Eller den moderne udgave af “Kejserens Nye Klæder”: – Han har jo ikke noget på…
Den 7. januar 2003 fældede Udvalget for Vurdering af Videnskabelig Uredelighed (UVVU) så den endelige dom over tidligere lektor ved Institut for Statskundskab og nuværende direktør for regeringens Institut for Miljøvurdering (IMV).
Dommen var klar: Bjørn Lomborg kan ikke bedømmes som videnskabeligt uredelig, da man ikke kan bevise, at han har handlet bevidst og i ond hensigt. Til gengæld konkluderede et enigt udvalg, at Bjørn Lomborgs meget omdiskuterede bog “Verdens Sande Tilstand” (på engelsk “The Sceptical Environmentalist”) ikke holder vand. UVVU konkluderede nemlig enstemmigt, at indholdet er
“i klar strid med normerne for god videnskabelig skik”.
Denne dom vakte voldsom opstandelse overalt. Miljøministeren, som ellers tidligere havde undsagt Bjørn Lomborg flere gange, sluttede 100% op om direktøren for IMV. Statsministeren, som i praksis selv havde bestemt, at det nye institut skulle oprettes, og at Bjørn Lomborg skulle være direktør, bakkede ligeledes 100% op om Lomborg.
Siden fulgte en underskriftindsamling fra et stort antal fortrinsvis samfundsfvidenskabelige forskere, som mente, at UVVU’s dom var usaglig og udokumenteret. Efterfulgt af dobbelt så mange underskrifter for UVVU indsamlet blandt naturvidenskabelige og sundhedsvidenskabelige forskere.
Endelig resulterede det hele i, at Forskningsstyrelsen lagde op til en nærmere præcisering af UVVU’s opgave og rolle. Samtidig skal alle IMV’s hidtidige rapporter evalueres af eksterne eksperter. Ikke uventet opfordrede oppositionen til, at Institut for Miljøvurdering nedlægges og Bjørn Lomborg fyres.
– Men hvordan kom det så langt, og hvorfor strides de lærde egentlig? I det følgende gennemgås i kronologisk orden nogle af de hændelser, der førte til dagens stridigheder om miljøet og verdens sande tilstand. Det er en meget lang artikel med masser af artig læsning om det danske samfund og dets måde at fungere på!
Grønt Venstre-sving?
11. februar 1998:
Det ser nu ud til, at partiet Venstre – langt om længe – er ved at undsige deres rødder i landbruget. At det stigende antal byvælgere nu begynder at slå igennem – til fordel for miljøet.
Det har senest vist sig i forliget om den såkaldte ” Vandmiljø-handlingsplan II”, der har måttet samle op på stumperne fra den første plan, som viste sig helt ineffektiv over for landbrugets kvælstofudledninger.
Venstres formand Uffe Elleman Jensen – selv ivrig lystfisker og bestyrelsesmedlem i Dansk Laksefond – har lidt forsigtigt udtalt, at Venstre jo også repræsenterer andre interesser end lige netop landbrugets.
Folketingsmedlem Jens Løgstrup Madsen er mere markant i sine udtalelser: “Vi har været for svage til at sige fra over for landmændene. Vi burde tidligere have krævet, at landbruget brugte de selvsamme markedsøkonomiske principper, som vi forfægter over for andre erhverv. Derfor bør de ikke længere have statsstøtte.”
“Vi er ikke længere kun bøndernes parti”, siger den nyvalgte Venstre-borgmester i København, Søren Pind. Han fortsætter:“Landbruget har selv svigtet. I en lang årrække har det ikke været dygtigt nok til at formidle, at det ikke selv har interesse i at forurene miljøet.”
Formanden for Venstres Ungdom, Troels Lund Paulsen, gør kursændringen endnu tydeligere: “Det er fornuftigt, at vi nu viser, at vi er for en offensiv miljøpolitik. Landbruget har ikke vetoret i Venstre og derfor heller ingen særstatus.”
Kursskiftet i Venstre skyldes i høj grad frygten for et snarligt valg, hvor vælgerne ellers ville stå over for valget mellem en grøn venstrefløj og en miljøfjendsk højrefløj. Eller som Søren Pind udtrykker det i Jyllands-Posten: “Socialdemokratiets valgkampstrategi er at udstille Venstre og bønderne som de største miljøsvin.”
Medvirkende årsag er sikkert også, at bønderne i dag kun udgør 3% af vælgerne. Og at landbrugets andel af den samlede danske eksport i løbet af de sidste 40 år er faldet fra små 65% til knap 15%.
Under alle omstændigheder var det tiltrængt med et grønt Venstre-sving fra et parti, der længe har kørt over for rødt i spørgsmålet om det danske vandmiljø!
Lomborg og logikken?
5. marts 1998:
I den seneste tid har Århus-lektor i statskundskab Bjørn Lomborg bragt alarmerende “nyheder” til torvs. Han har nemlig – sammen med sine trofaste studerende – studeret internationale miljøstatistikker og fundet frem til sensationelt nyt:
Miljøet har det helt fint – bedre end nogensinde. Problemerne er minimale, og der er på det nærmeste ingen grænser for vækst. Al snak om syreregn, skovdød og forurening af vandmiljøet er bragesnak fra forskere, der blot søger øgede bevillinger til deres egen forskning!
Men den gode Lomborg, som fik stillet uanede mængder af spalteplads til rådighed for sine sensationelle “nyheder”, har måttet æde det hele i sig igen. I hvert fald har han nu fået læst og påskrevet af de forskere, der til daglig sidder med problemerne helt inde på livet. Han har fået at vide, at han skulle have læst lidt mere på lektierne og sat sig en hel del mere ind i problemstillingerne, før han erklærede fred og ingen fare.
Lomborgs argumenter lyder typisk sådan her: For et antal år siden blev der råbt vagt i gevær. Sur regn fra industriområderne fik træerne til at dø og mange søer til at gispe efter vejret. Skovhugst i Sydamerika truede med at udrydde den livsvigtige regnskov og reducere antallet af nulevende dyre- og plantearter.
Med særligt udvalgte statistikker fra store og verdensomspændende organisationer viste Lomborg, at vi i dag har mere skov på verdensplan end dengang. At skovdød slet ikke er det problem, det engang blev udråbt til. Lomborg kunne til og med læse sig frem til, at den svovlsure regn faktisk gøder skoven, som så giver mere udbytte! Og at vandmiljøet i dag har det bedre end nogensinde…
Lomborg havde blot glemt én meget vigtig ting: At havde ingen råbt vagt i gevær på et tidligt tidspunkt, og havde ingen gjort noget ved problemerne i mellemtiden, så var det hele endt i den forudsagte katastrofe. Underligt, at han ikke kunne eller kan tænke så langt. – Eller havde og har han en skjult dagsorden med sine “nyheder”?
Tvivlen bør som altid komme den anklagede til gode – i dette tilfælde miljøet. Hellere for lidt gift end for meget.
En RedakThøger ser lyset
1. oktober 1998:
Dagbladet Politiken, som ellers plejer at være ret fremsynet på miljøområdet, har lidt et voldsomt tilbageslag.
Chefredaktør Thøger Seidenfaden, som nok er mest kendt for sine udførlige prøvesmagninger og tests af sommerens isprodukter, er konverteret. Han har droppet sin tro på biologer og økologer til fordel for en samfundsforsker, der maner til besindighed:
Al den snak om miljøet er gas og gejl fra en bunke videnskabsfolk, der blot vil skaffe arbejde til sig selv. For miljøet har det nemlig bedre end nogensinde, og naturen er ikke sådan at slå ihjel. (- Hvem sagde forresten Mariager Fjord?)
RedakThøger, som Politikens eget vittige organ ATS altid kalder chefredaktøren, er nu faldet for den folkelige forfører Bjørn Lomborg og promoverer sågar hans nye bog om miljøets fortræffelige tilstand. RedakThøger har set lyset og Lomborg gå på vandet. Som ællinger efter en andemor adopterer han og mange andre den nemme og bekvemme holdning, at der slet ikke er noget problem at forholde sig til. Miljøet har det fint, så hvorfor dog spendere penge på det?
Vi lever åbenbart i en tid, hvor alle kan have en kvalificeret mening om alt – lige fra økonomien bag (og behovet for) en ny Storebæltsforbindelse til rimeligheden i at bruge penge på et bedre miljø. Faggrænserne er for alvor brudt ned. Så meget, at selv biologer åbenbart ville være bedre og mere saglige til at redigere Politiken end faguddannede journalister.
Ny enhed: En “Lomborg”
4. oktober 1998:
Studieleder og lektor ved Internationale Studier, RUC, Mogens Buch-Hansen, foreslår i dag i dagbladet Politiken, at der indføres en ny enhed i det danske samfund: En “Lomborg”.
En “Lomborg” er defineret som “nedgang i livskvalitet som følge af en fortsat ubekymret økonomisk vækst”. Denne nedgang kunne måles i antallet af kræftsyge på grund af forurening af jord, luft og vand. Den kunne også måles i antalet af kronisk syge på grund af støjforurening eller fejlernæring for de fattigste befolkningsgrupper. Der er masser af muligheder.
Buch-Hansen skriver videre i Politiken, at “når Bjørn Lomborg fremhæver, at det går stadigt bedre i verden og blandt andet bruger nedgangen i luftforureningen i Europas storbyer som eksempel, så glemmer han at nævne, at dette jo netop skyldes en ihærdig indsats fra miljøfolk. Miljødebatten har medvirket til, at vi har fået blyfri benzin, lidt mere kollektiv transport, og at det endelig er ved at være en konkurrenceparameter at producere miljørigtigt. Men det er netop disse miljøfolks arbejde, Bjørn Lomborg med sine statistiske manipulationer lægger gift for.” Citat slut.
Det har Buch-Hansen desværre fuldstændig ret i. Så måske man i stedet for at gøre en “Lomborg” til en ny statistisk enhed skulle gøre den til en anti-miljøpris, der uddeles hvert år. Til den, der i det forgangne år har gjort mest for at bremse udviklingen mod et renere samfund.
Der findes allerede en del personer i industri og landbrug, som aspirerer til en sådan pris. Og som helt sikkert ville være meget stolte af at modtage den…
Lomborg og lommeregneren…
16. november 1998:
I dagbladet Politiken har geolog, lic. scient Claus Heinberg den 12. november 1998 en ordentlig svada til Bjørn Lomborg. I en kronik med titlen “Lomborg og lommeregneren” giver han konkrete eksempler på, hvordan Lomborg har manipuleret sig frem til sit glade budskab om klodens sande tilstand – at det hele bare går så ufattelig godt, hvad miljøet angår…
Kronikken er et “must” for enhver, der ønsker at have argumenterne mod Lomborgs lal i orden. Som vil vide, hvordan han helt konkret er nået frem til sine opsigtsvækkende konklusioner om miljøets fortræffelige tilstand. Lomborg har helt enkelt kun sigtet efter de mål, han med sikkerhed kunne ramme ud fra statistikkerne. Og så har han valgt en logaritmisk skala til sine grafer, når det var gavnligt for den grafiske fremstilling. Blot et enkelt eksempel ud af mange i kronikken.
Heinberg får også sagt, at statistik såmænd er meget godt. Det kræver blot, at den, der bruger tallene, dels har forstand på statistik – dels har en faglig indsigt i emnet. Og det sidste har Lomborg ikke. Han har en økonomisk baggrund – ikke en naturvidenskabelig.
Det fører blandt andet til glade konklusioner om, at kloden slet ikke er ved at blive tømt for livgivende skove. De tørre tal viser ganske rigtigt det stik modsatte. Trist blot, at Lomborg overhovedet ikke tager højde for skovenes karakter. Men blindt accepterer, at tabt tropisk regnskov, som aldrig kan genskabes, blot erstattes med tempereret løv- og nåleskov.
Typisk for bogen er, at den totalt mangler “kvalitet” som begreb. Den fokuserer kun på kvantiteten – på pengene og den samlede økonomi.
– Måske det også er den sande baggrund for bogens udgivelse?
Lomborg og lagkagen
15. september 2001:
Århuslektor Lomborg er en falsk miljøprofetier. For det første har han ingen forstand på miljøproblemer, men behandler blot statistisk materiale fra store internationale undersøgelser. For det andet kan man ikke behandle statistik uden samtidig at have faglig indsigt i det pågældende område. Da kan man let komme til at sammenligne Rundetårn og et tordenskrald: – Hvad er højest?
Det er som at sætte en elektriker til at bage brød. Eller en sygeplejerske til at bygge Storebæltsbroen. Der findes som bekendt hvide løgne, sorte løgne – og så statistik. Statistik er derfor både farligt, fristende og forførende.
Men Lomborg fremturer i sit soloprojekt og egotrip, der ganske enkelt går ud på at modsige alverdens miljøeksperter – med publikumsvenlige konklusioner om, at verdens miljø faktisk har det bedre end nogensinde. Eller noget nær. At det derfor er totalt spild at investere millioner og milliarder af kroner i et bedre miljø med renere luft, jord og vand.
Men pressen elsker det, og selv det normalt miljøbevidste dagblad Politiken har bidt på lektor Lomborgs krog – i form af redaktør Seidenfaden, der har taget Lomborg ind som fast skribent på miljøsiden. Her går det bare så ufattelig godt – når man altså læser Lomborg i Politiken. Eller læser en af hans bøger om samme emne.
Nu har Lomborg så netop udgivet en ny bog om selvsamme emne, og den har fået uventet stor bevågenhed i pressen verden over. Så stor, at den nu oversættes til engelsk. Og så stor, at Lomborg for nylig blev inviteret til en gæsteforelæsning på det ansete Oxford University i England. Her ville man gerne teste Lomborgs luftige påstande ved at lade ham selv fortælle om dem.
Men ikke alle var på forhånd villige til at lytte til Lomborgs populistiske og ikke underbyggede påstande om det sunde globale miljø. Knap var Lomborg kommet inden for i foredragssalen, førend en forfatterkollega smed en lagkage i synet på ham. Kagen var en “Baked Alaska” bagt af Mark Lynas, som “ønskede at smide kagen ind i Lomborgs selvtilfredse ansigt – i solidaritet med amerikanske indianere og Alaskas eskimoer, der rapporterer om stigende temperaturer, om isen, der forsvinder fra havene, og om de forfærdende effekter, dette har på dyr, fugle og fisk”.
Lynas udtalte videre, at Lomborg giver multinationale oliefirmaer som Esso (Exxon) en ren foræring med sin afvisning af tidens og jordens miljøproblemer. “Jeg kan ikke se, hvorfor det skal gå ud over miljøet, hver gang en totalt ukendt akademiker keder sig og får lyst til at kaste sig ud i et egotrip. Hans nye bog er fuldstændig forvrøvlet”, sluttede Lynas.
Det kan man kun give ham ret i. Men man må samtidig også tage afstand fra den infantile debatform á la lagkagekomik. Lomborgs Lyksaligheder er et reelt problem for løsningen af verdens miljøproblemer. Verden labber Lomborgs Lyksaligheder i sig, som katten gør det med fløden. Sandheden er jo som bekendt ilde hørt, og et bedre miljø koster penge. Mange penge. Det gider ingen derfor høre om. Og derfor er Lomborg en mediesucces.
– Men hvor dum har man lov til være?
Lomborg under luppen
24. februar 2002:
Lektor Lomborg, der med base i Århus Universitet længe har spillet rollen som kageklovn og Rasmus Modsat, er nu selv sat under luppen. Og det i en tid, hvor den nye borgerlige regering vil oprette et nyt Miljøøkonomisk Institut – foreslået af Lomborg selv, der netop også har søgt stillingen som direktør for det…
Siden udgivelsen af sin første bog “Miljøets Sande Tilstand” og den efterfølgende engelske udgave har Lomborg været Dagbladet Politikens og erhvervslivets kæledægge og nye leder, som talte netop deres økonomiske sag. Lomborgs imponerende konklusioner var jo netop, at miljøet havde og har det fint – at der ingen grund er til fortsat at bruge penge på det, hvis man kan få mere for sine penge andetsteds.
Lomborg baserede sine opsigtsvækkende teorier og konklusioner på tal, som han selektivt havde plukket ud af store internationale undersøgelser – tal, som han siden lavede statistik på. Som mange sikkert ved, så findes der tre slags løgne: Hvide løgne, sorte løgne – og så statistik. Sidstnævnte kan man nemlig få til at vise, præcis hvad man ønsker – hvis man altså er kynisk nok og tilsidesætter enhver videnskabelig ansvarsfølelse.
Det er, hvad Lomborg i rigt mål har gjort. Og det er, hvad en enig verdenspresse nu anklager ham for. Således er hans bog og dens epokegørende konklusioner om verdens velvære blevet kritiseret sønder og sammen af verdens førende tidsskrifter på det naturvidenskabelige område. Alle anklager de ham for selektivt at have udvalgt de kilder, der kunne bekræfte hans allerede valgte konklusioner. Og for lige så selektivt at have udeladt de kilder, der kunne modbevise dem.
Lomborg er nu oppe mod så kompetente og internationalt anerkendte kræfter som tidsskrifterne Nature, Science og Scientific American, som kun publicerer artikler, der først er blevet endevendt og godkendt af anerkendte videnskabsfolk inden for de respektive forskningsområder. At få sine artikler trykt her, er enhver seriøs naturvidenskabsmands drøm.
Som bekendt er Lomborg blot en statistiker, der ikke har den mindste smule forstand på naturvidenskab. Som derfor kun kan lave statistik på tilfældige tal, som han selv har valgt ud. Og som derfor når frem til de konklusioner, han i forvejen havde udset sig. Imidlertid kræver det stor faglig indsigt i et bestemt område, førend man er i stand til overhovedet at lave forsvarlig statistik på netop det område. Og det har en lektor i statskundskab naturligvis ikke. Han ved det tilsyneladende bare ikke selv.
Alt dette har nu ført til en officiel klage over Lomborgs “videnskabelige uredelighed” fra en række prominente internationale forskere. Klagen blev i første omgang stilet til Århus Universitet, hvor Lomborg er ansat. Universitetet sendte imidlertrid aben derhen, hvor den hører til – til den statslige klageinstans og dermed den borgerlige regering, der påtænker at lade Lomborg blive direktør for det nye Miljøøkonomisk Institut…
Allerede Holberg vidste, hvordan det forholdt sig: “Et er søkort at forstå – et andet skib at føre.” Lomborg magter ingen af delene, men er – som professor Henning Sørensen for nylig skrev det i Politiken – intet andet end en “manipulerende opportunist”. Selvsamme professor sluttede sit indlæg med følgende:
“Han har gjort sig selv umulig i den internationale forskningsverden. Hvor længe kan han blive ved, før boblen også brister i det hjemlige miljø?”
Borgerligt kammerateri
28. februar 2002:
Så lykkedes det alligevel Venstre af få udnævnt statistikeren Lomborg til leder for det nye Institut for Miljøvurdering. Eller Miljøøkonomisk Institut. Eller hvad det nu kommer til at hedde. Lomborg var den eneste ud af 16 ansøgere, som ikke havde nogen naturvidenskabelig baggrund. Og det var altså kvalifikation nok. Eller lige præcis det, der ønskedes.
Selvsamme Venstre, som i hele valgkampen med rette har punket Socialdemokratiet for dets kammerateri og pampervælde. Hvor socialdemokrater, der nu tilfældigvis stod for tur til forfremmelse, fik de nye gode ben – uanset om kvalifikationerne så manglede.
Nu har Venstre så selv gjort nøjagtig det samme. På direkte opfordring af lektor Lomborg fra Institut for Statskundskab ved Århus Universitet besluttede den nye regering, at der skulle oprettes et helt nyt Institut for Miljøvurdering. Trods lukningen af masser af andre råd, nævn og institutter.
Regeringen besluttede, at det nye Institut for Miljøvurdering skulle have en bestyrelsesformand. Det blev en tidligere leder ved – selvsamme Institut for Statskundskab ved Århus Universitet. Han valgte så sin tidligere kæledægge og yndlingselev – Bjørn Lomborg – til jobbet. De øvrige i bestyrelsen var slet ikke udvalgt, så han kunne selv vælge…
Velbekomme. Det velkendte socialdemokratiske pamperi blegner helt ved sammenligning med disse landbrugets mafiametoder, som kun er mulige, da regeringen – med støtte fra Dansk Folkeparti – har absolut flertal i Folketinget. I Folketingssalen blev der da også brugt ophidsede ord og vendinger som “svinestreg” og “absurd teater” om udnævnelsen.
I dagspressen udtalte en ansat ved Danmarks Naturfredningsforening, at det nye institut retteligen burde benævnes “Institut for Miljøafvikling”.
Tegneserien “Egoland” kommenterede i Politiken udnævnelsen med denne nye definition af dansk miljøpolitik: “Miljøpolitik blir nu et spørgsmål om hva slags svineri der bedst betaler sig”
Fra Roskilde Universitetscenter kom følgende svada, også i Politiken:
“Med udnævnelsen af Bjørn Lomborg til direktør har regeringen ført sit opgør med ekspertvældet helt til bunds. Den regering gider simpelt hen ikke høre mere vrøvl fra folk, der ved, hvad de taler om…”
Men spændingen er ikke udløst endnu. Som den sande Rasmus Modsat Lomborg er, så kan han meget vel vælge at nå frem til konklusioner, der er stik modsat regeringens ønsker. Han skal bare først lige finde ud af, hvad regeringen egentlig mener – før han så mener det modsatte. I så fald er der håb forude for det danske miljø.
Vi mangler imidlertid stadig, at regeringen også udnævner en ny integrationsminister eller leder af Institut for Menneskerettigheder. Det må så nødvendigvis blive Mogens Glistrup.
Lomborg ned ad bakke
14. marts 2002:
I Tyskland har man allerede fået det første billede af Bjørn Lomborgs visioner for miljøet. I et interview i dagbladet Der Spiegel foreslår Lomborg således i ramme alvor, at man overdækker lossepladser og bruger dem som skibakker…
Han er dog straks blevet undsagt af miljøminister Hans Chr. Schmidt, der bestemt ikke bryder sig om tanken. “Hvis Bjørn Lomborg er citeret korrekt, nemlig at det generelt er en god idé at deponere affald frem for at udnytte ressourcerne i affaldet, er jeg ikke enig i dette synspunkt”, siger ministeren.
Pudsigt, at tyskerne skulle blive de første til at høre et konkret bud på Lomborgs visioner for miljøet. Men typisk, at han bruger enhver lejlighed til at eksponere sig selv i medierne. Det er han dygtig til – meget dygtig endda. “Medieliderlighed” kalder man det også i fagsproget.
Dommen
7. januar 2003:
Boblen brast den 7. januar, hvor Udvalget for Vurdering af Videnskabelig Uredelighed (UVVU) nåede frem til følgende enstemmige udtalelse om Bjørn Lomborgs bog:
“Objektivt findes udgivelsen af den omhandlede publikation at falde ind under begrebet videnskabelig uredelighed. Under hensyn til de subjektive krav, der stilles om forsæt eller grov forsømmelighed, kan Bjørn Lomborgs udgivelse imidlertid ikke falde ind under denne karakteristik. Derimod findes udgivelsen at være i klar strid med normerne for god videnskabelig skik.”
Og så brød helvedet ellers løs – i medierne såvel som på Christiansborg. Alle havde en mening om UVVU’s dom. Miljøministeren, som ellers tidligere og på helt konkrete punkter flere gange har undsagt Bjørn Lomborg, bakkede 100% op om direktøren for IMV. Statsministeren, som jo i praksis selv havde bestemt, at det nye institut skulle oprettes, og at Bjørn Lomborg skulle være dets direktør, bakkede ligeledes 100% op om Lomborg.
Alt dette resulterede i, at Forskningsstyrelsen lagde op til en præcisering af UVVU’s opgave og rolle. Ikke uventet opfordrede oppositionen straks til, at Institut for Miljøvurdering nedlægges og Bjørn Lomborg fyres som smagsdommer.
Siden fulgte en underskriftindsamling fra et stort antal fortrinsvis samfundsfaglige forskere, som mente, at UVVU’s dom var usaglig og udokumenteret. Helt eksakt var der 290 samfundsfaglige underskrivere.
Kort efter startede naturfagene en tilsvarende underskriftindsamling til fordel for UVVU, der opnåede hele 640 naturvidenskabelige forskeres underskrifter – alle endda med en Ph.D som minimumskvalifikation for at kunne skrive under. Der var godt 120 professorer samt over 200 universitetslektorer på listen.
Blandt de prominente og internationalt anerkendte underskrivere til fordel for UVVU var den danske Nobelprismodtager i biokemi, Jens Christian Schou; professor Poul Harremoës, som tidligere var gået fra IMV’s bestyrelse i protest mod Bjørn Lomborgs aktiviteter, samt tidligere rektor for Københavns Universitet, Kjeld Møllgård.
Forskningsleder ved Rigshospitalet, Henrik Leffers, havde følgende kommentar til denne underskriftindsamling:
“Tallet viser, at danske forskere fra det natur- og sundhedsvidenskabelige område i meget stort omfang slutter op om videnskabelig redelighed. Det er samtidig de folk, der selv er underlagt de hårdeste krav om redelighed, men på trods af det er der altså opbakning til en uafhængig kontrolinstans”.
UVVU:
“Udvalget for Vurdering af Videnskabelig Uredelighed”
9. januar 2003
For et få en bedre forståelse for UVVU’s dom over Bjørn Lomborg må man kende lidt til udvalgets sammensætning. Det består nemlig i praksis af langt flere medlemmer end de fem, der stod for afleveringen af den endelige dom.
UVVU blev nedsat i 1992 som en sundhedsvidenskabelig instans, der skulle efterforske sager om videnskabelig fup som plagiering af andre forskeres resultater, brug af fiktive data og tilegnelse af æren for andres forskning. Det var ikke mindst sager i udlandet, der førte til oprettelsen af UVVU, der i dag er den danske garant for videnskabelig redelighed over for udlandet.
Succesen med UVVU fik i 1998 Forskningsministeriet til at udvide ordningen, således at UVVU i dag består af tre selvstændige udvalg:
1) Udvalget for sundhedsvidenskabelig forskning
2) Udvalget for samfundsvidenskabelig og humanistisk forskning
3) Udvalget for naturvidenskabelig, jordbrugs- og veterinærvidenskabelig samt teknisk-videnskabelig forskning.
Hvert udvalg består af en formand og fire medlemmer. Medlemmerne er anerkendte forskere, som er beskikket af Forskningsforum efter høring af de seks statslige forskningsråd. Formanden, der er landsdommer og fælles for de tre udvalg, er pt. landsretsdommer Hans Henrik Brydensholt.
Forskningsstyrelsen kunne efter UVVU’s sdom over Bjørn Lomborg fortælle, at aldrig tidligere havde UVVU givet en sag så grundig en behandling. Således deltog samtlige tre udvalg i bedømmelsen, og samtlige 12 suppleanter har ligeledes siddet med ved bordet for at sikre en fair bedømmelse fra alle sider. I alt har således 25 personer – heraf 24 videnskabelige – været med til at nå konklusionen og sikre, at sagen blev belyst fra alle sider.
Der har undervejs i sagsbehandlingen været fuld enighed om alt – med den ene undtagelse, at man ikke kunne blive enige om, hvorvidt Bjørn Lomborgs bog overhovedet kunne betragtes som et videnskabeligt værk. Til sidst besluttede man dog, at den måtte betragtes som et sådant – da Bjørn Lomborg selv havde opført den på listen over videnskabelige publikationer fra Århus Universitet. Det problem løste Lomborg således selv for UVVU.
Dekan for det Samfundsvidenskabelige Fakultet ved Århus Universitet, Tom Latrup-Larsen, havde følgende kommentar til dette:
“Vi er naturligvis meget opmærksomme på, om der bliver forsket nok på universitetet, ligesom vi er opmærksomme på, hvilke publikationer vore forskere udgiver. Og der foregår en løbende kvalitetsvurdering ved ansættelser, forfremmelser og lønforhøjelser – samt når man udefra konstaterer alvorlige fejl ved det forskningsmæssige arbejde.”
Alligevel havnede altså Bjørn Lomborgs bog på universitetets liste over videnskabelige publikationer, og dermed var Bjørn Lomborgs skæbne endeligt beseglet. UVVU’s 25 medlemmer erklærede som nævnt bogen for at “være i klar strid med normerne for god videnskabelig skik”.
Bjørn Lomborg ny smagsdommer
8. januar 2003
UVVU’s bestyrelsesformand, landsretsdommer Hans Henrik Brydensholt, kommenterede dommen over Bjørn Lomborg med, at sagens parter jo altid har mulighed for at indbringe sagen for videnskabsminister Helge Sander, hvis de mener, der er begået retlige fejl i sagsbehandlingen.
Det lod en enkelt forurettet professor sig dog ikke nøje med. Peter Pagh fra Københavns Universitet indklagede nemlig sagen for Folketingets ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen. Denne afviste dog straks sagen med henvisning til – hvad UVVU også selv tilkendegav – at sagen jo kan indklages for videnskabsministeren, hvis man er utilfreds med behandlingen.
“Med afgørelsen om Bjørn Lomborgs bog er det endeligt bevsit, at Bjørn Lomborg er ansat som smagsdommer og meningsmager – ikke som videnskabsmand”.
Sådan lød i hvert fald tolkningen fra oppositionen i Folketinget, da UVVU havde fældet sin dom. Jørn Jespersen fra SF fortsatte med følgende:
“Instituttet har intet med forskning og videnskabelighed at gøre. Det er et meningsmageri og et smagsdommerinstitut. Det burde regeringen have sagt fra starten, men man vidste jo godt, at folk havde grinet en vis legemsdel ud af bukserne, hvis man havde sagt det blot to måneder efter statsministerens nytårstale om opgøret med smagsdommerne”.
– Debat eller videnskab?
9. januar 2003
Nyheden om, at Bjørn Lomborgs internationalt kendte bog nu var blevet kendt i “klar strid med normerne for god videnskabelig skik”, blev fyldigt refereret i internationale aviser. Også i dem, der i sin tid roste Lomborg til skyerne for hans visionære arbejde og hans økonomiske i stedet for økologiske synspunkter.
Men vennerne faldt hurtigt fra, da den internationale forskningsverden endelig slog hånden af Lomborg. Således Washington Post, der i sin tid kaldte bogen en “fantastisk bedrift”. Nu kvitterede de gamle venner på den anden side af Atlanten med at bringe et læserbrev fra 11 fremtrædende amerikanske forskere. Heri stod blandt andet følgende om Bjørn Lomborgs bog “The Sceptical Environmentalist”:
“Selv blandt vore førsteårsstuderende støder vi sjældent på en sådan skødesløs og manipulerende opgaveskrivning”.
I New York Times skrev formanden for Det Amerikanske Selskab for Videnskabens Fremme, Peter Raven, følgende:
“Miljøet er et forskningsområde, hvor det er let at argumentere for det-skal-nok-gå-altsammen-teorier, men den slags må blot ikke fremstå som forskning”.
I et andet læserbrev i samme avis stod der, at Bjørn Lomborg “er en veltalende mand uden velfunderede argumenter”. Hvilket sikkert er en ganske god sammenfatning af Bjørn Lomborg og hans evne til hurtigt at skaffe sig proselytter ved at fortælle dem, hvad de inderst inde gerne vil høre: At det slet ikke står så galt til med verdens miljøtilstand, som mange forskere påstår.
Perfide personangreb fra politimoster
18. januar 2003
Lomborg-sagen har været et studie i, hvordan følelser og facts kan være svære at skille ad. Selv en tidlligere kvindelig vicepolitimester – af Politikens vittige ATS-redaktion altid kaldet “politimostre” – er som nuværende Venstre-politiker plumpet i og har givet følelserne frit løb. Således skrev MF Gudrum Laub (V) i et læserbrev i Jyllands-Posten følgende meget interessante og tankevækkende:
“Det var absolut nødvendigt for VK-regeringen at få sorteret skidt fra kanel på miljøområdet under oprydningen efter Svend Auken. Det førte til oprettelse af Institut for Miljøvurdering. Instituttets arbejdsopgave er at vurdere de forskellige miljøtiltag og se på, hvordan vi får mest miljø for pengene”.
Dette var vel i sig selv ikke nogen kontroversiel udtalelse, for hvem ønsker sig ikke mest muligt miljø for de surt tjente skattekroner? Men Gudrun Laub lod politikken og følelserne løbe af med sig i følgende del af læserbrevet, der blev et veritabelt politisk motiveret personangreb på UVVU’s formand, landsretsdommer Hans Henrik Brydensholt:
“For mig som mangeårig vicepolitimester er det som at møde et fortidsspøgelse. Brydensholt var i årene 1973-1980 direktør for Kriminalforsorgen. Det var i den periode, da den danske kriminalpolitik var domineret af Ole Espersen (S) og Bernhardt Baunsgaard (R) med stor forståelse for de kriminelles vanskelige opvækstvilkår og samfundets medansvar og mindre forståelse for ofrenes lidelse og behov for hjælp og oprejsning.
I dette politiske landskab gav Brydensholt som øverste ansvarlige for kriminalforsorgen ved administrative forskrifter de indsatte i landets fængsler store frihedsgrader. Så megen frihed, at politiet jævnligt under efterforskning af forbrydelser måtte ringe til fængslerne for at høre, om de personer, der ifølge de officielle registreringer skulle opholde sig i fængslerne, faktisk også fysisk var til stede og befandt sig i fængslet”.
Man kan med rette spørge sig selv, hvad det nu har med UVVU’s afgørelse i Lomborg-sagen at gøre. Det er svært at se sammenhængen, men ikke meningen:
Gudrun Laub er som Ventre-politiker tydeligvis ikke glad for UVVU’s dom over lederen af Venstres nye miljøpolitiske flagskib, Institut for Miljøvurdering. Og det kom så til at gå ud over UVVU’s formand i det, der siden i dagspressen blev kaldt for et perfidt “personangreb og forsøg på karaktermord”.
Men sådan er det åbenbart, når man som tidligere vicepolitimester og nuværende Venstre-politiker løber tør for saglige argumenter. Trist i et moderne samfund, der jo gerne skulle optræde lidt mere civiliseret end som så.
Lomborg og lærerne
1. februar 2003
Nu skal man ikke – trods de knap 300 samfundsfaglige underskrifter for Bjørn Lomborg – tro, at alle samfundsforskere er enige med Lomborg og modstandere af UVVU. Det er heldigvis ikke tilfældet.
Mange samfundsforskere har måske blot fået sved på panden ved tanken om, at de selv kunne blive dømt på samme hårde måde som Bjørn Lomborg – at deres egen forskning måske er baseret på samme spinkle og useriøse grundlag. Og at de derfor har skyndt sig i samlet flok at protestere over UVVU’s dom over Lomborg for uredelig videnskab. I rent selvforsvar, altså.
Selv inden for sit gamle instituts mure er der folk, som er aldeles ueninge med Bjørn Lomborg. Således kollegaen Martin Enevoldsen, som til Jyllands-Posten sagde følgende:
“Jeg synes, det er meget rigtigt, at udvalger (UVVU, red) har udtalt sig kritisk overfor Bjørn Lomborg, fordi han ikke lever op til kravet om videnskabelig diskurs. Når man ikke er villig til at lede længere end til den første kilde, så har man et problem. Ligesom en af de videnskabelige spilleregler jo er at deltage i konferencer, diskutere og være parat til at modtage kritik og flytte sig – og dér er han stået fuldstændig af”.
Mener altså adjunkt Martin Enevoldsen, som adspurgt om sin personlige mening om Bjørn Lomborgs bog udtrykte det ganske klart:
“Han er jo utrolig selektiv”.
Ledelsen af såvel Institut for Statskundskab specielt som Århus Universitet generelt har dog besluttet, at UVVU’s dom over Lomborg ikke vil få indflydelse på, hvorvidt Lomborg kan vende tilbage til sit gamle job, hvorfra han nu har orlov. Senest har Lomborg nemlig selv udtrykt, at han næppe gider blive som leder af IMV ret længe. Nu er det åbenbart ikke sjovt længere.
Rektor ved Århus Universitet, Niels Christian Sidenius, har dog følgende kommentar til sagen og formaning til den fremtidige forskning:
“Jeg går da ud fra, at Bjørn Lomborg og alle andre har lært af det her. UVVU skal ikke bare være en gabestok, men bør være en institution, hvis praksis vi alle kan lære noget af og i betydelig udstrækning respektere.
Universitetet havde nok været gladere, hvis der ikke havde været en Lomborg-sag, og det havde Bjørn Lomborg formentlig også. Men udvalgets afgørelse er under alle omstændigheder en nyttig reminder til Lomborg og andre om, at der er nogle ting, man skal være opmærksomme på, hvis det videnskabelige arbejdes autoritet skal bevares.”
Rapporterne fra IMV
6. februar 2003
IMV har i sin korte levetid udgivet en håndfuld rapporter om emner, som instituttet selv har udvalgt. Flere af dem var – ikke uventet – kontroversielle i deres indhold og konklusioner. Faktisk kunne man ind imellem få det indtryk, at der for alt i verden skulle nås frem til netop nye og anderledes konklusioner i gamle problemstillinger.
Eksemplerne er talrige. Således konkluderede en af raporterne, at Danmark vil komme til at betale alt for dyrt for overholdelsen af Kyoto-aftalen, som vi jo har underskrevet for at undgå klimaændringer. Der i parentes bemærket ikke primært vil gå ud over os selv, men højere grad blive et problem for U-landene.
En anden rapport konkluderede, at det næppe svarer sig at genbruge aluminiumsdåser og anden éngangsemballage – at det er bedre at brænde den. Uagtet, at aluminium kun vanskeligt lader sig forbrænde i dagens forbrændingsanlæg.
Mindst lige så kontroversiel var rapporten om genbrug af papir, hvor Danmark ellers er førende. IMV konkluderer her, at vi i stedet burde afbrænde en god del af papiret i stedet for at genanvende det. Denne rapport udløste stor kritik fra faglig side, idet IMV totalt tilsidesatte uvildig kritik af rapporten for publicering.
Dette udløste en forespørgsel til videnskabsminister Helge Sander (V) fra miljøordfører Pernille Blach Hansen (S) om, hvorvidt “det er i overensstemmelse med sædvanlig og god videnskabelig fremgangsmåde for faglige rapporter, der skal ligge til grund for politiske beslutninger, ikke at medtage eller gøre opmærksom på en væsentlig faglig kritik fra en officielt bestilt faglig reviewer af en sådan rapport?”
Venstres videnskabsminister måtte krybe til korset med følgende klare svar:
“I anledning af spørgsmålet har ministeriet taget kontakt til Sektorforskningens Direktørkollegium (SEDIRK)
SEDIRK oplyser, at det ikke er i overensstemmelse med sædvanlig og god videnskabelig praksis ikke at medtage eller gøre opmærksom på væsentlig faglig kritik fra en officielt bestilt faglig reviewer af en rapport”.
Nogle af konklusionerne i IMV’s rapporter var dog ikke helt så opsigtsvækkende, men til gengæld fagligt holdbare. Faktisk var de næppe andet og mere, end de fleste godt vidste i forvejen. Således konkluderede en af rapporterne, at knallerter forurener uforholdsmæssigt meget – de har jo 2-takts motorer – og er involveret i uforholdsmæssigt mange trafikuheld. En anden rapport konkluderede, at det ville være en samfundsøkonomisk fordel, hvis alle dieselkøretøjer fik monteret partikelfiltre og luftforureningen dermed mindskedes.
DMU’s tal om iltsvind skal checkes
6. februar 2003
I kølvandet på Lomborg-sagen og givet som indirekte følge heraf har der været rejst kritik af Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) og deres data omkring kvælstofudledning og efterfølgende iltsvind i de indre danske farevande.
Rent politisk mener mange Venstre-folk, at DMU har været tidligere miljøminister Svend Aukens forlængede arm, og at Vandmiljø-handlingsplan I og II i alt for høj grad har lagt sig op af DMU anbefalinger. Dette ikke mindst til skade for landbruget – Venstres kernevælgere – som har måttet punge op med midler til begrænsning af kvælstofudledningen fra de dyrkede og overgødskede marker.
Kritikken har ikke mindst været rejst efter sidste års rekordstore iltsvind, der lagde store dele af de indre danske farvande øde, og hvor landbruget af blandt andet DMU fik størsteparten af skylden.
Nu har formanden for Folketingets Miljøudvalg, Venstres Eyvind Vesselbo, så taget initiativ til, at DMU’s hidtidige arbejde tages op til vurdering. Det skal evalueres udefra, så man kan være sikker på, at DMU har ret i sine tal – tal, der i så fald vil blive vigtige for udformningen af den kommende Vandmiljø-handlingsplan III, der snart skal vedtages.
Set udefra kan det se betænkeligt ud, som om regeringen nu vil hævne sit forsmædelige nederlag i Lomborg-sagen – ved at søge DMU’s iltsvindsrapporter miskrediteret. Lykkes det, vil regeringen så meget bekvemt kunne spare samfundet generelt og sine landbrugere specielt for yderligere udgifter til reduktion af kvælstofudledningen…
Silkesnoren ved roret
8. februar 2003
Som nævnt øverst i denne artikel var det Dagbladet Politiken, hvis redaktør Thøger Seidenfaden i 1998 som den første gav Bjørn Lomborg og hans kontroversielle synspunkter om verdens sande tilstand fast spalteplads i dansk dagspresse.
Thøger Seidenfaden har lige siden bakket Lomborg op – senest med kraftig kritik af UVVU’s kendelse om Bjørn Lomborgs “videnskabelige uredelighed”. Og man må sige, at han gjorde det med vægt og magt bag. Først på side 4 i avisens første sektion, hvilket flere læsere reagerede negativt på. Siden på hele forsiden af 2. sektion – sågar med fortsættelse inde i sektionen.
Dette resulterede i endnu flere kritiske indlæg fra læserne, der ikke ville finde sig i at blive påduttet Thøger Seidenfadens personlige mening om Bjørn Lomborg. Som to af dem skrev, før de opsagde deres abonnement efter 30 års trofast læsning af Politiken:
“Enhver har naturligvis ret til sin egen mening i denne sag, men problemet er, at du ved at anvende spalteplads i din egen avis har blandet din personlige mening sammen med avisens mening. Vi har ikke behov for at abonnere på chefredaktørens personlige sym- og antipatier.”
Såvidt de utilfredse læsere. Selv Politikens egne journalister tog afstand fra Seidenfadens misbrug af sin position som chef for avisen. Således beskrev “Læsernes Redaktør” Kim Faber sin chefs brug af spalteplads i avisen med følgende ordlyd:
“Et omfang, en placering og en opsætning af et personligt statement, som det kun bliver få forundt.”
“På Politikens interne efterkritik har flere journalister ment, at avisens troværdighed i Lomborg-sagen er væk. Den professionelle bekymring, som tilsyneladende deles af mange læsere, er, om et så voldsomt chefredaktionelt engagement i avisens splater ikke uvilkårligt påvirker den journalistiske dækning.”
Læsernes Redaktør sluttede sin klumme af med følgende formaning til sin egen chef:
“Politikens redaktionelle ledelse har fri adgang til en af landets vigtigste talerstole. Denne adgang bør administreres med stor nænsomhed”.
Hvad den altså ikke er blevet med Thøger Seidenfaden – Silkesnoren – ved roret. Men det er sikkert også svært at skulle erkende, at man har taget grueligt fejl – at man har ladet sig forføre af en veltalende mand ganske uden velfunderede argumenter.
Det er om noget Kejserens Nye Klæder om igen: “Han har jo ikke noget på”…
– Skomager, bliv ved din læst!
13. februar
Sagen om lektor Lomborgs letfærdige og lemfældige omgang med andres forskning har medført mange spinoff-effekter. Der er blevet tænkt over tingene i den videnskabelige verden, hvor Bjørn Lomborg virkelig fik sat fokus på nogle hidtil helt oversete problemstillinger.
“Danske forskere blander i stigende grad egne holdninger sammen med videnskabelig forskning, når de udtaler sig som eksperter i medierne”.
Det var konklusionen på en undersøgelse, som tre danske professorer fra blandt andet Ålborg Universitetscenter publicerede sidste år. Her konstaterede man, at der op gennem 1990’erne havde været en eksplosiv stigning i brugen af forskere som såkaldte “eksperter”. Undersøgelsen viste videre, at især samfundsvidenskabelige forskere (som Bjørn Lomborg, red.) i højere grad udtalte sig om andre emner end deres egen forskning. Og det kan skabe problemer.
“Når en forsker accepterer at deltage i mediecirkuset, så er det svært at huske på, hvornår man udtaler sig på baggrund af sin holdning, og hvornår man blot siger sin mening som samfundsborger”, siger formanden for Statens Humanistiske Forskningsråd, professor Poul Holm. Han fortsætter:
“Det er klart, at det kan give en berusende følelse, når man både kan sætte dagsordenen og påvirke beslutningstagerne. Men det er vigtigt, at man som forsker holder tungen lige i munden”.
Hvem sagde Lomborg. Man sætter jo ikke en sygeplejerske til at bygge Storebæltsbroen. Eller en tømrer til at udføre avanceret hjernekirurgi. Men den nuværende regering kunne altså fint bruge en samfundsfaglig statistiker til at lede et nyt institut for miljøvurdering. Målet helliger midlet, som allerede apostlen Paulus mente og vidste…
“Bjørn Lomborg gør folk ligeglade”
1. marts 2003
Forfatteren Sissel-Jo Gazan skrev følgende tankevækkende indlæg til “Klummen” i gratisavisen Metro Express:
“Jeg har aldrig forstået folk, der undlader at involvere sig i miljøproblematikken med den begrundelse, at deres indsats alligevel er en dråbe i havet. I mine ører er en sådan argumantation ikke alene en stiltiende accept af klodens tilstand, men også en ikke specielt beundringsværdig accept af, at man ikke orker at forsøge at ændre på den.
Ligegyldigt om vi taler økologi, genbrug eller energibesparelser, er den gængse holdning den samme: “Det hjælper alligevel ikke, når alle andre er ligeglade”.
Hvad i alverden er det for en vattet holdning? Det skræmmende er, at netop denne vattede holdning legitimeres af en af tidens mest eksponerede eksperter, direktør Bjørn Lomborg, hvis synspunkter giver befolkningen grønt lys til at læne sig tilbage i deres magelige mangel på engagement.
Man kan se det for sig: Ungt menneske hører Lomborg udtale sig om genbrug i nyhederne. Skal man tro ham, er papirgenbrug overvurderet, og vi kan lige så godt destruere hele molevitten, for i virkeligheden tabes der færre ressourcer ved at destruere papir og pap, end det koster at opbygge og drive avancerede genbrugscentraler.
Konsekvensen er oplagt: Næste gang ungt menneske skal ned med sine aviser, er det, hvad han eller hun husker. Et uangribeligt synspunkt, legitimeret i en dansk nyhedsudsendelse, og inden man når at blive irriteret over størrelsen på sprækken i genbrugscontaineren, er avisstakken røget i skraldespanden.
Faktum er bare, at virkeligheden ikke er så unuanceret. I den specifikke situation, hvor der lades hånt om begrebet genbrug, skal man huske at tage højde for, at i det øjeblik træ og papir afbrændes i stedet for at genbruges, opstår behovet for nyproduktion, hvis denne verden vel at mærke fortsat vil have papir at skrive på.
En lille omkostelig mellemregning, der ud over at glimte ved sit fravær i Lomborgs argumentation for, hvorfor genbrug er unødvendigt, får debatten til at handle mere om Lomborgs sande tilstand end klodens.
Med Bjørn Lomborg som direktør for Institut for Miljøvurdering er selv dansk politik blevet invaderet af amerikanske tilstande, hvor det i årevis har været normal kutyme, at eksperterne ud over at være eksperter også er politikere.
Og hvad er der så galt i det? Når en ekspert ikke er uvildig, hvad skal folk så tro på? Vores nuværende regering har både under deres valgkamp og gennem deres regeringsperiode forsøgt at overbevise befolkningen om deres optimisme. Råd og nævn, ud til højre! Ikke mere klynkeri fra blødsødne socialdemokrater og deres venstreorienterede kor. Nu er det bare lige frem efter næsen, og så skal det nok gå.
Tankevækkende er det, at Bjørn Lomborg i årevis har gjort sig bemærket med samme udglattende synspunkter. Miljøproblemer? Det er noget, Greenpeace har opfundet. Vagt i gevær? Ozonlaget har aldrig haft det bedre! Ingen ved, om Lomborg ganske enkelt blev ansat med det formål at mane enhver form for skepsis i jorden, ja, personligt fristes jeg til en sådan konklusion.
Som sagerne står nu, er Lomborgs afsmittende slapstick holdning til miljøproblematikken, den mest seriøse trussel mod vores miljø”:Citat slut.
Kritik af DMU forstummet
26. maj 2003
Efter hård kritik fra landbruget og den borgerlige regering, som mistænkte Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) for at overvurdere landbrugets skyld i iltsvindsproblematikken, lod DMU først i 2003 et uvildigt udenlandsk forskerpanel vurdere sit arbejde med iltsvind i de indre danske farvande.
Den efterfølgende evaluering, der blev forestået af tre professorer fra USA og en fra Norge, gav DMU det blå stempel for dets arbejde. Det internationale panel af forskere bakkede således op om DMU’s opfattelse af, at landbruget bar hovedskylden for det rekordstore iltsvind, vi oplevede i 2002.
DMU’s forskning og rådgivning omkring iltsvind er af høj international standard og et godt grundlag for politiske beslutninger. Det konkluderer de udenlandske eksperter. Sikkert til stor fortrydelse for regeringspartiet Venstre, hvis formand for Folketingets miljøudvalg, Eyvind Vesselbo, først såede tvivl om DMU og derfor foreslog en uvildig vurdering.
Det skete umiddelbart efter, at Venstres egen smagsdommer, Bjørn Lomborg, af Udvalget for Vurdering af Videnskabelig Uredelighed (UVVU) blev vurderet som værende “i klar strid med normerne for god videnskabelig skik”.
Det kunne Venstre ikke have siddende på sig og måtte straks ud med riven. Valget faldt på DMU, som havde formastet sig til at pege på landbruget – Venstres kernevælgere – som hovedansvarlig for iltsvindskatastrofen i 2002. Venstre fik imidlertid ikke andet ud af sit korstog end en international bekræftelse af landbrugets skyld.
Det internationale forskerpanel udtrykte dog en vis undren over, at DMU havde indladt sig på personlige stridigheder i dagspressen. Dertil er iltsvindsproblematikken alt for kompleks, mente de udenlandske professorer. Sagen skulle hellere drøftes på videnskabeligt plan – i den videnskabelige litteratur, hvor den slags diskussioner retteligen hører hjemme.
Nu venter vi så blot på, at Institut for Miljøvurdering kommer med sinudlægning af iltsvindsproblematikken. Det har Bjørn Lomborg givet også en mening om – som samfundsforsker…
En halv milliard mindre til miljøet
28. juni 2003
Miljøminister Hans Christian Schmidt er minister for et svindende ministerium. Et ministerium, der tilsyneladende er ved at nedlægge sig selv. I hvert fald kunne ministeren her for nylig meddele, at der fra 2001 til 2006 samlet vil blive sparet en halv milliard kroner – 500 millioner – på det danske miljø. Det svarer til en besparelse på godt 25%.
Således er der skåret 120 millioner på diverse råd og nævn, og samtidig er der sparet hele 350 millioner på forskellige institutioner og deres drift. Endelig er der brugt 50 millioner mindre på anlægsarbejder. Miljøministeren regner med, at Miljøstyrelsen mister godt en tredjedel af sit budget og mere end 100 ansatte, inden sparerunden er slut i 2006. I det lys forstår man godt, at Miljøstyrelsens direktør Steen Gade, valgte at tage sit gode tøj og gå.
Til gengæld har regeringens eget Institut for Miljøvurdering (IMV) i samme ombæring ansat nye medarbejdere. Instituttets bevilling blev nemlig fra den 1. januar 2003 øget med 5 mio. kr., og instituttet har efterfølgende ansat 7 nye medarbejdere. Dette trods en dom over IMV direktør Bjørn Lomborg for videnskabelig uredelighed. Og trods en massiv kritik af instituttets mildest talt useriøse og dårligt gennemarbejdede rapporter om emballage og dåsepant.
Så med den ene hånd sparer regeringen altså 500 millioner på miljøet, mens den med den anden giver 5 til IMV, der bestemt ingen planer har om at redde det danske miljø…
IMV-rapporter fulde af fejl
28. august 2003
Lektor Bjørn Lomborg, direktør for regeringens eget smagsdommerinstitut, Institut for MiljøVurdering (IMV), er netop blevet evalueret af en uvildig instans. Det uvildige panel bestod af følgende eksperter fra Skandinavien:
Professor Christian Hjorth-Andersen fra Økonomisk Institut ved Københavns Universitet; profesor Lars Hagmar fra Yrkes- och Miljømedicinska Kliniken ved Universitetssjukhuset i Lund; professor Peter Bogetoft, Instituttet for Økonomi, Skov og Landskab; professor Øystein Hov, Norsk Institut for Luftforskning samt professor Aage Heie fra Institut for Vann- og Miljøteknikk ved Norges Teknisk-Videnskapelige Universitet i Trondheim.
Dette ekspertpanel kom i en 16 sider lang konklusion frem til følgende om IMV’s meget omdiskuterede otte rapporter:
Panelet valgte helt at se bort fra de tre første rapporter, da man ikke anerkender deres faglige kvalitet, men blot ser dem som et forsøg på at markere det nye institut i offentligheden. Så meget for dem altså.
Panelet fandt heller ikke, at man kunne være “tryg ved konklusionerne i to af de andre rapporter”, som omhandlede henholdsvis prisen for reduktion i CO2-udledningen og rentabiliteten af papirgenbrug.
Ingen af rapporterne er så klare, at de kan bruges politisk, og de er alle behæftet med fejl af forskellig karakter. Ingen af rapporterne kan således bruges af politikerne til at “give mere miljø for pengene”.
Panelet konkluderede endvidere, at skal IMV bevare sin troværdighed, så må det sikres, at der ikke fremover kan sættes faglige spørgsmålstegn ved dets rapporter. Det har der jo i høj grad kunnet hidtil. Således har en forsker på Danmarks Tekniske Institut (DTU), der leverede materiale til IMV, udtalt følgende om to af de rapporter, han havde været involveret i: At de end “ikke havde bestået som et studenterprojekt på DTU”…
IMV’s direktør, Bjørn Lomborg, havde i Jyllands-Posten følgende kommentar til det uvildige ekspertpanels evaluering af instituttets rapporter:
“Men ork Gud – det er ikke det sidste, I har hørt fra mig. Vi skal nok komme på banen igen.”
En udtalelse, der mere end meget andet fortæller, hvad IMV egentlig drejer sig om og Bjørn Lomborg virkelig står for: Et egotrip af hidtil usete dimensioner. Fagligheden er aldeles underordnet, hvad ekspertpanelet jo også nåede frem til.
Ikke uventet bakkede miljøminister Hans. Chr. Schmidt op om Lomborg og IMV, som jo er Venstres helt egen opfindelse og helt nye smagsdommerinstitut. Og meget forudsigeligt mente oppositionen, at IMV må lukkes efter den uvildige kritik.
Så nu er der atter gang i den hjemlige sandkasse..
Konklusionen
Hele denne artikel er skrevet ud fra Lomborg-metoden – med selektiv udvælgelse af de kilder, der bedst kunne understøtte den konklusion, der allerede var nået. Nemlig én af de to følgende:
1) At regeringen har været så håbløst dum og naiv, at den vitterlig har troet på Bjørn Lomborgs jongleren med facts om verdens sande tilstand. Siden man nu oprettede et helt nyt Institut for Miljøvurdering til ham og ansatte ham som direktør for det. Eller…
2) At den nuværende regering helt kynisk har etableret Institut for Miljøvurdering med det ene formål at så splid og tvivl om hele miljødebatten. For kan man først så tvivl om, hvorvidt det overhovedet er den hjemlige danske kvælstofudledning, der er hovedårsag til sidste års rekordstore iltsvind i danske farvande, da kan man også lettere slippe fra nye udgifter til vandmiljøet. Da kan man nemmere forsvare at lade stå til.
Og kan man undgå disse nye og store udgifter til miljøet, så kan regeringen jo langt lettere nå frem til de skattelettelser, den blev valgt på. Med tilsvarende gode odds for at blive genvalgt næste gang…
– Hvem sagde noget om Bush og krigen i Irak? – Og hvilken Venstre-politiker kan i dag huske, hvad man sagde i 1998 før valget?
Det grønne venstresving er droppet og den gamle landbrugsfundamentalisme listet ind ad bagdøren igen: Skråt op med miljøet.
Mange Venstre-vælgere er blevet snydt groft af et parti, der sagde ét og mente noget helt andet…
© 2003 Steen Ulnits
Del denne artikel: