Tag-arkiv: Trækstien

Ad Pramdragerstien


Engang for længe siden sejlede der store pramme på Danmarks længste vandløb, Gudenåen. Prammene transporterede mursten fra Randers og til Silkeborg, hvor Drewsen dengang var driftig og byen under etablering. Med sig ned ad strømmen havde prammene værdifuldt tømmer fra de store skove ved Silkeborg.



Det var et vigtigt råmateriale til datidens skibsfart og krigsførelse, som dengang foregik fra store sejlskibe fremstillet af træ. Skibe, som ofte gik ned under de store søslag mellem nationerne. Og som derfor måtte udskiftes og suppleres løbende. Der var således brug for nyt træ hele tiden.

Hele denne del af Danmarkshistorien er interessant at kende til. Der udkæmpes stadig drabelige søslag, omend de i 2022 ikke udkæmpes på, men omkring den kunstige Tange Sø, som ret beset ikke må ligge der længere. Retten til at brugen Gudenåens vand blev nemlig kun givet for 80 år, og de er for længst udløbet.



Pramdriften afgik endeligt ved døden, da GudenaaCentralen i 1924 valgte at anlægge Tangeværket og etablere vandkraftmagasinet Tange Sø. Hermed satte man en prop i åen, der med ét blokerede for pramdriften. Prammene kunne helt enkelt ikke passere værket og dets ti meter høje opstemning af Gudenåen. 

På samme måde kunne Gudenå-laksen, som havde beboet åen i næsten 10.000 år siden sidste istid, heller ikke komme forbi. Men hvad værre var: Dens sidste og vigtigste gydepladser lå nu på bunden af Tange Sø – dækket af et tykt lag slam. Gudenå-laksen uddøde derfor få år efter værkets etablering.



Den sidste laks blev således fanget i 1928, da den vendte tilbage efter et nærende ophold i Nordatlanten. Havørredbestanden i Gudenåen blev “kun” halveret. Havørreden havde og har nemlig stadig halvdelen af sin gydepladser i tilløb til Gudenåen nedstrøms Tangeværket. Med Lilleåen som det suverænt vigtigste gydevand.

Tangeværket og Tange Sø ligger stadig og spærrer, selv om deres koncession på brug af åens vand for længst er udløbet. Og laksen har stadig ingen gydepladser i landets længste vandløb. De ligger stadig på bunden af Tange Sø, begravet under et tykt slamlag. Men Gudenåens forkæmpere drømmer stadig om en genskabt Gudenå.



Imens vi drømmer videre om en genskabt Gudenå, som atter kan slynge sig frit gennem den mere end ti km lange ådal fra istiden, kan vi heldigvis glæde os over et rigt insektliv i området langs den opstemmede å. På varme solskinsdage kan man nyde synet af adskillige smukke sommerfuglearter, små som store, der holder til langs åen.

Er man rigtig heldig, kan man støde på en af de allerstørste danske sommerfugle netop her. Det er den sjældne Sorte Sørgekåbe, som enkelte år finder vej til Danmark. Til daglig lever den fortrinsvis andre steder i Europa og Skandinavien, men først på sæsonen spotter man den ind imellem langs Gudenåen. Lokket ikke mindst af de blomstrende pilebuske.



Pramdragerstien består stadig, selv om prammene for længst er væk, og den har det i dag bedre end i mange år. Den er nemlig blevet restaureret og gjort tilgængelig for offentligheden. Stien løber gennem et typisk dansk kulturlandskab, hvor selvsåede løvskove veksler med menneskeskabte plantager.

Man kan gå flere kilometer ad Pramdragerstien, der i folkemunde blot betegnes “Trækstien”. I gamle dage måtte prammene nemlig trækkes op mod en sine steder stærk strøm. Det var store og  tunge heste, som dengang måtte trække læsset. Og “pramdragerne”, der måtte følge med. Et slidsomt arbejde for både mennesker og dyr.



Er man til svampe og naturens øvrige fascinerende skabninger, da er en tur langs Pramdragerstien altid anstrengelserne værd. Strækningen mellem Kongensbro og Ans er nok den smukkeste og mest populære del af stien. Tur-retur går man her omkring ti kilometer i de smukkest tænkelige omgivelser.

Væltede og visnede træer samt rådnende træ overalt langs åen giver masser af skjul og føde til især fugle og insekter. Begge dele ser man derfor mange af. Området får lov at ligge hen som naturskov, hvilket naturen altid takker for med en større artsrigdom end ellers.



Er man interesseret i at vide mere om Danmarks længste og i nogles øjne også smukkeste vandløb og eneste flod, Gudenåen, er der masser af supplerende læsning her på Ulnits.dk. Der ligger således hele tyve faktaspækkede artikler om Gudenåen klar herunder:

http://ulnits.dk/biologi/biologi-underkategorier/#gudenaen

Alle billeder af Gudenåen er taget i maj 2022.

© 2022 Steen Ulnits


Du kan finde mange flere naturfotos på min Instagram

www.instagram.com/steenulnits

 

Skipper Gylliams Gudenå-kort

Det er velkendt, at Gudenåen med sine omkring 150 km fra udspring til udløb er Danmarks længste vandløb. Forløbet fra Tinnet Krat til Kattegat er udførligt beskrevet i artiklen “Fra udspring til udløb” andetsteds her på siden.

De færreste ved imidlertid, at Gudenåen var minutiøst kortlagt så langt tilbage i tiden som i 1736. Af Skipper Anders Gylliam. På opdrag af ingen ringere end Kong Christian VI. Introbilledet til denne artikel er et udsnit af det resulterende kort fra Ry Mølle. Detaljeringsgraden er imponerende.

Gudenåen har alle dage været en vigtig indfaldsvinkel til det dengang mørke og skovklædte Jylland. En stor og vigtig vandvej, som gjorde, at man kunne trænge langt ind i det ellers uigennemtrængelige Jylland. Dels kunne man selv komme frem og tilbage i mindre og måske primitive fartøjer. Måske først i udhulede træstammer. Men senere også med større pramme, der kunne transportere produkter som mursten og tømmer ind og ud af Hovedlandet.

Det skete, da man i 1800-tallet anlagde Pramdragerstien – også kendt som Trækstien – hele vejen fra Randers til Silkeborg. Nu kunne man trække de tunge og tungt lastede pramme op mod strømmen – eventuelt hjulpet af sejl, når det blæste fra den rigtige retning. Ellers med rå hestekræfter.

Turen tilbage til Randers var i sagens natur lidt lettere, da rejsen nu foregik nedstrøms. Nu skulle man i stedet holde lidt igen på de hurtigst strømmende strækninger.

Dette blandt andet ned gennem den store istidsådal, som Gudenåen dengang uhindret snoede sig igennem – før bygningen af Tangeværket i 1920‘erne. Hvor Tange Sø i dag stadig ligger og fylder.

Med etableringen af Tangeværket var det definitivt slut med pramdriften, der her stødte hovedet mod en mur – præcis som åens laks og havørreder gjorde og stadig gør det.



Men inden man var kommet så vidt, måtte Gudenåen først kortlægges og eksisterende hindringer registreres. Dette lå Kong Christian VI stærkt på sinde.

Derfor kommissionerede han først i 1730‘erne den erfarne Skipper Anders Gylliam til at besejle og kortlægge Gudenåen, så langt opstrøms han kunne. Ombord på en lille båd og med mandskab til det tunge arbejde med at sejle eller trække skibet opstrøms gennem de hårde og lavvandede stryg.

Kong Christian interesserede sig nu nok ikke så meget for selve Gudenåen. Hans store interesse lå i stedet i de store skove ved Silkeborg, som kunne levere træ til datidens evige flådebyggeri. Krigsskibene dengang havde det jo med at bryde i brand og synke, når de blev beskudt.

Hver ny krig krævede derfor nye krigsskibe, og træ var ofte en mangelvare. Så Christian VI kunne sagtens se de store muligheder, der lå gemt i tømmer af høj kvalitet fra det mørke Midtjylland – hvis ellers han kunne få det transporteret ud til havet.

Skipper Gylliam påtog sig den store opgave og begav sig opstrøms med sine mænd. Meter for meter eller rettere: Favn for favn loddede han dybden og registrerede den på udførlige og mange meter lange “søkort”.


Kong Christian VI regerede fra 1699 til 1746


Disse blev efterfølgende kopieret, rentegnet og håndkoloreret, så der i 1736 lå et meget detaljeret kort klar over Gudenåen – fra Randers By til Ry, hvor han måtte standse projektet. Åen heroppe var helt enkelt fyldt med mængder af gamle pælerester, som umuliggjorde en videre fremfærd.

Det var rester af flere hundrede år gamle egetræsbroer over den øvre del af Gudenåen, der her var blevet til Salten Å, som bremsede Skipper Gylliam på hans vigtige mission for Kong Christian VI.

Men Gudenåen havde nu fået sit første officielle søkort, der jo i virkeligheden var et åkort – med udførlige oplysninger om vanddybde, bundmateriale, strømforhold og andet af vital interesse og betydning for den fremtidige skibsfart.

Det har været noget af et Æventyr, den gode Skipper Gylliam her havde været ude på. En lang og slidsom færd op ad Danmarks længste vandløb. Nogen dans på roser har det med sikkerhed ikke været.

Alligevel kan man som sat nutidsdansker blive helt misundelig over de oplevelser, som Gylliam & Co nødvendigvis må have fået undervejs. De mennesker og det dyreliv, man må have mødt i det dengang mørke og tæt bevoksede Midtjylland.



Fra Randers by længst inde i den smalle Randers Fjord og op til Silkeborg er der godt et halvt hundrede kilometer. Lægger man hertil de knap 25 km videre til Ry og de mange, mange sving undervejs, så er der næppe tvivl om, at den gode Skipper har tilbagelagt mere end 100 km på sin opstrøms sejlads fra Randers Fjord til Salten Å.

En imponerede færd og bedrift i en tid, hvor Nilens kilder i det indre Afrika stadig var ukendte.

Og Gylliams medbragte “trækkerdrenge” er ikke kommet sovende til deres hyre, når den lille båd skulle trækkes igennem strømrenderne, der sine steder og dengang kunne være ganske stride. Det har været nogle seje og stærke mandfolk – forgængerne til de pramdragere, som siden gjorde Gudenåen landskendt. I hvert fald langs Pramdragerstien fra Randers til Silkeborg.

Skipper Gylliams ”søkort” over Gudenåen lå klar i 1736, men blev siden gemt bort – og glemt. Allerede 40 år senere – i 1776 – måtte man derfor på den igen med en helt ny opmåling af den selvsamme Gudenå.



Det blev en kortlægning, som endte med den klare konklusion, at skulle Gudenåen gøres “prambar”, da skulle der anlægges ikke færre end 16 sluser på strækningen fra Randers til Silkeborg. Og det var lidt for stor en mundfuld for datidens ellers driftige handelsmænd. Det ville koste alt for meget i forhold til den mulige gevinst.

Engang sidst i 1790‘erne kom så kronprinsen, den senere Frederik VI, på besøg i Randers. Han gav da den norske oberst L. F. Brock opgaven at løse problemerne med den frie passage.

Oberst Brock indså straks, at de 16 sluser ikke havde nogen realistisk fremtid. I stedet gik han i gang med en systematisk uddybning af Gudenåen, hvor man fjernede store sten og lavvandede sandbanker, der kunne være til hinder for skibsfarten. Hvor prammene kunne forlise eller strande på deres vej op eller ned ad åen.

Arbejdet med at uddybe Gudenåen og gøre den til datidens vigtigste danske vandmotorvej stoppede i første omgang ved Ans. Det måtte række, mente investorerne, som var de lokale handelsmænd. Hermed havde man nu fået indlemmet Gudenåens opland helt op til Bjerring Mølle – dagens Bjerringbro – og det var man godt tilfredse med i Randers.



Silkeborg og Ingerslev

Silkeborg fik således ikke glæde af denne egnsudvikling – i første omgang. Silkeborg Hovedgaard blev i 1804 købt af den driftige Ingerslev – ham med Boulevarden i Aarhus – der ville sælge træ fra sine store Silkeborgskove. Men det blev ikke til meget, førend staten lånte Ingerslev en betydelig sum penge, så Gudenåen kunne gøres prambar helt op til Silkeborg.

Ingerslev lånte i årene 1807-1809 hele 100.000 rigsdaler til formålet, hvilket var mange penge i de dage. Og han fik yderst belejligt hjælp af godt et halvt hundrede svenske krigsfanger til det hårde arbejde med uddybningen.

De meldte sig næppe som frivillige, og det er nok tvivlsomt, om de gode svenskere nød den smukke og uberørte midtjyske natur lige så meget, som vi andre gør det i dag. Det var hårdt arbejde fra tidlig morgen til sen aften, og der var meget langt hjem til Sverige. Ikke alle “krigsturister” overlevede tvangsarbejdet.

Men Ingerslev lykkedes med projektet og etablerede efterfølgende en fast pramfart med seks mindre pramme, som sejlede tømmer fra Silkeborg og ned til Bjerring Mølle. Her blev det omlastet til dobbelt så store pramme, der kunne klare det sidste stykke ned til Randers by.


Herover Gudenåen, som den så ud, da Skipper Gylliam kortlagde den i 1736.


Herunder Gudenåen efter bygningen af Tangeværket og etableringen af Tange Sø.


Skipper Anders Gylliams sirlige kort fra 1736 over Gudenåen fra Randers til Salten Å mistede efterhånden deres betydning. Åen var jo uddybet og gjort farbar alle de steder, hvor prammene skulle igennem.

Men Gylliams udførlige kortlægning resulterede samlet i otte store og flere meter lange papirkort, hvoraf det øverste fra Salten og Ry måler hele 4 meter og 15 cm. Det var smukke og håndkolorerede kort, som kun datidens kunsthåndværkere havde tid og evner til at fremstille dem. Men det var også uhåndterlige kæmpekort, der i næsten et kvart årtusinde blev gemt forskellige steder, inden de til sidst havnede i Rigsarkivet.

Her lå de i flere år – utilgængelige for offentligheden, som kun måtte besigtige dem efter behørig tidsbestilling hos og aftale med Rigsantikvaren. Til sidst måtte man heller ikke det længere. Kortene var blevet for skrøbelige til fortsat fysisk håndtering, og de havnede til sidst på Det Kongelige Bibliotek.

I dette årtusinde har der derfor været et stigende pres på biblioteket for at få digitaliseret de store kort, så de kunne beses og benyttes. Så man kunne og kan se, hvordan Danmarks længste vandløb engang så ud – før vi mennesker begyndte af grave og uddybe den å, der efter meget at dømme har haft datidens største danske laksebestand.


Herover hele det 4,15 meter lange kort over Gudenåen ved Lille og Store Gudensø


Det besværlige arbejde med digitalisering af de flere meter lange kort blev afsluttet i 2016 – og de resulterende filer voldsomt store. Men mere end et kvart årtusinde efter kortenes oprindelige udarbejdelse er Skipper Gylliam nu langt om længe digitaliseret og udødeliggjort.

Det kan Gudenåens sande venner kun være tilfredse med. Skipper Gilliam selv skal være glad for, at han ikke på sin daværende opstrøms rejse fra Randers til Ry stødte på den opstemmede Tange Sø. For 285 år siden.

Da havde han måttet stoppe sin søgen mod Gudenåens kilder her. Som den sidste Gudenålaks på vej mod gydepladserne siden måtte det.

Halvvejs fremme mod målet.

© 2020 Steen Ulnits