The Elwha River Restoration Story. Et smukt skoleeksempel på, at det kan lade sig gøre at ændre tidligere tiders fatale fejltagelser. For laksene er allerede tilbage i Elwha River!
Tilbage i 1992 skrev jeg en artikel om vandkraft på ulnits.dk. Det var dengang, da debatten om den danske vandkraft var på sit højeste. Men vi var ikke alene. Også i den nordamerikanske stat Washington havde de deres egen Gudenå og deres eget Tangeværk at slås med.
Men i grel modsætning til det danske Folketing havde den amerikanske kongres set lyset, indset fejltagelsen og vedtaget at gøre fortidens synder gode igen.
Man havde i 1992 netop besluttet at fjerne de to kraftværksmagasiner ved den korte, men strømstærke Elwha River i Olympic National Park. Laksen skulle tilbage til sine gydepladser, som den havde været forment adgang til siden 1910.
Jeg har fulgt processen tæt siden kongressens skelsættende beslutning i 1992. For historien er opløftende. Den beviser nemlig, at menneskelig tåbelighed kan korrigeres. At den folkelige opinion kan påvirkes i den rigtige retning. Trods kroner og ører. Trods billig vandkraft.
Men den viser også, at sådanne ting tager tid. Således skulle der gå næsten 20 år, inden den første dæmning blev sprængt bort.
– Var der nogen, som sagde Skjern Å? Her gik der nemlig 15 år, inden det var så vidt. Fra en enig folketingsbeslutning i 1987 til den endelige tilbageføring af åen til dens oprindelige snoede leje i 2002. Så ja – ting tager tid…
Nu er der så endda lavet en film om hele det fantastiske retableringsprojekt ved en af verdens smukkeste og hurtigst strømmende vandløb, Elwha River på Olympic Peninsula i staten Washington. En filmatisering af de sidste fire år før retableringen. Her er historien bag floden og filmen om den:
En mand med visioner…
Det hele startede som så ofte før med en driftig mand og hans visionære planer. Herhjemme hed han Ingerslev og var ejer af Silkeborg Hovedgaard. Vandløbet var Gudenåen. I Washington hed han Thomas T. Aldwell og var politiker, embedsmand og jordbesidder. Vandløbet var den 72 km lange Elwha River, kendetegnet af en rivende strøm på sit ganske korte løb – kun halvt så langt som Gudenåen.
Aldwell var en af pionererne, der ville tæmme de sidste rester af Det Vilde Vesten. Og han kastede tidligt sit blik på den korte, men meget hurtigt strømmende Elwha. Der var muligheder i den flod, mente Aldwell, og han gik straks i gang med at forberede tæmningen.
I det hele taget havde vandkraften kronede dage i begyndelsen af 1900-tallet. Over hele den vestlige verden. Man havde teknologien til at gøre det. Og man havde brug for den producerede elektricitet til den igangværende industrialisering. Derfor kiggede alverdens ingeniører sig sultent omkring efter egnede vandløb – dem, der havde den hårdeste strøm og det største fald på den korteste strækning. Præcis som Gudenåen ved Tange.
Aldwell var en dygtig kampagnemager, og han fik hurtigt lokalbefolkningen med på ideen. Det vil sige ikke den oprindelige befolkning, men de hvide nybyggere østfra. De lokale indianere var fra starten meget imod projektet, da de var afhængige af flodens laks. Men de havde ikke noget at have protesterne i. Det havde lovgivningen sørget for.
Indianere uden fremtid
Indianerne havde ganske vist været der først og siden tidernes morgen. Eller i hvert fald de 10.000 år siden sidste istid. Men i 1860 indførte man den såkaldte “Homestead” lov, som gjorde det muligt for enhver amerikaner at inddrage 160 acre jord – omtrent 650.000 m2 – ved blot at stikke en pind i jorden, bygge en hytte og plante en have. En smuk tanke, som sikrede udkommet og fremtiden for mange amerikanske farmere.
Uheldigvis var den lokale S’Klallam indianerstamme ikke i stand til at gøre krav på deres egen jord. De var jo ikke “rigtige” amerikanere ifølge lovens bogstav….
Ti år senere – i 1870 – forlangte de “rigtige” amerikanere sågar, at de få tilbageblevne indianere blev flyttet til et fælles reservat – sammen med deres traditionelle fjender, Skokomish stammen…
I 1875 lykkedes det så alligevel nogle S’Kallam indianere at købe et jordstykke nær et af deres traditionelle mødesteder og festpladser. Disse årlige møder blev imidlertid forbudt og den sidste fest afholdt i 1878. Antallet af indianere i området var da nede under 600.
I 1889 blev Washington erklæret for en nordamerikansk stat, der i 1910 indførte en obligatorisk fiskelicens – for amerikanske statsborgere. Men da indianerne jo stadig ikke var “rigtige” amerikanere, kunne de ikke erhverve sig den fornødne fiskelicens. Og uden den kunne de naturligvis ikke fiske lovligt…
Det var i sandhed ikke nemt at være indianer i de dage. Man forstår godt, at mange rødhuder druknede sorgerne eller ligefrem drak sig ihjel i det “ildvand”, som blegansigterne gerne gav dem – og som deres indianske kroppe slet ikke tålte.
I 1910 begyndte så også industrialiseringen af den smukke Olympic Peninsula, der i dag er udlagt som nationalpark.
Med ryggen mod muren
Thomas T. Aldwell brugte Homestead loven til at opkøbe jord langs Elwha River, så han kunne bygge en dæmning og stemme floden op til en kraftværkssø knap 8 km fra Stillehavet. To år senere – i 1912 – stod dæmningen færdig, og søen begyndte langsomt at fyldes op til det, der siden beskedent blev døbt Lake Aldwell. Et magasin af vand til turbinerne, der skulle producere den ønskede elektricitet.
I tusindvis af steelheads og stillehavslaks stødte det år forgæves deres kæbekrogede hoveder mod dæmningsmuren, som hindrede dem i at nå op til gydepladserne. Ganske vist var det allerede dengang ulovligt at spærre et vandløb uden samtidig at etablere en fiskepassage.
Aldwell lovede at bygge et fiskeklækkeri i stedet og undgik dermed dyre omkostninger til en fiskepassage. Uheldigvis “glemte” han efterfølgende helt sit løfte, og der kom aldrig noget klækkeri. Ejheller nogen, der stillede spørgsmålstegn ved det. Det var jo kun de lokale indianere, det gik ud over. Maden, der her blev taget ud af munden på dem.
Økonomisk var vandkraftværket ved Elwha River en succes, der gav smag på mere. I 1925 – blot ét år efter etableringen af Gudenå-Centralen – stod derfor endnu en dæmning klar ved Elwha. Nu ved Glyns Canyon længere opstrøms, hvor de fysiske rammer var til et endnu større bygningsværk end det oprindelige. Den nye damvæg var her ikke mindre end 21 etager eller 70 meter høj, og tilsammen leverede de to kraftværker nu mere end 28 megawatt elektricitet til et efterhånden ganske stort opland.
Fisk og fiskere ved floden istemte imidlertid ikke jubelen. Man regner med, at der hvert år vandrede omkring 300.000 laks op i floden – før vandkraftens indtog. Fremme i 1990’erne var antallet skrumpet med 99% – til sølle 3.000 fisk, der endda primært skyldtes udsætninger. De færreste naturlige gydepladser ligger jo på den nederste del af vandløbene, hvor strømmen typisk er svagest og bundmaterialet blødest.
Elwha River var dengang kendt for sine ekstraordinært store kongelaks, der kunne veje over 40 kg. Man formoder, at netop denne stamme voksede sig specielt stor, fordi den ellers ikke ville kunne forcere faldene på den meget hurtigt strømmende flod. Naturlig udvælgelse og survival of the fittest. Der skulle store og stærke fisk til for at nå gydepladserne længst opstrøms.
Nye toner langs Elwha
Sidst i det forrige årtusinde begyndte situationen imidlertid at vende for floden og dens finnede beboere. Efter mange forgæves tilløb vedtog Kongressen så i 1992 en lov om retablering af Elwha River, der skulle bringe laksene tilbage til floden og floden tilbage til livet.
I fællesskab fandt National Park Service, U.S. Fish and Wildlife Service, Bureau of Reclamation, Bureau of Indian Affairs og Lower Elwha Klallam Tribe ud af, at den eneste rigtige løsning på problemet ville være en fjernelse af såvel Elwha som Glines Canyon dæmningerne – hvis det altså skulle lykkes at genskabe det akvatiske økosystem og tidligere tiders laksebestand.
Den fulde ordlyd af loven findes i “The Elwha River Ecosystem and Fisheries Restoration Act” (Public Law 102-495) (NPS 1995), hvis nogen skulle være interesseret.
Det er dog ikke blå øjne det hele. Med til forklaringen hører nemlig også, at udstyret til elproduktionen i de to kraftværker var stærkt forældet og ville have medført store omkostninger til renovering, dersom elproduktionen skulle fortsætte. Billederne fra Elwha viser udstyr, der på mange måder er identisk med det, vi finder i Tangeværket ved Gudenåen.
Der skulle gå næsten ti år, førend retableringen af Elwha River kunne tage sin begyndelse. Lidt som også tilfældet var med retableringen af vor hjemlige Skjern Å. Således skulle vi helt frem til 2011, førend der skete noget konkret langs Elwha.
I årene forinden havde forskere af mange forskellige slags kortlagt det omkringliggende landskab, så man kunne følge de kommende ændringer i økosystemet så detaljeret som muligt. Nedlæggelse af så store kraftværkssøer var aldeles uden fortilfælde og konsekvenserne derfor ventet med stor spænding.
Den endelige retablering af Elwha River og nedlæggelse af de to store opstemninger gik i gang i september 2011, hvor man startede med bortsprængning af den mindste og nederste Elwha Dam. I skrivende stund er godt halvdelen af den store Glines Canyon Dam også væk, og man regner med, at retableringen er fuldt afsluttet i september 2014 – altså lige nu.
En serie af eksplosioner har i trin tømt magasinerne for vand. I takt med tømningen kom stumperne af de træer, der blev fældet i forbindelse med opfyldningen af magasinerne, til syne for første gang i 100 år. Heriblandt gigantiske cedartræer, som var mere end 1.000 år gamle.
– Quite a sight, sagde tilskuerne forståeligt nok. Flere af træerne så ud, som var de fældet i går. De havde stået i iltfrit vand siden fældningen og var derfor ikke rådnet op.
Fremtiden lige nu
For første gang i 100 år flyder floden nu igen uhindret mod Stillehavet, som den har gjort det siden sidste istid. Men der ligger enorme mængder sediment på bunden af de to forhenværende vandmagasiner, og de skal nu skylles ud i det store Stillehav.
Det er ikke småting, det drejer sig om: 24 millioner cubic yards – nok til at dække Manhattan’s Central Park med et 18 fod tykt slamlag. Eller på dansk: Godt 18 millioner kubikmeter slam – nok til at dække Central Park med et mere end 5 meter tykt slamlag.
Man regner med, at denne naturlige oprensning eller fjernelse af 100 års slam og sand vil tage 5 år, hvor vandmiljøet derfor vil være belastet. Ikke mindst det fine og iltforbrugende slam udgør en fare for fiskebestanden. Udskylningen skal derfor ske gradvis og kontrolleret, og fiskene skal beskyttes, mens det står på.
Samtidig vil man som kompensation udsætte opdrættede laks og steelheads, indtil floden er back in shape og fiskene selv kan stå for reproduktionen på de nu afdækkede og renspulede gydepladser. Man regner med, at Elwha River vil være oppe på fuld produktion om 30 år – med en årlig opgang af 300.000 laks og steelheads som i de gode gamle dage.
Til alt held har det vist sig, at der stadig findes rester af gener fra den oprindelige stamme af kongelaks – dem, der kunne blive mere end 40 kg tunge, og som derfor var i stand til at forcere de voldsomme strømsteder og vandfald øverst oppe i systemet.
Dem vil man naturligvis arbejde aktivt videre med – præcis som med resterne af den oprindelige Skjernå-laks, man fandt i Karstoft Å – bedst som man troede, at den naturligt hjemmehørende laks her var uddød. Modsat Gudenå-laksen, der jo desværre uddøde definitivt med etableringen af Tangeværket i 1920’erne.
Fjernelsen af de massive dæmninger og afviklingen af de tilhørende vandmagasiner har efterladt store landområder med bar jord. Her er man i fuld gang med at plante naturligt hjemmehørende arter – ikke mindst el, pil og nåletræer – så retableringsprocessen kan speedes op. Naturen ville selv være rykket ind og have indtaget de nye landområder, men det ville have taget lang tid – flere årtier. Og det ønsker man naturligt nok ikke at vente på.
I den forbindelse fik den lokale S’Klallam indianerstamme af regeringen tildelt 2,03 millioner US$ for deres frivillige arbejde med oprensning af kanaler, tilplantning af tørlagt land og retablering af det gamle klækkeri. Mere end 10 millioner kroner.
Indianerne er for alvor tilbage ved Elwha River, og floden har fået både sit liv og sine laks tilbage. Efter 100 år i lænker. Måtte det samme ske ved Gudenåen…
© 2014 Steen Ulnits
Del denne artikel: