Tag-arkiv: Thyborøn

Kokain og hollandske trawlere

Debatten om hollandske bomtrawleres hærgen i den nordvestjyske Jammerbugt har kørt i flere år. De lokale kystfiskere i deres små både kan intet stille op mod de hollandske giganter.

Med tonstunge kæder og bomme pløjer de store bomtrawlere Vestkystens bløde bund op og ødelægger alt på deres vej. Heriblandt de fremtidige fiskemuligheder for lokale kystfiskere i deres langt mindre både.

En problemstilling, der i flere år er blevet ignoreret af Fiskeristyrelsen. Man har længe kunnet finde de store hollandske bomtrawlere liggende for kaj i havne som Hanstholm og Thyborøn, hvor de kan dele kaj med små lokale fiskefartøjer, hvis fremtidige eksistensmuligheder de jo ødelægger.

Adspurgt om, hvorfor i alverden man dog tillader dem at ligge her, når man nu ved, hvor meget de ødelægger i Vesterhavet for de lokale kystfiskere, får man dette lakoniske svar:

– Vore lokale kystfiskere fanger i dag så lidt, at vi ikke kan leve af dem. Vi kan tjene meget mere på at servicere de hollandske bomttrawlere. Derfor er de blevet fast inventar i havne som Thyborøn.

I efteråret 2022 blev der indgået en politisk aftale om fordelingen af frie midler under den Europæiske Hav- og Fiskerifond (EHFF).

Her blev det besluttet at afsætte 16 mio. kr. til projekter, der skal undersøge, hvordan bundslæbende redskaber generelt og bomtrawl specielt påvirker havmiljøet i den nordjyske Jammerbugt. Her ikke mindst de store bomtrawlere fra hollandske Urk.

Ikke at man ikke godt ved det og længe har vidst det. Men kan man nu score lidt EU-millioner til den fortsatte (rov)drift, så bør vi naturligvis gøre det. Hellere det end forsøge at gøre noget konkret ved problemerne. Det kunne jo koste indtægter.

Fiskeristyrelsen har derfor netop givet tilsagn til to ansøgninger fra henholdsvis DTU Aqua og Aalborg Universitet på i alt knapt 16 mio. kr. til projekter, der skal undersøge havmiljøet i den nordjyske Jammerbugt. I projekterne indgår desuden samarbejde med fiskere, der har lokalkendskab til området.

Projekterne omfatter en kortlægning af bomtrawlere og øvrige bundslæbende redskabers fiskeri i Jammerbugt. Lokale kystfiskere i mindre både har jo længe klaget over de skadelige bomtrawlere, der ødelægger bunden med deres tonstunge redskaber.

Set i bakspejlet kan man undre sig over, hvorfor Fiskeristyrelsen har set gennem fingre med de hollandske bomtrawlere i så lang tid. I flere år.

Senest er der så kommet et helt nyt aspekt ind i sagen. Et aspekt, der måske bedre end meget andet forklarer, hvorfor bomtrawlerne så gerne holder til i Hanstholm og Thyborøn havne. De lander nemlig ikke kun fisk i disse havne. De lander og distribuerer tilsyneladende også kokain, hvilket der er mange flere penge i.

TV2 har lyttet til rygterne på havnekajen og haft næsen i sporet i et godt stykke tid. Deres research viser, at omkring 6 ud af 30 hollandske bomtrawlere langs vestkysten tilsyneladende hellere vil fiske efter og lande kokain, som ankommer med store fragtskibe fra Sydamerika, end fange fisk. Det er skibe, hvis aktiviteter og sejlmønstre adskiller sig klart fra de “rigtige” bomtrawlere.

Bomtrawlerne møder fragtskibene fra Sydamerika langt til havs og lægger sig tæt op af dem herude. Fragtskibene dumper derefter større eller mindre ladninger af vandtæt emballeret kokain, som kastes i vandet med en GPS-sender fastgjort. Herefter overlader fragtskibet arenaen til bomttrawleren, der så fisker kokainen op og bringer den sikkert i havn.

Fra Hanstholm og Thyborøn bringes kokainen siden videre til Holland, der tilsyneladende står for hele distributionen videre ud i Europa. Big Business, der efter alt at dømme indbringer en lille håndfuld fiskere fra ikke mindst Urk mange flere penge, end alverdens fisk nogensinde vil kunne gøre.

Ifølge TV2 tilbyder de hollandske narkokarteller fiskerne i Urk op mod 13 millioner kroner for blot et enkelt smuglertogt. Så kan det nok være svært at overholde De Ti Bud.

Det lader nemlig til at være kristne og stærkt troende folk, vi her har med at gøre. I hvert fald nogle af dem. Flere end 90% siger statistikken fra Holland. En kilde på havnen citeres således for, at man i hollandske Urk går fromt i kirke hver eneste søndag.

Ja, man sejler sågar gerne den lange vej hjem til Holland for at bede sine søndagsbønner og komme hviledagen i hu, så man også holder den hellig. Mens man så tilbage i Danmark bedriver kriminalitet og narkosmugling resten af ugen.

Det skal blive spændende at følge udviklingen i Det Vilde Vestjylland. Der bliver nok at følge op på for TV2, som allerede har måttet tage mod både tørre tæv og trusler om flere. Fiskerikontrol og narkopoliti vil forhåbentlig også holde et vågent øje med, hvad de fremover sender på TV2.

En spøgefugl på havnen foreslog, at man jo passende kunne omdøbe “Rødspættevej” til “Kokainruten”, når der nu snart ikke er flere rødspætter tilbage i Vesterhavet.

På grund af de hollandske bomtrawlere. Og som det vestjyske svar på Christianias “Pusher Street”.

Undskyld, hvis titlen på denne artikel kom til at minde om den danske titel på en populær sorthvid biografbasker fra filmens grønne ungdom: “Arsenik og Gamle Kniplinger”.

Det blev ikke gjort bevidst, men sikkert ubevidst. Kokain og Arsenik minder jo ikke så lidt om hinanden.

Svovldepoterne på Øst-Rønland

– Hvor stammer det giftige havskum fra?

Der er tidligere fundet forhøjede koncentrationer af PFAS-stoffer i græs og overfladevand ved Harboøre og på Agger Tange, uden at man har fundet kilden.

Samtidig har tidligere prøver vist, at PFAS kan opkoncentreres til høje koncentrationer i havskum. På den baggrund er der opstået spørgsmål om, i hvilket omfang PFAS kan være transporteret via vestenvinden og havskum ind over land. At det fundne PFAS således skulle stamme fra havet og dermed kunne være ført hertil af Jyllandsstrømmen. Fra store tyske floder som Rhinen med udløb i Atlanterhavet.

Det var ønskedrømmen, at problemet skulle være internationalt – at de fundne PFAS-stoffer således var påført os uskyldige danskere udefra. I november gik Naturstyrelsen derfor i gang med stikprøveundersøgelser for PFAS-forurening på en række af statens naturområder. Stikprøverne skal være med til at give et overblik over mulig forekomst af PFAS i græs og vand på arealer tæt på havet.

Som forvalter af statslige naturområder arbejder Naturstyrelsen tæt sammen med Miljøstyrelsen og de øvrige relevante myndigheder samt regioner og kommuner i forhold til PFAS. Naturstyrelsen sætter nu i samarbejde med Miljøstyrelsen gang i stikprøveundersøgelser for en række PFAS-stoffer 60 forskellige steder på statens naturområder.

Der er tale om stikprøver i et bælte på én km fra havet langs Vestkysten fra Skagen til grænsen og langs den sjællandske vestkyst fra Rørvig til Skælskør. Tidligere prøver har indikeret, at PFAS generelt findes i et højere koncentrationsniveau på vestvendte kyster end på østvendte kyster.

For at have noget at sammenligne med bliver der også taget stikprøver på arealer længere inde i landet op til 10 km fra kysten.

Weekendavisen om PFAS

Bjarne Hansen skriver fra Thyborøn:

Lad os tage et dyk ned i den juridiske og etiske ballade, der er omkring det PFAS-forurenede spildevand fra kemifabrikken Cheminova på Rønland.

Det er en kompliceret affære, og man bliver næsten flov over myndighedernes ansvarsfraskrivelse gennem flere årtier. Vi får brug for historien, da fortællingen først lige er begyndt, og fabrikschefen endnu ikke er færdig med at le.

Udpluk fra Weekendavisen (WA) uge 47 2022:

– PFAS har vi aldrig brugt i vores produkter, siger fabrikschef Jakob Kyllesbech.

Som i aldrig. Heller ikke da vi hed Cheminova.

WA: Hvorfor er det så målt i jeres spildevand?

– Det er så det gode spørgsmål, svarer Kyllesbech og tilføjer, at fabrikkens miljøtilladelse faktisk slet ikke stiller krav til PFAS-niveauerne i spildevandet. I princippet kan de lukke så meget ud, det skal være. Helt lovligt. Men det ønsker de naturligvis ikke.

Fabrikschefen smiler:

Jeg har lyst til at sige, at det kan tage op til et år at finde kilden, siger han.

Men det kan andre fagpersoner godt se det forkerte i. Xenia Trier, som er lektor i miljøkemi ved Københavns Universitet, forstår ikke, at det skal tage så lang tid:

– Det burde kunne gøres på nogle måneder, siger hun. – Når de har fluorstoffer i deres spildevand, må de jo bruge dem et eller andet sted.

Et bud kunne være i fyfanon, en insektdræber, som firmaet bekræfter, at det har produceret siden 1960erne. Det aktive stof i det produkt er malathion. Og forskere fra University of Texas har fundet PFAS i en række kommercielle produkter baseret på netop malathion.

– Vi er et etisk firma, der lever op til de krav, der stilles til os, svarer fabrikschef Jacob Kyllesbech. Hvad der skete engang, vil han ikke udtale sig om. Miljøchef Inge Margrethe Jensen ved hans side har arbejdet på fabrikken i 25 år. Måske hun vil?

– Det skal miljøchefen ikke, bryder Kyllesbech ind.

– FMC er etiske, gentager han. – De gør meget, som ingen ser. De har 15 ansatte til at monitorere spildevand og fem årlige miljøtilsyn. Og de driver frivilligt 200 afværgeboringer.

Citat slut.

“Jeg kan godt forstå, fabrikschefen griner”

Bjarne Hansen skriver videre:

Cheminova har drevet over 200 afværgeboringer siden først i 80´erne. Dette som en midlertidig afværgeforanstaltning, indtil fabrikken fik fjernet de over 70.000 tons stærkt toxisk affald fra Parathion produktionen i perioden 1962-1983.

Cheminova fik i 1981 og 1982 påbud om at fjerne det forurenende affald, men tidsfristen er blevet udskudt gang på gang.

I forbindelse med handlen mellem Forskningsfonden (den tidligere ejer af Cheminova) og FMC Corporation, som fandt sted i 2015, blev der fjernet 29.300 tons svovl i 2012 og 2013. Dette for at få sig vristet ud af påbuddet fra 1982, for ellers kunne handlen ikke gå igennem. De sidste 40.000 tons, som er den farlige og flydende del af affaldet, ligger stadig under de utætte svovldepoter – og den benægtede de alle eksistensen af.

I 2016 skulle Forskningsfonden/Auriga/Cheminova ud af dette påbud, som blev givet i 1982. Men hvordan kunne de det, når der stadig ligger 40.000 tons i sandet? Jo, nu skal I høre:

Som så mange gange før bliver Miljøstyrelsen, Region Midtjylland og Lemvig Kommune enige med Cheminova om, at man simpelthen skriver disse 40.000 tons flydende giftstoffer og affald ud af historien, og det startede man med sidst i 1980’erne.

Fra den tid og frem ”benægtede” man tilstedeværelsen af disse flydende giftstoffer – dem, man ellers har afværget på siden 1983. Havde det kun været det ufarlige svovl (29.300 tons), var der ingen grund til at afværge. Det var jo allerede fjernet og ligger deponeret på Langøya i Oslofjorden.

Da Forskningsfonden nu skal ud af kemifabrikken Cheminova, skal de også ud af det påbud, de fik i 1982 omkring Svovldepoterne på Øst-Rønland. Men det problem fixer Regionsrådsformand Bent Hansen via Regional Udvikling med største lethed:

Regionen er nemlig den højeste myndighed (med hensyn til Jordforureningsloven) for den forurening, som ligger i sandet på Rønland. Og da alle tre instanser benægter tilstedeværelsen af de 40.000 tons destillationsremanens, som ligger i sandet, blev det en let sag for Regionen i 2016.

Medio februar havde jeg foretræde for Regional Udvikling for at forklare dem, at de efterlader en ikke uvæsentlig del af forureningen på Øst-Rønland. Men det var de ligeglade med. For selv om de ikke sagde det direkte, så vidste de det godt.

Den 28. februar 2016 blev det så på et Regionsrådsmøde slået fast, at Forskningsfonden/Cheminova skulle fritages for yderligere hæftelse for Svovldepoterne på Øst-Rønland. Så selv om alle 41 medlemmer godt vidste, at der var yderligere 40.000 tons gift i undergrunden, frikendte Regionsrådet Forskningsfonden. Med hvilken begrundelse ved jeg ikke endnu ikke.

Aben og afsløringen

Her står vi så i dag med 40.000 tons giftig remanens/organik, uden nogen ejermand eller ansvarlige. Og dog.

Nu er det ifølge Jordforureningsloven Region Midtjylland, der har ansvar for alt, som ligger i jorden på Rønland. Miljøstyrelsen har tilsynet med og ansvaret for, hvad der forgår over jorden. Endelig har Lemvig Kommune ansvaret for alle nye forurenende tiltag, der skal gives lov til. De er med andre ord alle blandet ind i denne spegede affære.

I 2018 kunne vi, sammen med Radio 24/syv og journalist Viktor Redder, afsløre, at der beviseligt lå 40.000 tons destillationsremanens tilbage i sandet på Øst-Rønland. Det indrømmede Miljøstyrelsen og Cheminova dengang for åben radio og skærm.

Men så var det jo heller ikke deres problem længere. Region Midtjylland havde jo i 2016 frikendt dem begge – Miljøstyrelsen og Cheminova – for ansvar, og derfor er ansvaret nu ifølge Jordforureningsloven Region Midtjyllands.

Det betyder så i dag, at det ikke længere er Forskningsfonden/Cheminova, som skal betale for oprydning på Øst-Rønland. Nu er det Staten, som skal betale. Og nu begynder derfor en indædt kamp om at få smidt ”den varme kartoffel” fra Miljøstyrelsen over på Regional Udviklings bord. De kan jo ikke længere benægte, at giften ikke eksisterer.

Ingen af myndighederne vil have ansvaret, men Region Midtjylland har ladet sig narre. Det håber jeg i hvert fald, at de har. For de var vel ikke dumme eller uvidende om, hvad der foregik i 2018.

I 2020 modtager Regional Udvikling så en mail fra Miljøstyrelsen. Den siger, at Miljøstyrelsen ikke længere vil have ansvaret. Nu vil Miljøstyrelsen af med ”aben”. Og så er kampen skudt i gang.

Husk på, at Region Midtjylland – som er højeste myndighed for Jordforureningsloven – jo har frikendt Cheminova/AUFF i 2016, uagtet at de hermed selv stod med regningen.

Men da opgaven pt. ligger hos Miljøstyrelsen, forsøger de hermed at få ansvaret flyttet over til den rette ejer, nemlig Regionen. Men det kæmper Region Midtjylland voldsomt imod.

“Er der mon en voksen til stede?”

Og hvor står vi så i dag? Med en kemifabrik ved navn Cheminova, som i dag ejes af et amerikansk firma, der frivilligt kører afværgepumpningen på Øst-Rønland. De pumper i dag årligt op mod 300.000 m3 PFAS-forurenet grundvand op og ud i Vesterhavet.

Det sker gennem noget, de kalder et rensningsanlæg, men som nærmere er et ”fortyndingsanlæg”. Herefter ledes det ud i Vesterhavet til yderligere og endelig fortynding.

Udsivningen fra øst Rønland til Limfjorden er massiv: Det udsivende grundvand skal fortyndes op til 10.000 gange i fjordvand, førend det overholder VandKvalitetsKravene (VKK).

Konklusion: Vi står nu med 40.000 tons stærkt toxtisk affald/remanens fra Cheminovas tidligere produktion af Parathion i perioden 1960-1980. Uden nogen ejer og eller ansvarshaver.

Miljøstyrelsen vil ikke have det, og Region Midtjylland nægter stadig at tage ansvar, som Jordforureningsloven ellers påbyder dem. Cheminova FMC benægter enhvert ansvar, men kan godt se det komiske i både Regionens og Miljøstyrelsens adfærd.

Men som fabrikschefen siger: Vi pumper fortsat det PFAS-forurenede spildevand ud i Vesterhavet. 300.000 m3 om året. Uagtet, at det spreder PFAS-forureningen op og ned langs Vestkysten, hvor turister, badegæster, surfere og lokalbefolkning boltrer sig i det skumholdige havvand.

– Er der mon en voksen til stede?

Tak for din tålmodighed.

Bjarne Hansen

December 2022

Alibi-spuns ved Høfde 42…

Bjarne Hansen, Thyborøn skriver følgende om “reference-spunsen” ved Høfde 42 depotet, der ved det netop afholdte mediestunt med ét fik 15 år mere at leve i:

“Jeg var inviteret til at overvære gensynet med den 15 år gamle reference-spuns ved Høfde 42 depotet d. 25. marts 2021. Det bliver en dag jeg, sent skal glemme.

Sjældent har jeg set så mange pressefolk på Høfde 42 depotet – denne gang inviteret af Region Midtjylland. Forvirringen var total.

De unge pressefolk havde uorden i deres geografi, og de ældre havde fået diktaten med hjemmefra. Der var således ikke plads til anderledes-tænkning og spørgsmål. Det var så iscenesat, at det mindede om russiske tilstande.

Selv om jeg havde indsendt min kommentar til pressen dagen før begivenheden, kom det ikke med. Det var skræmmende, men yderst effektivt, og Region Midtjylland fik sit budskab ud:

”Spunsen kan holde mindst 15 år mere”

Men hvorfor var det så vigtigt for Region Midtjylland, at dette budskab kom ud til den danske befolkning? Det vil jeg prøve at give mit bud på:

Efter der var gået hul på Høfde 42 depotet (for tredje gang) i januar 2000 – og efter at man havde placeret spunsvæggen i juli 2006, blev det (igen) i 2007 besluttet, at Høfde 42 depotet skulle moniteres og bruges til forsøg – til evig tid (som var tilføjet i referatet).

Tilbage i 2015 var der igen en flig af håb om en fjernelse af giftdepotet ved Høfde 42 – efter Aarhus Universitets Forskningsfond/Cheminovas udsagn, under handlen mellem Auriga og FMC. Det var desværre også blot et spil for galleriet. Det har aldrig været meningen, at Høfde 42 depotet skulle fjernes.

Et andet tegn på, at Høfde 42 depotet skal ende sine dage i Vesterhavet, så vi, da regionen skulle hejse reference-spunsen fra 2006, som stod få centimeter fra den rigtige spunsvæg. De fandt blot 1 enkelt reference spuns, som skulle hejses op den dag.

Der blev sat 3 sæt bestående af 2 reference-spunsjern, sat 7 meter nede i depotet – en i sort jern og en med coating. Til min store overraskelse står alle 3 sæt på indersiden og i østsiden af Høfde 42 depotet og på det højeste punkt af depotet, hvor der er mindst gift og tæring.

Dette forekommer mig besynderligt, da det er vestsiden af depotet – det laveste punkt, som hælder 15 grader mod vest – der er mest udsat med gift og saltvand. Dette på begge sider af spunsen og under de hårde storme.

Myndighedsbetjening

Ingen myndigheder har endnu kunne give en fornuftig forklaring på reference spunsvæggenes placering. Alle ved, når der sker en gennemtæring af spunsvæggen, vil det være på depotets vestside og ikke på østsiden.

Og scenariet vil så være det, at giften i depotet vil sive ud i grundvandet ud til havet, gennem vestsiden, som vil komme til at ligne en si. Det behøver man ikke være offentlig ansat for at kunne forstå.

Men går man tilbage i de gamle dokumenter finder vi muligvis en forklaring. Nu skal I bare høre:

I tiden før 2006, hvor depotet stod åbent med en udsivning på 5 tons nervegift pr. år, havde Ringkøbing Amtsråd besluttet, at en spunsvæg skulle sættes i.

Af de 32 mio. kr. der var bevilget til formålet, var de 10 mio. kr. blevet brugt til undersøgelses-rapporter (som de plejer) og derfor var der kun 22 mio. kr. tilbage til selve spunsvæggen.

Spunsjern er dyrt (44.000 kr. pr. meter i 14 meters længde), så for de sidste 22 mio. kr. kunne man kun få 500 meter spunsvæg.

Man valgte samtidig at spare på mange af de planlagte sikkerhedsforanstaltninger, som ellers var med i pakken. Man coatede f.eks. kun på den ene side af spunsen. Man undlod zink-anoder. Man sparede ler-membranen og erstattede den med en tynd regnvands-membran i stedet osv.

På den måde kom man op på 580 m spunsjern i 14 meters dybde. Dog var det stadig kun den inderste kerne af det store giftdepot, som skulle ind-spunses.

Fra “uacceptabel” til “acceptabel”

Amtsråds-borgermester Knud Munk Nielsen sagde på et Amtsrådsmøde i samme tidsrum, at det var en uacceptabel mængde gift, der blev efterladt uden for spunsen, som kun var 580 meter lang.

Da der i mellemtiden ikke kom flere penge, besluttede Amtsrådet, at man også ville flytte spunsen mod øst ind mod Knopper Enge – med det resultat, at man efterlod en ikke uvæsentlig del af giften uden for spunsvæggen på vestsiden.

På den måde kunne man også spare en del på kystsikringen, når man satte spunsvæggen bag ved Høfden. Gift uden for spunsen, som man efterlod, kan man i dag på en varm sommerdag lugte i sandet ved Høfde 42.

Det var der ikke rigtig nogle, som talte om længere, og man kunne herefter læse Amtsråds-borgermesteren udtale sig om, at det nu var en acceptabel mængde gift, man efterlod uden for spunsen. Hvilket strider mod den tidligere udmelding.

Sådan endte endnu en bid af Høfde 42 depotet ude i Vesterhavet.

Der er ingen tvivl om, at amtsrådspolitikerne og kommunalpolitikerne var ved at være godt trætte af Statens laden stå til. Der er heller ingen tvivl om, at der i denne tid blev truffet mange dårlige beslutninger.

En af dem var, at man ikke ville ofre flere penge på depotet – og det kunne man blandt andet gøre ved at sætte disse 6 reference spuns på indersiden af depotet.

Skulle der så ske noget på ydersiden af depotet, havde man altid et alibi. For det vil jo altid være på ydersiden, der kommer til at ske noget – ikke mindst på grund af havet, saltvandet og giften på begge sider af spunsvæggen.

Først i det øjeblik, hvor ydersiden af spunsen er brudt sammen, vil indersiden komme i farezonen.

Hvad skulle man ellers med dette misvisende billede af spunsens holdbarhed?

Alibi-spunsen

En alibi-spuns, placeret til formålet: Skulle der blive et brud, vil det være ved depotets vestside. Derfor er det meget nærliggende at placere alle reference spuns til østsiden af depotet, hvor det er mindst udsat og depotet er højest.

Reference spunsen er kun 7 meter lang, hvor den rigtige spunsvæg er 14 meter lang.

Foruden det skal man tænke på, at depotet/spunsvæggen hælder 15 grader mod vest. Havvandet skulle jo kunne løbe ud igen, når det kommer op i depotet. Depotet er altså lavere ud mod havet, end det er ind mod Knopper Enge.

