Forfatterarkiv: Steen

Stillehavslaks

– Alaska kalder!

Der er noget dybt fascinerende alene ved navnet. Ordet “Alaska” fremmaner straks visioner og drengedrømme om vidtstrakte ødemarker med en overflod af vilde dyr og fisk, som skal ses og opleves for at forstås. Om grådige grizzlybjørne, der vokser sig rekordstore på en nærende diæt af laks fra det store Stillehav.

Og det hele stemmer. Faktisk er Alaska en endnu vildere vildmark, end man overhovedet kan forestille sig – førend man selv står der. Ved bredden af en krystalklar flod og med vandflyets markante profil forsvindende i horisonten. Først da forstår man storheden.Og fisk er der i overflod.

Alaska har hele fem arter stillehavslaks at byde på. På verdensplan findes der ganske vist seks forskellige arter, men den sjette art – kirsebærlaksen, der har sit navn, fordi den normalt stiger op i floderne, når kirsebærtræet blomstrer – findes kun i det sydøstlige Asien.

Alle fem arter stillehavslaks, som findes i Alaska, giver mulighed for to helt forskellige former for fiskeri:

Fiskeri efter laksene selv og så fiskeriet efter de regnbuer, rødinger og stallinger, som æder af deres æg og siden af de døde kroppe. Laksene, der i tusindvis stiger op i floderne, gyder og dør nemlig uden undtagelse. De udgør derfor et kolossalt fødepotentiale for såvel fisk som pattedyr og fugle.

De udgør en enorm biomasse, som på den ene eller anden måde kommer det samlede økosystem til gode. Intet går til spilde, selv om det kan se sådan ud, når man ser døde og døende laks i hundredvis drive ind på bredderne og dér forrådne i en til tider forfærdelig stank…

Bjørnene søger om foråret ned til elvene, når laksene snart skal til at vandre op i dem. Her frådser bjørnene først i de sølvblanke laks, der er friske fra havet, siden i de fuldt udfarvede fisk på gydepladserne og endelig i de døde eller døende laks efter legen. Det samme gør alle andre dyr og fugle, som får muligheden.

Fiskene gør det også selv. Regnbuer, rødinger og stallinger æder først den overskydende rogn fra de gydende laks – siden lunser af de udgydte, døde og forrådnende laks. Endelig frådser de stationære rovfisk om foråret i de massive mængder af nedtrækkende laksesmolt.

Men ikke nok med det. Yngelen af såvel laksene selv som af regnbuer, rødinger og stallinger nyder også godt af deres døde forældre eller slægtninge. Det gør de, når disse er med til at tilføre de ofte næsten sterile vandløb næringsstoffer udefra. De døde kroppe gøder helt enkelt vandløbene, så de kan producere mere føde til afkommet.

Man har beregnet, at stillehavslaksene i nogle områder leverer op til halvdelen af den kvælstof, der er bundet i nåletræerne i de vidtstrakte skovområder. Livsvigtig næring hentet direkte fra Stillehavet og deponeret højt oppe i bjergene via døde laksekroppe.

Uden denne tilførsel ville de selvsamme områder være ganske næringsfattige. Nogle steder grænsende til det sterile.

Et anderledes fluefiskeri

Stillehavslaks er generelt ganske uvillige til at stige opefter i vandet for at tage noget. De allerfleste laks i Alaska – specielt kongelaksene – tages derfor på store og tunge “Pixie” blink med plastindsats i fluorescerende grønne og røde farver. Blink, der kan nå helt ned og skrabe bunden.

Fluefiskeri efter stillehavslaks er derfor noget for sig og kan slet ikke sammenlignes med fluefiskeri efter atlanterhavslaks. Her gælder det i regelen om at komme helt ned til laksene, der jo kun undtagelsesvis stiger til fluen. Hurtigtsynkende flueliner og shooting heads er derfor normen – vægtbelastede fluer ligeså.

Fluerne fiskes gerne “dead drift” helt nede ved bunden – uanset vandtemperaturen, hvilket jo ikke er specielt charmerende sammenlignet med vort eget sommerfiskeri med flydeline.

Laksefiskeri, som vi kender det fra Skandinavien – med lange tohåndsstænger og ditto speykast – skal man altså ikke forvente i Alaska. Her fisker man typisk efter meget store fisk i ganske små elve, der ofte håndteres bedre med en kraftig enhåndsstang.

Og man skal hjemmefra have gjort sig klart, at det er de tunge synkeliner og skydehoveder, der vil blive brug for. Grej, der kræver en lidt anderledes teknik end den, vi er vant til hjemmefra.

Glem alt om flydeline og små fluer fisket lige under overfladen – uanset vandtemperaturen stiger stillehavslaks kun undtagelsesvis til fluen. Sølvlaks er undtagelsen, der bekræfter denne regel. De kan nemlig lokkes til overfladen efter stribende fluer.

I 99 ud af 100 tilfælde må man ned til fiskene, hvis man vil have kontakt. Men når de først er på krogen, da er stillehavslaks ofte langt bedre og stærkere fightere end atlanterhavslaksen – uanset dennes mange øvrige kvaliteter.

Fem forskellige laksearter

Kongelaksen – også kaldet “chinook” på indiansk – er urstærk og ikke sådan at flytte med. En gennemsnitsvægt på 10-12 kg hjælper godt til. Den springer ikke så meget, men når 15-25 kg laks går fri af vandet, er oplevelsen så meget større!

Kongelaksen er den første af stillehavslaksene, som står op i elvene – typisk i juni-juli måned, hvor man kan træffe de stålblanke fisk længst nede ad elven.

Sølvlaksen – på indiansk “coho” – er en sand sprinter, der med sine mange og høje spring giver fiskeren rigeligt at se til. Den vejer op til 10 kg, men fisk under 5 er det sædvanlige. Det er en af de stillehavslaks, der vandrer senest op – typisk i august-september.

Det er også den af stillehavslaksene, som holder sig bedst oppe i ferskvand – som bibeholder sølvfarven i indtil flere dage efter opgangen fra saltvand. Endelig er det en af de laks, der ser smukkest ud i farvet tilstand – med kulsort ryg og helt kobberfarvede sider.

Rødlaksen – “sockeye” laksen – er både stærk, vild og hurtig, når den ellers vil hugge. Til det formål skal der i regelen ganske små fluer str. 6-8 på forfanget.

Fisk fluerne “dead drift”, og før eller siden vil en sockeye falde for fristelsen og inhalere den lille flue, der minder den om tiden i havet. Herude æder sockeye laksen nemlig – som den eneste af stillehavslaksene – udelukkende små krebsdyr. Vægt op til 5 kg.

Hundelaksen (“dog salmon” eller “Calico”) kommer hurtigt i en meget dårlig forfatning, når de forlader havet, men er de ellers nystegne, da er de bestemt værd at efterstræbe med fluen. Vægt sjældent over 5 kg.

En nystegen og stålblank hundelaks er en match uden lige. I farvet tilstand er den – tigerstribet og med tænder som en hund – et syn, man ikke sådan lige glemmer.

Pukkellaksen (“pink” eller “humpback salmon”) er ligeledes en af de laks, der meget hurtigt mister konditionen oppe i ferskvand. Den mindste af laksearterne med en snitvægt omkring 2 kg.

Hannerne bliver grotesk højryggede at se på, mens hunnerne bibeholder torpedoformen. Hurtigt får de et lyserødt skær langs siderne, som får mange ukyndige fiskere til at forveksle dem med regnbueørreder. Opgangen af pukkellaks topper hvert andet år.

Uanset hvor mærkværdige de forskellige stillehavslaks end måtte tage sig ud efter en tid i ferskvand, så er de alle lynende blanke ved opgangen. Sølvfarven aftager imidlertid meget hurtigt i det ferske og afløses af en legedragt, som er karakteristisk for de respektive arter.

Gydefiskene bliver meget hurtigt uegnede til menneskeføde, men er stadig spændende fisk for sportsfiskeren.

Indirekte laksefiskeri

Stillehavslaksene byder også indirekte på et spændende fluefiskeri, når de står på gydepladserne. Da har regnbuer, rødinger og stallinger i regelen samlet sig nedstrøms for gydepladserne – i sikker forventning om, at de snart vil kunne fylde maven med nærende og overskydende lakserogn.

De rognædende fisk ses da som grå eller sorte skygger bag laksene og skal nu fanges på små “Glo Bugs” og lignende rognfluer, som på bedste nymfemaner fiskes “dead drift” på en flydeline og langt forfang. Et spændende fiskeri og i sig selv et fascinerende skuespil at følge.

Når så laksene har overstået deres leg og er døde, da vil man kunne score mange flotte fisk på de såkaldte “Flesh Flies” – hvide og gullige fluer á la “Bunnies”, som imiterer stykker af forrådnende laks. Lidt ulækkert måske, men absolut velfangende, idet de øvrige laksefisk elsker døde laks!

Først på sæsonen vil de “fastboende ” laksefisk i stedet ofte vente på årets nedtræk af laksesmolt mod havet. Årets første ædegilde. Rammer man dette nedtræk rigtigt, kan man opleve uforglemmeligt fiskeri med store streamers og bucktails!

Endelig kan Alaska byde på et til tider glimrende tørfluefiskeri efter stallinger og regnbuer i gode størrelser.

Sidstnævnte holder også meget af hjortehårsmus. Specielt store regnbuer i små strømvande kan helt have specialiseret sig på en nærende diæt af mus og lemminger, der ved et tilfælde havner i vandet.

Det bedste fiskeri har man under sådanne forhold i små elve med udhulede og græsklædte bredder. Det er altid fascinerende at se store regnbuer jagte små mus i hidsige udfald fra brinken. De kommer med en stor bølge efter sig!

© 2011 Steen Ulnits

Seneste nyt om den invasive pukkellaks 

 

Stålsatte Steelheads

Regnbuen, der slet ikke var en ørred…

Der var engang – for ikke så forfærdeligt længe siden – at regnbueørreden var netop det: En ørred. Det troede man, fordi regnbuen nu engang ligner en ørred. Og det troede man, fordi man ikke vidste bedre. Fordi man ikke havde hørt om DNA, da man gav regnbueørreden dens latinske navn “Salmo gairdnerii” efter dens opdager Meredith Gairdner eller “Salmo irideus” efter dens skinnende udseende.

Faktisk kendte man slet ikke til eksistensen eller opbygningen af DNA, da regnbueørreden fik sit navn. Men så knækkede de to forskere James Watson og Francis Crick i 1950‘erne koden – “with a little help from their friends” – og fik siden Nobelprisen for deres banebrydende arbejde. Hurtigt kom “the forensics” på banen med deres nyudviklede analyseudstyr, som uden videre kunne afgøre, om DNA på et gerningssted eller offer kunne stamme fra en mistænkt eller ej.

Herfra var vejen banet til fiskenes forunderlige verden. Regnbuen, som hele tiden havde troet, at den var en ørred, kom på bedre tanker. Dens DNA viste nemlig – hvad der ikke burde have overrasket nogen seriøs forsker – at regnbuen er nært beslægtet med stillehavslaksene, som den jo deler vandløb med. Den tilhører således en gren af Oncorhynchus slægten og har ikke det mindste med vor atlantiske Salmo slægt at gøre. Regnbuen er således meget mere end laks end en ørred!

Tjaeh, sådan kan det gå, når man ikke har sine papirer i orden. Men det har regnbuen nu, hvorfor den har taget navneforandring til sit korrekte latinske artsnavn Oncorhynchus mykiss – gendøbt efter den russiske ichtyolog Walbaum’s oprindelige artsnavn helt tilbage fra 1792. Bedre sent end aldrig! Det officielle skifte fra ørred til laks skete i 1992 og vakte dengang en del opsigt. Det tog både fiskere og forskere lidt tid at komme sig over dette radikale skifte i opfattelsen af en meget populær og udbredt fiskeart!

For interesserede kan det oplyses, at “Oncorhynchus” betyder noget i retning af “kroget næse”, og at “mykiss” er det sibiriske navn for arten, der lige som stillehavslaksene også forekommer naturligt her.  Men dens generiske danske navn hænger stadig ved. På dansk er Oncorhynchus mykiss således stadig en ørred – omend en regnbue af slagsen!

Generelt kan man derfor sige, at regnbuen er for stillehavslaksene, hvad ørreden er for atlanterhavslaksen. Hverken mere eller mindre. En slægtning, der lever et mindre dramatisk liv, og som ikke vandrer helt så langt omkring. Modsat stillehavslaksene dør regnbuen ikke efter gydningen, hvilket ikke mindst dambrugere verden over er meget glade for!

På nøjagtig samme måde, som vor europæiske ørred forekommer i tre forskellige former – bækørred, søørred og havørred – så har også regnbuen skilt sig ud i tilsvarende former eller underarter. Der findes således mindre regnbuer, som lever hele livet i samme vandløb. Og regnbuer, der vokser sig store i søer med mere føde. Samt regnbuer, der vælger at vandre ud i Stillehavet, hvor de kan vokse sig endnu større.

 

Det er de sidste, du ser på billederne her. Det er havvandrende regnbuer, som siden 1880‘erne har haft det amerikanske kælenavn “steelheads” efter deres stålsatte udseende og farvedragt.

Steelheads findes langs hele den nordamerikanske vestkyst samt i de samme vandløb i Asien, hvor også stillehavslaksene lever. De vandrer langt omkring, men kommer dog ikke helt derud, hvor kongelaksene vokser sig rekordstore. Steelheads kan alligevel veje op til 20 kg, men ses sjældent ret meget større end 10 kg. Fisken på billedet herover vejede 9 kg og blev taget næsten 400 km oppe i det store Skeena vandsystem.

Steelhead’en er en uhyre eftertragtet sportsfisk overalt, hvor den forekommer. Desværre er den også truet mange steder – primært fordi den indgår som en uønsket bifangst under det storstilede kommercielle fiskeri efter stillehavslaks i Canada og Alaska. Mange tusinde stålhoveder havner således på dåse sammen med især den rødkødede sockeye laks.

Steelhead’ens popularitet skyldes ikke mindst den fight, den i regelen disker op med. En hidsig fight med lange udløb og høje spring á la dem, vi kender så godt fra den mindre regnbue. Steelheads har helt enkelt mere dynamit i halen end de fleste arter!

Seriøse steelhead-fiskere skelner imellem to slags steelhead: Sommerfisk og vinterfisk. Sommerfiskene er de mest eftertragtede, da de stiger op i elvene allerede om sommeren året før gydningen. Regnbuer er – modsat vore egne vintergydende laks og ørreder – forårsgydere, og sommerfiskene står derfor i elven i mange måneder, inden de gyder.

 

Sommerfiskene er færre end vinterfiskene, der ankommer i månederne op til legen. Vinterfiskene er i regelen mere eller mindre farvede og giver ikke samme hidsige fight som sommerfiskene. Det skyldes ikke mindst det nu koldere vand, som kræver synkeliner for at nå ned til fiskene. Sommerfiskene derimod stiger gerne til overfladen efter en lille flue – præcis som vore egne atlanterhavslaks gør det om sommeren.

Men uanset årstiden så rangerer steelhead’en blandt verdens meste eftertragtede sportsfisk. Det er derfor lidt pudsigt at tænke på, at den tamme regnbue, vi kender fra danske dambrug og Put & Take vande, faktisk er nøjagtig den samme fisk…

Regnbueørreden er en hårdfør fisk, som ikke kræver meget af sine omgivelser, og som let lader sig domesticere. Den tåler højere vandtemperaturer end vor hjemlige ørred og kan gå tættere i dammene. Samtidig vokser den hurtigt og er dermed den ideelle dambrugsfisk.

I gamle dage undslap store mængder regnbuer fra danske dambrug, og mange af dem tog straks på langfart nedefter i vandløbene. Til sidst havnede i ude i hav eller fjord, hvor de hurtigt bliver helt sølvblanke – ganske uden de markante røde gællelåg og den ligeledes røde sidestribe. Faktisk er de så blanke, at mange tror, de er havørreder. Den buttede kropsform, det lille afrundede hoved samt de mange små pletter i ikke mindst halefinnen afslører dem dog for kenderen.

Det gør deres fight for øvrigt også. Selv en forvildet tamfisk fighter nemlig bedre end selv den vildeste havørred…

© 2011 Steen Ulnits

 

 

 

Rigtige Rødinger

Fjeldørreder på min vej

Det har altid fascineret mig, at der slet ikke findes “fjeldørreder” – kun ørreder på fjeldet. Og de er ikke fjeldørreder, men rødinger…

“Fjeldørreder” er det tåbelige danske navn for noget, der i virkeligheden er en fuldblods røding, nemlig Salvelinus alpinus – ishavsrødingen eller bare den almindelige røding. Ørreder har nemlig mørke pletter på lys baggrund – og fjeldørreden ikke en eneste af slagsen. Rødinger har derimod lyse pletter på mørk baggrund – præcis hvad fjeldørreden har.

Betegnelsen “fjeldørred” burde derfor ulovliggøres, da den er totalt misvisende, forvirrer billedet og rangerer helt på højde med folkelige betegnelser som laksørred, bækforel, amerikansk søørred og andre ord af slagsen.

Well, så nemt går det næppe, og Salvelinus alpinus vil desværre nok fortsætte som “fjeldørred” i almindelig dansk sprogbrug. Det vil desværre nok tage mange år, førend Grønland atter befolkes af rigtige rødinger – som Vorherre ville det…

Rødingen har det, som fagfolk kalder en “cirkumpolar” udbredelse. Det betyder, at de findes overalt i Arktisk – uanset om det er Europa, Asien eller Nordamerika. Det er selvsamme art, man finder alle steder, men fiskene har gennem årtusinder udviklet sig ganske forskellligt.

Grønland

Mit eget første møde med en rigtig røding fandt sted i Grønland i august 1974. Jeg var skoletræt og havde fortalt min mor og far, at jeg ville droppe gymnasiet og i stedet begynde som skyttelev på Kalø.

Det bekom ikke mine håbefulde forældre, som udtænkte en satanisk plan. En dag efter skoletid – netop som jeg var på vej ud af døren for at fiske – kom så forslaget: – Hvis du gennemfører gymnasiet, får du en fisketur til Grønland…

Jeg var fanget i en fælde. På det tidspunkt kunne jeg nemlig ikke forestille mig noget højere end en fisketur til Grønland, og jeg kunne derfor ikke sige nej. Dengang hadede jeg mine forældre for den luskede plan, men i dag er jeg dem dybt taknemmelige.

Jeg slæbte mig herefter gennem tre trælse år på Sønderborg Statsskole, inden det var så vidt. En kold solskinsdag kunne jeg så stå ud af Sikorssky helikopteren i Nanortalik og borde en båd på vej ind til den store Taersserssuaq sø med dens fjeldørreder.

Det blev en fantastisk oplevelse. Allerede den første aften spillede nordlyset op til det helt store over hele nattehimlen og bjergtog fuldstændig den unge fisker, som her var på sin første store udenlandsfærd og dannelsesrejse.

Dagen efter fangede jeg mine første fjeldørreder i den korte elv, der forbandt søen med fjorden. De var ikke kæmpestore, men de var urstærke og utroligt smukke. Og så blev de fanget i det knap 4 grader kolde og spritklare vand fra søen.

Der var sølvblanke opgangsfisk, friske fra fjorden og med havlus på halen. Og der var rødbugede hanfisk, som havde stået i elven i flere uger. Smukke på hver deres måde. Jeg var solgt til stanglakrids og har siden da været dybt fascineret af rødinger.

Alaska

Mit andet møde med rødingen fandt sted i Alaska i 1976. Jeg var taget afsted med et hold svenske fluefiskere og camperede forskellige steder i den fantastiske ødemark.Vi fiskede naturligvis efter de mange forskellige stillehavslaks, der fandtes i elvene, men også efter de mange regnbuer og stallinger, der levede på en overflod af overskydende lakserogn fra de næsten ufatteligt mange gydende laks.

Ind imellem fik vi fisk på 2-3 kg, som var noget tungere at danse med – smukke pinkprikkede “Dolly Vardens”, som man lokalt kalder denne variant af rødingen, der kan være både havvandrende og stationær. Navnet har de fået efter en farvestrålende personlighed fra et af Charles Dickens’ litterære værker. Og disse Dollies var vilde med lakserogn – og fluorøde fluer á la favoritten Skykomish Sunrise, ikke mindst.

I et vidt forgrenet søkompleks fandt vi gydende sockeye laks i gruber på bunden af de lavvandede søer. I udkanten af disse gruber så vi store skygger, som ind imellem skød ind og hapsede lidt overskydende rogn blandt laksene. Fiskene var helt sorte på ryggen, når man så dem ovenfra – og helt appelsinfarvede på bugen, når man havde dem vel på land.

Det er en af disse specialiserede “rogn-rødinger”, du ser på indledningsbilledet til denne artikel – taget af min gode og nu desværre afdøde ven, kunstneren Rolf Smedman. Han var – præcis som jeg – helt bjergtaget af de fantastiske farver, som disse rødinger kunne diske op med.

Labrador

At tage til Labrador for at fiske røding kan synes som at gå over åen efter vand. På den anden side af det smalle Davisstræde – på Grønlands forrevne vestkyst – bare vrimler det med velnærede rødinger “fit for fight”. – Hvorfor så tage til Labrador for at fange flere af nøjagtig samme slags?

Jo, for rødingerne i Labrador bliver langt større end deres grønlandske artsfæller. Vandet er en smule varmere, og føden er lettere tilgængelig. Fiskene vandrer derfor længere omkring og bliver følgelig langt større, inden de vender hjem til deres fødeelv igen.

Typisk er ishavsrødingerne i Labrador dobbelt så store som deres slægtninge i Grønland, hvor fisk over 5 kg altid har været uhyre sjældne. Det er fisk over 10 kg også – i Labrador, hvor sådanne kæmper regelmæssigt fanges.

Derfor tager virkelige røding-entusiaster gerne til Labrador og Quebec, hvis der skal en virkelig trofæfisk på fluen. En “double-digit” fisk, som man siger på de kanter – fisk over 10 engelske pund. Her er chancerne for sådanne fisk nemlig helt reelle – eksemplificeret af den smukke hanfisk, du ser på billedet ovenfor. Den fangede jeg på en lille sort flue i en stor sø med direkte adgang til Davisstrædet.

Kort forinden tabte jeg én, der var langt større. Jeg så den aldrig. Den tømte bare stille og roligt mit fluehjul, på vej tilbage til Davisstrædet…

Lappland

Rødinger er almindeligt forekommende i Lappland og Finnmarken, hvor de ofte lever side om side med storfinnede stallinger og sortplettede ørreder. Rødingen dominerer, når vandet bliver rigtig koldt, og opholder sig ofte på dybt vand i de større søer – uden for fluefiskerens rækkevidde.

Enkelte steder er den dog til at komme på skudhold af. Det gælder ikke mindst den klassiske fiskecamp ved Miekak, hvor man har adgang til det krystalklare “røding-akvarium”, der virkelig lever op til sit navn. Her kan man på stille dage stå og se ned på rødinger så store, at det giver sved på panden! De er nemlig ikke nemme at fange. De har sigtet indstillet på de mange kvægmyg og er samtidig ganske sky i det klare og stille vand.

Triumfen er derfor så meget større, når det endelig lykkedes. En kølig, men solrig dag i august lykkedes det mig at kroge en kilostor røding på et tyndt 0.10 mm forfang og en pyttelille str. 20 Polywing Spinner – sort med hvide vinger, naturligvis. Det blev en lang fight, inden den smukke hanfisk stille gled ind i bagvandet og lod sig lande.

Det er fisken, du ser på billedet ovenfor – en underskøn røding fra samernes land. De kridhvide finnekanter kunne tydeligt ses under hele fighten – også selv om fisken ikke kunne!

Brystfinnernes størrelse fortæller, at der er tale om en meget gammel fisk – én, der har tilbragt mange vintre under søernes is.

Fjeldørreder er altid meget smukke fisk – også selv om de altså slet ikke er ørreder!

 © 2012 Steen Ulnits

Guides, Ghillies og andet Godtfolk

Rundt omkring i verden er der folk og fiskere, som lever af at guide andre fiskere, der måske har rejst den halve jord rundt for at opleve et bestemt fiskeri eller en bestemt fisk.

Herunder kommer en lille håndfuld af de mere specielle, som jeg har mødt på mine rejser – dengang man stadig kunne rejse frit uden altid at have sit opdaterede Corona-pas øverst i bagagen. Det var tider.

Dengang som nu krævede og kræver det en helt speciel type menneske for at blive en god guide. Der skal masser af psykologisk indsigt, forståelse af natur og miljø samt evne til at håndtere fly, bil og båd til og fra fiskevandet. Ellers går det galt.

Clifford

– Clifford at your service! 

Sådan lød ordene spøgefuldt, da jeg blev præsenteret for Clifford – min guide for en uges fiskeri i Costa Ricas frodige regnskov. Mørklødet og med guld om både hals og håndled, for som fiskeguide har man en høj status på disse kanter – qua en langt højere løn end gennemsnittet. Og det må gerne kunne ses. Hernede kender man ikke til Janteloven…

Clifford ville se mit grej og ikke mindst alle knuder, taklinger og spejsninger, som jeg møjsommeligt havde lavet hjemmefra. Vi skulle fiske tarpon, og her må der ikke være svage punkter. Det var der imidlertid, så Clifford klippede resolut alle mine fine nail knots af og bandt en simpel overhånds løkke – direkte på den tykke flueline. – Det holder, sagde han…

Og det gjorde det. Jeg fik mine første store tarpon i den uge – i mundingen af Rio Colorado, hvor den udmunder i Karibien. Største fisk vejede 105 lbs. og ville med sikkerhed have revet mine nail knots over og være stukket af med hele fluelinen. Jeg har et par totalt udrettede Mustad 4/0 rustfri stålkroge hængende på væggen foran mig som bevis på dette…

George

– Meet George! 

Sådan blev jeg introduceret til Turneffe Island Lodge, da jeg i 1992 var inviteret på besøg af den daværende ejer. George var min guide for ugen, men ikke umiddelbart. Da vi ankom til øen i den store luksusyacht, var George nemlig forsvundet som dug for solen. Ingen havde set ham, siden han guidede et par velhavende amerikanere ugen før.

George dukkede heldigvis op dagen efter. På bedste karibiske manér var han blevet så træt af sine klienter fra USA, at han simpelthen selv var sejlet hjem til fastlandet og havde drukket sig grundigt fuld inde i landsbyen. Så havde han sovet en lang nats søvn, skiftet tøj og var sejlet ud til Turneffe Island igen – nu for at guide mig. 

– De var bare for meget, forklarede han – uden dog at undskylde sit fravær. Og jeg havde da også en vis forståelse for situationen.

I løbet af ugen gik det dog op for mig, at der skal to til en tango. At George nok også selv havde en del af skylden. I hvert fald var han noget utålmodigt anlagt, når han gang på gang udbrød: – Don’t you see them? om bonefish, han netop havde spottet, og som jeg ikke kunne få øje på…

Vi kom nu fint ud af det alligevel, George og jeg. Efterhånden begyndte jeg sågar også at få øje på de fisk, som George spottede for mig. En enkelt gang endda en af de sjældne bonefish, som ikke jagede ved bunden, men som tog fiskeyngel lige under overfladen.

Der måtte en ultralet plastflue til for at lokke den til biddet, men sådan én havde George i lommen på sine slidte shorts – naturligvis!

Lockyer

Der er unge guider, og der er gamle. Min hidtil ældste var Bill Curtis, som er en legende på Floridas vidstrakte flats, hvor saltvandsfluefiskeriet efter bonefish og tarpon havde sin vugge. Han var et spændede bekendtskab, der nær havde kostet mig livet.

Bill havde lige fået en spritny 150 HK motor fra sin mangeårige sponsor Johnson Outboards, og den skulle prøves. Grundigt. Det endte med, at vi tog en bølge forkert, så jeg blev kastet hårdt ned i forstavnen, og slog mig gevaldigt. Men da var Bill også over 80 år…

Unge guider er i regelen ærgerrige og ivrige efter at skabe sig det rygte, som de ældre guider lever af. Et renommé, som giver fisk på dæk og efterfølgende kunder i båden. De arbejder hårdt og gør alt for at levere varen og sikre sig de gode drikkepenge og de endnu vigtigere repeat customers.

Ældre guider er mere afslappede og ikke altid villige til at gå distancen, hvis det bliver for besværligt. Et godt eksempel var en rar, ældre guide, som jeg havde fornøjelsen af under en uges fiskeri i Labradors vildmark.

Han lød det fantastiske og aldeles korrekte navn “Lockyer Noseworthy” og var en rigtig laid back guide med styr på tingene. Han kendte sit vand og kunne finde fiskene. Men så var det også slut med aktiviteten. Så lagde han sig på stranden og blundede lidt, mens kunden gjorde det hårde arbejde!

Til gengæld kunne han adskillige tricks, som var ganske underholdende. Således kunne han lave de mest velsmagende toasts ved at brænde de smurte brødskiver fast på siden af vores medbragte brændeovn. Lodret. Når de var klar, faldt de helt enkelt af!

Og han kunne lokke de lokale skovskader så tæt på med brødstykker, at han kunne fange fuglene med de bare næver!

Dennis

Blandt guider og ikke mindst lodge owners findes der en lille barsk elite, som ikke nøjes med at guide lystfiskere. Nej, de bygger også deres lodges selv. From scratch og med de bare nævner. Kunderne flyver de efterfølgende selv ind i vandfly eller helikopter.

Den slags mennesker imponerer mig altid, for det kræver både evner, slid, tålmodighed og en god slat penge med hjemmefra.

Dennis Farnworth tilhører denne elite. Uddannet tømrer, passioneret flyver og inkarneret steelhead-fisker fra byen Smithers i det nordlige British Columbia. Dennis vidste, at noget af denne verdens bedste steelhead-fiskeri fandtes i en øde og utilgængelig del af Sustut River. Eneste måde at nå dertil var i eget vandfly eller med helikopter.

Det stod derfor lysende klart for Dennis, at han måtte bygge sin egen fiskelodge ved bredden af Sustut River, og det gjorde han så. Med de bare næver og utallige flyvninger frem og tilbage mellem Smithers og Sustut. Med undtagelse af træ til bygningerne skal alt jo flyves ind. Hvert et søm og hver en skrue.

Men det lykkedes, og først i 1980‘erne kunne Dennis så åbne “Steelhead Valhalla Lodge”, hvor hans kone stod for forplejningen, mens han selv guidede fiskerne – for øvrigt ud fra den fladbundede jet boat, han naturligvis også selv havde bygget…

Det er altid fantastisk at møde sådanne driftige og visionære mennesker. Da forstår man, hvordan Nordamerika blev koloniseret. Hvilken slags nybyggere, der skulle til for at erobre dette enorme land. Det er et privilegium også at blive guidet af dem.

Jeg fik mine største steelheads nogensinde her – fisk på op til 20 lbs. Altsammen takket være Dennis Farnworth. Han sørgede ikke blot for transporten op og ned ad floden. Han sørgede også for skoldhed suppe, når vandet frøs til is på bundbrædderne. Så kunne man bedre tilgive ham, at han ind imellem faldt i dyb søvn i sin båd – i et sjældent solstrejf…

Eduardo

Præcis som der findes skibumser på alle etablerede skisportssteder, så findes der fiskebumser på mange af de gode fiskepladser verden over. Mange af disse mennesker vælger at guide for at finansiere deres egne lyster – for at kunne stå på ski, dykke dybt, springe faldskærm eller fiske med flue hver eneste dag i sæsonen.

Mange af disse mennesker er uhyre dygtige til deres metier, og enkelte af dem er også gode guider, der formår at lære fra sig. Ind imellem støder man dog også på nogle, der slet ikke burde være der…

Enter Eduardo fra Neuquen provinsen i Argentina. Med udgangspunkt i Bariloche på den argentinske side af Andesbjergene lever han af at guide rige turister rundt på de altid snerige pister i denne tro kopi af det europæiske Schweitz. Det er i hvert fald ikke til at se forskel på de to lokaliteter – hvis man da ikke samtidig hører sproget.

Eduardo er en gudbenådet og eftertragtet skiinstruktør, som imidlertid manglede arbejde i sommermånederne. Derfor fik han hyre som fiskeguide for “rige” turister som mig – trods en totalt manglende baggrund for at rafte på floder eller kaste med fluer. En guide er vel en guide, mente åbenbart det lokale turistkontor…

Vi burde have set det komme. Søsætningen af vor gummibåd gik fint, men hvor var redningsvestene? Og hvordan var det lige, han håndterede årerne, mens vi langsomt drev afsted på floden i skjorteærmer i det strålende solskin?

Det virkede helt forkert, og vi burde have sagt stop allerede efter få meter. Men det gjorde vi ikke, for vi var jo kommet for at fiske i den berømte Chimehuin flod, som Ernest Schwiebert havde udødeliggjort.

Den rolige flod tog et 90 graders sving, hvor strømmen tog til. I svingets yderside var der en lodret klippe og en masse udhængende træer. Da strømmen tog til, gjorde Eduardo intet for at holde os i sikkerhed i svingets inderside – med det resultat, at vi blev suget ind mod klippen og de udhængende træer.

Kollisionen med træer og klippe var så voldsom, at vor store og stabile gummibåd kilede sig fast og på et splitsekund blev vendt rundt i luften af strømmen. Pludselig var alt sort omkring mig, og pludselig lå jeg under gummibåden og kunne ikke få luft.

Alt gik dog godt. Alle fire kom vi sikkert i land, omend noget omtumlede og forslåede på de mange sten. Desværre mistede vi det meste af vor udrustning, som sank til bunds eller fortsatte ned ad Chimehuin.

Først da fik vi at vide, at det blot var Eduardos anden tur som fiskeguide på floden. Og hans allerførste gang bag årerne i en gummibåd…

Hilmer

På den hjemlige front er der langt mellem guider, som vi kender dem fra udlandet. Jeg er selv en af dem – i hvert fald i perioder. Ud over at lave fluefiskekurser på Samsø Højskole og Gram Slot guider jeg lidt på bestilling, hvilket er en sjov måde at møde nye mennesker på.

Det nærmeste, vi herhjemme kommer de udenlandske fiskeguider, er nok turbådsskipperne, der sejler lystfiskere ud på hav og fjord efter torsk og fladfisk. På Øresund har det været en fuldtidsbeskæftigelse for flere i efterhånden mange år, og i dag er der også jobs i Hirtshals og Hanstholm, hvor det er torskene på Det Gule Rev, der lokker.

I min studietid på Århus Universitet havde vi en lille fiskeklub, hvis eneste formål var at arrangere et par årlige fisketure på Århus Bugten. Det var i de år, hvor der stadig var torsk at fange…

Vi entrerede med en lille kutter i fiskerihavnen, som dengang stadig havde flere aktive erhvervsfiskere. Hilmer var navnet på en hyggelig gammel skipper, som for længst var gået på pension, men som stadig havde en lille kutter, der lige passede til en halv snes fiskere.   Perfekt til vor lille torskeklub.

Der skulle dog en enkelt startpatron eller to i dieselmotoren, førend der kom liv i den gamle maskine. Før de karakteristiske dunk-dunk lød over havnen. På den måde lignede båd og skipper hinanden ganske meget. Uden en lille dram var der heller ikke meget gang i Hilmer..

Hilmer kendte Århus Bugten som sin egen bukselomme efter mange år som erhvervsfisker, og vi havde altid fisk med hjem. En dag lå vi ude på Mejlflak, da der pludselig var hug på flere stænger samtidig.

Op kom først en flot 10 kg’s torsk, som havde taget en tung pirk på konventionelt havgrej. Kort efter fik min sidemand et godt hug på sit kastegrej, og sekundet efter havde også jeg fisk. Det viste sig at være to fornemme torsk på henholdsvis 5 og 7 kg. Fine fightere på let kystgrej.

Begejstrede råbte vi til Hilmer inde i styrehuset, om vi ikke kunne tage et drev til over samme hotspot. Der skete imidlertid intet. Da vi lidt senere checkede kahytten, viste det sig, at Hilmar var faldet i dyb søvn. Midt på et af de mest trafikerede farvande i Danmark.

Vi fandt da heller aldrig vort hotspot igen. Og sådan er der så meget. Guides, ghillies og andet godtfolk er lige så forskellige, som vi fiskere er det.

© 2012 Steen Ulnits

 

Laks i Yemen – ørreder i Iran

I skrivende stund ruller en noget speciel film hen over biograflærreder verden over: “Salmon Fishing in the Yemen” – på dansk “Laksefiskeri i Yemen”.

Filmen handler om den noget tilknappede fiskeekspert Dr. Alfred Jones, der bliver kontaktet af konsulenten Harriet Chetwode-Talbot på vegne af hendes klient – en stenrig ørkensheik. Han vil indføre levende laks til Yemen, for det synes han vil være en rigtig god idé!

Man kan synes, at det er et noget søgt tema, men filmen er slet ikke så ringe endda. Den har dog meget mere med kærlighed at gøre – end med “Laks i Yemen”, som filmens titel jo ellers lader formode.

Der er tale om en filmatisering af engelske Paul Torday’s roman “Salmon Fishing in Yemen“ med Ewan McGregor og Emily Blunt i hovedrollerne som det umage par samt Amr Waked som den filosiofisk anlagte Sheik Muhammed.

De tre hovedfigurer – fiskeeksperten, konsulenten og ørkensheiken –  har en uforlignelig kemi  sammen. De forsøger at gøre det umulige, omgivet som de er af pampere og pressekretærer, der alle er ude i eget ærinde.

En helt speciel indsats ydes her af Kristin Scott Thomas, der gør det rigtig godt som den effektive pressedame, der vil gøre alt for at få den rette vinkel på historien om det anglo-yemenitiske laksesamarbejde. Noget, der kan sikre landet og sheiken et tiltrængt bedre image i regionen.

Og den hovedrige oliesheik har bestemt noget at have sine visioner og drømme i. For ham er det nemlig blot et greb i lommen, når etableringen af et laksefiskeri i Yemen forventes at villle koste op mod 50 millioner engelske pund…

Her er manuskriptforfatter Simon Beaufoy, der ellers er kendt fra filmsucces’er som “Full Monty” og “Slumdog Millionaire” desværre sluppet lidt let om ved arbejdet. Han kunne godt have fået mere ud af den mange steder morsomme bog.

Alligevel er “Laksefiskeri i Yemen” en smuk film, der gør indtryk på de fleste. Det skyldes ikke mindst de eminente hovedskuespillere, der “folder historien ud i smult vande, selvom præmissen et eller andet sted er bizar”, som en filmanmelder så smukt og rammende skrev. Så rablende galt og langt ude, at man faktisk håber, projektet vil lykkes for dem…

Ørred-Viggo

Men det var et af de mange sidespring, du vil finde her på disse sider. Medierne har haft forbløffende travlt med at fortælle, hvordan ovennævnte film “Laks i Yemen” er ren fiction uden det mindste hold i virkeligheden. Men det er slet ikke tilfældet. Hør blot:

Som det tydeligt fremgår af overskriften, så skulle denne artikel slet ikke have været nogen filmanmeldelse, men i stedet dreje sig om en i større kredse lidet kendt person ved navn “Ørred-Viggo”. Hans borgerlige navn er Viggo Hesel, og han var i 1970‘erne og 1980‘erne en kendt person inden for dansk fiskeopdræt.

Som det givet er mange flere bekendt, så har lille Danmark længe været et stort navn i fiskeopdrættets verden. Vi var nogle af de første til at opdrætte ørreder, og vi har gjort det i stor stil og med kommerciel succes.

Vi kan bare det der, men det har desværre også kunnet ses på vore egne vandløb, der i årenes løb er blevet opstemmet til vandindtag for dambrugene og forurenet med foderrester fra opdrættet. Vandløb, som i dag derfor kun er en skygge af deres tidligere jeg.

Kendskabet til det danske ørredopdræt og vor store viden om samme nåede snart ud over de danske landegrænser og ud i den store verden. Ja, helt til Shahens Persien var budskabet nået, for en dag udgik der befaling fra Iran om, at nu skulle der være ørreder i de smukke iranske bjerge. Og det faldt i Ørred-Viggos lod at løse denne krævende opgave – vel at mærke i virkelighedens verden!

Viggo Hesel sammenfattede efterfølgende sine år i Iran i bogen “Ørreder til Shahens bord” udgivet på Forlaget Sesam i 1982 – med undertitlen “Erindringer fra Iran”. En bog, der beskriver Viggo Hesel og hans fru Tove i datidens Iran, hvor Shahen af Persien måtte give op og overlade magten til et muslimsk diktatur. Med det resultat, at familien Hesel til sidst måtte flygte ud af landet i al hast.

Det er en bog så fuld af fantastiske oplevelser i en så foranderlig tid, at man ind imellem kan gribe sig i at tro, at man læser en ren roman. En opdigtet historie i stedet for en selvoplevet dokumentar. Hør blot dette lille uddrag fra bogen:

“Det var en smuk eftermiddag, solen varmede så meget at vi kunne sidde ude på terrassen og drikke vores te. Men bag de sneklædte bjerge steg kulsorte røgskyer op over Teheran – den islamiske revolution var i fuld gang.

Jeg havde netop fortalt Tove om gamle Josefs sørgelige endeligt. Bevæbnede banditter havde plyndret hans fattige butik, hængt ham og brændt butikken…”

Det er hævet over enhver tvivl, at “Laks i Yemen” er stærkt inspireret af Ørred-Viggos forunderlige tid i Shahens Iran. Viggo Hesels bog “Ørreder til Shanens bord” er da også oplagt til en fremtidig filmatisering. – Måske noget for Robert Redford, der jo filmatiserede Norman Maclean’s bog “A River Runs Through It” i 1992?

Det ville der med garanti komme en uhyre interessant film ud af. Næppe helt så morsom som “Laks i Yemen”, men garanteret meget mere spændende!

En fiskerejse langt ud over det sædvanlige. Læs bogen, hvis du ellers kan få fat i den!

 © 2012 Steen Ulnits

 

Casio G-Steel G-Shock

Jeg er nærmest vokset op med små japanske vidundere på håndleddet. Jeg har gennem årene båret rundt på et utal af digitale Casio armbåndsure, der dog i de allerseneste år har været afløst af diverse smartwatches fra primært Apple.

Nu er Casio imidlertid vendt stærkt tilbage på mit venstre håndled. Det er sket med en såkaldt analog-digital model, som på bedste vis kombinerer fordelene ved såvel det analoge ur med fysiske visere som det digitale display. Begge typer har nemlig medfødte fordele og ulemper.

Meget passende lanceredes mit nye ur netop i 35-året efter, at det første Casio G-Shock ur så dagens lys i 1983.

Uret bærer det imponerende navn “Casio G-Steel G-Shock GSTB200-1A”. Navnet fortæller, at der er tale om et ur fra den japanske urproducent Casio. At det hører til G-Steel serien, hvis modeller alle har hus i rustfrit stål. Og endelig at det er et G-Shock ur, som tåler en langt mere hårdhændet behandling end de allerfleste andre ure.

G-Shock betegnelsen tilskrives den japanske Casio ur-ingeniør Kikuo Ibe. Historien går, at Kikuo havde arvet et gammelt lommeur efter sin fader – et højt værdsat arvestykke, som imidlertid gik i stykker og ikke stod til at redde. Det fik Kikuo til at fostre drømmen om det indestruérbare ur, der skulle kunne tåle alt – og alligevel fortsætte med at gå.

Triple Ten filosofien

Kikuo havde fra starten lagt en klar strategi for udviklingsarbejdet. Han havde opstillet sin “Triple Ten” filosofi, der som udgangspunkt krævede, at urets batteri skulle kunne holde i ti år. At uret kunne tåle at blive nedsænket på 100 meter vand, hvor der er et tryk på ti bar – uden at tage vand ind. Endelig skulle det kunne overleve et frit fald på ti meter.

Tre ting med ti i: “Triple Ten”.

Efter flere års kostbar forskning og mange ødelagte prototyper var det endelig så vidt. Året var 1983, og verden fik sit første ur af den slags, der virkelig kan gå i arv fra far til søn – hvis det nu er det, man ønsker. Et ubrydeligt ur, der én gang for alle gjorde op med den gamle myte om, at ure er skrøbelige sager. Et ur, som i sagens natur kom til at se ganske maskulint ud.

De første G-Shock ure var rene digitalure. Uden mekaniske visere, som kunne gå i stykker eller sætte sig fast efter voldsomme påkendinger. Men tingene udviklede sig, og Kikuo Ide indså snart, at det kunne være smart, om man kombinerede det nye digitale ur med det gamle analoge – de digitale tal med de analoge visere.

Udviklingen gik samtidig i retning af ganske små solceller, som kunne holde urene kørende i noget nær det uendelige – hvis blot man eksponerede dem for sollys i tilstrækkeligt omfang. Pludselig var det ikke spor urealistisk med et batteri, der kunne holde i de ti år, der var det oprindelige mål i Triple Ten konceptet.

Samtidig var der kommet digitale apps til, som kunne forbinde smarte ure med internettet. Som kunne logge sig på time servers, så man altid vidste, hvad klokken var – uanset hvor i verden man befandt sig.

Som tænkt så gjort. Det nye GSTB200-1A er således et såkaldt ana-digi ur, der i det daglige viser tiden med analoge visere. Men som løbende holder sig orienteret om verdenstiden – World Time – uanset hvor i verden man måtte befinde sig.

Via en app fra enten Apple eller Google holder uret sig regelmæssigt orienteret om, hvad klokken er slået. Hvad tiden er det pågældende sted i verden. Men gør det kun hver sjette time – med et minimalt batteriforbrug til følge.

Solen kan således snildt holde det indbyggede solcelle-batteri tilstrækkeligt opladet. Og de analoge visere kørende 24/7/365. Samtidig er viserne selvlysende (fosforescerende) som på gamle dages analoge ure, hvilket jo ingen strøm koster. 

Men det hele kører digitalt – uden komplicerede tandhjul – hvilket giver helt nye muligheder. Et godt eksempel er de analoge visere, som på deres vej krydser det felt, som huser de digitale tal og bogstaver. Skulle man få brug for det digitale felt, mens de analoge visere dækker det, trykker man blot samtidig på to af urets fem knapper. Og vupti: 

De to visere samler sig på ét sted uden for det ganske dybt liggende digitale felt, så man frit kan aflæse og bruge dette. Trykker man efterfølgende på de samme to knapper, vender de to visere blot tilbage og viser atter den korrekte tid!

Det ser rigtig smart og overbevisende ud. Og fortæller tydeligt, at der ikke længere er tale om noget analogt ur – trods de analoge visere. Det er rendyrket digitalt trylleri, som japanske Casio her præsenterer os for. Altsammen pakket ind i et hylster af kulfiber og rustfrit stål, som holder til mere end de fleste.

Det nye GSTB200-1A er blot et eksempel på, hvordan moderne teknologi kan forene analoge og digitale tidsangivelser. Har man brug for tidtagning eller nedtælling, er den digitale del den analoge milevidt overlegen. Ligeledes hvad datoen angår. Men har man kun brug for at kende tiden, er de analoge visere den bedste og billigste løsning.

Bruger man blot regelmæssigt sit nye Casio G-Shock udendøre, hvor der er sollys, løber man aldrig tør for strøm. Det garanterer Casio og Kikuo Ibe. Og helt ned på 200 meters dybde, holder uret tæt, hvis det skulle blive aktuelt. Men noget traditionelt smartwatch med alle dettes mange øvrige muligheder er det ikke. Dem må man give afkald på.

Til gengæld løber man aldrig tør for strøm med dette ur, der holder til det mest utrolige. Og som samtidig er indpakket i et utroligt lækkert design. Det er bling nok til de allerfleste.

Men skulle det nu alligevel ikke række, så er der jo altid ovenstående model GST-B200D-1AER at ty til. Her er den diskrete sorte standard siliconerem nemlig udskiftet med en skinnende blank og leddelt kæde af rustfrit stål!

Pris henholdsvis kr. 2.499,- og kr. 3.099,-.

Set hos www.urkompagniet.dk

© 2019 Steen Ulnits

 

 

 

 

 

 

Sony Xperia 1 Mark II 5G

Sony’s nye Xperia 1 Mk. 2 er netop det, den giver sig ud for: Den naturlige opfølger til sidste års Xperia 1 Mk. None. De har begge samme størrelse og form factor, og de har begge et system bestående af tre kameraer på 12 MP hver.

Endelig har de samme 6.5 tommers 4K OLED skærm med det langsmalle cinematiske 21:9 størrelsesforhold. Det er i tørre tal 1644 x 3840 pixels, hvilket giver en pixeltæthed på imponerende 643 pixel per tomme – ppi også kaldet. Til sammenligning har Samsungs seneste topmodel, Galaxy S20 Ultra, “sølle” 511 ppi…

De to 1’ere er ligeledes begge fremtidssikrede med indbygget 5G modem. Men her ender så til gengæld lighederne. Begge har de ganske vist tre kameraer, men det er ikke de samme tre. Og det er heller ikke den samme sensor, der registrerer lyset.

En 16mm f/2.2 vidvinkel med en billedvinkel på hele 124 grader.

En 24mm, f/1.7 standardlinse med en billedvinkel på 82 grader. Samt

En 70mm f/2.4 telelinse med en billedvinkel på 34 grader svarende til 3X zoom.

Et stort irritationsmoment har fra starten været, at man ikke kan zoome glidende mellem disse tre kameraer, som har hver deres isolerede liv i den nye Sony. Man skal aktivere hvert enkelt kamera, hvis man vil skifte billedvinkel. Hvilket gør beskæring af fotos langt mere besværligt end på stort set alle andre mobiler.

Sony har ønsket at præcisere, at der er tale om tre forskellige kameraer, man bevidst skal vælge og skifte imellem. Som var det tre separate optikker på et Sony Alpha-DSLR kamerahus. Og det går desværre ud over komforten.

Ovenstående tre brændvidder dækker de allerfleste forhold, man som seriøs fotograf kommer ud for i det daglige. Men bedst af alt, så er der nu en spritny og langt større billedsensor til at registrere input fra de tre kameraer.

Det er Sony’s store 1/1,7″ Exmor RS™ billedsensor med BIONZ X™-processor til mobilenheder. Størrelsen alene garanterer, at der kommer masser af ekstra lys til sensoren. Dette i forhold til sidste års 1/2,6 sensor. Dette års sensor er således mere end 50 % større end forgængeren, hvilket giver den mulighed for at suge meget mere lys til sig. Med bedre billedkvalitet som resultat.

Størrelsen på sensoren er langt vigtigere end antallet af pixels, der er det samme i år som sidste år, nemlig 12 MP.

Hvor forgængeren Mk. 1 kun havde en 2X zoom, er Mk. 2 opgraderet til 3X. Helt præcis 2,92X, hvis man nu er lidt nøjeregnende med tallene. Det forekommer dog ganske rimeligt, at Sony har rundet op til 3X.

Processoren er tilsvarende opgraderet fra en Qualcomm® Snapdragon™ 855 med 6GB RAM til den nyeste 865 med 8GB RAM. Batteriet er opgraderet fra 3.330 til nu 4.000 mAh, hvilket var tiltrængt. Det holder til hård brug hele dagen – specielt da Sony samtidig har valgt at bibeholde den klassiske opdateringsfrekvens på skærmen – 60 Hz.

Dette i en tid, hvor konkurrenterne ellers kappes om at være hurtigere og hurtigere på dette felt. Først med 90 Hz, hvilket inkluderede OnePlus og Google Pixel. Dernæst med 120 Hz, der ser ud til at blive den kommende standard, som Samsung allerede har taget til sig i deres nye S20-serie. Gaming mobiler som Red Magics seneste 5G er helt oppe på en 144 Hz opdateringsfrekvens.

Sony kan således synes håbløst bagud på dette område, men sådan virker det slet ikke i daglig brug. Sony har ganske vist tilføjet en softwarefunktion, som i deres øjne får skærmen til at virke som 90 Hz, men det kan nu diskuteres. Faktum er dog, at jeg ikke et sekund har haft grund til at klage over de 60 Hz. Til gengæld har jeg kunnet glæde mig over en længere batteritid. Typisk koster det op mod 25 % mere strøm at køre med 120 Hz end med 60 Hz.

Og så er Sony langt om længe hoppet med på trådløs opladning, hvilket for mig har været altafgørende. Alene på grund af den manglende trådløse opladning investerede jeg ikke i sidste års Mk. 1’er, der kun kunne oplades på konventionel vis – via stik og ledning. Utroligt, at det skulle tage så lang tid for Sony bare at komme på omgangshøjde. Præcis som OnePlus. Men bedre sent end aldrig.

Sony har med sin Xperia 1 Mk. 2 responderet på alle de kritikpunkter, der blev rejst mod forgængeren af en ellers begejstret presse. Alligevel er det lidt pudsigt at skulle anmelde den nyeste Sony Xperia 1 Mk. 2, når man kommer lige fra den nyeste Samsung Galaxy S20 Ultra. Pudsigt, da det er to helt forskellige verdener, selv om begge kører på samme Android 10 styresystem.

Dobbelt pudsigt bliver det, når den ene viser sig at være verdensmester i det, den anden fuldstændig fejler i. Tager man prisforskellen med i betragtning, virker det tredobbelt pudsigt. Eller måske nærmere mærkværdigt.

Har man fulgt lidt med i tech-debatten, ved man sikkert, at der her hentydes til den autofokus, som Samsung bare ikke kan få til at fungere på sin hundedyre S20 Ultra topmodel. På et 108 MP kamera, der efter et utal af opdateringer stadig ikke fungerer. På en mobil til over kr. 10.000 i vejledende udsalgspris.

Det problem har man heldigvis ikke på den nye Xperia. Faktisk er hurtig og præcis fokusering en af de allerstærkeste og mest imponerende sider af den nyeste Sony Xperia mobil.

Og Sony holder sig til de gamle dyder: Der arbejdes med ren optisk zoom i de tre kameraer – i stedet for den ind imellem ganske kryptiske kombination af optisk, hybrid og digital zoom, som Samsung er gået helt over til.

Men måske netop derfor, at Sony ikke har de  problemer med hurtig og præcis fokusering, som Samsung døjer med i sin nye topmodel S20 Ultra. Det er blevet for avanceret med al den AI og digitale zoom til, at Samsungs digitale billedbehandling kan følge med

Sony trækker fra

På mange måder er Sony Xperia 1 Mk. 2 en helt almindelig high-end Android 10 mobil med markedets hurtigste 865-processor og RAM nok til at følge med. 8 GB RAM og 256 GB ROM. Præcis de samme specifikationer vil man kunne finde på mange andre mobiler i den dyre prisklasse. 

Her vil man også et langt stykke hen ad vejen kunne finde den samme kamera-app med stort ser de samme generelle specifikationer. Såmænd også med de samme sensorer, da Sony allerede leverer til omkring halvdelen af samtlige mobiler på markedet.

Men her ophører lighederne så. Japanske Sony har en mangeårig tradition for udvikling og fremstilling af skærme og kameraer til professionel fotografering og videoproduktion. Med fokus på det dyre high-end marked. Således produceres en stor del af eksempelvis Netflix’ egne værker med Sony’s hundedyre FS-kameraer.

Sony har produceret mobiltelefoner i snart mange år og med vekslende held. Det er aldrig lykkedes dem at producere nogen virkelig bestseller, der har kunnet tage kampen op med Apple, Samsung og LG med flere. Måske Sony bare ikke har taget mobilerne tilstrækkelig alvorligt.

Det vil man imidlertid gøre nu, hvor konkurrencen er hårdere end nogensinde. Og til lejligheden har den japanske elektronikgigant for første gang ladet sit mobilteam arbejde tæt sammen med sit Alpha-kamerahold. Dem, der udvikler og producerer de professionelle Alpha-kameraer samt de vanvittigt dyre FS-video kameraer.

Det er frugten af dette samarbejde, vi nu står med i form af det nye Xperia 1 Mk. 2. På mange måder er der tale om samme bruger-interface som på et dyrt Sony Alpha-kamera. Med et hav af indstillingsmuligheder, som vil begejstre foto- og videoentusiaster verden over – og skræmme resten langt væk…

Cinema Pro

Problemerne og de næsten lige så uendelige muligheder ligger i de to semi-professionelle apps, der  er installeret som standard på den nye Xperia 1 Mk. 2:

Cinema Pro, der allerede var med på sidste års Xperia 1. Og så den helt nye Photo Pro app. Den første udelukkende til optagelse af video – den sidste til rendyrkede foto-entusiaster.

Det er i særklasse disse to stykker software, der får Sony Xperia 1 Mk. 2 til at skille sig ud fra mængden. To apps eller programmer, der får enhver professionel foto- eller filmfotograf til at slikke sig om munden. Her er der nemlig mulighed for at styre alle tænkelige parametre. 

Sidste års Xperia 1 kom loadet med Cinama Pro appen til video-optagelse eller -produktion, fristes man nærmere til at sige. For her er det som at gå ombord i en miniature-udgave af et stort professionelt Sony videokamera. Med et hav af indstillingsmuligheder, som man ikke finder på en smartphone. Man kan endda optage i samme afdæmpede Venice-mode, som topprofessionelle Sony videokameraer benytter sig af.

Det er features, der vil få enhver filmfotograf til at savle over mulighederne. Og derfor den eneste mobil, han kunne drømme om selv at tage med på ferierejsen. Vel vidende, at han vil kunne integrere ferieoptagelserne direkte med video fra sit professionelle og hundedyre Sony videokamera.

Eneste ulempe, som jeg er stødt på, er manglen på mulighed for at skifte indstillinger under optagelse. Det gælder især, hvis man vil panorere fra et lyst til et mørkt område og tilbage igen. Det kan man simpelhen ikke, når kamera og app er indstillet til én bestemt belysning. Har man brug for at panorere fra lyst til mørkt, må man i stedet ty til standardappen. Og det er ikke smart.

Man er på samme måde nødt til at vælge, hvilket af de tre kameraer der skal filmes med. Det kan ikke senere ændres i det oprettede projekt. Lidt af en nedtur for kreative sjæle. Til gengæld kan man så glæde sig muligheden for at indstille et interval for, hvorfra og hvortil kameraet skal fokusere.

Det ser vildt blæret ud, når man prøver det første gang og ser fokuseringen flytte sig som indstillet. Da føler man sig som en rigtig filmfotograf og -instruktør. Som en kommende Spielberg!

Photo Pro

Efterfølgeren Xperia 1 Mark 2 er til lejligheden suppleret med Photo Pro, som er en parallel til Cinema Pro – blot udelukkende til optagelse af stillbilleder. Og den har ikke samme irriterende begrænsning som Cinema Pro, da den har en autoindstilling, som kan kompensere for skiftende lys i realtime.

Derudover har den alle tænkelige indstillingsmuligheder, som en Pro-app naturligvis skal have – med mulighed for manuel justering af stort set alt. Det gælder hvidbalance, ISO, serieoptagelse, zoom på samtlige tre kameraer, lukkertid, men ikke blænde, da vi jo har med en mobil og ikke et traditionelt kamera at gøre. Samt fokusering, der er i absolut verdensklasse. 

Fokuseringen er baseret på Sonys eget “Eye Focus” system, der låser sig fast på et øje og følger det tæt under selv de mest hæsblæsende bevægelser af krop og hoved. Og det virker på dyr såvel som på mennesker, hvis nogen gerne vil forevige sin elskede hund eller kat. 

Sony Xperia 1 Mk. 2 beregner løbende såvel autofokus som korrekt eksponering under optagelserne – op til imponerende 60 gange i sekundet. Til formålet har sensoren hele 247 autofokuspunkter med faseregistrering. Det giver en præcision og hurtighed i fokuseringen, som skal ses, før man tror på det. Uden diskussion markedets bedste til sikker fokusering under alle forhold.

Og da Sony Xperia 1 Mark 2 jo primært er et digitalt kamera og sekundært en smartphone, er der naturligvis  en rigtig fysisk udløserknap. Præcis som på et rigtigt kamera. Man trykker halvvejs ned for at fokusere – og helt ned for at tage billedet. Utrolig bekvemt sammenlignet med at skulle trykke på selve skærmen for at tage et billede.

20 billeder i sekundet

Og så til allersidst det helt store tryllenummer: Muligheden for at tage serieoptagelser med op til 20 billeder i sekundet. Det er en feature, der er store muligheder i. Og blæret at høre på, når kameraet som en anden Gatling Gun fyrer løs i en uendelighed – i hvert fald så længe man holder knappen nede.

Bagefter kan man i ro og mag vælge, hvilket skud er det bedste – hvilket der ramte plet. Det er langt bedre end at skulle klippe i Samsung’s 8K video, der fylder en bondegård, og som tilmed indskrænker billedformatet.

Prisen for de mange serieoptagelser er det begrænsede antal pixels per billede: 12MP. Har man som undertegnede benyttet sig af tidligere Sony Xperia modeller som Z5 og XZ Premium, da vil have glædet sig over billeder med henholdsvis 24MP og 19MP. Billeder, der havde god plads til efterfølgende beskæring.

Men den mulighed valgte Sony fra, da man gik målrettet efter 20 billeder i sekundet. Her kunne flere pixels på en større billedsensor ikke have fulgt med. Til gengæld råder man nu over hele tre kameraer – mod blot et enkelt på forgængerne Z5 og XZ Premium.

“Filmic Pro” til iPhone

Nu skal man ikke fortvivle, dersom man til daglig bruger en iPhone, hvis video-optagelse er i verdensklasse, men hvor avancerede indstillingsmuligheder nærmest ikke eksisterer.

Løsningen er at investere i app’en “Filmic Pro“, som byder på et væld af avancerede indstillingsmuligheder til alle, der måtte have en lille Spielberg i maven. Det er en app, som kan erhverves i Apple’s App Store for en ganske rimelig penge.

Filmic Pro bruges af mange professionelle, når de er i felten og har deres iPhone med som backup eller kamera nummer to. Så god er iPhone nemlig til video.

“Halide” til iPhone

Man skal heller her ikke fortvivle, dersom man til daglig bruger en iPhone, hvis kamera-app er ganske enkel og uden de store indstillingsmuligheder.

Hvis man har en professionel fotograf i maven og gerne vil fotografere mere avanceret, end ens iPhone tillader direkte fra Apple, da bør man tage et kig på app’en “Halide“, som kan erhverves for en billig penge i Apple’s App Store.

Halide byder på alle de justeringsmuligheder, som Apple’s egen indbyggede app ikke gør, og som er uundværlige til professionelt brug.

360 Reality Audio

Sony har altid været til musik og god lyd. Det bærer hele deres historie og produktsortiment præg af – med den ikoniske Walkman som det nok mest kendte. 

Sony’s lydteam har senest præsenteret, hvad de har døbt “360 Reality Audio”. Det er Sony’s måde at skabe en rumlig musikoplevelse, der rækker ud over både stereo og quadrofoni. Til formålet bruger Sony sin egen “objektbaserede rumlige lydteknologi”, som de selv kalder det. Det skaber et 360 graders sfærisk lydfelt, hvilket præsenterer lyden præcis, som dens skabere – musikerne – havde tænkt sig det.

Det kræver dog, at musikken er indspillet i et specielt format, for at man skal kunne høre forskel på 360 Reality Audio og så almindelig stereo. Dertil specielle hovedtelefoner, som er skabt til afspilning af 360 lyd.

Som en passende bonus til dem, der havde forudbestilt deres Xperia 1 Mk. 2, kom der efterfølgende et par specielle Sony hovedtelefoner i den absolutte topklasse: De prisbelønnede Sony WH-1000XM3. Som kan afspille trådløst via Bluetooth eller via ledning fra det 3,5 mm jackstik, som Mk. 2 er forsynet med. Med indbygget støjreduktion.

En vejledende udsalgspris på omkring kr. 2.000,- alene for 1000XM3 gør pludselig Xperia 1 Mk. 2 plus hovedtelefoner til et rigtig godt køb.

Er hovedtelefoner et levn fra fortiden? Overhovedet ikke. Tværtimod får man bedre lyd gennem kabel – med bedre separation af de to kanaler – samt ingen tidsforsinkelse. Det er primært gamere, der holder af den lynhurtige “lagfree” lyd uden forsinkelse.

Det kan nemlig betyde liv eller død i den branche!

Konklusion

Det er ikke så svært at konkludere noget om den nye Sony Xperia 1 Mk. 2:

Den er det perfekte værktøj for alle, der har en filminstruktør eller professionel fotograf i maven. Dem, der ønsker at skabe noget. Gerne noget stort. Om det så er en filmisk dokumentation af barnets første år eller en fotoreportage om årets jordbærhøst blandt østarbejdere. For nu at vælge to helt forskellige temaer.

Det er som tidligere nævnt et irritationsmoment, at der ikke kan zoomes trinløst og direkte mellem de tre indbyggede kameraer. Det skal man naturligvis kunne i en standard kamera-app, der bør tage skyldigt hensyn til uøvede eller ikke-nørdede fotografer.

De mere avancerede brugere vil snildt kunne leve med de tre separate kameraer i henholdsvis Photo Pro og Cinema Pro apps’ene, der jo alligevel lægger op til total kontrol helt ned i detaljen.

No Night Mode…

Alligevel er det nærmest ufatteligt, at der ikke findes nogen Night Mode på så dyrt og avanceret et kamera som Sony Xperia 1 Mk. 2. Det burde koste strafpoint til producenten. Bevares: Er man en rutineret fotograf, kan man skam få fine natoptagelser, hvis man vil bruge den fornødne tid på at justere på de mange indstillinger. Og så ellers bruge et stativ for at undgå rystede billeder.

Men i en tid, hvor man kan tage fortræffelige natoptagelser med mobiler fra Apple, Google, Samsung og Huawei med flere – endda på fri hånd og uden at skulle medbringe et irriterende stativ – da er manglen på Night Mode en klar ommer. Sony, altså. How could you…

Der verserer dog rygter om, at der vil komme en Night Mode med en senere opdatering af Xperia 1 Mk. 2. Men det rygte giver jo desværre ingen gode og veleksponerede natoptagelser i kassen netop nu. Ejheller sikkerhed for, at det overhovedet bliver til noget.

På samme måde må man blot konstatere, at Sony’s teknikere ikke prioriterer selfies. I hvert fald er frontkameraet på den nye Xperia 1 Mk. 2 et af markedets absolut ringeste. Det er åbenbart eller simpelthen ikke meningen, at man som professionel fotograf skal fornedre sig til at tage selfies med det kamera…

Når vi taler om lys eller mangel på samme, så undgår vi ikke at kommentere på skærmen. Den er ganske vist imponerende skarp, men desværre også irriterende mørk til udendørs brug. Det faktum alene vil med garanti få mange Apple og Samsung brugere til at forblive netop det. Til ikke at skifte til Sony, som måske med fordel kunne have sparet på antallet af pixels – til fordel for en lysere skærm.

Den nye Xperia 1 Mk. 2 tager meget naturtro billeder, hvilket i manges øjne er det samme som lidt kedelige. Det fremgik tydeligt af en større blindtest hos websitet phonearena.com, hvor man lod læserne stemme på et antal fotos taget med henholdsvis Sony Xperia 1 Mk. 2, Samsung Galaxy S20 Ultra og Apple iPhone 11 Pro Max. Markedets tre nuværende topmodeller.

Xperia 1 Mk. 2 kom ud som en klar nummer chok i de fleste af tilfældene – på grund af sine naturtro farver, der ikke kunne eller skulle hamle op med flagskibene fra Samsung og Apple. Sony faldt også helt igennem under natoptagelserne.

Men det er sikkert et bevidst valg fra Sony’s ingeniører: At satse på de naturlige farver, som man så efterfølgende kan redigere hjemme i studiet. Så natfotos kan komme til at ligne nat. Og ikke oplyst dag, som tilfældet desværre er med de fleste af dagens “Night Modes”.

Alt efter smag, behag og behov.

Nøjagtigt det samme gælder for øvrigt Sony’s “Venice” mode til videoptagelse. Her har man taget toppen af både farver, højlys og skygger, så man efterfølgende nemt kan farvekorrigere sine optagelser og få præcis det resultat, man måtte ønske. Man er vel professionel!

Som professionel vil man også vide at værdsætte, hvor let det er at åbne skuffen til SIM- og hukommelseskort. Sidstnævnte vil man få god brug for, hvis man optager megen video eller mange RAW stills. Også selv om kameraet kommer med 256 GB plads (og 8 GB hukommelse) som standard.

Da er det genialt, at man blot kan åbne skuffen med en fingernegl og skifte hukommelseskortet ud. At man ikke behøver noget besværligt SIM-værktøj.

Et krævende bekendtskab

Xperia 1 Mark 2 er således et interessant, men også noget krævende bekendtskab. Og man skal virkelig have noget på hjerte, før man investerer i den lille nye fra Sony. Man skal have ambitioner om at udtrykke sig helt specielt rent grafisk. Om at finde sin helt egen stil til foto og video.

Og man skal være villig til at planlægge sine fotos og videoer helt fra grunden og til mindste detalje. Ellers er man bedre tjent med en af markedets rigtig mange kapable generalister. Mange gange bedre. 

Men er man en kreativ film- eller fotonørd, da er den nye Xperia 1 Mark 2 det samme som juleaften hele året. En uendelig bunke af gaver, der skal pakkes ud og tages i brug. Hver eneste dag. Året rundt.

Og skulle man i forvejen være bruger af Sony Alpha-udstyr – som glad amatør eller kompetent professionel – da er den nye Xperia 1 Mk. 2 en soleklar no-brainer:

– Go get it! 

Da er Sony Xperia 1 Mark 2 givet dit helt nye drømmekamera. Og meget mere kamera end bare en 5G mobil.

Set til godt 6.000 kroner med abonnement.

© 2020 Tekst: Steen Ulnits

Efterskrift

Den lange, slanke og kantede form gør det lidt vanskeligt at få et sikkert greb om Xperia 1 Mk. 2 under fotografering. Samtidig byder denne kameramobil på nok markedets bedste ydelse, hvis man vil spille spil eller kigge film.

I begge tilfælde vil man have rigtig megen glæde af et dedikeret etui som Sony’s egen kickstand model. Dette etui har åbne sider, så man let kan komme til såvel udløserknappen som volumen-knappen, der også kan fungere som zoom under fotografering. Selv om funktionen kan være svær at komme til under optagelse.

Etuiet har forstærkede hjørner, der dels beskytter mobilen, hvis man skulle tabe den – dels giver et langt bedre greb om mobilen. Hvilket der som sagt er god brug for.

Endelig er der den lille kickstand, som kan foldes ud og støtte mobilen i horisontal visningstilstand. Da har man et fremragende lille fjernsyn eller videospiller, man kan have med på farten.

Jeg kom hurtigt til den erkendelse, at man er rigtig godt hjulpet med dette behagelige og praktiske etui. Og ilde stedt uden…

Efter-efterskrift

Ved lanceringen af Xperia 1 Mk. 2 fortalte Sony, at den lille ny kunne fås i to farver – blank sort og blank lilla. Begge rene fingeraftryksmagneter. Senere rygter fortalte, at der også ville komme en matsort eller matgrå model i farven “Slate”, som ikke sugede fingeraftryk til sig. Den ville jeg og mange andre gerne have fat i, men der er endnu ikke spor af den.

Ved lanceringen fortalte Sony også, at der ville komme en “Pro” model, som ud over 512 GB lager blandt andet har HDMI udtag og en ekstra knap til valgfri programmering. Endnu en detalje hentet fra de professionelle Alpha-kameraer.

Den nye “Pro” er indkapslet i et specielt “low dielectric constant” materiale, der sikrer optimal passage af radiosignalet. Men også et mere robust og tykkere udseende.

Der er tale om et 360 graders design, som via 16 antannedele fordelt på samtlige fire sider optimerer 5G mmWave forbindelsen. Perfekt til professionelle, der vil sende live fra store arrangementer med mange mennesker på nettet samtidig.

Det spås, at Xperia Pro-modellen vil blive op mod 50% dyrere end 1 Mk. 2. Men det er ikke sikkert, vi overhovedet får den at se i Europa. Sony har en dårlig vane med at producere specialmodeller, der ikke når længere end til hjemlandet Japan og hovedmarkedet USA.

Efter-efter-efterskrift

Allerede ved lanceringen af Xperia 1 Mk. 2 forlød det, at der ville komme en lidt billigere topmodel.

Den har vi nu fået – i form af Xperia 5 Mk. 2, der på de fleste områder er en tro kopi af 1’eren. Man skal kigge godt efter for at se forskellene, der har skåret en tusindlap af prisen.

Standardlageret er på 128 GB mod det dobbelte på 1’eren. Dog med udvidelsesmulighed. Skærmen har fået en lavere opløsning, og der mangler trådløs opladning.

De tre kameraer er stadig de samme fra tyske Zeiss, og Mk. 2 leveres også med både Cinema Pro og Photo Pro præinstalleret. Så er man rigtig godt kørende fra start.

Havde prisforskellen mellem Xperia 1 og 5 været større, ville den nye 5’er nok have været det klare valg. Men mangelen på trådløs opladning er i hvert fald for mig udslagsgivende.

Xperia 1 Mk. 2 er i mine øjne stadig det klart bedste køb. Men så ved vi jo allerede nu, at Sony snart barsler med en Mk. 3.

Så måske man liiige skulle vente lidt på den…

Og så ikke alligevel:

Sony har netop dumpet prisen på den stadig nye Xperia 5 Mk. 2, der nu kører med 120 MHz opdatering af skærmen. Ikke uventet er der en Mk. 3 på vej…

Samtidig har Sony tilføjet et par af sine fremragende WH-H910 hovedtelefoner og sælger nu denne pakke til imponerende 4.300,- gennem teleselskaberne.

Læs mere om dette nye makkerpar i en kommende artikel.

Set hos CBB Mobil.

 

Motorola One Zoom

Motorola var tidligere amerikansk og en af verdens førende producenter af mobiltelefoner – med den sammenklappelige “Razor” som det helt store verdenshit.

Motorola tabte imidlertid pusten – lidt ligesom finske Nokia – og måtte til sidst lade sig opkøbe af kinesiske Lenovo, der mest er kendt sine prisgunstige PC’ere. Lenovo har siden overtagelsen af Motorola kæmpet for at gøre sig bemærket på markedet for mobiltelefoner, men uden det helt store held.

Nu ser det imidlertid ud til, at anstrengelserne er ved at give pote. Således har Motorola netop lanceret tre nye Motorola One modeller i et helt nyt og tidssvarende design. Seneste model i denne trio er Motorola One Zoom, der som navnet siger fokuserer ganske meget på netop det: Zoom.

Fornem finish

Det første, man lægger mærke til ved Motorola One Zoom, er dog den helt forrygende finish. Bagsiden er af glas, der ligner børstet metal. Det ser rigtig godt ud, men hvad bedre er: Man slipper næsten helt for de forfærdelige fingeraftryk, som blanke bagstykker i glas ellers suger til sig som en magnet.

De fire objektiver tager sig også bedre ud, end tilfældet er med den helt nye iPhone 11 Pro, der koster mange gange så meget. – Godt designet, Motorola!

Samtidig er One Zoom ingen letvægter, men føles med sine tunge glassider som en rigtigt gedigen mobil helt på højde med de dyreste drenge i klassen. Forarbejdningen lader heller intet tilbage at ønske.

Forrygende kamera

Er finish’en fornem, så er kameradelen forrygende. Intet mindre. One Zoom er forsynet med en 48 MP Quad Pixel hovedsensor, som kombinerer 4 pixels til én og dermed leverer færdige billeder på 12 MP. Kvaliteten er rigtig god og kan fint printes ud i op til A4 format. Hvis man går manuelt, kan man sågar gemme sine fotos som RAW filer.

I tilgift til standardsensoren byder One Zoom på en 117 graders vidvinkel, hvis 16 MP får det hele med – også på klods hold. Samt en 8 MP tele med 3X optisk zoom. Såvel standardobjektivet som telen har optisk billedstabilisering – OIS – så man undgår rystede billeder. Det har vidvinklen ikke, for det har vidvinkler normalt ikke brug for.

Oven i dette får man 10X hybrid zoom, der dog ikke leverer helt samme kvalitet som ren optisk zoom. Men som til gengæld er mange gange bedre end den rene digital zoom, der jo blot pixelerer det færdige resultat mere eller mindre.

Den fjerde linse på kameramodulet er en 5 MP dybdesensor, som primært bruges til portrætfotos. Det hele styres på forbilledlig vis af en Snapdragon 675, der ligger i den øvre ende af mellemklassen. Samt 4 GB RAM.

Motorola har ry for at levere mange forskellige features, der er helt specifikke for netop Motorola. Den velfungerende kamera-app er ingen undtagelse. Her er der ud over de sædvanlige grundlæggende funktioner eksempelvis “Cutout” (Udklip), hvor man kan klippe forgrunden fri og udskifte baggrunden.

Samt “Spot Color”, hvor man kan udvælge en enkelt farve, som så bliver den eneste. Resten bliver sorthvidt. “Nattesyn” er der naturligvis også, selv om andre producenter (læs: Huawei og Google) dog har haft held til at lukke adskilligt mere lys ind i mørket.

Er man fotonørd, er der således rigtig mange muligheder for at lege med lyset i Motorola One Zoom. Skulle AI automatikken ikke være god nok, kan man gå i “Manual” mode og her selv styre fokus, eksponering, hvidbalance og lysfølsomhed (ISO).

Næppe nogen får brug for flere knapper at skrue på.

Manglerne…

Der er således rigtig meget godt at sige om Motorola One Zoom, som virkelig leverer varen. Det er dog ingen perfekt mobil. Dertil mangler flere ting. Man kan undre sig over, at mobilen i lighed med One Plus ikke byder på trådløs opladning – trods ellers bagstykke i glas.

Det er et irritationsmoment, hvis man ellers har vænnet sig til bare at kunne lægge sin mobil på en ladeplade – uden irriterende kabler med forskellige stik – mens man arbejder videre. Men har man ikke prøvet det, vil man næppe heller savne det. Til gengæld er batteriet på imponerende 4.000 mAh, hvilket for mange rækker til to dages forbrug.

Dernæst er der højttaleren – for der er kun den ene, som sidder placeret øverst på mobilen. Lydkvaliteten er fin og lydniveauet tilpas højt. Men lyden kommer desværre kun fra én ende, som man nemt kan komme til at dække for med hånden.

Endelig er der for en lystfisker og sejler som undertegnede det klare minus, at mobilen ikke er vandtæt. Ikke noget med IP68 her. Blot en forkølet nano-coating, der ifølge Motorola er vandafvisende.

Så skal du have din One Zoom med ud til eller ud på vandet, da skal den ubetinget ned i en vandtæt pose af en slags. Med samtidig mulighed for at hænge mobilen om halsen – inden for bekvem rækkevidde. Og det er jo slet ikke så dårligt endda.

I skrivende stund har jeg ikke kunnet finde decideret vandtætte etuier til One Zoom, men de skal nok komme  på et senere tidspunkt.

Konklusionen

Motorola har lange traditioner for brugen af de såkaldte “gestures” – håndbevægelser – til styring af diverse funktioner. To af de allerbedste og mest brugbare er “håndkantslaget”, der tænder den indbyggede lygte. Samt “håndledsvrikket”, der aktiverer kameraet. Rigtig smart og yderst brugbart.

Skærmen er en 6,39 tommer OLED i 16:9 formatet. Opløsningen er FHD+ (2340 x 1080 pixels). En overraskende god skærm på en mobil i denne prisklasse. I tilgift har den integreret fingeraftrykslæser, som i modsætning til flere andre af slagen – ikke et ord om Nokia Pureview her – fungerer fint og helt efter hensigten.

En smart detalje er ligeledes, at Motorola’s karakteristiske Batwing logo lyser blåt op på bagsiden, når mobilen er i brug eller der er kommet nye meddelelser. Det giver lidt opmærksomhed, skal jeg hilse og sige – og var vel også meningen…

Efter at have anmeldt Motorola One Zoom måtte det amerikanske webmedie Engadget’s redaktør Chris Velazco beskæmmet konstatere, at han nemt kunne bruge One Zoom som sin nye “daily driver” – trods den lave pris. Så god er den, og så godt ser den ud. “I hate to say it”, sluttede han…

Og det kommer fra en mand, der i sit daglige virke vælter sig i de nyeste, dyreste og bedste smartphones. Men jeg kan kun give ham ret. Det er virkelig et “home run”, Motorola her har præsteret.

One Zoom står til en pris omkring 3.000 danske kroner. Telia tilbød 1.000 kroner i rabat for en gammel udbrændt Sony mobil, så den endelige pris – inklusive mobilrabat – kom ned på 1.720 kroner. 

Det er vildt billigt for så god en mobil, der ligner og føles som noget til en million. Den kan anbefales på det varmeste, hvis man altså er til Android. One Zoom leveres med version 9.0 Pie, og Motorola lover snarlig opdatering til 10.0.

Vil du se fotos taget med One Zoom, så bliv “Strandfoged for en dag“. Det er ikke kedeligt…

© 2019 Steen Ulnits

 

 

Huawei Smartwatch GT2

Huawei har kapret mange danskeres hjerter, men er desværre raget uklar med Google (læs: Trump) om retten til fortsat brug af Android styresystemet til deres mobiler. Heldigvis har Huawei udviklet deres eget styresystem til deres egne smartwatches.

Det er der kommet et par rigtig gode og prisbillige ure ud af. Da jeg for et lille års tid siden erhvervede en Huawei P30 Pro, fik man automatisk tilbud om et gratis Huawei Smartwatch GT. Det var en af Huawei’s enklere måder at booste sit “salg” af smartwatches og smartphones på.

“Giving it all away”, som mine ungdomsårs rockhelte Bachman Turner Overdrive sang det. BTO havde for øvrigt også et nummer, der hed “Taking care of business”, så måske var det her, grundlæggeren af Huawei, Ren Zhengfei, lærte lektien om og værdien af ind imellem at give tingene væk…

Huawei’s første Smartwatch GT var hverken specielt fikst eller godt designet. Men det havde en batteritid, der ikke skulle måles i timer, men  dage, hvilket givet skyldtes Huawei’s eget selvudviklede styresystem – Light OS. Havde Huawei brugt Google’s Wear OS, var batteritiden aldrig kommet over 24 timer…

Til gengæld har Huawei taget sig den frihed at kalde deres digitale ure for “smartwatches” – hvilket de ganske enkelt ikke er. Et smartwatch har funktioner, der er smarte – styret af apps, der kan downloades fra nettet.

Dette gælder alle smartwatches, om de så er fremstillet af Apple, Google eller Samsung. Apps skal der til, hvis man vil være et smartwatch, og det vil Huawei’s digitale ure tilsyneladende ikke. Til gengæld er de fremragende “activity trackers” med alt, der bimler og bamler.

Activity Tracker

Huawei’s andet digitale ur – nu med modelnavnet “Smartwatch GT2” – var langt bedre designet og ser langt bedre ud. Faktisk så godt, at jeg investerede i et af dem – som supplement til min Huawei P30 Pro, der er blevet fast inventar i felten. Sidstnævnte havde fulgt mig trofast i Florida, hvor den havde taget et hav af flotte fotos. Nu skulle den have en følgesvend, der matchede den bedre end dens gratis forgænger.

Men er GT2 intet smartwatch, så er det til gengæld en meget fornem aktivitets-tracker, som minutiøst kortlægger ens færden og fysiske aktiviteter dagen lang – så længe man har det på og såmænd også om natten. Batteritiden er helt forrygende og uden sidestykke. Den skyldes, at Huawei til formålet har udviklet sin helt egen mobile chip, nemlig Kirin A1 med dobbeltchip design og intelligent strømstyring.

Den ene chipdel bruges, når der skal arbejdes og registreres data – typisk GPS og puls – mens den anden fungerer i noget nær dvale, når der ikke skal ske noget. Når uret blot skal holde øje med tid og dato. Denne teknik reducerer det daglige batteriforbrug så meget, at Huawei tør love hele to ugers batteritid ved normalt brug – med kontinuert pulsmåling, 90 minutters træning  og 30 minutters musik om ugen. Samt 30 timers kontinuert træning med GPS og hjertefrekvens.

Dette gælder den store og maskuline 46 mm model, mens den mindre og mere feminine på 42 mm kun klarer det halve. Mere er der næppe heller nogen, som behøver. Og hvor mange batteritider ellers er hentet i Fantasy Land, hvor Google Wear bor, dér lever Huawei Smartwatch GT2 faktisk op til det lovede. Og det er ganske imponerende.

Samtidig eller måske nærmere på trods heraf byder GT2 på markedets nok bedste, skarpeste og bedst oplyste AMOLED skærm på hele 454 x 454 pixels (390 x 390 for den lille 42 mm model).

Dag og nat – dag efter dag

Huawei Smartwatch er uret, der overvåger dig dag og nat og registrerer, hvad der sker og du har foretaget dig. Man kan ringe op eller modtage opkald under træning og under aktiviteter, hvor man ikke kan bruge sine hænder – eksempelvis under afspilning af musik. Der er plads til 500 mp3 musiknumre, og den indbyggede højttaler er blandt markedets bedste og mest hørbare.

Man kan modtage mails og beskeder, men man kan desværre ikke svare på dem. Det er som allerede sagt ikke noget smartwatch – uanset navnet. Men en rendyrket activity tracker. Antallet af urskiver er begrænset, da der ikke findes nogen Play Store, men man behøver ikke mangle noget.

Antallet af viste funktioner er dog noget begrænset – i hvert fald sammenlignet med Apple Watch, hvor skiverne kan vise data fra op til 11 forskellige funktioner. Huawei brugere må nøjes med op til 7, hvilket nu også rækker til det allermeste.

Uret sync’er automatisk med Huawei’s Health App, der i lighed med uret viser dansk alle steder. Dejligt. Det er det langt fra alle andre sundhedsapps, som gør. Eksempelvis ikke Xaomi, der viser alt på engelsk. Helt gennemført.

Urskiver

Huawei’s urskiver er designet af Huawei og fungerer derfor perfekt – med minimalt strømforbrug. Der er pt. en snes stykker, som giver løbende (!) besked om de aktiviteter, der er i gang (!) eller har været det. Man skal være ikke så lidt af en kondifreak for ikke at være tilfreds med mulighederne.

Og så er der søreme også et aldeles velfungerende kompas, hvilket burde være en selvfølge. Det er det imidlertid ikke på hverken Apple eller Samsung. Dertil er der indbygget lommelygte, barometer og andet godt. 

Som den rigtige activity tracker GT2 er, så tåler den naturligvis vand – helt ned til 50 meter. En svømme- eller snorkeltur er derfor ikke noget, man skal frygte med dette ur, hvis funktioner betjenes med to fysiske trykknapper i tilgift til touch skærmen.

Huawei Smartwatch GT2 kan erhverves for kr. 1.400,- hvilket er det rene røverkøb. Anbefales på det kraftigste – hvis man altså kan leve uden Google Wear med tilhørende Play Store.

Det kan jeg sagtens selv. Det går endda rigtig fint.

© 2020 Steen Ulnits

 

Nokia 9 Pureview

Så kom den endelig, den længe ventede efterfølger til klassikerne Nokia 808 og Lumia 1020, der tog verden og dens mobilfotografer med storm – og flere end 40 millioner pixels.

Men den lille ny fra Nokia slægter ikke sine pixelrige forgængere på: Den leverer nemlig kun fotos med sølle 12 millioner pixels, hvilket er noget nær vore dages standard for mobiltelefoner.

Den nye Pureview har nemlig valgt at gå helt nye veje, som nok kun de færreste havde ventet. De fleste har nemlig forbundet navnet “Pureview” med rigtig mange pixels, som kunne levere hidtil uset skarpe fotos – med såkaldt “pixel binning” til styring af de mange millioner pixels.

Nokia har i stedet allieret sig med firmaet “Light”, der for et par år siden barslede med kameramonsteret “L16”, som bød på hele 16 kameraer. De skulle tilsammen dække alt, hvad både lys og perspektiv angår.

Men brugerfladen er der ikke noget usædvanligt ved. Det er den gode, gamle og let genkendelige, som vi kender fra millioner af mobiler, der kører på Android styresystemet:

Co-produktion

Nokia 9 Pureview er i sandhed en co-phone – skabt i samarbejde mellem følgende forskellige store aktører på foto- og IT-området, der hver har bidraget med afgørende dele:

  • Google: Leverer Android One styresystemet til den nye Nokia – og alle de tidligere. Den sikrer hurtige og løbende opdateringer i to år.
  • Qualcomm: Tæt samarbejde omkring 845 processoren, der normalt ikke kan håndtere input fra så mange forskellige kanaler/kameraer.
  • Light: Har udviklet og leveret den Lux capacitor, der skal til for at styre lysinput fra de fem integrerede kameraer.
  • Zeiss: Står bag udvikling af de to RGB-kameraer og de tre SH-kameraer, alle med 12 MP output, som bidrager til det enkelte foto.
  • Adobe: Har udviklet den Lightroom applikation, der skal til for at bearbejde de ubehandlede RAW fotos fra Nokia 9 Pureview.

Det har næppe været let for Nokia at styre udviklingssamarbejdet med så mange forskellige spillere, så hatten af for det. Men måske man skulle have ventet en lille stund endnu, før man lancerede Nokia 9…

Fingeraftrykslæseren…

Førstehåndsindtrykket af Nokia 9 Pureview er nemlig rigtig dårligt. I hvert fald på min model. Fingeraftrykslæseren, der er af den nye “in-screen” type, virker nemlig forrygende dårligt – på grænsen til overhovedet ikke.

Det er vanskeligt at få registreret sine fingeraftryk, men dog muligt. Efterfølgende virkede de så overhovedet ikke på min testmodel. Det var således umuligt at komme ind på mobilen, og samtidig dæmpedes lysstyrken hver gang så meget, at man stort set ikke kunne se noget uden manuelt at skrue op for lysstyrken igen.

“Prøv at trykke lidt hårdere…” lød den opmuntrende besked hver eneste gang. Og jeg trykkede og trykkede. Til sidst så hårdt, at jeg frygtede for elektronikken under skærmen. Opløftende var det heller ikke at søge på nettet. Det viste sig nemlig, at rigtig mange havde samme nedslående oplevelse…

Utroligt, at Nokia har ladet en så komplet ugennemtestet ny teknologi slippe igennem nåleøjet og ud til forbrugerne. På mine gamle Nokia mobiler virker den eksterne fingeraftrykslæser både hurtigt og upåklageligt. – Hvorfor så ikke lade det blive ved det?

Der må være nogle røde ører på Nokias hovedkontor i Tampere, Finland. Nogle, der har sovet i timen, da valget faldt på en dårligt testet in-screen fingeraftrykslæser i stedet for den gammelkendte og velprøvede. Fint skulle det være, men skidt blev det.

De fem kameraer

Mange tog sig til hovedet, da de første billeder af de mange kameraer på bagsiden af det nye Pureview blev lækket. Nogle syntes, det så cool og fremtidsorienteret ud. Andre, at det var grimt eller ligefrem skræmmende.

På det tidspunkt var der nemlig ingen, som rigtig vidste, hvad så mange kameraer skulle bruges til. Dengang var alle stadig sikre på, at Nokia 9 Pureview ville blive endnu et kamera med rigtig mange pixels – over de 40 millioner, som forgængerne havde budt på.

Men sådan skulle det ikke være. Havde man drømt om ekstremt højtopløselige billeder, blev man slemt skuffet. Der var nemlig kun 12 MP at tage af – trods de fem kameraer. Der nemlig hver især har helt andre opgaver, end de fleste nok havde regnet med.

De to af dem optager i RGB-farve – de tre øvrige suger SH-lys til sig. De tre sorthvid-sensorer kan suge meget mere lys til end farvesensorerne – 2,9 gange mere hver især, siger Nokia.

Læg hertil en såkaldt “Time of Flight” (TOF) sensor, der registrerer dybde og afstand. Specielt vigtigt ved portrætfotos, der jo gerne skulle kunne skelne klart mellem skarp forgrund og sløret baggrund.

Der er således nok at se til for den processor, der skal styre alle disse kamera-input. Og det kommer derfor ikke som nogen stor overraskelse, at der er en vis procestid efter hver optagelse. Man kan dog fint tage yderligere fotos, mens de gamle stadig behandles.

Procestiden var også lang med Nokia 808, der sågar havde en ekstra processor netop til billedbehandlingen. Men det kommer lidt bag på én, at der kan gå både 10, 15 og 20 sekunder, før efterbehandlingen på Nokia 9 er klar. Så har det pågældende billede til gengæld også lagret rigtig mange informationer til senere brug.

Nokias indbyggede kamera-app fungerer fint, omend jeg flere gange oplevede  at udløserknappen slet ikke reagerede på tryk. Måske et problem relateret til den dysfunktionelle fingeraftrykslæser på den testede model.

Jeg havde forventet, at det ville være den samme Pro kamera-app, som vi kender og sætter pris på fra tidligere Nokia-modeller. Nokia havde nemlig erhvervet sig rettighederne til netop den, som er uhyre intuitiv at betjene.

Men nye funktioner og muligheder har tilsyneladende gjort den ubrugelig i Pureview-sammenhæng. App’en fungerer dog ganske udmærket, når man ellers kan tilgå den.

Det, man mest skal lægge mærke til, er det lille ikon for dybdeskarphed – “Depth Field”. Det ligner en PH-lampe, der ligger ned. Når det er aktiveret, optager kameraet et udførligt dybdefelt, som senere kan bruges til at fokusere rundt i – med op til 1.200 forskellige billedplaner eller justeringsmuligheder.

Det er der ikke andre producenter, som kan leve bare tilnærmelsesvis op til i mobil-sammenhæng. Det fylder dog i sagens natur rigtig meget.

Adobe Lightroom

Når man starte sin Nokia 9 Pureview op for første gang, foreslår den straks, at man installerer Adobe Lightroom til redigering af de store RAW filer, som mobilen tager. Og det sker i et snuptag.

Men vil man have adgang til de features og funktioner, som virkelig er noget værd, så mødes man af nedenstående billede. Adobe vil have 39,- kroner for at lukke op for godterne. Hver måned. Resten af livet. Ellers er der kun en lang næse at hente – i form af uendelige henvisninger til alle de features, man som nærigpind hele tiden går glip af…

Lightroom er et fremragende produkt, men at skulle betale knap 500,- kroner om året for at få adgang til det – en tiendedel af kameraets pris – hvert eneste år i mobilens levetid, det er lige i overkanten. Synes i hvert fald jeg.

Man kan nemlig få flere andre applikationer – til iOS såvel som Android – som man betaler et mindre beløb for én gang for alle. Selv har jeg længe benyttet mig af programmer som Halide, Darkroom og Focos, når der skal tages og arbejdes med RAW og fokus i efterbehandlingen. 

Dem skal man ikke abonnere på. Dem køber man bare på vanlig vis. Og til en fornuftig pris. Når og hvis de sædvanlige billedbehandlings-programmer, der følger gratis med, ikke rækker.

Jeg må indrømme, at jeg personligt var noget skuffet over det nye Pureview fra Nokia. Jeg havde forventet mig mere af Nokia’s nye flagskib, som jo havde ladet vente længe på sig. Og jeg var langt fra den eneste:

Den kendte professionelle New York fotograf Marian Sell har testet det nye Nokia 9 Pureview kamera grundigt – ude i det fri såvel som inde i det digitale mørkekammer – og efterfølgende delagtiggjort os andre dødelige i sine iagttagelser på YouTube.

Sell var ikke imponeret. Ja, faktisk kunne han slet ikke forstå, hvad alle de mange kameraer skulle gøre godt for – når nu hans nye Samsung Galaxy S10 kan tage lige så gode og skarpe billeder. Det dokumenterer han fint på YouTube.

Han klagede også over det langsomme kamera, som missede mange skud, men dykkede dog ikke ned i muligheden for at styre fokus og lys i efterbehandlingen af de optagede billeder – Nokia 9 Pureview’s største force.

Marian Sell ville langt hellere have mulighed for at kunne vælge mellem forskellige optagevinkler, som flere nye kameraer i dag byder på – med vidvinkel, normal og tele som det, der ser ud til at blive fremtidens standard.

Men se og hør selv her, hvad en professional New Yorker fotograf mener om den nye Nokia 9 Pureview:

Plan og dybde

Nokia Pureview kan noget, den har lært af nu desværre hedengangne Lytro, som i nogle år brillerede med deres såkaldte “Light Field Camera” – et kamera, som fangede samtlige lysstråler i feltet fra kameralinse til uendeligt. Hvilket tillod, at man efterfølgende kunne fokusere sine billeder efter behag. Det hele var der – klar til at blive brugt.

Lytro nåede kun at producere to kameraer, inden firmaet måtte give op og erkende, at forbrugermarkedet ikke var modent eller interesseret i de muligheder, som lysfelt-fotografering gav.

Jeg nåede heldigevis at skille mig af med det seneste store Lytro Illum lysfeltkamera, som ellers var rigtig sjovt at lege med – med har stadig den første lille sag, som er en 4-kantet kasse på størrelse med to gammeldags filmruller. Her kan man med egne øjne se, hvordan hele lysfeltet indfanges, så man efterfølgende kan fokusere rundt omkring på billedet.

Det første Lytro havde dog en ringe kapacitet og samtidig en processor, der ikke var til ret store ting. Potentialet var imidlertid tydeligt – så tydeligt, at Apple’s nu hedengangne grundlægger Steve Jobs engang inviterede Lytro’s grundlægger Ren Ng op til en snak og en kop kaffe. Med sig hjem fik Ng i opdrag at finde ud af, hvad eventuelt Lytro kunne tilføre Apple på kamerafronten.

Det blev desværre ikke til noget, og nu er firmaets forbrugerdivision som sagt lukket. Men drømmen om lysfeltet lever videre – i Pureview’s 1.200+ billedplaner, som man kan bevæge sig rundt i.

Med det ret beset fantastiske resultat, at man først kan fjerne uønskede genstande og personer på et billede – i eksempelvis Lightroom – og dernæst fokusere på præcis den del af billedet / de billedplaner, man måtte ønske.

For meget og for lidt

Det er lidt synd for og egentlig også ganske dumt af Nokia, at man sender et produkt som et spritnyt Pureview på gaden i noget, der virker som halvbagt tilstand. Dumt, for ideen er skam god nok – det er eksekveringen, der halter.

Et gammelt engelsk ordsprog hedder “Too little too late” og bruges, når man er for sent ude med sine handlinger eller produkter. Med god ret og direkte henblik på den nye Nokia 9 Pureview kunne dette ordsprog passende omskrives til “Too much too early”:

– For mange kameraer og stadig lidt for tidligt i forhold til både hardware og software. Men under alle omstændigheder et frisk pust i en kameraverden, hvor konkurrencen er benhård og udviklingen går rigtig hurtigt.

Når først den avancerede teknologi får indhentet Nokias mange gode ideer, så skal alt nok blive godt. Der er nemlig masser af potentiale i den nye teknologi – hvis man nu er til den slags fiksfakserier med lys og skygge.

Dér er vi desværre ikke endnu. Men jeg står klar til at kigge nærmere på næste version af Nokia’s Pureview. Der har længe verseret rygter om, at opfølgeren allerede er på vej – med Qualcomm’s seneste og langt hurtigere Snapdragon 855 processor ombord.

Det vil alt andet lige være et skridt fremefter på vejen – hvis altså Nokia får styr på den helt forfærdelige in-screen fingeraftrykslæser…

Hvis der så også blev mulighed for lidt flere pixels end de nuværende 12 millioner i de færdige billeder, så ville vi være nået rigtig langt. Da ville resultaterne kunne bruges mange flere steder end nu. Da vil man kunne beskære sine motiver langt hårdere – uden brug af separate teleobjektiver.

Og lav så lige afslutningsvis en aftale med Adobe, så Lightroom er med i Pureview købsprisen. Én gang for alle. De to behøver hinanden.

Det vil i sandhed være a Match made in Heaven.

© Tekst & fotos: 2019 Steen Ulnits

Efterskrift:

– Gå altid tilbage til en fuser!

Sådan lød rådet i sin tid fra Gnags’ forsanger Peter AG, og gode råd fra en klog mand skal man naturligvis følge i det omfang, det overhovedet er muligt.

Jeg havde læst om flere efterfølgende opdateringer, der skulle løse de ovennævnte problemer, som den nye Nokia 9 Pureview desværre var født med. Ikke mindst in-screen fingeraftrykslæseren, der var helt umulig på den første udgave, skulle være blevet forbedret markant.

Og da så prisen samtidig blev sat ned med en hel tusse – fra de vejledende 4.999,- til nu 3.999,- kroner – var tiden inde til endnu et forsøg. Den ambitiøse fuser skulle have en chance til. Som gammel Nokia-fan var det næsten ikke til at leve med det første flop, det famøse 5-linsede fejlskud.

Det var derfor med den allerstørste spænding, at jeg pakkede min Pureview nummer to op af kassen. Den ankom med Android 9 Pie installeret, men gik straks i gang med at opdatere sig selv. Hele tre store opdateringer blev det til, inden den var tilfreds og lod mig gå videre med installeringen.

Fortsat forrykt fingeraftrykslæser

Men ak. Fingeraftrykslæseren var fuldstændig lige så forbandet på den nye Nokia, som den havde været på den gamle. Meget vanskeligt at registrere nye fingeraftryk. Og helt umuligt siden at bruge dem. “Prøv at trykke lidt hårdere” lød meldingen gang på gang på gang. Præcis som på den første model.

I en kort periode kunne jeg vække den til live med et rapt og millimeterpræcist tap, men det holdt ikke længe. Så nægtede den fuldstændig at registrere mine fingeraftryk – selv efter flere sletninger og genregistreringer. 

Til gengæld var den aldeles usikre ansigtsgenkendelse blevet superhurtig. Den åbnede flere gange, førend jeg overhovedet nåede at få lagt fingeren på skærmen. Ikke specielt betryggende, når man nu ved, at den kan snydes med et simpelt fotografi…

Det var og er stadig de fem indbyggede Zeiss kameraer, som gør / skulle gøre Pureview til noget ganske specielt. I den første udgave crashede kamera-appen regelmæssigt, og den gør den nye desværre stadig.

PRO-fessionel fiasko

Flere af funktionerne forsvinder helt eller delvis, så de ikke kan bruges mere. Selv ikke efter genstart. Det gælder specielt i “Pro” mode, som man jo netop griber til, når automatikken ikke rækker. 

Jeg oplevede flere gange, at mobilen slet ikke ville tage et billede, når jeg trykkede på udløseren. Katastrofalt for en fotograf, der jo langt fra altid får samme fotomulighed igen. Hvis nogensinde.

Efter blot en enkelt dags fornyede og gentagne frustrationer gav jeg op. Jeg pakkede mobilen ned og returnerede den.

Det er bare for dårligt, Nokia. Model 9 Pureview skulle aldrig nogensinde have været på markedet.

2019 Steen Ulnits