Fortællingen om jordrensningsvirksomheden Nordic Waste i Ølst Bakker syd for Randers har udviklet sig til noget nær en farce. For beboerne i landsbyen Ølst en regulær tragedie.
Faktisk i så høj grad, at instruktøren Adam Price ifølge Dagbladet Information nu overvejer at lade sagen indgå som del af serien “Borgen”. I det østjyske jordskred gemmer sig nemlig så meget drama, at det har været oplagt at lade sig inspirere af virkeligheden.
Her er en hel landsby, som har været truet med at blive levende begravet. I en slowmotion flom af jord og mudder, der langsomt bevæger sig østover, dækkende alt i sit spor. Her er en lille slyngende å, der trues af jorden og selv truer med at gå over sine egne bredder og forurene hele landskabet med en giftig cocktail af PFOS, tungmetaller og tjærestoffer.
Alt dette i et landskab med bjerge af brunt mudder, grå flyveaske og hvid Microfiller fra Ålborg Portland, der jo har rigtig gode relationer inde på Borgen. Og som måske derfor nyder enorme klimarabatter hos statsministeren, der tilfældigvis har valgkreds i netop Ålborg. I sig selv nok til et helt filmmanuskript.
I løbet af 2023 tårnede bjerge af hvid Microfiller sig op hos Nordic Waste. I en sådan grad, at det på afstand fik de brune bakker i Ølst til at ligne et skisportssted i Alperne. Med flere giftige stoffer i undergrunden, end lokale politikere kunne overskue eller ville vide af. Men som eftertiden nok skal vide at fortælle historien om.
Nogle af giftstofferne havde man sågar selv importeret – mod behørig betaling og med myndighedernes fulde velsignelse. Eksempelvis PFOS. Andre blev måske slæbt ind under radaren i de 14 måneder i træk, hvor kommunen helt havde droppet de regelmæssige tilsyn med de giftige aktiviteter og samtidig optrappet transporten af “lettere forurenet jord” fra havn til bakker.
Det resulterede i en lind strøm af tungt læssede lastbiler, der holdt klar ved indkørslen. Hver dag i det tidlige morgengry. Klar til at læsse af i det tilsyneladende uendeligt store hul i den gamle lergrav.
Stofferne i den “lettere forurenede jord” viste sig efterfølgende at være tungere end som så. De var så mange og så giftige, at hele tre socialdemokratiske ministre på én gang måtte forlade Borgen, sætte sig i ministerbilerne, trække i de lange lånte gummistøvler og vise sig for folket i bjergene af skridende gråt mudder fra Ølst Bakker.
– Hovedlandet var besat, forlød det lokalt. Af tropper fra Djævleøen.
Borger nummer 100.000 kommer til byen
Landets sjetterigeste mand havde forinden trukket stikket og efterladt Nordic Waste og Ølst Bakker til kommunen. Til stor og dydig forargelse i den socialdemokratiske ledelse, der straks gav ejeren af Nordic Waste hele skylden. Og status som superskurken, der nu skulle udstilles offentligt.
Efter sig trak ministertrioen en flom af ivrige pressefolk og filmfotografer, der skulle forevige det uvirkelige fænomen af skridende gråt mudder, sorte røjsere og skriggrønne sikkerhedsveste. Billederne kunne nøjagtig lige så godt stamme fra slagmarken i Ukraine. Kampvognene fra Donetsk var lige så rustrøde som maskinerne fra Ølst. Og mudderet lige så gråt.
Ministertrioen havde også forladt den sikre og faste stenbro for at støtte partifællen, der jo var blevet borgmester i Mudderets by Randers. På falske forudsætninger. Nu skulle der renses jord og tjenes penge. Mange penge. Og skabes nye arbejdspladser til den vækstramte kommune.
Her var man så vild med vækst, at administrationen midt under det største jordskred i Danmarkshistorien stod klar med blomster og chokolade, da borger og bysbarn nummer 100.000 valgte at komme til byen og verden:
Den lille Ida, som blev født i en flom af skridende mudder og flygtende politikere. Vi må håbe, hun kan trives i de giftige omgivelser og vokse sig stor og stærk i Laksens By, der nu er blevet reduceret til Mudderets. Adam Price overvejer nok lige nu, om der ikke stof nok til en hel ny serie og ikke blot endnu et afsnit af “Borgen”:
– Det er naturen og sagesløse mennesker, det her, udtaler han til Dagbladet Information. For i landsbyen Ølst kan de ikke længere komme af med deres huse. De er usælgelige efter det giftige jordskred. Et helt livs opsparing er skredet sammen med mudderet.
Selv aviser i det store udland beretter om det famøse landskred. Udenlandske journalister rejser sågar hertil for ved selvsyn at besigtige de skridende jordmasser og fortælle den forunderlige historie for deres undrende læsere. Lille Randers er for alvor kommet på det store verdenskort. Desværre ikke for noget godt.
Det forlyder ikke, om der bliver tale om en farce, et drama eller en dokumentar. Ja, måske en dramadokumentar. Der er stof nok til mange afsnit af det hele i de skridende masser af gråt mudder. Der er ikke kun gift og tungmetaller.
Måske Nordic Waste også går til musikken på et tidspunkt. Som det jo senest er sket med selveste vort nationale klenodie og arvestykke, filmserien “Matador”.
Måske som ballet. Man ser de langsomt skridende jordmasser for sig, elegant nærmende sig de små huse i den lille landsby…
Tak til Dagbladet Information for inspiration til et muligt nyt filmafsnit, måske en helt ny filmserie eller blot denne desværre højaktuelle artikel.
© 2024 Steen Ulnits
Tekst & fotos
Del denne artikel: