Grønland: - Hvor og hvornår?

Grønland er et fantastisk land. Stort og storslået. Der er endog meget højt til loftet og ofte meget langt til fiskevandet…

Men alene det at komme til Grønland er ingen billig affære, og Grønland er derfor ikke for discountturister. Til gengæld finder man ikke noget, der blot tilnærmelsesvis kommer op på siden af den fantastiske natur heroppe. For slet ikke at tale om ishavsrødingerne, der er fantastiske fightere. De er stærkere end laks og giver aldrig op!

Én gang Grønland er derfor altid Grønland. Har man først været deroppe, længes man altid tilbage…

Fiskearter

Fjeldørreden er sportsfisken par excellence på Grønland – men desværre et dumt dansk navn på en fisk, som i virkeligheden er en røding og ikke en ørred. Salvelinus alpinus er det korrekte artsnavn – altså selv samme fisk, vi har i Nordnorge og Nordsverige.

Fjeldørreden er en fisk med en såkaldt “cirkumpolar” udbredelse i alle arktiske egne rundt om hele polkalotten. En fisk, som kræver rent, koldt og iltrigt vand for at kunne trives. Og en fisk, som vokser ganske langsomt i de korte somre med det altid iskolde vand. Således er det ikke usædvanligt, at en fisk på 40 cm er ti år gammel.

Det siger sig selv, at så langsomt voksende fisk er meget sårbare over for overfiskning – at bestandene ikke tåler noget større fiskepres. På Grønland har man tidligere forsøgt sig med en industriel udnyttelse af fjeldørreden, men det varede kun kort. Så var der ikke flere fisk at fiske efter.

I dag fiskes fjeldørreden kun i begrænset omfang som levebrød. Den er dog stadig et vigtigt og attraktivt supplement for lokalbefolkningen, som fanger den i garn.

Der findes stærke fjeldørredbestande overalt på Grønland – på den øde østkyst såvel som den mere befolkede vestkyst. Med kun godt 50.000 indbyggere i et land, der spænder 2.500 km fra nord til syd, er der givet flere ørreder end mennesker.

Men garnfiskeriet gør, at man altid står sig bedst ved at besøge vande, som ligger langt fra byer og bygder. Vore dages hurtigtgående motorbåde og effektive monifilgarn har gjort det nødvendigt at søge længere og længere væk fra civilisationen.

Samtidig bør man også undersøge, om lokale familier skulle have en uskreven, men hævdvunden ret til fiskeriet i en bestemt elv. Sådanne steder skal man gå udenom, hvis man vil undgå konfrontationer. Også selv om man rent juridisk har lige så god ret til at fiske dér.

Det gælder således om at komme længst muligt væk fra civilisationen, og det koster naturligvis i både transporttid og penge.

Overalt i isolerede vandsystemer på Grønland findes bestande af stationære fjeldørreder, hvor fiskene kun sjældent bliver spisestore. Vandet er helt enkelt for koldt, vækstsæsonen for kort og føden for sparsom. Dette dog med undtagelse af de få fisk, som tidligt slår sig på en nærende diæt af mindre artsfæller – kannibaler, der kan nå vægte på indtil flere kilo.

Disse kannibaler er dog meget fåtallige, og chancen for at fange en sådan er således lille. Interessen samler sig derfor naturligt om ishavsrødingen. De fleste fjeldørrederne på Grønland er nemlig havvandrende og ernærer sig i havet af angmagsætter, rejer og tanglopper.

Størst bliver fiskene typisk i uklare fjorde, hvor der er langt mellem krebsdyrene – men til gengæld massive stimer af angmagsætter. De store rødinger er derfor ikke nær så røde i kødet som deres mindre artsfæller, der må nøjes med krebsdyr.

Ishavsrødingen er normalt en udpræget kystnær fisk. Den følger det ofte stærke tidevand, som findes heroppe, og fanges i regelen bedst i vandvendingerne. Pynter og næs, der stikker ud fra kystlinjen, er som altid gode fiskepladser. Og drivende isbjerge er bestemt ingen hindring. Ikke sjældent opsøger fiskene dem for at æde af de krebsdyr, der ofte findes på undersiden af dem.

De fleste fisk vejer 1-1 1/2 kg med fisk større end 2 kg regnet som store. Enkelte steder fanges regelmæssigt fisk på op til 4 kg, og sjældne rekordfisk vejer 6-7 kg.

De havvandrende fjeldørreder på Grønland bliver således ikke så store som deres artsfæller på den canadiske side af det smalle Davisstræde. Disse vandrer tilsyneladende længere omkring og når måske derfor ud på steder, hvor fødemængden er større end inde i fjordene.

Atlanterhavslaks

Førstegangsbesøgende på Grønland kan blive overraskede over de mange, mange lakseelve heroppe. Da er det godt at vide, at man lokalt kalder fjeldeørreden for “laks” – og på grønlandsk “equaluit”. Den rigtige atlanterhavslaks kaldes derimod for “skællaks”, da den har langt større laks end fjeldørredens. Sidstnævntes er så små, at de er svære at se.

Kun et enkelt vandsystem på verdens største ø huser en naturlig og selvreproducerende bestand af Salmo salar – atlanterhavslaksen. Det er den lille Kapisigdlit i bunden af den lange og dybe Godthåbsfjord. Her – for foden af den mægtige indlandsis – ligger en perlerække af småsøer forbundet af korte strømstrækninger.

Her kan sommersolen varme vandet så meget op, at laksen kan leve i det – for øvrigt side om side med en god bestand af mindre fjeldørreder – og kun her kan laksen finde egnede gydepladser i strømvandet. Laksen i Kapisigdlit er således en sjælden relikt fra sidste istid, hvor klimaet var mildere.

Er der således meget langt mellem de rigtige lakseelve på Grønland, er der ikke så langt mellem laksene ude i Davisstrædet. Her svømmer nemlig laks fra både Nordeuropa og Nordamerika rundt i deres jagt på føde. Mærkningsforsøg har vist, at 40-50% af laksene herude stammer fra Nordeuropa, mens 50-60% stammer fra Nordamerika. Under 1 stammer fra Grønland selv.

Laksekrigen

Det er således næsten udelukkende laks fra andre nationer, som grønlænderne fanger i deres garn og på deres langliner. Og det var da også baggrunden for de massive protester fra både Europa og Nordamerika, da danske erhvervsfiskere fra Bornholm i 1960’erne fandt frem til laksenes opvækstpladser ved Grønland og begyndte at brandskatte dem her.

Der opstod en diplomatisk krise mellem USA og Danmark, hvor ingen ringere end Bing Crosby stod frem og talte laksens sag. Krisen endte med, at Danmark opgav sit laksefiskeri ved Grønland, der dog fik tildelt en mindre kvote som “græsningsafgift” for fastboende grønlændere.

I 1990’erne lykkedes det den private og islandsk baserede North Atlantic Salmon Fund at opkøbe laksekvoten ved Grønland – med det resultat, at flere laks end ellers kunne vende tilbage for at gyde i deres nordeuropæiske og nordamerikanske fødevandløb.

De mange laks i Davisstrædet kan fanges med stang og line – ved trolling-fiskeri med downrigger i kystnært farvand fra Nanortalik i syd til Disko i nord. Det er et endnu ret uopdyrket fiskeri, der typisk topper i september-oktober, hvor laksene forekommer i størst mængde ud for Grønland.

Andre fisk

I havet omkring Grønland findes mange andre fisk end laks og fjeldørred. Her finder man blandt andet den kolossale havkal eller grønlandshaj, som kan nå vægte på flere hundrede kilo. Den fiskes dog på så dybt vand og med så tungt grej, at det er et fiskeri for de meget få.

Mere tilgængeligt er det kystnære fiskeri efter helleflynderen, der kan træffes på ganske lavt vand i sommermånederne. Det er dog sjældent større eksemplarer end 20-30 kg, man træffer herinde. De helt store helleflyndere skal man ud på fiskebankerne langt til havs for at træffe – på dybder så store, at man ikke kan fange dem på stang og line.

Nær kysten træffer man også på havkatten – enten i form af store plettede havkatte på op mod 20-25 kg eller mindre stribede havkatte på op mod 5 kg. Hertil fine rødfisk på dybere vand samt i perioder med varmere vand – torsk i store mængder.

Fiskesæsoner

Sommeren er kort på Grønland, og det meste fiskeri foregår i juli og august. Efter forårets is- og snesmeltning trækker de udgydte fjeldørreder ud fra elve og søer, hvor de har overvintret – i praksis uden nogen føde overhovedet. I havet skal de derfor først genvinde det tabte huld, førend der kan blive tale om nogen egentlig vækst.

Udtrækket sker ofte i maj-juni, hvorfor fiskeriet først på sæsonen koncentrerer sig om saltvand nær elvmundingerne. Fiskene er sølvblanke, og mange er stadig ude i fjordene i juli måned. I august er de fleste fisk farvede og oppe i elvene. I september står de på gydepladserne – aggressive og stærkt farvede med lysende hvide finnekanter og for hannernes vedkommende en blodrød bug.

Er man til saltvand og atlanterhavslaks, forlænges sæsonen til og med oktober, hvor vandet atter bliver for koldt til laksene, som igen trækker sydover.

Fiskemetoder

Fluefiskeri er effektivt i klarvandede elve med en ikke alt for hård strøm. Dem er der desværre ikke mange af i Grønland, hvor de allerfleste elve og søer egner sig bedst til spinnefiskeri.

I de mindste og mest klarvandede elve er der brug for let spinnegrej bestående af en 6-7 fods spinnestang med en kastevægt på 5-10 gram. Hertil et lille fastspolehjul fyldt op med 0.20 mm nylonline. Større og mere grumsede elve kræver stænger på 7-8 fod, som kan håndtere kastevægte på 10-20 gram. Hertil et mellemstort fastspolehjul eller et lille multihjul fyldt op med 0.25 mm line.

Til kystfiskeri først på sæsonen og senere inde i søerne er langstrakte og langtkastende blink et godt valg. Til elvfiskeri er roterende bladspinnere den rette medicin – blot man kan få dem ned i de dybeste høller. Sølv er et godt valg til havet – fluorescerende rødt scorer tilsvarende godt oppe i elve og søer senere på sæsonen.

Fluefiskeren klarer sig med let klasse 5-6 grej og flydende line i mindre og klarvandede elve,. I større og mere grumsede gletcherelve er der brug for klasse 7-8 grej med sinktips eller helsynkende liner. Hertil hjul med plads til fluelinen og mindst 100 meter bagline.

De nye linesystemer med udskiftelige spidser/hoveder og forfang af forskellig densitet er fortræffelige. 0.20 mm forfangsspidser kan være nødvendige i lavt og klart vand, men 0.25 mm er standarden.

Kombinerer man liner og forfang af forskellig densitet, kan man altid finde frem til den rigtige kombination. Grønlandske elve veksler ofte mellem hårdt strømvand og stillestående småsøer, som hver kræver deres kombination af line og forfang.

Selv har jeg sjældent andet end spraglede Juletræer for enden af mit forfang. Perlemorsfarvede til blanke fisk først på sæsonen og fluorøde til de farvede høstfisk. Str. 4-6 er passende.

Kun to gange på tredive år har jeg dog oplevet decideret ringende fisk, men i lavt og klart vand kan man ofte friste de farvede fisk med gentagne præsentationer af buskede tørfluer. Tilsyneladende tager de fluen i ren aggresssion. En håndfuld tykmavede Adams Irresistable eller højtflydende brune Polywing Sedges bør derfor ikke mangle i æsken.

Som for spinnefiskeren gælder det for fluefiskeren, at fluorescerende rød er en god farve, der bare bliver bedre og bedre, som sæsonen skrider frem! Krogstørrelse 8-10 er bedst i mindre elve, mens 4-6 passer til større og dybere vande.

Udrustning

Man skal være forberedt på at vandre meget, når der skal fiskes på Grønland. Godt tøj, en rummelig rygsæk og gode vandrestøvler er derfor uundværlige.

Er man vant til fjeldet i det høje nord, ved man også, hvilke krav der stilles til beklædningen. Den skal være let, varm, vind- og vandtæt. Og så skal den vælges efter lag-på-lag princippet, hvor man kan fjerne eller tilføje lag efter skiftende klima. Fleece i forskellige tykkelser er derfor vejen frem.

I de kystnære egne kan man opleve pludselige turbulenser, når kold og tør luft fra indlandsisen møder den trods alt varmere og meget mere fugtige luft fra Davisstrædet. Resultatet kan rive selv vel forankrede telte op med rode og sende dem på langtur…

Vejret på Grønland er dog generelt godt i sommermånederne – med megen sol og i perioder mange myg. Middeltemperaturen i juli, som er den varmeste måned, kommer aldrig over 10 grader Celsius. Derfor kan der være koldt om natten, når nordlyset i bølgende tæpper lyser himlen op. En rigtig god sovepose er derfor guld værd – garantien for en god nattesøvn.

Typisk har man det dårligste vejr ude ved kysterne nær Davisstrædet, hvor massive banker af iståge hele tiden ligger og venter. Ofte kan man forlade en kystnær havn i storm, regn eller tåge – blot for at finde blå himmel, solskin og vindstille længst inde mod indlandsisen.

Man kan mange steder fiske helt tørskoet, men de bedste fiskepladser kræver også ofte, at man har waders. Dels for at kunne krydse elven på udvalgte steder – dels for at kunne manøvrere sig på skudhold af de bedste steder fra den bedste vinkel.

Åndbare waders bør derfor medbringes, støvler med filtsåler og gerne også metalbrodder ligeledes. Grønlandske elve kan have meget slimede sten, og en dukkert i 4-6 grader varmt vand er aldrig nogen fornøjelse – i hvert fald ikke med 10 km hjem til lejren.

Pak waders i rygsækken og tag dem først på, når der skal fiskes. Åndbare waders er definitivt ikke så åndbare, at de kan klare flere kilometers fjeldvandring i kuperet terræn. Tro mig – jeg har prøvet…

Fiskevande

Når det gælder fiskeriet på Grønland, skelner man mellem to typer elve: Grumsede gletcherelve og klarvandede vandløb. De grumsede elve er ofte mælkehvide og får deres vand direkte fra de smeltende isbræer. Løber de gennem en eller flere søer, vil noget af materialet bundfældes, hvorved vandet bliver klarere.

Elvene på Grønland er ofte korte og hurtige med mange søer forbundet af korte strømstrækninger. Ofte bremses fiskenes videre opgang af et større eller mindre vandfald, som koncentrerer fiskene voldsomt netop her. Man kan da opleve at kroge fisk efter fisk – faktisk til man ikke orker længere. Fjeldørrederne skræmmes tilsyneladende ikke af, at deres artsfæller kroges og fightes for øjnene af dem.

Det er de relativt få elve, som er både klarvandede og ikke alt for hurtigt strømmende, der egner sig til fluefiskeri. De allerfleste elve på Grønland er derimod ideelle til spinnefiskeri. I grumsede elve kan man præsentere fiskene for en roterende bladspinner, som de både kan se og høre i det uklare vand. Og i de hurtigt strømmende kan man med kompakte agn nå ned i de dybe høller med roligt vand, hvor fiskene holder til.

Langt de fleste klarvandede elve, som egner sig til fluefiskeri, findes i Vestgrønland. Østgrønland byder ganske vist på de længste fjorde og de højeste fjelde. Men vandet er næsten overalt grumset og uklart, da elvene dels stammer fra isbræer – dels løber gennem landskaber bestående af gammel havbund, som har hævet sig. Sådanne sedimentære bjergarter eroderes let af vandet, som derfor bliver uklart.

Fjeldørreder er der dog nok af alligevel. De skal blot tages på roterende bladspinnere i det mælkede vand.

Landskabet varierer utrolig meget i Vestgrønland. I Sydgrønland nær byer som Narssaq og Nanortalik finder man drivende isbjerge, saftigt grønt græs og græssende får. Det er Golfstrømmen, hvis medbragte varme luner landet.

I Søndre Strømfjord oplever man derimod et brunt landskab bestående af gold arktisk ørken. Området ligger nemlig i læ af Sukkertoppen Iskappe, som tager det meste af nedbøren fra Davisstrædet. I Sisimiut/Holsteinsborg kan man hver aften opleve slædehundene hyle i kor, for heroppe nord for polarcirklen er der god brug for dem om vinteren.

Variationen er så stor som man kunne forvente i et land, der spænder godt 1.000 km fra øst til vest og mere end 2.500 km fra nord til syd!

Transport

Al transport til Grønland sker via Kastrup/København. Tidligere har såvel SAS som Icelandair fløjet til Grønland, men i dag har Air Greenland monopol på trafikken både i, fra og til Grønland.

Man kan fra Kastrup flyve til både Narssarssuaq i syd og Søndre Strømfjord i nord. Begge steder ligger på vestkysten, og begge steder byder på landingsbaner anlagt af amerikanerne under Anden Verdenskrig.

I dag er det mest almindelige, at man flyver til Søndre Strømfjord og herfra videre til andre bygder langs vestkysten. Tidligere var helikopteren noget nær enerådende, da man kun de færreste steder havde plads eller økonomi til lange landingsbaner til fastvingede fly. I dag har de fleste større bygder imidlertid landingsbaner som supplement til heliporten.

Typisk koster flybilletten fra Kastrup til Søndre Strømfjord i nærheden af DKK 10.000. Shopper man på nettet i god tid, kan man dog være heldig at finde langt billigere billetter.

Vil man prøve fiskemulighederne på Østgrønland, er ruten en ganske anden. Da flyver man nemlig til Keflavik på Island og herfra til Scoresbysund eller Angmagsalik. Det er nemlig lettere end at skulle flyve til først Grønlands vestkyst og siden atter engang krydse indlandsisen for at nå den tyndt befolkede østkyst.