Når maden drysser ned fra himlen…
Der er noget helt specielt ved Sydengland. Hver gang jeg kommer forbi, er det som at komme hjem igen, og sådan har jeg det ikke andre steder – trods en årelang tilværelse som aktiv globetrotter. Sydengland er gammelt Danmark – og stedet, hvor fluefiskeriets vugge stod.
Det var her, Charles Cotton mødtes med Izaak Walton og diskuterede fluefiskeriets glæder. Det var her, Frederick Halford imprægnerede de første tørfluer – i de selvsamme vande, hvor senere G.E.M Skues formastede sig til at dyppe sine våde nymfer. Endelig var det her, Englands senere udenrigsminister Viscount Grey gik i skole og kastede sine fluer – over det krystalklare vand i Rivers Test and Itchen.
Sydengland formelig oser af historie – ikke mindst med tanke på Stonehenge, der står som et umanerligt monument over menneskets gerninger for tusindvis af år siden. Her fornemmer man virkelig historiens vingesus – om noget sted overhovedet.
Det gør man også, når man entrer Winchester Cathedral, hvor Izaak Walton ligger begravet og har sit helt eget kapel – med de smukkeste blyindfattede ruder og sirlige glasmalerier. Enhver fluefisker med respekt for sig selv og sportens historie skylder sig selv at besøge den mægtige katedral, når han alligevel er på pilgrimsrejse til fluefiskeriets vugge. Katedralen ligger på vejen dertil, så det er ingen tidrøvende afstikker, og der er ingen undskyldning!
Rigtige gentlemen…
Anyway, jeg var inviteret til Sydengland for et par dages fiskeri i floderne Test og Itchen, og jeg forsømte ikke lejligheden til at besøge Winchester Cathedral. Jeg var spændt, for det var mit første besøg – både i kirken og ved de hellige kalkstrømme.
Den ene af dagene regnede desværre helt væk, og ville man fiske overhovedet, måtte der en nymfe på forfanget. Sådant nedlader rigtige gentlemen sig naturligvis ikke til, og det var kun et par forivrede italienere, der trodsede styrtregnen og dyppede deres dybe nymfer. Vi andre derimod tilbragte det meste af dagen inde i en lille rustik fiskehytte, hvor der hverken manglede mad eller drikke. Eller rettere: Drinks, for rigtige gentlemen drikker gin & tonic hele dagen. Allerflest, når de ikke kan fiske med tørflue!
På andendagen skinnede solen dog, og vi fik mulighed for at lufte vore tørfluer som rigtige fiskere. River Test kvitterede for solskin og vindstille med fine klækninger af små Medium Olives – klassiske døgnfluer, som bedst imiteres med en lille str. 16 flue. Og fiskene steg villigt til dem. Med regelmæssige mellemrum bredte fine ringe sig over det stille og glasklare vand – skabt af fine bækørreder, som sugede de små godbidder i sig.
Mine små tørfluer ville de også gerne have, så jeg hyggede mig formiddagen igennem med at kroge, lande og genudsætte flere fine fisk – alle på omkring halvkiloet. Efter en god frokost i det grønne – med kølig hvidvin i glasset – flyttede vi opstrøms til et nyt beat. Her var der kun sparsomme klækninger af de selvsamme døgnfluer, og der var langt mellem ringende fisk.
Helt ovre under modsatte bred – inde under nogle udhængende grene – ringede en god fisk imidlertid med jævne melemrum. Desværre var det umuligt at få den lille tørflue til at drive frit på så lang en line tværs over strømmen, så det blev ved forsøget. Ind imellem tog den dog en afstikker ud i strømmen og tog noget, der så meget større ud. – Måske insekter, der faldt ned på vandet?
Manna fra himlen
Min ghillie havde glemt fangstnettet nede i hytten og gik tilbage for at hente det. Jeg benyttede lejligheden til at analysere situationen. Det stod hurtigt klart, at jeg ikke ville lykkes med små tørfluer, der straks begyndte at streame – uanset hvad jeg gjorde. Det stod også klart, at jeg ikke ville synke så dybt som til at prøve med en nymfe. Man er vel tørfluefisker, og hvad ville min ghillie ikke sige?
Konklusionen blev derfor, at jeg knyttede en stor og knasende tør Daddy-Long-Legs på forfanget og sendte den over under busken. Den havde næppe drevet mere end en meter, førend den begyndte at streame. Men denne gang skete der noget. Ud af sit skjul kom en flot bækørred susende og kastede sig over fluen, som var det dagens sidste måltid!
Jeg fightede uden problemer fisken over til min egen bred, hvor ghillien nu stod klar med fangstnettet.
– Jolly good job, sir!, sagde han anerkendende, mens han foldede nettet ud.
Ørreden var træt nu og lagde sig på siden, så strømmen kunne føre den ind i nettet. Ghillien løftede op og svingede det ind over den tæt klippede græsbred. Så rakte han hånden ud efter fluen, som han ville fjerne inden fotografering og genudsætning. Stolt af min præstation, det var jeg naturligvis! Men ikke længe…
– Oh, a garbage fish, sagde han, nærmest med afsky i stemmen…
Han havde fået øje det store stankelben i munden på den flotte fisk, som hermed var reduceret til noget, jeg næppe skulle snakke højt om hjemme i pubben om aftenen. En simpel affaldsfisk. Sådan gør man bare ikke ved et klassisk vand som River Test, og jeg blev helt flov over mig selv. Tænk, at jeg kunne gøre det! Fluen var ganske vist tør og en nøjagtig imitation. Men den var ingen lille imitation af de små døgnfluer, der netop klækkede…
På vejen hjemover var jeg nødt til at aflægge Winchester Cathedral endnu et besøg – denne gang for at skrifte min helligbrøde over for salig Izaak Walton, som jo ligger begravet her. For øvrigt i godt selskab med sin søster og under permanent overvågning af selveste fiskeren over dem alle: Skt. Peter. Izaak var ikke fluefisker selv, og han ville derfor nok have lidt forståelse for min ugerning.
Men der blev ikke givet absolut syndsforladelse. Faktisk var der helt stille i katedralen. Og så var det altså, at jeg kom til at spekulere lidt. – For nu var det vel en godkendt tørflue, som Skt. Peter fik sin fine ørred på? – Den, han står med på glasmaleriet i katedralen…?
Svaret blæser i vinden, men jeg er nødt til at slutte af med et uddrag fra Norman Maclean’s dejlige bog “A River Runs Through It”, som ingen ringere end Robert Redford filmatiserede tilbage i 1992 – for øvrigt med Brad Pitt i en af de fiskende hovedroller. Her kommer min egen ringe oversættelse af indledningen:
“I vor familie var der ingen klar skillelinje mellem religion og fluefiskeri. Vi boede ved sammenløbet af flere produktive ørredelve i det vestlige Montana, hvor vor far var en presbyteriansk præst og dedikeret fluefisker, som bandt sine egne fluer og lærte andre at gøre ligeså. Han berettede for os, hvordan Kristus’ disciple var fiskere, og han efterlod os med den klare opfattelse, at alle førsteklasses fiskere ved Genezaret Sø var fluefiskere, og at John, hans yndling, kun fiskede med tørflue”…
© 2012 Steen Ulnits
Del denne artikel: