Forfatterarkiv: Steen

Put & Take

Fisk til folket!

Mange fluefiskere rynker på næsen af det og ville aldrig parkere deres bil endsige svinge deres fluestang ved et Put & Take vand. Det er ikke fint nok, mener de, og ind imellem kan de have ret. Nogle Put & Take vande er simpelthen så miserable, at de ikke er et besøg værd.

Andre derimod kan byde på såvel fine naturoplevelser som gode fangster af smukke fisk med hele finner. Det afhænger helt af vandet og den måde, det drives på. Som ethvert andet dyrehold kan det nemlig drives med kærlighed til dyrene – eller total mangel på samme.

Og så skal den samlede oplevelse jo blive noget skidt – i form af sumpede mudderhuller med grimme fisk og afgnavede finner. Fisk, der hverken ser godt ud eller er værd at spise. Fisk, der ofte smager af mudder eller det, der er værre.

Intensiv eller ekstensiv

Put & Take vande kan groft set inddeles i to hovedgrupper: De intensive og de ekstensive. For fluefiskeren og naturelskeren er det intensive Put & Take vand det mindst interessante. Der er ofte tale om deciderede jordhuller, hvor fiskene sættes ud for straks efter at blive halet op igen.

Turnover time for fiskene i disse vande skal ofte regnes i timer eller minutter. Og ofte er fiskene af en ringe kvalitet med afgnavede finner og blodige haler.

Langt mere interessant er derfor det ekstensive Put & Take vand, hvor fiskene i regelen overlever i længere tid og derfor når at akklimatisere sig til de nye omgivelser. Her satser man i regelen på en god naturoplevelse i tilgift til selve fiskeriet – i form af velplejede omgivelser.

Vandet er rent og klart, og fiskene stammer fra ordentlige dambrug, hvor man magter opgaven at producere smukke fisk med hele finner. Fisk, der lynhurtigt akklimatiserer sig og bliver til et spændende bytte. Og fisk, der efterfølgende lader sig fortære, uden at man får en dårlig smag i munden…

Regnbueørreden

Den nordvestamerikanske regnbueørred er den mest udbredte fisk i danske Put & Take vande. Og med god grund. Oncorhynchus mykiss hedder den på latin, hvilket hentyder til dens nære slægtskab med stillehavslaksene. Regnbueørreden er altså ingen ørred, men en laks!

Regnbuen er den ideelle dambrugsfisk, da den vokser hurtigt, kan gå tæt i dammene og herudover tåler relativt varmt vand. Samtidig skal den ikke have ret lang tid i frivand, førend regnbuen genvinder den vildskab og kampgejst, der har gjort den så kendt og skattet i sin hjemegn. Regnbuen er nok den bedste springer af alle laksefiskene, og den sælger sig altid dyrt – langt dyrere end vor hjemlige ørred, der ikke sådan lige forlader sit rette element!

Men ikke nok med det. Regnbueørreden er af natur mere overfladeorienteret, og den holder af mindre fødeemner end vor hjemlige ørred. En kombination, der gør regnbuen til den perfekte fluefisk – i dens hjemlige Alaska såvel som danske P&T vande.

Bækørreden

Bækørreden er til gengæld en vaskeægte europæer, som bærer det latinske artsnavn Salmo trutta. Den er beslægtet med atlanterhavslaksen, men optræder i tre forskellige former: Havørred, søørred og bækørred. Én og samme art, men tre forskellige former med hver deres markante levevis og levested.

Bækørreden er dyrere at producere end regnbueørreden og er derfor ikke så almindelig i Put & Take vande som denne. Samtidig holder den af koldere og mere iltrigt vand end den tolerante regnbue, som derfor dominerer overalt i danske P&T vande. Bækørreden er typisk nataktiv, hvorfor man bedst fanger den tidlig morgen og sen aften – hvis decideret natfiskeri ikke er tilladt.

Bækørreden er mere en grovæder end regnbuen og lader sig derfor gerne friste af store fluer fisket dybt. Sorte Woolly Buggers er kendt for deres fatale tiltrækningskraft på søens store bækørreder – hvide marabou streamers ligeledes. Alt stort har interesse for en sulten bækørred!

Kildeørreden

Kildeørreden er slet ingen ørred, men en ægte røding. Den stammer fra Nordøstamerika og har artsnavnet Salvelinus fontinalis. Slægtsnavnet fortæller, at den er i familie med rødingen, som også har lyse pletter på mørk baggrund – modsat ørredernes karakteristiske mørke pletter på lys baggrund.

Det latinske artsnavn fortæller, at det er en fisk, som holder af koldt vand, og som derfor ofte træffes i kildevæld. Det betyder også, at den er mest aktiv på den kolde årstid, hvor søens andre fisk måske har skruet lidt ned for blusset. Sommeren igennem træffes den kun på søens dybeste steder med det koldeste vand.

Kildeørredens store hoved signalerer, at denne fisk ikke går af vejen for selv den største godbid. I sit hjemland Canada er den da også kendt for meget gerne at æde mus og lemminger – præcis som de glubske gedder, den ofte deler søvand med.

Hybriderne

Ud over disse tre arter, som dominerer de allerfleste danske Put & Take vande, kommer man ind imellem ud for hybrider mellem disse og andre arter. Hybrider er krydsninger mellem arter, som i naturen aldrig ville mødes eller kunne krydse sig. Men som er nemme at fremstille i fiskelaboratoriet!

Til de mest almindelige hybrider hører “brødingen”, der som navnet siger er en krydsning mellem to rødinger: Kildeørreden og fjeldørreden – svenskernes “bäckröding og röding. En anden almindelig hybrid er tigerørreden, som er en krydsning mellem en bækørred og en kildeørred. Tigerørreden er blevet et populært islæt i mange Put & Take vande, hvor den eksotisk udseende laksefisk altid modtages med glæde. Dens smukt marmorerede ryg har givet den sit navn – de lange og tandbesatte kæber ligeledes.

Hybriderne er dog kostbare at producere, og derfor bliver de aldrig til andet end kærkomne bifangster under fiskeriet efter regnbuer, bækørreder og kildeørreder. Tilsammen og under de rette forudsætninger gør disse dejlige fisk Put & Take fiskeriet til en fin oplevelse, man bestemt ikke behøver rynke på næsen af.

Samtidig må man ikke glemme, at landets mange P&T vande er med til at aflaste vore hårdt pressede strømvande med deres mere eller mindre vilde ørreder og stallinger. Vi har således brug for vore P&T vande i dagens Danmark – om vi kan lide det eller ej…

Fold ud og fisk!

Med båden under armen…

Ingen anden båd er så transportabel som den amerikanske Porta-Bote foldebåd, der nu også fås her i Danmark.

Mange har kigget interesseret efter den, og endnu flere har spurgt, hvor den egentlig blev af, da fiskedagen var slut. Da lå den nemlig allerede oppe på biltaget – klar til hjemturen! Har man ikke selv set det, kan det være svært at forstå, hvordan denne geniale amerikaner folder sig ud ved vandet. Tag derfor et kig på disse fotos og bliv en smule klogere:

Let at transportere
Porta-Bote vejer kun lidt, og skroget fylder ikke mere end et surfbræt. Det gør foldebåden uhyre velegnet til transport på biltaget, hvor den ikke fylder. Skal du med færge eller blot over broen, koster den heller ikke ekstra! Og når den skal søsættes, behøver du ikke betale for brug af slæbested eller trailerrampe. Du søsætter den blot direkte på kysten – om det så er sandstrand eller klippekyst. Porta-Bote holder til det hele!

Patenteret konstruktion
På billedet herover ser du, hvordan en Porta-Bote ser ud i sammenfoldet stand. Den er ikke meget over 10 cm tyk, og den er derfor let at opbevare, når den ikke skal på vandet. Hæng den eksempelvis op under taget eller anbring den på væggen, hvor den ikke er i vejen. Du behøver således ikke have en kostbar garage til rådighed for at være lykkelig bådejer, lystsejler og småbådsfisker!

Foldebrædtet isættes
Egentlig er det forbløffende, men det tog faktisk adskillige år, førend Porta-Bote opfandt det geniale foldebrædt, som gør alting meget lettere. Åbn båden en smule, træd op i den og spænd så ellers siderne fra hinanden som vist på billedet. Med benet er det en smal sag at presse siden ud og isætte foldebrædtet, der holder båden åben og giver dig begge hænder frie – klar til montering af tofter og hækbrædt til motor.

Tofterne monteres
Nu er turen kommet til tofterne, der dels holder båden åben – dels udgør bådens komfortable siddepladser. Begynd med den store midtertofte, hvis ender placeres i beslagene på skroget og sikres med en rustfri låsepind i hver side. Gør det samme med den korte tofte fortil og slut af med agtertoften. Nu kan du fjerne foldebrædtet, der ikke længere har noget formål. Gem det væk resten af dagen – men glem det ikke. Du får brug for det næste gang!

Stiverne rettes til
Nu er det tid til at rette de rustfri stålstivere ud, der hænger under tofterne – tre i hver. De skal trækkes på plads, så de passer ind i samlingerne og gør båden endnu mere stabil. Check, at alting er på plads og sidder rigtigt, inden du går videre til sidste skridt – hækbrædtet med motorbeslaget. De yderste stivere skal pege udefter, mens de midterste skal stå lodret. På denne måde fås en meget stabil båd.

Hækbrædtet monteres
Nu skal det store hækbrædt monteres. Det placeres på indersiden af den tynde membran af polypropylene, der lukker båden af bagtil og gør den vandtæt. Hækbrædtet placeres indenfor, så pladen til motorbeslaget hænger udenfor. Hækbrædtet fastgøres dernæst med to bolte og vingemøtrikker i hver side – de nederste to med gummiringe, så det færdige skrog er helt vandtæt. Utroligt, men sandt: Du har nu en fuldt sejlklar og meget sødygtig båd foran dig!

Klar til nye eventyr!
Og det var så det hele. Med en smule rutine har du samlet din Porta-Bote på få minutter og er klar til mange spændende timer på vandet. Det er en smal sag at bære båden helt ud i vandkanten, hvor den kan flyde på blot 15-20 cm vand. Er du alene om det, trækker du den blot hen over et par oppustelige bådruller – ud i vandet og op på land igen. Bådrullerne fylder intet og koster blot et par hundrede kroner. De er aldeles uundværlige, hvis du er alene om søsætning og optagning af båden.

Læs også artiklen her om historien bag de amerikanske foldebåde.

© 2012
Tekst: Steen Ulnits
Fotos: Kim Harding Christensen

Søkort at forstå…

Interaktive søkort

“Ét er Søkort at forstaa, andet Skib at føre”. Sådan skrev Ludvig Holberg i komedien “Den politiske Kandestøber” fra 1723.

Rigtig meget forurenet vand er løbet i havet siden da, men problemstillingen er stadig den samme. Søkortene er dog nu noget mere udførlige, præcise og stadig oftere elektroniske.

Alligevel er det fascinerende at tænke tilbage på de tidligste opdagelsesrejsende, som krydsede de store oceaner. Altid med den frygt i baghovedet, at Jorden jo var flad, og at der derfor måtte være en kant – en afgrund et sted derude i det ukendte…

Men det holdt dem ikke tilbage. De fortsatte ufortrødent i deres søgen efter nyt land, nye ting og materialer at bringe med sig hjem igen. Det kunne være krydderier eller ædle metaller. Eller slaver, for den sags skyld. Det sidste holdt vi danskere os jo heller ikke for gode til at deltage i. Slavehandel, som altid medførte lange sejlture for at hente nye varer til de altid sultne markeder.

Tegnede og trykte søkort

Datidens søkort var primitive og altid meget ufuldstændige i udkanten, hvor man måske ikke selv havde været, men måtte forlade sig på andres dubiøse gengivelser. Siden kom diverse måleinstrumenter til, og efterhånden blev søkortene mere og mere præcise. De håndtegnede måtte give op overfor de trykte, som både blev mere udførlige og mere præcise. Danske farvande blev snart kortlagt til mindste detalje. Først med simple loddeliner – siden med avanceret elektronik.

Digitale søkort

Vore dages søkort er lavet på baggrund af dybder, der er indsamlet med avanceret måleudstyr. De første elektroniske søkort var blot digitale affotograferinger af trykte papirkort. Detaljeringsgraden var derfor begrænset til opløsningen, de var trykt i.

Vektorisering af søkortene var derfor et kvantespring fremad. Nu kunne man zoome langt længere ind på søkortet og dermed afsløre langt flere detaljer, end de gamle søkort havde plads til. Samtidig kan man vælge forskellige lag til og fra, så man kun ser, hvad man har brug for at se. Så man ikke forstyrres af uvæsentlige data, man alligevel ikke har brug for. Ikke mindst på små skærme er dette en kolossal fordel.

Det var det amerikanske kortfirma Navionics, der “opfandt” det moderne, digitale søkort, som vi kender det i dag. Navionics, som også i dag er den førende leverandør af kvalitetskort til millioner af GPS’er og søkortplottere verden over.

I dag har kombinationen af GPS og digitale søkort stort set gjort de traditionelle landfyr og fyrtårne så overflødige, at de fleste i dag slet ikke fungerer mere. Eller i bedste fald er reduceret til kulturhistorisk pynt og yndede udflugtsmål for turister. De ligger jo næsten altid meget malerisk – på odder, skær eller fjerne klipper.

Skibsfarten har deres avancerede elektronik fra fabrikanter som Raytheon, Apelco og Simrad. Vi mere dødelige småbådsfiskere har i sagens natur ikke plads til store og strømslugende apparater, men må i stedet ty til mere diminutiv elektronik fra producenter som Garmin, Humminbird og sidst, men ikke mindst: Lowrance.

De fleste producenter af GPS-udstyr er i sagens natur amerikanske, da GPS jo er en amerikansk opfindelse – udviklet af militæret til krigeriske formål. Men også europæiske firmaer som hollandske TomTom har gjort det godt – med GPS’er tiltænkt ikke mindst biler på landjorden.

Sidstnævnte har dog sammen med Garmin måttet se en stor del af dette lukrative landbaserede marked glide sig af hænde – tyvstjålet af moderne smartphones med indbyggede GPS moduler, som efterhånden gør det rigtig godt.

Søkort til iPad og iPhone

Helt så galt er det ikke gået på vandet – endnu da. Herude slås man jo med, at der ikke altid er dækning. Og mange af de tidligste GPS-systemer krævede opkobling på 3G-nettet for at kunne trække de fornødne data til kortene.

Sådan er det ikke længere. Flere og flere småbådsfiskere kan nu vælge at bruge deres iPhone eller iPad offline – som rene navigationsinstrumenter. En af de allerførste og suverænt største investeringer, jeg i sin tid foretog til min iPhone 3G, var et søkortprogram fra amerikanske Navionics. Da Apple så lancerede deres iPad nogle år senere, fik jeg hurtigt fat i den opdaterede udgave af samme program hertil. Formedelst flere hundrede kroner…

Dyrt, ja – men forrygende billligt i forhold til det, man ellers må give for en “rigtig” marin GPS eller søkortplotter til båden. De løber normalt op i flere tusinde kroner, hvis man altså vil have en fornuftig kvalitet.

De elektroniske søkort fra Navionics var i en periode pludselig borte fra Apple’s App Store – til manges store fortrydelse, da de først havde opdaget eksistensen af dem – flere af dem for øvrigt gennem en af mine artikler om netop iPad på www.ulnits.dk og www.steenulnits.dk. Jeg ved det, for jeg har fået flere henvendelser fra folk og fiskere, der gerne ville have netop disse programmer til deres iPhone eller iPad.

Nu er Navionics heldigvis tilbage i butikken igen – i en stærkt opdateret udgave, som dels er mere højtopløselig – dels rummer flere interaktive features af interesse for lystsejlere og lystfiskere.

Ud over de gængse søkortfunktioner byder de nye Navionics også på nyttige oplysninger om strøm og tidevand på udvalgte steder. Og nu kan man også selv bidrage til kortenes informationsniveau. Således kan man nu som bruger sende Navionics direkte forespørgsler om konkrete ændringer i kortmateriale og features.

Uheldigvis og af uransagelige årsager kan man kun få Navionics søkort over Danmark, som også dækker Island og Grønland. Det er selvfølgelig uhyre praktisk, når man i de lange vinteraftener sidder og planlægger sommerens togt op langs den grønlandske østkyst. Hvad jeg rent faktisk tidligere har gjort.

Men det er nok de allerfærreste, der har den helt store glæde af dette. Til gengæld kan de nye Navionics kort fås til såvel iPhone som iPad. Desværre skal de købes separat til hver af de to apparater. Pris kr. 439,- til iPad og kr. 225,- til iPhone.

Sjældnere kortformater

Langt de fleste søkort fås i dag som enten C-Map eller Navionics, men der findes ganske mange flere formater at vælge imellem. Formater, som hver især kan noget specielt.

Ind i mellem støder man således på søkort i det mere sjældne filformat .kap. Man skal her bruge en applikation, der understøtter netop .kap filer – et filformat udviklet af kortfirmaet MapTech og brugt af amerikanske NOAA (National Oceanic and Atmospheric Administration).

En af de bedste apps hertil er svenske “NaviPad”, der enten er gratis eller blot koster nogle få kroner. Man opretter en konto i programmet og kan nu se andre brugere af NaviPad på sin skærm – deres position, kurs og hastighed.

Allerførst importerer man sine .kap kort til iTunes programmet på sin Mac computer. Herefter tilslutter man sin Ipad eller Iphone og starter iTunes. Under menupunktet “Programmer” finder man frem til NaviPad. Man markerer programmet og vælger kortene via “Tilføj” tasten. Herefter overføres så kortene til ens iPad eller iPhone. Og når man efterfølgende starter sit nyerhvervede NaviPad program op, kan man vælge .kap kortet og bruge det. And off you go!

Vil du gerne se dine .kap filer på en almindelig computerskærm, skal de blot konverteres til bitmap filer (BMP). Og det findes der naturligvis specielle programmer til, som nørderne nemt kan finde på nettet. For forvirringens skyld skal afslutningsvis nævnes, at .cap filer naturligvis blot er krypterede .kap filer…

Har man en bærbar PC i båden, kan de fleste søkort bruges sammen med det australske GPS mapping program “Oziexplorer”. Samtidig har man så også mulighed for at bruge “Det Levende Søkort”, som udgives af Dansk Sejlsports Union. Det er et kortprogram, som baserer sig på det såkaldte BSB-format, og som kræver Windows for at køre. Hvad Oziexplorer for øvrigt også gør.

Her er man som MacMan sat helt ud af spillet – med mindre man da vil forfalde til brugen af Windows emuleringssoftware såsom Parallels. Så er man med i spillet igen!

Ét er Søkort at forstaa, andet Skib at føre…

Ti år i kajak

– Ka’ jakker fiske?

Da jeg for snart ti år siden købte sommerhus på Mols, havde jeg kun et par gange tidligere siddet i en kajak. Men jeg havde aldrig fisket fra én. Da jeg samtidig havde en god kontakt, som så småt var begyndt at importere kajakker fra New Zealand, var der ikke langt fra tanke til handling: Jeg købte ikke én, men hele to stykker, som fik fast plads ved sommerhuset. Én til mig selv, og en anden til gæster.

Det var i de gode, gamle dage, førend Gud og hvermand skulle sejle i kajak. Det var dengang, man kunne sejle i timer og dage uden at møde andre kajakker. Det kan man som bekendt ikke længere. I dag findes der forhandlere over hele landet, som udbyder kurser i kajaksejlads. Og i dag har enhver højskole og efterskole med respekt for sig selv en stak kajakker liggende til brug for eleverne.

I dag er kajakker derfor blevet en selvfølge langs de danske kyster, der egner sig glimrende til netop dette fartøj. Vi har så mange vige og bugter og fjorde, at man altid kan finde beskyttet farvand et eller andet sted i nærheden. Og da kajaksporten ikke er fysisk krævende, ser man flere og flere pensionister, der har fået øjnene op for denne fornøjelse, som kan nydes solo eller i selskab – gerne sammen med ægtefællen eller kæresten.

Er du en rutineret kajaksejler og -fisker, vil du næppe finde meget af interesse i denne artikel, der er tiltænkt begyndere ud i sporten – eller wannabes, der påtænker at springe ud som nye kajaksejlere. Mange har desværre investeret for meget, før de fandt ud af, om det nu også var noget for dem. Dem har jeg en del af i bekendtskabskredsen.

Som en eskimo mellem isbjerge

Jeg skrev engang en lille bog om drengen Kaj, der skulle ud at sejle i kajak med sin far. En bog, som naturligvis fik den geniale titel “Kaj og kajakken”! Den blev nu ikke noget stort salgshit, men Dansk Kano og Kajak Forbund – med sæde i Idrættens Hus – købte alligevel restpartiet til promovering af sporten.

Jeg nævner det her, da Kaj – som i virkeligheden hedder Morten – forestillede sig, at han var en eskimo, der sejlede rundt på Grønland mellem turkisblå isbjerge i jagten på smældfede sæler og hvaler. Drenge har jo en forrygende fantasi, der lynhurtigt kan forvandle selv Århus Bugt ud for Hotel Marselis til en øde grønlandsk fjord. En evne, mange voksne mænd – undertegnede inklusive – for øvrigt også har…

Der er nemlig noget helt specielt ved kajakker, som ingen andre fartøjer kan hamle op med: Den nære kontakt med vandet – og så fremdriften, der kun kræver få kræfter. Stille glider man gennem vandet i god fart – i bogstaveligste forstand med røven i vandskorpen. Det giver en nærhed til vandet og dyrene i det, som intet andet fartøj kan hamle op med. Kort sagt er det en fornøjelse at sejle i kajak. Så kan det ikke siges klarere. Og det er ingen sag at se sig selv som eskimoen Kaj!

Jeg har en enkelt gang haft mulighed for stille at glide frem mellem isbjergene længst inde i bunden af Evighedsfjorden ved Sukkertoppen på Grønland. Det var en smuk oplevelse, som imidlertid varede kort. Vi sejlede tæt op langs en isbræ, der kun kælvede med flere timers mellemrum.

Hvad jeg husker bedst fra den tur var imidlertid ikke den underskønne natur, men den bidende kulde. Det er sin sag at være eskimo i bunden af en lille tyndhudet kajak mellem drivende isbjerge. Pissekoldt er det rigtige ord…

Som en fisk i vandet

Kajakker er geniale konstruktioner, som det har taget inuitterne årtusinder at perfektionere – med brug af naturens egne materialer: Sælskind og rensdyrsener over et primitivt skelet af drivtømmer. Materialer, som kun de færreste af dette lands indbyggere har adgang til.

Heldigvis står producenterne i kø for at sælge hypermoderne kajakker i tung rotationsstøbt plast, håndoplagt glasfiber, kulfiber eller ultralet kevlar. Lettere betyder imidlertid også dyrere. Meget dyrere. Men også meget lettere at transportere til og fra vandet samt op og ned fra biltaget. Man får virkelig, hvad man betaler for. Jo mere man betaler, desto mindre får man for pengene!

Rigtige havkajakker er lange, smalle og superlette. Det er dyre sager for entusiasten, der gerne tager på langtur og overnatter undervejs. Som har brug for en hurtig kajak, der er virkeligt søstærk, men som samtidig er let at bære op på stranden ved landgang. Da lærer man hurtigt at sætte pris på en vægtforskel i 5-10 kg’s klassen – hvis man altså har pengene…

Mine egne to kajakker er produceret i rotationsstøbt ABS plast fra new-zealandske Perception. Det er robuste sager, som taler ganske mange knubs, men som med 21 kg stykket heller ikke er deciderede letvægtere. Man lærer hurtigt at sætte pris på 4-hjulstrækkerens evne til at komme tættest muligt på vandet…

Jeg valgte at få begge mine “Acadia” kajakker monteret med ror, som kan være en behagelighed på lange ture, hvor man krydser åbne havområder i sidevind. For mit eget vedkommende har det imidlertid vist sig, at jeg aldrig bruger roret. I stedet bander jeg hver gang over, hvor meget det fylder, og hvor ofte det er i vejen. For slet ikke at tale om merprisen, der er ganske overvældende.

Der er imidlertid ingen tvivl om, at langturssejlere har glæde af roret. Men er man som undertegnede en simpel dagturssejler, der sjældent kommer mere end nogle få sømil hjemmefra, så er roret kun til besvær. Mener altså jeg.

Som en fugl på taget

Man lærer desværre også hurtigt – og på den hårde måde – at lige netop 4-hjulstrækkere er høje og derfor besværlige at laste kajakker på. Heller ikke her vokser træerne ind i himlen. Bedste bil til transport af kajakker er derfor af typen Suzuki SX CombiBack, der er lav trods sit 4-hjulstræk. Så får man det bedste af begge verdener. En bil, der med sit 4-hjulstræk kan nå helt ned til vandet. Og en bil, der ikke er højere, end at man ubesværet kan få kajakken op på og ned fra biltaget.

Som allerede nævnt bliver man hurtigt ét med vandet i sin kajak. Forhåbentlig dog uden at få hovedet under. Men faktum er, at man lettere bliver accepteret af dyr, fugle og fisk, når man lydløst kommer glidende i sin kajak – end når man som vadefisker kommer traskende gennem det lave vand. Det giver mulighed for helt fantastiske naturoplevelser, som er få andre end lige netop kajaksejlere forundt.

Eksemplerne er utallige. Da kajakken kan flyde på 10 cm vand, kan man med den komme ind på steder, hvor ingen andre fartøjer når. Jeg har oplevet multer i 2-3 kg’s klassen, som er hoppet helt ud af vandet, når jeg har forskrækket dem på få meters afstand. Mange er også de skarver, som uopmærksomt er dukket op af vandet få meter fra kajakken – for blot at dykke igen i rekordfart. Skræmt af synet af kollegaen i kajakken.

Så er der anderledes ro over sælerne. Der var dem, der flintrede rundt i vandet under kajakken på Anholt – helt ude ved Totten, som nordøstspidsen hedder. De var uendeligt nysgerrige og havde næppe set mange andre kajakker. Sjovest var dog den sæl, der stille gled med strømmen på Randers Fjord, indtil den kun var nogle få meter fra min kajak. Så rettede den sig sindigt op og gled elegant baglæns ned i vandet. Det var der stil over!

For et par år siden lå jeg på det lave vand over Skødshoved Flak – ikke langt fra sommerhuset. Da ser jeg pludselig en hel masse langbenede fugle stå inde på det ganske lave vand under land. Det var som et gensyn med flamingoerne i Afrika. De lange ben og tynde kroppe flimrede i sommervarmen, mens jeg forsigtigt arbejdede mig ind mod dem. Men hver gang jeg kom ti meter tættere på, rykkede de grå fiskehejrer tilsvarende længere væk. Jeg kom aldrig rigtig tæt på, da vandet til sidst blev for lavt. Men en fin oplevelse var det – kun muliggjort af kajakken.

Konklusion

Konklusionen er enkel: Alle typer fartøjer har fordele og ulemper, som gør dem mere eller mindre egnede til fiskeri. Nogle skal have en rigtig trailerbåd med fast skrog under fødderne for at være tilfredse – planende både med en lang rækkevidde. Andre foretrækker flyderingen, som er billig og uhyre let at transportere. Og atter andre kan ikke leve uden deres elskede pontonbåde, som de mener er ideelle til alt fiskeri. Endelig er der kanoer og kajakker, der fylder ganske meget, men som let kan transporteres på biltaget.

Ti år i sidstnævnte har overbevist mig om, at kajakker bestemt ikke er ideelle fartøjer til at fiske fra. Dertil sidder man helt enkelt for dårligt og kan ikke vende sig uden først at skulle vende hele kajakken. Man har heller ikke begge hænder fri til fiskeri, som man har det i eksempelvis en pontonbåd.

Opankring er ligeledes et besværligt og risikabelt foretagende fra en spinkel kajak. Men kajakken har mange andre fordele, som vejer i dens favør. Lav vægt og rimelig pris, ikke mindst. Men mange overbeviste fiskere har alligevel monteret udstyr på deres kajakker, som i pris langt overstiger kajakkens egen.

For mig personligt er kajakker herlige fartøjer – til at sejle i. Til nød kan man også fiske fra dem.

Men det er seriøse kajakfiskere næppe enige med mig i…

Smarte smartphones

Smartphones til smarte fiskere…

Vi lystfiskere kan åbenbart godt lide smartphones. I hvert fald har artikler om iPhone og iPad på www.steenulnits.dk og mit oprindelige website, www.ulnits.dk, altid mange læsere.

Men nu er der jo en Verden uden for Verona – andet end lige hundedyre og supercool produkter fra Apple. Der er jo også Android telefoner, som efter bedste evne søger at gøre Apple kunsten efter. – Hvorfor skriver du ikke noget om disse telefoner, der jo kan meget, og som kan erhverves til mere overkommelige priser?

Sådan har et par læsere kommenteret tidligere artikler om iPhones og iPads, og dem skylder jeg derfor en artikel om Android telefoner – selv om det jo er “a stolen product”, som salig Steve Jobs sagde kort før sin død. En billig kopi af den oprindelige iPhone fra 2007. “Me too” produkter, som lader hånt om mange Apple patenter, og som byder sig billigt til.

Men ret skal være ret, og man får rigtig mange features til relativt få penge. Samtidig har man flere helt vandtætte modeller at vælge imellem – ideelle til os lystfiskere, som jo færdes i ganske våde omgivelser. Så sent som for to uger siden oplevede jeg, hvordan en af mine kursister søsatte sin spritnye iPhone – trods vandtætte lommer i de nyerhvervede waders. Hun havde desværre glemt at lukke lommerne…

Well, den slags sker ikke, hvis man investerer i en vandtæt Android smartphone fra japanske Sony – en Xperia active, der kan tåle det hele. Den er omtalt i en tidligere artikel, så her skal vi fokusere på softwaren i stedet for hardwaren. – Hvad skal man putte i sin Android telefon for at være optimalt rustet som lystfisker?

Lad os tage et kig på min egen Xperia, som jeg har været ganske glad for. Som i dag kan fås for mellem 1.000 og 1.500 kroner – uden abonnement. Til sammenligning skal man af med op mod det 3- dobbelte eller 4-dobbelte for en iPhone, der ikke engang er vandtæt…

Det specielle ved Xperia active er – ud over at den naturligvis er 100% vandtæt og derfor kan tåle en dukkert – at den er skabt til et aktivt liv. Sony har designet sin egen brugerflade til Android 2.3 styresystemet, som deler skærmen op i fire hjørner, der kan tildeles hver fire apps.

Det er en ganske smart opdeling, idet man så kan tilgå de omkring 20 vigtigste apps direkte fra hovedskærmen. Man kan naturligvis fylde telefonen op med i hundredvis af andre apps, som blot er gemt længere nede i hierakiet. Men hånden på hjertet – hvor mange apps er det nu lige, vi bruger regelmæssigt?

Jeg har mine iPhones og iPads fyldt op med fantastiske programmer, som jeg aldrig eller kun sjældent bruger. Dette i tilgift til den lille halve snes, jeg bruger hele tiden. Alligevel ville jeg ikke undvære nogen af dem. De har fancy funktioner, som andre apps ikke har eller magter, men som jeg altså kun undtagelsesvis har brug for.

De kan eksemplevis forudsige, hvornår den internationale rumstation kommer forbi og er synlig fra jorden. Eller agere søkort, der kan fortælle mig min eksakte position på havet. Eller fortælle, hvordan solen står et givet sted. Og så videre.

Jeg har derfor gjort en dyd ud af ikke at fylde min Xperia active op med flere apps, end jeg har brug for. Men til gengæld de apps, som er absolut uundværlige i løbet af en lang fiskedag. De allerfleste er aldeles gratis, hvilket jo er karakteristisk for Android. Kvalitet og funktion er til gengæld ikke på højde med det, man er vant til fra Apple’s iOS.

Mine Android favoritter kommer her – gennemgået fra hjørne til hjørne på min diminutive Xperia active. Sådan ser den lille 3 tommer startskærm ud:

I øverste venstre hjørne har jeg en lille radio app, så jeg kan høre vejrudsigten eller nyhederne, hvis jeg får lyst til eller brug for det. Det er ofte muligt at få kontakt med omverdenen ad denne vej – selv i områder, hvor der er dårlig 3G dækning.

Skulle jeg trænge til lidt musik, er der naturligvis også en app til det. Med mig har jeg en lille samling favoritnumre, som ikke fylder alverden. Det er jo skønt ind imellem at kunne høre sange som “Fish Ain’t Bitin’” eller “Bonefish Foley”!

Til de mere praktiske apps hører kalender og alarm. Det er fantastisk rart at kunne checke sin kalender og aftale nye fisketure, mens man er ude i felten. Eller sætte vækkeuret, så man ikke glemmer at komme hjem til tiden.

Det kan spare én for mangen en skideballe fra konen eller kæresten – eller bedre endnu: En kostbar redningsaktion med helikopter, hvis man er taget ud at sejle og ikke er kommet hjem til aftalt tid…

I det øverste højre hjørne finder vi de navigations apps, man absolut ikke kan undvære – samt en enkelt, der primært har underholdningsværdi. Først og fremmest er der et kompas, som kan vise sig uundværligt og i bedste fald redde ens liv. Hvis man eksemplevis er faret vild i tågen og vader rundt mellem dybe tidevandsrender uden at vide, hvor man er eller hvordan man kommer i land igen. Det er utrolig let at miste orienteringen, når først tågen har lagt sig. Skulle jeg hilse og sige…

Google Maps er kendt af alle og helt uundværlig, når man skal finde ned til vandet ad de mange småveje, som findes rundt omkring. Et klassisk og helt gratis program, som er i brug næsten hver dag. Med fiskestang eller uden. Google Maps er et suverænt program, hvis man ville kigge en ny kyst ud, mens man stadig er derhjemme. De fine luftfotos er guld værd!

Helt så nødvendig er det tilhørende Navigation ikke, selv om det er meget praktisk at have, når man skal finde vej til kendte og veldefinerede lokaliteter.

Endelig er der Google Sky Map, som jeg bruger regelmæssigt. Det er ikke tilnærmelsesvis så godt som mange af de stjerneprogrammer, man kan få til iOS, men det er gratis – og meget bedre end ingenting. Helt perfekt, hvis man bare vil orientere sig på stjernehimlen – måske for lige at se, hvor stjerneskuddene fra Orioniderne vil komme fra.

I det nederste venstre hjørne har jeg samlet forskellige apps til kommunikation. Det gælder telefonbogen, så man altid kan finde nummeret på mekanikeren, hvis motoren i bil eller båd skulle strejke undervejs. Eller fiskekammeraten, hvis man skulle fange en fisk, der er værd at prale af.

Af samme årsag er jeg altid klar til at sende en SMS, hvis det skulle være nødvendigt. Eller en e-mail, hvis der er brug for mere plads til at beskrive fangsten og den forrygende fight, der gik forud!

I nederste højre hjørne finder vi de deciderede værktøjer. Det gælder kameraet, som med sine 5 millioner pixels godt kan tage acceptable billeder – i en snæver og ikke mindst våd vending. Man kan også skyde en hurtig filmsekvens til YouTube, hvis man nu har lyst til det i stedet.

Endelig er der en browser, så man kan gå på nettet og checke forskellige ting ud. Måske bare bestille en pizza, så den er klar på vejen hjem. Sidst, men bestemt ikke mindst, så finder vi her en lille lygte, som er aldeles uundværlig efter mørkets frembrud. Når grejet skal skilles ad og pakkes ned. Når nøglehullet i bildøren skal findes. Etc. Den app bliver man hurtigt gode venner med!

Og det var så det. Jeg har dog glemt de henvisninger, som jeg har lagt direkte på startskærmen. Her er det ikke mindst henvisninger til vejr og tidevand, jeg meget ofte bruger. I stedet for at skulle ind i browseren og finde de samme ting her, har jeg henvisningerne liggende og kan klikke direkte på dem. Det sparer tid – og penge.

Afslutningsvis er der det ganske smarte ved Xperia active, at dens skærm kan betjenes med våde fingre. Det kan man heller ikke på sin iPhone. Til gengæld var Android aldrig kommet til, hvis ikke der havde været en iPhone at kopiere efter. I skrivende stund er Samsung netop blevet idømt en gigantisk bøde på over én milliard US dollars for at have kopieret et antal af Apple’s iPhone patenter uden først at have spurgt om lov – eller betalt for det. I Samsung’s egen udgave af Android styresystemet.

Herefter kommer så turen til alle de øvrige Android telefoner, der givet også har forbrudt sig mod Apple’s mange patenter. Og til sidst Google selv. Men indtil da kan man jo glæde sig over, at Google giver sit styresystem væk til alle, der gider bruge det. Gratis. Det skal der jo komme billige telefoner ud af!

Screen dumps

Et kig på skærmen

Moderne elektronik er en fantastisk ting – også at have med i båden. I løbet af det sidste årti er avanceret udstyr faldet i såvel pris som fysisk størrelse.

Dette i en sådan grad, at moderne småbådsfiskere nu kan have “state of the art” elektronik ombord. Dette i form af detaljerede ekkolodder, højtopløste søkortplottere, fintfølende radar og kombinationer af disse tre. Det hele så kompakt, at det kan indbygges selv i en mindre småbåd. Og meget af det til en pris, der ikke behøver koste ægteskabet!

Der kunne skrives meget om disse fantastiske apparater og deres ofte ufattellige egenskaber. Men det er allerede gjort – i min bog “Småbådsfisker”, som du finder link til nederst på denne side. Der kan du se diverse screen dumps fra amerikanske Lowrance fortælle deres egen historie. Tilsæt lidt fantasi, og du vil nå langt!

Hvis du ikke allerede er en trænet bruger af avanceret elektronik, så vil dine første mange ture på vandet sikkert forløbe præcis som mine egne første for snart mange år siden:

Jeg var så grebet, at jeg sad med næsen klistret mod skærmen for at suge de mange oplysninger til mig. Det er jo en sand stormflod af data og informationer, man konstant præsenteres for.

Det tog mig lidt tid at komme fri af dette og tilbage til fisketuren og naturen, som det jo egentlig drejer sig om. I dag betragter jeg elektronikken noget mere afslappet og bruger den blot som et kærkomment supplement under fiskeriet.

For det er sådan, den skal bruges!

Forfang, der fanger

En ofte overset del af udrustningen

Forfanget er en af de vigtigste bestanddele af fluefiskerens udrustning. Det er forfanget, der udgør overgangen fra den tykke flueline til den tynde forfangsspids. Forfanget, der skal overføre energien fra den tunge flueline til den fnuglette flue. Og forfanget, der skal skjule hele bedraget for fisken, så den tror, at alt er vel!

Alligevel er forfanget en ofte overset eller i hvert fald undervurderet del af fluefiskerens udrustning. Og det er synd, for i forfanget ligger en masse spændende muligheder og venter på at blive udnyttet i det praktiske fiskeri. Der er nemlig næsten uanede muligheder for at ændre på længde, tyngde og tykkelse, så man altid fisker med det ideelle forfang til de rådende forhold.

Materialet

De første forfang var fremstillet af hestehalehår – altid fra hingste, aldrig fra hopper – som blev flettet sammen og taperet ned til blot et enkelt hår i de mest ekstreme tilfælde.

Siden kom silken til og revolutionerede forfanget, da det er langt stærkere end hestehalehår. Desværre skulle det fugtes og blødes op, hvis man skulle kunne binde knuder på det. Datidens “gutforfang”, som de blev kaldt, måtte opbevares i små blikdåser med fugtigt filtindlæg, så de var klar til fiskeriet!

Da nylon kom til i efterkrigsårene, var det endnu en revolution for fluefiskerens forfang. Her var nemlig et materiale, der var let og stærkt, og som var nemt at knytte knuder på – i tør tilstand. Uheldigvis suger nylon en hel del vand, hvilket gør det svagere end i tør tilstand. Nylonforfanget var og er billigt og har derfor været noget nær enerådende i mange år. Nylon er stadig det mest anvendte materiale, selv om der nu er kommet konkurrenter.

Det gælder ikke mindst fluorocarbon, som ligner nylon, men er et helt andet og langt dyrere materiale. Fluorocarbon er udviklet til offshore industrien, hvor det skal kunne ligge på havbunden i årevis uden at nedbrydes – noget, som nylon aldrig ville kunne leve op til.

Herudover har fluorocarbon en række egenskaber, som gør det uhyre velegnet til netop forfang. Det har et brydningsindeks, som er næsten lig vandets. Det betyder, at fluorocarbon er langt mindre synligt under vand end nylon. Det er også tungere end nylon, hvorfor det synker hurtigere – uden at suge vand, som nylon gør. Det får små fluer til at synke hurtigere, men gør samtidig fluorocarbon uegnet til brug med tørfluer. Fluorocarbon er endelig stivere end nylon, hvilket gør det lettere at løse vindknuder op – end på det langt blødere nylon.

Seneste skud på stammen er de såkaldte “polyleaders”, der i princippet blot er nylonforfang coated med plastik – præcis som en almindelig flueline er det. Det muliggør fremstilling af forfang, som strækker fornemt ud – selv i blæst – da de er tunge som fluelinen selv. Det muliggør også fremstillling af forfang med forskellige densiteter – fra flydende over intermediate til hurtigt og ekstra hurtigt synkende. Bruger man løkke-til-løkke metoden, kan man således lynhurtigt omdanne sin flydeline til en regulær sinktip!

Den smukke regnbueørred, som pryder starten på denne artikel, blev taget på en stor og statisk tørflue, som lå i mange minutter på vandet. Det lod sig kun gøre med brug af en flydende polyleader, da almindelige forfang ville have druknet fluen efter så lang tid på vandet.

Længden

Forfangets længde er et ofte diskuteret spørgsmål. Der findes ikke noget eksakt svar på dette spørgsmål, men heldigvis findes der flere retningslinjer. Alt andet lige er stangens længde et godt sted at starte. Det fungerer i praksis og er testet gennem mange år og under mange forhold. Holder man sig til denne længde, slipper man også for mange af problemerne med, at overgangen mellem forfang og flueline kommer inden for topøjet. Det er kritisk under fight af store fisk, som foretager et sidste desperat udløb – med forfanget låst i topøjet…

9 fod er derfor den mest anvendte forfangslængde overhovedet – til enhåndsstænger. Til lange tohåndsstænger bruges tilsvarende forfang på 12-15 fod, som er lette at håndtere – ikke mindst når man spey- eller underhåndskaster og kun i begrænset omfang har fluen ude af vandet. Her bruger man også forfanget til at hæfte i vandet, så man kan spænde stangen mod linens vægt. Et formål, de lidt tungere polyleaders egner sig fortræffeligt til.

Fisker man i lavt og klart vand – måske endda i solskin og vindstille – kan der blive brug for længere forfang. I regelen klarer man sig med et 12 fods forfang på enhåndsstangen – taperet ned til en forfangsspids, der er tilsvarende tyndere og derfor mindre synlig. Det lange forfang eliminerer her risikoen for, at fisken skræmmes af fluelinen, der lander på vandet.

I den modsatte ende af spektret har vi synkelinerne, der har brug for det stik modsatte: Korte forfang. Synkelinens funktion er jo at få fluen ned til fiskene på dybere vand, end den gængse flydeline tillader – selv koblet på en synkende polyleader. Men hvad hjælper det, hvis fluelinen godt nok når ned, men fluen stadig hænger højt oppe i vandet – for enden af et langt forfang, der bærer den op?

Det nytter naturligvis intet, og derfor bruger man altid korte forfang til synkende liner. Jo hurtigere fluelinen synker, desto kortere skal forfanget være. Typisk fra 6 fod til almindelige synkeliner og ned til blot 3 fod på ekstra hurtigt synkende liner.

Tykkelsen

Forfangets funktion er at overføre energien fra den tunge flueline til den fnuglette flue. For at kunne gøre dette effektivt, er forfanget derfor tykt i den ene ende – ud mod fluelinen – og tyndt i den anden – ud mod fluen.

Billige forfang er i regelen for tynde i den tykke del og magter derfor ikke opgaven. Faktisk skal den tykke del af et forfang kun undtagelsesvis være tyndere end 0.50 mm, da det ellers kollapser i overgangen mellem flueline og forfang – den såkaldte “hængseleffekt”. Resultatet bliver, at forfanget ikke strækkes ud og fluen derfor ikke præsenteres korrekt.

Man siger som tommelfingerregel, at den tykke kraftoverføringsdel på forfanget skal udgøre omkring 2/3 af totallængden. Altså 6 fod på et 9 fods forgang. Læg hertil en kort nedtapering til spidsen, der typisk skal måle 50-100 cm. Bliver den for kort, kan den ikke servere fluen tilpas elegant. Bliver den for lang, kan den ikke strække ordentligt ud – med irriterende vindknuder til følge.

Og så er der tykkelsen på forfangsspidsen. Den skal matche den anvendte flue ud fra devisen, at jo mindre flue desto tyndere forfangsspids. Som brugbar tommelfingerregel gælder følgende forhold mellem forfangstykkelse og krogstørrelse:

0.10-0.15 mm: str. 24-14
0.15-0.20 mm: str. 14-10
0.20-0.25 mm: str. 10-4
0.25-0.30 mm: str. 4-1

Ved endnu større fluer bliver forfangets tykkelse af mindre vigtighed. Her begynder fiskenes størrelse og strømmens styrke at få mere vægt i valget af forfangstykkelse. I den forbindelse er det også vigtigt, at nylon er et smidigere materiale end fluorocarbon. Vigtigt specielt til helt små fluer, der skal kunne drive frit. Og at fluorocarbon er tungere og derfor synker hurtigere end nylon.

Der er således rigtig mange variationer over dette tema. Det er ikke uvæsentligt, om fluen bindes på en kort- eller langskaftet krog – selv om krogstørrelsen (kroggabet) er den samme. Det er heller ikke uvæsentligt, om fluen er bundet på en let krog af tynd wire – eller om det er en tung dobbeltkrog eller en krog vægtbelastet med eksempelvis et tungt guldhoved. Alt dette skal man tage i betragtning, når den rette forfangsstykkelse vælges.

Forfang er således ikke bare forfang. De er en vigtig og integreret del af fluefiskerens udrustning, som fortjener langt større omtanke, end de normalt får.

– Åh, en affaldsfisk …

Når maden drysser ned fra himlen…

Der er noget helt specielt ved Sydengland. Hver gang jeg kommer forbi, er det som at komme hjem igen, og sådan har jeg det ikke andre steder – trods en årelang tilværelse som aktiv globetrotter. Sydengland er gammelt Danmark – og stedet, hvor fluefiskeriets vugge stod.

Det var her, Charles Cotton mødtes med Izaak Walton og diskuterede fluefiskeriets glæder. Det var her, Frederick Halford imprægnerede de første tørfluer – i de selvsamme vande, hvor senere G.E.M Skues formastede sig til at dyppe sine våde nymfer. Endelig var det her, Englands senere udenrigsminister Viscount Grey gik i skole og kastede sine fluer – over det krystalklare vand i Rivers Test and Itchen.

Sydengland formelig oser af historie – ikke mindst med tanke på Stonehenge, der står som et umanerligt monument over menneskets gerninger for tusindvis af år siden. Her fornemmer man virkelig historiens vingesus – om noget sted overhovedet.

Det gør man også, når man entrer Winchester Cathedral, hvor Izaak Walton ligger begravet og har sit helt eget kapel – med de smukkeste blyindfattede ruder og sirlige glasmalerier. Enhver fluefisker med respekt for sig selv og sportens historie skylder sig selv at besøge den mægtige katedral, når han alligevel er på pilgrimsrejse til fluefiskeriets vugge. Katedralen ligger på vejen dertil, så det er ingen tidrøvende afstikker, og der er ingen undskyldning!

Rigtige gentlemen…

Anyway, jeg var inviteret til Sydengland for et par dages fiskeri i floderne Test og Itchen, og jeg forsømte ikke lejligheden til at besøge Winchester Cathedral. Jeg var spændt, for det var mit første besøg – både i kirken og ved de hellige kalkstrømme.

Den ene af dagene regnede desværre helt væk, og ville man fiske overhovedet, måtte der en nymfe på forfanget. Sådant nedlader rigtige gentlemen sig naturligvis ikke til, og det var kun et par forivrede italienere, der trodsede styrtregnen og dyppede deres dybe nymfer. Vi andre derimod tilbragte det meste af dagen inde i en lille rustik fiskehytte, hvor der hverken manglede mad eller drikke. Eller rettere: Drinks, for rigtige gentlemen drikker gin & tonic hele dagen. Allerflest, når de ikke kan fiske med tørflue!

På andendagen skinnede solen dog, og vi fik mulighed for at lufte vore tørfluer som rigtige fiskere. River Test kvitterede for solskin og vindstille med fine klækninger af små Medium Olives – klassiske døgnfluer, som bedst imiteres med en lille str. 16 flue. Og fiskene steg villigt til dem. Med regelmæssige mellemrum bredte fine ringe sig over det stille og glasklare vand – skabt af fine bækørreder, som sugede de små godbidder i sig.

Mine små tørfluer ville de også gerne have, så jeg hyggede mig formiddagen igennem med at kroge, lande og genudsætte flere fine fisk – alle på omkring halvkiloet. Efter en god frokost i det grønne – med kølig hvidvin i glasset – flyttede vi opstrøms til et nyt beat. Her var der kun sparsomme klækninger af de selvsamme døgnfluer, og der var langt mellem ringende fisk.

Helt ovre under modsatte bred – inde under nogle udhængende grene – ringede en god fisk imidlertid med jævne melemrum. Desværre var det umuligt at få den lille tørflue til at drive frit på så lang en line tværs over strømmen, så det blev ved forsøget. Ind imellem tog den dog en afstikker ud i strømmen og tog noget, der så meget større ud. – Måske insekter, der faldt ned på vandet?

Manna fra himlen

Min ghillie havde glemt fangstnettet nede i hytten og gik tilbage for at hente det. Jeg benyttede lejligheden til at analysere situationen. Det stod hurtigt klart, at jeg ikke ville lykkes med små tørfluer, der straks begyndte at streame – uanset hvad jeg gjorde. Det stod også klart, at jeg ikke ville synke så dybt som til at prøve med en nymfe. Man er vel tørfluefisker, og hvad ville min ghillie ikke sige?

Konklusionen blev derfor, at jeg knyttede en stor og knasende tør Daddy-Long-Legs på forfanget og sendte den over under busken. Den havde næppe drevet mere end en meter, førend den begyndte at streame. Men denne gang skete der noget. Ud af sit skjul kom en flot bækørred susende og kastede sig over fluen, som var det dagens sidste måltid!

Jeg fightede uden problemer fisken over til min egen bred, hvor ghillien nu stod klar med fangstnettet.

– Jolly good job, sir!, sagde han anerkendende, mens han foldede nettet ud.

Ørreden var træt nu og lagde sig på siden, så strømmen kunne føre den ind i nettet. Ghillien løftede op og svingede det ind over den tæt klippede græsbred. Så rakte han hånden ud efter fluen, som han ville fjerne inden fotografering og genudsætning. Stolt af min præstation, det var jeg naturligvis! Men ikke længe…

– Oh, a garbage fish, sagde han, nærmest med afsky i stemmen…

Han havde fået øje det store stankelben i munden på den flotte fisk, som hermed var reduceret til noget, jeg næppe skulle snakke højt om hjemme i pubben om aftenen. En simpel affaldsfisk. Sådan gør man bare ikke ved et klassisk vand som River Test, og jeg blev helt flov over mig selv. Tænk, at jeg kunne gøre det! Fluen var ganske vist tør og en nøjagtig imitation. Men den var ingen lille imitation af de små døgnfluer, der netop klækkede…

På vejen hjemover var jeg nødt til at aflægge Winchester Cathedral endnu et besøg – denne gang for at skrifte min helligbrøde over for salig Izaak Walton, som jo ligger begravet her. For øvrigt i godt selskab med sin søster og under permanent overvågning af selveste fiskeren over dem alle: Skt. Peter. Izaak var ikke fluefisker selv, og han ville derfor nok have lidt forståelse for min ugerning.

Men der blev ikke givet absolut syndsforladelse. Faktisk var der helt stille i katedralen. Og så var det altså, at jeg kom til at spekulere lidt. – For nu var det vel en godkendt tørflue, som Skt. Peter fik sin fine ørred på? – Den, han står med på glasmaleriet i katedralen…?

Svaret blæser i vinden, men jeg er nødt til at slutte af med et uddrag fra Norman Maclean’s dejlige bog “A River Runs Through It”, som ingen ringere end Robert Redford filmatiserede tilbage i 1992 – for øvrigt med Brad Pitt i en af de fiskende hovedroller. Her kommer min egen ringe oversættelse af indledningen:

“I vor familie var der ingen klar skillelinje mellem religion og fluefiskeri. Vi boede ved sammenløbet af flere produktive ørredelve i det vestlige Montana, hvor vor far var en presbyteriansk præst og dedikeret fluefisker, som bandt sine egne fluer og lærte andre at gøre ligeså. Han berettede for os, hvordan Kristus’ disciple var fiskere, og han efterlod os med den klare opfattelse, at alle førsteklasses fiskere ved Genezaret Sø var fluefiskere, og at John, hans yndling, kun fiskede med tørflue”…

Højtryk og lavtryk

Når der er tryk på laksefiskeriet…

Opgangsfisk som laks, havørred, steelhead og ishavsrøding er nogle mærkelige fisk. Mærkelige, idet de overhovedet ikke tager føde til sig i ferskvand. Og mærkelige, fordi vi alligevel kan få dem til at tage vore blink og fluer…

Det faktum må være en klar fejl i Vorherres programmering af disse dejlige fisk. De er udelukkende vandret op for at gyde, og de lever udelukkende af de fedtreserver, de har opbygget under havopholdet. Vorherre overså tilsyneladende helt den mulighed, at et fænomen som lystfiskere med tiden kunne udvikle sig og finde på at præsentere disse sultestrejkende vandrere for ting og sager, de ikke kan lade være med at bide i!

Set med biologens øjne er der megen logik i, at de voksne gydefisk ikke tager føde til sig i ferskvand. Gjorde de det, ville de i bogstaveligste forstand æde føden ud af munden på deres eget afkom. Et vandløb producerer nemlig ikke så megen føde, at det kan brødføde et stort antal store fisk. Et vandløb kan kun levere mad nok til et begrænset antal opvoksende ungfisk – ikke deres grådige forældre.

Ultimativ opofrelse

Stillehavslaksene har ført denne form for yngelpleje helt ud i det ekstreme. For ikke nok med, at de absolut intet æder under deres ophold i ferskvand. Nej, de ofrer samtidig også deres liv og overgiver deres udlegede kroppe til vandløbet, så deres afkom kan få glæde af dem – i form af et mere næringsrigt vandløb, end tilfældet ellers ville være.

I artiklen “Høstfisk i hugget” er der gjort rede for i hvert fald to grunde til, at opgangsfisk alligevel kan fås til at hugge – hugrefleks fra havet og aggression på gydepladserne. De friske opgangsfisk er blanke og har stadig hugrefleksen med sig fra havet. De farvede gydefisk kæmper om standpladserne – hannerne også indbyrdes om hunnerne. Begge dele kan udnyttes til at udløse et hug på vore kunstagn. Begge dele er logiske og biologisk velbegrundede.

Men midt imellem disse to yderpunkter finder vi en stor gråzone, hvor fiskene egentlig slet ikke burde kunne fanges. For efter kortere eller længere tids ophold i vandløbet fortager hugrefleksen sig og forsvinder til sidst helt – i takt med, at fordøjelsesapparatet skrumper ind. Og lang tid før legen er aggressionen endnu ikke så udtalt, at vi kan bruge den til noget med vore fluer. – Hvorfor i alverden hugger fiskene så?

Der er der mange spændende teorier om – nogle mere fantasifulde end andre. Her vil vi imidlertid koncentrere os om en nyere teori, der på mange måder tager et solidt afsæt i biologien. Som tilsyneladende har noget at have det i, når den forudsiger fiskenes hugperioder.

Lufttrykket – under vand…

Vi taler her ikke om den amerikanske Solunar-teori, der hører til i den mere eksotiske del af teorierne. Nej, vi taler om noget så konkret som lufttrykket – under vand!

Biologer har længe vidst, at insekter er meget følsomme over for vejr og lufttryk. Man har også vidst, at dette gjaldt ikke kun landinsekter, men også vandinsekter. Sidstnævnte har nemlig god brug for at kunne fornemme lufttrykket oven vande også under vandet.

Det har de brug for, når de skal klække og forvandle sig fra eksempelvis vandlevende nymfer til vingede døgnfluer. De har da brug for at vide, hvordan forholdene er oven vande, og de registrerer da lufttrykket – nede i vandet. Det er således i dag veldokumenteret, at vandinsekter rent faktisk kan registrere ændringer i lufttrykket – hvor mystisk og selvmodsigende det end kan lyde.

Når døgnfluer klækkes, er deres første vingede stadium kun et skridt på vejen. I det noget uklare “dun” eller “subimago” stadium er de i venteposition til at skifte hud og ham endnu engang, så de kan nå det glasklare “spinner” eller “imago” stadium, hvor de kan flyve op, danse og parre sig. Det kræver godt vejr, og det er derfor vigtigt at kende lidt til vejrudsigten de kommende dage. Døgnfluer kan nemlig ikke tage føde til sig, og deres liv på jord – oven vande – er derfor af meget begrænset varighed.

Men tilbage til de sultestrejkende opgangsfisk, som det jo drejede sig om. Laksefiskere har gennem århundreder noteret sig, at sløve og inaktive laks tilsyneladende helt uden grund pludselig kan blive meget aktive og hugvillige. Hugperioderne kan være kortere eller længere, og pludselig ophører de helt – lige så hurtigt som de startede.

Tag trykket på laksene

Nogle mennesker kan bare ikke nøjes med at se til og se tingene ske. De vil absolut vide hvorfor, og uden mennesker af denne slags var vi jo aldrig kommet til Månen – eller havde fået atombomben…

Heldigvis er der også mere fredelige og mindre ressursekrævende sysler at tage sig til – eksempelvis hvorfor laksene i en elv pludselig kommer i biddet. Har man samtidig lidt indsigt i biologien og dyrenes adfærd, er det nærliggende at mistænke en sammenhæng mellem lufttrykket og laksenes bidelyst.

Han er næppe den første, der har tænkt tanken, men han er helt sikkert den første til at gøre noget rationelt ved det. Manden er Andrew Bett, og han har skrevet en hel bog om emnet: “The Barometric Breakthrough”. En noget tør, men ikke desto mindre interessant “afhandling” om netop lufttrykkets indflydelse på livet under vandet. Og konklusionen i bogen er mindst lige så klar som i Monty Python’s “Life of Brian”, hvor “the meaning of life” jo viser sig at være den ganske enkle: “to wear a hat!”…

Andrew Bett’s konklusion er tilsvarende, at alle seriøse laksefiskere bør investere i og altid bære et af Casio’s armbåndsure med indbygget barometer! Så kan man nemlig registrere pludselige ændringer i lufttrykket med få minutters varsel og tilpasse sit fiskeri til det. Bett konkluderer nemlig, at laks er sarte væsener med en svømmeblære så følsom, at den registrerer selv ganske små ændringer i lufttrykket. Også selv om deres svømmeblære er af den åbne og mere upræcise af slagsen. Pludselige stigninger i lufttrykket mærkes alligevel straks, og laksene liver op til dåd.

Pludselige stigninger bedst

Men hvorfor nu lige det? Laksene spiser jo ikke noget, mens de er i elven som voksne gydefisk. Det ved vi jo med sikkerhed. De har jo fornuftigt nok ingen ambitioner om at æde føden ud af munden på deres eget afkom.

– Jo, siger Bett. – Det er et levn fra deres barndomsår i elven. Som små laks var de naturligt nok afhængige af at kunne forudsige deres fødemners gøren og laden. De havde da stor fordel af at kunne forudse eller -ane insekternes klækning, idet selvsamme insekter jo var deres vigtigste fødeemner som små. Så kunne de bedre passe spisetiderne og ikke gå glip af maden!

Bogens konklusion er ikke blot, at laksene hugger bedst ved stigende lufttryk, men også at hurtigt stigende lufttryk er bedre end langsomt stigende. Dette eksemplificeres bedst ved den markante lufttryksstigning, man næsten altid ser umiddelbart efter et uvejr. En stigning, der sætter skub i såvel insekternes klækning som laksenes bidelyst.

Eneste ulempe ved denne interessante og efterhånden ganske godt underbyggede teori er, at man nødvendigvis må anskaffe sig et stort og dyrt ur med indbygget barometer for at kunne drage nytte af indsigten. Et rigtigt macho-ur, vil nogen sige.

Men så har det jo aldrig været noget problem for os inkarnerede og dedikerede “gadget men” at skulle anskaffe nyt udstyr for om muligt at kunne klare os endnu bedre.

Faktisk elsker vi jo også netop den slags udfordringer…!

Mus i maven

Grådige som gedder…

De fleste mennesker har den opfattelse, at ørreder er fornemme fisk – finere, mere elegante og mere raffinerede end eksempelvis torsk og gedder. Nogle vil sågar mene, at de også er klogere!

Det sidste er nu nok at gå for vidt. For at være klog, skal man jo kunne tænke, og det kan fisk altså ikke. De tænker ikke, men reagerer blot på de ting, de udsættes for. De er fra naturen programmeret til at udføre handlinger, der er praktiske for dem, når de konfronteres med bestemte forhold. En programmering, der er sket gennem årtusinder, og som sikrer, at slægten overlever.

Denne programmering sørger for, at ingen godbid slipper uantastet forbi en sulten fisk. Uanset hvor stor den så måtte være. Det kan godt være, at en stokmæt ørred lader en stor majflue passere – omend det sjældent sker. Men det er helt sikkert, at en sulten fisk kaster sig over fødeemner, der ved første øjekast ser alt for store ud til den. Den skal nok få dem ned!

En rødplettet røver

For nogle år siden var jeg på elektrofiskeri i den øvre del af Gudenåen. Langt størsteparten af de fangede fisk var stallinger – ørrederne var der en god del længere imellem. Til gengæld var de ofte store. Således fangede vi en flot bækørred på 55 cm, godt 2 kg tung. Den havde en fyldig bug, og vi skulle undersøge maveindholdet på de fangede fisk for at se, hvad de spiste.

Fiskene blev bedøvet, før vi mavepumpede dem – eventuelt med lidt vand først, så det hele gled lidt lettere. Men den store bækørred ville ikke af med sin hemmelighed. Først efter flere forsøg kom der lidt med op – i form af nogle mørke uldtotter. Et par maveskylninger senere måtte den dog give helt op, og op kom de første rester af – en vandrotte!

Vi gjorde naturligvis store øjne, for det havde vi ikke forventet. Men det er langt fra usædvanligt. Store bækørreder er ofte hanner med store hoveder og lange kæber, der fint er i stand til at fange og sluge selv overraskende stort bytte. Og store bækørreder bliver altså ikke store på en diæt af små døgnfluer.

Der skal mere protein til, og her kommer de små pelsdyr ind på en klar førsteplads. Næppe noget andet fødeemne leverer så meget protein i en enkelt mundfuld som mus og andre gnavere.

Druknede mus

Under et besøg i den kanadiske atlanterhavsprovins Labrador for en del år siden, oplevede jeg en sand invasion af store skovmus. Ikke lemminger, som også findes på disse breddegrader, men regulære mus. Store, tykke og kulsorte i pelsen. De var overalt – ude i skoven, inde i lodgen – og ude på vandet!

Vor trivelige madmor var frustreret over de mange mus, der susede ind og ud af hendes køkken, men de var der blot på gennemgang – ikke på rov. De var som en anden lemmingeflok på vej mod grønnere græsgange – steder med mere plads og mere føde. Og kom der så en sø eller elv i vejen, begav de sig uforfærdet ud på vandet.

Hver morgen kunne vi efterfølgende se døde mus drive rundt – druknet under forsøget på at nå i land på den anden side. Og hver aften kunne vi se søens store ørreder line up for at guffe de kolossale godbidder i sig – med hud og hår.

Det gav mulighed for et helt unikt fiskeri, som jeg aldrig har oplevet magen til. Fiskeriet begyndte først for alvor, når mørket havde sænket sig helt over den nu blikstille sø:

Blindt fiskeri i bælgmørke med musefluer så store, at vi knap kunne kaste dem. Hørte man et plask ude i mørket, kastede man efter bedste evne sin monsterflue ud i samme retning. Og hørte man endnu et plask fra samme retning, strammede man roligt op – og krogede i regelen en tung kildeørred i 2-3 kg’s klassen!

Matching the Hatch

Vi oplevede to aftener med dette fantastiske fiskeri, som havde den finest tænkelige afslutning: I horisonten kunne vi se lysene fra vor lodge, hvor madmor stadig havde travlt i køkkenet. Hun stod nemlig klar med friskbagte pandekager og blåbærsyltetøj – hjemmelavet, naturligvis – når vi trætte gik i land ved midnatstide!

Og da var det, vi havde en pudsig oplevelse. Hver gæst måtte tage én trofæfisk med sig hjem under en uges ophold. Vi havde den ene aften en flot 7 punds fisk med hjem, som min makker Dave ville have udstoppet og hængt op på væggen derhjemme i Pennsylvania.

I lodgen var samme uge to inkarnerede tørfluefiskere, hvis hjemmevand var den klassiske østamerikanske kalkstrøm Letort. Her er diminutive tørfluer str. 16-24 dagens orden blandt de ofte superselektive ørreder. De to purister rynkede derfor på næsen af vort natfiskeri med store fluer. For dem var det kun “matching the hatch” med rene imitationsfluer, der duede.

Vi sprættede trofæfisken op og fandt hele tre store mus i maven på den. Dave lagde nu den store museflue ved siden af de rigtige mus og kaldte så på tørfluepuristerne fra Letort.

– Hvis det ikke er matching the hatch, sagde Dave triumferende. Og de måtte give ham ret – samt en flaske Jack Daniels som undskyldning for deres noget hovski-snovski opførsel!

Sommer i Sibirien

Sommeren er kort i Sibirien, hvor vinteren er tilsvarende lang. Samtidig er den så kold, at elvene i regelen fryser til. Længst oppe bundfryser de sågar!

Alligevel er Sibirien kendt for sine meget store laksefisk – de helt store taimen og de mindre, men mere talrige lenok. Ofte træffes fiskene langt oppe i bjergene, hvor vandet er iskoldt og næsten sterilt. Heroppe producerer vandet meget få akvatiske fødeemner – kun nok til at opretholde en ganske lille fast bestand af laksefisk.

En stor del af disse er arktiske stallinger af samme art, vi kender fra Alaska – fisk, der sjældent bliver større end kiloet i det kolde vand. Alligevel lever der laksefisk på både 10 og 20 kg i de selvsamme vande, men hvordan i alverden er de blevet så store?

Hvis de levede af stallingerne, ville det hurtigt være slut med dem alle. Og det er ikke tilfældet. Nej, i stedet lever de store taimen laks og de mindre lenok fortrinsvis af gnavere – af mus, lemminger og egern, der mere eller mindre frivilligt er havnet i vandet. To ud af tre lenok laks viser sig således at have mus i maven – den tredje ingenting eller eventuelt en mindre artsfælle!

Mus på menuen

Trods deres grådighed hugger lenok laksene dog meget forsigtigt på fluen. Er der mus på menuen, så prøver de først at drukne dem ved at trække dem i hale eller ben. Det må være en grufuld død, hvis man er en mus eller lemming på afveje…

De langt større taimen laks derimod slår først musene bevidstløse med et kraftigt slag af den store røde hale, førend de vender tilbage og sluger pelsdyrene i én mundfuld! En teknik, der er uhyre efektiv over for stort bytte såsom egern…

De lokale russere er helt klar over dette. De ved, at de store taimen skal findes helt inde på lavt vand, hvor de jager i ly af mørket. De ved også, at agnet ikke kan blive for stort. Favoritten består af et helt egernskind, som er trukket over en tyk krop af kapok – gamle dages opdriftsmiddel i primitive redningsveste. Skindet sys sammen, og det udstoppede egern rigges med en stor trekrog – eller to!

Vi andre har heldigvis fundet ud af, at store musefluer fint kan kastes og fiskes effektivt – på tungt 2-håndsgrej. Vi overlader derfor gerne egernfluerne til vore russiske guides!