– That’s the question. Og linedisciplin er svaret!
Fluefiskeri er på mange måder meget forskelligt fra andre fiskeformer, der alle fungerer ved en tung kastevægt for enden af en tynd line, som opbevares på et dertil egnet fiskehjul.
Fluefiskeri kræver en tung line til at kaste de næsten vægtløse fluer, og fluefiskeren kæmper en konstant kamp for at holde styr på den lange flueline, som under fiskeriet ikke opbevares på fluehjulet. Den ligger i stedet i græsset, på vandet, i båden eller mellem fingrene…
Her kan den være svær at holde styr på – ikke mindst for nybegynderen. For den erfarne er linekontrol nemlig noget, man slet ikke tænker over. Det er bare noget, man hele tiden gør – næsten ubevidst. Og det er noget, man som nybagt fluefisker snarest muligt bør tillægge sig.
– Hvornår linekurv?
Personligt er jeg en stærk modstander af at slæbe mere udstyr med ud til vandet, end man har brug for. Alene derfor er det langt fra altid, jeg har en linekurv med i bilen, båden eller flyet. I langt de fleste tilfælde kan man klare sig med en veldisciplineret linekontrol.
Men der findes så afgjort situationer, hvor man ikke kan klare sig – i hvert fald ikke ret godt – uden en form for linekurv. I det følgende skal jeg kort opridse disse situationer, som jeg selv har oplevet og kender til dem. Situationer, hvor en linekurv gør alting meget lettere og fiskeriet mere effektivt:
Vind er altid en faktor, når man fluefisker. Vinden suser hen over vandet og griber fat i flydende flueliner, som er prisgivet overfladestrømmen. Med mange meter løsline ude kan løslilnen hurtigt drive afsted. Fisker man fra båd, kan man opleve, at løslinen helt enkelt blæser i vandet. Dette er specielt udtalt på moderne “flats” både, hvor det åbne fordæk er helt glat og uden ræling mod vandet.
Strøm er ikke kun et problem, når man fisker i strømmende vand. Ikke mindst på åben kyst løber der ofte strøm på langs af stranden – forårsaget af vind eller tidevand. Og en sådan strøm fanger øjeblikkeligt løslinen og gør den tung i vandet, når der atter skal kastes. Resultatet bliver, at der skal flere blindkast til for at få linen ud – med større kraftforbrug.
Bølger kan også være et problem for løslinen – specielt hvis man er nødsaget til at stå midt i brændingen eller på revler, hvor bølgerne bryder. At fluefiske i eksempelvis selv en moderat brænding på den jyske vestkyst, er halsløs gerning uden en god linekurv. Ellers vil løslinen flakse frem og tilbage med strøm og bølgeskvulp – helt ude af kontrol.
Tang kan være irriterende – ikke mindst den drivende slags, som sætter sig fast på løslinen i store klumper. Specielt på steder, hvor tidevandet løber hurtigt, kan drivende tang gør livet surt for fluefiskeren. Sidder der en synkende eller blot intermediate line på hjulet, kan også fastsiddende tangplanter have en kedelig tilbøjelighed til at fange løslinen.
Sten kan koste dyrt, hvad flueliner angår – specielt hvis de er skarpe eller bevokset med rurer. Da kan man opleve, at fluelinen sætter sig fast og ikke vil fri igen. Selv har jeg oplevet to flueliner afgå ved døden på denne konto. Strømmen kan tage løslinen og kile den fast mellem sten på måder, man slet ikke kan forestille sig…
I ovenstående tilfælde hører linekurven til det nødvendige udstyr, hvis man skal kunne fluefiske effektivt og uden alt for store anstrengelser. Ellers vil en støt stigende irritation efterhånden gøre fisketuren til alt andet en den rekreation, den burde være…
Den kendsgerning, at løslinen ligger i kurven under kastet, reducerer antallet af blindkast betragteligt – med mindre kraftforbrug, mindre træthed og mere fisketid til følge. Et ikke uvæsentligt argument for at rende rundt med opvaskebaljen om maven…
Det faktum, at løslinen under fiskeriet ikke ligger i vandet, men i linekurven gør, at linen ikke er så våd at røre ved. Bruger man ikke linekurv i de kolde måneder, får man langt vådere handsker end ellers. Og våde handsker er lige med kolde fingre. Et klart pluspunkt til linekurven.
Linekontrol
I løbet af en lang fiskedag kan det godt være, at man kun har reelt brug for en linekurv i korte perioder. Eksempelvis når vandet vender og strømmen løber hurtigst og tangstykker kommer drivende. Det meste af tiden klarer man sig fint uden linekurven – i hvert fald hvis man mestrer den basale linekontrol.
Første gang det gik op for mig, at man måtte indøve en form for basal og ubevidst linekontrol, var i 1973. Det var det år, hvor jeg gjorde mine første opstrøms kast med en lille Tups Indispensable tørflue. Stedet var Gels Å ved Bevtoft – dengang reguleret, idag genslynget – og målet var de mange, men mindre bækørreder, som åen husede.
Jeg havde læst en masse om tørfluefiskeri, men blev alligevel overrasket. Hver gang jeg kastede min lille tørflue opstrøms, tog strømmen den straks og sendte den ned til mig igen – for enden af en masse løsline helt ude af kontrol…
Det var sværere, end jeg lige havde forestillet mig. Her skulle jeg ikke blot kaste præcist med min flue. Nej, jeg skulle også have fuld kontrol med fluelinen, mens fluen drev ned mod mig. Ellers kunne jeg jo ikke krogene fiskene, når først de havde taget min tørflue!
Det tog tid at komme så vidt, men efterhånden sad linekontrollen i rygmarven, så der hele tiden var stram line ud til fluen. En teknik, der efterfølgende blev indkorporeret i alt det andet fluefiskeri, jeg bedrev – i å, sø og hav. Med højrehånden kaster man – med venstrehånden kontrollerer man linen. Med begge hænder fisker man!
Når kastet er eksekveret, fanges linen straks under højrehånds pegefinger – hvis man altså kaster med højre hånd. Med venstre hånd griber man om løslinen, som tages ind i takt med strømmen – eller i det tempo, som fluen skal fiskes i, hvis man fisker i stillestående vand. Så kan man på et splitsekund låse linen mod korkhåndtaget og give tilslag, når en fisk tager fluen.
Nedtælling og opsamling
I 1986 lærte jeg en vigtig lektie. Jeg var taget op i bjergene i British Columbia for at friste nogle af verdens største steelheads med mine fluer. Det var et nyt fiskeri for mig – et fiskeri, som krævede lange kast med synkende skydehoveder og skydeliner, hvis man ville i kontakt med fiskene.
Det ville jeg naturligvis, når jeg nu var rejst så langt, og jeg måtte derfor lære mig teknikken. Heldigvis var min makker den uge en sand mester i at håndtere disse drilske liner, for han var opflasket med shooting heads “out west”, hvor han kom fra. Jim var hans navn, og han fiskede udelukkende med tynde monofile skydeliner, som gav rekordlange kast. Men samtidig et linesystem, som nok er det sværeste at håndtere under fiskeriet.
Her var strømmen en hjælp, idet den dels sørgede for, at den tynde nylonline hele tiden var strakt ud, så den ikke filtrede sig sammen – dels ydede lige tilpas vandmodstand til at strække skydehovedet perfekt ud for enden af kastet.
Selv fiskede jeg med en level (lige tyk) og flydende skydeline. Den var for tyk til samme teknik, da den ydede for stor modstand i vandet under kast.
Når Jim vadede rigtig dybt, samlede han skydelinen op i løkker, som han holdt mellem læberne under kastet. Ikke så lidt af et syn. Og en teknik, som ikke er helt ligetil at mestre. Men det fungerede for Jim, som sendte kast efter kast afsted mod de magiske 30 meter ude i strømmen.
Selv måtte jeg gøre det anderledes. Jeg lærte mig at samle de mange meter tynd skydeline op i store løkker, som jeg kunne holde fri af vandet. Det bøvlede jeg med i nogle dage, indtil Jim venligt påpegede, at jeg blot skulle tælle ned og lave de største løkker først. Såre enkelt, når man først lige har forstået og vænnet sig til det.
Kaster man eksempelvis 25 meter plus forfang, tager man først 7 tag i linen og låser den, dernæst 6, siden 5, 4, 3, 2 og til sidst et enkelt tag – alle løkker af ca. 75 cm’s længde. Det bliver til i alt 21 meter løsline, så der nu kun resterer 4 meter plus forfanget. Det kan man let rulle frit af vandet til et nyt kast – selv med et hurtigt synkende skydehoved.
Beklageligvis kvitterede jeg for instruktionen ved at udfiske Jim 5 til 1 i løbet af ugen. Af mine 5 steelheads vejede ingen under 15 pounds, og den største tippede vægten til 20 – 9 kg! Det fortæller mere om, at lykken er lunefuld – end om mine nyvundne færdigheder med skydehovedet. Året før var Jim således blevet lodgens absolutte Top Gun med næsten dobbelt så mange fisk som nummer to…
Teknikken er lige så enkel, som den er genial. På denne måde får man en samling lineløkker, som hele tiden bliver mindre. Og vigtigst af alt: De kan helt enkelt ikke filtre sammen under kastet, da de jo ikke overlapper. Det gælder blot om at have styr på linen, når kastet afgives og løkkerne slippes. Og det kræver træning.
Den hjemlige andedam – badekarret!
Når man skal skyde de mange meter løsline, som man har samlet op i løkker i linehånden, kan det være en hjælp at løfte linehånden op, så løslinen trækkes fri af vandet og skyder lettere. Det ser måske ikke specielt elegant ud, men det virker!
Teknikken er ikke kun guld værd, når der fiskes med synkende skydehoveder i strømvand. Jeg bruger den ganske ofte i andre sammenhænge. Eksempelvis når jeg affisker et badekar ved højvande. Her går fiskene ofte kun få meter fra land, og vader man først ud i badekarret, skræmmer man med garanti ørrederne. Det gælder derfor om at blive oppe på det tørre og afgive sine kast herfra.
Men når man går heroppe, kan man ikke som ellers vanligt lade løsllinen falde ned under indtagning. Så sidder den med sikkerhed fast i tang og sten, ruller ukontrolleret rundt i bølgeskvulpet – eller slæber hen over sandet og bliver slidt. Her laver man i stedet korte kast, hvor linen samles op i et fåtal løkker under indtagningen – efter nedtællingsprincippet.
Det fungerer rigtig godt, skulle jeg hilse og sige. Og jeg sender hver gang Jim og de pragtfulde steelheads i BC en venlig tanke, når endnu en hidsig havørred har taget min flue få meter ude i det hjemlige badekar!
Linedisciplin er således vejen frem – linekurven mest en nødløsning, når og hvis linekontrollen skulle svigte!
© 2008 Steen Ulnits
Del denne artikel: