Forfatterarkiv: Steen

Laks i Yemen – ørreder i Iran

I skrivende stund ruller en noget speciel film hen over biograflærreder verden over: “Salmon Fishing in the Yemen” – på dansk “Laksefiskeri i Yemen”.

Filmen handler om den noget tilknappede fiskeekspert Dr. Alfred Jones, der bliver kontaktet af konsulenten Harriet Chetwode-Talbot på vegne af hendes klient – en stenrig ørkensheik. Han vil indføre levende laks til Yemen, for det synes han vil være en rigtig god idé!

Man kan synes, at det er et noget søgt tema, men filmen er slet ikke så ringe endda. Den har dog meget mere med kærlighed at gøre – end med “Laks i Yemen”, som filmens titel jo ellers lader formode.

Der er tale om en filmatisering af engelske Paul Torday’s roman “Salmon Fishing in Yemen“ med Ewan McGregor og Emily Blunt i hovedrollerne som det umage par samt Amr Waked som den filosiofisk anlagte Sheik Muhammed.

De tre hovedfigurer – fiskeeksperten, konsulenten og ørkensheiken – har en uforlignelig kemi sammen. De forsøger at gøre det umulige, omgivet som de er af pampere og pressekretærer, der alle er ude i eget ærinde.

En helt speciel indsats ydes her af Kristin Scott Thomas, der gør det rigtig godt som den effektive pressedame, der vil gøre alt for at få den rette vinkel på historien om det anglo-yemenitiske laksesamarbejde. Noget, der kan sikre landet og sheiken et tiltrængt bedre image i regionen.

Og den hovedrige oliesheik har bestemt noget at have sine visioner og drømme i. For ham er det nemlig blot et greb i lommen, når etableringen af et laksefiskeri i Yemen forventes at villle koste op mod 50 millioner engelske pund…

Her er manuskriptforfatter Simon Beaufoy, der ellers er kendt fra filmsucces’er som “Full Monty” og “Slumdog Millionaire” desværre sluppet lidt let om ved arbejdet. Han kunne godt have fået mere ud af den mange steder morsomme bog.

Alligevel er “Laksefiskeri i Yemen” en smuk film, der gør indtryk på de fleste. Det skyldes ikke mindst de eminente hovedskuespillere, der “folder historien ud i smult vande, selvom præmissen et eller andet sted er bizar”, som en filmanmelder så smukt og rammende skrev. Så rablende galt og langt ude, at man faktisk håber, projektet vil lykkes for dem…

Ørred-Viggo

Men det var et af de mange sidespring, du vil finde her på disse sider. Medierne har haft forbløffende travlt med at fortælle, hvordan ovennævnte film “Laks i Yemen” er ren fiction uden det mindste hold i virkeligheden. Men det er slet ikke tilfældet. Hør blot:

Som det tydeligt fremgår af overskriften, så skulle denne artikel slet ikke have været nogen filmanmeldelse, men i stedet dreje sig om en i større kredse lidet kendt person ved navn “Ørred-Viggo”. Hans borgerlige navn er Viggo Hesel, og han var i 1970‘erne og 1980‘erne en kendt person inden for dansk fiskeopdræt.

Som det givet er mange flere bekendt, så har lille Danmark længe været et stort navn i fiskeopdrættets verden. Vi var nogle af de første til at opdrætte ørreder, og vi har gjort det i stor stil og med kommerciel succes.

Vi kan bare det der, men det har desværre også kunnet ses på vore egne vandløb, der i årenes løb er blevet opstemmet til vandindtag for dambrugene og forurenet med foderrester fra opdrættet. Vandløb, som i dag derfor kun er en skygge af deres tidligere jeg.

Kendskabet til det danske ørredopdræt og vor store viden om samme nåede snart ud over de danske landegrænser og ud i den store verden. Ja, helt til Shahens Persien var budskabet nået, for en dag udgik der befaling fra Iran om, at nu skulle der være ørreder i de smukke iranske bjerge. Og det faldt i Ørred-Viggos lod at løse denne krævende opgave – vel at mærke i virkelighedens verden!

Viggo Hesel sammenfattede efterfølgende sine år i Iran i bogen “Ørreder til Shahens bord” udgivet på Forlaget Sesam i 1982 – med undertitlen “Erindringer fra Iran”. En bog, der beskriver Viggo Hesel og hans fru Tove i datidens Iran, hvor Shahen af Persien måtte give op og overlade magten til et muslimsk diktatur. Med det resultat, at familien Hesel til sidst måtte flygte ud af landet i al hast.

Det er en bog så fuld af fantastiske oplevelser i en så foranderlig tid, at man ind imellem kan gribe sig i at tro, at man læser en ren roman. En opdigtet historie i stedet for en selvoplevet dokumentar. Hør blot dette lille uddrag fra bogen:

“Det var en smuk eftermiddag, solen varmede så meget at vi kunne sidde ude på terrassen og drikke vores te. Men bag de sneklædte bjerge steg kulsorte røgskyer op over Teheran – den islamiske revolution var i fuld gang.

Jeg havde netop fortalt Tove om gamle Josefs sørgelige endeligt. Bevæbnede banditter havde plyndret hans fattige butik, hængt ham og brændt butikken…”

Det er hævet over enhver tvivl, at “Laks i Yemen” er stærkt inspireret af Ørred-Viggos forunderlige tid i Shahens Iran. Viggo Hesels bog “Ørreder til Shanens bord” er da også oplagt til en fremtidig filmatisering. – Måske noget for Robert Redford, der jo filmatiserede Norman Maclean’s bog “A River Runs Through It” i 1992?

Det ville der med garanti komme en uhyre interessant film ud af. Næppe helt så morsom som “Laks i Yemen”, men garanteret meget mere spændende!

En fiskerejse langt ud over det sædvanlige. Læs bogen, hvis du ellers kan få fat i den!

Casio G-Steel G-Shock

Jeg er nærmest vokset op med små japanske vidundere på håndleddet. Jeg har gennem årene båret rundt på et utal af digitale Casio armbåndsure, der dog i de allerseneste år har været afløst af diverse smartwatches fra primært Apple.

Nu er Casio imidlertid vendt stærkt tilbage på mit venstre håndled. Det er sket med en såkaldt analog-digital model, som på bedste vis kombinerer fordelene ved såvel det analoge ur med fysiske visere som det digitale display. Begge typer har nemlig medfødte fordele og ulemper.

Meget passende lanceredes mit nye ur netop i 35-året efter, at det første Casio G-Shock ur så dagens lys i 1983.

Uret bærer det imponerende navn “Casio G-Steel G-Shock GSTB200-1A”. Navnet fortæller, at der er tale om et ur fra den japanske urproducent Casio. At det hører til G-Steel serien, hvis modeller alle har hus i rustfrit stål. Og endelig at det er et G-Shock ur, som tåler en langt mere hårdhændet behandling end de allerfleste andre ure.

G-Shock betegnelsen tilskrives den japanske Casio ur-ingeniør Kikuo Ibe. Historien går, at Kikuo havde arvet et gammelt lommeur efter sin fader – et højt værdsat arvestykke, som imidlertid gik i stykker og ikke stod til at redde. Det fik Kikuo til at fostre drømmen om det indestruérbare ur, der skulle kunne tåle alt – og alligevel fortsætte med at gå.

Triple Ten filosofien

Kikuo havde fra starten lagt en klar strategi for udviklingsarbejdet. Han havde opstillet sin “Triple Ten” filosofi, der som udgangspunkt krævede, at urets batteri skulle kunne holde i ti år. At uret kunne tåle at blive nedsænket på 100 meter vand, hvor der er et tryk på ti bar – uden at tage vand ind. Endelig skulle det kunne overleve et frit fald på ti meter.

Tre ting med ti i: “Triple Ten”.

Efter flere års kostbar forskning og mange ødelagte prototyper var det endelig så vidt. Året var 1983, og verden fik sit første ur af den slags, der virkelig kan gå i arv fra far til søn – hvis det nu er det, man ønsker. Et ubrydeligt ur, der én gang for alle gjorde op med den gamle myte om, at ure er skrøbelige sager. Et ur, som i sagens natur kom til at se ganske maskulint ud.

De første G-Shock ure var rene digitalure. Uden mekaniske visere, som kunne gå i stykker eller sætte sig fast efter voldsomme påkendinger. Men tingene udviklede sig, og Kikuo Ide indså snart, at det kunne være smart, om man kombinerede det nye digitale ur med det gamle analoge – de digitale tal med de analoge visere.

Udviklingen gik samtidig i retning af ganske små solceller, som kunne holde urene kørende i noget nær det uendelige – hvis blot man eksponerede dem for sollys i tilstrækkeligt omfang. Pludselig var det ikke spor urealistisk med et batteri, der kunne holde i de ti år, der var det oprindelige mål i Triple Ten konceptet.

Samtidig var der kommet digitale apps til, som kunne forbinde smarte ure med internettet. Som kunne logge sig på time servers, så man altid vidste, hvad klokken var – uanset hvor i verden man befandt sig.

Som tænkt så gjort. Det nye GSTB200-1A er således et såkaldt ana-digi ur, der i det daglige viser tiden med analoge visere. Men som løbende holder sig orienteret om verdenstiden – World Time – uanset hvor i verden man måtte befinde sig.

Via en app fra enten Apple eller Google holder uret sig regelmæssigt orienteret om, hvad klokken er slået. Hvad tiden er det pågældende sted i verden. Men gør det kun hver sjette time – med et minimalt batteriforbrug til følge.

Solen kan således snildt holde det indbyggede solcelle-batteri tilstrækkeligt opladet. Og de analoge visere kørende 24/7/365. Samtidig er viserne selvlysende (fosforescerende) som på gamle dages analoge ure, hvilket jo ingen strøm koster.

Men det hele kører digitalt – uden komplicerede tandhjul – hvilket giver helt nye muligheder. Et godt eksempel er de analoge visere, som på deres vej krydser det felt, som huser de digitale tal og bogstaver. Skulle man få brug for det digitale felt, mens de analoge visere dækker det, trykker man blot samtidig på to af urets fem knapper. Og vupti:

De to visere samler sig på ét sted uden for det ganske dybt liggende digitale felt, så man frit kan aflæse og bruge dette. Trykker man efterfølgende på de samme to knapper, vender de to visere blot tilbage og viser atter den korrekte tid!

Det ser rigtig smart og overbevisende ud. Og fortæller tydeligt, at der ikke længere er tale om noget analogt ur – trods de analoge visere. Det er rendyrket digitalt trylleri, som japanske Casio her præsenterer os for. Altsammen pakket ind i et hylster af kulfiber og rustfrit stål, som holder til mere end de fleste.

Det nye GSTB200-1A er blot et eksempel på, hvordan moderne teknologi kan forene analoge og digitale tidsangivelser. Har man brug for tidtagning eller nedtælling, er den digitale del den analoge milevidt overlegen. Ligeledes hvad datoen angår. Men har man kun brug for at kende tiden, er de analoge visere den bedste og billigste løsning.

Bruger man blot regelmæssigt sit nye Casio G-Shock udendøre, hvor der er sollys, løber man aldrig tør for strøm. Det garanterer Casio og Kikuo Ibe. Og helt ned på 200 meters dybde, holder uret tæt, hvis det skulle blive aktuelt. Men noget traditionelt smartwatch med alle dettes mange øvrige muligheder er det ikke. Dem må man give afkald på.

Til gengæld løber man aldrig tør for strøm med dette ur, der holder til det mest utrolige. Og som samtidig er indpakket i et utroligt lækkert design. Det er bling nok til de allerfleste.

Men skulle det nu alligevel ikke række, så er der jo altid ovenstående model GST-B200D-1AER at ty til. Her er den diskrete sorte standard siliconerem nemlig udskiftet med en skinnende blank og leddelt kæde af rustfrit stål!

Pris henholdsvis kr. 2.499,- og kr. 3.099,-.

Set hos www.urkompagniet.dk

Sony Xperia 1 Mark II 5G

Sony’s nye Xperia 1 Mk. 2 er netop det, den giver sig ud for: Den naturlige opfølger til sidste års Xperia 1 Mk. None. De har begge samme størrelse og form factor, og de har begge et system bestående af tre kameraer på 12 MP hver.

Endelig har de samme 6.5 tommers 4K OLED skærm med det langsmalle cinematiske 21:9 størrelsesforhold. Det er i tørre tal 1644 x 3840 pixels, hvilket giver en pixeltæthed på imponerende 643 pixel per tomme – ppi også kaldet. Til sammenligning har Samsungs seneste topmodel, Galaxy S20 Ultra, “sølle” 511 ppi…

De to 1’ere er ligeledes begge fremtidssikrede med indbygget 5G modem. Men her ender så til gengæld lighederne. Begge har de ganske vist tre kameraer, men det er ikke de samme tre. Og det er heller ikke den samme sensor, der registrerer lyset.

En 16mm f/2.2 vidvinkel med en billedvinkel på hele 124 grader.

En 24mm, f/1.7 standardlinse med en billedvinkel på 82 grader. Samt

En 70mm f/2.4 telelinse med en billedvinkel på 34 grader svarende til 3X zoom.

Et stort irritationsmoment har fra starten været, at man ikke kan zoome glidende mellem disse tre kameraer, som har hver deres isolerede liv i den nye Sony. Man skal aktivere hvert enkelt kamera, hvis man vil skifte billedvinkel. Hvilket gør beskæring af fotos langt mere besværligt end på stort set alle andre mobiler.

Sony har ønsket at præcisere, at der er tale om tre forskellige kameraer, man bevidst skal vælge og skifte imellem. Som var det tre separate optikker på et Sony Alpha-DSLR kamerahus. Og det går desværre ud over komforten.

Ovenstående tre brændvidder dækker de allerfleste forhold, man som seriøs fotograf kommer ud for i det daglige. Men bedst af alt, så er der nu en spritny og langt større billedsensor til at registrere input fra de tre kameraer.

Det er Sony’s store 1/1,7″ Exmor RS™ billedsensor med BIONZ X™-processor til mobilenheder. Størrelsen alene garanterer, at der kommer masser af ekstra lys til sensoren. Dette i forhold til sidste års 1/2,6 sensor. Dette års sensor er således mere end 50 % større end forgængeren, hvilket giver den mulighed for at suge meget mere lys til sig. Med bedre billedkvalitet som resultat.

Størrelsen på sensoren er langt vigtigere end antallet af pixels, der er det samme i år som sidste år, nemlig 12 MP.

Hvor forgængeren Mk. 1 kun havde en 2X zoom, er Mk. 2 opgraderet til 3X. Helt præcis 2,92X, hvis man nu er lidt nøjeregnende med tallene. Det forekommer dog ganske rimeligt, at Sony har rundet op til 3X.

Processoren er tilsvarende opgraderet fra en Qualcomm® Snapdragon™ 855 med 6GB RAM til den nyeste 865 med 8GB RAM. Batteriet er opgraderet fra 3.330 til nu 4.000 mAh, hvilket var tiltrængt. Det holder til hård brug hele dagen – specielt da Sony samtidig har valgt at bibeholde den klassiske opdateringsfrekvens på skærmen – 60 Hz.

Dette i en tid, hvor konkurrenterne ellers kappes om at være hurtigere og hurtigere på dette felt. Først med 90 Hz, hvilket inkluderede OnePlus og Google Pixel. Dernæst med 120 Hz, der ser ud til at blive den kommende standard, som Samsung allerede har taget til sig i deres nye S20-serie. Gaming mobiler som Red Magics seneste 5G er helt oppe på en 144 Hz opdateringsfrekvens.

Sony kan således synes håbløst bagud på dette område, men sådan virker det slet ikke i daglig brug. Sony har ganske vist tilføjet en softwarefunktion, som i deres øjne får skærmen til at virke som 90 Hz, men det kan nu diskuteres. Faktum er dog, at jeg ikke et sekund har haft grund til at klage over de 60 Hz. Til gengæld har jeg kunnet glæde mig over en længere batteritid. Typisk koster det op mod 25 % mere strøm at køre med 120 Hz end med 60 Hz.

Og så er Sony langt om længe hoppet med på trådløs opladning, hvilket for mig har været altafgørende. Alene på grund af den manglende trådløse opladning investerede jeg ikke i sidste års Mk. 1’er, der kun kunne oplades på konventionel vis – via stik og ledning. Utroligt, at det skulle tage så lang tid for Sony bare at komme på omgangshøjde. Præcis som OnePlus. Men bedre sent end aldrig.

Sony har med sin Xperia 1 Mk. 2 responderet på alle de kritikpunkter, der blev rejst mod forgængeren af en ellers begejstret presse. Alligevel er det lidt pudsigt at skulle anmelde den nyeste Sony Xperia 1 Mk. 2, når man kommer lige fra den nyeste Samsung Galaxy S20 Ultra. Pudsigt, da det er to helt forskellige verdener, selv om begge kører på samme Android 10 styresystem.

Dobbelt pudsigt bliver det, når den ene viser sig at være verdensmester i det, den anden fuldstændig fejler i. Tager man prisforskellen med i betragtning, virker det tredobbelt pudsigt. Eller måske nærmere mærkværdigt.

Har man fulgt lidt med i tech-debatten, ved man sikkert, at der her hentydes til den autofokus, som Samsung bare ikke kan få til at fungere på sin hundedyre S20 Ultra topmodel. På et 108 MP kamera, der efter et utal af opdateringer stadig ikke fungerer. På en mobil til over kr. 10.000 i vejledende udsalgspris.

Det problem har man heldigvis ikke på den nye Xperia. Faktisk er hurtig og præcis fokusering en af de allerstærkeste og mest imponerende sider af den nyeste Sony Xperia mobil.

Og Sony holder sig til de gamle dyder: Der arbejdes med ren optisk zoom i de tre kameraer – i stedet for den ind imellem ganske kryptiske kombination af optisk, hybrid og digital zoom, som Samsung er gået helt over til.

Men måske netop derfor, at Sony ikke har de problemer med hurtig og præcis fokusering, som Samsung døjer med i sin nye topmodel S20 Ultra. Det er blevet for avanceret med al den AI og digitale zoom til, at Samsungs digitale billedbehandling kan følge med

Sony trækker fra

På mange måder er Sony Xperia 1 Mk. 2 en helt almindelig high-end Android 10 mobil med markedets hurtigste 865-processor og RAM nok til at følge med. 8 GB RAM og 256 GB ROM. Præcis de samme specifikationer vil man kunne finde på mange andre mobiler i den dyre prisklasse.

Her vil man også et langt stykke hen ad vejen kunne finde den samme kamera-app med stort ser de samme generelle specifikationer. Såmænd også med de samme sensorer, da Sony allerede leverer til omkring halvdelen af samtlige mobiler på markedet.

Men her ophører lighederne så. Japanske Sony har en mangeårig tradition for udvikling og fremstilling af skærme og kameraer til professionel fotografering og videoproduktion. Med fokus på det dyre high-end marked. Således produceres en stor del af eksempelvis Netflix’ egne værker med Sony’s hundedyre FS-kameraer.

Sony har produceret mobiltelefoner i snart mange år og med vekslende held. Det er aldrig lykkedes dem at producere nogen virkelig bestseller, der har kunnet tage kampen op med Apple, Samsung og LG med flere. Måske Sony bare ikke har taget mobilerne tilstrækkelig alvorligt.

Det vil man imidlertid gøre nu, hvor konkurrencen er hårdere end nogensinde. Og til lejligheden har den japanske elektronikgigant for første gang ladet sit mobilteam arbejde tæt sammen med sit Alpha-kamerahold. Dem, der udvikler og producerer de professionelle Alpha-kameraer samt de vanvittigt dyre FS-video kameraer.

Det er frugten af dette samarbejde, vi nu står med i form af det nye Xperia 1 Mk. 2. På mange måder er der tale om samme bruger-interface som på et dyrt Sony Alpha-kamera. Med et hav af indstillingsmuligheder, som vil begejstre foto- og videoentusiaster verden over – og skræmme resten langt væk…

Cinema Pro

Problemerne og de næsten lige så uendelige muligheder ligger i de to semi-professionelle apps, der er installeret som standard på den nye Xperia 1 Mk. 2:

Cinema Pro, der allerede var med på sidste års Xperia 1. Og så den helt nye Photo Pro app. Den første udelukkende til optagelse af video – den sidste til rendyrkede foto-entusiaster.

Det er i særklasse disse to stykker software, der får Sony Xperia 1 Mk. 2 til at skille sig ud fra mængden. To apps eller programmer, der får enhver professionel foto- eller filmfotograf til at slikke sig om munden. Her er der nemlig mulighed for at styre alle tænkelige parametre.

Sidste års Xperia 1 kom loadet med Cinama Pro appen til video-optagelse eller -produktion, fristes man nærmere til at sige. For her er det som at gå ombord i en miniature-udgave af et stort professionelt Sony videokamera. Med et hav af indstillingsmuligheder, som man ikke finder på en smartphone. Man kan endda optage i samme afdæmpede Venice-mode, som topprofessionelle Sony videokameraer benytter sig af.

Det er features, der vil få enhver filmfotograf til at savle over mulighederne. Og derfor den eneste mobil, han kunne drømme om selv at tage med på ferierejsen. Vel vidende, at han vil kunne integrere ferieoptagelserne direkte med video fra sit professionelle og hundedyre Sony videokamera.

Eneste ulempe, som jeg er stødt på, er manglen på mulighed for at skifte indstillinger under optagelse. Det gælder især, hvis man vil panorere fra et lyst til et mørkt område og tilbage igen. Det kan man simpelhen ikke, når kamera og app er indstillet til én bestemt belysning. Har man brug for at panorere fra lyst til mørkt, må man i stedet ty til standardappen. Og det er ikke smart.

Man er på samme måde nødt til at vælge, hvilket af de tre kameraer der skal filmes med. Det kan ikke senere ændres i det oprettede projekt. Lidt af en nedtur for kreative sjæle. Til gengæld kan man så glæde sig muligheden for at indstille et interval for, hvorfra og hvortil kameraet skal fokusere.

Det ser vildt blæret ud, når man prøver det første gang og ser fokuseringen flytte sig som indstillet. Da føler man sig som en rigtig filmfotograf og -instruktør. Som en kommende Spielberg!

Photo Pro

Efterfølgeren Xperia 1 Mark 2 er til lejligheden suppleret med Photo Pro, som er en parallel til Cinema Pro – blot udelukkende til optagelse af stillbilleder. Og den har ikke samme irriterende begrænsning som Cinema Pro, da den har en autoindstilling, som kan kompensere for skiftende lys i realtime.

Derudover har den alle tænkelige indstillingsmuligheder, som en Pro-app naturligvis skal have – med mulighed for manuel justering af stort set alt. Det gælder hvidbalance, ISO, serieoptagelse, zoom på samtlige tre kameraer, lukkertid, men ikke blænde, da vi jo har med en mobil og ikke et traditionelt kamera at gøre. Samt fokusering, der er i absolut verdensklasse.

Fokuseringen er baseret på Sonys eget “Eye Focus” system, der låser sig fast på et øje og følger det tæt under selv de mest hæsblæsende bevægelser af krop og hoved. Og det virker på dyr såvel som på mennesker, hvis nogen gerne vil forevige sin elskede hund eller kat.

Sony Xperia 1 Mk. 2 beregner løbende såvel autofokus som korrekt eksponering under optagelserne – op til imponerende 60 gange i sekundet. Til formålet har sensoren hele 247 autofokuspunkter med faseregistrering. Det giver en præcision og hurtighed i fokuseringen, som skal ses, før man tror på det. Uden diskussion markedets bedste til sikker fokusering under alle forhold.

Og da Sony Xperia 1 Mark 2 jo primært er et digitalt kamera og sekundært en smartphone, er der naturligvis en rigtig fysisk udløserknap. Præcis som på et rigtigt kamera. Man trykker halvvejs ned for at fokusere – og helt ned for at tage billedet. Utrolig bekvemt sammenlignet med at skulle trykke på selve skærmen for at tage et billede.

20 billeder i sekundet

Og så til allersidst det helt store tryllenummer: Muligheden for at tage serieoptagelser med op til 20 billeder i sekundet. Det er en feature, der er store muligheder i. Og blæret at høre på, når kameraet som en anden Gatling Gun fyrer løs i en uendelighed – i hvert fald så længe man holder knappen nede.

Bagefter kan man i ro og mag vælge, hvilket skud er det bedste – hvilket der ramte plet. Det er langt bedre end at skulle klippe i Samsung’s 8K video, der fylder en bondegård, og som tilmed indskrænker billedformatet.

Prisen for de mange serieoptagelser er det begrænsede antal pixels per billede: 12MP. Har man som undertegnede benyttet sig af tidligere Sony Xperia modeller som Z5 og XZ Premium, da vil have glædet sig over billeder med henholdsvis 24MP og 19MP. Billeder, der havde god plads til efterfølgende beskæring.

Men den mulighed valgte Sony fra, da man gik målrettet efter 20 billeder i sekundet. Her kunne flere pixels på en større billedsensor ikke have fulgt med. Til gengæld råder man nu over hele tre kameraer – mod blot et enkelt på forgængerne Z5 og XZ Premium.

“Filmic Pro” til iPhone

Nu skal man ikke fortvivle, dersom man til daglig bruger en iPhone, hvis video-optagelse er i verdensklasse, men hvor avancerede indstillingsmuligheder nærmest ikke eksisterer.

Løsningen er at investere i app’en “Filmic Pro“, som byder på et væld af avancerede indstillingsmuligheder til alle, der måtte have en lille Spielberg i maven. Det er en app, som kan erhverves i Apple’s App Store for en ganske rimelig penge.

Filmic Pro bruges af mange professionelle, når de er i felten og har deres iPhone med som backup eller kamera nummer to. Så god er iPhone nemlig til video.

“Halide” til iPhone

Man skal heller her ikke fortvivle, dersom man til daglig bruger en iPhone, hvis kamera-app er ganske enkel og uden de store indstillingsmuligheder.

Hvis man har en professionel fotograf i maven og gerne vil fotografere mere avanceret, end ens iPhone tillader direkte fra Apple, da bør man tage et kig på app’en “Halide“, som kan erhverves for en billig penge i Apple’s App Store.

Halide byder på alle de justeringsmuligheder, som Apple’s egen indbyggede app ikke gør, og som er uundværlige til professionelt brug.

360 Reality Audio

Sony har altid været til musik og god lyd. Det bærer hele deres historie og produktsortiment præg af – med den ikoniske Walkman som det nok mest kendte.

Sony’s lydteam har senest præsenteret, hvad de har døbt “360 Reality Audio”. Det er Sony’s måde at skabe en rumlig musikoplevelse, der rækker ud over både stereo og quadrofoni. Til formålet bruger Sony sin egen “objektbaserede rumlige lydteknologi”, som de selv kalder det. Det skaber et 360 graders sfærisk lydfelt, hvilket præsenterer lyden præcis, som dens skabere – musikerne – havde tænkt sig det.

Det kræver dog, at musikken er indspillet i et specielt format, for at man skal kunne høre forskel på 360 Reality Audio og så almindelig stereo. Dertil specielle hovedtelefoner, som er skabt til afspilning af 360 lyd.

Som en passende bonus til dem, der havde forudbestilt deres Xperia 1 Mk. 2, kom der efterfølgende et par specielle Sony hovedtelefoner i den absolutte topklasse: De prisbelønnede Sony WH-1000XM3. Som kan afspille trådløst via Bluetooth eller via ledning fra det 3,5 mm jackstik, som Mk. 2 er forsynet med. Med indbygget støjreduktion.

En vejledende udsalgspris på omkring kr. 2.000,- alene for 1000XM3 gør pludselig Xperia 1 Mk. 2 plus hovedtelefoner til et rigtig godt køb.

Er hovedtelefoner et levn fra fortiden? Overhovedet ikke. Tværtimod får man bedre lyd gennem kabel – med bedre separation af de to kanaler – samt ingen tidsforsinkelse. Det er primært gamere, der holder af den lynhurtige “lagfree” lyd uden forsinkelse.

Det kan nemlig betyde liv eller død i den branche!

Konklusion

Det er ikke så svært at konkludere noget om den nye Sony Xperia 1 Mk. 2:

Den er det perfekte værktøj for alle, der har en filminstruktør eller professionel fotograf i maven. Dem, der ønsker at skabe noget. Gerne noget stort. Om det så er en filmisk dokumentation af barnets første år eller en fotoreportage om årets jordbærhøst blandt østarbejdere. For nu at vælge to helt forskellige temaer.

Det er som tidligere nævnt et irritationsmoment, at der ikke kan zoomes trinløst og direkte mellem de tre indbyggede kameraer. Det skal man naturligvis kunne i en standard kamera-app, der bør tage skyldigt hensyn til uøvede eller ikke-nørdede fotografer.

De mere avancerede brugere vil snildt kunne leve med de tre separate kameraer i henholdsvis Photo Pro og Cinema Pro apps’ene, der jo alligevel lægger op til total kontrol helt ned i detaljen.

No Night Mode…

Alligevel er det nærmest ufatteligt, at der ikke findes nogen Night Mode på så dyrt og avanceret et kamera som Sony Xperia 1 Mk. 2. Det burde koste strafpoint til producenten. Bevares: Er man en rutineret fotograf, kan man skam få fine natoptagelser, hvis man vil bruge den fornødne tid på at justere på de mange indstillinger. Og så ellers bruge et stativ for at undgå rystede billeder.

Men i en tid, hvor man kan tage fortræffelige natoptagelser med mobiler fra Apple, Google, Samsung og Huawei med flere – endda på fri hånd og uden at skulle medbringe et irriterende stativ – da er manglen på Night Mode en klar ommer. Sony, altså. How could you…

Der verserer dog rygter om, at der vil komme en Night Mode med en senere opdatering af Xperia 1 Mk. 2. Men det rygte giver jo desværre ingen gode og veleksponerede natoptagelser i kassen netop nu. Ejheller sikkerhed for, at det overhovedet bliver til noget.

På samme måde må man blot konstatere, at Sony’s teknikere ikke prioriterer selfies. I hvert fald er frontkameraet på den nye Xperia 1 Mk. 2 et af markedets absolut ringeste. Det er åbenbart eller simpelthen ikke meningen, at man som professionel fotograf skal fornedre sig til at tage selfies med det kamera…

Når vi taler om lys eller mangel på samme, så undgår vi ikke at kommentere på skærmen. Den er ganske vist imponerende skarp, men desværre også irriterende mørk til udendørs brug. Det faktum alene vil med garanti få mange Apple og Samsung brugere til at forblive netop det. Til ikke at skifte til Sony, som måske med fordel kunne have sparet på antallet af pixels – til fordel for en lysere skærm.

Den nye Xperia 1 Mk. 2 tager meget naturtro billeder, hvilket i manges øjne er det samme som lidt kedelige. Det fremgik tydeligt af en større blindtest hos websitet phonearena.com, hvor man lod læserne stemme på et antal fotos taget med henholdsvis Sony Xperia 1 Mk. 2, Samsung Galaxy S20 Ultra og Apple iPhone 11 Pro Max. Markedets tre nuværende topmodeller.

Xperia 1 Mk. 2 kom ud som en klar nummer chok i de fleste af tilfældene – på grund af sine naturtro farver, der ikke kunne eller skulle hamle op med flagskibene fra Samsung og Apple. Sony faldt også helt igennem under natoptagelserne.

Men det er sikkert et bevidst valg fra Sony’s ingeniører: At satse på de naturlige farver, som man så efterfølgende kan redigere hjemme i studiet. Så natfotos kan komme til at ligne nat. Og ikke oplyst dag, som tilfældet desværre er med de fleste af dagens “Night Modes”.

Alt efter smag, behag og behov.

Nøjagtigt det samme gælder for øvrigt Sony’s “Venice” mode til videoptagelse. Her har man taget toppen af både farver, højlys og skygger, så man efterfølgende nemt kan farvekorrigere sine optagelser og få præcis det resultat, man måtte ønske. Man er vel professionel!

Som professionel vil man også vide at værdsætte, hvor let det er at åbne skuffen til SIM- og hukommelseskort. Sidstnævnte vil man få god brug for, hvis man optager megen video eller mange RAW stills. Også selv om kameraet kommer med 256 GB plads (og 8 GB hukommelse) som standard.

Da er det genialt, at man blot kan åbne skuffen med en fingernegl og skifte hukommelseskortet ud. At man ikke behøver noget besværligt SIM-værktøj.

Et krævende bekendtskab

Xperia 1 Mark 2 er således et interessant, men også noget krævende bekendtskab. Og man skal virkelig have noget på hjerte, før man investerer i den lille nye fra Sony. Man skal have ambitioner om at udtrykke sig helt specielt rent grafisk. Om at finde sin helt egen stil til foto og video.

Og man skal være villig til at planlægge sine fotos og videoer helt fra grunden og til mindste detalje. Ellers er man bedre tjent med en af markedets rigtig mange kapable generalister. Mange gange bedre.

Men er man en kreativ film- eller fotonørd, da er den nye Xperia 1 Mark 2 det samme som juleaften hele året. En uendelig bunke af gaver, der skal pakkes ud og tages i brug. Hver eneste dag. Året rundt.

Og skulle man i forvejen være bruger af Sony Alpha-udstyr – som glad amatør eller kompetent professionel – da er den nye Xperia 1 Mk. 2 en soleklar no-brainer:

– Go get it!

Da er Sony Xperia 1 Mark 2 givet dit helt nye drømmekamera. Og meget mere kamera end bare en 5G mobil.

Set til godt 6.000 kroner med abonnement.

Efterskrift

Den lange, slanke og kantede form gør det lidt vanskeligt at få et sikkert greb om Xperia 1 Mk. 2 under fotografering. Samtidig byder denne kameramobil på nok markedets bedste ydelse, hvis man vil spille spil eller kigge film.

I begge tilfælde vil man have rigtig megen glæde af et dedikeret etui som Sony’s egen kickstand model. Dette etui har åbne sider, så man let kan komme til såvel udløserknappen som volumen-knappen, der også kan fungere som zoom under fotografering. Selv om funktionen kan være svær at komme til under optagelse.

Etuiet har forstærkede hjørner, der dels beskytter mobilen, hvis man skulle tabe den – dels giver et langt bedre greb om mobilen. Hvilket der som sagt er god brug for.

Endelig er der den lille kickstand, som kan foldes ud og støtte mobilen i horisontal visningstilstand. Da har man et fremragende lille fjernsyn eller videospiller, man kan have med på farten.

Jeg kom hurtigt til den erkendelse, at man er rigtig godt hjulpet med dette behagelige og praktiske etui. Og ilde stedt uden…

Efter-efterskrift

Ved lanceringen af Xperia 1 Mk. 2 fortalte Sony, at den lille ny kunne fås i to farver – blank sort og blank lilla. Begge rene fingeraftryksmagneter. Senere rygter fortalte, at der også ville komme en matsort eller matgrå model i farven “Slate”, som ikke sugede fingeraftryk til sig. Den ville jeg og mange andre gerne have fat i, men der er endnu ikke spor af den.

Ved lanceringen fortalte Sony også, at der ville komme en “Pro” model, som ud over 512 GB lager blandt andet har HDMI udtag og en ekstra knap til valgfri programmering. Endnu en detalje hentet fra de professionelle Alpha-kameraer.

Den nye “Pro” er indkapslet i et specielt “low dielectric constant” materiale, der sikrer optimal passage af radiosignalet. Men også et mere robust og tykkere udseende.

Der er tale om et 360 graders design, som via 16 antannedele fordelt på samtlige fire sider optimerer 5G mmWave forbindelsen. Perfekt til professionelle, der vil sende live fra store arrangementer med mange mennesker på nettet samtidig.

Det spås, at Xperia Pro-modellen vil blive op mod 50% dyrere end 1 Mk. 2. Men det er ikke sikkert, vi overhovedet får den at se i Europa. Sony har en dårlig vane med at producere specialmodeller, der ikke når længere end til hjemlandet Japan og hovedmarkedet USA.

Efter-efter-efterskrift

Allerede ved lanceringen af Xperia 1 Mk. 2 forlød det, at der ville komme en lidt billigere topmodel.

Den har vi nu fået – i form af Xperia 5 Mk. 2, der på de fleste områder er en tro kopi af 1’eren. Man skal kigge godt efter for at se forskellene, der har skåret en tusindlap af prisen.

Standardlageret er på 128 GB mod det dobbelte på 1’eren. Dog med udvidelsesmulighed. Skærmen har fået en lavere opløsning, og der mangler trådløs opladning.

De tre kameraer er stadig de samme fra tyske Zeiss, og Mk. 2 leveres også med både Cinema Pro og Photo Pro præinstalleret. Så er man rigtig godt kørende fra start.

Havde prisforskellen mellem Xperia 1 og 5 været større, ville den nye 5’er nok have været det klare valg. Men mangelen på trådløs opladning er i hvert fald for mig udslagsgivende.

Xperia 1 Mk. 2 er i mine øjne stadig det klart bedste køb. Men så ved vi jo allerede nu, at Sony snart barsler med en Mk. 3.

Så måske man liiige skulle vente lidt på den…

Og så ikke alligevel:

Sony har netop dumpet prisen på den stadig nye Xperia 5 Mk. 2, der nu kører med 120 MHz opdatering af skærmen. Ikke uventet er der en Mk. 3 på vej…

Samtidig har Sony tilføjet et par af sine fremragende WH-H910 hovedtelefoner og sælger nu denne pakke til imponerende 4.300,- gennem teleselskaberne.

Læs mere om dette nye makkerpar i en kommende artikel.

Set hos CBB Mobil.

Motorola One Zoom

Motorola var tidligere amerikansk og en af verdens førende producenter af mobiltelefoner – med den sammenklappelige “Razor” som det helt store verdenshit.

Motorola tabte imidlertid pusten – lidt ligesom finske Nokia – og måtte til sidst lade sig opkøbe af kinesiske Lenovo, der mest er kendt sine prisgunstige PC’ere. Lenovo har siden overtagelsen af Motorola kæmpet for at gøre sig bemærket på markedet for mobiltelefoner, men uden det helt store held.

Nu ser det imidlertid ud til, at anstrengelserne er ved at give pote. Således har Motorola netop lanceret tre nye Motorola One modeller i et helt nyt og tidssvarende design. Seneste model i denne trio er Motorola One Zoom, der som navnet siger fokuserer ganske meget på netop det: Zoom.

Fornem finish

Det første, man lægger mærke til ved Motorola One Zoom, er dog den helt forrygende finish. Bagsiden er af glas, der ligner børstet metal. Det ser rigtig godt ud, men hvad bedre er: Man slipper næsten helt for de forfærdelige fingeraftryk, som blanke bagstykker i glas ellers suger til sig som en magnet.

De fire objektiver tager sig også bedre ud, end tilfældet er med den helt nye iPhone 11 Pro, der koster mange gange så meget. – Godt designet, Motorola!

Samtidig er One Zoom ingen letvægter, men føles med sine tunge glassider som en rigtigt gedigen mobil helt på højde med de dyreste drenge i klassen. Forarbejdningen lader heller intet tilbage at ønske.

Forrygende kamera

Er finish’en fornem, så er kameradelen forrygende. Intet mindre. One Zoom er forsynet med en 48 MP Quad Pixel hovedsensor, som kombinerer 4 pixels til én og dermed leverer færdige billeder på 12 MP. Kvaliteten er rigtig god og kan fint printes ud i op til A4 format. Hvis man går manuelt, kan man sågar gemme sine fotos som RAW filer.

I tilgift til standardsensoren byder One Zoom på en 117 graders vidvinkel, hvis 16 MP får det hele med – også på klods hold. Samt en 8 MP tele med 3X optisk zoom. Såvel standardobjektivet som telen har optisk billedstabilisering – OIS – så man undgår rystede billeder. Det har vidvinklen ikke, for det har vidvinkler normalt ikke brug for.

Oven i dette får man 10X hybrid zoom, der dog ikke leverer helt samme kvalitet som ren optisk zoom. Men som til gengæld er mange gange bedre end den rene digital zoom, der jo blot pixelerer det færdige resultat mere eller mindre.

Den fjerde linse på kameramodulet er en 5 MP dybdesensor, som primært bruges til portrætfotos. Det hele styres på forbilledlig vis af en Snapdragon 675, der ligger i den øvre ende af mellemklassen. Samt 4 GB RAM.

Motorola har ry for at levere mange forskellige features, der er helt specifikke for netop Motorola. Den velfungerende kamera-app er ingen undtagelse. Her er der ud over de sædvanlige grundlæggende funktioner eksempelvis “Cutout” (Udklip), hvor man kan klippe forgrunden fri og udskifte baggrunden.

Samt “Spot Color”, hvor man kan udvælge en enkelt farve, som så bliver den eneste. Resten bliver sorthvidt. “Nattesyn” er der naturligvis også, selv om andre producenter (læs: Huawei og Google) dog har haft held til at lukke adskilligt mere lys ind i mørket.

Er man fotonørd, er der således rigtig mange muligheder for at lege med lyset i Motorola One Zoom. Skulle AI automatikken ikke være god nok, kan man gå i “Manual” mode og her selv styre fokus, eksponering, hvidbalance og lysfølsomhed (ISO).

Næppe nogen får brug for flere knapper at skrue på.

Manglerne…

Der er således rigtig meget godt at sige om Motorola One Zoom, som virkelig leverer varen. Det er dog ingen perfekt mobil. Dertil mangler flere ting. Man kan undre sig over, at mobilen i lighed med One Plus ikke byder på trådløs opladning – trods ellers bagstykke i glas.

Det er et irritationsmoment, hvis man ellers har vænnet sig til bare at kunne lægge sin mobil på en ladeplade – uden irriterende kabler med forskellige stik – mens man arbejder videre. Men har man ikke prøvet det, vil man næppe heller savne det. Til gengæld er batteriet på imponerende 4.000 mAh, hvilket for mange rækker til to dages forbrug.

Dernæst er der højttaleren – for der er kun den ene, som sidder placeret øverst på mobilen. Lydkvaliteten er fin og lydniveauet tilpas højt. Men lyden kommer desværre kun fra én ende, som man nemt kan komme til at dække for med hånden.

Endelig er der for en lystfisker og sejler som undertegnede det klare minus, at mobilen ikke er vandtæt. Ikke noget med IP68 her. Blot en forkølet nano-coating, der ifølge Motorola er vandafvisende.

Så skal du have din One Zoom med ud til eller ud på vandet, da skal den ubetinget ned i en vandtæt pose af en slags. Med samtidig mulighed for at hænge mobilen om halsen – inden for bekvem rækkevidde. Og det er jo slet ikke så dårligt endda.

I skrivende stund har jeg ikke kunnet finde decideret vandtætte etuier til One Zoom, men de skal nok komme på et senere tidspunkt.

Konklusionen

Motorola har lange traditioner for brugen af de såkaldte “gestures” – håndbevægelser – til styring af diverse funktioner. To af de allerbedste og mest brugbare er “håndkantslaget”, der tænder den indbyggede lygte. Samt “håndledsvrikket”, der aktiverer kameraet. Rigtig smart og yderst brugbart.

Skærmen er en 6,39 tommer OLED i 16:9 formatet. Opløsningen er FHD+ (2340 x 1080 pixels). En overraskende god skærm på en mobil i denne prisklasse. I tilgift har den integreret fingeraftrykslæser, som i modsætning til flere andre af slagen – ikke et ord om Nokia Pureview her – fungerer fint og helt efter hensigten.

En smart detalje er ligeledes, at Motorola’s karakteristiske Batwing logo lyser blåt op på bagsiden, når mobilen er i brug eller der er kommet nye meddelelser. Det giver lidt opmærksomhed, skal jeg hilse og sige – og var vel også meningen…

Efter at have anmeldt Motorola One Zoom måtte det amerikanske webmedie Engadget’s redaktør Chris Velazco beskæmmet konstatere, at han nemt kunne bruge One Zoom som sin nye “daily driver” – trods den lave pris. Så god er den, og så godt ser den ud. “I hate to say it”, sluttede han…

Og det kommer fra en mand, der i sit daglige virke vælter sig i de nyeste, dyreste og bedste smartphones. Men jeg kan kun give ham ret. Det er virkelig et “home run”, Motorola her har præsteret.

One Zoom står til en pris omkring 3.000 danske kroner. Telia tilbød 1.000 kroner i rabat for en gammel udbrændt Sony mobil, så den endelige pris – inklusive mobilrabat – kom ned på 1.720 kroner.

Det er vildt billigt for så god en mobil, der ligner og føles som noget til en million. Den kan anbefales på det varmeste, hvis man altså er til Android. One Zoom leveres med version 9.0 Pie, og Motorola lover snarlig opdatering til 10.0.

Vil du se fotos taget med One Zoom, så bliv “Strandfoged for en dag“. Det er ikke kedeligt…

Huawei Smartwatch GT2

Huawei har kapret mange danskeres hjerter, men er desværre raget uklar med Google (læs: Trump) om retten til fortsat brug af Android styresystemet til deres mobiler. Heldigvis har Huawei udviklet deres eget styresystem til deres egne smartwatches.

Det er der kommet et par rigtig gode og prisbillige ure ud af. Da jeg for et lille års tid siden erhvervede en Huawei P30 Pro, fik man automatisk tilbud om et gratis Huawei Smartwatch GT. Det var en af Huawei’s enklere måder at booste sit “salg” af smartwatches og smartphones på.

“Giving it all away”, som mine ungdomsårs rockhelte Bachman Turner Overdrive sang det. BTO havde for øvrigt også et nummer, der hed “Taking care of business”, så måske var det her, grundlæggeren af Huawei, Ren Zhengfei, lærte lektien om og værdien af ind imellem at give tingene væk…

Huawei’s første Smartwatch GT var hverken specielt fikst eller godt designet. Men det havde en batteritid, der ikke skulle måles i timer, men dage, hvilket givet skyldtes Huawei’s eget selvudviklede styresystem – Light OS. Havde Huawei brugt Google’s Wear OS, var batteritiden aldrig kommet over 24 timer…

Til gengæld har Huawei taget sig den frihed at kalde deres digitale ure for “smartwatches” – hvilket de ganske enkelt ikke er. Et smartwatch har funktioner, der er smarte – styret af apps, der kan downloades fra nettet.

Dette gælder alle smartwatches, om de så er fremstillet af Apple, Google eller Samsung. Apps skal der til, hvis man vil være et smartwatch, og det vil Huawei’s digitale ure tilsyneladende ikke. Til gengæld er de fremragende “activity trackers” med alt, der bimler og bamler.

Activity Tracker

Huawei’s andet digitale ur – nu med modelnavnet “Smartwatch GT2” – var langt bedre designet og ser langt bedre ud. Faktisk så godt, at jeg investerede i et af dem – som supplement til min Huawei P30 Pro, der er blevet fast inventar i felten. Sidstnævnte havde fulgt mig trofast i Florida, hvor den havde taget et hav af flotte fotos. Nu skulle den have en følgesvend, der matchede den bedre end dens gratis forgænger.

Men er GT2 intet smartwatch, så er det til gengæld en meget fornem aktivitets-tracker, som minutiøst kortlægger ens færden og fysiske aktiviteter dagen lang – så længe man har det på og såmænd også om natten. Batteritiden er helt forrygende og uden sidestykke. Den skyldes, at Huawei til formålet har udviklet sin helt egen mobile chip, nemlig Kirin A1 med dobbeltchip design og intelligent strømstyring.

Den ene chipdel bruges, når der skal arbejdes og registreres data – typisk GPS og puls – mens den anden fungerer i noget nær dvale, når der ikke skal ske noget. Når uret blot skal holde øje med tid og dato. Denne teknik reducerer det daglige batteriforbrug så meget, at Huawei tør love hele to ugers batteritid ved normalt brug – med kontinuert pulsmåling, 90 minutters træning og 30 minutters musik om ugen. Samt 30 timers kontinuert træning med GPS og hjertefrekvens.

Dette gælder den store og maskuline 46 mm model, mens den mindre og mere feminine på 42 mm kun klarer det halve. Mere er der næppe heller nogen, som behøver. Og hvor mange batteritider ellers er hentet i Fantasy Land, hvor Google Wear bor, dér lever Huawei Smartwatch GT2 faktisk op til det lovede. Og det er ganske imponerende.

Samtidig eller måske nærmere på trods heraf byder GT2 på markedets nok bedste, skarpeste og bedst oplyste AMOLED skærm på hele 454 x 454 pixels (390 x 390 for den lille 42 mm model).

Dag og nat – dag efter dag

Huawei Smartwatch er uret, der overvåger dig dag og nat og registrerer, hvad der sker og du har foretaget dig. Man kan ringe op eller modtage opkald under træning og under aktiviteter, hvor man ikke kan bruge sine hænder – eksempelvis under afspilning af musik. Der er plads til 500 mp3 musiknumre, og den indbyggede højttaler er blandt markedets bedste og mest hørbare.

Man kan modtage mails og beskeder, men man kan desværre ikke svare på dem. Det er som allerede sagt ikke noget smartwatch – uanset navnet. Men en rendyrket activity tracker. Antallet af urskiver er begrænset, da der ikke findes nogen Play Store, men man behøver ikke mangle noget.

Antallet af viste funktioner er dog noget begrænset – i hvert fald sammenlignet med Apple Watch, hvor skiverne kan vise data fra op til 11 forskellige funktioner. Huawei brugere må nøjes med op til 7, hvilket nu også rækker til det allermeste.

Uret sync’er automatisk med Huawei’s Health App, der i lighed med uret viser dansk alle steder. Dejligt. Det er det langt fra alle andre sundhedsapps, som gør. Eksempelvis ikke Xaomi, der viser alt på engelsk. Helt gennemført.

Urskiver

Huawei’s urskiver er designet af Huawei og fungerer derfor perfekt – med minimalt strømforbrug. Der er pt. en snes stykker, som giver løbende (!) besked om de aktiviteter, der er i gang (!) eller har været det. Man skal være ikke så lidt af en kondifreak for ikke at være tilfreds med mulighederne.

Og så er der søreme også et aldeles velfungerende kompas, hvilket burde være en selvfølge. Det er det imidlertid ikke på hverken Apple eller Samsung. Dertil er der indbygget lommelygte, barometer og andet godt.

Som den rigtige activity tracker GT2 er, så tåler den naturligvis vand – helt ned til 50 meter. En svømme- eller snorkeltur er derfor ikke noget, man skal frygte med dette ur, hvis funktioner betjenes med to fysiske trykknapper i tilgift til touch skærmen.

Huawei Smartwatch GT2 kan erhverves for kr. 1.400,- hvilket er det rene røverkøb. Anbefales på det kraftigste – hvis man altså kan leve uden Google Wear med tilhørende Play Store.

Det kan jeg sagtens selv. Det går endda rigtig fint.

Nokia 9 Pureview

Så kom den endelig, den længe ventede efterfølger til klassikerne Nokia 808 og Lumia 1020, der tog verden og dens mobilfotografer med storm – og flere end 40 millioner pixels.

Men den lille ny fra Nokia slægter ikke sine pixelrige forgængere på: Den leverer nemlig kun fotos med sølle 12 millioner pixels, hvilket er noget nær vore dages standard for mobiltelefoner.

Den nye Pureview har nemlig valgt at gå helt nye veje, som nok kun de færreste havde ventet. De fleste har nemlig forbundet navnet “Pureview” med rigtig mange pixels, som kunne levere hidtil uset skarpe fotos – med såkaldt “pixel binning” til styring af de mange millioner pixels.

Nokia har i stedet allieret sig med firmaet “Light”, der for et par år siden barslede med kameramonsteret “L16”, som bød på hele 16 kameraer. De skulle tilsammen dække alt, hvad både lys og perspektiv angår.

Men brugerfladen er der ikke noget usædvanligt ved. Det er den gode, gamle og let genkendelige, som vi kender fra millioner af mobiler, der kører på Android styresystemet:

Co-produktion

Nokia 9 Pureview er i sandhed en co-phone – skabt i samarbejde mellem følgende forskellige store aktører på foto- og IT-området, der hver har bidraget med afgørende dele:

Google: Leverer Android One styresystemet til den nye Nokia – og alle de tidligere. Den sikrer hurtige og løbende opdateringer i to år.
Qualcomm: Tæt samarbejde omkring 845 processoren, der normalt ikke kan håndtere input fra så mange forskellige kanaler/kameraer.
Light: Har udviklet og leveret den Lux capacitor, der skal til for at styre lysinput fra de fem integrerede kameraer.
Zeiss: Står bag udvikling af de to RGB-kameraer og de tre SH-kameraer, alle med 12 MP output, som bidrager til det enkelte foto.
Adobe: Har udviklet den Lightroom applikation, der skal til for at bearbejde de ubehandlede RAW fotos fra Nokia 9 Pureview.

Det har næppe været let for Nokia at styre udviklingssamarbejdet med så mange forskellige spillere, så hatten af for det. Men måske man skulle have ventet en lille stund endnu, før man lancerede Nokia 9…

Fingeraftrykslæseren…

Førstehåndsindtrykket af Nokia 9 Pureview er nemlig rigtig dårligt. I hvert fald på min model. Fingeraftrykslæseren, der er af den nye “in-screen” type, virker nemlig forrygende dårligt – på grænsen til overhovedet ikke.

Det er vanskeligt at få registreret sine fingeraftryk, men dog muligt. Efterfølgende virkede de så overhovedet ikke på min testmodel. Det var således umuligt at komme ind på mobilen, og samtidig dæmpedes lysstyrken hver gang så meget, at man stort set ikke kunne se noget uden manuelt at skrue op for lysstyrken igen.

“Prøv at trykke lidt hårdere…” lød den opmuntrende besked hver eneste gang. Og jeg trykkede og trykkede. Til sidst så hårdt, at jeg frygtede for elektronikken under skærmen. Opløftende var det heller ikke at søge på nettet. Det viste sig nemlig, at rigtig mange havde samme nedslående oplevelse…

Utroligt, at Nokia har ladet en så komplet ugennemtestet ny teknologi slippe igennem nåleøjet og ud til forbrugerne. På mine gamle Nokia mobiler virker den eksterne fingeraftrykslæser både hurtigt og upåklageligt. – Hvorfor så ikke lade det blive ved det?

Der må være nogle røde ører på Nokias hovedkontor i Tampere, Finland. Nogle, der har sovet i timen, da valget faldt på en dårligt testet in-screen fingeraftrykslæser i stedet for den gammelkendte og velprøvede. Fint skulle det være, men skidt blev det.

De fem kameraer

Mange tog sig til hovedet, da de første billeder af de mange kameraer på bagsiden af det nye Pureview blev lækket. Nogle syntes, det så cool og fremtidsorienteret ud. Andre, at det var grimt eller ligefrem skræmmende.

På det tidspunkt var der nemlig ingen, som rigtig vidste, hvad så mange kameraer skulle bruges til. Dengang var alle stadig sikre på, at Nokia 9 Pureview ville blive endnu et kamera med rigtig mange pixels – over de 40 millioner, som forgængerne havde budt på.

Men sådan skulle det ikke være. Havde man drømt om ekstremt højtopløselige billeder, blev man slemt skuffet. Der var nemlig kun 12 MP at tage af – trods de fem kameraer. Der nemlig hver især har helt andre opgaver, end de fleste nok havde regnet med.

De to af dem optager i RGB-farve – de tre øvrige suger SH-lys til sig. De tre sorthvid-sensorer kan suge meget mere lys til end farvesensorerne – 2,9 gange mere hver især, siger Nokia.

Læg hertil en såkaldt “Time of Flight” (TOF) sensor, der registrerer dybde og afstand. Specielt vigtigt ved portrætfotos, der jo gerne skulle kunne skelne klart mellem skarp forgrund og sløret baggrund.

Der er således nok at se til for den processor, der skal styre alle disse kamera-input. Og det kommer derfor ikke som nogen stor overraskelse, at der er en vis procestid efter hver optagelse. Man kan dog fint tage yderligere fotos, mens de gamle stadig behandles.

Procestiden var også lang med Nokia 808, der sågar havde en ekstra processor netop til billedbehandlingen. Men det kommer lidt bag på én, at der kan gå både 10, 15 og 20 sekunder, før efterbehandlingen på Nokia 9 er klar. Så har det pågældende billede til gengæld også lagret rigtig mange informationer til senere brug.

Nokias indbyggede kamera-app fungerer fint, omend jeg flere gange oplevede at udløserknappen slet ikke reagerede på tryk. Måske et problem relateret til den dysfunktionelle fingeraftrykslæser på den testede model.

Jeg havde forventet, at det ville være den samme Pro kamera-app, som vi kender og sætter pris på fra tidligere Nokia-modeller. Nokia havde nemlig erhvervet sig rettighederne til netop den, som er uhyre intuitiv at betjene.

Men nye funktioner og muligheder har tilsyneladende gjort den ubrugelig i Pureview-sammenhæng. App’en fungerer dog ganske udmærket, når man ellers kan tilgå den.

Det, man mest skal lægge mærke til, er det lille ikon for dybdeskarphed – “Depth Field”. Det ligner en PH-lampe, der ligger ned. Når det er aktiveret, optager kameraet et udførligt dybdefelt, som senere kan bruges til at fokusere rundt i – med op til 1.200 forskellige billedplaner eller justeringsmuligheder.

Det er der ikke andre producenter, som kan leve bare tilnærmelsesvis op til i mobil-sammenhæng. Det fylder dog i sagens natur rigtig meget.

Adobe Lightroom

Når man starte sin Nokia 9 Pureview op for første gang, foreslår den straks, at man installerer Adobe Lightroom til redigering af de store RAW filer, som mobilen tager. Og det sker i et snuptag.

Men vil man have adgang til de features og funktioner, som virkelig er noget værd, så mødes man af nedenstående billede. Adobe vil have 39,- kroner for at lukke op for godterne. Hver måned. Resten af livet. Ellers er der kun en lang næse at hente – i form af uendelige henvisninger til alle de features, man som nærigpind hele tiden går glip af…

Lightroom er et fremragende produkt, men at skulle betale knap 500,- kroner om året for at få adgang til det – en tiendedel af kameraets pris – hvert eneste år i mobilens levetid, det er lige i overkanten. Synes i hvert fald jeg.

Man kan nemlig få flere andre applikationer – til iOS såvel som Android – som man betaler et mindre beløb for én gang for alle. Selv har jeg længe benyttet mig af programmer som Halide, Darkroom og Focos, når der skal tages og arbejdes med RAW og fokus i efterbehandlingen.

Dem skal man ikke abonnere på. Dem køber man bare på vanlig vis. Og til en fornuftig pris. Når og hvis de sædvanlige billedbehandlings-programmer, der følger gratis med, ikke rækker.

Jeg må indrømme, at jeg personligt var noget skuffet over det nye Pureview fra Nokia. Jeg havde forventet mig mere af Nokia’s nye flagskib, som jo havde ladet vente længe på sig. Og jeg var langt fra den eneste:

Den kendte professionelle New York fotograf Marian Sell har testet det nye Nokia 9 Pureview kamera grundigt – ude i det fri såvel som inde i det digitale mørkekammer – og efterfølgende delagtiggjort os andre dødelige i sine iagttagelser på YouTube.

Sell var ikke imponeret. Ja, faktisk kunne han slet ikke forstå, hvad alle de mange kameraer skulle gøre godt for – når nu hans nye Samsung Galaxy S10 kan tage lige så gode og skarpe billeder. Det dokumenterer han fint på YouTube.

Han klagede også over det langsomme kamera, som missede mange skud, men dykkede dog ikke ned i muligheden for at styre fokus og lys i efterbehandlingen af de optagede billeder – Nokia 9 Pureview’s største force.

Marian Sell ville langt hellere have mulighed for at kunne vælge mellem forskellige optagevinkler, som flere nye kameraer i dag byder på – med vidvinkel, normal og tele som det, der ser ud til at blive fremtidens standard.

Men se og hør selv her, hvad en professional New Yorker fotograf mener om den nye Nokia 9 Pureview:

Plan og dybde

Nokia Pureview kan noget, den har lært af nu desværre hedengangne Lytro, som i nogle år brillerede med deres såkaldte “Light Field Camera” – et kamera, som fangede samtlige lysstråler i feltet fra kameralinse til uendeligt. Hvilket tillod, at man efterfølgende kunne fokusere sine billeder efter behag. Det hele var der – klar til at blive brugt.

Lytro nåede kun at producere to kameraer, inden firmaet måtte give op og erkende, at forbrugermarkedet ikke var modent eller interesseret i de muligheder, som lysfelt-fotografering gav.

Jeg nåede heldigevis at skille mig af med det seneste store Lytro Illum lysfeltkamera, som ellers var rigtig sjovt at lege med – med har stadig den første lille sag, som er en 4-kantet kasse på størrelse med to gammeldags filmruller. Her kan man med egne øjne se, hvordan hele lysfeltet indfanges, så man efterfølgende kan fokusere rundt omkring på billedet.

Det første Lytro havde dog en ringe kapacitet og samtidig en processor, der ikke var til ret store ting. Potentialet var imidlertid tydeligt – så tydeligt, at Apple’s nu hedengangne grundlægger Steve Jobs engang inviterede Lytro’s grundlægger Ren Ng op til en snak og en kop kaffe. Med sig hjem fik Ng i opdrag at finde ud af, hvad eventuelt Lytro kunne tilføre Apple på kamerafronten.

Det blev desværre ikke til noget, og nu er firmaets forbrugerdivision som sagt lukket. Men drømmen om lysfeltet lever videre – i Pureview’s 1.200+ billedplaner, som man kan bevæge sig rundt i.

Med det ret beset fantastiske resultat, at man først kan fjerne uønskede genstande og personer på et billede – i eksempelvis Lightroom – og dernæst fokusere på præcis den del af billedet / de billedplaner, man måtte ønske.

For meget og for lidt

Det er lidt synd for og egentlig også ganske dumt af Nokia, at man sender et produkt som et spritnyt Pureview på gaden i noget, der virker som halvbagt tilstand. Dumt, for ideen er skam god nok – det er eksekveringen, der halter.

Et gammelt engelsk ordsprog hedder “Too little too late” og bruges, når man er for sent ude med sine handlinger eller produkter. Med god ret og direkte henblik på den nye Nokia 9 Pureview kunne dette ordsprog passende omskrives til “Too much too early”:

– For mange kameraer og stadig lidt for tidligt i forhold til både hardware og software. Men under alle omstændigheder et frisk pust i en kameraverden, hvor konkurrencen er benhård og udviklingen går rigtig hurtigt.

Når først den avancerede teknologi får indhentet Nokias mange gode ideer, så skal alt nok blive godt. Der er nemlig masser af potentiale i den nye teknologi – hvis man nu er til den slags fiksfakserier med lys og skygge.

Dér er vi desværre ikke endnu. Men jeg står klar til at kigge nærmere på næste version af Nokia’s Pureview. Der har længe verseret rygter om, at opfølgeren allerede er på vej – med Qualcomm’s seneste og langt hurtigere Snapdragon 855 processor ombord.

Det vil alt andet lige være et skridt fremefter på vejen – hvis altså Nokia får styr på den helt forfærdelige in-screen fingeraftrykslæser…

Hvis der så også blev mulighed for lidt flere pixels end de nuværende 12 millioner i de færdige billeder, så ville vi være nået rigtig langt. Da ville resultaterne kunne bruges mange flere steder end nu. Da vil man kunne beskære sine motiver langt hårdere – uden brug af separate teleobjektiver.

Og lav så lige afslutningsvis en aftale med Adobe, så Lightroom er med i Pureview købsprisen. Én gang for alle. De to behøver hinanden.

Det vil i sandhed være a Match made in Heaven.

© Tekst & fotos: 2019 Steen Ulnits

Efterskrift:

– Gå altid tilbage til en fuser!

Sådan lød rådet i sin tid fra Gnags’ forsanger Peter AG, og gode råd fra en klog mand skal man naturligvis følge i det omfang, det overhovedet er muligt.

Jeg havde læst om flere efterfølgende opdateringer, der skulle løse de ovennævnte problemer, som den nye Nokia 9 Pureview desværre var født med. Ikke mindst in-screen fingeraftrykslæseren, der var helt umulig på den første udgave, skulle være blevet forbedret markant.

Og da så prisen samtidig blev sat ned med en hel tusse – fra de vejledende 4.999,- til nu 3.999,- kroner – var tiden inde til endnu et forsøg. Den ambitiøse fuser skulle have en chance til. Som gammel Nokia-fan var det næsten ikke til at leve med det første flop, det famøse 5-linsede fejlskud.

Det var derfor med den allerstørste spænding, at jeg pakkede min Pureview nummer to op af kassen. Den ankom med Android 9 Pie installeret, men gik straks i gang med at opdatere sig selv. Hele tre store opdateringer blev det til, inden den var tilfreds og lod mig gå videre med installeringen.

Fortsat forrykt fingeraftrykslæser

Men ak. Fingeraftrykslæseren var fuldstændig lige så forbandet på den nye Nokia, som den havde været på den gamle. Meget vanskeligt at registrere nye fingeraftryk. Og helt umuligt siden at bruge dem. “Prøv at trykke lidt hårdere” lød meldingen gang på gang på gang. Præcis som på den første model.

I en kort periode kunne jeg vække den til live med et rapt og millimeterpræcist tap, men det holdt ikke længe. Så nægtede den fuldstændig at registrere mine fingeraftryk – selv efter flere sletninger og genregistreringer.

Til gengæld var den aldeles usikre ansigtsgenkendelse blevet superhurtig. Den åbnede flere gange, førend jeg overhovedet nåede at få lagt fingeren på skærmen. Ikke specielt betryggende, når man nu ved, at den kan snydes med et simpelt fotografi…

Det var og er stadig de fem indbyggede Zeiss kameraer, som gør / skulle gøre Pureview til noget ganske specielt. I den første udgave crashede kamera-appen regelmæssigt, og den gør den nye desværre stadig.

PRO-fessionel fiasko

Flere af funktionerne forsvinder helt eller delvis, så de ikke kan bruges mere. Selv ikke efter genstart. Det gælder specielt i “Pro” mode, som man jo netop griber til, når automatikken ikke rækker.

Jeg oplevede flere gange, at mobilen slet ikke ville tage et billede, når jeg trykkede på udløseren. Katastrofalt for en fotograf, der jo langt fra altid får samme fotomulighed igen. Hvis nogensinde.

Efter blot en enkelt dags fornyede og gentagne frustrationer gav jeg op. Jeg pakkede mobilen ned og returnerede den.

Det er bare for dårligt, Nokia. Model 9 Pureview skulle aldrig nogensinde have været på markedet.

2019 Steen Ulnits

iPhone SE (2020)

Apple gjorde det i 2016 – proppede high end komponenter fra større iPhones ind i en lille iPhone 5S skal og kaldte resultatet for iPhone SE. Den blev solgt til en for Apple usædvanligt lav pris, hvilket fik den til at gå som varmt brød og sælge i millioner.

Og nu gør Apple det så igen – propper high end komponenter fra helt nye topmodeller ind i en mindre iPhone 8 skal og kalder igen resultatet iPhone SE (2020). Denne gang med det helt nye, at processoren ikke længere er en tidligere model, men toppen af poppen i form af markedets lige nu suverænt hurtigste chip overhovedet: A13 Bionic.

Det er noget, der rykker – noget, der sikrer langtidsholdbarheden. Med A13 Bionic ombord kan man være sikker på at få opdateringer fra Apple de næste fem år. Man kan også være sikker på, at den nye iPhone SE vil være i stand til at køre alskens avancerede applikationer her og nu og i de kommende år.

Det er således en gennemprøvet strategi, der ligger bag lanceringen af den nye iPhone SE (2020). Og der er næppe tvivl om, at også den vil sælge i mange millioner eksemplarer verden over. Det skal prisen på kr. 3.699,- for basisvarianten nok sørge for.

Perfekt timing

Og timingen har været helt rigtig. Eller uhyre heldig. Den verdensomspændende Corona-krise har sendt millioner ud i arbejdsløshed, og pengene sidder derfor ikke så løst længere. Mange vælger snusfornuftigt at beholde deres velfungerende smartphone i et år mere, end de måske ellers havde planlagt.

Men de, der vil eller skal skifte, har nu pludselig fået et fuldbolds Apple alternativ til de billigere Android-modeller. Dette i form af den nye iPhone SE, der har rigtig meget at byde snusfornuftige og prisbevidste købere på.

Det kan være købere, der måske altid har set langt efter de lækre iPhones, men syntes, at de var for dyre. Nu kan de pludselig købe sig ind i Apple’s velfungerende og meget omfattende økosystem – til priser, de kan betale. Det kan også være købere, som blot gerne vil have en opdateret backup mobil til rejser og andet.

I begge tilfælde får de rigtig meget i den nye iPhone SE, der som sagt er fremtidssikret med den sidste nye og allerhurtigste chip på markedet: A13 Bionic. Den er hurtigere end selv den hurtigste Snapdragon, Exynos eller Kirin processor til Android. A13 Bionic flyver let og ubesværet gennem selv de tungeste opgaver og grafisk udfordrende spil. Hvilket den vil kunne blive ved med at gøre i flere år.

Fem års opdateret levetid

Apple er kendt for at opdatere sine mobiler i typisk fem år – mod kun to hos Android. I bedste fald tre, hvis man køber en af Google’s egne Pixel mobiler. Samtidig bliver Apple’s iOS styresystem ved med at køre godt i flere år. Det bliver ikke hakkende langsomt, som de fleste Android-mobiler desværre ender med at være.

Er man ny Apple-bruger, vil man kunne glæde sig over netop dette – at alting bare kører glat med iOS. Det sørger 3 GB indbygget RAM for. Rigeligt til det optimerede styresystem. Man vil også blive overrasket over, hvor mange apps der bare fungerer bedre på iOS end på Android. Instagram og Facebook er to rigtig gode eksempler herpå. Et forhold, der altid overrasker Android-brugere, når de oplever forskellen ved selvsyn.

Som gammel Apple-bruger vil man også blive positivt overrasket over den store Touch ID hjemknap. Den er nemlig ikke længere mekanisk, som den var på de første mange millioner iPhones. Hvilket resulterede i ganske mange hjemknapper, som gik i stykker efter nogle år.

Hjemknappen er nu i stedet med såkaldt “haptisk feedback”, hvor knappen slet ikke bevæger sig, når man trykker på den. Man får blot et haptisk feedback, som gør, at man tror knappen er trykket ned. En lille vibration, så man ved, at knappen har reageret på trykket. Det sparer mange reparationer.

Den indbyggede fingeraftrykslæser er så sikker, at den uden videre kan bruges til at autorisere betalingstjenester som Apple Pay med flere. Og så er den helt og aldeles nødvendig lige nu og i disse Corona-tider, hvor der kan være krav om eller behov for brug af ansigtsmasker. Her kommer den ellers så effektive, sikre og velfungerende Face ID på dyrere modeller totalt til kort. Face ID kan jo ikke scanne ansigtet bag masken.

Lavopløst LCD skærm

I en tid, hvor flere og flere billigere og billigere smartphones kommer med diverse OLED-skærme, er det måske nok lidt skuffende for mere krævende mobilbrugere, at den nye iPhone SE stadig leveres med en traditionel LCD-skærm. Endda uden nogen særlig høj opløsning.

Der er imidlertid flere gode grunde til dette valg – ud over en lavere produktionspris, der naturligvis har været med til at holde udsalgsprisen nede på den nye iPhone SE. En anden grund er det lavere strømforbrug, som de relativt få pixels (750 x 1.334) på den 4,7 tommer store skærm medfører. A13 Bionic kombineret med 3 GB RAM sikrer, at alt kører glat.

En pixeltæthed på 326 ppi er ikke imponerende på papiret. Men i praksis behøver man ikke mere. Det er de allerfærreste, der vil føle behov for andet. Og de kommer såmænd nok (som undertegnede) fra en Samsung Note 10 Plus, der bare vælter sig i pixels. Og de er dermed slet ikke i målgruppen for den nye iPhone SE.

Den typiske iPhone SE-køber vil også være godt tilfreds med lysstyrken på 625 nits, hvilket rækker fint – det stærkeste direkte solskin dog undtaget.

Vandtæt IP67

En ting, som længe har adskilt dyre smartphones fra billigere, er IP-certificering af vandtæthed. Det koster at gøre sin mobil vandtæt, og det koster efterfølgende at få den certificeret til en given IP-værdi. Billige mobiler er derfor ikke vandtætte, hvilket naturligvis begrænser deres anvendelsesmuligheder noget.

Den gode nyhed er her, at den nye iPhone SE er vandtæt – så meget, at den kan tåle at være nedsænket i op til 30 minutter på én meters dybde. Hvilket benævnes IP67 i fagsproget. Det betyder også, at man uden problemer kan vælte sin øl, kaffe eller anden drikkelse ud over den – uden at der sker det mindste ved det.

Rart at vide, hvis man som undertegnede har prøvet at vælte et stort glas øl ud over en mobil, der ikke kunne tåle det. Og da slet ikke efterfølgende at få skyllet det klistrede øl væk under hanen…

Man skal dog vide, at det kan være svært at få Apple til at honorere en vandskade. Der sidder små indikatorer indbygget, som sladrer om alle eventuelle vandskader. Men det er nu stadig betryggende at have sin IP67 certificering med på ferien!

Kameraet…

Vi har gemt det bedste til sidst. Det, alle altid spørger om først, nemlig kameraet. – Kan det tage gode billeder?

The answer is YES! Dette sagt af en bruger, der i det daglige aldrig er længere væk end én meter fra sin store iPhone 11 Pro Max med hele tre velfungerende kameraer. Som sover med den om natten, og som bruger den hele tiden. Næsten da.

Den nye iPhone SE råder kun over et enkelt kamera, som til gengæld gør det rigtig godt. Vi lever jo i en tidsalder, hvor såkaldt “computer aided photography” har vendt op og ned på, hvad vi kan forvente os af et kamera. Hvor fysikkens love, som vi kender dem fra klassiske fotoapparater, ikke gælder længere.

Det så vi nok tydeligst med Google’s Pixel mobiler, hvis første tre generationer kun rådede over et enkelt kamera. Men hvor elektronisk trylleri gjorde det muligt at zoome digitalt i hidtil uset omfang og med hidtil uset effekt. Først med fjerde generation hoppede Google med på multikamera vognen og forsynede sine Pixel 4 og 4 XL med to kameraer.

Alt dette betyder kort fortalt, at kameraet i den nye iPhone SE skyder langt bedre fotos, end prisen ellers lader formode. Samtidig er der ingen tvivl om, at selv ikke-fotokyndige kan tage billeder af en kvalitet, de aldrig tidligere har kunnet.

Video i verdensklasse

Apple’s iPhones er kendt for at tage de bedste video af alle mobiler på markedet. Det er der bred enighed om blandt anmeldere. Derfor var det glædeligt at se, at den nye iPhone SE går i storebrødrenes fodspor og leverer video af en kvalitet, der intet levner tilbage at ønske. Ganske enkelt imponerende, hvad den lille ny fra Apple kan levere. Uden at stille krav.

Det er hævet over enhver tvivl, at den nye SE vil kunne berige familiealbummet med flere fantastiske optagelser end nogen anden mobil i denne prisklasse. Naturligvis i 4K, hvis man skulle ønske det. Alene derfor kan man kun anbefale den lille SE’er.

Køber man den i den flotte røde “Product Red™️” farve, er den nye SE’er et festligt indslag, som vækker opmærksomhed overalt. Samtidig støtter man et rigtig godt formål, da en procentdel af prisen lige nu går til kampen mod Covid-19.

Afslutningsvis må man dog konstatere, at heller ikke her gror træerne ind i den fotografiske himmel. iPhone SE (2020) er således ikke forsynet med Night Mode, hvilket konkurrenterne fra Google er. Og det er tæt på det eneste negative, jeg kan finde på at skrive om den lille ny fra Apple.

Men vi er naturligvis nogle tusinder eller snarere millioner, som krydser fingre for, at Night Mode vil blive introduceret med en fremtidig opdatering. Det ser nemlig ud til, at såvel hardware som processor sagtens kan klare også det. SE er om nogen mobil fremtidssikret.

Trådløs opladning

Den nye iPhone SE kommer med indbygget trådløs opladning, hvilket er en sjældenhed på mobiler i denne prisklasse. Og en helt uundværlig ting i min verden, hvor alle rum, jeg færdes i, har trådløse opladere stående klar. Det betyder ganske enkelt, at der altid er godt med strøm på batteriet.

Batteriet på blot 1.821 mAh er nok det eneste svage punkt på den nye iPhone SE. Er man en helt almindelig bruger, holder batteriet fint strøm fra tidlig morgen til sen aften. Men er man på Facebook i tide og utide, og kigger man mange film på YouTube, da rækker batteriet ikke til en hel dag. Da bør man have ekstra strøm med hjemmefra.

Apple angiver selv, at batteriet holder strøm til 13 timers kontinuert videokig. Og 40 timer, når det gælder afspilning af lyd. Det er helt tydeligt, at hvis man kan nøjes med de præinstallerede Apple apps – der er 35 af dem med mulighed for download af yderligere 12 – da bliver batteritiden optimal. Det samme kan desværre ikke siges om mange af de tredjeparts apps, der kan fås i App Store…

Skulle man få brug for mere strøm i en fart, kan batteriet lades op til 50 % på blot 30 minutter. Det kræver dog en separat 18 W strømforsyning, som ikke følger med. Det gør kun den lille, men yderst handy 5W oplader, der snildt kan ligge i en bukselomme.

Hukommelse og eSIM

Som noget ret usædvanligt for en mobil i denne prisklasse har Apple givet mulighed for at have to mobilnumre på samme iPhone SE. Det ene er et såkaldt indbygget eSIM, der allerede kendes fra ikke mindst smartwatches som Apple’s egne topmodeller. Rart og praktisk, hvis man er på ferie og gerne vil have samlet privatnummer og forretningsnummer på én mobil.

Den nye iPhone SE leveres som standard med 64 GB hukommelse, hvilket vil være nok for de fleste – i hvert fald hvis man bruger Apple’s iCloud-tjenester til at lagre dokumenter, musik og fotos. Der er i vanlig Apple-stil ingen mulighed for at udvide hukommelsen med et SD-kort.

Har man brug for ekstra lagerplads – eksempelvis til offline kort, musik eller video – da bør man fra starten fordoble lageret på sin spritny iPhone SE fra 64 til 128 MB – for blot 500,-. De penge kan hurtigt være givet godt ud.

64 GB: kr. 3.699,- 128 GB: kr. 4.199,-

256 GB: kr. 5.099,-

iPhone SE (2020) er kort sagt den perfekte entry level Apple mobil. Perfekt til langt de fleste “almindelige” mobilbrugere. Eller som backup mobil til den store dyre, der normalt trækker læsset i dagligdagen.

Endelig så er den så lille, at den får plads i alle de lommer, som er for trange til eksemplevis en 11 Pro Max model. Og samtidig kan den benyttes med én hånd. Det er længe siden, man har kunnet det!

Anbefales derfor på det kraftigste til alle ovenstående målgrupper.

Suunto Traverse Alpha Stealth

Finske Suunto er kendt for sine hårdføre produkter til udendørs brug. Har man investeret sine sparepenge i et Suunto produkt, kan man forvente, at det holder til lidt af hvert – under forhold lidt ud over det sædvanlige. Ikke mindst når vand er inkluderet i ligningen.

Bag det imponerende navn “Suunto Traverse Alpha Stealth” gemmer der sig et råstærkt produkt, hvis udseende og egenskaber helt klart henvender sig til folk, der går efter det ultimative produkt, hvad robusthed angår. Et produkt, der skal kunne holde til en militær stroppetur uden at kny. Eller en tur i dybet.

Det er et produkt, hvis blotte design, udseende og tilnavn “Stealth” fortæller meget om den tiltænkte brug. Det er uret for dig, der måske er ved militæret eller sågar har en jægersoldat i maven. “Wannabe Rangers”, som de kalder dem i USA. Og kan man nu ikke klare optagelsesprøven, så kan man i hvert fald trøstekøbe sig et Suunto Stealth!

Spøg til side. Suunto Traverse Alpha Stealth er nemlig ikke til at spøge med. Designet er barsk og diskret på samme tid. “Stealth” henviser til farven, der er sort i sort – uden glimmer og dikkedarer. Designet til ikke at blive set. Selv den indbyggede baggrundsbelysning er rød, så lyset ikke ødelægger ens nattesyn eller afslører én under en vigtig og sikkert farlig manøvre i fjendeland!

Suunto Traverse Alpha Stealth er naturligvis et såkaldt “ABC” ur:

“A” for Altimeter eller højdemåler. “B” for barometer eller måling af lufttryk. Og endelig “C” for “compass”. Funktioner, som rigtig mange outdoor watches i dag byder på. Forbløffende mange dog ikke med indbygget kompas, hvilket gælder de allerfleste modeller fra såvel Apple som Samsung.

Kompasset er velfungerende – den indbyggede GPS ligeledes, selv om den begynder at forekomme lidt træg sammenlignet med nyere modeller. I hvert fald indtil den har fundet sine satellitter og beregnet positionen. Men da virker den fortrinligt og tracker både kurs, retning og fart med høj nøjagtighed.

Når man starter en rute, kan man vælge mellem vandring, jagt og fiskeri. De fungerer som udgangspunkt ens – blot kan man i jagtmode få uret til blandt andet at registrere afgivne skud, mens man i fiskemode kan plotte fiskepladser og andet af interesse. Begge dele er nu nok mest gimmicks, der skal lokke husarerne til.

Månefaserne er der også styr på, hvilket jeg personligt nok sætter mere pris på end de fleste andre. Måske fordi jeg ofte færdes på steder med tidevand, der kan begrænse ens aktiviteter på bestemt tidspunkter. Som styrer, hvor man kan færdes sikkert og hvornår.

Men lige netop på dette kritiske område viser Suunto Traverse Alpha Stealth, at det ikke er noget smartwatch. Det kan ganske vist forudsige solopgang og solnedgang samt måneopgang og månenedgang – tidspunkter, der alle kan slås op i almanakker for områder, der matcher positionen på urets GPS.

Uret kan desværre ikke forudsige tidevandet, hvilket er en langt mere kompliceret og lokal opgave, der kræver specielle apps eller specielle ure. Som eksempelvis Casio’s ProTrek ure, der kan forprogrammeres til at vise tidevandet i specielle områder – uden brug af ekstra apps. Eller Suunto 7, der bruger dedikerede apps fra Google’s PlayStore.

Suunto Traverse Alpha Stealth moniterer løbende lufttrykket og bruger det til at estimere højden over havet, hvilket nok er det mindst vigtige. Det vigtigste i denne funktion er evnen til at registrere pludselige ændringer i lufttrykket, som indikerer ændringer i vejret. Således kan uret registrere pludselige trykfald, der varsler uvejr på vej.

Ikke mindst højt oppe i bjergene eller langt ude til havs er det en meget nyttig funktion at have ved hånden – eller rettere på hånden. Vejrskift heroppe eller herude er ofte mere voldsomme end inde på land, og det er derfor vigtigt at blive adviseret om, at det nu kan være på tide at søge hjemefter igen.

Det kan være voldsomme uvejr med storm, regn eller torden, som gør det til en rigtig god idé at søge nedefter eller indefter. Og da er det, man bliver rigtig glad for dette urs indbyggede “Track Back” funktion, der leder én sikkert tilbage til udgangspunktet.

Når man starter turen, sætter man sit Suunto Traverse Alpha Stealth til at logge ruten og gemme den. Og når man så skal hjem igen, finder man ruten frem og aktiverer Track Back. Da er der ingen risiko for at fare vild – om det så er i tæt tåge eller begsort mørke. En rigtig lifesaver, når og hvis det for alvor gælder.

Suunto Traverse Alpha har ikke fået tilnavnet “Stealth” uden grund. Dels er alt det ydre holdt i en robust matsort finish, og dels kan uret køre med både sort tekst på hvid baggrund og i ægte stealth-mode med hvid tekst på sort baggrund.

Vælger man det sidste, må man skrue kontrasten helt op, så skærmen bliver lettere at læse. De fleste vil derfor nok vælge sort tekst på hvid baggrund, men selv er jeg klart mest til den sorte stealth-udgave.

Den normale baggrundsbelysning er som sagt rød, der ikke ødelægger ens natsyn. Er der brug for mere lys end det, holder man blot lysknappen inde i nogle sekunder, og uret skifter da til et stærkt hvidt orienteringslys. Praktisk, når man skal finde ting som nøgler eller nøglehul med meget mere. En rigtig god og gennemtænkt funktion. Men er du til et liv i farver, er dette definitivt ikke uret for dig!

Kommer man eksempelvis fra et Garmin Fenix ur, finder man hurtigt rundt i menuerne på Suunto Traverse Alpha. Men kommer man fra et almindeligt smartwatch, kan det være svært at finde rundt. Man skal helt enkelt vide, hvor man finder de forskellige indstillinger, og det er ikke altid helt indlysende, hvor de befinder sig. Det kræver træning og tager tid at lære sig.

Suunto Traverse Alpha Stealth er således ikke et ur for hvem som helst. Men målgruppen ved, hvem de er, og de har kunnet glæde sig i foråret 2020. Da sænkede Suunto nemlig prisen fra den ordinære på kr. 3.800,- til uhyre rimelige 2.300,-. Da var der naturligt nok mange, som slog til.

Urets kobles op på Suunto’s egen app, der virker med såvel iOS som Android. Funktionaliteten er dog ret begrænset sammenlignet med et almindeligt smartwatch. Man kan modtage notifikationer, men ikke svare på dem. Og irriterende nok bliver de liggende på uret, indtil man har fjernet dem på mobilen.

Batteritiden er ganske god: Flere dage, hvis man kan holde fingrene fra at bruge GPS funktionen. Kan man ikke det, taler vi timer i stedet. Er man på længere ture i fjeldet, bør man så absolut medbringe eller lille batteribank til at spæde uret op med. Det vil man takke sig selv for.

Samsung Note 20 Ultra

Med Galaxy S20 Ultra missede Samsung for alvor målet, der var skyhøjt, ja, nærmest astronomisk: Verdens første mobil med 100 X zoom.

S20 Ultra blev en fuser, hvis man holdt det lovede op med det leverede. Efter et utal af opdateringer måtte selv Samsung erkende, at dér havde man nok gabt for højt og over for meget. Samt endnu ikke fået styr på samtlige 108 MP i den nyudviklede sensor.

Det så man nok tydeligst erkendelsen af, da Samsung i sommer lancerede efterfølgeren til S20 Ultra – den nye Note 20 Ultra. Note-serien, der primært adskiller sig fra S-modellerne ved sin indbyggede S-Pen, lanceres typisk nogle måneder efter S-serien. Den byder normalt på det bedste af det bedste – typisk i form af endnu bedre specifikationer end de netop lancerede Galaxy S-modeller.

Men ikke sådan denne gang. Samsung havde ydmygt sænket ambitionerne fra 100 X til “sølle” 50 X i den nye Note 20 Ultra, der sågar også har langt færre pixels at tage af. Blot 12 MP på hver af de tre linser. Til gengæld kunne man nu ane, hvad der var på billedet i fuld forstørrelse. Og man kunne også bedre holde både fokus og framing ved den store forstørrelse.

Den optiske zoom var ganske vist boostet fra 4X til nu 5X på Note 20 Ultra, som tager superskarpe billeder ved netop den forstørrelse. 10 X fotos er også acceptable, blot der er lys nok. I en snæver vending og i højt klart solskin kan den sågar tage anvendelige 20X fotos. Mest til dokumentation – mindst til publikation.

En pudsig detalje, som flere tech-anmeldere har bemærket, er, at 4X zoom’en på S20 Ultra faktisk leverer bedre 10 og 20 X zoom og skarpere fotos end 5X zoom’en på Note 20 Ultra. Forklaringen ligger sandsynligvis i, at Note 20 Ultra jo må nøjes med en 12 MP sensor på sit 5X telemodul – mod 48 MP på S20 Ultra. Der er således fire gange flere pixels at tage af, når der skal hybridzoomes.

De medfødte mangler

Note 20 Ultra var mest af alt en Note 10 Plus rigget med den større 108 MP sensor fra S20 Ultra. Og så en 5X periskop zoom. En rigtig god mobil, der imidlertid havde og stadig har en del mangler. Til de mest irriterende hørte og hører stadig zoom-funktionen på Note 20 Ultra, som har det med selv at ville bestemme, hvilket kamera den bruger.

Er der eksempelvis for lidt lys til, at den ellers fremragende 5X zoom kan fungere optimalt – tage telefotos uden rystelser – da skifter kameraet automatisk om til den store og mere lysstærke 108 MP sensor, som der så blot croppes (beskæres på).

Resultatet bliver digitale 5X zoom billeder, som er rigtig meget ringere end de “rigtige” 5X zoom fotos. Og der er tilsyneladende ingen måde at tvinge mobilen til at blive på den ægte 5X zoom.

Eksempelvis hjælper det intet at sætte mobilen på et stativ. Som det gør på Google’s Pixel 4 mobiler. Det burde det også gøre her, og man burde kunne tvinge mobilen til at bruge 5X linsen, hvis det nu er det man vil og har brug for. Fordi det helt enkelt er en fremragende linse, som tager pivskarpe fotos – når den altså får lov til det.

Lidt det samme problem opstår, når man eksempelvis vil tage fotos i 3 eller 4X zoom området. Da presser man igen kameraet til at bruge 108 MP modulet, som der så zoomes digitalt på. Med langt fra optimale resultater til følge. 3 og 4X zoom fotos bliver da mindre skarpe end fotos taget med 5X.

Den “skæve” zoom

Man ser tydeligt skiftet på skærmen, når dette sker. Billedet bliver straks grynet. Og man må da leve med fotos, som ind imellem ligner noget taget med et billigt lommekamera. Der imidlertid har kostet 10.000 kroner. Problemet er tydeligt selv så tæt på de to oprindelige zoom-faktorer som henholdsvis 3,9 og 4,9X.

Så såre man er oppe på 4X eller 5X rent, er billedkvaliteten atter i top – forudsat naturligvis, at der er lys nok til, at mobilen vil bruge telelinsen og ikke i stedet beskærer på de 108 MP. Det skal man således holde et vågent øje med.

Samsung har nu brugt sine købere af S20 Ultra og Note 20 Ultra som forsøgskaniner i deres jagt på måneskuddet og 100X zoom. Begge er som udgangspunkt gode mobiler, der under de rette lysforhold kan tage endog meget gode fotos. Men som må lægge sig fladt ned og kapitulere, når der ikke er lys nok. Eller når man af beskæringsmæssige årsager er nødt til at bruge zoom, der ligger lige under de 4 faste eller 5X.

Et irritationsmoment for mig og mange andre er den lange latenstid for lukkeren. Når man trykker på udløseren, går der et lille stykke tid, før billedet tages. Nok til, at motivet kan være ude af fokus – hvis ikke helt væk. Jeg mistede i testperioden en hel del skud på den konto. Vil man undgå dette, er man nødt til at aktivere “Live View” funktionen, som så optager en lille video, man efterfølgende kan vælge stills fra.

Med Note 20 fik Samsung rettet de fleste af de fokuseringsproblemer, som S20 Ultra havde og til dels stadig har. Og nu håber vi så meget, at Samsung med den spritnye S21 Ultra også har fået løst problemet med den påtvungne digitale zoom. Måske er tredje gang lykkens gang, så vi ikke længere skal agere forsøgskaniner for Samsung…

Samsungs Service

Samsung og undertegnede kom desværre skævt ind på hinanden med Note 20 Ultra. Ikke på grund af mobilen, men på grund af den elendige service, der fulgte med.

Jeg var ude i god tid med en forhåndsbestilling af mobilen. Da den var hjemme, bestilte jeg et dedikeret Protective Cover til den kommende Note 20 Ultra – direkte fra Samsung. Også den bestilte jeg i god tid – to uger før lanceringen.

Tiden gik, og en dag lå den nye Note 20 Ultra og ventede på afhentning. Jeg havde imidlertid stadig ikke modtaget det bestilte cover, så jeg måtte ud og investere i et nyt. Man vil jo ikke risikere noget med en mobil i 10.000 kroners klassen, når man har den på prøve.

Der gik endnu en uge, før coveret fra Samsung så endelig dukkede op med posten. Jeg havde virkelig troet, at tingene ville komme samtidig – når det nu var Samsung, der stod for begge dele. Lanceringen af et nyt produkt med tilhørende nyt cover. Nu havde jeg så til gengæld to covers til samme mobil. Irriterende og fordyrende.

Men det skulle blive værre endnu. I forbindelse med lanceringen af Note 20 Ultra kørte Samsung en kampagne for dem, der forhåndsbestilte. De ville som bonus få en trådløs oplader og en game controller til en samlet værdi af kr. 1.000,-. Formedelst en symbolsk pris på kr. 79,-. Man skulle blot registrere sin nye mobil hos Samsung.

Members

Det gjorde jeg via app’en Samsung Members, som regelmæssigt byder på gode tilbud, og alt var godt. Da jeg senere ville inkassere min lovede bonus – som jo var grundlaget for, at jeg overhovedet købte mobilen – gik det helt galt. Teksten i app’en var nu på svensk, og jeg blev bedt om at bruge min Samsung Pay.

Den virker imidlertid ikke i Danmark – kun i Sverige. Så jeg blev efterfølgende bedt om at bruge min Google Pay i stedet. Og her gik systemet så i sort. Jeg fik ingen bekræftelse på, om bestilling og betaling var gået igennem. Kontakt til Samsung Danmark – mundtligt og skriftligt – gav heller ikke nogen bekræftelse. De kunne se bestillingen – ikke bekræftelsen.

Efter en masse kontakt frem og tilbage blev jeg stillet en grad højere op i hierakiet, hvor en venlig medarbejder forsikrede mig om, at jeg selvfølgelig nok skulle få min bonus. De havde haft lidt tekniske problemer over sommeren, og de indkomne bestillinger ville blive udsendt i batches.

Så vidt så godt. Herefter skete der absolut intet – trods adskilligt flere rykkere fra min side. Jeg havde løbende holdt teleselskabet CallMe, som havde leveret mobilen, orienteret om forløbet. Og da der var gået to måneder ud over returrettens ene måned – i alt tre måneder efter købet – tilbød CallMe så at sende mig en returlabel. Vederlagsfrit.

Trods det faktum, at det jo ikke var dem, der var de skyldige. Men Samsung Danmark, der havde fucket det hele totalt op. CallMe kunne ikke gøre noget fra deres side. De ydede blot en rigtig god service, som fik mig til at blive i deres fold.

Som kronen på værket modtog jeg en uge efter returnering af mobilen en mail fra Samsung Danmark. Det første tegn på liv fra den side, jeg havde fået i flere uger.

I mailen håbede man, at sagen nu var løst tilfredsstillende…

Og nu fungerer alting fint på min Members.

Samsung Galaxy S21 Ultra

Tredje gang ser ud til at være lykkens gang. I hvert fald hvis man ser på den nye Galaxy S21 Ultra, der netop er kommet på markedet. Det er en rigtigt vellykket mobil, der leverer på det allermeste.

Samsung havde som bekendt ikke den ønskede succes med sidste års Galaxy S20 Ultra, som lovede en hel masse, den ikke kunne levere på. Efterfølgeren Galaxy Note 20 havde taget ved lære af fejlene, men fjernede samtidig de store forventninger.

Med den nye S21 Ultra har koreanske Samsung skelet kraftigt til sin kinesiske konkurrent, Huawei, der jo pt. ligger underdrejet på grund af handelsblokade fra USA. Huawei kan ikke få lov at købe de amerikanske komponenter, der skal til for at fremstille de nødvendige processorer.

Samsung har valgt at udnytte lejligheden til at sparke til Huawei, mens kineserne ligger ned. Til at generobre førstepladsen som verdens største mobilproducent, mens Huawei må kæmpe for at udvikle egne erstatninger for deres hidtidige Kirin processorer. Og de kæmper stadig.

Samsung har derfor ikke ligget på den lade side, men har netop lanceret efterfølgeren til både S20 Ultra og Note 20 Ultra. Meget tidligere end normalt.

Dette i form af den nye årgang 2021 Galaxy S21 Ultra.

Med den nye S21 Ultra har Samsung samtidig kigget dybt på Huawei’s ultimative topmodel fra 2020, P40 Pro Plus, der byder på ikke blot én, men hele to telelinser. Dette i erkendelse af, at man helt enkelt ikke kan dække et stort zoom-område med én enkelt 5X zoom.

Xiaomi, der som den første producent fik adgang til Samsung’s nyudviklede 108 MP sensor, var også klar over problemet. De snød ganske vist med den optiske 5X zoom, der i virkeligheden kun var 3,7X. Men valgte så klogeligt at inkludere en ekstra 2X zoom til portrætter og lignende motiver. Samt en separat lille makrolinse.

Det gjorde Xiaomi ud fra den erkendelse, at hvis man ikke gjorde det, så ville mobilen i stedet selv gå ind og beskære på de 108 MP. Med dårlige resultater til følge.

Dobbelt telezoom

Huawei valgte tilsvarende at løse dette problem ved at erstatte 5X periskop telen på P40 Pro med henholdsvis en 10X periskop tele og en almindelig 3X tele. Med en vidvinkel, normal, tele og supertele har Huawei skabt et fornemt fotoinstrument til de kræsne brugere. Et produkt, hvor der stadig gås på kompromis enkelte steder, men ikke i nær samme omfang som tidligere.

Samsung har valgt at kopiere denne Huawei-løsning til noget nær mindste detalje. Og det skal være dem vel undt, da Huawei jo selv har lånt hvis ikke ligefrem stjålet fra konkurrenterne for at nå toppen.

Og så også fordi Huawei Danmark af uransagelige årsager valgte ikke at markedsføre den ellers så ultimative P40 Pro Plus. Mærkværdigt, når man nu havde verdens ubestridt bedste produkt på området i netop sin portefølje.

Helt mærkværdigt blev det, da Danmark var eneste nordlige undtagelse. Således kunne man købe Huawei’s topmodel i England, Tyskland, Sverige og Norge – altså i samtlige vore nabolande – men ikke i Danmark. Jeg spurgte flere gange Huawei Danmark på den, og på et tidspunkt fremgik det endda officielt af pressen, at nu – nu – ville den komme.

Men den kom aldrig, og Huawei forpassede derfor en enestående mulighed for at brillere med sin fotografiske kunnen.

Samtidig blev Huawei Danmark også dømt ude rent politisk. Dels fordi den danske kommunikationsdirektør samtidig skulle være vært for en dansk børnekanal på TV – finansieret af kinesiske Huawei. En kanal, som blev mistænkt for at være skjult kinesisk propaganda.

Og dels fordi Huawei i 2020 endnu engang kom i politisk modvind. Det viste sig nemlig, at Huawei havde udviklet et avanceret ansigtsgenkendelsesprogram, der var blevet brugt til at identificere oprørske befolkningsgrupper i Kina.

– Not good, Huawei. Not good at all….

Huawei’s imponerende og banebrydende P40 Pro Plus kom derfor aldrig rigtig ud til brugerne. I stedet blev det så ét år senere Samsung, der kunne høste anerkendelse og berømmelse med den nye Galaxy S21 Ultra, der på flere måder endda er bedre end forbilledet Huawei’s P40 Pro Plus.

Samsung har ganske enkelt taget det bedste fra Huawei og tilføjet det bedste fra sig selv. S21 Ultra benytter sig for det første af Samsungs højtopløselige 108 MP sensor. I Mark 2 udgaven. Her må Huawei nøjes med beskedne 50 MP.

Og så er S21 Ultra forsynet med en dobbelt tele, der tillader optisk periskop-zoom på helt op til 10X og 100X Space Zoom, som vi så det på forgængeren S20 Ultra. Dertil en 3X optisk zoom til portrætter og kortere telefotos.

I mine øjne udgør den nye S21 Ultra hermed markedets bedste bud på en universel kameramobil med noget nær uanede muligheder. Fra 100X Moon Zoom til skarpe makro-optagelser med vidvinklen.

Men så er der altså også tale om en kameramobil i 10.000 kroners klassen.

Bedre Exynos processor

Læg hertil, at Samsung langt om længe er kommet på omgangshøjde, hvad deres egne Exynos processorer angår. Samsung’s Exynos har længe været markant ringere end Qualcomm’s Snapdragon, hvad både hastighed og strømforbrug angår. Til stor splittelse i IT-verdenen.

For at spare penge har Samsung nemlig i flere år valgt at tilgodese det store amerikanske marked samt hjemmemarkedet med Snapdragon topmodellen, som de må købe sig til. Mens resten af verden har måttet nøjes med Samsung’s egen billigere og ringere ydende Exynos processor.

Tests har vist, at Exynos processorer hurtigere løber varme og må drosle ned på hastigheden, og at strømforbruget er så meget højere, at der der kan være mere end én times batteritid til forskel på de to processorer. Ikke uvæsentligt i løbet af en lang arbejdsdag.

Da Samsung konsekvent har brugt sine egne Exynos processorer i de allerfleste lande uden for USA og hjemlandet Korea, da har brugere i mange af disse lande med god ret følt sig snydt af Exynos og Samsung.

Faktisk blev der for ikke så længe siden lavet en underskriftindsamling, som krævede, at Samsung helt droppede sin egne langsomme Exynos processorer. Og kun benyttede amerikanske Snapdragon i sine flagskibe.

Flere end 50.000 skrev under på denne protest. Så stor var irritationen.

Det ser nu ud til, at Samsung har lyttet til den massive kritik. At de med den nyudviklede Exynos 2100 processor endelig er kommet i hvert fald nogenlunde på omgangshøjde med Qualcomm’s Snapdragon. Det tyder flere benchmark tests på. Vi venter spændt på at se en direkte sammenligning.

Samtidig har Samsung’s design-team været på overarbejde med den nye S21-serie. De har virkelig lagt sig i selen, og det klodsede telemodul er nu integreret i rammen, hvilket ser rigtig godt og futuristisk ud. Jeg er i hvert fald begejstret for denne nytænkning, der får Samsung til at skille sig markant ud fra samtlige andre mærker på markedet.

”Contour Cut Camera” kalder Samsung selv det nye S21-look. Jeg kalder det bare “3C” eller “CCC”. For nemheds skyld.

Et Reality Check

Det var teorien. Tilbage står så at se, om teori og praksis hænger sammen. Om den nye Galaxy S21 Ultra virkelig er så meget bedre end sine to forgængere S20 Ultra og Note 20 Ultra. Hvoraf den første jo fik dårlige anmeldelser og den sidste ganske gode. Efter at have brugt den nye S21 Ultra i en måned er konklusionen herfra klar:

– Det er en langt bedre mobil med et langt bedre kamerasystem end dens to forgængere. Tilsammen. Det ser ud til, at Samsung virkelig har taget ved lære af de to foregående modeller og deres tekniske fejlskud. At man har rettet fejlene og fyldt hullerne ud.

Alene den kendsgerning, at Samsungs nye Exynos 2100 processor omsider er nået på omgangshøjde med den nyeste og bedste Snapdragon, er et fremskridt af dimensioner. Slut med at ærgre sig over, at de på den anden side af dammen – i USA – fik både bedre batteritid og en hurtigere processor – end her i Europa og de fleste andre steder. Endda til en lavere pris.

Det manglede da også bare. Shame on Samsung for at have ladet os vente så længe. Og tak for, at vi nu endelig kan bruge både 120 Hz opdatering og højeste opløsning på skærmen – samtidig. Det kunne man ikke på forgængerne, hvor man måtte vælge enten 120 Hz opdatering eller 1440 x 3200 pixels.

S21 Ultra kan håndtere begge dele samtidig – endda dynamisk, så mobilen selv vælger opdateringsfrekvens efter indholdet på skærmen. Fra 120 Hz, hvis der skal spilles spil eller kigges film. Og helt ned til strømbesparende 10 Hz, hvis der er tale om statiske websider. Eksempelvis ved læsning af e-bøger.

Et af de irriterende problemer ved den seneste Note 20 Ultra var og er kameraets meget langsomme lukker. Der går nemlig et lille stykke tid, fra man trykker på lukkeren, til kameraet tager billedet.

Står motivet stille, er det intet problem. Men mange motiver står som bekendt ikke stille, og da bliver denne forsinkelse et kæmpeproblem, der kan koste vigtige skud.

Man kunne dog ty til Live View eller sågar 8K video for så i ro og mag at udvælge det helt rigtige skud fra billedserien bagefter.

Problemet med den langsomme lukker er løst på den nye S21 Ultra. Næsten da.

Mulighed for S-Pen

Samsung har i flere år forbeholdt sin eksklusive S-Pen til topmodellerne i Note-serien. Med en indbygget Wacom digitizer skriver man på skærmen, som var det på papir. Næsten da. Og med pennen kan man redigere videoer med en hidtil uhørt præcision.

På det seneste er der imidlertid sket en form for skred i denne fordeling. Det startede med, at Samsung pludselig lancerede en Galaxy Note 10 Lite, som på mange måder kunne det samme som den store Note 10 Plus, men som gjorde det til noget nær den halve pris.

Bevares, der var ikke samme hurtige processor ombord. Der var heller ikke samme høje opløsning på skærmen – ejheller mere end 6 GB RAM og 128 GB hukommelse. Mod det dobbelte i topmodellen. Der var og er også enkelte S-Pen features, der kun gælder Note 10 Plus.

Men ikke nok med, at Note 10 Lite kun kostede og stadig kun koster det halve af moderskibet. Nej, den kan regelmæssigt fås til det halve heraf – altså en fjerdedel af prisen på en Note 10 Plus. Fra 10.000,- (Note 10 Plus) over 5.000,- (Note 10 Lite) til en kampagnepris hos teleselskaberne på 2.500,-.

Et enkelt sted så jeg den sågar til så lidt som kr. 2.100,-. Det er vanvittig billigt for en mobil, der kan næsten det samme som sit forbillede, der kostede fire gange så meget som ny. Så jeg købte derfor én til denne uhørt lave pris. Bare for at have den som en rigtig god backup.

Note 10 Lite indvarslede en ny epoke for Samsung, der nu er begyndt at sprede S-Pennen og dens funktionalitet til flere og flere andre Samsung modeller. Eksempelvis den iPad-store Galaxy Tab S, der leveres med en S-Pen som fast inventar. Og nu senest S21 Ultra flagskibet, der tilbyder S-Pen som tilbehør, man kan vælge til eller fra.

Hos Samsung venter man spændt på, hvordan denne mulighed vil blive modtaget af brugere og fans. I bedste / værste fald kan modtagelsen afgøre, om Note-serien overhovedet har en fremtid som selvstændig model – med sin lille indbyggede S-Pen og dens mange (u)muligheder. Eller om serien skal stoppe helt med en eventuelt kommende Note 21.

Stor S-Pen i separat hylster

Den nye S-Pen kan ganske vist ikke helt så meget som Note S-Pennen, men den gør det ganske glimrende. Og så er den markant større og dermed lettere at holde på, da den dels er rund med en større diameter – dels måler knap 15 cm i længden.

Den S-Pen, som følger med en almindelig Note mobil, er ganske lille, da den ellers ikke kan få plads inde i mobilen. Den er blot 11 cm lang, ganske glat og tynd og ikke nær så let at holde om, som den nye er.

Samsung har således udvidet S-Pen funktionaliteten til nu også at inkludere den nye Galaxy S21 Ultra. Som eneste model i den nye S21-serie. Men da der ikke er plads til den langt større S-Pen inde i selve mobilen, har Samsung kreeret et specielt flipcover med plads til den store pen. Samt et konventionelt cover i silicone, åbent og med plads til pennen på siden.

Den løsning frigør plads til et større 5.000 mAh batteri og giver dermed en længere driftstid end på modeller med indbygget og pladsoptagende S-Pen.

Man kan stadig bruge sin lille S-Pen på den nye S21 Ultra, hvis man har en Note i forvejen. Men vil man have bedre greb om og mere styr på sin pen, da giver det god mening at investere i et af de nye covers med indbygget plads til den nye og større S-Pen. Man vil blive rigtig glad for begge dele.

Det er jeg i hvert fald blevet for mit flip cover, der passer godt på pennen. Bedre end det helt åbne. Eneste ulempe er, at det fylder ganske meget. Ikke mindst i bredden.

Intet hukommelseskort

Samsung har længe været en af verdens førende producenter af hukommelseskort. Derfor undrede det mange, at ingen af modellerne i den nye S21-serie har plads til udskiftelige hukommelseskort. På forgængeren S20 Ultra kunne man supplere den indbyggede hukommelse, så man nåede op på totalt 1,5 TB.

Det var plads nok til mange timers video-optagelse. Eller mange film på lange flyrejser. Den mulighed har man desværre ikke længere. I dag er der ikke plads til udskiftelige hukommelseskort, og den indbyggede hukommelse starter nu ved 128 GB med mulighed for at vælge 256 GB som alternativ. I begge tilfælde med 12 GB RAM.

Man kan også tage det store spring op til 512 GB, der bør række for de allerfleste. Da får man samtidig hele 16 GB RAM, hvilket gør mobilen lynende hurtig og suveræn til både multitasking og spil.

512 GB kan lyde af meget, men er det bestemt ikke, hvis man vil lege bare lidt med 8K video. 512 GB giver nemlig kun plads til 3 timers 8K video – endda uden at tælle Android styresystemet med…

Så 512 GB er slet ikke den vilde luksus, det var for blot et år siden. Har man ambitioner om at optage blot en smule 8K video med regelmæssige mellemrum, da er det en rigtig god idé at vælge den største S21 Ultra model. Med 512 GB risikerer man ikke at løbe tør midt i optagelserne. I hvert fald ikke lige med det samme.

Skulle man alligevel få brug for mere end de indbyggede max 512 GB lagerplads – eksempelvis på lange ferierejser til fjerne og utilgængelige steder, hvis det engang igen skulle blive muligt – da tilbyder Samsung ovenstående lille og yderst bærbare SSD harddisk på 1 eller 2 TB. Hver enkelt TB giver plads til knap 6 timers 8 K video.

Ny Pro Pen på vej

Da den nye og større S-Pen ikke har indbygget batteri og Bluetooth som den traditionelle Note S-Pen, da kan den ikke bruges som fjernbetjening. Ejheller til de mystiske Air Gestures, der mest af alt minder om Harry Potter viftende med sin tryllestav – når og hvis funktionerne ellers virker.

Det forlyder dog, at der senere på året vil komme en Pro-model af den store S-Pen med Bluetooth og indbygget batteri. En pen, der så kan bruges som fjernudløser til ens kamera.

Men fortvivl ikke. Har man ladet sig suge ind i Samsung’s stadigt større og bedre økosystem, da har man sikkert også investeret i et Galaxy Smartwatch – med 3’eren som den nyeste og mest avancerede model. Et lækkert smartwatch, der givet er det bedste valg til Android lige nu, hvor Google’s Wear slet ikke kan hamle op med Samsung’s eget Tizen OS.

Det nye Smartwatch 3 kan en stor del af det, som Apple Watch længe har været ene om at kunne. Og gør det med større stabilitet end Google Wear, der jo skal virke på et hav af forskellige ure fra vidt forskellige producenter. Der er en tæt integration mellem de forskellige Samsung produkter, som bare bliver bedre og bedre til at kommunikere med hinanden.

Et godt eksempel herpå er den indbyggede Kamera-app, der giver mulighed for fjernstyring af mobilen fra håndleddet. En smart detalje, hvis man har et nyt Galaxy S21 Ultra med stor S-Pen uden Bluetooth og mulighed for fjernudløser. Med den indbyggede app styrer man mobilens kamera overbevisende direkte fra håndleddet – fra sit Watch 3.

Man kan bruge denne app som simpel selvudløser. Til at undgå kamerarystelser. Man kan vælge mellem foto og video. Man kan zoome ind og ud, fokusere direkte fra skærmen og meget mere. Og så fungerer det hele langt bedre end de tredjeparts programmer, der hidtil har kunnet meget af det samme. Eller i hvert fald påberåbt sig at kunne.

– Way to Go, Samsung!

De mange indbyggede funktioner samt et mindre design gør tilsammen, at det nye Watch 3 ikke har helt den samme batteritid som forgængeren Galaxy Watch. Men hvis man ellers lader sit ur op hver nat, bliver der ingen problemer med batteritiden.

En sammenligning med Galaxy Watch 2 er uhyre vanskelig, da dette ur aldrig har eksisteret. Samsung var tydeligvis bange for, at et eventuelt Watch 2 skulle blive forvekslet med Active 2 modellen, der ikke har rotérbar urkrans. Samsung droppede derfor alle planer om en 2’er og gik direkte til 3’eren.

Rigtige mænd (og kvinder med) vil naturligvis ikke undvære drejeskiven. Så meget mere om Watch 3 i en kommende artikel. Rigtige mænd (og kvinder) har også brug for et rigtigt cover, når de drager i felten med deres nye S21 Ultra.

Ovennævnte flipcover med indbygget S-Pen er perfekt til hjemligt brug og på forretningsrejsen. Eller hvis man vil redigere video og bruge pennen til præcise klip. Men skal man ud naturen og tage en masse flotte fotos, da er det ikke ideelt. Da risikerer man også at tabe sin dyrebare S-Pen.

Herude kan man i stedet og med fordel ty til Samsungs eget snart klassiske Protective Cover, som ud over massiv beskyttelse mod stød og slag sågar også har to indbyggede kickstands. En kort og en lang, der giver to forskellige betragtningsvinkler.

De gør, at man efterfølgende i ro og fred kan se dagens flotte optagelser igennem – fra den helt rigtige vinkel. Om man nu sidder op eller ligger ned. Eller et sted midt imellem. De er utroligt praktiske at have med sig overalt.

Jeg er nu på mit fjerde Protective Cover og kunne ikke undvære det. Jeg har haft det til min Note 8, 9, 10 og 20, og det er nu fast inventar på min S21 Ultra.

Bedre anbefaling kan noget cover næppe få.

Produktfotos: Samsung