Der findes næppe den lystfisker i hele verden, som ikke har hørt om de finske Rapala woblere. Men der findes mange, som ikke kender den fascinerende historie bag disse fantastiske fiskefangere. For uden Marilyn Monroe var det aldrig gået…
Det var fattige forhold, der rådede i Finland for 100 år siden. Og det var en meget fattig dreng, der blev født i 1907 – uden for ægteskabet – og fik fornavnet “Lauri”. Først 5 år senere fik han et efternavn. Det skete, da en lokal præst døbte ham “Rapala” efter den by, hvor han blev født.
Lauri Rapala hutlede sig gennem nogle magre år, hvor han ernærede sig ved landbrug og tømmerflådning. En fysisk hård tilværelse, der knapt gav brød på bordet. Lauri slog sig derfor på fiskeriet, da han giftede sig og stiftede familie. Finland er som bekendt de tusind søers land, og vand at fiske i manglede der ikke. Fisk var der også nok af, men de var ikke altid så ligetil at fange.
Den første Rapala wobler
Lauri tilbragte dage, uger og måneder på og ved vandet. Han satte sine garn og ruser og brugte siden ventetiden til at fiske med krog og håndline. Ingen tid måtte gå til spilde, når hele familiens eksistens afhang af hans fangster.
Han studerede vandet og fiskene, mens han fiskede. Og han bemærkede, at især store fisk altid foretrak enkelte småfisk frem for andre i stimen. De udvalgte småfisk svømmede anderledes end deres artsfæller – de fejlede et eller andet, som fik dem til at svømme anderledes, og det registrerede rovfiskene straks.
Lauri’s observationer førte i 1936 til den første Rapala wobler. De første prototyper blev fremstillet af fyrretræsbark, som blev skåret til. De udskårne barkstykker blev siden beklædt med den sølv- og guldfolie, som fandtes på indersiden af forskellig fødevareemballage. Endelig prægede han skællene med en gammel blækpen.
De nye woblere viste sig at fange forrygende, og rygtet om dem spredtes hurtigt i egnen omkring Vaaksy, der ligger et par timers kørsel nord for Helsinki. Lauri Rapala gjorde ingen hemmelighed ud af opfindelsen, men delte gavmildt ud af nyskårne Rapala woblere til venner og bekendte i nabolaget.
Det hele gik stille og roligt for sig indtil 1939, hvor russerne invaderede Finland og Lauri gik ind i hæren. Først fem år senere kunne han vende tilbage til familiens lille hytte på 4 gange 4 meter, hvor han boede sammen med sin hustru og efterhånden syv børn i hele 21 år.
– Rent a Rapala!
Efter krigens afslutning kom der langsomt mere velstand til Finland, og i USA blev sportsfiskeriet samtidig en fritidsbeskæftigelse for millioner af mennesker. Heriblandt også de ganske mange finner, som tidligere var udvandret til USA.
Lauri havde sendt adskillige af sine hjemmelavede Rapala woblere til finske venner og bekendte, som boede i staterne Florida og Minnesota. Her blev woblerne hurtigt kendt for deres fangstevne, og alle ville have et eksemplar i æsken.
Rapala woblerne blev snart et begreb blandt de finske emigranter – et stolt tegn på deres gamle fædreland og dertil en fantastisk fiskefanger, der kunne bruges til næsten alt fiskeri efter næsten alle sportsfisk.
Der verserede historier om sportsfiskere, som stjal Rapala woblere fra hinanden, når de ikke kunne få dem på legal vis. Og entreprenante ejere af Rapala woblere på nordkysten af den kolossale Lake Superior lejede sågar deres woblere ud til nysgerrige kolleger for en weekend af gangen – med et stort depositum, hvis nu de skulle være så uheldige at miste vidunderet!
Det amerikanske eventyr
En ung amerikaner, der var rejsende i fiskegrej, blev opmærksom på de finske woblere og deres stigende popularitet. I 1959 tog han kontakt til Lauri Rapala i Finland og forhørte sig, om han kunne købe nogle eksemplarer til videresalg. I 1962 skrev de to parter så kontrakt på forhandlingen i Nordamerika. Eneste problem var leverancerne, for Lauri’s Rapala woblere var stadig håndlavede.
Problemet blev ikke mindre, da “Life Magazine” spottede de finske woblere i et nummer. Under overskriften “The Lure Fish Can’t Resist” (“Agnet, ingen fisk kan modstå”) blev historien om Lauri Rapala serveret for en millionstor læserkreds.
Det skete i udgaven fra den 17. august 1962, hvor ingen ringere end Marilyn Monroe prydede forsiden – med det berømte billede af pigen på risten med de blæsende skørter. Det mest solgte nummer af “Life Magazine” nogensinde – takket være forsiden med Marilyn Monroe!
Det store amerikanske marked havde nu for alvor fået øjnene op for Rapala woblerne, og bestillingerne strømmede ind i et tempo, ingen havde troet muligt. Året inden lå årsproduktionen på 100.000 woblere, som nu blev fremstillet af balsatræ i stedet for bark. I 1964 nåede man 800.000 styk, og kort efter blev den første million rundet.
Tragedien
Lauri Rapala var efterhånden en velhavende mand – meget langt fra den lavstatus, han havde ved fødselen og mere end et halvt århundrede frem.
Han var nu også kendt verden over i fiskerkredse – noget, han aldrig fik det specielt godt med. Han var til det sidste en ydmyg mand, der slet ikke holdt af den opmærksomhed, som prominente besøg uvægerligt afstedkom. Til dem hørte fra folk som Finlands præsident Urho Kekkonen og Englands Prins Philip, der begge var meget fiskeinteresserede.
I 1965 indtraf så den tragedie, som skulle præge resten af Lauri Rapala’s liv. Kauko, en af hans yngste sønner, druknede i en af de søer, hvor de plejede at teste nye Rapala woblere. Hans båd stødte på grund i en sen nattetime, hvor Kauko faldt over bord og druknede. Hans lig blev fundet en uge senere – med en Rapala wobler siddende fast i buksebenet på den 26-årige søn.
Lauri kom sig aldrig over tabet af Kauko. For ham var det et klart tegn på, at de vande, som gennem årene havde været så gode ved ham, nu havde krævet deres tilbage.
Efter Kauko’s død begyndte Lauri at drikke voldsomt. Han blev ved i endnu ni år, mistede interessen for virksomheden og overlod endelig det hele til sine øvrige sønner. Han døde den 20. oktober 1974, 67 år gammel.
“Hand Tuned and Tank Tested”
I dag findes der et hav af forskellige Rapala woblere. De fremstilles nu i millioner, hvoraf nogle samles i Estland – andre i Irland. Hovedfabrikationen ligger dog stadig i Vaaksy nord for Helsinki.
Moderne Rapala-woblere designes på computer af moderne designere!
Rustfri støbeform til de nye X-Rap woblere i plast med raslekugler
I gamle dage blev alle Rapala woblere fremstillet af ultralet balsatræ, som giver de færdige woblere en meget let og livlig gang i vandet – hemmeligheden bag deres fangstevner.
I dag fremstilles flere Rapala woblere dog også i plast, som giver helt nye muligheder for at tilføje raslende kugler, forskydelige kastevægte og transparente kroppe.
Fælles for alle Rapala woblere er dog stadig, at de alle håndtestes i Finland, før de forlader fabrikken. Kun i en rigtig vandtank kan man være helt sikker på, at hver eneste wobler har det helt rigtige bevægelsesmønster. Hvis ikke, justeres den manuelt.
Klassikerne
Der findes adskillige Rapala-modeller på verdensplan. Herhjemme hører nedenstående til de mest populære:
Rapala Original
Den første og måske stadig den bedste af alle Rapala woblerne. Fremstillet af balsatræ, hvilket gør den vanskelig at kaste, men uforlignelig i sit bevægelsesmønster. Foretrækker man lidt voldsommere bevægelser, så prøv den 2-delte udgave. Perfekt til trolling.
Count Down
“Count Down” (CD) er en kortere og mere kompakt udgave af Original. Stadig fremstillet af balsatræ, men nu med indbygget vægt, så CD kaster langt og synker dybt. Navnet hentyder til fiskemetoden, hvor man tæller ned, mens wobleren synker til ønsket dybde,
Sliver
En klassiker til hurtig trolling efter tropiske eksprestog såsom barracuda, småtun og andre hurtigsvømmere. Fremstillet af tropisk hardwood, da balsatræ ikke holder til de store rovfisks hårde bid og spidse tandsæt. Udmærket også til trolling efter hjemlige havørreder.
Shad Rap
Oprindelig en dybt dykkende kompakt sag med hidsige bevægelser og ditto farver, men fås nu også i en mere højtgående udgave med lille næseplade. Endnu ikke så udbredt på vore breddegrader, men meget populær på det amerikanske marked – sammen med den mindre “Fat Rap”.
Husky Jerk
Et af de nyeste skud på stammen – fremstillet af plast, med indstøbte raslekugler og en vægtfylde lig vandets. Det betyder, at Husky Jerks kan fiskes “suspended” – vægtløse i vandet – hvilket mange rovfisk ikke kan stå for. Ikke mindst de nye transparente “Glass” udgaver er perfekte til danske havørreder.
Tail Dancer
Lang og slank wobler med stor næseplade, som for alvor trækker denne træwobler med raslekugler ned i dybet. Seneste skud på stammen er “Deep Tail Dancer”, som er markedets eneste wobler, der ved egen kraft kan nå ned på dybder over 10 meter – vel at mærke uden at miste de lokkende bevægelser.
X-Rap
En brandvarm nyhed, som Rapala venter sig meget af. En rigtig hightech wobler i plast med indstøbte raslekugler og forskydelig kastevægt, der skifter placering mellem kast og indspinning. Ved kast ligger kuglerne længst tilbage i kroppen – under indspinning glider de frem for en perfekt balance og gang.
Rapala og rekorderne
Finske Rapala er verdens mest solgte woblere. Det er også de kunstagn, der kan prale af flest dokumenterede rekordfangster. Således er der sat ikke færre end 204 af International Game Fish Association (IGFA) registrerede verdensrekorder med diverse Rapala woblere.
Hertil skal så lægges 86 tidligere IGFA rekorder, og man forstår disse kunstagns verdensomspændende popularitet. Således er der gennem årene solgt langt over 200 millioner Rapala woblere verden over, og salgskurven stiger stadig.
Med til en woblers succes hører naturligvis gode kroge. Da Rapala for nogle år siden overtog franske VMC, som indtil da havde været hovedleverandør af kroge til Rapala, påbegyndte man en udvikling af specialiserede trekroge til woblere – brunerede til ferskvand og fortinnede til saltvand. Alle naturligvis kemisk skærpede – og sylespidse!
© 2005 Steen Ulnits
Del denne artikel: