God Save Queen Elizabeth II
Så gik det desværre ikke længere. Efter 70 imponerende år som dronning af England døde Englands og hele verdens Dronning Elizabeth. Elsket af millioner og med endnu flere Commonwealth undersåtter under sig.
Dødsfaldet kom ikke uventet. Født i 1926 var Dronningen jo blevet 96 og havde skrantet noget på det sidste. Dertil aflyst flere arrangementer, hvilket var yderst usædvanligt for den lille, men viljestærke og pligttro dronning.
Hun var derfor taget op til sit elskede Balmoral Castle i Skotland, hvor hun allerhelst ville være. Hun tog ikke, som ellers er normen, til London for at modtage den afgående premiereminister. Boris Johnson måtte i stedet tage turen nordpå til Balmoral og nåede det lige akkurat. Hvad hans efterfølger Liz Truss også gjorde.
De mange ministre
Dronning Elizabeth var regent fra 1952 til 2022. I sin 70 år lange periode som regent nåede hun gennem hele 15 engelske og 12 canadiske premierministre.
Fra efterkrigstidens Winston Churchill, der genrejste England efter sejren over despoten Hitler og siden blev den unge dronnings åndelige leder. Til Boris Johnson, der lige akkurat nåede til Balmoral inden dronningens død – for selv at sige farvel og tak for jobbet som folkevalgt leder af England. Inden da havde Boris Johnson jo nået og formået at trække sit land ud af det Europæiske Fællesskab.
Hvad Dronningen mente om Boris’ Brexit, vil for altid stå hen i det uvisse. Den slags har dronninger nemlig ingen officielle meninger om. Hverken i England eller i Danmark, hvor hendes grankusine Daisy, vor egen Dronning Margrethe, normalt også holder sine meninger for sig selv.
Dronningens sidste rejse
Verden over var der en enorm interesse for den engelske dronnings død og hendes sidste rejse. Det kan flyovervågningssitet Flightradar24 vidne om:
Da den demokratiske politiker Nancy Pelosi, som er Speaker of the House i den amerikanske kongres, for nylig trodsede klare kinesiske advarsler og fløj direkte til Taiwan, blev hendes flyrejse fulgt af ikke færre end 2,2 millioner mennesker.
Men da ZZ177 lettede fra skotske Edinburg, med dronningens afsjælede legeme ombord, brød Flightradar24 næsten sammen. 6 millioner royalt interesserede prøvede at logge på dronningens sidste rejse til begravelsen i den engelske hovedstad.
Da flyet landede i London, havde næsten 4,8 millioner royalister fulgt ZZ177 på dets vej sydover. Knap 300.000 fulgte med på den tilhørende YouTube livestream.
Selv efter sin død forblev Dronning Elizabeth et folkeeje.
♔
Queen of England
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~
“Queen of England got a number
And they tell me she don’t go nowhere without it
Get in trouble, call the number
And you never hear another word about it”
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~
Queen of England / Snapshot / Roger Glover / 2002
R.I.P. Dronning Elizabeth. Sangen komponerede Deep Purple bassist Roger Glover tyve år før hendes død. Jeg kender ikke baggrunden for sangen, men jeg håber, at hun har nummeret med sig. Eller har givet det videre til sønnen, der nok skal få brug for det.
Jeg savner den engelske dronning mere, end jeg troede jeg ville. Der er bare noget ved søde gamle damer, som springer faldskærm med 007 James Bond, flyver i egen ZZ177 og udveksler sandwich-erfaringer med Bjørnen Paddington. En stabil klippe i en tumultarisk verden. Endda med engelsk humor, som jeg holder meget af.
Dronning Elizabeth var noget helt specielt. I sine unge dage holdt hun således af selv at fiske laks i skotske River Dee, der jo løber gennem yndlingsgodset Balmoral’s store besiddelser.
Naturligvis fiskede hun med flue og fluestang. Andet gør man ikke på de kanter. Det er helt enkelt forbudt. – It simply ain’t done. Det gør man bare ikke. Lokale folk vil da også vide, at det var dronningen selv, som lærte den unge Prince Charles at fiske laks i den gudesmukke River Dee. Det tror jeg på.
Royal Deeside
Jeg fik historien fortalt, da vi for en del år siden skulle lave et DR TV-program om “Jægeren, Fiskeren og Falkoneren” – med Isaac Walton’s “The Compleat Angler” som det ikoniske forbillede. Vi fiskede på forskellige beats af den selvsamme River Dee, som både dronningen og prinsen fiskede i.
Vor guide var den lokale apoteker, som leverede kongelig medicin til Balmoral. Han var en distingveret ældre gentleman, klædt i tweed og diskretionen selv. Men undervejs og i godt selskab med god single malt i glasset slap der selvfølgelig nogle fine anekdoter ud om slottet, dronningen og prinsen.
Det er historier, jeg skatter højt, men holder for mig selv. Præcis som med håndværkerhistorierne fra Marselisborg, jeg har været næsten nabo til i mange år.
Det manglede da bare. Diskretion er en æressag. Og det var jo netop apotekeren, der guidede mig til min første Dee-laks i TV-programmet. Taget på en lille hårvinget Mitchell, bundet af farmaceuten selv.
– Well done, Sir, sagde han, da laksen lå sikkert i nettet og kameraerne stadig rullede. Vist den eneste gang, nogen vesterlænding har tiltalt mig med “Sir”. Og så endda dronningens egen apoteker.
Men det kunne jeg nok godt vænne mig til.
Lidt royal er man vel.
Long Live King Charles III
Det var et kolossalt ansvar, der pludselig hvilede på Prince Charles kongelige skuldre, da hans moder nys forlod ham og denne verden. Fra Prins af Wales til Konge af England. Med alt hvad dertil hører af ufattelig rigdom, irriterende forpligtelser og uundgåelige fortrædeligheder.
Selv har jeg aldrig set endsige mødt Prince Charles. Men jeg har været tæt på. Meget tæt endda. Tilbage i 1990’erne fiskede jeg regelmæssigt laks i norske Lærdal. En lille og smuk elv, som det norske kongehus altid har dyrket. En elv, som ganske vist er reguleret til vandkraft, men som ikke lider syndeligt under det.
Prins i Mørket
Faktisk sikrer reguleringen, at elven altid er klarvandet – selv ved flom. Det nød jeg godt af en aften først i august, hvor det var min tur til at fiske på den nederste del af vort vald. Længst nede, hvor det stødte op til naboen, lagde jeg dagens sidste kast. Måske lidt inde hos naboen. Det var svært at se i det svindende lys.
Det var ved at mørkne, da en fin laks tog min flue midt i den hårdeste strøm. Det lykkedes mig til sidst at tvinge den ud af hovedstrømmen og ind i den oversvømmede skov, hvor den efter en hektisk fight lod sig lande mellem træerne med et fast greb om halen. 6 sølvblanke kilo frisk fra Nordatlanten.
Da jeg bar laksen op gennem krattet, noterede jeg en masse aktivitet oppe på vejen. Lygter glimtede, og der var et mylder af mennesker. Ganske usædvanligt på denne tid af døgnet. Hvad skete der dog?
Dagen efter kunne jeg i avisen læse, at den lokale matador og skibsreder havde haft fornemt besøg. Af ingen ringere end Prince Charles, der var fast medlem af det private jetset. De havde fisket laks i elven nedstrøms vort vald, men ikke fanget noget. Til gengæld havde hele området vrimlet af Men in Black, der passede ekstra godt på den royale gæst…
For dyrt…
Prince Charles holdt af at fiske laks og gør det måske stadig. Både hjemme på Royal Deeside og ude i det store udland. I en årrække fiskede han hver sommer i den islandske Grimsá, som er blandt de mest kendte lakseelve på vulkanøen. Det lå derfor lige til højrebenet for den islandske grundlægger af North Atlantic Salmon Fund, min mangeårige ven og våbenfælle, nu desværre afdøde Orri Vigfusson, at kontakte HRH Prince Charles.
Kontakten lykkedes, og prins Charles hjalp velvilligt Orri med at sprede det gode budskab og samle penge ind til fortsat opkøb af lakserettigheder i Nordatlanten. Senere droppede prins Charles dog det årlige besøg ved Grimsá. Adspurgt om årsagen svarede prinsen med et skælmsk smil den engelske presse, at fiskeriet var blevet for dyrt…
Han kunne som tronarving til det engelske kongehus have købt hele vulkanøen med tilhørende ishav og alle 100 lakseelve, med et greb i lommen. Hvis det altså havde været til salg.
Det svære liv som prins
Selv om man er født med indtil flere gigantiske sølvskeer i munden, har det langt fra altid været let at være Prince of Wales. Forventningerne var store og vanskelige at leve op til.
Som bosat i Aarhus i mange år, tæt på Marselisborg, har jeg flere gange oplevet vor egen kronprins i tilsvarende kamp med at finde ind til rollen som tronarving. Med Diskotek “Blitz” som det foretrukne sted at afreagere. Såre menneskeligt og yderst forståeligt. Ja, vel ligefrem sympatisk.
Måske derfor begyndte Prince Charles tidligt at tale med sine planter. De gad lytte, hvad dronning Elizabeth tilsyneladende ikke altid gjorde. Til gengæld blev Charles af folket gjort til grin for sine dybsindige snakke med de økologiske planter. Ja, faktisk var han vel en rendyrket Klimatosse, førend begrebet overhovedet blev opfundet. Min største respekt for det.
Dronning Elizabeth var en streng, men retfærdig moder, melder historien. Og Charles måtte tidligt skabe sig sin egen identitet. Det lå i kortene, at han ville blive godt oppe i årene, før tronen og kronen blev hans.
Bentley on Biofuel
Giftermålet med Diana var vist et fornuftsægteskab, der primært skulle sikre den engelske arvefølge. Og det gik da også galt, da først de to sønner var sat i verden og prinsens gamle kærlighed Camilla Parker Bowles entrede scenen.
The rest is history. Lady Di døde i en tragisk bilulykke med sin egyptiske sheik, og Prince Charles blev gift med sin elskede Camilla. Nu er han King Charles III, der nok skal blive en rigtig god konge for sit land.
Han har jo allerede haft 73 år til at rase ud i som prins. Og hans private Bentley har skam kørt på biobrændsel i snart flere år.
– Det ender godt, som Bjarne Hansen altid siger.
© 2022 Steen Ulnits
Slut med Foie Gras
For udenforstående kan det næsten lyde lidt komisk, at King Charles III netop har bandlyst retten foie gras ved det engelske hof. Selvsamme Charles er jo kendt for at tale med sine økologiske planter. Men ved man ellers, hvordan den tidligere hofret bliver til, da forstår man straks det nye forbud.
“Foie gras” er fransk og betyder “fed lever”. En yderst rammende betegnelse, da den stammer fra tvangsfodring af ænder og gæs. Ifølge organisationen Dyrenes Beskyttelse foregår opfedningen på følgende bestialske vis:
“Selve tvangsfodringen foregår med en 20-30 cm lang plasticslange eller et rør, der presses ned i mavesækken gennem spiserøret på fuglen. Foderet skydes ned i maven på fuglen, og på denne måde tvinges den til at indtage langt mere føde, end den frivilligt ville æde.”
Man behøver ikke være dyreværnsmand eller -kvinde for at se det bestialske i denne form for tvangsfordring, der utroligt nok har været kendt og benyttet i mere mere end 2.000 år. Inspirationen kommer fra naturen selv, hvor overvintrende dyr og fugle overspiser før vinteren for at lægge ekstra sul på kroppen. Det overskydende fedt oplagres til senere brug i leveren.
Sydeuropa producerer i dag langt størsteparten af verdens foie gras, og med næsten 20.000 ton årligt indtager Frankrig en klar førsteplads.
Som udgangspunkt har det ellers siden 2004 været forbudt at tvangsfodre dyr, men der blev dog givet dispensation til fortsætte denne form for organiseret dyremishandling i de lande, hvor man allerede havde en produktion af foie gras.
Man forstår og kan kun bifalde Kong Charles’ beslutning om at forbyde denne luksusret ved det engelske hof. Allerede som prins havde Charles forbudt foie gras i sin egen private husholdning. Nu er det så en kongelig beslutning.
Tommel op for det.
Del denne artikel: