* Sliv Sø slippes løs
Den lille Hoptrup Å i Sønderjylland er kendt af mange for sit fine fiskeri efter havørreder og ikke mindst undslupne regnbuer fra havbrug i de indre danske farvande.
Nu er Hoptrup Å imidlertid ved a være en saga blot – erstattet af den nye Sliv Sø, som tog sin begyndelse i lørdags. Da åbnede Sønderjyllands Amt nemlig for sluserne til den nye sø, der forventes at ligge klar om blot tre måneder. Da vil søen være 164 hektar stor og 2,4 km bred med den snitdybde på 2,2 meter. Dybeste sted bliver 3,5 meter.
Det er således en ganske stor, men også lavvandet sø efter danske forhold. Og samtidig en søtype, der for alvor kan holde det skadelige kvælstof fra landbrugets overgødskede marker tilbage, så det ikke ender i de indre danske farvande – med iltsvind, algeblomst og fiskedød i Lillebælt til følge. Som vi desværre har set det alt for mange gange i de seneste år.
Sliv Sø-projektet har kostet godt 22 millioner kroner, hvoraf staten har bidraget med det halve. Amtet har ytret ønske om at sælge søen, der vil blive den tredjestørste af slagsen i Sønderjylland. Endnu foreligger der dog ingen købsaftaler, men potentielle købere findes der flere af.
Sliv Sø kommer atter til verden, efter at området i næsten 50 år har været afvandet til landbrugsjord. Den lille Hoptrup Å har derfor mest af alt været en afvandingskanal for landbruget i området.
29. marts 2004
© Steen Ulnits
* Slagsmål om sommerhuse
Miljøafviklingsminister Hans Chr. Schmidts nye forslag om bygning af 8.000 nye sommerhuse nær de danske kyster vækker forundring, harme – og forvirring. Selv blandt regeringens palamentariske grundlag, støttepartiet Dansk Folkeparti, er der udbredt skepsis. Det fremgår af “Sagt på en søndag” i en nylig udgave af Morgenavisen Jyllands-Posten. Heri skriver Jørn Dohrmann, der er forlketingsmedlem for Dansk Folkeparti, blandt andet følgende:
“Danmarks kyststrækninger er noget særligt og derfor bevaringsværdige. Derfor mener Dansk Folkeparti, at det skal være Folketinget, der fastlægger hvor og hvor mange sommerhuse, vi skal have rundt om i landet.
Flere kommuner magter ikke at administrere tilladelser til byggerier, fordi de kan tjene penge på at få udstykket så mange grunde som muligt til sommerhusbebyggelse.”
I debatten op til lovforslaget om 8.000 nye sommerhuse nær danske kyster har der sågar været interne stridigheder mellem miljøministeren og partiets miljøpolitiske ordfører Eyvind Vesselbo, der ønsker forslaget om de mange nye sommerhuse tolket meget liberalt. Han mener således ikke, at de nye sommerhuse nødvendigvis skal ligge bag eksisterende, sådan som det foreslås. Han ser tilsyneladende gerne, at ubebyggede kyster plastres til med nye sommerhuse, så vi kan få en dansk Riviera. Hertil har Jørn Dohrmann følgende kommentar:
“Eyvind Vesselbo mener tydeligvis, at det er vigtigere, at udstykningen af sommergusgrunde er en givtig forretning for den pågældende kommune, og at der ikke er fare for, at de danske kyster bliver plastret til af en række nye sommerhuse. Ministerens forslag skal tolkes mere løst, mener Eyvind Vesselbo.
De to partifæller ligger dermed overhovedet ikke på politisk linje i spørgsmålet om udstykning af sommerhusgrunde ved da danske kyststrækninger.”Jørn Dohrmann fortsætter:
“Miljøministeren og den miljøpolitiske ordfører, der begge er fra Venstre, kommer med så forskellige udmeldinger, at jeg er alvorligt bekymret for, hvad deres egentlige hensigter er. – Tænker de på kommunernes mulighed for en øget indtægt? – Og ønsker de at tage de nødvendige hensyn til naturen og de danske kyststrækningers storslåethed og beståen?”
Det er et godt spørgsmål, som Dansk Folkeparti der fremsætter. Svaret blæser nemlig i vinden – præcis som regeringens miljøpolitik, hvis den da overhovedet kan kaldes sådan. Jørn Dohrmann benytter samtidig lejligheden til at slå et slag for nogle af sit partis kernevælgere, nemlig pensionisterne. Han ønsker, at reglerne for helårsbeboelse af sommerhuse skal lempes, så flere pensionister tidligere kan flytte ud i deres sommerhuse og bebo dem hele året.
Det vil frigøre mange lejligheder i byerne, som så kan bruges til at nedbringe den generelle boligmangel med. Som det er i dag, skal man have ejet sit sommerhus i 8 år og være pensionist, førend man må bruge det til helårsbrug.
Dansk Folkeparti ønsker grænsen nedsat til 2 år, men så helst, at pensionister uden videre kunne købe sommerhuse og straks bruge dem til helårsbolig.
29. marts 2004
© Steen Ulnits
* Ikke første gang – næppe heller sidste…
Det er ikke første gang, at Venstres miljøafviklingsminister har gjort det. Hans hang til nye byggerier ligner mere en tvangstanke end en kongstanke:
Hans Christian Schmidt lancerede nemlig i 2002 sin nye planlov, der kort fortalt tillader partiets kernevælgere, bønderne, at bygge nye boliger i naturen, hvor det tidligere ikke har været tilladt at bygge.Folketingets miljøudvalg fik dog presset miljøministeren til at opgive sin oprindelige plan, der gik så vidt som til at tillade byggeri inden for den hidtil gældende zone 300 m fra kystlinjen.
Men ellers er der nu grønt lys til, at Venstre-bønder fremover kan indrette ekstrabolig i hovedbygningen samt bygge en aftægtsbolig samt en medhjælperbolig inden for 100 m fra hovedbygningen. Altså tre nye boliger for hver nuværende.
Selv langt ind i regeringens egne rækker vakte miljøministerens nye forslag dyb bekymring. Det kan nemlig medføre, at der dukker mange helt nye boliger op i naturskønne områder af landet, som hidtil har været friholdt for byggeri – netop af hensyn til naturen.
Det frygtes således, at velhavende bønder vil spekulere i den nye ordning og bygge boliger. Boliger, som siden kan sælges med stor fortjeneste, da de i mange tilfælde vil ligge i meget naturskønne områder. I visse tilfælde vil de også kunne tage udsigten fra eksisterende boliger.
Der er således al mulig grund til at frygte for nye huse og sommerhuse nær kyster, der i dag ligger uberørte hen. Hvilket ikke mindst Danmarks Naturfredningsforening da også gør. Det er næppe sidste gang, vi kommer til at høre forslag om nybygninger i den danske natur. Med mindre altså at regeringen væltes ved næste valg.
Nu ved vi i hvert fald, hvad den står for. Det vidste vi ikke ved sidste valg, for det ville Venstre ikke fortælle. Man var bange for, at man så kun ville få bøndernes stemmer.
29. marts 2004
© Steen Ulnits
* Håb for Holme Å
Snæbelen – den spidsnudede havhelt, som i dag kun lever i tilløbene til den danske del af Vadehavet – er en stærkt truet art. Dens truede status har sat fokus på laksefiskenes generelle levebetingelser i Vadehavsåerne – i en sådan grad, at man nu har vedtaget et stort projekt med støtte fra EU, den danske stat og Sydvest Energi, som ejer Karlsgårdeværket ved Varde Å.
Projektet, der koster 18 millioner kroner, finansieres med 9 mio. kr. fra EU, 3,5 mio. kr. fra staten og 3,5 mio. kr. fra Sydvest Energi. Ribe Amt bidrager med 2 mio. kr.
Holme Å får ved gennemførelsen af projektet alt sit vand tilbage, idet Hostrup Stemmeværk sløjfes og Holme kanal lukkes. Alene dette er et kæmpefremskridt for vandmiljøet i det store Varde å-system. Restaureringen af Holme Å gælder de nederste 12 km ned mod sammenløbet med Varde Å, og Holme Å bliver dermed den helt store vinder af EU-projektet.
Ansager Å får ved stemmeværket anlagt et omløbsstryg, så vandrefiskene uhindret kan passere forbi – op mod gydepladserne længere oppe i systemet. Opstrøms omløbet laves en fordelingskanal, som fast leder 2 kubikmeter vand i sekundet til Varde Å, mens hovedparten – op mod 15 m3/sek – går til Karlsgårde Sø og dermed til elproduktionen i Karlsgårdeværket. Dette sikrer værket en fortsat rentabilitet.
Det sikrer imidlertid også massiv kritik fra Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF), som finder det helt urimeligt, at laksen i Varde Å kun tilgodeses med 2 m3 vand i sekundet, mens Karlsgårdeværket også fremover får næsten hele vandføringen.
Varde Sportsfiskerforening, der også er medlem af DSF, er imidlertid ikke enige i kritikken. Den lokale forening finder, at projektet er en rigtig god begyndelse – og i hvert fald langt bedre end det intet, der hidtil er sket for laksefiskene i Varde Å-systemet.
Ribe Amt har flere begrundelser for ikke at lukke Karlsgårdeværket helt og give alt vandet tilbage til Varde Å. Dels er der økonomien for Karlsgårdeværket, som naturligvis har spillet ind i belsutningsprocessen. Værket vil kunne kræve kompensation for mistede indtægter, og det vil være beløb i millionklassen.
Og dels er der problemet med de store mængder kviksølv, som stadig ligger på bunden af Karlsgårde Sø – som rest fra Grindstedværkets gamle udledninger i 1960’erne. Fjerner man gennemstrømningen af søen, eksponerer man også den giftige kviksølv, mener altså amtet.
22. marts 2004
© Steen Ulnits
* Ny tvivl om Lomborgs motiver
Med en ny rapport fra Lomborgs politisk bestemte Institut for Miljøvurdering (IMV) er der atter sået tvivl om Bjørn Lomborg og IMV’s motiver. Den nye rapport omhandler forbrænding af affald og konkluderer, at det ville være bedre rent samfundsøkonomisk, dersom landets virksomheder i højere grad fik lov til selv at afbrænde affald.
Således har IMV beregnet, at alene cementfabrikken Aalborg Portland vil kunne give en samfundsøkonomisk gevinst i størrelsesordenen 60 mio. kroner årligt, dersom fabrikken fik lov at udnytte sit potentiale til affaldsforbrænding fuldt ud.
“Vi ser det her som et rent partsindlæg, der måske kunne have et politisk opdrag”, lød dommen øjeblikkeligt og næppe uventet fra Vestforbrændingen. Ivar Green-Paulsen, der er formand for de danske forbrændingsanlægs brancheforening “Affald Danmark”, fortsætter til Morgenavisen Jyllands-Posten:
“Vi står i en situation med bygning af nye anlæg i Esbjerg og Aalborg, der allerede til næste år vil give os en overkapacitet i branchen på en halv mio. tons affald. IMV bygger sine forudsætninger på forventninger om, at mængden af brændbart affald vil vokse fra 3,3 til over 4 mio. tons i 2020. Det tror vi ganske enkelt ikke på”, sagde Ivar Green-Paulsen, der mener, at IMV er meget subjektiv i valget af netop Aalborg Portland som eksempel:
“Cementindustrien har fået tilkæmpet sig tilladelser til at udlede langt mere af såvel dioxin som diverse drivhusgasser end vore forbrændingsanlæg. Det er lempelige krav, som ikke giver lige konkurrencevilkår. Samtidig er det kendt, at netop cementfabrikker kan tilpasses afbrænding af affald med lave ekstraomkostninger. Havde man valgt andre industrielle muligheder for affaldsforbrænding ville det have belastet beregningerne med meget store ekstraregninger til blandt andet nye røggas-rensningsanlæg”.
Cementfabrikken Aalborg Portland aftager årligt omkring 70.000 tons brændbart affald, der brændes af i virksomhedens cementovne. I modsætning til andre potentielle industrielle affaldsforbrændere lader Aalborg Portland alle sine affaldsstoffer indgå som en del af den færdige cement. Fabrikken har således heller ikke udgifter til deponering af farlige affaldsstoffer, hvilket alle andre forbrændingsanlæg har eller ville have.
Med den nye rapport har IMV endnu en gang understreget, at dens rapporter i bedste fald er tvivlsomme – i værste fald bestilt politisk arbejde fra Anders Fogh Rasmussens regering, der egenhændigt besluttede sig for oprettelsen af et nyt institut med miljødebattens enfant terrible Bjørn Lomborg som direktør.
22. marts 2004
© Steen Ulnits
* Fiskeplejen 2004
31,5 millioner kroner blev der til fiskeplejen i 2004. Af dem kom 22,7 millioner fra lystfiskernes fisketegn og 8,4 millioner fra fritidsfiskernes garnlicens. Hertil skal så lægges 0,4 million kroner, som overførtes fra 2003. Ifølge Fødevareministeriets Handlingsplan for Fiskeplejen 2004 vil de 31,5 millioner i grove træk blive brugt på følgende vis:
- 15,3 mio. kr = 48,5%: Udsætning af fisk
- 2,2 mio. kr. = 0,7%: Vandløbsrestaurering
- 8,7 mio. kr. = 27,5%: Forskning
- 1,3 mio. kr = 0,4%: Rådgivning
- 3,3 mio. kr. = 10,5%: Administration og information
Igen i år er der fra forskellig side rejst kritik af, at lystfiskerne skal finansiere lønninger til statsansatte forskere fra delvis selvfinansierende sektorforskningsinstitutter såsom Danmarks Fiskeriundersøgelser (DFU), der jo administrerer fiskeplejemidlerne. Over en fjerdedel af alle millionerne går således til forskning.
Når man som DFU sidder på pengekassen, så er det sikkert fristende også selv at bruge af den – til lønning af egne forskere. Ganske vist under dække af, at forskningen sker med henblik på en mere effektiv fiskepleje.
Man kan også undre sig over, at der stadig ikke afsættes mere end godt et par millioner til vandløbsrestaurering – når der nu fra DFU satses så meget på selvreproducerende fiskebestande, at man ikke længere vil opretholde de store (og kostbare) udsætninger på Sjælland, hvor de fleste vandløb jo er ødelagt. Men hvorfra størstedelen af fiskeplejemidlerne til gengæld kommer.
Ikke underligt, at sjællænderne gerne så deres egne penge komme sjællandske fiskevande til gode – ikke de jyske, som i dag sluger langt de fleste af pengene, da det jo er her, de største og fleste intakte vandløb ligger.
Interesserede i denne problematik kan læse mere om fiskeplejen under “Artikler”
13. marts 2004
© Steen Ulnits
* IMV har atter en bestyrelse
Efter en del skærmydsler og smækken med dørene har regeringens politisk oprettede Institut for Miljøvurdering (IMV) med kontroversielle Bjørn Lomborg som direktør nu atter en fungerende bestyrelse. Miljøministeren har netop udnævnt tre afløsere for de bestyrelsesmedlemmer, der gik i protest mod Lomborgs planer om en kostbar IMV verdenskonference i Danmark – med titlen “Copenhagen Consensus”.
Miljøministerens valg faldt på vicedirektør i Danmarks Fødevare- og Veterinærforskning, Hans Peter Jensen; rektor for ingeniørhøjskolen i Århus, Ove Poulsen; og chefkonsulent i Private Force Technology, Jeanette Hounsgaard. De tre nye bestyrelsesmedlemmer må formodes at have en mere Lomborg-venlig holdning end de medlemmer, der trak sig i protest. I hvert fald udtaler Ove Poulsen – måske lidt kryptisk – til Jyllands-Posten, at Bjørn Lomborgs bog “Verdens Sande Tilstand” er en fortrinlig debatbog!
Det var selvsamme bog, der sidste år af Udvalget for Vurdering af Videnskabelig Uredelighed” (UVVU) blev kendt “i klar strid med normerne for god videnskabelig skik” for selektivt at udvælge data og undersøgelser, der kunne understøtte Lomborgs i forvejen valgte konklusioner. Selvsamme bog, som Institut for Statskundskab på Århus Universitet, hvorfra Lomborg kommer, havde opført på instituttets liste over “videnskabelige publikationer”. Det så jo flot ud og dokumenterede, at i hvert fald nogen lavede noget på Institut for Statskundskab…
Siden kom instituttet dog til at ærgre sig grænseløst over denne placering. Dels da bogen viste sig ikke at have argumenter, der kunne holde til en nærmere inspektion. Og dels da dens forfatter efterfølgende selv postulerede, at det jo slet ikke var saglig videnskab, men blot en provokerende debatbog, som instituttet havde finansieret og lagt ryg til…
Anyway. IMV har atter en bestyrelse og vil sikkert også fremover komme med indlæg, der får seriøse forskere til at ryste på hovedet. Men ikke statsministeren til at ryste på hånden. Lomborg var jo den allerførste af regeringens egne nye smagsdommere – da man først havde fået afviklet alle de grimme grønne råd fra Svend Aukens tid.
Endelig har det nye UVVU’s bestyrelse droppet at genoptage sagen om Bjørn Lomborgs videnskabelige uredelighed.
Læs mere i den store nye artikel om netop dette emne under “Biologi”.
13. marts 2004
© Steen Ulnits
* Lomborg fører sig atter frem i udlandet
Bjørn Lomborg kan bare ikke lade være. Han må og skal profilere sig – helst i det store udland, hvor enkelte stadig tror på ham. Således har han netop været til en konference i en højreorienteret engelsk tænketank på “The Adam Smith Institute”, hvor han sammenlignede de grønne miljøorganisationer med gadens kriminelle, som truer deres offer med en pistol for at få penge.
Vor egen miljøminister lagde straks afstand til Lomborgs udtalelser, og Lomborg måtte da også efterfølgende trække i land og påstå sig fejlciteret af selveste BBC. På samme måde tog miljøministeren i sin tid afstand fra Lomborg, da denne til en tysk avis i ramme alvor foreslog, at man jo blot kunne lave gamle lossepladser om til nye skisportssteder.
Så meget for seriøsiteten…
13. marts 2004
© Steen Ulnits
* Lørdagskyllinger lugter…
Morgenavisen Jyllands-Posten beretter, at fjerkræfarme nu har overhalet svinefarmene, hvad udledning af ammoniak til luften angår. Således er tre ud af fire blandt de 20 mest ammoniakudledende virksomheder fjerkræfarme. Den fjerde er en svinefarm.
På de tre første pladser kommer fjerkræfarme, der årligt hver udleder op mod 50 tons ammoniak til luften – ammoniak, som siden havner i jorden med regnvandet og efterfølgende siver ned til grundvandet, som så forurenes med nitrit – det stof, der giver de berygtede “blå børn”.
Tænk over det, næste gang der står “Lørdagskyllling” på menuen…
13. marts 2004
© Steen Ulnits
* Stængerne ud af flykabinen!
Den fiskerejsendes værste mareridt – at komme frem til drømmenes mål, blot for at erfare at fiskegrejet ikke er med i samme maskine – er nu på vej til at blive virkelighed. I hvert fald har EU nu besluttet, at fiskestænger sammen med omkring et hundrede andre genstande fremover ikke længere må medtages som håndbagage i flykabinen. Disse genstande skal fremover checkes ind sammen med den øvrige bagage.
Så læner man sig tilbage i sit trange flysæde og håber på, at også grejet når frem – at det ikke forbyttes undervejs og i værste fald når frem til en helt anden destination eller i bedste fald blot er forsinket en afgang eller en enkelt dag. Hidtil har man kunnet medbringe korte fiskestænger som håndbagage – som en slags sikkerhed for, at man i hvert fald har ét sæt funktionelt fiskegrej med sig, når drømmerejsens mål er nået…
De nye bestemmelser træder i kraft pr. 1. februar 2004 og har naturligvis til hensigt at højne flysikkerheden i disse terroristbefængte tider.
5. marts 2004
© Steen Ulnits
* Darwin ud af klasseværelset?
Det amerikanske samfund er en mærkelig størrelse. Med 280 millioner mennesker af meget blandet etnisk afstamning og samtlige religioner repræsenteret i de mange stater i det meget store land, er USA en smeltedigel af dimensioner.
Kun en enkelt ting har det amerikanske samfund tilsyneladende til fælles: Den amerikanske drøm om at blive en succes og tjene store penge. I sandhedens interesse eksisterer der dog også i USA en meget velfunderet medmenneskelig indstilling til tingene – omend det ikke altid ses udefra. Således er socialt arbejde og sociale hjælpeorganisationer en meget stor ting “over there” – baseret på frivillig arbejdskraft i et omfang, der burde kunne få os skandinaver og europæere til at blegne af skam og misundelse.
Men det er en helt anden historie. Denne gang handler det i stedet om undervisningssektoren, som desværre også er plaget af religiøse trosretningers forskelligartede indflydelse. Seneste skud på stammen har fået selveste ekspræsident Jimmy Carter op på barrikaderne. Det er nemlig en sag fra hans egen stat Georgia, hvor han selv var guvernør, før han blev USA’s præsident, der er kommet på dagsordenen:
Georgias kvindelige skoledirektør Kathy Cox mente, at ordet “udviklingslære” var for følelsesladet, og at det derfor skal fjernes fra skolebøgerne. At Darwin blot skal være et eksempel på en teori, der kunne forklare dyr og planters udseende i dag. På den måde lader man en dør stå åben for, at det var Gud, der skabte dyr og planter – ikke evolutionen og “survival of the fittest”. Hvad Darwin jo nåede frem til for længe siden, og som videnskaben i dag er helt enige om.
Men når der først går religion i tingene, går forstanden tabt – også i Guds eget land. Jimmy Carter måtte derfor på banen med en udtalelse om, at han som troende kristen for alt i verden ikke ville gå ind for skoledirektørens forslag:
“Som et kristens menneske, ingeniør og videnskabsmand samt professsor ved Emory University, så finder jeg det pinligt, at skoledirektør Cox vil censurere og fordreje undervisningen af Georgia’s elever. Vi bliver til grin, hvis det forslag godkendes”.
Så sandt, så sandt. Men fra Guds eget land kan man som sagt forvente sig hvad som helst. Det bedste af det bedste og – desværre også – det værste af det værste…
5. marts 2004
© Steen Ulnits
* Søer og øer…
Danmark har mange søer og får stadig flere. Nye vandhuller graves og gamle afvandede søer genskabes. Således har Danmark i dag over 1.000 navngivne søer, der tilsammen dækker et areal på 700 kvadratkilometer.
Største sø er nordsjællandske Arresø med 37 km2. Herefter følger ligeledes nordsjællandske Esrum Sø med 18 km2, midtjyske Mossø med 17 km2 og endelig vestsjællandske Tissø med 13 km2.
Den dybeste sø i Danmark er nordsjællandske Furesø med 36 m, mens den højest beliggende er bornholmske Store Grankule med 133 m over havet. Den mest ø-rige sø i Danmark er lollandske Søndersø, som byder på hele 22 øer, hvoraf mange er navngivne.
5. marts 2004
© Steen Ulnits
* Jyde fanger kæmpetorsk på Øresund
Peter Gade er både lands- og verdenskendt som badmintonspiller i den absolutte verdenselite. Mindre kendt er det, at hans far – Per Gade – er en dygtig lystfisker. Og onsdag den 18. februar var det ikke Gade junior, men Gade senior, der løb med overskrifterne.
Farmand Per Gade Christensen var sammen med sin bror, der ligeledes er en engageret lystfisker, taget på tur med Jan & Bo’s Lystfiskershop på Øresund – efter stortorsk. Ombord på det gode skib “Nadia” var 18 erfarne københavnske fiskere med mange Øresundsår på bagen. De skulle nok vise jyderne, hvordan man tackler Sundets store vintertorsk…
Pludselig står Per Gade i stævnen med noget, der ligner et rigtig godt bundbid. Det mener i hvert fald københavnerne, der ikke forsømmer lejligheden til at lade et par tørre molbobemærkninger falde. Lige indtil skipper kommer farende ud af styrehuset og råber: “Væk med jer – det er en kæmpefisk!”
Alle holder inde med fiskeriet og følger spændt med i kampen. For det er virkelig en stortorsk, der har bidt på Per Gades pirk. 15 minutter senere kommer en af Øresunds største torsk i denne sæson op til overfladen, hvor skipper gaffer den og møjsommeligt haler den op på dækket. Her bryder jubelen for alvor løs, da vægten går i bund ved imponerende 20,2 kg. En gydefisk, som rummede mere end 4 kg lækker torskerogn.
Per Gade slog dermed sin egen rekord med mere end 15 kg og måtte, som traditionen byder, give en omgang til alle. Per var dog så udmattet efter oplevelsen, at han selv ikke kunne fiske mere den næste time.
Midt i alle lykønskningerne var der flere af københavnerne, som mente, at der fremover bør gælde specielle fiskekvoter for jyder…
28. februar 2004
© Steen Ulnits
* Pris til Skjern Å
Det store Skjernå-projekt, som miljøministeren ikke fandt værdigt til at indgå som en af landets kommende syv nationalparker, er netop blevet hædret med den fornemme internationale pris Europa Nostra (“Vort Europa”) i kategorien for kulturlandskaber. Beggrundelsen for tildelingen var “den værdifulde genskabelse af 2.200 hektar vådområder af international betydning for planter og dyr”.
Prisoverrækkelsen finder sted i den vestjyske by Tarm den 10. oktober – sikkert under tilstedeværelse af både miljøministeren, som altså ikke fandt projektet værdigt til en ny nationalpark, og Prins Henrik, der siden 1990 har været præsident for Europa Nostra.
Skjernå-laksen derimod har ikke kvitteret for det nye åløb. Således anslår biologerne lakseopgangen i Skjern Å til 900 fisk i 2003 og 1.200 fisk i 2002. En markant tilbagegang i forhold til årene 1999 og 2000, hvor åen endnu ikke led under gravearbejdet af det nye, nedre løb. Om alt går vel, stabiliserer åen sig, så lakseopgangen atter kan stige.
28. februar 2004
© Steen Ulnits
* Fokus på Ribe-laksen…
… i mere end én forstand. Som det første sted i Danmark har Ribe nemlig fået et undervandskamera, der kan følge fiskenes vandring op og ned i det store og vidt forgrenede åsystem.
Kameraet, der er sat op ved Skibbroen inde i Ribe, er et webkamera, der kontinuert sender til en server placeret på avisen JyskeVestkystens web-afdeling. Ved at logge sig på internettet og koble sig på adressen www.ribe.bynet.dk kan man følge med i, hvad der sker under vandet i Ribe Å. Man kan også gå direkte til webadressen www.fiskekamera.dk
Årets havørredpremiere ved Ribe Å vil for sidste gang blive den 1. marts. Fødevareministeriet havde ellers udsat premieren til senere af hensyn til åens grønlændere, men var for sent ude med budskabet. Så sent, at erhvervsfisker Mikkelsen ved Ribe Vesterå allerede havde forsolgt en god del fiskekort til premieren.
Fødevareministeriet anerkendte, at beslutningen var kommet for sent og udskød den nye fredning til 2005, hvor alle Vadehavsåerne vil få en senere premiere. Angiveligt af hensyn til grønlænderne, der jo beskattes hårdt i årets første måneder.
De små grønlændere har potentialet til at blive de store førstegangsgydere, som er så vigtige for bestanden. Derfor skal de beskyttes.
28. februar 2004
© Steen Ulnits
* “Effectively, I have only one wish and that is to go fishing”
Hollandske Wim Duisenberg fratræder nu sin stilling som præsident for den Europæiske Centralbank. Det er velkendt, at Wim Duisenberg holder af at svinge fiskestangen i sin sparsomme fritid, og det prøvede han da heller ikke at skjule, da han indgav sin afskedsbegæring kort før jul sidste år:
“I only pointed to the letter I wrote to Prime Minister Aznar saying that I wished to resign on a certain date, but that I was prepared in the interest, if judged necessary by others, of a smooth transition of the ECB Presidency to stay on somewhat longer. Effectively, I have only one wish and that is to go fishing.”
Wim Duisenbergs største ønske er altså at få mere tid til at fiske – noget, vi er millioner af europæiske lystfiskere, som kun kan give ham ret i! Wim har sikkert også råd til at svinge stangen over eksklusive vande verden over. EU er jo kendt for at belønne sine medarbejdere rigeligt for deres indsats – stor som lille…
28. februar 2004
© Steen Ulnits
* Bæverne bliver
Som det vil være faste læsere af disse sider bekendt, så havde Danmarks Sportsfiskerforbund indklaget Skov- og Naturstyrelsen for retten for tilladelsen til udsætning af bævere i Danmark – nærmere betegnet ved Flynder Å i Nordjylland.
Vestre Landsret har nu fældet dom i sagen, der kan få vide konsekvenser for dansk naturforvaltning. Skov- og Naturstyrelsens afgørelse af 17. august 1999 var en generel tilladelse til genudsætning af bævere i Danmark – helt uden stillingtagen til de konkrete udsætningslokaliteter. Retten frikendte derfor Skov- og Naturstyrelsen for påstanden om beslutningens ugyldighed.
Derimod giver Vestre Landsret Danmarks Sportsfiskerforbund lige så klart medhold i, at Naturklagenævnets konkrete afgørelse om udsætning af bævere ved Flynder Å er ugyldig, da nævnet ikke forinden havde foretaget de fornødne vurderinger af bævernes mulige påvirkning af miljøet.
Sagsøgte Naturklagenævnet skal derfor anerkende, at nævnets afgørelse af 22. september 1999 om tilladelse til udsætning af bævere ved Flynder Å er ugyldig. Sagen henvises til fornyet behandling ved Naturklagenævnet, som samtidig skal betale kr. 50.000 i sagsomkostninger til statskassen.
Det skal nu blive spændende at se, hvad Naturklagenævnet denne gang kommer frem til. Omend det er meget svært at forestille sig nævnet ikke give sig selv medhold i sagen…
28. februar 2004
© Steen Ulnits
* Munken til de evige fiskevande
En af dansk lystfiskeris absolutte grand old men, Børge Munk Jensen, har taget sit sidste kast med spinnestangen. Børge Munk Jensen, der blandt journalistkolleger ofte blot blev kaldt “Munken”, var blandt lystfiskere bedst kendt som “CIM”. Under dette pseudonym skrev han i mange år sin faste ugentlige fiskespalte i Berlingske Tidende, hvor han var ansat som sportsredaktør.
CIM forfattede i sine unge år et par fiskebøger, men holdt sig ellers mest til avisen. Med Berlingeren som udgangspunkt arrangerede han i mange år eksotiske og kostbare fiskerejser til fjerne lande – gerne Afrika, som han holdt meget af, eller den noget nærmere norske Namsen. I næsten 50 år sad CIM hver eneste sommer i båden og harlede laks på Namsen – med det resultat, at han til sidst blev udnævnt til æresborger i byen Namsos.
Namsen blev på grund af CIM’s massive markedsføring af den i Danmark ofte kaldt “danskerelven”, idet danske lystfiskere i mange år har siddet og stadig sidder på en stor del af fiskeretten i denne store og produktive lakseelv. Hvor CIM for øvrigt selv sad med rekorden – en imponerende laks præcis på den rigtige side af de 25 kg.
I det hele taget var CIM rekordernes og de tørre tals mand. Det fremgik da også tydeligt af den TV-udsendelse, som Poul Thomsen heldigvis nåede at lave i god tid før CIM’s død. Munken kunne sine rekorder på fingrene – vidste altid, hvor mange fisk der var blevet landet på hans ture, hvor store de var, og på hvilket grej de blev taget. Han gik ofte meget langt og tog alle midler i brug for at fange de fleste og største.
Hvis alle de mange fisk, som gennem Børge Munk Jensens lange liv er døde af forurening og anden menneskeskabt dårligdom, er havnet i de evige fiskevande, så får Munken rigeligt at fiske efter!
CIM døde den 18. februar efter længere tids sygdom. Han blev 88 år.
Æret være hans minde.
24. februar 2004
© Steen Ulnits
* Vandmangel i New Zealand
Der er som tidligere nævnt slanger i det newzealandske paradis. Således mangler newzealandske ørreder mange steder vand. Helt galt er det blevet i den nuværende sommer – vores vinter – hvor flere vandløb er tørlagt på lange strækninger.
Vandstanden er rekordlav, og vandtemperaturen når flere steder op på 20 grader i de krystalklare vandløb. Det er den tørreste sommer i de sidste 10-15 år, og myndighederne – NZ Fish & Game – opfordrer nu i avisartikler borgerne til at rapportere, hvis de observerer ørreder, som er fanget i tilbageværende vandpytter i floderne. Så kommer Fish & Game, indfanger fiskene og bringer dem i sikkerhed, hvor der stadig er vand. Samtidig frygter myndighederne for fiskebestandenes fremtid og advarer om, at kommende sæsoner vil komme til at lide under en stærkt forhøjet dødelighed og deraf følgende manglende rekruttering af nye fisk.
Problemerne skyldes ikke kun en meget tør sommer med stedvis ingen nedbør overhovedet. Noget, som ikke mindst New Zealands mange fåreavlere også lider under. Græsset er svedet af, og fårene taber i vægt. Således står mange farmere i kø for at få deres får slagtet, inden disse taber alt for meget i vægt. Med faldende kødpriser og indtægter til følge.
Nej, den rekordlave vandstand skyldes mange steder landbruget, der pumper vand op fra vandløbene – vand til kunstvanding af korn- og vinmarker. New Zealand har som bekendt en betydelig produktion af ikke mindst gode hvidvine, og det er en produktion, der som al anden landbrugsproduktion kræver vand.
De uhyggelige facts er da også, at New Zealands landbrug vokser. Således fordobles det landbrugsareal, der kunstvandes med vand fra søer og floder, hvert 10-15. år. Et problem, hvis massive størrelse ingen kiwier endnu helt har forstået.
Men de første newzealandske ørreder er allerede døde – kvalt på grund af vandmangel i floder, hvis vand pumpes op til markvanding. Tænk på det, næste gang du åbner en flaske fyldig Selaks hvidvin fra NZ. Så er det ikke sikkert, den smager helt så godt…
20. februar 2004
© Steen Ulnits
* Iltsvind i 2003 langt mindre end i 2002
Omfanget af danske farvande plaget af iltsvind og kraftigt iltsvind i 2003 var blot en femtedel i forhold til forrige år, viser en rapport fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU).
Den kraftige blæst i midten af august oven på en solrig sommer har forbedret iltforholdene mange steder i den danske farvande.I juli og begyndelsen af august var problemerne med iltsvind dog så stort, at dykkere kunne observere døde søstjerne og knivmuslinger på dybder så lave som halvanden meter.
Det er stadig Mariager Fjord og det sydlige Lillebælt, som er hårdest ramt af iltsvind. Iltsvindet i danske farvande kulminerer normalt i september, men kan også vare året ud – alt efter vejr og vind. Omfanget af de danske farvande som er ramt af iltsvind svarede i 2003 til niveauet i 2001, der var et gennemsnitligt år.
20. februar 2004
© Steen Ulnits
* Forskere tvivler på Lomborg
Det kan blive svært at finde kvalificerede forskere, der vil sidde i bestyrelsen for regeringens og Bjørn Lomborgs miljøinstitut. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten. Flere forskningsråd overvejer nemlig, om de overhovedet vil indstille nye kandidater til bestyrelsen.Den faglige troværdighed i Institut for Miljøvurdering (IMV) er nu for alvor truet.
Det er landets forskningsråd, som typisk udpeger kandidater til bestyrelsen. Det er dem, der skal være garanter for den faglige kvalitet. Men disse forskningsråd overvejer nu, om de i fremtiden overhovedet vil indstille nye medlemmer. IMV’s ry er efterhånden så blakket, at mange seriøse forskere ikke længere vil forbindes med dette politisk udtænkte institut.
Tre medlemmer, som forsknings rådene tidligere har indstillet, valgte således at forlade bestyrelsen for det omstridte miljøinstitut i protest. Tidligere i år trak nu afdøde professor Poul Harremoës sig ligeledes i protest fra bestyrelsen i IMV.
“De medlemmer af bestyrelsen, vi har indstillet og har haft tillid til, kan øjensynlig ikke længere stå inde for, hvad der sker på instituttet”, sagde formanden for Statens Naturvidenskabelige Forskningsråd, professor lic.scient. John Renner Hansen fra Københavns Universitet, til Morgenavisen Jyllands-Posten. Derfor vil han nu bede om en skriftlig forklaring fra de afgående bestyrelsesmedlemmer, inden rådet tager stilling til, om det vil indstille andre.
“Som det ser ud lige nu, føler vi ikke, at forskningsdelen er i orden. Der skal måske foretages ændringer på instituttet, inden vi kan pege på nogle nye bestyrelsesmedlemmer”, sagde John Renner Hansen til Jyllands-Posten.
Formanden for Statens Jordbrugs- og Veterinærvidenskabelige Forskningsråd, Per Kudsk, er af samme opfattelse:
“Vi er nødt til at vurdere, om det overhovedet giver nogen mening, at vi er repræsenteret i bestyrelsen. Hvis forskerne føler, at man går langt ud over, hvad der er beskrevet i instituttets formål, så er det væsentligt. Derfor må vi revurdere vores holdning, før vi eventuelt indstiller nye medlemmer til bestyrelsen”, fastslår Per Kudsk. Han henviser til, at de tre angiveligt forlod bestyrelsen i protest mod, at der bruges alt for store ressourcer på at afholde en konference om klodens største problemer.
IMV’s hidtidige formand, Ole P. Kristensen, der i sin tid blev udpeget af regeringen som bestyrelseformand i en bestyrelse uden medlemmer og som siden enerådigt udvalgte sin egen gamle elev Bjørn Lomborg til leder af instituttet, agter nu også selv at udtræde af bestyrelsen. Han giver ingen begrundelse, men afviser dog kritikken fra forskningsrådene:
“Det er ganske enkelt noget sludder. De statslige forskningsråd er forpligtet til at indstille tre medlemmer til bestyrelsen. Det kan de ikke undslå sig for. Så er det fuldstændig irrelevant, hvad der tidligere er sket”, udtalte Ole P. Kristensen sidste år til Jyllands-Posten.
20. februar 2004
© Steen Ulnits
* Læserbrev: “Da de solgte naturen”…
“Klokken var 04.00 om morgenen den 30. januar 1933, da datidens toneangivende politikere indgik det forlig, der blev så skæbnesvangert for Danmarks natur. Det hele foregik i statsminister Thorvald Staunings lejlighed i Kanslergade i København.
Forligsparterne var på den ene side Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre og på den anden side Venstre. De konservative var sat uden for døren. Ved at imødekomme Venstres krav om øget økonomisk støtte til landbruget lykkedes det Stauning at få Venstres opbakning til den socialreform, som man havde arbejdet på i en årrække. Med i købet fik Venstre også en omfattende økonomisk gavepakke til landbruget”.
Sådan skriver forfatteren og journalisten Kjeld Hansen i sin nye bog “Der er et yndigt land”. Han beskriver, hvordan landbruget har ødelagt vores natur.
I løbet af de sidste 100 år har landbrugserhvervets ekspansion medført, at arealet af søer i Danmark er blevet mere end halveret. Siden 1800-tallets begyndelse er lavvandede havområder også omdannet til landbrugsjord i stort omfang. I samme tidsrum “aflivede” landvindingsprojekter mindst 180 søer, og omtrent halvdelen af alle de små danske vandløb er enten rørlagt eller drænet bort. De større vandløb omfatter ca. 40.000 kilometer. Kun ca. 880 kilometer eller godt to procent er bevaret som naturlige vandløb.
Danmarks Naturfredningsforening mener ikke, at landbruget er ondt. Langt hen ad vejen fulgte erhvervet blot de politiske signaler. Nu er vi i en situation, hvor Verdens mest intensive landbrug slår sine folder løs i et lille land med meget lidt natur tilbage. Det må der gøres noget ved. Det er på tide at stille krav.
Mens du læser dette indlæg i løbet af seks minutter – får landbruget 114.155 kr. i støtte! Altså en dagsløn på mere end 27 millioner kroner. Helt uden betingelser. Derfor skal du og jeg kræve et renere landbrug. Det skal være betingelsen for fortsat tilskud til landbruget.
Om få uger skal politikerne forhandle indholdet i en ny vandmiljøplan. Der er især grund til at sætte fokus på den ekspanderende svineavl. Ammoniak fra stalde og gylleudbringning drukner naturen i ammoniak. En tredjedel af giften kommer fra svineavl herhjemme. Det er her, danske politikere skal sætte ind.
Naturfredningsforeningen opfordrer derfor politikerne til især at vælge de virkemidler, der ikke kun nedsætter landbrugets forurening, men også giver mere natur for pengene. Det betyder nemlig, at naturen får et tiltrængt løft mange steder.
Sandsynligvis bliver det svære forhandlinger, der skal til for at opnå et bredt forlig om vandmiljøet. Måske skal natten tages til hjælp – på samme måde som for 70 år siden. Denne gang vil det være på sin plads, at der opnås en aftale om mere natur i vores land, inden det gryr.
- Poul Henrik Harritz, præsident
- Danmarks Naturfredningsforening
- 23. november 2003
* Dansk diesel dyrkes til tyske turboer…
EU har opfordret sine medlemslande til, at de inden januar 2005 skal erstatte mindst 2% af diesel og benzin med biobrændsel fremstillet af planteprodukter. I 2010 ønsker EU, at det er 5,75%, der udgøres af biobrændsel.
I Danmark, der jo anser sig selv for førende på miljøområdet og da også har været det indtil for få år siden, kan man imidlertid slet ikke købe denne miljøvenlige biodiesel. Og dette til trods for, at vi faktisk har en ganske stor produktion af en sådan herhjemme. Det er Emmelev Mølle på Nordfyn, hvor man har kapacitet til at producere omkring 5% af Danmarks årlige dieselforbrug.
Produktionenen eksporteres imidlertid til lande som Sverige og Tyskland, hvor man ikke har energiafgifter på miljøvenligt brændstof – hvad vi har her i Danmark. Indtil videre i hvert fald, for regeringen har barslet med tanker om at sænke eller fjerne denne afgift, så dansk biodiesel kan komme på danske biler, busser og lastvogne. Venstres miljøordfører Eyvind Vesselbo går stærkt ind for, at disse afgifter lempes. Samtidig ser han gerne, at brakmarker omlægges til fornyet landbrugsproduktion – nu med raps som den oliegivende afgrøde.
SF har imidlertid stillet sig skeptisk. Man ser det ikke som noget positivt, at braklagte arealer måske fremover skal anvendes til dyrkning af biobrændsel i form af raps. SF ønsker i stedet, at de braklagte områder får lov at ligge uberørte hen – til gavn for miljøet, dyr og planter.
Venstre derimod ønsker ikke overraskende, at disse arealer atter kan bruges som landbrugsjord. Nu med miljøet som gidsel. For en landmand er jord, der ikke dyrkes, noget nær helligbrøde. Det værste, han ved. Noget ægte grønt Venstre-sving som i Uffe Ellemanns tid skal man derfor næppe vente.
10. februar 2004
© Steen Ulnits
* Jorden rundt på 2 hektar raps
“Biodiesel” er navnet på en planteolie, der kan udvindes af forskellige planter såsom raps og solsikkefrø.
Først presser man olien ud af frøene og opvarmer den. Dernæst raffinerer man produktet og fjerner glycerinen, der kan bruges til sæbe. Herefter kan olien så bruges som almindelig diesel i moderne bilmotorer. Man kan også bruge koldpresset planteolie direkte som brændstof, men det kræver en mindre ombygning af dieselmotoren.
10.000 m2 (1 hektar) rapsmark giver typisk raps nok til fremstilling af 1.100 liter biodiesel. Hertil kommer så knap 3 tons halm til afbrænding i halmfyrede kraftvarmeværker samt små 2 tons rapskager til dyrefoder. Sætter man en gennemsnits dieselbil til at kunne køre 18 km literen – det kan ingen tung 4-hjulstrækker gøre, kun små personbiler – så rækker biodieselolien fra én hektar raps til små 20.000 km’s kørsel.
Det er halvvejs Jorden rundt. Skal man hjem igen, kræves der to hektar!
10. februar 2004
© Steen Ulnits
* Vandkraftproblemer i New Zealand
New Zealand er et Mekka for ørreder og ørredfiskere. Det kunne jeg ved selvsyn konstatere, da jeg tilbragte hele januar “down under” på de dejlige øer. Jeg kunne også konstatere, at der er indtil flere slanger i paradiset.
Således har energiselskabet “Meridian Energy” kig på og planer om at inddrage 73% af vandet i den smukke og vidt forgrenede Waitaki River til et nyt stort vandkraftprojekt, der har fået navnet “Project Aqua”. Et projekt, der for alvor har bragt sindene i kog i den newzealandske befolkning. Waitaki River har nemlig mange brugere – fiskere, sejlere og andet godtfolk – der ikke har i sinde at afgive 73% af flodens vand til vandkraft. I hvert fald ikke uden kamp.
Det er Meridian Energy’s planer at lægge floden i en 60 km lang kanal mellem Kurow og State Highway 1. Undervejs mod havet skal vandet løbe gennem hele 6 kraftværker. Får Meridian held med deres planer, er det slut med en af New Zealands absolut smukkeste floder. Waitaki har nemlig et vidt forgrenet løb, hvor floden mange steder deler sig i en række mindre løb og breder sig ud over landskabet for så atter at finde sammen igen.
Disse sideløb vil udtørre helt, hvis vandkraftprojektet gennemføres. Til ubodelig skade for dyr og planter samt ikke mindst fiskene. Heriblandt både udsatte ørreder og indfødte “galaxider” – små lakselignende fisk, som i forvejen er under hårdt pres fra de udsatte ørreder. Galaxiderne har været isoleret fra omverdenen i mindst 35 millioner år og findes derfor kun på New Zealand. De kaldes lokalt ofte for “whitebait”.
Fra naturens hånd findes der imidlertid ingen laksefisk på den sydlige halvkugle. De er udsat af mennesker og trues nu selv af ny menneskelig aktivitet – af Project Aqua.
10. februar 2004
© Steen Ulnits
* 43 ud af 44 Alta-laks overlevede
I et forsøg med radiomærkede laks fra den nordnorske Alta elv blev resultatet, at 43 ud af 44 mærkede laks overlevede fangst og genudsætning.
Det var Norsk Institut for Naturforskning (NINA), der stod for undersøgelsen, som er specielt interessant netop nu. Der er nemlig stilet forslag om, at Catch & Release forbydes i norske elve – dels af moralske årsager, dels fordi overlevelsen skulle være for ringe. Hvilket nærværende forsøg afviser med en dødelighed på under 2%. Laksene blev fanget under sommerens fiskeri i 1999 og år 2000, hvor man efterfølgende kunne registrere de mærkede fisk på gydepladserne.
Resultaterne falder fint i tråd med andre undersøgelser, der typisk ofte når til en dødelighed ved Catch & Release på under 5% – hvis de fangede fisk altså behandles korrekt under fight, afkrogning og genudsætning.I selvsamme Alta fangede og plastmærkede man i årene 1998-2003 350 laks. Resultaterne herfra viste, at blot 4% af laksene lod sig fange to gange. Ingen blev landet tre gange.
Disse resultater peger klart i retning af, at Catch & Release er en udmærket måde at forvalte hensygnende laksebestande på – uden samtidig af frede dem og dermed fjerne deres økonomiske værdi for lokalsamfundene omkring elvene.
2. februar 2004
© Steen Ulnits
* – Forbud mod Catch & Release i Norge???
Der arbejdes nu på et lovforslag, som skal forbyde Catch & Release i Norge. Der er naturligvis delte meninger om denne formn for fiskepleje, men det er et ubestrideligt faktum, at Catch & Release har reddet adskillige fiskebestande verden over.
Uheldigvis er emnet meget følelsesladet, for skal det være tilladt at lege med levende skabninger for morskabs skyld? Det er nærliggende at pege på den evige og evindelige debat om abort. – Skal det være lovligt at dræbe et ufødt barn, blot fordi man som menneske har haft det lidt sjovt forinden?
Skal vi lade følelserne råde, eller skal fornuften sejre? Faktum er i hvert fald, at Norge via pengegridskhed og uansvarlig administration af sine vildlaks i dag står over for mange bestande, som enten er helt udryddet eller stærkt decimeret.
Nordmændene, som råder over verdens største ressurser af atlanterhavslaks, ligger, som de selv har redt. Og nu skal der altså også gå politik i, hvorvidt de truede laksestammer kan eller skal reddes med Catch & Release…
2. februar 2004
© Steen Ulnits
* Slut med slam
Begyndende med 2004 indfører Arla Foods et nyt kvalitetsprogram, man har valgt at kalde “Arlagården”. Det er et program, der i løbet af to-tre år vil forbyde mejeriets mælkeleverandører at bruge spildevandsslam som gødning på deres marker.
Men ikke nok med det. Arla vil heller ikke have mælk fra landmænd, der har brugt foder fra marker, hvor der er spredt slam. Dette til trods for, at myndighederne i dag ikke mener, at slammet udgør en sundhedsrisiko. Arla frygter, at uønskede stoffer fra slammet i sidste ende havner i mælken.
En række folketingsmedlemmer fra Venstre er ligeledes bekymrede for sundheden ved fortsat at bruge slam på markerne.De spørger derfor deres partifælle, miljøminister Hans Chr. Schmidt, om ikke Danmark burde slutte med at sprede slam på markerne. Schweiz har allerede forbudt det, og naboen Tyskland overvejer et lignende forbud.
Formanden for Folketingets Miljøudvalg, Eyvind Vesselbo (V), udtaler til Morgenavisen Jyllands-Posten:
“Arla vil ikke længere have slammet på grund af forsigtighedsprincippet. Og da vi ved, at man i dag kun måler for bestemte giftstoffer i slammet, vil vi have sikkerhed for, at det ikke har – eller får – konsekvenser for folks sundhed. Hvis der er problemer, skal det ikke ud på markerne”.
En stor del af slammet fra kommunernes rensningsanlæg bliver i dag spredt ud på markerne. Formanden for Kommunernes Landsforenings Miljøudvalg, borgmester Kurt Hockerup (K), vurderer, at det vil koste borgerne mindst en halv milliard kr. om året, hvis slammet i stedet skal brændes eller deponeres.
2. februar 2004
© Steen Ulnits
* 2003 det 3. varmeste år siden 1861
Trods både en kold start og en kold slutning blev 2003 det 3. varmeste år, der er målt siden 1861. Med 2003 har de sidste 25 år været varmere end gennemsnittet for perioden 1961-1990, og igen i 2003 varede sommeren langt ind i september – med badevenlige vandtemperaturer.
Men ikke kun badegæster havde glæde af det varme vand. Det havde også flere eksotiske fiskearter med en normalt sydligere udbredelse. Således fik danske fiskere for første gang ofte hele lasten fuld af ansjoser. Det har fået Danmarks Fiskeriforening til – i samarbejde med WWF og Århus Universitet – at se nærmere på nye og gamle fiskebestande i danske farvande.
Formålet med denne kortlægning er at skabe et nyt og bedre overblik over aktuelle fiskebestande og deraf følgende bæredygtige fiskekvoter for de enkelte arter.
1. januar 2004
© Steen Ulnits
* Det økologiske landbrugsareal svinder for første gang
På landsplan forsvinder der i år knap 6.800 hektar økologisk landbrugsjord, vurderer Dansk Landbrugsrådgivning.
“Det er træls, men forventeligt,” siger den nordjske formand for Landboforeningernes Økologiudvalg, Torben Myrup.“Der skal politisk handling til, hvis der igen skal gang i økologien. Dem, der stopper med økologisk produktion nu, tror jeg ikke kommer tilbage senere,” siger han.
Det er jo foruroligende nyheder i en tid, hvor vandmiljøet har det dårligere end nogensinde. Hvor Vandmiljø-handlingsplan III diskuteres, og hvor EU’s Vandrammedirektiv skal implementeres.
1. januar 2004
© Steen Ulnits
* Dyrere vand i Nordjylland
Drikkevandet i Nordjylland bliver dyrere. Forklaringen er, at mange landmænd nu skal have millionstore erstatninger for at skære deres produktion ned. Ellers kan fremtidens nordjyder ikke være sikre på at have rent vand i hanerne.
Politikerne i Nordjyllands Amtsråd er imidlertid meget uenige om, hvilke krav der skal stilles til grundvandet og dets indhold af nitrat. Det skriver Nordjyske Stiftstidende.
Den officielle grænseværdi er 50 mg nitrat pr. liter, men et flertal i amtsrådets Udvalg for Teknik og Miljø lagde op til, at der fremover højst må være 25 mg pr. liter nordjysk drikkevand. Dette flertal består af Socialdemokratiet og SF, som kun mangler ét mandat i at have flertal i amtsrådet, der nu skal afgøre sagen endeligt.
1. januar 2004
© Steen Ulnits
* Svinebønder ligeglade med lugten
I regeringens nye udspil til Vandmiljø-handlingsplan III meldte man ud, at gyllestanken fra den massive danske svineproduktion var et af de problemer, som skulle løses. Dels af hensyn til miljøet – dels af hensyn til de naboer, der må leve med stanken hvert forår.
Nu melder Landsforeningen af Danske Svineproducenter imidlertid ud, at dette problem slet ikke hører hjemme i vandmiljø-handlingsplanerne. Foreningen kalder sågar udspillet for “tåbeligt og populistisk”. Videre lyder det fra de danske svinebønder, at “ænderne er totalt ligeglade med lugten, og naturen lider ikke under den”.
Så fik vi vist sat det på plads og samtidig sat danske svinebønders totale ligegyldighed over for miljøet kraftigt i relief. Dansk miljøpolitik blev samtidig sat i perspektiv, for hvornår er det blevet forureneren, der bestemmer, om han vil gøre noget ved sit svineri?
Det er desværre typisk og meget karakteristisk for den magt, som dansk landbrug gennem årene har tiltusket sig blandt politikerne. Her er nemlig et eksporterhverv, der tjener penge til den danske stat, og derfor må de tilsyneladende selv bestemme, om og hvor meget de vil forurene…
Ikke alle amter og kommuner accepterer dog denne meget liberale holdning fra et erhverv, der årligt modtager mere i støtte fra samfundet end noget andet erhverv. Således har Årup Kommune på Fyn netop besluttet at politianmelde landets største svinefarm. Et kontrolbesøg viste nemlig, at farmen producerer langt flere svin, end den har tilladelse og er miljøgodkendt til.
Det er den tredje i rækken af politianmeldelser, efter at Miljøcenter Fyn har afsløret, at flere svineavlere svindler med antallet af svin i deres besætninger.
1. januar 2004
© Steen Ulnits
* Vandmiljøplan III: Nye krav til landbruget
Det bliver landbruget, der må holde for, når den nye Vandmiljø-handlingsplan III skal vedtages. Det er selv Venstres miljøafviklingsminister Hans Chr. Schmidt klar over.
Mens by og industri for længst har opfyldt kravene i de to foregående vandmiljø-handlingsplaner, så halter landbruget stadig bagefter. Det bliver derfor landbruget, der må holde for, når forureningen af land, vand og luft skal nedbringes yderligere. Dels i henhold til den kommende nationale vandmiljøplan – dels i henhold til EU’s Vandrammedirektiv, der nu snart træder i kraft.
Såvel politikere som miljøeksperter er enige om, at det er landbruget, der må holde for. Ja, selv landbruget er klar over det. Dels med foranstaltninger, som hindrer lugtgenerne ved gyllespredning. Dels med braklægning af nye områder.
“To tredjedele af fosforudledningen kommer fra brinker og lignende. Vi starter gerne med en prioriteret braklægning den dag i morgen. Det vil samtidig ligge godt i tråd med pesticidhandlingsplanen”, udtaler viceformand Henrik Høegh fra Dansk Landbrug til Jyllands-Posten.
I Fyns Amt har man regnet lidt på, hvad Danmarks opfølgelse af EU’s nye Vandrammedirektiv vil betyde. En af konklusionerne er, at landbrugets nuværende udledning af kvælstof skal halveres. Det vil i sidste ende betyde 30% mere braklægning og 30% færre husdyr. Noget, man ikke er indstillet på i Dansk Landbrug. Samme Fyns Amt konkluderer også, at landbruget siden 1987 kun har reduceret kvælstofudledningen med 10-15%. Altså meget langt fra de 50%, som var målet.
Vandmiljøplan II foreskrev, at der skulle rejses 18.000 hektar ny skov til tilbageholdelse af næringssalte. Indtil videre er det blevet til 14.000 hektar. Langt værre ser det ud med den planlagte braklægning af 16.000 hektar våde enge. Her er det lykkedes landbruget at holde braklægningen nede på under 3.000 hektar – under en femtedel af det foreskrevne.
De fleste miljøeksperter, som har deltaget i udvalgsarbejdet op til den kommende Vandmiljøplan III, mener samstemmende, at der skal en decideret afgift til, hvis landbrugets udledning af fosfor skal nedbringes. Nye undersøgelser viser nemlig, at næste store problem bliver de store mængder fosfor, der nu er ophobet i landbrugsjorden – klar til at blive frigivet ved yderligere tilførsel.
Afgifter på kvælstof og fosfor er imidlertid på det stærkeste blevet afvist af landbruget i forbindelse med de tidligere vandmiljø-handlingsplaner – med det nu klare resultat, at effekten slet ikke har været stor nok.
Det går simpelthen ikke ad frivillighedens vej. Der skal desværre lovgivning til – afgifter, kontrol og bøder – hvis landbrugets massive forurening af den danske natur skal nedbringes.
1. januar 2004
© Steen Ulnits
* Massiv faunaforurening fra Musholm
I løbet af forgangne efterår er mellem 40 og 60 tons regnbueørreder undsluppet fra Danmarks største havbrug og Storebælts største enkeltforurener, Musholm Lax. Ifølge Ritzau har udslippene påført havbruget tab i millionklassen.
Musholm Lax påstår selv, at udslippene skyldes fejl i net leveret fra Norge – ikke fejl i selskabets egen håndtering af fisk og redskaber. Under alle omstændigheder er det en kendsgerning, at omkring 20.000 tamme regnbueørreder i 2-3 kg’s klassen er sluppet ud i frivand i Storebælt, som hermed må lægge ryg til endnu en storstilet faunaforurening med fisk, der ikke er naturligt hjemmehørende i danske farvande.
Nu er det så op til lokale garnfiskere og stangfiskere langs Storebælts smukke kyster at rydde op efter forureningen fra Musholm Lax. Traditionelt medfører så store udslip fra havbrug altid en massiv efterfølgende opgang af kønsmodne regnbueørreder i åer landet over. Ikke mindst den lille sønderjyske Hoptrup Å har gjort sig landskendt for sine periodiske store fangster af undslupne tamfisk fra havbrug i de indre danske farvande. Det bliver sikkert også tilfældet ved premieren i det nye år.
De gydemodne regnbuer graver deres egne gydegruber i vandløbene og forårsager derfor mulig skade på de vilde bestande af laksefisk, som jo – i modsætning til de forårsgydende regnbuer – er vintergydere. Æg af havørreder og bækørreder ligger derfor stadig i gydebankerne, når regnbuerne begynder deres gravearbejde.
Den skadelige effekt heraf er ikke undersøgt, hvilket naturligvis for længst burde være sket, når udslippene er så mange og store, som tilfældet er i dagens Danmark. Blot er myndighederne ikke interesseret i dette problem, da havbrugshvervet jo giver gode eksportindtægter.
Myndighederne har derimod ingen problemer med at begrænse udsætningerne af ørreder og laks – med det spinkle argument, at man vil undgå genetisk forurening med tamfisk. Og det reelle motiv, at man blot ønsker at bruge fisketegnsmidlerne til anden forskning end den oprindeligt tiltænkte…
1. januar 2004
© Steen Ulnits
* 2003: Miljøafviklingens år
2003 kom med den nye regering og den nye miljøminister til at stå i miljøafviklingens tegn. Alt det, tidligere regeringer – det være sig borgerlige eller socialdemokratiske – havde bygget op omkring miljøet, gik den nye regering ufortrødent i gang med at bryde ned igen. Alt, der havde blot en snert af Svend Auken, skulle ødelægges. Præcis som talebanstyret bortsprængte uvurderlige gamle kulturmindesmærker – blot fordi de stammede fra en anden religion end deres egen…
2003 blev ganske vist året, hvor de første mulige danske nationalparker blev udpeget. Det lød jo fint, men var i realiteten ikke andet end ord. Således udpegede man Mols Bjerge, som i forvejen er fredet og ejet af staten. Det tilhørende Helgenæs, som ikke er fredet, droppede man, da to lokale Venstre-landmænd ikke syntes om ideen. Som dermed var ganske lig med status quo. Nul visioner og intet vundet for naturen.
2003 blev i høj grad året, hvor det kunne svare sig at være gode venner med miljøministeren. Han delte rundhåndet ud af statens midler til kolleger og politiske forligspartnere – i så høj grad, at Folketingets ombudsmand efterfølgende måtte give ham en næse for disse uregelmæssigheder, der blandt andet omfattede økonomisk støtte til miljøministerens egen tidligere arbejdsplads, hvorfra han pt. har orlov.
Miljøministeren fik også en kold skulder, da han forsøgte at tage både Danmarks Naturfredningsforening (DN) og Friluftsrådet som gidsler i sine planer om endnu flere sommerhuse langs de smukke danske kyster. Begge organisationer trak sig ud af ethvert samarbejde, da miljøministerens skjulte dagsorden gik op for dem.
Friluftsrådet gik endda et skridt videre, da det trak sit tilsagn om 20 millioner kroner til etableringen af pilotprojekter for nye nationalparker tilbage. Miljøministeren ville gerne have de mange penge, men rådet måtte ikke være med til at bestemme. Således blev ikke et eneste af Friluftsrådets forslag til nye pilotprojekter taget med i ministerens nye liste, og rådet valgte derfor at stå af.
2003 blev året, hvor Danmarks Miljøundersøgelsers (DMU) rapporter om iltsvind i de danske farvande blev evalueret af et internationalt ekspertpanel, som fandt dem sagligt og fagligt velfunderede. Alligevel blev 2003 et skidt år for DMU, der skal reduceres med så mange arbejdspladser, at DMU’s daværende direktør følte sig nødsaget til at kvitte et ellers godt betalt job. Han kunne simpelthen ikke forsvare de store besparelser på miljøområdet.
Til gengæld blev DMU’s nye ledelse efterfølgende så fromme som et lam, da de pludselig – til medarbejdernes store overraskelse og bestyrtelse – erklærede, at vandmiljø-handlingsplanerne havde levet op til målsætningerne. Det var der nemlig ingen andre, der kunne se, og da slet ikke amterne, som har problemerne direkte inde på livet. DMU’s nye skønmaleri var imidlertid Gefundenes Fressen for Venstre, der hermed havde det bedst tænkelige udgangspunkt for udarbejdelsen af den nye vandmiljøplan III – med minimale nye krav til landbruget…
Så galt som for DMU gik det ikke for Institut for Miljøvurdering (IMV), der ikke skal spare. IMV fik i stedet tildelt ekstra millioner, så de kan ansætte flere medarbejdere og udarbejde flere “anderledes” rapporter af den slags, som i årets løb fik en sønderlemmende kritik af et internationalt ekspertpanel. Det fik IMV’s leder også – af Udvalget for Vurdering af Videnskabelig Uredelighed (UVVU), som ganske vist frikendte lederen for “objektiv uredelighed”, men som samtidig kendte hans forskning i “klar strid med normerne for god videnskabelig skik.”
Dette forargede Venstres videnskabsminister så meget, at han underkendte UVVU’s redegørelse. Hvilket af IMV straks blev opfattet som en klar frifindelse. Imidlertid blev UVVU blot kritiseret for den juridiske sagsbehandling, og det er nu op til UVVU, om man vil henlægge sagen eller komme med en ny vurdering, der er mere konkret og specifik. Hvilket ikke burde blive noget problem. Et problem kan dog være, at en stor del af UVVU’s videnskabelige medlemmer er udskiftet siden dommen – i lighed med IMV’s bestyrelse, der har oplevet en sand forskerflugt i årets løb. Ingen forskere vil sidde i bestyrelsen for et politisk udtænkt miljøinstitut som IMV. De er vant til at lade sagligheden og fagligheden råde – ikke tilfældige politske synspunkter.
Hele sagen er jo desværre politisk betændt, idet IMV er Venstres eget projekt. Enhver kritik af IMV derfor vil blive affejet per automatik. Eneste taber i denne sag bliver miljøet. Hver gang. Alt er tilsyneladende tilladt for den nye regering, hvis blot det kan muliggøre regeringens valgløfte om lavere skatter. Målet helliger midlet, som allerede apostlen Paulus udtrykte det…
Men 2003 bød også på positive ting – rejser, blandt andet. Ikke så mange som tidligere, men alligevel. Det blev til tre korte smutture til Bornholm, hvor det var laksene, der måtte stå for skud. Det blev ikke til mange – helt præcis 5 styk, hvoraf den største vejede 8,5 kg. Til gengæld blev der en DR TV udsendelse ud af det ene besøg.
Det var også tilfældet i september, hvor turen gik til Bahamas efter bonefish – igen med Danmarks Radio, som skulle producere en udsendelse om netop bonefish på Bahamas. Fiskeriet gik fint, omend fiskene ikke var så store, som de ellers ofte er i denne del af verden. Men vi fik fine optagelser i kassen, heriblandt nogle flotte undervandssekvenser. Den færdigredigerede udsendelse går – sammen med yderligere tre fiskeudsendelser, som vi lavede i løbet af 2003 – i æteren til april næste år.
Faste læsere af denne side vil naturligvis blive holdt orienteret om de nøjagtige sendetidspunkter. Udsendelserne vil omhandle 1) Havørreder på højskole (Samsø); 2) Trolling-laks på Bornholm; 3) Skjernå-laksen og endelig 4) Bonefish på Bahamas.
Sommeren bød også på en testtur til Grønland, som altid har haft en stor plads i mit hjerte. Dels fordi det var Grønland, min allerførste større udlandsrejse gik til – i 1974. Og dels fordi jeg i flere år havde svigerfamilie på den store ø i nord og derfor har tilbragt mange måneder deroppe med fiskestang og fotoapparat. Vi fangede ganske vist masser af fjeldørreder igen i år, men ingen større end 2 kg. Dette på grund af det intensive netfiskeri, som er et alvorligt problem for den fisketurisme, Grønland netop har så hårdt brug for.
2004 står for døren – med masser af nye fisketure og nye oplevelser ude ved vandet. For min del skal 2004 blive et år, hvor jeg fisker langt mere herhjemme, end jeg fik gjort i 2003. Det er mit eget store nytårsforsæt her på tærsklen til årsskiftet, og det er der sikkert mange andre danske lystfiskere, som kan tilslutte sig.
– Godt nyt fiskeår og tak for det gamle!
31. december 2003
© Steen Ulnits
