“Galileo” i luften

Europa er langt om længe blevet træt af at være afhængig af det amerikanske GPS- system til satellitnavigation og positionsbestemmelse. “Galileo” er svaret.

Mange lande i Europa har længe været utilfredse med, at USA suverænt styrer det satellitbaserede Global Positioning System-system (GPS), der nu er blevet noget nær verdensstandard til navigation og positionsbestemmelse.

Først var der den manglende præcision, som Bill Clinton dog forbedrede i 2000 ved at fjerne den indbyggede “scrambling” af signalet og deraf følgende misvisning. Dernæst var der utilfredshed med, at USA pludselig og uden varsel kunne finde på at slukke systemet i urolige dele af verden.

GPS-systemet baserer sig på 21 satellitter plus 3 i reserve, der er bragt i kredsløb om Jorden i en højde af 23.000 km. Ved at modtage signaler fra mindst tre af disse satellitter kan en GPS-modtager på Jorden med få meters nøjagtighed udregne den eksakte position, kurs og hastighed.

De såkaldt “geostationære” TV- og kommunikationssatellitter hænger hele 36.000 km oppe – ikke i kredsløb, men fast over et bestemt sted på Jorden.

Europæisk uafhængighed

Især Frankrig havde længe været stærkt utilfredse med USA og deres skalten og valten med GPS-systemet. De ønskede militær uafhængighed i tilfælde af konflikter i europæiske interesseområder. De ønskede sig deres eget satellitsystem, og de gik i flere år med planer om, at Europa skulle udvikle sit eget system – præcis som russernes noget ustabile GLONASS.

Frankrig har endvidere udtrykt ønske om et system, der er mere nøjagtigt end det amerikanske – som kan bestemme en position med en nøjagtighed på få centimeter i stedet for få meter.

Det europæiske svar på GPS og GLONASS har lige fra starten gået under navnet “Galileo” – opkaldt efter Galileo Galilea, der i sin tid var en kendt videnskabsmand. I lang tid var flere EU-lande skeptiske over for en sådan satsning og et sådant rumkapløb. Det var tilfældet med Tyskland, England, Holland og Danmark.

Men nu har Tyskland på det netop afsluttede topmøde i Barcelona sagt ja til projektet, og dermed føjet Frankrig. De sidste tvivlere rettede derefter hurtigt ind, så den fælleseuropæiske udvikling kunne komme i gang.

EU ønsker at beherske denne teknologi, som den ligeledes lærte at beherske konstruktionen af avancerede fly i Airbus-samarbejdet. USA skal ikke være ene på dette fremtidens felt, der oprindelig var rent militært, men som nu har vundet indpas i store dele af hverdagen. Som navigationssystem i først skibsfarten og nu senest bilindustrien.

Det forventes, at Galileo vil koste skatteborgere i EU omkring 25 milliarder kroner. Det forventes at stå klar om fire år.

© Tekst: 2002 Steen Ulnits

© Fotos: 2002 ESA


Brexit og Galileo-Exit

Med Englands kommende udtræden af EU i 2019 har landet tilsyneladende også meldt sig ud af det fortsatte samarbejde omkring udviklingen af Galileo. EU har således allerede besluttet at flytte Galileo’s kommandocentral fra England til Spanien.

Englænderne er sure over dette skridt. De mener, at de allerede har bidraget kraftigt til udviklingen af det nye, fælleseuropæiske GPS-alternativ. Økonomisk såvel som teknologisk. De mener, at Galileo bør sidestilles med European Space Agency (ESA), der også ligger uden for EU-samarbejdet.

Endelig frygter briterne, at deres selvvalgte Brexit vil give franskmændene en konkurrencemæssig fordel, hvad angår udvikling af rumfartsteknologi.

Så fremtiden tegner måske ikke helt så lys for England og Galileo, som den ellers har gjort i efterhånden mange år. I 2002 mente EU således, at Galileo ville stå klar i 2006.

Galileo blev dog først taget i brug ti år senere – i december 2016. Som et uafhængigt europæisk sidestykke til det amerikanske GPS, det russiske Glonass og det kinesiske Beidou.

© 2018 Steen Ulnits