Fra naturens hånd er den danske stalling en vestjysk fisk, men udsætninger i 1940’erne har gjort den østvendte Gudenå til landets måske bedste stallingvand.
Stallingens indvandring i Danmark er et skoleeksempel på de faktorer, der begrænser ferskvandsfiskenes naturlige udbredelse.
I perioden umiddelbart efter sidste istid – altså for små 10.000 år siden – var Danmark landfast med England. Det nuværende Vesterhav var da skovdækket. Vandløb fra det østlige England og det vestlige Jylland strømmede ud over dette senere havområde, inden de til sidst forenede sig med en mægtig flod, der kom helt nede fra Karpaterne i Mellemeuropa.
Via denne “urflod”, som ikke findes længere, indtog stallingen de østengelske og de vestjyske vandløb. Stallingen havde imidlertid ingen mulighed for at passere vandskellet på den jyske højderyg, så idag findes stallingen i Danmark kun naturligt udbredt i et fåtal vestjyske vandsystemer.
Tilsvarende findes stallingen kun i de østvendte engelske vandløb. Irland, der heller ikke dengang var landfast med England, fik af samme årsag ingen stallinger. I Sverige og Norge havde stallingen i stedet mulighed for at indvandre fra øst via den daværende Ancylussø – en kæmpemæssig ferskvandssø, der i grove træk lå, hvor Østersøen idag ligger.
Pudsigt nok forbinder svenskerne idag ofte stallingen med det høje nord, mens den altså også er naturligt forekommende så langt sydpå som Danmark og England!
En hjælpende hånd…
Men denne fordeling af naturens goder var ikke godt nok for en lille håndfuld engagerede lystfiskere. De var fascinerede af tanken om, at Danmarks to største vandløb – Skjernå og Gudenå – udsprang kun få hundrede meter fra hinanden på den jyske højderyg. Siden løb de hver sin vej – Skjernå mod vest, Gudenåen mod øst. Det måtte derfor kunne lade sig gøre at transportere et antal vestjyske stallinger over højderyggen og dermed skabe en ny østjysk bestand!
Som tænkt så gjort. På cykelanhænger og i mælkejunger, hvis vand blev iltet med en cykelpumpe, blev så de første stallinger bragt helskindet over højderyggen. I to tempi blev et halvt hundrede fisk overført til Gudenåen, hvor de slog endog meget godt an. Det var i 1940’erne, og allerede få år senere var der så mange stallinger i Gudenåen, at den kendte fiskebogsforfatter, Paul Wellendorf fra Randers, på en enkelt eftermiddag kunne fange et halvt hundrede stallinger – på flue og til videnskabelige undersøgelser!
Bagmændene bag denne “fauna-forurening”, som man ville kalde det idag, var engagerede fluefiskere, der holdt meget af netop stallingen. Det er nemlig en kendt sag, at netop stallingen er uhyre villig til at stige til en vel præsenteret tørflue – selv sent på året, hvor der ikke er insekter på vandet. Samtidig har stallingen ry for at være langsynet. Faktum er i hvert fald, at den gerne stiger flere meter op til overfladen efter et lækkert insekt eller en overbevisende flue. Det vil en velvoksen bækørred aldrig gøre.
Mindstemål og fredningstid
Stallingen er således fluefiskerens fisk par excellence, men husk: Efter mange år som totalt fredløs har den danske stalling idag både mindstemål og fredningstid. Stallingen er fredet under gydningen i perioden 15. marts-15. maj, og mindstemålet er 33 cm.
I mange år var den danske stalling fredløs som den engelske, der jo i mange kalkstrømme betragtes som en decideret skadelig fisk, der bør fjernes. En farlig næringskonkurrent til ørreden. Faktum er da også, at stallingen ofte tager over, hvor forholdene passer den. Har den det godt, vil den ofte udkonkurrere bækørreden.
Stallinger over 40 cm kaldes i Danmark for “blåmænd” – en rigtig jysk betegnelse for de ofte blålige storstallinger. Fisk over 50 er sjældne på lystfiskergrej, men kæmper på 2,5-3 kg tages af og til under elektrofiskeri.
Skjernå-systemet
I dette vort vandrigeste vandløb har stallingen nu levet i små 10.000 år. Fiskene her er gennemgående både mindre og slankere end “overløberne” i Gudenåen, hvilket skyldes mere næringsfattige forhold. Der fanges dog regelmæssigt fisk på 40-50 cm – ofte under laksefiskeri med synkeline og store fluer. Dette kunne jo i sig selv tyde på, at stallingerne i Skjernå er mere sultne end deres østjyske artsfæller!
Specielt skal man ofre opmærksomhed på steder, hvor en frisk strøm løber hen over en bund af grus. Her står der altid stallinger, og her kan de så godt som altid fristes med en vægtbelastet nymfe fisket opstrøms.
Et lille, men produktivt tilløb til Skjernå er Fjederholt Å. Åen rummer en god bestand af stallinger, som dog kan være svære at komme på skudhold af. Ofte ser man store fisk i de dybe høller, men fange dem er en anden sag! Fiskene kan fanges på såvel tørt som vådt, men der skal helst fiskes opstrøms i det lille vandløb.
Inkarnerede stallingfiskere sætter netop Fjederholt Å meget højt, og i premieredagene midt i maj kan der være mange fiskere ved åen.
Storå-systemet
Storåen er med sine omkring 100 km strømvand et af Danmarks førende stallingvande. Åen er dog ret kedelig på store dele af sit lange løb, og sno sig for alvor gør åen først i området omkring Hodsager. Her er Storåen smuk som få andre vestjyske åer, og her er der for alvor fisk at fange.
Heroppe kan man i perioder opleve et virkelig godt fiskeri efter fine vestjyske stallinger. Fisk, der – modsat de fleste bækørreder og samtlige regnbuer i åen – er født og opvokset i den karske vestjyske natur. Hvor der oprindeligt var langt mellem fødeemnerne – i hvert fald sammenlignet med de mere næringsrige østjyske vandløb. Idag har de mange dambrug dog udjævnet denne naturlige forskel…
Storåens i regelen mange, men sjældent så store stallinger falder gerne for en lille tørflue, der kastes blindt over høllerne. Man skal ikke regne med de store klækninger af vandinsekter – til gengæld er åens stallinger meget opmærksomme på landinsekter, der blæser ud i vandet til dem. For i dette åbne landskab blæser det altid…
Kongeå-systemet
Den smukke Kongeå havde indtil en stor forurening i 1968 nok landets bedste og i hvert fald mest hurtigt voksende stallingbestand. I mange efterfølgende år var der ikke en eneste stalling i den slyngede å, men sidst i 80’erne gik man for alvor i gang med at genskabe den gamle bestand.
Det lykkedes over al forventning, og åen har idag en rigtig god bestand af stallinger, hvoraf flere har målt over 5o cm. Da åen har et rigt insektliv, kan det i perioder med store klækninger være mere end svært at komme i nærkontakt med de velvoksne stallinger.
Åens bedste stallingstræk er de første 5-10 km nedstrøms Foldingbro. Men i hele den heldigvis fredede Kongeå-dal slynger åen sig afsted, smukkere og mere indbydende end de fleste danske åer. Og overalt kan der fanges stallinger.
Ribe Å-systemet
Efter de første heldige forsøg med udsætninger af stalling i Kongeåen, fulgte man trop i den sønderjyske Gelså – et tilløb til Ribe Å-systemet, hvor der også fra naturens hånd har været stallinger. Og til manges glæde kvitterede fiskene også her med en god tilvækst og en fin selvreproduktion. Således fanges der idag flere stallinger end bækørreder på åens mellemste løb, hvilket vil sige fra Neder Jerstal til Gelstoft.
Sommeren igennem er der en frodig vegetation af blomstrende vandranunkler i åens klare vand. Under sådanne forhold er opstrøms fiskeri med tørflue og nymfe det eneste mulige og effektive. Til alt held er stallingerne i Gelså sjældent så kræsne som deres artsfæller i Kongeåen!
Vidå-systemet
Stallingen er nu senest blevet genintroduceret i Vidå-systemet længst i syd mod den dansk-tyske grænse. Også her er den slået godt an igen i sine gamle omgivelser.
Således er der idag en fin bestand af stallinger i flere af de mindre tilløb til Vidåen – i Gejlå, Bjerndrup Å, Arnå og Grønå.
Gudenå-systemet
Landets største stallinger stammer fra Gudenåen, selv om bestanden her idag kun er en skygge af sig selv. Især har man fokuseret på den voldsomme kanosejlads som en mulig årsag til tilbagegangen. Der kan dog stadig opleves fint fiskeri flere steder.
Stallingerne i øvre Gudenå har megen føde at vælge imellem og kan derfor være meget kræsne. De større stallinger dropper ofte overfladeføden til fordel for den rigelige og lettere tilgængelige bundføde. Vil man i kontakt med de virkelige blåmænd, skal der således en tung nymfe på et langt og tyndt forfang!
Fiskeriet er bedst på åens øvre løb – opstrøms Ry. Desværre er det på selvsamme strækning, den voldsomme kanosejlads finder sted fra midten af juni og sommeren igennem…
© Tekst & fotos: Steen Ulnits
Del denne artikel: