skal derfor ikke regne med, at torsken atter vil vende tilbage til Århus Bugt efter sommerens omfattende iltsvind. Vi må også regne med, at fuglene ligeledes vil aftage i antal med de døde muslinger. Dansk Ornitologisk Forening (DOF) har netop beklaget, at Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) ikke har de fornødne 750.000 til at foretage optælling af havfugle i januar og februar.

Meget belejligt for miljøministeren, som på denne snedige måde måske undgår, at der kan sættes konkrete tabstal på sommerens landbrugsforårsagede iltsvind. På denne snedige måde undgår regeringen fornyede udgifter til miljøet, der jo meget let kunne udskyde de lovede skattelettelser på ubestemt tid…

Her går det rigtig godt.

19. januar 2003

© Steen Ulnits

* Grønsund langt fra grønt igen

Forrige års oliekatastrofe i Grønsund ud for Møn på Sydsjælland er ikke en overstået affære. Således kan man i dag stadig måle et for højt indhold af olierester i muslinger og skrubber fra dette område.

Det var landets hidtil værste oliekatastrofe, der indtraf, da “Baltic Carrier” den 29. marts 2001 kolliderede med et andet skib i Kadetrenden øst for Falster. 2.400 tons svær fuelolie strømmede ud i Østersøen og drev siden ind i Grønsund, hvor det blev skyllet op på kysterne ved Nordøstfalster, Møn, Farø og Bogø.

Det er blandt andet på sydsiden af Møn og Bogø, der stadig kan måles kritisk høje værdier af olierester i muslinger og skrubber. Så selv om den synlige del af olien er væk, er de giftige rester stadig at finde i fødekæden snart to år efter – endda i kritisk høje værdier.

19. januar 2003

© Steen Ulnits

* Comeback for sværdfisk efter fredning

Der er langt mellem solstrålehistorierne i denne verden, når det gælder truede fiskebestande. Men her er for en gangs skyld én af slagsen. En rigtig solstrålehistorie, der kan varme lidt i vinterkulden:

International Commission for the Conservation of Atlantic Tunas (ICCAT) kunne på et møde i Miami, Florida fortælle, at den atlantiske sværdfisk har gjort et comeback, der overstiger selv de vildeste forventninger. Således kunne ICCAT’s biologer meddele, at bestanden af atlantiske sværdfisk nu har nået 98% af det niveau, som er nødvendigt for det maksimale udbytte af fiskeriet. Dette efter en fredningsplan, der blev vedtaget så sent som i 1999.

I de seneste år har USA ikke kunnet fange den tildelte kvota af sværdfisk – blandt andet på grund af disse fredningsforanstaltninger – og såvel fiskere som forskere har derfor frygtet, at USA eventuelt ville bruge sin resterende kvote i byttehandel med andre lande.

Budskabet er derfor nu, at USA skal beholde sin kvota og ikke give den til andre nationer, som ikke gør noget for at genskabe bestanden af sværdfisk i Atlanterhavet. Budskabet er også, at fredninger lønner sig, når de foretages i tide – før bestandene er nået ned under et kritisk niveau. Som tilfældet var med torskene ud for Newfoundland, der endnu ikke har formået at retablere sig efter en total nedfiskning.

13. januar 2003

© Steen Ulnits

* Snæbel snupper EU-millioner

Fra naturens hånd er snæbelen hjemmehørende i de vandløb, der udmunder i Vadehavet. Det er en laksefsk, der er nært beslægtet med helten – blot er den havvandrende og har en markant forlænget mørk snude, som har givet fisken navn.

I dag er snæbelen i højeste grad en truet fisk. Således er snæbelen i EU’s habitatdirektiv optaget på listen over “strengt beskyttede arter”, og af samme årsag er den danske stat forpligtet til at sikre den det, man i EU kalder “en god bevaringsstatus”.

Men det er imidlertid lettere sagt end gjort. Da man i 1980’erne fandt ud af, at der stadig eksisterede små bestande af snæbel i Vidå, Brede Å og Ribe Å, satte man foranstaltninger i gang, som skulle sikre artens fremtid. Det lykkedes imidlertid ikke ret godt. Således er bestanden alle steder i tilbagegang, hvilket primært skyldes et dårligt vandmiljø i de sønderjyske åer.

Da Danmark huser de sidste bestande af den nordeuropæiske snæbel, hviler der et specielt ansvar på de danske skuldre. Præcis som tilfældet var og stadig er med skarven. Derfor er Sønderjyllands og Ribe Amter sammen med Skov- og Naturstyrelsen gået i gang med at lave en national forvaltningsplan for snæbelen. Men en sådan koster mange penge at føre ud i livet, og derfor regner man med, at EU vil spytte en tocifret millionbeløb i kassen.

Så kom ikke og sig, at EU aldrig er godt for noget!

13. januar 2003

© Steen Ulnits

* Skjernå på skinner

Så lykkedes det langt om længe at få lagt de sidste dele af den nu retablerede Skjernå på plads. 3 millioner kubikmeter jord er flyttet for at lægge Skjernå i nye eller rettere gamle sving. 2.200 hektar ligger nu hen som vådområde til glæde for ikke mindst fuglelivet. Og 280 millioner kroner har hele herligheden kostet, siden projektet blev besluttet sidst i 1980’erne.

Nu er så det sidste gravearbejde tilendebragt, og nu mangler der blot en håndfuld større broer og mindre spange samt lidt trækfærger, der kan bringe gående og cyklende over den “nye” Skjernå. Skov- og Naturstyrelsen forventer det sidste færdigt til sommeren 2003. Europas hidtil største naturgenopretningsprojekt er da en realitet.

Naturelskerne glæder sig, mens mange bønder river sig i håret over al den natur, som nu er kommet tilbage. Til trods for, at det var samfundet, der i sin tid bekostede den dyre regulering af åen. Og til trods for, at landmændene efterfølgende kunne købe den nyindvundne landbrugsjord for en slik. Og til trods for, at de nu igen blev kompenseret for tabet af den nye jord, der i mellemtiden var “brændt sammen” og havde mistet en meget stor del af sin værdi.

I den forbindelse kan man så blot håbe på, at EU-landbrugsstøtten som planlagt snart bortfalder helt. Så landbruget igen kan blive det liberale erhverv, det så gerne vil kalde sig. Uden den landbrugsstøtte, der i en leder i Jyllands-Posten blev kommenteret således:

“Datoen den 1. januar 2015 er vel valgt, da den giver EU 10 lange år til at få omstillet landbruget til den ny virkelighed, der er den eneste rigtige. Selvsagt vil en afvikling af landbrugsstøtten være overordentlig kompliceret og sine steder gøre meget ondt, men landbruget må sammen med Europas politikere bringes til at indse, at statsstøtten, som den har fået lov til at udvikle sig, er endt i et afhængighedsforhold af offentlige kasser, der for de almindelige forbrugere til forveksling ligner narkomanens behov for næste fix.

Landbruget fortjener at få sin frihed tilbage, og det kan kun ske ved at fjerne al statsstøtte”. Citat slut.

Såvidt Jyllands-Posten. I den forbindelse bør der erindres om, at man på New Zealand for nogle år siden fjernede statsstøtten til landbruget i ét hug. Og det skete der ikke noget ved. Landbrugerne lærte blot at klare sig selv på normale markedsmæssige vilkår.

EU planlægger nu at sætte importtolden på landbrugsvarer ned med 36%. At reducere eksportstøtten med 45%. Og endelig at fjerne 55% af den direkte og konkurrenceforvridende støtte til landmændene. Altsammen for at få råd til optagelsen af de ti nye EU-lande.

Virkelighedens verden banker nu på hos danske landmænd og deres nordeuropæiske koleger. Til gavn for alle – forbrugerne, miljøet og de fattige tredjeverdenslande. Glædeligt nyt her kort efter årsskiftet.

13. januar 2003

© Steen Ulnits

* FN: 2003 erklæres for “Vandets År

Det er ikke vand, vi mangler her på Planet Jorden. Hele 70% af Jorden er nemlig dækket af vand. Men 97,5% af dette vand er saltvand og udrikkeligt. Af de resterende 2,5%, som er ferskvand, er de 2% bundet som is ved polerne. Der er således ikke meget tilgængeligt ferskvand for planter, dyr og menesker.

De Forenede Nationer (FN) har derfor erklæret 2003 for “Vandets År”. Et år, hvor FN vil sætte fokus på de stigende problemer, der er med at skaffe verdens voksende befolkning tilstrækkelig med rent vand. Et år, hvor der vil blive sat kraftigt fokus på de krige, der allerede udkæmpes om vandet – eksempelvis i Mellemøsten. Og den forurening, der forvandler livgivende drikkevand til dødbringende spildevand.

FN’s generalsekrætær Kofi Annan spår, at vand vil blive et stigende problem for menneskeheden. Han konstaterer samtidig, at det allerede er tilfældet for en milliard mennesker verden over. Hvert år dør mere end 3 millioner mennesker på grund af dårligt drikkevand. Kofi Annan er dog også optimistisk. Således mener han, at netop behovet for rent vand i tilstrækkelige mængder vil kunne forene stridende folkeslag.

Det stigende behov for vand har allerede nu medført, at store floder som Colorado River i USA og Yangtsekiang i Kina i perioder løber tør for vand, før de når havet. En bæredygtig udnyttelse af vandet vil derfor ikke blot gavne menneskeheden. Miljøet vil i høj grad også profitere på det.

På FN’ s Millennium topmøde besluttede man, at antallet af mennesker uden rent drikkevand skulle halveres inden 2015. Under mottoet “More Crop per Drop” vil FN nu søge at skabe en bedre forståelse for disse problemer.

Måtte 2003 for alvor blive “Vandets År”. Den 22. marts bliver i hvert fald “Vandets Dag”, idet FN den dag planlægger arrangementer verden over med fokus på netop vand.

6. januar 2003

© Steen Ulnits

* – 2002 ny varmerekord?

Alle kan huske, at vi havde en rekordvarm og rekordlang sommer i år. Helt hen i september kunne man bade i vand, der var mere end 20 grader varmt. Alle kan sikkert også huske, at vi efterfølgende havde rekordstore iltsvind overalt i de indre danske farvande – resultatet af et meget vådt forår med stor udvaskning af næringssalte fra landbruget kombineret med den meget lange og varme sommer.

Nu kan meteorologerne så fortælle os, at 2002 kommer med på Top Tre listen over de varmeste år siden 1856, hvor man første gang begyndte med systematiske målinger af det danske klima. Faktisk er de ti varmeste år i nyere tid alle registreret siden 1990. Rekordåret var 1998, der regnes for det varmeste år i de sidste 100 år. På andenpladsen kom så sidste år, men det er ikke sikkert, at 2001 kan holde andenpladsen. 2002 kan nemlig meget vel gå hen og slå den på stregen.

Alle klimaforskere er i dag enige om, at vi står over for en global opvarmning, der kun lige er begyndt. Der hersker derimod stadig uenighed om, i hvilket omfang man kan give den menneskeskabte drivhuseffekt skylden. Hvorvidt vor afbrænding af fossile brændstoffer som kul, olie og gas sender så meget CO2 op i atmosfæren, at den øger drivhuseffekten måleligt.

Alle regner det dog for givet, at 2003 bliver endnu et varmt år.

6. januar 2003

© Steen Ulnits

* Polarisen smelter

I forbindelse med den globale opvarmning – om den så skyldes almindelige klimavariationer og/eller den menneskeskabte drivhuseffekt – smelter isen ved polerne. Amerikanske forskere regner således med, at omkring 20% af isen ved Arktis vil være smeltet bort inden år 2050.

Men ikke nok med det. Is reflekterer nemlig omkring 80% af solens stråler til verdensrummet, mens vand tilsvarende absorberer 80% af energien. I takt med at isen forsvinder ved polerne, vil vandet således varmes yderligere op, hvorved den globale opvarmning tiltager endnu mere. En ond cirkel, hvis konsekvenser vi på nuværende tidspunkt kun kan gisne om, er i gang.

6. januar 2003

© Steen Ulnits

* 2002-2003: Nytårshilsen 

2002 blev endnu et interessant år. Et år, der bød på spændende rejser, nye fiskevande og anderledes udfordringer på mange felter.

Men 2002 kom især til at stå i TV’s tegn. I 2001 havde jeg fornøjelsen at medvirke i tre TV-udsendelser fra Skotland og to fra Tanzania. I 2002 var det så de hjemlige vande, der måtte holde for – i hele fire TV-programmer om de mange fiskemuligheder, vi har i lille Danmark. “Fiskeri under pres” kunne man godt kalde det, for det er altså sin sag at fange fisk på kommando. Ikke nok med, at fiske- og filmdagene er udvalgt flere måneder i forvejen. Kameraholdet skal jo bookes, og dermed fanger bordet – uanset vejr, vind og vandstand.

Nej, man skal også fiske med et kamera kørende for næsen af sig, mens man desperat prøver at koncentrere sig om at få tørfluen til at lande præcis for snuden af en ringende fisk. Det kan godt give sved på panden og en ekstra rynke sammesteds. Men det var en udfordring, og det gik godt. Vi fangede de fisk, vi skulle, og de fire programmer gik i luften. Først på DR2 – siden på landsdækkende DR. Og vi havde den store glæde, at det sidste af programmerne blev set af omkring 100.000 mennesker. Hvilket alle seere naturligvis skal have stor tak for. Det resulterede nemlig i, at der også i 2003 kommer en håndfuld nye DR-programmer om lystfiskeri i Danmark.

Desværre blev 2002 også det år, hvor det største iltsvind i mands minde ramte de indre danske farvande. Det kom nu ikke bag på os, der havde oplevet forårets rekordstore nedbør og set vandet i Århus Å gå over både åens og Brabrand Søs bredder. Så meget vand kom der, og så mange næringssalte blev der vasket ud af jorden, at landbruget efterfølgende måtte sprede mange tons ekstra gødning ud over deres marker. De mange udvaskede næringssalte forårsagede siden algeblomst, iltsvind og bundvendinger overalt i de indre danske farvande – godt hjulpet på vej af en sommer, der var varmere og længere end normalt.

2002 blev dermed året, hvor mange kvadratkilometer dansk havbund blev lagt øde. Flere end nogensinde. Hvor fisk og bunddyr døde i mængder, der aldrig tidligere er set . Altsammen forårsaget af et alt, alt for intensivt dansk landbrug, som – desværre med de folkevalgte politikeres samtykke – ser stort på vandmiljøet, når blot det kan tjene penge og udvide svineproduktionen yderligere. De første 25 millioner grise er allerede nået, og nye mål er sat.

Alt var dog ikke kun skidt. 2002 blev også året, hvor jeg fik gjort status over 25 års rejser til eksotiske fiskevande i fjerne lande. Resultatet blev bogen “Fiskerejser til fjerne lande” på Gyldendals Forlag. Den beskriver på 360 sider og med 255 farvefotos 25 forskellige destinationer, som jeg har besøgt gennem de sidste 25 år. Det største problem ved at skrive bogen var såmænd at vælge lande og vande fra, for mange gode oplevelser og fangster kunne ikke komme med i “Fiskerejser til fjerne lande”. De bedste er der, men mange andre gode venter stadig på at komme på tryk. Det skal dog nok komme – før eller siden!

Til slut skal jeg ikke glemme, at endnu en Ulnits bog så dagens lys i det forgangne år. Det var “Absolut sandfærdige fiskehistorier” – en samling fortællinger på 112 sider fra danske åer, søer og kyster. Det er en ganske personlig bog, som blev vel modtaget. Det var jeg naturligvis meget glad for. Jeg er jo ellers mest kendt for mine hardcore fagbøger.

– Måtte 2003 blive endnu et Godt Nyt Fiskeår!

1. januar 2003

© Steen Ulnits

* Lystfiskeri på DR TV

DR sender i de kommende fire uger fire helt nye programmer om lystfiskeri i Danmark. Programmerne omhandler lystfiskeri i dagens Danmark, som alle kan opleve – det være sig ved å, sø eller kyst. I alle fire programmer er Jens Henrik Rafn ude med Steen Ulnits ved dennes favoritvande:

* 10.000 fisk kan ikke tage fejl

Det første af de fire nye programmer omhandler kystfluefiskeri efter havørred. Stedet er Randers Fjord, og måneden er april. Havørrederne trækker rundt på det lave og stadig kolde vand – et oplagt bytte for en korrekt fisket flue. Men vi er ikke alene om fiskene – sælerne er der også…

Sendes i aften torsdag den 31.10. klokken 19.30 på DR2.

Genudsendes på DR2 onsdag den 6. november klokken 17.10

Genudsendes på DR1 lørdag den 9. november klokken 13.10

* Med tørflue og nymfe

Det andet program i den nye serie omhandler fiskeri med tørflue og nymfe efter bækørred og stalling. Stedet er øvre Gudenå, og måneden er juni. De store majfluer sværmer, og fiskene er kræsne. Men både rødplettede bækørreder og storfinnede stallinger må alligevel bide i græsset.

Sendes torsdag den 7. november klokken 19.30 på DR2.

Genudsendes på DR2 lørdag den 9. november klokken 18.30

Genudsendes på DR2 onsdag den 13. november klokken 16.00

Genudsendes på DR1 lørdag den 16. november klokken 13.30

* Fisketur på søen

Det tredje program i den nye serie omhandler spinnefiskeri efter gedde og aborre på søen. Stedet er Glenstrup Sø, og måneden er september. Vandet er stadig varmt og algefyldt, men alligevel kommer der fisk i båden og røgeovnen – sortstribede aborrer og skarptandede gedder.

Sendes torsdag den 14. november klokken 19.30 på DR2.

Genudsendes på DR2 lørdag den 16. november klokken 18.30

Genudsendes på DR2 onsdag den 20. november klokken 16.00 på DR2

Genudsendes på DR1 lørdag den 23. november klokken 13.25

* Fjordfiskeri

Det fjerde og sidste program i rækken omhandler fiskeri på nedre Gudenå, hvor ferskvand møder saltvand og et hav af forskellige fiskearter kan træffes på et begrænset område. Fokus er dog lagt på de store brakvandsaborrer, som fra Randers Fjord søger op i Gudenåen for at gyde.

Sendes torsdag den 21. november klokken 19.30 på DR2.

Genudsendes på DR2 onsdag den 27. november klokken 16.00 på DR2

Genudsendes på DR1 søndag den 1. december klokken 14.45

* Ny bog: “Fiskerejser til Fjerne Lande” 

“Fiskerejser til Fjerne Lande” er den seneste bog fra Steen Ulnits – en personlig beretning om rejser i 25 lande på 25 år. Om ture i vildmarken, dramatiske oplevelser og dyster med spændende og eksotiske nye fiskearter i følgende verdensdele:

• Skandinavien
• Rusland
• Nordamerika
• Mellemamerika
• Sydamerika
• Afrika
• Australien

I dag har vi mulighed for at rejse mere og længere end nogensinde. Det betyder, at nye fiskevande til stadighed dukker op. Spændende lokaliteter, der skal udforskes, og nye fiskearter, der skal fanges.

I “Fiskerejser til Fjerne Lande” kan man læse om alle mulige former for fiskeri i tropiske såvel som arktiske lande og midt imellem. Der vil være alt fra stillehavslaks og steelheads over bonefish og tarpon til barramundi og tigerfish. Marlin og sailfish er naturligvis også med – havkatte og helleflyndre ligeledes. Det hele krydret med hidsige hajer og grådige grizzly’er!

Men fiskerejser kræver planlægning og viden. I denne bog deler forfatteren sine erfaringer med læseren fra mange års fiskerejser, hvor udgangspunktet har været at opleve de oprindelige fisk i deres autentiske omgivelser.

“Fiskerejser til Fjerne Lande” er på 360 sider, indbundet og med ikke færre end 255 flotte farvefotos. Den vejer da også hele 1,2 kg, men koster alligevel beskedne 299,-.

Er i boghandelen fra 10. april. Klik her, hvis du vil læse tidligere udenrigsminister Uffe Elleman-Jensens anmeldelse af bogen i Jyllands-Posten den 20. april.

* Lomborg under luppen

Som tidligere nævnt på denne side er dansk miljøpolitiks enfant terrible, direktør Bjørn Lomborg fra det nyoprettede Institut for Miljøvurdering, indklaget til den danske stat for “videnskabelig uredelighed”.

Sagen er under behandling i disse dage. Den blev oprindelig stilet til Praksisudvalget ved Århus Universitet, hvor Bjørn Lomborg imidlertid selv har været ansat, og blev derfra ekspederet videre til Udvalget Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU). Her arbejder man nu på at komme med en afgørelse inden Jul.

Det er især anerkendte udenlandske naturvidenskabelige forskere og tidsskrifter som Nature, Science og Scientific American, der har klaget over Lomborgs uredelige omgang med andres resultater og undersøgelser. For ganske nylig har også Dansk Meteorologisk Institut (DMI) sat store spørgsmålstegn ved Lomborgs “profetier” og “analyser”.

Allersenest har den danske returpapirbranche taget stærk afstand fra Bjørn Lomborg efter hans “redegørelse” for, at det vil være bedre for samfundet, hvis man i stedet for at genbruge det afbrænder en vis mængde papir.

Denne afstandtagen har været så voldsom, at miljødirektøren for Danmarks største papirgenbrugsvirksomhed Brødrene Hartmann, Anna Lisa Mortensen nægter ethvert fortsat samarbejde, når Lomborg konsekvent misbruger de udleverede data. – Lomborg lader håndt om en årlig omsætning på flere milliarder kroner og flere tusinde arbejdspladser i tilknytning hertil, siger hun.

Til gengæld og ikke uventet er Lomborg blevet berømmet af økonomiske tidsskrifter som Financial Times, The Guardian og The Economist – blade, der repræsenterer økonomiske interesser og derfor blade, som hylder Lomborg for at nedvurdere miljøbekymringen over “Verdens Sande Tilstand”. For øvrigt titlen på Lomborgs mest kontroversielle bog.

Det skal blive spændende at se UVVU’s svar på de mange klager fra ind- og udland. Om Rasmus Modsat i person af Bjørn Lomborg også fortsat skal slippe godt fra at jonglere med andres miljøtal efter forgodtbefindende.

17. december 2002

© Steen Ulnits

* Nutidens Unge er…

…ikke miljøbevidste. Det er sørgeligt, men det er sandt, og vi vidste det faktisk godt i forvejen – i hvert fald de af os, der regelmæssigt færdes i cafémiljøet langs den åbnede del af Århus Å:

Mange unge er nogle svin. Intet mindre. De smider affald i tonsvis, så byens renovationsarbejdere må stå ekstra tidligt op for at fjerne affald fra aftenen før på Den Spanske Trappe ved Århus Å. Til stor ærgrelse for mange af byens borgere, der jo alle må betale for de unges svineri.

Nu har en undersøgelse foretaget af Institut for Opinionsanalyse sort på hvidt dokumenteret, at unge mellem 18 og 24 år er meget lidt miljøbevidste – meget mindre end deres forældre og bedsteforældre: De køber færre økologiske og miljømærkede varer. De køber færre elsparepærer, og de er dårligere til at sortere deres affald, inden de smider det ud. Endelig er de dårligere til at bortskaffe miljøfarligt affald på den rette måde.

Deprimerende, for det er jo de unge, der skal løfte arven efter deres miljøforkæmpende forældre og bedsteforældre. Noget må være gået gruelig galt i opdragelsen – om det så er forældrenes eller samfundets skuld.

Nutidens Unge er ikke, hvad de engang har været. Ikke engang Ræverøde Rønnebær.

17. december 2002

© Steen Ulnits

* “Penicillinsvineri”

Under denne overskrift tager en leder i Jyllands-Posten skarpt afstand fra danske svinebønders brug af antibiotika.

Vi har set det før, og vi ser det nu igen: Man kan ikke sætte dansk landbrug til selv at tage ansvaret for at administrere sig selv. Så går det straks galt. Selvjustits er en by i Rusland, når danske bønder skal tjene penge. Så må naboerne lide under en ulidelig gyllestank, og så må vandmiljøet lide under algeblomst, iltsvind og bundvendinger, som vi i år har set det i rekordformat.

I 1999 indvilligede danske svinebønder frivilligt i at standse brugen af de forkætrede antibiotiske vækstfremmere til svineproduktion. Her i 2002 viser det sig så, at man ganske vist ikke længere bruger vækstfremmere. Alligevel er svinebøndernes brug af antibiotika næsten fordoblet i løbet af de seneste seks år – ganske enkelt fordi svinebønderne blot har erstattet vækstfremmerne med medicin, som danske dyrlæger – frivilligt eller ufrivilligt – skriver recepter på.

Der er således to skyldige parter i denne sag: Bønderne, der beder dyrlægerne om at ordinere den ønskede antibiotika. Og så dyrlægerne, der lader hånt om såvel etiske forhold som mere langsigtede perspektiver i form af resistens hos sygdomsfremkaldende bakterier blandt svinene.

EU har nu kig på sagen og vil tilsyneladende vedtage et forbud mod enhver form for antibiotiske stoffer i foder inden 2006. Desværre har EU ingen umiddelbare planer om restriktioner for decideret medicinering, som det foregår nu.

Jyllands-Posten slutter sin leder med følgende svada til såvel landbrug som dyrlæger:

“Efterhånden tyder meget på, at samfundet må gribe ind med faste regler og håndfaste sanktioner. Beklageligt, men åbenbart nødvendigt, når selvdisciplinen i branchen ikke slår til”. Citat slut.

16. december 2002

© Steen Ulnits

* EU trækker torsk i land

Efter i længere tid at have fremført planer om at totalfrede torskebestanden i Nordsøen, trækker EU’s fiskerikommission nu i land.

Efter pres fra fiskerierhvervet har EU’s fiskerikommissær trukket noget i land og truer nu blot med stærkt reducerede kvoter for torsk, hvilling og rødspætte. Dette til trods for, at det Internationale Havundersøgelsesråd ICES har anbefalet et totalforbud mod videre fiskeri.

Således taler man nu om at reducere kvoten for torsk med hele 80%, hvilling med 70% og rødspætte med 40%. Kommissionen refererer i den forbindelse til Canada, hvor overfiskeri fik torskebestanden ud for Newfoundland til at kollapse helt. Trods flere års totalfredning er bestanden endnu ikke kommet sig, og 30.000 fiskere og fiskeforarbejdere er derfor stadig arbejdsløse.

Man må så håbe, at det ikke allerede er for sent i Nordsøen. Men man kan frygte det og måske især frygte, at fiskerne også fremover vil snyde med fiskeriet og indlande torsk, som påstås fanget i helt andre farvande. Det har man nemlig gjort i mange tilfælde, og hvorfor skulle fiskerne ikke blive ved med den slags kriminalitet?

10. december 2002

© Steen Ulnits

* Fortsat biogas

Den danske biogasindustri kan nu ånde lettet op. Den blev nemlig reddet på stregen af erhvervs- og økonomiminister Bent Bendtsen, som for nylig besluttede, at strøm fra biogasanlæg også efter nytår skal afregnes med 60 øre per kWh – en politisk fastsat pris, der er tre gange markedsprisen.

Danske biogasvirksomheder behøver nu ikke gøre alvor af, hvad de har truet med – nemlig at flytte produktionen til Tyskland, hvor biogas afregnes med hele 74 øre per kWh. De kan i stedet fortsætte med at omdanne dansk gylle til dansk biogas og dermed afhjælpe noget af problemet med de stigende gyllemængder fra den voksende danske svineproduktion.

Det har vakt politisk harme, at det på denne måde er borgerne, som via deres skattekroner er med til at betale for afhjælpning af landbrugets selvskabte problemer. Således mener man fra Socialdemokratiet, at der som kompensation burde afkræves en biogasafgift på hvert kilogram slagtet svin. Det lyder ikke som nogen dårlig eller urimelig idé. Lad forureneren betale.

10. december 2002

© Steen Ulnits

* Dansk miljøbistand til Litauen

Der har været talt og skrevet meget om den nye regerings besparelser på den såkaldte “øststøtte” – miljøbistanden til blandt andet de baltiske lande. En form for hjælp til selvhjælp, da næringssaltforurening fra disse lande i sidste ende havner i danske farvande, hvor de er medvirkende årsag til algeblomst, iltsvind og bundvendinger, som vi har set det i dette år.

Nu bortfalder således den støtte, der har gjort det muligt at bygge store centrale rensningsanlæg som det, den danske miljøminister for nylig kunne indvi i Litauens hovedstad Vilnius. Heldigvis vil en fremtidig indlemmelse af netop Litauen i EU åbne op for nye pengekasser til fremtidig bygning af lignende rensningsanlæg.

Oppositionen har alligevel klaget over, at regeringen har skåret så dybt i sin øststøtte. Således mener Socialdemokratiet, at øststøtten blot skulle være flyttet længere østpå – til andre lande ved Østersøen, som aldrig vil blive indlemmet i EU, og som ikke selv har midler til at rense deres spildevand før udledning i Østersøen.

Det ville gavne tilstanden i de indre danske farvande. Typisk koster det kun en tredjedel eller fjerdedel at fjerne en given mængde kvælstof fra spildevandet i østlande sammenlignet med vestlande. Hvad der er sparet her, kan således hurtigt være spildt.

10. december 2002

© Steen Ulnits

* Mere kvælstof end først anslået

Nye beregninger har nu vist, at dansk landbrug midt i 1980’erne udledte langt mere kvælstof til miljøet end først antaget. Altså mere end de mængder kvælstof, der i 1987 førte til vedtagelsen af den første danske Vandmiljøhandlingsplan.

Dengang regnede man med et kvælstoftab til åer, søer og kyster i størrelsesordenen 260.000 tons om året. Nye beregninger foretaget af Danmarks Jordbrugsforskning og Danmarks Miljøundersøgelser i fællesskab viser således, at der reelt blev udledt 50.-60.000 tons mere end dengang antaget.

Målet med Vandmiljøhandlingsplan I var at reducere udledningen af kvælstof med 50%. Reelt ser det nu ud til, at det vil lykkes at nå en reduktion i udledningen på omkring 45% i år 2003 – 16 år efter planens vedtagelse. Og det er slet ikke nok, når man tager i betragtning, at landbrugets gylleproduktion er steget voldsomt i de forgangne år.

Vandmiljøhandlingsplan II strammede lidt op på tingene fra sin forgænger, men formåede heller ikke at komme de støt stigende forekomster af algeblomst, iltsvind og bundvendinger til livs – dem, der kulminerede med ny rekord i netop forgangne sommer og efterår.

Nu venter vi så spændt på at se Vandmiljøhandlingsplan III, der skal tage højde for både den stigende gylleproduktion og de stigende temperaturer.

6. december 2002

© Steen Ulnits

* DMI: Lomborg uvidenskabelig

Nu kom det så fra officielt hold, hvad vi andre længe har vidst: Lektor Bjørn Lomborg fra regeringens nye Institut for Miljøvurdering er uvidenskabelig i sine udtalelser og skriverier.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) anklager nu i et notat til trafikminister Flemming Hansen direktør Bjørn Lomborg for kun at vælge kildemateriale, der understøtter hans egne, forudfattede meninger og konklusioner samt bagatellisere væsentlige klimaændringer. Således kritiserer Lomborg FN for at overvurdere den globale opvarmning og dens effekt på miljøet. Samtidig ser han stort på betydningen af et tyndere ozonlag for folkesundheden.

Notatet fra DMI kommer på et tidspunkt, hvor Udvalget Vedrørende Videnskabelig Uredelighed er i gang med at behandle et stort antal klager over Bjørn Lomborg og hans lemfældige omgang med sandheden. Ikke mindst Lomborg’s bog fra 1999, “Fremtidens pris – talmagi i miljødebatten”, udløste mange klager over misbrug af tilgængeligt talmateriale.

Folketingsmedlem Pernille Blach Hansen kalder DMI’s udmelding for “overraskende barsk”, når der tages i betragtning, at den kommer fra ministeriets egne embedsmænd. “Det er første gang, vi får en statslig, faglig vurdering af Bjørn Lomborgs arbejde. Kritikken viser, at Bjørn Lomborg bevidst fordrejer oplysningerne i en retning, som skal gøre os mindre bekymrede”.

Med andre ord: Lomborg er en fusentast, der enten ikke aner, hvad han snakker om – eller har en slet skjult dagsorden med det. Og hvad ved for øvrigt en samfundsforsker om biologi, økologi og miljø? Sikkert lige så meget som en biolog ved om samfundsøkonomi og økonomiske teorier. Meget lidt.

Lad dog eksperterne beskæftige sig med og udtale sig om de ting, de er uddannet i og har dokumenteret viden om.

6. december 2002

© Steen Ulnits

* Nyt gammelt om støren

Tyske forskere har konkluderet, at støren Acipenser sturio indtog Østersøen for blot 3.000 år siden.

Under “den lille istid” for 3.000 år siden krydsede den amerikanske stør Acipenser oxyrinchus Nordatlanten – en rejse på 5.000 km – og indtog Europa. Det køligere vand under denne periode muliggjorde størens transatlantiske rejse.

Forskerne har dog ingen forklaring på, hvorfor den amerikanske stør begrænsede sig selv til Østersøen, og hvorfor den ikke blandede sig med de allerede eksisterende europæiske stør-arter.

Stør forekommer ikke længere i Østersøen, men de tyske forskere håber at kunne genintroducere den forhistoriske fisk i de nærmeste år. Hvad det så skal være godt for.

28. november 2002

© Steen Ulnits

* Nyt naturreservat ved Antarktis

6,5 millioner hektar – det dobbelte af Schweitz’ samlede areal – mellem øgrupperne Heard Islands og McDonalds er nu udlagt som marint reservat.

Formålet er at undgå en kommerciel udnyttelse af ressourcerne hernede langt mod syd samt opnå beskyttelse af truede dyr og fugle som søelefanter, albatrosser og store stormsvaler.

28. november 2002

© Steen Ulnits

* Akvakultur i stærk fremgang

Verdens produktion af fisk i fiskeopdræt er steget voldsomt i de seneste år. Metoderne er blevet forbedret, foderet optimeret og nye arter inddraget i opdrættet. Væksten i produktionen ses tydeligt af nedenstående tal:

• 1988: 8,8 mio. tons
• 1992: 15,4 mio. tons
• 1995: 24,5 mio. tons
• 2000: 36,1 mio. tons

Produktionen er således 4-doblet på blot 12 år, og væksten fortsætter ufortrødent. Det helt store spørgsmål er imidlertid, hvor længe verdenshavene kan tåle det store og støt stigende fiskeri efter skidtfisk til fremstilling af fiskeolie og fiskemel til brug i fiskefoder. Det er her, begrænsningerne ligger, og der tales allerede nu om overfiskeri flere steder i verden.

Fiskeopdrættet udgør i år 2000 hele 31% af verdens fiskeforbrug – mod blot 19% i 1990. Dette skyldes dog ikke kun væksten i fiskeopdrættet, men i høj grad også en tilbagegang i fiskeriet efter vilde fisk.

28. november 2002

© Steen Ulnits

* Svin indhentet af virkeligheden

Det er de danske svineproducenter, der er hovedansvarlige for kvælstofforureningen af det danske vandmiljø. De mange millioner grise producerer gylle i overflod, som havner på markerne i overdosis for siden at løbe ud i åer, søer og fjorde. Her skaber næringsaltene algeblomst, iltsvind og bundvendinger som dem, vi har set i rekordstort antal i denne sæson.

Svineproducenterne ønsker, at den danske svineproduktion skal stige støt og snart nå 25 millioner svin om året. Miljøforkæmperne ønsker derimod produktionen begrænset til et niveau, hvor jorden kan aftage al gyllen og optage alt kvælstoffet. Nu er virkeligheden imidlertid ved at indhente de danske svinebaroner, som sidste år havde en gennemsnitlig indtjening på 644.000 kroner. I år er indtjeningen faldet til blot 120.000 kroner, hvilket ikke er nok til at få driften til at løbe rundt.

Ikke mindst de mellemstore producenter kan komme i økonomiske problemer med den nuværende indtjening, som imidlertid ikke er uventet. De konstant stigende jordpriser i de seneste 7 år har nemlig gjort det muligt for svinebønderne at finansiere den urentable drift ved at belåne jorden. Prognoserne siger imidlertid, at jordpriserne ikke vil stige yderligere, og dermed vil virkeligheden have indhentet svinebønderne og deres millionstore investeringer i større produktion og større forurening.

Den kendsgerning er der næppe nogen miljøforkæmper, der kan have ondt af. Og skulle det hele resultere i konkurser og dermed en mindre svineproduktion, vil det danske vandmiljø være den helt store vinder.

21. november 2002

© Steen Ulnits

* Sydfynsk Øhav for forurenet til naturpark

Det Sydfynske Øhav er nu så forurenet af næringssalte fra landbruget, at det ikke kan udlægges som nationalt naturområde i nær fremtid. Det vil kræve store investeringer i miljøforbedringer og eventuel kompensation til landmændene, hvis området skal blive til det ønskede pilotprojekt.

Det skriver i hvert fald Fyns amtsborgmester Jan Boye (K) i et brev til miljøminister Hans Christian Schmidt (V).Ministeren har opfordret til, at det enestående lavvandsområde syd for Fyn bliver et af de syv steder i landet, hvor man som forsøg udpeger et stort sammenhængende naturområde.

Måske den fynske tilbageholdenhed skyldes samme motiver som den lokale modstand mod at indlemme den danske del af Vadehavet i Verdens Naturarv: Nemlig at man frygter restriktioner for udnyttelsen af områderne, dersom de udlægges som reservater eller naturparker.

De seks andre påtænkte naturområder er hedelandskaber i Thy, Lille Vildmose, Mols Bjerge, Gribskov, Esrum Sø og Møns Klint.

21. november 2002

© Steen Ulnits

* Ny EU-fiskerireform inden nytår

Den er helt gal med reglerne for fiskeri inden for EU – det er selv EU-politikerne på det rene med. Derfor regner man internt med, at EU inden nytår vil præsentere en helt ny fiskerireform. En reform, som ikke mindst de store fiskerinationer Spanien og Portugal på det kraftigste har modsat sig. De vil fiske, til der ikke er flere fisk. Efter os kommer jo syndfloden. Derfor har en EU-diplomat da også kaldt de to lande for “ubevægelige, grove og uansvarlige”, hvilket er stærke ord på de kanter.

Ikke mindst torskebestanden i Nordsøen er under et hårdt pres fra fiskerierhvervet. Allerede sidste år slog EU’s kontrolorgan således alarm over de ringe torskemængder. Alligevel viser de seneste tal, at der faktisk er 30% færre torsk tilbage i år end sidste år. Fra 60.000 tons sidste år til blot 40.000 tons i år. Et kommende forbud mod torskefiskeri vil ramme bredt og hårdt, idet torsken indgår som hyppig bifangst under fiskeri efter rødspætter, hvilling, kuller og jomfruhummer.

Beskyttelsesforanstaltningerne har simpelthen ikke virket som tilsigtet. Enten fordi de ikke var strenge nok. Eller fordi de ikke blev overholdt, hvilket jo desværre er et velkendt fænomen i fiskekredse. Samtidig har opvarmningen af Nordsøen heller ikke gavnet torskebestanden, som til gengæld er rykket længere nordpå – mod Grønland og Island.

Da Danmark i år har EU-formandskabet, er det fødevareministeren, der skal forhandle reformen på plads med medlemslandene. Hvis alt går som planlagt, vil den nye fiskerireform kunne vedtages inden udgangen af december i år.

EU har tillige besluttet, at en ny handlingsplan – under forudsætning af, at den nye fiskerireform vedtages – skal hjælpe det skadesramte fiskerierhverv. Således vil man overføre hele 4,5 milliarder kroner – godt 600 millioner euro – fra eksisterende programmer til støtte af fornyelse af fiskeflåden, til nye sociale programmer til støtte for fiskerne og reduktion af fiskepresset.

14. november 2002

© Steen Ulnits

* Landmænd og vandmænd

I takt med den stigende næringssaltforurening af vore hav- og fjordområder er mængden af gopler – vandmænd, brandmænd med flere – øget markant. Nu i en sådan grad, at de er til hinder for fiskeriet.

De kolossale mængder gopler fylder dels fiskernes garn op med værdiløs fangst. Derudover æder de løs af vandets dyreplankton, som derfor ikke kan blive til føde for opvoksende fisk. Endelig æder de store gopler også fiskeæg og fiskelarver, som derfor ikke når at vokse sig store.

Problemet er nu blevet så stort, at det er taget op på EU-plan. EU har således bevilget 20 millioner kroner til projekt “Eurogel”, hvor ti institutioner fra seks EU-lande – heriblandt Marinbiologisk Forskningscenter i Kerteminde – skal forske i årsager til goplernes opblomstring. 5 millioner kroner går til den danske del af undersøgelsen.

Forskningsområdet spænder vidt – fra Limfjorden til Sortehavet. Begge steder har man i de seneste år noteret en massiv vækst i mængden af gopler. Og en tilsvarende tilbagegang i fiskeriet. I Limfjorden landedes således i begyndelsen af 1980’erne omkring 1.600 tons spisefisk om året. I midten af 1990’erne var tallet nede på 200-400 tons spisefisk årligt, og i dag landes der stort set ikke spisefisk fra den salte fjord.

I samme tidsrum er mængden af blåmuslinger, strandkrabber – og gopler – gået tilsvarende frem. Den nye “Eurogel” undersøgelse skal søge at klarlægge, om der er en sammenhæng mellem disse faktorer. Om muligt også finde en måde at begrænse skaderne på, så gamle fiskebestande kan genetableres.

14. november 2002

© Steen Ulnits

* Sælpesten overstået – for denne gang…

Det ser nu ud til, at sælpesten er overstået for denne gang – at virusepidemien Phocine Distemper har sluppet sit tag i pelsdyrene med de store blanke øjne og den glubende appetit.

Sælpesten, der sommeren igennem hærgede kolonier fra Vadehavet til Østersøen, menes at have kostet i alt 21.000 sæler livet. Herhjemme er der registreret omkring 3.350 døde sæler, hvilket svarer til godt 1/4 af den samlede danske bestand.

Denne gang har sælpesten således ikke haft samme voldsomme effekt som i 1980’erne, hvor omkring halvdelen af den samlede bestand afgik ved en langsom og smertefuld død – af lungebetændelse kombineret med sult.

14. november 2002

© Steen Ulnits

* Fornyet debat om dambrugsfisk

Debatten om fisketegnet og brugen af midlerne herfra er atter blusset op. I en tendentiøs artikel, der sågar var på forsiden af Dagbladet Politiken, konstaterede journalisten, at “Dambrugsfisk er nogle skvat”. Af artiklen fremgik ligeledes, at journalisten i hvert fald ikke har meget til overs for lystfiskerne og deres legen med fiskene. Mærkeligt at skulle læse noget sådant på forsiden af en ellers frisindet avis.

Senere blussede debatten op igen efter en artikel af undertegnede i Jyllands-Posten – en artikel om havørredfiskeriet i Isefjorden på Sjælland. Et fiskeeldorado for hovedstadens talrige fiskere, hvis fremtid mange nu mener truet. Det såkaldte Wilhjelm-udvalg barslede nemlig for nogen tid siden med en rapport og en række forslag til fremtidens naturpleje i Danmark. En af anbefalingerne var, at de hidtidige ørredudsætninger stoppes, og at naturen i videst mulig udstrækning selv skal producere racerene vildfisk. Fisk baseret på vandløbenes egne stammer.

Samtidig skal udsætninger direkte på kysten stoppes og erstattes af mundingsudsætninger af mindre og dermed også billigere ørredsmolt fra Tuse Å og Kolding Å i Jylland. Dette har medført flere vanvittige situationer, hvor store mængder fisk er udsat som geddeføde i afvandingskanaler eller i mundinger så smalle og vandlidende, at fiskene måtte spules ud i fjorden. Lokalt melder lystfiskerne da også allerede om et markant forringet vinterfiskeri efter målsfisk i fjorden.

Denne anbefaling fra Wilhjelm-udvalget medførte et ramaskrig i flere dele af landet. Ikke i Jylland, hvor man stadig har mange vandsystemer, der med lidt hjælp kan producere tilstrækkeligt med vildørreder. Men på Sjælland, hvor vandløbene typisk er små og vandlidende. Her baserer ørredfiskeriet sig derfor helt på udsætninger, da der ganske enkelt ikke kan produceres vildørreder efter naturmetoden.

En af konsekvenserne af anbefalingerne fra Wilhjelm-udvalget er, at den økonomiske støtte til det hidtidige udsætningsarbejde – med midler fra det obligatoriske fisketegn – nu stopper. Og med et sådant stop vil det gode havørredfiskeriet i Isefjorden efter al sandsynlighed ophøre – til stor ærgrelse for lokale lystfiskere og fisketegnsbetalere.

I den nævnte JP- artikel citeres den tidligere formand for Isefjordens Ørredsammenslutning (IØ), Thomas Sørensen, for følgende:

“Vor tids fiskeribiologer åbenbarer nogle teorier, der vanskeligt forenes med IØ’s erfaringer. Biologernes raceteorier grænser til det religiøse – det sekteriske – for eller imod racehygiejne. Men er der ikke overensstemmelse mellem teori og praksis, så er teorien forkert. Det er logik.

Hvilken dokumentation bekræfter, at biologernes raceteori er holdbar i forholdet naturlig gydning og opdrættede moderfisk? Vi har jo ikke vandløb, der kan masseproducere havøredsmolt, men må skabe fiskemuligheder ved udsætning af hurtigvoksende havørredsmolt.”

IØ har i 40 år stået for udsætningerne i Isefjorden, der i dag er en af landets bedste lokaliteter til fiskeri efter havørred. Der ligger således 40 års praktiske erfaringer med udsætninger af tamfisk bag, når Thomas Sørensen udtaler sig. Biologernes praktiske erfaring med vildfisk contra tamfisk har derimod ikke mange år på bagen, og der er af naturlige årsager ingen referencer til Sjælland, hvor der ikke længere findes oprindelige bestande af vildfisk.

Mange mener da også, at den virkelige årsag bag stoppet for udsætning af tamfisk skal findes et helt andet sted: I ønskede besparelser på fiskeplejen, så flere af lystfiskernes penge fra fisketegnet kan kanaliseres over i lønninger til biologer.

7. november 2002

© Steen Ulnits

* Ulovlige ruser i sønderjyske åer

Det kniber gevaldigt for lodsejerne ved de sønderjyske åer at overholde love og regler om brug af ruser i vandløb. Det viser sommerens aktioner, hvor Fiskerikontrollen i perioden juni-september kontrollerede 130 ruser. Af disse var knap 100 ulovligt sat.

Fiskerikontrollen mener, at ulovlighederne helt enkelt skyldes ukendskab til de gældende regler – trods den kendsgerning, at disse dels står på bagsiden af fritidsfiskerlicensen og kan findes på hjemmesiden med adressen www.fiskeridirektoratet.dk.

For god ordens skyld skal de vigtigste regler kort ridses op, så man selv ude ved vandløbene har en chance for at se, om ruser står ulovligt eller ej:

• Ruserne skal stå med mindst 100 meters mellemrum. Har en lodsejer mindre end 100 meter fiskeret, har han dog alligevel ret til at opstille én ruse – mindst 50 meter fra en anden.
• Ruserne skal være vendt med åbningen opefter, så de fanger nedtrækkende ål og ikke opstigende laks, havørreder, helt og snæbel.
• Ruserne skal opstilles, så mindst 2/3 af vandløbets bredde er friholdt. Rusens nedre del må maksimalt fylde 1/6 af vandløbets bredde.
• Ruserne skal være markeret med pæl eller flydekugle, så man kan se dem, samt være forsynet med lodsejerens matrikelnummer og fiskerens navn, adresse og licensnummer.
• Ruserne skal være forsynet med stoprist eller stopnet og må kun sættes i vandløb i perioden 1. juni til 30. november.

Er de ikke det, er de ulovlige og skal anmeldes til Fiskerikontrollen.

7. november 2002

© Steen Ulnits

* Nye sving på Jels Å

Sønderjyllands Amt, der for årtier siden hørte til de værste naturskændere i dette land, har i de senere år lagt sig helt i spidsen, hvad angår naturgenopretningsprojekter. Det startede i det små med tilbageføringen af Gelså ved Bevtoft og kulminerede siden med retableringen af den langt større Brede Å. Læg hertil et antal mindre projekter, og amtet er med helt fremme med en grøn profil.

Nu har Sønderjyllands Amt så gjort det igen. Denne gang er det “gået ud over” den lille Jels Å, der afvander de smukke Jels Søer. Åen, der blev reguleret for mange år siden, er nu under restaurering på en 3,5 km lang strækning mellem Stursbøl Plantage og Mojbøl.

Om ellers alt går vel, vil Jels Å engang i oktober være blevet 1,1 km længere – på grund af de “nygamle” sving, som åen da er lagt tilbage i. Undervejs er der etableret nye småsøer og anlagt gydepladser for åens laksefisk. Gydegruset er hentet fra lokale grusgrave, så underlaget så vidt muligt bliver autentisk for landskabet.

Det kommer til at koste godt 3 millioner kroner at gennemføre retableringen af Jels Å på stykket mellem Stursbøl Plantage og Mojbøl. Selve anlægsarbejdet sluger 1,5 mio. kroner, mens erstatningen til de 18 implicerede lodsejere løber op i 1,2 mio. kroner. De resterende kroner går til selve projekteringsarbejdet.

Skov- og Naturstyrelsen bidrager med 1,1 mio. kroner, mens Sønderjyllands Amt henter pengene fra de såkaldte “ådalsmidler”. Det er en pose penge afsat specielt til nedbringelse af amtets omkostninger til vedligeholdelse af amtets 700 km vandløb – typisk i forbindelse med grødeskæring og oprensning.

Ved at genslynge Jels Å og kompensere lodsejerne for mulige oversvømmelser sparer amtet på vedligeholdelsen og får samtidig mindsket udvaskningen af næringssalte fra landbruget til vandmiljøet. To fluer med ét smæk altså.

Al ære og respekt for sådanne initiativer til gavn for miljøet såvel oven som neden vande.

31. oktober 2002

© Steen Ulnits

* Ny sø på Århus Å

Mens alle frygtede for, at det nuværende iltsvind i Århus Bugt skulle gå hen og blive til en rigtig bundvending, hvor giftig svovlbrinte trænger op fra bundslammet og slår alt dyreliv ihjel, var der alligevel positivt nyt at berette fra byernes by Århus.

Den 10. september blev det første spadestik til den nye Årslev Engsø nemlig taget, og hermed blev et ti år gammelt tankespind til barske realiteter. I perioden 1930-60 blev Århus Å reguleret til ukendelighed, så der kunne skabes ny jord til det stedse mere intensiverede og industrialiserede danske landbrug. Der blev gravet kanaler og etableret pumpestationer, så de våde engområder ved Århus Å nær Årslev og Skibby kunne afvandes og inddrages i produktionen. Århus Å blev selv forlagt til en nodliggående kanal.

I den mellemliggende tid har meget forandret sig. Således har landbruget ikke længere brug for mere jord til kornproduktion, og den dengang indvundne landbrugsjord har siden sat sig/er sunket med op til 1,5 meter. Dels på grund af selve dræningen – dels på grund af presset fra de stadig større landbrugsmaskiner. Samtidig er der i stigende grad kommet fokus på den udvaskning af næringssalte fra markerne, som nu truer med at dræbe alt liv i Århus Bugt.

Derfor har staten, Århus Amt og Århus Kommune nu i fællesskab sat sig for at skabe Årslev Engsø, hvor førhen Århus Å snoede sig gennem de våde enge. Søen er et kunstprodukt, idet der ikke tidligere lå nogen sø her. Men da jorden har sat sig med op til 1,5 meter i den forgangne tid, vil der automatisk opstå en lavvandet sø, når man atter giver Århus Å frit løb.

Årslev Engsø, der vil komme til at ligge umiddelbart oven for den større Brabrand Sø, vil blive på omkring 100 hektar og have en gennemsnitsdybde på 0,5 meter. Den vil – ud over at have en landskabelig værdi og være til glæde for fuglelivet – være med til at mindske den fremtidige udvaskning af kvælstof og fosfor til Århus Bugt.

Projektet forventes at ville koste omkring 15 millioner kroner, hvoraf en god portion er brugt til opkøb af jord fra 62 lodsejere i området. Kun en enkelt landmand modsatte sig naturgenopretningsprojektet og måtte have sin jord eksproprieret.

31. oktober 2002

© Steen Ulnits

* Søen, der ikke ville blive ren

Nordborg Sø er den eneste større sø på øen Als i Sønderjylland. I mange år led den under udledning af urenset spildevand, hvilket næsten tog livet af den lange, men smalle sø. Siden fik man kloakeret oplandet og ledt spildevandet uden om søen – direkte ud i Lillebælt.

Så vidt så godt. Imidlertid har Nordborg Sø ikke formået at rense sig selv og genskabe den naturlige balance. Det var resultatet, da Sønderjyllands Amt for nylig prøvefiskede i søen. Fangsterne viste éntydigt en sø i økologisk ubalance – med meget få rovfisk såsom gedde, aborre og sandart samt et utal af skidtfisk såsom skaller og brasen.

Biologerne fra Sønderjyllands Amt overvejer nu, om Nordborg Sø skal biomanipuleres – om skidtfiskene skal fiskes op med vod efterfulgt af store udsætninger af små gedder, der kan rydde op i skidtfiskene. Lykkes det, vil søens dyreplankton få det fornødne pusterum til at formere sig og efterfølgende holde søens planteplankton – algerne – i skak. Resultatet bliver da en renere sø med klarere vand.

Amtets biologer sluttede dog undersøgelsen af med en bemærkning om, at landmændene omkring Nordborg Sø også kunne trænge til en alvorlig snak om udvaskningen af kvælstof fra deres marker ned til søen.

26. oktober 2002

© Steen Ulnits

* Rådet, der ikke ville nedlægges

Den nuværende borgerlige regering er som bekendt ikke meget for smagsdommere af nogen slags – ikke hvert fald ikke, hvis de har en anden smag end regeringen eller skulle have de mindste rester af 68-generationens venstreorienterede holdninger intakte…

Et af resultaterne heraf var som bekendt nedlæggelsen af en lang række råd, der ifølge regeringen var overflødige. Samt oprettelsen af et nyt smagsinstitut ledet af dansk miljøs enfant terrible, Bjørn Lomborg. En af de mest markante sager var nedlæggelsen af det uafhængige Naturråd, som imidlertid ikke ville lade sig nedlægge. Da pengene ikke længere kom fra regeringen, gik Naturrådets vismænd til Aage V. Jensens Fonde, som indvilligede i at finansiere rådets videre drift og projekter.

Det er der nu kommet en Vismandsrapport ud af. En rapport, der primært koncentrerer sig om landbruget og dets påvirkning af miljøet i Danmark – et emne, der som bekendt ikke rigtig interesserer den siddende Venstre-regering. De Konservative er langt fra altid enige med Venstre og har i det hele taget meget mere til overs for miljøet. Desværre har de ikke noget at have den i, men følger blot Venstre som dikkende lammehaler i et forurenet vandløb.

I den nye Vismandsrapport fra det uafhængige Naturråd står følgende at læse: Hvert år tilfører landbruget dansk miljø knap 400.000 tons kvælstof, 5.000 tons fosfor og 75.000 tons kalium – via udledning af gylle plus brugen af kunstgødning.

For 20 år siden var der en 16% udnyttelse af kvælstof – med de resterende 84% som udslip til miljøet. I dag er der en udnyttelse på 33% – med de resterende 2/3 som udslip til miljøet. Et klart fremskridt altså, men desværre slet ikke nok. Problemet er nemlig, at svineproduktionen er steget uforholdsmæssigt meget, og at det danske vandmiljø derfor belastes hårdere end nogensinde – trods diverse velmenende Vandmiljø-handlingsplaner.

Der er tre parametre, som kan forskydes, når kvælstofudledningen skal kontrolleres og nedbringes. Det er 1) effektiviteten i kvælstofudnyttelsen; 2) det aktive landbrugsareals størrelse samt 3) produktionens størrelse.

For at gøre en lang historie kort forventer Naturrådet, at der vil ske en yderligere effektivisering i udnyttelsen af kvælstof – op mod en 50% udnyttelse. Naturrådet forventer også, at en større del af landbrugsjorden vil blive taget ud af drift – med mindre udvaskning af kvælstof til miljøet. Naturrådet konkluderer, at vi med en kvælstofudnyttelse på hele 50% samt en svineproduktion på blot 10 millioner svin vil kunne overholde vandmiljø-handlingsplanerne.

Men det lader sig altså ikke gøre at kompensere for den massive vækst i dansk svineproduktion, der snart ventes at nå 25 millioner svin årligt. Hvis ikke denne gylle behandles på kostbar og højteknologisk vis, inden den havner i på markerne, kan vi forvente total død i de indre danske farvande i løbet af ganske få år.

Eftersommeren har allerede vist, hvor galt det står til på nuværnede tidspunkt. Aldrig i de 25 år, hvor der er blevet målt iltindhold i de indre danske farvande, har iltindholdet været så lavt. Aldrig før har så store områder været ramt af iltsvind og fiskedød som nu. Mængder af opskyllede døde fisk ved kysterne af Als, i Vejle Fjord, Ålborg Bugt og senest Århus Bugt viser med al ønskelig tydelighed, at fiskene end ikke har haft noget sted at flygte hen, hvor der var ilt nok i vandet. Det er ikke set tidligere.

Længe leve det højt besungne danske landbrug.

26. oktober 2002

© Steen Ulnits

* Dambrugsfisk dur ikke

Karup Å er som bekendt Danmarks ubestridte havørredå nummer ét. Det er her, der hvert år landes flest fisk over 10 kg. Og her, den tidligere Danmarksrekord stammede fra – en fisk på 14,4 kg taget på devon i 1939.

Karup Å er samtidig en af de heldige åer, hvor der stadig findes godt med naturlige gydepladser i såvel hovedløb som sideløb. Åen producerer derfor godt med vilde havørredsmolt, som siden trækker ud i Limfjorden for at vokse sig store. Danmarks Fiskeriundersøgelser (DFU) har af samme årsager fulgt havørredbestanden i netop Karup Å ganske tæt og ved derfor meget om dens størrelse og sammensætning.

DFU har skælmateriale liggende fra fisk fanget i åen fra 1910 til 1950. Dem har man nu undersøgt med de nyestte DNA-metoder og fået overraskende resultater. Det overraskende bestod i, at op mod 90% af åens havørreder tilhører åens naturlige stamme. Overraskende, idet der gennem årene er sat i hundredtusindvis af tamørreder ud i åen – fisk, som derfor burde være i klart overtal den dag i dag. Havde de klaret sig lige så godt i det fri som åens vildørreder, burde de i dag udgøre omkring 60% af åens havørreder – men udgør altså kun 10%.

DFU bruger nu disse resultater til at retfærdiggøre nedskæringer i udsætning af opdrættede dambrugsfisk. Der skal – hvis overhovedet – kun udsættes fisk opdrættet på åens egen stamme af vildfisk. Hvilket man udmærket kan gøre i de vandsystemer, der stadig har en naturlig ørredstamme, man kan avle på.

Det er værre på øerne og helt galt på Sjælland, der – hvis DFU får held med deres planer – fremover må vinke farvet til de ørredudsætninger, der har skabt et godt havørredfiskeri på steder som Isefjorden, hvor der er katastrofal mangel på egnede gydepladser.

13. oktober 2002

© Steen Ulnits

* Stor, større – stør!

Stor var forbløffelsen i Egernsund, da en lokal fritidsfisker for nylig fik en 110 cm lang og 4 kg tung fisk i sit garn. Ingen anede nemlig, hvad det var for en fisk.

Det viste sig siden at være en vaskeægte stør – en fisk af den urgamle slægt “Acipenseridae”, som har mere end 120 millioner år på bagen, og hvis nulevende medlemmer kan blive op til 75 år gamle.

Støren er en sær fisk med en lang og spids snude med fire skægtråde over en meget lille og rund mund på undersiden af hovedet. Kroppen er lang og slank og ender i en skæv hale, der minder om en hajs. Kroppen er skælløs, men beklædt med fem karakteristiske rækker benknuder i stedet. Endelig er der store rhombeformede skæl på den øvre del af halefinnen og langstrakte skæl på finnernes forkant.

Der findes verden over 24 forskellige arter stør, hvoraf den mest kendte lever i Sortehavet og Det Kaspiske Hav. Det er Beluga-støren, som leverer den verdensberømte og hundedyre ægte kaviar. Den garnfangede stør fra Egernsund er endnu ikke artsbestemt, men undersøges på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg, hvor man har den fornødne ekspertise.

Under alle omstændigheder er støren fra Egernsund en baby af slagsen. Stører vides nemlig at kunne blive meget store. Enkelte arter kan veje over 1.000 kg, mens flere europæiske og asiatiske arter kan veje op mod 500 kg!

Støren er ganske vist mest kendt for sin kostbare kaviar, men også dens kød er ganske velsmagende. Det har tilmed den kolossale fordel, at der slet ikke er ben i det!

Det er mere end 50 år siden, der sidst er fanget stør i Danmark.

13. oktober 2002

© Steen Ulnits

* Et spørgsmål om proportioner

“Dansk landbrug frygter panikindgreb efter iltsvind”. Sådanne overskrifter har man kunnet læse i dagspressen i den seneste tid, hvor der næsten daglig har været omtale af det mest omfattende iltsvind i 25 år – trods hele to velmenende, men ineffektive vandmiljø-handlingsplaner.

Der er ingen tvivl om, at årets iltsvind er blevet så omfattende af klimatiske årsager. dels har vi haft ekstraordinær megen nedbør i januar og februar, der gjorde det nødvendigt for landbruget at gøde ekstra meget. Og dels kom der igen i juni og juli en periode med voldsom regn – efterfulgt af en meget lang og varm sommer.

Der er til gengæld heller ingen tvivl om, at katastrofens omfang skyldes den massive belastning af de indre danske farvande med kvælstof – primært fra landbruget.Nu påstår dansk landbrug så – ganske rigtigt – at landbrugets bidrag til kvælstofudledningen kun udgør 10-20% af den samlede udledning til Kattegat. Argumentet lyder videre, at landbruget derfor ikke skal pålægges yderligere restriktioner for kvælstofsvineriet – når de nu kun svarer for 10-20% af den samlede udledning.

De seneste beregner fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) giver følgende billede af kvælstoftilførslen til Kattegat, som mere og mere ligner et dødt hav. Torskene er helt væk, og iltsvindet breder sig dag for dag. Tallene er fra perioden 1989-1996:

• Danmark: 60.000 tons kvælstof (20%)
• Sverige: 24.000 tons kvælstof (8%)
• Tyskland: 13.000 tons kvælstof (4,5%)
• Udvaskning fra Østersøen: 150.000 tons kvælstof (51%)
• Atmosfærisk nedfald: 45.000 tons kvælstof (15,5%)

Det ses således, at Danmark er den næststørste kvælstofforurener af Kattegat. Det ses også, at godt halvdelen af al tilført kvælstof stammer fra de baltiske lande, hvis floder fører massive mængder kvælstof ud i Østersøen, hvis vand igen sluses ud gennem de danske sunde og bælter.

Landbruget “glemmer” imidlertid i sin argumentation for ikke at gøre yderligere, at selv om dette holder for Kattegat som en samlet enhed, så gælder det slet ikke vore lukkede fjordområder, hvor landbruget står for op mod 80% af den samlede kvælstofudledning. Jævnfør Mariager Fjord, der som bekendt afgik ved døden i 1997 – som følge af varmt vejr og udledning af næringssalte fra det omkringliggende landbrug. Dette ifølge beregninger foretaget af Nordjyllands Amt.

Skulle man føre landbrugets argumentation helt ud i sin videste konsekvens, så behøver landbruget vel slet ikke gøre noget ved forureningen. På verdensplan udleder dansk landbrug jo en så mikroskopisk del af den samlede kvælstofmængde, at den næppe kan måles…

Senest har man fra Odder Kommune meldt, at man her risikerer at stå uden rent drikkevand, dersom der ikke gøres noget ved landbrugets forurening af grundvandet. Således har kommunen måttet lukke hele 23 vandværker – de 17 af dem på grund af nitratforurening fra landbruget.

13. oktober 2002

© Steen Ulnits

* Endnu flere proportioner

Iltsvindet i de indre danske farvande har nu nået et omfang, hvor mere end 8.000 kvadratkilometer havbund er ramt af iltsvind. Det svarer til godt en sjettedel af Danmarks samlede areal. Værst står det til i farvandet omkring Fyn, Vejle Fjord, syd for Samsø, Århus Bugten, Mariager Fjord og det sydlige Kattegat.

Fra flere sider har det været forfægtet, at landbrugets reelle bidrag til kvælstofforureningen er mindre end hidtil antaget. At langt større mængder tilføres udefra – via Østersøen og Skagerak. I den forbindelse har Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) netop offentliggjort tal for tilførslen til og fra disse vandområder. Der er tale om transport både til og fra disse områder, og tallene gælder perioden 1980-1989:

Fra Østersøen til Bælthavet: 367.000 tons kvælstof

Fra Bælthavet til Østersøen: 215.000 tons kvælstof

Netto tilføres der således årligt 152.000 tons kvælstof fra Østersøen til Bælthavet

Fra Kattegat til Skagerak: 567.000 tons kvælstof

Fra Skagerak til Kattegat: 394.000 tons kvælstof

Netto forsvinder der således årligt 173.000 tons kvælstof ud af Kattegat

Regner man lidt videre på disse tal, må der nødvendigvis ske en årlig reduktion af kvælstof i de indre danske farvande, nemlig differencen mellem det, der udføres til Skagerak og det, der tilføres fra Østersøen. Altså 173.000 minus 152.000 tons lig 21.000 tons.

Set i dette perspektiv er vi altså på rette vej, omend meget langsomt. Og kun hvis tallene holder vand. Imidlertid arbejder klimaet jo i modsat retning, hvorfor det alene af denne grund bliver nødvendigt med yderligere reduktion af udvaskningen.

13. oktober 2002

© Steen Ulnits

* EU: “Ned med fiskeriet!”

EU er i fuld gang med at reformere fiskeriet inden for det europæiske fællesskab. Af det seneste udspil til en ny fiskerireform fremgår følgende interessante ting:

• At fiskeriindsatsen reduceres med 30-60%
• At godt 8.600 fartøjer (8,5% af flåden) skal ud af fiskeriet. Heraf 400 danske.
• At fiskerikapaciteten reduceres med godt 350.000 tons (18% af den nuværende)
• At støtteordningen til modernisering af flåden forsvinder helt og i stedet bruges til ophug
• At der afsættes midler til omskoling og førtidspensionering af fiskere
• At der indføres regionale råd om forvaltning af fiskeripolitikken
• At der indføres en fælles fiskeriinspektion i EU

Man må så blot håbe, at disse forslag vil slippe helskindet igennem det enorme bureaukrati, der omgiver alle beslutninger i EU. Intentionerne er nemlig rigtig gode.

29. september 2002

© Steen Ulnits

* Kristeligt Folkeparti: “Ud med Lomborg!”

I Kristeligt Folkepartis netop fremsatte finanslovsudspil foreslår man, at det nye Institut for Miljøvurdering – ledet af kontroversielle lektor Bjørn Lomborg – nedlægges, så man sparer millionudgiften hertil.

Hvis dette er konsekvensen af et kristent livssyn – at miljøet må komme før profitten – så skulle man måske overveje at konvertere til listeQ, når vi næste gang får mulighed for at stemme…

29. september 2002

© Steen Ulnits

* Nu skal skarven skydes

På Ringkøbing Fjord og i Oksbøl Statsskovdistrikt har man netop påbegyndt det, mange fiskere drømmer om rundt omkring i landet: En systematisk udryddelse af den forhadte skarv.

Formålet er at se, om en markant reduktion af skarvbestanden vil gøre det muligt for fiskebestanden atter at vokse sig stor og sund. Pt. er der intet fiskeri tilbage på Ringkøbing Fjord, og det giver man fra lokalt hold skarven skylden for. På det seneste har skarven taget de nye vådområder langs den retablerede Skjern Å i besidelse – til stor fortrydelse for lokale fiskere, der nu frygter for laksen i åen.

Man har forsøgsvis tilladt jagt på skarven i tre år. Samtidig optrapper man smøring af skarvæg i kolonierne, så antallet af unger også reduceres. Kunne man dog blot få lov til det samme overalt i landet…

29. september 2002

© Steen Ulnits

* Sælpest – nu også i Østersøen

Sælpesten, som indtil for nylig syntes i aftagende, er nu blusset op igen. Sidste gang var det i Vadehavet, man havde registreret den. Nu er det i Østersøen, hvor der er konstateret sælpest på den tyske østersøkyst nær Rügen. Østersøen havde ellers holdt sig sygdomsfri til dato – den danske sælkoloni ved Rødsand ud for Gedser inklusive.

I alt har sælpesten kostet omkring 12.000 nordeuropæiske sæler livet siden udbruddet i det sene forår 2002. Alt tyder nu på, at flere vil komme til, inden sælpesten igen klinger af. Når sælbestanden atter har nået et bæredygtigt niveau.

Sælpest er for øvrigt det almindelige danske navn for virus-sygdommen, der bærer det fornemme latinske navn “Phocine Distemper”.

29. september 2002

© Steen Ulnits

* Københavnske søforklaringer

For nogen tid siden annoncerede Københavns Kommune, at man snart ville få vand af badekvalitet i Sortedams Sø, Peblinge Sø og Skt. Jørgens Sø. Blot skulle man først have ryddet op efter årtiers økologisk ubalance. Søerne i det indre København skulle kort sagt biomanipuleres. Der skulle opfiskes store mængder voksne skidtfisk såsom skaller og brasen, og der skulle udsættes store mængder geddeyngel til fortsat bekæmpelse af skidtfiskenes nye yngel.

Så vidt så godt. Opfiskningen af skidtfisk er kommet godt i gang, og den 17. maj blev så de første smågedder sluppet ud i de gamle voldgravssøer. Imidlertid ser de ikke ud til at have klaret sig ret godt – med den relativt klarvandede Skt. Jørgens Sø nær Planetariet som en markant undtagelse. Her har gedderne bedre fysiske forhold end i de øvrige to søer, og her kan gedderne nyde godt af et springvand, som permanent mætter dele af søens vand med ilt.

Der blev sat omkring 15.000 stykker geddeyngel ud i hver af de tre søer, og i Skt. Jørges Sø trives de tilsyneladende godt. Det gør de imidlertid ikke i Peblinge Sø og Sortedams Sø, hvor mange tilsyneladende er bukket under for iltmangel, kannibalisme eller mangel på skjulesteder. For at sikre de nye smågedder skjulesteder i de ellers betonkantede søer med manglende bredzone søsatte kommunen godt 2.000 grantræer, der skulle agere skjulesteder for de mange gedder.

Imidlertid måtte man placere grantræerne 50 meter fra bredden ude på 2-3 meter vand, da det lave vand nær bredderne var reserveret forsøg med introduktion af nye vandplanter. Og de små gedder lader ikke til at være trukket ud på så dybt vand, hvilket er ganske mod deres naturlige opførsel. Små gedder holder nemlig til på lavt vand, hvor de har den fornødne beskyttelse. Det har de ikke på 2-3 meter vand.

Alt tyder således på, at Københavns Kommune har været lovligt ambitiøse i deres satsning. At de har sat for mange initiativer i gang på samme tid og ikke har taget geddernes biologi med i betragtning. Søerne i det indre København er kunstige med meget anderledes forhold end almindelige danske søer. Det burde der være taget højde for.

24. september 2002

© Steen Ulnits

* Grønlandsk imødekommenhed

Så lykkedes det alligevel – langt om længe. Efter mange og lange forhandlinger mellem islandske Orri Vigfusson fra North Atlantic Salmon Fund (NASF) og den grønlandske fangerorganisation KNAPK har atlanterhavslaksen nu fred ved Grønland.

Som bekendt er farvandet mellem Grønland og Canada – det smalle Davisstræde – ædeplads for en meget stor del af Nordeuropas laksebestande. Således stammer 40-50% af laksene her fra Europa, mens de resterende 50-60% stammer fra Nordamerika – primært Canada. Det har derfor længe været en torn i øjet på laksefiskere verden over, at Grønland, som selv kun råder over en enkelt og meget beskeden lakseførende elv, har brandskattet alverdens laksebestande, når disse i sommermånederne har fourageret i grønlandske farvande.

Alverdens fiskeribiologer har i årevis råbt vagt i gevær, når North Atlantic Salmon Commission (NASCO) hvert år tildelte Grønland en laksekvote så stor, at grønlænderne i mange tilfælde slet ikke formåede at fiske den op. Der var simpelthen ikke så mange laks at fange, som kvoten gav lov til, og alverdens fiskeribiologer anbefalede da også et totalt stop for dette ikke-bæredygtige fiskeri.

Men grønlænderne og fangerorganisationen KNAPK modsatte sig længe et samarbejde med den øvrige verden. De mente – med nogen rette – at de var i var deres fulde ret til at høste af de laks, der voksede sig store i grønlandske farvande. De så fangsten som en slags “græsningsafgift”. Det var jo heller ikke deres problem eller skyld, at atlanterhavslaksen som art var truet. Det skyldtes i stedet misrøgt i laksenes hjemlande.

Nu har parterne imidlertid fundet hinanden. Således har NASF og NASCO netop indgået en 5-årig aftale, hvor grønlænderne undlader enhver form for erhvervsfiskeri efter laks i grønlandske farvande. Kun et meget begrænset fiskeri til eget forbrug er fortsat tilladt.

Grønlandske KNAPK har dog fået indføjet i aftalen, at den kan opsiges når som helst, dersom de øvrige lakselande i Europa eller Nordamerika ikke gør noget for at begrænse skaderne i deres egne lande. Hvilket jo kun er rimeligt nok.

Aftalens vigtighed understreges af, at NASCO i 2002 har tildelt Grønland retten til at fange 55 tons svarende til 20.000 voksne atlanterhavslaks. Disse laks slipper nu i stedet helskindet hjem til deres fødevandløb i Europa og Nordamerika – for at gyde og sikre slægtens beståen.

Hatten af for endnu en sejr til NASF og utrættelige Orri Vigfusson fra Island!

24. september 2002

© Steen Ulnits

* Garnforbud i Mexico

Det går fremad i kampen mod garnfiskeriet i Nordamerika. Først var det garnforbuddet i Florida, som blev effektueret for nogle år siden. Og nu senest er det lykkedes at komme i gang med et tilsvarende garnforbud på den anden side af det store kontinent – i Mexico, hvor der nu er forbud mod garn i et område ved East Cape på den Californiske Halvø.

Beslutningen blev taget den 16. april efter en serie ophedede debatmøder. Som om det ikke var varmt nok i forvejen på de kanter… Det nye garnfrie område strækker sig fra byen El Cordonal og sydpå til Los Frailes – en egn, hvor sportsfiskeriet og tilrejsende fisketurister traditionelt betyder rigtig meget for lokaløkonomien. Således er over 70% af de tilrejsende turister her sportsfiskere.

Hovedmanden bag det nye garnforbud er Van Wormer, direktør for den lokale turistindustri. Sammen med lokale sportsfiskere sætter han nu sigtet efter et garnforbud overalt på den Californiske Halvø.

Han ønskes al mulig held og lykke!

20. september 2002

© Steen Ulnits

* Flere og flere fluefisker

Fluefiskeriet er den gren af lystfiskeriet, der vokser hurtigst i disse år. Det viser såvel salgstallene fra grejbranchen som en ny amerikansk undersøgelse. I USA er der således 11 mio. mennesker, der fluefiskede mindst én gang sidste år. Der er 6,5 mio. fluefiskere over 16 år i USA, hvoraf 40% er mænd fra 45 år og opefter. 25% er kvinder – en 16% stigning siden 1995.

Hver af disse personer har i snit fluefisket i 17 år, og hver ejer i snit godt 2 fluestænger. I det hele taget kan man konkludere, at fluefiskere gennemgående bruger flere penge og mere tid på deres hobby end de fleste andre lystfiskere.

Det er kort sagt et engageret folkefærd, vi her har med at gøre – et købedygtigt publikum af stor og stigende interesse for grejbranchen.

20. september 2002

© Steen Ulnits

* De 170.000 søers land

I lille Danmark er der imponerende mange søer. Således viser den seneste opgørelse fra Skov- og Naturstyrelsen, at vi her i landet har ikke færre end 170.000 større eller mindre søer. I sig selv et imponerende og overraskende stort tal, men hvad mere overraskende er – det stiger støt!

Hvert år kommer således omkring 700 nye søer til – i snit to nye hver eneste dag året rundt. De fleste er nygravede vandhuller af mindre format – de færreste er større vandområder, som er genskabt efter tidligere tiders regulering og afvanding.

I gamle dage var op mod 20% af de danske skove dækket af vand – i form af større eller mindre søer. I løbet af de seneste 200 år er disse vandområder imidlertid forsvundet, godt hjulpet på vej af mennesket, der hellere ville have mere skov og mindre vand. De oprindelige 20% vand var således blevet reduceret til blot 3-4%.

Men nu er udviklingen vendt. I de seneste 5 år har Skov- og Naturstyrelsen nemlig anlagt flere end 450 nye småsøer og vandhuller i de danske skove. Altsammen for at gøre dyre- og plantelivet i skovene mere varieret – til glæde for såvel de mennesker, der går tur i skoven, som de dyr og planter, der lever der.

For øvrigt så åbnede jo netop Skov- og Naturstyrelsen for ikke så længe siden et stort antal statsejede søer for lystfiskeri. Nu mangler vi så blot, at vore mange søer også får det godt. Det har de nemlig langtfra, hvilket sort på hvidt dokumenteres i EU’s seneste statusrapport over de ferske vandområder i Europa. Faktisk har mange af dem det rigtig skidt – eutrofierede og overgødskede med næringssalte fra især landbruget.

15. september 2002

© Steen Ulnits

* Mere natur beskyttes

EU har tidligere kritiseret Danmark for ikke at ville beskytte fornødent med dansk natur ifølge EU’s såkaldte “habitatdirektiv”. Men nu har den danske miljøminister Hans Chr. Schmidt afleveret en ny liste over naturområder, som bør beskyttes i særlig høj grad.

Det drejer sig om 49 helt nye naturområder, og samtidig foreslås 30 af de hidtil beskyttede områder udvidet. Alt i alt vil 254 specielt udpegede naturområder fremover nyde særlig beskyttelse ifølge habitatdirektivet. Hermed er 7,5% af det danske land omfattet af EU’s bestemmelser om beskyttelse af særligt truede eller på anden måde bevaringsværdige habitater for dyr, fugle og planter. Og hermed har Danmark rettet ind efter kritikken fra EU i 1997-98.

7,5% af Danmark kan lyde som meget, men alligevel ligger Danmark helt i bund, når der sammenlignes med andre EU-lande. Således ligger gennemsnittet på 14%, mens et land som Spanien har udpeget hele 20% af landet som særligt bevaringsværdigt.

Og det er langt fra alle grundejere her i landet, som er lykkelige over nu at eje “særligt beskyttelsesværdige naturområder”. De er nemlig pålagt restriktioner for den fremtidige brug, som kan koste dem penge i form af mindsket indtjening. Og der ydes ingen erstatning eller kompensation. Det var blandt andet derfor, at den danske del af Vadehavet ikke blev indlemmet i Verdens Naturarv – trods indstilling fra den daværende danske miljøminister Svend Auken.

Ejere af de særlige naturområder må fremover ikke ændre på brugen af arealerne uden først at søge om godkendelse til eksempelvis regulering af vandløb, dræning af engarealer, indvinding af vand og lignende.

Regeringen har årligt stillet 70 millioner kroner til rådighed til direkte naturpleje. Hertil kommer så tilskud fra EU, som netop har bevilget 20 mio. kr til naturpleje på den jyske klithede. Miljøministeren forestiller sig videre, at naturplejen fremover skal udmønte sig i en art medejerskab staten og lodsejerne imellem. Stiller en kommune eksempelvis op med et stykke bar jord, kommer staten og planter træerne til en ny skov.

15. september 2002

© Steen Ulnits

* Fra havneslam til piletræ

Med regelmæssige mellemrum skal havne renses op for bundfældet slam, så den fornødne vanddybde til store skibe opretholdes. Det opgravede slam er imidlertid et problem, da det indeholder store mængder miljøskadelige stoffer og derfor ikke blot som tidligere kan “klappes” (dumpes) på udvalgte steder.

Bundslammet indeholder forskellige tungmetaller såsom kviksølv fra tidligere tiders bejdsning af såsæd og tin fra algehæmmende bundmaling til skibe. Ikke mindst det ekstremt giftige tributyltin (TBT) er et stort og stigende problem i stærkt trafikerede farvande og havneområder. Det er et hormonlignende stof, som vides at forårsage kønsforstyrrelse hos forskellige lavere dyr og fisk.

Det er derfor blevet stedse vanskeligere at opnå tilladelse til såkaldt “klapning” af det oppumpede bundslam. Disse problemer har fået Nakskov Kommune til at tænke i nye baner. Her har man etableret et samarbejde med Danmarks Tekniske Universitet samt de amtslige virksomheder Grønt Center og Syd-Tek om et projekt, der ledes af entreprenørvirksomheden Per Aarsleff A/S.

Projektet går i al sin korthed ud på at uskadeliggøre de farlige stoffer i det oppumpede bundslam fra havnebassiner. Allerførst skal slammet centrifugeres i en hydrocyklon, hvorved store og små partikler adskilles. Tungmetaller og TBT binder sig til de små partikler i et leragtigt materiale, som siden spredes ud over et 10.000 kvadratmeter stort pilebed.

Her skal solens UV-stråler uskadeliggøre TBT, mens pilebuskene skal optage tungmetallerne. Siden skal pilekvistene brændes, hvorved tungmetallerne vil koncentreres i asken, der siden kan deponeres forsvarligt – i små mængder. Det er håbet, at man på denne måde vil kunne udskille de skadelige 5-10% af det oppumpede slam fra de uskadelige 90-95%. I så fald kan der spares mange penge på deponering af det giftige slam.

15. september 2002

© Steen Ulnits

* Sælpest aftagende – og dog

Indtil videre er knap 2.000 sæler nu registreret døde af den sælpest, der startede i danske farvande engang i maj måned. Det er dog under 20% af den samlede bestand, og intet tyder pt. på, at sælpesten vil halvere bestanden, som den gjorde sidst i 1980’erne. Sygdommen havde denne gang ikke ramt vigtige sælområder som Vadehavet, Limfjorden og Rødsand ved Gedser.

På Anholt og Læsø, som tidligt blev ramt af sælpesten, var antallet af døde sæler kraftigt aftagende.Alt tydede således på, at den danske sælbestand i denne omgang var sluppet med (sæl)skindet på næsen. – At den måske havde udviklet en form for resistens efter sælpesten i 1980’erne?

Men nu har sagen så taget en fornyet drejning. Vadehavet, som længe holdt sig fri af sælpesten, er nu blevet ramt. Først i den tyske og hollandske del og nu senest også i den danske. I hvert fald er der i den tyske del af Vadehavet fundet over 1.000 døde sæler – et tal, der stiger med omkring 100 hver dag. Og nu har man så i den seneste tid oplevet, at døde sæler også er skyllet i land på Rømø og Fanø.

Man regner med, at den danske del af Vadehavet rummer omkring 3.000 sæler – op mod en tredjedel af den samlede danske bestand. Uden at der dog er statistisk belæg for det, så tyder tidligere tiders fangster af havørreder i vadehavsåer som Vidåen på, at der er en sammenhæng mellem store sælbestande og små havørredbestande. Interesserede kan læse mere herom i min bog “Jyllands Bedste Fiskevande”.

15. september 2002

© Steen Ulnits

* Penge i P&T

Pengepræmier har altid været et godt lokkemiddel, når det gjaldt konkurrencer af den ene eller anden slags. Vi lystfiskere har imidlertid altid måttet skule til kollegerne på den anden side af dammen, når det drejede sig om pengepræmier. “Over there” er det nemlig helt almindeligt med pengepræmier på både 10., 20. og 30.000 kroner – selv ved mindre fiskekonkurrencer.

Men fat mod. Nu behøver man ikke længere krydse Atlanten for at dyste om store penge. Nu kan man såmænd nøjes med at deltage i det hjemlige DM i Put & Take, hvor vinderen honoreres med ikke mindre end 100.000,- gode, danske kroner! Andenpræmien er en drømmerejse til Azorerne for to – til en værdi af ikke mindre end 44.000,- kroner. Tredjepræmien er en rejse for to til Lough Corrib i Irland. Der er præmier i form af fornemt Scierra fluegrej til de ti bedste fiskere.

Det danske mesterskab i Put & Take-fiskeri 2002 løber af stabelen i løbet af efteråret. Den indledende runde finder sted lørdag den 15.9 og søndag den 29.9. Der er således to forskellige startdatoer at vælge imellem. Semifinalen afholdes lørdag den 5.10., mens finalen finder sted lørdag d. 12.10.

Deltagelse koster kr. 350,-. Nærmere oplysninger om det kommende DM i Put & Take kan findes på TV 2’s Tekst-TV side 636 eller www.lystfiskeri.dk på internettet.

8. september 2002

© Steen Ulnits

* Nyt spritudslip på Sjælland…

Jamen, det er da utroligt, som de drikker på Sjælland – fiskene, altså. I hvert fald er det nu tredje gang på kort tid, at sjællandske alkoholproducenter slipper store mængder alkoholdigt (!) vand ud i åerne – med fiskedød til følge.

I juli var det Tryggevælde Å, der måtte lægge ryg til hele to udslip af alkoholdigt vand fra De Danske Spritfabrikker – først 37.000 liter Gammel Dansk og siden 6.000 liter whisky. Senest er det så Faxe-bryggerierne, der har lukket 400 kubikmeter spildevand direkte ud i den lille Fakse Å, hvor det totalt har udryddet fiskebestanden på en 6-7 km lang strækning af åen.

7. september 2002

© Steen Ulnits

* – Furesøen i farezonen?

Jævnfør de sidste års debat om retablering af Furesøen, er man nu ved at have et projekt til 22 millioner klar. Projektet omfatter blandt andet opfiskning af skidtfisk med vod i Store Kalv og kanalerne samt garnfiskeri i selve søen. Desuden skal der opsættes et iltningsanlæg à la Hald sø, og endelig skal søens kommuner lave større aflastningsbassiner, så den regelmæssige udledning af urenset spildevand til Danmarks dybeste sø kan stoppe.

Projektet er startet med forsøgsfiskeri her i sommer, og nu er der kommet tilsagn fra EU om støtte på 9 millioner kroner. Frederiksborg Amt har bevilget halvdelen af resten, og så mangler der stadig 6 1/2 million kroner. Københavns Amt er hoppet fra, da man finder projektet mere end tvivlsomt, så længe rensningsanlægget ved Stavnsholt i Farum kommune får lov at forurene videre.

Farum kommune har som bekendt meget ondt i økonomien efter afsløringerne af Peter Brixtoftes rundhåndede lånoptagelser til tvivlsomme projekter.Det er således usikkert ,om der kan skaffes penge nok til en gennemgribende retablering af Furesøen.

Til alt held melder lokale lystfiskere om godt fiskeri efter såvel gedder som aborrer og sandart i den store og dybe sø, der rent faktisk ligger ved grænsen til Storkøbenhavn.

7. september 2002

© Steen Ulnits

* Sæler sulter og torsken trues

Engang havde man på fiskebankerne ud for Newfoundland i Canada verdens største bestand af torsk. Den var så stor, at den engang var hele eksistensgrundlaget for de tidlige tilflyttere i denne provins. Og så stor , at verdensrekorden for torsk – en fisk på over 40 kg – netop stammer fra Newfoundland.

Men også her gik det galt. Menneskelig grådighed kombineret med stedse bedre fangstmetoder medførte, at torsken i 1980’erne på det nærmeste uddøde. I hvert fald decimeredes bestanden til et niveau så lavt, at det ikke længere kunne brødføde den eksisterende fiskeflåde. Først meget sent tog den canadiske provinsregering problemet alvorligt – i 1992 med et totalforbud mod alt torskefiskeri.

De lokale fiskere blev meget fornærmede og bedyrede, at der skam stadig var torsk nok. Man skulle blot finde dem først! Staten ville imidlertid ikke høre på fiskernes altid forudsigelige protester, men opretholdt det totale torskestop i to år. I 1994 løsnede man forsøgsvis lidt på grebet og tillod et begrænset og stærkt kontrolleret torskefiskeri.

Biologerne havde regnet med, at torskebestanden ville forøges med omkring 15% om året, hvis den fik helt fred. Bestanden voksede imidlertid kun med en tredjedel af det forventede, hvilket overraskede biologerne. Hvad de ikke lige havde taget højde for, var at sælbestanden også var blevet fredet – og at den var 3-doblet i det samme tidsrum…

7. september 2002

© Steen Ulnits

* Skarven atter i skudlinjen

Som tidligere omtalt på denne side, så har man fundet et konkret eksempel på, at skarven kan være vært for den blandt fjerkræavlere så frygtede Newcastle Disease. Således fandt man sidste år den pågældende virus. PMV1 også kaldet, på en dødfundet skarv fra Sjælland.

Nu samler interessen sig atter om skarven – nu som eneste konkrete bud på en mulig smittebærer. Med Europas største skarvbestand på 150.-200.000 fugle er det jo oplagt at se på den danske skarv, når nu man definitivt ved, at den sorte fugl kan bære smitten.

Og når man så samtidig i dagspressen kan læse, at tyske vildsvin skydes ned, så snart de nærmer sig Kieler-Kanalen og dermed den dansk-tyske grænse – af frygt for mulig smitte med svinepest fra tyske vildsvin til danske tamgrise – så var det vel også muligt at reducere den danske bestand af skarver? I så fald gerne til det halve.

Vi må håbe, at danske fjerkræavlere har magt nok til at presse noget sådant igennem politisk – når nu svineavlerne sågar har indført skydepræmier på de stakkels få vildsvin, der måtte nærme sig dansk territorialfarvand! For øvrigt med det resultat, at de danske farvande nu lider under det værste iltsvind i 25 år – som følge af gyllen fra den enorme danske svineproduktion…

7. september 2002

© Steen Ulnits

* Slut med fiskeriauktion i Århus

Da jeg i sin tid kom til Århus for at læse biologi på universitetet, var der for alvor fisk i Århus Bugten. Så mange, at 10 kg’s torsk ikke var usædvanlige, hvis man fiskede i dybderne ud for Sletterhage. Og så mange, at ikke færre end 40 kuttere havde deres faste base i Århus fiskerihavn, hvor fangsterne blev landet og handlet på fiskeriauktionen.

Siden er det gået støt ned ad bakke. Vandmiljøet er blevet dårligere, og fiskemetoderne er blevet mere effektive. Tilsammen har det medført, at fiskebestanden i Århus Bugt i dag er på det laveste niveau i mange år. Hvor man tidlligere – for blot et par år siden – stadig kunne fylde et par baljer med flotte torsk efter nogle få timer med fiskestangen, er torsk over mindstemålet nu ved at være et særsyn. Faktisk er det i perioder nemmere at fange en havørred over målet end en torsk…

Problemet er selvskabt – og selvregulerende. I takt med at fiskeriet efter især torsk blev stadigt dårligere, måtte flere og flere erhvervsfiskere lægge op. I dag er der kun én fuldtids erhvervsfiskeri på bugten, og han indrømmer selv, at nedtællingen også er begyndt for hans vedkommende.

Seneste resultat af denne krise er blevet, at Århus Fiskeriauktion nu lukker – trods det mærkværdige i, at auktionen netop er blevet nyrenoveret for hele 10 millioner kroner – heraf 4 doneret af EU…

En lokal fiskehandler har dog taget initiativ til, at de renoverede bygninger i stedet skal indrettes til fisketorv med café – indtil forhåbentlig bedre tider for fiskeriet kan genoplive auktionen.

31. august 2002

© Steen Ulnits

* – Snart slut med fisk i Århus Bugt?

For fjerde år i træk er Århus Bugt ramt af omfattende iltsvind. Og hvor det årligt tilbagevendende iltsvind normalt optræder senere på sommeren og plejer at være koncentreret om de indre områder af bugten, er iltsvindet i år langt mere omfattende. Således er der nu konstateret omfattende iltsvind helt ude i det åbne og strømstærke farvand omkring Sletterhage og Hjelm.

Dermed oplever Århus Bugt det værste iltsvind i 25 år – trods diverse mere eller mindre virkningsløse vandmiljø-handlingsplaner. I de indre dele af Århus Bugt er der nu iltmangel på dybder større end 10 meter, mens man skal ud på 15-20 meter vand, før det bliver kritisk ved Sletterhage og Hjelm. Herude er der mange steder dybere end 40 meter, og det er derfor store områder, som er ramt af det tidlige iltsvind.

De hårdest ramte områder findes dog i bunden af Kalø Vig, hvor mængden af bunddyr nu er halveret; i farvandet ud for den ydlige del af Århus by samt i Ebeltoft Vig, hvor der meldes om selvdøde fladfisk i garnene. På disse steder er iltindholdet helt nede på under 2 mg ilt pr. liter – så lavt, at fiskene kvæles.

Amtets biologer er ikke i tvivl om årsagen til det tidlige og omfattende iltsvind. 2002 har nemlig været rig på nedbør, som har vasket store mængder næringssalte fra landbrugets overgødskede marker – primært kvælstof, som siden havner i de indre danske farvande. Kun i tørre år som 1996 og 1997 blev der vasket så få næringssalte ud fra landbruget, at vi undgik efterfølgende iltsvind af nævneværdigt omfang.

De mange næringssalte får især furealgerne til at blomstre op. Når de dør, synker de til bunds, hvor de rådner op – under brug af ilt. Jo flere alger desto større iltforbrug ved bunden. Og jo varmere vand desto hurtigere går det. Netop denne sommer har jo været varmere end normalt – med vandtemperaturer over 20 grader mange steder.

Myndighederne stå magtesløse over for dette problem, som primært det intensive danske landbrug påfører havmiljøet. Og som nu har fået oppositionen til at foreslå en særlig afgift på kvælstof i landbruget. I hvert fald har såvel S som SF meldt ud, at de ønsker en sådan afgift indført for at begrænse kvælstofforbruget.

Men indtil dette eventuelt bliver en realitet – og det bliver definitivt ikke tilfældet under denne regering – er der kun tilbage at håbe. På hård vind fra øst, som kan bringe iltrigt overfladevand ind i Århus Bugt. Og på en begænsning af væksten i den denske svineproduktion, der jo leverer gylle i nærmest ufattelige mængder til det danske vandmiljø.

Hold så endelig fingrene fra de endnu levende muslinger fra bugten. De kan nemlig være giftige på grund af algerne – hvis de altså ikke er døde allerede…

31. august 2002

© Steen Ulnits

* “Rystende, uansvarligt og en miljømæssig katastrofe”

“Rystende, uansvarligt og en miljømæssig katastrofe for vandmiljø, fisk og de rekreative muligheder for Randers`s og omegnens borgere”.

Så kort beskriver det socialdemokratiske folketingsmedlem fra Randers, Torben Hansen, miljøministerens plan om at forlænge Tangeværkets koncession i yderligere 5 år. En forlængelse, der iflg. Torben Hansen, vil sætte naturgenopretningen i Gudenåsystemet i stå, til ubodelig skade for naturen, fiskelivet og vandkvaliteten.

“Gudenåsystemet har brug for et langt omløbsstryg ved Tange Sø og ikke en udsættelse på yderligere 5 år”, understreger han.Torben Hansen vil derfor i den kommende tid stille ministeren spørgsmål om økonomien, ministerens beslutningsgrundlag, argumentationen mm.

“Den seneste forlængelse på 2 år har været brugt til at belyse de forskellige projekter. Der foreligger nu et meget gennemarbejdet materiale fra ministerierne. Et materiale, som ministeren nu ikke ønsker at bruge. Et materiale, som ovenikøbet har været meget dyrt at få udarbejdet. Endvidere har der været en lang offentlig debat, mange indlæg mm. En proces, der med ministerens skridt ikke er blevet taget seriøst”, fortsætter Torben Hansen

Det har i mange år været god og rigtig tone i dansk miljøpolitik at lære af fortidens fejl. Det har vi nu også alle muligheder for, da de forskellige muligheder for den fremtidige passage ved Tange Sø er belyst. Det ønsker miljøministeren desværre ikke med denne usaglige udsættelse.

“Hvad vil vores efterkommere takke os mest for? Elproduktion i Gudenåen i minimalt omfang eller et levende og friskt Gudenå-system med et spændende dyre-og fiskeliv, der kan leve og svømme frit og naturligt i det vand, de har brugt i tusinder af år ? Svaret giver sig selv”, konkluderer Torben Hansen.

Ikke alene vil fiskelivet fortsat ikke kunne passere, hvis ministerens plan gennemføres. Men oven i dette skal så lægges de miljømæssigt negative konsekvenser for Gudenå-systemet og Randers Fjord nedenfor Tangeværket – såsom manglende selvrensning af vandet samt unormalt høje vandtemperaturer om sommeren.

“Taberne i dette spil, med ministerens nye plan, er vandmiljøet, både i Gudenåen og Randers Fjord, fiskene og det øvrige dyreliv, Lakseprojektet, turismen og indtægterne derfra samt de borgere og kommuner, der i mange år har kæmpet for en ren og frit strømmende Gudenå”, slutter Torben Hansen.

Til orientering udgør el-produktionen på Tangeværket kun 0,3 promille af landets samlede el-produktion. Det opgjorte driftsresultat på ca. 1,5 mio. kr. opnås alene ved et 2-3 gange så stort statstilskud. Uden dette tilskud ville Tangeværket for længst have været lukket – som en ren underskudsforretning.

19. august 2002

© Steen Ulnits

* Øget forbrug af pesticider

Nu gik man lige og troede, at landbruget langt om længe havde reduceret sit forbrug af pesticider – af miljøskadelige sprøjtegifte. Som de skulle ifølge diverse handlingsplaner.

Men nej. Nu viser de seneste opgørelser fra Danmarks Statistik, at landbrugets forbrug af sprøjtegift sågar er steget i forhold til tidligere. Således steg salget af pesticider fra 3.551 tons i 2000 til 3.687 tons i 2001. I alt en stigning på 137 tons virksomt stof, der er spredt ud over danske marker og nu er på vej mod grundvandet.

Det er især salget af plantebeskyttelsesmidler, der er steget – med 259 tons virksomt stof. En uhyggelig udvikling i den helt forkerte retning. Og med den nuværende regering ved roret er der næppe håb om, at landbruget vil blive pålagt nye restriktioner. V, K og DF er definitivt ikke miljøets partier.

Så hvor der bestemt ikke mangler handlingsplaner, mangler der desværre heller ikke handlingslammelse. Der råder sågar politisk modvilje mod at sætte ind over for landbrugets fortsatte skalten og valten med det danske miljø.

19. august 2002

© Steen Ulnits

* Millioner til miljøet

Mens den nuværende regering har skåret kraftigt ned på udgifterne til miljøet, har oppositionen – i form af det detroniserede Socialdemokratiet – taget spenderbukserne på. Mens Venstre og konservative blot har afsat 63 mio. kroner til miljøet i det kommende år, vil Socialdemokraterne punge ud med hele 400 mio. kroner.

Af de 400 mio. kr skal de 200 mio. kr findes på finansloven, 100 mio. kr skal hentes fra EU og de sidste 100 mio. kr skal komme fra landbruget, der muligvis pålægges en særlig afgift på kvælstofforbruget.

Det sidste har længe været en hellig ko, som landbruget på det voldsomste har afvist. Dette trods den kendsgerning, at alle miljøfolk siden den første vandmiljøhandlingsplan fra 1980’erne har vidst, at en afgift vil være eneste realistiske mulighed for at få sænket landbrugets kolossale kvælstofforbrug.

Alt andet end at ramme direkte på pengepungen er nyttesløst over for landbruget, som i det sidste årti til fulde har dokumenteret, at alle andre tiltag er virkningsløse.

19. august 2002

© Steen Ulnits

* Nye naturparker

Mens regeringen og oppositionen er aldeles uenige om, hvor mange penge der skal bruges på miljøet, er parterne anderledes enige om, at der skal oprettes et antal nye naturparker i Danmark. Enigheden rækker endda så vidt som til at udpege seks konkrete områder, der skal udlægges som naturparker. Det drejer sig om følgende lokaliteter:

– Hede- og klitlandskaber i Thy
– Lille Vildmose
– Mols Bjerge og Helgenæs
– Gribskov og Esrum Sø
– Det Sydfynske Øhav
– Møns Klint

Her ender enigheden imidlertid brat, idet Socialdemokratiet som naturpark nummer syv har udpeget Marsken og Vadehavet længst i syd. Et område, som tidligere miljøminister Svend Auken flere gange har søgt optaget i Verdens Naturarv, men som beboere i området og nuværende miljøminister Hans Chr. Schmidt ikke ønsker indlemmet.Venstre har nemlig mange kernevælgere i Tønder-marsken og kan derfor ikke se skoven for bare træer. Endnu et skoleeksempel på, at politik og logik er to ikke-forenelige størrelser.

Dansk Ornitologisk Forening (DOF) har imidlertid nu taget skridt til, at den danske regering nu meldes til EU for at have negligeret netop dette meget bevaringsværdige område. Trods millionstore tilskud til lokale landmænd går bestanden af mange fugle stadig tilbage – helt enkelt fordi landmændene sænker vandstanden for meget og lader alt for mange kreaturer græsse på områderne.

Det skal blive spændende at følge DOF i netop denne sag.

19. august 2002

© Steen Ulnits

* Handel med varm luft

Kyoto-aftalen fra 1997 havde til formål at reducere udslippet af CO2, methan og andre stoffer, der er med til at fremme drivhuseffekten. Aftalen tildelte alle lande en vis kvote, som man så forpligter sig til at reducere efter bedste evne. Aftalen, som er ratificeret af alle EU-lande, men endnu mangler giganter som Canada, USA og Rusland, muliggør også handel med kvoter for selvsamme stoffer. Altså kan man købe sig til et større udslip eller sælge sin kvote, hvis man ikke selv kan bruge den.

Denne helt nye handelsvare ser ud til at kunne blive det helt store hit. Således vurderer Verdensbanken, at verdenshandelen vil kunne nå 50 milliarder dollars allerede i dette årti. Og Deutsche Bank er endnu mere optimistisk i sin vurdering af handelens størrelse. Banken mener nemlig, at handelen allerede i 2010 vil kunne nå 150 milliarder dollars.

Handelen med CO2 ér allerede begyndt. Således har industrinationen Japan allerede købt CO2-aktier fra Kasakhstan, så de slipper for at skulle reducere udslippet hjemme. Og Brasilien har planer om store reduktioner i udslippet, så man kan sælge ud af sine CO2-aktier. Blandt andet vil Brasilien genrejse store skovområder, der som bekendt optager CO2 fra luften. En mængde CO2 svarende til denne optagelse vil så kunne sælges til højstbydende.

En meget svag side ved Kyoto-aftalen er, at to af verdens største forurenere, USA og Rusland, ikke har eller har i sinde at ratificere aftalen. USA står for hele 36,1% af CO2-udslippet, mens Rusland står for 17,4%. Tilsammen udleder disse to nationer altså alene mere end halvdelen af al CO2 på verdensplan.

Præsident George Bush, der ikke ligefrem kan bryste sig af at have en miljøprofil, har undsagt Kyoto-aftalen, som hans forgænger Bill Clinton ellers skrev under på. Den planlagte årlige reduktion på 7% i perioden 2008-12 vil koste USA for dyrt, mener Bush, der som bekendt udelukkende blev valgt til præsident på grund af en gigantisk valgstøtte fra netop oliebranchen.

Imidlertid er alle amerikanere langt fra enige med oliepræsidenten. Således er en gruppe amerikanske og canadiske firmaer begyndt på deres egen interne handel med CO2-kvoter. Delstaterne i staten New England har formuleret deres egen alternative klimahandlingsplan, mens Californien har besluttet at stille nye krav til bilers CO2-udslip. Endelig har staten New Hampshire vedtaget, at statens kraftværker skal reducere deres udslip af CO2, kvælstof, svovl og kviksølv.

Når præsidenten selv ikke kan se skriften på væggen, så er det jo godt, at hans egne landsmænd kan!

19. august 2002

© Steen Ulnits

* Bønder og boliger

Miljøminister Hans Christian Schmidt (V) redegjorde for nogen tid siden for sin nye planlov. Den vil kort fortalt tillade partiets kernevælgere, bønderne, at bygge nye boliger i naturen, hvor det tidligere ikke har været tilladt at bygge.

Folketingets miljøudvalg fik dog presset miljøministeren til at opgive sin oprindelige plan, der gik så vidt som til at tillade byggeri inden for den hidtil gældende zone 300 m fra kystlinjen.

Men ellers er der nu grønt lys til, at venstrebønder fremover kan indrette ekstrabolig i hovedbygningen samt bygge en aftægtsbolig samt en medhjælperbolig inden for 100 m fra hovedbygningen. Altså tre nye boliger for hver nuværende.

Selv langt ind i regeringens egne rækker vækker miljøministerens nye forslag dyb bekymring. Det vil nemlig medføre, at der dukker mange helt nye boliger op i naturskønne områder af landet, som hidtil har været friholdt for byggeri – netop af hensyn til naturen.

Det frygtes nu, at velhavende bønder vil spekulere i den nye ordning og bygge boliger, som siden kan sælges med stor fortjeneste, da de i mange tilfælde vil ligge i meget naturskønne områder. I visse tilfælde vil de også kunne tage udsigten fra eksisterende boliger.

9. august 2002

© Steen Ulnits

* Langt igen for Lillebælt

Siden midten af 1990’erne er spildevandet, som udledes i Lillebælt, blevet meget renere. Således er mængden af kvælstof fra de bedst fungerende rensningsanlæg reduceret med over 85% i forhold til udledningen i 1980’erne. I de seneste år kan man også se en tydelig reduktion i tilledningen af kvælstof fra omkringliggende landbrugsområder.

Alligevel ser det sløjt ud for Lillebælt. Således oplevede man for to og tre år siden nogle af de voldsomste iltsvind, der nogensinde er målt i Lillebælt. Trods begrænsninger i tilledningen er der stadig alt for mange næringssalte i Lillebælt – alger, som forårsager algeblomst med efterfølgende iltsvind og bundvendinger.

Mængden af torsk og andre bundfisk i bæltet er helt i bund, og i tilmed har de mange alger resulteret i ophobning af algegifte i bæltets blåmuslinger – så meget, at man har måttet indføre stop for fiskeriet af hensyn til sundhedsfaren. Samtidig har man kunnet konstatere, at snegle i visse dele af bæltet skifter køn – sandsynligvis på grund af hormonforstyrrende stoffer i spildevandet eller skibenes bundmaling.

De tre amter, som ligger ud til Lillebælt, konkluderede på deres årlige møde, at der stadig er lang vej til et rent Lillebælt med en sund flora og fauna. Blandt andet fokuserede man på det nuværende muslingefiskeri og dets skadelige virkning på såvel bundflora som bundfauna.

Amterne besluttede sig for at søge en fælles holdning til dette problem. Amterne konkluderede også, at der fremover skal satses endnu mere på en reduktion i tilledning af næringssalte til bæltet.

Vi må håbe, at det ikke blot er endnu en gang bragesnak uden reelle hensigter. Lillebælt fortjener en bedre fremtid.

9. august 2002

© Steen Ulnits

* En bitter oplevelse…

“Gammel Dansk gør godt” hedder det i et velkendt reklameslogan for dette populære produkt, som ikke mindst jægere og fiskere holder meget af.

“Gammel Dansk er skidt for miljøet” bør det fremover hedde. For nylig gik det nemlig helt galt ved Tryggevælde Å, hvor hærværk på De Danske Spritfabrikker i Dalby på Sydsjælland resulterede i, at ikke mindre end 37.000 liter ufortyndet Gammel Dansk løb ud i Tryggevælde Å.

Udslippet var så voldsomt, at det lokale rensningsanlæg ikke magtede det, men måtte slippe store mængder urenset spildevand direkte ud i åen. Resultatet blev, at fisk i stort antal måtte lade livet – sikkert uden at have nydt den gode spiritus først. Biologer anslår, at det kan vare flere år, før fiskebestanden i Tryggevælde Å er genoprettet.

Men ikke nok med det. Hvor udslippet af Gammel Dansk skyldtes et indbrud med efterfølgende hærværk på fabrikken, så var det et rent teknisk uheld, der kun få dage senere medførte, at yderligere 6.000 liter ren whisky løb direkte ud i selv samme Tryggevælde Å…

Skadevirkningerne ved det sidstnævnte udslip menes dog at være minimale. For som formanden for Rønnede Kommunes miljøudvalg så rigtigt udtrykte det:“Fiskene kan jo kun dø én gang…”

Landsforbundet Danske Lystfiskere (LDL) var hurtigt ude og rettede henvendelse til fødevareministeren med forslag om, at der snarest – gerne med omgående virkning – indføres forbud imod fiskeri med nedgarn og større ruser i et område af Køge Bugt fra Køge Havn til og med Køge Sønakke – indtil en afstand af 1 sømil fra kysten.

Begrundelsen er naturligvis det omtalte udslip fra De danske Spritfabrikker, som var et hårdt slag mod fiskebestanden i Tryggevælde Å. Åens havørreder og aborrer vokser netop op ude i Køge bugt, hvor de nu har dobbelt brug for fred til at retablere sig efter katastrofen.

LDL regner afsluttende med en forventning om, at De Danske Spritfabrikker lever op til deres ansvar og udbetaler en erstatning til “genbesætning” af åen med fisk. Det gør vi vist alle!

9. august 2002

© Steen Ulnits

* Tun i tonsvis – til turister

Den blåfinnede tun, som fødes i Middelhavet, nåede i 1930’erne, 1940’erne og ind i 1950’erne helt op til Øresund, hvor den danske rekordfisk på ikke mindre end 372 kg blev fanget i 1950’erne.

Siden sørgede et overfiskeri i Middelhavet effektrivt for, at ingen store tun nåede helskindet ud af Middelhavet og op til Nordeuropa. Det var de ældste og største fisk, som svømmede længst – dem, der først blev overfisket. Og dermed var tuneventyret i Øresund definitivt ovre.

I første halvdel af 1900-tallet var der en tilsvarende forekomst af store tun ud for Newfoundland i Canada – en ressource, der ligeledes hurtigt blev overfisket. Sidst i 1900-tallet opdagede man så, at der i vintermånederne ud for staten North Carolina i USA var en ganske stor forekomst af netop blåfinnede tun. Heriblandt mange ganske store eksemplarer.

I starten var det kun sportsfiskerne, der profiterede på denne nye ressurse – med gode indtægter for turisterhvervet til følge. Flere store Big Game både sejlede ud til fiskebankerne ved Hatteras, hvor de fristede de store tunfisk, og fisketurister fra hele Nordamerika valfartede til North Carolina.

Siden kom erhvervsfiskerne imidlertid til og fik del i kagen. De første fangster blev gjort i år 2000 – en dårlig start på det nye årtusinde, idet 50 tons tun da blev landet og solgt i North Carolina. Men allerede da var det ikke længere muligt for fiskerflåden at lande hele den amerikanske fiskekvote for netop blåfinnet tun. Man bad derfor om en speciel delkvota for North Carolina.

International Game Fish Association (IGFA) medfinansierede i 1998 en undersøgelse, som godtgjorde, at velhavende Big Game fiskere på blot 51 fiskedage omsatte 3.8 million US$ på sportsfiskeri efter den blåfinnede tun. I dete beløb er indbefattet udgifter til transport, ophold, forplejning og fiskeri fra store og kostbare Big Game både.

Alt i alt omsatte sportsfiskeriet efter tun ifølge IGFA godt 5.5 million US$ – langt mere end erhvervsfiskeriet, der til gengæld opfiskede langt større mængder af den værdifulde fisk, som ikke mindst japanske fiskespisere er villige til at betale meget dyrt for.

9. august 2002

© Steen Ulnits

* – Tamlaks i Alaska?

For de fleste af os er Alaska nok synonym for uberørt ødemark og intakte fiskebestande. Hvilket igen er grunden til, at mange af os drømmer om en fisketur til Alaska.

Nu viser det sig imidlertid, at mange af laksene i det sydlige Alaska efterhånden er af tam oprindelse. I Prince Williams Sound er således 88% af hundelaksene, 82% af pukkellaksene, 65% af sølvlaksene og 34% af rødlaksene afkom af tamfisk. Kun blandt kongelaksene er 100% stadig vildfisk.

Alaska Department of Fish and Game vurderer nu, at der næppe er sandsynligt, at der længere findes uberørte bestande af pukkellaks i Westerne Sound området. Her har tamlaks blandet sig med vildlaks alle steder – med genetisk udvanding til følge. Det er kun et spørgsmål om, i hvilken grad det er sket.

Samlet set gælder nu for hele Alaska, at 64% af de erhvervsfangede hundelaks, 42% af pukkellaksene, 24% af sølvlaksene, 4% af rødlaksene og 19% af kongelaksene stammer fra klækkerier med tamlaks. De er således udsat som små og har vokset sig store i Stillehavet, inden de er blevet fanget af erhvervsfiskerne.

Det er således ikke så lidt af en vildledning, når eksempelvis pukkellaks i Brugsens dybfryser markedsføres som “Wild Alaska Salmon” – når nu langt over halvdelen stammer fra klækkerier. Det er således tamlaks, der opretholder en meget stor del af det kommercielle laksefiskeri i det sydlige Alaska.

Nu frygter forskerne, at loftet er nået for, hvor mange laks der er plads til eller rettere føde nok til i det store Stillehav. Siden 1991 er der således i USA, Canada, Rusland og Japan udsat mere end 5 milliarder laksesmolt – årligt!

Forskerne frygter også for, at de vilde laks vil blive udkonkurreret på gydepladserne af tamlaks fra klækkerierne. En problemstilling, vi kun kender alt for godt fra vor hjemlige atlanterhavslaks, der nu er genstand for et kæmpemæssigt opdræt i flydende netbure.

Den største producent er Norge, som i takt med et øget lakseopdræt har mistet mange bestande af vildlaks. Vildlaksene angribes af sygdomme eller snyltere fra opdrættet af tamlaks. Eller de udkonkurreres talmæssigt af undslupne tamlaks på gydepladserne.

Nu er selv stillehavslaksene i Alaska altså også truet af de selvsamme farer…

1. august 2002

© Steen Ulnits

* Protest mod papirpassage

Århus Amt, hvorunder Silkeborg hører, har barslet med et forslag til en fremtidig faunapassage ved den gamle Drewsens Papirfabrik midt inde i Silkeborg by. Hele området er pt. under total omlægning, idet papirfabrikken er revet ned og nyt boligbyggeri etableret på området.

Nu mangler der imidlertid blot en løsning på opstemningen ved fabrikken, idet hele vandstanden i området er baseret på netop denne opstemning. Man kan altså ikke blot fjerne den, som man kunne ved Tangeværket – hvis man altså ville. Man må i stedet lave en form for faunapassage, så fisk og smådyr frit kan vandre op og ned gennem Gudenåen på dette stykke.

Desværre byder det netop fremkomne forslag fra Århus Amt ikke på megen nytænkning eller mange visioner for fremtiden. Således bygger det nye forslag på, at størstedelen af Gudenåens vandføring også fremover skal passere gennem papirfabrikkens gamle elturbine. Kun en forsvindende lille vandmængde skal løbe gennem faunapassagen.

Den lovmæssigt foreskrevne tilgitring ved turbinen vil desuden tillade alle smådyr og småfisk på op til 15-20 cm’s længde at passere direkte gennem turbinen.

Turbinen er ganske vist af en konstruktion, der ikke som gamle tiders turbiner maser fiskene til plukfisk. Men erfaringer fra Tangeværket viser, at fisk, som har været en tur gennem turbinerne, er så fortumlede, at de efterfølgende bliver et let bytte for rovfisk og rovfugle nedstrøms turbinen. Så hvis de ikke dør med det samme – i turbinebladene – dør de lidt senere og andre årsager.

Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) er gået aktivt ind i sagen og anbefaler nu kraftigt, at Århus Amt opgiver sin plan og i stedet lægger hele Gudenåens vandføring i et stort omløb – et stenstryg, som med sikkerhed vil tillade al fauna, stort som småt, at passere uhindret igennem såvel opstrøms som nedstrøms. DSF slår samtidig på, at et sådant stenstryg i sig selv vil være en turistattraktion i Silkeborgs gamle bymidte.

DSF slutter sin anke med, at “det vil være trist, om man de næste 100 år skal se på et betonmonument over et mistag fra Århus Amt.” Det kan man kun give DSF ret i.

1. august 2002

© Steen Ulnits

* Ferskere fjord

Siden 1994 har myndighederne søgt at skabe et mere salt miljø i Ringkøbing Fjord, hvor Skjernåen munder ud. Dette har været tilstræbt med en ændret slusepraksis ved Hvide Sande, hvor man har lukket større mængder saltvand ind i fjorden end tidligere. Målet var at holde en konstant saltpromille på 15, og ideen var at skabe renere vand i den næringssaltforurenede fjord.

Denne praksis resulterede imidlertid i fiskedød hos helten i den sydlige del af fjorden, som kaldes Nymindestrømmen. Blandt andet denne fiskedød har nu medført, at et brugerråd nedsat af fire fjordkommuner samt Ringkøbing og Ribe amter fremover anbefaler en mere fersk fjord. Fremover skal målet være en saltpromille på bare 6, og samtidig skal vandstanden i hele fjorden sænkes.

Der forlyder intet om, hvad den nye slusepraksis vil komme til at betyde for udtrækket af laksesmolt fra Ringkøbing Fjord og indtrækket af voksne gydelaks til Skjernå.

1. august 2002

© Steen Ulnits

* Fisketurister ingen trussel

“Tyske turister tonser torsk i tusindvis”. Under denne noget imposante overskrift har jeg flere gange tidligere berettet om lokal utilfredshed med især tyske fisketurister, der drager hjem igen med fryseren fuld af torskefileter. Det har været og er stadig tilfældet i Langelandsbæltet, hvortil jo tyskerne har let adgang. Og det gælder i vid udstrækning vort naboland Norge, hvor tyskerne ganske vist ikke har helt så let ved at komme til. Men alligevel er der i svære mængder.

I Norge har man længe rumlet med tanker om at sætte en slags kvote for især de tyske turistfiskere, så de ikke fortsat kan bringe ubegrænsede mængder torsk med hjem. Det er interesseorganisationen Norges Kystfiskarlag, der har været mest fremme i debatten – med direkte og konkrete forslag til, hvor mange kilogram fisk udenlandske fisketurister må føre ud af landet. De føler sig truet på deres levebrød og mener, at man som lystfisker skal fiske for fornøjelsens og ikke fangstens skyld.

Nu melder forskere fra Havforskningsinstituttet i Bergen imidlertid ud, at fisketuristernes fangster overhovedet ingen rolle spiller i fiskeribiologisk sammenhæng. Det er erhvervsfiskerne selv, der spiller den største rolle – som skurken, der via overfiskeri er skyld i de nu flere steder svigtende fangster.

En rapport fra Norges Fiskerihøgskole og Universitetet i Tromsø konkluderede for nylig, at udenlandske fisketurister fanger omkring 13.400 tons fisk årligt. Til gengæld tilfører de lokaløkonomien 2,3 milliarder norske kroner.Desværre savnes der tal for erhvervsfiskeriets fangster og omsætning, så man kunne sammenligne det rekreative fiskeri med det erhvervsmæssige.

Når det gælder attraktive sportsfisk, fortæller tallene typisk, at disse fisk fanget på stang og line – som sportsfisk – omsætter for 10-100 gange det beløb, de kan indbringe på fiskemarkedet – som konsumfisk.

21. juli 2002

© Steen Ulnits

* Parasitter fra torskeopdræt?

Forsøg med opdræt af torsk har stået på i adskillige år – uden det helt store held, da torskeyngelen er svær at holde i live i den første kritiske tid. I naturen lever jo den nyklækkede torskeyngel pelagisk – i de frie vandmasser – hvilket er svært at eftergøre i et laboratorium. Dødeligheden blandt torskeyngelen har derfor været meget høj.

Indtil nu. Nu har man nemlig nået et stade, hvor et profitabelt opdræt ikke længere ligger mange år fremme i tiden. Samtidig er der imidlertid opstået tvivl om, hvorvidt parasitter fra torskeopdrættet kan spredes til vilde torskebestande. Et norsk regeringsudvalg har derfor bedt Havforskningsinstituttet i Bergen om en udredning, der skal kortlægge problemets eventuelle omfang.

En smuk tanke. Man kunne blot ønske sig, at den norske regering havde haft samme høje krav til lakseopdrættet, da man i sin tid ukritisk lukkede op for sluserne og slap dræberikten Gyrodactylus salaris ud blandt de norske vildlaks. Men bedre sent end aldrig, og måske har nordmændene lært noget af netop dén fatale fejltagelse…

21. juli 2002

© Steen Ulnits

* Gratis fiskegrej til skoleelever!

Det er desværre en kendsgerning, at lystfiskeriet ikke er i fremgang i disse år. Flere taler om, at en hel generation er tabt til TV, video og computerspil. Lystfiskerklubber landet over melder om svigtende tilgang til juniorafdelingerne, og grejbutikkerne kan tilsvarende fortælle om, at kunderne i gennemsnit er ældre end for bare ti år siden.

I USA, der er foregangsland, hvad sportsfiskeri angår, har man længe kendt til denne udvikling og taget initiativ til at ændre på situationen. Man har sat en massiv informationskampagne ind for at vende udviklingen og haft stor succes med at hverve nye lystfiskere blandt staternes mange skoleelever.

Nu er man i Norge begyndt på noget tilsvarende – med et spændende initiativ, der skal skaffe gratis fiskegrej til halvdelen af årets nye skoleelever. Ikke mindre end 30.000 fiskesæt skal nemlig uddeles på landets skoler, hvorved man håber at hverve nye lystfiskere.

Det er Norges Jeger- og Fiskeforbund (NJF), der sammen med den norske fiskegrejsproducent Sølvkroken og ligeledes norske Statsskog har taget initiativ til dette fremstød for lystfiskeriet. Hjælp til selvhjælp kunne man passende sige, for uden nye lystfiskere ingen fremtid for hverken lystfiskerorganisationer eller fiskegrejsproducenter.

Næsten to millioner norske kroner har det kostet, og nu ser ikke mindst NJF frem til en masse nye lystfiskere! Initiativet er blevet bakket op af selveste den norske miljøminister, som selv forestod uddeling af gratis fiskegrej til skoleelever på en national markeringsdag i juli. ­ En idé til efterfølgelse i Danmark?

21. juli 2002

© Steen Ulnits

* Smertefulde fluekast

Mange af os kender til det: Efter en uges nådesløst laksefiskeri i Norge – med alt for lidt søvn mellem fiskepassene – strejker kroppen helt enkelt. Det værker i ryg, arme og skuldre, som havde man været gennem samtlige tolv runder i en VM-boksekamp…

En amerikansk undersøgelse, der omfattede 131 entusiastiske fluefiskere og deres problemer med fysikken, konkluderede for nylig, at fluefiskere typisk lider af de samme skavanker som dyrkere af tennis og golf. Således havde ikke færre end 69% af samtlige fluefiskere problemer med ondt i ryggen. 33% havde smerter i hænder og håndled, mens 18% meldte om ondt i albuen.

Det lyder af meget, men burde ikke komme bag på nogen – da slet ikke fluefiskere. I forskellige diskussionsgrupper på internettet kan man ofte se indlæg fra fluefiskere, der klager over smerter i håndled, albue og skulder. Tennisalbuer og seneskedehindebetændelse er bestemt ikke ukendte begreber blandt fluefiskere…

I langt de fleste tilfælde er det de monotone og gentagne bevægelser, der udløser smerterne. Enten fordi man helt enkelt fisker for meget. Eller fordi man fisker for sjældent og derfor ikke er i form til de uvante bevægelser.

Løsningen ligger naturligvis i at holde sig i form til fisketuren, så man kan holde de mange timers trættende fiskeri ud. En korrekt kasteteknik er alfa og omega, da man i så fald kun bruger de kræfter, der er absolut nødvendige for at få line og flue ud. En forkert kasteteknik er ødelæggende – ikke kun for fiskeriet, men også for fysikken. Ikke mindst fluekast med lange tohåndsstænger kan være hårdt for arme, skuldre og ryg.

Skulle skaden imidlertid ske – langt ude på fjeldet – skal der repareres og yderligere skader forebygges. Tag hyppige pauser, hvor du vader i land og lader stangen stå. Bevæg håndleddene, der godt kan blive stive af at holde krampagtigt om håndtaget. Og rul gerne med hovedet, så man ikke bliver stiv i nakken. Sidstnævnte kan medføre hovedpine, og da er man naturligvis ikke meget værd som fluefisker…

21. juli 2002

© Steen Ulnits

* 2002: “Gyllens År”…

Allerede på nuværende tidspunkt kan vi desværre konkludere, at 2002 blev “Gyllens År”.

Først gik det galt i Sønderjylland, hvor en gylletank på Haderslev Næs sprang læk. 100.000 liter giftig og iltslugende gylle slap ud i Møllebækken, der munder ud i Bankel Sø. Alle fisk på den 3,5 km lange forurenede strækning af Møllebækken afgik ved døden. Heldigvis var der netop i år ekstraordinært megen vand i åen på grund af den rekordstore nedbør, hvilket kunne fortynde gyllen og dermed reduceret dens skadelige effekt.

Men det er desværre ikke kun landmænd, der sviner med gyllen – det gjorde for nylig også Århus Kommunes topmoderne biogasanlæg ved Spørring. Her løb omkring 175.000 liter afgasset gylle ud i den lille Spøring Å, hvor den dræbte alt fiskeliv. Århus Amt, som har politianmeldt Århus Kommune for udslippet, anslår videre, at 50-80% af alle ørreder i Lilleåen længere nedstrøms også er afgået ved døden.

Forårets gylleudslip fra det kommunale biogasanlæg i Spørring vil kunne mærkes af lystfiskere i Østjylland i flere år fremover. Godt og vel halvdelen af Gudenåens havørreder stammer nemlig fra Lilleåen, der løber ud i Gudenåen ved Langå. Tilsvarende vil der blive færre bækørreder i lilleåen, da de netop havde deres gydepladser i Spørring Å…

Hele episoden vil senere blive præsenteret og foreligge på artikelform under “Fiskeribiologi”. Det er en sag med vide konsekvenser på mange planer.

21. juli 2002

© Steen Ulnits

* LDL: – Fredning af nedfaldsfisk?

Landsforeningen Danske Lystfiskere (LDL) har – i forbindelse med Fiskeridirektoratets udkast til en ny bekendtgørelse om mindstemål og fredningstider i ferskvand – foreslået, at nedfaldsørreder fredes frem til 15. april. LDL begrunder sit forslag med følgende:

– Havørreder har en langt større naturlig overlevelse efter legen end laks, hvorfor udlegede fisk hurtigt kommer til hægterne igen og atter kan deltage i gydningen – hvis de altså sikres fri adgang til havet.

– Nedfaldsørreder er uden kulinarisk interesse, da de i vid udstrækning har erstattet kroppens fedtdepoter med vand efter den krævende gydning. En parallel til den nuværende forårsfredning af udlegede skrubber.

Flere sportsfiskerforeninger landet over har allerede indført en frivillig fredning af nedfaldsfiskene, og det er mere end svært at finde rationelle argumenter imod en sådan fredning. Det er på tide, at vi indser det tvivlsomme i at beskatte fiskene på et tidspunkt af deres livscyklus, hvor de dels ikke er egnede til menneskeføde – dels er uhyre lette at fange på stang og line.

13. juli 2002

© Steen Ulnits

* Mere miljøvenlige dambrug

Danske dambrug har længe og af mange forskellige grunde været på fy-listen over forurenere af vandmiljøet. Dels forurener de mange fisk og det store foderforbrug vandet med store mængder næringssalte, som siden havner ude i vandløb, søer og fjorde, hvor det fører til algeblomst, iltsvind og bundvendinger. Og dels hindrer opstemningerne ved dambrugene især laksefiskenes frie vandring op til de livsvigtige gydepladser.

Listen over dambrugenes dårligdomme er alenlang, men nu ser det imidlertid ud til, at vi er på vej mod mere miljøvenlige dambrug. I hvert fald barsler regeringen snart med en ny bekendtgørelse, der skal gøre Danmarks omkring 400 dambrug både mere miljøvenlige og samtidig mere produktive.

Siden den omstridte og meget udskældte “dambrugsbekendsgørelse”, der fulgte Danmarks første vandmiljø-handlingsplan i 1989, har det været god skik blandt myndighederne at begrænse forureningen fra dambrug ved at sætte en grænse for foderforbruget. En enkel og effektiv foranstaltning, som var let at kontrollere. Men samtidig en metode, der gjorde det umuligt for dambrugerne at udnytte moderne teknologi, der kunne minimere foderforbruget og forureningen, samtidig med at den også øgede produktionen.

Nu åbnes der med den nye bekendtgørelse mulighed for, at danske dambrug faktisk kan øge produktionen – vel at mærke hvis de kan dokumentere, at forureningen samtidig mindskes eller forbliver uændret. Det vil betyde investeringer i millionklassen, og det vil igen betyde, at mange mindre dambrug opkøbes og sammenlægges til større produktioner – præcis den samme udvikling, som vi har set ske i landbruget.

Desværre har det rådgivende udvalg ikke kunnet nå frem til konkrete tiltag, der skal reducere den massive forurening med medicin og algebekæmpelsesmidler, som dambrugerne også er storleverandører af.

Interesserede kan læse mere om dambrug i fire artikler ved at klikke under “Artikler”.

13. juli 2002

© Steen Ulnits

* Dydsmønster-dambrug

Det er lidt pudsigt, at en netop den danske dambruger, der har fået den største forureningsbøde i Danmarkshistorien – godsejer Erik Ugilt Hansen fra Volstrup ved Hobro – nu også driver et af landets mindst forurenende dambrug.

Faktum er, at Erik Ugilt Hansen i 1998 modtog en bøde på kr. 625.000 plus en konfiskation af ulovlig fortjeneste på kr. 2.500.000. Årsagen var, at Ugilt havde brugt 400 tons foder mere, end hans dambrug havde tilladelse til.

Faktum er imidlertid også, at selvsamme Ugilt driver et dambrug, der af et ministerielt udvalg kaldes et “mønsterdambrug”. Det er Døstrup Dambrug ved Hobro, som kun udleder mellem en tredjedel og en fjerdedel af de forurenende stoffer i Døstrup Bæk, som et traditionelt drevet dambrug ville gøre.

Tidligere brugte Døstrup Dambrug alt vand i den lille Døstrup Bæk. I dag bruger man kun en mindre del af bækkens vand – til stor glæde for vildfiskene i vandløbet. Samtidig ilter man vandet 10-12 gange, så der alligevel er ilt nok i vandet til de mange ørreder i produktionen.

Ekskrementer fra fiskene, der opdrættes i betondamme i stedet for de traditionelle jorddamme, ledes på bedste grisemanér ned igennem riste, hvor det således kan opsamles. Det resterende spildevand ledes nu gennem en lille sø, der fungerer som rodzoneanlæg, hvor planterne optager næringssaltene fra vandet. Rodzoneanlægget fylder i sig selv meget mere end de små betondamme, hvor hele 23 tons fisk – godt en halv million stykker – svømmer omkring i blot 700 kubikmeter vand.

Døstrup Dambrug fik status af forsøgsdambrug i 2000 – efter meget tovtrækkeri og mange sværdslag. Således fjernede Miljøstyrelsen deres støtte til dambruget , da Ugilt fik sin dom i 1998. Siden fik dambruget imidlertid 12 millioner kroner i EU-støtte, der blandt andet blev brugt til oprettelsen af en direkte dataforbindelse mellem Døstrup Dambrug og Danmarks Miljøundersøgelser (DMU). DMU kan således løbende følge med i udledningen af forurenende stoffer fra dambruget.

Det skal blive spændende at følge udviklingen – at se, om dansk dambrugsdrift virkelig kan gøres økonomisk rentabel og miljømæssigt forsvarlig. Uden millionstore EU-tilskud, som vel næppe alle 400 danske dambrug kan opnå.

13. juli 2002

© Steen Ulnits

* Økologiske ørreder

Der er nu konkrete planer om, at danske dambrug fremover skal kunne levere økologiske ørreder. I hvert fald indledes en forsøgsproduktion på fire udvalgte dambrug, som skal undersøge muligheden for at producere økologiske ørreder – statsanerkendte sådanne, vel at mærke.

Det er Skravad Mølle Dambrug ved Hobro, Ingstrup Mølle Dambrug ved Viborg, Åbro Dambrug ved Skjern og Vork Dambrug ved Egtved, der som de første skal teste mulighederne for en økologisk fiskeproduktion.

Der er imidlertid mange uafklarede forhold, som skal afdækkes – heriblandt dambrugenes og havbrugenes store, ukontrollerede og ukontrollable forbrug af algekæmpelsesmidler, medicin og antibiotika. Men der er klare tilkendegivelser fra det store tyske marked om, at der er et stort potentielt marked for netop økologisk producerede ørreder. Og dette økonomiske incitament skal være sporen til en mere miljøvenlig fiskeproduktion.

Fødevaredirektoratet er gået i gang med at udarbejde en bekendtgørelse om et økologisk fiskeopdræt, så dambrugserhvervet kan sidestilles med andre økologiske produktioner. Det er planen, at den første danske regnbueørred med statsanerkendt økologisk mærkning skal være en realitet i 2003.

13. juli 2002

© Steen Ulnits

* Verdens ældste laksefisker død

Lady Elizabeth Angela Marguerite Bowes-Lyon, bedre kendt som hele Englands “Queen Mother”, blev født den 4. august år 1900 som datter af Jarlen af Strathmore.

Allerede fra barnsben færdedes hun meget i naturen, og tidligt blev Skotland hendes absolutte favorit. Tidligt købte hun således Castle of Mey nær Caithness i Skotland, hvor hun slikkede sårene efter sin relativt unge mands død.

Fluefiskeri og Skotland hører uløseligt sammen, og fluefiskeri blev da også en af Lady Elizabeths store interesser. I mange år fiskede hun således laks i River Dee på Birkall beatet ved Balmoral Castle, hvor hun iført waders sendte sine fluer ud over den stærke strøm af thébrunt vand. Først højt oppe i halvfjerdserne måtte hun lægge fiskeriet på hylden og overlade stangen til Prince Charles. Hun sørgede også for, at hendes øvrige børnebørn fik lært at kaste en flue over den smukke flod ved Royal Deeside.

Lady Elizabeth deltog aktivt i arbejdet for bevarelsen af atlanterhavslaksen, der også i River Dee er gået stærkt tilbage. Så stærkt, at der i dag kun fiskes Catch & Release på den klassiske flod, hvor A.H.E. Wood i sin tid opfandt det moderne laksefluefiskeri med flydeline og små fluer. Således var Lady Elizabeth i mange år protektor for “Salmon and Trout Association” og bidrog også til indsamling af penge ved “North Atlantic Salmon Fund” (NASF) og dens “fund raising dinners” landet over.

Hun deltog også, da NASF for nogle år siden udgav bogen “World’s Best Flies”. Da hun blev spurgt om sine egne favoritfluer, svarede hun følgende:

“It is often dependent on the time of the year, and clarity of the water. Shrimp, Blue or Green Charm, Munroe Killer – and on occasions a Lion Fly, specially tied using some hair from an African Lion!”

Lady Elizabeth døde sidste år, 101 år gammel. Hele England var i sorg, men Prince Charles var nok en af dem, der sørgede mest. Det var jo Lady Elizabeth, der i sin tid lærte ham at fiske laks. En passion, der stadig har stærkt tag i ham.

28. juni 2002

© Steen Ulnits

* “Den Gamle mand og Havet” død

Ernest Hemingway fik sin Nobelpris i litteratur for ikke mindst den nu klassiske fortælling om “Den Gamle Mand og Havet”. Forbilledet til hovedpersonen i dette drama – bedst personificeret af skuespilleren Spencer Tracy – var cubaneren Gregorio Fuentes, der i mere end 25 år var Hemningway’s faste skipper og fortrolige på fiskebåden “Pilar”. Et teamwork, der resulterede i mange store fisk – tun og marlin – på dæk.

Gregorio Fuentes er netop død, 103 år gammel. Han blev født i fattige kår i 1897 og døde i år 2002 – nu i fotografernes blitzlys, for mange kom til Havana blot for at se og tale med Gregorio om hans tid med Hemingway. Den seje og senede Gregorio levede på minderne – og ikke mindst de mange drinks, der faldt af, når de gamle fortællinger blev genoplivet for nye tilhørere.

Med Gregorio Fuentes døde således også “Den Gamle Mand fra Havet”. En levende legende er ikke længere. Men det er Cuba’s mange marlin heldigvis stadig!

28. juni 2002

© Steen Ulnits

* Slut med seletøj…

…hvis man altså er fluefisker med hang til rekorder. International Game Fish Association (IGFA) har nemlig besluttet, at man fremover ikke vil godkende fluefangede rekordfisk, hvis der til fighten er brugt seletøj à la det, man bruger til Big Game fiskeri. Altså skulderseler – ofte sågar i forbindelse med en fast fightstol.

Fremtidens Big Game fluefiskere kan dog glæde sig over, at de stadig må bruge fightbælte med støtte til bundduppen. Et sådant letter fighten med virkeligt store fisk – typisk tun, marlin og sejlfisk – på en lang fluestang rigtig meget. Har man blot én gang prøvet at stå med en 3 meter lang sejlfisk for enden af en 9 fod lang fluestang, da ved man hvilke massive kræfter, der er på spil. Og at fast støtte til netop bundduppen kan være altafgørende – også selv om det så måske er lidt snyd set med puristens øjne…

De nye IGFA-bestemmelser rokker dog ikke ved allerede satte fluerekorder – også selv om de måtte være sat med brug af skuldersele.

28. juni 2002

© Steen Ulnits

* – Han borede slet ikke!

Som faste læsere af denne side vil vide, så foreslog den amerikanske præsident Bush for nogen tid siden, at der skulle påbegyndes nye olieboringer i Nordamerikas største naturpark i det nordlligste Alaska. Bush kom som bekendt til magten med oliepenge i ryggen, og forslaget om nye olieboringer i Alaska blev derfor betragtet som tilbagebetaling af valgstøtte til de store olieselskaber.

Så let gik det imidlertid ikke. Ikke mindst demokraterne gik imod forslaget og gjorde alt for at modarbejde det. Selv blandt republikanerne – præsidentens egne folk – var der en udbredt modstand mod disse boringer i et hidtil uberørt naturområde. Denne modstand resulterede for nylig i, at præsidentens forslag blev stemt ned i Senatet.

Resultat: – Nul huller. Han borede slet ikke!

28. juni 2002

© Steen Ulnits

* Lakse-weekend ved Gudenåen

I weekend’en 29.-30. juni inviterer Gudenå-sammenslutningen og Dansk Laksefond til stor lakse-weekend ved Gudenåen, der sidste år kom ind på den fornemme Top Ti liste over Europas bedste laksevande – med en samlet stangfangst på op mod 2.000 laks!

Deltagerne vil have adgang til 40 km laksevand fra Tangeværket til Randers Fjord. Fiskeretten er udlånt til formålet af sportsfiskerforeningerne i henholdsvis Bjerringbro, Langå og Randers.

Deltagerbevis til kr. 150,- for en dag eller kr. 250,- for hele weekend’en kan købes lørdag og søndag fra klokken 05.00-08.30 på følgende fire steder:

Broen ved Brogade i Bjerringbro

Ulstrup Bro i Ulstrup

Amtmand Hoppes Bro i Langå

Justesens Plæne i Randers

Alle indtægter fra dette arrangement går til fremme af vildlaksen i danske åer. H. H. Prins Richard, der er ivrig laksefisker og mangeårig støtte af Dansk Laksefond, deltager i arrangementet og vil være til stede under den efterfølgende Laksens Aften, der finder sted om lørdagen.

Deltagerkortet giver adgang til såvel fiskeri som deltagelse i Laksens Aften.

* Hormonforstyrrede fisk må vente

Miljøminister Hans Christian Schmidt mener ikke, at der skal gøres noget for at undersøge de foruroligende meldinger om hormonforstyrrede fisk, som er kommet fra østjyske vandløb. Han mener, at vi endnu ikke kender nok til sagen og dens årsager til at kunne iværksætte en ordentlig undersøgelse af problemet og dets omfang.

I miljøkredse er det dog den almindelige opfattelse, at ministeren blot ønsker at vinde tid, førend der skal iværksættes nye undersøgelser, som nødvendigvis vil koste nye penge. Hans Christian Schmidt har da også efterfølgende meldt ud, at han vil tage sagen op igen til efteråret. Han håber således, at vi til oktober har det fornødne overblik over situationen – hvordan det så ellers skulle kunne lade sig gøre, når vi indtil da ikke kan gøre noget.

Det er blandt forskere den almindelige opfattelse, at problemet med de hormonforstyrrede fisk sandsynligvis skyldes østrogenlignende stoffer i det rensede spildevand fra by og land. Skulle dette vise sig at være tilfældet, er problemet så stort og diffust, at der kun vanskeligt kan gøres noget effektivt ved det. Under alle omstændigheder vil det blive uhyre kostbart, og det ved miljøministeren sikkert…

Nyeste i sagen er, at der nu også er fundet hormonforstyrrede fisk i saltvand. Det viste en undersøgelse fra Vejle Fjord, hvor 27 ud af 44 undersøgte hanskrubber havde anlæg til æg. Her peger meget på, at giftig TBT-bundmaling fra skibe kan være årsagen.

9. juni 2002

© Steen Ulnits

* Skarven skal ikke skydes

Miljøminister Hans Christian Schmidt mener ikke, at den danske bestand af skarver er for stor. I hvert fald ikke ret meget for stor.

Miljøministeren har netop præsenteret en ny skarvforvaltningsplan, som klart tilkendegiver, at der ikke vil blive nogen generel jagttid for den omstridte sorte fugl. Tværtimod vil ministeren totalfrede fuglen i yngletiden fra 1. april til 31. juli.

Den seneste optælling viste, at skarvbestanden herhjemme har været oppe på knap 40.000 ynglepar. Altså 80.000 fugle, som med afkom bringer den samlede danske skarvbestand op på 150.-200.000 fugle, der hver især skal have et lille halvt kilo fisk at spise om dagen.

Nu mener miljøministeren så, at skarvbestanden herhjemme skal være på mindst 30.000 ynglepar. Det svarer til 20% af Europas samlede skarvbestand, hvoraf mange gæster Danmark, som derfor har en international forpligtelse til at bevare en vis skarvbestand.

Selv om der fremover slet ikke må skydes skarver i yngletiden – end ikke som hidtil indenfor 500 meters afstand fra faststående fiskeredskaber – så må erhvervsfiskere dog fremover skyde fuglene inden for en afstand af 1.000 meter fra fiskeredskaberne. Problemet er blot, at det er meget svært at komme på skudhold af de intelligente fugle.

Hertil skal dog lægges, at der ved Ringkøbing og Nissum Fjorde i Vestjylland vil blive igangsat forsøg med at reducere lokale skarvbestande ved at sprøjte lagte æg med parafin. Her er det nemlig dokumenteret, at netop skarverne gør det umuligt at opretholde sunde fiskebestande. det fremtidige forsøg skal klarlægge, om en reduceret og kontrolleret skarvbestand kan genoprette fiskebestandene.

Ikke uventet er Dansk Ornitologisk Forening (DOF) godt tilfreds med, at miljøministeren nu garanterer en dansk skarvbestand på mindst 30.000 ynglepar. DOF undrer sig dog over, at ministeren ikke laver nogle økonomiske beregninger over, hvad skarvbestanden egentlig koster det danske samfund. DOF mener sågar, at de mange skarver har en direkte gavnlig virkning på fiskebestandene:

Skarven tager nemlilg skidtfisk som skaller og brasen, der er med til at gøre vore overgødede søer uklare. Den holder sygdomme i skak i torskebestanden, idet den æder de syge og derfor svage fisk. Og så er den en vigtig fødekilde for den nye danske bestand af havørne… Mener altså DOF, der dog ikke har relevante videnskabelige undersøgelser at henvise til.

Danmarks Fiskeriundersøgelser (DFU) kan til gengæld fortælle, at op mod 80% af ørrederne i vandløb ved Horsens Fjord, bliver ædt af skarver fra landets største koloni på Vorsø. Det viste fund af mærker fra mærkede fisk i skarvreder. Dugfriske DFU-undersøgelser fra Ringkøbing Fjord viser samtidig, at 36% af laksesmoltene og 21% af ørredsmoltene havner i sultne skarvmaver. Det viste radiosendere fra radiomærkede fisk, der pludselig sendte fra skarvkolonier inde på land…

9. juni 2002

© Steen Ulnits

* Sæler skal ikke skydes

Miljøminister Hans Christian Schmidt mener ikke, at den danske bestand af sæler er for stor. I hvert fald ikke så stor, der skal ske en kontrolleret afskydning.

Midt i den ofte ophedede debat om, hvorvidt den voldsomt stigende danske sælbestand skal beskydes eller ej – begyndte sælerne så selv at dø. De første døde sæler blev fundet på Anholt og Læsø, hvorfra sælpesten tilsyneladende har bredt sig til bestandene i Limfjorden og nu senest også den svenske vestkyst. Indtil videre er godt 200 danske sæler døde.

Sælpesten er en slags lungebetændelse, som sælerne tilsyneladende ikke har megen resistens over for. En sygdom, der lader de ramte og afkræftede dyr lide en langsom og smertefuld død. Og en sygdom, der er dobbelt skadelig netop nu, hvor sælerne har født deres unger.

Endnu ved man ikke, om der er tale om en epidemi som den, der ramte og halverede den danske sælbestand i 1980’erne. Det vil den kommende tid vise. Men den fortæller med al ønskelig tydelighed, at sælbestanden nu har nået et niveau, hvor den ikke længere er bæredygtig. Hvor naturen selv begynder at regulere bestanden med sygdom.

Sælpesten kommer derfor på et yderst passende tidspunkt, når den nu er kommet. Den sætter nemlig fornyet fokus på debatten om afskydning af sælerne, så bestandene kan holdes nede på et bæredygtigt niveau. Modstanderne af en kontrolleret afskydning må nu se i øjnene og påtage sig et ansvar for, at sælerne i stedet dør en langsom og smertefuld død af sygdom. I stedet for en hurtig og i de fleste tilfælde smertefri død for en jægers kugle.

Under sælpesten i 1980’erne var det alligevel jægerne, der måtte træde til og aflive syge og afkræftede sæler langs de danske strande. Den danske natur er et menneskeskabt kulturlandskab og derfor ikke i balance med sig selv. Den er, som vi har skabt den, og det er derfor også os, der selv skal vælge, hvad vi vil have, hvor og hvordan.

– Hvorfor altid vente, til det er for sent?

9. juni 2002

© Steen Ulnits

Efterskrift: Sældøden fortsætter. Pr. 1. juli var der 600 døde sæler siden sælpestens start i maj. Det svarer til hver 20. danske sæl – altså 5% af den samlede danske sælbestand på 12.000 sæler. Under den store sælpest i 1980’erne døde 50% af bestanden.

* Bønder skal have erstatning

Noget af det første, den nye borgerlige regering foretog sig, var at give bønderne erstatning, hvis de fremover skal afgive jord af hensyn til miljøet.

Som bekendt blev bønderne underkendt af såvel Østre Landsret som Højesteret, da de stillede krav om erstatning for den jord, de ifølge vandmiljø-handlingsplanerne i 1991 måtte afgive til 2 m dyrkningsfri bræmmer langs vandløbene. Bræmmer, der skulle og skal sikre, at næringsstoffer fra dyrkede og gødede marker ikke havner i vandmiljøet.

I januar i år genfremsatte Kristeligt Folkeparti sammen med Dansk Folkeparti et forslag om, at danske landmænd skal have kompensation for de afgivne jord. Hårdt presset måtte miljøminister Hans Christian Schmidt gå med til, at danske landmænd fremover skal have kompensation, hvis de skal afgive jord i lignende sager. Han ville dog ikke gå med til, at der gives kompensation med bagudvirkende kraft.

Det er vel naturligt nok, at der gives kompensation, dersom man fratager danske landmænd produktiv landbrugsjord. Men lige så naturligt vil det så være, at man også lader selvsamme landmænd betale for de skader, deres produktion påfører det danske vandmiljø.

For flere år siden gennemførte Kommunernes Landsforening (KL) en undersøgelse, der viste, at det danske landbrug – trods eksport i milliardklassen – koster det danske samfund mere, end det tilfører. På grund af den forurening af overfladevand og grundvand, som det intensive danske landbrug påfører vandmiljøet…

Siden KL’s undersøgelse er landbrugets eksport endda kommet til at udgøre en mindre del af den samlede danske eksport.

9. juni 2002

© Steen Ulnits

* Gudenåen lagt i mølpose – igen

Venstre med miljøminister Hans Christian Schmidt og politisk ordfører Jens Rohde i spidsen har nu meldt ud, at der ikke bliver nogen naturgenopretning af Gudenåen. Et projekt, der ellers kun vil koste omkring halvdelen af, hvad retableringen af Skjernå har kostet.

Et udvalg nedsat af Folketinget og bestående af medlemmer fra Fødevareministeriet, Miljøministeriet og de implicerede amter havde ellers entydigt peget på den såkaldte løsningsmodel 8 som den bedste løsning. En løsning, der lader Tange Sø ligge, hvor den gør, og som blandt andet medfører et omløb langs store dele af søen.

Men sådan skal det altså ikke være med den nye regering, der svinger sparekniven for at få deres valgløfter og den kommende finanslov til at hænge sammen. Angiveligt skyldes modstanden mod forslaget imidlertid, at der i lokalområdet – i parentes en vigtig valgkreds for Venstre – er modstand mod at føre Gudenåens vand uden om Tange Sø.

Men som Danmarks Sportsfiskerforbund så rigtigt udtrykker det i en pressemeddelelse:

“…regering og folketing bør se bort fra disse lokale protester. I øvrigt er naturgenopretning af Gudenåen et landsanliggende og ikke blot et anliggende for den lokale befolkning.”

Det kan ikke siges bedre.

1. juni 2002

© Steen Ulnits

* Skjern Å lagt i nye slyngninger

Midt i maj kunne Skjerns borgmester åbne et dige, hvorved endnu et stykke af den retablerede Skjernå blev lagt i sit nye leje. De syv nye sving ligger ved Albæk mellem Skjern og Borris. Hvis alt går efter planen, vil arbejdet med at genetablere vor vandrigeste å være færdigt ved udgangen af dette år. Arbejdet vil da have kostet 254 millioner kroner – en kvart milliard.

Ved indvielsen af de syv nye sving sagde borgmesteren, at det danske samfund nu har betalt det samme for at føre åen tilbage til det naturlige leje, det havde før udretningen, som det kostede at regulere den i 1960’erne. To skridt frem og to tilbage – vel at mærke til den dobbelte pris. Borgmesteren sagde også, at det begge gange har givet masser af beskæftigelse.

Set i dette positive perspektiv kan vi måske se frem til endnu flere udretninger og retableringer af Skjernå – siden det nu er så godt for beskæftigelsen…

1. juni 2002

© Steen Ulnits

* Hald Sø totalfredet

Ti års grundigt forarbejde har nu gjort, at godt 1.600 hektar af Hald Sø og dens nærmeste omgivelser kan totalfredes. Fredningen betyder blandt andet, at grantræer og andre selvsåede planter skal fjernes fra udsigtspunkter omkring søen, så udsigten fra de populære udflugtsmål ikke skæmmes. Ikke mindst de smukke lyngbakker skal holdes ved lige.

Fredningen har som sagt været længe undervejs. Først påbegyndtes et gennemgribende restaureringsarbejde af den smukke sø, hvis vand var forurenet af dambrug i tilløb til søen. Disse dambrug blev købt op og lukket ned, hvorefter man gik i gang med et storstilet iltningsprojekt af den dybe sø. Et projekt, der har varet flere år og dannet skole andre steder.

Iltningsprojektet har båret frugt, idet søen nu er blevet mere klarvandet og iltrig end tidligere. Dette ikke mindst til glæde for søens naturlige bestand af søørreder – en sjældenhed i dagens Danmark, hvor de allerfleste søer er for eutrofierede (forurenet med næringssalte) til, at søørreden kan trives i dem.

1. juni 2002

© Steen Ulnits

* Badevand i Københavns havn?

Københavns Kommune går som sagt med planer om at gøre søerne i det indre København så rene og klare, at der fremover kan bades i dem.

Men ikke nok med dette, som i bedste fald ligger tre år fremme i tiden. Nej, Københavns Kommune har også konkrete planer om, at der meget snart skal kunne bades i Københavns Havn. De seneste års investeringer i rensning af spildevandet fra Københavns 1,5 million borgere har nemlig medført, at vandet nu er så rent i havnen, at der kan bades sikkert i det.

Der er dog et lille “men”, idet der stadig er problemer med overløb af kloakvand i perioder med kraftig nedbør. Der er ganske vist bygget overløbsanlæg mange steder, men enkelte steder kan det stadig gå galt, så urenset spildevand ender i havnen. Det vil Københavns Kommune tage højde for med indførelsen af et varslingsanlæg ved den kommende badeanstalt på Islands Brygge. Her vil vandkvaliteten blive analyseret hvert 15. minut døgnet rundt. En rød lampe vil lyse, dersom indholdet af colibakterier eller andet skidt skulle stige til et uacceptabelt højt niveau. Og så skal man altså ikke hoppe i havnen.

Københavns Kommune har ud over det konkrete projekt ved Islands Brygge planer om andre “bolværksbadestrande” i den store havn. Hatten af for sådanne projekter, der 100% er afhængige af en god vandkvalitet. Det er vejen fremover.

1. juni 2002

© Steen Ulnits

* Badevand i Københavns søer?

Nu er Københavns Kommune blevet træt af uklart vand i søer som Sankt Jørgens Sø, Sortedams Sø og Peblinge Sø. Kommunen har besluttet, at søerne inden tre år skal være så klare, at millionbyens borgere vil kunne bade i dem.

Det er planen, at søerne skal “biomanipuleres”. Skidtfisk som skalle og brasen skal opfiskes, så søernes dyreplankton igen kan få fred til at rydde op i algerne, der gør søerne uklare i sommermånederne. Samtidig skal der udsættes geddeyngel, som kan være med til at holde skidtfiskene nede.

Der har dog været harmdirrende læserbreve i dagspressen, som ikke ønsker en forbedret vandkvalitet. Indlæg, der som begrundelse herfor siger, at de mange nye gedder vil æde alle fuglene i de kommende klarvandede søer…

Interesserede kan læse mere om biomanipulation under “Fiskeribiologi”. Klik ude til venstre.

21. maj 2002

© Steen Ulnits

* Dambruger mod biologer

Dambrugere er ikke gode venner med biologer, der hele tiden fokuserer på den massive forurening, der kommer fra dambrugene. En dambruger fra Holsted kunne da heller ikke styre sig længere, da han i retten var blevet idøt en beskeden bøde på 5.000 kroner for ulovligt at have produceret fisk i slambassinet på sit dambrug.

På vej ud af retten overfusede han de to biologer fra Ribe Amt, som havde vidnet mod ham i sagen. De blev lovet klø, næste gang de kom på kontrolbesøg, og følte sig naturligt nok truet. De meldte derfor på stedet dambrugeren til politiet, der nu har sigtet ham for trusler mod embedsmænd i funktion.

Uheldigvis for den koleriske dambruger var både dommer og anklager til stede og kan nu indkaldes som vidner – mod den dambruger, de netop havde fået dømt!

21. maj 2002

© Steen Ulnits

* – Nyt råd til afvikling?

Den nuværende regering startede som bekendt sin regeringstid med at afvikle et hav af mere eller mindre overflødige råd og nævn. Herved kunne spares et 3-cifret millionbeløb hvert eneste år – penge, som regeringen hellere vil bruge i sundhedssektoren.

Nu har Jyske Vestkysten imidlertid fundet et råd, som gik ram forbi i sparerunden, og som avisen nu anbefaler miljøministeren at nedlægge. Det er Vildtforvaltningsrådet, som netop er kommet med et bud på en ny forvaltningsplan for den fjerede, sorte død – skarven.

Danmark har i årtier haft Vorsø ved Horsens Fjord udlagt som reservat for skarverne, der har kvitteret med landets største skarvkoloni. Der igen har forpestet tilværelsen for fisk og fiskere ved i og ved den smukke østjyske fjord. Her har man studeret, ringmærket og talt fugle som intet andet sted.

Alligevel har Vildtforvaltningsrådet kun ét bud på en ny forvaltningsplan for skarven: Flere penge til undersøgelser af skarvens indflydelse på fisk og fiskeri…

Man kan kun give Jyske Vestkysten ret: – Nedlæg det råd og se så at få reduceret den nuværende skarvbestand til en langt mindre!

21. maj 2002

© Steen Ulnits

* Åbent brev fra Samsø:

Fra maj til september kommer havørrederne ind til kysten i ly af mørket for at søge føde i de lave lune vand. Det er de ikke ene om. Det er der også mennesker, der gør. Men i modsætning til havørrederne skal mennesker, som sætter garn, være 100 meter fra kysten. Eller fange fiskene med stang. Og det er langt vanskeligere. Sværest er det med flue.

Loven er lavet for at begrænse det uhyre effektive garnfiskeri, hvor man vader garnene ud ved lavvande om aftenen og henter dem i ly af mørket i det tidligste morgengry. Hvis man ser årsrapporten fra Fiskerikontrollen, er Samsø blandt de steder i Århus Amt, hvor ulovlighederne er størst.

Kr. Himmelfarts dag’s morgen stod der på kysten fra Vester-løkken og nordpå stribevis af ulovlige garn inde under land. Tre unge mænd kørte i biler med en trailer med kurve til garnene op langs kysten og røgtede nattens fangst. Det var mænd af faget og
ikke rene amatører.

Men det er ulovligt, og det er et sølle fiskeri. Som at køre rundt om natten og jage harer med billygter. Det giver noget i gryderne, men man vinder hverken stolthed, hæder eller respekt ved fangsten. Og hvis man fisker med stang om natten de næste 4 måneder, er det decideret farligt at falde i de ulovlige garn, som selvsagt ikke er afmærkede.

Den slags garnfiskeri er ubetænksomt og har været forbudt siden 1986, hvor en 100 meter garnfri zone langs de danske kyster blev indført hele året.

Det ulovlige garnfiskeri hører en anden tid til. Støder du på det, så ring til Fiskerikontrollen i Randers på 86 44 89 11. Man kan selv vælge, om man vil være anonym eller stå frem. Sagen her har jeg anmeldt.

Kolby, 10. maj 2002

Ole Kæmpe

* Dick Cheney svinger stangen

USA’s præsident George Bush Junior fisker, når tiden ellers tillader det. Helst efter varmtvandsfisk som stormundet bass, men også andre fisk har interesse. Hans far, ekspræsident George Bush Senior, fisker endnu mere, da han nu har tid til det. Gerne efter bass i Florida og redfish i Texas, men favoritfisken er og bliver bluefish oppe i staten Maine, hvor han har sin sommerresidens. Guvernør Jebb Bush fra Florida er som brormand en lidenskabelig bassfisker.

Tidligere udenrigsminister James Baker er en lidenskabelig fluefisker, der helst kaster sine fluer over sine egne ørreder i hans eget vandløb på ranchen i det amerikanske Midtvesten. Nu efterfølges han så af nuværende vicepræsident Dick Cheney, der trods et dårligt hjerte gerne følger i Baker’s fodspor som fluefisker.

Senest har han figureret i fluefiskepressen som deltager på en fisketur i Grand Teton Mountains, hvor han og fiskekammeraten Joe Huntsman sidste år landede 165 bækørreder, regnbueørreder og cutthroats – en med regnbueørreden nært beslægtet art.

Hermed følger Dick Cheney – af mange kaldt verdens reelt mægtigste mand, da han har stået bag såvel George Bush senior som junior – smukt i rækken at amerikanske toppolitikere, hvis fornemste fritidsbeskæftigelse er lystfiskeri. Det er der tydeligvis stemmer i – jævnfør vor egen fiskende Uffe Ellemann-Jensen, der jo næsten blev statsminister på den konto!

3. maj 2002

© Steen Ulnits

* General Electrics rydder op

Selv ikke verdens største virksomhed, amerikanske General Electrics (GE), er hævet over loven. Selv ikke under en republikansk regering. Det viser en opsigtsvækkende afgørelse fra Environmental Protection Agency (EPA – eller USA’s svar på vor egen miljøstyrelse), der nu pålægger GE at rydde op efter farlig forurening med miljøgiften PCB (polyklorerede biphenyler).

PCB, som er et meget varmebestandigt stof og derfor meget brugt i mange former for industriel fremstilling, er kendt for at kunne påvirke reproduktion, kønsdannelse, immunsystem og vækst hos mange forskellige organismer. PCB betragtes derfor i dag som miljøgift på højde med insektgiften DDT og blev derfor allerede i 1979 forbudt i USA.

Den kvindelige chef for EPA, Chrissie Todd Whitman, besluttede i december 2001, at GE skal rydde op efter sig i Hudson River, der løber gennem New York. Her har GE gennem mange år udledt PCB i så store mængder, at man nu i floden kan finde PCB-indhold, som overstiger de vedtagne grænseværdier med både 100 og 1.000 gange! Hvert år vaskes således mere end 200 kg ren PCB ud fra floden – ud til mundingsområdet, hvor det føres frem og tilbage af tidevandet og ophobes i planter og dyr.

Alt dette har nu medført, at EPA har dømt GE til at rydde op efter sig. Det skal ske ved at fjerne mere end 2 millioner kubikmeter PCB-holdigt slam fra en godt 50 km lang strækning af Hudson River opstrøms opstemningen ved Troy Dam. Dette kombineret med stop for udsivning af PCB fra to eksisterende GE virksomheder langs floden vil komme til at koste GE op mod 500 millioner US$.

Omkring 4 milliarder kroner for at rense op efter fortidens synder. Mange penge, men ikke for mange og ikke et sekund for tidligt. Det forventes at arbejdet påbegyndes i 2004 og vil vare fem år.

Nægter GE at rydde op efter sig, kan de ifølge Superfund-loven fra 1980 pålægges en bøde, der er tre gange større end udgifterne til oprydning.

3. maj 2002

© Steen Ulnits

* Cheminova sviner videre

Helt samme fremsynede holdning til miljøet har den danske regering desværre ikke haft til Cheminova, der som bekendt producerer gift på såvel Harboøre Tange i Vestjyland som i Indien, hvor man har endnu lempeligere bestemmelser for fremstilling af giftstoffer. Tænk blot på dioxinkatastrofen i Bhopal, hvor en stor amerikansk virksomhed stod for den fatale produktion.

Cheminova, der blandt andet ejes af Århus Universitet, har adskillige gange været i pressens søgelys for sin forurening af Harboøre Tange og omgivelserne ud mod både Vesterhavet og Limfjorden. Der er blevet grebet ind enkelte gange – blandt andet da den danske fiskeeksport var i fare…

Der har af samme årsag været fiskeforbud i området flere gange. Men hver gang er faren drevet over – primært på grund af de mange arbejdspladser, som fabrikken giver i denne ringe udviklede del af Danmark. Således byder Cheminova på hele 900 arbejdspladser i det vestjyske, hvilket giver ganske vide beføjelser…

Nu er der så fokus på Cheminova igen. Ud for høfde 42, hvor Cheminova længe har haft kemikaliedepot, er der gennem årene deponeret ikke mindre end 1.400 tons kemisk affald, hvoraf noget er fjernet igen. Tilbage er dog stadig 120 tons gift, som hele tiden lækkes til vandmiljøet, når vandstanden er høj i hav og fjord.

Hvert år har Cheminova i tilgift 20 “uheldige” udslip fra produktionen, som myndighederne ser gennem fingre med. Men ikke nok med det .TV kunne for nylig dokumentere, at Cheminova i 2001 yderligere havde haft 8 ej rapporterede tilfælde af giftudslip…

Cheminova giver – i lighed med de fleste giftproduktioner – et årligt overskud på adskillige millioner. Nu mener så nogle, at Cheminova selv burde kunne rydde op efter deres forurening af Harboøre Tange. – Måske de danske miljømyndigheder burde rette blikket mod USA for at se, hvordan man håndterer store forurenere dér?

3. maj 2002

© Steen Ulnits

* Finprikket særling på Hardangervidda

I 1984 opdagede fiskere på højfjeldet i norske Hardangervidda, at der i en lille sø ved navn Svartavasssjøn fandtes en ørred, der ikke lignede den almindelige ørred. Den havde nemlig et hav af ganske små pletter i stedet for de sædvanlige færre, men større. Og så havde den også pletter i øjet. På mange måder en ørred, der mindede om en regnbueørred.

De ansvarlige myndigheder – Direktoratet for Naturforvaltning – blev gjort opmærksomme på den specielle fisk og tog sagen op. Der blev prøvefisket i søen, og der blev lavet DNA-analyser af de “finprikkede ørreder”, som fiskene nu blev kaldt.

Det viste sig, at der ganske vist var tale om en ørred, Salmo trutta, men at den finprikkede ørred havde udviklet sig til en speciel race – en genetisk variant, der levede side om side med den almindelige ørred. Det viste sig også, at fiskene i Svartavasssjøn var truede af den sure nedbør, som ikke mindst ved forårets pludselige snesmeltning sænker vandets pH-værdi, og som ikke kun truer ørredernes egen yngel, men også deres vigtigste fødeemne – tangloppen.

Der blev fanget avlsfisk, og der blev igangsat kalkning af vandet i søerne på højlandet. Senere blev der udsat nye finprikkede ørreder, og tanglopper blev reintroduceret fra andre vande. I 1991 prøvefiskede man så igen – med det glædelige resultat, at fiskene trivedes og havde det godt – på en diæt af nye tanglopper. Yngel fandt man også. Man estimerede, at søen havde en bestand på omkring 500 ørreder, hvoraf de 200 var af den finprikkede slags. Enkelte bastarder – blandinger – fandt man også.

En ren solstrålehistorie i en tid, hvor nordmændene virkelig har brug for noget sådant. I en tid, hvor man er ved at sætte alle sine værdifulde vildlaksebestande over styr for ussel mammon – på grund af det gigantiske opdræt af tamlaks i de norske fjorde.

For en sikkerheds skyld har man sat den finprikkede ørred i banken til mulig senere brug. Genbanken, altså. Her svømmer nu et antal finprikkede avlsfisk rundt og sikrer arvematerialet for eftertiden.

18. april 2002

© Steen Ulnits

* Miljøovervågning på højeste plan

Fredag den 1. marts klokken 02 om morgenen dansk tid lettede den europæiske løfteraket Ariane 5 fra sin base i Fransk Guyana ved Ækvator. Med sig i lastrummet havde den verdens hidtil største miljøsatellit, den godt 8 tons tunge “Envisat”.

Envisat er forsynet med en række avancerede instrumenter, der skal overvåge den globale udvikling på miljøområdet. Således vil Envisat løbende måle de polære iskappers størrelse og udbredelse; mængden af ozon i atmosfæren; verdenshavenes tilstand og klodens plantedække med meget mere. Altsammen for at se, hvilken indflydelse den menneskelige aktivitet har på Moder Jord.

Envisat blev placeret i 800 km’s højde, hvor den vil kredse 14 gange om Jorden i døgnet. I løbet af blot tre dage vil den kunne kortlægge hele Jorden én gang.

Det er den europæiske rumfartsorganisation ESA, der har betalt gildet.

18. april 2002

© Steen Ulnits

* Ribe-laks skal retur

Indtil for kort tid siden troede ingen, at der var laks tilbage af den oprindelige Ribe Å-stamme. Nye DNA-undersøgelser viste imidlertid, at der stadig var rester af den oprindelige laksestamme i det store sydvestjyske vandsystem.

De seneste to år har det imidlertid været umuligt at fange tilstrækkeligt med laks af den oprindelige stamme til et egentligt opdræt. Hertil kræves nemlig mindst 25 hanner og 25 hunner, hvis man skal undgå ødelæggende indavl.

Biologerne anbefaler derfor, at Ribe-laksen fredes, og at fangede eksemplarer genudsættes, så de har mulighed for efterfølgende at gyde. Noget tilsvarende har man for længst gjort ad frivillighedens vej i Varde Å lige i nærheden, så mon ikke man også finder ud af det i Ribe?

18. april 2002

© Steen Ulnits

* Kørekort til speedbåd

Den 1. juni i år er det nu så vidt: Efter tre års varsel træder den såkaldte ordning om “kørekort for speedbåde” endeligt i kraft. Bliver man taget i at sejle uden kørekort i en båd, der kræver det, idømmes man en bøde.De bøder, der hidtil er givet for overtrædelse af denne ordning, har lydt på kr. 1.500,-.

Interesserede kan under “Både” finde en gennemgang af, hvem der skal have det nye kørekort, hvor lange bådene og hvor store motorerne skal være, før der i juridisk forstand er tale om en “speedbåd”. Til orientering skal siges, at langt de fleste nye “småbåde” kommer ind under denne kategori.

18. april 2002

© Steen Ulnits

* 9.000 tons ekstra kvælstof fra landbruget…

Som tidligere nævnt her på siden har den ekstraordinært megen regn i dette forår fået åerne til at gå over deres bredder og søerne til at blive meget større. Men det er desværre ikke den eneste konsekvens af nedbøren. En anden og meget værre konsekvens er den stærkt øgede udvaskning af næringssalte – kvælstof og fosfor – fra landbrugets gødede og overgødede marker.

Landskontoret for Planteavl har netop offentliggjort en prognose, der siger, at landbrugerne i år må tilføre deres marker 9.000 tons ekstra kvælstof for at kompensere for udvaskningen fra markerne – en udvaskning, der havner direkte i vandmiljøet. Med algeblomst, iltsvind og bundvendinger til følge i de indre danske farvande.

Specielt spændende skal det derfor blive at følge udviklingen ved Mariager Fjord, hvor man til dato intet har foretaget sig for at undgå endnu en fjorddød. Det har da også været tæt på en enkelt gang siden katastrofen i 1997. – Skal 2002 blive året, hvor landbruget endnu engang får skovlen under Mariager Fjord? Oddsene er i hvert fald gode…

Det ekstraordinært gode vejr, som fulgte den ekstraordinært våde vinter har gjort alle pessimistiske forudsigelser grundigt til skamme. Således blev de fleste landmænd færdige med såningen langt tidligere end forventet. Desværre førte det tørre vejr til en massiv jordfygning, der flere steder mindede mest af alt om sandstorm.

Store mængder sand og jord havnede i vandløbene, hvor de medfører sandvandring og tilsanding af gydebanker for laksefiskene.

11. april 2002

© Steen Ulnits

* Galt med gylle

Det sker heldigvis sjældnere og sjældnere, men nu er det desværre sket igen: En gylletank på Haderslev Næs er sprunget læk, hvorved 100.000 liter giftig og iltslugende gylle er sluppet ud i Møllebækken, der munder ud i Bankel Sø.

Her holder et af Danmarks meget få havørnepar til, og de vil nu måske få problemer med at skaffe sig den daglige føde. Alle fisk på den 3,5 km lange forurenede strækning af Møllebækken er nemlig afgået ved døden. Heldigvis er der netop i år ekstraordinært megen vand i åen på grund af den rekordstore nedbør. Det har kunnet fortynde gyllen og dermed reduceret dens skadelige effekt.

Ti mand fra Falcks redningskorps i Haderslev rykkede hurtigt ud og etablerede dæmninger i Møllebækken, hvorved en del af gyllen kunne pumpes op og ud på de omkringliggende marker. Bankel Sø undgik således en stor del af den samlede forurening.

Men endnu engang havde gylle fra en skødesløs landmand altså lagt alt liv i et dansk vandløb øde…

11. april 2002

© Steen Ulnits

* Kostbar kaviar

Kaviar har altid været en eftertragtet og kostbar spise i de højere kredse. Så meget, at kaviarens leverandør – støren – nu er en truet art. Støren lever i Det Kaspiske Hav og forekommer som flere arter, hvoraf specielt den store Beluga-stør er i høj kurs.

Det er fiskere i Rusland, Aserbajdsjan, Kasakhstan, Turkmenistan og Iran, der fisker efter stør i deres respektive dele af havet. Disse fem lande har frivilligt accepteret i år at begrænse eksporten af kaviar til sammenlagt 142 tons, hvilket er en nedgang på 10% i forhold til sidste år.

Men det er tvivlsomt, om denne frivillige begrænsning nytter noget. Faktum er nemlig, at den illegale eksport af kaviar skønnes at være mindst ti gange større. I de sidste 20 år er bestanden af Beluga-stør faldet med 90% – siden 1995 alene med 40% – og i takt hermed er prisen på kaviar steget tilsvarende. For blot få år siden kostede et kg kaviar således 75 US$. I dag koster det 120 US$.

Ikke mindst USA har råbt vagt i gevær og skærpet kontrollen med den illegale import af kostbar kaviar. Siden 1998 har der kørt tre store smuglersager, som har ført til lange fængselsstraffe og store bøder. I et enkelt tilfælde er der faldet bøde på 10 millioner dollars, og pt. verserer en omfattende sag involverende flere store kæder af restauranter. Her alene mener myndighederne, at der er smuglet kaviar for 160 millioner dollars – 1,25 milliard kroner. Til sammenligning omsætter den samlede legale handel med kaviar blot omkring 1 milliard kroner.

Ud over den store Beluga-stør får man også kaviar fra den mere almindelige Sevruga-stør og den næsten udryddede Ossetra-stør.

11. april 2002

© Steen Ulnits

* Fiskearter i farezonen

EU’s fiskeripolitik i de senete årtier har spillet fallit – i en sådan grad, at selv EU indrømmer det. Der er givet støtte til ophugning af gamle skibe – med det formål at reducere fiskeflådens størrelse og overkapacitet. Resultatet er imidlertid blevet, at støtten blot er brugt til køb af nye og endnu mere effektive både. Det er især arter som torsk, kuller og hvilling samt rødspætte, makrel og sild, at dette mangeårige overfiskeri er gået ud over.

Årligt fiskes der i Nordsøen 120.000 tons torsk. Allerede på nuværende tidspunkt er der tomt for torsk i tilstødende farvande som Skagerak, Kattegat og dele af Østersøen.

Årligt fiskes der 139.000 tons kuller i Nordsøen, hvilket klart overskrider det bæredygtige niveau. Der fokuseres især på et kolossalt udsmid (uønskede fisk) fra skotske trawlere.

Årligt fiskes der 81.000 tons hvilling, hvilket også overskrider niveauet for et bæredygtigt fiskeri. Kvoterne foreslås derfor reduceret med hele 60%.

Årligt fiskes der 162.000 tons rødspætte. Ikke mindst hollænderne er hårde ved rødspætterne med deres store og tunge bomtrawl. En 20% reduktion ønskes.

Årligt fiskes der 325.000 tons makrel, hvilket nu har ført til krav om totalt fiskestop i Skagerak og den sydlige del af Nordsøen.

Årligt fiskes der 500.000 tons sild, som ikke kun er til konsum, men også til fiskefoder. Samtidig er sildene en vigtig føde for flere af rovfiskene i Nordsøen.

EU-fiskeriet har gennem årene været forsøgt styret med kvoter, der i vid udstrækning overskrides. Eller fangsterne landes under andre artsnavne end de virkelige for at omgå fiskekvoterne. EU’s seneste udspil er deciderede stop for fiskeriet, så bådene bliver i havn et vist antal dage hvert år eller hver måned. Så kan de da ikke begå kriminalitet så længe…

11. april 2002

© Steen Ulnits

* Truet tropisk træ i vestjysk vandløb

Regnskovsgruppen Nepenthes, der blev ramt hårdt af besparelserne i den nye regerings nye finanslov, er nu gået på barrikaderne og anklager offentlige danske myndigheder for ukritisk at importere tømmer fra truede træer i regnskove verden over.

Nepenthes kræver i lighed med Verdensnaturfonden, at det brugte træ er FSC-certificeret, hvilket sikrer, at det stammer fra en bæredygtig skovhugst. Der er tale om flere forskellige truede træsorter, men mest fokus er der på den tropiske træsort azobé, der egner sig specielt godt til broer og bolværker, som skal stå direkte ude i vandet. Tropisk træ er typisk tungt, stærkt og meget hårdt, hvilket gør, at det ikke rådner op i vandet. I hvert fald tager det rigtig mange år sammenlignet med almindeligt træ.

Azobé-træet er importeret til Danmark og brugt til bolværker i havne som København og Sønderborg. Mest opsigt har det dog vakt, at det også er brugt til restaureringsarbejder i den vestjyske Skjern Å. Den enes død den andens brød, kan man vist roligt sige…

Interesserede kan se et billede af det truede tropiske træ i brug ved en bro nær Lønborg. Det findes på side 103 i min næstnyeste bog “Jyllands Bedste Fiskevande”.

4. april 2002

© Steen Ulnits

* – Op med sarkofagen!

I april 1986 skete den katastrofe, mange længe havde frygtet: Det dårligt konstruerede russiske atomkraftværk Chernobyl kom ud af kontrol, og en efterfølgende kernereaktion resulterede i eksplosion af reaktor 4, som løftede det 2.000 tons tunge betontag højt op i luften.

Blot få dage senere kunne man måle et voldsomt radioaktivt nedfald så langt borte som i svensk Lapland. Ikke mindst gedderne heroppe ophobede i løbet af de kommende måneder så store mængder radioaktivitet, at de ikke længere kunne spises uden risiko for liv og lemmer. Det samme gjorde elge og rener, hvilket ramte de svenske samer hårdt.

Den vestlige verden var rystet over oplysningerne, mens den russiske befolkning blev holdt hen med sparsomme og stærkt censurerede oplysninger – givet for at undgå panikagtige situationer. Efter en hel del diplomati og diplomatiske forviklinger blev EU-landene i 1995 enige om, at der skulle bevilges penge til det nu fattige Ukraine. Sovjetunionen var jo i mellemtiden gået i opløsning, og Ukraine måtte nu stå på egne ben.

Der blev sat 5 milliarder EU-kroner af til bygningen af en gigantisk betonsarkofag over den forulykkede reaktor – med det tilsyneladende udmærkede formål at isolere den stærkt radioaktive reaktorkerne fra omgivelserne, så yderligere udslip kunne undgås. Man mente nemlig, at der stadig var 97% af det farlige brændstof tilbage i kernen – i form af 200 tons højradioaktivt materiale.

Nu viser det hele sig så efter al sandsynlighed at være et bluff-nummer af rang. Tyske atomforskere, der sammen med russiske kolleger har haft adgang til den forulykkede reaktor 4, kunne knapt måle nogen radioaktiv stråling – i hvert fald ikke noget, der på nogen måde kunne sandsynliggøre, at der stadig skulle være 97% af det højradioaktive atombrændsel tilbage. De kunne sågar findes inde ved selve reaktorkernen, kun iført beskyttelsesdragter.

Disse forskere konkluderer nu, at det snarere var 97% af brændslet, der slap ud i atmosføren ved den kraftige eksplosion, som løftede den tunge tagkonstruktion højt op i luften. At der nu kun er 3% tilbage, og at dette på ingen måde udgør nogen fare for omgivelserne. At skaden således for længst er sket, og at de 5 milliarder ingen nytte har været til overhovedet.

Og dog. Et slag på tasken siger nemlig, at omkring 90% af pengene er gået til de vestlige atomenergifirmaer, som har været konsulenter og eksperter på opgaven. Små 10% er havnet i hovedstaden Kievs pengekasse, og sølle 1% er reelt gået til oprydning på Chernobyl. Og så er der kun dokumentation og bilag for 30% af hele beløbet…

Tilbage står så det triste faktum, der stadig findes 13 operative atomreaktorer af den farlige Chernobyl-type. At Rusland nu planlægger at udbygge atomkraften yderligere, så A-kraft i 2015 vil levere en tredjedel af landets totale energiforbrug.

Tilbage står også den kendsgerning, at antallet af svulstdannelser efter radioaktiv bestråling fra ulykken først vil toppe i år 2005. I mellemtiden og siden 1986 anslår vestlige eksperter, at mellem 10.000 og 20.000 “likvidatorer” (oprydningsarbejdere) er afgået ved døden på grund af strålingen fra reaktor 4.

Endelig regner den russiske regering med en stor fremtidig indtjening ved at modtage og oparbejde eller deponere højradioaktivt affald fra den øvrige verden. På nuværende tidspunkt har de russiske myndigheder endda allerede dokumenteret, at de end ikke kan fragte egne skrottede reaktorer fra Murmansk på Kola-halvøen til oparbejdsningsanlægget Marjak i Sydrusland på forsvarlig vis – uden at der forsvinder plutonium undervejs.

Det kommer helt sikkert til at gå helt galt igen med A-kraften i Østblokken. Spørgsmålet er kun hvornår…

Interesserede kan læse med om fisk og atomkraft under “Fiskeribiologi”.

4. april 2002

© Steen Ulnits

* – Ned med CO2’en!

Hvert år udleder Danmark omkring 60 millioner tons CO2 til atmosfæren – med den drivhuseffekt, det nu engang medfører.

FN-klimaaftalen fra Kyoto i 1997 pålagde Danmark at reducere udslippet med godt 20%, hvilket vi allerede er godt i gang med. En helt ny teknik gør det teoretisk muligt at nå målet fra Kyoto ved blot at bygge en håndfuld nye anlæg til CO2-vask af røgen fra landbaserede kraft- og kraftvarmeværker.

Teknikken, der vel at mærke er afprøvet i praksis af amerikanske virksomheder, går i al sin besnærende enkelhed ud på følgende:

– Røgen fra landbaserede kraftværker baseret på afbrænding af fossilt brændstof som kul, olie og gas vaskes kemisk, hvorved 80-90% af kuldioxiden tilbageholdes.

– Den tilbageholdte CO2 pumpes i flydende form ud til Nordsøens olieboreplatforme, hvor den pumpes ned under olielommer i havbunden.

– Det skabte overtryk presser olie og naturgas op, som ellers ikke ville kunne pumpes fri af havbundens tætte kalkformationer.

Uden brug af CO2 kan kun 20-30 af olie- og gasforekomsterne pumpes op. Det påstås, at den nedpumpede CO2 bindes og forsegles i undergrunden, så den bliver her, mens kun den ønskede olie og naturgas pumpes op. Miljøorganisationer som Greenpeace er dog kritiske over for den nye idé til nedbringelse af CO2-udslippet. De mener ikke, der er nogen garanti for, at den nedpumpede CO2 ikke senere kan slippe op gennem havbunden og videre op gennem vandet. Og så er vi jo lige vidt.

Rent økonomisk er denne metode til CO2-besparelse en smule billigere end at bygge store vindmølleparker langt til havs. Sidstnævnte er ikke populært blandt miljø- og især fuglefolk, og den nye løsning er derfor politisk meget spiselig. ELSAM har allerede meldt ud, at de gerne bygger de fornødne renseanlæg, hvis ellers regeringen bakker op om ideen. Og boreplatformene vil aftage den producerede CO2 til fornuftige priser, hvilket pt. er omkring 200 kroner per ton.

Det drejer sig i så fald om 6-7 anlæg i milliardklassen. Vestkraft i Esbjerg vil da være det første sted i landet, hvor man tager den nye teknologi i brug. Vestkraft er jo det kraftvarmeværk, som ligger tætest på olieplatformene i Nordsøen.

4. april 2002

© Steen Ulnits

* Skyd en skarv – og spis den!

Skov- og Naturstyrelsen har netop barslet med et forslag til “regulering” af skarvbestanden, hvilket kun skyldes den nye borgerlige regering. Skov- og Naturstyrelsen har nemlig hidtil gået under betegnelsen “Skarv- og Naturstyrelsen, da stærke ornitologkræfter inden for styrelsen hidtil ikke har kunnet få skarver nok. Uanset de skader, de sorte fugle måtte forvolde på træer og fiskebestande.

De lærde strides stadig om, hvor mange skarver vi egentlig har på kost i Danmark. Faktum er, at den var udryddet som dansk ynglefugl allerede i 1876. 125 år senere – i 2001 – blev der optalt små 40.000 ynglepar, hvilket sammen med klækkede unger og trækkende fugle bringer bestanden op i nærheden af 200.000 fugle, der hver æder knap et halvt kilogram fisk om dagen. Der skal således op mod 100 tons fisk til hver dag for at ernære vor hjemlige skarvbestand, når den er størst

Nu lægges der op til, at skarvbestandene kan reguleres eller reduceres på forskellig vis. Således foreslår man, at fiskere og dambrugere kan få lov til at skyde skarverne i op til 1.000 meter fra deres redskaber. Samtidig vil man som forsøg åbne Nissum og Ringkøbing Fjorde for decideret jagt om efteråret. Her har det nemlig vist sig, at skarven æder op mod 2/3 af alle udtrækkende lakseungfisk. Endelig vil forstfolk få lov til at tynde ud i eksisterende bestande eller hindre etableringen af nye, så man på denne måde kan undgå, at skarverne ødelægger alt for megen skov.

Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Ornitologisk Forening kritiserer regeringens forslag i stærke vendinger. Omvendt udtaler Danmarks Jægerforbund sig ikke overraskende positivt om tanken. Fiskerne mener dog ikke, at de foreslåede tiltag er nær stærke nok. Samtidig slår de til tromme for, at vi danskere lærer at spise skarv, som nordmændene længe har gjort det.

Således sidder der næsten et kilogram fint og magert brystkød på en voksen skarv – kød, der i koldrøget tilstand smager meget á la rådyr. Kød, der ligeledes fint kan serveres som engelsk bøf. Med de alt for mange skarver, vi har i dag, er der lagt op til mangt et godt måltid i de kommende år!

Men heller ikke sælerne kan vide sig sikre i årene fremover. Bestanden af spættet sæl i Danmark er nu oppe på 11.000 eksemplarer, hvilket er en hård belastning for mange fiskebestande. Skov- og Naturstyrelsen har dog ikke spillet ud med forslag om jagt på denne art, men man har meldt ud, at der er en forvaltningsplan på trapperne.

En voksen spættet sæl æder 2-4 kg fisk om dagen, så der skal daglig 22-44 tons fisk til at brødføde den nuværende sælbestand.

4. april 2002

© Steen Ulnits

* Sallys irske endeligt

Den 5. marts 1998 blev en lille hunlaks med navnet “Sally” sat ud i den tyske Kinzig flod – et tilløb til Rhinen i Schwarzwald. Fisken blev udsat af en tysk biolog, der den 23. februar samme år havde mærket Sally med et lille nummereret metalstykke i næsen. Hendes nummer var 23/30/28.

Sally vejede da 16 gram ved en længde af 10,7 cm. Hun blev sluppet løs sammen med 2.149 andre mærkede laks, der alle vandrede ned af Kinzig ud ud i Rhinen, inden de et par uger senere nåede helt ud i Nordsøen. Rejsen fortsatte nordpå til opvækstpladserne i farvandet mellem Grønland, Island og Færøerne. Her var vandet 4-8 grader varmt, og her ti-doblede Sally sin vægt flere gange, inden hun blev kønsmoden og derfor måtte vende sin mærkede næse hjemefter igen. Hun vejede da over 2 kg.

Den 23. juni år 2000 er Sally nået ned til den irske vestkyst nær Foyle. Sammen med en række andre laks når hun helt ind under kysten ved Dingle hvor hun møder sin skæbne – i form af et af de utallige drivgarn, der venter her. Her sætter 1.500 irske fiskere deres redskaber, og her ender årligt op mod 200.000 vildlaks deres dage i et garn.

Sally døde i en alder af 3 år, 59 cm lang og 2,5 kg tung. Hun nåede aldrig tilbage til gydepladserne i Kinzig, men blev solgt til spotpris på det irske fiskemarked. Her fandt man næsemærket med en automatisk metaldetektor og kunne siden afgøre, at det var en tysk laks “bound for” Rhinen, man havde fanget.

4. april 2002

© Steen Ulnits

* EU-svindel med norske laks

Toldvæsenet i Nordjylland har opklaret et tilfælde af norsk svindel med EU-midler. Således har norske lakseeksportører svindlet ved at dumpe laksepriserne til under den fastsatte EU-mindstepris og derved unddraget EU op mod 300 millioner kroner. Ulovligheder, der naturligvis går ud over EU’s egne lakseproducerende lande såsom Irland og Skotland.

Endnu et eksempel på, at norsk lakseopdræt er skadeligt for alt andet end lige netop norsk nationaløkonomi. Det er ikke kun den norske vildlaks, der må bøde med livet for det kolossale og aldeles uhæmmede lakseopdræt i norske fjorde. Nu går det også ud over hjemlige fiskeopdrættere.

4. april 2002

© Steen Ulnits

* Grejnyt: “T3” topper

Amerikanske Orvis er givet verdens største producent af fluegrej og har været på markedet lige siden 1856, hvor firmaet blev grundlagt i staten Vermont på den amerikanske østkyst. De snart 150 år på bagen har givet Orvis en kolossal ballast, når det gælder design og produktion af fluestænger.

Orvis har da også gennemløbet hele udviklingen af fluestænger fra splitcane over glasfiber til vore dages kulfiber. Og med deres seneste “T3” serie af fluestænger har de lagt sig helt i front. Orvis har nemlig allieret sig med fly- og rumfartsindustrien og tilpasset såvel materialer som produktionsformer herfra til fremstilling af fluestænger.

Således bruger man nu de samme højmodulære kulfibre og de samme “nanokeramiske” bindemidler, som er udviklet til rotorbladene på de lydløse amerikanske Apache angrebshelikoptere. En dyr, men kompromisløs fremstilling, der virkelig har givet pote i form af fluestænger uden sidestykke. Jeg har haft lejlighed til at prøve en hel serie af slagsen under testfiskeri i sydengelske River Test og Itchen, og dommen var krystalklar:

Der findes ikke bedre fluestænger – uanset prisen. Som dog desværre regnes i tusinder af kroner. Således kommer de nye T3 stænger til at koste omkring DKK 6.000 herhjemme. De nye T3 stænger adskiller sig fra de gamle Trident stænger, som de afløser, på flere forskellige måder:

Af udseende, idet de nye stænger er monteret med hjulholdere, der kan få enhver grejfreaks hjerte til at slå et par slag ekstra. Kræs, hvis lige aldrig før er set. Og af funktion, idet T3 stængerne har en sejhed i aktionen, som kun kan skyldes den nye konstruktionsform. Det virker, som om der bliver ved med at være kræfter at hente, selv når man presser dem rigtig hårdt.

Der er to “stilarter” at vælge imellem: Saltvandsstængerne med blå finish, som ud over titaniumbelagte stangringe og overstore skydeøjer er monteret med Hi-Tec hjulholdere, som skal ses for at fattes. Og så ferskvandsstængerne, der ud over en grøn finish er forsynet med brune beviklinger og forgyldte stangringe. Læg hertil nye alurør, der i sig selv løfter T3 stængerne op på et stade for sig.

– Skal absolut ses og kastes!

21. marts 2002

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Fra “TL” til “TLS”

Orvis har i det forgangne år investeret mere end 12 millioner kroner i udviklingen af en helt ny stangserie og helt nye fremstillingsfaciliteter i Vermont, USA.

Brugen af nye kulfibre med ekstremt høj modulus (stivhed) havde gjort det nødvendigt med nye fremstillingsmetoder, der kan håndtere de langt mindre tolerancer, der kræves nu. Jo stivere kulfibre (højere modulus) desto mindre tolerancer skal der arbejdes med.Det har resulteret i de ovennævnte nye “T3” stænger, som på alle måder er “state of the art” inden for fluestænger.

Den gamle topserie “Trident TL” bliver fremover til “TLS”, som afløser den hidtidige “Silver Label” serie. I den forbindelse skal man mærke sig, at det er Trident TL klinger, der bliver rygraden i den nye “TLS” serie – blot uden dyrt hardware som titaniumbelagte slangeringe og uden det vibrationsdæmpende indlæg i håndtaget.

Prisen havner derfor nede i nærheden af den gamle “Silver Label”, hvilket gør de nye stænger til et røverkøb for kræsne fluefiskere, der gerne vil spare uden derfor at slække ret meget på de ultimative krav til kvaliteten.

Orvis er for øvrigt et godt eksempel på et kommercielt firma med en grøn profil. Orvis ved bedre end de fleste, at man som producent af fiskegrej er helt afhængig af et godt vandmiljø med sunde fiskebestande. Orvis donerer derfor hvert år 5% af sit overskud før skat til specifikke miljø-genopretningsprojekter af interesse for fluefiskere. Det er gennem årene blevet til mange millioner dollars.

21. marts 2002

© Steen Ulnits

* Surt at være sushi

…i hvert fald hvis man er en blåfinnet tunfisk på den røde liste…

I de seneste år er det for alvor kommet på mode at spise den japanske fiskeret “sushi”, der består at rå fisk på risbund. En ret, der i lighed med “sashimi” – rå fisk uden andet til – kræver absolut friske råvarer. Hvilket for øvrigt får enhver japaner med respekt for sig selv til at rynke på næsen af danske sushi-barer. – De fisk er ikke friske, lyder nemlig meldingen fra den kritiske japanske kvalitetskontrol…

Men det bekymrer ikke de nyomvendte fiskespisere i den vestlige verden, hvor jo ingen ved, hvordan rigtig sushi og sashimi skal smage. Men hvor man blot hopper med på modedillen og stiller op ved disken i de efterhånden ganske mange sushi-barer rundt omkring i storbyerne. Uvidende om eller ligeglade med, hvor råvarerne egentlig kommer fra.

Den virkelige taber er den blåfinnede tun, som med base i Middelhavet må lægge ryg til den nye maddille. Den selvsamme blåfinnede tun, som i første halvdel af sidste århundrede ofte nåede så langt nordpå som til Øresund. Hvor rekordfisken på 372 kg da også blev fanget.

Så store tun ses ikke mere. De fanges, førend de er nået ud af Middelhavet. Og med den nye sushi-dille ser det sortere ud end nogensinde for den blå tun, der længe har været på den røde liste over truede dyrearter. Velbekomme…

21. marts 2002

© Steen Ulnits

* Hvide hajer på lange vandringer

Den hvide haj er den største nulevende haj og en af verdens største fisk overhovedet. Nu har amerikanske fiskeribiologer fulgt seks hvidhajer, som blev fanget, mærket og genudsat ud for den nordamerikanske vestkyst.

Det viste sig overraskende, at den frygtede dræber, der har lagt krop og kæber til gyserfilmen “Jaws”, vandrer over meget store afstande i Stillehavet. Forskerne havde forventet, at hvidhajerne ville svømme til og fra de store sælkolonier, der udgør en stor del af hajernes daglige føde.

Men satellitmærkningerne viske overraskende nok, at hvidhajerne i stedet kan finde på at foretage meget lange vandringer langt til havs – tilsyneladende på må og få. Således tilbagelagde en af de mærkede hajer en 3.800 km lang strækning, da den forlod det kolde vand ud for Californiens kyst og vandrede helt ud til varmen ved Hawaii.

Noget tyder på, at det er vandtemperaturen, der står for i hvert fald en del af forklaringen på disse lange vandringer. Faktum var i hvert fald, at vandringen fra koldt mod varmt vand skete om vinteren. I modsætning til, hvad mange tror, er den store hvide haj ingen tropisk fisk. I stedet stortrives den i det kolde vand ud for California, hvor man har nogle af verdens største koncentrationer af den store hvide haj og lejlighedsvise menneskeæder.

21. marts 2002

© Steen Ulnits

* Stortorsk i Lillebælt

Torskene i Lillebælt plejer ikke at høre til de største. I regelen er man godt tilfreds, hvis man får fisk på 2-3 kg på krogen og med hjem.

Men i denne vinter er der fanget flere stortorsk end normalt. Og det er både lystfiskere og erhvervsfiskere, der har fået del i de store torsk, der vandrer ind i Lillebælt fra den vestlige Østersø. Lokale lystfiskere har indtil videre landet torsk på op til godt 15 kg, hvilket er tæt på den den gamle lystfiskerrekord, der er et par kilo større.

Erhvervsfiskerne, som i stort tal er rykket ind i Lillebælt fra Nordsøen med dens torskestop og minimale kvoter, har indtil videre landet torsk på op til godt 25 kg, hvilket er en voldsom størrelse for Lillebælt. Lokalt klager lystfiskerne imidlertid over, at alle fiskepladser er tomme, når de store trawlere først har været en tur igennem – når bunden er jævnet ud, stenene vendt og tangen rykket op med rode…

21. marts 2002

© Steen Ulnits

* Lomborg ned ad bakke

I Tyskland har man allerede fået det første billede af Bjørn Lomborgs visioner for miljøet. I et interview i dagbladet Der Spiegel foreslår Lomborg således i ramme alvor, at man overdækker lossepladser og bruger dem som skibakker…

Han er dog straks blevet undsagt af miljøminister Hans Chr. Schmidt, der bestemt ikke bryder sig om tanken. “Hvis Bjørn Lomborg er citeret korrekt, nemlig at det generelt er en god idé at deponere affald frem for at udnytte ressourcerne i affaldet, er jeg ikke enig i dette synspunkt”, siger ministeren.

Pudsigt, at tyskerne skulle blive de første til at høre et konkret bud på Lomborgs visioner for miljøet. Men typisk, at han bruger enhver lejlighed til at eksponere sig selv i medierne. Det er han dygtig til – meget dygtig endda. “Medieliderlighed” kalder man det også i fagsproget.

14. marts 2002

© Steen Ulnits

* Hormoner alligevel på dagsordenen

Virkeligheden er ved at gå op for den stadig nye borgerlige regering. Nu, hvor finansloven er på plads, er de nye ministre begyndt at slappe lidt mere af. Slut med bare per automatik at sige nej til alt, der koster penge.

Da de første rapporter om hunlige hormoner i kønsforstyrrede hanlige fisk dukkede op, mente miljøminister Hans Chr. Schmidt (V) ikke, at det var noget problem, der burde undersøges nærmere. Men nu har han netop meldt ud, at problemet naturligvis må undersøges nærmere, hvis Miljøstyrelsen anbefaler det.

Nu skal det så blive spændende at se, om Bjørn Lomborg på det nye Institut for Miljøvurdering også synes, det er pengene værd at se nærmere på hormonerne. Eller om samfundet i stedet ville kunne tjene flere penge ved at bygge skibakker over gamle lossepladser…

14. marts 2002

© Steen Ulnits

* Danmarks Sportsfiskerforbund åbner op

På sin seneste kongres tog Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) hul på et helt nyt kapitel i forbundets efterhånden mangeårige virke. På kongressen vedtog man nemlig, at det fremover direkte skal være foreningerne, der lægger forbundets strategier og bestemmer vejen. I stedet for som hidtil repræsentanter for regionerne, der indirekte har vist vejen og taget beslutningerne. Nogte, der gennem årene er kommet mange kontroverser og en del mistede medlemmer ud af.

Den nye ledelsesform kan meget vel være afgørende for DSF’s fremtid som talerør for danske lyst- eller sportsfiskere – hvad man nu vælger at kalde sig selv. Indtil nu har der gentagne gange været rettet beskyldninger mod DSF om manglende demokrati og gennemskuelighed i beslutningerne. En tidligere udenrigskorrespondent ved Danmarks Radio gik endda så vidt som til at kalde DSF’s opbygning og arbejdsmåde for “pyramidalsk centralisme” á la det gamle Sovjetunionen.

Den tid bør være definitivt forbi med den nye åbenhed i ledelsen, som altså blev vedtaget på seneste DSF kongres. For skal man ud og organisere de alt for mange danske lystfiskere, der ikke er medlem af nogen forening eller noget landsdækkende forbund, så skal der åbenhed til. Åbenhed og vilje til at diskutere og acceptere konstruktiv kritik, når den fremføres.

Måtte den nye åbenhed slå igennem og gavne såvel DSF specielt som dansk lystfiskeri generelt.

14. marts 2002

© Steen Ulnits

* Millionen, der mangler

Opbakningen til det obligatoriske fisketegn er støt vigende. Således blev der i 1999 indbetalt 31.170.120 kroner – et beløb, der frem til 2001 er faldet til 30.129.608 kroner. Altså en tilbagegang på over en million kroner til fiskeplejen.

Man kan kun gisne om årsagerne til denne støtte tilbagegang, men en medvirkende årsag har givet været den megen omtale i medierne af fiskeplejemidlernes brug til forskerlønninger i stedet for regulær fiskepleje. Ikke mindst på Sjælland får lystfiskerne ikke meget ud af deres indbetalinger, da hovedparten af fiskeplejemidlerne går til de store vandløbssystemer i Jylland.

Det fremgår desværre ikke af tallene fra Fiskeridirektoratet, om tilbagegangen i indbetalingerne er jævnt fordelt over hele landet, eller om den er størst på øerne. Faktum er imidlertid, at flere fritidsfiskere og færre sportsfiskere spytter i kassen end hidtil.

Spændende skal det blive at følge indbetalingerne her i år 2002.

14. marts 2002

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Fleece fra Fenwick

Amerikanske Fenwick, som ellers er mest kendt for sine fluestænger i den dyre ende af prisskalaen, er også til beklædning.

Når det er koldt og man skal udføre fysisk arbejde udendørs, er det vigtigt at klæde sig efter lag-på-lag princippet – med tyndt svedtransporterende undertøj inderst, isolerende varmelag i midten og så en åndbar, men vandtæt skal yderst. Så kan man både holde på varmen, når man står stille – og slippe af med overskydende varme, når man udfolder sig fysisk.

Meget passende har Fenwick nu lanceret et sæt fleece-tøj, der skal udgøre det varmende midterlag. Bukserne er forsynet med stropper i benene, så de ikke glider op i vadebukserne under fiskeri – et ellers ganske irriterende problem. Trøjen er forsynet med rund hals og forlænget ryg, så man ikke får et “stykke med bart” her.

Uden over det hele tager man så på kolde dage den nye fleece-jakke, der ligeledes er fremstillet af tyk og varmende fleece. En rigtig god kombination, som alle lystfiskere vil holde af.

7. marts 2002

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Titanium-stænger fra Scierra

Firmaet Scierra er efterhånden ved at have et godt greb om især fluefiskere herhjemme. Scierra har fundet sig en solid niche midt mellem billigt og dyrt fluegrej og beklædning. Rigtig godt grej til absolut rimelige priser.

Scierra har til 2002-sæsonen lanceret en ny topserie, nemlig “Ti+”, der på avanceret vis kombinerer traditionel kulfiberteknologi med hypermoderne titaniumfibre.

Det er altid svært at få forskellige materialer til at arbejde sammen. Det opdagede man i sin tid, da man begyndte at forene kulfiber og boron i fluestænger. Det kunne lade sig gøre, men var for kostbart i fremstilling.

I de nye Scierra Ti+ stænger er det dog lykkedes at få titanium til at spille sammen med højmodulære kulfibre – uden at de derfor koster en formue. Der er tale om lette og velkastende stænger i et diskret og titaniumgråt design.

De nye Ti+ stænger er alle 4-delte for let transport og fås i forløbig ti modeller, heraf to 2-hånds. De leveres i beskyttende cordura-rør for sikker transport, og priserne begynder ved 2.499,-. Der er livstidsgaranti på alle Ti+ stænger.

7. marts 2002

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Lette vadesko fra Orvis

Det er blevet mere og mere almindeligt, at vadende lystfiskere bruger de såkaldte “strømpewaders” med separate vadesko. Og det er der flere gode grunde til:

Dels er vadeskoene mere behagelige at gå langt i end faste støvler på et par waders. Og dels giver de et bedre greb på bunden under vadning i vanskeligt terræn. Endelig er det nemmere at pakke et par strømpewaders sammen end et par med faste støvler.

Amerikanske Orvis har til 2002 lanceret et par meget lette vadesko, hvor der gøres gennemført brug af nylon og polyurethan. Således vejer de nye “Ultralight” kun få gram over ét kilo, hvilket er mærkbart efter en lang dag på kysten, hvor man ofte går adskillige kilometer.

Vadeskoene er uhyre komfortable, da de er forsynet med en blød pløs af neopren under snørebåndene. En anden god detalje ved de nye vadesko er filtsålerne, som ikke blot er limet på. De er også dobbeltsyede, hvilket afhjælper det almindelige problem: At filtsålerne efterhånden begynder at slippe mellem sål og fod.

7. marts 2002

© Steen Ulnits

* Våd januar ved vandet…

Som mange premierefiskere vil have bemærket, så har januar i år været endog meget våd. Åerne har stået over deres bredder i lang tid – flere søer sågar også. Og det er ingen tilfældighed, idet dette års januar har været hele 55% vådere end normalt.

Ved Brabrand Sø, som jo gennemstrømmes af Århus Å, har vandet i mange dage stået så højt, at gangstier og cykelstier har været sat under vand. Hvilket ikke mindst Brabrand-stiens mange faste rulleskøjtere har begrædt.

Der er næppe tvivl om, at også vandmiljøet begræder den ekstraordinært store nedbør. Århus Bugten ikke mindst. Meget organisk stof vil ganske vist aflejre sig omkring søen, når vandet trækker sig tilbage. Men de store vandmængder vasker ekstraordinært megen kvælstof og fosfor ud i de indre danske farvande, som så resten af året med slås med algeblomst, iltsvind og bundvendinger…

Januar blev ikke kun våd – den blev også varm. Hvor gennemsnitstemperaturen normalt ligger på 0,0 grader Celsius, lå den i januar 2002 på hele 2,9 grader.

7. marts 2002

© Steen Ulnits

* Varm februar i landet…

Mens januar som nævnt blev langt vådere end normalt, så blev februar tilsvarende langt varmere end normalt. Hvor gennemsnitstemperaturen for februar normalt ligger på 0,0 grader Celsius, satte nys forgangne februar rekord med en gennemsnitstemperatur på ikke mindre end 4,2 grader.

Samtidig var temperatursvingningerne rekordstore. Månedens højeste temperatur blev således plus 13 grader, mens månedens laveste blev minus 12. En temperaturforskel på 25 grader i løbet af én og samme måned!

Den ekstraordinært varme februar giver ifølge meterologerne noget nær garanti for, at vinteren ikke slår igennem inden foråret – at marts nok skal arter sig og blive til årets første rigtige forårsmåned. Over vandet såvel som under.

Flere steder kan man konstatere, at alting er tidligere fremme end normalt. Nogle ting lader til at være en hel måned tidligere end sædvanligt, men alligevel kan meteorologerne fortælle, at foråret i snit kun har forskubbet sig en uges tid i de seneste årtier.

Som de fleste sikkert har bemærket, så blev ikke kun januar vådere end normalt. Således faldt der i februar tre gange så meget regn som normalt i Vest- og Nordjylland, hvilket har medført, at man mange steder stadig må ud på markerne for at lede efter åerne…

Til gengæld har en ny brugergruppe taget de nye vandområder til sig. Det var kanosejlerne, der sidst på måneden regelmæssigt sås sejle oppe på Brabrand-stien langs Brabrand Sø!

7. marts 2002

© Steen Ulnits

* Fiasko for Kyoto

Den amerikanske præsident George W. Bush Jr. har netop forelagt sin plan for USA’s fremtidige energiforsyning. Med den har De Forenede Stater endeligt brudt med Kyoto-aftalen fra 1997, hvor USA forpligtede sig til at stabilisere sit CO2-udslip på 1990-niveau.

Med den nye klimaplan undsiger Bush Kyoto og verdenssamfundet, men erklærer samtidig, at væksten i CO2-udslippet skal bremses, og at skadelige stoffer i den udsendte røg skal fjernes. Han undlader dog behændigt at sætte tal på, idet han frygter, at USA’s status som verdens eneste supermagt i så fald vil blive undermineret.

Den nye klimaplan byder på støtte til vindmøller i form af skattelettelser, hvilket den danske vindmølleindustri naturligvis jubler over. De sidder i forvejen på halvdelen af verdensmarkedet og følte sig for nylig svigtet af den hjemlige regering og dens stop for yderligere vindmølleparker.

Den danske stat, som snart overager formandsposten i EU, har i miljømæssig sammenhæng også store problemer at slås med. Den tidligere miljøminister Svend Auken forpligtede nemlig i 1998 den danske nation til at mindske sit CO2-udslip med hele 21% i forhold til udslippet i 1990.

Uheldigvis var udslippet i 1990 minimalt, idet man netop det år havde en ekstraordinært stor import af el fra atom- og vandkraft i Sverige – energi, som er CO2-fri. Og skal vi reducere med dette lave udslip som udgangspunkt, da vil det komme til at gøre ondt i Danmark.

Svend Auken foreslog derfor, at man taler om et “korrigeret” CO2-udslip, hvor man tager højde for den ekstraordinært store import af CO2-fri energi i 1990. Uheldigvis vil kollegerne i EU ikke vide af en sådan kreativ bogføring, hvilket har skabt problemer. Skal Danmark nemlig leve op til aftalen, som vi selv har indgået, kan det koste os op mod 2,5 milliarder kroner…

7. marts 2002

© Steen Ulnits

* Borgerligt kammerateri

Så lykkedes det alligevel Venstre af få udnævnt statistikeren Lomborg til leder for det nye Institut for Miljøvurdering. Eller Miljøøkonomisk Institut. Eller hvad det nu kommer til at hedde. Lomborg var den eneste ud af 16 ansøgere, som ikke havde nogen naturvidenskabelig baggrund. Og det var altså kvalifikation nok.

Selvsamme Venstre, som i hele valgkampen med rette har punket Socialdemokratiet for dets kammerateri og pampervælde. Hvor socialdemokrater, der nu tilfældigvis stod for tur til forfremmelse, fik de nye gode ben – uanset om kvalifikationerne så manglede.

Nu har Venstre så selv gjort nøjagtig det samme. På direkte opfordring af lektor Lomborg fra Institut for Statskundskab ved Århus Universitet besluttede den nye regering, at der skulle oprettes et helt nyt Institut for Miljøvurdering. Trods lukningen af masser af andre råd, nævn og institutter.

Regeringen besluttede, at det nye Institut for Miljøvurdering skulle have en bestyrelsesformand. Det blev en tidligere leder ved – selvsamme Institut for Statskundskab ved Århus Universitet. Han valgte så sin tidligere kæledægge og yndlingselev – Bjørn Lomborg – til jobbet. De øvrige i bestyrelsen var slet ikke udvalgt, så han kunne selv vælge…

– Velbekomme, siger jeg. Det socialdemokratiske pamperi blegner helt ved sammenligning med disse landbrugets mafiametoder, som kun er mulige, da regeringen – med støtte fra Dansk Folkeparti – har absolut flertal i Folketinget. I Folketingssalen blev der da også brugt ophidsede ord og vendinger som “svinestreg” og “absurd teater” om udnævnelsen.

Jeg kan ikke dy mig for at referere lidt fra den forudgående debat i dagspressen. Således udtalte en ansat ved Danmarks Naturfredningsforening, at det nye institut retteligen burde benævnes “Institut for Miljøafvikling”.

Tegneserien “Egoland” kommenterede i Politiken udnævnelsen med denne nye definition af dansk miljøpolitik: “Miljøpolitik blir nu et spørgsmål om hva slags svineri der bedst betaler sig”

Fra Roskilde Universitetscenter kom følgende svada, også i Politiken: “Med udnævnelsen af Bjørn Lomborg til direktør har regeringen ført sit opgør med ekspertvældet helt til bunds. Den regering gider simpelt hen ikke høre mere vrøvl fra folk, der ved, hvad de taler om…”

Men spændingen er ikke udløst endnu. Som den sande Rasmus Modsat Lomborg er, så kan han meget vel vælge at nå frem til konklusioner, der er stik modsat regeringens ønsker. Han skal bare først lige finde ud af, hvad regeringen egentlig mener – før han så mener det modsatte. I så fald er der håb forude for det danske miljø.

Vi mangler imidlertid stadig, at regeringen også udnævner en ny integrationsminister eller leder af Institut for Menneskerettigheder. Det må så nødvendigvis blive Mogens Glistrup.

28. februar 2002

© Steen Ulnits

* Ræven og gæssene…

Vor stadig nye miljøminister Hans Christian Schmidt har begået en helt ny genistreg: Han har nemlig sat landmændene ved Vadehavet til at varetage naturforvaltningen i det sønderjyske marskområde…

Hvis det ikke er at sætte ræven til at vogte gæs. De selvsamme landmænd, som i årevis har bekæmpet miljøtiltag fra myndighederne, skal nu selv til at vurdere, hvordan de bedst kan varetage naturens tarv og trang langs de vandløb, som munder ud i Vadehavet. De landmænd, hvis indædte modstand til dato har betydet, at sammenlagt 60 millioner kroner er spildt på diverse naturprojekter, der aldrig kom til at virke. Landmændene ønskede ikke de våde enge, som fuglene ville nyde godt af. Og de satte samtidig alt for mange køer og får på græs i det følsomme område.

Senest gik det så ud over de arealer ved Vidå og Brede Å, der af Skov- og Naturstyrelsen var udpeget som særligt vigtige habitatområder i EU-regi. Blandt andet på grund af den sjældne snæbel, som lever her. Denne udpegelse, som vakte megen harme blandt lokale landmænd, blev straks taget af bordet af den nye miljøminister. Som altså netop har nedsat et helt nyt udvalg til varetagelse af den særlige og sårbare vadehavsnatur.

I dette udvalg finder man tre repræsentanter for landbruget, to fra amterne, to fra kommunerne, én fra fiskerne, én fra jægerne, én fra Friluftsrådet og én fra Danmarks Naturfredningsforening. Hertil én fra erhvervsforeningen Kyst, Land og Fjord, som har været yderst aktive lobbyister i sagen omkring brugen af den danske del af vadehavsområdet. Samt én fra det tyske mindretal og yderligere to medlemmer, der udpeges af miljøministeren personligt.

Det vurderes nu, om dette nye udvalg i det hele taget lever op til EU’s regler om, at den fælles europæiske naturarv skal sikres med “videnskabelig og teknisk viden”. I det nye udvalg er det vist så som så med det videnskabelige…

28. februar 2002

© Steen Ulnits

* Ingen penge til naturgenopretning…

Skov- og Naturstyrelsen blev ramt hårdt af den nye regerings spareiver. Således skal styrelsen spare godt 50 millioner kroner i lønudgifter frem til 2005, hvilket betyder fyring af 150 medarbejdere.

Men ikke nok med det. Fremtidige naturrestaureringsprojekter lægges ligeledes på is, idet stort set samtlige midler i år skal gå til afslutningen af Skjernå-retableringen. Regeringen har alene afsat 70 millioner kroner til naturforvaltning i 2002, og af dem vil Skjernå kræve de fleste.

Miljøministeren lover dog, at der fra og med 2003 igen vil være frie midler til at sætte nye projekter i gang. Til skovrejsning, vandløbsrestaurering og andet.

28. februar 2002

© Steen Ulnits

* – Ingen løsning ved Tangeværket?

Sidste år blev der nedsat et udvalg under Skov- og Naturstyrelsen, som skulle se på de syv forskellige løsningsmodeller, der er fremsat til en retablering af Gudenåen ved Tangeværket og Tange Sø.

Løsningsmodellerne spænder lige fra et kort og aldeles ineffektivt omløb til sølle 15 millioner kroner – til etableringen af 12 kilometer ny å langs Tange Sø, hvilket i værste fald kan gå hen og koste mere, end selv Skjernå-projektet har gjort.

Den eksisterende laksetrappe ved værket fungerer i hydraulisk henseende, men laksene kan blot ikke finde den eller vil ikke bruge den, da der løber alt for lidt vand gennem den. Hertil kommer, at næsten alle nedtrækkende ungfisk af laks og havørreder går tabt i søen, hvor de ædes af gedder, sandarter og knuder.

Det nye udvalg under Skov- og Naturstyrelsen skulle være kommet med deres bud på en løsning af problemerne inden den 15. november sidste år. Inden udgangen af 2002 skulle Tangeværkets skæbne derfor have være endeligt afgjort og årtiers stridigheder bilagt.

Men som de fleste ved, kom der et valg i vejen. Og det nedsatte udvalg nåede ikke at komme med deres anbefaling i tide. Og den nye regering vil ikke bruge penge på miljøet. Og konflikten ved Tangeværket vil derfor fortsætte i endnu en årrække.

Imorgen har den nye miljøminister inviteret de implicerede parter til et møde ved Tange, hvor den stærkt stækkede Skov- og Naturstyrelse vil barsle med deres konklusion og anbefalinger for Gudenåens og Tangeværkets fremtid.

24. februar 2002

© Steen Ulnits

* Lomborg under luppen

Lektor Lomborg, der med base i Århus Universitet længe har spillet rollen som kageklovn og Rasmus Modsat, er nu selv sat under luppen. Og det i en tid, hvor den nye borgerlige regering vil oprette et nyt Miljøøkonomisk Institut – foreslået af Lomborg selv, der netop også har søgt stillingen som direktør for det…

Siden udgivelsen af sin første bog “Miljøets Sande Tilstand” og den efterfølgende engelske udgave har Lomborg været Dagbladet Politikens og erhvervslivets kæledægge og nye leder, som talte netop deres økonomiske sag. Lomborgs imponerende konklusioner var jo netop, at miljøet havde og har det fint – at der ingen grund er til fortsat at bruge penge på det, hvis man kan få mere for sine penge andetsteds.

Lomborg baserede sine opsigtsvækkende teorier og konklusioner på tal, som han selektivt havde plukket ud af store internationale undersøgelser – tal, som han siden lavede statistik på. Som mange sikkert ved, så findes der tre slags løgne: Hvide løgne, sorte løgne – og så statistik. Sidstnævnte kan man nemlig få til at vise, præcis hvad man ønsker – hvis man altså er kynisk nok og tilsidesætter enhver videnskabelig ansvarsfølelse.

Det er, hvad Lomborg i rigt mål har gjort. Og det er, hvad en enig verdenspresse nu anklager ham for. Således er hans bog og dens epokegørende konklusioner om verdens velvære blevet kritiseret sønder og sammen af verdens førende tidsskrifter på det naturvidenskabelige område. Alle anklager de ham for selektivt at have udvalgt de kilder, der kunne bekræfte hans allerede valgte konklusioner. Og for lige så selektivt at have udeladt de kilder, der kunne modbevise dem.

Lomborg er nu oppe mod så kompetente og internationalt anerkendte kræfter som tidsskrifterne Nature, Science og Scientific American, som kun publicerer artikler, der først er blevet endevendt og godkendt af anerkendte videnskabsfolk inden for de respektive forskningsområder. At få sine videnskabelige artikler trykt her, er enhver seriøs naturvidenskabsmands drøm.

Som bekendt er Lomborg blot en statistiker, der ikke har den mindste smule forstand på naturvidenskab. Som derfor kun kan lave statistik på tilfældige tal, som han selv har valgt ud. Og som derfor når frem til de konklusioner, han i forvejen havde udset sig. Imidlertid kræver det stor faglig indsigt i et bestemt område, førend man er i stand til overhovedet at lave forsvarlig statistik på netop det område. Og det har en lektor i statskundskab naturligvis ikke. Han ved det tilsyneladende bare ikke selv.

Alt dette har nu ført til en officiel klage over Lomborgs “videnskabelige uredelighed” fra en række prominente internationale forskere. Klagen blev i første omgang stilet til Århus Universitet, hvor Lomborg er ansat. Universitetet sendte imidlertrid aben derhen, hvor den hører til – til den statslige klageinstans og dermed den borgerlige regering, der påtænker at lade Lomborg blive direktør for det nye Miljøøkonomisk Institut…

Allerede Holberg vidste, hvordan det forholdt sig: “Et er søkort at forstå – et andet skib at føre.” Lomborg magter ingen af delene, men er – som professor Henning Sørensen for nylig skrev det i Politiken – intet andet end en “manipulerende opportunist”. Selvsamme professor sluttede sit indlæg med følgende:

“Han har gjort sig selv umulig i den internationale forskningsverden. Hvor længe kan han blive ved, før boblen også brister i det hjemlige miljø?”

24. februar 2002

© Steen Ulnits

* Frustrerede fiskere

De nye fiskekvoter for torsk har delt erhvervsfiskerne i to lejre. Danmarks Fiskeriforening (DF), der fortrinsvis repræsenterer de store højsøskibes interesser, er relativt godt tilfreds med de nye kvoter for torsk og rødspætter. Det kunne have gået meget værre, mener DF og hentyder hermed til Nordsøen, hvor torskekvoten sågar blev øget med 2%.

Men de mindre både, som er henvist til at fiske i de indre danske farvande, raser over de nye kvoter. De må nemlig leve med, at torskekvoten i Østersøen nedsættes med 29%, mens den i Kattegat reduceres med hele 55%. Tilsvarende beskæres kvoten for rødspætter i Kattegat med 32%.

– Det kan vi hverken leve af eller leve med, klager de kystnære fiskere omkring Grenå og Bønnerup ved Kattegat. De forstår heller ikke DF’s glæde over, at der stadig må fiskes jomfruhummer som hidtil i Kattegat. – Hvad nytter det, at vi må fange arter, som vi alligevel ikke kan få fat i, klager fiskerne.

22. februar 2002

© Steen Ulnits

* Frustrerede miljøfolk

EU holder sig indtil videre uden for det gode selskab af nationer, som har godkendt FN’s globale fiskeriaftale.

Det finder Verdensnaturfonden (WWF) pinligt, al den stund EU normalt gerne vil fremstå på den internationale scene som foregangsmand på miljøområdet. WWF håber, at EU i det mindste godkender FN-aftalen inden det store Rio + 10 topmøde i Johannesborg, Sydafrika til september 2002.

FN-aftalen skal sikre, at sårbare fiskearter som sværdfisk, tun og torsk ikke overfiskes. Noget, EU på overordnet plan sagtens kan tilslutte sig. Men internt kniber det noget mere med enigheden og miljøbevidstheden. Således har lande som Irland og Grækenland indtil videre protesteret mod at skrive under.

FN-aftalen omhandler primært fiskeri uden for de enkelte landes egne territorialfarvande.

22. februar 2002

© Steen Ulnits

* Tonsvis af tobiser…

…går hvert år i danske fiskeres redskaber langs den nordengelske og skotske østkyst. Så mange, at dette danske industrifiskeri nu beskyldes for at forvolde skade på lokale bestande af fugle og fisk.

Hvert år landes omkring 800.000 tons tobis i Nordsøen,, hvoraf danske industrifiskere lander op mod 75%. Specielt for dette fiskeri er, at der lokalt landes meget store mængder fisk.

Den samlede biomasse af tobis i Nordsøen ligger på omkring 2 millioner tons, hvoraf rovfiskene konsumerer mere end 2 millioner tons. Rovfuglene tager til sammenligning blot nogle få procent. Alt i alt fjernes der årligt omkring 3 millioner tons, hvilket betyder, at tobisen er overordentlig formeringsdygtig og i stand til årligt at producere godt halvanden gang sin egen biomasse.

Samlet set udgør det danske industrifiskeri efter tobis næppe noget problem for bestanden. Men lokalt kan det koncentrerede fiskeri gøre skade på fuglene. Det lader eksempelvis til at være tilfældet i den skotske Firth of Foray, hvor der på en enkelt kvadratkilometer havbund i perioder kan fanges op mod 24 tons tobiser!

Et så stort lokalt fiskepres har vist sig at påvirke forskellige havfugle og deres ynglesucces markant. Dette gælder naturligvis især de fugle, som primært eller udelukkende ernærer sig af tobiser. Det gælder fugle som havterne, topskarv og kjove, der udelukkende lever af tobis. Og det gælder fugle som ride, lomvie, alk og lunde, for hvem tobiser udgør mere end 75% af den daglige kost.

I begyndelsen af 1990’erne begyndte man for alvor at fiske tobis ud for skotske Firth of Foray, hvor fiskene stod uhyre koncentreret i perioden maj til juli. Fiskeriet toppede i 1993, hvor næsten 100.000 tons blev fanget i et lille område på 55 x 55 km eller 30 x 30 sømil.

Det rekordstore fiskeri fandt sted i netop den periode, hvor havfuglene er mest afhængige af netop tobisen. Og man kunne da også konstatere en rekordlav ynglesucces hos arterne lomvie, topskarv og ride selvsamme år.

Ynglesuccesen hos riden i Firth of Forth området er faldet så meget op gennem 90’erne, at den er truet med udryddelse. Sagkundskaben er generelt enige om at give industrifiskeriet skylden. Denne enighed resulterede sidste år i, at man helt lukkede for fiskeriet efter tobis i denne del af Skotland.

Fra flere sider har selvsamme industrifiskeri ud for det nordøstlige Storbritannien været beskyldt for at være medvirkende årsag til atlanterhavslaksens tilbagegang i samme område. De hidtidige undersøgelser har dog hverken kunnet be- eller afkræfte dette, men usandsynligt lyder det dog ikke – den stærke lokale koncentration af tobiser taget i betragtning.

Det danske industrifiskeri omsætter årligt for 2 milliarder kroner og beskæftiger 2.000 mennesker. Derfor sikkert den meget lange snor, som myndighederne hidtil har givet danske industrifiskere. Vi er den eneste større industrifiskernation i EU, og nu ser det langt om længe ud til, at de andre EU-lande har fået nok af det danske overfiskeri.

22. februar 2002

© Steen Ulnits

* Sandarter smovser i smolt

Det er efterhånden velkendt, at opstemmede kraftværkssøer er endog meget skadelige for bestanden af laks og havørred. Således ved man, at rovfisk og rovfugle i Tange Sø æder op mod 85% af de ungfisk, som passerer gennem søen på deres vej ned gennem Gudenåen mod Randers Fjord og Kattegat.

Gennem længere tid har biologerne været opmærksomme på, at sandarten i Gudenåen er en meget vigtig prædator på de nedtrækkende ungfisk. Nu har telemetriske undersøgelser med radiomærkede sandarter vist, at Gudenåens sandarter i løbet af året trækker meget omkring i systemet.

Således viser det sig, at der er tale om to forskellige årstidsbestemte vandringer: En nedstrøms fødevandring om efteråret og en opstrøms gydevandring om foråret. En iagttagelse, som ikke kommer bag på rutinerede Gudenå-fiskere, der for længst havde lagt to og to sammen og nået samme konklusion.

Det vigtige ved telemetriundersøgelsen er imidlertid, at hypotesen nu er dokumenteret. Og at undersøgelsen samtidig konkluderer, at der ikke kan skabes en havørredbestand i Gudenåen opstrøms Tange Sø – med mindre de nedtrækkende ungfisk sikres en passage uden om Tange Sø, og at de optrækkende gydefisk samtidig sikres fri passage ved Tangeværket.

Undersøgelsen er publiceret på det bedst tænkelige tidspunkt. Det er netop nu, der arbejdes på en permanent løsning af Gudenå/Tange Sø problematikken. Hatten af for det.

22. februar 2002

© Steen Ulnits

* Danske diger forstærkes

Den globale opvarmning medfører, at verdenshavene stiger – om det så skyldes drivhuseffekten eller ej. Faktum er, at verdenshavene bliver varmere og udvider sig – med uundgåelige vandsstandsstigninger til følge.

Forskerne har kunnet konstatere, at vandstanden i Nordatlanten i de sidste ti år i snit er steget med 3 mm om året. Det er omtrent dobbelt så meget som verdenshavene på globalt plan, hvilket vækker bekymring blandt de myndigheder, der har ansvaret for at bygge og vedligeholde diger langs den jyske vestkyst.

Allerede nu opfordres der således til, at kommende digearbejder sigter på at gøre eksisterende diger højere, end de er i dag. Interesserede kan læse mere om drivhuseffekten og dens konsekvenser i en stor artikel under “Fiskeribiologi”.

16. februar 2002

© Steen Ulnits

* – Danske kyster bebygges?

Lille Danmark har ikke mindre end 7.314 km kyststrækning, som kun i begrænset omfang er bebygget – ikke mindst takket være Planloven, der forbyder byggeri tættere end 300 meter fra stranden. Planloven indeholder også bestemmelser, der skal begrænse byggeriet i en zone op til 3 km fra stranden.

Danmark ligner derfor ikke Middelhavet, hvor store hoteller og boligkomplekser i mange år har ødelagt udseendet langs kysterne. Nu påtænker den nye miljøminister Hans Christian Schmidt imidlertid at lempe på disse betingelser, så det fremover vil blive muligt at bygge flere boliger og industrikomplekser tættere på vandet.

Vi må så håbe, at ministeren ved, hvad han gør – og at han kan styre lempelserne, så danske kyster ikke plastres til med liebhaverboliger for velhavere. For øvrigt har den byggeglade miljøminister senest også bebudet, at han gerne ser boligbyggeri i de danske skove…

Dansk Folkeparti har dog sagt klart nej til noget så tåbeligt.

16. februar 2002

© Steen Ulnits

* Fossilt færøsk fråds

I forbindelse med det færøske overfiskeri af egne fiskebestande er det passende at omtale et andet færøsk forbrugsfænomen: Fråds med fossilt brændstof.

Nye opgørelser viser nemlig, at Færøerne på nuværende tidspunkt har et så stort et forbrug af fossile brændstoffer – kul, olie og gas – at det efterfølgende CO2-udslip nu ligger så højt som godt 4 ton per indbygger. Det er et voldsomt tal, al den stund store industrilande som Tyskland, Rusland og Japan har et årligt CO2-udslip på 2,5-3 ton per indbygger.

Helt i top ligger naturligvis energifrådseren over alle energifrådsere – USA – med et årligt udslip på 5,5 ton per indbygger. Men nu haler de storforbrugende færinger altså ind på dem. Og skulle det lykkes at finde olie og naturgas i Nordsøen omkring Færøerne, vil det lokale forbrug sikkert stige yderligere…

16. februar 2002

© Steen Ulnits

* Færøske fangster firedoblet

I midten af 1990’erne havde den færøske fiskeflåde toldet så hårdt på fiskebestandene i færøske farvande, at fiskeriet kollapsede. Denne kollaps udløste en økonomisk krise i det færøske samfund, hvor huse, biler og både viste sig at være belånt til op over skorstenene. Dette trods store årlige bloktilskud fra Danmark.

I sidste ende resulterede alt dette i den berømte bankkrise, hvor den danske stat måtte gå ind og overtage den betændte færøske økonomi. Hvor færingerne siden følte sig godt og grundigt taget ved næsen, hvilket øgede nationalitetsfølelsen og styrkede trangen til løsrivelse og selvstændighed.

Men nu går fiskeriet godt igen – endda overmåde godt. Således satte færøske fiskere i 2001 for andet år rekord i fangster fra Nordatlanten. Værdien af den samlede fangst kom op i nærheden af 1,3 milliard kroner, hvilket er meget for en lille nation som Færøerne. I sammenligning med kriseårene midt i 90’erne er fangsterne nu firedoblet.

Gad blot vide, hvor længe fiskebestandene mon holder til det hårdhændede fiskeri. Som for øvrigt sker efter devisen, at “hvis jeg ikke fanger alle fiskene selv, så gør min nabo det bare”. Det sagde i hvert fald en færøsk fiskeskipper til TV for nogle år siden, da fiskeriet igen var ved at komme sig og der blev spurgt til risikoen til et nyt overfiskeri…

16. februar 2002

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Mitchell 300X

Vi er mange, der husker det klassiske Mitchell 300 hjul fra den første spæde tid som spinnefiskere. Et hjul, hvis mange tandhjul gav en noget træg gang, men som til gengæld aldrig svigtede. Og et hjul, hvis rotor drejede modsat af alle andre, hvilket man lige skulle vænne sig til. Typisk fransk og anderledes.

Efter at have ligget underdrejet nogle år er Mitchell igen på banen – nu med et stort sortiment af topmoderne hjul til fiskeri i det nye årtusinde. Men Mitchell har ikke glemt, hvordan det hele startede – med 300-modellen, der tog verden med storm i efterkrigsårene, og som for alvor betød et gennembrud for det moderne spinnefiskeri med de dengang helt nye nylonliner.

Til i år har Mitchell således “relanceret” den gamle 300-model, men gjort det i et helt nyt design, der gør brug af de nyeste materialer og fornemt fransk design. Det nye hjul hedder nu “300X” og er yderst vellykket. Det er forsynet med et drev, der dels giver en blød gang – dels et perfekt lineoplæg. Hvilket igen sikrer lange og problemfri kast. Spoleskiftet er enkelt og hurtigt – Mitchell’s egen opfindelse, som sikrer billige spoler, der fylder meget lidt.

Den nye 300X fås i to udgaver: Den almindelige i sort med 5 kuglelejer. Samt luksusudgaven “Pro”, der har yderligere et kugleleje samt en finish ud over det sædvanlige. Således er alle metaldelene forgyldt og håndtaget af ædeltræ. Endvidere er spolen af såkaldt “Trilobe” konstruktion, hvilket sikrer en lavere friktion og dermed marginalt længere kast.

Prisen for de to udgaver er henholdsvis kr. 599,- og kr. 899,-. Et sikkert hit for frankofile fiskere! Klik for et kig!

8. februar 2002

© Steen Ulnits

* Fiskere fusker fortfarende

Som tidligere omtalt på denne side har industrifiskerne på vestkysten endog meget svært ved at se forskel på sild og brisling. Så meget, at hele fjorten fiskebåde for nogen tid siden blev taget med ulovlige bifangster af sild under brislingefiskeri.

Nu er den så gal igen. Således havde samtlige de industrifiskere, der kom i havn i Esbjerg for nogle uger siden, ulovlige bifangster af sild i lasten. Fiskerikontrollen, som ugen før havde noteret sig flere ulovligheder, traf derfor beslutning om, at samtlige både skulle kontrolleres, når de kom i havn. Med det triste resultat, at samtlige fiskere blev taget i ulovlighederne, som nødvendigvis må være helt bevidste. I hvert fald ville en fiskeskipper i Esbjerg ikke indrømme over for en TV journalist, at han ikke kunne kende forskel på sild og brisling. Hvilket da heller ikke er spor svært.

De tolv fiskebåde, som blev taget på fersk gerning ved seneste kontrol, har alle fået inddraget deres licens til industrifiskeri i en måned. Hvilket for øvrigt er i fin overensstemmelse med EU’s nye beskyttelsesforanstaltninger, der netop har til hensigt at “grounde” fiskerne på landjorden, så de ikke kan bedrive deres ulovligheder til vands. Det er efterhånden gået op for politikerne, at man åbenbart ikke kan forhindre fiskerne i at svindle med fangsterne, når først de er i båden og på vandet.

Samtidig har politimesteren i Køge netop benyttet sig af sin ret til at forlænge forældelsesfristen fra fem til ti år for de fiskere i Rødvig, som i januar 1997 blev idømt historiens største bøder og konfiskationer for ulovlilgt fiskeri. De har siden da afdraget på gælden, som andrager flere hundrede tusinde kroner for de dømte, der naturligvis havde håbet på at slippe af krogen efter fem år.

Men nu mener politimesteren altså, at de skal fortsætte betalingen af bøder og konfiskation i yderligere fem år.

8. februar 2002

© Steen Ulnits

* IGFA skal bruge over 50 millioner kroner

Den amerikanske organisation IGFA (International Game Fish Association), der fra starten kun havde som formål at registrere rekordstore fisk fanget af sportsfiskere verden over, har udvidet sine aktiviteter kraftigt i de seneste år. Så meget, at organisationen nu skal bruge mere end 50 millioner kroner over de næste fem år for at kunne realisere sine planer.

De mange penge skal blandt andet gå til uddannelse af ikke mindst unge sportsfiskere, så de kan drive deres hobby på etisk og moralsk forsvarlig vis. Pengene skal ligeledes bruges til at udbygge det nuværende Hall of Fame and Museum i Florida, USA – et allerede ganske imponerende bygningsværk, som ingen turist bør snyde sig selv for.

En tredje meget stor post på budgettet er projekter til bevarelse af marine fiskebestande – til bekæmpelse af erhvervsfiskeriet, hvor det går for hårdt til værks. Hvilket er stort set overalt…

6. februar 2002

© Steen Ulnits

* Ribe Vesterå igen på private hænder

Det vakte genlyd over hele landet, da Ribe Sportsfiskerforening (RSF) for nogle år siden lejede fiskeretten ved Ribe Vesterå af erhvervsfisker Mikkelsen, som ifølge gamle og gulnede papirer har retten til fiskeri i åen fra Ribe by og til kammerslusen ved Vadehavet. Dette formedelst 375.000 kroner årligt – et beløb, der siden blev sat markant ned.

RSF’ prisværdige initiativ betød, at fiskere fra hele landet nu fik mulighed for at komme i nærkontakt med Vadehavets sølvblanke kæmper – det være sig laks eller havørreder, hvoraf nogle vejer over 10 kg. Mange af disse dejlige fisk har endt deres dage i engene langs Vesteråen, og mange fiskere har efterfølgende sendt RSF en venlig tanke.

Men nu denne epoke altså slut. Erhvervsfisker Mikkelsen har atter overtaget fiskeriet og udbyder det nu på årskortbasis til interesserede fiskere. Der vil maksimalt blive solgt 375 årskort til interesserede, der til gengæld kan glæde sig over, at der ikke vil blive fisket med garn i Vesteråen. I hvert fald ikke i 2002, idet Mikkelsen har aftalt med Fiskeridirektoratet, at han i år holder sine garn inde på land.

Fiskestrækningen er udvidet, så der nu er hele 15 km å at fiske på – fra begge bredder. Fra kammerslusen og helt op til Skibbroen inde i Ribe by. Alt i alt 30 km vand, som familien Mikkelsen har rådet over siden 1928.

Interesserede kan se nærmere på www.dagkort.dk, hvor såvel dagkort som årskort kan købes. RSF håber på igen engang at kunne leje fiskeretten ved Vesteråen. Indtil da opfordrer man til, at interesserede melder sig ind i RSF, der selv råder over 50-60 km fiskevand ved åens øvre løb.

6. februar 2002

© Steen Ulnits

* Grøn nedtur efter sparerunde

Det er ikke nemt at være “grøn” i disse sparedage, hvor intet råd eller nævn kan vide sig sikker for regeringens skarpe sparekniv. For sparerunden er ikke mindst gået ud over det gamle og nu opsplittede Miljø- og Energiministerium, der bød på et hav af styrelser, råd og nævn.

Således vil der blive sparet over en milliard kroner alene i miljøbistand til U-lande og Østeuropa. Hertil kommer så lukningen eller nedlæggelsen af en lang række grønne organisationer eller kraftige reduktioner af statens tilskud til sammes drift. Ikke mindst lukningen af det ekspertbesatte Naturrådet har vakt harme mange steder. – Hvem skal så tale naturens sag? lyder det.

Mest markant vil nok lukningen af Den Grønne Fond være, idet denne fond hvert år giver store tilskud til organisationer som Grøn Information, Danmarks Naturfredningsforening, Regnskovsgruppen Nepenthes, Levende Hav, Økologisk Råd og NOAH med mange flere. Disse organisationer vil alle komme til at mangle penge til deres arbejde.

Måske den danske natur går en hård tid i møde under den nye borgerlige regering, der indtil videre i hvert fald har vist viljen til at spare…

6. februar 2002

© Steen Ulnits

* Olieovervågning ineffektiv

Med sin overvågning af de danske favrvande lykkedes det i hele 2001 kun Flyvevåbnet at identificere syv skibe og tre boreplatforme som “potentielle oliesyndere”. Og kun i et enkelt af disse ti tilfælde lykkedes det at fælde en forurener – i form af udstedelsen af et beskedent “administrativt bødeforlæg”, som det så smukt hedder.

Forsvarets luftovervågning har flere gange været til debat i såvel politikerkredse som i dagbladene. Hver gang er der blevet stillet spørgsmålstegn ved det rimelige og rentable i at lade forsvaret stå for denne overvågning – når man nu opnår så få og små resultater, som tilfældet er. Det har således været på tale at udlicitere overvågningen til private flyselskaber, som kan flyve mere for de samme penge.

Måske den nye borgerlige regering vil gøre alvor af disse efterhånden flere år gamle overvejelser. Det hænger jo fint i tråd med den borgerlige tankegang.

6. februar 2002

© Steen Ulnits

* Irland giver sig

Som tidligere nævnt på denne side har Irland længe haft et blakket ry som storfanger af vilde atlanterhavslaks på vej fra opvækstområderne i det nordlige Atlanterhav til gydepladserne på det europæiske kontinent. Mellem 200.000 og 400.000 laks er således årligt gået i de 700 km drivgarn, som irske laksefiskere har haft stående ud for den irske vestkyst.

Nu ser det imidlertid ud til, at Irland har taget den internationale kritik til sig. I hvert fald har den irske fiskeriminister netop bebudet, at Irland fremover vil fastsætte kvoter for dette fiskeri, og at man vil begrænse antallet af garnlicenser tilsvarende.

Det utrættelige arbejde, som den islandsk baserede North Atlantic Salmon Fund (NASF) nu i flere år har udført med Orri Vigfusson i spidsen, begynder nu at give resultat.

6. februar 2002

© Steen Ulnits

* Vand og vadehavsdiger

Så kom den varslede storm, der gav mindelser om julestormen i 1999, men som ikke blev nær så kraftig eller ødelæggende. Således kunne man – trods vindstød på 25-30 meter i sekundet – nøjes med almindeligt alarmberedskab i det flade vadehavsområde. Fårene kom op på digerne og menneskene i værste fald ind på skolerne.

Stormen gav en vandstand, der var fire meter højere end normalt. Til daglig ligger forskellen mellem højvande og lavvande på to meter, hvilket jo er nok til at drukne i – specielt ved fuldmåne og springflod. Hvad vi jo har netop nu.

Interesserede kan læse mere om Vadehavet og de store åer, der munder ud her, i min bog “Jyllands bedste Fiskevande” på Gyldendal. Her findes et stort kapitel på 45 sider om netop dette spændende og anderledes område.

29. januar 2002

© Steen Ulnits

* Vand og vindmøller

Det kom bag på vindmølleindustrien, at regeringen nu havde fået vindmøller nok og derfor satte en stopper for yderligere udbygning af hjemlige vindmølleparker. Det blev ikke mindst vindmølleeksminister Svend Auken så fornærmet over, at han beskyldte regeringen for aftalebrud.

Men regeringen holdt stand, hvilket har betydet, at planlagte havmølleparker ved Læsø, Omø og Gedser nu bliver lagt i mølposen. Vindmølleindustrien raser naturligvis over stoppet for nye vindmølleparker, men den øvrige industri bakker regeringen op. Industrien fremfører, at hele 20% af det danske elforbrug nu kommer fra vindmøller og mindre kraftvarmeværker, der alle får tilskud via elregningen. En andel, som vil stige støt i de kommende år. Og energi, der ikke produceres i fri konkurrence.

Også ornitologerne er glade over stoppet for vindmøller, som hvert år dræber mange fugle. Og den danske vindmølleindustri klarer såmænd nok at fastholde sin imponerende markedsandel på verdensplan – 50% – alligevel. Men klynkes det skal der jo, når man er dansker…

29. januar 2002

© Steen Ulnits

* Limfjorden lider

I gamle dage var der fisk i Limfjorden – så mange, at adskillige fjordfiskere kunne leve af fiskeriet.

Det kan de ikke længere. I dag er fiskene væk – til dels erstattet af hyppige iltsvind og bundvendinger, som nu forekommer i op mod 40% af fjorden. Det er en fordobling i løbet af to årtier.

I gamle dage fangede man primært ål, ålekvabber, rødspætter og skrubber. Siden 1990 er dette fiskeri på det nærmeste ophørt, og det er næppe kun iltsvindet, der står bag. I selvsamme periode er der nemlig sket en markant fremgang for rovdyr og rovfugle i og omkring Limfjorden.

Denne fremgang gælder især sæler og skarver. Sælbestanden talte i 1977 omkring 200 eksemplarer – et tal, der i 1988 var vokset til 700 sæler. I 1999 talte bestanden ikke færre end 1.800 individer. Altså tæt på en ti-dobling i løbet af 25 år. Sælen æder 2-4 kg fisk om dagen, hvilket på årsbasis svarer til 1.-2.000 tons Limfjordsfisk årligt.

Noget tilsvarende gør sig gældende for skarven, der som bekendt blev totalfredet i 1986. Skarvbestanden ved Limfjorden er mere end ti-doblet i ti-året 1990-2000. I dag er der således mere end 20.000 skarver, som søger deres føde i Limfjorden. Og da hver voksen skarv daglig konsumerer op mod et halvt kg fisk, forbruger skarven alene omkring 10 tons fisk – hver dag.

En tredje prædator, som især gør indhug på Limfjordens mindre bundfisk, er strandkrabben, der har været i stærk fremgang i de senere år. Dette er dog ikke dokumenteret numerisk, men baserer sig udelukkende på udtalelser fra lokale fiskere.

Alt i alt tegner der sig et dystert billede af bundfiskenes betingelser i Limfjorden. I det seneste årti har stedse hyppigere iltsvind og bundvendinger sammen med mangedoblede bestande af sæler, skarver og krabber reduceret et engang produktivt fiskevand til noget nær ingenting…

Meget relevant er der netop kommet en ny bog om Limfjorden og dens fiskere op gennem tiderne på markedet. Det er skolelærer Jens Østergaard fra Valsted ved Nibe, der har barslet med bogen “Jægere og fiskere ved Limfjorden i 100 år”. En bog, hvis 175 sider blandt meget andet kan fortælle om dengang, en fisker i Louns Bredning daglig kunne fylde sine hyttefade med 300 pund friske skrubber – hvilket han kunne så sent som op til 1960’erne.

Bogen rundes meget passende af med følgende bredside fra den ligeledes nordjyske naturjournalist Jan Skriver:

“Vi lod frikadellen vinde over fladfiskefileten. Vi lod ålen i stikken. Vi lod kornet bølge, hvor ålegræsset skulle have svajet. Vi lod Limfjordens lunger klappe sammen. Vi lod en rig kultur af fiskere og fangstmænd dø ud.” Amen og citat slut.

28. januar 2002

© Steen Ulnits

* Mærkning af marsvin

Marsvinet – vor mindste tandhval – er ofte i vælten. Både i overfladen, hvor vi kan glæde os over at se den, og ved bunden, hvor den ofte drukner i et garn.

Der er blevet spekuleret meget i bestandens størrelse, og buddene har svinget meget gennem årene. En optælling i 1994 indikerede en bestandsstørrelse på 100.000 individer. Senere undersøgelser viste, at flere tusinde marsvin årligt drukner i fiskernes garn.

Man har til dato ikke haft et ret stort kendskab til marsvinet, dets biologi, udbredelse og antal. Det har moderne teknologi nu ændret afgørende på. Nu er det nemlig muligt at forsyne fangne marsvin med sendere, som løbende er i kontakt med satellitter i omløb 850 km oppe over os.

Marsvinene fanges i bundgarn, som i modsætning til de almindelige nedgarn ikke kvæler dem, men blot holder dem indespærret. Dyrene får monteret en satellit-sender i rygfinnen og slippes løs efter endt måling og vejning.

Herefter kan forskerne løbende følge de mærkede marsvin på deres færden i de danske farvande. Indtil videre er i alt 35 marsvin udstyret med sådanne sendere. Nogle af dem er sågar i stand til at registrere dybden sammen med positionen. Disse data sendes op til satellitten, som så transmitterer videre til internettet, hvor forskerne kan logge sig på og aflæse data.

Datatransmissionen kan kun finde sted, når marsvinet er oppe i overfladen for at ånde. Og transmission kan kun ske, så længe batteriet holder.

Indtil videre har de mærkede marsvin givet interessante oplysninger om dyrenes vandringer og dyk. Således har det vist sig, at enkelte marsvin har dykket i op til 200 meters dybde. Og at andre har vandret op mod 1.200 km i løbet af bare en måned!

I takt med, at senderne bliver billigere og bedre, kan vi se frem til at bedre kendskab til denne lille hval og dens levevis.

28. januar 2002

© Steen Ulnits

* Dårlig sæson ved Skjernå

Sølle 68 registrerede laks blev det til ved den vestjyske Skjernå i 2001. Det er blot en tredjedel af fangsterne fra året før, og det spekuleres der naturligvis en del over i Vestjylland. Mulige forklaringer har man dog:

For det første blev der ikke sat ret mange laks ud i 1997 og 1998, hvilket i sig selv skulle give en 2001 sæson under middel. Og for det andet er der jo blevet rodet og regeret i det store åløb, som netop er blevet retableret af store gravkøer og lagt tilbage i sit oprindelige løb på en stor del af det nederste stykke ud mod Ringkøbing Fjord.

Elektrofiskeri viste dog, at det ikke stod helt galt til med opgangen. Således lykkedes det at opfange over 100 laks til videre avl – laks, hvis afkom ikke kun skal bruges til udsætning i Skjernå, men også i andre vestjyske vandløb.

21. januar 2002

© Steen Ulnits

* Fantastisk sæson ved Gudenå

Gudenåen havde i grel modsætning til Skjernå en regulær rekordsæson i 2001, hvor lystfiskerne i foreningerne langs åen alene fangede op mod 2.000 laks! Hertil skal så lægges de mange ikke registrerede fisk, og hermed havde Gudenåen for alvor placeret sig blandt Europas bedste laksevandløb.

Et løst overslag indikerer, at Gudenåen efter 2001 er rykket op på en 10. plads på den europæiske rangstige. En placering, der med sikkerhed vil medføre et stærkt stigende rykind af såvel danske som udenlandske laksefiskere i den kommende sæson. Som så meget vel kan vise sig at blive helt anderledes end den forgangne. Sådan er charmen jo ved alt laksefiskeri: Det er totalt uforudsigeligt!

Størstedelen af laksene blev fanget på det øvre løb nær Langå og Bjerringbro, men mange blev dog også landet længere nedstrøms mod Randers.

21. januar 2002

© Steen Ulnits

* So-so sæson ved Karup Å

Karup Å, som er Danmarks ubestridte havørredå nummer et, havde en so-so sæson i 2001. I hvert fald blev der ikke fanget særligt mange eller særligt store fisk ved den smukt slngede og meget attraktive å. Sammenligner man med rekordsæsonen 1998, blev 2001 et særdeles pauvert år – uvist af hvilken årsag.

Sæsonen blev således ikke præget af mange havørreder, men til gengæld var snitvægten høj. Således kunne man i Herning-foreningen konstatere, at de ti største havørreder i snit vejede over 9 kg! Og at hele tre fisk var over 10 kg!!

Til alt held manglede der ikke havørreder i åen, da man elektrofiskede efter sæsonslut. Således lykkedes det af fange op mod 200 flotte havørreder på få timers fiskeri. Ingen kæmper, man mange fine fisk på op til 7-8 kg. Et sikkert tegn på, at fiskene ikke havde svigtet åen i år – kun fiskerne, hvoraf selv lokale ofte måtte gå mange gang uden at mærke det mindste.Men det er de fleste fiskere nu efterhånden vant til ved Karup Å, hvor man dog ofte ser fiskene røre på sig i aftenskumringen. Karup kæmperne er notorisk svær at fange.

Desværre viste det sig ved elfiskeri ved Karup Elværk, at opstemningen her stadig ikke tillader fiskene at passere uhindret igennem til de mange fine gydepladser længere opstrøms. Således fangede man hele 111 havørreder umiddelbart nedstrøms elværket.

21. januar 2002

© Steen Ulnits

* Nye fluerekorder

Mutton snapper er en af de helt hotte fisk for fluefiskeren, der har de lavvandede Florida “flats” som fiskevand. Flere betragter den sågar som sværere at overliste end permit.

Set i det lys kan jeg kun glæde mig over mit eget held, da jeg under fiskeri i Belize for en halv snes år siden krogede og landede et eksemplar på 3 pund – lidt ved et slumpetræf og under fiskeri efter bonefish. Men man har jo lov at være heldig engang imellem!

Det var også den kvindelige fluefisker Kris Slayton, som var ude efter årets første tarpon, da hun fiskede Sugarloaf Key en solrig dag i april måned. Hun brugte derfor svært klasse 12 grej, der ikke helt matchede den uventede modstander – en mutton snapper på 7,5 lbs. (3,4 kg). Heller ikke selv om hun kun havde en 12 lbs. (5,5 kg) spids på forfanget.

Key West i Florida var tilsvarende skuepladsen, da fluefiskeren Martin Arostegui krogede og landede en tigerhaj på 76 lbs. (34,5 kg) på en 12 lbs. (5,5 kg) forfangsspids. Hermed satte han en ny lineklasserekord for denne akrobatiske hajart.

Fangsten skete i februar måned, hvor de lavvandede flats ud for Key West er som blæst for tarpon og bonefish. Men hvor de til gengæld invaderes af store hajer og barracudaer. Det forlyder ikke, hvor lang tid fighten med den nye verdensrekord tog.

Det vides derimod, at det tog Tony Hedley en time og et kvarter at lande en stribet marlin på 97 lbs. (44 kg) på en 4 lbs. (1,8 kg) forfangsspids. Tony brugte en makrelimitation (!) til at lokke den nye verdensrekord, som han lige så godt kunne have mistet på den sytrådstynde line.

Man kan undre sig over eller lade sig forarge af det amerikanske rekordræseri, der udsætter fiskene for unødigt lange fights. Det reducerer fiskene chance for at overleve markant, hvis de skal genudsættes.

Den stribede marlin blev fanget ud for Cabo San Lucas på sydspidsen af den Californiske Halvø. Et hot spot for fluefiskere med saltvand i blodet.

Interesserede kan læse mere herom i min kommende bog “Fiskerejser til Fjerne Lande”, som udkommer på Gyldendal til foråret. Udgivelsesdatoen er sat til 30. marts.

14. januar 2002

© Steen Ulnits

* Ny fluerekord

Den amerikanske jurastuderende Jim Holland satte den 13. maj 2001 en ny verdensrekord for fluefanget tarpon ud for Homosassa i Florida, USA.. Fisken vejede 202,5 lbs., hvilket svarer til godt 91,9 kg.

Hermed slog han den tidligere verdensrekord på 187,6 lbs., som Brian O’Keefe satte den 9. april 1992 under fiskeri ud for Sherbrot Island i Sierra Leone, Afrika. Sidstnævnte sted fisker man i uklart vand, hvorimod der sight-fiskes i krystalklart vand i Florida. Til sammenligning vejede verdens største stangfangede tarpon 283 lbs. og 4 oz (128,6 kg). Den blev ligeledes taget ud for Sherbrot Island i Sirerra Leone, men på spin og i 1991.

Jim Holland er en af de meget priviligerede ungersvende, som har haft en velhavende og dedikeret fisker som far. En far, hvis fiskekammerater talte kapaciteter som Chuck Eager (“Mænd af den rette Støbning”), Gary Loomis (ham med Loomis-stængerne), Steve Rajeff (mange gange verdensmester i fluekast) og legenden Stu Apte. Den slags hjælper jo, hvis man vil i verden frem…

Fisken blev taget efter 6 dages resultatløst fiskeri i den verdensberømte Homosassa Bay, hvor nogle af verdens ubestridt største tarpon samles i maj-juni for at gyde. Og hvor verdens mest dedikerede tarpon-fluefiskere ligeledes samles for at efterstræbe en ny verdensrekord.

De vidste, at de havde kroget en stor tarpon, men som fighten trak ud, virkede fisken større og større. Men først da landingen var umiddelbart forestående, anede de, at en ny rekord var inden for rækkevidde. En længde på 85 tommer (2 meter og 16 cm) og en imponerende livvidde på hele 47 tommer (1 meter og 19 cm) indikerede en ny verdensrekord, og derfor blev fisken aflivet og bragt i land. Noget, man kun gør med mulige rekordfisk på disse breddegrader. Normalt genudsættes alle fisk.

Det var også startskuddet til en masse polemik i fiskebladene om det rimelige i at aflive så stor en fisk – blot fordi den var en mulig rekord og dermed en egobooster af format. Debatten kører stadig…

14. januar 2002

© Steen Ulnits

* Flere Samsø-kurser

På grund af en støt stigende efterspørgsel har vi til 2002 udvidet antallet af ugekurser i kystfluefiskeri efter havørred på Samsø – med Højskolen som udgangspunkt.

Det senest tilkomne kursus ligger i uge 23 og starter den 2. juni – et tidspunkt, hvor fiskedagene kan blive lange, hvis det er det, man vil, og hvor der er fine muligheder for at dyrke det spændende natfiskeri.

De hidtidige kurser har kun henvendt sig til begyndere. Nyt for 2002 er derfor to kurser for viderekomne. Der tænkes ikke mindst på de mange, der allerede har været på kursus, men som nu gerne vil lidt videre. Eller dem, der blot har fisket flue fra kysten i nogle år, men som ikke rigtig føler, at de får nok ud af det.

Interesserede kan læse mere på webadressen www.samso.com/hojskolen, hvor man også kan melde sig til. Det er en god idé at være tidligt ude. Flere har tidligere år måttet gå forgæves. Man kan også ringe på telefon 86 59 04 11 for at høre nærmere.

Kursusleder er som sædvanlig forstander Ole Kæmpe, der selv er fluefisker – og indfødt samsing. Underviser er Steen Ulnits, der tidligere har boet på Samsø, og som har mere end 25 års erfaring med netop kystfluefiskeri.

De endelige tidspunkter for årets kurser er som følger:

Kursus I for begyndere: 21.4.-27.4.2002
Kursus II for viderekomne: 12.5.-18.5.2002

Kursus III for viderekomne: 2.6.-8.6.-2002
Kursus IV for begyndere: 6.10.-12.10.2002

7. januar 2002

© Steen Ulnits

* Fortsat fosfat fra landbruget

Der har længe været rimeligt styr på byers og industriens udledning af fosfor til vandmiljøet – primært på grund af kostbare rensningsanlæg til behandling af spildevandet.

Men landbruget er der stadig ikke styr på. Det konkluderer Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) i en ny rapport om fosforbelastningen af det danske vandmiljø. Heraf fremgår det, at udvaskningen af kvælstof fra markerne nu går den rigtige vej, omend der stadig er langt til målet. Rapporten viser desværre også, at der ikke er sket nogen reduktion i udvaskningen af fosfor siden 1989.

Derfor er landbruget nu også den største kilde til forurening med fosfor – lige som man længe har været og stadig er den helt store synder, når det gælder udvaskningen af kvælstof. Og hvor det i havet er kvælstof, der normalt er den begrænsende faktor for algevæksten, så er det i søerne fosfor, der er den begrænsende faktor.

7. januar 2002

© Steen Ulnits

* Flere og flere drukner

Søsportens Sikkerhedsråd har dårligt nyt at melde: Flere og flere drukner i de danske farvande.

Efter at vi havde en rekordlav sæson i 2000, er antallet af druknede i 2001 steget dramatisk. Så meget, at man allerede sidst på året kunne melde om 28 druknede – mod kun 14 i hele 2000. Den gode sommer får skylden for den store stigning, og man frygter nu, at slutspurten blandt havjægere og torskefiskere skal få tallet for 2001 endnu højere op.

7. januar 2002

© Steen Ulnits

* Uddød vandplante genoplivet

En krævende vandplante med det poetiske navn “Stor Najade” har længe været anset for uddød i danske søer – sandsynligvis på grund af en forringet vandkvalitet.

Nu er der imidlertid fundet en lyslevende udgave på bunden af Maribo Søndersø i Storstrøms Amt. Biologerne undrer sig over artens tilbagevenden, men hælder til den den forklaring, at det er søens fisk, der har “genoplivet” vandplanten. De mener således, at det er søens brasen, der har gravet gamle frø fri af bundslammet – frø, som så efterfølgende er spiret.

Under alle omstændigheder glæder man sig nu over, at vandet tilsyneladende igen er så rent i Maribo Søerne, at den store najade kan trives. Søerne er nemlig blevet biomanipuleret gennem flere år. Pudsigt nok er biomanipulationen primært gået ud over selvsamme brasen, der nu formodes at stå bag “genoplivningen”!

7. januar 2002

© Steen Ulnits

* Vindmøller i Vadehavet

Vinden går ganske vist frisk over Limfjordens vande, men mindst lige så megen blæst er der nu ofte over det lavvandede Vadehav længst i syd mod den tyske grænse. Og nu er den så gal igen. Den megen vind på disse kanter har nemlig fået flere til at tænke i vindkraft og anlæg af store vindmølleparker langt ude i Vadehavet.

Danmarks Naturfredningsforening (DN) har netop gjort indsigelse mod planer om at opføre 100 nye vindmøller i den hollandske del af Vadehavet. Indsigelsen går på de mange fugle, som findes i netop det område, møllerne planlægges opsat i. Indsigelsen påpeger også, at en tilladelse til at opstille vindmøller vil være i strid med en aftale, som vi har indgået med Tyskland og Holland ved en regeringskonference i 1997.

Vadehavet kan hurtigt gå hen og blive fyldt med vindmøller, hvis der først kommer gang i tilladelserne. Således har firmaer og sammenslutninger i Tyskland ansøgt om tilladelse til opstilling af ikke færre end 3.100 vindmøller i den tyske del af Vadehavet…

Miljøminister Hans Chr. Schmidt (V) har endnu ikke taget stilling til DN’s indsigelse.

7. januar 2002

© Steen Ulnits

* Skov- og Naturstyrelsen i uføre

I det hele taget er der god gang i debatten i det syd- og sønderjyske. Således har Skov- og Naturstyrelsen måttet sende sine habitat-planer for Vidå og Brede Å ud til en tredje høring, hvilket er uhørt (!) og ikke sket før.

Lokalt er der stor modstand mod udpegelsen af de sårbare områder langs Vidå og Brede Å, hvor næsten 2.000 km vandløb er udpeget som særligt beskyttelsesværdige. I juni væltede protesterne ind fra sønderjyske landmænd, som frygtede og stadig frygter konsekvenserne af en endelig udpegelse. De mange protester fik Skov- og Naturstyrelsen til at udsende et nyt forslag – denne gang kun omfattende 200 km vandløb!

Det nye forslag medførte i oktober endnu en bølge af protester fra lokalbefolkningen, og i december meddelte den nye miljøminister Hans Chr. Schmidt (V) derfor, at habitat-planerne skal ud i en ny og tredje høringsfase.

Nu skal det så blive spændende at se, om EU vil acceptere de danske habitat-planer, som efterhånden er barberet ned til noget nær det rene ingenting.

7. januar 2002

© Steen Ulnits

* Fisketegnet svigtes yderligere

Af et notat fra Fiskeridirektoratet til alle landets fiskeriinspektorater fremgår det, at der pr. 10. december i år var indkommet kr. 624.086,19 mindre fra det obligatoriske fisketegn end på samme tidspunkt sidste år. Kr. 20.336.197,24 mod kr. 20.960.283,43 året før.

Af selvsamme notat fremgår videre, at der pr. 10. december i år var indkommet kr. 272.886,27 mere fra fritidsfiskernes garnlicens end på samme tidspunkt sidste år. Kr. 6.851.086,23 mod kr. 6.578.199,96 året før.

Af et notat fra Fiskeridirektoratet til alle landets fiskeriinspektorater fremgik det, at der pr. 8. oktober i år var indkommet kr. 509.918,25 mindre fra det obligatoriske fisketegn end på samme tidspunkt sidste år. Kr. 18.244.908,18 mod kr. 18.754.826,43 året før.

Af selvsamme notat fremgik det videre, at der pr. 8. oktober i år var indkommet kr. 177.211,27 mere fra fritidsfiskernes garnlicens end på samme tidspunkt sidste år. Kr. 6.663.586,23 mod kr. 6.486.374,96 året før.

Efterårets tendens er altså forstærket yderligere her sidst på året. Tydeligvis er opbakningen til fisketegnet svigtende – muligvis på grund af den megen debat om det rimelige i, at flere og flere millioner af fisketegnemidlerne går til forskerlønninger i stedet for fiskepleje.

Noget er rivende galt, og man må håbe, at den nye minister vil gribe ind og få tingene sat på plads igen, inden det er for sent.

31. december 2001

© Steen Ulnits

* Musholm og ministeren

Den nye miljøminister Hans Chr. Schmidt er nu gået aktivt ind i sagen om Musholm Lax, der har ønsket at udvide produktionen – og dermed også forureningen af Storebælt. Musholm Lax er allerede den største enkeltforurener af Storebælt, og det har ministeren tilsyneladende ment var tilstrækkeligt.

Vestsjællands Amtsråd havde ellers indstillet, at Musholm Lax kunne udvide produktionen og øge forureningen med 100 tons kvælstof indtil 2006. Ministeren har ladet Miljøministeriet informere amtsrådet om, at han “kun” vil tillade det halve, nemlig 50 tons kvælstof…

Mysteriet om Musholm fortsætter med garanti i årene fremover. – Stay tuned!

31. december 2001

© Steen Ulnits

* 2001 næstvarmeste år nogensinde…

Jordens temperatur stiger fortsat. 2001 bliver med stor sandsynlighed det næstvarmeste år, der nogensinde er registreret i de 150 år, forskerne har taget Jordens temperatur. 1998 er stadig indehaver af den absolutte varmerekord.

Forskerne ved Danmarks Meterologiske Institut (DMI) mener, at vi her i Danmark primært vil få problemer i form af stigende og mere voldsomme nedbørsmængder. Det vil i sidste ende betyde større udvaskning af næringssalte fra landbruget, hvilket igen vil have en negativ effekt på vandmiljøet. I det hele taget vil vejret blive mere voldsomt i takt med den globale opvarmning. Udsvingene i temperatur vil blive større, og storme vil optræde hyppigere end hidtil.

Jorden har nu haft en periode på godt 10.000 år med nogenlunde stabilt klima – siden ophør af den sidste istid. Nu har klimaet ændret sig radikalt på blot 100 år, og det kommer vi givet til at mærke meget mere til i fremtiden. Forskerne på DMI regner således med, at temperaturen på verdensplan vil stige med op mod 5-6 grader i de kommende 100 år.

Interesserede kan læse mere om drivhuseffekten i en stor artikel under “Fiskeribiologi”.

31. december 2001

© Steen Ulnits

* – Glædelig Jul og Godt Nyt Fiskeår!

Så er julen umiddelbart forestående – med nytåret lige i hælene. Endnu et år er gået, og en ny sæson står for døren.

På IT-fronten havde jeg den store glæde, at min hjemmeside www.ulnits.dk i år rundede de 50.000 hits, hvilket jeg er overmåde godt tilfreds med. Jeg annoncerer ikke for hjemmesiden, som folk og især fiskere selv finder frem til. Alligevel er den godt besøgt – typisk af engagerede og samfundskritiske læsere med interesse for fiskeri, miljø og debat. Mange læsere arbejder med administration af vore vande eller i undervisningssektoren, så længe leve internettet for denne mulighed til kontakt og kommunikation på tværs af normale skel og grænser!

2001 blev et hektisk år med rejser til først Australien, siden Azorerne, Skotland, Lapland og senest Afrika – altsammen med fiskestang i bagagen, men ikke altsammen med lige stort held i sprøjten. Sådan er det nu engang at være rejsende i fiskeri. “Sometimes you win – sometimes you loose”. Men der er altid gode oplevelser med hjem i bagagen efter sådanne rejser – fisk eller ej.

2001 blev også året, hvor jeg dels fik udgivet min hidtil største bog – den 336 sider store og 1.100 gram tunge “Jyllands Bedste Fiskevande” – på Gyldendals Forlag. Dels udgav min første fiskebog – “Årets Gang ved Fiskevandet” – på eget forlag, nemlig Ulnits Bøger. Hvad de færreste nok ved er, at jeg i 2000 udgav en børnebog på eget forlag – med titlen “Kaj og kajakken”.

At jeg har startet eget forlag op skyldes ikke uoverensstemmelse med de etablerede forlag, som jeg skam også fremover udgiver på. Tværtimod. Det skyldes blot lysten til selv at bestemme 100% over titler, design og udgivelsestidspunkter. Samt ikke mindst muligheden for at udgive mere snævre og niche-prægede titler, som de store forlag ikke vil binde an med.

Endelig blev 2001 året, hvor jeg lagde sidste hånd på mit hidtil største værk, “Fiskerejser til Fjerne Lande”, med undertitlen “25 lande på 25 år”. Den kommer til at fylde omkring 400 sider og indeholde omkring 250 fotos fra eksotiske destinationer spredt over den ganske verden og samtlige kontinenter. Den udkommer på Gyldendal til foråret 2002. Med den er et kapitel i mit eget liv afrundet på en rigtig god måde.

Til slut skal jeg naturligvis ønske alle læsere af disse sider en Glædelig Jul, et Godt Nytår og 50.000 tak for det gamle!

24. december 2001

© Steen Ulnits

* Dødsfald I

Fluebindersken Megan Boyd er død, 86 år gammel. Hun blev født i England den 29. januar 1915, men flyttede siden med familien nordpå, hvor hendes far blev jagt- og fiskeriopsynsmand på et større gods.

I en alder af 12 år begyndte hun at binde fluer, og hun blev hurtigt så dygtig til at binde klassiske laksefluer, at hun blev først landskendt og siden kendt over store dele af verden. Ikke som laksefisker, for hun fiskede aldrig selv, men som producent af de mest omhyggeligt bundne laksefluer, man kunne tænke sig. Hendes laksefluer blev derfor hurtigt til attraktive samlerobjekter, der i mange tilfælde kun undtagelsesvis så vand og fangede fisk.

I over et halvt århundrede ernærede hun sig som professionel fluebinder med kunder i alle hjørner af verden. Fluerne blev til ved hendes lille bord i byen Kintradwell, hvor hun havde den fineste udsigt over Nordsøen. Udsigten har sikkert været god inspiration, når hun bandt laksefluer til sine velhavende klienter.

Til de sidste hørte selveste Prince Charles, der sidste år besøgte hende i hendes hjem. Her diskuterede de fluen “Popham”, der hørte til hendes absolutte favoritter. Popham er nemlig en af de mest komplicerede af de traditionelle fuldt dressede laksefluer, og det siger ikke så lidt.

Megan Boyd blev allerede i 1977 hædret med “British Empire Medal” for lang og trofast tjeneste for fædrelandet. Hun døde den 15. november i år.

24. december 2001

© Steen Ulnits

* Dødsfald II

Stangbyggeren Walton Powell er død, 85 år gammel. Walt var søn af E. C. Powell, som i sin tid udviklede og patenterede konceptet “semi-hollow splitcane”. E. C. startede som stangbygger tilbage i 1910. Walt videreudviklede konceptet og gjorde det så godt, at hans stænger til sidst var bedre end faderens.

Men Walton Powell nøjedes ikke med det. Han var i modsætning til faderen så heldig, at han levede i en tid, hvor udviklingen gik fra splitcane over glasfiber til kulfiber og boron. Og Walt kunne ikke nøjes med splitcanen, men kastede sig ufortrødent over de nye syntetmaterialer og deres helt anderledes muligheder.

Og da han var en søgende sjæl, der aldrig tog noget for givet, nåede han lige så langt med de nye materialer som de gamle. Og han søgte aldrig at nå frem til en masseproduktion, men ønskede til det sidste at have fuld personlig kontrol med hver enkelt stang, der forlod værkstedet i Californien.

Powell Fly Rods er i dag et selvstændigt firma, som ikke længere ejes og drives af Powell-familien. Der er tilført kapital udefra, så det har været muligt at udvikle en helt ny stangserie i kulfiber, boron og titanium – “Tiboron” serien. Alle modeller er 4-delte – og bedrøvende dyre….

Walton Powell døde den 29. juni 2001.

24. december 2001

© Steen Ulnits

* Dødsfald III

Stangbyggeren Russ Peak er død, 88 år gammel. Han blev især kendt for sine skræddersyede fluestænger i glasfiber, som han fremstillede i sit lille værksted i Pasadena, Californien fra 1949 og frem til 1993.

Russ fremstillede omkring 150 af disse fluestænger hvert år, og de var så efterspurgte, at han havde en ventetid på op mod to år. Hver fredag og lørdag havde butikken åben, og da valfartede fluefiskere fra hele Nordamerika til Pasadena for at bestille og diskutere fluestænger med Russ.

Af makkerparret Swisher-Richards – dem med “No Hackle” fluerne og bogen “Selective Trout” – blev Russ Peak kaldt “The Stradivarius of Glass”, og længere kan man næppe nå i den branche. Mange fisker da også stadig med dem, selv om de fleste efterhånden er blevet samlerobjekter.

Russ Peak døde den 13. maj 2001.

24. december 2001

© Steen Ulnits

* Årets mandelgave eller julegave

Der er mange gode grunde til at tage ud til vandet med sin fiskestang. Der er frisk luft, fisk at fange og oplevelser at hente både over og under vandet.

“Årets gang ved fiskevandet” beskriver måned for måned, hvilke dyr, planter og naturfænomener, man kan møde ved å, sø og kyst. Ikke kun fiskene og deres spændende liv under vandet er portrætteret. Her kan man blandt meget andet også læse om morild, kornmod og stjerneskud, hvis man er til nattens gerninger. På denne måde kan selv blanke fisketure blive til mindeværdige oplevelser.

Faktabokse om månedens fiskeri giver konkrete tips om velegnet fiskegrej og de bedste fiskemetoder til månedens mest aktuelle fisk. Kort sagt: Årets julegave til lystfiskere med sans for andet og mere end blot fisk!

“Årets Gang ved Fiskevandet”

Af Steen Ulnits

Forlaget Ulnits Bøger

80 sider, hæftet og illustreret

Tegninger af Margit Sørensen.

Pris kr. 95,-

Distribution: DBK.

ISBN 87-988226-1-6

Bogen udkommer den 1. november 2001. Signerede eksemplarer kan fås ved henvendelse til forfatteren på e-mail adresse: bøger@ulnits.dk

* Landgang for fiskere

Det ser sort ud med fiskebestandene af især torsk, kulmule og til dels også rødspætte inden for EU. Så sort, at EU-kommissionen nu påtænker stadig mindre kvoter og flere fredninger af disse værdifulde spisefisk.

Men da EU efterhånden kender sine pappenheimere – fiskerne – så godt fra tidligere svindelsager, tror man ikke længere på værdien af mindskede kvoter. EU’s fiskerikommissær Franz Fischler har således udtalt, at fiskerne jo blot svindler med arter og kvoter. Nej, der skal i stedet stilles krav om deciderede “landdage”, hvor fiskerne bliver i havn. Kun da kan de ikke snyde, og kun på den måde kan fiskebestandene få den fornødne fred til at komme sig igen.

Det er EU-kommissionens ambition, at de nye restriktioner skal få bestandene af torsk og kulmule til at vokse med henholdsvis 30 og 15% årligt.

Ikke uventet og helt som sædvanligt protesterer fiskerne voldsomt mod de nye planer.

16. december 2001

© Steen Ulnits

* – Men kan en minister?

I månederne juni og juli går op mod 200.000 atlanterhavslaks i garnene ud for Irlands kyster. Et fiskeri, der omsætter 2 millioner engelske pund.

– Og hvad er der så galt med det, kunne man spørge. Jo, der er det galt, at de selvsamme fisk fanget på stang og line i stedet ville omsætte for 40 gange så meget. Altså 80 millioner pund, hvis de i stedet blev fanget i de irske floder, som engang for ikke så længe siden var verdensberømte for netop deres laksefiskeri.

For blot 8 år siden var ikke mindre end 11% af Irlands turister lystfiskere. I dag er denne andel helt nede på sølle 1% – en tilbagegang, der skyldes en tilsvarende tilbagegang for laksefiskeriet i de irske vandløb og søer.

I en stort opsat annonce i den irske “Times” gør North Atlantic Salmon Fund (NASF) opmærksom på denne problemstilling. Under overskriften “Selv et barn kan forstå det” fortæller NASF, at en omsætning på 80 mio. pund naturligvis er langt bedre for Irland end en omsætning på blot 2 mio. Helsides annoncen afsluttes med et “Men kan en minister?”

NASF tilbyder samtidig at købe de irske lakserettigheder op, så dette fiskeri kan bringes til ophør. Nu er det blot op til den irske fiskeriminister at acceptere. Der er således for alvor lagt op til et rivegilde i det irske parlament!

Læs også en tidligere notits om det irske laksefiskeri længere nede på denne side.

16. december 2001

© Steen Ulnits

* Skarven skal skydes

Efter nu i mange år at have været den ypperste kæledægge for fuglekiggerne i Skov- og Naturstyrelsen under Miljøministeriet, ser det nu sortere ud for skarven end længe. I modsætning til sin forgænger, hvis embedsmænd ikke kunne få skarver nok, skæver den nye miljøminister tilsyneladende mere til miljøet end til den fjerede sorte død.

I hvert fald har Hans Chr. Schmidt erklæret, at han er villig til at begrænse fredningen af den skadelige skarv. Blandt andet er ministeren af biologer i Ringkøbing Amt blevet informeret om, at uden en reduktion af den lokale skarvbestand vil fiskebestanden i Nissum Fjord ikke kunne forøges.

Indtil videre har Hans Chr. Schmidt bebudet, at han vil sætte en undersøgelse i værk, der skal afklare problematikken og se på muligheder for reducere skarvbestanden.

Interesserede kan læse mere om skarven under “Artikler”.

16. december 2001

© Steen Ulnits

* Fiskere på ophørsudsalg

Nu kradser krisen for alvor i fiskerierhvervet. Krisen skyldes ikke mindst de reducerede torskekvoter i Nordsøen – med reduktioner på 45% i 2000 og 40% igen i år. Nu taler fiskeribiologerne så om mulige reduktioner på op mod 60% for torskefiskeriet i 2002 og 40% for rødspætterne.

Det har i år fået ikke færre end 229 fiskeskippere til at søge om ophugningsstøtte hos EU, der imidlertid kun har sat 46 millioner kroner af til formålet. I Hvide Sande alene er det en fjerdedel af skipperne, der nu søger om ophugningsstøtte.

Imidlertid rækker de 46 EU-millioner kun til ophug af 35 fiskebåde, så de fleste må nøjes med en lang næse og en kassekredit, der støt vokser videre. Men som liberalt erhverv er det jo præmisserne. Går fiskeriet godt, tjenes der rigtig store penge, og det er der blevet i mange år. Går det skidt, tjener man intet. Går det rigtig skidt, sætter man sågar penge til.

Men fiskerierhvervet har jo selv været med til at save i den gren, de sidder på. Først alt for sent – ja, for nogle fiskeres vedkommende sågar ikke endnu – er det gået op for erhvervet, at de har drevet rovfiskeri i de seneste mange år. Og at de nu må betale prisen.

Der findes i dag godt 2.800 aktive fiskekuttere i Danmark. De ansvarlige myndigheder ser stiltiende til og ønsker, at antallet skal stabilisere sig selv i takt med mindre kvoter, flere ophug og et stigende antal konkurser. Der kan nemlig næppe opnås politisk enighed om reduktioner pålagt ovenfra. Markedsmekanismerne må tynde ud i bestanden af kuttere på den hårde måde.

10. december 2001

© Steen Ulnits

* Mere om Musholm

For nogen tid siden var der stor ballade om Kurt Malmbak Kjeldsens havbrug ved Musholm på Sjælland. Nogle var indignerede over direktør Malmbak Kjeldsens dobbeltrolle som på den ene side bestyrelsesmedlem i Dansk Laksefond og på den anden den største enkeltforurener af Storebælt.

Det kom så vidt, at Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) til sidst og af principielle årsager måtte trække sig ud af arbejdet i Dansk Laksefond – fordi man helt enkelt ikke ville eller kunne sidde i bestyrelse med en virksomhedsejer, hvis forurening man som landsdækkende miljøorganisation bekæmpede.

Nu er den så gal igen. Vestsjællands amtskommune har længe arbejdet på at tillade etablering af et nyt, stort havbrug ved Musholm – så længe, at man nu er ved at lade et nyt havbrug indgå i den nye regionsplan. Landsforeningen Danske Lystfiskere (LDL) har skriftligt protesteret over for amtet – med henvisning til dels den øgede næringssaltforurening til Storebælt, dels uønsket faunaforurening via undslupne regnbueørreder, der siden søger op i nærliggende vandløb, hvor de ikke hører til.

Oppe i vandløbene kan de dels ødelægge allerede gravede gydebanker, da regnbuerne – i modsætning til vor naturligt hjemmehørende og vintergydende ørred – netop gyder om foråret. Og dels ødelægge fødegrundlaget for de naturlige ørreder, når og hvis de bliver stående oppe i åerne. Hvilket ofte er registreret – eksempelvis i den sønderjyske Hoptrup Å, der i perioder nærmest har været oversvømmet med undslupne regnbuer fra kuldsejlede havbrug. Det ville derfor være ønskeligt, om DSF og LDL kunne forene deres anstrengelser om at hindre etableringen af et nyt, stort havbrug ved Musholm.

Interesserede kan læse mere om Musholm under tidligere kvartaler af “Aktuelt”. Under “Artikler” kan man endvidere finde flere artikler om havbrug og fiskeopdræt.

10. december 2001

© Steen Ulnits

* Mindre udvaskning af kvælstof

På nogle områder går det heldigvis godt for vandmiljøet. Et af de stadig alt for få lyspunkter er, at forskerne fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) nu for første gang kan påvise en sikker nedgang i udvaskningen af kvælstof fra landbruget. Det er dog uvist, om nedgangen skyldes klimatiske forhold eller “bedre landmandskab”, som bønderne selv ynder at kalde det.

Siden de første vandmiljø-handllingsplaner blev sat i værk i 1989, har bygningen af kostbare rensningsanlæg til rensning af spildevand fra byer og industri resulteret i den ønskede nedbringelse af kvælstof- og fosforudledningen. Landbruget har imidlertid længe haltet bagefter og er i dag stadig hovedkilden til forurening med kvælstof og storbidrager til udvaskning af fosfor.

10. december 2001

© Steen Ulnits

* Svin i økonomisk fremgang

Det er nu en overordentlig god forretning at være svinebonde i lille Danmark. Således havde danske svineproducenter i årene 1996-2000 en gennemsnitlig årsindkomst på 254.000. 2001 tegner til at blive et rekordår med en gennemsnitlig indtjening i omegnen af 700.000.

Den rekordstore indtjening skyldes givet de mange problemer med BSE i oksekødet og deraf følgende frygt for at købe og spise det. En frygt, som altså har givet svinebønderne et uventet ekstrasalg og en efterfølgende rekordstor indtjening.

Med sådanne tal i baghovedet må det være på tide, at vore nyvalgte politikere kræver økonomiske investeringer i udstyr til nedbrydning af de enorme gyllemængder, som den kolossale svineproduktion uundgåeligt medfører.

Det kan ikke være meningen, at det danske vandmiljø skal lide, mens svinebønderne scorer kassen i form af årsindtægter på små trekvart million. Det er næsten 60.000,- kroner om måneden.

10. december 2001

© Steen Ulnits

* Feminine hanfisk

Som tidligere beskrevet på denne side, så har Århus Amt fundet foruroligende mængder af kønsforvirrede fisk i amtets vandløb. Det gjaldt i første omgang skaller fra Egåen, der modtager store mængder renset spildevand, men nu er undersøgelsen udvidet til at omfatte ikke mindre end 600 skaller og 700 bækørreder.

Resultaterne er skræmmende, idet de bekræfter en engelsk undersøgelse fra 1998, der omfattede 2.000 skaller. Det viser sig nemlig, at 44% af bækørrederne i Voel Bæk nær Silkeborg havde vævsforandringer i deres testikler, og at 25% af skallerne i Kristrup Landkanal nær Randers havde ægceller i deres testikler.

Man kender endnu ikke til konsekvenserne af disse kønsforstyrrelser, men et godt bud går på, at det i sidste ende vil gå ud over fiskenes fertilitet og dermed deres evne til at reproducere sig. Biologerne fandt et hunprotein i en stor del af de undersøgte fisk – et protein, der menes at skyldes tidlig påvirkning med hunlige kønshormoner udefra.

Alt tyder indtil videre på, at det er hunlige kønshormoner i det rensede spildevand, som giver fiskene de nu iagttagne kønsforstyrrelser. Østrogenlignende stoffer, der dels kommer fra P-piller, dels diverse vaskemidler. Og intet tyder på, at tilsvarende forhold ikke også vil gælde alle andre steder, hvor fiskene lever i mere eller mindre renset spildevand. Hvilket vil sige de fleste steder i tæt befolkede områder. Og dermed har vi endnu et landsdækkende miljøproblem at tage stilling til.

Det vil være en alvorlig kæp i hjulet på Wilhjelm-udvalgets programerklæring for den fremtidige fiskepleje i Danmark – at fiskebestandene fremover skal være selvreproducerende og ikke bestå af udsatte fisk. Før man kan tage dette i forvejen tvivlsomme udvalgs tvivlsomme anbefalinger til efterretning, må det nødvendigvis dokumenteres, at fiskene i danske vandløb overhovedet er i stand til at reproducere sig selv. Og det bliver ikke let med den her omtalte kønsforvirring in mente.

10. december 2001

© Steen Ulnits

* Irland stjæler laks fra Europa

Ved en nyligt afholdt laksekonference i oktober i Santander, Spanien kunne irlandske lakseforskere afsløre, at 1.500 irske drivgarnsfiskere årligt fanger 300.000-500.000 laks i vestirske farvande. En meget stor del af disse laks er på vej mod deres fødesteder i Tyskland, Frankrig og Spanien – en mindre del også England og Portugal.

Disse tal kom frem, da spanske videnskabsmænd kunne fremlægge beviser for, at mærkede spanske laks i stort antal bliver fanget ud for Irland på deres vej hjem mod Spanien. Til dobbelt ærgrelse for spanierne, der siden Franco i 40’erne selv har haft totalforbud mod laksefiskeri i den Biscayiske Bugt. Franco var for øvrigt selv passioneret laksefisker.

De samme irske drivgarn truer nu planerne om at genskabe en laksebestand i den tyske Rhin – et projekt, der allerede har kostet tyske skatteydere millioner af D-mark. Ironisk nok, idet Rhin-laksen netop søges genskabt ved køb af lakseæg fra – Irland…

Den islandsk baserede North Atlantic Salmon Fund har tilbudt at købe de resterende irske garnfiskere ud, så de mange europæiske laks uhindret kan vende hjem til deres respektive hjemlande og dér sikre bestandenes fortsatte og fremtidige eksistens.

10. december 2001

© Steen Ulnits

* Alaska til afstemning

I dag skal det amerikanske Senat stemme om, hvorvidt der skal bores efter olie i en af USA’s sidste store nationalparker, der ligger i det nordllige Alaska.

Som det er fremgået af tidligere notitser på denne side, så er det et led i Bush administrationens energiplan, at Alaskas sidste og relativt sparsomme oliereserver skal udvindes, så USA sikrer sig den størst mulige uafhængighed af olie andre steder fra.

Som det også er fremgået af tidligere notitser på denne side, så har USA verdens suverænt største energiforbrug per indbygger. I Bush’ energiplan står da heller ikke ét eneste ord om besparelser i energiforbruget at læse. Det er nærmest et fy-ord i en ærkerepublikaners mund – specielt da, når han udelukkende er kommet til magten med oliemillioner i ryggen…

Resultatet af afstemningen ventes med spænding, da demokraterne jo har flertal i Senatet. Og Bush som bekendt er republikaner.

I disse terroristtider kan alt ske.

3. december 2001

© Steen Ulnits

* – Miljøets minister miljøets mand?

Efter Folketingsvalget, der som bekendt bød på et voldsomt skred mod højre, har miljøet fået en ny mand som administrator. Væk er Svend Auken, der kan klandres for meget, man som ubetinget altid har været miljøets mand. Og ny på posten som miljøminister – ikke energiminister, som forgængeren jo i tilgift også var – er Venstremanden Hans Christian Schmidt.

Hans Christian Schmidt kommer fra Sønderjylland, hvor han har været medlem af Venstre siden 1978. Han har siddet i Vojens Byråd side 1982 og været medlem af Folketinget siden valget i 1994. Han er 48 år gammel, uddannet som lærer og har i en periode fungeret som viceskoleinspektør på Sommersted Skole i Vojens Kommune. For øvrigt ganske tæt på Nørreåens bredder.

I Folketinget har han siddet i såvel Udenrigsudvalget som Kulturudvalget samt været miljøordfører lige siden sit valg i 1994. Endelig har han været medlem af det magtfulde Naturklagenævn, hvor han flere gange har stemt nej til forskellige fredningssager. Blandt hans politiske modstandere forlyder det, at han – med en baggrund som landmandssøn – ofte har tilsidesat naturen til fordel for landbrugets interesser. Trods det faktum, at han selv gerne svinger en fiskestang i fritiden.

Ved ministerskiftet overrakte Hans Christian Schmidt den afgående Svend Auken en fiskestang, så han kunne komme lidt mere ud i naturen og dér måske møde sin gamle sparringspartner fra Århus, Uffe Ellemann-Jensen, der som bekendt holder meget af at fiske. Eller han kunne vælge at tage på fisketur med en anden afgående ministerkollega, nemlig Henrik Dam Kristensen, der jo er passioneret sportsfisker fra Vorbasse i det mørke Jylland.

Intet tyder dog på, at Svend Auken vil tage den nye interesse op. Han har i stedet tænkt sig at bruge sine kræfter i miljøets interesse som ny miljøordfører i oppositionen. Så hvis Hans Christian Schmidt går landbrugets veje i stedet for miljøets, vil Svend Auken givet være over ham som en mis. Gudskelov for det.

Den nye miljøminister mister som sagt energidelen, der går til det nye Økonomi- og Erhvervsministerium. Skov- og Naturstyrelsen, der jo hører ind under Miljøministeriet, afgiver tilsvarende forvaltningen af den danske kulturarv til Kulturministeriet. Til gengæld får Miljøministeriet overdraget Kort- og Matrikelstyrelsen fra Boligministeriet.

Terningerne er således kastet til et nyt spil om den danske natur og det danske vandmiljø!

1. december 2001

© Steen Ulnits

* Skarven vært for fjerkrævirus

Danmark er som bekendt værtsland for en meget stor del af Europas samlede skarvbestand – til stor fortrydelse for fisk og fiskere, der må lide under de mange skarver og deres store indhug i fiskebestanden. For slet ikke at tale om de mange træer, som svides ihjel af skarvernes hvide og ætsende ekskrementer.

Men ikke nok med det. Nu har Statens Veterinære Serumlaboratorium fundet fjerkrævirus i en prøve fra skarver. Der er tale om den såkaldte “Newcastle Disease” (ND) virus, der betragets med største alvor i fjerkræavlerkredse. Siden 1995 har sygdommen været konstateret flere steder i Danmark, hvor sygdommen konsekvent bekæmpes med aflivning af de smittede bestande.

På grund af vor konsekvente holdning til denne fjerkrævirus har Danmark hidtil haft status som ND-frit land – en status, som måske er i fare, nu hvor den skadelige virus altså også er fundet hos skarven.

1. december 2001

© Steen Ulnits

* Dansk fluebinder i fornemt selskab

Den 20. oktober 2001 blev den verdensberømte dansk- amerikanske fluebinder Poul Jorgensen udnævnt til medlem af det amerikanske “Fly Fishing Hall of Fame”.

Poul Jorgensen er født og opvokset på Fyn, og hans danske rødder er tydeligt kommet frem igen de seneste fem år. Utallige kurser og gæsteforedrag her i landet samt artikler og ikke mindst to bøger på dansk, har været med til at vække danske fluebinderes interesse for mesteren i eksil.

Mest populær er nok genudgivelsen af hans bog om laksefluer, hvor en kraftig opdatering af såvel billedside som bindeteknikker, materialer og fluemønstre, har skabt fornyet fokus på de stolte fluers tilblivelse. Man kan så diskutere, om netop klassiske laksefluer skal moderniseres – om de ikke netop skal forblive klassiske. Også bogen om imitationer står stærkt i feltet af udgivelser om fluebinding de senere år.

Poul Jorgensen kan nu glæde sig over at være kommet i et fortjent fornemt selskab. Sammen med så prominente navne som eksempelvis Lee Wulff, Al J. McClane og Lefty Kreh, har han været med til at sætte sit præg på resten af fluefiskerverdenen. Kun 22 andre har opnået samme hæder fra “The Catskill Fly Fishing Center and Museum”.

Vi ønsker mesteren tillykke med den fornemme status!

1. december 2001

© Steen Ulnits

* Fisketegnet svigtes

Af et notat fra Fiskeridirektoratet til alle landets fiskeriinspektorater fremgår det, at der pr. 8. oktober i år var indkommet kr. 509.918,25 mindre fra det obligatoriske fisketegn end på samme tidspunkt sidste år. Kr. 18.244.908,18 mod kr. 18.754.826,43 året før.

Af selvsamme notat fremgår videre, at der pr. 8. oktober i år var indkommet kr. 177.211,27 mere fra fritidsfiskernes garnlicens end på samme tidspunkt sidste år. Kr. 6.663.586,23 mod kr. 6.486.374,96 året før.

Det ser således ud til, at lystfiskerne er begyndt at svigte fisketegnet – muligvis på grund af den megen debat om det rimelige i, at flere og flere millioner lystfiskerkroner går til forskning i stedet for aktiv fiskepleje.

Det skal blive spændende at se, om udviklingen holder eller sågar forstærkes i den resterende del af året.

25. november 2001

© Steen Ulnits

* Vadehavet atter i et vadested

Som miljøbevidst sportsfisker må man ærgre sig over, at Vadehavet ikke i denne omgang kom med i UNESCO’s “Verdens Naturarv”. Lokalt var der frygt for, at en sådan indlemmelse ville medføre store restriktioner for blandt andet skibsfarten og udbygningen af Esbjerg Havn. Og da begge implicerede amter var imod, søgte miljøminister Svend Auken ikke om optagelse. Men der arbejdes videre med sagen i såvel Danmark som Tyskland og Holland, så mon ikke Vadehavet om et par år er klar til indlemmelse i det fornemme selskab?

På samme måde må man ærgre sig over, at Sønderjyllands Amtsråd stemte nej til en såkaldt “EU-habitatudpegning” af 227 km vandløb i henholdsvis Brede Å og Vidå, der begge udmunder i Vadehavet. Lokale landmænd frygtede for konsekvenserne af en sådan udpegning, og lokale politikere turde derfor ikke gå ind for udpegningen, som ellers var forestået af Skov- og Naturstyrelsen.

Til gengæld kan man glæde sig over, at der fra og med 2005 vil blive indført et radarsystem over skibsfarten i det følsomme Vadehav. Et sådant system vil gøre det lettere at undgå olieulykker ved kollisioner og grundstødning. Samt lettere at opspore og retsforfølge eventuelle oliesyndere.

25. november 2001

© Steen Ulnits

* Min barndoms bæk

Det gik som tidligere nævnt på denne side helt galt i den lille sønderjyske Adsbøl Bæk, hvor såvel laks som havørreder afgik ved døden efter et mystisk giftudslip.

Så er det gået langt bedre i den ligeledes lille og sønderjyske Stolbro Bæk på Als. En lille bæk, som jeg ofte har vandret langs med i min grønne ungdom. Her udlagde man sidste år gydegrus og sten på en 150 meter lang strækning – til benefice for bækkens bestand af havørreder. Disse kvitterede øjeblikkeligt for modtagelsen, og ved elektrofiskeri før og efter udlægningen har man nu kunnet konstatere, at ørredbestanden i mellemtiden er 3-doblet. En 3-dobling, der blot kostede 3.000 kroner!

Det er Sportsfiskerforeningen Nordborg, der sammen med Nordborg Kommune har forestået udlægningen af grus. Et lille projekt med store resultater, som bør mane til eftertanke og efterfølgelse andre steder, hvor man råder over småbække med en rimelig vandkvalitet, men manglende gydepladser.

25. november 2001

© Steen Ulnits

* Kovending: Flere svin

For et års tid siden meldte fødevareminister Ritt Bjerregaard ud, at nu var smertegrænsen nået for antallet af svin i danske landbrug. Således blev der sidste år produceret og slagtet over 22 millioner svin i danske stalde – med en kolossal gylleproduktion som uundgåeligt biprodukt. Gylle, som siden blev spredt på markerne i overdosis, så vandmiljøet generelt og fattige hedejorde specielt nu vånder sig.

Nu melder samme Ritt Bjerregaard så meget overraskende ud, at hun ikke vil blande sig i, hvor mange svin der produceres i danske stalde. “Blot miljøkravene overholdes”, lyder hendes nye melding, der er faldet mange politikere endog meget for brystet. Allerede næste år forventes den samlede danske svinebestand at nå 24 millioner, og der er næppe udsigt til, at væksten stopper her.

Men det ser ud til, at der er mening med galskaben – i form af ny teknologi til behandling af de store gyllemængder og nye lovforslag, der skal gøre det lettere og mere attraktivt for landmændene at investere i den nye teknologi. Teknologi, som dels kan reducere mængden af de skadelige næringsstoffer kvælstof og fosfor – dels mindske fordampningen fra markerne og dermed også reducere lugtgenerne.

25. november 2001

© Steen Ulnits

* Gyllebehandling på højeste plan

I forbindelse med Ritt Bjerregaards kovending, hvad angår flere svin i det danske landbrug, er der for alvor kommet fokus på behandling af gylle fra de mange millioner svin på danske gårde. Seneste skud på stammen kommer fra en af landets store svineavlere, der på eget initiativ og i vid udstrækning også for egne penge har udviklet et helt nyt og meget lovende system til effektiv behandling af gylle.

Det er den tidligere formand i Landsforeningen Danske Svineproducenter, Kent Skaaning, der gennem to år har investeret omkring 10 millioner kroner i udviklingen af et helt nyt anlæg, der kombinerer kendte teknologier på en helt ny måde. Kent Skaaning producerer årligt 25.000 svin, der leverer 25.000 tons gylle. Altså et ton per svin.

Gyllen ledes ind i en biogasanlæg, som producerer en masse varme samt elektricitet nok til gården og yderligere 400 husstande. Hvilket jo i sig selv er en god måde at udnytte gyllen på. Men ikke nok med det. Efter en tur gennem biogasanlægget sendes gyllen nu ind i en såkaldt “dekanter-centrifuge”, hvor væsken slynges rundt med op til 5.000 omdrejninger i minuttet. Det medfører, at op mod 85% af organisk kvælstof og fosfor samt andre mineraler presses ud.

Resultatet bliver et muldlignende materiale, der er perfekt til jordforbedring i egne af landet, hvor man mangler kvælstof og fosfor – stoffer, der normalt tilføres i form af kostbar kunstgødning, der i vid udstrækning må importeres fra udlandet. 18.000 kunstgødning spredes således hvert år over danske marker. Skaanings 25.000 svin leverer indtil videre 2.000 tons om året af dette materiale, som primært er tiltænkt landmænd i Østdanmark, hvor der er langt mellem svinebønderne og deres gylleproduktion.

Tilbage efter turen gennem biogasanlægget og dekanter-centrifugen bliver en tynd og klar væske, som nu er klar til at blive bragt ud på markerne som gødning. Ikke i gyllevogne på vejene og via gyllespredning på markerne. Nej, via kilometerlange slanger, som i forvejen er lagt ned i markerne, og som ombyggede vandingsanlæg nemt kan sluttes til. Dette vil efter alt at dømme reducere fordampningen og dermed også lugtgenerne markant. Det står dog endnu tilbage at bevise dette sidste.

Bedst af alt, så er der penge at spare i den nye teknologi til behandling af gylle. Hvor det typisk koster 60,- kroner at sende et ton gylle gennem et traditionelt gyllesepareringsanlæg, koster det helt ned til 5,- kroner per ton at behandle det med den nye teknologi. Mindre end en tiendedel.

Ikke så lidt af et columbusæg, hvis ellers det kan indføres overalt i landet, hvor svinebønder producerer ildelugtende gylle i tusinder af tons.

25. november 2001

© Steen Ulnits

* Døde laks til levende laks

Nu ved vist de fleste, at man ikke skal fodre levende dyr med døde dyr af samme art. Det har vi med al ønskelig tydelighed set i sagen om BSE og Creutzfeldt-Jacobs sygdommen, der har hærget blandt europæisk kødkvæg, og som efter alt at dømme allerede har krævet de første dødsofre blandt mennesker, der havde spist inficeret kød. En snigende hjernesygdom, som ingen kan gøre noget ved.

Nu ser det ud til, at de gæve nordmænd også og endnu engang er gledet i Nordsø-olien. Norge, som jo på få år er blevet verdens største producent og eksportør af opdrættede tamlaks i flydende netbure langs den altid isfri norske Atlanterhavskyst. Norge, som af samme årsag har sat sine mange vildlaksebestande totalt over styr. Og nu er de så også hoppet på vognen med at fodre levende laks med døde laks – trods den stigende bevidsthed om det både ukloge og uetiske i dette.

I hvert fald har det engelske blad “The Sunday Times” oplevet det i Norge. I en stort opsat artikel, der primært fokuserer på de voldsomme skadevirkninger af et storstilet lakseopdræt i Skotland, har reporteren ved selvsyn oplevet døde norske laks blive til levende. Helt uden brug af voodoo eller anden magi, men på følgende måde, som bladet beskriver således:

“Døde laks opsamles og opbevares i store, åbne plastcontainere, der står udendørs. De kan stå ude i mere end en uge, hvor de fryser om natten og tør op igen om dagen. Stanken er ubeskrivelig! Herefter moses de til en brun sovs, der blandes med andre ingredienser og formes til nye foderpiller.”

Velbekomme, siger jeg. Skulle jeg tidligere og i et svagt øjeblik have sneget en skive røget norsk tamlaks med ned i indkøbskurven, når der ikke har været laks i fryseren derhjemme, så er det definitivt slut nu.

Norge har endnu engang dokumenteret, at man omgås atlanterhavslaksen, som var man Vorherre selv. Og det er man ikke.

19. november 2001

© Steen Ulnits

* For 20 milliarder laks

I en rapport udarbejdet af det norske firma Oslo Energikonsult når man frem til, at den norske vildlaks i de 50 vigtigste lakseelve er hele 20 milliarder norske kroner værd for samfundsøkonomien. Det gælder laksene i de vandsystemer, der af det såkaldte Rieber-Mohn udvalg blev udpeget som fremtidige laksevande af national status.

Analysen konkluderede samtidig, at der alene i de to kommuner Grong og Overhalla – ved bredden af den velkendte Namsen elv – hvert år skabes mere end 50 fuldtidsjobs på grund af laksen og den relaterede fisketurisme.

19. november 2001

© Steen Ulnits

* – Stop for laksefiskeri i Vestlandet?

Situationen for laksen i det norske Vestlandet er nu så kritisk, at man taler om et totalt laksestop i Hordaland, Sogn og Fjordane til næste år.

En af forklaringerne er ifølge Norsk Havforskningsinstitut, at op mod 95% af de udvandrende vilde laksesmolt i Sognefjorden dræbes af havlus fra havbrugene med tamlaks. Hele årgange er her i fare for at blive udraderet. En anden forklaring er angreb fra parasitten Gyrodactylus salaris, som hærger oppe i elvenes ferske vand.

Dette og meget mere stod på programmet, da man afholdt det årlige Villaksseminar på Norsk Villakssenter i Lærdal. Problemet er blot, at selv ikke nok så megen klog snak vil ændre på noget som helst. Der skal handling til, og det er den norske regering ikke villig til.

19. november 2001

© Steen Ulnits

* – Frit fiskeri i Finnmarken?

Det har længe vakt harme blandt udenlandske sportsfiskere, som ikke er bosat i Norge, at de kun må fjerne sig 5 km fra nærmeste offentlige vej i den nordnorske Finnmark.

Harmen er nu nået så langt i systemet, at ESA – EFTA’s overvågningsorgan – langt om længe har fået øje på denne åbenbare diskrimination, som har stået på i flere år. ESA har meldt ud, at Norge skal have endog særdeles gode grunde til at opretholde denne diskrimination af EU-borgere.

I den såkaldte EØS-handelsaftale med EU har Norge nemlig forpligtet sig til ikke at diskriminere borgere i EØS-EU området. Og da Norge er helt afhængig af en særhandelsaftale med EU, når man skal slippe af med sine mange millioner tamlaks fra havbrugsopdrættet, må Norge hellere makke ret. Ellers kommer EU efter dem!

– Frit fiskeri i Finnmarken!

19. november 2001

© Steen Ulnits

* Gone Fishing again…

Som faste læsere af disse sider vil have bemærket, er der ikke blevet opdateret de seneste uger. Årsagen er, at jeg har været med Danida, DR og Danmarks Jægerforbund i Afrika, hvor vi blandt andet skulle fiske tigerfish i Wami floden, Tanzania.

Imidlertid og uheldigvis havde floden fået et ordentligt skud melasse fra en sukkerfabrik 30 km opstrøms det reservat, vi skulle fiske i. Døde og døende tigerfish på op mod 10 kg var kommet drivende med strømmen, da forureningen fandt sted – i november sidste år, hvor vandstanden var på sit laveste og floden derfor allermest sårbar. Da tigerfish’en er meget iltkrævende, var den blandt de allerførste ofre for den iltslugende forurening med melasse.

Det kom der således ikke meget TV ud af, men til gengæld var der så meget andet dyreliv at filme, at der nok skal komme et fornuftigt TV-program ud af det alligevel!

19. november 2001

© Steen Ulnits

* Bush borer bare

USA’s præsident George Bush har udnyttet terroristangrebene den 11. september til endnu engang at betale sin valggæld tilbage. Til den amerikanske olieindustri, hvis økonomiske støtte med hiv og sving fik ham valgt til præsident for USA. Bush Junior har nu benyttet angrebene som argumentation for at udvinde den sidste smule olie fra Alaska’s øde og fredede vildmarker. Argumentationen er naturligvis, at det vil gøre USA endnu mere uafhængig af olie fra det altid urolige Mellemøsten.

Problemet er blot, at de resterende kendte oliereserver i Alaska kun dækker USA’s enorme olieforbrug i godt halvandet år. Derefter er der for altid tomt i undergrunden – og kaos i ødemarken efter boretårne, olierørledninger, lasteramper, vejanlæg etc. Sår i landskabet, der i permafrosten kun læges uhyre langsomt – hvis nogensinde.

Repræsentanternes Hus vedtog Bush’ oliedoktrin allerede i august, mens man i det demokratisk dominerede Senat hidtil har afvist enhver form for olieboring i den fredede nationalpark. Bush’ planer går på at bore efter olie på 800 hektar i et 600.000 hektar stort område af den næsten 8 millioner hektar store Arctic National Wildlilfe Range. Et område, der af Kongressen allerede i 1980 blev sat af til mulig olieudvinding.

Kritikere frygter imidlertid, at Bush vil inddrage hele den arktiske kystslette, hvis han først kommer i gang det ene sted. Og da kan det komme til at gå ud over den 120.000 individer store rensdyrhjord, som lever og vandrer i dette kolossale område. Dyr, hvis lange årlige vandringer skyldes evig søgen efter livsvigtig føde i det barske arktiske landskab.

Demokraterne frygter endvidere, at et nyt oliefelt med nye rørledninger vil være et yderst attraktivt mål for nye terroristangreb. De henviser til, at en beruset amerikaner i begyndelsen af oktober i år skød hul i den 1.285 km lange olierørledning fra Prudhoe Bay i det nordlige Alaska til Valdez i det sydlige. Op mod 7.000 tønder råolie slap ved den lejlighed ud i den sårbare arktiske natur.

4. november 2001

© Steen Ulnits

* Øget forurening fra dambrug

Trods højteknologi og avanceret foder er der nu konstateret en markant stigning i forureningen fra danske dambrug.

Det er ikke mindst udledningen af fosfor, den er gal med – en stigning, som skyldes frygten for sygdommen BSE eller kogalskab. Denne frygt fik nemlig foderproducenterne til at udskifte det animalske blodmel i foderet med vegetabilsk soja, og dette skifte har i år givet en væsentlig stigning i udledningen af fosfor til danske vandløb.

Men ikke nok med det. Miljøkonsulent Børge Christensen fra Danmarks Sportsfiskerforbund har ligeledes påpeget, at varedeklarationen på fiskefoder i flere tilfælde har været forkert eller mangelfuld. Således er der fundet flere forurenende stoffer i foderet, end producenterne selv havde angivet.

Sagen undersøges nu af Danmarks Fiskeriundersøgelser. I Danmarks Miljøundersøgelser har man ingen kommentarer til sagen.

4. november 2001

© Steen Ulnits

* Stor ørreddød i lille bæk

Bækørreder en masse, havørreder på op til 7-8 kg samt sågar enkelte laks er blevet ramt af en mystisk giftdød i det lille sønderjyske vandløb Adsbøl Bæk, som munder ud i Nybøl Nor nær Gråsten.

Bækken, som er syv km lang fra udspringet i Kiding Mark til udløbet i Nybøl Nor, er områdets eneste med en selvreproducerende ørredbestand. Det er derfor dobbelt ærgerligt, at en giftkatastrofe skulle indtræffe netop her – endda på en årstid, hvor også mange store gydefisk var gået op i bækken.

I tilgift var der enkelte laks imellem – finneklippede og efter alt at dømme strejfere fra Gudenåen mere end 200 km længere nordpå. Skælprøver er indsendt til Brusgaard Produktionshøjskole, der som bekendt producerer laksene til Gudenåen.

4. november 2001

© Steen Ulnits

* Ny fluerekord II

Per Lund fra Grenå kalder sig selv for “laksebums”, og på hans visitkort står der: “Fluebinder, sportsfisker og filosof”. Han fisker overalt, hvor der er fisk at fange, men i de senere år er Forshagaforsen i den svenske Klarelv blevet hans favorit.

Den 1. juli fangede Per her en indsølaks på ikke mindre end 10,4 kg. Laksen, som har levet og vokset sig stor i søen Vänern, er efter alt at dømme den største indsølaks, som til dato er taget på flue i Sverige. Den er da også registreret som uofficiel fluerekord i det svenske blad Fiskejournalens “Flymaster” register.

Det kan Per godt være stolt af, og det kan vi andre skam også. Men tænk, at svenskerne må have en dansk mester stående på rekordlisten… Pinligt!

4. november 2001

© Steen Ulnits

* Ny fluerekord

Vi bliver flere og flere fluefiskere, og vi fisker flere og flere steder efter flere og flere forskellige fisk. Det kommer der meget godt og mange mærkelige fisk på fluen ud af. Således blev der i foråret sat en ny norsk fluerekord for – stenbider! En imponerende fisk på 780 gram, idet det er den første fluefangede af slagsen, som er blevet noteret. Norsk rekord for stenbider er ellers 2,6 kg med verdensrekorden på knap 3 kg.

Af andre “mærkelige” fisk kan nævnes den giftige fjæsing, som der i den forgangne sommer blev landet rigtig mange af fra kysterne i det nordlige Jylland. En yderst velsmagende fisk, som imidlertid må håndteres med stor forsigtighed, når fluen skal ud. En god ven greb engang en fjæsing om nakken en mørk sommernat – og blev stukket. Hele hånden svulmede op og smertede i flere dage.

Så pas på med de mærkelige fisk, der måtte forgribe sig på din flue!

4. november 2001

© Steen Ulnits

* Med Uffe på Sundet

I dag – den 1. november – fylder en af dansk politiks og dansk lystfiskeris “store” 60 år. Det er naturligvis Uffe Ellemann-Jensen, der er tale om – Venstres statsministerkandidat i en årrække, indtil han for fire år siden trak sig efter et yderst knebent nederlag til Poul Nyrup Rasmussen, der fik “four more years”, som han så dansk udtrykte det.

I går – dagen før sin fødselsdag – var Uffe så ude at fiske på Sundet, hvor han bor. Med ombord på det gode skib “Hanne-Berit” af Rungsted var et kobbel sultne journalister og TV-fotografer, der skulle præsenteres for Uffes nye bog “Ude med snøren”, som netop er udkommet på Gyldendal. Fisk blev der ikke fanget mange af, da vinden kulede op af dagen. Men bogen så de.

Og så udskrev statsministeren valg, netop som vi stod og fiskede ude på det skumpiskede Øresund. Uffes første og umiddelbare bemærkning skal han ikke citeres for, men den næste slipper gennem censuren: “Det undrer mig ikke. Sidst, han udskrev valg, stod jeg i lufthavnen i Paris…”

I anledning af fødselsdagen holder Uffe reception på Christiansborg, så han får næppe tid til at se laksefiskeri i Skotland på DR2 klokken 19.30. Men han tager den på videoen i stedet!

Et stort tillykke til fødselaren. Gid han må fange mange fisk i årene fremover. Nu har han i hvert fald tiden til det.

1. november 2001

© Steen Ulnits

* Ny varmerekord

Oktober 2001 blev den varmeste i de godt 125 år, siden 1874 vi har registreret vejret i Danmark. Med en middeltemperatur på 12,0 grader var den nemlig 0,6 grad varmere end den hidtidige rekord, der var fra oktober 1995. To varmerekorder på mindre end et årti er meget set i en begrænset sammenhæng, men statistisk for spinkelt et grundlag til at dømme “drivhuseffekt” ud fra. Men det er såre nærliggende at lægge to og to sammen og nå frem til netop den konklusion.

Selv om oktober i år således blev den varmeste i nyere tid, så fortæller statistikken også, at en varm oktober typisk medfører en dobbelt så stor chance eller risiko for en efterfølgende streng isvinter – ofte en sen én af slagsen. Én af dem, der måske først for alvor sætter ind i marts, når man lige troede, at nu stod foråret for døren.

Brrr…

1. november 2001

© Steen Ulnits

* – Iltsvind på retur?

2001 har været et godt år for vandmiljøet i danske farvande. 2001 har nemlig budt på færre og mindre iltsvind end katastrofeåret 2000, der var det værste i ti år.

Det er normalt i oktober, at årets iltsvind for alvor har vist sig efter sommerens algeblomst. Men i år har afstrømningen og dermed udvaskningen af kvælstof ligget på gennemsnittet, og samtidig har sommeren ikke budt på længere perioder med varme og vindstille, der får vandet til at lagdele sig og blive iltfrit ved bunden.

Det er dog alt for tidligt at sige noget om den generelle tendens, selv om både politikere og miljøfolk gerne vil profilere sig på årets gode data. Man skal blot huske tilbage på sidste år for at komme lidt ned på jorden igen.

Der er lang vej tilbage, førend vi har fået styr på landbrugets massive udledning af kvælende kvælstof. Meget lang vej.

1. november 2001

© Steen Ulnits

* Laksestop i Ho Bugt

Den store Vadehavsundersøgelse, som du kan læse om nederst på denne side, viste i sin tid, at de to resterende bierhvervsfiskere i Ho Bugt hvert år i deres ruser fanger omkring 150 laks og 550 havørreder. Opgangsfisk, vel at mærke – fisk på vej op mod gydepladserne i Varde Å.

Siden viste det sig jo, at der rent faktisk findes rester af en oprindelig laksestamme i netop Varde Å. Og at der derfor var værdifulde vildlaks blandt bierhvervsfiskernes fangster. De lokale sportsfiskere i Varde Sportsfiskerforening tog straks têten ved frivilligt at frede laksen i Varde Å. Kun havørreder må tages med hjem. Laks skal genudsættes.

Dette har nu ført til, at de to bierhvervsfiskere i ét år frem forsyner deres ruser med stopriste, så der ikke kan gå gydemodne laks og havørreder i dem.

Det bør medføre et markant bedre fiskeri i den store sydvestjyske å.

28. oktober 2001

© Steen Ulnits

* Fjorten fiskere fanget

Fjorten industrifiskere i Hvide Sande har fået inddraget deres licenser til industrifiskeri i en måned, da der viste sig at være alt for mange sild i deres landinger af brislinger. Således var der 50-70% sild i lasten, hvor der som bifangst kun må være 20%.

Det kunne Fiskerikontrollen fra Esbjerg konstatere, da man i løbet af en tre dage lang kontrolkampagne kontrollerede samtlige fangster landet af 22 Hvide Sande fartøjer. “Det er det største antal overtrædelser, vi hidtil har konstateret under en sådan totalkontrol”, udtalte Fiskerikontrollen bagefter.

Og problemet var selvforskyldt, da de fjorten fartøjer blot kunne være sejlet længere ud, hvor der er færre sild og flere brislinger. Selv Bent Rulle, som er formand for Danmarks Fiskeriforening, havde ingen større bortforklaringer, da han blev forholdt overtrædelserne.

Overtrædelserne kom som sagt til at koste de implicerede fiskere deres licens til industrifiskeri i en måned. De må dog stadig konsumfiske.

28. oktober 2001

© Steen Ulnits

* Torsk med fingeraftryk

Fiskerierhvervet svindler som bekendt med fisk og fangster, når og hvor det er muligt. Det viste blandt andet ovennævnte totalkontrol, hvor 14 ud af 22 kontrollerede industrifiskere havde 2-3 gange flere sild som bifangst, end loven tillader.

Andre gange har man indhandlet eksempelvis torsk, der stammede fra helt andre områder end dem, man selv opgav som fangstpladser. Fordi fiskene helt enkelt har været fredet, hvor man fiskede. Aldeles bevidst og helt ulovligt fiskeri på truede torskebestande.

Nu har forskere ved Århus Universitet og Danmarks Fiskeriundersøgelser imidlertid udviklet en metode, der gør det muligt at skelne forskellige torskebestande fra hinanden. Forskerne har opdaget, at torsk fra Barentshavet, Nordsøen og Østersøen hver især har forskellige genetiske “fingeraftryk”, som gør det muligt at bestemme fiskenes oprindelsessted.

Fremover vil det således blive sværere for fiskerierhvervet at svindle med fangsterne som hidtil. Takket været selvsamme DNA-teknologi, der blandt meget andet kan udpege voldtægtsforbrydere og afgøre faderskabssager.

28. oktober 2001

© Steen Ulnits

* Nyt program om lystfiskeri i DR2

Den 1. november går det første af tre programmer om lystfiskeri og jagt i luften, alle optaget i det betagende skotske højland.

Det første program i trilogien, der har Isac Walton’s “The Compleat Angler” som udgangspunkt, omhandler lystfiskeriet. Det foregår ved bredden af den smukke River Dee nær Aberdeen og kongeslottet Balmoral, hvor såvel Prince Charles som tidligere også hans moder Queen Elisabeth gerne fisker laks. Og hvor det moderne “greased line fishing” – laksefiskeri med flydeline og små fluer – i sin tid blev opfundet af englænderen A.H.E.Wood.

Programmet, der varer en halv time, begynder ifølge sædvanligvis velunderrettet kilde klokken 19.30 og vil blive genudsendt på DR2 en uge senere, før det så sendes for tredje og sidste gang på DR TV.

Vel mødt ved skærmen. Det er nemlig undertegnede, der svinger fluestangen i prime time på DR2!

22. oktober 2001

© Steen Ulnits

* Nye kystfluekurser på Samsø

Datoerne ligger nu klar for næste års ugelange kystfluekurser, der igen afholdes med udgangspunkt i Samsø Højskole i Koldby.

Om alt går vel, passerer kursist nummer 100 gennem dette års kystfluekurser på Samsø Højskole. Det er mange og vidner samtidig lidt om interessen for denne stadig ret nye fiskeform, som vi danskere jo selv har “opfundet”.

De hidtidige kurser har kun henvendt sig til begyndere. Nyt for 2002 er derfor et kursus for viderekomne. Der tænkes ikke mindst på de mange, der allerede har været på kursus, men som nu gerne vil lidt videre. Eller dem, der blot har fisket flue fra kysten i nogle år, men som ikke rigtig føler, at de får nok ud af det.

Interesserede kan læse mere på webadressen www.samso.com/hojskolen, hvor man også kan melde sig til. Det er en god idé at være tidligt ude. Flere har tidligere år måttet gå forgæves. Man kan også ringe på telefon 86 59 04 11 for at høre nærmere.

Kursusleder er forstander Ole Kæmpe, der selv er fluefisker – og indfødt samsing. Underviser er Steen Ulnits, der tidligere har boet på Samsø, og som har mere end 25 års erfaring med netop kystfluefiskeri.

Tidspunkterne er som følger:

Kursus I for begyndere: 21.4.-27.4.2002
Kursus II for viderekomne: 12.5.-18.5.2002
Kursus III for begyndere: 6.10.-12.10.2002

22. oktober 2001

© Steen Ulnits

* Biologisk misk-mask

I det tidlige forår udarbejdede miljøminister Svend Aukens embedsmænd i ministeriet en biologisk redegørelse for problemerne med frivand ved opstemninger – primært dambrugsopstemninger – i danske vandløb, naturligvis med reference til faunapassageproblemerne.

Redegørelsen tog sit udgangspunkt i en række af de undersøgelser, biologer hos Danmarks Fiskeriundersøgelser i Silkeborg og andre fiskeribiologer gennem de senere år har foretaget omkring migrerende fisks muligheder for passage ved opstemninger set i relation til den vandmængde, der er til rådighed uden om opstemningerne.

De fleste af disse undersøgelser peger entydigt på, at en optimal fiskepassage uden om en opstemning kræver afgivelse af frivand i et betydeligt omfang.

Stor var derfor forbløffelsen og bestyrtelsen, da miljøministeriets embedsmænd i redegørelsen konkluderede, at afgivelse af 50% af medianminimumsvandføringen var tilstrækkeligt til at sikre en fornuftig fiskepassage!

Hvad baggrunden for denne (u)tilsigtede manipulation med fiskeribiologiske undersøgelser og resultater har været, forbliver – indtil videre – uudtalt. Dog gætter man næppe ret meget forkert ved at antage, at udmeldingen har en skjult dagsorden, der skal give amtskommunerne et vink med en vognstang om, at de ikke behøver at være alt for restriktive, når dambrugene i 2005 mister deres ret til indvinding af overfladevand.

Stramninger i vandforsyningslovens §22, der træder i kraft i 2005, medfører nemlig, at dambrugene ikke længere råder over så meget som et fingerbøl vand fra vandløbene. Samtlige brug, der indtager vand fra vandløb mv., skal ansøge vandløbsmyndigheden om indvindingstilladelse, og vandløbsmyndigheden må under ingen omstændigheder fratage vandløbene mere vand, end at der altid løber mindst 50% af medianminimumsvandføringen forbi opstemningen.

Derimod er der intet til hinder for, at vandløbsmyndigheden beslutter at lade endnu mere vand afgive som frivand til fiskepassager. Ja, i princippet helt undlader at give tilladelse til indvinding af overfladevand!

Amtskommunerne skal derfor ikke lade sig besnære af miljøministeriets redegørelse for vandføring omkring opstemninger. Den holder lige så lidt vand, som de 50% af medianminimumsvandføringen holder vand i forhold til en optimal fiskepassage.

Eller sagt med fiskeribiologernes egne ord: “Det er Danmarks Fiskeriundersøgelsers vurdering, at afgivelse af 50% af medianminimumsvandføringen normalt ikke er nok til at sikre fri passage i både op- og nedstrøms retning”.

Der skal ikke herske tvivl om, at Danmarks Sportsfiskerforbund ved passende lejligheder vil bringe de biologiske fakta omkring vandføringen i fiskepassager i venlig erindring hos amtskommunerne – og med heftighed fremføre dem, når ansøgningerne om vandindvindingstilladelserne løber ind.

Sportsfiskeren, oktober 2001

* LDL: DSF “halehæng” til DN?

I oktobernummeret af bladet “Sportsfiskeren” forekom en ret så interessant artikel om ørredudsætninger af forretningsfører Thygesen, og man må vel formode, at der så er tale om Danmarks Sportsfiskerforbunds officielle synspunkter. Som sådan fortjener artiklen lidt kommentarer:

Thygesen påstår, at DSF straks tog afstand fra det brev til udsætningsforeningerne ved juletid , der kundgjorde stop for saltvandsudsætninger samt varslede halvering af mundingsudsætninger fra 2002. Men først så sent som i april bragte “Sportsfiskeren” en artikel, der primært var et “forkølet” forsvar for stoppet for saltvandsudsætningerne og overvejende viste, at DSF ikke havde sat sig ind i den udmærkede rentabilitet af disse udsætninger og deres succes gennem årene.

Det er ikke første gang, at DSF har udtalt sig nedvurderende om saltvandsudsætningerne, og man kan ikke fortænke myndighederne i, at de mente at have en slags “alibi” for at droppe dem, og i stedet anbefale, at de mange fisk blev trukket ind som mundingsudsatte i uegnede smårender – vel med den bagtanke, at udsætninger så blev opgivet og påtænkt besparelse opnået. At det ikke gik så galt, skyldtes ikke DSF, men de mange protester fra foreninger, sammenslutninger samt LDL, der sikrede en opblødning, så nogle saltvandsudsætninger blev bibeholdt, og at det andre steder blev godtaget, at fiskene blev mundingsudsat i ørredførende vandløb. Besparelsen udeblev så, og man måtte snuppe 1 mio. fra åleudsætningerne!

Der er vist ikke mange udsætningsforeninger, der har syntes, at dette forår har været morsomt, og glæden over udsætning af småfisk (der tæller pænt i statistikken) har været begrænset. Det er en gammelkendt viden, at disse små udsætningsfisk har for ringe overlevelse, når det gælder udsætning i havet, hvilket jo også mundingsudsætninger reelt er. Man bør nok desuden huske, at ørreder naturligt her til lands går i havet som 2-års fisk og ikke på “babystadiet”!

Thygesen undlader fornuftigvis at “hakke” på saltvandsudsætninger. Er DSF mon ved at bevæge sig ind på et mere sagligt spor? Så mangler vi blot et krav om, at saltvandsudsætninger skal fortsætte alle steder, hvor rentabiliteten er fin (fjorde, nor og andre mere “lukkede” farvande). Måske også krav om, at udsætningerne fastlægges for længere tidsperioder, så man slipper for den tilbagevendende usikkerhed om fremtiden.

Hvad angår de påtænkte nedskæringer i mundingsudsætninger fra 2002, går DSF nu direkte imod disse besparelser (ifølge Thygesen). Retfærdigvis må det dog nok påpeges, at såfremt det lykkes at fastholde udsætningerne, må evt. tak rettes til de mange gode kræfter, der siden i vinter har opretholdt et pres på myndighederne for en ærlig anvendelse af fisketegnspengene.

DSF indtager desværre en underlig dobbeltrolle i spørgsmålet om ørredudsætninger, da man samtidig med Thygesens klare udmelding stadig sejler rundt med et par kedelige ” lig i lasten”. Foruden at have undergravet saltvandsudsætningerne, drejer det sig om, at DSF som en af “Wilhjelm-udvalgets” håndplukkede organisationer frisk og frejdigt har tilsluttet sig dette udvalgs forslag til nye (og særdeles destruktive) regler for udsætninger. Hermed har DSF bragt sig i en position som en art “halehæng” til Danmarks Naturfredningsforening og de p. t. meget moderne genetikere og deres “raceteorier” for ørred.

Hvis Thygesens udmelding om “kamp til stregen” for udsætningernes overlevelse skal tages seriøst, må kræves, at DSF snarest tager afstand fra “Wilhjelm-udvalgets” forslag. Det vil selvfølgelig betyde et ansigtstab for DSF, men man kan vel trøste sig med, at det er menneskeligt at fejle, men tåbeligt at fremture!

Bjørn Larsen, formand

Landsforeningen Danske Lystfiskere.

* Norsk nationalfugl i knibe

Vandstæren, som i 1963 blev valgt til norsk nationalfugl, er nu i knibe. Det skyldes ikke mindst forureningen af søer og vandløb, hvilket får vandstæren til at lægge æg med tyndere skal end ellers. Flere steder har man fundet faretruende høje koncentrationer af det giftige tungmetal cadmium i lever og nyrer på vandstæren.

Også forsuringen af de sydnorske vandsystemer har givet vandstæren problemer.Når vandet bliver surt på grund af svovlsur nedbør, går det hurtigt ud over nogle af vandstærens vigtigste fødeemner – slørvinger, døgnfluer og vårfluer – der ikke tåler det sure vand.

Vandstærens unger er kun en uge gamle, når de dropper fodring fra forældrene og går over til denne føde. Og mangler så føden, dør fuglene naturligvis.

14. oktober 2001

© Steen Ulnits

* Norske gedder i æteren

13 norske gedder blev forsynet med en radiosender, så man kunne følge deres færden under vandet. Formålet var at finde ud af, hvor stort et område den enkelte gedde bruger, og hvor langt den vandrer.

Det viste sig, at gedderne i snit har brug for et territorium eller jagtområde på 0,85 km2. Det viste sig ikke uventet, at de største gedder havde det største territorium, og at de samtidig kunne foretage vandringer på op til 2,4 km på en uge.

Endelig viste det sig – som de fleste geddefiskere nok også havde regnet med – at de største gedder gerne opholdt sig i de frie vandmasser på ganske dybt vand – op til 27 meter – mens de mindre holdt sig inde på lavt vand.

Tre ud af de tretten mærkede gedder blev fanget af lystfiskere under forsøget, mens de ti efter alt at dømme overlevede eksperimentet og svømmer endnu.

14. oktober 2001

© Steen Ulnits

* Nye udvalg i arbejde

Et nyt udvalg nedsat af Fiskeridirektoratet skal se nærmere på problemerne omkring Lillebælt og komme med forslag til løsning af de mange konflikter mellem turbåde og trawlere.

Udvalget består af amtskommunerne omkring Lillebælt, relevante fiskeriorganisationer samt turisterhvervet i området. Ikke mindst sidstnævnte mister hvert år mange penge – i form af tabte turistindtægter grundet chikane fra trawlerne. Konfrontationerne skræmmer nemlig fiskere væk fra turbådene.

Arbejdet skal være afsluttet senest til marts næste år. Det skal blive spændende at se, om der kommer noget brugbart ud af det – og i bekræftende fald hvad. Det forlyder i skrivende stund, at der endnu ikke er kommet noget ud af arbejdet – endsige afholdt noget møde…

Samtidig har fødevareministeren nedsat et udvalg, der skal se nærmere på mulighederne for et fremtidigt fiskeopdræt i havbrug i de indre danske farvande.

14. oktober 2001

© Steen Ulnits

* Nye lovforslag i Folketinget

Ved Folketingets åbning præsenterede regeringen en hel stribe nye lovforslag, hvoraf langt de fleste naturligvis er uden relevans for læsere af disse sider.

Men i lovkataloget fra Fødevareministeriet var der bid. I form af et lovforslagom at gøre det lettere for landmændene at opføre de såkaldte “gyllesepareringsforslag”, hvor gyllen nedbrydes til rent vand og tørstof, der siden kan bruges som gødning på markerne.

Baggrunden for dette lovforslag er ikke mindst, at man på denne måde lettere kan kontrollere den mængde gylle, der spredes over markerne. Og at naboer til de gødede marker i vid udstrækning slipper for den forfærdelige stank af død og forrådnelse, som den rå gylle jo afstedkommer.

På fiskerifronten barsles der med forslag om “individuelt omsættelige fiskekvoter”. Hermed skal forstås, at hver enkelt fisker tildeles en fiskekvote, som han så frit kan bestemme sig til selv at fange – eller sælge videre til andre fiskere. En sådan ordning har længe eksisteret i flere andre lande og vil gøre det langt lettere at styre og koordinere fiskeriet løbende.

Der var også bid i Miljø- og Energiministeriet. I form af forslag til nye love om naturbeskyttelse. Udgangspunktet for disse nye love er det forkætrede Wilhjlem-udvalg, som jo allerede har haft ødelæggende virkning på fiskeplejen – i form af endnu færre fisk til de i forvejen hårdt plagede sjællændere, som ellers bidrager med noget nær halvdelen af alle indløste fisketegn. Men som kun får en femtedel af pengene tilbage i forhold til jyderne.

Selvsamme udvalg har imidlertid barslet med adskillige forslag til en bedre beskyttelse af den danske natur, til sikring af offentlig adgang til samme natur. Miljøministeriet vil sidst i denne måned fremlægge et debatoplæg, der så siden skal munde ud i konkrete lovforslag.

Interesserede kan læse mere om den skæve fiskepleje ved at klikke under “Fiskeribiologi”. Her findes der flere artikler om netop fiskeplejen og fordelingen af midlerne.

14. oktober 2001

© Steen Ulnits

* Gone fishing – finally!

Så lykkedes det alligevel at komme ud at lufte ørerne lidt – trods terroristangreb og anden dårligdom. Ryanair fløj trofast til England, som blev skueplads for det årlige fiskeri i River Test syd for London – der, hvor tørfluefiskeriets vugge stod i forrige århundrede.

Fiskene var ikke lige så lette som sidste år, og vejret var ikke specielt befordrende for tørfluefiskeri. Det er jo ikke altid lige let at holde sine små og sparsomt hacklede tørfluer flydende, når regnen bare pisker ned. Til gengæld var der god størrelse på fiskene, når først de var gået til biddet – i form af kilofisk og større, der stort set ikke accepterede fluer over str. 18 og forfang tykkere end 0.12 mm.

Samtidig benyttede jeg lejligheden til at se nærmere på og testkaste de mange nyheder, som amerikanske Orvis har til 2002. Orvis har jo netop europæisk hovedkvarter i Sydengland, nær de forjættede kalkstrømme, som jo er perfekte steder at teste nyt fluegrej over for kritiske fisk. “Educated trout”, som de kaldes på disse kanter. Fisk, der har set det hele og lidt til. I krystalklart vand med masser af føde.

Et helt nyt line up af Orvis stænger lover rigtig godt for det kommende år. Det er stænger med betegnelsen “T3”, som gør brug af den meget omtalte og nu populære “nanoteknologi”, hvor man opererer med stoffer på molekylært eller sågar atomart niveau.

Det er der efter alt at dømme kommet en række helt nye og bedre fluestænger ud af – stænger, som vi nok skal komme til at høre rigtig meget mere til. Også her på siden.

4. oktober 2001

© Steen Ulnits

* Skjernå i skred

Der skrider støt fremad med Skjernå-projektet. Den 18. september kom arbejdet et godt stykke videre, da gravemaskiner gennembrød en 50 m bred jordvold nær hovedvejen mellem Tarm og Skjern. Herved blev vand fra den regulerede Skjernå atter ledt ind i det bugtede åløb, som man har genskabt i de sidste to år.

Men ikke nok med det. Om få dage gennembrydes en tilsvarende jordvold 4 km længere oppe i systemet – ved Lundenæs. Herved bliver Omme Å og Gundesbøl Å så koblet på den nu retablerede Skjernå’s nye løb. Herefter resterer at tildække det gamle, regulerede åløb, som da ikke længere er å. Hertil skal bruges jord fra de gamle diger og fra de nyudgravede åløb.

4. oktober 2001

© Steen Ulnits

* Slipper for slam

Mens det skrider fremad for Skjernå, så skrider grundlaget for en stor del af landets kommuner, der hidtil har kunnet slippe af med slam fra rensningsanlæggene ved at hælde det ud på markerne. I dag er det således 60% af alt dette slam, der havner på landbrugets marker.

Men til juni næste år indfører Miljøstyrelsen nye regler for slam, der deponeres på denne måde – i form af lavere grænseværdier for en lang række miljøfremmede stoffer i slammet. På nuværende tidspunkt stilles der krav til indholdet af tungmetaller, blødgøringsmidler fra plastindustrien samt østrogenlignende stoffer fra vaskemidler.

Men fra 2002 skærpes kravene yderligere. Fremover skal kommunerne også undersøge slammet for bestemte fenoler, hvilket forventes at give store problemer i byområder, hvor der i vid udstrækning optræder fenoler i slammet fra rensningsanlæggene. På landet er problemet ikke nævneværdigt.

På nuværende tidspunkt betaler kommunerne typisk 150-300 kroner til en landmand for at få lov til at sprede et ton slam over hans marker. Mange landmænd siger imidlertid nej, da de ikke ønsker deres jord forurenet yderligere. Skal slammet i stedet brændes – og det regner man med, at yderligere 10% skal efter de skærpede bestemmelser – må kommunerne påregne at skulle betale op mod 500 kroner per ton.

Prisforskellen kommer skatteborgerne – som altid – til at betale. Et godt miljø koster nu engang penge.

Landets mange rensningsanlæg produceres i dag årligt 1,4 mio. tons flydende slam, som siden tørres til 160.000 tons tørt slam. Heraf spredes omkring 100.000 tons på markerne som jordforbedringsmiddel.

4. oktober 2001

© Steen Ulnits

* Kolding Å-konkurrence 2001

Kolding Å er et lille vandløb med store havørreder. Det er dokumenteret adskillige gange med fisk over 10 kg taget på stang og fisk på op til 13 kg taget under elfiskeri.

Den nyligt afholdte fiskekonkurrence i oktober var dog ikke tilsmilet af vejrgúderne, der for alvor havde lukket op for himlens sluser. Med det resultat, at åen løb høj, brun og uklar og kun var vanskeligt fiskbar mange steder.

Alligevel blev der landet fisk. Således blev der indvejet hele 18 havørreder med den største på 5,6 kg. Som altid, når det gælder Kolding Å, var det en lille 2-delt ambulancefarvet Rapala wobler, der scorede bedst.

22. oktober 2001

© Steen Ulnits

* Ribe Vesterå-konkurrencen 2001

I weekend’en den 8.-9. september afholdt man så den årlige fiskekonkurrence i Ribe Vesterå. Formålet var som altid at samle penge ind til at betale erhvervsfisker Mikkelsen for den afstående fiskeret til Vesteråen, som er åben for offentligheden – modsat det nedre løb af tilløbet Gelså, der er forbeholdt A-medlemmer af Ribe Sportsfiskerforening.

Formålet med konkurrencen er dog også det sociale samvær, der altid opstår, når fiskere fra nær og fjern mødes for at dyste på venskabeligt plan. Og så naturligvis at fange fisk eller i hvert fald prøve på det. Årets konkurrence blev vundet af en havørred på 3,4 kg – den største ud af 6 tilmeldte havørreder. Til gengæld blev der fanget og tilmeldt ikke færre end 13 laks, som dog ikke var så store. Største laks vejede nemlig kun 3,3 kg

28. september 2001

© Steen Ulnits

* Karup Å-konkurrencen 2001

Karup Å Sammenslutningen afholdt igen i år et Åbent Hus arrangement ved den landskendte havørredå. Det løb af stabelen den 17.-19. august, hvor tilstrømningen var kolossal. Ikke færre end 550 lystfiskere fra nær og fjern mødte op for at dyste med åens velvoksne, men altid vanskelige havørreder, og stor var derfor trængslen ved de bedste pladser.

Igen i år viste det sig, at man skal gå mange gange for at få krogen i en stor Karup-havørred. Således blev der kun indvejet 15 havørreder af de 550 fremmødte, hvilket jo svarer til én havørred per 37 fiskere i to dage. Eller én havørred om dagen per 18 fiskere. Det underbygger glimrende statistikken fra sidste år, hvor 90 deltagere fangede 5 fisk på en enkelt dag. Hvilket jo også svarer til, at der skal 18 dagture til, førend der er gevinst.

Men så er fiskene altså også store. Sidste års største fisk vejede 6,5 kg, mens dette års tre største fisk alle vejede lige godt 7 kg. Så når det endelig bider i Karup Å, er der i regelen tyngde bag!

28. september 2001

© Steen Ulnits

* Gudenå-konkurrencen 2001

Gudenåens Ørredfond, som er en sammenslutning af Bjerringbro og Omegns Lystfiskerforening, Langå Sportsfiskerforening, Randers Sportsfiskerforening, Hadsten Lystfiskeriforening og Støvring-Mellerup Idrætsforening, afholdt lørdag den 15. september den traditionsrige Gudenå-konkurrence.

Formålet med konkurrencen er at skaffe midler til arbejdet med at opdrætte udsætningsfisk til Gudenå-systemet af åens egen havørredstamme. Alt arbejde med fiskeopdrættet i sammenslutningens dambrug ved Skibelund nær Bjerringbro er baseret på frivillig og ulønnet arbejdskraft året igennem.

Der blev i alt indvejet 9 havørreder til årets konkurrence:

1. præmie Steen J. Nielsen, Kjellerup 61 cm / 2,61 kg
2. præmie Stig Asferg, Randers 59 cm / 2,49 kg
3. præmie Carsten Riis, Åbyhøj 59 cm / 2,36 kg
4. præmie Allan Jensen, Fårup 59 cm / 2,18 kg
5. præmie Rico Jensen – 55 cm / 2,05 kg
6. præmie Carsten Nielsen – 53 cm / 1,75 kg
7. præmie Rita Kristensen, Hadsten 49 cm / 1,37 kg
8. præmie Carsten Nørgaard, Rønde 51 cm / 1,36 kg
9. præmie Erling Nielsen – 43 cm / 0,78 kg

Hvis havørrederne svigtede lidt – i hvert fald hvad størrelsen angår, for vi husker jo alle forsommerens kæmpe på 12,6 kg – så blev der til gengæld indvejet hele 21 laks med følgende som de fem største:

1. præmie Michael Bjerregaard, Hjørring 82 cm / 5,35 kg
2. præmie Kristian Thøgersen, Hjørring 85 cm / 5,28 kg
3. præmie Martin D Pedersen – 72 cm / 3,12 kg
4. præmie Peter Bjerregaard, Slagelse 70 cm / 2,78 kg
5. præmie Niels J Jensen – 67 cm / 2,75 kg

Juniorpræmien gik til Jan Staunsberg for en laks på 69 cm / 2,62 kg

Gudenåen er kendt for – især på sit nedre løb – at huse en stor bestand af ofte velvoksne gedder. Derfor kan årets resultat se noget misvisende ud. Der blev nemlig kun indvejet 3 middelmådige gedder:

1. præmie Peter Andreasen – 80 cm / 3,56 kg
2. præmie Peter Dan Jensen, Langå 73 cm / 3,10 kg
3. præmie Ernst Brian Lind, Langå 75 cm / 2,92 kg

28. september 2001

© Steen Ulnits

* Ny opdatering af www.ulnits.dk

Så lykkedes det langt om længe at få den årlige store opdatering af www.ulnits.dk sikkert i hus. Tyve nye artikler og mange flere nye fotos ligger nu og venter på at blive læst og set. Heriblandt følgende:

For de miljøinteresserede:

Fiskeplejen de sidste år

Fiskeopdræt på godt og ondt

Økoturisme og lystfiskeri

For fluefiskeren:

Fiskeri med dybe nymfer

Helt – og aldeles anderledes

En dansk producent af fluegrej

For spinnefiskeren:

En helt ny grejgigant på verdensplan

Havørredens vandringer

For småbådsfiskeren:

Elmotorer for fremtiden

Det nye “kørekort” til motorbåd

For de rejselystne:

Yucatan halvøen, Mexico

For læsehestene:

Nye Ulnits bøger fra Gyldendal

Og meget mere. www.ulnits.dk indeholder nu 250 artikler samt mange flere fotos. Det gør den til en af Skandinaviens største private hjemmesider om lystfiskeri, fiskeribiologi og vandmiljø – hvis ikke den største.

God læselyst!

21. september 2001

© Steen Ulnits

* Gone fishing again – well, almost…

Egentlig skulle jeg slet ikke have siddet her og opdateret “Aktuelt”. Egentlig skulle jeg have stået i en krystalklar elv i Alaska med nystegne sølvlaks svømmende for fødderne og springende laks for enden af fluelinen.

Men sådan skulle det ikke være. Terroristangrebene på USA i New York og Washington stoppede som bekendt al flyvning fra Europa til USA i flere dage, så jeg slet ikke kunne komme afsted til Alaska.

Surt show, men det er jo trods alt i bagatelafdelingen, når man sammenligner med de menneskelige ofre i forbindelse med det bestialske angreb på uskyldige mennesker, som blot passede deres arbejde i World Trade Center.

21. september 2001

© Steen Ulnits

* Round Up – goes down!

Miljøstyrelsen godkendte for kort tid siden plantegiften Round Up for endnu en tiårs periode – trods mange diskussioner om det fornuftige eller ansvarlige heri.

Nu viser det sig så at være en forkert disposition. Nu har Danmarks Miljøundersøgelser nemlig fundet den aktive del af Round Up – stoffet glyphosphat – i prøver fra de øverste lag af grundvandet. Greenpeace finder det direkte pinligt, at Miljøstyrelsen ikke straks har taget konsekvensen af, at Danmarks mest anvendte ukrudtsmiddel alligevel – trods alle forsikringer om det modsatte – kan sive ned i det grundvand, vi alle siden skal drikke af.

Miljøminister Svend Auken vil nemlig først tage sagen op til mulig fornyet overvejelse ved årsskiftet. Megen glyphosphat kan sive ned i grundvandet inden da…

21. september 2001

© Steen Ulnits

* Lomborg, Lynas og lagkagen

Som det sikkert er faste læsere af disse sider bekendt, så er jeg ingen fan af Århuslektor Lomborg og hans miljøprofetier. For det første har han ingen forstand på miljøproblemer, men behandler blot statistisk materiale fra store internationale undersøgelser. For det andet kan man ikke behandle statistik uden samtidig at have faglig indsigt i det pågældende område. Det er som at sætte en elektriker til at bage brød. Der findes som bekendt hvide løgne, sorte løgne – og så statistik.

Men Lomborg fremturer i sit soloprojekt og egotrip, der ganske enkelt går ud på at modsige alverdens miljøeksperter – med publikumsvenlige konklusioner om, at verdens miljø faktisk har det bedre end nogensinde. Eller noget nær. At det derfor er totalt spild at investere millioner og milliarder af kroner i et bedre miljø med renere luft, jord og vand.

Men pressen elsker det, og selv det normalt miljøbevidste dagblad Politiken har bidt på lektor Lomborgs krog – i form af redaktør Seidenfaden, der har taget Lomborg ind som fast skribent på miljøsiden. Her går det bare så ufattelig godt – når man altså læser Lomborg i Politiken. Eller læser en af hans bøger om samme emne.

Nu har Lomborg så netop udgivet en ny bog om selvsamme emne, og den har fået uventet stor bevågenhed i pressen verden over. Så stor, at den nu oversættes til engelsk. Og så stor, at Lomborg for nylig blev inviteret til en gæsteforelæsning på det ansete Oxford University i England. Her ville man gerne teste Lomborgs luftige påstande ved at lade ham selv fortælle om dem.

Men ikke alle var på forhånd villige til at lytte til Lomborgs populistiske og ikke underbyggede påstande om det sunde globale miljø. Knap var Lomborg kommet inden for i foredragssalen, førend en forfatterkollega smed en lagkage i synet på ham. Kagen var en “Baked Alaska” bagt af Mark Lynas, som “ønskede at smide kagen ind i Lomborgs selvtilfredse ansigt – i solidaritet med amerikanske indianere og Alaskas eskimoer, der rapporterer om stigende temperaturer, om isen, der forsvinder fra havene, og om de forfærdende effekter, dette har på dyr, fugle og fisk”.

Lynas udtalte videre, at Lomborg giver multinationale oliefirmaer som Esso (Exxon) en ren foræring med sin afvisning af tidens og jordens miljøproblemer. “Jeg kan ikke se, hvorfor det skal gå ud over miljøet, hver gang en totalt ukendt akademiker keder sig og får lyst til at kaste sig ud i et egotrip. Hans nye bog er fuldstændig forvrøvlet”, sluttede Lynas.

Det kan man kun give ham ret i. Lomborgs lyksaligheder er et reelt problem for løsningen af verdens miljøproblemer. Verden labber Lomborgs lyksaligheder i sig, som katten gør det med fløden. Sandheden er jo som bekendt ilde hørt, og et bedre miljø koster penge. Mange penge. Det gider ingen derfor høre om. Og derfor er Lomborg en mediesucces.

– Men hvor dum har man lov til være?

15. september 2001

© Steen Ulnits

* Torskekvote en katastrofe

Efter flere års overfiskning skal den samlede torskekvote for Østersøen nu skæres ned til 76.000 tons næste år.

Det vil få katastrofale følger for økonomien på Bornholm, der selv anslår, at den nye torskekvote vil koste øsamfundet rundt regnet 50 mio. kr. Bornholmerne ønsker derfor en kompensation for de mistede indtægter og håber samtidig på, at torsk fra Rusland i stedet vil kunne brødføde den bornholmske fiskeindustri.

Typisk, at fiskeindustrien vil have kompensation for en skade, den selv har påført fiskebestanden. Eller i hvert fald har været stærkt medvirkende til.

15. september 2001

© Steen Ulnits

* Torskestop et flop

Der var som bekendt torskestop i Nordsøen i det forgangne forår – med det formål at beskytte en torskebestand, som er helt nedfisket efter mange års alt for store fiskekvoter. Torskestoppet kom i erkendelse af, at EU’s hidtidige fiskeripolitik havde spillet fallit.

Men erhvervsfiskerne er mobile mennesker, der blot flytter deres skibe og deres fiskeri til andre steder uden generende restriktioner. Nordsøflåden flyttede derfor til Østersøen – til Femern Bælt, hvor de så i stedet fortsatte brandskatningen af den danske torskebestand.

Det har nu fået til resultat, at torskefiskeriet i Lillebælt (og til dels også Storebælt) er gået helt i stå. Torskebestanden i Lillebælt rekrutteres nemlig fra den vestlige Østersø, som nu er tømt af Nordsøkutterne.

Det vestdanske torskestop blev således et flop for østdanske torsk. Ufatteligt, at de ansvarlige politikere ikke kunne forudse dette og tage de fornødne forholdsregler.

15. september 2001

© Steen Ulnits

* Skjern Å eller Femern Bælt

– Hvad er højest, Rundetårn eller et tordenskrald?

Sådan lyder et af de klassiske spørgsmål, der naturligvis ikke kan besvares. Det kan derimod følgende spørgsmål:

– Hvad er den bedste forretning, Skjern Å eller Femern Bælt?

Det er nemlig Skjernå, der jo er blevet ført tilbage til sit oprindelige leje formedelst en kvart milliard. 250 millioner kroner.

På opdrag af Wilhjelm-udvalget har Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole udarbejdet et overslag over rentabiliteten af netop Skjernå-projektet. Og man kom da frem til den lidt sensationelle konklusion, at retableringen af Skjernå – set over en 20 års periode – faktisk er en ren overskudsforretning.

Men, men, men. Det er den kun ifølge nogle antagelser af de helt store – og helt vilde. Kigger man nærmere på analysen, er der to ting, som springer i øjnene – to værdier, som ganske vist får regnestykket til at gå op, men som samtidig er hentet helt ud af det blå.

Således har man sat den rekreative værdi af projektet til 46 mio. kr og værdien af øget biodiversitet (flere dyre- og plantearter) til 33 mio. kr. Alt i alt 79 mio. aldeles fiktive kroner, som aldrig kommer ind, men som er sat efter, hvad man tror, at besøgende er villige til at give for at opleve det nye område. Turister, som næppe nogensinde indfinder sig i nævneværdigt antal.

Værdien af det nye lystfiskeri er til sammenligning sat til 34 mio. kr. – værdien af den nye jagt til 6 mio. kr. Hvilket måske ikke er spor urealistisk, hvis man vel at mærke ønsker at udnytte disse muligheder. Det gør man ikke i dag, og det er der heller ingen planer om i fremtiden. Altså kommer dise penge heller ikke ind.

Laver man samme slags undersøgelse over Femern Bælt forbindelsen, når man – ikke uventet – frem til, at det ikke er noget rentabelt projekt. Det tror da pokker, når man af praktiske årsager ikke her kan anslå nogle fiktive rekreative værdier i samme størrelsesorden.

Nu skal ingen forledes til at tro, at undertegnede er imod Skjern Å projektet og for Femern Bælt forbindelsen. Faktisk forholder det sig stik modsat. Men jeg er en stor modstander af undersøgelser, der tilsyneladende og med djævelens vold og magt skal komme ud med overskud. En undersøgelse, som er bestilt af Wilhjelm-udvalget, der er nedsat af Svend Auken og Ritt Bjerregaard. En undersøgelse, der skal vurdere et projekt, som er gennemført under de samme to ministre.

Det ligner simpel manipulation, der blot skal retfærdiggøre de store investeringer. Hvilket jo slet ikke er nødvendigt. Det var jo et enigt Folketing, der i sin tid stod bag beslutningen om at lægge den nedre del af Skjern Å tilbage til dens oprindelige leje. På et tidspunkt, hvor miljøministeren sågar var af borgerlig observans.

15. september 2001

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Selvlysende flueliner

De måtte jo komme – selvlysende flueliner! Det er nærmest – nå ja, indlysende. Lige så indlysende er det, at de kommer fra USA, hvor hjemmemarkedet er kolossalt. Så stort, at det kan svare sig med en produktion af så specialiserede flueliner som disse.

Det er nemlig speciallisterne, der er ude med disse nicheprodukter. De store spillere på banen – 3M og Cortland – lader ikke til at interessere sig for den slags produkter, men holder sig i stedet til mere gængse standardprodukter, der kan produceres i større antal.

Amerikanske Jim Teeny har fået produceret flueliner efter egne specifikationer i snart mange å – med “Teeny Nymph” linerne berømte og udbredte over det meste af verden. Nu har han så barslet med en “Nightline”, der er selvlysende med en klar spids af monocore.

Linen er naturligvis beregnet til brug om natten og skal først lades op i skæret af en lommelampe eller – endnu bedre – hjemme under et lysstofrør.

Ligeledes amerikanske Rio Products har tilsvarende lanceret en flueline med en selvlysende del. Under det meget passende navn “Aqualux”.

Det er en WF line, der på denne avancerede måde løser natfiskerens problemer med at kunne se, hvornår der er nok line uden for topøjet til det endelige fremkast. Umiddelbart bag kasteklumpen er der nemlig indsat en 4 fod lang sektion af selvlysende flueline, som indikerer, at nu er kasteklumpen ude – klar til endelig aflevering.

Den selvlysende effekt varer op til 4 timer – så skal linerne “lades op” igen.

9. september 2001

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Nye fra Norge 

Norske Mustad, som er verdens ubestridt største producent af fiskekroge, har revideret deres sortiment til os fluefiskere. Den kun få år gamle 80000-serie udgår således og erstattes af en ny og – lyder det fra fabrikken – endnu bedre krogserie.

Der er to markante forskelle på de nye og de gamle kroge. Dels er der hærdningen, som Mustad kalder “Nor-Temp” – en norsk hærdning, der i modsætning til den hårdere japanske hærdning giver stærkere kroge, som ikke knækker så let. Og dels er der forholdet mellem kroglængde og krogbøjning, som er konstant i alle størrelser på de nye modeller – takket være avanceret computerdesign.

Det sidste sikrer en ensartet styrke fra krogstørrelse til krogstørrelse – noget, der langt fra har været tilfældet med tidlligere modeller, det være sig fra Mustad selv eller andre krogproducenter. Opmærksomme fluebindere vil have bemærket, at enkelte krogstørrelser kunne være markant stærkere eller svagere end andre.

Alle de nye “Signature” kroge er kemisk skærpede og har såkaldte “micro-barbs” – altså små modhager, som ikke er skåret ret dybt i stålet. Det giver i sig selv stærkere kroge, uden at det derfor går ud over krogningsegenskaberne.

Der er 12 nye “Signature” kroge til ferskvand og 7 nye til saltvand. Af sidstnævnte er 5 fremstillet i rustfrit og syrefast stål, mens de to øvrige er fortinnede.

9. september 2001

© Steen Ulnits

* Gone Fishing III

Så har den været gal igen. Opmærksomme læsere vil endnu engang have bemærket, at “Aktuelt” i den forgangne periode ikke som normalt er blevet opdateret ugentligt.

Årsagen er atter den sædvanlige, at jeg har været ude at rejse og fiske. Denne gang gik turen til Lapland, hvor fiskeriet drejede sig om ørred, røding og stalling i trekantområdet mellem Arvidsjaur, Arjeplog og Jokkmokk.

Det kom der mange fine oplevelser ud af, som naturligvis senere vil finde vej til trykken. Rejsen er også forklaringen på, at enkelte ikke har fået svar på deres mail. Tiden har ganske enkelt ikke rakt til det. Det håber jeg på forståelse for.

30. august 2001

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Længere og længere pontoner

Da jeg fik min første pontonbåd for efterhånden flere år siden, var det ikke så lidt af en revolution af mit fiskeri – i hvert fald sammenlignet med fiskeriet fra flydering. Pontonbåden var mere komfortabel og havde længere rækkevidde – desværre også en højere pris og et større volumen.

Min første pontonbåd havde pontoner, der var godt 6 fod lange. Min næste og nuværende har pontoner, der er 8 fod lange, hvilket gør den mere sødygtig og lettere at manøvrere. Og nu er der så modeller på markedet med 10 fod lange pontoner, som kan bruges til regulær énmands rafting på hvidskummende floder – om man nu skulle have lyst til og brug for noget sådant.

Seneste skud på stammen kommer fra det lille firma “Dave Scadden”, som netop har lanceret en ny topmodel med pontoner, der er næsten 12 fod lange! Det giver ifølge producenten minimal vindfølsomhed samt maksimal sporing. Og så er den naturligvis godkendt til Class 4-5 Whitewater Rafting, hvis det nu var noget!

I sandhed en spændende udvikling fra den første, primitive flydering til de nuværende high-tech pontonbåde. Man skal dog være klar over, at jo længere pontonerne er, desto sværere er båden at manøvrere under trange forhold.

30. august 2001

© Steen Ulnits

* Grejnyt: 30 millioner knive

Finske Rapala, som i dag ejer både sig selv, Normark, VMC og flere andre mærkevarer, har i mange år fået produceret knive hos ligeledes finske Marttiini, der ligger oppe nord for polarcirklen.

Det startede tilbage i 1960’erne, hvor Rapala’s amerikanske afdeling opdagede et behov for gode knive til at filettere fisk. Man opsøgte derfor knivsmeden Marttiini og bad ham fremstille en lang og smal kniv specielt til at filettere fisk med. Hos Marttiini var man skeptiske over for en sådan produktion, da man mente, kniven ville blive for spinkel – at stålet ville knække.

Men da Rapala afgav en bestilling på 20.000 knive, gik man alligevel i gang med udvikllingen. Det førte til, at det første parti knive kunne afskibes til USA i 1967 – under Rapala navnet. Og succesen var øjeblikkelig. Knivene gik som varmt brød, og i 1995 kunne Rapala da også fejre, at filetkniv nummer 25.000.000 netop var blevet produceret.

I mellemtiden har salget af den finske filetkniv toppet de 30 millioner, og salgskurven er ikke knækket endnu. Pudsigt, for designet er grundlæggende det samme, som det var for mere end 35 år siden. Knivene fremstilles af tysk eller fransk stål, som hærdes til en hårdhedsgrad på 54-56 Rockwell. Hårdt nok til at holde på æggen, men samtidig blødt nok til ikke at knække.

Knivene håndslibes og forsynes med et lyst håndtag af finsk birketræ. Inden de forlader fabrikken, er de blevet indgraveret med producentens navn. Et effektivt værktøj, et smukt design og en ideel gaveidé, der altid vækker opsigt med sin smukke læderskede, lyse birketræsskæfte og smalle stålklinge.

30. august 2001

© Steen Ulnits

* Gone Fishing II

Opmærksomme læsere vil endnu engang have bemærket, at “Aktuelt” i den forgangne periode ikke som normalt er blevet opdateret ugentligt.

Årsagen er den sædvanlige, at jeg har været ude at rejse og fiske. Denne gang gik turen til Skotland, hvor jeg sammen med et DR-kamerahold var med til at filme tre TV-programmer om jagt og fiskeri.

Det drejede sig om traditionel jagt på råvildt, rypejagt med vandrefalk og så fluefiskeri efter laks på River Dee. Og selv om tidspunktet var det dårligst tænkelige, kom der alligevel fisk i kassen, skulle jeg hilse og sige!

Programmerne vil blive vist på DR2 senere på året – i prime time. Og genudsendt på både DR2 og DR.

18. august 2001

© Steen Ulnits

* “Pelagiske Producenter”…

Ja, fint skal det være, men skidt er det. En lille, men så meget stærkere del af danske erhvervsfiskere har netop samlet sig i “Pelagisk Producentorganisation”, der med hovedsæde i Hirtshals skal varetage de store industrifiskeres interesser.

Den nye organisation med det meget fornemme navn ruster sig til den kommende tid, hvor fiskekvoter efter alt at dømme vil blive en international handelsvare på lige fod med så mange andre varer. Som de længe har været det på eksempelvis Island.

Organisationen regner samtidig med, at det bliver nødvendigt med en halvering af den nuværende flåde, der lever af at industrifiske sild på Nordsøen. Selvsamme organisation har hidtil kaldt sig for “Notfiskernes Producentorganisation”. Det nye navn ikke blot lyder flot – det skal givet også henlede opmærksomheden på den kendsgerning, at medlemmerne her ikke beskæftiger sig med det miljøskadelige bundtrawl-fiskeri, men holder sig til de højere vandlag…

6. august 2001

© Steen Ulnits

* “Foderfuskere”…

Plantedirektoratet under Fødevareministeriet undersøgte for nylig økologiske foderstoffer på det danske marked. Resultatet var forstemmende: 42% af prøverne indeholdt GMO – materiale fra genetisk manipulerede organismer – hvilket er klart ulovligt. I 8% af prøverne var der mere end de tilladte 1% GMO i foderet, og en enkelt prøve indeholdt 100% GMO.

Fødevareminister Ritt Bjerregaard var naturligvis deprimeret over resultaterne af denne undersøgelse, som atter sår tvivl om hæderligheden blandt de økologiske producenter. Og dobbelt uheldigt, da FDB netop har lanceret en ny kampagne for at stimuleret salget af økologiske madvarer.

Ritt Bjerregaard har varslet store bøder til de økologiske foderproducenter, der ikke har en overordentlig god forklaring på analyseresultaterne.

18. august 2001

© Steen Ulnits

* 2001: Ny varmerekord

Juli har været en meget varm måned i år – så varm, at meteorologerne nu forudsiger, at 2001 meget vel kan gå hen og byde på en ny varmerekord. Indtil videre har årets første måneder i hvert fald været betydeligt varmere end gennemsnittet for 60’erne, 70’erne, 80’erne og 90’erne. Det lader således til, at 2001 bliver et af de tre varmeste år, siden man begyndte at måle temperaturen i 1860’erne.

Ifølge Dansk Meteorologisk Institut har 1990’erne efter alt at dømme været det varmeste årti i de seneste 1.000 år – med 1998 som det ubetinget varmeste år. På andenpladsen kommer 1997, og nu ser det altså ud til, at 2001 kommer ind på tredjepladsen. Måske endda andenpladsen, hvis tendensen fortsætter.

FN’s klimapanel IPCC vurderer, at den globale temperatur er steget med 0,6 grader op gennem det 20. århundrede. IPCC forventer samtidig, at den globale temperatur i det 21. århundrede vil stige et sted mellem 1,5 og 5,8 grader – alt afhængig af drivhuseffekten og de tiltag, der gøres for at formindske den. Eksempelvis overholdelse af Kyoto-aftalen.

18. august 2001

© Steen Ulnits

* Dansk “ja” til hvalfangst

Danmark har igen dokumenteret over for den øvrige verden, at vi slet ikke er så langt fremme rent miljømæssigt, som vi ofte selv går og tror. Eller gerne vil tro. Eller ønsker, at andre skal tro. Således har Danmark igen – for anden gang – stemt nej til et forslag om at etablere et hvalreservat i det sydlige Stillehav.

Det har undret mange ikke mindst miljøorganisationer, at Danmark siger nej til et fjernt hvalreservat i Stillehavet, hvor Danmark ingen interesser har overhovedet. At Danmark som det eneste EU-land fortsat nægter at være med til at sikre verdens hvaler et levested, hvor de ikke må jages. USA, Australien og de øvrige EU-lande bakkede op om forslaget ved det seneste møde i London i den Internationale Hvalkommission – hvalfangernationerne Norge og Japan gik ikke uventet imod og fik så altså hjælp fra Danmark.

Den officielle danske begrundelse for nej’et er, at der stadig mangler tilstrækkelig videnskabelig dokumentation for et sådant reservats værdi og nødvendighed. Med en sådan holdning i den danske regering vil der næppe nogensinde kunne skaffes dokumentation, der er overbevisende nok – uanset om hvalerne så udryddes helt…

18. august 2001

© Steen Ulnits

* Bush borer i bushen…

…eller vil i hvert fald gerne. Og indtil videre har han haft heldet med sig, idet Repræsentanternes Hus netop har vedtaget hans forslag om prøveboringer efter olie i den 40 år gamle og 7,6 millioner hektar store Arctic National Wildlife Refuge nationalpark. For øvrigt med så stort et flertal som 240 mod 189 stemmer, hvoraf mange stemte på kryds og tværs af partipolitiske skel. Således stemte 30 republikanere mod deres egen præsident i dette vitale spørgsmål.

Miljøforkæmpere sætter nu deres lid til, at Senatet vil forkaste vedtagelsen fra Repræsentanternes Hus. Demokraterne, der typisk er imod Bush’ planer om olieboringer i USA’s nationalparker, har nemlig et lille flertal i Senatet.

Stærkt medvirkende til vedtagelsen i Repræsentanternes Hus var den amerikanske fagbevægelse, der øjner nye arbejdspladser i forbindelse med de planlagte olieboringer. Det var også fagbevægelsen, der var med til at få forkastet et forslag om mindre og mere miljøvenlige biler – også med arbejdspladserne som argument.

Så tåbelig er den danske fagbevægelse heldigvis ikke. Der er andet her i livet end arbejdspladser – trods alt. Et godt miljø, for eksempel.

18. august 2001

© Steen Ulnits

* Sort marlin på langfart

En ny verdensrekord blev sat, da man sidste år genfangede en mærket sort marlin mere end 8.000 miles (små 13.000 km) fra det sted, hvor den blev mærket.

Den sorte marlin vejede blot 15 kg, da den første gang blev fanget og mærket ud for Cairns, Australien i 1996 – for øvrigt af noget så relativt sjældent som en kvindelig lystfisker. Fisken vejede omkring 200 kg, da den fire år senere blev genfanget ud for Quepos, Costa Rica – af erhvervsfiskere på en langline sat efter tun.

Det er den længste rejse, nogen mærket fisk har foretaget siden begyndelsen af mærkningsforsøg med næbfisk i 1973. Genfangsten fortæller samtidig noget om den formidable væksthastighed, som disse havets giganter lægger for dagen – fra 15 til 200 kg på blot fire år!

18. august 2001

© Steen Ulnits

* Rekordstor græskarpe

Amerikaneren Pat Ford gjorde store øjne, da en fisk tog hans rognflue i en kunstvandingskanal bag hans hjem i Miami, Florida. Det var nemlig ingen helt almindelig fluefisk, han havde fået på krogen.

Efter en lang og sej fight i den grødefyldte kanal kunne Pat lande noget så eksklusivt som en græskarpe. Men ikke nok med det. Græskarpen vejede imponerende 31 lb 8 oz, hvilket svarer til 14,3 kg. Og da Pat fiskede med et 8 lbs. forfang, stod han nu pludselig med en ny verdensrekord i hænderne!

Men som den gode amerikaner, han er, genudsatte Pat den store fisk efter omhyggelig vejning på en godkendt vægt. Verdensrekorden er der altså stadig og kan vokse sig endnu større.

18. august 2001

© Steen Ulnits

* Sort slam i Sortehavet

For omkring 12.000 år siden begyndte isen fra den sidste istid at smelte – med det resultat, at verdenshavene steg adskillige meter. Store landområder blev oversvømmet, og verdenskortet måtte tegnes helt om.

Enkelte steder blev denne oversvømmelse mere dramatisk end andre. Eksempelvis ved Sortehavet, som indtil for 7.500 år siden var en regulær ferskvandssø med afløb via Bosporus Strædet.

Da verrdenshavene og dermed også Middelhavet steg efter afsmeltningen af isen, nåede havet på et tidspunkt så højt, at det brød gennem Bosporus Strædet og oversvømmede det ferske Sortehav med salt vand fra Middelhavet. I dag ligger den gamle kystlinje således begravet under omkring 150 meter vand.

En økologisk katastrofe for mange af de dyr og planter, der levede i det ferske vand – og en pendant til det, der skete, da Vesterhavet i forrige århundrede brød gennem Agger Tange og oversvømmede den ferske Limfjord med salt vand fra Nordsøen.

I dag lider Sortehavet stadig under den årtusindgamle oversvømmelse. Det indtrængende saltvand lagde sig nemlig nederst i den dybe sø, som mangler de store havstrømme til at blande vandet op. Resultatet blev en permanent lagdeling med tungt saltvand nederst og mere brakt vand øverst.

Det tunge bundvand modtog og modtager stadig nedsynkende organismer fra overfladevandet – organisk stof, som skal nedbrydes under forbrug af ilt. Hurtigt blev bundvandet derfor iltfrit, hvilket det stadig er. Dybder på over 200 meter er permanent iltfrie. Langt størstedelen af det over 2.000 meter dybe Sortehav ligger dermed dødt hen – blottet for højere liv.

Konstant udvikles og opmagasineres der kolossale mængder giftig svovlbrinte i de iltfrie omgivelser, som derfor ligger øde hen. Til glæde for arkæologerne, der herude på dybt vand har fundet flere meget gamle og meget velbevarede træskibe. Med ilt i vandet ville forskellige organismer forlængst have nedbrudt træet i de sunkne skibe.

Seneste fund blev gjort på 300 meter vand – af et 1.500 år gammelt romersk træskib, der ifølge arkæologerne var “så velbevaret, at det kunne være bygget og sunket i går!”

6. august 2001

© Steen Ulnits

* Giftstoffer på Grønland

Traditionelt opfattes Grønland som et af verdens reneste steder, da man heroppe ikke har nogen fourenende industri og dertil en minimal befolkningstæthed.

Samtidig er det en kendt sag, at hjerte- og kredsløbssygdomme stort set ikke forekommer blandt eskimoer, hvilket skyldes et højt indhold af omega-3 fedtsyrer i den animalske kost af fisk og havpattedyr.

Men der er en farlig slange i paradiset. Nyere undersøgelser har nemlig vist, at netop eskimoer på Grønland har faretruende høje koncentrationer af forskelige giftstoffer i blodet.

Giftstofferne stammer fra den industrialiserede vestlige verden, hvorfra den af vinde og havstrømme føres nordpå til Arktis. Her opkoncentreres det hurtigt i fødekæden og havner til sidst i blod og fedt hos mennesket.

Denne forurening gælder stoffer som tungmetallerne kviksølvog cadmium, der allerede i dag ligger langt over de grænseværdier, som er fastsat af WHO, FN’s sundhedsorganisation. Således har man hos tandhvaler målt koncentrationer, der er 30 gange højere end grænseværdierne. Og indholdet i sælnyrer er flere steder så højt, at man frygter akut nyresvigt.

Det gælder også stoffer som PCB, der ellers blev forbudt for mere end 25 år siden, men som på grund af deres ringe nedbrydelighed stadig findes i naturen i store mængder. Insektgiften DDT findes ligeledes stadig.

Fra lægelig side advares der nu om, at den traditionelle grønlandske kost måske ikke længere gavner så meget, som den skader. Trods dens velkendte beskyttelse mod hjerte- og kredsløbssygdomme. Man ved dog, at sporstoffet selen yder en vis beskyttelse mod de skadelige tungmetaller.

Trist, at det skulle komme så langt. Og synd for grønlænderne, som er absolut uden skyld i miseren.

6. august 2001

© Steen Ulnits

* En splejs af en fisk

Fisk er simple skabninger, der evolutionært eller udviklingsmæssigt rangerer på højde med fugle, reptiler og padder. Det betyder, at de modsat højerestående pattedyr kan manipuleres ganske meget, uden at det går ud over individernes overlevelse.

Nu er turen så kommet til genmanipulation, der hos fisk typisk involverer indsættelse af vækstfremmende gener eller gener, der sætter fiskene i stand til at tolerere lavere vandtemperaturer. For blot at nævne nogle af de mange muligheder.

På vore breddegrader er det især den økonomisk værdifulde laks, der har været i fokus – stillehavslaks såvel som atlanterhavslaks. Således er det lykkedes forskere at overføre vækstfremmende genmateriale fra den store kongelaks til atlantlaksen med det resultat, at atlantlaksen nu vokser 5-6 gange hurtigere end normalt.

Konsekvenserne af sådanne manipulationer er skræmmende. For hvad vil der ske, når – ikke hvis, for tamlaks undslipper i hundredtusindvis hvert år – sådanne gensplejsede laks slipper ud i naturen og blander sig med vildlaksene?

Amerikanske forskere har ud fra en række undersøgelser konkluderet, at 60 undslupne genmanipulerede laks i løbet af blot 40 generationer kan ændre arvemassen hos 60.000 vildlaks så meget, at de oprindelige vildlaks’ arvemasse ikke længere eksisterer i ren form.

Det er i sandhed dystre perspektiver, der tegner sig for vildlaksens overlevelse. Og andre vilde fiskearter af kommerciel interesse. Vi må se i øjnene, at disse fisks arvemasse næppe vil eksistere i ret mange år, dersom den nuværende udvikling får lov til at fortsætte.

6. august 2001

© Steen Ulnits

* – Slut med muslinger?

Den 24. juni blev der sat stop for muslingefiskeriet i Odense Fjord, Flensborg Fjord, Åbenrå Fjord, Haderslev Fjord, Kolding Fjord, Vejle Fjord og Horsens Fjord.

Årsagen var mistænkeligt høje værdier af forskellige giftstoffer, som myndighederne ikke tidligere har været på vagt overfor. Det drejer sig ikke mindst om organiske tin-forbindelser (TBT også kaldet), som stammer fra skibenes giftige og derfor algehæmmende bundmalinger.

TBT er mistænkt for at kunne skade arveanlæggene hos dyr og mennesker samt ændre på kønsdannelsen. TBT er da også på vej mod en til dels frivillig udfasning til fordel for mindre giftige stoffer. Forhåbentlig har de nye stoffer så ikke nye skadevirkninger, som vi blot ikke kender endnu.

Indtil videre kan vi dog glæde os over, at muslingerne i de indre danske farvande har fået et tiltrængt pusterum, omend årsagen jo er ganske nedslående.

6. august 2001

© Steen Ulnits

* Lillebælt fyldt med gift

Lillebælt er atter i år ramt af alvorlige iltsvind. Store algemængder blomstrer op på grund af overgødskning fra landbruget, dør og synker til bunds, hvor de rådner op under et massivt iltforbrug.

Iltsvind og bundvendinger bliver det uundgåelige resultat, og Lillebælt var da også i efteråret 2000 ramt af det alvorligste iltsvind i mere end 25 år – trods både vandmiljø-handlingsplan I og II, der ikke har formået at dæmme op for landbrugets uhæmmede forurening med næringssalte.

Omkring en fjerdedel af det kvælstof, der havner i Lillebælt, stammer fra luften, og her er det ikke kun landbrugets massive fordampning fra husdyrproduktionen, der er den store synder. Her er også trafikken en markant bidragyder.

Men ikke nok med det. Nu har myndighederne så også registreret faretruende store mængder af ti forskellige miljøgifte i bæltets blåmuslinger. Blandt de vigtigste er de såkaldte TBT-stoffer, der stammer fra skibenes bundmaling. Stoffer, som beviseligt kan forårsage et provokeret kønsskifte hos blandt andet strandsnegle.

Samme kedelige egenskaber vides phtalater fra spildevand at have. Flere af de øvrige giftstoffer, som er fundet i Lillebælts blåmuslinger, er i stedet mistænkt for et kunne være kræftfremkaldende for mennesker. Det gælder således PCB fra smøreolier samt PAH fra oliespild og dioxin fra affaldsforbrænding.

Det er endnu ikke undersøgt, i hvor høje mængder de samme giftstoffer forekommer i konsumfisk fra Lillebælt. Normalt opkoncentreres jo giftstoffer gennem fødekæden, og i så fald er det dystre perspektiver for fiskeriet på Lillebælt.

6. august 2001

© Steen Ulnits

* – Stop for sæler?

Den danske sælbestand er større, end den har været i mange år. Den er i dag på 11.000 individer mod 8.000 inden den store sælepidemi i 1988. 8.000 af disse sæler lever i Kattegat, Limfjorden og Østersøen, mens de resterende 3.000 holder til i Vadehavet.

De mange sæler har udløst spørgsmålet om, hvorvidt bestanden skal reguleres. Fiskerne klager over, at sælerne ødelægger deres garn og spiser for mange fisk, og jægerne har straks meldt sig på banen med tilbud om at skyde en vis del af overskuddet.

Imidlertid er sæljagt af flere årsager en kontroversiel størrelse. Dels bliver sælerne hurtigt så sky, at man kun sjældent vil få dem at se på en tur langs stranden. Og dels er de vanskelige at komme på forsvarligt skudhold af, med mindre de ligger oppe på land. Der vil derfor blive mange anskydninger, hvis jagten genindføres.

Det har fået flere biologer til at pege på en helt anden og langt mere naturlig reguleringsform. Man kunne helt enkelt tillade adgang til de nu fredede områder, hvor sælerne yngler. Den forstyrrelse, dette ville afstedkomme, vil uundgåeligt resultere i en ringere ynglesucces og dermed færre sæler på lang sigt.

Man kan også vælge at lade stå til og så blot vente på endnu en epidemi, som decimerede den danske sælbestand i 1988. En virus, der på naturlig vis ryddede op i overskuddet. Men det kan tage længe, førend en tilsvarende virus indfinder sig igen og får succes.

Langt størsteparten af de danske sæler er spættede sæler, der kan blive op til 100 kg tunge. Et lille, men stigende fåtal udgøres af den dobbelt så store og langt kraftigere gråsæl, der kan veje over 200 kg. Den kendes blandt andet på sit store, hundeagtige hoved, hvor den spættede sæl har et lille og spidst hoved.

Der findes i dag sælbestande i Vadehavet ved Højsande på Fanø og ud for Esbjerg; ved Agger Tange; i Limfjorden ved Vilsund, Feggesund, Livø Bredning og Hjarbæk Fjord; ved Totten på Anholt; ved Lindholm på Samsø; Svanegrunden; på Endelave; ved Knudshoved Odde på Fyn; Rødsand ved Lolland; Guldborgsund samt Nyord ved Møn.

6. august 2001

© Steen Ulnits

* Nyt fra Nordjylland

Natur- og miljøkontoret i Nordjyllands Amt har netop barslet med to nye publikationer om miljøets tilstand i dette vort nordligste amt.

Det drejer sig om dels en statusrapport med titlen “Naturen og miljøet i Nordjylland 2001”, dels guiden “Skånsom vedligeholdelse – en genvej til bedre, små vandløb”. Begge byder på mange oplysninger af interesse for miljøbevidste lystfiskere både i og uden for Nordjyllands Amt.

I førstnævnte statusrapport kan man læse, at Mariager Fjord stadig balancerer på en knivsæg, og at det kun var et rent tilfælde, at fjorden ikke døde igen i sensommeren 1999. Til gengæld kan man nu konstatere, at såvel blåmuslinger som ålegræs atter er ved at indtage den lange, smalle og dybe fjord.

Men da der ikke er gjort reelle tiltag for at undgå en gentagelse af katastrofen fra 1997, er det sikkert kun et spørgsmål om tid, hvornår fjorden atter afgår ved døden.

I selvsamme rapport er der også skræmmende læsning om vandmiljøet i det store Skagerak, hvor problemerne indtil videre primært er synlige på den svenske og norske side.

Her oplever man i disse år en massiv opblomstring af lange trådalger, som flere steder helt har ændret flora og fauna. Problemet er de mængder kvælstof, som de store europæiske floder fører ud i Tyske Bugt, og som af strømmen siden bringes ind i Skagerak. Og vi har efter alt at dømme endnu kun set toppen af dette isbjerg. Alt i alt forstemmende læsning.

Så bliver man i bedre humør af at læse den lille guide til skånsom vedligeholdelse af mindre vandløb. Her kan der med en minimal indsats opnås endog meget gode resultater på relativt kort tid. Vandløb, som i flere tilfælde atter kan blive selvreproducerende med hensyn til ørreder.

Publikationerne kan rekvireres hos Nordjyllands Amt på telefon 96 35 10 00. Her kan man også få en rigtigt god liste over Miljøkontorets mange forskellige medarbejdere, deres arbejdsområder, telefonnumre og e-mail adresser. Sådan én burde alle amter have.

6. august 2001

© Steen Ulnits

* Gone Fishing

Som faste læsere af disse sider vil have bemærket, er der ikke blevet opdateret de sidste to uger. Årsagen er den sædvanlige: Jeg har været ude at føjte med fiskestangen – denne gang på Azorerne langt ude i Atlanterhavet, midt mellem Europa og USA. Formålet var at teste vedvarende forlydender om, at der rent faktisk var ørreder at fange i søer og vandløb på de ni små subtropiske vulkanøer.

Det var der, kan jeg hilse og sige. Og det kommer der naturlligvis en artikel om ved en senere lejlighed – i den trykte fiskepresse såvel som på www.ulnits.dk. Med flotte fotos, for øerne er utroligt smukke og fyldt med blomster i alskens farver. Guf for fluefiskende fotografer!

30. juli 2001

© Steen Ulnits

* Landmænd mod Skov- og Naturstyrelsen

Skov- og Naturstyrelsen har aldrig været danske bønders livret. Styrelsen har nemlig altid planer, der kun sjældent passer ind i bøndernes kram. Styrelsen vil i regelen indskrænke bøndernes næsten grundlovssikrede ret til selv at bestemme, hvordan de behandler den danske natur – som var det deres helt egen og ikke vi andres.

Nu er den så gal igen. Skov- og Naturstyrelsen har spillet ud med et antal områder, der skal udpeges til og udlægges som særlige naturområder – den såkaldte “habitatudpegning”. I dette tilfælde er det områder langs Vidå og Brede Å i Sønderjylland, der har bragt sindene i kog. Habitatudpegningen vil nemlig få konsekvenser for den fremtidige brug af de udpegede områder – i form af indskrænkninger af landmændenes brug af naturen.

Skov- og Naturstyrelsen har udpeget 534 km åstrækninger i 11 sønderjyske kommuner. Udpegelsen er i vid udstrækning sket for at beskytte truede fiskearter såsom snæbel og bæklampret. Lokale bønder siger, at de ikke har noget imod at beskytte naturen. De vil blot kende til konsekvenserne af udpegningen, før de accepterer dem.

Der skal nu en høringsfase til, førend den endelige udpegning kan finde sted.

30. juli 2001

© Steen Ulnits

* Løsning på vej ved Tangeværket

Det ser nu ud til at lysne for atlanterhavslaksen i Gudenåen. I hvert fald er der nu nedsat et udvalg under Skov- og Naturstyrelsen, som skal se på de syv forskellige løsningsmodeller, der er fremsat til en retablering af Gudenåen ved Tangeværket og Tange Sø.

Løsningsmodellerne spænder lige fra et kort og aldeles ineffektivt omløb til sølle 15 millioner kroner – til etableringen af 12 kilometer ny å langs Tange Sø, hvilket kan gå hen og koste mere, end Skjernå-projektet har gjort.

Den eksisterende laksetrappe ved værket fungerer i hydraulisk henseende, men laksene kan blot ikke finde den eller vil ikke bruge den, da der løber alt for lidt vand gennem den. Hertil kommer, at nedtrækkende ungfisk går tabt i søen, hvor de ædes af gedder, sandarter og knuder.

Det nye udvalg under Skov- og Naturstyrelsen skal komme med deres bud på en løsning af problemerne inden den 15. november i år. Inden udgangen af 2002 skal Tangeværkets skæbne være endeligt afgjort.

30. juli 2001

© Steen Ulnits

* Bass bedre end nogensinde

I USA har man praktiseret Catch & Release i længere tid end noget andet sted i verden. Faktisk var det her, man første gang “opfandt” og tog C&R i brug som en form for rationel fiskepleje.

Og resultaterne lod ikke vente på sig. Således har man i Nordamerika stadig mange fiskevande med sunde bestande af vildfisk, der beskyttes mod overfiskning af C&R. Yellowstone National Park er et godt eksempel og samtidig det allerførste sted, man indførte tvungen C&R.

Nu har man i staten Florida oplevet, at fiskeriet i flere vande er bedre end nogensinde. Et helt konkret eksempel på dette fik man ved en nyligt afholdt fiskekonkurrence ved søen Lake Tohopekaliga – normalt blot “Toho” kaldet. I løbet af tre dage lykkedes det nemlig en af deltagerne at lande 108 lbs 12 oz largemouth black bass – den højeste vægt i søens 34-årige historie som organiseret og plejet fiskevand.

Man indførte for alvor aktiv fiskepleje i 1992, hvor man satte både mindstemål og max. antal på de fangede fisk. Hertil er så kommet, at frivillig C&R har fået en støt stigende udbredelse. Alt i alt er fiskeriet støt og roligt blevet bedre i løbet af det seneste årti.

30. juli 2001

© Steen Ulnits

* Payback time

I slutningen af forrige århundrede introducerede fiskeglade englændere og amerikanere ørreder og regnbuer til New Zealand og Australien, hvor der fra naturens hånd ikke fandtes laksefisk. De forekommer kun naturligt på den nordlige halvkugle.

De indførte laksefisk slog meget hurtigt an i det nye miljø, hvor de var helt uden naturlige fjender. Og hvor de undervejs totalt udkonkurrerede lokale fiskearter, der indtog samme økologiske niche i strømvandene. Arter, som i dag er uddøde eller i bedste fald kraftigt decimerede af de udsatte ørreder.

Nu lader det så til, at det er “payback time”. I hvert fald er det nu New Zealands tur til at sige tak for sidst – i form af introduktion af nye arter den modsatte vej. Den newzealandske muddersnegl Potamopyrgus antipodarum har i hvert fald indtaget mange nordamerikanske ferskvande – med vandene i og omkring Yellowstone National Park som de mest kendte.

Amerikanske ferskvandsbiologer frygter nu for konsekvenserne af denne invasion, idet netop denne lille snegl er kendt for at kunne opnå tætheder på op mod 300.000 individer pr. kvadratmeter. En voldsom biomasse, som nødvendigvis må tages fra andre vandlevende organismer – eksempelvis døgnfluer, vårfluer og slørvinger med flere. Insekter, som alle er af stor betydning for såvel fisk som fluefiskere.

Man kan gyse ved tanken, men chokeret kan man næppe blive. Murphy’s lov siger jo, at alt, der kan gå galt, vil gå galt – før eller siden. Og sandsynligvis har vi stadig kun set toppen af isbjerget. Noget er godt – andet skidt. Men det hele er under alle omstændigheder anderledes end det, vi kender og holder af i dag.

Og det er såre sandsynligt, at det er rejseglade fluefiskere, der har indført sneglene fra New Zealands ørredstrømme til Yellowstone National Park. At det helt og aldeles er vor egen skyld…

30. juli 2001

© Steen Ulnits

* Kløgtige vildfisk – dumme tamfisk

Nu har vi så beviset på det, vi andre har vidst i mange år: Vildfisk er klogere end tamfisk!

Og det er ganske vist, for det er forskere fra University of California, der har undersøgt hjerner fra 100 vilde og tamme regnbueørreder. Økologen Michael Marchetti og neurobiologen Gabrielle Nevitt satte sig for at undersøge, om der er målelig forskel på hjerneaktiviteten hos disse to grupper af samme art.

I syv ud af otte forskellige tests viste vildfiskenes hjerner sig tamfiskenes overlegne. Forskellen forklares ved, at tamfiskene har en sorgløs og aldeles ukompliceret barndom uden naturlige fjender og mangel på føde. Vildfiskene må derimod fra dag ét kæmpe for livet og for føden, og det udvikler deres hjerner på et tidligt tidspunkt.

Debatten går nu på, om udsætning af sådanne “dumme” tamfisk kan have en negativ virkning på bestande af vildfisk. Om “dumheden” kan spredes til senere generationer, dersom tamfiskene blander sig med vildfiskene på gydepladserne.

Spørgsmålet er imidlertid nærmere, om tillærte egenskaber nu kan ændre på arvemassen – om udsatte tamfisk dermed kan bidrage negativt med deres gener. Eller om afkommet hurtigt kommer efter det ude i naturen – præcis som tamme grise, der forbløffende hurtigt bliver vilde igen, dersom de slippes ud til et frit liv.

Dette naturligvis forudsat, at der er tale om vildfisk og tamfisk fra de samme stammer. Ellers er der ingen tvivl om det absolut uønskede i udsatte tamfisk.

30. juli 2001

© Steen Ulnits

* – “Økofisk” fra dambrug…?

Fødevareministeren har netop givet grønt lys for, at danske opdrætsfisk økomærkes. En sådan ordning har længe eksisteret i andre EU-lande, og nu er den altså også kommet til Danmark.

Det kan virke paradoksalt, at opdrættede tamfisk – ofte medicinerede – kan mærkes som “økologiske”, når medicinfri vildfisk fra havet ikke kan. Det er ikke ligefrem logisk – det må være økologisk!

Med tanke på det store dioxin-indhold i fiskemel og dermed fiskefoder fra dansk industrifiskeri kan man godt have sine betænkeligheder ved denne mærkning. Specielt da, når man tager i betragtning, at netop fiskeopdræt er en meget stor forurener af det danske vandmiljø…

30. juli 2001

© Steen Ulnits

* NASCO: Tilbage til stenalderen

En alarmerende melding er netop indløbet fra det seneste møde i “North Atlantic Salmon Committee” – til daglig blot kaldet NASCO. Det er en rådgivende organisation bestående af medlemmer på regeringsplan fra alle lakseførende lande omkring Nordatlanten.

På det seneste møde kunne NASCO ikke nå til enighed om ret meget. Men man besluttede dog, at Grønland – trods advarsler fra Det Internationale Havforskningsråd (ICES) – her i 2001 må fange 200 tons laks svarende til 70.000 fisk, hvoraf knap halvdelen stammer fra Nordeuropa og godt halvdelen fra Nordamerika.

I USA måtte man sidste år sætte atlanterhavslaksen på listen over truede arter. Det kan derfor synes underligt, at USA og Canada gik med til dette. For nogle årtier siden var de endda så trætte af det grønlandske fiskeri af amerikanske laks, at de truede Danmark med handelsboykot, hvis fiskeriet fortsatte. Hvad det så heller ikke gjorde. Men man kan desværre ikke se bort fra, at amerikanerne lige netop nu – med Bush ved roret – meget gerne vil stå på god fod med grønlænderne. Ikke et ord om stjernekrig og missilskjold i den forbindelse, men uden den berømte Thule-radar går vist ingen af delene…

Endnu værre står det til med Færøerne, hvis laksekvote jo North Atlantic Salmon Fund (NASF) i snart flere år har opkøbt, så laksene i stedet uhindret kunne svømme tilbage til deres fødeelve og -åer for at sikre slægtens beståen. NASCO kunne ikke blive enige om en bæredygtig kvote for Færøerne, hvilket i realiteten betyder, at færingerne nu kan fastsætte deres egne laksekvoter. Og da Færøerne selv kun har en ubetydelig laksebestand, føler de næppe nogen anledning til at passe på andre landes laks på græs i deres vande…

Utrættelige Orri Vigfusson fra NASF er naturligvis rystet over NASCO’s seneste beslutninger. Han finder beslutningerne vanvittige og fortsætter: “Så snart vore private opkøb har sørget for flere laks i havene, sættes kvoterne blot op. Det er vanvid og ren sabotage af vort arbejde.”

30. juli 2001

© Steen Ulnits

* 2001: Fuglenes År

2001 er blevet et skelsættende år for fuglelivet i Danmark. Af to årsager:

Det er første gang, vi ikke har rugende storke i de danske storkereder – første gang, der ingen storkeunger kommer på vingerne. Tilbagegangen for de danske storke skyldes primært, at deres traditionelle fourageringsområder – de våde, afgræssede enge – er en uddøende naturtype. Engene findes skam stadig, men de græssende køer udebliver, og overdoser af kvælstof fra ikke mindst landbruget fortrænger de oprindelige engplanter. Samtidig dyrkes markerne mange steder helt ud i åerne, hvilket ikke gør situationen bedre.

Men der er også lyspunkter – i form af havørnen, der i år har reder med unger hele syv steder i landet. Det største antal nogensinde. Tilsyneladende tiltaler det danske landskab den store fugl med et vingefang på op mod 2,5 meter tilstrækkeligt til, at den slår sig ned og bygger rede. Tilsyneladende er der trods alt plads nok i lille Danmark til selv så stor en fugl.

Så 2001 går altså over i historien som både det bedste og det værste år for de danske fugle – alt efter hvilke fjer, man har på. Storken er reelt set uddød som dansk ynglefugl, mens havørnen er i klar fremgang.

14. juli 2001

© Steen Ulnits

* Great Barrier Reef under mudder

Australiens verdenskendte attraktion – verdens største barriererev, Great Barrier Reef – trues nu af aflejringer og pesticidrester fra landbruget i det nordøstlige Australien. Således vurderer biologer, at store dele af det kolossale koralrev ikke vil overleve de næste 5-10 år.

Det verdensberømte rev strækker sig ellers 2.000 km langs den nordøstlige del af landet og tiltrækker hvert år i hundredtusindvis af turister fra hele verden, som lægger millioner af australske dollars i den lokale økonomi.

Denne indtægt trues nu af et landbrug, der er alt for intensivt – som udleder organisk og urenset spildevand, der får algerne til at gro uhæmmet og slamme revet til. For slet ikke at tale om pesticidrester sammesteds fra.

Deprimerende, at landbrug tilsyneladende altid skal svine for at tjene penge. Og at disse penge så blot stjæles fra andre erhverv. – Hvor længe skal vi finde os i det?

11. juli 2001

© Steen Ulnits

* Kyoto-aftalen

Der har på denne side ofte været henvisninger til Kyoto-aftalen, der skal begrænse Verdens udledning af drivhusgasser. Da omtalen har været i spredt fægtning, skal bestemmelserne i aftalen for god ordens skyld præciseres her:

– Aftalen blev indgået i Kyoto, Japan i 1997

– Aftalen gennemføres senest i perioden 2008-2012

– Medunderskriverne forpligter sig til at reducere udslippet af drivhusgasserne kuldioxid (CO2), methan (CH4), lattergas (NO2) samt gasserne HFC, PFC, SF6

– Reduktionen i forhold til udslippet i 1990 skal være som følger:

• – 8%: EU, Bulgarien, Rumænien, Tjekkiet, Slovakiet og Schweiz
• – 7%: USA
• – 6%: Canada, Japan, Polen og Ungarn
• – 5%: Kroation

Rusland, Ukraine, New Zealand må bibeholde samme udledning som hidtil.

– Følgende lande må i samme tidsrum øge deres udslip med følgende procentstørrelse:

• + 1%: Norge
• + 8%: Australien
• + 10%: Island

Sidstnævnte landes tilladte stigning skyldes ikke mindst den store mængde ej CO2-frembringende energi, som disse lande i dag producerer. I form af vandkraft, hydrotermisk energi og A-kraft. Det er samtidig lande, hvor traditionel industri – med forbrug af kul, olie og gas – ikke er så udbredt som i Europa og Nordamerika.

14. juli 2001

© Steen Ulnits

* Torskestop og torskesvindel

Fiskeridirektoratet er nu grundigt træt af den lovløshed, der præger dansk erhvervsfiskeri. Trods nye og lave torskekvoter, som skal redde de truede og stærkt overfiskede bestande, fanges der nemlig torsk som aldrig før.

Fiskerne lader hånt om kvoter og fiskestop, mens de fisker torsk på livet løs – torsk, som siden sælges ulovligt. Det har nu fået Fiskeridirektoratet til at kræve, at køb og transport af torsk fremover skal rapporteres til Fiskerikontrollen. Påbuddet gælder såvel de store fiskeopkøbere som et antal af de større fiskebåde.

Direktoratet håber på denne måde at kunne få sine egne lovbrydere under lidt bedre kontrol end hidtil. Samtidig udfolder den norske regering nu for første gang store bestræbelser på, at billige russiske torsk ikke eksporteres til Danmark – som norske torsk. Der verserer nemlig netop nu store sager om svindel med ulovlige torsk fra Norge – med millionstore bøder til danske fiskeopkøbere til følge.

Det er fuldt legalt at eksportere norske torsk til Danmark, da Norge har en frihandelsaftale med EU. Men det er lige så klart ulovligt at lade russiske torsk gå samme vej.

14. juli 2001

© Steen Ulnits

* Stop for Østersø-torsken

Østersø-torsken har det rigtig skidt. Den er presset fra alle sider – af et hårdhændet erhvervsfiskeri, af svigtende indtrængning af saltvand fra Nordsøen og af mange års massiv forurening af det brakke indhav.

Nu må man så tage konsekvensen af den markante nedgang i bestanden – i form af kraftige begrænsninger i fiskeriet eller deciderede fiskestop. Biologerne i Danmarks Hav- og Miljøundersøgelser anbefaler, at alt torskefiskeri i den østlige Østersø stoppes. Man har nemlig konstateret, at der efter alt at dømme er 100.000 tons færre gydetorsk, end man længe havde regnet med.

Ikke uventet siger erhvervsfiskerne, at et fiskestop vil være en katastrofe – for deres egen indtjening, vel at mærke. Af uransagelige årsager er fiskerne altid de sidste til at beskytte de fisk, de fanger – og altid de første til at save løs af den gren, de selv sidder på. De bliver aldrig klogere og kommer næppe nogensinde til at kunne se længere end til næste kontoudtog.

Ikke kun den østlige Østersø er hårdt presset. Det er også den vestlige, hvor biologerne anbefaler en reduktion af torskekvoten på 10.000 tons næste år. Det er imidlertid Den Baltiske Fiskerikommission, der skal træffe afgørelse om Østersø-torskens fremtid – om den skal have nogen overhovedet.

14. juli 2001

© Steen Ulnits

* Tilbagegang for torsken ved Island

På Island er man meget afhængige af fiskeriet omkring lavaøen, og ikke mindst torsken er en vigtig eksportartikel. Så vigtig, at Island for nogle årtier siden ufortrødent kastede sig ud i “torskekrigen” med England. Davids kamp mod Goliat. En krig, hvor store engelske krigsskibe lå over for små islandske inspektionsfartøjer. Islændingene ville beskytte deres værdifulde torskebestande mod overfiskeri fra engelske skibe.

Nu er den så gal igen på island – denne gang også med torsken, som nu er ved at svinde ind. Ifølge islandske biologer på grund af tidligere års overvurdering af årgangene. Det tager man nu konsekvensen af ved at følge EU’s retningslinjer for fremtidens torskefiskeri – i form af en reduktion i de kommende torskekvoter fra de nuværende 220.000 tons årligt til fremover 190.000 tons.

Islændingene tager denne nedgang med sindsro, da andre økonomisk værdifulde fiskebestande pt. er helt på toppen. Det gælder ikke mindst den op til godt 40 cm store nordatlantiske sild, som alle dage har været en af de vigtigste konsumfisk på Island. Den har ikke været bedre i de sidste 25 år og menes sammen med andre arter at kunne kompensere for tabene fra torskefiskeriet.

14. juli 2001

© Steen Ulnits

* Sol, sommer og sølvtøj

I går ville jeg så følge op på succesen med multerne og tog derfor til nordkysten af Djursland. Timingen var perfekt, idet vandet stod højt og netop var begyndt at falde. Vandtemperaturen var derfor to grader koldere end ellers – 17 mod normalt 19 grader.

To både lå og fiskede fladfisk ret ud for revet, men fangede tilsyneladende ikke noget. Stedet plejer ellers at vrimle med isinger, men altså ikke den dag. Hornfisk plejer der også at være mange af heroppe, men også de glimrede med deres fravær på denne sommerdag. Præcis som multerne. Dem så jeg heller ikke skyggen af.

Til gengæld var havørrederne der så i stedet. Allerede i et af de første kast var der bud efter det lille Juletræ, men det blev ved et enkelt hårdt hug. En halv time senere var det atter så vidt. En fisk fulgte efter fluen og nappede mærkbart i den. Jeg speedede indtagningen op, og hugget faldt øjeblikkeligt.

En flot havørred væltede sig rundt femten meter ude og tog så ellers et godt udløb. Et par mindre udløb senere havde den løbet de fleste af kræfterne af sig, og jeg kunne kane en meget kompakt og lynende blank havørred ind over rammen på det store net.

Det viste sig at være en dejligt tyk hunfisk, som målte 55 cm og vejede 2 kg. Så kom ikke og sig, at man ikke kan fange sølvtøj i sommervarmen. Eller at man absolut må ty til natfiskeri!

11. juli 2001

© Steen Ulnits

* Multer med manér

Torsdag den 28. juni blev en mærkedag for mig og mit fiskeri. Det var nemlig den dag, hvor det langt om længe lykkedes at fange en multe på flue. Men ikke nok med det – hele to multer blev det til på denne mindeværdige dag!

Det var en lummer dag med vindstille – en dag, der kun lige var til at holde ud på grund af de åndbare waders og en let påklædning inden under. Et par dage tidlligere havde jeg samme sted haft fat i flere havørreder, hvoraf hele tre målsfisk var stået af ved netkanten. De havde hugget forsigtigt på mit str. 4 Juletræ, som jo er en ganske stor flue for en 40 cm’s fisk. Jeg havde derfor bundet en håndfuld små Juletræer str. 8, som måtte være løsningen på det problem. Som bedre kunne kroge de små ørreder.

Vejret var ustabilt og skiftede konstant mellem sol og skyer. Vandet var netop vendt, da de første fisk dukkede op – i form en en fin havørred, der tog den lille flue helt efter planen. Den viste sig dog snart at være ingen lille målsfisk, men en fin sølvblank sag på 50 cm. Den blev aflivet og anbragt i linekurven, som jeg oftere bruger til at transportere fisk i end til at opbevare line i!

En halv time senere observerede jeg en stor klat drivtang passere forbi – med en lille gruppe fisk fouragerende ivrigt på kastehold i yderkanten af den. Første kast gav imidlertid intet, da fluen fangede en klat grøde. Men andet kast resulterede i et hårdt og øjeblikkeligt hug af en tung fisk, der voltede rundt i overfladen og slet ikke var til at flytte.

Da den til sidst – efter et par korte udløb og megen hovedrysten – gav sig og lod sig nette, stod jeg med min første fluefangede multe. Det var en relativt lille én af slagsen, idet den blot målte 55 cm. Men det var min første, og det tæller jo!

Det skulle imidlertid ikke blive den sidste, for da jeg havde aflivet og fotograferet fisken sammen med havørreden, gik jeg tilbage til samme sted igen. Og sandelig. Der gik stadig et par fisk og græssede omkring drivtangen, og straks fluen passede forbi, blev den atter taget af en tung fisk.

Denne fisk kæmpede som den første og var da også en multe, omend kun 50 cm lang. Da jeg havde den sikkert i nettet, indså jeg, at jeg nu havde en helt unik lejlighed. Altså genudsatte jeg denne min anden fluefangede multe – jeg havde jo i forvejen én liggende på lit de parade, og hvornår får man chancen til at genudsætte en multe, fordi man allerede har fanget én på fluen?

Det var en meget tilfreds fluefisker, der den dag kørte hjem fra Randers Fjord – efter 25 multeløse år på kysten!

7. juli 2001

© Steen Ulnits

* Nyt temahæfte om laks i verden

Biologforbundet, som er en sammenslutning af naturinteresserede mennesker, der også underviser i biologi, har netop udgivet et nyt temahæfte i “Kaskelot” serien.

Temaet er denne gang “Laks”, der behandles i tre hovedafsnit: “Laks i Verden”, “Laks i Europa” og “Laks i Danmark”. Hæftet kommer således hele vejen rundt – fra Sibiriens “urlaks” over Stillehavets seks forskellige laksearter til Atlanterhavets enlige svale.

Hæftets 32 sider er rigt illustreret med mange farvefotos – flere af dem visende laksearter, der sjældent er set afbildet tidligere. Der er i tilgift flere underholdende historier om laksene, deres levevis og komplicerede samspil med menneskene. Sågar også præsidenter, premiereministre, sangere og stangsvingende statsmænd er med i dette hæfte!

“Laks” kan bestilles hos Biologforbundet, Østergade 9, 8450 Hammel, tlf. 86 96 36 35. Det koster kr. 40,-

5. juli 2001

© Steen Ulnits

* Nyt temahæfte om fiske- og vandpleje

Et nyt nummer af “Miljø- & Vandpleje” er netop kommet på banen – denne gang med temaet “Moderne vandplejearbejde”.

Emnet er højaktuelt, da fiskeplejen netop i disse år undergår en forandring fra direkte fiskepleje med udsætningsarbejde til indirekte fiskepleje med vandløbsrestaurering og biotopforbedringer.

I hæftet gives der dog også bud på et bedre fiskeopdræt baseret på ny genetisk viden. Der er således konkrete bud på, hvordan man bedst muligt sikrer den vigtige genetiske variation i ørredstammerne. Og lige så konkrete eksempler på, hvordan det ikke skal gøres. Ganske pædagogisk fremstillet.

Men hovedvægten er lagt på udlægning af gydegrus og anlæg af kunstige gydebanker – et felt, der endnu er i sin vorden herhjemme, og hvor mange erfaringer endnu skal gøres. Hvor vi i mange år har været førende inden for den egentlige fiskepleje med elektrofiskeri, opdræt og udsætninger, så halter vi stadig langt efter udlandet, hvad angår biotopforbedringer for laksefiskene. Her har man i mange år haft specialiserede firmaer inden for området.

Det går dog den rette vej også herhjemme, og det nye temanummer er med sine 16 sider en god opsummering af hidtil høstede erfaringer. Der mangler dog en klar skelnen mellem hovedlandet med dets mange intakte ørredbestande og så øerne, hvis ørredbestande var en saga blot allerede i 1960’erne, og som i dag udelukkende skyldes udsætninger med tamfisk. Denne forskel giver vidt forskellige indfaldsvinkler til fiskeplejen.

“Miljø- & Vandpleje” udgives af Danmarks Sportsfiskerforbund.

5. juli 2001

© Steen Ulnits

* Nyt temahæfte om fiskeopdræt

Økologisk Råd har netop barslet med et nyt nummer af tidsskriftet “Global Økologi” – denne gang med temaet fiskeopdræt. Bladet har tidligere beskæftiget sig med fiskeopdræt set ud fra en genteknologisk synsvinkel.

Det nye nummer indeholder fire artikler om fiskeopdræt og akvakultur i Danmark, Norge og på verdensplan. De første to artikler tager udgangspunkt i lille Danmark. Den ene belyser de mange negative følgevirkninger af fiskeopdrættet i danske vandløb og farvande – med fokus på foderspild og overforbrug af antibiotika. Den anden taler fiskeopdrættets sag og henviser til, at en stor del af fødevareproduktionen på landjorden faktisk burde flyttes ud på havet – af hensyn til det samlede kvælstofudslip.

Den tredje artikel fokuserer udelukkende på det kolossale norske lakseopdræt og de mange og meget mærkbare konsekvenser af en så storstilet produktion. Her kan man læse om stigende problemer med overhovedet at skaffe foder til de mange millioner laks – foder i form af fiskemel fra skidtfisk fanget ude i havet. De samme skidtfisk, som havets vilde fisk og fugle også skal leve af. Endelig fokuseres der på mulighederne for – via genmanipulation – at få eksempelvis havren til at producere animalske Omega-3 fedtsyrer. Dette under den galgenhumoristiske overskrift “Jeg er havren, jeg har gjæller på!” Fagre nye verden.

Den sidste af de fire artikler ser på det storstilede opdræt af kæmperejer i Thailand – et opdræt, der på få år har lagt store dele af den livgivende mangrove øde. Fiskeopdræt og akvakultur er i sandhed svære størrelser at håndtere…

5. juli 2001

© Steen Ulnits

* Oplagring af drivhusgas

Olieindustrien – dem med de fossile brændstoffer, der ved afbrænding producerer CO2 til forøgelse af drivhuseffekten – har muligvis fundet en helt ny løsning på CO2-problemet. En løsning, der ikke gør det så vigtigt at reducere forbruget af fossile brændstoffer.

Norske Statoil har muligvis fundet en simpel, men effektiv løsning på verdens CO2-problem. De vil nemlig samle en stor del af centrale udslip fra kraftværker og industri i rørledninger og så sende det ned i underjordiske depoter. Teknikken kan lyde urealistisk, men bruges faktisk allerede flere steder.

Statoil forestiller sig, at man kan bruge de hulrum, der er opstået ved udvinding og oppumpning af olie og gas. Firmaet henviser til egne og canadiske erfaringer, hvor man pumper overskydende CO2 tilbage i undergrunden. Det gøres dels for at undgå at skulle betale en eventuel CO2-afgift – dels for at sætte tryk på gamle olielommer, så også den sidste olie kan komme med op.

Statoil har regnet ud, at der alene i en enkelt lomme 1.000 meter under Slejpner-feltet er plads til deponering af al CO2 fra alle kraftværker i Europa – i 600 år!

1. juli 2001

© Steen Ulnits

* Afgrøder mod drivhusgas

Der er adskilligt flere måder at begrænse CO2-udslippet på end hidtil antaget. Det er ikke kun en reduktion i forbrændingen af fossile brændstoffer som kul, olie og gas, der kan gøre det.

Nu viser det sig nemlig, at landbruget med enkle midler kan bidrage ganske markant til nedbringelsen af dette udslip – blandt andet ved tilplantning af braklagte marker med såkaldte “energiafgrøder” som pil og elefantgræs. Og det er ikke småting, der er tale om, al den stund landbruget hvert år skal braklægge 190.000 hektarer.

Et andet felt er bioforgasning af gylle, som dels vil kunne producere biogas til erstatning af fossile brændstoffer som kul, olie og naturgas – dels reducere udledningen af methan og lattergas, der begge er meget stærke drivhusgasser. Mange gange stærkere end den CO2, diskussionen ellers normalt drejer sig om. Således forventes det, at landbrugets udslip af methan og lattergas vil falde med op mod 25% i perioden 1990-2010.

Biogasanlæg vil ikke blot reducere udledningen af skadelige drivhusgasser – det vil også kunne reducere de voldsomme lugtgener, som mange beboere i landområder i dag må leve med, når gyllen spredes over markerne i overdosis. Landbruget mangler blot at få prisgarantier fra staten, førend de for alvor tør kaste sig ud i finansieringen af nye biogasanlæg. Det forventes nemlig, at energien fra biogasanlæg vil være dobbelt så dyr som den konventionelle fra kul, olie og naturgas.

Endelig vil den kommende handlingsplan for ammoniak også bidrage til mindskede udslip af drivhusgasser til atmosfæren.

1. juli 2001

© Steen Ulnits

* Vaccine mod drivhusgas

Det er ikke kun CO2, der er medvirkende årsag til drivhuseffekten og den globale opvarmning. Det er også en håndfuld andre gasser – med methan som en af de allervigtigste. Methan kaldes også “sumpgas” og har den kemiske betegnelse CH4.

En stor del af Jordens methan stammer fra menneskets husdyrhold, som i bogstaveligste forstand udsender store mængder methan under deres fordøjelse af planter. Og da Jordens samlede husdyrhold i dag også – i lighed med os selv – skal tælles i milliarder, er det ikke små mængder, der slippes ud i atmosfæren.

Det har nu fået australske farmere til at drive køer og får sammen for at lade dem vaccinere. Australske forskere har nemlig fundet ud af, at de med en speciel vaccine kan reducere dyrenes årlige produktion af methangas med helt op til 20%.

Husdyrene, som tæller 114 millioner får og 27 millioner køer, bidrager i dag med 14% af Australiens samlede udslip af drivhusgasser.

1. juli 2001

© Steen Ulnits

* Furesøen forurenes fortsat

Trods protester fra Birkerød og Søllerød kommuner har Farum kommune nu af Miljøankenævnet fået medhold i, at de fremover kan udlede renset spildevand til Furesøen. Dette repræsenterer en kovending i sagen, idet nævnet sidste år nægtede Farum kommune tilladelse til den ønskede forurening.

Sagen er et markant tilbageskridt for såvel miljøbevidstheden i de omkringliggende kommuner som vandmiljøet i selve Furesøen, der jo ligger som en oase for mange tusinde mennesker – lige i udkanten af Storkøbenhavn. Men når Venstres Brixtofte sparer på millionerne, så han kan sende pensionister på betalte charterferier, så må fisk og fiskere i Furesøen lide under en ringere vandkvalitet.

Birkerød og Søllerød kommuner havde hellere set, at der blev bygget en lang rørledning til spildevandet – uden om søen og ud i det strømstærke Øresund.

25. juni 2001

© Steen Ulnits

* Sønderjyske søer har det skidt

De relativt få sønderjyske søer har det rigtig skidt. Det dokumenteres fra to sider: Fra Sønderjyllands Amt, som netop har aflagt beretning om vandmiljøet i grænselandet. Og fra fiskene selv, der netop har kvitteret med at dø under mystiske omstændigheder.

I amtets beretning lyder det, at kun 5 ud af 18 søer, der overvåges løbende, kan leve op til målsætningen. I et par søer er der en smule bedring at spore, mens det er gået tilbage i en tredje. Årsagen er primært udvaskning af næringssalte fra tilstødende landbrugsarealer. Og så urenset spildevand fra enkeltbebyggelser i landområderne.

I Hostrup Sø, der hører under militærlejren i Søgård, har man siden slutningen af maj observeret mange døde fisk. Ikke mindst den værdifulde sandart har været blandt ofrene for den mystiske og endnu uopklarede fiskedød. Således har vandprøver ikke vist noget unormalt for årstiden. Og faktisk har man netop i år haft den bedste sigtedybde (: det klareste vand med de færreste alger) siden 1977.

Måske skal forklaringen findes i sandartens strabadserende leg, som netop finder sted i maj-juni. Udelukkes kan det i hvert fald ikke som medvirkende årsag. Normalt har sandarten leget færdig i maj måned, hvorfor premieren på årets fiskeri er 1. juni. Men med det ekstraordinært kolde forår, vi har haft her i 2001, har fiskene mange steder stadig ikke leget færdigt her i juni.

Når det gælder de sønderjyske vandløb, ser det ikke stort bedre ud. Således opfylder kun en tredjedel af amtets mange vandløb de målsætninger, som amtet selv har sat. Vi må håbe, at det nye Vandramme-direktiv, som EU netop har barslet med, vil kunne gøre det bedre end amterne.

25. juni 2001

© Steen Ulnits

* George mod Verden

Amerika er en nation af entreprenante og nytænkende mennesker, som var i stand til at sende det første menneske til Månen og sikkert tilbage igen.

Amerika er imidlertid også en nation af hæmningsløse energifrådsere. Med verdens suverænt højeste energiforbrug pr. indbygger er USA også verdens største leverandør af drivhusgasser – primært CO2. USA repræsenterer således i dag 4% af Jordens befolkning, men står alligevel for 28% af de udledte drivhusgasser.

Amerika er til slut også helt ligeglad med, hvorfra energien kommer – blot den er billig og til stede i rigelige mængder. Pt. stammer kun 8% af USA’s energiforbrug fra vedvarende energikilder såsom sol, vind, biogas og geotermisk energi. 6% udgøres af atomkraft, som den nuværende regering ønsker at udvide.

Det er imidlertid de fossile brændstoffer, som Bush & Co. satser mest på i fremtiden. Det er jo en regering, der kun kom til magten med oliemillioner i ryggen. Pt. stammer 30% af energiforbruget fra olie, 25% fra kul og 22% fra naturgas – alle fossile brændstoffer, som USA satser stort på i fremtidens energiforsyning.

Ingen planer altså om at spare på energien i de næste 20 år. Ikke noget med at slukke lyset, skrue ned for varmen eller slukke for aircondition anlægget om natten. Heller ingen planer om at lade den vedvarende energi udgøre en større del af energiforsyningen end nu. Nej, der skal sælges kul, olie og gas, så Bush’ støtter får deres valgkampbidrag tilbage igen. Til skade for hele verdens miljø.

Ifølge Kyotoa-aftalen fra ’97, som Bush straks undsagde efter sit tvivlsomme valg til præsident, skulle EU reducere sin udledning af drivhusgasser med 8%, USA med 7% og Japan med 6% i løbet af årene 2008-2012 – altsammen i forhold til tallene for 1990. De øvrige lande skulle blot stabilisere deres udslip på det nuværende niveau.

USA er ikke noget fattigt land. Det ses blandt meget andet af, at man under Clinton-regeringen årligt brugte 2.575 milliarder kroner til forsvaret – et beløb, der af Bush-regeringen straks blev sat op med 290 milliarder til fremover 2.865 milliarder kroner. Alene til det omstridte missilskjold eller stjernekrigsprojekt er der sat 20 milliarder kroner af fra og med 2002.

Militæret vil den nye regering altså godt bruge penge på – men ikke miljøet.

25. juni 2001

© Steen Ulnits

* Bianca mod George

På det netop afholdte topmøde i Gøteborg gik det som bekendt ikke stille af. Arrestationer i hundredvis fortæller alt om modstanden mod USA og præsident Bush.

Flertallet afholdt sig dog fra voldelige metoder – heriblandt Bianca Jagger, der tidligere har været gift med rullestenen Mick Jagger, og som i dag bruger størstedelen af sin tid som kendt forkæmper for miljø og menneskerettigheder. Hør blot, hvad hun kunne fortælle pressen i Gøteborg:

– Jeg er her for at appellere til EU’s ledere om, at de ikke må acceptere mindre end Kyoto-aftalen om de globale klimaændringer, der er på vej. Præsident Bush har hemmelige aftaler med olieindustrien, her især Exxon (dem bag det gigantiske olieudslip i Alaska, red.), der støttede hans valgkampagne med mere end én million dollars. Da han var guvernør i Texas, gjorde han denne stat til USA’ mest forurenede. Nu vil han gøre det samme med hele USA og resten af Verden.

Såvidt en verdensberømt rocksangers miljøbevidste ekskone. Hun slutter sin svada af med følgende:

– Jeg er bekymret for fremtiden, for mig selv, min datter og min familie. Forbrugerne har en enorm magt, hvis de vel at mærke beslutter sig for at bruge den. De store virksomheder og især olieselskaberne er kun ude på at tjene penge. Først når indtægterne begynder at svinde, ændrer de opførsel. Enkelte er allerede begyndt at lytte. (Shell for eksempel, red.)

25. juni 2001

© Steen Ulnits

* Bush mod Bush

Ugen, der gik, bragte en rigtig god nyhed fra Guds Eget Land, USA: Man behøver ikke absolut være idiot for at være republikaner. Man behøver heller ikke være idiot for at være bror til den amerikanske præsident!

Vi har tidligere været inde på, at et republikansk medlem af Senatet – senator James Jefford – droppede Bush, da han ikke længere kunne acceptere dennes mildest talt miljøfjendske og stokkonservative politik. Med det vigtige resultat, at republikanerne mistede deres flertal i Senatet. Stokkemetoden virker altså ikke på alle republikanere. Nogle af dem kan tænke selv.

I den forgangne uge måtte George W. Bush Jr. så lide den tort, at hans egen bror gik imod ham. Jeb Bush, der er guvernør i staten Florida, har flere gange opfordret brormand til at droppe alle planer om olieboringer i den Mexicanske Golf ud for Florida. Dette af frygt for olieforurening af Floridas kridhvide sandstrande, som årligt lokker tusinder og atter tusinder af turister til solskinsstaten – med millionstore indtægter til følge.

Repræsentanternes Hus undlod efterfølgende at stemme for George Bush’ forslag – med 267 stemmer mod 164. Ikke færre end 70 republikanere svigtede deres egen præsident ved at stemme nej, og således er der nu sat et foreløbigt stop for planerne om olieboring ud for Florida. Sagen går nu videre til Senatet, der – med et lille demokratisk flertal – forventes at stramme yderligere op mod George Bush.

Men ikke nok med det. Et flertal på 242 mod 173 i Repræsentanternes Hus forhindrede ligeledes, at George Bush kan gøre alvor af sine planer om olieboring i USA’s 19 nationalparker – dem, som ekspræsident Bill Clinton lige akkurat nåede at frede inden sin afgang. Her var det hele 47 republikanere, der valgte at sætte sig op mod deres egen præsident.

Det tredje nederlag kom, da Repræsentanternes Hus med et flertal på 216 mod 194 stemte for at bibeholde Clinton-regeringens bestemmelser om, at mineselskaberne selv skal betale alle udgifter til oprydning på og oprensning af den statslige jord, de måtte forurene under deres aktiviteter. Noget, der med danske øjne burde være en selvfølge.

Alt i alt har de seneste dages forsmædelige nederlag sendt et klart signal til den olievalgte præsident om, at ikke alt vil glide i olie fremover. At der selv blandt republikanere er folk, som kan tænke og føler et ansvar for miljøet.

Gud ske tak og lov for det – i Guds Eget Land.

25. juni 2001

© Steen Ulnits

* Ny hjemmeside om lystfiskeri i Østjylland

Århus Amt har længe arbejdet på en stor hjemmeside om de mange fiskemuligheder, der findes i netop Østjylland. Intet andet sted i Danmark finder man som lystfisker en så stor variation inden for et så relativt begrænset geografisk område. Her er der å, sø, kyst og hav inden for en times kørsel.

Her kan man fiske havørreder fra Djurslands smukke kyster. Her kan man svinge fluestangen over Gudenåens laks og havørreder. Hvis man da ikke i stedet foretrækker stallinger på tørfluen. Eller man kan jagte gedder, aborrer og sandarter i Søhøjlandets mange og smukke søer. For slet ikke at tale om fiskemulighederne i Århus Bugt med tilstødende farvande.

Hjemmesiden, der foreligger i såvel en dansk som en engelsk og tysk udgave, findes på adressen www.angling-eastjutland.dk. Her man man udover selve lystfiskeriet (fiskearter, fiskemetoder og fiskevande) læse alt om mindstemål og fredningstider, vandmiljø samt aktuelle begivenheder i Østjylland.

Mest plads er der helliget fiskevandene, som er udførligt beskrevet i såvel tekst som med fotos og på kort. Her er der virkelig værdifuld viden at hente om de mange og meget forskelligartede fiskemuligheder i Århus Amt med tilstødende områder.

Siden opdateres løbende hver måned med relevante nyheder fra dette det største amt i Hovedlandet. Første opdatering er netop sket.

20. juni 2001

© Steen Ulnits

* – Flere havbrug?

I en ny indstilling fra det danske havbrugserhverv ytres der ønske om 3-dobling af produktionen og dermed også en 3-dobling af forureningen. De bakkes indirekte op af EU, som ønsker en årlig 10% stigning i akvakulturen – som kompensation for reducerede fiskekvoter.

Miljøstyrelsen fastsatte efter den første Vandmiljø-handlingsplan et loft på 650 tons udledt N/år, men nedsatte allerede i 1993 mængden til 560 tons. Danske havbrugeres erklærede mål er nu en udledning på 2.000 tons N/år. (N=kvælstof)

Miljøstyrelsen henstillede i 1996 til amterne, at der etableredes et stop for nye havbrug, da den af regeringen fastsatte grænse for udledning af fosfor på 54 tons P/år nærmede sig. Nu har Miljøstyrelsen imidlertid netop udsendt et brev til amterne, hvori man hæver stoppet for nye havbrug.

Selvsamme Miljøstyrelse dokumenterede i en rapport fra sidste år, at det samlede fiskeopdræt herhjemme hvert år udleder 145 tons formalin, 9 tons kobbersulfat (til bekæmpelse af tilgroning af netburene) samt 3 tons antibiotika.

Disse tal er baseret på data fra ’94 og er næppe blevet mindre i den forgange tid. I 1999 brugte danske havbrugere således mere end dobbelt så megen antibiotika som året før – mere end 1,4 tons mod 0,7 ton tidligere. Og dette til en så begrænset produktion som 7.000 tons årligt.

Forklaringen var den lange og varme sommer, som skabte ideelle forhold for fiskesygdomme som vibriose og furunkulose. Men modsat nordmændene, som vaccinerer hver enkelt fisk, bruger vi herhjemme den nemme løsning med blot at hælde antibiotika i vandet.

En stor del af dette antibiotika optages ikke i fiskene, men havner i stedet på havbunden uden for netburene. Her kan det siden optages af vildfiskene, som æder af det overskydende foder, der synker til bunds.

Jo større forbrug af antibiotika desto større risiko for at udvikle resistens hos diverse bakterier. Det problem har man allerede – herhjemme såvel som i udlandet.

Flere havbrug er derfor den dårligst tænkelige beslutning.

20. juni 2001

© Steen Ulnits

* – Mindre dioxin?

Dansk fiskemel indeholder i dag faretruende høje mængder af giftstoffet dioxin. Dioxin-indholdet i dansk fiskemel er nu så højt, at det ligger over de nye grænseværdier, som er foreslået i EU.

De danske myndigheder blokerede for nogen tid siden et direktiv fra EU, som ville have ødelagt afsætningen for det meget givtige danske industrifiskeri – på grund af det alt for høje indhold af dioxin i danske industrifisk og dansk fiskemel. 40% af vort gennemsnitlige indtag af dioxin stammer fra fisk – heraf 33% vilde fisk og 7% opdrættede. Størst er dioxinindholdet i fisk fra den forurenede Østersø – mindst er det i Nordsøen, hvor det imidlertid er stigende.

Nu ser det imidlertid ud til, at dansk fiskemelsindustri har fundet en vej ud af miseren – i form af en proces, der renser fiskeolien og dermed fiskemelet for en stor del af den giftige dioxin. I hvert fald så meget, at det kan leve op til de trods alt ganske lempelige krav, som EU nu stiller, og som træder i kraft til næste år.

EU havde oprindelig lagt op til langt strengere krav, men ikke mindst på grund af de danske protester slækkede man på kravene. Til fordel for fiskemelsproducenter og industrifiskere – til skade for mennesker og miljø.

20. juni 2001

© Steen Ulnits

* – Mere jagt?

Efter længere tids ballade er miljøminister Svend Auken og amtsborgmester Knud Munk Nielsen nu enedes om reglerne for brugen af de nye naturområder langs den retablerede Skjernå.

I halvdelen af området vil det således blive tilladt at gå på jagt, mens den anden halvdel er fredet. Samtidig bliver det tilladt at sejle i kano gennem hele området. Dette til trods for en klar udmelding fra regeringens støtteparti SF, der bestemt ikke kunne tolerere, at man brugte en kvart milliard skattekroner på at skabe lukrativ jagt for nogle få lokale.

Men den holdning har de åbenbart måttet æde i sig igen. Faktum er i hvert fald, at der fremover vil kunne gås på jagt i omkring 1.000 af de 2.000 nye hektar vådområde langs Danmarks vandrigeste å.

20. juni 2001

© Steen Ulnits

* Ny plan for dansk fiskeopdræt

Siden 1984 er verdensproduktionen i dam- og havbrug mere end fordoblet – i takt med de faldende fangster fra fiskerierhvervet. Mere end en fjerdedel af alle fisk, der spises, stammer i dag fra akvakulturen.

Ifølge FAO lå verdensproduktionen i 1998 på knap 35 mio. tons. FAO forudsiger da også, at den opdrættede mængde fisk allerede i år 2030 vil overstige den fangede mængde på 90 mio. tons om året. Norge overskred allerede sidste år denne grænse med sit lakseopdræt.

FAO har beregnet, at verdens samlede akvakultur produktion, som andrager i omegnen af 50 mia. dollars årligt, i dag udgør omkring 20% af den samlede produktion og det samlede fiskeri af fisk, skaldyr og havgræsser

Sikkert med baggrund i FAO’s rapporter har EU kommissionen besluttet sig for, at akvakultursektoren i medlemslandene skal øge produktionen med 10 procent årligt frem til år 2006. Dette skal også ses i lyset af, at EU generelt har beskåret de traditionelle fiskekvoter kraftigt efter to årtiers laden stå til – med hårdt overfiskede bestande til følge.

Dansk akvakultur vejrer naturligvis morgenluft efter denne melding og har iværksat en offensiv til påvirkning af relevante myndigheder og politikere. Målet er at få ophævet de kvoter for kvælstofudledningen, som har været gældende siden Dambrugsbekendtgørelsen, der fulgte den første vandmiljø-handlingsplan fra 1989.

Den nye målsætning om en 10 procents vækst i akvakulturen har ført til et hurtigt arbejdende udvalg, der med Karl Hjortnæs i spidsen skal lave en indstilling til fødevareministeren inden 1. oktober i år 2001.

14. juni 2001

© Steen Ulnits

* Ny plan for dansk erhvervsfiskeri

For nylig behandlede Folketinget en plan fremsat af fødevareminister Ritt Bjerregaard omkring erhvervsfiskeriets fremtid som et “bæredygtigt” fiskeri.

Planen vandt bred tilslutning i tinget, som nu – i lighed med EU – har måttet erkende, at hidtidig praksis har været alt for slap. Så slap, at de fleste erhvervsmæssigt vigtige fiskearter i dag er på et “all time low” – at bestandene nu er fisket helt i bund. At det har været som at sætte ræven til at vogte hønsene.

Folketinget erkender nu, at torskebestandene i alle vore farvande – de ydre såvel som de indre – er så truede, at der helt enkelt må ske en nedskæring af fiskeflåden for at mindske fiskeriindsatsen. Samtidig ønsker man, at det kystnære fiskeri fremover skal ske med mere skånsomme redskaber.

Planen tager også højde for, at fiskerne ikke fremover blot kan flytte deres aktiviteter fra et område med midlertidigt fiskestop til et andet uden. Hvor der så fiskes på livet løs, indtil der også her må bebudes et fiskestop for at undgå en total udryddelse af fiskene. Planen går ud på, at fiskefartøjerne i videre udstrækning end hidtil skal have et hjemmeområde, hvorfra de fisker.

Endelig foreslår planen også, at fiskeriet af konsumfisk skal prioriteres i forhold til industrifiskeriet. Det skal fremover forhindres, at god spisefisk i stor stil blot bliver til fiskemel. Samtidig skal ungfiskene skånes gennem forøgelse af maskevidden i redskaberne. Endelig foreslås der et forbud mod udsmid eller destruktion af konsumfisk, der ikke skønnes at kunne opnå EU’s mindstepriser.

Planen kommer desværre ikke med bud på trawlfri zoner, hvor dette måtte være af nødvendighed for en rekreativ udnyttelse af fiskebestandene. Den kommer dog ind på, at der kan blive brug for yderligere undersøgelser af trawlfiskeriets eventuelle skadevirkninger på fisk og miljø.

Alt i alt er det nye udspil fra fødevareminister Ritt Bjerregaard et skridt i den rigtige retning – omend man som miljøbevidst lystfisker naturligvis kunne have ønsket sig langt skrappere forholdsregler over for erhvervsfiskeriet.

14. juni 2001

© Steen Ulnits

* Ny Vandmiljø-handlingsplan III

Som det sikkert er de fleste lystfiskere og miljøbevidste mennesker bekendt, så har vi her i Danmark siden 1987 haft hele to vandmiljø-handlingsplaner. Den første aldeles utilstrækkelig – den anden en stærkt nødvendig opstramning af den første på væsentlige områder.

Men ingen af de to ellers godt mente planer havde magt til at dæmme op for landbrugets umådeholdende forbrug af kvælstof. Ingen af dem tog nemlig fat om ondets rod – landbrugets pengepung – og belagde kvælstofforbruget med en afgift. Hvilket ville have haft øjeblikkelig virkning. Nu skete der i stedet det, at Mariager Fjord afgik ved døden i sensommeren 1997.

Derfor skal der nu igen strammes op omkring vandmiljøet, og derfor er Vandmiljø-handlingsplan III nu på tegnebrættet. Men hvor de første to vandmiljø-handlingsplaner tog udgangspunkt i nationale målsætninger for udledningen af kvælstof og fosfor, så forventes den tredje handlingsplan i stedet at være af mere lokal karakter.

Dette skyldes ikke mindst tankegangen bag det nye “Vandrammedirektiv”, som EU for nylig barslede med, og som er omtalt tidligere på denne side. Således skal vi ikke længere tage stilling til, om landbruget må udlede så og så mange tons kvælstof til luft og vand. Vi skal i stedet have en mening om, hvilken miljøkvalitet vi ønsker os og hvilke steder. Og så handle konkret ud fra dette. Slut med at skulle tage stilling til nogle helt absurde grænseværdier for udledning af stoffer, som ingen almindelige dødelige alligevel kender til. Og hvis reelle værdi eksperterne også kun kan gisne om.

Den nuværende Vandmiljø-handlingsplan II udløber i 2003, hvorefter Folketinget skal tage stilling til en ny. På nuværende tidspunkt har regeringen – socialdemokraterne og de radikale sammen med SF – allerede udarbejdet et sæt retningslinjer for tiden efter 2003. Heraf fremgår, at “belastningen fra landbrugsproduktionen ikke må overstige, hvad miljø og natur kan tåle”.

Det kan lyde som et spørgsmål om ord i stedet for handling, men er ikke desto mindre et vigtigt skridt på vejen mod et bedre vandmiljø. Men tilbage står stadig et stort arbejde med at udrede reelle tiltag. Men der tales mere og mere om en konkret afgift på kvælstof – en afgift, der så kunne føres direkte tilbage til landbruget som tilskud til miljøfremnmende foranstaltninger.

14. juni 2001

© Steen Ulnits

* Timer på tønden

Det er, hvad man må regne med, hvis man overhører Fødevaredirektoratets advarsel om giftige muslinger fra området mellem Østjylland, Samsø og Nordfyn.

Dette er naturligvis skidt for de mennesker, der holder af at spise muslinger, men godt for fisk og vandmiljø. Myndighederne har nemlig forbudt det skadelige muslingefiskeri, der ikke blot fjerner de vigtige muslinger, men samtidig også ødelægger bundmiljøet.

Så intet er som bekendt så skidt, at det ikke også er godt for noget. Hold fingrene fra de muslinger – så sker der ikke noget!

14. juni 2001

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Rappe nyheder

Finske Rapala har til 2001 sæsonen lanceret tre spændende nyheder af interesse for sø- og åfiskere.

Som alle åfiskere ved, er en 2-delt flydende Rapala wobler noget af det mest effektive, man som spinnefisker kan sætte på linen. Den leddelte version af den finske balsatræs klassiker har en helt speciel gang, som fiskene har svært ved at modstå. Ny til 2001 er en leddelt “Baby-J” på kun 5 cm. En nyhed, der helt sikkert vil være et farligt bekendtskab for mange af åernes bækørreder og regnbuer.

Er man mere til gedder i søer og moser, har Rapala også en relevant nyhed her. Det er den 7 cm lange og 8 gram tunge “Skitter Prop”, der som navnet siger er forsynet med en propel bagerst på kroppen. Wobleren har ingen næseplade og dykker derfor ikke. I stedet skøjter den afsted på overfladen, mens propellen larmer på bedste amerikanske vis. Et effektivt våben til gedder, der ligger på lur nær siv og åkander.

Endelig er der den ligeledes nye “Tail Dancer”, som er Rapala’s første forsøg udi den amerikanske kategori af såkaldte “banan-woblere” med stor næseplade. Den fås i to størrelser på henholdsvis 7 cm / 9 gram og 9 cm / 13 gram. Det er dybdedykkende sager med indbyggede raslekugler – woblere, der kan nå ned på både 3 og 4 meters dybde under indspinning eller sejlads

8. juni 2001

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Storm over fiskevandet

Der har længe hersket storm over de amerikanske fiskevande – i form af producenten “Storm Lures”, der i mange år har siddet på en god bid af det kolossale marked for woblere i Nordamerika.

Storm Lures er nu blevet opkøbt af finske Rapala, som for ikke så længe siden også overtog den franske krogproducent VMC. Ikke underligt, at samtlige Rapala woblere i længere tid har været forsynet med VMC kroge. Ejheller uventet, at de nye Storm woblere er det! Til 2001 sæsonen har Storm Lures barslet med tre spændende nyheder, der alle er af interesse for danske lystfiskere.

Det er først og fremmest den lille “Chug Bug”, der er en speciel amerikansk foreteelse, som bestemt bør vinde indpas også på vore breddegrader. Det er en “stick” wobler uden næseplade – en type wobler, der ikke dykker under indspinningen, men som er beregnet til at fiske direkte i overfladen. En overbevisende imitation af en skadet småfisk. Der er to størrelser at vælge imellem – 8 cm / 10 gram og 11 cm / 26 gram. Begge størrelser kan fås beregnet til brug i saltvand – med fortinnede kroge. Den mindste fås også til brug i ferskvand – med almindelige brunerede kroge.

“Thunder Stick” har længe været noget nær synonymt med Storm Lures. Lange og smalle woblere med kort eller lang næseplade og indstøbte raslekugler. Denne klassiker er nu redesignet med ultralydsstøbte kroppe, som er bedre udbalanceret, end det tidligere har været muligt. De kæntrer således ikke under høj indspinning. Fås i syv forskellige udgaver – fra den lille 6 cm / 5 grams udgave til den store saltvandsmodel på 11 cm / 18 gram. Vælg mellem højt arbejdende modeller med kort næseplade og dybdedykkere med lang. Eller prøv den nye neutrale “Suspending”.

“Crank baits” har længe været en amerikansk specialitet, som har haft svært ved at vinde fodfæste her i Europa. Det er egentlig synd, for disse dybdedykkere både kaster og fanger godt – specielt til fiskeri efter gedde, aborre og sandart. Den nye “ThunderCrank” model er skabt til spinnefiskeri, hvor der er brug for hurtigt at få wobleren ned på 2-4 meters dybde. Der er indtil videre to størrelser at vælge imellem: 6 cm / 9 gram og 8 cm / 10 gram.

8. juni 2001

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Nye kystagn fra Abu Garcia

Abu Garcia har til 2001 lanceret et helt nyt blink, der specielt er tiltænkt kystens tobisædende havørreder. Det er “Toby Rocket”, som er en lang og ekstra smal udgave af den klassiske model – med de karakteristiske to røde finner i sikker behold.

Den klassiske og hæderkronede Toby er kendt for ar kunne fås i et hav af forskellige vægte og pladetykkelser, så man altid kan finde den rigtige variant for dagen. Og den nye Toby er ingen undtagelse. Toby Rocket fås således i vægtene 12, 16 og 20 gram, der dækker alt kystfiskeri. En ny Flash-finish vækker opsigt blandt både fisk og fiskere!

En anden nyhed fra Abu Garcia er “Terminator Coast”, som er en slags kystwobler eller woblerblink, om man vil. Altså et 3-dimensionelt agn i modsætning til de 2-dimensionelle blink. Karakteristisk for denne agntype er, at de kan spinnes ganske langsomt uden at gå i bunden. Det kan være en stor fordel – ikke mindst på den kolde tid af året, hvor fiskene er træge og ikke orker jagte et hurtigt fisket blink.

Terminator Coast fås i vægtene 15 og 20 gram samt fire yderst realistiske og holografiske farver med masser af dybde. En spændende detalje er krogen, som ikke er en traditionel 3-krog. I stedet er de nye kystwoblere monteret med en dobbeltkrog, der altid vender opad under indspinningen.

8. juni 2001

© Steen Ulnits

* George “Bushwhacker” Junior III

Den amerikanske præsident er nu for alvor kommet ud af busken – med et stort katalog af forslag til, hvordan Amerika i fremtiden skal løse sine energiproblemer.

Allerførst startede han som bekendt med at undsige Kyoto-aftalen, som hans demokratiske forgænger havde accepteret. Dernæst var det “pay back time” for præsidenten, der kun kom til magten på grund af oliebranchens millioner og atter millioner af dollars. Og som tilsyneladende styres helt af vicepræsident Dick Cheeney, der også har en baggrund i oliebranchen.

Således kalkulerer Bush-adfministrationen med, at amerikanernes olieforbrug i de kommende 20 år vil stige med 33%, gas med 50% og elektricitet med 45%. En meget stor del af sidstnævnte vil blive produceret ved afbrænding af fossile brændstoffer, en mindre del via øget udnyttelse af atomkraft og så en lille del via vedvarende energi såsom sol og vind.

Problemet er, at amerikanerne aldrig har lært at spare på energien, der altid har været billig i USA. Her kører man meget i store biler over store afstande. Og her tænder man for sit aircondition anlæg, så såre det bliver for varmt. Eller har radiatorerne kørende for fuld tryk dagen lang, dersom det er koldt. Og naturligvis har man både gadelys og indendørs belysning kørende natten lang. Noget, man helt enkelt ikke vil lave om på for at spare energi.

Stormagten USA er helt enkelt et energimæssigt U-land, som på dette felt kunne lære utrolig meget af Europa og lille Danmark. Gennemsnits-amerikaneren bruger således dobbelt så megen energi som gennemsnits-europæeren. Udslippet af drivhusgasser er tilsvarende dobbelt så stort i Nordamerika som i Nordeuropa.

Derfor har USA nu fået det meste af verden på nakken, når det gælder afværgning af drivhuseffekten. Kun Japan, der har USA som største og vigtigste handelspartner, har vist forståelse for USA’s miljøfjendske enegang. De turde sikkert ikke andet af frygt for eksporten til “Big Brother” i Nordamerika.

Heldigvis har amerikanerne nu i stigende grad selv fået øjnene op for det uholdbare i Bushwhacker’s oliepolitik. Såvel demokrater som republikanere. Allersenest er sågar en af Bush’ egne republikanere – senator James Jefford – sprunget fra, så demokraterne nu har flertallet i Senatet. Bush’ stokkonservative linje blev for meget for republikaneren, der på denne måde har skabt et helt nyt demokratisk flertal i Senatet.

Jefford’s “afhopning” kan således blive lige så betydningsfuld eller skæbnesvanger for amerikansk politik, som da USA’s Højesteret i de kaotiske dage efter det kritisable valg gav George Bush præsidentposten. Trods den kendsgerning, at demokraten Al Gore havde fået mindst 300.000 flere amerikanske stemmer end Bush.

Så der findes alligevel en slags højere retfærdighed. Og der er trods alt stadig håb om et mere miljøvenligt USA. Det er i hvert fald demokraternes udtrykte ønske – og dagens glade budskab!

2. juni 2001

© Steen Ulnits

* Kæmpeørred fra Gudenåen

Fra Gudenåen meldes der om fine fangster af friske opgangsfisk fra sidste halvdel af maj måned. Således er der taget mindst en halv snes flotte fisk i størrelsen 4-6,5 kg – heriblandt enkelte laks.

Men den 31. maj skete så sensationen. Da gik nemlig en kæmpeørred til biddet mellem broerne i Langå. Kæmpen huggede på en spinner fisket af en ung mand fra Randers, der efter en hård fight kunne lande en tromletyk og lynende blank havørred på 12,6 kg – kun 92 cm lang!

Det er den største havørred, som er taget i Gudenåen i de sidste ti år. En fisk, der lover godt for den sæson, som netop nu er ved for alvor at komme i gang.

1. juni 2001

© Steen Ulnits

* Lakseudsætninger i Gudenåen

I dagene 10.-12. april 2001 blev der udsat laks i Gudenåen. Alt i alt blev der udsat 156.524 lakseungfisk. Udsætningerne fandt sted i Bjerringbro, Ulstrup og Stevnstrup – alle beliggende nedstrøms Tangeværket.

Udsætningsprogrammet for Gudenåen videreføres efter samme princip som tidligere år – med stammer indført udefra. Ideen er så, at der skal avles på de bedst egnede stammer – i form af de moderfisk, som siden vender tilbage til Gudenåen som kønsmodne. I modsætning hertil bruges udelukkende laks fra Skjernå til avlsarbejde og udsætning i Vestjylland.

Stammemæssigt fordelte de i Gudenåen udsatte laks sig med 62.641 fra svenske Ätran, 13.466 fra svenske Lagan, 31.276 fra irske Corrib, 23.939 fra irske Burrishoole og 25.202 fra skotske Conon.

Det forventes nu, at så store udsætninger efter al sandsynlighed vil resultere i mange hjemvendende opgangsfisk fra og med 2002.

28. maj 2001

© Steen Ulnits

* Bævere for retten

Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) har netop i Vestre Landsret fået medhold i, at de har ret til at anlægge sag mod Skov- og Naturstyrelsen i striden om de i Vestjylland udsatte bævere.

Skov- og Naturstyrelsen, som i efteråret 1999 udsatte 18 tyske bævere ved Flynder Å i Klosterheden Statsskovdistrikt, finder det for passende med udsætning af tyske bævere i Vestjylland. Trods det faktum, at bæveren har været uddød i Danmark i de sidste 1-2000 år.

Samtidig har selvsamme styrelse nægtet at give Gudenåen status som et laksevand, hvor der ifølge Bern-konventionen skal genopbygges en ny stamme af laks – med nyt blod fra svenske, irske og skotske lavlandselve. Trods det faktum, at Gudenå-laksen blot har været udryddet siden bygningen af Tangeværket i 1920’erne.

DSF ser ikke med milde øjne på de nye bæveres tilstedeværelse, da bæverne jo bygger dæmninger, som kan hindre vandrefiskenes frie passage til deres livsvigtige gydepladser. DSF ønsker derfor udsætningen kendt ulovlig, så vandrefiskenes frie passage sikres. Så styrelsen ikke får mulighed for som planlagt at fortsætte med yderligere udsætninger.

28. maj 2001

© Steen Ulnits

* Vadehavet i et vadested

Vadehavet er et uhyre vigtigt naturområde for fugle og fisk. Det er derfor blevet foreslået, at såvel den danske som den tyske og den hollandske del af Vadehavet udpeges til “Verdens Naturarv”. Det er en status, som Unesco under FN tildeler naturområder af særlig interesse verden over.

Hvis Vadehavet indlemmes i Verdens Naturarv, kommer vi i meget fint selskab. Således er verdensberømte attraktioner som Victoria Vandfaldene, Kilimanjaro, Galapagos Øerne, Grand Canyon og Great Barrier Reef med i Verdens Naturarv, der blev oprettet i 1972.

Imidlertid har der fra lokalt hold været en udtalt skepsis omkring projektet. En skepsis, der har udmøntet sig i flere møder om Vadehavets fremtid og fremtidige status. Fra lokalt hold er man bange for at få trukket en lang række nye bestemmelser om brugen af det unikke område ned over hovedet. At man ikke længere kan gå på jagt i området. At man ikke længere kan fiske med sine garn og ruser, som man altid har gjort. At man ikke fremover kan udvide den store og økonomisk vigtige fiskerihavn i Esbjerg.

For miljøminister Svend Auken er der ganske megen prestige – national såvel som international – forbundet med at få Vadehavet indlemmet i Verdens Naturarv. Så megen, at han givet vil gøre alt, for at det skal lykkes. Det skal blive spændende at se, hvor langt hans politiske evner rækker – om han blandt meget andet kan tøjle de rebelske borgere i statsministerens egen fødeby, Esbjerg!

Senest har han tilkendegivet, at det er de to sønderjyske amtsråd – Sønderjyllands og Ribe – der skal tage stilling til Vadehavets fremtid. Han har samtidig beskyldt dagbladet JyskeVestkysten for sammen med partiet Venstre at have startet en skræmmekampagne imod indlemmelsen. Med trsuler om nye restriktioner for brugen af området.

I Folketinget er der på nuværende tidspunkt et klart politisk flertal for at lade Vadehavet indgå i Verdens Naturarv. En endelig stillingtagen vil finde sted den 16. august.

21. maj 2001

© Steen Ulnits

* Den gamle biolog takker af

Forhenværende statsbiolog Knud Larsen er efter en længere periode med sygdom netop død – 89 år gammel. Et langt liv viet til at forbedre forholdene for især ferskvandsfiskeriet i Danmark er hermed til ende.

Barndommen i Næstved med den spændende og nærliggende Suså gav ham i en tidlig alder interessen for, hvad der rørte sig under vandet, og efter studentereksamen fra Haslev gymnasium i ’31 blev det til et studium ved Københavns Universitet som cand. mag. i naturhistorie og geografi. Allerede i ’34 blev Knud Larsen ansat ved den lille biologiske station i Frederiksdal ved Furesøen og var fra ’52 til ’72 leder af ferskvandsafdelingen ved “Danmarks Fiskeri- og Havundersøgelser” på Charlottenlund Slot.

Efter sin pensionering fortsatte Knud Larsen med arbejde som konsulent i flere sammenhænge og var i en årrække formand for Dansk Akvakultur Forening.. Han har desuden gennem 20 år deltaget i den internationale lakse- og ørredkommittés arbejde.

Af det, der mest markant står tilbage af Knud Larsens mangeårige indsats, bør nævnes, at det var ham, der i slutningen af 1940’rne indførte el-fiskeriet i Danmark, hvor den lille Gudum å ved Slagelse blev brugt som forsøgsvand. Ved el-fiskeriet fik man et hidtil ukendt grundigt indblik i vandløbenes fiskebestande, og det dannede grundlag for udarbejdelse af moderne udsætningsplaner, hvor tidligere tiders lidt planløse udsætninger blev erstattet af udsætninger tilpasset vandløbets karakter.

I særlig grad var det ørreden, der havde Knud Larsens interesse, og det resulterede bl.a. i storstilede forsøg med kystudsætninger af små ørreder. Disse forsøg viste, at denne udsætningsform var særdeles rentabel mange steder.

Knud Larsens forskning i ørreders levevis og de forskellige udsætningsformer har dannet baggrund for de store udsætninger, der op til vore dage har betydet, at den almindelige lystfisker nu har fine chancer for at fange havørreder ved kysten. Det var da også en stor skuffelse for den gamle biolog, da han i den sidste tid før sin død erfarede, at der var planer om alvorlige nedskæringer i udsætningerne.

Ud over ørreder har Knud Larsen især beskæftiget sig med ål og krebs samt undersøgelser omkring, hvordan de danske søer skal behandles for at blive optimale fiskevande.

Privat var Knud Larsen ivrig lystfisker og jæger. Det blev til mange ture med “Bonavista” på Øresund eller efter især aborrer på Tystrup Sø eller Tissø , samt med skydepram efter ænder og blishøns på Storstrømmen – endda så sent som sidste efterår.

I sine sidste leveår følte Knud Larsen en stigende bekymring for fiskeriets fremtid, efter at visse “naturromantiske” synspunkter er ved at vinde indpas og påvirke politikerne. Hans grundsynspunkt var, at vandområderne skulle udnyttes fornuftigt og på naturens betingelser – med menneskers bistand om nødvendigt. Og at det måtte erkendes, at vi i vort lille, kulturprægede land ikke kunne lade naturen passe sig selv – skønt det ville være det billigste!

Knud Larsen var også blandt de første til at advare mod den stigende forurening, men talte i mange år for døve øren, ligesom han kæmpede imod Hedeselskabets ødelæggelse af vore vandløb. Som omtrent den eneste advarede han mod følgerne af Skjernåens udretning – den naturødelæggelse, der først nu med store omkostninger er ved at blive rettet op på.

Gennem årene blev det også til en stor produktion af artikler, afhandlinger og ikke mindst bøger, der henvendte sig til den almindelige fiskeriinteresserede. Af hans bøger – der har opnået stor udbredelse – kan nævnes bøgerne om “Krebseavl” og “Småvandsfiskeri”, “Laks og laksefiskeri”, “Lystfiskerens Billedleksikon”, “Ålen – og hvordan man fanger den” samt “Hvor står fisken?”.

Størst udbredelse har sikkert Politikens bog “Jeg er lystfisker” opnået, hvor Knud Larsen var redaktør og skribent ved de 11 første udgaver. Han var også stærkt involveret i værket “Danmarks Natur” og ” Dansk Sportsfiskerleksikon 1-5″. Ved sin død arbejdede Knud Larsen på en større værk om danske ferskvandsfisk. Forhåbentlig vil andre kræfter fuldføre bogen.

Knud Larsens store indsats for dansk ferskvandsfiskeri, det omfattende oplysningsarbejde om emnet samt hans internationale indsats resulterede til sidst i udnævnelsen til Ridder af Dannebrog.

Knud Larsen efterlader sig hustruen Åse Larsen samt datteren Annelise Røssel og sønnen Bjørn Larsen, sidstnævnte formand for “Landsforbundet Danske Lystfiskere”.

Bjørn Larsen

Broby, den 14. maj 2001

* George “Bushwhacker” Junior II

Som nogen måske har fornemmet, er min sympati ikke rigtig med USA’s nye præsident George Bushwhacker Junior – fars dreng og oliemillionærernes yndling.

Min antipati mod Bushwhacker skyldes først og fremmest hans miljøfjendske holdning og handlinger, som er omtalt tidligere på disse sider. Den skyldes i høj grad også, at han udelukkende nåede så langt som til præsidentposten på grund af kolossale tilskud fra den oliebranche, han selv og hans far begge er en integreret del af.

Således postede Bush-lejren ikke mindre end 794 millioner kroner i at få Bushwhacker valgt til posten, mens demokraterne – som ikke bakkes op af oliedollars – kun formåede at samle 414 millioner kroner til Al Gore’s valgkamp. Altså havde republikanerne næsten dobbelt så mange penge til rådighed som demokraterne. Præcis som tilfældet nu er med mediemagnaten Berlusconi, der stiller op til præsidentvalget i Italien.

Men heldigvis er jeg ikke alene om min Bush-antipati. Således udtalte guitaristen i det sydstatsamerikanske rockband R.E.M., Peter Buck, for nylig følgende til Dagbladet Politiken:

“Jeg synes, det er synd for de fæhoveder, der stemte på ham (Bush). Der er rigtig mange fæhoveder i USA, og de ville åbenbart gerne regeres af en af deres egne”…

Tegneren Hans Martin Strid kommenterede i sin tid – umiddelbart efter valget – den nye præsident i en stribe i selvsamme dagblad med følgende ordlyd, da den konservative Per Stig Møller netop havde manet til et fortsat samarbejde – også med den nyvalgte præsident:

“Sådan noget pis!!! Det er kraftedderme ikke min opgave!!! Manden går ind for dødsstraf. Han går ind for våben til alle. Han er imod fri abort. Han er ikke god – han er OND!!!

“Han er chef for et land, der slagter oprørere under dække af borgerkrig, henretter sorte, udpiner U-landene. – Hvorfor skal vi samarbejde med ham? – Fordi han har ret, eller fordi han er den stærkeste? – Fordi det er rigtigt, eller fordi det er det nemmeste? The answer is blowing in the wind!”

Man kan diskutere ordvalget, men ikke indholdet. Og det har ikke det fjerneste med politik at gøre – kun moral og holdninger. Eller mangel på samme. Vælg selv. Vi lever jo i et frit land – heldigvis ikke Guds eget.

13. maj 2001

© Steen Ulnits

* Fornyet fokus på ålegræs

Det er et velkendt faktum, at ålegræsbælter hører til de allermest produktive biotoper – i Danmark såvel som Europa og Nordamerika. På begge sider af Atlanten er det nemlig den samme art af ålegræs – Zostera marina – der forekommer. Mod syd i USA afløses ålegræsset af det kortere og tættere “turtle grass”, som eksempelvis bonefish elsker at græsse i.

På begge sider af Atlanten blev ålegræsset – også benævnt “eel grass” over there – i 1930’erne ramt af en sygdom, der decimerede populationerne Til stor skade for det myldrende dyreliv, som holdt til her.

I USA, hvor der typisk er kortere mellem tanke og handling end herhjemme hos politikere og myndigheder, går man aktivt til værks for at hjælpe ålegræsset tilbage til det lave vand langs kysterne. I stor stil opdrætter man nemlig ålegræs til udsætning på egnede steder.

Ofte er det skoleklasser, der står for disse udplantninger. Skoleelever, som på denne måde får en værdifuld indsigt i ålegræsset og dets store betydning for vandmiljøet. Til formålet har man udviklet det såkaldte “TERF” system, der består af rammer til udplantning af unge ålegræsskud. Når ålegræsset har fået fodfæste, fjernes rammerne helt og kan så genbruges.

Ved den store Chesapeake Bay alene deltog således mere end 200 biologilærere fra 140 skoler sidste år i et program, der hedder “Bay Grasses Classes”.

Samtidig ønsker myndighederne ikke, at de ålegræsbælter, der har etableret sig i takt med en forbedret vandkvalitet – som følge af en bedre vandrensning – skal ødelægges af erhvervsfiskeri med skrabende redskaber. Det førte i staterne Maryland og Virginia til, at man i store områder helt enkelt forbød dette fiskeri.

Gid man i de indre danske farvande kunne tage sig sammen til at forbyde muslingeskrab og trawlfiskeri, som på samme måde ødelægger de nyetablerede ålegræsbælter herhjemme. Og gid man på samme måde kunne involvere skoleklasser og skolelærere i udplantning af muslinger og ålegræs på egnede steder…

Måske vi alligevel kunne lære et og andet af de altid entreprenante amerikanere – også selv om miljømodstanderen George Bushwhacker Junior nu er ved roret?

10. maj 2001

© Steen Ulnits

* Stop “fifleriet” med fisketegnspengene!

Under denne overskrift udtaler Landsforbundet Danske Lystfiskere (LDL) deres uforbeholdne mening om de nye direktiver for fiskeplejen:

“Med stor bekymring og beklagelse har vi i “Danske Lystfiskere” gennem de senere år været vidne til, at de penge, som fisketegnet indbringer – og som overvejende er indbetalt af lystfiskere med stang og snøre – i stadig større omfang er blevet brugt til formål, bl. a. forskning, der egentlig er en statsopgave.

Vi må slå fast, at formålet med indførelse af et fisketegn var at skabe en slags “brugerbetaling” for lystfiskere, hvor pengene primært skulle anvendes til udsætninger og andre opgaver, der var direkte til gavn for betalerne. Så alle landets lystfiskere i det daglige kunne opleve, at de fik noget for deres penge.

Reaktionen fra lystfiskerne på, hvad der med god ret kan opfattes som misbrug af fisketegnsmidlerne, er da også nu ved at indfinde sig. Der er sket en begyndende afmatning i salget af fisketegn, men denne udvikling har ikke fået de bestemmende myndigheder – fiskeridirektorat og ministerium – til at bryde med deres forkerte linie. Tværtimod har svaret på de faldende indtægter været yderligere nedskæringer i midlerne til udsætninger og vandløbsforbedringer.

Den seneste nedskæring, der vil ramme lystfiskerne hårdt, er det nyligt indførte stop for udsætning af ørreder i saltvand samt fra år 2002 en halvering af udsætning af ørreder i åmundinger. “Danske Lystfiskere” har naturligvis omgående – da beslutningen blev kendt – protesteret over dette overgreb, men har endnu ikke – efter 2 måneders forløb – modtaget svar fra de “ansvarlige” myndigheder (!)

I “Danske Lystfiskere” forstår vi naturligvis godt, at myndighederne ikke er glade for at blive konfronteret med de mange protester, der er indløbet – ikke alene fra os, men fra en lang række foreninger – imod disse nedskæringer, der betyder, at kystfiskeriet efter ørreder vil blive sat mange år tilbage.

Landsforbundet “Danske Lystfiskere” skal opfordre myndighederne til at betænke, at det er lystfiskernes penge, der på denne måde “fifles” med, og alene med det formål at frigøre midler til en decideret statsopgave – nemlig forskningen.

Vi må advare om, at reaktionen sikkert ikke udebliver – nemlig en yderligere reduktion af fisketegrissalget – og skal derfor atter opfordre til, at nedskæringerne tages af bordet, og at der fremover ses mere opmærksomt til de ønsker, der kommer frem fra repræsentanterne for landets ca. 500.000 lystfiskere.

Landsforbundet Danske Lystfiskere”

10. maj 2001

* George “Bushwhacker” Junior

Alle i Australien ved, hvad en “bushwhacker” er. Det er en mand, som kæmper sig frem gennem bush’en. Eller en mand, der ligger på lur samme steds og overfalder uskyldige mennesker. En australsk udgave af vor hjemlige landevejsrøver.

Nu må man så konstatere, at den amerikanske præsident – med minimal indsigt og maksimale olieinteresser i ryggen – faktisk er en vaskeægte bushwhacker og derfor med rette burde hedde George “Bushwhacker” Junior.

Mens amerikanerne harmes over den kinesiske tilbageholdelse af 24 amerikanske efterretningsfolk, hvis spionfly måtte nødlande på den kinesiske ø Hainan efter et fatalt sammenstød med en kinesisk jager den 1. april i internationalt luftrum, så harmes kineserne nu officielt og aldeles på linje med EU over amerikanernes totale forkastelse af Kyoto-aftalen.

Således har Kina nu meddelt omverdenen, at det kommunistiske land betragter det kapitalistiske USA som “uansvarligt”, når Bushwhacker Junior trækker sig helt ud af den aftale, hans forgænger indgik om reduktion af CO2-udslippet.

Kina er ganske vist verdens suverænt største enkeltudleder af drivhusgasser, men tager man den enorme befolkning med i beregningen, hører Kina – endnu – til blandt udviklingslandene. Den enkelte borger i USA derimod er verdens suverænt største udleder.

Det er da også derfor, at Bushwhacker Jr. nu har erklæret krig mod de fredningsbestemmelser i USA’s nationalparker, som hindrer boring efter endnu mere råolie… Myndighederne regner med, at det vil tage den nye præsident to til otte år at ændre på lovgivningen, så oliejagten kan gives fri.

29. april 2001

© Steen Ulnits

* Påskeæg og påskefred

For nogen tid siden lykkedes det overraskende en samling fritidsfiskere og pensionerede erhvervsfiskere i Frederikshavn at overbevise Skov- og Naturstyrelsen om, at skarvkolonien på øgruppen Hirsholmene ud for Nordjylland skal halveres – ved at overmale æggene med paraffinolie, så ungerne kvæles. Vel at mærke uden at forældrene så blot lægger nye æg.

Overraskende, når nu selvsamme styrelse i mange år har holdt hånden over den forkætrede skarv, uanset hvor megen skade den gjorde på omgivelserne og lokale fiskebestande. Tilsyneladende med det ene formål, at bestanden skulle vokse sig så stor, stærk og skadelig som overhovedet muligt.

Men mens man alle andre steder i landet malede påskeæg til den helt store guldmedalje i disse dage, så blev der ikke malet skarvæg på Hirsholmene i påsken. Det skyldes, at skarverne endnu ikke har meldt sig i større tal og endnu ikke lagt ret mange æg. Således var der ved sidste optælling kun æg i 60 ud af 435 reder.

Så indtil videre hersker der påskefred på den lille og stenede øgruppe i Norddanmark.

18. april 2001

© Steen Ulnits

* Laks lader livet

Færøerne har fået nye problemer at slås med – i form af en virusinfektion, der i værste fald formodes at ville koste 1,2 millioner tamlaks livet. ILA – Infektiøs Lakse Anæmi – er navnet på den nye sygdom, som nu for anden gang på et år er konstateret i et færøsk havbrug – denne gang i Andefjord på Østerø.

De sygdomsramte laks destrueres for at mindske risikoen for yderligere smitte, men det er tvivlsomt, om det hjælper. Landbrugets problemer med kogalskab og mund- og klovsyge er et oplagt parallel på landjorden.

Vi må blot endnu engang konstatere, at industriel masseproduktion af levende fødevarer ikke er fremtiden. Og endnu engang frygte for, at sygdomme fra værdiløse tamlaks spredes til værdifulde vildlaks.

Indtil videre har ILA kostet Færøerne tabte eksportindtægter i størrelsesordenen 100 millioner kroner.

18. april 2001

© Steen Ulnits

* En ny æra ved Skjern Å

Den 16. april åbner fiskeriet i Skjern Å ,og hermed starter en ny æra. Det er første gang, at vi som lystfiskere får muligheden for at besøge den genslyngede Skjern Å. Danmarkshistoriens hidtil største naturgenopretningsprojekt gør naturligvis fiskepremieren ved Skjern Å mere interessant end normalt.

Samtidig med dette fylder en af de store gamle lystfiskerforeninger langs åen 75 år. Det drejer sig om Lystfiskerforeningen af 1926, som har valgt at fejre sit jubilæum ved bl.a. at afholde en fiskekonkurrence med flotte præmier. Konkurrencen er åben, og for ikke-medlemmer koster det 100 kr. at deltage (dog kun 50 kr., hvis man er under 18 år).

Indvejning og præmieoverrækkelse finder sted ved Skarrildhus, hvor der fra 15-17 er åbent hus med kaffe, øl og vand. Her vil det ligeledes være muligt at få yderligere oplysninger om foreningen , dens fiskevande og aktiviteter. Alle skal være velkomne, og vi håber på en god dag med mange fisk og oplevelser til alle.

Med venlig hilsen og på gensyn ved åen den 16. april!

Lystfiskerforeningen af 1926

Henrik V. Pedersen, formand

86 52 37 96 eller 22 70 06 44 

10. april 2001

* Nyt “Vandrammedirektiv” fra EU

EU har tidligere været efter det danske miljø – med påbud om højere krav til vandkvaliteten. Nu har et nyt direktiv fra Bruxelles så rokket ved forudsætningerne for de to i høj grad utilstrækkelige vandmiljø-handlingsplaner siden 1987. Direktivet sår samtidig tvivl om udformningen af den tredje, som allerede er under opsejling.

Som bekendt har landbruget slet ikke levet op til kravet om en halvering af kvælstofudledningen, men kun nået det halve – max. Samtidig forudsætter den nuværende vandmiljø-handlingsplan, at der skabes 16.000 hektar nye vådområder, som kan tilbageholde kvælstof. Til dato er der blot etableret 87 hektar med 1.078 yderligere på vej…

EU’s nye Vandrammedirektiv, som blev vedtaget i september 2000, er nemlig en helt ny måde at anskue tingene på. Det nye direktiv pålægger nemlig alle medlemslande at definere en målsætning for vandmiljøet. En definition, som kræver en langt højere stillingtagen end hidtil. Således skal politikerne fremover tage stilling til spørgsmål af typen:

– Er det OK, at hummerne aldrig kan vende tilbage til Kattegat?

– Er det OK, at Mariager Fjord afgår ved døden engang imellem?

– Er det OK, at der ikke længere kan leve rødspætter i Århus Bugten?

– Er det OK, at der regelmæssigt sker en opblomstring af giftige alger?

– Er det OK, at havbunden regelmæssigt pløjes op af tunge trawlskovle?

– Er det OK, at ålegræsset aldrig vender tilbage til de indre danske farvande?

Det er spørgsmål af denne art, der går helt anderledes tæt på politikernes vederhæftighed og den danske folkesjæl. Spørgsmål, som alle kan forholde sig til – stik modsat nogle helt absurde grænseværdier for udledning af stoffer, som ingen almindelige dødelige alligevel kender til. Og hvis reelle værdi eksperterne også kun kan gisne om.

Fremover skal vi altså vende tingene helt på hovedet. Vi skal ikke længere tage stilling til, om landbruget må udlede så og så mange tons kvælstof til luft og vand. Vi skal i stedet have en mening om, hvilken miljøkvalitet vi ønsker os. Og så handle ud fra dette.

Det overordnede formål med det nye vandrammedirektiv er grundlæggende, at de nye EU-medlemslande i øst og de gamle medlemslande i vest skal være ligestillet, hvad angår produktion af landbrugsvarer.

10. april 2001

© Steen Ulnits

* Ny fiskeriplan fra EU

EU har nu erkendt, at landenes fælles fiskeripolitik har været en absolut og total fiasko. At man med den ene hånd har bevilget millioner af kroner til reduktion af den bestående fiskeflåde, mens man med den anden har finansieret en modernisering af den resterende flåde, så den kan fange endnu mere.

Resultatet er det velkendte: Flere fiskearter er fisket så langt ned, at bestandene ikke længere tåler fiskeri overhovedet. Torskefiskene er et godt eksempel på denne falliterklæring. Og på fiskernes erklærede vilje til at fortsætte fiskeriet, til den sidste torsk er opfisket – hvis de altså ikke stoppes med kontrol og sanktioner. I sandhed et liberalt erhverv.

Men EU har en plan. En ny fiskeripolitik, der forhåbentlig vil gøre det bedre end den gamle. Ringere kan det i hvert fald dårligt blive. Et af midlerne til bedre fiskebestande i fremtiden bliver flerårige fiskekvoter i modsætning til de nuværende, der kun gælder fra ét år til det næste. Med flerårige kvoter kan man planlægge mere langsigtet og løbende justere ind efter forholdene.

Et andet middel bliver en harmonisering af fiskerikontrollen og sanktionerne over for fiskerne. Fremover skal det ikke være som nu, hvor en fisker i ét land kan fængsles for noget, der blot straffes med en bøde i et andet. Fremover skal der satses på fælles, overordnede EU inspektionsskibe, der kontrollerer alle landes fiskere i et givet fiskeområde – ikke som nu de enkelte landes egne inspektionsskibe.

Endelig beskæres det nuværende EU-tilskud på 8 milliarder årligt – med det endemål, at erhvervet fremover skal være både økonomisk og miljømæssigt bæredygtigt.

Lad os krydse fingre for, at EU med disse nye forholdsregler kan gøre fortidens synder gode igen.

10. april 2001

© Steen Ulnits

* OSPAR rør på sig

Den hidtil ret negligerede forurening med stærkt giftige tjærestoffer (PAH’er også kaldet) fra olieindustrien i Nordsøen er nu kommet i søgelyset hos den internationale miljøorganisation OSPAR. Det kunne miljøstyrelsens formand Steen Gade i hvert fald fortælle, da han for nylig annoncerede OSPAR’s næste årsmøde. Ikke mindst erhvervsfiskerne har længe haft et godt øje til denne forurening som mulig årsag til nedgangen i fiskebestandene i Nordsøen.

OSPAR er en organisation, der opstod efter den første større oliekatastrofe i verdenshistorien. Det var tankeren “Torrey Canyon”, der i 1967 sank i Kanalen og lækkede 120.000 tons tyk råolie. Olien drev siden i land på de engelske og franske kyster, hvor den ødelagde store østersbanker og dræbte havfugle i tusindvis.

OSPAR har fået navn efter Oslo og Paris konventionerne, der blev til i 70’erne og havde til formål at skabe kontrol med olieforureningen af verdenshavene. De to konventioner blev siden slået sammen og en fælles organisation oprettet 1992. OSPAR var dog først fuldt funktionel i 1998. Organisationens seneste møde blev afholdt 26.-30. juni 2000 i København.

Miljøstyrelsen presser nu på for at få fastsat internationale regler for udslippet af PAH’er i Nordsøen. Ikke uventet mener olieindustrien, at det reelle udslip af PAH’er og andre farlige stoffer fra olieudvindingen er langt mindre end antaget af Miljøstyrelsen. Og slet ikke uventet mener fiskerierhvervet, at olieindustrien bærer hele skylden for den massive tilbagegang for torsken i Nordsøen og dermed også det nuværende torskestop.

Nordsøen er blevet én stor sandkasse, hvor alle smider sand i øjnene på hinanden. Trist blot, at børnene er så store…

10. april 2001

© Steen Ulnits

* Om at fiske og fange sig selv

At kunne gå på jagt eller at fiske er for mig en af de store glæder ved at bo på Samsø. At skyde et dyr eller fange en fisk stiller krav og giver stolthed, når det lykkes og gøres ordentligt.

Og når det drejer sig om fisk, har havene givet rigeligt, og der har været nok at tage af. Sådan er det ikke længere. Taler man med de tilbageværende erhvervsfiskere i Ballen, har det siden 1987 været anderledes. Der er ikke længere torsk og rødspætter i havet omkring Samsø. Man skal ud i de dybe render i Storebælt og Lillebælt – omkring øen kan der være lidt ål, skrubber, ising og pighvar.

Og så det sagen her egentlig drejer sig om, nemlig: Havørreder. Dem er der til gengæld flere af end tidligere. Det er udsatte fisk – betalt af fiskekort via Fiskeplejefonden. Byttemæssigt konkurrerer de ikke i væsentlighed med de andre fisk, og føden til dem er iflg. biologerne rigelig.

Det har været en slags allemandsret at sætte et garn og fange fisk til eget behov og overlevelse. Ingen kan længere siges at gøre det af nød – men glæden ved at fange fisk med garn for at kunne give naboer en røget fisk til jul er forståeligvis stadig stor. Alle må, hvis man betaler sine fiskemærker, sætte 3 garn – mindst 100m fra land. Her er ørrederne sværere at fange, og derfor sættes garnene ulovligt i strandkanten. Og selv det kan der være en vis forståelse for.

Men hvis det er rigtigt, hvad jeg i går blev præsenteret for i Jylland – at der på Samsø er én, som med ulovlige garn siden jul har fanget 120 ørreder – så er det ikke kun uden omtanke, men også ærgerligt. Fordi de kommercielle ulovligheder bærer ved til planerne om helt at forbyde garnfiskeri i indre danske farvande. Og det vil være afmægtigt for erhvervsfiskerne i Ballen og for dem, som forvalter allemandsretten med omtanke – ja, for os alle, også ham selv.

Det er også ærgerligt, at det stigende antal af yngre pensionister, som har drømt om et frit liv som jægere og fiskere, sætter ulovlige garn i et stadig større omfang. Drømmen om selvbestemmelse og en fri pensionisttilværelse er meget forståelig. Og det er synd, at der nu kun er de ulovlige garn og ørrederne til at opfylde drømmen med. Men det er ganske enkelt ikke værdigt at vade 20 meter ud fra stranden med ulovlige garn og fange ørreder. Det er for nemt og som at tage slik fra børn. Og det vindes der som bekendt ingen hæder eller ære ved.

Med det ulovlige garnfiskeri fanges undermålere (under 40 cm) og nedgangsfisk (fisk som har gydt). Fisk, som bør sættes ud igen, men som dør i garnene. Denne form for ulovligt fiskeri er at sammenligne med krybskytteri med lommelygter om natten. Det er der ingen stolthed ved! Det kan kun fylde i gryderneog ødelægger fiskeriet for alle!

Naturen har været en ubegrænset ressource, men i dag bliver den værdisat – også i kroner og ører. 120 havørreder er ca. 250 kg. fisk. De kan sælges eller bruges i et køkken til en pris af 25 kr pr. kg. i alt: 6.250 kr. Og det er da en slags penge. Men hvis 120 havørreder fanges af 5 danske familier som bor i sommerhus en uge med det gennemsnitlige døgnforbrug for turister i Århus Amt på 327 kr. (327 kr. x 5 personer x 7 døgn) bliver det i stedet til 57.225 kr. Var de blevet fanget af 12 udlændinge, som boede på hotel i en uge hver, var det blevet en omsætning til øen på 168.000 kr. i stedet.

Nu kan ikke alt gøres op i penge. Men det ulovlige garnfiskeri skubber læsset den vej og fjerner os fra allemandsret, selvbestemmelse og ret og rimelighed. Med omtanke kunne der være fisk til alle.

Jeg ved at det er en meget øm tå, jeg her træder på. Men fra tid til anden skal der frisk luft til en ligtorn, hvis man til stadighed vil kunne gå frit i verden.

Knæk & Bræk,

Ole Kæmpe

Forstander, Højskolen

Kolby, Samsø

Ovenstående er oprindelig et indlæg, som blev bragt i Samsø Posten.

8. april 2001

© Steen Ulnits

* Konservativt forslag om dambrug

Kort før jul fremsatte Det Konservative Folkeparti et beslutningsforslag om dambrug og deres drift i Folketinget. Forslaget gik i al sin enkelhed ud på, at dambrugenes produktion fremover skal fastsættes efter deres reelle udledninger og ikke – som det er tilfældet i dag – efter foderforbruget.

Denne regel stammer fra den såkaldte “dambrugsbekendtgørelse”, der fulgte i hælene på den første og aldeles utilstrækkelige vandmiljø-handlingsplan fra sidst i 80’erne. Det er selvsamme bekendtgørelse, som siden har ført til domfældelse af en hel del dambrugere – til konfiskation af ulovlig fortjeneste og bødestraffe i millionklassen.

Nu mener så det Konservative Folkeparti, at bekendtgørelsen skal ændres, så dambrugeren fremover selv kan tilrettelægge sin produktion. Det liberale parti mener, at dambrugeren herved får et incitament til at optimere sin produktion og dermed reducere udledningerne af organisk stof og næringssalte til et minimum. Partiet mener, at det som minimum vil give en lige så god vandkvalitet som i dag.

Den oprindelige årsag til, at foderforbruget og ikke udledningerne blev lagt til grund for produktionsgodkendelser, var ellers enkel nok: Foderforbruget kan man kontrollere via regnskabet – udledningen fra produktionen har man ikke en jordisk chance for at kontrollere sikkert.

Derfor kan det kun undre, at det Konservative Folkeparti nu har stillet et sådant forslag. Men det er jo et liberalt parti, og dambrugsdrift er jo et liberalt erhverv. Næste forslag fra de Konservative bliver så sikkert, at fiskerierhvervet også fremover skal til at kontrollere sig selv.

Så ved man da, hvor man har de Konservative henne, og det er vel egentlig godt nok. Vi ved jo alle, hvordan det går, når man sætter ræven til at vogte høns.

29. marts 2001

© Steen Ulnits

* Børge Christensen takker af

Danmarks Sportsfiskerforbunds (DSF) miljøkonsulent gennem en menneskealder – Børge Christensen – har valgt at gå på pension. Børge, der har en fortid som malermester og ikke miljømand, blev tidligt DSF’s ihærdige, vidt respekterede og bredt frygtede forkæmper for vandmiljøet. I første omgang som bibeskæftigelse og siden som fuldtidsansat hos DSF.

Næppe nogen anden enkeltperson har gjort så meget for vandmiljøet i Danmark som netop Børge Christensen. Havde han først fået fært af en sag, der var på kant med loven, bed han sig fast og gav ikke slip, førend synderen var bragt for retten og miseren rettet op. Børges aggressive og konsekvente holdning har dog ikke kun givet positive resultater. Således har flere foreninger gennem årene meldt sig ud af DSF, da de mente, Børge var for rabiat. At man hellere skulle tolerere lidt miljøsynderi i stedet for at miste sit fiskevand.

Men Børge gik aldrig på kompromis, og det har han gennem årene vundet sig mange både venner og fjender ved. Til hans livs største sejre hører givetvis, at DSF umiddelbart efter vedtagelsen af miljøloven i 1973 blev kendt høringsberettiget i miljøsager – for øvrigt i lighed med Danmarks Naturfredningsforening, der imidlertid var 7-8 gange større.

Til andre store sejre hører dommen over Grindstedværket for dets kviksølvforurening af Karlsgårde Sø og Henne Strand. Samt sejren over De Danske Spritfabrikker og deres planer om udbygning ved og forurening af Glatved Strand og Mariager Fjord.

Endelig må man konstatere, at det under Børges regeringstid er blevet sværere og sværere at være dambruger ved de danske åer. Således er der ikke oprettet et eneste nyt dambrug siden 1972, mens mange er blevet nedlagt.

Men der er endnu et stort slag, der skal kæmpes, førend Børge Christensen takker endegyldigt af. Det er Gudeåcentralen og Tangeværkets fremtid. Børge helmer næppe, førend der er skabt en fungerende passage omkring den forkætrede Tange Sø…

29. marts 2001

© Steen Ulnits

* “Sportsfiskeren” fylder 75

Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) – der “kæmper din sag, mens du fisker”, og som selv for ikke så længe siden fyldte 60 år – har et medlemsblad, der er endnu ældre. Det er “Sportsfiskeren”, som i år fylder 75 år.

Pudsigt nok er bladet ældre end forbundet, hvilket der naturligvis er en god forklaring på. Bladet så nemlig første gang dagens lys i 1926 – for øvrigt som en forløber for Sportsfiskerforeningen, der blev dannet samme år, og som var den første landsdækkende forening for sportsfiskere i Danmark.

Sportsfiskerforeningen levede fra 1926-1938, hvor Danmarks Sportsfiskerforbund blev oprettet og overtog udgivelsen af bladet Sportsfiskeren. Allerede fra første nummer var det vandmiljøet i de danske åer, der primært bekymrede skribenterne – en bekymring, der har holdt sig usvækket frem til i dag, hvor DSF fortrinsvis repræsenterer fiskere og foreninger med interesse for åfiskeri i Jylland.

Hatten af for den bekymring og det engagement, der blandt meget andet førte til verdens første miljølov i 1973. Og tillykke med fødselsdagen!

29. marts 2001

© Steen Ulnits

* Laksen tilbage i Brede Å

Brede Å har fået det meget bedre i de allerseneste år. Det skyldes ikke mindst de store bestræbelser, som Sønderjyllands Amt har gjort sig for at genskabe et slynget åløb. Brede Å er et af de vandløb, som op gennem tiderne har været udsat for den mest hårdhændede behandling fra landbrugets side. Og dermed også et af dem, der har haft allermest glæde af en restaurering.

Laks og havørreder har allerede kvitteret for den gode behandling ved at vandre op i åen i stigende antal. Således blev år 2000 den sæson i nyere tid, hvor flest laks gik op i Brede Å. Det anslås fra lokalt hold, at lystfiskerne i 2000 fangede omkring 50 laks og 350 havørreder i Brede Å.

Godt fiskeri kommer ikke af sig selv eller af ingenting. Der skal arbejdes for sagen, og det har såvel Sønderjyllands Amt som Lystfiskerforeningen Brede Å så sandelig også gjort. Sidste år blev der således sat fisk ud for mere end 300.000 kroner, og i løbet af de sidste fire år er der samlet sat ud for godt 1,3 millioner kroner.

Hatten af for det!

14. marts 2001

© Steen Ulnits

* Åslynge tilbage til Ribe Å

Enhver, der har fisket i Ribe Vesterå helt ude ved kammerslusen, kender til den store, afskårne åslynge – også kaldet “Gennemskæringen” – herude. Faktisk er det den største af sin slags i hele Nordeuropa. Åslyngen blev til, da Ribe Å engang i 1930’erne blev kanaliseret på dette stykke.

Nu foreslås netop denne åslynge geninddraget i Vesteråens løb mod Vadehavet. Formålet er blandt andet at hæve vandstanden så meget, at man undgår udtørring af gamle kulturlag ved Ribe, der jo er landets ældste købstad og derfor huser mangt og meget af historisk interesse.

Forslaget er stillet af Socialdemokratiet i Ribe og har straks fået støtte af den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening. Ikke uventet er landbrugerne mere end skeptiske over for dette progressive forslag.

14. marts 2001

© Steen Ulnits

* Lilleåen lidt længere…

… i hvert fald set med havørredøjne. For nylig tog Århus Amt nemlig officielt det nye omløbsstryg ved Løjstrup Dambrug i Lilleåen nær Laurbjerg i brug.

Det er et dambrug, der i mange år har været en torn i øjet på såvel sportsfiskere som miljøfolk, da det i lange perioder stort set var impassabelt for åens mange havørreder. Godt halvdelen af Gudenåens 6.-7.000 havørreder vandrer nemlig op i Lilleåen for at gyde.

Stykket umiddelbart nedstrøms dambruget har ofte været proppet med fisk, der ikke kunne komme længere – til stor glæde for de få medlemmer af Langå Sportsfiskerforening, der havde fiskeret her. Faktisk var stykket til sidst så populært, at Århus Amt måtte henstille til foreningen, at man reducerede fiskepresset på dette lille stræk – af hensyn til slitagen på åmiljøet.

Lilleåen led tidligere under dårligt renset spildevand fra byer som Hinnerup og Hadsten, men det er der i dag kommet styr på. Nu har fiskene så også fået frit løb langt op i åen – takket være amtets investeringer på omkring 3 millioner kroner i løbet af det sidste årti. Opstemningen ved Løjstrup Dambrug var den sidste og største af slagsen og er nu omlagt til et 250 meter langt stryg med masser af sten og frisk strøm. Faktisk er der brugt 5.000 tons store sten til byggeriet.

Tidligt på året, når vandstanden er på sit højeste, kan der løbe op mod 25.000 liter vand igennem stryget per sekund. Om sommeren kan vandføringen derimod være helt nede på 1.000 liter, hvilket er kritisk lidt, da dambruget alene skal bruge 800 liter.

Men med det nye stryg skulle problemerne være løst. Det var de ikke med den intermistiske fisketrappe, som amtet opførte i 1986. Fiskene kunne ikke finde den. Det nye stryg kan de derimod ikke overse!

14. marts 2001

© Steen Ulnits

* Århus Å på ret køl

Århus Amt har gennem de senere år postet ganske mange kroner i retableringen af den relativt lille å, der har lagt navn til såvel by som kommune og amt – Århus Å.

Flest penge er der gået til retableringen af den langstrakte og lavvandede Brabrand Sø, der indgår som en vigtig del af Århus Å-systemet. Her taler vi om adskillige millioner kroner i løbet af de år, hvor søens næringsrige bundslam blev gravet op og lagt ind på land. Den hurtigste, men også dyreste for for sørestaurering.

Dyrt har det også været at åbne åens nederste løb gennem byen og gøre det til en attraktion i sig selv. Ikke mindst café-livet er på det nærmeste eksploderet ved det, der nu kaldes “Vadestedet” eller “Den Spanske Trappe”. For øvrigt med det resultat, at Jyllands-Posten netop her fandt Danmarks dyreste fadøl – til 45,- kroner glasset!

Men mindre kan heldigvis også gøre det. Således er Århus Å netop blevet lagt tilbage i sit oprindelige løb længst oppe nær Edslev, hvor opstemningen ved den gamle Dørup Mølle fra 1541 og et langt nyere dambrug fra 1901 blev nedlagt. Et projekt, der kostede Århus Amt en halv million kroner at gennemføre.

Hermed er den syvende og sidste af de menneskeskabte opstemninger i Århus Å nu fjernet, og dermed har havørrederne fra Århus Bugt atter fri adgang til mange fine gydepladser heroppe. Men først skal de altså et smut gennem Århus Havn og forbi de mange caféer langs den nu fritlagte strækning gennem downtown.

Århus Å får sit vand fra den smukke Stilling-Solbjerg Sø få kilometer fra Skanderborg.

14. marts 2001

© Steen Ulnits

* Bisamrotter

En lovløs gnaver forsøger i denne tid at snige sig ind i det danske landskab sydfra. Ingen politisk flygtning, men en indvandrer med pels på kroppen og ondt i sinde.

Der er nemlig tale om bisamrotter, som i Tyskland er kendt for at underminere diger langs floderne, så disse bliver utætte. Dyr, som derfor bekæmpes med alle tænkelige midler – præcis som almindelige rotter. De mest probate midler er fælder og antikoagulanter, hvoraf de sidste får dyrene til at dø en langsom, men sikker død af indre blødninger.

Alene i 90’erne blev der årligt fanget op mod 20.000 bisamrotter i Nordfriesland umiddelbart syd for den dansk-tyske grænse. Et tal, der fortæller om truslen fra de nye pelsklædte indvandrere. I skrivende stund svæver den danske bisamrotte i lovløs uvished, idet der endnu ikke er taget stilling til, hvorvidt den hører under Miljøbeskyttelsesloven eller Vildtforvaltningsloven. Der arbejdes dog med at få dens stilling klarlagt.

Bisamrotten er ikke naturligt hjemmehørende i Europa, men er i lighed med minken indført fra Nordamerika omkring forrige århundredskifte. Det er bisamrottens underjordiske gangsystemer nær åer og søer, der har gjort den til et problem mange steder. Tøndermarsken langs Vidåen og ved Vadehavet ville være et ideelt levested for bisamrotten – hvis ellers den fik lov.

Bisamrotten, der er en dygtig svømmer og dykker, kan veje op til 2 kg med en kropslængde på omkring 40 cm og en halelængde på op til 25 cm. Det gør den til den næststørste gnaver i Norden – efter bæveren, der kan blive ti gange større.

14. marts 2001

© Steen Ulnits

* Mørrum malker miljøfond

Eller prøver i hvert fald på at få penge ud af en EU-miljøfond.

Den sydsvenske Mørrumså er kendt af alle lystfiskere i Skandinavien. Nu kender de den også i EU. Länsstyrelsen i Blekinge har nemlig ansøgt EU’s LIFE fond om ikke mindre end 85 millioner kroner til en retablering af den Mørrumså, som Sydkraft har ødelagt med sine opstemninger ved Hemsjö og Marieberg.

Lykkes det for svenskerne at få del i de for dem nye EU midler, vil åen blive retableret i årene op til 2005. Kraftværkerne vil da blive nedlagt eller ombygget, så åen igen kan flyde frit fra Härnäs og Knaggelid. Til glæde for ikke mindst åens svindende stamme af store havørreder fra Østersøen.

Laksene vil holde sig til hovedløbet på åens nedre del, hvor de kan få tilgodeset deres krav til egnede gydepladser. Havørrederne derimod vil søge meget længere op i vandsystemet – helt op i de mindre tilløb for at gyde der. Optimistiske skøn siger, at den naturlige lakseproduktion vil kunne stige med 50%, mens havørrederne meget vel kan få endnu mere glæde af tiltaget.

Skulle det lykkes at få projektet finansieret igennem EU, da er der også håb for noget tilsvarende for Gudenåen ved Tange Sø. – Hvorfor har ingen tænkt på at søge penge dér i stedet for at lægge lystfiskerpenge til side fra det obligatoriske fisketegn?

14. marts 2001

© Steen Ulnits

* Fisketegnsmidler til Tangeværket???

Det kan undre, at svenskerne nu overhaler os indenom med deres ansøgning til EU’s LIFE fond om 85 millioner kroner til retablering af Mørrumsåen og nedlæggelse af indtil flere vandkraftværker. Undre, al den stund svenskerne jo kun har været medlemmer i et par år mod Danmarks mere end 20-årige medlemsskab…

I stedet lader der nu til at være planer om henlæggelse af de 2 millioner, der hvert år er blevet afsat til vandløbsrestaurering – til senere brug i forbindelse med Tangeværket og Gudenåcentralen. Efter i mere end et halvt århundrede at have postet millioner af kroner i statsstøtte til den skadelige vandkraft, skal lystfiskerne nu igen være sorteper. Hvis ellers planerne slipper gennem Ritt Bjerregaards ministerium.

Lystfiskerne er forståeligt nok utilfredse. I forvejen har forskerne ved Danmarks Fiskeriundersøgelser (DFU) lagt beslag på en større og større del af fiskeplejemidlerne, der oprindelig var tiltænkt fiskeplejen og ikke en udvidet grundforskning.

Fødevareminister Ritt Bjerregaard har dog endnu ikke underskrevet handlingsplanen for fiskeplejen 2001 – det skal sandsynligvis først ske den 26. marts – så der er stadig håb om ændringer. Hvis hun da ikke bare har haft alt for travlt med at tænke på landbrugets kogalskab og mund- og klovsyge…

14. marts 2001

© Steen Ulnits

* Kattens til rekordfisk…

Det blev nordmanden Kolbjørn Melien, som med en fisk på imponerende 27,922 kg satte den nye verdensrekord for plettet havkat . Rekordfisken huggede i maj måned sidste år, hvor Kolbjørn fiskede en torskefilet i farvandet ud for Troms i Nordnorge.

Den nye rekordfisk fra Norge slog den gamle, som blev fanget i Grønland i august 1982. Og som for øvrigt var på danske hænder, da den blev fanget af Jens Ploug Hansen. Intet varer evigt og da slet ikke rekorder…

8. marts 2001

© Steen Ulnits

* Ugens citat…

Historikeren Thorkild Kjærgaard udtalte forleden til dagbladet Aktuelt følgende, som jeg finder værd at citere i disse for vort landbrug så hårde tider:

“Hvis landmændene mener, at de som erhverv bliver kritiseret som aldrig før i historien, har de ret. Men de har heller aldrig nogensinde budt samfundet det, de byder os nu.”

Så sandt, som det er sagt. Og derfor nu også citeret!

8. marts 2001

© Steen Ulnits

* Svin stopper sø

Faste læsere af denne side vil vide, at en svineavler for nogen tid fik lov til at udvide sin produktion på Esrumgaard i Nordsjælland – trods det faktum, at det vil medføre en øget forurening af Esrum Sø, der i forvejen tilføres for megen kvælstof.

Nu er der så ballade igen, og søreme om det ikke er nøjagtig den samme landmand, den er gal med igen. Nu sidder han blot som Landboforeningens repræsentant i Jordbrugskommissionen, der netop har skullet tage stilling til genskabelsen af Søborg Sø i Nordsjælland.

Svineproducenten nedlagde veto mod den planlagte genskabelse af søen og lagde sig dermed ud med alt og alle. Således er han nu oppe imod ejerne af Søborggaard, der skulle afgive jord til projektet; mod Aage V. Jensens Fonde, der skulle betale for jorden; mod Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening og Frederiksborg Statsskovdistrikt, der alle havde glædet sig til genskabelsen. Han har sågar også lagt sig ud med sit eget parti – med Venstres amtsborgmester, der har indklaget sagen til Fødevareministeriet, hvorunder sager om landbrugspligt hører.

Svinebondens argument for at nedlægge veto – for første gang i de sidste ti år – er, at god landbrugsjord er en mangelvare i Nordsjælland. Hvad han mener er vel, at han selv mangler jord at sprede sine stigende gyllemængder ud over. For myndighederne karakteriserer den udbrændte søbund som værende ren marginaljord, der ikke er værd at dyrke.

Det var planen at genskabe den 600 hektar store og lavvandede sø, så man kan mindske udvaskningen af næringssalte fra landbruget til Kattegat – som politikerne har ønsket det ifølge seneste Vandmiljø-handlingsplan.

Danmarks Naturfredningsforening (DN) har siden det nedlagte veto klaget over, at landbruget sidder på to ud af tre pladser i de 14 amtslige jordbrugskommissioner. Det giver anledning til “forkvaklede beslutninger”, mener DN.

Noget kunne tyde på, at de har ret.

8. marts 2001

© Steen Ulnits

* Danskere redder mangrove i Thailand

I løbet af en halv snes år er 85% af den livgivende mangrove langs de tkailandske kyster forsvundet. Årsagen er de mange nye rejefarme, der som paddehatte er skudt op i de kystnære områder. Her dyrkes store tigerrejer til de nordamerikanske og vesteuropæiske restauranter, hvor kæmperejerne er en efterspurgt delikatesse.

Der er store penge at tjene på rejedyrkningen – typisk 40 gange så meget som ved at dyrke den mere traditionelle ris på det samme område. Alt i alt tilfører rejeproduktionen 15 milliarder kroner til Thailand fra eksportmarkederne. Mange rige thailændere har derfor investeret ivrigt i det nye guld – med en katastrofal forurening af kystvandet til følge.

De 30.000 rejefarme, der tilsammen dækker et areal på størrelse med Bornholm (75.000 hektar), lukker hvert år 10 milliarder kubikmeter spildevand ud i de kystnære omgivelser. Vand forurenet med ekskrementer, foderrester og rester af medicin. For slet ikke at tale om sygdomsfremkaldende bakterier og viruser, der kan ødelægge rejeproduktionen. Det er ti gange den samlede årlige danske spildevandsudledning!

To danskere har sat sig for at gøre noget ved dette problem. Med økonomisk hjælp fra bistandsorganisationen Danced under Miljøministeriet er de i gang med et projekt, der dels skal mindske den massive forurening fra rejefarmene – dels øge produktiviteten ved at mindske spredningen af smitsomme sygdomme blandt rejerne.

Projektet går i al sin enkelhed ud på at suge bundfældet slam op fra bassinerne og afvande det, inden det således rensede vand atter ledes ud i dammene. Herved udgår man dels at forurene omgivelserne – dels at skulle skifte vandet ud op til ti gange i løbet af de fire måneder, det typisk tager at opføde en tigerreje til markedsstørrelsen på 20 gram eller mere. Normalt kan man høste rejer to gange årligt i tropiske og subtropiske omgivelser.

Danced giver 15,4 mio. kroner til projektet over en 4-årig periode. Mangroven er livgivende for det kystnære miljø, idet mange dyr – voksne, men især opvoksende – er afhængige af det beskyttede liv mellem mangrovens mange rødder.

8. marts 2001

© Steen Ulnits

* Tal, der tæller

I 1997 landede nordamerikanske erhvervsfiskere pelagiske (i de frie vandmasser svømmende) fisk for 28 millioner US$. Samme år omsatte det rekreative fiskeri med stang og line efter blot en enkelt pelagisk art, nemlig bluefish – ekspræsident Bush’ favoritfisk – for 300 millioner US$. Dette ifølge International Game Fish Association i Florida, USA.

Altså endnu et eksempel på, at det meget ofte er samfundsøkonomisk direkte skadeligt at fortsætte et erhvervsfiskeri efter arter, som er af rekreativ interesse. Det er simpelthen spild af penge og biomasse.

Tilsvarende landede amerikanske sportsfiskere i 1999 blot et enkelt ton af den sportsmæssigt attraktive hvide marlin. I samme tidsrum måtte amerikanske langlinefiskere til gengæld kassere 56 tons hvide marlin som uønskede bifangster…

I 1999 var det tilladt i alt at lande 10.700 tons nordatlantiske sværdfisk. Samme år blev der i alt landet og kasseret 11.914 tons…

I staten Californien alene omsætter det rekreative fiskeri med stang og line årligt 2,9 milliarder US$, hvilket alene skaber 154.000 fuldtids jobs.

Vi savner stadig en stor landsdækkende undersøgelse, som kan give tilsvarende tal om dansk sportsfiskeri. Men en sådan er på vej, forlyder det fra forskellig side. Ét står imidlertid allerede klart:

– Erhvervsfiskeriet, som vi kender det i dag, har simpelthen ingen fremtid og bør derfor afvikles eller omlægges til en bæredygtig virksomhed hurtigst muligt.

2. marts 2001

© Steen Ulnits

* Travle trawlere i forbudt farvand

Nu er den gal med de danske trawlfiskere igen, og denne gang er det svenskerne, det går ud over – svenske garnfiskere, som får deres lovlige garn ryddet af kriminelle danske trawlere.

Efter torskestoppet i Nordsøen (se længere nede på denne side) er interessen for at fange og indhandle torsk større end nogensinde. Priserne er i top og fiskerne derfor motiverede til at overskride regler og bestemmelser for fiskeriet. Såvel den svenske kystbevogtning som den danske fiskerikontrol er klar over problemet og har intensiveret overvågningen i den nordlige del af Øresund, hvor problemerne er størst.

Heroppe findes der nemlig en lille trekant, hvor det er lovligt at trawle. Problemet er så blot, at i hele det øvrige farvand må man ikke trawle. Der må man kun sætte passivt fiskende garn. Men fiskerne – og det er især de danske fra Gilleleje – har meget svært ved at se forskel på lovligt og ulovligt farvand. Trods alskens elektronisk isenkram, der kan fortælle om bådenes placering med få meters nøjagtighed.

I løbet af en enkelt uge har den svenske kystbevogtning taget syv fartøjer på fersk gerning, mens den danske fiskerikontrol i samme tidsrum har taget fem. Myndighederne fortæller til pressen, at de meget ofte spotter trawlerne ude i det forbudte område, men at det kniber med bevisbyrden. Enten er fiskerne væk, når kontrollen når frem. Eller de har kappet trawlet, så beviserne er væk. Der er flere eksempler på, at kontrollen bagefter har kunnet fiske de afklippede trawl op i ulovligt farvand.

Myndighederne kan videre fortælle, at fiskerne ofte har familiemedlemmer udstationeret i havnene, så de altid har styr på fiskerikontrollen. Ikke mindst de svenske garnfiskere i Viken er grundigt trætte af deres danske trawlfiskende kolleger.

2. marts 2001

© Steen Ulnits

* Bøder, der basker

De mener det alvorligt i Canada, når de vedtager love om fiskeri. Det måtte to personer sande, da de blev taget på fersk gerning i færd med at nette laks i Miramichi floden i det østlige Canada.

To mænd havde da fanget to laks – et pauvert resultat, som imidlertid ikke formildede dommeren. De to formastelige, som da også erkendte sig skyldige i tyvfiskeri, fik nemlig en bøde på 5.000 canadiske dollars samt besked om i tilgift at betale 500 canadiske dollars per fisk – eller gå 143 dage i fængsel…

Den slags domme har en markant præventiv effekt, som vi også godt kunne ønske os her i lille Danmark. Det ville for alvor kunne begrænse det ulovlige garnfiskeri langs de danske kyster. Medvirkende hertil er også bestemmelsen om, at den bil eller båd, der bruges til udførelse af kriminaliteten, ligeledes konfiskeres.

2. marts 2001

© Steen Ulnits

* Titanium er toppen…

Vi fluefiskere er hele tiden på udkig efter nye materialer og nye teknikker, som på den ene eller anden måde kan berige vort fluefiskeri. Det ved producenterne, som derfor også er på permanent udkig efter nye produkter, der kan gribe vore hjerter og lænse vore tegnebøger…

Årets med garanti nye hit på dette felt er fremkomsten af titanium som det nye vidundermateriale til bygning af fluestænger. Et materiale, hvis blotte navn får det til at gibbe i mangen en teknologifreak.

Titanium er grundstof nummer 22 i det periodiske system – dertil et sølvgråt metal, der på mange måder minder om poleret stål. Det er da også lige så stærkt som stål, men til gengæld 45% lettere – en egenskab, som har gjort det populært i fly- og rumfartsindustrien. Da titanium ikke afstødes af levende væv, bruges det ligeledes meget i kirurgien.

Og nu har det så også gjort sit indtog på fluestængernes holdeplads. I hvert fald har tre af de større producenter til år 2001 helt nye serier af fluestænger på programmet, hvor titanium indgår i en eller anden form .

24. februar 2001

© Steen Ulnits

* …i bunden

Redington, der slog sig op som producent af kvalitetsstænger med livstidsgaranti og til absolut rimelige priser, fokuserer i stigende grad på den dyre ende af markedet. Det er da også tilfældet med deres nye “Nano Titanium” (Nti) serie af multimodulære fluestænger.

Nti stængerne er fremstillet af kulfibre med modulus på henholdsvis 57, 69 og 84 mio. psi – alle bundet sammen af et bindemiddel iblandet mikroskopiske titaniumpartikler. Garvede fluefiskere mindes sikkert, at japanske Daiwa for nogle år siden lancerede noget tilsvarende med deres “Whisker” fluestænger – blot var det her silicium carbid og ikke titanium, der var i bindemidlet.

Redington siger selv, at den nye Nti teknologi gør det muligt at bygge stænger, som er 30% stærkere og 30% lettere. Det skal i sandhed blive spændende at lægge hånd på disse nyheder og prøvekaste dem under realistiske forhold!

ADG, som er et relativt nyt navn på stangbygningsfronten, ligger helt klart i den dyre ende med deres nye “Titan” stænger, hvoraf de dyreste koster omkring US$ 2.000.

Stængerne består af konventionelle IM-8 kulfiberklinger, som først påføres et lag titaniumpulver ved en ioniseringsproces og siden omvikles med 4-6 titaniumwirer fra top til bund. Jeg har i skrivende stund ikke haft lejlighed til at teste denne interessante nyhed, så vi kan kun gisne om egenskaberne. Men spændende lyder det!

Lamiglas, som er en gammel kending blandt stangbyggere, har taget skridtet fuldt ud med deres nye “Ti2000” stangserie. Her er der nemlig indbygget et tyndt titaniumrør i hele bundstykket – et rør, hvis vægtykkelse sågar varierer fra top til bund. Ifølge Lamiglas reducerer dette vibrationer i bundstykket under kast og giver en bedre føling med stang og line.

24. februar 2001

© Steen Ulnits

* Fakta om fisk

EU’s fiskeriministre besluttede den 24. januar i år, at der skal være et midlertidigt stop for torskefiskeri i Nordsøen fra 15. februar – 1. maj 2001. Forbudszonen gælder gydepladserne mellem Danmark, Norge og England.

Fiskeristoppet er en konsekvens af den reduktion af kvoterne for torsk med 45%, som EU vedtog for 2001 – trods det faktum, at International Committee for the Exploration of the Seas (ICES) rent faktisk havde anbefalet et totalt stop for alt fiskeri efter torsk.

Den nuværende gydebestand af 3-4 år gamle torsk er pt. 70.000 ton i Nordsøen, hvilket er alt for lidt. Gydebestanden bør nemlig ligge omkring 150.000 ton – altså mere end det dobbelte af nu – hvis bestanden skal være stabil. Det kunne således være gået meget værre for de danske fiskere, hvis minister fik forhandlet sig til langt lempeligere betingelser ved at bytte kvoter med andre lande.

Danske fiskere har Nordsøen som deres vigtigste fiskevand. Her fangede de sidste år 115.877 ton fordelt i procenter på følgende kategorier:

• Torskefisk: 23,5 %
• Fladfisk: 12,5 %
• Sild: 29,5 %
• Div. konsum: 34,5%

Fiskearterne, hvoraf sperling, tobis, brisling, sperling og småsild hører til industrifiskene, fordelte sig på følgende vis:

• Tobis: 528.551 ton
• Brisling: 282.299 ton
• Sperling: 57.441 ton
• Sild: 137.578 ton
• Blåmusling: 96.215 ton
• Blåhvilling: 79.810 ton
• Torsk: 70.547 ton
• Hestemakrel: 32.047 ton
• Makrel: 29.705 ton
• Rødspætte: 23.123 ton

18. februar 2001

© Steen Ulnits

* Fakta om finanser

De mere end 100.000 ton fisk, som danske fiskere hvert år lander fra Nordsøen, omsætter for ganske mange penge. Den samlede værdi af dansk fiskeri ligger således på 2,5-3,5 mia. kr om året. Den samlede værdi af dansk fiskeeksport – fersk fisk såvel som forædlede fiskeprodukter – ligger tilsvarende på 13-16 mia. kr årligt. Indtægterne fordeler sig pt. på følgende arter af fisk og skaldyr:

• Torsk: 925 mio. kr
• Hummer: 340 mio. kr
• Rødspætte: 330 mio. kr
• Div. fladfisk: 253 mio. kr
• Sild: 170 mio. kr
• Makrel: 110 mio. kr
• Blåmuslinger: 87 mio. kr

Fiskerierhvervet er således et erhverv, der batter godt på handelsbalancen – trods det faktum, at det på landsplan kun beskæftiger nogle få tusinde mennesker. Typisk en tiendedel af landbruget – 5.000 mod 50.000 personer. Hertil skal så lægges de mange andre mennesker, der er beskæftiget med forarbejdningen af produkterne.

Fødevareminister Ritt Bjerregaard var derfor overraskende konsekvent, da fiskerne efter torskestoppet mødte op med fremstrakte hænder – i vanlig forventning om penge som kompensation for fiskeristoppet:

Nul kompensation – præcis som i tilfældet med landbrugets kogalskab. I begge sager ligger jo erhvervene, som de selv har redt. Fiskerne på grund af overfiskning – landbrugerne på grund af industrielle produktionsformer. Begge dele noget, som erhvervene jo selv har besluttet sig for, og som de derfor også selv må tage de økonomiske konsekvenser af.

18. februar 2001

© Steen Ulnits

* Fakta om fiskebåde

Kigger man på antallet af både i det danske fiskeri, viser der sig en tydelig tendens. Det er således i Esbjerg, vi har langt størstedelen af de store skibe liggende, der har specialiseret sig i fangst af industrifisk til produktion af fiskemel. Tilsvarende ligger det store flertal af konsumfiskerne i Hanstholm længere nordpå:

• Esbjerg: 120 både/22.247 BRT
• Hanstholm: 425 både/19.020 BRT
• Hirtshals: 154 både/14.719 BRT
• Skagen: 138 både/7.812 BRT
• Thisted: 255 både/6.132 BRT

“BRT” står for “bruttoregisterton” og fortæller således om bådenes størrelse og vægt. Der ligger således 3-4 gange så mange fiskebåde i Hanstholm som i Esbjerg, men vægtmæssigt kommer de alligevel til kort over for Esbjergfiskernes kolossale industriskibe.

18. februar 2001

© Steen Ulnits

* Fiskekammeraterne…

George W. Bush Junior, tidligere guvernør for Texas og nys udnævnte præsident for USA – han blev jo ikke valgt af vælgerne, men i stedet udnævnt af den republikansk dominerede amerikanske Højesteret – har efterhånden fået sammensat sin nye stab.

For en meget stor dels vedkommende består den af gamle travere fra hans fars tid som præsident (1989-93) – med Colin Powell (øverste militære ansvarlige fra Golfkrigen) og Dick Cheeny som de mest prominente.Til Bush Juniors “egne” medlemmer af staben hører fiskekammeraterne Marc Raclot og Dan Evans – begge oliemænd fra Texas, der holder af at fiske en Texas-rigged gummiorm efter largemouth bass i énstjernestatens mange varmtvandssøer.

Højt over de republikanske vande svæver stadig en anden gammel traver fra Bush Seniors tid, nemlig tidligere udenrigsminister James Baker, der også er en ivrig fisker. Helst dog med flue, og helst efter ørreder i den flod, der løber gennem hans egen ranch i Montana.

Ja, så længe det blot bliver i familien. Indtil videre kan Bush Senior dog have sine bluefish i fred oppe i New Hampshire, hvor han residerer i sommermånederne – med egen golfbane og egen bådebro lukt ud i Atlantens blå bølger.

Junior har nok lidt for travl med at prøve at få ødelagt Alaskas ødemarker til selv at få fisket ret meget…

12. februar 2001

© Steen Ulnits

* Solpletter på nethinden

På det seneste har flere forskere påvist, at der er en sammenhæng eller i hvert fald et sammenfald mellem udbredelsen af solpletter og Jordens temperatur.

Selv om næppe nogen seriøs klimaforsker i dag vil feje den menneskeskabte drivhuseffekt af bordet, så tyder meget nu på, at også solpletterne spiller ind i den globale opvarmning. Solpletterne er pludselige og lokale udbrud på Solens overflade, der udsender elektrisk ladede partikler i form af den såkaldte solvind.

Sandsynligvis er opvarmningen, som vi oplever den i dag, resultatet af såvel naturlige faktorer som menneskeskabte. Jorden er støt og roligt blevet varmere siden sin skabelse, og gennemsnitstemperaturen har undervejs svinget frem og tilbage – med mindst fire store og adskillige mindre istider indlagt frem til i dag.

Med et interval på flere tusinde år ændrer den akse, Jorden drejer omkring, sin hældning en lille smule. Ikke meget, men nok til at ændre solens indstråling og dermed påvirke klimaet. Det er for øvrigt selvsamme ændring i hældningen, der har fået stjernebillederne til at stå højere eller lavere på himmelen i forskellige tidsperioder.

Kontinenternes drift har gennem tiderne ændret på havstrømmene og dermed fordelingen af varme på Jorden. Den varme Golfstrøm er jo først blevet til, efter at Nordamerika er drevet fra Europa. Tilsvarende har også dannelsen af Jordens store bjergkæder ændret klimaet ved at isolere kolde og varme luftstrømme.

Endelig har vulkanudbrud fyldt atmosfæren med støv, der har mindsket indstrålingen fra Solen og dermed gjort klimaet markant koldere – ofte ganske pludseligt. Det samme har nedslag af større og mindre meteorer kunnet gøre.

Og nu har så solpletterne også fået deres del af æren for Jordens til tider lunefulde klimatiske opførsel. Det menes, at solvinden i bogstaveligste forstand blæser den kosmiske stråling væk, som er med til at danne skyer i den nedre del af atmosfæren.

12. februar 2001

© Steen Ulnits

* – Rent mel i møllen?

Danmark bryster sig internationalt af at være et foregangsland på miljøområdet. Men der er ofte mere tom snak end relle handlinger bag.

Tag blot den verserende sag om kogalskab. Den har atter bragt Danmark på banen som miljøsynder og samtidig fornyet interessen omkring dioxin i fisk og foderstoffer. Faktum er nemlig, at der nu vil være en stigende interesse for at bruge fiskemel i stedet for det forbudte kød- og benmel til produktion af foderstoffer.

– Og hvad er der så galt i det?

Jo, dels frygter man nu fra EU, at skrupelløse entreprenører vil snyde sig til en let fortjeneste – ved simpelthen at sælge det forbudte kød- og benmel som det langt dyrere og stadig tilladte fiskemel. Med de farer, det nu engang medfører for spredning af kogalskab og deraf afledte sygdomme hos os mennesker.

Og dels indeholder dansk fiskemel i dag så høje mængder af giftstoffet dioxin, at det i sig selv er et problem. Dioxin-indholdet i dansk fiskemel er nemlig så højt, at det ligger over de nye grænseværdier, som er foreslået i EU.

Dioxin stammer primært fra forbrænding af affaldsstoffer i industrien. Det er et stærkt kræftfremkaldende stof, som ikke nedbrydes i naturen, og som derfor i vid udstrækning ender i vore spisefisk. 40% af vort gennemsnitlige indtag af dioxin stammer fra fisk – heraf 33% vilde fisk og 7% opdrættede.

Størst er dioxinindholdet i fisk fra Østersøen – mindst er det i Nordsøen, hvor det imidlertid er stigende.

De danske myndigheder blokerede for nogen tid siden et direktiv fra EU, som ville have ødelagt afsætningen for det meget givtige danske industrifiskeri – på grund af det alt for høje indhold af dioxin i danske industrifisk og dansk fiskemel.

Sikkert ud fra devisen, at hvis moral er godt, så må dobbeltmoral være dobbelt så godt…

12. februar 2001

© Steen Ulnits

* Ritt rykker – igen!

Fødevareminister Ritt Bjerregaard har gjort det igen – udtrykt sin klare og utvetydelig holdning til dansk landbrug, som det ser ud i dag. Det gjorde hun senest på Dansk Familielandbrugs årsmøde, hvor hun – midt i løvens gab – blandt andet udtalte følgende:

“Det er indlysende, at landbruget ikke kan få kompensation fra statskassen, når en så hårdt presset produktion løber ind i helt forudsigelige sammenbrud. Landmændene indkasserer fortjenesten, når det går godt, og de må tage ansvaret, når det går galt. Jeg siger ikke, at det er landmændenes skyld, men det er deres ansvar, fordi det er deres produktion. Dyrene skal have proteintilskud i form af kødbenmel eller genmanipuleret soya for at kunne yde mere. Jorden skal tilføres kunstgødning og sprøjtes med pesticider for at give større udbytter…

…Nu har vi kogalskaben. Før det handlede historierne om, at brugen af antibiotika i foderet havde skabt modstandsdygtige bakterier. Der var historier om tremmekalve og svin, der blev mishandlet under transporten. Alt i alt fremkalder historierne billedet af en sektor, der ikke er i sund balance – en sektor, der skal finde en ny måde at producere på…

…Det forøger befolkningens mistro og lede ved landbruget, at man foreslår sunde dyr slagtet og brændt ene og alene for at holde prisen oppe på oksekød. Ud over desperation og fortvivlelse afspejler den slags forslag en foragt for liv, der er både skræmmende og forargelig…

…Det er muligt, at forbrugerne som hovedløse høns i samlet flok løber rundt efter de billigste fødevarer – uanset, hvor ringe kvaliteten er. Forbrugerne æder bjerge af overflødigt dyrisk fedtstof, som alle ved er skadeligt. Eneste krav er tilsyneladende, at det er farvet, fyldt af konserveringsmiddel og billigt.”

Det er vist første gang nogensinde, at en minister i den grad tager bladet fra munden over for det erhverv, hun er minister for. Der er næppe tvivl om, at Ritt Bjerregaard med denne brandtale har skrevet historie i dette lille land, hvis miljø og fødevarer i en menneskealder er blevet styret og skamridt af netop landbruget.

Hatten af for en kvinde, der er mand nok for at stå ved sine meninger!

12. februar 2001

© Steen Ulnits

* Ti år og to millioner vildlaks

North Atlantic Salmon Fund (NASF), hvis utrættelige arbejde med opkøb af internationale laksekvoter har reddet omtrent 200.000 voksne laks om året, kan nu fejre sit ti års jubilæum. Alt i alt har omkring 2 millioner voksne vildlaks uhindret kunne svømme tilbage til deres fødeelv for at gyde – kun takket være NASF’s frivillige og privat finansierede opkøb.

Der resterer dog stadig mange års arbejde, førend de sidste drivgarn og de sidste krogliner er en saga blot. Førend disse ødelæggende redskaber er gået over i historien som håbløst forældede, biologisk uforsvarlige og samfundsøkonomisk urentable.

Men der resterer næppe længere tvivl om, at mange flere laksestammer, end det allerede er tilfældet, ville være gået tabt uden disse opkøb.

Stort tillykke derfor med ti-årsdagen!

5. februar 2001

© Steen Ulnits

* Tamlaks for vildlaks

Den gigantiske engelske supermarkedskæde Tesco har nu aktivt involveret sig i kampen for at redde de sidste vilde atlanterhavslaks. Tesco tilbyder nemlig sine sportsfiskende kunder, at de for hver en vildlaks, de kan dokumentere genudsat i levedygtig tilstand, får en side ferskrøget tamlaks med hjem.

Det er Tesco’s forhåbning, at mange laksefiskere vil tage godt imod dette generøse tilbud. Og at de derfor vil genudsætte en stor del af de vildlaks, de måtte fange i engelske vandløb. Fangst og genudsætning – Catch & Release også kaldet – er jo vejen frem i årene, der kommer. Og har allerede været det i mange år på den anden side af Atlanterhavet.

Skulle man nu ikke kunne lide røget laks, er der også en løsning på dette problem: Tesco udbetaler da den samme værdi i andre af supermarkedskædens dagligvarer.

– Et eksempel til efterfølgelse for eksempelvis det miljøbevidste FDB?

5. februar 2001

© Steen Ulnits

* 10 millioner kroner til vildlaksen

Det har været en lang kamp op ad bakke for den seje islænding Orri Vigfusson, som grundlagde North Atlantic Salmon Foundation (NASF) for nu en halv snes år siden.

Hans idé var og er, at atlanterhavslaks er alt for værdifulde til at blive fanget i drivgarn og på krogliner i det kommercielle fiskeri – når de nu kan indbringe mange gange så meget i det rekreative sportsfiskeri.

Der har været mange sejre og mange nederlag undervejs. Til sejrene hørte, at det overhovedet lod sig gøre – efter mange og lange forhandlinger – at opkøbe den færøske laksekvote. Til nederlagene hørte, at grønlænderne ikke var villige til at forlænge deres del af aftalen.

Til sejrene hørte også, at den amerikanske forbundsregering for nogle år siden satte 500.000 US$ af til NASF’s fortsatte opkøb. En klar blåstempling af fondens arbejde. En endnu mere klar tilkendegivelse af respekten for NASF’s arbejde kom kort før jul sidste år, da den engelske fiskeriminister kunne meddele, at hans regering havde sat 750.000 £ af til et krone-for-krone opkøb af lakserettigheder. For hver en krone, NASF rejser af private midler, giver den engelske regering tilsvarende én krone.

Alt i alt 10 millioner danske kroner står således og venter på den anden side af Kanalen – på at private laksefiskere og fisketurismen spytter lige så mange kroner i kassen til opkøbene af lakserettigheder i Nordatlanten, så der også fremover er laks at fiske efter. Hjælp til selvhjælp.

Hatten af for dette ridderslag til Orri Vigfusson og North Atlantic Salmon Fund!

5. februar 2001

© Steen Ulnits

* Øsregn over Østersøen

Det bliver ifølge eksperterne fremtiden for de lande, der grænser op til Østersøen. Og årsagen er den drivhuseffekt, der nu for alvor er ved at gøre sig gældende, og som mange først nu er begyndt at tro på.

Ifølge de seneste modelberegninger kan vi omkring år 2075 regne med, at luften er blevet 4 grader varmere end nu, og at nedbøren følgelig er steget med 30%. Det er, hvad Skov- og Naturstyrelsen er nået frem til i deres seneste beregninger. Samme styrelse har også set på, hvilke konsekvenser det sandsynligvis vil få for de indre danske farvande.

Værst vil det varmere klima ramme Østersøen, som er presset fra flere sider. Ikke blot vil vandtemperaturen stige til et niveau, som torskene ikke holder af. I Nordsøen har man allerede nu set, hvordan torskene trækker længere nordpå i takt med opvarmningen – jævnfør tidligere notits på denne side.

Nej, den økonomisk vigtige torskebestand vil også lide under den lavere saltholdighed, som bliver en konsekvens af den stigende nedbør i Østersølandene. Torsken kræver en bestemt saltholdighed, hvis den skal kunne yngle med held, og det kniber allerede. Mere ferskvand vil ikke forbedre situationen.

Og for at det ikke skal være løgn, så vil den øgede nedbør også medføre en øget udvaskning af næringssalte fra landbruget – med algeblomst og iltsvind til følge. Som om torsken ikke havde problemer nok at slås med i forvejen…

30. januar 2001

© Steen Ulnits

* Opsving for ulovligt fiskeri

I takt med de stærkt reducerede torskekvoter frygter såvel fiskerierhvervet selv som Fiskeridepartementet og Fiskerikontrollen nu, at der vil ske en opblomstring af det ulovlige erhvervsfiskeri.

Fiskekvoten for torsk er faldet støt i de seneste år – fra 24.500 tons i 1999 over 14.000 tons i 2000 til blot 8.200 tons i 2001. Altså et fald til en tredjedel på blot tre år. Et faktum, som dels skyldes naturgivne forhold, dels overfiskning fra fiskerierhvervets side.

Fiskerne selv har imidlertid stadig ikke set skriften på væggen. Således mener Dansk Fiskeriforening, at de lave kvoter mest af alt er udtryk for en “hysterisk reaktion blandt EU’s fiskeriministre, baseret på udsagn fra en enkelt biolog”. Således udtaler i hvert fald foreningens formand til Jyllands-Posten.

Men fra Fiskeridepartementet lyder det, at det jo ikke lykkedes danske fiskere at opfiske sidste års torskekvote – et faktum, der vel kun kan skyldes, at fiskene var så få, at fiskerne ikke kunne finde dem.

30. januar 2001

© Steen Ulnits

* “Bondens fald”

Under denne overskrift bragte Jyllands-Posten den 24. januar mere end 3 helsider i Erhvervs-Magasinet om fortid, nutid og fremtid for den danske bonde. Om selvopfattelse og realiteter. Fra Morten Korch til svinebaroner.

Det var spændende læsning om et hæderkronet erhverv, som nu så småt er ved at indse, at dets storhedstid definitivt er omme. Et erhverv, hvis produkter tidligere udgjorde hovedparten af dansk eksport til udlandet. Et erhverv, der gjorde Danmark til det smørhul, som Hitler under Anden Verdenskrig sendte sine krigstrætte soldater til for at blive opfedet til nye kampe. Et erhverv, der sammen med fiskerierhvervet tjente gode penge under selvsamme krig, mens resten af befolkningen led under besættelsen.

Men i dag et erhverv, hvis produkter nu udgør under 20% af den samlede danske eksport. Og et erhverv, som bærer langt størstedelen af skylden for, at det danske vandmiljø i dag har det så skidt, som tilfældet er. Og som ligeledes bærer skylden for, at de sidste danske hedearealer nu er ved at kvæles – i ammoniakdampe fra de store svineproduktioner, der ikke overdækker deres enorme gylletanke, som loven ellers foreskriver.

Interesserede bør så absolut læse Jyllands-Postens afdækning af den menige danskers vrangbillede af landmanden. Og af landmændenes egen vaklende selvforståelse. Stof til eftertanke.

28. januar 2001

© Steen Ulnits

* “Landbrugets reflekser må på chokkur”

Under denne overskrift skriver Dagbladet Politiken i en leder den 19. januar blandt andet følgende:

“…chancen for at støde på en artikel om landbruget i landets førende aviser, uden at ordene kompensation eller støtte også forekommer, er ganske ringe. Og det var nok årsagen til, at landbrugets ledere forleden var tydeligt chokerede over fødevareminister Ritt Bjerregaards kontante afvisning af at lade staten betale de ekstraomkostninger, der er nødvendige for at genskabe forbrugernes tillid til oksekød trods kogalskaben. Landbruget er selv skyld i miseren gennem de produktionsformer, de har valgt, mente ministeren.

Nu må man have landbrugslederne undskyldt. For ingen nulevende aktiv landmand kan vel huske, hvornår landbruget senest har haft eller skabt et problem, hvis løsning ikke har kostet skattekroner fra det øvrige samfund. Det er sket, når miljøproblemerne ikke længere har kunnet negligeres, det er sket med gældssanering, tørkelån og andre opfindsomheder. Og det er sket siden EF-medlemsskabet, hvor de fem-seks procent af EUs befolkning, der er aktive landmænd, med største selvfølgelighed har lagt beslag på mere end halvdelen af EUs budget.

Derfor er det på høje tid, at Ritt Bjerregaard bruger sin velkendte evne til at sætte dagsordenen og signalere, at hun er fødevareminister og ikke mere leder af et interessekontor for landbruget, end boligministeren er for tømrermestrene. Det er på tide at bryde refleksreaktionen, der gør ethvert landbrugsproblem til en offentlig udgift.

Forbrugerne, dvs. skatteyderne, yder i forvejen rigeligt til markedsføring af landbrugsprodukter, bl.a. ved at tillade, at forsyningerne af mælk og kød nu sker gennem fusionerede, landbrugsejede storkoncerner med monopolstatus på hjemmemarkedet.

Landbruget bør altså indstille sig på at blive et erhverv på linje med alle andre. Og når protesterne over den manglende statsstøtte omkring kogalskaben også omfatter krav om at få sunde og testede kreaturer destrueret med EU-støtte for at få markedspriserne op, er grænsen for krævementaliteten ikke alene overskredet. Så er erhvervet på vej ind i det moralsk anløbne”. Citat slut.

Såvidt Dagbladet Politiken. Rart, man ikke længere behøver sige det selv.

28. januar 2001

© Steen Ulnits

* Skotske laks i frit fald

Det var Skotland, der gav os fluefiskeriet efter den sølvblanke atlanterhavslaks – Skotland, hvis smukke laksefloder engang husede laks i tusindvis.

Det var også skotterne, der gav os de nu klassiske og for visses vedkommende udødelige laksefluer. Tænk blot på et mønster som “Green Highlander”, der stadig lever i bedste velgående, omend det i dag mest bindes i diverse hårvingede udgaver.

Men det står skidt til med den skotske laks – rigtig skidt endda. Se blot de officielle fangsttal, som den skotske regering har udsendt:

• 1995: 574 tons
• 1996: 425 tons
• 1997: 296 tons

Altså omkring en halvering på blot tre år. Der er sikkert flere årsager til den markante og skræmmende nedgang – nogle naturlige, andre menneskeskabte. Til de naturlige hører svingninger i havenes gennemsnitstemperatur, hvilket har betydning for laksesmoltens overlevelse i den første kritiske tid i havet. Til de naturlige hører også naturlige svingninger i sælbestanden, der tolder hårdt på laksene i flodernes mundingsområder.

Til de menneskeskabte hører nedgang i fødemængden for laksene i havet – forårsaget af et hårdhændet industrifiskeri efter sild, brisling, tobis, sperling og lodde. Industrifisk til fremstilling af fiskemel og foderpiller. Til de menneskeskabte hører også klassikerne, nemlig bygning af diverse impassable opstemninger ved vandløbene, så laksene hindres adgang til deres gydepladser.

Og så må vi ikke glemme det nordengelske “interception” fiskeri, der fanger en meget stor del af de laks, som på deres gydevandring er søgt helt ind under de skotske og nordengelske kyster. Et fiskeri, som den britiske regering nu arbejder målrettet på at få bragt til ophør.

Til de allernyeste menneskeskabte faktorer hører det storstilede lakseopdræt i fjordene. I tusindvis af tamlaks undslipper fra netburene og blander sig med de fåtallige vildlaks på gydepladserne – med genetisk udvanding til følge. Og så er der de mange fiskesygdomme, som uundgåeligt følger med et storstilet fiskeopdræt – sygdomme, som tamlaksene kan vaccineres imod, men som vildlaksene i sagens natur ikke kan.

Endelig er der parasitterne fra fiskeopdrættet – med ikten Gyrodactylus salaris som den værste i ferskvand og havlusen som fjende nummer ét i saltvand. Vi ligger således virkelig, som vi har redt, og skotterne har primært sig selv at takke for, at en storslået naturarv og en ditto kulturarv nu er ved at smuldre bort…

21. januar 2001

© Steen Ulnits

* Islandske laks i fare

“Errare humanum est” – Det er menneskeligt at fejle, men det er dumt at blive ved. Sådan sagde allerede de gamle romere, men det synes man ikke at kende til i den nuværende islandske regering.

I hvert fald har man nu tænkt sig at begå nøjagtig de samme fejl, som på få år har ført den norske vildlaks til randen af udryddelse mange steder. Den islandske regering vil nemlig give norske lakseopdrættere lov til at opdrætte laks i islandske fjorde…

De seneste årtier har med al ønskelig tydelighed vist, at et storstilet opdræt af tamlaks ikke er den redning for vildlaksen, man engang troede. Tværtimod. Nu ved man, at de mange tamlaks i stedet udgør måske den største trussel nogensinde mod den vilde laks’ overlevelse.

Dels har lakseopdrættet ført farlige sygdomme og parasitter med sig – med Gyrodactylus salaris og havlus blandt de sidstnævnte. Og dels har hundredtusindvis af undslupne tamlaks blandet sig med de langt mere fåtallige vildlaks på gydepladserne – med en uundgåelig udvanding af den arvemasse, som vildlaksen har udviklet i løbet af årtusinder, til følge.

Og nu vil Island så gøre nordmændene kunsten efter i nogle af deres isfri fjorde. Island, der råder over 100 af verdens fineste lakseelve. Island, som tjener flere penge på deres vildlaks end noget andet land i verden. Island, hvor hver enkelt vildlaks fanget på stang og line omsætter for mere end 1.000 US $.

Men nu skal der altså opdrættes tamlaks i de islandske fjorde. I hundredtusindvis. Alene de første tre laksefarme planlægger nemlig en massiv årsproduktion på mere end 20.000 tons. Og det islandske fremskridtsparti presser på. De ønsker ikke en samlet miljøvurdering før etableringen – trods det faktum, at der i EU kræves miljøgodkendelse af enhver årsproduktion over blot 100 tons…

Dumt, for det kan hurtigt blive begyndelsen til enden. Island vil miste sin status som et af verdens reneste og mest sygdomsfri lande. En status, der er millioner og atter millioner værd for den islandske turistindustri. Og den nuværende tvangsdesinfektion af fiskegrej indført udefra vil blive helt til grin – et rent paradenummer.

Dumt, Island – meget dumt. Og så er det endda en regering styret af et parti ved navn Fremskridtspartiet, der står bag…

21. januar 2001

© Steen Ulnits

* Vildlaks rødlistet i USA

I USA, hvor atlanterhavslaks i mange år kun har måttet fanges på flue og fluestang – som i nabolandet Canada længere nordpå – måtte Salmo salar definitivt opgive ævred i år 2000.

Sidste år – helt eksakt den 13. november 2000 – kom atlanterhavslaksen således på listen over truede dyrearter i USA, hvor den på nuværende tidspunkt kun forekommer i otte floder i staten Maine. Og her er bestandene på et “dangerously low level” – på et faretruende lavt niveau.

US Fish and Wildlife Service og Marine Fisheries Service slog i en udtalelse pjalterne sammen og konkluderede, at der i dag vender færre end 10% af de laks tilbage til floderne, som er nødvendige for artens overlevelse. Atlanterhavslaksen er således på randen af udryddelse her først i det nye årtusinde, og fredningen samt den nye status kommer derfor meget belejligt.

Dels på grund af den forøgede fokus, der nu kommer på atlanterhavslaksen. Og dels på grund af de statslige midler, der nu kan frigøres til ophjælpning af de udryddelsestruede bestande.

USA’s mange fluefiskere venter nu spændt på, om nye tiltag vil bringe laksen tilbage til Guds Eget Land. Eller om de i mange år fremover stadig skal drage nordpå til Canada for at dyppe snøren og fugte fluerne.

21. januar 2001

© Steen Ulnits

* Nedtur for fiskekvoter

EU enedes for nylig om de nye fiskekvoter i Nordsøen. Et af de største stridsspørgsmål var kvoten for torsk, der skulle beskæres voldsomt, hvis torskebestanden skal kunne komme sig igen. En nedgang på ikke mindre end 45% blev således anbefalet af biologerne.

Men Ritt Bjerregaard fik forhandlet sig frem til fiskekvoter, der ikke er helt så slemme for dansk fiskeri – blandt andet ved at bytte kvoter med kollegerne fra de øvrige EU lande. Resultatet for dansk fiskeri kom efterfølgende til at se således ud:

• Torsk: – 18%
• Kuller: – 26%
• Hvilling: + 22%
• Mørksej: + 2,5%
• Kulmule: – 44%
• Rødspætte: – 16%
• Tunge: – 20%
• Sild: – 9%
• Makrel: + 2%

Alt i alt kunne det således være gået meget værre for dansk erhvervsfiskeri. Men generelt kan man konkludere, at fiskerierhvervet i årevis har savet løs af den gren, de selv sidder på. Det er derfor nu, fortidens synder skal gøres gode igen. Nu, gælden fra overfiskeriet skal tilbagebetales.Fiskerne ligger således, som de har redt – trods afgiftsfri dieselolie og store tilskud fra EU.

I forbindelse med sidstnævnte: Danmark betaler hvert år 12 milliarder kroner til EU og får 11 milliarder tilbage igen. Af disse 11 modtager landbruget ikke mindre end 9,3 milliarder kroner i årligt tilskud. Da der er omkring 50.000 landmænd i Danmark, modtager de hver knap 200.000 kroner i diverse støtte- og tilskudsordninger.

Alligevel vil landbruget have yderligere tilskud, når dets industrialiserede produktion af slagtekvæg som nu – aldeles selvforskyldt – er endt med kogalskab. Og alligevel klager landmændene, når de nu – som de har skullet i 13 år, men ikke opfyldt – skal overdække deres gylletanke for at mindske ammoniakudslippet.

Til sammenligning er der kun omkring 5.000 fiskere her i landet, og de modtager et årligt tilskud på 200 millioner kroner. Således får fiskerne hver især omkring 40.000 kroner i årlig støtte fra EU. Til ophug af overskydende skibe og som kompensation for forringede fiskekvoter.

Såvidt vore højt besungne “liberale” erhverv, landbrug og fiskeri. Se også notitsen “Helt i fisk” længere nede på denne side.

18. januar 2001

© Steen Ulnits

* Godt, men gammelt nyt om gylle

Så kom de endelig, de nye indgreb mod den tiltagende fordampning af ammoniak fra landbruget og dets gylleproduktion.

Ganske vist har der lige siden 1987 været krav til landmændene om at overdække deres gylletanke for at nedsætte fordampningen. Men desværre blev det pålagt kommunerne at udføre tilsynet med landmændene og deres nyetablerede gylletanke – kommunerne, som i det daglige er lovlig tæt på de enkelte landmænd.

I hvert fald er det en kendsgerning, at omkring halvdelen af landets gylletanke i nu 13 år har stået helt åbne – ulovligt og med massiv fordampning af ammoniak til følge. Og resultaterne kender vi kun alt for godt: Først i form af nedsivning til grundvand og overfladevand – senest i form af store hedearealer, der bukker under for de mange næringsstoffer i luften.

Men nu skal det være slut med det ulovlige svineri. Slut med at se gennem fingre med de åbne gylletanke. I hvert fald hvis det står til det forslag til en ammoniak-handlingsplan, som miljøminister Svend Auken og fødevareminister Ritt Bjerregård netop i fællesskab er barslet med. Fra august 2002 skal samtlige svineproducenter således have overdækket deres gylletanke, og fra august 2004 bliver det forbudt at sprede gylle over markerne med de store bredspredere.

De nye regler vækker stor modstand hos svineproducenterne, som nu skal til også at yde for at kunne nye. I hvert fald skal de op med adskillige millioner kroner, førend landets gylletanke er bragt i overensstemmelse med de nye regler. Men det er bydende nødvendigt. Ifølge de nyeste tal, som stammer fra 1996, står landbruget for imponerende 98% af ammoniak-fordampningen herhjemme.

Men midt i glæden over den nye opstramning over for landbruget og dets massive forurening af jord, luft og vand med gylle er der dog en lille dråbe malurt. Eller i hvert fald en vis undren. Miljøstyrelsen har nemlig uden varsel trukket sig ud af et fireårigt forskningsprojekt, der skulle se på mulighederne for at nedbringe fordampningen af ammoniak fra gyllen.

Styrelsen havde ellers bevilget de første penge til etablering af den nødvendige organisation og til planlægning af forskningen. Mærkelig kovending. Men måske myndighederne blot har erkendt, at de 13 år gamle regler egentlig var gode nok – hvis blot de blev efterkommet?

18. januar 2001

© Steen Ulnits

* Bedre bæverbestand

De 18 bævere, som forrige år blev udsat ved Flynder Å i Klosterhede Plantage, lever og har det godt. Så godt, at de har formeret sig. Således er der i dag 25 bævere, som hygger sig i de nordvestjyske nåleskove.

Bæverne stammer fra Tyskland, nærmere betegnet området omkring floden Elben. Her blev de købt for 1.000 D-mark stykket – altså omkring 4.000 kroner for en voksen bæver. Ungerne kan fås for 1.000 kroner mindre, hvis nogen skulle være interesseret.

Hver gang emnet bringes på bane, må det undre, hvordan Skov- og Naturstyrelsen med den ene hånd kan udsætte fremmede bævere i et land, hvor der ikke har været bævere i 2.000 år. Mens man med den anden hårdnakket nægter at acceptere svensk hjælp til retablering af Gudenå-laksen, der blot har været udryddet i 75 år.

Men den virkelige forklaring er velkendt. Skulle Skov- og Naturstyrelsen acceptere Gudenå-laksen, måtte den samtidig tage afstand fra Tangeværket, Tange Sø og elproduktionen herfra. Det er nemlig den, der ifølge statens egne biologer i Danmarks Fiskeriundersøgelser er den eneste reelle hindring for en genskabelse af laksebestanden i Gudenåen.

Og det vil miljø- og energiminister Svend Auken ikke give Skov- og Naturstyrelsen lov til at mene. Det kunne jo gå ud over partikammeraterne i Tangeværkets bestyrelse.

18. januar 2001

© Steen Ulnits

* Smovser i smolt

Nye resultater fra Danmarks Fiskeriundersøgelser viser, at store mængder ørred- og laksesmolt ender deres dage som foder for fisk i dambrug.

Mere end 70% af samtlige ungfisk af laks og ørreder havner under nedtrækket mod havet i dambrugene, hvorfra de ikke kan finde ud igen. De ender derfor i maven på de altid sultne dambrugsfisk. Er der mere end ét dambrug ved et givet vandløb, er det således et minimalt antal fisk, der slipper helskindet ud i havet.

Dette er naturligvis intet mindre end en katastrofe for vore sidste og hårdt pressede bestande af vildfisk. Og en økonomisk katastrofe for os sportsfiskere, som via det obligatoriske fisketegn finansierer de millionstore udsætninger af netop smolt. På alle måder et kæmpemæssigt spild af ressurser ved de vandløb, der er befængt med dambrug.

Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF), som i årevis har ført en indædt kamp mod dambrugenes massive ødelæggelser af vore åer og deres fiskebestande, har et klart bud på problemets løsning:

Samtlige dambrug ved vore vandløb skal omlægges til fiskeproduktion baseret på vandværksvand. Og staten bør give en økonomisk håndsrækning, så denne omlægning ikke skal stå på i årevis.

Mere magt til DSF!

14. januar 2001

© Steen Ulnits

* Travlhed om trawl

DR 2 havde den 9. januar i programmet VidenOm en højaktuel udsendelse om moderne trawlfiskeri. I udsendelsen kunne man se interessante optagelser af fiskenes opførsel i og omkring et moderne trawl spilet af store metalskovle, der pløjer gennem bunden, så slammet stod til alle sider.

Man kunne se, hvordan trawlet helt enkelt svømmer fiskene trætte. I starten kan de sagtens følge med trawlet, men efter nogen tid – op mod en times tid eller mere for visse arters vedkommende – syrer fiskenes muskler til, og som på kommando falder hele flokken tilbage i trawlet og havner til sidst i posen, hvor de bliver mast godt sammen. For ikke at ende som plukfisk, når de mange fisk løftes ombord, pumpes fiskene i stedet ud af trawlposen med en slags kæmpestøvsuger.

Udsendelsen viste også klip fra et dansk forskningscenter, hvor man eksperimenterer med nye trawltyper, der på én gang er mere effektive og mere skånsomme. Effektive i den forstand, at det kræver mindre energi at slæbe dem gennem vandet i timevis. Skånsomme, fordi de mere selektivt end nu kan fange ønskede arter og frasortere uønskede.

Indtil videre har man dog kun haft held til at udvikle trawl, der tillader smårejer at slippe ud gennem såkaldte flugtriste i trawlets top. Det kniber meget mere med at få sorteret ønskede fiskearter fra uønskede. Et kæmpeproblem, der hvert år resulterer i godt en 1/2 million tons “udsmid” i form af fisk, der af den ene eller anden grund må smides ud igen. Enten fordi kvoterne er opbrugt. Eller fordi fiskene har været for små. Eller fordi der er tale om søstjerner, krabber og andet uden salgsmæssig værdi.

1/2 million tons udsmid er et kolossalt spild af havets ressurser. Og en af grundene til den nuværende mangel på fangbare fisk og de deraf følgende reducerede kvoter. Hollandske undersøgelser har tidligere vist, at for hvert kg salgbar fisk landet af en bomtrawler er der dræbt 10 kg ikke salgbar fisk og i snit 6 kg andre bunddyr.

Dette er naturligvis ikke holdbart i længden, og der er således al mulig grund til at arbejde på højtryk med udviklingen af nye og mere skånsomme trawltyper.

14. januar 2001

© Steen Ulnits

* I clinch med Clinton

Vi vidste jo godt – ganske vist i anden sammenhæng – at den nuværende præsident Bill Clinton er en mand med nosser. Nu har han bevist det igen – ganske vist stadig i anden sammenhæng, men denne gang vigtigere end nogensinde.

US president Bill Clinton har nemlig gjort, hvad enhver ansvarlig og miljøbevidst præsident ville have gjort: Han har underskrevet et direktiv, som blandt meget andet gør det umuligt for olieindustrien umiddelbart at påbegynde udnyttelsen af de fredede områder i Alaska. Efter dette direktiv – noget af det allersidste officielle, som Clinton udretter i sin præsidentperiode – vil der gå mindst et år, før nogen instans kan give grønt lys for udnyttelsen af de sidste olieressurser i den sidste nordamerikanske vildmark.

Dette år er forhåbentlig nok til, at USA’s miljøorganisationer kan nå at få pudset domstolene på den nye præsident og på oliebranchen. Om det så også kun er for en stakket frist. NGO’erne har jo lovet at gøre absolut alt, der står i deres magt, for at forpurre planerne om olieboring i vildmarken. Og landets advokater står som sædvanlig klar til at betjene højstbydende…

Helt konkret har Bill Clinton netop gennemført den største amerikanske fredning, siden præsident Carter lancerede sin “Carter Convention” sidst i 70’erne. Clinton har godkendt et direktiv, hvorefter der ikke må drives skovbrug eller anlægges veje i en tredjedel af USA’s statsskovdistrikter. Og det er ikke småområder, der er tale om. Således drejer det sig samlet om 25 millioner hektar vildmark fordelt over det meste af USA – et areal, der er seks gange så stort som hele Danmark.

Bush-lejren raser naturligvis, men sådan er spillereglerne nu engang i det politiske liv. Det ved Bush bedre end de fleste. Eller burde vide. Han blev jo ikke valgt af folket, men af den republikansk dominerede Højesteret. Trods et stemmeflertal på over 300.000 til nuværende og miljøvenlige vicepræsident Al Gore…

10. januar 2001

© Steen Ulnits

* “Helt i fisk”

Under denne overskrift skriver dagbladet Aktuelt blandt andet følgende, som meget passende kan citeres her på denne side:

“Der er al mulig grund til at se alvorligt på de danske fiskeres problemer efter EU’s beslutning om en kraftig nedskæring af torskekvoterne i Nordsøen. (45%, red.) Nedskæringerne vil formentlig betyde, at flere hundrede fiskere må gå på land og finde andet arbejde og dermed må indstille sig på en anden tilværelse. Og her må samfundet naturligvis træde til med den nødvendige hjælp.

Men det er trods alt en billig pris for at sikre fiskebestandene i havet omkring Danmark. Årtiers rovfiskeri på torsk, sild og andre fiskearter har sammen med den stigende forurening fra industrien og landbruget betydet en drastisk nedgang af torskebestanden især i Nordsøen.

Så i virkeligheden ligger fiskerne jo nu blot, som de har redt. Og det mangler da bare, at vi nu begynder at rette op på skaderne især i en periode, hvor fiskerne langt nemmere end hidtil kan få arbejde i andre dele af det danske samfund.”

Såvidt dagbladet Aktuelts leder om fremtiden for det danske erhvervsfiskeri. Som faste læsere af denne side vil vide, så har netop dette yderst liberale erhverv i de seneste år brillieret med den ene svindelsag efter den anden.

Der er blevet fusket grundigt med landing af fredede fiskearter under andet navn. Der er blevet solgt afgiftsfri dieselolie sort som billig fyringsolie til privatpersoner. Og der fiskes så tæt på land, som overhovedet fiskes kan – uden hensyntagen til hverken miljø eller andre menneskers færden på havet. Dette jævnfør nedenfor omtalte episoder på Lillebælt.

Som lystfiskere og miljøfolk kan vi på alle måder glæde os over de kommende, nødvendige nedskæringer i dette gamle erhverv, der heldigvis kun beskæftiger omkring 5.000 mennesker her i landet. Deres tid er ved at ebbe ud.

7. januar 2001

© Steen Ulnits

* Samsø 2001

Igen i 2001 afholder Højskolen på Samsø sine populære kurser i kystfluefiskeri – denne gang i form af tre ugelange kurser med masser af lektioner i fluekast, fluefiskeri og fluebinding. “Bind en flue og fang en fisk”, lyder kursernes motto, for det drejer sig primært om det praktiske fiskeri efter kysternes sølvblanke havørreder.

Alle kan deltage – uanset om de allerede har mange kystflueørreder på samvittigheden eller stadig har den første til gode. Eneste forudsætning er et passende sæt kystfluegrej samt et par waders og den fornødne beklædning. Der er tre perioder at vælge imellem:

uge 14: 1. april – 7. april 2001

uge 17: 22. april – 28. april 2001

uge 41: 7. oktober – 13. oktober 2001

Altså to uger i foråret og en uge i efteråret. Undertegnede vil være underviser på samtlige kurser, og der vil altid være mindst én hjælpelærer mere til stede. Vær ude i god tid, da kurserne sidste år var overtegnet lang tid i forvejen. Prisen for en uges ophold med kost, logi og undervisning samt masser af fiskeri er nemlig beskedne kr. 2.800.

Nærmere oplysninger fås hos Højskolen på Samsø, Skolebakken 10, 8305 Samsø. Bestil gerne den nye flotte brochure på telefon 86 59 04 11 eller send en e-mail til hojskolen@samso.com.

2. januar 2001

© Steen Ulnits

* Vadehavet for verden

Vadehavet er et uhyre vigtigt opvækstområde for mange fiskearters yngel – fladfiskenes, ikke mindst. På det lave vand lever fiskeyngelen af de utallige orme og muslinger, der trives i den bløde slikdækkede sandbund.

Vadehavet er da også udlagt som et såkaldt Ramsar-område, hvor der gælder specielle regler for beskyttelsen af ikke mindst det meget rige fugleliv.

Senest er det blevet foreslået, at Vadehavet – såvel den danske som den tyske og den hollandske del – udpeges til Verdens Naturarv. Det er en status, som Unesco under FN tildeler naturområder af særlig interesse verden over.

Hvis Vadehavet indlemmes i Verdens Naturarv, kommer vi i meget fint selskab. Således er verdensberømte attraktioner som Victoria Vandfaldene, Kilimanjaro, Galapagos Øerne, Grand Canyon og Great Barrier Reef med i Verdens Naturarv, der blev oprettet i 1972.

Imidlertid er der fra lokalt hold rejst skepsis omkring projektet. Således frygter erhvervslivet indskrænkninger i udbygningen af Esbjerg havn. Andre ser dog store muligheder for turismen, dersom Vadehavet indlemmes i Verdens Naturarv og dermed for alvor kommer på verdenskortet.

Lad os her først i det nye år krydse fingre for, at vi havner dér!

2. januar 2001

© Steen Ulnits

* Bush ud af bush’en

Så kom han langt om længe ud af busken – den nye præsident, som USA’s befolkning slet ikke ville have, men som den republikansk dominerede Højesteret med en hårfin split decision alligevel mente, de skulle have. Så meget for Højesterets upartiskhed, som ingen nu længere tror på.

Den politisk umodne og forkælede fars dreng med oliemillioner på bankkontoen havde ingen skrupler over at skulle være USA’s nye præsident – trods det faktum, at han fik omkring 300.000 stemmer færre end demokraten og miljøforkæmperen Al Gore. Trods uregelmæssigheder omkring valget i staten Florida, hvor Bush’ egen bror Jeb er guvernør. Alle kneb gælder åbenbart – både i og uden for USA’s Højesteret.

Præsident George Walker Bush Junior dokumenterede som noget nær sin første handling overhovedet, at han ikke har forstand på politik – at han kun nåede så vidt på grund af den massive økonomiske opbakning, han fik fra den stenrige oliebranche. Han lever nu til fulde op til alle spådomme om, at han ikke fatter en brik om politik og miljø, men kun styres af penge og pengestærke bagmænd.

Hans første gerning var nemlig at erklære, at nu vil han åbne op for olieudvinding i Alaskas sidste ødemarker. Dem, som præsident Carter sidst i 70’erne fik fredet via sin fremsynede Carter Convention. Nu vil Bush junior betale oliebranchen tilbage for dens støtte under valgkampen – ved at sælge ud af det amerikanske arvesølv. Nu skal der bores efter olie i den sårbare arktiske ødemark – den eneste, som er tilbage af slagsen i Nordamerika.

Og så er Bush junior endda – som Bush senior – en ivrig lystfisker. Hans problem er blot, at han hellere vil fiske bass i en kunstig sø i det varme Texas end i en iskold naturlig elv længst oppe i Alaska.

USA’s miljøorganisationer har øjeblikkeligt erklæret Bush kamp til stregen og sidste blodsdråbe. – Hvor kortsynet kan man være og så samtidig blive præsident for verdens mægtigste nation og eneste tilbageværende supermagt?

Den slags lader sig kun gøre i USA, hvor man har det værste og bedste af alt.

1. januar 2001

© Steen Ulnits