RGS Nordic
From Norway with Love
“RGS Nordic er blandt Danmarks førende miljøvirksomheder”.
Når altså RGS Nordic selv skal sige det.
“Vi arbejder med at gøre cirkulær økonomi og genanvendelse i affaldshåndtering til en god og bæredygtig forretning”.
For RGS Nordic altså. Ikke for vandmiljøet.
Vandmiljøet i Agersø Sund har nu i et kvart århundrede lidt under giftig udledning af dårligt renset spildevand, importeret fra den stenrige norske offshore olieindustri.
Sidstnævnte belaster gerne både klima og miljø ved at transportere det giftige spildevand helt fra den norske Nordsø og ned til den sydligste del af danske Storebælt. Hvor de giftige rester efterfølgende lukkes ud i havet.
Der må være mange penge at spare. For den norske olieindustri. Og mange penge at tjene. For danske RGS Nordic. Eneste taber bliver vandmiljøet i Storebælt, som årligt modtager store mængder dårligt renset spildevand, der bærer prædikatet “miljøfarligt affald”.
I henhold til internationale miljøaftaler må miljøfarligt affald slet ikke transporteres fra ét land til et andet. Det skal som udgangspunkt uskadeliggøres i det land, der har produceret det miljøfarlige affald. Så undgår man de lange og risikable gifttransporter, der som oftest sker til havs.
Miljøfarligt affald må dog eksporteres og krydse landegrænser, hvis det kan dokumenteres, at affaldet kan nyttiggøres i det modtagende land. Det er en ulykkelig juridisk formulering, som lokale myndigheder og virksomheder til fulde har forstået at udnytte eller omgå.
De pågældende virksomheder lever af at “nyttiggøre” det giftige affald, og de lever godt af det. De pågældende landes myndigheder tilbyder som tak for lokale arbejdspladser ofte særdeles lempelige vilkår for affaldshåndtering og tilhørende miljøgodkendelser.
Eksemplerne er mange, og vi skal fremover se nærmere på nogle af de mest aktuelle.
Den ulyksalige “nyttiggørelse”
Det modtagne spildevand må efter mere eller mindre fuldstændig rensning hos RGS Nordic og med de lokale myndigheders fulde tilladelse udledes til og fortyndes med vandet i Storebælt.
Det sker i de såkaldte “blandingszoner”, hvor man tillader fortynding af forurenet spildevand, så det til sidst når “acceptable grænseværdier”. Hvad det så end måtte være. Acceptabelt for hvem? Og hvad bliver der af de giftige restprodukter fra rensningen?
Netto forlader alt vand fra Østersøen ganske vist Danmark via Storebælt med tilstødende farvande. Efter et godt stykke tid. Problemet er blot, at de udledte stoffer cirkuleres frem og tilbage med tidevandet indtil flere gange, inden det meste endelig er væk.
Indtil da har det haft mulighed for at påvirke og skade vandmiljøet flere gange. Ved hver eneste vandvending recirkuleres de giftige restprodukter. For hver fire kubikmeter vand, som strømmer nordpå med det udgående vand gennem Lillebælt, Storebælt og Øresund, sendes de tre tilbage igen med den indgående strøm.
Lokale borgere ved Agersø Sund har derfor længe set deres lokale havmiljø afgå ved en langsom, men sikker kvælningsdød.
Farvandet er i dag “dead as a Dodo”, hvad fiskelivet angår. Ingen fanger længere fisk – hverken på stang og line eller i garn og ruser. Det skulle da lige være tamfisk fra de nærliggende havbrug i området. Undslupne regnbueørreder.
Lokalt giver man derfor ikke meget for RGS Nordic og deres forsikringer om, at man kun udleder resterne fra det norske spildevand efter endt rensning:
“Vi er det rensningsanlæg i Danmark, der er allerdygtigst til at rense spildevandet”.
Siger i hvert fald RGS Nordic’s egen bæredygtighedschef Ebbe Naamansen til pressen. Han henviser til den tilladelse til udledning af de giftige rester, som virksomheden venligst har fået af Slagelse Kommune.
En tilladelse, der sender det stadig giftige restspildevand til fortynding i det lokale Agersø Sund. Og en tilladelse, som Miljøstyrelsen efter alt at dømme har vejledt kommunen forkert om.
Stop for fremtidig import af norsk spildevand
Det er sørgeligt, at et stenrigt olieland som Norge ikke kan eller vil rense sit eget spildevand fra olieindustrien. Men blot sender sorteper videre til en mindrebemidlet nation som Danmark.
Lige så forkasteligt er det, at et lille land som Danmark i årevis villigt har taget imod de giftige stoffer, som efter endt rensning er ledt direkte ud i det smalle Agersø Sund.
Blot for at tjene penge på det. Man fristes til at kalde det torskedumt, men det udtryk giver ikke længere nogen mening. Torsken har nemlig forlængst lagt blandingszonen i Agersø Sund bag sig og er fortrukket nordpå i håb om renere vand.
Den lokale modstand mod forureningen fra RGS Nordic har været voksende i takt med fiskenes gradvise forsvinden. Modstanden har hidtil været forankret i den lokale borgergruppe “Rent Havmiljø Nu”, som i flere år har brugt mange kræfter på at oplyse om forureningen.
I “Rent Havmiljø Nu!” mener man, at det er restprodukterne fra de hundredtusindvis af tons giftigt norsk olieaffald, som de seneste 25 år er udledt i Agersø Sund, der er skyld i de manglende fisk i det nu døde havområde. Og de bakkes op af uvildige fagfolk:
“Dybest set så er det et forældet koncept, fordi filosofien er, at man kan fortynde sig ud af problemet. Stofferne forsvinder aldrig. Tungmetaller er grundstoffer, og de er der for evigt. Mange af de andre giftstoffer er der også fra måneder til årtier”
Det siger professor Stiig Markager, Aarhus Universitet, til TV2 om den hidtidige brug af de tidligere nævnte blandingszoner. Senest har så også Danmarks Naturfredningsforening og Danmarks Sportsfiskerforbund, begge med klageret i miljøsager, givet deres besyv med.
Heunicke i dialog med EU
Efter hårdt pres fra mange sider har miljøminister Magnus Heunicke nu sagt stop for fremtidig udledning af giftige tungmetaller fra det norske oliespildevand. Hidtil har svaret ellers været, at Danmark var forpligtet til at aftage affald til den nævnte ulyksalige “nyttiggørelse”.
Beslutningen vil betyde et fremtidigt stop for import af norsk oliespildevand til RGS Nordic. Miljøministeren understreger dog, at den nuværende forurening vil fortsætte, indtil den gældende tilladelse udløber om godt to år.
Der resterer således stadig 500.000 tons giftigt norsk oliespildevand, som RGS Nordic har tilladelse til at modtage. Hvis ikke ligefrem har forpligtet sig kontraktligt til.
Den nuværende tilladelse fra Slagelse Kommune er angiveligt juridisk bindende. Med mindre den da er givet på et falsk grundlag fra norsk side. At indholdet af giftige stoffer eksempelvis er højere eller anderledes end opgivet fra norsk side.
Eller med mindre man vælger af kompensere den norske producent og den danske aftager for tab i forbindelse med en eventuel opsigelse og afvikling af aftalen.
Og det har kommunen ingen oplyste planer om. Ejheller om noget slagsmål med Miljøstyrelsen, der angiveligt ikke har vejledt kommunen korrekt omkring brugen af de nævnte blandingszoner. Jævnfør tidligere notits her på siden.
Miljøministeren har dog taget kontakt til EU, hvor juridiske eksperter vurderer, at Danmark ikke er forpligtet til at modtage giftigt affald fra hverken Norge eller andre lande. Hvad Miljøstyrelsen ellers har påberåbt sig hidtil.
Hos EU mener man således, at Danmark er i sin gode ret til at give afslag på import af “visse typer af affald, herunder spildevand med et lavt indhold af olie”.
Man kan så undre sig meget og længe over, hvorfor Danmark dog ikke tidligere har forespurgt herom i EU. Lovgivningen er ikke ændret.
Men måske man godt kendte svaret.
Det sidste farvel til Agersø
Efter i årevis at være udsat for massive kemikalieudledninger – primært fra den norske olieindustri – ligger Agersø Sund ved Stigsnæs på Sydvestsjælland nu på sit dødsleje.
Derfor indkalder Greenpeace med flere søndag den 14. maj til en symbolsk begravelse af sundet ud for ud for virksomheden, som importerer det giftige oliespildevand. Den symbolske begravelse kommer til at foregå midt i den såkaldte blandingszone, hvor giftstofferne bliver udledt.
Hvis du er i nærheden af Agersø Sund og har mulighed for at rejse enten til vands eller lands, er du velkommen til at deltage i de lovligt anmeldte demonstrationer.
Ud over begravelsen på vandet, vil Greenpeace også være at finde på stranden, hvor RGS Nordics spildevandsrør leder det giftige spildevand ud i sundet.
Miljøminister Magnus Heunicke anerkender nu problemet med vores import af giftigt norsk oliespildevand og har derfor også langt om længe meddelt, at han ikke vil forlænge tilladelsen af importen af spildevand fra den norske olieindustri – på sigt.
Udledningerne fra den norske olieindustri vil først stoppe om 2,5 år, hvilket jo er en ringe trøst i forhold til, hvor presset vandmiljøet i Agersø Sund er. Danmarks havmiljø har brug for, at dette stopper nu. Ikke efter udledning af de resterende 500.000 tons norsk oliespildevand.
Sammen med de lokale ildsjæle fra Rent Havmiljø Nu! og Storebælt Småbådsklub laver Greenpeace derfor en sø-begravelse for Agersø. Sundet står med begge ben i graven, hvis ikke den norske olieindustri stopper med at svine med det samme.
Og ikke først efter rensning af de sidste 500.000 tons spildevand.
© 2023 tekst & fotos: Steen Ulnits
⌘ Læs mere om stofferne i spildevandet fra RGS Nordic ⌘
Del denne artikel: