Der er gedder, og der er store gedder. Og så er der endelig gigantgedderne…
Verdenshistoriens største kendte gedde – den legendariske Loch Ken gedde fra England – vejede 72 engelske pund (over 30 kg) og blev fanget helt tilbage i 1772.
Danmarkshistoriens største gedde var Grarup-gedden fra Sønderjylland, som vejede 26,5 kg. Den blev taget på levende agn på en såkaldt “geddebrik” og måtte skydes, før den kunne tages om bord og vejes: 26,5 kg. Den kunne dog ikke anerkendes som lystfiskerrekord, da den ikke var taget på stang og line.
Der er langt mellem gedder over 20 kg i vore dage. Meget langt endda. Det sørger fiskepres og forurening for. Derfor spærrer man øjnene ekstra godt op, når der pludselig rapporteres om noget endnu større fra en klarvandet fransk sø ved navn Lac Annecy. En fisk, som endda takseres til at veje mere end eller i omegnen af 25 kg!
Men historien er ganske sand – fortalt af Pure Fishings rutinerede franske testfisker Sylvain Legendre.
Fisken blev ikke vejet på en registreret vægt, og der var ingen vidner. Men billederne taler deres tydelige sprog. En gedde på 137 cm takseres til at veje i omegnen af 25 kg – alt afhængig af dens foderstand – så der er muligvis tale om en ny verdensrekord. Blot uofficiel.
Sylvain havde rigget sin stang med et 21 grams Berkley Vertic jighoved monteret med en str. 6 Stinger krog. Linen var en Spiderwire Stealth rigget med 2,5 meter Berkley Trilene Fluorocarbon 0.30 mm line og en kort Berkley Big Game Fluorocarbon 0.60 mm shock tippet.
Agnet var Berkley’s helt nye Paddletail Shad på 14 cm i farven Molting White – et agn, du vil komme til at høre meget mere om! Som Sylvain selv udtrykker det:
– En stinkende effektiv krydsning mellem den uimodståelige Gulp! lugt og det superlokkende Paddletail bevægelsesmønster!
© 2012 Steen Ulnits
Del denne artikel: