Knuden

Knuden, som bærer det latinske artsnavn Lota lota, indtager en ganske speciel plads blandt søens fisk. Og det gør den alene i kraft af, at det er den eneste ferskvandslevende torskefisk.

Knudens skægtråd afslører slægtskabet med de ellers saltvandslevende torskefisk. I modsætning til disse har den skiftet de “normale” tre rygfinner ud med to, hvoraf den bageste er meget lang. På samme måde er gatfinnen forlænget, hvilket leder tanken bort fra torsk og hen på maller og ålekvabber.

Knuden kaldes derfor ofte, men altså misvisende for “ferskvandskvabbe” på grund af sit kvabbe-lignende udseende med det brede og flade hoved. Bugfinnerne er dog – som hos alle andre torskefisk – rykket helt op foran brystfinnerne.

Cirkumpolar udbredelse

Knuden findes kun på den nordlige halvkugle, hvor den til gengæld har en såkaldt “cirkumpolar” udbredelse. Den findes således på begge sider af Atlanten såvel som på begge sider af Stillehavet – i Europa såvel som i Nordamerika og i Alaska såvel som i Sibirien. En ganske stor udbredelse for en fisk, der er eneste ferskvandslevende art i torskefamilien.

I den sydligere del af udbredelsesområdet træffer man fortrinsvis knuden i dybe søer og langsomt flydende vandløb. I de nordligere egne træffer man den ofte på lavere vand, der aldrig bliver rigtig varmt i de korte somre.

Knuden træffes også i brakvand i Østersøen, hvor den dog ikke gyder – præcis som tilfældet er med gedde, aborre og sandart. Alle udnytter de føderigdommen i det brakke vand til en hurtigere vækst, men de er stadig nødt til at søge op i rent ferskvand for at gyde.

Som de øvrige torskefisk holder knuden altså af koldt vand. Det ses ikke mindst af, at den vælger at gyde, når vinteren er på sit højeste og vandtemperaturen på sit laveste. Ofte sker gydningen således, mens der er islæg på søen – meget ofte i februar måned.

Forinden har knuderne samlet sig i store flokke på dybere vand, hvorefter de søger op på det lave vand over banker og skrænter.

Gydningen sker her som en slags “bunkebryllup” med mange deltagere, der dog danner par under selve gydningen – præcis som torskene gør det i havet. Knuden foretrækker at gyde over sandbund i stedet for sten. Gydningen foregår ofte lige under isen, hvor vandet er koldest, hvilket sætter en tyk streg under knuden som dedikeret koldtvandsfisk.

Knuder ud af skyggen

Og dog. For nogle år siden gik jeg tur langs Furesøen på en dejlig solskinsdag i maj. Jeg gik ud på en bådebro, som jeg altid gør, når jeg kommer forbi én, og kiggede nysgerrigt ned i vandet. Ikke sjældent ser man aborrer, som udnytter deres sorte striber i skyggen under broen. En fornem kamuflage netop her.

Ud af broens skygge kom først én, siden to fisk i halvmeters klassen. Alt for store til at være aborrer. Og de havde knudens umiskendelige kvabbefacon. Ingen tvivl om, at det var knuder, der var tale om. Men hvad i alverden lavede de der? I højt solskin midt på dagen? I vand, der givet var ganske lunt her inde under land?

Jeg fik aldrig opklaret mysteriet, men sammen med flere kloge hoveder kom vi til sidst op med en plausibel teori, der kunne forklare fænomenet:

Fralandsvind gennem flere dage havde presset det varme overfladevand væk fra land og i stedet trukket tungere og koldere bundvand ind under bådebroen. Det lyder i hvert fald plausibelt, for ellers ser man aldrig knuder på denne måde og på sådanne steder. Fra bådebroen var der ikke langt ud på dybt og dermed koldere vand.

I det hele taget oplever man som søfisker ofte, at søens vandmasser er ganske dynamiske. Fra forårets og efterårets vandvendinger til sommerens springlag og vinterens islæg.

I alle tilfælde viser vand sine fantastiske egenskaber som stof, der kan eksistere i alle tre tilstandsformer ved normale temperaturer – som damp, vand og is. Med den største vægtfylde ved 4 grader, hvorfor vand ved netop denne temperatur altid ligger nederst. Og med det til enhver tid gældende vejr som resultatet af netop vand og dets skiftende  tilstandsformer.

Fisker man på større søer, vil man ofte opleve at springlaget ikke ligger vandret fra den ene side af søen til den anden. Fremherskende vinde kan på åbne søflader sagtens forskubbe springlaget med flere meter, så det ligger højere i den ene ende af søen og lavere i den anden.

Efter gydningen

Men tilbage til knuden, som nu har gydt lige under isen, hvor vandet er koldest og mest iltrigt. Knuden gyder som torsken rigtig mange æg – for store eksemplarers vedkommende æg i hundredtusindvis. I litteraturen opgives sågar millioner!

De befrugtede æg er født med en fedtddåbe, som giver ægget en vis opdrift. Det driver nu rundt med strømmen, mens det langsomt synker mod bunden.

Efter klækningen er de små knudeunger kulsorte og tilbringer deres første sommer på lavt vand nær land. Herefter søger de udefter mod dybere og koldere vand, mens den sorte dragt gradvis ændres til de voksne fisks stærkt marmorerede farvetegning i gult, brunt og sort.

Herefter træffer man sjældent knuden inde på lavt vand. Den foretrækker i stedet dybet, hvor vandet er køligere og lyset ikke så stærkt. For knuder er typisk nataktive fisk, der søger skjul og mørke i dagtimerne. Det er således dødfødt at fiske knuder på lavt vand og klart solskin midt på dagen. Man må i stedet ty til natfiskeri – med naturlig agn.

Finske forskere har kortlagt knudens aktivitet om vinteren. De fandt, at knuden i løbet af et døgn havde tre markante perioder, hvor den var aktivt fødesøgede: 2-3 timer efter solnedgang, et par timer omkring midnat og så atter 2-3 timer omkring solopgang. Det kan være godt at mærke sig, for tilsyneladende opfører danske knuder sig ligeså.

Knuden er en glubsk rovfisk, der på ingen måde er kræsen i sit fødevalg. Det er dog en langsom fisk, der ikke formår at svømme sit bytte op. I stedet ligger den på lur og tager, hvad der måtte komme forbi.

Fra den sydsvenske Mørrumså ved man, at knuder kan gøre voldsomt indhug i bestanden af nedtrækkende smolt – ikke mindst i kunstige vandmagasiner – og det samme har vist sig at være tilfældet i Gudenåen. Ikke mindst i Tange Sø har knuderne kronede dage, når forvirrede ørredsmolt skal finde ned gennem den kunstige kraftværkssø.

Sydsvensk knude-terapi…

I Sverige tog man problemet så alvorligt, at man udførte en række eksperimenter, der i vore dage kan virke næsten morsomme. Svenskerne vidste jo af bitter erfaring, at rigtig mange opdrættede (og kostbare) laksesmolt havnede i maven på glubske knuder, som blot lå på lur med åben mund, mens smolten trak ned igennem søerne.

Svenske fiskeforskere mente da, at det kunne være opbyggeligt for de unge laks, hvis de inden passagen gennem søerne havde stiftet et ubehageligt bekendtskab med de lurende knuder. Derfor lod man lakseungerne gå ved siden af akvarier med større knuder, der stirrede sultent på dem gennem akvariets tykke glasvægge…

Forsøgene blev nu ingen succes, for selv om konfrontationen måske nok havde en gavnlig effekt på overlevelsen, så var det ikke praktisk muligt at udføre denne terapi på gruppeplan – med flere tusinde samtidige deltagere…

Men sjovt har det givet været, og skræmte er unglaksene sikkert blevet. Måske endda traumatiserede. Knuderne derimod er nok blot blevet endnu mere sultne efter laksesmolt…

Fornem spisefisk

Knuden kan i Danmark veje op til 10 kg, men ses sjældent meget større end 2-3 kg. De helt store knuder skal vi til Sibiriens kolde fastlandsklima for at finde. Her kan man fange eksemplarer på både 20 og 30 kg!

Trods sit fine hvide kød er knuden aldrig blevet en attraktiv spisefisk herhjemme, hvor vist kun de allerfærreste kunne tænke sig at skifte den traditionelle nytårstorsk ud med nytårskvabbe…

Anderledes i Sverige, Finland og ikke mindst Rusland, hvor knuden rangerer højt som spisefisk. I disse lande er der århundredgamle traditioner for at fiske målrettet efter knuden – primært om vinteren, hvor den er lettest at fange. Da søger den jo ind på det lave vand over banker og grunde, hvor den er lettere at finde.

Knuden er ganske vist en glubsk rovfisk, men den er ikke hurtig, og den fanges derfor bedst på naturlig agn fisket roligt i vandet. Blink eller pirke med agnet krog i en separat tavs fungerer godt.

Bedste tidspunkt er som sagt i døgnets mørkeste timer, hvilket kan være en ganske kold fornøjelse her i februar. Kuldskære og mørkerædde fiskere har dog i de seneste år fundet ud af, at man også kan fange knuderne i dagtimerne!

© 2015 Steen Ulnits