Der findes næppe nogen anden fisk, som er så stor – som kan fanges på så lavt vand og på så let grej – som netop tarpon. De udgør Superligaens Sølvtøj.
Denne sølvskinnende kæmpesild har været hos os i millioner af år – i stort set uforandret form. Det har fund af forstenede fisk dokumenteret, og det fortæller os, at tarpon – i lighed med hajerne – har været perfekte og færdigudviklede i længere tid end nogen anden fisk. De kan simpelthen ikke gøres bedre!
Tarpon er således fortiden gjort levende på fornemste vis. Meget levende endda, for næppe nogen anden fisk kan levere en så sindsoprivende fight på så let grej som netop tarpon.
Den er kendt for sine mange og meterhøje spring, der sætter såvel grej som fisker på en hård prøve. I så høj grad, at amerikanske tarponfiskere taler om at “jumpe” tarpon og ikke fange dem. En meget stor procentdel af de krogede fisk smider nemlig krogen i et af de mange spring – eller sprænger linen, når de lander på den igen.
Megalops atlanticus
Det latinske navn for tarpon, Megalops atlanticus, fortæller, at der dels er tale om en meget stor fisk – dels en fisk, der lever i Atlanterhavet. Den findes altså ved såvel Amerika som Afrika, men ikke i Stillehavet. Der er samtidig tale om en primitiv sildefisk, som ikke har forandret sig gennem årtusinder. Det ved man som sagt fra fund af forstenede tarpon-lignende fisk.
Deres livscyklus er stadig ikke kendt til bunds, men man ved, at fiskene først bliver kønsmodne ved en længde af ca. 120 cm. Med fuld ret og stor kærlighed kalder man derfor “mindre” fisk for “baby tarpon”!
Gydningen finder sted i kystnært farvand – altså i havet. De små larver driver siden med havstrømmene til brakvandsområder, hvor de vokser sig store. Enten i det brakke vand eller helt oppe i det ferske – eller begge steder. Det har man endnu ikke fået klarlagt.
De største tarpon, man har kendskab til, vejer op mod 300 pounds. Fisk i 200 lbs. klassen er taget på stang, men normalt regner man fisk over 100 lbs. for store. Længst mod nord – i Florida – har man typisk de største tarpon, men de er der ikke hele året. De trækker ud på dybere vand, når vinterens koldfronter fra Nordamerika begynder at dukke op.
Det er kendetegnende for tarpon, at de ofte ses rullende i overfladen, efterladende skum og luftbobler. Denne opførsel skyldes, at de er i stand til at ånde gennem en åben svømmeblære. De skifter helt enkelt luften i svømmeblæren ud, når de ruller i overfladen.
Denne ekstra form for ånding gør det muligt for fiskene at færdes i iltfattigt vand, som findes mange steder i mangrovesumpene. Den gør det muligt for tarpon at jage effektivt blandt stimerne af småfisk, som er blevet sløve og apatiske på grund af et lavt iltindhold i vandet.
Tarpon er altså fisk, som er knyttet til overfladen. Da de samtidig foretrækker relativt små fødeemner – småfisk og rejer – er de fluefiskerens drømmefisk. De største fisk, som det er muligt at tage på regulært fluegrej ved regulært fluefiskeri. Deres mange og meterhøje, gællerystende spring gør dem ikke mindre interessante…
Grej til supersild
Tarpon er store fisk med små ambitioner – forstået på den måde, at de æder overraskende små fødeemner set i relation til deres egen størrelse. Og det er præcis denne egenskab, som gør dem til fluefiskerens drømmefisk. Som gør det muligt at fange helt usandsynligt store fisk på relativt let enhånds fluegrej.
Nu er “let” naturligvis et relativt begreb. Standardgrejet til store tarpon i 100 lbs. klassen er og bliver klasse 12 med stor fighting butt og ekstra fightgreb over selve håndtaget, så man kan lægge det fornødne pres på fiskene under fighten. Der ellers aldrig vil tage ende…
Men klasse 10 grej kan udmærket lande en 100 lbs. fisk, hvis blot man har den fornødne tid og tålmodighed. Selv fik jeg min første 100 lbs. fisk på en klasse 10 stang, der var med ombord som reserve. En stor jack crevalle knækkede om morgenen min svære klasse 12 stang, så jeg måtte fiske resten af dagen med den “lette” klasse 10…
Til gengæld klarer man sig fint med klasse 8 grej, hvis fiskeriet gælder “baby tarpon”, som jo sjældent vejer mere end 10-20 kg! Det vigtige er her, at mindre tarpon sjældent går i dybet, som de større har for vane. Og da skal stangen have den fornødne “lifting power”, hvis fiskene skal kunne pumpes op til båden.
Men uanset vægtklasse er det vigtigt, at fluen bindes for enden af en shock tippet af tyk monofil nylon. Tarpon har ingen tænder, men ru sandpapirskæber, som kan raspe almindelig line over. Det samme kan de skarpe gællekanter – ikke mindst under vilde spring, hvor fiskene ryster hovedet, så man kan høre gællelågene flapre!
Strategi til supersild
Tarpon er hurtige fisk, som sjældent står stille. De er altid på jagt og er ikke specielt kræsne med fluer. Til dokumenterede klassikere hører Stu Apte’s rødgule Tarpon Fly, Lefty Kreh’s hvide Deceiver, Dan Blanton’s hørbare Whistler Fly og den evigt unge og brune Cockroach.
Læg hertil et antal poppers til baby tarpon i mangroven, og flueæsken er komplet. Store tarpon kræver store fluer – typisk str. 1/0 til 3/0, mens mindre tarpon kræver tilsvarende mindre fluer.
Fisker man i uklart vand – eksempelvis Rio Colorado i Costa Rica – kan man ikke se fiskene i vandet. Til gengæld kan man ofte spotte dem, når de kommer trækkende – rullende i overfladen og efterladende en stribe fine bobler, som viser deres vej.
Fluen skal da serveres et godt stykke foran boblerne på en ultrahurtigt synkende line og have fornøden tid til at synke ned. Og det må meget gerne være en Whistler flue, som kan høres i det uklare vand.
Fisker man i klart vand, kan man tydeligt se fiskene som kulsorte skygger i det lave vand. Her gælder det om ikke at skræmme fiskene med et klodset kast, men i stedet servere fluen foran fiskene, så de ikke skræmmes af linen.
Det er vigtigt, at fluen bevæger sig bort fra fiskene – ikke imod dem. Selv den største tarpon kan skræmmes af en lille flue, som går til angreb på den. Det har den nemlig aldrig oplevet før, og det virker derfor lidt skummelt!
Store tarpon træffes i regel enkeltvis eller i små grupper, mens baby tarpon ofte optræder i større flokke. “Daisy chaining” er et spændende fænomen, man som tarponfisker før eller senere kommer ud for. Det drejer sig i regelen om mindre fisk, der af uforklarlige årsager svømmer rundt i større eller mindre cirkler – som holdt de hinanden i hånden som en anden flok børnehavebørn på udflugt!
Det er et adfærdsmønster, som også kendes fra store tarpon, men da normalt i forbindelse med gydningen. Og det er jo ikke tilfældet for de mindre og endnu ikke kønsmodne tarpon. De kan da også fint lokkes til at tage en flue, og man kan da opleve, at der pludselig går hul på kæden. Tarpon efter tarpon kaster sig over fluen, som var det deres sidste chance for at få noget spiseligt.
Engang i Mexico var det så hektisk, at min guide afkrogede og genudsatte tarpon på den ene side af båden, mens jeg kastede, krogede og fightede tarpon på den anden. Det varede en god times tid og var aldeles uforglemmeligt!
Strip Strike
Det svære ved tarponfiskeri er i regelen ikke at lokke fiskene til hug. Det svære er i stedet at kroge dem. Tarpon har en benhård mund, der er foret med hårde benplader, som krogen har meget svært ved at få fæste i.
Løfter man stangen, som man jo fint kan gøre med laks og ørreder, sker der intet. Absolut intet. Krogen har ikke en kinamands chance for at få fæste på denne måde. Den pågældende tarpon kvitterer blot for sin fejltagelse med et hektisk og højt spring.
I stedet skal man benytte sig af det såkaldte “strip strike”, som bør bruges til alle store fisk, der er hårde i munden og svære at kroge. Tarpon hugger i regelen meget forsigtigt – så forsigtigt, at mange slet ikke registrerer det.
En guide i Costa Rica fortalte mig engang, at tarponhug ofte blot føles som et lille tap på knæet med en finger – uanset om der så er 100 lbs. bag! Tarpon hugger nemlig ikke. I stedet suger de føden ind i deres store og tandløse mund, hvilket resulterer i det karakteristiske bløde hug.
Når man mærker det lette puf til fluen, fortsætter man blot indtagningen med stangspidsen nede i vandet – pegende direkte mod fisken. Når man så mærker tyngde i den anden ende, strammer man op med venstrehånden og sætter så krogen med flere seje og hårde træk. Stangen peger stadig lige mod fisken.
Tarpon kvitterer i regelen med at gå i luften aldeles øjeblikkeligt. Har krogen fået fæste, kommer nu næste problem. Er der tale om en fisk, som er ude over baby-stadiet, risikerer man én ud af to ting: Fisken retter krogen ud i springet, hvilket ikke er usædvanligt – selv med store og rustfri 4/0 kroge. Eller den lander på linen og knækker selv det tykkeste forfang…
Bow to the King!
Derfor skal man hurtigst muligt lære sig at “bukke for kongen”, som amerikanerne så poetisk udtrykker det. Når fisken går fri af vandet, strækker man armene og stangen ud efter den, så fisken ikke lander på en stram line.
Når guiden bag i båden skriger “bow to the fish”, så er det, hvad han mener. Og han mener det virkelig. Gør man det ikke, eller gør man det ikke hurtigt nok, kommer man aldrig til at kunne bryste sig af at have landet tarpon i 100 lbs. klassen.
Der er ingen vej uden om at bukke for kongen, men det er vel heller ikke så slemt. Lønnen – i form af en sølvblank supersild til fotoalbummet – er så rigeligt anstrengelserne og ydmygelsen værd!
Tarpon kan heldigvis tæmmes, men let bliver det aldrig!
© 2010 Steen Ulnits
Del denne artikel: