Når der er tryk på laksefiskeriet…
Opgangsfisk som laks, havørred, steelhead og ishavsrøding er nogle mærkelige fisk. Mærkelige, idet de overhovedet ikke tager føde til sig i ferskvand. Og mærkelige, fordi vi alligevel kan få dem til at tage vore blink og fluer…
Det faktum må være en klar fejl i Vorherres programmering af disse dejlige fisk. De er udelukkende vandret op for at gyde, og de lever udelukkende af de fedtreserver, de har opbygget under havopholdet. Vorherre overså tilsyneladende helt den mulighed, at et fænomen som lystfiskere med tiden kunne udvikle sig og finde på at præsentere disse sultestrejkende vandrere for ting og sager, de ikke kan lade være med at bide i!
Set med biologens øjne er der megen logik i, at de voksne gydefisk ikke tager føde til sig i ferskvand. Gjorde de det, ville de i bogstaveligste forstand æde føden ud af munden på deres eget afkom. Et vandløb producerer nemlig ikke så megen føde, at det kan brødføde et stort antal store fisk. Et vandløb kan kun levere mad nok til et begrænset antal opvoksende ungfisk – ikke deres grådige forældre.
Ultimativ opofrelse
Stillehavslaksene har ført denne form for yngelpleje helt ud i det ekstreme. For ikke nok med, at de absolut intet æder under deres ophold i ferskvand. Nej, de ofrer samtidig også deres liv og overgiver deres udlegede kroppe til vandløbet, så deres afkom kan få glæde af dem – i form af et mere næringsrigt vandløb, end tilfældet ellers ville være.
I artiklen “Høstfisk i hugget” er der gjort rede for i hvert fald to grunde til, at opgangsfisk alligevel kan fås til at hugge – hugrefleks fra havet og aggression på gydepladserne. De friske opgangsfisk er blanke og har stadig hugrefleksen med sig fra havet. De farvede gydefisk kæmper om standpladserne – hannerne også indbyrdes om hunnerne. Begge dele kan udnyttes til at udløse et hug på vore kunstagn. Begge dele er logiske og biologisk velbegrundede.
Men midt imellem disse to yderpunkter finder vi en stor gråzone, hvor fiskene egentlig slet ikke burde kunne fanges. For efter kortere eller længere tids ophold i vandløbet fortager hugrefleksen sig og forsvinder til sidst helt – i takt med, at fordøjelsesapparatet skrumper ind. Og lang tid før legen er aggressionen endnu ikke så udtalt, at vi kan bruge den til noget med vore fluer. – Hvorfor i alverden hugger fiskene så?
Der er der mange spændende teorier om – nogle mere fantasifulde end andre. Her vil vi imidlertid koncentrere os om en nyere teori, der på mange måder tager et solidt afsæt i biologien. Som tilsyneladende har noget at have det i, når den forudsiger fiskenes hugperioder.
Lufttrykket – under vand…
Vi taler her ikke om den amerikanske Solunar-teori, der hører til i den mere eksotiske del af teorierne. Nej, vi taler om noget så konkret som lufttrykket – under vand!
Biologer har længe vidst, at insekter er meget følsomme over for vejr og lufttryk. Man har også vidst, at dette gjaldt ikke kun landinsekter, men også vandinsekter. Sidstnævnte har nemlig god brug for at kunne fornemme lufttrykket oven vande også under vandet.
Det har de brug for, når de skal klække og forvandle sig fra eksempelvis vandlevende nymfer til vingede døgnfluer. De har da brug for at vide, hvordan forholdene er oven vande, og de registrerer da lufttrykket – nede i vandet. Det er således i dag veldokumenteret, at vandinsekter rent faktisk kan registrere ændringer i lufttrykket – hvor mystisk og selvmodsigende det end kan lyde.
Når døgnfluer klækkes, er deres første vingede stadium kun et skridt på vejen. I det noget uklare “dun” eller “subimago” stadium er de i venteposition til at skifte hud og ham endnu engang, så de kan nå det glasklare “spinner” eller “imago” stadium, hvor de kan flyve op, danse og parre sig. Det kræver godt vejr, og det er derfor vigtigt at kende lidt til vejrudsigten de kommende dage. Døgnfluer kan nemlig ikke tage føde til sig, og deres liv på jord – oven vande – er derfor af meget begrænset varighed.
Men tilbage til de sultestrejkende opgangsfisk, som det jo drejede sig om. Laksefiskere har gennem århundreder noteret sig, at sløve og inaktive laks tilsyneladende helt uden grund pludselig kan blive meget aktive og hugvillige. Hugperioderne kan være kortere eller længere, og pludselig ophører de helt – lige så hurtigt som de startede.
Tag trykket på laksene
Nogle mennesker kan bare ikke nøjes med at se til og se tingene ske. De vil absolut vide hvorfor, og uden mennesker af denne slags var vi jo aldrig kommet til Månen – eller havde fået atombomben…
Heldigvis er der også mere fredelige og mindre ressursekrævende sysler at tage sig til – eksempelvis hvorfor laksene i en elv pludselig kommer i biddet. Har man samtidig lidt indsigt i biologien og dyrenes adfærd, er det nærliggende at mistænke en sammenhæng mellem lufttrykket og laksenes bidelyst.
Han er næppe den første, der har tænkt tanken, men han er helt sikkert den første til at gøre noget rationelt ved det. Manden er Andrew Bett, og han har skrevet en hel bog om emnet: “The Barometric Breakthrough”. En noget tør, men ikke desto mindre interessant “afhandling” om netop lufttrykkets indflydelse på livet under vandet. Og konklusionen i bogen er mindst lige så klar som i Monty Python’s “Life of Brian”, hvor “the meaning of life” jo viser sig at være den ganske enkle: “to wear a hat!”…
Andrew Bett’s konklusion er tilsvarende, at alle seriøse laksefiskere bør investere i og altid bære et af Casio’s armbåndsure med indbygget barometer! Så kan man nemlig registrere pludselige ændringer i lufttrykket med få minutters varsel og tilpasse sit fiskeri til det. Bett konkluderer nemlig, at laks er sarte væsener med en svømmeblære så følsom, at den registrerer selv ganske små ændringer i lufttrykket. Også selv om deres svømmeblære er af den åbne og mere upræcise af slagsen. Pludselige stigninger i lufttrykket mærkes alligevel straks, og laksene liver op til dåd.
Pludselige stigninger bedst
Men hvorfor nu lige det? Laksene spiser jo ikke noget, mens de er i elven som voksne gydefisk. Det ved vi jo med sikkerhed. De har jo fornuftigt nok ingen ambitioner om at æde føden ud af munden på deres eget afkom.
– Jo, siger Bett. – Det er et levn fra deres barndomsår i elven. Som små laks var de naturligt nok afhængige af at kunne forudsige deres fødemners gøren og laden. De havde da stor fordel af at kunne forudse eller -ane insekternes klækning, idet selvsamme insekter jo var deres vigtigste fødeemner som små. Så kunne de bedre passe spisetiderne og ikke gå glip af maden!
Bogens konklusion er ikke blot, at laksene hugger bedst ved stigende lufttryk, men også at hurtigt stigende lufttryk er bedre end langsomt stigende. Dette eksemplificeres bedst ved den markante lufttryksstigning, man næsten altid ser umiddelbart efter et uvejr. En stigning, der sætter skub i såvel insekternes klækning som laksenes bidelyst.
Eneste ulempe ved denne interessante og efterhånden ganske godt underbyggede teori er, at man nødvendigvis må anskaffe sig et stort og dyrt ur med indbygget barometer for at kunne drage nytte af indsigten. Et rigtigt macho-ur, vil nogen sige.
Men så har det jo aldrig været noget problem for os inkarnerede og dedikerede “gadget men” at skulle anskaffe nyt udstyr for om muligt at kunne klare os endnu bedre.
Faktisk elsker vi jo også netop den slags udfordringer…!
© 2012 Steen Ulnits
Del denne artikel: