Huawei Smartwatch GT2

Huawei har kapret mange danskeres hjerter, men er desværre raget uklar med Google (læs: Trump) om retten til fortsat brug af Android styresystemet til deres mobiler. Heldigvis har Huawei udviklet deres eget styresystem til deres egne smartwatches.

Det er der kommet et par rigtig gode og prisbillige ure ud af. Da jeg for et lille års tid siden erhvervede en Huawei P30 Pro, fik man automatisk tilbud om et gratis Huawei Smartwatch GT. Det var en af Huawei’s enklere måder at booste sit “salg” af smartwatches og smartphones på.

“Giving it all away”, som mine ungdomsårs rockhelte Bachman Turner Overdrive sang det. BTO havde for øvrigt også et nummer, der hed “Taking care of business”, så måske var det her, grundlæggeren af Huawei, Ren Zhengfei, lærte lektien om og værdien af ind imellem at give tingene væk…

Huawei’s første Smartwatch GT var hverken specielt fikst eller godt designet. Men det havde en batteritid, der ikke skulle måles i timer, men  dage, hvilket givet skyldtes Huawei’s eget selvudviklede styresystem – Light OS. Havde Huawei brugt Google’s Wear OS, var batteritiden aldrig kommet over 24 timer…

Til gengæld har Huawei taget sig den frihed at kalde deres digitale ure for “smartwatches” – hvilket de ganske enkelt ikke er. Et smartwatch har funktioner, der er smarte – styret af apps, der kan downloades fra nettet.

Dette gælder alle smartwatches, om de så er fremstillet af Apple, Google eller Samsung. Apps skal der til, hvis man vil være et smartwatch, og det vil Huawei’s digitale ure tilsyneladende ikke. Til gengæld er de fremragende “activity trackers” med alt, der bimler og bamler.

Activity Tracker

Huawei’s andet digitale ur – nu med modelnavnet “Smartwatch GT2” – var langt bedre designet og ser langt bedre ud. Faktisk så godt, at jeg investerede i et af dem – som supplement til min Huawei P30 Pro, der er blevet fast inventar i felten. Sidstnævnte havde fulgt mig trofast i Florida, hvor den havde taget et hav af flotte fotos. Nu skulle den have en følgesvend, der matchede den bedre end dens gratis forgænger.

Men er GT2 intet smartwatch, så er det til gengæld en meget fornem aktivitets-tracker, som minutiøst kortlægger ens færden og fysiske aktiviteter dagen lang – så længe man har det på og såmænd også om natten. Batteritiden er helt forrygende og uden sidestykke. Den skyldes, at Huawei til formålet har udviklet sin helt egen mobile chip, nemlig Kirin A1 med dobbeltchip design og intelligent strømstyring.

Den ene chipdel bruges, når der skal arbejdes og registreres data – typisk GPS og puls – mens den anden fungerer i noget nær dvale, når der ikke skal ske noget. Når uret blot skal holde øje med tid og dato. Denne teknik reducerer det daglige batteriforbrug så meget, at Huawei tør love hele to ugers batteritid ved normalt brug – med kontinuert pulsmåling, 90 minutters træning  og 30 minutters musik om ugen. Samt 30 timers kontinuert træning med GPS og hjertefrekvens.

Dette gælder den store og maskuline 46 mm model, mens den mindre og mere feminine på 42 mm kun klarer det halve. Mere er der næppe heller nogen, som behøver. Og hvor mange batteritider ellers er hentet i Fantasy Land, hvor Google Wear bor, dér lever Huawei Smartwatch GT2 faktisk op til det lovede. Og det er ganske imponerende.

Samtidig eller måske nærmere på trods heraf byder GT2 på markedets nok bedste, skarpeste og bedst oplyste AMOLED skærm på hele 454 x 454 pixels (390 x 390 for den lille 42 mm model).

Dag og nat – dag efter dag

Huawei Smartwatch er uret, der overvåger dig dag og nat og registrerer, hvad der sker og du har foretaget dig. Man kan ringe op eller modtage opkald under træning og under aktiviteter, hvor man ikke kan bruge sine hænder – eksempelvis under afspilning af musik. Der er plads til 500 mp3 musiknumre, og den indbyggede højttaler er blandt markedets bedste og mest hørbare.

Man kan modtage mails og beskeder, men man kan desværre ikke svare på dem. Det er som allerede sagt ikke noget smartwatch – uanset navnet. Men en rendyrket activity tracker. Antallet af urskiver er begrænset, da der ikke findes nogen Play Store, men man behøver ikke mangle noget.

Antallet af viste funktioner er dog noget begrænset – i hvert fald sammenlignet med Apple Watch, hvor skiverne kan vise data fra op til 11 forskellige funktioner. Huawei brugere må nøjes med op til 7, hvilket nu også rækker til det allermeste.

Uret sync’er automatisk med Huawei’s Health App, der i lighed med uret viser dansk alle steder. Dejligt. Det er det langt fra alle andre sundhedsapps, som gør. Eksempelvis ikke Xaomi, der viser alt på engelsk. Helt gennemført.

Urskiver

Huawei’s urskiver er designet af Huawei og fungerer derfor perfekt – med minimalt strømforbrug. Der er pt. en snes stykker, som giver løbende (!) besked om de aktiviteter, der er i gang (!) eller har været det. Man skal være ikke så lidt af en kondifreak for ikke at være tilfreds med mulighederne.

Og så er der søreme også et aldeles velfungerende kompas, hvilket burde være en selvfølge. Det er det imidlertid ikke på hverken Apple eller Samsung. Dertil er der indbygget lommelygte, barometer og andet godt. 

Som den rigtige activity tracker GT2 er, så tåler den naturligvis vand – helt ned til 50 meter. En svømme- eller snorkeltur er derfor ikke noget, man skal frygte med dette ur, hvis funktioner betjenes med to fysiske trykknapper i tilgift til touch skærmen.

Huawei Smartwatch GT2 kan erhverves for kr. 1.400,- hvilket er det rene røverkøb. Anbefales på det kraftigste – hvis man altså kan leve uden Google Wear med tilhørende Play Store.

Det kan jeg sagtens selv. Det går endda rigtig fint.

© 2020 Steen Ulnits