M-74

“M” kan stå for “miljøgift”, “mystisk” eller “mortalitet”. M-74 har truet østersølaksen på livet i nogle år, men nu tyder meget på, at gåden er løst…

Vildlaksen i Østersøen har siden 1974 måttet døje med den mystiske sygdom M-74. Det er en sygdom, som gør, at den spæde lakseyngel helt enkelt dør. I 90’erne er således ofte mere end 50% af den samlede produktion i Østersølandene afgået ved en uforklarlig død – et enkelt år mere end 90%.

Ingen ved det med sikkerhed – det gør videnskaben nemlig aldrig – men meget tyder på, at årsagen til M-74 skal søges i forureningen af Østersøen. Netop Østersøen har i mange år været en af verdens førende lossepladser for alskens giftige kemikalier, heriblandt de meget giftige og for længst forbudte DDT- og PCB-forbindelser.

“M” står således for både “miljøgift” og “mortalitet”, men kunne også stå for “mystisk”.

Giftstoffer i blodet

Man har længe vidst, at stoffer som DDT og PCB har en negativ virkning på netop reproduktionen hos mange dyrearter. Og fra De Store Søer på grænsen mellem USA og Canada, hvor man lider under tilsvarende forureningsproblemer som i Østersøen, meldes også om M-74-lignende problemer hos laksefiskene. Her så man symptomerne allerede i 60’erne, og her har man oplevet dødeligheder på op til 80%.

Der er ingen tvivl om, at problemet hidrører fra selve Østersøen. Østersølaks, der holdes i fangenskab, og som aldrig ser Østersøen, før de kønsmodnes, lider nemlig ikke af M-74. Det er derfor disse stamfisk fra fangenskab, man hele tiden har satset på skulle redde Østersølaksen.

M-74 kan spores allerede ved strygning af moderfiskene, idet inficerede æg nemlig mangler en større eller mindre del af det farvestof, som gør æggene orange eller røde. M-74 rogn er således i regelen langt blegere end sund rogn.

Efter flere års forskning er det nu langt om længe påvist, at det er mangel på specifikke vitaminer, der er årsagen til M-74. Man har også fundet ud af, at problemet i klækkerierne kan løses ved at tilsætte de manglende vitaminer – ved at bade æggene i opløsninger tilsat thiamin, også kaldet B-1 vitamin.

Vitaminer i vandet

Det svenske Laxforskningsinstitut i Älvkarleby har senest meldt ud, at man ikke har kunnet påvise nogen sammenhæng mellem giftstofferne DDT og PCB og så forekomsten af M-74.

Til gengæld har man påvist en ganske interessant sammenhæng mellem så forskellige faktorer som salinitet i Østersøen, torskebestandens størrelse, forekomsten af sild og brisling samt optræden af M-74 hos østersølaksene.

Det har nemlig vist sig, at mangelen på B-1 vitamin hos laksene faktisk skyldes, at de har det alt for godt. I hvert fald alt for let. De svenske undersøgelser viser nemlig, at når der er mange sild og brislinger, mæsker laksene sig i denne letfangede føde. Med det uheldige resultat, at laksene kommer til at lide af B-1 vitaminmangel. Sild og brisling indeholder nemlig enzymetthiaminase, der nedbryder B-1 vitaminet i laksene.

I perioder med mange sild og brisling æder laksene så meget, at deres mavesække faktisk ikke kan følge med – at de ikke kan nå at nedbryde thiaminasen i de ædte småfisk. Laksene kommer derfor til at lide af den vitaminmangel, som siden giver ophav til M-74 sygdommen – den høje dødelighed blandt lakseyngelen.

Det har vist sig, at der er en lignende sammenhæng mellem laksedødeligheden i Great Lakes området i USA og så den lokale forekomst af “alewife” – en lille sildefisk, som fra havet vandrede ind i de store søer, da man i sin tid gravede Welland kanalen uden om de store Niagara vandfald.

Tamlaks og vildlaks

M-74 krisen ser nu ud til at være overstået for lakseopdrættets vedkommende. Værre står det til med vildlaksen, som i dag i Østersøen kun udgør omkring 10% af den samlede bestand. De resterende 90% skyldes massive udsætninger.

Vildlaksen kan jo i sagens natur ikke snuppe sig den vitaminpille, som opdrætslaksene får serveret. Enten i vandet eller direkte i blodet – som indsprøjtning. De må i stedet kæmpe videre med M-74, som givet vil forskubbe balancen mellem tamlaks og vildlaks yderligere – i tamlaksens favør. Hvis vildlaksene altså ikke skifter diæt.

Det har nemlig vist sig, at de laks, der i stedet for store sild og brisling slår sig på små hundestejler, ikke kommer til at lide af mangel på B-1 vitaminer. Det har vist sig at være tilfældet for laks fra Letland, som på vejen tilbage mod gydepladserne indtager hundestejler i store mængder. En slags naturlig vitaminpille, der beskytter dem mod M-74.

Trolling-fiskere, som regelmæssigt frekventerer Hanø-bugten, hvor den svenske Mørrumså munder ud, ved af erfaring, at laksene her også i perioder indeholder store mængder små hundestejler. De ved tillige, at netop disse laks ofte er rødere i kødet end de blegfede artsfæller, der udelukkende ernærer sig af fede sild og brislinger.

I det hele taget er et af kendetegnene ved østersølaksen jo, at den i modsætning til atlanterhavslaksen har meget blegt kød. Hvor atlanterhavslaksens kød normalt lyser rødt af de mange dybhavsrejer, den har indtaget i Davisstrædet mellem Grønland og Canada, der brillierer østersølaksen med kød, der bestemt ikke er lakserødt.

Diffus død

Mysteriet omkring M-74 synes således løst – i hvert fald delvis. Man har kunnet afkræfte, at det er miljøgifte som DDT og PCB, der er den direkte årsag. Og man har fundet en virksom kur for opdrætslaksenes vedkommende.

Samtidig ved man nu, at der er en klar sammenhæng mellem salinitet i Østersøen, torskebestandens størrelse, forekomsten af sild og brisling samt optræden af M-74 hos østersølaksene. Er der en høj salinitet i Østersøen, medfører det gode gydeforhold for torskebestanden. Er der mange torsk, medfører det en nedgang i bestanden af sild og brisling. Er der kun få sild og brislinger, medfører det en nedgang i forekomsten af M-74. Voila! Ringen er således sluttet.

Men man har endnu ingen kur for vildlaksens vedkommende. Og man aner stadig ikke, om M-74 således altid har eksisteret – også før opdagelsen i 1974. Eller om den stigende forurening af Østersøen alligevel er den virkelige årsag – at laksene måske netop på grund af miljøgiftene er blevet allergiske over for thiamin-thiaminase forholdet.

Det er skræmmende, at en så diffus forurening som Østersøens måske kan give så store problemer for vildlaksene. For det er en forurening, der ikke sådan lige kan stoppes. En forurening, vi må leve med i mange år endnu.

Det er ikke let at være laks…

© Steen Ulnits 1999