Storpolitik om kæmpehvaler


Fra babysæler til kæmpehvaler

Lige nu i sommeren 2024 foregår der et storpolitisk magtspil i lille Danmark. Vi har rodet os ind i slagsmålet om udlevering af miljøaktivisten Paul Watson – kendt fra TV-serien “Whale Wars” på Animal Planet kanalen – til hvalfangernationen Japan.

Via Interpol har Japan bedt den danske regering om at anholde og fængsle Paul Watson, som japanerne nu kræver udleveret til retsforfølgelse i Den Opgående Sols Land. Her risikerer Paul Watson op til 15 års fængsel for at have obstrueret japansk hvalfangst i internationalt farvand ved Antarktis.

Det er en praksis, den Internationale Hvalkommision IWC siden har dømt ulovlig. Det gjorde de for ti år siden – i 2014. Alligevel har Danmark accepteret den japanske anmodning, som stammer tilbage fra 2012 og baserer sig på hændelser sket i internationalt farvand ud for Antarktis i 2010.  

Vi har således sendt et helt hold kampklare danske betjente til Nuuk Godthåb for at anholde den 73-årige Paul Watson og lægge ham i lænker. Bogstavelig talt. Og vi har sat to danske orlogsskibe på sagen – den ene i havnen i Nuuk, den anden ventende udenfor.


Paul Watson blev første gang anholdt i Tyskland i 2012 – dengang på anmodning fra Costa Rica – men han forlod landet og undgik derfor udlevering. Paul Watson blev så anholdt 12 år senere på sit nye skib. Det skete den 21. juli 2024, hvor det lagde til i Nuuk for at tanke op.


Watson blev ført bort i håndjern og sidder nu fængslet i “Anstalten”, som den lokale detention hedder. Her venter han på, om Danmark vil udlevere ham til retsforfølgelse i hvalfangernationen Japan. Med risiko for en dom på 15 år i et af verdens mest brutale fængselssystemer. I et land, der stadig praktiserer dødsstraf.

Læs herunder hele historien, der førte til anholdelsen, som har vakt stor international opmærksomhed. Ikke mindst fordi japanerne netop har genoptaget deres egen tvivlsomme hvalfangst og sågar bygget et helt nyt og kæmpestort fabriksskib til fangsten – formedelst 47 millioner dollars.

Den første finhval er allerede harpuneret og bragt ombord i det nye fabriksskib. Der skal fanges ikke så få hvaler for at få en investering på 320 millioner kroner hjem igen. Og derfor vil japanerne have Watson udleveret til retsforfølgelse i Japan.

Så han ikke fremover kan hindre eller genere en genoptaget japansk hvalfangst. I nationalt eller internationalt farvand.

Men først lidt historie:



Brigitte Bardot og babysælerne

Tilbage i 1985 tilbragte jeg hele sommeren hos svigerfamilien i Nuuk / Godthåb på Grønland. Jeg var der fra forsommerens isgang til efterårets rensdyrjagt. Fiskede og jagede, til den første sne lagde sig, og jeg måtte tilbage til studierne i Aarhus.

Dengang tilbragte man typisk tid på den amerikanske base i Søndre Strømfjord, mens man ventede på forbindelse til sin endelige destination. Der var ikke mange fastvingede fly, da de fleste bygder manglede landingsbaner. Det var derfor de rød-hvide Sikorsky helikoptere, der varetog det meste af transporten. En Heliport var der altid plads til.

Ventetiden i Søndre Strømfjord kunne man så fordrive med at se på de dengang mange F-16 jagere, der kom ned for at tanke op – på vej mellem Europa og Nordamerika. Canadiske Goose Bay på den anden side af Davisstrædet var et vigtigt knudepunkt. Det var den russisk-afghanske krig, der havde sat NATO i Red Alert.

Til Nuuk kom jeg dog til sidst. En dag var der uro i hele byen. En 12 meter lang finhval var netop bragt ind til havnen – totalfredet og således ulovligt nedlagt. 12 meter er ikke meget for en finhval, der som den næststørste af alle hvaler kan blive dobbelt så lang. Kun blåhvalen kan blive større.


Det viste sig senere, at dens spæklag var fyldt med projektiler – lige fra små kaliber .22  til store .30-06 kugler. Selv om det næppe var dem, der havde dræbt den store finhval. Hvem der egentlig havde nedlagt hvalen, blev aldrig helt afklaret. Island blev dog nævnt flere gange, for på vulkanøen havde man en organiseret hvalfangst.


Den lokale politichef var klar over situationens alvor. Han var derfor den allerførste til at forlade scenen. Han fortrak hurtigt til lystbådehavnen, hvor hans egen båd lå. Ombord på den forsvandt han i al hast ind i den lange Godthåbsfjord. Væk fra balladen.

Han skulle ikke nyde noget i en så speget sag som denne. Og vendte derfor først tilbage, da der atter var faldet ro over gemytterne.

Det var i de år, hvor man på Grønland stadig havde franske Brigitte Bardot og hendes kamp mod jagten på bedårende babysæler i frisk erindring. Hendes kampagne imod denne jagt kom nemlig til at koste de grønlandske fangere dyrt. Ingen ville købe deres ellers fine sælskind længere. Af ren og skær misinformation.

Det var nemlig slet ikke de grønlandske fangere, der aflivede de små nyfødte sælunger med de store runde øjne og den superbløde pels – med tunge køller i hovedet for ikke at ødelægge det fine skind. Det gjorde de i stedet på den anden side af Davisstrædet – i Canada. 

Men kampagnen gik alligevel ud over uskyldige grønlandske fangere og deres fangst af voksne sæler. Tilsyneladende kunne ingen kende forskel på canadiske babysæler og voksne sæler fra Grønland. Eller ville i hvert fald ikke.

Derfor vil franske Brigitte Bardot for altid stå som en miljøterrorist i grønlandske fangeres opfattelse. Fuldt forståeligt.



“Rainbow Warrior” sænket

Frankrig havde som atommagt et anstrengt forhold til miljøaktivister generelt og miljøorganisationen Greenpeace specielt. 

Den 10. juli i 1985 lå Greenpeace-skibet “Rainbow Warrior” således i havnen i Auckland, New Zealand. Dette i forbindelse med organisationens fredelige protester mod Frankrigs fortsatte atomprøvesprængninger på Mururoa-atollen, som er del af øgruppen Fransk Polynesien. Atollen ligger nordøst for New Zealand – meget langt fra Frankrig.

Her gik den franske efterretningstjeneste i hidtil uhørt grad over stregen. De placerede to bomber – dog ikke nukleare – under vandlinjen på “Rainbow Warrior” og detonerede begge. Den første udrettede kun materiel skade og lavede et stort hul i skroget. Den anden slog den portugisiske fotograf Fernando Pereira fra Portugal ihjel. 

Han var besætningsmedlem og netop gået tilbage til skibet for at hente sit fotoudstyr, da den anden bombe detonerede. Fernando Pereira druknede, og fire minutter senere var Rainbow Warrior helt under vand. Pereira var far til to børn og havde netop fejret sin 35 års fødselsdag.


I første omgang benægtede den franske regering ethvert kendskab til den fatale sabotage af Greenpeace-skibet. Senere måtte den franske premiereminister Laurent Fabius dog indrømme, at regeringen faktisk havde givet efterretningstjenestens agenter ordre til at gennemføre operationen.


De var dog ikke klar over, at der var nogen ombord på skibet på det tidspunkt. Det skulle der ikke have været.

Der skulle gå yderligere to år, førend der faldt dom i sagen. I 1987 blev Frankrig så af en international domstol dømt til at betale 8,1 millioner dollars i erstatning til Greenpeace og den portugisiske fotografs efterladte. 

To franske agenter blev samtidig idømt henholdsvis syv og ti års fængsel på en militærbase i Fransk polynesien, men løsladt efter mindre end to år. Hvis de nogensinde reelt havde været fængslet.

En symbolsk dom, hvor de to franske agenter pligtskyldigt påtog sig ansvaret.



Fra Greenpeace til Sea Shepherd

Miljøorganisationen “Greenpeace” blev officielt grundlagt i 1971. Blandt de første medlemmer var en nu velkendt aktivist ved navn Paul Watson, der i dag er let genkendelig med sit store hvide hår og skipperskæg. 

Mindre kendt er det, at der var flere kvinder blandt grundlæggerne af Greenpeace-organisationen tilbage i 1960’erne. Blandt disse er Marie Bohlen, som skabte det første Greenpeace-logo. Dorothy Metcalfe, der som journalist stod for kommunikationen udadtil. Samt Zoe Hunter og Dorothy Stowe. Fire stærke kvinder, hvis hjerter bankede for miljøet. Mere end de fleste mænds.

Ved sænkningen af “Rainbow Warrior” havde nævnte Paul Watson for længst selv droppet Greenpeace, som han fandt for passiv i kampen mod de illegale hvalfangere.

Han havde allerede i 1977 stiftet en helt ny organisation med navnet “Sea Shepherd”, der gik anderledes bastant til værks i kampen mod de kontroversielle hvalfangere og deres granatudstyrede harpunkanoner.


Millioner af TV-seere verden over har gennem flere år kunnet følge Paul Watson og hans kollegers utrættelige kamp mod den illegale japanske hvalfangst fra det store hvalfangerskib “Nisshin Maru“ og dets mindre følgebåde.


De har kunnet følge kampen i den populære TV-serie “Whale Wars” på kanalen Animal Planet. På én gang fascinerende og skræmmende optagelser af fysiske konfrontationer nær Antarktis mellem Watson’s miljøaktivister og japanske hvalfangere fra deres store moderskib.

Programmet kørte på Animal Planet i syv sæsoner fra 2008-2015. Japan stoppede sin hvalfangst i internationalt farvand i 2016 – klart presset af verdensopinionen og de mange tusinde seere fra Whale Wars-føljetonen.

De fleste troede derfor, at Japan nu endegyldigt havde opgivet sin kontroversielle hvalfangst i internationalt farvand. At hvalerne fremover ville få fred i det mindste ved Antarktis.



Japan genoptager hvalfangsten

Men otte år senere viste det sig alligevel ikke at være tilfældet.

Netop nu i 2024 har Japan søsat et nyt og kæmpestort hvalfangerskib ved navn “Kangei Maru”. Et fabriksskib, der fungerer som ledsagerbåd og slagteri for et antal mindre hvalfangerbåde. Kangei Maru skal afløse det gamle Nisshin Maru og genoptage fangsten af store hvaler til det evigt hvalkød-hungrende japanske marked.

Japanerne har givet sig selv lov til at fange et stort antal finhvaler, rethvaler, brydeshvaler og sejhvaler. Uden om anbefalingerne fra IWC, den internationale hvalfangstkommitté.

Det satte Paul Watson og hans nyeste organisation sig for at stoppe, og derfor stævnede han i forgangne sommer mod Grønland for at tanke op og forberede sig på en tur gennem Nordvestpassagen – med det erklærede mål at konfrontere det nye japanske hvalfangerskib i Stillehavet. 

Turen skulle gå fra Nordatlanten ved Grønland nord om Canada til Stillehavet ved Alaska. Paul Watson var i mellemtiden raget uklar med Sea Shepherd, som havde sat ham uden for døren i hans egen virksomhed. Lidt som Steve Jobs blev det i Apple.

Han havde derfor startet en helt ny organisation ved navn “Captain Paul Watson Foundation” – praktisk forkortet CPWF – der opererer fra det isgående skib “M/Y John Paul DeJoria. Navngivet efter den amerikanske milliardær og velgører af samme navn.


I det 33 meter lange sponsorskib var Watson stævnet til Grønland for at tanke op til fornyet kamp. Angiveligt med 24 mand ombord. Han havde offentligt erklæret, at man ville konfrontere det nye japanske hvalfangerskib i Stillehavet.


I den grønlandske hovedstad Nuuk blev han imidlertid anholdt af det danske politi, som havde fået en officiel anmodning herom fra Japan. De havde reaktiveret en såkaldt “Red Notice” fra 2012 via Interpol.

Anholdelsen skete den 21. juli. Pudsigt nok eksakt det samme sted, hvor man tilbage i 1985 landede den illegale finhval, som er nævnt i indledningen. Det virkede næsten symbolsk.

En halv snes udsendte danske politifolk bordede straks efter anløbet M/Y John Paul DeJoria, lagde Paul Watson i håndjern og placerede ham i “Anstalten”, som detentionen i Nuuk så malerisk hedder.

I skrivende stund sidder den hvidskæggede miljøaktivist så her og venter på, om Danmark vil udlevere ham til retsforfølgelse i Japan. Det har japanerne officielt bedt Danmark om.

Paul Watson risikerer som tidligere nævnt op til 15 års fængsel for at have reddet truede hvaler og chikaneret japanske hvalfangere tilbage i 2010.

Hvalfangere, som selv bedrev illegal hvalfangst i internationalt farvand ved Antarktis.



Diplomatisk krise

Blot en uge efter arrestationen af Paul Watson i Grønland harpunerede Japan så sin første truede finhval i over 50 år. 

Det skete ikke uventet fra det spritnye “Kangei Maru” fabriksskib og bekræftede mistanken om, at åben havslagtning af verdens største pattedyr hele tiden havde været hensigten med det nye skib. Uanset hvad man ellers officielt havde sagt og skrevet. Et skib, der har kostet ikke mindre end 47 millioner dollars af bygge.

Japan har bekræftet, at man vil tillade fangst af op til 59 finhvaler i den kommercielle jagt. Dette i tilgift til et antal mindre hvalarter, som allerede var på dødslisten: Sejhvaler, minkehvaler og brydeshvaler. 

“Kyodo Senpaku”, som er Japans statsejede hvalfangstselskab, meddeler, at den enlige og hidtil første finhval blev fanget ud for østkysten af ​​Hokkaido, Japans nordlige ø. Altså i nationalt japansk farvand. Det var en knap 20 meter lang han, der vejede 55 tons. 

Finhvaler anses stadig som en truet art, der på grund af sin størrelse har været efterstræbt gennem århundreder. De kan blive op til 90 år gamle og mere end 25 meter lange. Japan har i mange år jagtet disse hvaler, primært i internationalt farvand i det sydligste Stillehav nær Antarktis. 


En yderst kontroversiel aktivitet, som i 2014 blev dømt illegal af Den Internationale Domstol i hollandske Haag. Japanerne havde længe dækket sig ind under, at der skam var tale om hvalfangst til “videnskabelige formål”, hvilket også Island tidligere har gjort. “Research” rimer jo lidt om “Rescue”, hvis man ikke er engelskkyndig…


Japan var imidlertid ikke fuldgyldigt medlem af den Internationale Hvalfangstkommission IWC og fortsatte derfor uanfægtet den kontroversielle hvalfangst i internationalt farvand. Trods dommen Haag.

Stigende pres fra Australien og New Zealand, der jo ligger ikke så lidt nærmere Antarktis, end Japan gør, satte dog til sidst en stopper for hvalfangsten. Den ophørte i 2016. International fordømmelse er ikke uden virkning. Massiv mediedækning bestemt heller ikke.

I mellemtiden har Japan så bygget et spritnyt fabriksskib til 47 millioner dollars og påbegyndt hvalfangsten igen. Japan har derfor brug for, at Paul Watson sættes effektivt ud af spillet, så japanerne uhindret kan efterstræbe de attraktive finhvaler. Måske også igen i internationalt farvand. 

Paul Watson skal tilsyneladende straffes for de japanske brud på reglerne fra IWC, og det skal vi danskere så hjælpe dem med. Han er fortsat varetægtsfængslet i et afsides beliggende fængsel i Nuuk, Grønland, som bærer det sigende navn “Anstalten”.

Her afventer han nu en afgørelse fra Danmarks Justitsministerium om Japans udleveringsanmodning. I så fald risikerer den nu 73-årige miljøaktivist 15 års fængsel i den opgående sols land.



De internationale protester

Blandt de mange prominente støtter, som kræver Paul Watson’s løsladelse, er selveste den franske præsident Macron. Han har nok stadig dårlig samvittighed efter den franske sænkning af “Rainbow Warrior” og drabet på den portugisiske fotograf.

Blandt støtterne er også rockmusikeren Bryan Adams, filminstruktøren James Cameron, primatologen Dr. Jane Goodall og oceanografen Dr. Sylvia Earle med mange flere modstandere af den illegale eller i bedste fald kontroversielle hvalfangst i nationalt og internationalt farvand. 

Typisk støtter mange kendte skuespillere Paul Watson og har gjort det igennem flere år. Såvel i regi af Greenpeace som Sea Shepherd og nu senest Captain Paul Watson Foundation (CPWF), hvis flagskib “M/Y John Paul DeJoria” er doneret af og opkaldt efter forretningsmanden, milliardæren og filantropen af samme navn.

Seneste stemme i protestkoret er ingen ringere end Agent 007 alias James Bond alias skuespilleren Pierce Brosnan, der personligt har skrevet og sendt et langt brev direkte til statsminister Mette Frederiksen.

Det er ikke så lidt af en kattepine, Japan har sat Danmark i, og som Danmark selv har sat sig i. Ellers havde vi jo ikke valgt at anholde ham.


Vi kunne blot have henvist til, at den modtagne “Red Notice” fra Interpol ikke er nogen international arrestordre, men blot en anmodning udelukkende baseret på oplysninger fra Japan. Udsendt i 2012 og skjult bedt reaktiveret her i 2024, hvor det nye japanske hvalfangerskib jo blev søsat.


Der er ikke faldet nogen dom, og Paul Watson ser således ud til at være gået i en fælde sat af den danske stat i nært samarbejde med japanske myndigheder.

Vi kunne også have henvist til, at beskyldningerne mod Watson er forældede og næppe holder vand, da Den Internationale Domstol i Haag  jo allerede i 2014 erklærede den japanske hvalfangst ved Antarktis ulovlig.

Men det valgte den nuværende danske SVM-regering altså ikke at gøre. Vi takkede ja til anmodningen og anholdt Paul Watson den 21. juli.

Anholdelsen har tilsyneladende været planlagt længe og hænger nært sammen med, at Japan nu vil genoptage deres hvalfangst med et helt nyt hvalfangerskib.

Måske også ved Antarktis, hvor man ellers stoppede den illegale hvalfangst tilbage i 2016. 



Den japanske analyse

Man skal derfor ikke blive overrasket, hvis Danmark som stolt hvalfangernation – med et internationalt fordømt grindedrab ved Færøerne – vælger at udlevere Paul Watson til retsforfølgelse i Japan.

Dette under dække af at kalde ham en miljøterrorist fra Nordamerika, der skal anholdes i Grønland af udsendte politifolk fra Danmark. For at have generet illegale hvalfangere fra Japan i internationalt farvand ud for Antarktis. For fjorten år siden.

Altsammen uagtet, at hele EU som organisation er modstander af hvalfangst. Og at Danmark er et af de ældste medlemmer i det europæiske fællesskab. Hvad Grønland jo ikke har været siden 1985, hvor de selv valgte EU fra. Virkelig en speget international affære, vi her har rodet os ud i. Som en flok glade amatører med en slet skjult dagsorden.

Vi ved jo, at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen naturligvis vægter den danske eksport til Japan højt. At han selv er færøsk gift, og at Færøerne mange gange har været mål for Sea Shepherds kampagner mod de årlige grindedrab.


Det forhold er japanerne naturligvis helt på det rene med. Det har de indkalkuleret i deres politiske analyse og kravet om anholdelse og udlevering af Watson. Det er klappet af både nationalt og internationalt.


Det er ligeledes velkendt, at Lars Løkkes tidligere parti Venstre i mange år har haft nære personlige relationer til det japansk-ejede havbrug Musholm, som er den største enkeltforurener af danske Storebælt og har været det i mange år.

Danmark har af uransagelige årsager og i årevis tilladt japansk fiskeopdræt at storforurene i Storebælt, der i forvejen er hårdt belastet med næringssalte og andre skadelige stoffer. Blot for eksportens skyld.

Endelig har vi jo statsminister Mette Frederiksen, der som resten af regeringen gerne vil holde sig gode venner med de berømte nordatlantiske mandater. Dem kunne hun jo få god brug for efter næste valg. Lige nu kniber det i hvert fald gevaldigt med populariteten.

Med økonomisk bistand fra milliardæren John Paul DeJoria sker en eventuel udlevering af Paul Watson til retsforfølgelse i Japan dog næppe uden langvarige sværdslag og massiv juridisk modstand.

For slet ikke at tale om den megen negative omtale, Danmark vil få i alle de mange lande, der er imod fortsat hvalfangst. Det kan komme til at koste dyrt.

Før turen til Grønland havde Paul Watson opholdt sig i Frankrig og Irland, som jo også er medlemmer af EU – men uden at blive anholdt her som i Danmark. I juridisk forstand er Grønland næsten lige så internationalt som Antarktis.

Paul Watson’s danske advokat er den kendte jurist Jonas Christoffersen. Han har til Danmarks Radio denne kommentar:


“Den her sag bliver pustet op af Japan til et niveau, den slet, slet ikke kan holde til, og det er det, vi nu skal til at forklare den danske regering.

Han er sigtet for at stoppe det her hvalfangerskib, som reelt er et slagtehus, hvor man tager ud og fanger hvaler og hugger dem op for at sælge dem til Japan. Det stopper man, og man kaster også en stinkbombe på skibet.

Jeg tror, Danmark skal tænke grundigt over, hvilken galej man er hoppet på.”


Såvidt advokat Jonas Christoffersen, som er dr. jur og tidligere direktør for Institut for Menneskerettigheder. Vi må formode, at Paul Watson er i de bedst mulige hænder.

Læs mere på freepaulwatson.org, hvor man også kan skrive under på en protest mod anholdelsen, der af mange betragtes som både forældet og rendyrket politisk forfølgelse.

Flere end 175.000 (oktober ’24) har skrevet under siden anholdelsen af Watson i Nuuk den 21. juli. Og tallet stiger hastigt.

Skidt for et land, der som vort bryster sig af at være forkæmper for retssikkerhed og menneskerettigheder.

©️ 2024 Steen Ulnits



Efterskrift

Paul Watson blev anholdt i Nuuk den 21. juli 2024. Ved retsmødet i Nuuk den 15. august blev fængslingen af Watson forlænget indtil den 4. september.

Der var ingen tolk til stede ved det første retsmøde, hvor retten af uransagelige årsager nægtede at se videooptagelser fra hændelsen tilbage i 2010.

Dem, der tidligere er vidt på TV af Animal Planet i serien “Whale Wars”.

Det var disse optagelser, der for alvor satte fokus på den illegale japanske hvalfangst, og som udløste den japanske vrede og en såkaldt “Red Notice” fra Interpol.

Ved retsmødet i Nuuk den 4. september blev fængslingen af Paul Watson forlænget endnu engang. Næste retsmøde er berammet til den 2. oktober.

Watson vil da have siddet fængslet i Nuuk i 73 dage – uden mulighed for at se sin hustru og deres to børn. Gad vide, hvad de mange dage i fængsel skal være godt for?

Paul Watson’s danske advokat Jonas Christoffersen har senest udtalt, at Watson kun er fem sekunder fra løsladelse:

De fem sekunder, det vil tage den grønlandske dommer at se de omtalte videoklip.

Som de fremmødte tilhørere i Nuuk straks bemærkede, så var Paul Watson denne gang ikke iført håndjern, da han ankom til det seneste retsmøde.

Der var tilsyneladende kun en enkelt grønlandsk og kvindelig politibetjent i bilen, da denne ankom til retten med Watson ombord.

Man frygter ham tilsyneladende ikke helt så meget som ved anholdelsen.

Men heller ikke ved dette retsmøde fik Paul Watson lov til at vise sin videodokumentation fra hændelsen. Det fik japanerne til gengæld.

Vi må formode, at Watson’s TV-optagelser vil blive vist næste gang. (PS: Det blev de ikke)

Watson udtalte til pressen i Nuuk, at det jo burde være Japan, der blev stillet for en domstol. Dem, der brød loven med deres illegale hvalfangst ved Antarktis.

Watson og Sea Shepherd prøvede blot at hindre det.

Sagen er nu så international, som nogen kan være. For at citere engelske Shakespeare’s “Hamlet”, der jo udspillede sig på danske Kronborg:

“There’s something rotten in the State of Denmark”

I hvert fald på Christiansborg.


🇯🇵 🇦🇺 🇬🇱 🇩🇰 🇬🇱 🇦🇺 🇯🇵

“Prosecuting Fucking Legends”

Se lidt svidende sarkasme om den japanske hvalfangst i dette australske indslag på Instagram.

Det var Paul Watson og TV-serien “Whale Wars” på Animal Planet, der fik sat en stopper for den illegale japanske hvalfangst “Down Under”.


https://www.instagram.com/reel/C_bzWVsvs0C/?fbclid=IwY2xjawFGg_pleHRuA2FlbQIxMAABHSS7cHPL8A5JW6EQq44f-mIASHNeJoVFzhrJXfq43uwEqgtRiyKXoEdFUQ_aem_9ahMFmV6szs461CGcMR73w


Nyd også de mange australske spydigheder og deres afsluttende “tak-tak” til Mette Frederiksen og den danske hvalfanger-regering.

For at have anholdt Paul Watson, så Japan nu uhindret kan genoptage deres hvalfangst.

– Godt gået, Danmark…

🇯🇵 🇦🇺 🇬🇱 🇩🇰 🇬🇱 🇦🇺 🇯🇵