Det var ikke så lidt af en sensation, da svenske ABU Garcia i 2007 kunne lancere deres første lavprofilhjul – Ambassadeur Revo. Nu er sortimentet udbygget med flere og større modeller.
Der var rift om de nye Nap & Nyt kataloger, da de udkom i 2007. En af det års helt store nyheder var nemlig introduktionen af et helt nyt Ambassadeur hjul – Ambassadeur Revo. Et hjul, som på afgørende vis brød med de traditionelle, rundgavlede multiplikatorhjul.
Ambassadeur Revo løste et af de problemer, som havde holdt mange spinnefiskere fra at prøve multiplikatorhjulet og dets lyksaligheder. Revo var og er nemlig lavprofilhjul, som ligger langt bedre i hånden under kast og indspinning – end de traditionelle runde, som trives bedst med en form for sænket hjulholder. Ellers er det svært at holde komfortabelt om dem, da de sidder ganske højt.
Revo er lavprofilhjul i ordets bedste betydning. Set forfra ligner de noget, som kunne være kommet direkte fra Ferrari eller Maserati eller Lamborghinis designafdelinger. Lav og strømlinet. Konstruktionen gør, at de sidder meget lavt i hjulholderen – så lavt, at de helt naturligt falder ind i hånden under indspinning.
Revo udløste hurtigt en sand revolution blandt multientusiaster verden over. Mange fastspolefiskere tog også springet – ikke mindst fordi alle Revo hjul nu også leveres med den venstrehånds indspinning, de var vant til og derfor foretrækker.
Revo Inshore
Salgssuccesen over den ganske verden ansporede ABU’s ingeniører til at udvikle nye og endnu bedre modeller. Allerede året efter – i 2008 – barslede fabrikken med flere nye modeller. Heriblandt den lille letvægter Revo Premier for dem, der ikke kan få det let nok (179 gram!). Og så den lidt større Revo Inshore, som bød på masser af nytænkning. Samt endelig Pro Max hjulene, som med deres lave pris (det halve af Inshore) fik flere til at tage springet og prøve multihjulet.
Revo Inshore bød på mange finesser. Heriblandt stativ og gavle i det helt nye X-Cräftic materiale, som giver overlegen korossionsbestandighed. De nye HPCR+ superlejer, som giver maksimal slidstyrke og minimal friktion. Og som også er bedre beskyttet mod snavs end konventionelle lejer. DuraBrass drev i overstørrelse samt alle de andre finesser, som Revo hjulene er født med.
Revo Inshore er med sin linekapacitet på 165 m 0.30 mm line det naturlige valg til alt lettere spinnefiskeri, hvor der er brug for lange kast og suveræn linekontrol
Revo Toro
I 2009 kom så den længe ventede storebror, Revo Toro, som med en linekapacitet på 200 m 0.35 mm (model 50 og 51) eller sågar 220 m 0.40 mm (model 60 og 61) er i stand til at håndtere langt større fisk end Inshore.
Også Revo Toro er forsynet med de nye HPCR+ kuglelejer, der giver maksimal slidstyrke og minimal friktion. Samt DuraBrass drev i overstørrelse og store Carbon Matrix bremseskiver til at håndtere de store fisk, dette hjul er tiltænkt.
Lineføreren er synkroniseret med linen, hvilket er vigtigt, når der skal kastes langt, eller når en vild fisk tager flugten. Spolen er ophængt i gavlene på hjulet, således at den del at spoleakslen, der går gennem gearhjulet, frakobles under kast. Dette sikrer lange og problemfri kast samt en silkeblød indspinning.
Revo Toro er et stort og stærkt hjul i en forbavsende lille indpakning. Vægten er blot 300 gram!
Overraskende, at ABU stadig kan blive ved med at komme op med banebrydende ideer – efter så mange år med Ambassadeur hjulene!
© 2009 Steen Ulnits
Del denne artikel: