En ofte overset del af udrustningen
Forfanget er en af de vigtigste bestanddele af fluefiskerens udrustning. Det er forfanget, der udgør overgangen fra den tykke flueline til den tynde forfangsspids. Forfanget, der skal overføre energien fra den tunge flueline til den fnuglette flue. Og forfanget, der skal skjule hele bedraget for fisken, så den tror, at alt er vel!
Alligevel er forfanget en ofte overset eller i hvert fald undervurderet del af fluefiskerens udrustning. Og det er synd, for i forfanget ligger en masse spændende muligheder og venter på at blive udnyttet i det praktiske fiskeri. Der er nemlig næsten uanede muligheder for at ændre på længde, tyngde og tykkelse, så man altid fisker med det ideelle forfang til de rådende forhold.
Materialet
De første forfang var fremstillet af hestehalehår – altid fra hingste, aldrig fra hopper – som blev flettet sammen og taperet ned til blot et enkelt hår i de mest ekstreme tilfælde.
Siden kom silken til og revolutionerede forfanget, da det er langt stærkere end hestehalehår. Desværre skulle det fugtes og blødes op, hvis man skulle kunne binde knuder på det. Datidens “gutforfang”, som de blev kaldt, måtte opbevares i små blikdåser med fugtigt filtindlæg, så de var klar til fiskeriet!
Da nylon kom til i efterkrigsårene, var det endnu en revolution for fluefiskerens forfang. Her var nemlig et materiale, der var let og stærkt, og som var nemt at knytte knuder på – i tør tilstand. Uheldigvis suger nylon en hel del vand, hvilket gør det svagere end i tør tilstand. Nylonforfanget var og er billigt og har derfor været noget nær enerådende i mange år. Nylon er stadig det mest anvendte materiale, selv om der nu er kommet konkurrenter.
Det gælder ikke mindst fluorocarbon, som ligner nylon, men er et helt andet og langt dyrere materiale. Fluorocarbon er udviklet til offshore industrien, hvor det skal kunne ligge på havbunden i årevis uden at nedbrydes – noget, som nylon aldrig ville kunne leve op til.
Herudover har fluorocarbon en række egenskaber, som gør det uhyre velegnet til netop forfang. Det har et brydningsindeks, som er næsten lig vandets. Det betyder, at fluorocarbon er langt mindre synligt under vand end nylon. Det er også tungere end nylon, hvorfor det synker hurtigere – uden at suge vand, som nylon gør. Det får små fluer til at synke hurtigere, men gør samtidig fluorocarbon uegnet til brug med tørfluer. Fluorocarbon er endelig stivere end nylon, hvilket gør det lettere at løse vindknuder op – end på det langt blødere nylon.
Seneste skud på stammen er de såkaldte “polyleaders”, der i princippet blot er nylonforfang coated med plastik – præcis som en almindelig flueline er det. Det muliggør fremstilling af forfang, som strækker fornemt ud – selv i blæst – da de er tunge som fluelinen selv. Det muliggør også fremstillling af forfang med forskellige densiteter – fra flydende over intermediate til hurtigt og ekstra hurtigt synkende. Bruger man løkke-til-løkke metoden, kan man således lynhurtigt omdanne sin flydeline til en regulær sinktip!
Den smukke regnbueørred, som pryder starten på denne artikel, blev taget på en stor og statisk tørflue, som lå i mange minutter på vandet. Det lod sig kun gøre med brug af en flydende polyleader, da almindelige forfang ville have druknet fluen efter så lang tid på vandet.
Længden
Forfangets længde er et ofte diskuteret spørgsmål. Der findes ikke noget eksakt svar på dette spørgsmål, men heldigvis findes der flere retningslinjer. Alt andet lige er stangens længde et godt sted at starte. Det fungerer i praksis og er testet gennem mange år og under mange forhold. Holder man sig til denne længde, slipper man også for mange af problemerne med, at overgangen mellem forfang og flueline kommer inden for topøjet. Det er kritisk under fight af store fisk, som foretager et sidste desperat udløb – med forfanget låst i topøjet…
9 fod er derfor den mest anvendte forfangslængde overhovedet – til enhåndsstænger. Til lange tohåndsstænger bruges tilsvarende forfang på 12-15 fod, som er lette at håndtere – ikke mindst når man spey- eller underhåndskaster og kun i begrænset omfang har fluen ude af vandet. Her bruger man også forfanget til at hæfte i vandet, så man kan spænde stangen mod linens vægt. Et formål, de lidt tungere polyleaders egner sig fortræffeligt til.
Fisker man i lavt og klart vand – måske endda i solskin og vindstille – kan der blive brug for længere forfang. I regelen klarer man sig med et 12 fods forfang på enhåndsstangen – taperet ned til en forfangsspids, der er tilsvarende tyndere og derfor mindre synlig. Det lange forfang eliminerer her risikoen for, at fisken skræmmes af fluelinen, der lander på vandet.
I den modsatte ende af spektret har vi synkelinerne, der har brug for det stik modsatte: Korte forfang. Synkelinens funktion er jo at få fluen ned til fiskene på dybere vand, end den gængse flydeline tillader – selv koblet på en synkende polyleader. Men hvad hjælper det, hvis fluelinen godt nok når ned, men fluen stadig hænger højt oppe i vandet – for enden af et langt forfang, der bærer den op?
Det nytter naturligvis intet, og derfor bruger man altid korte forfang til synkende liner. Jo hurtigere fluelinen synker, desto kortere skal forfanget være. Typisk fra 6 fod til almindelige synkeliner og ned til blot 3 fod på ekstra hurtigt synkende liner.
Tykkelsen
Forfangets funktion er at overføre energien fra den tunge flueline til den fnuglette flue. For at kunne gøre dette effektivt, er forfanget derfor tykt i den ene ende – ud mod fluelinen – og tyndt i den anden – ud mod fluen.
Billige forfang er i regelen for tynde i den tykke del og magter derfor ikke opgaven. Faktisk skal den tykke del af et forfang kun undtagelsesvis være tyndere end 0.50 mm, da det ellers kollapser i overgangen mellem flueline og forfang – den såkaldte “hængseleffekt”. Resultatet bliver, at forfanget ikke strækkes ud og fluen derfor ikke præsenteres korrekt.
Man siger som tommelfingerregel, at den tykke kraftoverføringsdel på forfanget skal udgøre omkring 2/3 af totallængden. Altså 6 fod på et 9 fods forgang. Læg hertil en kort nedtapering til spidsen, der typisk skal måle 50-100 cm. Bliver den for kort, kan den ikke servere fluen tilpas elegant. Bliver den for lang, kan den ikke strække ordentligt ud – med irriterende vindknuder til følge.
Og så er der tykkelsen på forfangsspidsen. Den skal matche den anvendte flue ud fra devisen, at jo mindre flue desto tyndere forfangsspids. Som brugbar tommelfingerregel gælder følgende forhold mellem forfangstykkelse og krogstørrelse:
- 0.10-0.15 mm: str. 24-14
- 0.15-0.20 mm: str. 14-10
- 0.20-0.25 mm: str. 10-4
- 0.25-0.30 mm: str. 4-1
Ved endnu større fluer bliver forfangets tykkelse af mindre vigtighed. Her begynder fiskenes størrelse og strømmens styrke at få mere vægt i valget af forfangstykkelse. I den forbindelse er det også vigtigt, at nylon er et smidigere materiale end fluorocarbon. Vigtigt specielt til helt små fluer, der skal kunne drive frit. Og at fluorocarbon er tungere og derfor synker hurtigere end nylon.
Der er således rigtig mange variationer over dette tema. Det er ikke uvæsentligt, om fluen bindes på en kort- eller langskaftet krog – selv om krogstørrelsen (kroggabet) er den samme. Det er heller ikke uvæsentligt, om fluen er bundet på en let krog af tynd wire – eller om det er en tung dobbeltkrog eller en krog vægtbelastet med eksempelvis et tungt guldhoved. Alt dette skal man tage i betragtning, når den rette forfangsstykkelse vælges.
Forfang er således ikke bare forfang. De er en vigtig og integreret del af fluefiskerens udrustning, som fortjener langt større omtanke, end de normalt får.
© 2012 Steen Ulnits
Del denne artikel: