Sagt og skrevet om Den Grønne Trepart

Kært Barn har mange navne, og knapt havde Den Grønne Trepart set dagens lys, førend den skiftede navn til Den Sorte Syvpart. I hvert fald i visse kredse. Forklaringen er til at tage og føle på:

Nu er dette ikke nogen politisk blog. Det er derimod en aldeles upartisk, men så meget mere miljøpolitisk én af slagsen. Jeg interesserer mig ikke meget for partipolitik – kun for miljøpolitik, selv om de to ting jo unægtelig hænger sammen.

Det er imidlertid nødvendigt at kende baggrunden for den person, der stiftede Moderaterne. Som lancerede den Landbrugspakke, der nu har resulteret i danske strande fyldt op med slimet fedtemøg og danske fjordområder, der hvert eneste år lider af algeblomst, iltsvind, fiskedød og bundvendinger. En person, som derfor af websitet Gylle.dk har fået ærestitlen “Fedtemøgets Fader”.

Det var nemlig statsminister Lars Løkke Rasmussen (dengang V, i dag M), som med Landbrugspakken tilbage i 2016 gav danske landmænd lov til at bruge 20-30% mere gødning end hidtil.

Dette trods mange advarsler fra faglig side og den kendsgerning, at Danmark indtil da slet ikke havde formået at leve op til kravene om en “god økologisk tilstand” i danske vandområder. Noget, vi ellers havde forpligtet os til med EU’s Vandrammedirektiv tilbage i 2000.

Lars Løkke Rasmussen kom efterfølgende på kollisionskurs med sit eget parti og blev i 2019 vraget som leder af Venstre. I 2021 grundlagde han så sit nye protestparti “Moderaterne”, der skulle favne bredere end det tidligere Venstre.

Samtidig fralagde Løkke sig bekvemt ansvaret for den Landbrugspakke, han jo ellers selv havde lanceret. Han gav nu sit gamle parti Venstre hele skylden for, at landbruget ikke havde levet op til de aftalte forudsætninger i pakken.

Han glemte også helt, at det jo var netop ham, der havde aflivet amterne. Dem, som indtil 2007 havde været en besværlig, men effektiv garant for vandmiljøet. Besværlig for landbruget og Venstre, som var godt trætte af al den snak om vandmiljøet.

Det var også under løkkes regering, at daværende fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) tillod et ødelæggende muslingeskrab langt ind i fjorde, som tidligere havde været friholdt for den hårdhændede behandling. Næppe nogen anden dansk politiker har som Løkke haft så megen negativ indflydelse på vandmiljøet i Danmark.

Trods sin politiske deroute efter Venstre lykkedes det alligevel Lars Løkke Rasmussen at kravle til tops igen. Denne gang godt hjulpet på vej af Socialdemokraternes Mette Frederiksen, hvis fatale håndtering af minkskandalen gav Venstre & Co de bedst mulige kort på hånden.

De luftede tanken om en mulig Rigsretssag som den, Inger Støjberg måtte igennem, og krævede hver en sten i sagen vendt. Hvis statsministeren ikke makkede ret.

“Det danske vandmiljø har det hamrende godt”

“Man burde i lovforslaget starte med at konstatere, at det danske vandmiljø har det hamrende godt. Vi har rent drikkevand, vi har stigende mængder drikkevand, vores vandløb får det bedre og bedre – og kystvandene har det sådan set også ganske godt.“

Morten Messerschmidt, MF, Dansk Folkeparti

Ovenstående sagt i en Folketingsdebat om ny lovgivning for vandmiljøet. Man må undre sig over, hvilken planet den gode Messerschmidt mon kommer fra. Årets iltsvind i de danske farvande tegner til at blive større end sidste års, der allerede var rekordstore.

Morten Messerschmidt blev naturligvis hurtigt citeret af interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug, for hvem den udtalelse jo var rent vand på møllen. I hvert fald vand.

En “mærkelig regering”

Trods sejr efter sidste Folketingsvalg vendte statsminister Mette Frederiksen (S) ryggen til det røde flertal, som ellers havde båret hende igennem en hel valgperiode og ført Danmark nogle vigtige skridt i retning af et grønnere miljø.

I stedet lancerede hun den nuværende blåsorte SVM-regering, som hun efterfølgende selv kaldte “mærkelig”. Trods ellers et rødt flertal blandt vælgerne for at fortsætte den så småt påbegyndte grønne kurs. Denne handling vil gå over i historien som “Det Store Svigt” – af vælgernes tillid og det danske vandmiljø.

For SVM-regeringen trak desværre Danmark langt ned i dyndet igen. Bogstavelig talt og helt som forventet. Droppet som det første blev det forbud mod den skadelige brug af bundslæbende redskaber – bundtrawl og muslingeskrab – som ellers stod på kanten til indførelse. Og den nye regering barslede som bekendt i 2024 med den allerede nu så berømte “Grønne Trepart”.

Esben Lunde Larsen (V) var i 2016 miljø- og fødevareminister for Lars Løkke Rasmussen og stod som sådan for den praktiske udarbejdelse af den forkætrede Landbrugspakke – dikteret til forgængeren Eva Kjer Hansen (V) af interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug.

Esben Lunde valgte at drage i landflygtighed efter lanceringen af pakken, men fra sit skatteyderbetalte eksil hos Verdensbanken i Guds Eget Land forkyndte han i efteråret, at Danmark med Den Grønne Trepart har fundet en god model:

“Et interessant reguleringsinstrument, der sagtens kan bruges andre steder i verden. Danmark har fundet en vej til at nå klimamål samtidig med, at der stadig produceres mange fødevarer.”

Esben Lunde Larsen, tidligere miljø- og fødevareminister

Ikke alle var eller er enige med Esben Lunde Larsen. Den Grønne Trepart blev derfor hurtigt omdøbt til “Den Sorte Syvpart” – af Alternativets Torsten Gejl. Navngivet efter de syv organisationer, der havde udarbejdet planen. Danmarks Naturfredningsforening deltog endda aktivt i det nye fænomen i dansk politik – uvist hvorfor som eneste “grønne” deltager.

Kvælstofaftalen fra 2021 blev genbesøgt og genoplivet, hvad også Vejle Fjord blev. Den havde miljøorganisationerne ellers officielt begravet i foråret 2024. Under pomp og pragt og stor mediebevågenhed.

Regnedrengene i Finansministeriet havde i mellemtiden været tallene igennem en ekstra gang og var nu nået frem til, at Vejle Fjord slet ikke var så død alligevel. Den blev derfor gravet op igen og nu potentielt tildelt lempeligere vilkår for det omgivende landbrug.

Klovnebussen var atter spændt for den store gyllespreder. Som i 2016, da Løkke jo selv lancerede Landbrugspakken.

“En planlagt katastrofe”

Efter gaveregnen fra Landbrugspakken, der holdt Løkke ved magten i endnu et par år, gik det rigtig godt for dansk landbrug. Men tilsvarende skidt for vandmiljøet, der kvitterede med rekordstore iltsvind landet over. Helt forventeligt efter Landbrugspakkens ekstra gødning og den øgede udvaskning.

“En planlagt katastrofe”. Det var, hvad professor i marin økologi ved Aarhus Universitet, Stiig Markager, derfor kaldte årets iltsvind. De har været under opsejling siden 2000, hvor Danmark jo tilsluttede sig EU’s Vandrammedirektiv til sikring af en ”god økologisk tilstand” i alle vandområder.

Stiig Markager har påpeget dette i snart tyve år, men intet reelt er sket – ud over Lars Løkkes lancering af Landbrugspakken i 2016. Den muliggjorde brug af 20-30 % mere gødning, hvilket naturligvis bare gjorde allerede ondt meget værre.

Skiftende borgerlige regeringer har ikke turdet eller magtet at stille landbruget stolen for døren. Bønderne har derfor kunnet forurene ufortrødent videre – med oceaner af slimet fedtemøg skyllende ind på vore strande som det synlige resultat.

Senest har man så “opfundet” et helt nyt og aldrig tidligere set begreb, nemlig Den Grønne Trepart, som indtil videre har begavet dansk landbrug med yderligere fire milliarder støttekroner. I tilgift til de 12 milliarder, man i forvejen modtager – hvert år.

SVM-regeringen er endda lykkedes med at få Danmarks Naturfredningsforening lokket ind i folden som medansvarlig for den nye Trepart. Som eneste grønne organisation i Den Sorte Syvpart, som Den Grønne Trepart reelt er.

Dansk Landbrug kunne endnu engang grine hele vejen hen til banken. Senest med en stort opsat overskrift i LandbrugsAvisen:

“Formuen er fordoblet på fem år:

Landmænd har i snit 17 millioner på bogen“

Overskrift i LandbrugsAvisen

Så er det helt rigtige jo at give dem 4 milliarder mere om året, så de ufortrødent kan forurene videre. Så de kan investere i flere maskiner og bygge større svinefabrikker end hidtil. Så vi kan være helt sikre på, at der også vil være iltsvind ved bunden og fedtemøg på stranden de næste mange år.

Man må tage sig til hovedet og rive sig i håret. Hvis ellers der er noget tilbage…

Borgmestre mod kvælstof

Mens SVM-koalitionen styrer målrettet mod afgrunden, maner flere S-borgmestre nu til besindelse. Regeringen vil via sin Sorte Syvpart nedprioritere den ellers absolut nødvendige indsats for at reducere udledningen af kvælende kvælstof fra landbruget til vandmiljøet.

Flere socialdemokratiske borgmestre er ikke med på ideen om at lade landbruget slippe billigere end hidtil foreslået. Det er selvklart de borgmestre, som allerede nu døjer med algeblomst, iltsvind, fiskedød og bundvendinger i deres respektive kommuner.

De er mildest talt bekymrede over, at trepartsminister Jeppe Bruus (S) tilsyneladende vil favorisere den model for kvælstofudledning, der endnu en gang vil lade landbruget slippe billigst og vandmiljøet lide endnu mere og endnu længere. Blot for at please bønderne i Venstre og Moderaterne.

Bruus vil angiveligt vælge den ud af tre foreslåede modeller, der mere eller mindre vil lade status for udledningerne være uændret. Trods ellers et vel dokumenteret behov for at gøre endnu mere. Det har regnedrengene i Finansministeriet nemlig konkluderet i deres ufattelige visdom.

Som om Finansministeriet lige pludselig har fået mere forstand på det danske vandmiljø end de milliarder af skattekroner, de til daglig forvalter. Og de forskere, der ved noget om det.

Michael Stegger, der i dag er borgmester i Syddjurs Kommune og tidligere førstemand i min lokale Dagli’Brugs på Mols, er bestemt ikke enig med regeringen i den prioritering. Han mener, at man klart skal gå videre med det såkaldte scenarie 1. At man skal hæve ambitionsniveauet så højt som overhovedet muligt.

Stegger er kritisk overfor, at regeringen i sit udspil lægger op til at bruge den laveste af de tre listede kvælstofindsatser, som skruer kvælstofreduktionerne i Djursland Øst ned til nul fra ellers 225 tons årligt:

“Mere fedtemøg end hidtil”

Det harmonerer overhovedet ikke med virkeligheden. Jeg snakker med lokale fiskere, som fortæller, at der ingen fisk er. Og jeg kan med egne øjne se, at der er mere fedtemøg i vore farvande end hidtil. Så virker det mærkeligt at påstå, at det hele er, som det skal være.

Michael Stegger, borgmester Syddjurs Kommune

Han støttes af sin partikollega Lone Jacobi, der er borgmester i Odder Kommune. Hun mener ikke, det giver mening at påstå, at der ikke længere er brug for at gøre noget i de nævnte områder. Hun påpeger, at der ikke er meget liv tilbage, og at mange af de udpegede fjorde endda er på miljøministerens såkaldte akutliste.

Borgmester i Middelfart Kommune Johannes Lundsfryd (S) kan fra sit skrivebord se direkte ud over det hårdt pressede Lillebælt, der gisper efter vejret. Han er heller ikke begejstret for SVM-regeringens seneste kvælstofudspil:

– Jeg håber ikke, det er rigtigt, at indsatsbehovet skal sænkes. Jeg har aldrig set et Lillebælt, der har haft det så svært som nu. I foråret kunne man se fedtemøg på havbunden, og vandet har for første gang ikke været klart på noget tidspunkt i løbet af sommeren.

Såvidt tre bekymrede borgmestre til Altinget. Statsminister Mette Frederiksen skal således ikke regne med opbakning til SVM-regeringens seneste knæfald for landbruget. Hun er tilsyneladende ligeglad med miljøet, så længe hun blot selv kan forblive statsminister.

Den Grønne Treparts Sorte Fallit

“Den Grønne Trepart ligner mere og mere en vittighed. Til 40 mia. Regeringens egne beregninger viser ifølge en professor og to grønne organisationer, at vandmiljøet bliver værre stillet med end uden Den Grønne Trepart.”

Noah Reddington på X (Twitter)

Tørre tal om våd jord

Vor efterhånden landskendte professor Stiig Markager fra Aarhus Universitet har for snart længe siden regnet sig frem til, at der skal udtages 600.000 hektar landbrugsjord, hvis vi skal leve op til kravene i Vandrammedirektivet fra 2000 om en god økologisk tilstand i vore farvande. Dette inden 2028.

SVM-regeringens eneste konkrete målsætning er lige nu, at en fjerdedel heraf skal være udtaget inden 2030. Altså 150.000 hektar. En sølle fjerdedel af det nødvendige areal, der skal udtages for at holde tilstrækkeligt med kvælstof tilbage fra vandmiljøet, som lider under algeblomst og iltsvind.

Regeringen satser på, at op mod 400.000 hektar vil være udtaget inden 2045. Altså to tredjedele af vejen – om 20 år. Hvis alt går vel, og det gør det jo ikke.

Samtidig skal regeringen slås med et nyt og selvskabt problem, nemlig at Finansministeriet senest har anbefalet de kvælstofreducerende tiltag begrænset mest muligt – af økonomiske årsager.

Hvornår de sidste 200.000 hektar vil være udtaget af drift, tør vist ingen spå om. Herfra kan det dog hurtigt konkluderes, at det ikke bliver i vor levetid, vandmiljøet lever op til kravene. I det Vandrammedirektiv, vi ellers selv tilsluttede os tilbage i 2000. For snart et kvart århundrede siden.

En aldeles imponerende slendrian, som udelukkende skyldes manglende vilje til at gøre noget ved et selvskabt problem, der blot fik lov at vokse, mens landbruget igen-igen scorede kassen.

Hertil skal så lægges den øgede udvaskning fra den famøse Landbrugspakke, som Lars Løkke og Venstre indførte tilbage i 2016. Med øget gødningsforbrug, øget udvaskning til vandmiljøet og øget indtjening til de danske landbrug, der i dag i snit har rigtig godt med penge på bogen:

“Formuen er fordoblet på fem år:

Landmænd har i snit 17 millioner på bogen“

Overskrift i LandbrugsAvisen

Læg hertil, at der slet ikke er nogen kontrol med de frivillige aftaler, som landbruget hidtil har indgået om kvælstofreducerende tiltag. Det har Rigsrevisionen jo påpeget og kritiseret for ganske nylig. SVM-regeringen har skam taget kritikken til efterretning – uden dog at gøre noget ved problemet.

Det bliver således ikke i vor tid, at vi eller vore børn atter kan bade i et rent hav. Et glitrende hav med klart vand og et levende liv, som vi havde det for blot et par årtier siden. Det er rent blændværk at tro, at Den Grønne Trepart skulle kunne bringe os i mål med det.

Med det nuværende tempo og de stigende temperaturer vil det sandsynligvis ikke vare årtier, men århundreder. Den Grønne Trepart er i den forbindelse ikke Fem Tanke Gylle værd.

Fem havbrug eller 2.000 hektar jord

Den Grønne Trepart, der ifølge Alternativets Torsten Gejl blot er en Sort Syvpart uden reel interesse for miljøet, kæmper lige nu for at begrænse udledningen af skadeligt kvælstof til vandmiljøet. I hvert fald på papiret.

Dette primært fra landbruget, som står for langt størsteparten af udledningerne. Ikke mindst Lars Løkkes Landbrugspakke fra 2016, med dens tiladelse til øget brug af gødning, satte for alvor gang i dødsspiralen.

Senest har der været afholdt møde i As Forsamlingshus, hvor man diskuterede de pågående planer om flytning og sammenlægning af eksisterende havbrug nær Horsens Fjord. Et område, der har været hårdt belastet af forurenende havbrug i et halvt århundrede.

Professor Stiig Markager fortalte på mødet, at de 40 tons kvælstof og 4,5 tons fosfor, som områdets fem havbrug årligt udleder, reelt svarer til 60 tons. Havbrugenes udledning er nemlig lokalt mere skadelig end landbrugets, der ganske vist samlet er langt større, men isoleret set ikke fylder nær så meget.

Landbrugets udledning er uorganisk og består af næringssalte, primært kvælstof. Samtidig foregår den primært i vinterhalvåret, hvor algevæksten er minimal.

Havbrugene derimod udleder både kvælstof og fosfor i netop det kritiske sommerhalvår, hvor algevæksten er på sit højeste.

Kvælstofudledningen fra havbrug sker som organisk stof i form af foderrester og fækalier, der først forbruger ilt til forrådnelse og siden frigiver uorganisk kvælstof. Dette “nye” kvælstof kan så optages af planktonalger og føre til det næste iltforbrug ved deres endelige forrådnelse.

Organisk kvælstofudledning fra havbrug forbruger således langt mere ilt pr. kvælstofenhed, end uorganisk kvælstof fra spildevand og landbrug gør. Dette påpeget af Gunni Ærtebjerg, der tidligere arbejdede med problematikken hos Danmarks Miljøundersøgelser.

Det betyder, at der skal udtages 2.000 hektar landbrugsjord for at kompensere for udledningen fra områdets fem eksisterende havbrug. Og hvor skal man lige finde al den jord i en tid, hvor landmændene kæmper for at bevare deres nuværende dyrkning og fortsatte forurening?

“Så nu må politikerne gøre op med sig selv, om de vil fjerne 2.000 hektar landbrugsjord eller fem havbrug.”

Professor Stiig Markager, Aarhus Universitet

Sådan konkluderede professor Markager seancen i As Forsamlingshus. Han gjorde afslutningsvis opmærksom på, at hvis en kommende sammenlægning af havbrugene i As Vig vil betyde en øget udledning af blot ét kilo kvælstof, så kan det ifølge gældende lovgivning ikke lade sig gøre.

Så hårdt presset er økosystemet her.

En vittighed til 40+ milliarder

Det skulle være så godt, men så var det faktisk skidt, står der i den gamle revyvise. Og det er tilsyneladende, hvad vi oplever lige nu.

Vi er midt i Den Grønne Treparts spæde ungdom, der blev kortere, end selv de sorteste skeptikere havde forudset. Alternativets Torsten Gejl var hurtig til at omdøbe Den Grønne Trepart til Den Sorte Syvpart, hvad den reelt altid har været. Hvor det grønne kom fra, kan vist ingen længere få øje på.

Den Grønne Trepart skulle ellers have reddet de sidste rester af liv i de indre danske farvande. Der var sat 40 milliarder af til projektet, der ikke mindst skulle købe landbrugsjord op til udtagning fra landbrugsdrift.

Dertil finansiere et nyt eventyr for pyrolyse – en helt ny teknologi, der endnu er på drømmeplanet. Men som skal kunne deponere kulstof permanent i landbrugsjorden i et omfang, så man kan fortsætte dyrkning som hidtil.

Altsammen for en forsvindende lille CO2-afgift, der endda skulle eller skal kanaliseres tilbage til landbruget på snedig vis. Med Hans Engells ord så er det jo til at leve med en afgift ved fordøren, når der læsses guldbarrer af ved bagdøren.

Aftalen i Den Grønne Trepart rummer ikke stof eller tiltag til den nødvendige omstilling fra konventionel dyrkning til såkaldt regenerativt landbrug, der er langtidsholdbart.

Intet om udfasning af vore dages gigantiske svineproduktion, massive brug af gylle og kunstgødning, sprøjtegifte og monokulturer. Ikke et ærligt tiltag i retning mod en øget biodiversitet.

Mange af tiltagene i Den Grønne Trepart er ikke andet end opdatering af tidligere aftaler, der pludselig indgår i den nye Trepart. Billige points, mildest talt. Lidt for billige. For hvor lang tid tager det ikke lige at rejse ny skov, der skal begrænse udledningen? Det bliver ikke i vor levetid, at vandmiljøet får det bedre af flere træer.

Senest har Rigsrevisorene så påpeget, at dansk landbrug end ikke har levet op til de “frivillige” aftaler, som er indgået lige siden Landbrugspakken fra 2016. Blandt andet om etablering af minivådområder og dyrkning af efterafgrøder til fastholdelse af kvælstof på markerne. Der har stort set ingen kontrol været med disse aktiviteter.

Dansk landbrug har desværre vist sig som en helt igennem utroværdig medspiller i Den Grønne Trepart. Men påpeger samtidig selv, at der nok skulle have været og fremover skal være offentlig kontrol med de frivillige tiltag. Ellers er det jo endnu engang ræven, der skal vogte hønsene. Og det kender vi jo kun alt for godt resultatet af.

Eneste “grønne” medspiller i den syvarmede Trepart er tilsyneladende Danmarks Naturfredningsforening (DN), der desværre lader til at have solgt ud af den sidste troværdighed – blot for at få lov til at være med i mummespillet.

DN, der frivilligt har ladet sig tage som gidsel i det helt store spil om Den Danske Natur, der opføres netop nu: “Kejserens Kostbare Klæder”. For nye er de ikke.

“En vittighed til 40 milliarder skattekroner” er stykket også blevet kaldt.

Men om 50 år er alting godt igen…

Professor Stiig Markager, som med base på Aarhus Universitet har beskæftiget sig med iltsvind i et kvart århundrede, er selv ganske realistisk i sine forudsigelser for det danske vandmiljø:

“Om 50 år kan Danmark se helt anderledes ud. Vi kan få renere fjorde, vådere landskaber og rigere natur. Det er en vision, der er værd at kæmpe for.”

Det siger Markager i oplægget til et nyt kursus om Den Grønne Trepart, som Aarhus Universitet udbyder til foråret. Om alt går vel, planerne holder og overlever de kommende regeringsskifter. Det er der slet ingen garanti for. Det vil dansk landbrug kunne lægge mange nye hindringer for.

Klart vand bliver således ikke noget, vi selv eller vore børn kan se frem til og få glæde af. Det løb er kørt. Trods ellers de bedste intentioner tilbage i 2000, da EU’s Vandrammedirektiv jo blev vedtaget. Som endnu en fisk i en fotofælde.

Det bliver svært at forklare vore børn og børnebørn. At vore politikere i den grad har ladet stå til, mens dansk landbrug bare kørte videre med klatten og gyllesprederen. At vi ikke kunne nå et så simpelt mål, som vi ellers havde givet os selv et kvart århundrede til.

Og postet millioner og milliarder af skattekroner i.

Det er pinligt ud over alle grænser.