Tag med ud på Golfstrømmen, hvor den passerer Kennedy Space Center i Florida. Her vrimler det nemlig med hajer, tun og mange andre fightere!
Efter et interessant besøg på Kennedy Space Center uden for Orlando, Florida, er vi alle fem klar til en dyst med Atlanterhavets kæmper.
Det er Capt. Mike også. Da vi før daggry kører ind på parkeringspladsen foran den lille fiskebutik ved havnen i Port Canaveral, står han og vinker med en agnspand. Vi skal nemlig have levende agn med ud, hvis vi vil være bedst muligt garderet. Så vi ikke skal spilde tid på først at fange dem.
Der er ganske langt ud til fiskepladserne, som ligger 30 sømil fra land. Men heldigvis har Mike netop fået sit nye specialbyggede skib hjem fra værftet – en 28 fod lang båd med centerkonsol og to funklende nye 225 HK Evinrude motorer med det nye benzinbesparende “Ficht” system.
Et sådant system kan der blive god brug for, når man skal brødføde 450 sultne hestekræfter med benzin. Også selv om den i USA stadig ikke koster mere per gallon, end vi danskere må op med per liter. Det er under alle omstændigheder en betragtelig udgiftspost, når man er på havet hele dagen – så langt fra land, at man er omgivet af vand på alle sider…
På jagt efter en rejetrawler
Da vi efter en times sejlads med 25 knob som marchhastighed nærmer os det rigtige sted, tænder Mike den store radar. Han er nemlig på udkig efter en rejetrawler, som har ankret op efter nattens fiskeri.
– Der ligger én, siger han og peger på en af skærmens lysende pletter. – Nu må vi bare håbe, at den også er ankret op!
Det er den ikke, viser det sig, og vi leder videre en stund. Så er der imidlertid gevinst. Da trawleren viser sig i horisonten, konstaterer Mike straks, at den har trawlet oppe og ankeret ude. – Den snupper vi! siger han fornøjet.
Vi går helt op bag den store trawler, hvis besætning hviler ud efter nattens anstrengelser. Fangsten er sorteret og overskydende bifangst smidt ud. Det har lokket en masse forskellige fisk til, som nu holder til under trawleren – i det lønlige håb, at der vil falde mere fra.
Men det gør der ikke. Capt. Mike “bytter” et par sække rubby-dubby med en sixpack kolde øller. – Dem er der altid afsætning på herude, griner han.
Et par håndfulde friske fisk ryger udenbords for lige at se, om der overhovedet er fisk. Det er der! Lynsnart farer den ene bonito frem af dybet efter den anden. De nærmest slås om de fiskestykker, der langsomt flakser mod bunden 60 meter nede.
Vi rigger stængerne med en solid enkeltkrog, der agnes med en halv ansjos. Så får den agnede krog lov til at synke frit – på en slap line, præcis som et andet fiskestykke uden krog.
Vi behøver ikke vente længe, førend den første bonito går om bord i maddingen og suser afsted. Først et godt stykke inde i det første udløb bremses den frikoblede spole. For et kort øjeblik, inden den muskelstærke fisk atter sætter skruen til og flår 0.50 linen af hjulet igen – nu mod en hårdt stillet bremse.
Vi går i sort
Det er imponerende, hvad der ligger af kræfter i sådan en lille fisk på 3-5 kg. Imponerende, at den kan flå 0.50 line af et hårdt bremset hjul i et sådant tempo.
Men det kan de også kun en enkelt gang eller to – så er de møre. Mike vil ikke “spilde” mere tid end højst nødvendigt på de sprælske småfyre. Han har nemlig en plan. Han vil lokke fiskene væk fra rejetrawleren – væk fra eventuelle konkurrenter, som der er nok af på disse kanter. Han fodrer derfor løs, mens vi driver væk fra den opankrede trawler.
Pludselig – da vi har landet en hel del bonitoer – sker der noget andet og mere. Da lyner det pludselig længere nede i det azurblå vand. Det er langt større fisk, som nu er dukket op – lokket til af den megen postyr, som de hidsige bonitoer har afstedkommet.
– Blackfins! Capt. Mike griber en stang, rigger krogen og lader så ekvipagen synke. Han er spændt – og det er vi også – på, hvad det mon var, han så nede i vandet. – Var det virkelig sortfinnede tun?
Vi får svaret få minutter senere. Da begynder linen nemlig at suse af Mike’s frikoblede Penn GTI. Han lader den løbe et halvt hundrede meter, førend han vover at koble spolen til. Så sætter han krogen, og straks sætter fisken i et langt og uimodståeligt udløb.
Der er helt anderledes fight og kræfter i denne fyr, der en god stund senere må give op og lade sig gaffe. En vaskeægte blackfin tuna på små 15 kg.
– I knew it! Mike griner fornøjet. Han er tydeligvis svært godt tilfreds med sig selv og sine evner til at finde fisk. – Now it’s your turn, guys!
To timers totalt kaos
Det lader vi os ikke sige to gange. I det næste par timer går det slag i slag. Vi lærer os at lade den agnede krog synke meget dybere end til de små bonitoer. De sortfinnede tun kommer ikke nær så højt op i vandet, og alene derfor er de en langt sjældnere fangst.
Så sjælden, at Mike herser rundt med os stakkels landkrabber, når der er tun på krogen. Han vil have dem med i land, for det giver masser af prestige og masser af omtale at finde en flok blackfins og få dem sikkert i havn.
Mike er gammel sergent fra US Marines, og vi føler os til tider som en flok menige rekrutter på den første rigtige røvtur. Mike hidser sig op og skælder ud, hvis nogen gør noget forkert. Han går virkelig op i sin metier – det må man lade ham. Øjnene lyner bag de buskede øjenbryn, så man næsten frygter en tur i spjældet…
Da tunfeberen ebber ud efter et par timer – der bliver længere og længere mellem huggene – foreslår Mike, at vi finder på noget andet. Han er så rigeligt tilfreds med de fjorten sortfinnede tun, der nu ligger på is i lasten.
Han spørger os, hvad vi nu har lyst til at prøve. – Skal det være kingfish længere inde mod land, eller skal vi satse på lidt bundfiskeri efter nogle virkelige sværvægtere?
Til bunds med lodderne
Mike fisker sin lille hemmelige mappe med de mange Loran positioner frem. Han har nogle gode steder, som han gerne fisker på – men kun når der ikke er konkurrenter i nærheden!
Og det er der heldigvis ikke det første sted. Til gengæld er der hug med det samme. Jens’ stang bøjer faretruende, mens sveden springer frem på hans pande. – Pump, pump, pump! skriger Mike, mens han checker ekkoloddet. Der er klipper underneden og kun få sekunder til at få fiskene fri af bunden. Har de først sat sig, er slaget tabt.
Den første fisk når at sætte sig, men Jens tager senere revanche. Han pumper, det bedste han kan, og får efterhånden lettet fisken lidt fra bunden. Herefter går det lettere, da fisken nu ikke kun skal kæmpe med Jens – den skal også slås mod en tiltagende dykkersyge på vej op til overfladen.
Til sidst er den oppe – en flot plettet grouper i 10 kg’s klassen med svømmeblæren hængende halvt ude af den store mund med de mange tænder.
Kim kæmper for livet
Kim er næste mand på podiet. Den agnede jig har næppe taget bunden, førend stangen bukker sammen og linen hvisler af hjulet. Det er ingen grouper, det her – det er noget andet og større!
Sammenbidt kæmper Kim mod overmagten – mod fisken, som trækker ham faretruende længere ud over rælingen. Et godt greb om bukselinningen hindrer dog, at det bliver fisken, som giver Kim buksevand, og ikke omvendt!
Det tager sin tid, og Capt. Mike bliver utålmodig. – Are you all a bunch of sissies? hvæser han mellem tænderne. Godt, man ikke har været menig i US Marines med ham som overordnet. Han har underarme som Skipper Skræk så…
Kim er ved at miste pusten, da fisken til sidst ligger og gisper oppe i overfladen – klar til gaffen. Vupti, og Mike hiver en 20 kg tung amberjack ind over rælingen i et herresving. En imponerende fisk med imponerende kræfter. Det synes også Kim, som har brug for en længere pause oven på denne flotte fisk.
Vi fortsætter bundfiskeriet lidt endnu, men vi er ved at være trætte, og solen står efterhånden lavt på himlen. Da der er halvanden times sejlads tilbage til havnen, takker vi af for i dag – mætte og tilfredse med fangsten.
Et kig på benzinmåleren…
Da vi i solnedgangen når tilbage til indsejlingen til Port Canaveral, kigger jeg lidt på brændstofmåleren. Vi har i løbet af dagen hældt 75 US gallons benzin gennem de 450 heste på hækken – små 300 liter – og så var det endda en kort tur, mener Capt. Mike.
– Så sku’ I bare se, når vi krydser Golfstrømmen senere hen på året, når vejret er bedre. Så bliver der brug for al den benzin, der kan være i tankene!
Og det er ikke småting. Den specialbyggede båd har indbyggede tanke i hele bunden – med en samlet kapacitet på imponerende 1.100 liter, hvilket jo er noget af en udskrivning. Det undrer mig blot, at der ikke er rygeforbud ombord – med så megen brandfarlig benzin under dækket.
– Men det er der ikke, siger Mike. – Det er jo ikke nogen rumfærge, det her – selv om det da godt kan minde lidt om det. Rumfærgen er jo også mest brændstof og mindst last…
Jo, i USA er alting bare større. Meget større!
© Steen Ulnits 2000
Del denne artikel: