Jeg har besøgt den danske Nobelpristager fra Århus, Jens Christian Skou, som med sine 85 år stadig er en meget aktiv lystfisker.
Det er de færreste danskere forundt at få en vej opkaldt efter sig – i levende live. Nogle har forsøgt at købe sig til det, men uden held.
Men for én mand er det lykkedes – i levende live og endda uden at gøre noget målrettet for det. Det er naturligvis Jens Christian Skou, som for seks år siden modtog den fornemste pris, nogen forsker kan få – Nobelprisen.
Det var i biokemi, som Skou har forsket i siden de tidlige år som hospitalslæge. Det lykkedes ham nemlig at identificere den universelle Natrium-Kalium (Na-K) pumpe, der findes i alle levende celler, og som står for reguleringen af cellens indre miljø – det osmotiske tryk, hvis man vil bruge det korrekte udtryk.
Det var Skous store interesse for lokalbedøvende midler, der ledte ham på sporet af Na-K pumpen. – Hvad var det dog, der skete på celleniveau, når man bedøvede væv før en operation? Som ung læge kom Skou nemlig i turnus på Hjørring Centralsygehus, hvor han hurtigt fik lov til at operere. Og bedøvelsen fascinerede den unge Skou.
Det blev til omkring 25 blindtarmsoperationer, da stedets kirurgiske overlæge nemlig havde mange andre gøremål. Det var i 1944, hvor englænderne kastede våben ned over Nordjylland, og de skulle jo samles op. Imens måtte den unge kandidat så operere på livet løs. De betændte blindtarme skulle jo ud!
Detektivarbejdet
Det vil føre alt for vidt at komme nærmere ind på forskningen, der førte til Nobelprisen. Den tog adskillige år og lader ikke detektivarbejdet i CIA, FBI og KGB det mindste efter. Blot skete forskningen på molekylært plan og i laboratoriet.
Mange var kikserne, og flere gange var Skou på nippet til at opgive. Men hver gang dukkede der nyt op, som fik ham til at gå videre. Og efterhånden dannede der sig et billede af mekanismen bag den lille Na-K pumpe, som efterhånden blev identificeret. I 1957 fik han så publiceret den artikel i et anset hollandsk videnskabeligt tidsskrift, der for alvor placerede Jens Christian Skou i den forskningsmæssige verdenselite.
Men der skulle gå rigtig mange år, førend opdagelsen havde bundfældet sig og dens konsekvenser for senere forskning fremstod klart. I mellemtiden forskede Skou ufortrødent videre, raffinerede metoder og kortlagde yderligere sammenhænge.
I 1997 kom så telefonopringningen fra Nobelkomitteen, der skulle forandre Skous fremtidige liv og virke. Han var blevet tildelt den fornemme pris og gik nu ind i en lang periode med masser af virak om hans person – noget, der slet ikke passer den lidt sky Skou. De mange, mange interviews og forelæsninger, han fremover kom til at give og holde, gik også ud over den aktive forskning.
Men det er prisen for prisen, og i dag – knap syv år senere – har Skou da også pensioneret sig selv som forsker på eliteplan. Han har dog stadig sit kontor på Århus Universitet, og han kommer da også næsten hver dag. Men med 85 år syntes han efterhånden godt, han kunne tillade sig at gå på pension at bruge mere tid på andre interesser og hobbies end lige netop biokemien.
Livet som lystfisker
En af de helt store interesser er lystfiskeriet. Jens Christian Skou er dog ikke lystfisker fra barnsben af, selv om han allerede i en meget ung alder fangede sine første makreller fra den jyske vestkyst. Familien havde nemlig sommerhus ved Vesterhavet nær Lemvig, og hver sommer kom store stimer af fede makreller helt ind under land i deres jagt på sild og brislinger.
– Da kunne man fange alle de makreller, man orkede, med bambusstang, snøre og en krog omviklet med sølvpapir, husker Skou.
Interessen for lystfiskeri kom dog først til langt senere – da han sammen med sin nuværende hustru købte en sommerhusgrund på Mols. En pragtfuld grund direkte ud til Ebeltoft Vig. Det var i 1970, hvor der på grunden stod en lille beskeden jagthytte.
Året efter søgte de om tilladelse til at bygge et sommerhus på grunden. Tilladelsen var nødvendig, da grund og hus jo lå inden for den byggefri 100 meter zone, der gjaldt dengang. Tilladelsen kom i hus – underskrevet i selveste statsministeriet. En skriftlig tilladelse, som familien Skou passer endog meget godt på!
Et dejligt træhus med en bedårende udsigt over vandet blev bygget, og en lille sejlbåd kom også til. Livet igennem havde Skou været meget til friluftslivet – til blandt andet sejlsport, som han dyrkede fra barnsben. Således havde han sammen med sin broder haft en sejlbåd helt fra 1940.
Det samme gjaldt skisporten, som også tog megen tid. Først i 1998 – efter 70 år på brædderne og løjperne – lagde Skou skiene på hylden. Et brækket ben i den alder var ikke lige det, han havde mest brug for. Det ville ikke mindst hustruen Ellen-Margrethe vide, der har en baggrund som sygeplejerske.
Sejlsporten var tidligere blevet stillet i bero, da samme hustru let bliver søsyg. Men med det nye sommerhus og vandet lige uden for døren stak Skou atter til søs. Her var et nyt revir – en helt ny verden, der skulle udforskes med båd og fiskestang.
Fisk var der masser af i 1970’erne. Man kunne fange alle de torsk, man ville, og der var krabater imellem. Ikke mindst var der dengang store torsk på dybderne ud for Sletterhage. Og satte man garn i Ebeltoft Vig, manglede der aldrig rødspætter til middagsbordet – hverken ens eget eller naboernes.
– Flere gange måtte pigerne rundt i nabolaget for at afsætte alle de fisk, vi fangede, husker Skou, der i parentes har to døtre sammen med hustruen.
Fisk på pumperne
Det kan være svært for almindelige dødelige at fatte, hvilken opdagelse Jens Christian Skou egentlig fik prisen for: Natrium-Kalium pumpen.
Som fiskeinteresserede må vi nøjes med at konstatere, at lige netop de små Na-K pumper er altafgørende for fisk, der skal kunne opretholde en konstant indre saltbalance i havvand af højere koncentration end deres egen kropsvæske.
Således oplever de små laks og havørreder en massiv opblomstring af netop Na-K pumper i gællevævet, førend de som færdigudviklede smolt er rede og i stand til at klare skiftet fra ferskvand til saltvand.
Det var da også fisk, der blev brugt i arbejdet med at identificere og forstå denne universelle pumpemekanisme. Jagten var nu gået ind på stoffet acetylcholinesterase, der findes i elektriske ål fra Amazonas. De var i sagens natur ikke lette at få fat i, men Jens Christian Skou fik en god kontakt i USA. Som ung læge tog han derfor til USA i 1953 for at mødes med en forskerkollega.
Han sejlede over Atlanten fra Amsterdam, hvilket dengang tog hele 11 dage, hvoraf skibet lå underdrejet i en storm i et helt døgn. Fra New York gik turen til Boston – nærmere betegnet til det verdensberømte Woods Hole Oceanographic Institute, hvor forskere fra hele verden allerede dengang flokkedes.
Et af stedets trækplastre var adgangen til friske blæksprutter, hvis gigantiske nervefibre – kæmpeaxoner – gav og stadig giver enestående muligheder for vævsundersøgelser i en størrelsesorden, der er bekvem at håndtere. Opholdet på Woods Hole var en stor oplevelse for den unge og håbefulde dansker, som her ivrigt studerede det store bibliotek og mødte mange spændende kolleger.
Krabber i kog
Hjemme igen i lille Danmark måtte Skou se sig om efter nye forsøgsdyr. Blæksputter var ikke lette at få tag i, men krabber var der til gengæld mange af. Uheldigvis var de ikke lette at aflive. Slog man dem med noget tungt, løb de enten videre – eller sad i knust tilstand helt oppe på loftet…
Kogende vand viste sig som den hurtigste og bedste måde at aflive krabberne på, men Skous eksperimenter fik mange kommentarer med på vejen. Ingen var således det mindste i tvivl om, hvornår den kommende Nobelpristager var i gang med sine forsøg. Stanken på instituttet var ikke til at overse…
Hurtigt samlede interessen sig dog om nyrevæv, som har en meget stor koncentration af netop Na-K pumper. Men nyrevæv er stærkt sammenfoldet og dermed svært at håndtere i laboratoriet. Det fik Skou til at kigge sig om efter forsøgsdyr med dårligt udviklede nyrer – dyr, som derfor måtte have andre mekanismer til regulering af saltbalancen.
Her faldt han over den store sildehaj, der kompenserer for sine dårligt udviklede nyrer med et speciel gatkirtel, som udskiller overskydende salte. Her var et let håndterbart væv med masser af Na-K pumper.
Jens Christian Skou holder som nævnt af livet udendøre og på havet. Det var derfor helt naturligt for ham at tage til Skagen, hvor han fik kontakt til en professionel hajfisker. Sammen tog de ud på havet, satte kilometerlange krogliner og fyldte efterfølgende båden med store sildehajer, hvis gatkirtler snart havnede i Århus!
Skou havde nu væv til mange forsøg, men det stod klart, at sildehajen ikke altid var lige let at få fat i. Han fandt da ud af, at en anden hajart – den lille pighaj, der hos fiskehandlerne sælges som “kongeål” – forekom i langt større mængder og altid var til at få fat i. Han tog derfor til Agger på den jyske vestkyst og sikrede sig stabile leverancer af gatkritler fra pighajer til sin forskning.
Det er således i høj grad fisk, der har bragt Jens Christian Skous forskning så vidt, at den til sidst belønnedes med Nobelprisen!
Den Permanente havørred
Er man århusianer, kender man også Den Permanente – badeanstalten lige nord for havnen. Et sted, som året rundt tiltrækker mange storbyboere. Nogle dyrker vinterbadningens glæder – andre svinger fiskestangen fra stensætningerne langs kystbanen.
Da Jens Christian Skou med frue i sin tid købte hus i Risskov, fik han let adgang til vandet ved Den Permanente. Det var nu inden for gåafstand og blev ofte udforsket med fiskestangen. Dengang kunne man endnu være alene om fiskeriet, og dengang kunne man næsten altid fange sig en ret torsk fra stranden.
Så en dag rykkede det lidt hårdere end sædvanligt. En fisk kæmpede iltert for sit liv, og da den kom ind, gik det op for Skou, at han havde fanget sit livs første havørred!
Fisken var halvmeterlang og sølvblank. Hjertet hamrede i brystet på den nybagte havørredfisker, som skyndte sig til nærmeste telefon for at ringe til sin kone og fortælle hende om bedriften.
– Hun var imidlertid ikke hjemme, men besøgte venner ude på Fødselsstiftelsen, husker Skou. Ellen-Margrethe Skou bekræfter i baggrunden, at begejstringen var aldeles ægte, og supplerer med, at fisken siden blev spist sammen med gode venner. En værdig afslutning for en ellers permanent havørred!
Det skulle ikke blive den sidste havørred, som Jens Christian Skou blev banemand for. Efterfølgende var det i høj grad havørrederne i Ebeltoft Vig, der måtte holde for, og af dem havnede mange siden oppe på køkkenbordet i sommerhuset ved Fuglsø.
Tidlig trolling-fisker
Her tog Skou sin videnskabelige indfaldsvinkel til tingene og trang til eksperimenter med ud på vandet:
– Jeg havde en idé om, at havørrederne skulle søges ude på dybt vand, når vandet var varmt om sommeren.
– Jeg riggede derfor en stang til med en af mine store torskepirke, som kunne komme ned i dybet. Efter pirken bandt jeg et stykke line med en lille Mepps spinner. Det hele trak jeg siden efter båden.
Teknikken virkede, hvilket Skou dokumenterer med et billede af en flot havørred i 4 kg’s klassen – en af hans første fisk fanget under trolling, hvilket dengang var et næsten helt ukendt fænomen herhjemme.
Siden fattede han interesse for åfiskeri og fluebinding. Tidligt fascinerede det ham, at man af hår og fjer kunne frembringe fluer, der kunne lokke fisk i fordærv, og tidligt begyndte han derfor at binde sine egne fluer.
Hurtigt kom selve fluefiskeriet til. Skou købte sågar en fluestang med tanke på at bruge den i saltvand, hvilket i 1960’erne også var et næsten ukendt fænomen herhjemme. Senere tog han kurser i fluefiskeri på først Bornholm og siden Samsø, hvor jeg selv havde fornøjelsen at undervise ham på højskolen for et par år siden.
Ellen-Margrethe Skou var efterhånden ikke så begejstret ved tanken om, at hendes mand med sin relativt høje alder skulle rende alene omkring ved vandet. Sæt nu, han faldt og ikke kunne komme op igen! Bedre blev det ikke, da Skou fik lidt småproblemer med hjertet. Da blev fruen for alvor nervøs.
Jens Christian Skou konsulterede efterfølgende en hjertelæge på Skejby, som moniterede ham og fandt problemet harmløst. Faktisk mente han, at det nok mest var fruen, der havde et problem. Hjertelægen løste derfor sagen ved at udskrive en recept på en mobiltelefon, så Skou kunne ringe hjem fra fisketuren!
“Gråsejen”
En dag midt i 1990’erne sad Skou og læste avisen. Han faldt da over en meget interessant annonce, hvor man søgte pensionister til en fiskeklub, så man sammen kunne tage ud at fiske.
– Det var lige noget for mig, husker han og reflekterede straks på annoncen. En håndfuld interesserede mødtes og stiftede det, der i dag er “Gråsejen” – en fiskeklub for pensionister, der er både grå og seje. Hver onsdag om vinteren mødes man og binder fluer, reparerer grej, snakker fisk eller kigger fiskebilleder. Hver onsdag om sommeren tager man ud at fiske!
Det var på en af disse fisketure, som gik til Gudenåen i efteråret 2002, at de gråseje fiskere fra Århus løb ind i et sandt fiskeeventyr:
– Vi var tre mand afsted til Jernbanesvinget ved Langå, og mine to medfiskere havde allerede landet henholdsvis en laks og en havørred.
– Så blev det min tur, og mit held var, at denne laks var større end de andres fisk, smiler Jens Christian Skou med slet skjult tilfredshed.
Fisken vejede flotte 5,3 kg – en hunfisk fyldt med rogn. Sæsonen lakkede jo mod enden, og gydetiden nærmede sig.
– Den skulle nok have været sat ud igen, men jeg så først de store rognsække, da jeg kom hjem med fisken.
Fisken tog en hjemmebundet Mickey Finn flue og gav for alvor smag på mere laksefiskeri. I 2003 gik turen så til Norge, hvor den store lakseelv Namsen måtte lægge vand og laks til 10 personers fiskeri i 14 dage.
Solen bagte ned, så de korte bukser måtte frem og tiden mellem fiskepassene tilbringes på skyggefulde steder langs elven. Det lykkedes Skou at tabe en stor laks i den hårde strøm, inden han fik en mindre grilse på 1,5 kg sikkert på land og med hjem i fryseren.
En ny laksefisker var født – endda en Nobel én af slagsen!
© 2004 Steen Ulnits
Danske Nobelpristagere gennem tiden
Som det fremgår af nedenstående liste, så har vi her i Danmark stolte traditioner for Nobelpristagere. Ikke mindst på områderne medicin, fysik og litteratur er vi stærkt repræsenteret:
1903: Niels Finsen, medicin
1908: Fredrik Bajer, fredsarbejde
1917: Karl Gjellerup, litteratur
1917: Henrik Pontoppidan, litteratur
1920: August Krogh, medicin
1922: Niels Bohr, fysik
1926: Johannes Fibiger, medicin
1943: Henrik Dam, medicin
1944: Johannes V. Jensen, litteratur
1975: Aage Bohr, fysik
1975: Ben Mottelson, fysik
1984: Niels Kaj Jerne, medicin
1997: Jens Chr. Skou, kemi
Jens Christian Skou til venstre – Steen Ulnits til højre
Kystfluekursus – Højskolen på Samsø
April 2002
Del denne artikel: