Jeg besøgte Alaska første gang i 1976. Jeg var inkarneret lystfisker og havde læst min Jack London. Jeg vidste, at dér måtte jeg bare hen.
Jeg boede hjemme hos mine forældre efter studentereksamen fra Sønderborg Statsskole. Planen var, at jeg skulle spare penge op til mit kommende biologi-studium i Århus, men skæbnen ville det anderledes.
Jeg havde arbejdet to år i produktionen på Danfoss – på Nordals og i treholdskift, da vi simpelthen ikke kunne producere pumper nok til verden. Der stod derfor lidt penge på kontoen, da de to år på Danfoss var gået og biologistudiet i Århus kaldte.
Jeg var i mellemtiden kommet i kontakt med to kendte skribenter på det svenske magasin Jaktmarker och Fiskevatten, som jeg trofast havde abonneret på de sidste år. Og de havde netop arrangeret en fisketur til Alaska for bladets læsere.
Den ville jeg bare med på – koste, hvad det ville. Min snusfornuftige mor var meget utilfreds med, at jeg ville bruge de opsparede penge på noget så ufornuftigt som en fiskerejse – uagtet at mine forældre to år forinden selv havde foræret mig en fiskerejse til Grønland. Som belønning for ikke at opgive studierne.
Min mor var stædig, men jeg var endnu mere stædig. En dejlig augustdag kunne jeg så stå ud af flyveren i Anchorage, Alaska – efter at have krydset Nordpolen i en SAS maskine på vej til Japan. Vi fik endda et fornemt certifikat for at have krydset Nordpolen – underskrevet af luftkaptajnen selv, for det var ikke almindeligt i 1976.
Mit første besøg i Alaska blev en dundrende succes, så to år senere måtte jeg derover igen. Og året efter. Jeg tilbragte hele somre i Alaska – fra isgangen i juni til årets første sne i september. Tre måneder i træk i mine drengedrømmes land. Først som betalende lystfisker – siden som betalt fiskeguide ved siden af biologistudiet hjemme i Aarhus.
Jeg lånte mine forældres Konica kamera, som jeg også havde gjort til Grønland i 1974. Men billeder tog man ikke mange af dengang. Film var dyre og skulle fremkaldes, når man kom hjem. Man tænkte sig derfor grundigt om, inden man trykkede på aftrækkeren og førte den dyre CT18 film frem til næste billede.
Det blev alligevel til en del billeder hen ad vejen. I 1982 tilbragte jeg så for første gang hele sommeren i Alaska – nu med mit eget Olympus spejlrefleks-kamera i bagagen. Det kom der en del gode billeder ud af – så mange, så det ved hjemkomsten resulterede i en stor artikel til det stadig nye fiskemagasin Fisk & Fri.
Bladet var startet af Politikens Forlag og underlagt magasinet Alt om Sport. Det var i de glade Rapport-dage, hvor der blev solgt flere magasiner end nogensinde tidligere. Redaktør på Alt om Sport var en vis Fritz Ahlstrøm, der senere skulle blive en af de store kanoner inden for dansk fodbold.
En dag var jeg inde på stenbroen for at vise mine Alaska-fotos frem. Jeg blev budt inden for på redaktørens kontor, hvor han som det første spurgte til, om jeg var i familie med en Erik Ulnits. Og det var jeg skam. Ganske meget endda.
Erik Ulnits var nemlig min far, som sidst i 1960’erne havde startet et nyt postkontor op i Greve Strand syd for København. Fritz Ahlstrøm var født i nabobyen Ishøj og fik som ung journaliststuderende arbejde under min far som postbud, og de to var kommet rigtig godt ud af det sammen.
Dette heldige sammenfald resulterede i, at Frits Ahlstrøm læste min artikel om Alaska ekstra grundigt og så på mine billeder med ekstra stor interesse. Det hele blev efterfølgende sat stort op på flere sider i et flot magasin, hvor artiklen blev den bærende i det nummer – vist nok det sidste i 1982.
Hvad næsten bedre var for en fattig, men rejselysten studerende: Jeg fik professionelt honorar for både tekst og fotos. Et svimlende højt beløb, når man til daglig var på SU. Jeg takkede Frits mange gange og sendte min far en venlig tanke, da jeg hævede checken i den lokale Sydbank. Godt, de ikke var uvenner.
Herefter skiltes vore veje. Jeg for at blive rejselysten biolog og Frits for at gøre karriere som først redaktør på Alt om Sport og siden talsmand for Dansk Boldspil Union, UEFA og FIFA.
Turen i 1976 blev starten på en lang række besøg i Alaska, som dengang næsten ikke blev besøgt af udenbys lystfiskere. Dertil var det stadig for uvejsomt og svært tilgængeligt. Det var derfor priviligeret at være noget nær eneste lystfisker ved nogle af verdens fineste fiskevande i 1970’erne og 1980’erne.
Herefter tog fisketurismen fart, og fiskerne blev mange gange flere. Fra hele Europa. De allerbedste vande blev hurtigt overrendt og luften fuld af vandfly på vej ind og ud med glade lystfiskere. Det gik hårdt ud over flere bestande af især regnbueørreder og arktiske stallinger – de stationære laksefisk. Stillehavslaksene klarede et bedre.
Minderne har man da heldigvis lov at have. Jeg sad i forgangne påske og bladrede gamle billeder fra 70’erne og 80’erne igennem – primært lysbilleder, som måtte scannes ind og digitaliseres til brug på internettet. Den oprindelige kvalitet var ikke i verdensklasse, men heldigvis har vi nu fået AI, der kan rette op på meget.
Men tag et kig og døm selv. De fleste fotos er taget med Kodahrome 64 film, som var ganske skarp. Samt Ektachrome 400, der bestemt ikke var. Til gengæld var den uhyre lysstærk, hvilket var nødvendigt i Alaskas dårlige vejr.
©️ 2026 Steen Ulnits
Del denne artikel: