Kystvandet er nu så koldt, at havørrederne er på vej væk fra de åbne kyster med høj saltholdighed – til overvintringsstederne med lav saltholdighed og blød bund.
Efterårsvandringen
Forår og sommer har havørreden brugt på at æde sig tyk og fed – så den kan klare efterårets strabadserende gydevandring og opbygning af rogn og mælke. Efterårsvandringen sættes oftest i gang af den første periode med dårligt vejr i august-september. Fiskene fornemmer straks, at efteråret stunder til – at gydevandringen er nært forestående.
© foto Steen Ulnits
De helt store fisk er ofte trukket op i de større åer allerede i maj-juni. De mindre fisk – altså størsteparten – bliver derimod ude i havets spisekammer endnu et par måneder. Disse mindre fisk begynder nu i sensommeren eller det tidlige efterår deres vandring tilbage til det vandløb, hvor de stammer fra. Der er meget ofte tale om samlede vandringer af svagt farvede fisk på 3-6 pund – hanner og hunner, som måske allerede har dannet par. Træffer man på en sådan flok, kan man opleve årets suverænt bedste fiskeri med flere fisk inden for et kort tidsrum.
Man skal ikke være bange for dårligt vejr med riv og rusk, når det gælder fiskeriet efter disse gydevandrere. Godt vejr gør de velnærede fisk vanskelige at lokke. Omvendt kan en solid efterårsstorm få dem til at kaste sig over alt, de træffer på.
Ofte fanger man disse svagt farvede gydevandrere på nøjagtig de samme lokaliteter, hvor man i det tidlige forår fangede nedfaldsfiskene på vej ud efter gydningen. Og ofte lønner det sig at fiske målrettet efter dem i nattetimerne, hvor fiskene trækker mest. Pynter og næs, som stikker ud fra kystlinjen, er altid at foretrække. Her indlægger de trækkende fisk ofte en pause i vandringen.
Farvede fisk fredet
Husk i den forbindelse på, at fredningen for farvede havørreder sætter ind den 16. november. Blankfisk må fanges hele året. Ukyndige kan have svært ved at skelne mellem blanke og farvede fisk, så derfor et par tips desangående:
– Farvede fisk kan godt vær blanke, men aldrig sølvblanke. Hunfiskene kan i stedet være gråblanke eller gyldne.
– Farvede fisk har altid faste skæl, hvor blanke fisk i stedet har løse skæl, der falder af ved den mindste berøring.
– Farvede fisk kæmper i regelen mere sejt og vedholdende end blankfisk, som ofte springer ud af vandet.
Farvede fisk er i det hele taget mørke og tykhudede sejtrækkere, som tåler genudsætning langt bedre end de sølvfarvede blankfisk, der ofte kæmper livet af sig, når de mærker krogen. Farvede fisk kræver derfor ikke nær samme genoplivning i forbindelse med genudsætning.
To kolde kystørreder på is – begge fra Kalø Vig.
© foto Steen Ulnits
Vinterresidensen
Når alle kønsmodne havørreder er vandret op i åerne for at gyde, kan man stadig træffe på blanke, ikke-kønsmodne fisk i hav og fjord. Det kan være de små “grønlændere”, eller det kan være enkelte store “overspringere” – fisk, der af en eller anden grund har valgt ikke at gyde det pågældende år. Naturens reserve, hvis noget skulle gå galt oppe i det ferske.
De blanke og ikke kønsmodne fisk fortsætter med at æde i det salte, så længe der ellers er føde nok. Men med faldende vandtemperatur søger de mod stedse mindre salt vand – fra åbent hav ind i de mere lukkede fjordområder, hvor udstrømmende vandløb gør vandet mere fersk. De æder stadig, men i takt med den dalende temperatur falder også deres stofskifte og dermed behovet for føde. Fiskene bliver helt enkelt sværere og sværere at overliste for lystfiskeren!
Om vinteren er de åbne og salte farvande i regelen som støvsuget for havørreder. De er enten trukket op i åerne for at gyde eller ind i bunden af fjordene for at overvintre. Herinde finder vi dem da også, når isen i det tidlige forår bryder op. Og modsat sidst på året, hvor fiskene er velnærede og træge, der stiger nu deres sult og jagtlyst dag for dag med de stigende vandtemperaturer. Ikke uventet har man nu det bedste fiskeri midt på varme og solrige dage, hvor alting for alvor liver op efter vinterdvalen. Det lave vand i inderfjordene varmes hurtigt op – hurtigere end vandet på åben kyst.
Vinterpladserne er ofte karakteriseret af blød mudderbund – præcis de samme lokaliteter, som havørrederne skyr i det sene forår, når vandet bliver for varmt og de første bundvendinger er en realitet. Men i vintermånederne – på grund af det kolde vand – er der altid rigeligt med ilt på sådanne pladser. Fødeemner ligeså.
Det rigtige grej
Som fluefisker kan man i regelen nøjes med en enkelt udrustning, når det gælder fluefiskeri i havet. En 9-10 fods stang klasse 7-8 klarer det meste, når den forsynes med et saltvandsbestandigt fluehjul, der kan rumme fluelinen samt 100 meter bagline.
© foto Steen Ulnits
Linen skal være en flydende WF til fiskeri på lavt kystvand uden større bølger. Er der pålandsvind og bølger, står man sig ved i stedet at bruge en såkaldt “intermediate” line, som lige akkurat synker ned under bølgerne. Herved opnår man, at linen ligger mere lige, og man har da en bedre kontakt ud til fluen.
Her om vinteren er det dog altid en god idé at opsøge steder med læ for den kolde vind – steder med en blank overflade, lavt vand og blød bund. Steder, som i regelen bedst lader sig befiske med en flydende line. Intermediate linen er bedre gemt til forårets fisker efter hidsigt jagende blankfisk.
Foregår fiskeriet primært i lukkede fjordområder – og det bør det som sagt gøre, når vinterkulden for alvor trænger sig på – kan man med fordel skifte den tunge klasse 7-8 udrustning ud med en let 8-9 fods stang klasse 5-6. Da får man det optimale ud af de mindre fjordørreder – og de hidsige steelheads, som ind imellem også blander sig i fangsterne herinde.
De rette fluer
Kystfluerne er et kapitel for sig. Der er to grundtyper at vælge imellem – ren fantasi og så mere eller mindre nøjagtige imitationer af havørredens fødeemner.
I det kolde vand er der ikke så meget føde som tidligere på året, og de resterende farvede fisk er samtidig mere aggressive end ellers – på grund af den tilstundende gydning. Alt i alt medfører dette, at imitationsfluernes tid er ved at være passé – erstattet af de mere farvestrålende provokationsfluer, som går deres sejrsgang i de kommende måneder.
© foto Steen Ulnits
Som altid når det gælder havørreder på kysten er mønsteret ikke specielt vigtigt. Kunsten består primært i at finde frem til fiskene – sekundært i at byde dem den rette flue. Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at min egen absolutte favorit er et fluorødt “Juletræ” str. 4. Det er ikke småting, den har fanget af vinterfisk for mig gennem de sidste 15 år…
© Steen Ulnits 2000
Del denne artikel: