Tag-arkiv: Vesterhavet

Cheminova – timeline to 2025

Det var civilingeniør Gunnar Andreasen, der i 1938 grundlagde Cheminova. Han er for længst gået bort. I stedet viser billedet herover Bjarne Hansen, der i dag leder kampen mod Cheminovas fortsatte forurening af Harboøre Tange.

Før krigen lå virksomheden i Søborg på Nordsjælland, hvor man blandt andet producerede fortynder til maling og midler til rustbeskyttelse.

Allerede i 1944 bliver Cheminova imidlertid omdannet til et aktieselskab, hvis aktier alle overdrages til Aarhus Universitets Forskningsfond (AUFF). Grundlægger Andreasen mente, at aktiviteterne ville være mere sikre her – måske på grund af tyskernes daværende besættele af Danmark.

Efter krigen drager Gunnar Andreasen til Tyskland for at studere de gift- og nervegasser, som tyskerne havde udviklet under Første og Anden Verdenskrig. Da patenterne nu var udløbet, tog Andreasen nogle af opskrifterne med hjem til Danmark, hvor han videreudviklede dem.

Efter omdannelsen til aktieselskab flytter man produktionen fra Søborg til Måløv i Ballerup Kommune. Hurtigt kom der imidlertid klager fra lokalbefolkningen om, at virksomheden forurenede.

I 1953 blev der således konkret klaget over, at fisk fanget i den nærliggende Roskilde Fjord var forurenede. Med tiltagende forurening blev den giftproducerende virksomhed derfor flyttet til Rønland på den tyndt befolkede Harboøre Tange. Herude var der fri forurening og kort til både Vesterhav og Limfjord.

Her var der ingen eller kun meget få klager fra naboerne, der i stedet var glade for de nye arbejdspladser. Dem var der ikke mange af i området. Giftens virkninger på omgivelserne var stadig ukendt og kræft et fjernt begreb.

Døde hummere i Nissum Bredning

Men allerede i 1956 klagede fiskerne over, at hummerne i Nissum Fjord af uforklarlige årsager var begyndt at tabe kløerne. På det tidspunkt var man endnu ikke klar over, hvor følsomme netop krebsdyr med deres mange skalskifter er over for specifikke kemiske stoffer.

I 1964 konstaterede man, at der ikke længere var hummere i den vestligste den af Limfjorden. Inden da havde den nu navnkundige fisker Åge Hansen – “Rav-Aage” også kaldet – fundet forgiftede måger i dødskamp. Han indledte derfor en livslang kamp mod Cheminova, som han mente måtte være årsag til de forgiftede fugle.

Denne modstandskamp gjorde ham imidlertid meget upopulær blandt lokalbefolkningen, hvoraf mange jo arbejdede på fabrikken og havde deres udkomme der. Da produktionen var på sit højeste, arbejdede op mod 1.000 mennesker med giftproduktionen.

Helt tilbage i 1953 begyndte Cheminova at grave kemisk affald ned i sandet ved Høfde 42. Med myndighedernes fulde velsignelse. Således gravede ingen ringere end Landbrugsministeriet selv hele 40 tons giftaffald ned på stranden. Det gjorde man jo dengang – her og mange andre steder.

I 1961 flytter man produktionen nogle få hundrede meter nordpå til grunden på Rønland, hvor virksomheden stadig ligger. I 1962 etablerer man et antal nye svovlgruber på Rønland, som imidlertid hurtigt viste sig at lække til omgivelserne.

Bladan og Parathion

I 1964 finder Sundhedsstyrelsen for første gang stoffet Bladan i fisk fanget ved Høfde 42. Bladan er ikke en nervegift, men et svampemiddel, der virker ved at forstyrre svampenes stofskifte og hindre specifikke enzymprocesser. Bladan mistænkes for at være kræftfremkaldende og er i dag forbudt i hele EU.

I 1978 går det hurtigt. Jeg var i 1976 selv startet på biologistudiet på Århus Universitet, hvor engagerede biologer gik sammen i den såkaldte “Cheminova-gruppe”. Den var stiftet og anført af Flemming Højgaard Madsen, som selv havde sine rødder i det vestjyske. Det er Flemming på billedet herunder:

Det var nu gået op for os håbefulde studerende, at vort lovpriste universitet ejede størsteparten af den giftige produktion. Og at de tjente styrtende på ejerskabet. Aarhus Universitet var derfor også var ansvarligt for forureningen fra Cheminova. En grim sandhed og erkendelse for kommende biologer.

I 1978 fandt man ikke færre end 350 døde havfugle på Harboøre Tange. De viste sig at være forgiftet med stoffet Parathion, der er en stærk nervegift og et virksomt middel til bekæmpelse af insekter på afgrøder. Denne nervegift er i dag forbudt i hele EU.

I dag producerer FMC stadig sprøjtemidler med aktivstoffer, der har været forbudt i EU i flere år. Det gælder eksempelvis aktivstoffet Dimethoat, der har været forbudt i EU siden 2013. I stedet eksporteres de forbudte stoffer nu fra vestjyske Rønland til fjerne U-lande som Bolivia og Pakistan, hvor miljølovgivning er et ukendt begreb.

I 1981 opdagede man, at depotet ved Høfde 42 lækkede. 26.000 tønder forurenet sand blev derfor gravet op og deponeret i en saltmine i Tyskland. Angiveligt drejer det sig om 100 tons giftstoffer af forskellig art.

Cheminova går på børsen

Cheminova blev børsnoteret i 1986 og opkøbt af virksomheden Auriga Industries. Den blev efterfølgende overtaget af amerikanske FMC, hvilket skete i 2015 – formedelst 8,5 milliarder kroner. Indtil da havde Aarhus Universitets Forskningsfond (AUFF) været hovedaktionær og tjent rigtig mange millioner på giftproduktionen.

AUFF fik selv 3,2 milliarder kroner ud af salget. Og virksomheden skiftede bekvemt navn til FMC Site Rønland. Et ikke ukendt greb i en branche kendt for sin forurening.

Trods de mange millioner og milliarder kunne der imidlertid ikke blive nogen til oprensning efter årtiers forurening med giftige stoffer. De penge ville AUFF ikke af med, da de ikke var juridisk, men kun moralsk forpligtede til det. Og moral var desværre en mangelvare inden for universitetets prisbelønnede gule murstensvægge.

“Når pengene i kisten klinger, Sankt Peter dig om halsen springer”

Penge lugter som bekendt ikke, og lugten fra Harboøre Tange nåede aldrig helt til Århus. Grådighed kender desværre ingen grænser, og giftstofferne ligger derfor stadig gemt i jorden – med Høfde 42 depotet, Svovldepoterne på Rønland og Den gamle Fabriksgrund som internationalt kendte attraktioner.

De er siden udnævnt til såkaldte “generationsforureninger”, hvis konsekvenser vi må leve med i mange år fremover. Vi er således AUFF evig tak skyldig for, at de ikke ville rydde op efter sig selv – trods ellers milliarder af kroner på forskningskontoen.

Den dårlige samvittighed

En smule dårlig samvittighed havde man tilsyneladende alligevel i Universitets Forskningsfond. I hvert fald bevilligede AUFF i 2020 hele 125 millioner kroner specifikt til oprensning af høfde 42. Et sidste aflad fra tiden som medejer under Auriga Industries. En dråbe i havet og et næppe mærkbart greb i den milliardstore pengekasse.

Den generøse donation fra AUFF fandt sted samme år, hvor der på Finansloven blev afsat ikke mindre end 630 millioner kroner til oprensning af generationsforureninger som Høfde 42 og Den Gamle Fabriksgrund. Desværre ikke den nuværende.

i 2021 viser nye forskningsresultater, at der er en forhøjet forekomst af blære- og nyrekræft blandt borgere bosat i Thyborøn og Harboøre. Dette sammenlignet med to andre fiskerbyer på Vestjysten. I 2022 anslår Region Midtjylland, at den gamle Cheminova-grund indeholder omkring 8 tons kviksølv og 40 tons pesticider.

Herefter går der desværre ged i sagerne og sagsgangen. Miljøstyrelsen vælger nemlig at ophæve et påbud, der pålægger FMC at drive afværgeforanstaltninger ved de tidligere forureninger. Hermed overgår ansvaret til Region Midtjylland, der ikke godvilligt overtager forpligtelserne. Regionen vælger derfor at lægge sag an mod styrelsen.

FMC vælger herefter at indgå en frivillig, men midlertidig aftale med regionen om, at der pumpes forurenet grundvand op, som ledes ind gennem fabrikkens eget rensningsanlæg. Inden det hele via en lang rørledning pumpes ud i Vesterhavet – til en af Miljøstyrelsens præcist designede og nøje dimensionerede opblandingszoner.

Legaliseret forurening med stærkt miljøskadelige stoffer. Sågar med miljøministerens fulde velsignelse. Det er i sandhed langt ude – i Vesterhavet:

Oprensning af Høfde 42 påbegyndes

I 2024 meddeler Region Midtjylland, at oprensningen af Høfde 42 kan gå i gang. Der er afsat 728 millioner kroner til projektet, hvilket er tre gange så meget som det tidligere estimat.

Regionen skriver efter diverse pilotprojekter kontrakt med danske Arkil, belgiske Haemers Technologies og canadiske WSP om oprensningen af Høfde 42.

Region Midtjylland beslutter, at der skal etableres en 750 meter lang jernspuns omkring den gamle fabriksgrund ved Cheminova. For om muligt at holde giften inde bag stålpladerne. Folketinget beslutter at bevilge 100 millioner specifikt til dette projekt.

Danmarks Radio afslører samme år, at Miljøministeriet ulovligt har tilpasset de nationale retningslinjer for udledning, så de præcis passer til eksisterende udledninger fra FMC. Det muliggør fortsat udledning af kviksølv, arsen og andre miljøskadelige stoffer – til trods for, at grænseværdierne ved udledningsstedet i Vesterhavet for længst er overskredet.

Det er i skrivende stund uvist, hvad der skal ske eller gøres. Om EU skal ind over de lovstridige handlinger. Lokalt truer man med, at fabrikken kan blive nødt til at lukke, dersom de reelle grænseværdier forlanges overholdt.

Nationalt er vi mange, der håber på, at det vil ske. At FMC må lukke, hvis de ikke kan eller vil overholde lovgivningen. Trods de nuværende godt 500 ansatte på Cheminova.

Men det sker næppe. Dertil er der alt for mange nemme penge i omløb. Alt for megen gift at eksportere.

Bjarne Hansen går til filmen

Rav-Aage’s arbejde med afdækning af forureningskatastrofen fra Cheminova er blevet videreført af sønnen Bjarne Hansen, som med held og dygtighed har taget nutidens digitale medier i brug. Bjarne er hyperaktiv på Facebook og går nu snart til filmen.

Det gør han i en helt ny serie på fire programmer af hver en times varighed. I rollen som Bjarne Hansens far, Rav-Aage, ses skuespiller Sebastian Jessen, der spiller over for Sara Hjort Ditlevsen i rollen som Bjarnes mor Marie. I rollen som Cheminovas grundlægger Gunnar Andreasen ses Jesper Lohmann.

Serien hedder “Giften i Sandet” og bliver speaket af Bjarne Hansen selv. En vaskeægte vestjyde. De fire afsnit er som følger:

Afsnit 1: Havet sletter alle spor: I 1950’erne begynder fisk at dø omkring Cheminovas fabrik ved Thyborøn. Fiskeren Aage Hansen slår alarm, men ingen lytter. Mere end 70 år senere kæmper Aages søn, Bjarne, fortsat sin fars kamp. Han besøger Cheminovas tidligere fabrik i Måløv på Sjælland, hvor grundvandet stadig bliver renset for forurening.
Afsnit 2: Hvor der handles: Aage tager kampen op imod Cheminova, men får de lokale på nakken. De frygter at miste den nye fabrik og dens mange arbejdspladser. I nutiden opdager Bjarne Hansen, at fiskeriministeren vil ophæve fiskeriforbuddet ved de gamle fabriksområder, og han slår alarm. Bjarne indsamler østers fra kysten og får dem undersøgt. Er havet virkelig blevet rent, eller er der stadig giftaffald i dybet?
Afsnit 3: Den perfekte storm.: I 1978 dør fuglene i hundredvis ved kysten, men selvom gift fra Cheminova bliver fundet i dyrene, går fabrikken fri. Bjarne opsøger en tidligere Cheminova-ansat, hvis forklaring på de døde fugle kan vende op og ned på den offentligt kendte historie.
Afsnit 4: Skyggen over Thyborøn: De mange kræfttilfælde i Thyborøn vækker Aages mistanke: Er det Cheminovas forurening, der gør folk syge? Han begynder at kortlægge dødsfaldene for at løse mysteriet. Bjarne vil have rejst penge til en ny undersøgelse, der skal give svar på, hvorfor kræft er 20 procent mere udbredt i Thyborøn end i andre fiskerbyer.

“Giften i Sandet” er en såkaldt dokudramaserie produceret af TIKI Media med støtte fra Public Service Puljen. Serien får premiere på TV 2 Play og TV 2 søndag den 14. september.

Jeg har naturligvis reserveret plads på første række! Den nye serie er nemlig kulminationen på mange års kamp for miljøet og mod forureningen af det.

Den bør derfor ses af alle miljøfolk og ligesindede med hjertet på rette sted.

Et kæmpestort tillykke til Bjarne Hansen.

Han er en rigtigt rar mand!

FMC Cheminovas spildevandsudledning

– Regner Region Midtjylland og Lemvig Kommune mon eget spildevand med i FMC Cheminovas udledninger?

Bjarne Hansen, Thyborøn skriver:

“Mens vi venter på Godot. Eller rettere sagt: ”Høringen” i Folketinget den 12-6-2024 omkring DR-afsløringen af FMC Cheminovas spildevandsudledning til Vesterhavet.

Det handler om, hvordan Miljøministeriet på kreativ vis var i gang med at ”puste” udledningstilladelsen op, så den også kunne rumme de offentlige udledninger.

Det er i bund og grund en gang rod. Miljøministeren agerer, som om det kun er FMC´s processpildevand, der udgør problemet. Men sådan hænger det slet ikke sammen. I virkeligheden kan det endda være, at FMC’s processpildevand udgør den mindste del af problemet.

Problemet er efter min opfattelse ikke FMC’s processpildevand. Problemet er, at myndighederne (Miljøstyrelsen, Regionen og Lemvig Kommune) selv har store mængder forurenet grundvand, som de skal have ledt ud gennem FMC’s rensningsanlæg. Så meget, at det vælter det samlede udledningsregnskab.

Det er her, Miljøministeriets kreative miljøregnskab bliver en realitet. Her, DR 21-søndag tager dem med bukserne nede – i færd med at pynte på regnskabet, så det i tilgift også kan rumme det forurenede grundvand.

Ud over det, så har myndighederne et forklaringsproblem for flere andre udledninger af forurenet grundvand. Når det forurenede grundvand ledes gennem rensningsanlægget, bliver det ”registreret” og en del af det samlede regnskab. Og det giver myndighederne et nyt problem.

– Har FMC overhovedet en udledningstilladelse til det forurenede grundvand fra myndighederne?

Men kan man nu lede det forurenede grundvand direkte ud til havet eller fjorden, så bliver det ikke ”registreret” og kommer dermed ikke med i regnskabet – den samlede belastning af hav og fjordmiljøet.

Det ser vi eksempelvis på det forurenede grundvand, som tilgår Limfjorden fra Rønland. Altså uden om rensningsanlægget, og det er ikke små mængder – helt op til 9.000 gange over Vand Kvalitets Kravet (VKK).

Her ligger Regionen og Miljøstyrelsen lige nu i retssag om, hvis ansvar det så er. Også afværgen under Thyborøn By i Lemvig Kommune kører uden om den ”registrerede” belastning af hav og fjordmiljøet.

Grundvandet under byen bliver pumpet ”urenset” over i Thyborøn Sø, hvor man har åbnet slusen, så søens vand og dermed det forurenet grundvand har fri adgang til Limfjorden. Man udleder altså forurenet og urenset grundvand ud til Limfjorden, fra Thyborøn by via Thyborøn sø.

Derudover har vi den registrerede og/eller skønnede udsivning til Limfjorden fra Den Gamle Fabriksgrund og Depot for Tungmetalforurenet Havneslam. Det udgør tilsammen 30.000 m3 forurenet grundvand.

Den samlede tilførsel af forurening til hav- og fjordmiljøet omkring Cheminova er enorm. Vi kan derfor ikke kun koncentrere os om fabrikkens spildevandsudledning fra rensningsanlæg til Vesterhav, når vi snakker Vandrammedirektivet fra EU.

Direktivet dækker nemlig hele vandmiljøet. Både hav og fjord. Her er det derfor den samlede belastning til både Vesterhav og Limfjord, vi skal regne med.

Men det gør man ikke i øjeblikket, hverken i Miljøministeriet eller i den pågående ”høringsproces”. Og det er forkert.”

Tekst:

Bjarne Hansen

Miljøforkæmper, Thyborøn

Indlægget er bragt i Lemvig Dagblad

Foto: Steen Ulnits

Svovldepoterne på Øst-Rønland

– Hvor stammer det giftige havskum fra?

Der er tidligere fundet forhøjede koncentrationer af PFAS-stoffer i græs og overfladevand ved Harboøre og på Agger Tange, uden at man har fundet kilden.

Samtidig har tidligere prøver vist, at PFAS kan opkoncentreres til høje koncentrationer i havskum. På den baggrund er der opstået spørgsmål om, i hvilket omfang PFAS kan være transporteret via vestenvinden og havskum ind over land. At det fundne PFAS således skulle stamme fra havet og dermed kunne være ført hertil af Jyllandsstrømmen. Fra store tyske floder som Rhinen med udløb i Atlanterhavet.

Det var ønskedrømmen, at problemet skulle være internationalt – at de fundne PFAS-stoffer således var påført os uskyldige danskere udefra. I november gik Naturstyrelsen derfor i gang med stikprøveundersøgelser for PFAS-forurening på en række af statens naturområder. Stikprøverne skal være med til at give et overblik over mulig forekomst af PFAS i græs og vand på arealer tæt på havet.

Som forvalter af statslige naturområder arbejder Naturstyrelsen tæt sammen med Miljøstyrelsen og de øvrige relevante myndigheder samt regioner og kommuner i forhold til PFAS. Naturstyrelsen sætter nu i samarbejde med Miljøstyrelsen gang i stikprøveundersøgelser for en række PFAS-stoffer 60 forskellige steder på statens naturområder.

Der er tale om stikprøver i et bælte på én km fra havet langs Vestkysten fra Skagen til grænsen og langs den sjællandske vestkyst fra Rørvig til Skælskør. Tidligere prøver har indikeret, at PFAS generelt findes i et højere koncentrationsniveau på vestvendte kyster end på østvendte kyster.

For at have noget at sammenligne med bliver der også taget stikprøver på arealer længere inde i landet op til 10 km fra kysten.

Weekendavisen om PFAS

Bjarne Hansen skriver fra Thyborøn:

Lad os tage et dyk ned i den juridiske og etiske ballade, der er omkring det PFAS-forurenede spildevand fra kemifabrikken Cheminova på Rønland.

Det er en kompliceret affære, og man bliver næsten flov over myndighedernes ansvarsfraskrivelse gennem flere årtier. Vi får brug for historien, da fortællingen først lige er begyndt, og fabrikschefen endnu ikke er færdig med at le.

Udpluk fra Weekendavisen (WA) uge 47 2022:

– PFAS har vi aldrig brugt i vores produkter, siger fabrikschef Jakob Kyllesbech.

Som i aldrig. Heller ikke da vi hed Cheminova.

WA: Hvorfor er det så målt i jeres spildevand?

– Det er så det gode spørgsmål, svarer Kyllesbech og tilføjer, at fabrikkens miljøtilladelse faktisk slet ikke stiller krav til PFAS-niveauerne i spildevandet. I princippet kan de lukke så meget ud, det skal være. Helt lovligt. Men det ønsker de naturligvis ikke.

Fabrikschefen smiler:

Jeg har lyst til at sige, at det kan tage op til et år at finde kilden, siger han.

Men det kan andre fagpersoner godt se det forkerte i. Xenia Trier, som er lektor i miljøkemi ved Københavns Universitet, forstår ikke, at det skal tage så lang tid:

– Det burde kunne gøres på nogle måneder, siger hun. – Når de har fluorstoffer i deres spildevand, må de jo bruge dem et eller andet sted.

Et bud kunne være i fyfanon, en insektdræber, som firmaet bekræfter, at det har produceret siden 1960erne. Det aktive stof i det produkt er malathion. Og forskere fra University of Texas har fundet PFAS i en række kommercielle produkter baseret på netop malathion.

– Vi er et etisk firma, der lever op til de krav, der stilles til os, svarer fabrikschef Jacob Kyllesbech. Hvad der skete engang, vil han ikke udtale sig om. Miljøchef Inge Margrethe Jensen ved hans side har arbejdet på fabrikken i 25 år. Måske hun vil?

– Det skal miljøchefen ikke, bryder Kyllesbech ind.

– FMC er etiske, gentager han. – De gør meget, som ingen ser. De har 15 ansatte til at monitorere spildevand og fem årlige miljøtilsyn. Og de driver frivilligt 200 afværgeboringer.

Citat slut.

“Jeg kan godt forstå, fabrikschefen griner”

Bjarne Hansen skriver videre:

Cheminova har drevet over 200 afværgeboringer siden først i 80´erne. Dette som en midlertidig afværgeforanstaltning, indtil fabrikken fik fjernet de over 70.000 tons stærkt toxisk affald fra Parathion produktionen i perioden 1962-1983.

Cheminova fik i 1981 og 1982 påbud om at fjerne det forurenende affald, men tidsfristen er blevet udskudt gang på gang.

I forbindelse med handlen mellem Forskningsfonden (den tidligere ejer af Cheminova) og FMC Corporation, som fandt sted i 2015, blev der fjernet 29.300 tons svovl i 2012 og 2013. Dette for at få sig vristet ud af påbuddet fra 1982, for ellers kunne handlen ikke gå igennem. De sidste 40.000 tons, som er den farlige og flydende del af affaldet, ligger stadig under de utætte svovldepoter – og den benægtede de alle eksistensen af.

I 2016 skulle Forskningsfonden/Auriga/Cheminova ud af dette påbud, som blev givet i 1982. Men hvordan kunne de det, når der stadig ligger 40.000 tons i sandet? Jo, nu skal I høre:

Som så mange gange før bliver Miljøstyrelsen, Region Midtjylland og Lemvig Kommune enige med Cheminova om, at man simpelthen skriver disse 40.000 tons flydende giftstoffer og affald ud af historien, og det startede man med sidst i 1980’erne.

Fra den tid og frem ”benægtede” man tilstedeværelsen af disse flydende giftstoffer – dem, man ellers har afværget på siden 1983. Havde det kun været det ufarlige svovl (29.300 tons), var der ingen grund til at afværge. Det var jo allerede fjernet og ligger deponeret på Langøya i Oslofjorden.

Da Forskningsfonden nu skal ud af kemifabrikken Cheminova, skal de også ud af det påbud, de fik i 1982 omkring Svovldepoterne på Øst-Rønland. Men det problem fixer Regionsrådsformand Bent Hansen via Regional Udvikling med største lethed:

Regionen er nemlig den højeste myndighed (med hensyn til Jordforureningsloven) for den forurening, som ligger i sandet på Rønland. Og da alle tre instanser benægter tilstedeværelsen af de 40.000 tons destillationsremanens, som ligger i sandet, blev det en let sag for Regionen i 2016.

Medio februar havde jeg foretræde for Regional Udvikling for at forklare dem, at de efterlader en ikke uvæsentlig del af forureningen på Øst-Rønland. Men det var de ligeglade med. For selv om de ikke sagde det direkte, så vidste de det godt.

Den 28. februar 2016 blev det så på et Regionsrådsmøde slået fast, at Forskningsfonden/Cheminova skulle fritages for yderligere hæftelse for Svovldepoterne på Øst-Rønland. Så selv om alle 41 medlemmer godt vidste, at der var yderligere 40.000 tons gift i undergrunden, frikendte Regionsrådet Forskningsfonden. Med hvilken begrundelse ved jeg ikke endnu ikke.

Aben og afsløringen

Her står vi så i dag med 40.000 tons giftig remanens/organik, uden nogen ejermand eller ansvarlige. Og dog.

Nu er det ifølge Jordforureningsloven Region Midtjylland, der har ansvar for alt, som ligger i jorden på Rønland. Miljøstyrelsen har tilsynet med og ansvaret for, hvad der forgår over jorden. Endelig har Lemvig Kommune ansvaret for alle nye forurenende tiltag, der skal gives lov til. De er med andre ord alle blandet ind i denne spegede affære.

I 2018 kunne vi, sammen med Radio 24/syv og journalist Viktor Redder, afsløre, at der beviseligt lå 40.000 tons destillationsremanens tilbage i sandet på Øst-Rønland. Det indrømmede Miljøstyrelsen og Cheminova dengang for åben radio og skærm.

Men så var det jo heller ikke deres problem længere. Region Midtjylland havde jo i 2016 frikendt dem begge – Miljøstyrelsen og Cheminova – for ansvar, og derfor er ansvaret nu ifølge Jordforureningsloven Region Midtjyllands.

Det betyder så i dag, at det ikke længere er Forskningsfonden/Cheminova, som skal betale for oprydning på Øst-Rønland. Nu er det Staten, som skal betale. Og nu begynder derfor en indædt kamp om at få smidt ”den varme kartoffel” fra Miljøstyrelsen over på Regional Udviklings bord. De kan jo ikke længere benægte, at giften ikke eksisterer.

Ingen af myndighederne vil have ansvaret, men Region Midtjylland har ladet sig narre. Det håber jeg i hvert fald, at de har. For de var vel ikke dumme eller uvidende om, hvad der foregik i 2018.

I 2020 modtager Regional Udvikling så en mail fra Miljøstyrelsen. Den siger, at Miljøstyrelsen ikke længere vil have ansvaret. Nu vil Miljøstyrelsen af med ”aben”. Og så er kampen skudt i gang.

Husk på, at Region Midtjylland – som er højeste myndighed for Jordforureningsloven – jo har frikendt Cheminova/AUFF i 2016, uagtet at de hermed selv stod med regningen.

Men da opgaven pt. ligger hos Miljøstyrelsen, forsøger de hermed at få ansvaret flyttet over til den rette ejer, nemlig Regionen. Men det kæmper Region Midtjylland voldsomt imod.

“Er der mon en voksen til stede?”

Og hvor står vi så i dag? Med en kemifabrik ved navn Cheminova, som i dag ejes af et amerikansk firma, der frivilligt kører afværgepumpningen på Øst-Rønland. De pumper i dag årligt op mod 300.000 m3 PFAS-forurenet grundvand op og ud i Vesterhavet.

Det sker gennem noget, de kalder et rensningsanlæg, men som nærmere er et ”fortyndingsanlæg”. Herefter ledes det ud i Vesterhavet til yderligere og endelig fortynding.

Udsivningen fra øst Rønland til Limfjorden er massiv: Det udsivende grundvand skal fortyndes op til 10.000 gange i fjordvand, førend det overholder VandKvalitetsKravene (VKK).

Konklusion: Vi står nu med 40.000 tons stærkt toxtisk affald/remanens fra Cheminovas tidligere produktion af Parathion i perioden 1960-1980. Uden nogen ejer og eller ansvarshaver.

Miljøstyrelsen vil ikke have det, og Region Midtjylland nægter stadig at tage ansvar, som Jordforureningsloven ellers påbyder dem. Cheminova FMC benægter enhvert ansvar, men kan godt se det komiske i både Regionens og Miljøstyrelsens adfærd.

Men som fabrikschefen siger: Vi pumper fortsat det PFAS-forurenede spildevand ud i Vesterhavet. 300.000 m3 om året. Uagtet, at det spreder PFAS-forureningen op og ned langs Vestkysten, hvor turister, badegæster, surfere og lokalbefolkning boltrer sig i det skumholdige havvand.

– Er der mon en voksen til stede?

Tak for din tålmodighed.

Bjarne Hansen

December 2022

Cheminova

Giftfabrikken Cheminova på Harboøre Tange mellem Limfjorden og Vesterhavet er fortidens synder, når de er værst. Samt nutidens fortielser og fornægtelser. Læs historien her:

Cheminova – en tikkende giftbombe

Du kan også vælge at få yderligere overblik over området i det vestligste Vestjylland – lukt ud til Vesterhavet – via denne smukke overflyvning af Høfde 42:

Droneoptagelse af Høfde 42

Eller tag en rundtur i den charmerende fiskerby Thyborøn, hvor mange af indbyggerne arbejder på netop giftfabrikken Cheminova:

Sommer i Thyborøn