Det er blevet moderne, at store stangfabrikker får velkendte fiskeprofiler til at designe og lægge navn til specielle fiskestænger. Vi har afprøvet en håndfuld helt nye af slagsen.
Den amerikanske grejgigant Pure Fishing har til 2005 lanceret et helt nyt koncept inden for fiskestænger: Stænger med en underskrift.
Det er “Signa” serien, som består af spinnestænger fra Berkley og fluestænger fra Fenwick, der hver især er specialister på deres felt. Således var det Fenwick, der i 1973 lancerede verdens første kulfiberstænger, og som dermed skabte en sand revolution inden for fiskestænger.
Pure Fishing har udvalgt en håndfuld kapaciteter fra Skandinavien og givet dem frie hænder til at designe netop den eller de stænger, de altid selv havde ønsket sig. Ingeniørerne hos Berkley og Fenwick har så gjort drømmene til virkelighed i form af ni “Signa” stænger. Der er seks stænger til spin og tre til flue.
Der er ikke tale om hele stangserier, som man så selv må vælge imellem. Nej, med “Signa” har eksperterne allerede foretaget valget for os almindelige dødelige, som ikke har og aldrig opnår samme grad af erfaring som eksperterne. Her er fiskestænger til helt specielle formål – dedikerede stænger, kunne man sige.
Berkley Signa Boat
I den tunge ende af skalaen finder vi “Berkley Signa Boat”, der er en allround havstang til det meste havfiskeri på vore breddegrader. 30-50 lbs. klingen er monteret med ikke færre end 9 stærke stangringe, der alle er foret med aluoxid. De mange ringe udnytter klingens aktion fuldt ud og skåner samtidig linen.
Det er en relativt blød stang af sin slags en stang, hvis følsomme spids gør den meget velegnet til agnfiskeri efter store og forsigtige fisk. Stangen er delbar i håndtaget, hvilket sikrer den stærkest mulige klinge, men desværre også den mest ubekvemme transportlængde…
Det ekstra lange formstøbte forgreb sikrer fuld kontrol om stang og hjul under fighten. Hertil medvirker også bundduppen med krydsbutt, som passer ind i et fightbælte for aflastning, når der virkelig er storfisk for enden af linen.
“Berkley Signa Boat” er designet af norske Tore Gismervik, der har 40 år på bagen som havfisker samt både norske, nordiske og europæiske mesterskaber i havfiskeri. Tores hidtil største lange vejede imponerende 30,6 kg!
Pris kr. 1.499,-
Berkley Signa Pike Multi
For vore svenske fiskebrødre er gedden, hvad havørreden er for os nationalfisken. Mange svenskere har derfor specialiseret sig i geddefiskeri, og det er der nu kommet to helt nye stænger ud af.
Det er dog meget få danske geddefiskere, der er specialister i samme grad. Som ville investere i denne stang, der er optimeret til fiskeri med de såkaldte “jerk baits” i overfladen. Et hårdt og krævende fiskeri, som kun de færreste stænger (og fiskere) kan leve op til.
Pike Multi er derfor en højt specialiseret stang til fiskeri med tunge agn og store kroge, der skal sættes i en benhård geddekæft. Stangen er stiv som et kosteskaft, hvilket den også skal være.
Af samme årsag vil Pike Multi være et rigtig godt valg til den, der regelmæssigt spinnefisker efter torsk fra båd og med tunge pirke. Til fiskeri fra “kastesiden” på større kuttere eller fra egen båd. Med en kastevægt på 40-100 gram og en længde på 8′ 6″ er den tæt på idealet.
Berkley Signa Pike Spinning
Er man til det lidt lettere spinnefiskeri med blink og spinner, skal man i stedet vælge Pike Spinning. Den er lidt længere 9′ 2″ og beregnet til fiskeri med fastspolehjul og kastevægte på 20-65 gram. En markant lettere, behageligere og langt mere allround stang end Pike Multi. En stang, der med lige så stort held kan bruges til kraftigt spinnefiskeri fra åbne kyster herhjemme.
“Berkley Signa Pike Multi” og “Berkley Signa Pike Spinning” er begge designet af David Lundqvist, der målrettet jagter gammelgedderne i de store svenske søer. Med godt resultat, må man sige. Hans tre største gedder vejer nemlig henholdsvis 17,5; 18,5 og 19,8 kg!
Pris kr. 1.199,-
Berkley Signa Salmon Multi
Norge er lakselandet par excellence, og det er derfor to garvede nordmænd, der har fået til opgave at designe den ideelle laksestang til spinnefiskeri.
Resultatet er blevet to lette, men alligevel kraftfulde stænger på 10′ 2″ begge med en kastevægt på 10-40 gram. Trods den lave vægt er der tale om robuste stænger, som nok skal tappe selv den største laks for kræfter. Men samtidig stænger med en spids så følsom, at man mærker selv det mindste nøk fra en laks, der smager på agnet.
Store fisk i store elve kræver kraftigt grej, og til det formål er der intet bedre end et multihjul. Da har man fuld kontrol over fighten, og da vælger man “Salmon Multi” stangen, som har en dyb 2/3 dels aktion.
Berkley Signa Salmon Spinning
Er man mere til fiskeri med fastspolehjul det bedste valg, når og hvis der også skal fiskes opstrøms kan man vælge “Salmon Spinning” i stedet. Da får man den samme klinge, men uden trigger på håndtaget og med store løberinge.
De to laksestænger er designet af henholdsvis Rune Berge og Svein Lund. Ikke mindst Rune Berge er kendt for sine mange og store laks gennem årene. Han har således ikke styr på, hvor mange laks over de magiske 10 kg han har landet. Og hvert år må flere end 100 nye laks bide i græsset for hans agn!
Pris kr. 1.299,-
Berkley Signa Trout Spinning
De mindre ørreder kræver lettere grej, og til det formål har Berkley ladet norske Martin Krely Ellingsen designe sin drømmestang. Han er ung, men fisker ørred 200 dage om året og er derfor allerede en erfaren mand.
De to laksestænger er designet af henholdsvis Rune Berge og Svein Lund. Ikke mindst Rune Berge er kendt for sine mange og store laks gennem årene. Han har således ikke styr på, hvor mange laks over de magiske 10 kg han har landet. Og hvert år må flere end 100 nye laks bide i græsset for hans agn!
Pris kr. 1.299,-
Berkley Signa Trout Spinning
De mindre ørreder kræver lettere grej, og til det formål har Berkley ladet norske Martin Krely Ellingsen designe sin drømmestang. Han er ung, men fisker ørred 200 dage om året og er derfor allerede en erfaren mand.
Resultatet er blevet en uhyre let og smækker 3-delt sag på 8′ 2″. Kastevægten er 3-13 gram, hvilket gør denne stang velegnet til det meste ørredfiskeri i både åen og ved kysten. Det er en spinnestang til fastspolehjul, som mange danske ørredfiskere givet vil falde for.
Pris kr. 1.199,-
Fenwick Signa Trout Fly
Fenwick har bedt den svenske mesterkaster Gunnar Rask Nielsen om at udvikle to enhånds fluestænger til henholdsvis ørred- og havørredfiskeri.
Gunnar Rask Nielsen har valgt en kevlarforstærket kulfiberklinge af Aramid Veil-typen. Og han har valgt en aktion, der ikke er hysterisk, som tilfældet ellers er med mange af markedets ypperligste kastekanoner. Den dybe 3/4 dels aktion er en fornøjelse at kaste med ganske ulig mange af de langt hurtigere stænger, der findes.
Ørredstangen “Trout Fly” er 9 fod lang og designet til en WF 6 line. Det er på mange måder en lineklasse, der egner sig godt på fjeldet, men som er lige tung nok til allround dansk ørredfiskeri i åen. Men det er en velkastende sag med en flot finish og indlæg af ædeltræ i hjulholderen.
Pris kr. 1.599,-
Fenwick Signa Seatrout Fly
Havørredstangen er 9′ 6″ og beregnet til en WF 8 line. Her har Fenwick uden tvivl ramt lige ned i det danske kystfluefiskeri efter havørred, for “Seatrout Fly” er noget nær perfekt til formålet. Hjulholderen er af metal, og der er en praktisk fast fighting butt forneden.
Gunnar Rask Nielsen er medaljetager ved NM, EM og VM i fluekast og har 17 nationale mesterskaber. Læg hertil 35 års erfaring som instruktør. I sandhed en meget erfaren fluekaster.
Begge hans stænger er forsynet med en lille hematitsten, som er nedfældet øverst og længst fremme på korkhåndtaget. Ideen er, at man så altid kan mærke stangens orientering også under natfiskeri. Det er dog ikke alles hænder, der passer til formålet.
Endelig er begge stænger forsynet med praktiske markeringer af 20, 30, 40 og 50 cm på klingen så man lynhurtigt kan checke, om den fangede fisk nu også holder mindstemålet.
Pris kr. 1.799,-
Fenwick Signa Salmon Fly
Det er store kræfter, som kommer til udløsning, når en tung lakseflueline skal lægge tværs over en rivende elv. Det er også kræfter, der er brug for, når storlaksen har taget fluen og skal fightes sikkert hjem i en hård strøm.
Derfor entrerede Fenwick med norske Stein Grønberg, som har fanget flere laks og havørreder på flue end de fleste. Han er samtidig 18 gange norsk mester i fluekast og indehaver af 6 nordiske titler.
Stein Grønberg har til formålet designet en let, men kraftfuld tohånds laksefluestang på 14′ 9″ beregnet til liner klasse 10-11. Stangen har 3/4 dels aktion og egner sig til både overhånds, underhånds og speykast.
Det mest innovative ved denne stang er pistolgrebet, som er vinklet i forhold til stangen. Dette design gør, at man kan undgå en del af den uheldige vridning af stangen under kastet, som ofte opstår under kast med netop tohåndsstænger.
Pris kr. 2.799,-
© 2006 Steen Ulnits
Del denne artikel: