Nye DNA-baserede metoder gør det muligt at afsløre, hvor en fanget torsk kommer fra. Fiskerierhvervet vånder sig ved tanken, da det fremover vil blive langt sværere at snyde med fangsterne.
Torsken var engang en af verdens vigtigste fiskeressurser. Det er den ikke længere – grundet mange års overfiskeri fra en alt for stor og effektiv fiskeflåde samt måske også en klimaændring mod varmere vande, der tvinger torskene nordpå.
Fiskerierhvervet svindler som bekendt med fisk og fangster, når og hvor det er muligt. Fjorten industrifiskere i Hvide Sande fik for nylig inddraget deres licenser til industrifiskeri i en måned, da der viste sig at være alt for mange sild i deres landinger af brislinger. Således var der 50-70% sild i lasten, hvor der som bifangst kun må være 20%. Altså 2-3 gange så mange som tilladt.
To tredjedele tyvfiskere
Det kunne Fiskerikontrollen fra Esbjerg konstatere, da man i løbet af en tre dage lang kontrolkampagne kontrollerede samtlige fangster landet af 22 Hvide Sande fartøjer. “Det er det største antal overtrædelser, vi hidtil har konstateret under en sådan totalkontrol”, udtalte Fiskerikontrollen bagefter.
Og problemet var selvforskyldt, da de fjorten fartøjer blot kunne være sejlet længere ud, hvor der er færre sild og flere brislinger. Selv formanden for Danmarks Fiskeriforening havde ingen større bortforklaringer, da han blev forholdt overtrædelserne.
Overtrædelserne kom som sagt til at koste de implicerede fiskere deres licens til industrifiskeri i en måned. De måtte dog stadig konsumfiske – efter eksempelvis den stærkt truede torsk…
Desværre har man flere eksempler på, at fiskerne har indhandlet netop torsk, der stammede fra helt andre områder end dem, man selv opgav som fangstpladser. Fordi fiskene helt enkelt har været fredet, hvor man fiskede. Helt bevidst og aldeles ulovligt fiskeri på truede torskebestande.
Af samme årsag har fiskerierhvervet længe modsat sig, at skibene forsynes med GPS-udstyr, der løbende fortæller myndighederne, hvor det pågældende skib nu befinder sig og fisker.
Ikke mindst torskebestanden i Nordsøen er i dag under et meget hårdt pres fra fiskerierhvervet. Allerede sidste år slog EU’s kontrolorgan således alarm over de ringe torskemængder.
Alligevel viser de seneste tal, at der faktisk er 30% færre torsk tilbage i år 2002 end sidste år. Fra 60.000 tons sidste år til blot 40.000 tons i år. Et kommende forbud mod torskefiskeri vil ramme bredt og hårdt, idet torsken indgår som hyppig bifangst under fiskeri efter rødspætter, hvilling, kuller og jomfruhummer.
Beskyttelsesforanstaltningerne har simpelthen ikke virket som tilsigtet. Enten fordi de ikke var strenge nok. Eller fordi de ikke blev overholdt, hvilket jo desværre er et velkendt fænomen i fiskekredse. Samtidig har opvarmningen af Nordsøen heller ikke gavnet torskebestanden, som til gengæld er rykket længere nordpå – mod Grønland og Island.
Det ulovlige rovfiskeri efter torsk har således større effekt på bestandene nu end nogensinde.
Ny bevisførelse
Forskere ved Århus Universitet og Danmarks Fiskeriundersøgelser har imidlertid udviklet en metode, der gør det muligt at skelne forskellige torskebestande fra hinanden.
Forskerne har opdaget, at torsk fra Barentshavet, Nordsøen og Østersøen hver især har forskellige genetiske “fingeraftryk”, som gør det muligt at bestemme fiskenes oprindelsessted.
Retmedicinere har længe haft adgang til og gjort udstrakt brug af forskellige DNA-teknikker, når de skulle finde frem til specifikke personer – det være sig ofre for kriminalitet eller gerningsmænd til den.
Nu har også fiskeribiologerne taget den nye teknik til sig og udviklet den specielt til bestemmelse af fiskearters geografiske oprindelse. Også her kan den bruges til at finde gerningsmændene bag formodet kriminalitet – til at kontrollere, om erhvervsfiskernes oplysninger om fangststed nu også stemmer med virkeligheden…
Det har længe været kendt, at ethvert menneske har en unik arvemasse bestående af en DNA-streng kodet så specielt, at den kan bruges til at bestemme en given person og dennes slægtninge. Teknikken er så udviklet og gennemprøvet, at den nu regelmæssigt bruges som bevismateriale i retssager om voldtægt, slægtsskab og relateret kriminalitet.
Man har også længe vidst, at det forholder sig på samme måde med stort set alle levende organismer. Alle har deres helt egen DNA-sammensætning. Nogle er dog mere nært beslægtede med andre og kan derfor være sværere at skelne fra hinanden, hvad DNA-sammensætningen angår.
Nu har danske forskere imidlertid udviklet metoden, så den med stor sikkerhed kan bestemme og skelne forskellige stammer af den samme flere fiskearter fra hinanden. Stammer, som det meste af tiden lever geografisk adskilt, og som derfor kun undtagelsesvis udveksler DNA med hinanden. De har derfor udviklet deres helt egen DNA, som forskerne nu med stor sikkerhed kan bestemme.
Torsk med fingeraftryk
Den nye teknik blev udviklet på opdrag af Fødevareministeriet, hvorunder jo Fiskerikontrollen hører. Departementet under ministeriet ønskede en metode, der med sikkerhed kunne afgøre, om en given ladning fisk stammede fra et forbudt område eller ej. En metode, der kunne bruges på såvel friskfangede fisk som fersk fisk efter forarbejdning.
Udviklingsarbejdet startede i 1996 og fokuseredes hurtigt på den økonomisk vigtige torsk, der i disse år er under et stort pres fra såvel miljøet som fiskerierhvervet. I 1996 var torskefiskeriet i Nordatlanten med 1,3 millioner tons årligt verdens niendestørste fiskeri, som skabte arbejdspladser til et 5-cifret antal mennesker såvel til vands som til lands.
Fiskepresset var imidlertid så hårdt, at torskefiskeriet på bankerne ud for Newfoundland pludselig var en saga blot. Trods efterfølgende totalfredning af torskene er 30.000 mennesker stadig arbejdsløse, da torskebestanden helt enkelt ikke kan komme sig. Så langt har den været fisket ned.
Nu frygter man som bekendt for, at det samme er ved at ske i Nordsøen – forårsaget af EU’s store fiskerinationer, hvortil også Danmark hører. Fiskeriet er derfor underlagt skrappe bestemmelser, som imidlertid ikke ser ud til at være skrappe nok.
Under alle omstændigheder fik dette hurtigt interessen for den nye DNA-teknik fokseret på torskene i Nordsøen. – For hvorfra kom de? – Var der forskellige bestande, som gydede på forskellige steder? – Og blandede de sig siden som laksene på opvækstpladserne?
Det har længe været kendt, at torsken fra Island vandrer nordpå til Grønland for at gyde. Torskelarverne følger siden passivt Irmingerstrømmen tilbage til Island, hvor de siden vokser op.
Det har også længe været kendt, at der i mange norske fjorde findes meget isolerede torskebestande, som lever hele deres liv på meget afgrænsede områder. Torsk er altså ikke bare torsk, men kan opføre sig meget forskelligt og træffes på mange forskellige steder i løbet af deres livscyklus.
DNA med forskelle
Det er komplicerede forhold som disse, der gør det svært at fastsætte fiskekvoter på et solidt grundlag. Fiskere og biologer har da også i årevis skændtes om kvoternes størrelse. Fiskerne siger, at de kan fange lige så mange torsk, det skal være. Så mange er der, og derfor er der ingen grund til små kvoter.
Biologerne derimod kan fortælle, at bestanden af gydemodne fisk – dem, der skal føre slægten videre – er under det kritiske niveau, der skal til for at opretholde bestanden, og har været det længe.
Men da man hidtil ikke har kunnet fastslå, hvorfra fangsterne kommer, og hvilke bestande fiskene tilhører, har dette slagsmål været frugtesløst.
Indtil nu, forhåbentlig. Med den nyudviklede teknik er det nemlig lykkedes at isolere og identificere DNA-materiale fra de tre hovedbestande af torsk i Nordsøen. Det viste sig hurtigt, at netop torsken er meget velegnet til den nye DNA-analyse.
Under udvikling af metoden indsamlede biologerne materiale fra torskebestande i Barnetshavet, Nordsøen og Østersøen. Deres DNA er nemlig så forskellig, at man i dag – ud fra test af blot 3-5 fisk – med sikkerhed kan bestemme, hvorfra en given torskefangst stammer.
Fiskerne kan nu ikke længere påstå, at fiskene stammer fra et andet område end det, de blev fanget i. Det kan en DNA-test hurtigt fastslå.
Samtidig kan biologerne nu fastslå, om der i et givet område findes torsk af flere forskellige stammer. Torsk, hvoraf nogle måske stammer fra truede bestande, som ikke tåler befiskning. Eller torsk af en særligt livskraftig stamme, som godt kan tåle et rimeligt fiskepres.
Erfaringerne fra Newfoundland viser med al ønskelig tydelighed, at en bestand aldrig må fiskes helt i bund. Da kan den være så langt nede, at den helt enkelt ikke kan retablere sig, menmåske er tabt for altid. En værdifuld ressource er dermed gået tabt, hvilket jo på lidt længere sigt er et kolossalt spild.
Andre fiskearter
Også andre fiskearter end lige den økonomisk vigtige og økologisk truede torsk kan identificeres med den nye DNA-metode. Således har man allerede udviklet metoden til at omfatte laks, ørred og snæbel.
Man har i vid udstrækning brugt den til at skelne mellem oprindelige vildlaks og så undslupne tamlsks fra fiskeopdrættet, der blander sig med vildlaksene på gydepladserne og dermed forårsager en genetisk udvandning af den oprindelige vildlaks’ arvemateriale.
Det var også den nye DNA-metode, der for nogle få år siden kunne fastslå, at der – i modsætning til, hvad mange mente – stadig findes rester af oprindelige vildlaks i flere vestjyske vandløb. Som derfor nu er underlagt speciel beskyttelse og bevågenhed.
Man har også brugt metoden til at skelne mellem forskellige bestande af pighvar i Nordsøen og Østersøen. Netop pighvarren er kendt for at være ganske stedbundet, men alligevel finder der i grænseområderne en del opblanding af stammerne sted.
Det har da også vist sig at være omkring dobbelt så svært at skelne mellem forskellige bestande af pighvar som mellem forskellige bestande af torsk. Således kræves der et større antal pighvarrer for en sikker bestemmelse.
Alligevel kan man med 80% sikkerhed henføre en enkelt testet pighvar til dens oprindelse. Hvilket egentlig er ganske godt klaret. Det viser med al ønskelig tydelighed, at vi her står med en ny metode, der i fremtiden kan få meget stor betydning for fiskeribiologien. Som kan gøre det muligt at fastsætte kvoter for forskellige fiskearter på et grundlag, som selv erhvervsfiskerne må bøje sig for!
Det kan man da kalde et fremskridt, og det kan vi som danskere da være ganske stolte af. Fremover forventes det nemlig, at samtlige marine fiskearter af interesse vil kunne bestemmes efter den nye DNA-metode.
© 2002 Steen Ulnits
Del denne artikel: