Gavflaben over dem alle
Torsken Gadus morhua, som har lagt navn til torskefiskene, er samtidig den største af dem alle.
Mere end 40 kg tung kan den blive, men eksemplarer over 20 kg er sjældne i dag. I hvert fald herhjemme. De helt store kæmper fanges i regelen på dybt vand – mere end 100 m – hvor der sjældent fiskes. Og hvor der kun vanskeligt kan bruges erhvervsredskaber.
Torsken er kendt for sine lange vandringer, der gælder enten føde eller formering. Mest dramatiske er nok torskenes jagt på den arktiske lodde ved Grønland og Nordnorges kyster. Da søger torskene fra dybt vand langt til havs helt ind under land for at smovse i de store masser af gydende lodder.
Mindre dramatiske er de mindre torsks daglige vandringer ind på lavt vand, når mørket sænker sig. Når det igen lysner, søger de tilbage til dybere vand. Tydeligvis holder torskene af at proviantere på det lave vand i ly af mørket – med krabber som den absolutte livret
De længste vandringer skyldes formeringen. Det er således velkendt, at store mængder torsk fra Barentshavet søger til Lofoten for at gyde, og at torsken ved Grønland søger til Island med samme formål. Havstrømmene bringer så de små torskelarver tilbage til opvækstområderne, som er mere rige på egnede fødeemner.
Lokale bestande
Tidligere mente man, at Øresunds velkendte vinterfiskeri skyldtes gydevandringer fra omkringliggende farvande. I dag ved man, at der i stedet er tale om en fast bestand af lokale torsk, som er beskyttet mod overfiskning af den intensive skibsfart i området.
Man ved også, at der i Østersøen findes en helt separat bestand af torsk, som ikke blander sig med andre. De kendetegnes ved en meget langsom vækst – stik modsat de hurtigt voksende torsk i Nordsøen.
I det hele taget er det såre almindeligt, at torsken danner isolerede og geografisk stærkt afgrænsede bestande, som lever hele livet i det samme område. Det kender man fra mange steder i Norge, hvor lukkede fjordsystemer meget ofte huser isolerede torskebestande, som aldrig eller kun undtagelsesvis blander sig med andre bestande.
Dette havde man formodet i mange år, men i dag kan det meget enkelt dokumenteres med en DNA-analyse.
Farvande som Lillebælt og Århus Bugt, der i gamle dage og i perioder har kunnet diske op med rigtig fint torskefiskeri, har tilsyneladende ikke egne bestande. De er i stedet helt afhængige af en konstant tilførsel af unge torsk udefra.
Der er i begge tilfælde tale om bestande, som på meget kort tid kan fjernes helt, hvis et par trawlere – lovligt om dagen eller illegalt om natten – tager et træk eller to ind gennem farvandene. Så går der atter en rum tid, inden der igen er torsk at fiske efter – inden der er vandret nye ungfisk ind, som kan vokse sig store og fangstklare. ”Snævringen”, som den smalle, dybe og strømstærke del af Lillebælt kaldes, er et rigtig godt eksempel herpå.
Gydning og opvækst
Torsken er en typisk vintergyder. Den samler sig da i store flokke, og selve gydningen er en slags bunkebryllup, hvor mange fisk gyder samtidig. Der er dog ikke tale om nogen egentlig stimegydning, idet torskene danner par.
Gydningen sker på steder og dybder, hvor saltholdigheden er passende. De gydte æg skal nemlig kunne svæve frit i vandet, så de kan føres omkring af strømmen. Er saltholdigheden for lille, vil æggene synke til bunds og måske dø af iltmangel her.
Dette er et stort problem for Østersøens torsk, som gyder i de dybe saltlommer, der findes her. Torskene i Østersøen er således helt afhængige af det saltvand, som tidvis trænger ind efter længere tids sydgående strøm fra Kattegat. Svigter denne tilstrømning, vil de befrugtede æg mangle opdriften fra saltvandet og derfor synke til bunds og dø.
Store torsk gyder op til 10 millioner æg. Imidlertid vil kun en forsvindende lille del blive til voksne torsk – kun nogle ganske få stykker, om alt går vel. Resten vil dø af fødemangel eller blive ædt. Pudsigt nok er en af torskens foretrukne fødeemner – silden – en af dens værste fjender i larvestadiet. Sild æder nemlig mange torskelarver. Der er således en hårfin balance mellem bestanden af disse to fisk.
Efterhånden som torsken vokser, søger den ned til bunden – først på lavt vand inde under land og siden længere ude på dybet. De største torsk træffes altid på de største dybder, hvor der er ilt og føde nok.
Stor farvevariation
Torsken er nok en af de fisk, der kan udvise den største farvevariation – alt afhængig af bundforholdene. Torsk, der lever på sandbund, er typisk grå i farven. Torsk, der lever i ålegræsbælter, er tilsvarende grønlige at se på. Endelig vil torsk, der lever i blære- og klørtang, være brunlige.
Smukt rødbrune bliver de torsk, der lever nær brun- og rødalger på klippegrund. Farven er ikke permanent, men skifter hurtigt, dersom torsken bevæger sig til andre omgivelser.
Torsken er normalt knyttet til bunden, men ikke sjældent søger den op i de frie vandmasser, hvor den jager fisk som sild og brisling. Den mister da sin mørke dragt og bliver lys i farven.
Torskebestanden i de indre danske farvande er i de seneste år svundet ind til en størrelse, der kun er en skygge af tidligere års. Forklaringen skal søges i en kombination af overfiskeri og forurening – måske også den globale opvarmning.
Faktum er i hvert fald, at torsken i disse år flytter mod nord, mens danske farvande indtages af nye arter sydfra. Med multer og havbars som de mest kendte.
Katastrofen ved Newfoundland
Nogle af verdens rigeste forekomster af torsk fandtes tidligere på fiskebankerne ud for Newfoundland i det østlige Canada. Og nogle af verdens ivrigste fiskespisere findes i det katolske Portugal. En farlig kombination, har det vist sig.
Det tog et halvt årtusinde at komme fra verdens rigeste fiskebanker til et økosystem, der i dag er kollapset totalt. Det startede med opdagelsen af Nordamerika i 1492, hvor portugiserne næsten ikke fattede, hvor mange torsk der egentlig var på bankerne ud for Newfoundland. Et fiskeri, som indtil da kun var blevet dyrket af de indfødte indianere – ”skrællingerne”, som vi kalder dem i dag.
Datidens fiskeri var ikke i stand til at gøre mærkbart indhug på fiskebestanden, som blev beskattet fra små rojoller søsat fra store, sejlførende moderskibe. Fiskene blev saltet og bragt med hjem til de fastende katolikker i Portugal og Spanien med flere andre katolske lande. Først her blev de saltede torsk tørret.
i 1600-tallet var porugisere og spaniere erstattet af kolonimagterne Frankrig og England, der fortsatte et stort, men stadig moderat fiskeri på Grand Banks med flere ud for Newfoundland. Tilsyneladende uden at påvirke fiskebestandene i negativ retning. Medvirkende hertil var givet, at fiskeriet kun foregik i sommermånederne, hvor vejret tillod de stadig små skibe at stå til søs.
Det først galt, da englænderne efter Anden Verdenskrig søsatte de første moderne fabrikstrawlere – med den 85 meter lange og 2.600 bruttoregistertons tunge ”Fairtry” fabrikstrawler som den nok mest kendte. Året var 1951.
Den kritiske masse
Fiskeriet blomstrede, og landingen af torsk toppede så sent som i 1968 – med 810.000 tons landede fisk. Det var tre gange så meget, som man tidligere havde formået at hale op fra bankerne ud for Newfoundland.
Forskerne skønner, at der i 100-årsperioden 1650-1750 blev landet 8 millioner tons torsk – fordelt på op mod 40 generationer fisk. Torsk kan nemlig blive ganske gamle, hvis de får lov til det. Det kan man læse af deres øresten, som har årringe i lighed med laksenes skæl.
De store og nye fabrikstrawlere klarede at fange den samme mængde torsk på blot 15 år… Herfra gik det lynhurtigt mod afgrunden, og fiskeriet kollapsede totalt først i 1990’erne – på grund af overfiskning og manglende administration af fiskeriet mellem de nu mange implicerede lande.
I 1993 var seks separate torskebestande kollapset i en sådan grad, at man nødtvungent måtte indføre et totalt fiskestop. Biomassen af gydetorsk var da reduceret med mindst 75% i alle bestandene – og med hele 99% i den nordligste bestand, som indtil da havde været den største i hele verden. Den var således så godt som udryddet.
De tænksomme torskefiskere nåede da frem til, at man nok burde stoppe fiskeriet i en periode, så bestandene kunne komme sig igen. Efter et 10 års fiskestop begyndte man atter fiskeriet i 2002, men først små ti år senere – i 2011 – kunne man spore en ganske svag fremgang i bestandene. Efter 20 års pause i fiskeriet.
Erfaringerne fra Newfoundland viste, at man sagtens kan fiske en tilsyneladende uudtømmelig bestand ned til under dens såkaldte ”kritiske masse” – til under en størrelse, hvorfra den kan komme sig igen. Til en størrelse, hvor hele økosystemet nu har ændret sig radikalt og uigenkaldeligt. Til et niveau, hvor fødekæderne har forskubbet sig så meget, at udviklingen ikke formår at vende tilbage til det oprindelige.
Torsk, sild og krabber
Et klassisk eksempel på en kort fødekæde, hvor alle led afhænger intimt af hinanden, er som allerede nævnt torsk, sild og krabber. Torsken æder de voksne sild, mens silden æder de nyklækkede torskelarver. Disse to fiskearter holder således hinanden i skak – i en bestemt balance.
Men fisker man torskene for hårdt, bliver der for få voksne fisk til at gyde og for få voksne fisk til at holde sildene i skak. Sildebestanden reagerer prompte ved at gå frem, og de nu flere sild tolder hårdt på de nu færre torskelarver. Resultatet er en dødsspiral, der lokalt kan ende med helt at trække tæppet væk under torskebestanden.
En anden konsekvens heraf er, at bestanden af krabber vil gå frem i takt med torskens tilbagegang. Krabber er jo som bekendt et af torskenes mest yndede fødeemner, og er der ikke længere torsk nok til at holde krabberne nede, vil disse naturligvis gå frem. Til stor ærgrelse for redskabsfiskerne, som får en stor del af deres fangst ædt eller ødelagt af de mange sultne krabber, der invaderer de bundsatte garn og ruser.
I tilfældet Grand Banks ud for Newfoundland er der nu senest kommet endnu en spiller på banen, som heller ikke er til fordel for torsk og torskefiskere. Det lader nemlig til, at klimaforandringerne – opvarmningen af verdenshavene – nu får fiskene til at trække væk fra Grand Banks – nordpå mod koldere farvande.
Og så vil man aldrig opleve den retablering af torskebestanden, som man har håbet på nu i snart 25 år. Efter selv at have fisket den ned til kanten af udryddelse. Eller måske helt ud over kanten.
De kommende år vil vise, hvordan torskebestandene ud for Newfoundland vil klare sig under de nye forhold. Og fremtidens torskefiskeri vil givet skulle ske på mere skånsom vis end hidtil.
Månederne uden ”r”
Et pudsigt gammelt mundheld siger, at torsken er bedst som spisefisk i måneder med ”r” i – altså i perioden september til april. Forklaringerne er mange, men en af dem skulle være, at torskene i perioden maj til august har diverse parasitter, som gør dem uegnede til menneskeføde.
Dette er dog aldeles uden hold i virkeligheden. Her er torskene nemlig lige fulde af parasitter året rundt – med de mange og markante sorte pletter på kroppen som et godt eksempel. De fremgår tydeligt af introbilledet til denne artikel, og de er hudsnyltere allesammen. Men kødet fejler intet – uanset månedens navn.
Den virkelige forklaring skal givet findes i det faktum, at man jo i gamle dage ikke eller i hvert fald kun sjældent rådede over faciliteter til køl og frys. Månederne uden ”r” inkluderer jo de varme sommermåneder, og her vidste man jo af bitter erfaring, at torskene ikke holdt sig så godt som i de kolde måneder med ”r” i.
Længere er den historie næppe. Konklusionen og moralen må være, at torsk er fremragende spisefisk året rundt – ikke kun til det traditionelle nytårsbord. Det karakteristiske kridhvide torskekød, som kogt eller stegt falder af i store flager, er helt uden sidestykke i gastronomien!
Det er jo desværre netop det, der har bragt torsken på randen til udryddelse mange steder…
Dum som en torsk…
– siger man ofte, men det er der bestemt ikke belæg for. Dels er torsken naturligvis ikke dum, for man skal jo kunne tænke for at være dum, og det kan fisk altså ikke. Uanset hvad vi lystfiskere ind imellem måtte tænke og tro.
Torsken er i stedet en højt udviklet og specialiseret benfisk, som evolutionært i den grad giver fisk som laks og ørred baghjul. Den har blandt andet en lukket svømmeblære, der kan justeres uhyre præcist, så fisken bliver vægtløs vandet – uanset dybde og tryk.
Det er selvsamme lukkede svømmeblære, som giver torsken problemer, når den hales op fra dybt vand. Svømmeblæren vil da udvide sig så meget, at den næsten når ud af munden på fiskene. Et problem, den aldrig udsættes for i naturen – kun når den møder en lystfisker med en lumsk krog for enden af linen.
I folkemunde er torsken en glubsk gavflab, der kritikløst kaster sig over alt, der blot minder den mindste smule om noget spiseligt. Erfarne torskefiskere vil dog vide, at dette langtfra altid er tilfældet. At der er masser af dage og tidspunkter, hvor torsk kan være mindst lige så sofistikerede som selv den mest kræsne tørflueørred. At der er dage, hvor kun den dygtige fisker får fisk på land.
Torsken er som vaskeægte bundfisk udstyret med et markant overbid og i tilgift hertil en karakteristisk skægtråd, som bruges til at aftaste bunden med under fødesøgningen.
Man oplever derfor ofte, at torskene ”pusler” om agnet. De går bag kunstagnet og skubber til det uden at tage. Et kort spinstop eller to er ofte det, der skal til for at udløse hugget. Agnet falder da mod bunden, hvilket gør det lettere for torsken at tage det med sit overbid. Den er nemlig ikke blandt de hurtigste svømmere og bør derfor have al den hjælp, vi kan give den.
Men registerer man ikke fiskene pusle om agnet, da kan man sagtens opleve at komme aldeles tomhændet hjem – mens den mere erfarne sidemand har torsk i både pose og sæk.
Dette fænomen har jeg selv oplevet masser af gange – heldigvis og som oftest med mig selv som den fangende fisker!
Sagt i al beskedenhed, naturligvis…
Steen Ulnits
Del denne artikel: