Sortmundet kutling

Kutlingen, der kom til landet – med ballastvandet…

En lille ny indvandrer har i de allerseneste år tiltrukket sig megen opmærksomhed i den danske presse. Den lille ny er en kutling, som vi i forvejen har flere forskellige arter af. Vi har sågar en naturligt hjemmehørende sortkutling Gobius niger, der minder ganske meget om den nye, som til forskel blot er sortmundet.

Den sortmundede kutling, hvis imponerende latinske artsnavn lyder Neogobius melanostomus, er med sine op til 25 cm langt større end sortkutlingen, der næppe når 20 cm. Det giver den en størrelsesmæssig fordel, når der skal konkurreres om føden, som ofte og gerne består af rejer.

En anden forskel er det store reproduktionspotentiale, som den sortmundede kutling har. Det betyder populært sagt, at de yngler som kaniner. Således kan en sortmundet hunkutling gyde op til seks gange om året og lægge op til 4.000 æg.

Men heller ikke nok med det. Den sortmundede kutling er en uhyre hårdfør fisk, der kan leve i såvel rent ferskvand som brakvand med nogen salinitet. Fra Nordamerika ved man således, at den har koloniseret Great Lakes, der som bekendt er rene ferskvandssøer.

Den sortmundede kutling observeredes første gang i Danmark i 2008, hvor den blev set ved Bornholm. Siden har den med lynets hast spredt sig til det sydlige Danmark, hvor den allerede nu – i Guldborgsund – har anrettet betydelig skade. Det skyldes, at den sortmundede kutling holder af de selvsamme rejer, som områdets fiskere lever af.

Rejebestanden er reduceret dramatisk, mens kutlingen har været i voldsom vækst. Så meget, at en fisker i Guldborgsund har kunnet rapportere om dagsfangster af kutling på over 1.000 kg!

Den sortmundede kutling kunne muligvis have levet fredeligt sammen med vore naturligt hjemmehørende kutlinger – hvis ellers den havde haft en naturlig fjende.

I gamle dage var torsken en uhyre almindelig fisk i de selvsamme farvande, hvor den sortmundede kutling i dag hærger. Massivt overfiskeri fra erhvervsside har stort set fjernet torsken fra bælterne og den vestlige Østersø, hvor Neogobius melanostomus nu har frit spil.

Vi har således med en uhyre robust udlænding at gøre. Som kan leve mange forskellige steder, og som yngler hyppigt. Den sortmundede kutling er således kommet for at blive, og det er der næppe meget at gøre ved.

Det skulle da lige være at følge forhenværende miljøminister Karen Ellemann-Jensens råd, da hun gik på MorgenTV for et års tid siden – for at profilere sig på baggrund af netop den sortmundede kutling. Hendes eneste og bedste bud var nemlig en omskrivning af farmand Uffes gamle og meget citerede EU-fodboldslogan “If you can’t join them, beat them!”.

Karen Ellemann-Jensens helt seriøse og bedste bud på en bekæmpelse lød nemlig således: “If you can’t beat them, eat them!” Og til formålet havde hun taget en kok fra Meyers Madhus med i studiet, som skulle lave en lækker ret af netop sortmundet kutling. Pandestegt. Og det er faktisk ikke noget problem, da fisken som udgangspunkt er ganske velsmagende.

Karen Ellemann-Jensen havde dermed endnu engang dokumenteret, at Ellemændene er rigtig gode til punchlines og TVtid, men desværre ofte mangler bud på reelle løsninger af virkelige problemer.

Siden da har den sortmundede kutling været i medierne adskillige gange. Den er godt stof, da den i modsætning til dræbergopler og Chatonella-alger er stor og til at få øje på. Vi ved også ret præcist, hvornår og hvordan den er kommet hertil:

Den kommer fra Sortehavet og Det Kaspiske Hav, hvor den er meget udbredt og naturligt hjemmehørende. Den blev først observeret i Gdansk Bugten ved Polen i 1990, hvorfra den hurtigt spredte sig til hele den sydlige østersøkyst. Samme år – 1990 – blev den sortmundede kutling for første gang også spottet i USA, hvor den havde invaderet Great Lakes.

Ankommet med ballastvand

I begge tilfælde er der næppe tvivl om, at fisken er ankommet som æg eller yngel i ballastvandet på diverse handelsskibe, som tømmer og fylder tankene ved lastning. En transportmåde, som har bragt i snesevis af andre organismer fra ét sted til et andet – fra deres naturlige levested til helt nye miljøer.

Mange af disse nye arter dør hurtigt ud, da de ikke klarer sig i konkurrencen med naturligt hjemmehørende arter, som bebor samme økologiske niche. Men ind imellem hænder det, at en økologisk niche står åben, eller at den nye art på andre måder er stærkere end de naturlige.

Ud over en stor saltvandstolerance, et stort reproduktionspotentiale samt en høj temperaturtolerance – fra 0-30 grader – så er den sortmundede kutling også meget aggressivt anlagt. En egenskab, der naturligvis hjælper den i konkurrencen om nye levesteder. Som alle kutlinger lever den på bunden, hvor den hviler på sine store brystfinner. Her forsvarer den aggressivt sit ynglerevir.

Den sortmundede kutling er heller ikke kræsen. Således æder den gerne både fiskeæg og fiskelarver samt småmuslinger, tanglopper, tanglus og smårejer. Ikke mindst det sidste vækker angst hos lokale rejefiskere, som frygter, at deres livsgrundlag forsvinder med kutlingens komme. Ikke fordi fisken i sig selv er farlig, men fordi den så hurtigt kan formere sig. Og dermed gøre store indhug i bestanden af de langt mere værdifulde rejer.

Og så er det jo betryggende at vide, at den sortmundede kutling siden 2010 også er set i Sørup Å på Falster. Hvad den invasive kutling eventuelt kan udrette heroppe i det ferske, ved vi endnu intet om. Vi kan kun gisne. Og gyse…

Vi ved derimod, at FN til 2013 barsler med en konvention, der skal forbyde ukritisk tømning af ballasttanke i fremmede havne. Den såkaldte “Ballastvandskonvention” har til formål at begrænse udbredelsen af invasive arter som eksempelvis den sortmundede kutling. Konventionen skal hindre spredning af arter og sygdomme til nye miljøer, som ikke er modstandsdygtige over for dem.

Smukke ord, som desværre nok er kommet for sent. Jævnfør nærværende og de øvrige artikler i denne serie om invasive arter. Vi må i stedet indstille os på, at vi på sigt vil opleve en ny økologisk balance baseret på mange nye arter. Indtil da kan vi blot passivt betragte kampen mellem gamle og nye arter. Hvor galt det kan gå og allerede er gået, har vi ganske konkrete tal fra Nordamerika om:

80 fremmede fiskearter

Her har mere end 80 fremmede fiskearter invaderet landet og etableret sig. I modsat retning har omkring 210 nordamerikanske arter indtaget andre steder i verden. U.S. Fish and Wildlife har listet over 100 naturligt hjemmehørende arter som truede. I omkring halvdelen af tilfældene skyldes dette konkurrence fra indførte arter.

Men hvad værre er: Af de 30 nordamerikanske fiskearter, som allerede er uddøde, har invasive arter skylden i 24 af tilfældene. 80% af de udryddede arter kan således takke indførte arter for deres alt for tidlige bortgang…

© 2012 Steen Ulnits