En lyssky jæger går amok…
Sandarten er en mærkelig fisk – dertil en af de mest velsmagende af søens fisk. Sandarten er en langsom og lyssky jæger, der i ly af mørket sniffer sig ind på sit bytte og griber det bagfra – stik modsat geddens pludselige udfald, der gerne sker fra siden.
Denne opførsel gør sandarten til en lidt vanskelig fisk for lystfiskeren, der enten må ty til naturlig agn for at appellere til fiskens veludviklede lugtesans – eller trolling, som giver fisken den fornødne tid til at registrere og indhente wobleren bag båden.
Almindeligt spinnefiskeri går ofte for hurtigt til den langsomme sandart. Og fluefiskeren kan kun undtagelsesvis komme i kontakt med sandarten, som i regelen går længere ude eller dybere nede, end grejet magter. I hvert fald i dagtimerne.
Heldigvis er der markante undtagelser – tider og steder, hvor sandarten faktisk er inden for bekvem rækkevidde af fluegrejet. Det sker om foråret – i forbindelse med gydningen, som herhjemme normalt finder sted i løbet af maj måned. Det er i hvert fald i maj, at sandarten er fredet. Men det er ikke altid, at klimaet tilslutter sig lovgivningen. Lange og kolde isvintre kan udsætte gydningen – milde vintre fremskynde den.
Alt dette ændrer imidlertid intet på juraen, som gør sandarten til frit bytte i april og juni måneder – før og efter legen, der sker på lavt vand over stenet bund. Her samler fiskene sig før gydningen, hvor de venter på varmere vand.
Og her bliver især hanfiskene stående efter gydningen – for aggressivt at beskytte gydestedet og afkommet mod indtrængende ægrøvere. I gamle dage kendte man til og benyttede sig af denne viden. Da stak man helt enkelt en pind ned til bunden for at se, om der var sandart. Var det tilfældet, skubbede fiskene mærkbart til pinden – for at jage den væk!
Vi fluefiskere behøver ikke at gå helt så dramatisk til værks. Vi kan fint nøjes med at vide, at de lavvandede stengrunde meget ofte holder fisk før og umiddelbart efter gydningen. Efter gydningen er sandarten i et par uger et relativt letfanget bytte for fluefiskeren, som her og nu nemt kan nå den på det lave vand. Det samme er tilfældet før gydningen, hvor fiskene i sagens natur er i endnu bedre foderstand.
Fra svenske undersøgelser ved vi, at gydningen i regelen finder sted ved en vandtemperatur omkring de 8 grader. De mindre hanfisk har imidlertid svært ved at vente så længe, og de indfinder sig derfor på gydepladserne i flere uger før selve gydningen.
Først noget senere kommer de store og rognfyldte hunfisk til – en klar pendant til gedderne, der blot gyder en måned tidligere. Her er det også de mindre “scoregedder” – hanfiskene – der ankommer tidligst. De store hunner arriverer først, når vandet er varmt nok!
Sandarten er normalt en meget lyssky fisk, som fortrinsvis jager i ly af mørket. Dagtimerne tilbringer den derfor på dybere vand, hvor i hvert fald fluefiskeren ikke kan nå den.
Først efter solnedgang dukker sandarterne op på lavere vand for at jage. I sommertiden sker dette ofte ude over søens største dybder, hvor fiskene gradvis nærmer sig overfladen for at jage i sommernatten.
Til formålet er sandarten udstyret med meget lysfølsomme øjne, der i den rette belysning ligner glasøjne. Dette skyldes et lysreflekterende lag inde i øjet, som giver sandarten et bedre nattesyn end de fleste andre fisk. Det er dette lag, som reflekterer kameraets blitzlys – med de karakteristiske glasøjne som resultat!
Men der er undtagelser fra denne regel. Specielt op til gydningen er sandarten det modsatte af sit normale jeg. Den opsøger da det lave vand over gydepladserne, hvor den på godt nydansk er en “sucker efter solskin”. Den søger varmen og har pludselig ikke noget mod højt og klart solskin længere. Og tilsyneladende kan dens ellers meget lysfølsomme øjne godt håndtere skarpt sollys på lavt vand.
For fluefiskeren er dette idealsituationen. Specielt, da det er en kendsgerning, at sandarten gerne tager føde til sig herinde – trods den forestående gydning. Der findes dog dem, som mener, at huggene mere skyldes aggression på gydepladserne, hvor der jo er rivaliserende hanner til stede – aggression mere end sult.
Som fluefisker kan man dog være ligeglad med årsagen – så længe kendsgerningerne er, at fiskene villigt tager ens fluer!
Og det gør de. Det har imidlertid vist sig, at nogle fluetyper er markant bedre end andre til dette specialiserede fiskeri. Sandarten er en langsom fisk, der næppe formår at skynde sig. Dens teknik er langsomt at snige sig ind på byttet og bemægtige sig det bagfra. Derfor de karakteristiske store tænder længst fremme i munden – modsat geddens store hjørnetænder, der signalerer lynangreb fra siden.
Alle store fluer kan fange sandart inde på det lave vand – blot de fiskes langsomt lige over bunden. Men fangstevnen øges markant, hvis de farvestrålende fluer samtidig forsynes med en “woblerkrave” i blød og klar plast. Denne krave er beskrevet i artiklen om “Juletræet” andetsteds her på siden.
Man kan folde kraven fremefter, så fluen virkelig flytter vand under indtagningen. Eller bagud, så vandmodstanden mindskes.
Specielt under kastet er det rart, hvis man ikke skal løfte en halv liter vand fri i bagkastet. Og det skal man næsten med en fuld fremadrettet krave, som dog kan studses ned med en saks til mindre størrelse og mindre vandmodstand. Et par store øjne klistret fast fortil på fluen skader bestemt heller ikke fangstevnen!
Fluen kastes ud og får lov at synke næsten helt til bunds. Herefter tages den langsomt hjem i korte, men kraftige træk, som virkelig får fluen til at pulsere i vandet og kaste godt med vand ud til siderne. Det er noget, fiskene både kan høre og se i det lave vand. Lad gerne fluen stå stille et sekund eller to mellem trækkene. Det giver sandarten tid til at indhente fluen og bide sig fast i de flagrende fjer.
Huggene er forsigtige, som det altid er tilfældet med sandarter. Fluen sidder i regelen blot fast – tilsyneladende i bunden – og linen bliver stille og roligt stram. Sandarter er som sagt langsomme fisk, der skal have tid til både forfølgelse og hug. Derfor skal man heller ikke forhaste sig med tilslaget, men blot vente, til linen er stram. Og da har sandarten i regelen kroget sig selv solidt og godt i mundvigen!
Så giv sandarten en chance – gerne i solskin. Her først i juni står de stadig på gydepladserne og venter på den rette flue!
© 2010 Steen Ulnits
Del denne artikel: