Denne artikel er en opfølger til artiklen “Biomanipulation & Sørestaurering – 1“, som man bør læse først for at forstå økosystemet og de mekanismer, der hersker i en typisk dansk sø.

Det er teknisk muligt at restaurere en stærkt eutrofieret sø, men det tager tid, og det koster penge. Man starter naturligvis med at standse yderligere tilledning af næringssalte – enten ved at lede spildevandet andetsteds hen eller ved at rense det biologisk og kemisk, så næringssaltene udfældes før udledning.

Dette i sig selv giver ikke de store resultater. I det tykke bundslam er ophobet store mængder fosfor, som frigives til vandet under de iltfri forhold. Skal søen restaureres på få år, er andet skridt at fjerne den næringsrige del af slammet.

I den sydsvenske sø Trummen foretog man tilbage i 1970-71 en af de første sådanne restaureringer. Udledning af spildevand var allerede ophørt omkring 1960, men alligevel fortsatte søen med hyppig algeblomst i sommermånederne og fiskedrab om vinteren.

Derfor pumpede man den øverste halve meter af bundslammet op fra hele søen, og samtidig fjernede man en stor del af den veludviklede rørsump.

Resultatet lod ikke vente på sig. Gennemsigtigheden voksede fra 20 cm før restaureringen til 70 cm efter. Planktonalgerne, der før udelukkende bestod af hårdføre blågrønalger, fik en mere varieret artssammensætning. Endelig blev iltindholdet højere om vinteren, hvorved de regelmæssige fiskedrab ophørte.

Brabrand Sø

Projektet viste, at selv stærkt eutrofierede søer med held kan restaureres, når blot den politiske vilje er til stede. Det var den i høj grad i Århus Amt, som i 1990’erne og over en 7-årig periode brugte i alt 23 millioner kroner på at rense Brabrand Sø – via opgravning af 500.000 kubikmeter fosforholdigt bundslam. Dyrt, men også uhyre effektivt.

En stærkt eutrofieret sø kan reddes på forskellig vis. Man kan som nævnt gribe direkte om ondets rod og først lukke af for yderligere tilførsel af næringssalte, dernæst skære bredvegetationen og så til allersidst fjerne en stor del af søens bundslam. En effektiv, men meget kostbar metode, som derfor sjældent anvendes.

Græsningsfødekæden producerer og leverer organisk stof til nedbrydningsfødekæden:

Iltning af bundvandet

Man kan også forsøge sig med iltning af søens bundvand, så fosfor fra bundslammet ikke længere frigives til omgivelserne under de ellers iltfri forhold. Herved begrænses opblomstringen af alger efter søens totalcirkulation.

Det gjorde man ved den midtjyske Hald Sø, som i årevis havde fået tilledt urenset spildevand fra et dambrug i søens indløb.

Uden ekstra ilt til bundvandet klarede den store og meget dybe sø med den langsomme vandudskiftning sig ikke. Viborg Amt besluttede sig derfor til et langvarigt genoplivningsforsøg af amtets suverænt smukkeste sø.

I perioden siden 1985, hvor amtsrådet besluttede sig for genoplivningsforsøget, havde Hald Sø hvert år modtaget 200-350 tons ren ilt fra tanke på land og slanger på bunden. Effekten på vandmiljøet var så god, at man i årene 1993-98 reducerede forbruget til 77 tons årligt.

I 1999 lukkede man så helt for ilten for at se, om søen kunne klare sig selv. Det kunne den desværre ikke, og Viborg amt måtte derfor lukke op for ilten igen – med 120 tons om året. Der skulle gå endnu en god halv snes år, inden man kunne slukke for respiratoren og lade den smukke sø ånde selv igen.

Bio-manipulation

I dag sætter man ofte sin lid til en noget langsommelig, men også ganske billig løsning, nemlig bio-manipulation. Det er en moderne form for fiskepleje, som fortrinsvis egner sig til mindre og ikke alt for store søer.

Biomanipulation er en metode, hvor man aktivt griber ind i søens fødekæder og giver dermed søen hjælp til selvhjælp. Man kan eksempelvis bortfiske nogle af de mange småfisk, som holder søens dyreplankton nede. Herved fjernes i første omgang noget af den fosfor, der ellers vil blive recirkuleret igen og igen.

Men ikke nok med det. Hjuldyr, vandlopper og dafnier – søens dyreplankton  – får nu også mulighed for atter at formere sig til et niveau, hvor de bedre kan holde algerne i skak. Vandet bliver herved mere klart, hvilket hjælper søens rovfisk til bedre at kunne kontrollere småfiskene. En god cirkel er i gang.

Når vandet er blevet rimelig klart, kan man også supplere bestanden af rovfisk ved udsætning. Det drejer sig som oftest om opdrættede gedder, mens man tidligere mere satte sin lid til den indførte sandart. Den har dog vist sig at være ganske ustabil, idet den ude i naturen i høj grad har gode og dårlige årgange – i langt højere grad end gedden, som derfor i dag er den foretrukne manipulator.

Men ofte vil netop sandarten klare opgaven bedst, hvis det drejer sig om udsætning i meget uklare søer. Det er nemlig en fisk, som i modsætning til gedden mere bruger sin lugtesans end sit syn, når den jager. Søen skal blot have en vis størrelse. Sandarten kræver nemlig plads og trives ikke som gedden i moser og småsøer.

I dag er man dog gået næsten helt bort fra udsætning af rovfisk, da resultaterne generelt har været dårlige. Undtagelsen er de søer, hvor der ikke er gedder i forvejen. Her sætter man stadig geddeyngel ud.

En af ulemperne ved biomanipulation er, at man kun vanskeligt kan udfiske de mange skidtfisk uden samtidig også at få de værdifulde rovfisk – gedde, aborre og sandart – med i garnene.

Dem søger man naturligvis at genudsætte i uskadt stand, men alle garnfiskere ved, at langt fra alle fisk klarer et kortere eller længere ophold i garn eller trawl. Et vis procentdel dør af garnskader, hvilket jo ikke var meningen. I lang tid efter en biomanipulation vil man også fange rovfisk med tydelige garnmærker. Det har været tilfældet i Sjælsø og Søndersø på Sjælland.

Det vides også, at bifangede aborrer og sandarter er meget værdifulde som spisefisk – ikke mindst eksporteret til Sydeuropa. Det er derfor ikke alle bifangede rovfisk fra en biomanipulation, der ryger tilbage igen – til søen, hvor de ellers skulle have været med til at rydde op blandt skidtfiskene.

Nyere undersøgelser har vist, at biomanipulation er langt mere kompliceret, end man først har antaget. Således har det vist sig, at store brasener (se introbilledet til denne artikel) faktisk kan have en positiv betydning for søens rovfisk. Store brasen leverer nemlig store mængder yngel, der udgør en vigtig føde for gedder og aborrer. Sidstnævnte sørger så for, at skidtfiskene – brasenyngelen – holdes nede på en for søen passende bestandsstørrelse.

Fjerner man ved en biomanipulation disse store brasen sammen med søens øvrige fredfisk, risikerer man at udsulte bestanden af vigtige rovfisk. Søen er efterfølgende ude af balance på grund af netop den biomanipulation, der skulle have reddet søen. Mere, end den var før biomanipulationen.

Det er en erfaring, man har gjort i denne lille Sjælsø, der indtil en biomanipulation ganske vist havde meget uklart vand, men som samtidig husede en rigtig god bestand af gedder og aborrer i gode størrelser. På grund af søens store brasener.

Græskarper

Tidligere udsatte man ofte kinesiske græskarper i små og tilgroede vande. Græskarpen er en overbevist vegetar, som hurtigt får bugt med overskydende vegetation. Imidlertid har det mange steder vist sig, at indførte græskarper ganske vist hurtigt får “slået græsset” i tilgroede vande.

Desværre bliver vandet ofte uklart, idet en stor del af føden passerer ufordøjet – men findelt – gennem karperne. Så hvor man før havde en tilgroet dam med klart vand, får man i stedet åbent, men desværre uklart vand. Og det var jo ikke meningen. Udsætning af græskarper er da også forbudt i dag.

Man kan dog i lukkede systemer udsætte endnu en karpeart – sølvkarpen, som lever af den føde, der passerer ufordøjet gennem græskarperne. På den måde kan vandet holdes klart. Det er dog kun en mulig løsning i ganske små søer og damme. Men en løsning, som ikke mindst kineserne har kendt til og brugt i mange år.

Bio-manipulation er generelt en billig og spændende løsning på mange eutrofieringsproblemer, men den griber ikke direkte om ondets rod – det tykke slamlag, der ligger på bunden.

Det indeholder jo stadig store mængder ophobede næringsalte, som hele tiden frigives til vandmassen under de ofte iltfri forhold. Vil man helt i bund med problemet, må bundslammet som tidligere nævnt fjernes.

Kemisk sørensning

Der har vist sig at være endnu en mulighed for at holde algerne i skak i mindre søer og damme. Man har længe vidst, at småvande kunne holdes algefri ved tilsætning af giftige kemikalier – typisk med et indhold af kobber – men noget sådant er naturligvis forbudt i Danmark.

På alverdens golfbaner findes imidlertid i tusindvis af småsøer og damme, som året rundt holdes klarvandede på denne giftige måde.

Nu har det så vist sig, at en tilsvarende effekt kan opnås på mindre dramatisk og mere økologisk vis – ved ganske enkelt at smide en halmballe eller to ud i vandet. Ikke mindst byg har vist sig at have en dokumenteret effekt på vandets alger, men også lucerne virker.

Under stråenes nedbrydning frigøres stoffer, der kaldes “quinoner”. Disse quinoner har i laboratorieforsøg vist sig at have en tydelig toksisk (giftig) effekt på algerne, hvis vækst stoppes eller i hvert fald bremses mærkbart. Effekten er lige så markant i frivand.

Resultatet kan sine steder være, at vandet bliver eller forbliver så klart, at bundvegetationen får lys nok til at etablere sig. Og med en yppig bundvegetation vil den pågældende sø eller dam normalt blive mere produktiv – ikke mindst med hensyn til fiskearter af interesse for det rekreative fiskeri.

Hidtidige forsøg tyder på, at de frigivne quinoners bremsende effekt på algerne varer i 2-4 måneder. Herefter er halmballerne typisk løbet tør for virksomme stoffer og må fornyes. Efter alt at dømme en effektiv og billig løsning på algeproblemet i småvande med et ringe vandvolumen og en minimal vandudskiftning.

Tilsyneladende er quinonerne uden negativ virkning på fisk og højere planter. De er jo naturlige væksthæmmere.

Klart vand

Større søer kræver mere probate midler end bare halmballer, hvis man ønsker klart vand og en sø i økologisk balance.

I den forbindelse skal man dog gøre sig klart, at klart vand ikke nødvendigvis er et sundhedstegn. Klart vand er i sig selv blot det synlige tegn på, at der ikke er mange alger i vandet. Og det kan man relativt let opnå ved at tilsætte giftige kobberforbindelser i mindre vande. Søen bliver dog ikke det mindste sund af den grund. Nærmere forgiftet med et nyt tungmetal.

Det samme så man med 1960’ernes forsuring af de norske og svenske søer. En voldsom afbrænding af kul og olie i den engelske industri bragte sur regn over Nordsøen til Syd-Skandinavien, hvor den faldt med nedbøren som svovlsyre og salpetersyre. Vandet i elve og søer blev derfor ganske surt – så surt, at fisk og smådyr ikke længere kunne leve eller formere sig i det.

Det første tegn på en forsuret sø var og er, at vandet bliver klart. Mange af søens planktonorganismer dør nemlig i det sure vand. I dette tilfælde er klart vand således et tegn på, at søen er syg eller sågar døende. Ikke tegn på noget positivt.

Rensning af organisk spildevand

Moderne rensning af organisk spildevand sker i tre trin, som kan overlappe hinanden på forskellig vis.

Den mekaniske rensning sørger for at fjerne de partikler, som ikke er opløst i vandet. Det kan populært sagt være alt fra gamle cykler og brugte kondomer, der sies fra i grove risteværk, til større partikler, der som slam aflejres i store bundfældningsbassiner. Denne grovrensning sikrer, at der ikke bliver store slamaflejringer ved spildevandsudløbet.

Den biologiske rensning sørger for, at iltforbrugende materiale i spildevandet nedbrydes under forbrug af ilt. Iltforbruget kan af levende organismer reduceres med op til 90%. Den biologiske rensning sørger også for, at indholdet af kvælstof i spildevandet reduceres betragteligt. Endelig kan man lade vandet opholde sig i såkaldte algedamme, hvor algerne optager kvælstof og fosfor.

Dem har man senest genopfundet med landbrugets såkaldte “mini-vådområder”, der netop skal fange primært kvælstof fra drænvandet, inden dette udledes til vandmiljøet.

Den kemiske rensning er netop det – ren kemi. For at fjerne mest muligt af det fosfor, som er det begrænsende næringsstof i de allerfleste søer, tilsætter man forskellige kemikalier til spildevandet. Et af de mest brugte er aluminiumsulfat, som fanger og fælder fosfor i spildevandet. Resultatet er store mængder fosforholdigt slam, som er vanskeligt af afvande.

Kemisk sørensning

Samme grundlæggende princip kan bruges til kemisk rensning af stærkt eutrofierede søer, som har en lav sigtbarhed på grund af mange alger. Blot er det her ikke spildevandet, som ankommer til rensningsanlægget. I stedet er det “rensningen”, der kommer til vandet!

Det har længe været kendt, at man kan kemisk rense en sø ved at tilsætte en nøje afmålt mængde aluminiumklorid til det forurenede søvand. Nøje afmålt, idet for store doser kan være dødelige for levende organismer i søen.

Aluminiumklorid fanger og fælder den opløste fosfor, som synker ned i søens bundslam. Her ligger den uvirksom hen – utilgængelig for søens alger, der nu ikke blomstrer op i nær samme grad som tidligere. Søvandet bliver derfor klart. Men bundslammet desværre stærkt forurenet med aluminium.

Nordborg Sø er med sine 54,6 hektar den suverænt største sø på Als i det sønderjyske. Den stærkt eutrofierede sø blev i 2006 kemisk renset ved udlægning af aluminiumklorid.

Den største vanddybde i Nordborg Sø er 8,5 meter og middeldybden 5 meter. Søen rummer 2,78 mio. m3 vand med et fosforindhold på 0,1-0,55 mg/liter. I sommerhalvåret var sigtedybden helt nede på 0,1 meter, mens den i vintermånederne kunne nå ned på 4 meter. En rigtig “vintersø”, altså.

Biologerne beregnede, at søen rummer omkring 34 tons fisk – primært skidtfisk i form af skaller, brasen og aborrer. Rovfisk som gedde, aborre og sandart har trange kår i det uklare vand, som skyldes algeblomst i de overgødskede sø.

Tidligere modtog Nordborg Sø som så mange andre danske søer og moser totalt urenset husspildevand fra de omgivende byer Langesø og Nordborg. Det sker ikke længere, da spildevandet nu renses centralt, før det udledes i Lillebælt.

Men årligt tilføres Nordborg Sø stadig mellem 330 og 530 kg fosfor fra omgivelserne – primært fra de omliggende landbrugsarealer. Man skønnede, at søen samlet rummer omkring 25 tons fosfor, hvilket gav anledning til regelmæssigt tilbagevendende algeblomst og iltsvind i sommermånederne.

Der blev sat 3 mio. kroner af til forbedring af vandkvaliteten i søen, og samtidig blev 2 mio. kroner sat af til bedre rensning af spildevand – i form af kloakering af tilstødende områder. Kloakeringen var færdig til sommeren 2006, og i løbet af efteråret gik man så i gang med udlægning af aluminiumklorid i søen.

Metoden var brugt med held i den lille 6 hektar store fynske Sønderby Sø ved Assens, hvor man fik klarere vand efter udlægning af aluminiumklorid.

Før behandling med aluminiumklorid i 2001 indeholdt søvandet 1,0 mg/l. Tre år efter behandlingen var årsgennemsnittet helt nede på 0,1 mg/l – en tiendedel af det tidligere. Man håbede på en tilsvarende reduktion i Nordborg Sø.

340 tons aluminiumklorid blev nu spredt ud over søen i efteråret 2006, og effekten var næsten øjeblikkelig – dertil synlig med det blotte øje. Således havde søen en sigtedybde på 1,08 meter før behandlingen, og allerede efter den første spredning af aluminiumklorid var sigtedybden steget til 1,20 meter.

Desværre skete der det, at en af prammene til udlægning af aluminiumklorid ved et uheld sank med hele sin last – et uheld, hvis konsekvenser på længere sigt ingen kender til.

Faktum var imidlertid, at Nordborg Sø året efter oplevede en udbredt død blandt søens karper. De lokale myndigheder ville naturligvis gerne skyde skylden over på virus, når de nu selv havde været skyld i alu-ulykken. En virus, som også eksisterede andre steder i Sønderjylland.

Men ingen har kunnet frikende det store udslip af aluminiumklorid for at være hel eller delvis årsag til karpedøden i den kemisk rensede sø. Måske det massive udslip af aluminiumklorid havde svækket søens karper og deres immunsystem så meget, at de blev lette ofre for den omtalte virus?

Efterskrift:

Danmark har knap 700 søer, som er målsatte i henhold til EU’s vandrammedirektiv. Knap tre fjerdedele lever ikke op til målsætningerne om “en god, økologisk tilstand”.

Fødevare- og miljøminister Esben Lunde Larsen (V) har netop fremlagt forslag om, at 24 navngivne danske småsøer skal biomanipuleres eller kemisk renses, så de kan få en “bedre vandkvalitet”. De udvalgte søer udgør blot 5%  af de målsatte danske søer. Op mod halvdelen af søerne foreslås kemisk renset med aluminium.

Desværre er erfaringerne med kemisk sørensning som allerede nævnt generelt dårlige. Dels har vi ikke mange søer, hvor metoden er prøvet. Og dels er udsigten til et godt og ikke mindst længerevarende resultat dårlig. Sigtedybden (vandets klarhed) falder ofte igen efter 3-4 år, og efter ti år er der sjældent nogen bedring at spore længere.

Kemisk rensning af søer er således som at tisse i bukserne. I bedste forstand ren symptombehandling, der ikke fjerner det virkelige problem – de enorme mængder fosfor, som gennem årene har ophobet sig i søernes bundslam.

Og så er det bestemt ikke nogen rar tanke, at flere tusinde tons giftig aluminiumklorid måske fremover skal spredes ud over de danske søer, som by og land har forurenet med i sig selv harmløse næringssalte gennem årtier.

Aluminium kan i for høje doser være endog meget giftigt. Forgiftning med aluminium kan føre til en lang række symptomer, da metallet kan akkumuleres i alle kroppens organer – heriblandt hjernen.

Blandt symptomerne på forgiftning med aluminium er anæmi, muskelsvaghed, knoglesmerter, knoglebrud, knogleskørhed, krampeanfald, hukommelsestab og demens-symptomer, der kan minde om Alzheimers sygdom.

Aluminiumklorid kan ikke fjernes igen, når først det er spredt over søen – med mindre man da vil bekoste og rent fysisk kan gennemføre en mekanisk oprensning af det forgiftede bundslam. En kostbar teknik, der imidlertid altid virker, hvor og hvis ellers den kan praktiseres.

Sørensning med aluminiumklorid er som ukrudtsbekæmpelse med glyphosat og RoundUp: Lancering af kommende katastrofer, hvis omfang vi intet aner om.

Det vil derfor være rigtig dumt og miljømæssigt aldeles uforsvarligt at forurene danske søer yderligere – med aluminiumklorid.

Jens Bursell skriver:

“Fisk & Fri har interviewet DSF om bl.a. dette, og her fremgår det, at organisationen tilsyneladende slet ikke er klar over, at der allerede er set flere eksempler på kollaps i rovfiskebestandene efter biomanipulationer.

Med DSF´s høringssvar til Vandområdeplanerne 2015-21, hvor der gås ned i de mindste detaljer omkring bl.a. vandløbene, nævner DSF slet ikke de potentielle negative konsekvenser, det kan have for både specimen- og predatorfiskeriet, at foretage biomanipulationer. Alt dette signalerer, at DSF tilsyneladende ikke mener, at en kritisk holdning til biomanipulation er særlig vigtig.

DSF gør rigtig mange gode ting for dansk lystfiskeri – især når det drejer sig om ørred og laks. Men det er bekymrende, at DSF har så lidt føling med, hvad der foregår indenfor dansk søfiskeri. Som de selv siger i ovennævnte artikel: – Det er en prioriteringssag.

Javel – men, hvis det er attituden overfor de danske søfiskere, så kan man måske også godt forstå, de mange tusinde søfiskere, der gennem en årrække har meldt sig ud af forbundet.

Hvis DSF fortsat skal kalde sig et forbund for alle landets lystfiskere, mener jeg det er på tide, at DSF’s ledelse vågner op til dåd – og gør en meget mere synlig, proaktiv og resultatorienteret indsats for dansk søfiskeri.

Vi ses derude – Jens Bursell”

Læs også artiklen om

Typiske danske søer og eutrofieringen af dem

© Tegninger: Gunnar Johnson & Finn Ringtved

© Fotos: Steen Ulnits & Niels Riis Ebbesen

© 2017 Steen Ulnits

Dette er den første af to artikler om de danske søer, forureningen af dem med næringssalte samt muligheden for en efterfølgende genopretning af den økologiske balance i dem.

De fleste naturlige søer i Danmark stammer fra den sidste istid, der hærgede landet for 10.000 år siden.

Da isen trak sig tilbage, havde den formet det danske landskab – skabt bakker og dale, fattige hedesletter og frugtbare moræneflader. Med den jyske højderyg havde isen delt Jylland i to – med den magre, udvaskede sandjord i vest og den fede lerjord i øst.

Søer kan være simple vandfyldte lavninger, eller de kan være opstået af såkaldte “dødishuller”. Da isen trak sig tilbage, efterlod den flere steder kolossale isblokke, der kunne være hundreder eller tusinder af år om at smelte. Når de først var smeltet, skred jorden sammen og efterlod dødishullerne, der blev til dybe søer.

Søtyper

De naturlige danske søer kan inddeles i tre hovedtyper, nemlig den brunvandede eller dystrofe sø, den næringsfattige eller oligotrofe sø samt endelig den næringsrige eller eutrofe sø.

Den dystrofe søtype forekommer i enten skov- eller tørveområder, hvorfra der sker en stor tilførsel af organisk stof til søen – i skovsøer i form af nedfaldne blade.

Det brune vand skyldes et højt indhold af humusstoffer, der igen skyldes en ufuldstændig nedbrydning af det tilførte materiale. Brunvandede søer kan trods dette være rimeligt produktive – dog indeholder de altid et ringe udviklet planteplankton – og de er normalt sure.

I tørveområder er der ofte en veludviklet hængesæk langs bredderne og et godt stykke ud i selve søen. Den gyngende hængesæk består af tørvemosser, som også dækker bunden længere ude. Planterne i det frie vand er neddykkede bladmosser.

De to øvrige søtyper er på alle måder hinandens modsætninger. Den oligotrofe sø er næringsfattig og klarvandet, hvor den eutrofe er næringsrig med ofte uklart vand. Den næringsfattige sø har en svagt udviklet rørsump – hvis overhovedet nogen – mens rørsumpen florerer i den næringsrige.

I den klarvandede sø er der tilstrækkeligt med lys til, at bunden kan være dækket af en yppig vegetation. I den næringsrige sø er vandet ofte så uklart, at der ikke når lys nok ned til bunden, som derfor er bar. Endelig er pH-værdien lav i den næringsfattige sø og høj i den næringsrige.

Den typiske danske sø

Der findes færre end 100 oligotrofe søer i Danmark, og deres antal falder stadig. De næringsfattige søer, der endnu er tilbage, findes naturligt nok i de udvaskede sandområder i Midt- og Vestjylland – de såkaldte hedesøer. Søer af denne type kaldes også Lobelia-søer efter den karakteristiske vandplante af samme navn.

De næringsfattige søer og hedeområder i Vestjylland går ingen god fremtid i møde. Det sørger alene den kvælstofholdige nedbør og det tørre nedfald for.

Den eutrofe sø er derfor den typiske danske sø – den, man finder i de fleste egne af landet. Har den ikke været helt eutrof fra naturens side, er den blevet det ved tilførsel af spildevand eller drænvand fra de omkringliggende marker.

Den eutrofe sø er kendetegnet af en veludviklet rørsump bestående af dunhammer, siv og tagrør. Ofte danner rørsumpen en tæt bræmme hele vejen rundt om søen, hvis der da ikke findes brændingszoner, hvor bølgeslag holder bredden fri for vegetation.

Uden for rørsumpen findes flydebladsplanter såsom åkander og nøkkeroser. Fælles for alle planter i rørsump og flydebladsbælte er, at det er landplanter tilpasset et liv i vand. I deres stængler findes et mere eller mindre veludviklet gennemluftningssystem, som bringer luft fra overfladen ned til rødderne.

Det er dette system, der gør rodzoneanlæg egnede til spildevandsrensning. Det muliggør en livlig stofomsætning i det ellers iltfrie bundmateriale.

Rankegrøden

På det dybere vand uden for flydebladsbæltet finder vi den neddykkede rankegrøde bestående af f.eks. vandaks, vandpest eller vandranunkel – hvis søen da ikke tilføres alt for mange næringssalte.

Er det tilfældet, vil planktonalgerne skygge for lyset og dermed fjerne livsbetingelserne for de neddykkede planter. Situationen svarer da til skovbunden, som holdes vegetationsfri af de skyggende trækroner.

En veludviklet rankegrøde er af stor betydning for fiskebestanden – ikke mindst yngelen, der i de første kritiske måneder kan holde sig skjult her.

Er vandet tilstrækkelig klart, vil man uden for rankegrøden finde bundgrøde bestående af forskellige fastsiddende alger og mosser.

Rørsumpen og flydebladsbæltet dækker typisk vanddybder fra 0 til 2 meter. Rankegrøden træffes på dybder fra 2 til 4 meter – alger og mosser fra 4 til 8 meter. Fra 8 meter og udefter til søens dybeste steder hersker barbunden – en ensartet og vegetationsfri flade, der i dybere søer udgør langt størsteparten af det samlede areal.

Trods sin ensartethed er barbunden en meget vigtig del af søens økosystem. Hernede lever nemlig millioner af chironomider – røde dansemyggelarver, som udgør ålens vigtigste føde. Den røde farve skyldes hæmoglobin, som sætter myggelarverne i stand til at overleve under de ofte iltfri forhold herude.

En fisk som ålen fouragerer ofte herude, men den kan ikke leve uden ilt i længere tid. Det ser man, hvis man sætter krogliner herude. De ål, som har slugt krogen, er kvalt, når man røgter linerne. Der er helt enkelt for lidt ilt – selv til en fisk som ålen.

Søen året rundt

Søen er ikke en statisk vandmasse, men en dynamisk. Det skyldes vandet, som i mange henseender er et mærkeligt stof. Det fylder mest i frossen tilstand, hvorfor isen altid flyder ovenpå, og det er tungest ved 4 grader C. Det sidste er meget vigtigt for de fysiske og kemiske forhold i søen.

Måler vi søvandets temperatur under vinterens islæg, tegner der sig følgende billede. Umiddelbart under isen er temperaturen meget nær de 0 grader C, mens vi ved bunden finder det tunge 4 grader varme vand. Det gælder i den forholdsvis dybe sø.

I en meget lavvandet sø kan næsten hele vandmassen være kølet ned til frysepunktet, og da er der ikke tale om nogen lagdeling. Det samme gælder om sommeren – nu blot med modsat fortegn.

Når isen bryder op om foråret, blandes vandmasserne, der således får en ensartet temperatur fra bund til overflade. Når sommersolen for alvor får magt, sker der gradvis en ny lagdeling. Der opstår to lag – et øvre, som er opvarmet af solen, og et nedre, der ikke er.

Denne lagdeling kan blive så udtalt, at der opstår et såkaldt springlag – et lag, hvorigennem temperaturen falder meget brat. Per definition falder temperaturen i springlaget med mere end 1 grad C pr. meter.

Røde dansemyggelarver dominerer på den næsten iltfrie barbund på søens dybeste steder:

Iltmangel på dybet

Iltmangelen på det dybe vand skyldes meget ofte tilledning af spildevand eller næringsrigt drænvand fra de omkringliggende landbrugsarealer. Søens planktonalger udnytter de mange næringssalte og blomstrer op – søen bliver grøn og ugennemsigtig. Når algerne dør, synker de til bunds, hvor de rådner op. Det er fra denne forrådnelse, at iltsvindet på det dybe vand stammer. Og herude, de røde dansemygelarver derfor er enerådende.

Sommerens lagdeling kan dog hindres af vinden. Ligger søen åben og udsat for vind, vil der ske en hyppig opblanding af vandmasserne, så lagdeling bliver sjælden – med mindre da søen er meget dyb. I lavvandede søer er lagdeling af samme årsag sjælden.

Når søen igen afkøles om efteråret – og godt hjulpet på vej af de obligatoriske efterårsstorme – får vi atter blandet vandmasserne op. Vandtemperaturen bliver nu igen ensartet fra top til bund, og bundvandet bliver igen iltrigt.

Med vinterens komme afkøles overfladevandet endnu mere, mens bundvandet holder på sin varmeenergi. Det resulterer igen i 4 grader varmt bundvand, og ringen sluttes med et eventuelt islæg.

Totalcirkulationen

Man siger, at der forår og efterår sker en totalcirkulation, når søens lagdelte vandmasser blandes op. Vi har set, at denne totalcirkulation spiller en stor rolle for iltforholdene i søen. Når vandet cirkulerer, opblandes det iltfattige bundvand med det iltrige overfladevand, og søens største dybder kan atter indtages af fiskene.

Totalcirkulationen betyder også, at næringssalte fra bundvandet bringes op til overfladen, hvor de udnyttes af planktonalgerne. Når alger og andre organismer i søen dør, synker de til bunds. Her nedbrydes de af bakterier og andre mikroorganismer – der sker en mineralisering, hvorved de indbyggede næringssalte i det døde organiske stof igen frigøres.

Men pga. den statiske lagdeling sommer og vinter forbliver disse næringssalte i bundvandet, hvor de ikke forbruges. Først når vandet blandes og næringssaltene bringes op til overfladen og lyset, kan de igen bruges af planktonalgerne – det første led i søens fødekæde.

De to vigtigste næringssalte eller næringsstoffer er fosfor og kvælstof. Andre næringsstoffer er ligeledes vigtige, men i langt mindre mængder. Det er de såkaldte mikro-næringsstoffer, hvortil hører stoffer som calcium, magnesium og selen.

Næringssaltene

l søer er fosfor normalt det begrænsende stof – det stof, der bestemmer søens primærproduktion. Kvælstof findes normalt i rigelig mængde. Planterne anvender fosfor i form af fosfat, som imidlertid er et meget reaktionsvilligt stof. Under iltede forhold danner det gerne forbindelser med bl.a. jern, hvorved fosfaten udfældes som ferrifosfat og dermed fjernes fra planterne.

I en eutrof sø vil indholdet af optagelig fosfat derfor stige nedefter i vandsøjlen – i takt med det faldende iltindhold. I den iltfri zone nær bunden vil den bundne fosfat frigives sammen med jernionerne, der imidlertid iltes igen ved søens totalcirkulation. En stor del af fosfaten bindes derfor i denne periode.

Da en stor del af søens fosfor sedimenterer ud, dvs. aflejres i bundslammet, er søen afhængig af en konstant tilførsel udefra. Det sker dels via nedbøren, dels via udvaskning fra undergrunden.

Kvælstof

Når en organisme dør og nedbrydes, frigøres det indbyggede kvælstof normalt i form af ammonium-ioner, NH4+. Kvælstoffet stammer fra proteinernes mange aminosyrer. Denne mineralisering – omdannelse fra organisk til uorganisk stof – varetages af bakterier.

Det er også bakterier, der omdanner ammonium til nitrat, N03-. Ammonium-ionerne kan optages direkte af planterne, eller de kan omdannes til nitrat, som ligeledes kan optages.

Nitrifikationen, som dannelsen af nitrat kaldes, er iltkrævende og går derfor i stå under iltfri forhold – det være sig på søens største dybder eller i bundslammet. Her sker der i stedet en denitrifikation, hvor nitraten omdannes til frit kvælstof. Det frie kvælstof kan herefter afgives til atmosfæren – et forhold, man benytter sig af ved biologisk rensning af spildevand.

Visse planter er ikke afhærigige af ammonium-ioner eller nitrat som kvælstofkilde. Det gælder f.eks. blågrønalgerne, der er i stand til at fiksere (danne) kvælstof fra atmosfæren i specielle cellestrukturer.

Algernes succession

Men ikke kun fosfor og kvælstof bringes op til overfladen og lyset med totalcirkulationen. Det gælder også et stof som silicium – det materiale, som kiselalgerne laver deres smukke skaller af.

Betragter man en sø igennem et helt år, vil man se, at forskellige alger dominerer på forskellige tidspunkter. Ganske vist er algesammensætningen forskellig fra sø til sø, men alligevel tegner der sig et generelt billede.

I det kolde vintervand finder vi kun ganske få planktonalger. Vandet er for koldt og lyset for svagt til nogen større algeproduktion. Men efter forårets totalcirkulation sker der typisk en opblomstring af kisel-alger, som efterhånden opbruger vandets indhold af silicium. Forårets maksimum af kiselalger klinger derefter af.

Kiselalgerne efterfølges af de mere varmeelskende grøn-alger, der ikke har noget behov for silicium. De dominerer gerne, indtil vandets indhold af kvælstof evt. er brugt op. Da overtager de hårdføre blågrøn-alger, som er i stand til selv at fiksere kvælstof, og som derfor hersker sommeren ud.

Med efterårets totalcirkulation beriges overfladevandet igen med silicium fra de dybere vandlag, og kiselalgerne blomstrer op for anden gang – til et efterårsmaksimum. Når vinteren herefter sætter ind, er vi tilbage ved årets algeminimum.

Fra sø til mose

Denne såkaldte succession er ikke den eneste i søen. Søen selv undergår en succession, omend den sker over et langt længere tidsrum. Søen opstår som en mere eller mindre mager sø, der med årene modtager mere og mere organisk stof – dels i form af det, den selv producerer, dels i form af materiale tilført fra omgivelserne.

Men som tiden går, bliver søen igen næringsfattig, idet dens omgivelser gradvis udvaskes for næringssalte. Søen fyldes langsomt op af aflejret organisk materiale, og i takt hermed flytter rørsumpen længere og længere ud. Til sidst forsvinder den åbne vandflade helt, og søen er holdt op med at eksistere som sø. Den er vokset til og har kvalt sig selv.

Det er sådan, vore mange lavmoser er blevet til. Inden søen lukker helt, ligger den hen som mose. Højmoser er helt anderledes komplicerede strukturer, som vi ikke skal komme ind på her.

Eutrofiering

Søens succession eller tilvoksning er naturlig og tager normalt flere tusinde år. I dag går det imidlertid langt hurtigere – takket være os selv. I dag har vi travlt med at lukke spildevand og drænvand ud i vore søer, der herved beriges med store mængder af næringssalte.

Resultatet er en stærkt stigende primærproduktion – en stærkt forøget mængde af planktonalger, som giver vandet en forringet gennemsigtighed.

De mange alger skygger for lyset, der i værste fald kun trænger få cm ned i vandet. Bundvegetation og rankegrøde forsvinder – de kvæles helt enkelt af lysmangel – og rørsumpen breder sig i takt med søens opfyldning. Er søen lavvandet, går det hurtigt. Er den dyb, tager det længere tid.

Nedbrydning af nedsynkende organisk stof på søbunden:

Denne fremskyndede udvikling kaldes eutrofiering og kan ses i de fleste danske søer – i større eller mindre omfang. Det er de færreste søer, der ikke på én eller anden måde er påvirkede.

Tilførslen af næringssalte fra drænvand og spildevand giver som nævnt en større primærproduktion, men den er fordelt på færre arter end tidligere. Grøn- og blågrønalger florerer i hårdt belastede søer, og ikke mindst sidstnævnte danner ofte algeblomst, der får vandet til at ligne tyk, blågrøn maling.

Under sådanne forhold overmættes overfladevandet med ilt i dagtimerne – ilt produceret ved algernes fotosyntese – og pH-værdien stiger. Værdier på over 10 er målt. Om natten falder iltindholdet – pga. planternes ånding – og pH-værdien tilsvarende.

Flere alger – heriblandt blågrønalgerne – kan udskille stoffer, som er giftige for andre organismer, bl.a. dyr og mennesker. Dødsfald hos hunde, der har drukket af vand med et højt indhold af blågrønalger, er kendt fra Silkeborgsøerne og Århus Bugten.

Iltsvind

De mange alger virker indirekte ødelæggende på miljøet. Ikke blot skygger de levende alger for højere planter – de døde er tillige skyld i et stort iltsvind ved bunden. Mest om sommeren, men i grelle tilfælde også under vinterens islæg, hvor planterne får for lidt lys til at kunne fotosyntetisere og dermed producere ilt. Fiskedød kan da blive resultatet.

Al ilten går til nedbrydning af de døde alger, og iltmangelen gør, at de overskydende plantedele kun nedbrydes delvis. I stedet dannes der gasser som methan og – i mindre omfang – svovlbrinte. Der er heldigvis ikke nær så meget sulfat i ferskvand som i havvand, hvor svovlbrinte er den dominerende gas.

Normalt er disse gasser ufarlige, da de holdes fanget i bundslammet. Men et pludseligt lavtryk – evt. under et forbipasserende tordenvejr – kan frigøre gasserne, som så stiger op gennem vandet. De iltes øjeblikkeligt og forbruger herved ilt – ofte med fiskedød til følge.

I takt med at vandet bliver uklart af den stigende algemængde, får søens rovfisk stadigt sværere ved at holde bestanden af skidtfisk – typisk skaller og brasen – nede. Rovfisk som gedder og aborrer er afhængige af synet, når de jager, og det uklare vand er derfor et problem for dem.

Resultatet bliver en bestand af skidtfisk, der vokser voldsomt i antal. Men som på grund af fødemangel efterhånden udvikler sig til en bestand af tusindbrødre – små, men talrige fisk, der aldrig vokser sig store.

De mange tusindbrødre overgår til en diæt af dyreplankton, da der ikke længere er bunddyr nok at æde. Mængden af dyreplankton går derfor drastisk tilbage, hvilket igen betyder, at algemængden vokser yderligere. Der er jo ikke længere nogen bestand af dyreplankton til at græsse på den og holde den nede.

Søens økosystem er nu for alvor tippet og ude af balance. En sådan sø skal have hjælp for at vende tilbage til en naturlig balance igen – gerne via restaurering eller bio-manipulation.

Restaurering

Det er teknisk muligt at restaurere en stærkt eutrofieret sø, men det tager tid, og det koster penge. Man starter naturligvis med at standse yderligere tilledning af næringssalte – enten ved at lede spildevandet andetsteds hen eller ved at rense det biologisk og kemisk, så næringssaltene udfældes før udledning…

Læs fortsættelsen i artiklen om

Moderne biomanipulation og kemisk rensning af søer

© Tegninger: Gunnar Johnson & Finn Ringtved

© Fotos: Steen Ulnits & Niels Riis Ebbesen

© 2017 Steen Ulnits

Under den forgangne vinters foredragsturné i det danske land stødte jeg flere gange ind i forvirring omkring hvem, der egentlig repræsenterer danske lystfiskere og danske miljøforkæmperes interesser i Danmark.

Danmarks Naturfredningsforening (DN) blev grundlagt i 1911 og er oprindelig dannet omkring netop det: Fredning af den danske natur. Fremsynede naturelskere kunne se, at der snart ikke var mere tilbage af den oprindelige danske natur, som dansk digtning ellers havde besunget så højt i så mange år.

Der måtte gøres noget, og man stiftede derfor Danmarks Naturfredningsforening med det ene formål at få fredet vigtige dele af den danske natur, så de kunne bevares for eftertiden.

Men tingene har udviklet sig meget siden 1911, og presset på resterne af den danske natur er steget år for år. Derfor  varetager DN i dag danske naturinteresser over en langt bredere kam og har som organisation tillige fået en lovfæstet indsigelsesret i miljøsager.

Det vil sige, at DN skal høres og har indsigelsesret i sager, som enkeltpersoner eller andre organisationer ellers ikke kan blande sig i. Og det gælder såvel lokale enkeltsager som sager af national interesse. Denne lovfæstede indsigelsesret fik DN med indførelsen af Miljøloven i 1973.

DN har i dag sæde i Paragraf 7-udvalget, som rådgiver fødevare- og miljøministeren. Det er stedet, hvorfra de mange millioner fra det obligatoriske fisketegn fordeles.

DN’s 130.000+ medlemmer er jævnt fordelt over hele landet

Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) er grundlagt i 1938 og den største af landets to lystfiskerorganisationer. DSF har til huse i et stort nybyggeri i Vejle Ådal, hvor domicilet i bogstaveligste forstand ligger lige ned til Vejle Å.

DSF’s medlemmer udgøres primært af jyske foreninger, som råder over fiskevand ved de jyske åer. Som medlemsforening forpligter man sig til ikke at overbyde andre foreninger ved de respektive vandløb. Tidligere et stort problem, hvor der blev kæmpet indbyrdes mellem mange foreninger.

Danmarks Sportsfiskerforbund har som eneste lystfiskerorganisation både indsigelsesret i miljøsager samt sæde i Paragraf 7-udvalget, der rådgiver ministeren og bestemmer fordelingen af fiskeplejemidler fra det obligatoriske fisketegn.

DSF har i de senere år oplevet en voldsom medlemsflugt, der har halveret medlemstallet fra godt 30.000 i 2009 til nu omkring 16.000 i 2016. Alene under det nuværende formandskab har DSF mistet omkring 8.000 medlemmer.

DSF’s medlemmer er primært bosat i Jylland. Omkring 70%. Medlemstallet på Sjælland er i dag nede på 1.800+.

Ferskvandsfiskeriforeningen (FFF) er grundlagt i 1902 og dermed landets suverænt ældste. FFF repræsenterer, som navnet siger, udelukkende medlemmer med interesser i netop ferskvand – det være sig ved åer eller søer.

FFF varetager interesser for en ganske broget skare af medlemmer. Blandt disse er lodsejere med fiskeret samt erhvervs- og bierhvervsfiskere på de danske søer. Sidstnævnte udgør dog en uddøende medlemsgruppe, da de fleste efterhånden har lagt op eller er ved at være købt ud af deres rettigheder.

FFF varetager ligeledes interesser for dambrugere ved de danske vandløb, hvilket ofte har været kontroversielt. Dambrugsdrift har nemlig store negative konsekvenser for vandmiljøet. Endelig organiserer FFF en række lystfiskerforeninger, som af den ene eller anden grund har valgt ikke at være medlem af DSF. Det drejer sig primært om foreninger med placering i Søhøjlandet. En af årsagerne er prisen for medlemsskab, som er lavere hos FFF end hos DSF.

FFF repræsenterer omkring 4.500 medlemmer og sidder med i Paragraf 7-udvalget, som rådgiver ministeren, og hvorfra millionerne fra det obligatoriske fisketegn fordeles. Men FFF har ikke indsigelsesret i miljøsager.

Det obligatoriske fisketegn, som organiserede sportsfiskere har arbejdet for i mange år, blev en realitet fra og med 1. januar 1993.

Fisketegnet var en naturlig opfølger til den garnlicens, som alle fritidsfiskere har skullet betale siden 1. januar 1990. En licens, som giver ret til at sætte op til 6 redskaber (garn, ruser eller krogliner) efter eget valg. Den giver også ret til fiskeri med stang.

Alle sports- og lystfiskere mellem 18 og 65 år skal idag være i besiddelse af et gyldigt fisketegn for at drive lystfiskeri i danske vande. Eneste undtagelse for denne lov er de såkaldte “Put & Take” vande, hvor der ikke kræves statsligt fisketegn. Samt lodsejere, der udelukkende benytter deres egen fiskeret i ferskvand.

Fisketegnet blev indført som en renlivet brugerbetaling og ikke som endnu en skat eller afgift. Intentionerne bag fisketegnet var, at pengene i videst muligt omfang skal komme indbetalerne til gode.

Antallet af fisketegnsløsere var i 2015 145.440 lystfiskere og 31.695 fritidsfiskere.

Paragraf 7-udvalget

Dette omdiskuterede udvalg har lånt sit navn fra Paragraf 7 i Fiskeriloven. Udvalget vejleder den til enhver tid siddende minister med hensyn til fordelingen af de indkomne midler via det obligatoriske fisketegn.

Fiskeplejen, som er finansieret via fisketegnet,  skal fremme den naturlige reproduktion af fiskebestandene. Indsatsen omfatter udsætning af fiskeyngel, sættefisk og forbedring af fiskebestandenes leveforhold samt foranstaltninger og forskning, der i øvrigt har betydning for den naturlige reproduktion, vækst mv. af fiskebestandene.

I Paragraf 7-udvalget sidder en meget lang række af interesseorganisationer, som har mere eller mindre direkte interesser i lystfiskeriet. Heriblandt Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Sportsfiskerforbund og Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark.

I 2016 disponerede udvalget over 42,5 millioner kroner fordelt med tre fjerdedele fra lystfiskerne og én fjerdedel fra fritidsfiskerne.

Fishing Denmark er et netværk under Aktiv Danmark, som arbejder for at markedsføre, udvikle og kvalitetssikre mulighederne for lystfiskerferier i Danmark.

Det gælder hele paletten fra indkvartering på campingpladser, vandrehjem og hoteller til salg af fiskekort, udlejning af både og hyring af lokalkendte guider. Salg af velegnet fiskegrej er også med i ordningen.

Aktiv Danmark driver en mærkeordning inden for lystfiskeri, som sikrer besøgende lystfiskere de bedste muligheder for at opleve et godt fiskeri. Heriblandt uddannelse af certificerede fiskeguider, hvilket har skabt en del harme ved flere jyskeåer. Her føler man, at fiskepresset i forvejen er rigelig stort – at der ikke er brug for betalte fiskeguider til at øge fiskepresset på foreningsvandene yderligere.

Havørred Fyn, der i sin tid blev født med det mere pompøse navn “Havørredeldorado Fyns Amt”, kunne i 2016 fejre sit 25 års jubilæum. Den lange levetid skyldes en gennemtænkt langstidsplanlægning i tre trin: 1) Miljøforbedring af vandløbene. 2) Fiskeopdræt og udsætninger samt 3) Organiseret fisketurisme.

I løbet af de forgangne 25 år har man gennemført 300 restaureringsprojekter ved de fynske vandløb. Hvert år produceres op mod 400.000 ørredsmolt til udsætning og supplement af den naturlige produktion i de restaurerede vandløb.

Havørred Fyn leverer i dag knap 40 årsværk baseret på en årlig omsætning på knap 60 millioner kroner. I dem er inkluderet godt 55.000 overnatninger fra de havørredfiskende turister – på hoteller, vandrehjem og campingpladser.

Det har kostet mange millioner og mere end 25 år at nå hertil. I dag bruger man således 85% på fremme af fiskebestanden. Og 15% på markedsføring i ind- og udland.

Fishing Zealand så dagens lys i 2010, hvor arbejdstitlen var “Havørred Sjælland” – med tydelig inspiration fra nærmeste nabo i vest – Havørred Fyn. Formålet var at organisere arbejdet med  fiskepleje og vandløbsrestaurering, der skulle tage over fra 1990’ernes store ørredudsætninger.

Havørred Sjælland kom imidlertid aldrig rigtig fra start, men genopstod pludselig som en anden Fugl Føniks af asken – nu som et turismenetværk med fokus på lystfiskeri og fisketurisme. Og nu med fiskeplejen på en klar andenplads.

85% af budgettet bruges således på turisme – 15% på fiskepleje. Det er den omvendte fordeling af, hvad der praktiseres hos naboen Havørred Fyn.

Fishing Zealand består af 12 kystkommuner på Sjælland.

World Wildlife Foundation – på dansk og i daglig tale kaldet Verdensnaturfonden – er en stor og international miljøorganisation, der sætter klimaet og den globale opvarmning højt på dagsordenen.

Det samme gælder beskyttelsen af truede dyrearter. Derfor valgte man i sin tid den nuttede pandabjørn som sit logo, da den charmerende og bambusspisende kineser dengang stod på randen af en udryddelse. Et klogt valg, da netop pandaen har bred folkelig appel.

Truet er pandaen ikke længere – takket være netop WWF, hvis arbejde har sikret arten for eftertiden. Til gengæld har den globale opvarmning gjort, at en anden bjørn nu af truet af udryddelse – isbjørnen.

Det har derfor været diskuteret, om ikke WWF skulle skifte logodyr fra panda til isbjørn – i takt med isens afsmeltning ved polerne, den stigende vandstand i havene og de trangere kår for isbjørnen. For uden is ingen isbjørne. Simple as that.

Greenpeace repræsenterer på mange måder de samme interesser som Danmarks Naturfredningsforening – blot er man internationale og gør tingene på et mere aktivistisk plan med kampagner, demonstrationer og direkte indgreb over for miljøets fjender.

Greenpeace er primært blevet kendt for store, dygtigt mediedækkede aktioner, hvor medlemmerne lænkede sig til faste genstande på forurenende fabrikker og virksomheder. Eksempelvis skorstene eller spildevandsudløb, som blev fysisk blokeret.

I en tid, hvor foreningslivet generelt mister mange medlemmer, har Greenpeace formået at fordoble sit medlemstal. Den aktivistiske politik appellerer primært til yngre mennesker, der gerne vil gøre en forskel.

Greenpeace ernærer sig af såvel faste medlemsskaber som private donationer.

Sea Shepherd er en udbrydergruppe fra miljøorganisationen Greenpeace. Skabt i 1977 af Captain Paul Watson, som mente, at der var brug for en mere aktivistisk tilgang til naturbeskyttelsen i de store have. Hvis det skulle have nogen effekt.

I Sea Shepherd syntes man ikke, at Greenpeace gik direkte nok til værks. Flere medlemmer mente endog, at Greenpeace var blevet for selvtilstrækkelig og underlagt det frygtede FN-syndrom. At man til sidst primært eksisterer for sin egen berettigelses skyld – og ikke for den oprindelige sag.

Sea Shepherd er kendt for deres mere aggressive fremtoning og fysiske konfrontationer med ikke mindst illegale japanske hvalfangere ved Antarktis. Det har man haft så meget held med og fået så meget publicity ud af, at Sea Shepherd fik sin egen TV-serie på Discovery.

Sea Shepherd er finansieret af private donationer. Således modtager man regelmæssigt endog meget store private donationer, som kan holde de hurtige skibe sejlende. Til de mere kendte mæcener og støtter hører den amerikanske superrockgruppe Aerosmith og skuespilleren Martin Sheen.

I 2015 modtog Sea Shepherd ekstraordinært en donation på 8,3 millioner Euro (9,4 millioner US$) fra det hollandske, engelske og svenske postnummerlotteri. Pengene gik ubeskåret til købet af et 50 meter langt og 9 meter bredt patruljeringsskib, der blev bygget i Holland, døbt “Ocean Warrior” og søsat i efteråret 2016. Den samlede pris løb op i 12 millioner US$.

Skibet har fire motorer, ekstra tanke til langturssejlads samt helikopterplatform. Det opererer primært i Sydhavet nær Antarktis, hvor skibet jager ulovlige hvalfangere og fiskere. Sea Shepherd og Japan har derfor et noget anstrengt forhold til hinanden…

© 2017 Steen Ulnits