Bonefish bare bedst

Bonefish biologi

Bonefish er fantastiske fisk – for fluefiskere såvel som fiskeribiologer. For fiskeribiologen er de fantastiske, da de dels stadig har en noget ukendt reproduktionscyklus – dels har rødder millioner af år tilbage i historien.

Herom vidner fund af forstenede fisk, som næsten til forveksling ligner vore dages bonefish. Et forhold, som bonefish for øvrigt deler med tarpon og hajer. Disse fisk har tydeligvis været perfekt tilpasset deres miljø allerede dengang – så de ikke har haft yderligere udvikling behov.

For fluefiskeren er bonefish fantastiske fisk, da de skal spottes og fanges på meget lavt vand – ofte ikke mere end 10-20 cm – hvor andre fisk i denne størrelse helt enkelt ikke kan færdes.

Men bonefish kan. De er specielt tilpasset et liv på ultralavt vand, som de opsøger ved højvande. Deres mave er misundelsesværdigt flad, så de ikke går på grund herinde. Det ville jo være fatalt for dem, når vandet trækker sig tilbage igen.

Deres øjne er overtrukket med en klar hinde og godt beskyttet mod det mudder, de ofte roder rundt i, når de søger føde. Som for øvrigt primært består af rejer og krabber. Bonefish går dog ikke af vejen for en mundfuld fiskeyngel, hvis de byder sig til, men det er og bliver skaldyrene, som dominerer føden.

Spot spøgelserne!

Man kan naturligvis fange bonefish ved blindt fiskeri, som vi kender det fra vore hjemlige kyster. Men det er hverken så effektivt eller fascinerende, som “sight fishing” kan være. I 99% af tilfældene spotter man derfor sine bonefish, før man kaster til dem, og det er uhyre spændende – men kræver en del tilvænning. Bonefish har ikke fået tilnavnet “ghost of the flats” uden grund – så svære kan de være at få øje på.

Millioner af års udvikling har givet bonefish den fornødne kamuflage til at operere upåagtet inde på få cm vand. Finnerne er lange og transparente, mens de sølvskinnende sider reflekterer omgivelserne og får fisken til at falde naturligt ind. Endelig sørger de smukke og karakteristiske bølgemærker på ryggen for, at fiskene også syner af mindst muligt set fra oven.

Men der er alligevel håb om at spotte dem. En bonefish kan ganske vist løbe langt og gøre det meget hurtigt. Men én ting kan den ikke løbe fra – sin egen skygge. Den er ikke – som Lucky Luke – hurtigere end sin egen skygge, selv om en voksen bonefish kan sprinte op mod 60 km i timen. Den har altid sin skygge med sig, og meget ofte er det derfor skyggen, man først får øje på – derefter konturerne af selve fisken. Måske…

Der er dog tidspunkter, hvor det er nemt at spotte spøgelserne. Står solen rigtigt, kan man på lidt dybere vand ofte se de aktivt jagende bonefish “flashing” nede i vandet. De sølvblanke sider glimter i solen, når fiskene vender sig, og har man først spottet sådanne fisk, er de sjældent svære at fange. De føler sig trygge på det lidt dybere vand, og derfor er de sværere at skræmme.

På lavt vand er bonefish typisk meget sky og lette at skræmme – med fluelinens reflekser i luften, linens plasken på vandet eller synet af forfanget foran dem.

Muddying

Endnu lettere bliver det, hvis man spotter en plet med opmudret vand. Det kan skyldes en stor rokke, som har rodet op i bundslammet, og som på denne måde hjælper bonefiskene med letfanget føde. Men det kan også være fiskene selv, som står og roder med hovedet nede i bundslammet.

Bonefish har et beskyttende lag over øjnene, som gør, at de uden problemer og i bogstaveligste forstand kan stå på hovedet i bunden efter rejer og krabber. “Muddying” kalder man fænomenet. Og da er de så lette at fange, at mange seriøse fluefiskere helt enkelt går videre. Udfordringen er for lille!

Tailing

Dette er drømmesituationen for de fleste seriøse fluefiskere. “Tailing” bonefish ser man primært tidlig morgen og sen aften, hvor den lave sol gør det umuligt at se ned i vandet. I stedet ser man forføreriske haler af aktivt fødesøgende fisk stikke op gennem den blanke overflade på ganske lavt vand.

Ofte reflekterende solens første eller sidste stråler som små, blinkende spejle. Hektisk vipper halerne, mens fiskene graver løs efter morgenmaden eller aftensmaden. Og da kan man komme meget tæt på fiskene og servere fluen ganske præcist for dem – på let grej, så man ikke skræmmer dem.

Fang fiskene!

Det meste af tiden foregår fiskeriet imidlertid efter fisk, som man spotter, mens de svømmer aktivt. Det gælder om at spotte fiskene hurtigst muligt, så man kan få fluen ud foran dem, inden de atter er uden for skudhold. Og det skal ske med omtanke, for fluen skal ikke blot placeres foran fiskene – den skal også placeres i den rigtige vinkel, så fluen bevæger sig væk fra fiskene og ikke imod dem.

Bonefish er nemlig udmærket klar over, at små krabber og rejer ikke går til frontalt modangreb, men naturligvs søger at flygte, hvis de føler sig jaget. En flue, som kommer ret imod en fødesøgende bonefish, skræmmer den derfor med al sandsynlighed. Det er helt enkelt naturstridigt.

For at undgå dette skal fluen derfor altid placeres, så indtagningen sker væk fra fisken eller fiskene. Ofte jager bonefish i mindre flokke, hvis medlemmer så kan hidse hinanden op. Og ofte er der ligefrem konkurrence om at nå fluen først – hvis altså den er korrekt placeret og fiskene ikke skræmt først!

Fiskeriet foregår enten vadende på ganske lavt vand eller fra en båd, der stages – “poles” – hen over de lavvandede områder af guiden, som er helt nødvendig for et effektivt fiskeri. Han kender stederne og kan få båden ind, hvor ingen turist kan komme ved egen hjælp. I hvert fald ikke komme helskindet ud igen!

I begge tilfælde sørger man for at strippe så meget line af hjulet, som man mener at få brug for. Vader man, slæber de mange meter flydende line blot efter fiskeren. Fisker man fra båd, ligger de kojlet op på dækket – klar til kast. Og det skal gå rasende hurtigt, når fiskene først er spottet.

Derfor har man fluen i den ene hånd sammen med en løkke af fluelinen. På den måde kan man med lidt øvelse få fluen ud med blot et enkelt blindkast – eller to. Og det skal man kunne.

Jeg har efterhånden guidet en hel del fluefiskere til deres første bonefish, og den første dags “hands on” instruktion er altafgørende for resten af fiskeferien.

Bonefish er ikke svære at kroge. Man stripper fluen ind i korte ryk og fortsætter blot indtagningen, til linen bliver stram og fisken er kroget. Herefter gælder det om at få stangspidsen i vejret og styr på løslinen, for pludselig bryder helvede løs. Den krogede bonefish erkender sin fejltagelse og stikker nu af mod fjerne horisonter.

Snor løslinen sig omkring hjulfoden eller gør knuder på sig selv, er den fisk mistet. Da står man tilbage med et sprængt forfang, der blafrer slapt i tropevinden…

Men ellers gælder det blot om at lade fisken løbe, når den vil. Forsøger man at bremse en frisk bonefish – sætter den blot farten op! Til sidst vil selv den største bonefish dog have løbet kræfterne af sig og kan landes.

Rigtig udrustning

Man hører ofte, at der skal specialiseret grej til for at fange bonefish. Stive stænger, som kan kaste tunge liner i en vind, der altid blæser. Og hjul med skivebremser, som kan stoppe de langt løbende fisk, samt ikke mindst – hjul med en kolossal linekapacitet.

Dette er både rigtigt og forkert. Selv fangede jeg mine første bonefisk på venezuelanske Los Roques tilbage i 1989 – på almindeligt ørredgrej og et simpelt hjul uden skivebremse og med ganske lidt bagline på spolen. Helt uden problemer. Siden har jeg fanget mange, mange bonefish forskellige steder i verden – i hundredvis – og kun en lille håndfuld af disse har krævet meget mere end 100 m bagline.

Men det er indiskutabelt, at et godt hjul giver fiskeren flere fordele og gør livet lettere. Således havde jeg et af de nye Fenwick Ironfeather hjul med til Cuba i foråret 2009. I løbet af ti fulde fiskedage fightede og landede dette dejlige hjul 150 registrerede bonefish op til 3 kg – uden at kny.

Det holdt også til ikke at blive skyllet af i samme tidsrum – noget, mange meget dyrere hjul ikke gør. Karibisk havvand er nemlig så salt, som noget kan blive – oceanisk vand på hele 33 promille.

En 9 fods stang klasse 6-8 dækker de fleste forhold. Typisk blæser det mindst morgen og aften, hvor man derfor kan tage det lette skyts i brug til tailing bones – for så at fiske det tungere grej frem, når vinden tager til midt på dagen. Hurtige stænger er en fordel, når det blæser hårdt midt på dagen – med Fenwick’s elegante blå Techna AV Saltwater som en klar personlig favorit.

Flydeliner klarer det allermeste, men en intermediate line kan være god at have, hvis man spotter flashing bones på lidt dybere vand. Almindelige PVC flueliner har det dårligt i tropisk og subtropisk varme, hvor de ofte må ligge på et skoldhedt dæk i bagende sol. De bliver da bløde som kogt spaghetti, der bestemt ikke vil skyde ud gennem stangringene.

Men fortvivl ikke. Fenwick’s avancerede Aircutter flueliner af polyurethan kan klare mosten og forbliver tilpas stive i tropevarmen – no matter what!

Forfanget bør bestå af fluorocarbon, som har alle fordele. Det er mere slidstærkt end nylon, hvilket der kan blive god brug for over de mange skarpe koraller i Karibien. Fluorocarbon har et brydningsindeks næsten som vands, hvilket gør materialet meget lidt synligt for fiskene.

Men begå ikke samme fejl, som jeg selv gjorde, da vi for nogle år siden skulle lave bonefish optagelser på Bahamas til DR TV. Ved en fejl kom jeg til at knytte en spids af fluorocarbon på et nylonforfang, og det gør man ikke ustraffet. De første tre bonefish gik således med fluen, mens kameraerne rullede – inden jeg opdagede fejlen…

Fluerne kan man gøre til en videnskab – hvis det nu er det, man har hang til eller brug for.  I så fald binder man minutiøse efterligninger af rejer og krabber, som man så naturligvis fanger sine bonefish på.

Men man kan også vælge den ukomplicerede løsning, som jeg selv har gjort det i mange år. En lille håndfuld fluer af den omvendte slags str. 4-6 klarer næsten alle forhold. Læs artiklen “Jul med Juletræet” her på VIP Lounge siderne, hvis du vil vide mere om disse fluer.

Advarsel

Tilbage er så blot en velment advarsel, som mange har måttet sande rigtigheden af: Bonefish går i blodet. Om det så er fiskene selv eller de smukke omgivelser er svært at sige.

Men har man blot én gang spottet en stor bonefish i krystalklart vand, kastet sin flue til den og kroget den samt landet den, så er de allerfleste fortabt forever. Så må man hvert år tilbage til de smukke flats, når vinterkulden bider og de sky bonefish lokker!

Men glem nu for alt i verden ikke kasket, polaroidbriller, sololie og lange bukser. Sol er skam dejligt, men for meget sol kan spolere selv den mest kostbare fiskeferie. Og det var jo slet ikke meningen!

© 2010 Steen Ulnits