Faunaforurening

Historien vrimler med eksempler på faunaforurening i fiskeverdenen. Her skal blot refereres nogle få af de mere markante tilfælde – dem, der har sat sig spor for eftertiden.

Fra øst til vest

I 1864 oprettede amerikanerne det første ørredklækkeri i staten New York. Her opdrættede man den naturligt forekommende kildeørred. I 1870, da jernbanenettet var fuldt udbygget, kom der gang i de første store natur-manipulationer eller fauna-forureninger.

Indtil da havde det taget omkring 100 dage at komme med skib fra østkysten til vestkysten. Panama-kanalen var endnu ikke bygget og skibene derfor nødt til at runde det farlige Kap Horn – sydspidsen af Sydamerika.

Men med den nye jernbane tog det i bedste fald kun en uge at nå tværs over Nordamerika. Og det lykkedes derfor hurtigt at transportere en anden ørredart, regnbueørreden, fra det øde nordvestlige USA til den mere befolkede østkyst.

De første transporter af regnbueørreder nåede Atlanterhavet i god behold. Og herfra var springet tværs over Atlanterhavet ikke så stort, som det umiddelbart kunne synes. Man havde nemlig lært sig teknikken at transportere ørredæg over store afstande ved at emballere dem mellem mos og isblokke. I det såkaldte “øjenæg-stadie” er æggene ganske robuste og tåler derfor transport af længere varighed.

Allerede i 1879 kom så de første kildeørreder til Europa, nærmere bestemt til Tyskland, og to år senere fulgte regnbueørreden trop. Fra Tyskland spredtes de nye arter til det meste af Europa, og til Danmark kom de første regnbueørreder omkring 1890 – måske et par år senere.

Tyskland kvitterede for modtagelsen ved at sende europæiske ørreder den modsatte vej over Atlanten, og den dag i dag omtaler man flere steder i Nordamerika disse fisk som “German browns”.

Fra nord til syd

Vor hjemlige ørred havde allerede da været genstand for et begrænset opdræt, men den indførte kildeørred blev den første art i et egentligt opdræt med salg for øje.

Kildeørreden måtte dog hurtigt se sig udkonkurreret af regnbueørreden, som er langt lettere at have med at gøre. Den tåler højere vandtemperaturer, kan gå tættere i dammene og vokser hurtigere. Alt i alt den ideelle fisk til et kommercielt opdræt.

På den sydlige halvkugle, som ikke huser laksefisk fra naturens hånd, kom både ørreden og regnbueørreden til New Zealand – mellem isblokke og ombord på dampskib. Mange æg døde, men nok overlevede til at starte et opdræt med følgende udsætninger i søer og vandløb.

Her slog den hurtigt an, og New Zealand byder i dag på noget af verdens bedste ørredfiskeri i søer og vandløb. Desværre på bekostning af de indfødte “galaxider”, som næsten blev udryddet af de indførte ørreder. På samme måde nåede laksefiskene hurtigt til Chile og Argentina, som nu huser stærke bestande næsten overalt.

Fra Atlanten til Stillehavet

På samme måde som regnbueørreden – med i modsat retning – blev den stribede bars, der naturligt hører hjemme i Atlanterhavet på den amerikanske østkyst, transporteret med jernbanen tværs over Nordamerika og udsat i Stillehavet. Her slog den hurtigt an og blev en af de mest succesfulde fiskemanipulationer eller faunaforureninger i verdenshistorien.

De første stribede bars ankom til Stillehavet i 1879, i form af 150 ungfisk på 5-10 cm. I 1882 ankom yderligere 300 fisk, denne gang 10-20 cm lange. Blot tyve år senere, i 1899, blev der i garn fanget over 500.000 kg stribet bars!

Erhvervsfiskeriet udviklede sig imidlertid hurtigt til det rene rovfiskeri – med nedfiskning af bestandene til følge. Senere kom forurening til, og i dag er bestandene kun en skygge af tidligere tiders.

Den stribede bars ankom til vestkysten sammen med den østamerikanske stamsild – kaldet “shad” – som ligeledes hurtigt slog an og bredte sig nordover fra Sacramento floden og op til den store Columbia River. Sidstnævnte huser i dag verdens største bestand af stamsild med imponerende 5 millioner gydefisk.

Fra saltvand til ferskvand

Et andet eksempel på faunaforurening er gravningen af Welland-kanalen, der forbandt og stadig forbinder Great Lakes i USA/Canada med Atlanterhavet – med utilsigtet indvandring af alewife, en lille sildefisk, og store havlampretter til følge.

De nye havlampretter gjorde kort proces med søernes naturlige bestande af rovfisk såsom amerikansk søørred, gedde, aborre og sandart. Samtidig eksploderede bestanden af alewife og var snart helt ude af kontrol i sit nye miljø, da dens naturlige fjender – rovfiskene – jo nu helt manglede.

Som biomanipulator blev først stillehavslaks, siden steelhead og senest ørreder og laks indført. Ikke blot formåede disse fisk at rydde op i bestandene af skidtfisk, idet de selv var beskyttet mod lampretterne på deres nye gydepladser i søernes tilløb. De blev siden også genstand for et storstilet sportfiskeri, der i dag omsætter for millioner af dollars og beskæftiger i tusindvis af mennesker.

Fra udrydder til udryddet

Heller ikke Afrika er gået ram forbi, hvad fiskemanipulation og faunaforurening angår.

Således blev den afrikanske nilaborre i 1950’erne indført til den store Lake Victoria, hvor den straks slog godt an. Så godt, at den på få år formåede at decimere søens naturlige fiskebestand ved at halvere antallet af oprindelige arter. Så grådig en rovfisk er nemlig nilaborren.

Den velsmagende nilaborre blev hurtigt selv genstand for et indbringende erhvervsfiskeri, der nu har overfisket bestanden. Den indførte nilaborre er i dag selv en truet art i søen, der nu også plages af forurening fra omgivelserne…

Det går altid galt, når mennesket piller ved naturen.

© 2009 Steen Ulnits

Interesserede bør også læse artiklen om New Zealand under “Rejser”. Find den med søgefunktionen øverst til højre på siden.