I dette tilfælde fik regionens folk et alibi for, at deres påstand om at spunsen omkring Høfde 42 depotet sagtens kunne holde i 25 år mere, som de har sagt de sidste ti år. Og nu er leverandørens (Arkil) garanti på 15 år også fritaget for ansvar.

Hvis politikere skulle stille spørgsmål til holdbarheden – og hvis man vil have den næste undskyldning for ikke at opdage spunsens dårlige tilstand til vestsiden af giften – så har alle nu et alibi for IKKE at gøre noget ved Høfde 42 depotet, foreløbig.

Problemet er blot, at reference-spunsen ikke giver noget retvisende billede af spunsvæggen, omkring kernen af giften ved Høfde 42.”

Med venlig hilsen,

Bjarne Hansen – Vesterhavsgade 5 – 7680 Thyborøn

Fotos: Caroline Castanie

“And those who were seen dancing were thought to be insane by those who could not hear the music”

Friedrich Nietzsche

1844-1900

Limfjorden lider

Læserbrev til Nordjyske og Skive Folkeblad:

“Årsagen til sildenes død i marts og brislingens flugt fra området i april – og nu også døde østers i maj, har IKKE afsat i alger, virusser eller parasitter. De er ikke aktive i vinter og forårs månederne – de blomstrer om sommeren og gør ulykke i sensommeren og om efteråret.

Dette er aldrig sket før i Nissum Bredning og derfor er vi nødt til at kigge på noget andet i området, som ikke er sket før.

Det hele startede 14 dage efter, at Kystdirektoratet, Thyborøn Havn og Miljøstyrelsen var blevet færdige med at flytte/dumpe 30.000 m3 muligt forurenet sediment (sand) fra Sælhundeholme-løbet – forbi forureningen på Rønland – ned til en af Miljøstyrelsen og Kystdirektoratets fastsatte bypass områder, hvor det blev dumpet.

Dette område er kendetegnet ved, at det er et nyt område og, at være placeret i et Natura 2000 område og er en af de bedste østers/muslingefiskepladser i Nissum Bredning – hvilket også østersfiskerne opponerede mod i 2018/19, da det blev besluttet, at der måtte dumpes.

Både silden og brislingen er pelagiske (dvs. lever og flytter sig oppe i vandet) og er stime fisk, som vandrer i store stimer over store strækninger. Silden og brislingen er vinterfisk, som kommer i Nissum Bredning enten for at gyde eller vandre til andre steder i Limfjorden. Problemet ved de to sildefisk er, at deres rute er lige pladask gennem Sælhundeholme-løb og ned over bypass (dumpnings) området.

Fænomenet startede, efter min overbevisning, i vinteren 2020 i februar måned, da man var færdige med at dumpe sediment/sand fra sejlrende Sælhundeholme-løb, som går fra Thyborøn og ned forbi Rønland til Nissum Bredning.

Denne sejlrende har en spændende historie, da den flytter sig hvert år nogle meter sydpå – det vil sige den kommer nærmere og nærmer til det kraftigt forurenede område, hvor Cheminova deponerede deres kemiaffald i perioden 1962 – 1984.

Næsten alle ved at området fra sejlrenden, hen mod Rønland (ca. 500 m) er kraftig forurenet, man ved også at det kun var et spørgsmål om tid, før sejlrenden ville nå forureningen – eller omvendt. Men det snakker man ikke højt om.

Går vi tilbage til 2001 ifm. etableringen af de 8 møller som står på sydsiden af sejlrenden, kan man – hvis man kigger godt efter – finde de bekymrende tal omkring forureningen i området – men det snakker man heller ikke højt om. Man snakker egentlig ikke ret meget om Cheminovas gamle forureninger. Man gør som om det ikke eksisterer – man lukker kort sagt øjnene.

Da Miljøstyrelsen skulle give tilladelsen til dumpningen/bypass af det forurenede sand i Nissum Bredning oplystes de, at der ikke var nogen forurening i området og at sandet var at betragte som rent hav-sand.

Nu er det heller ikke nemt at sidde på et lummert kontor i Odense og se at Cheminova og dens forurening gennem 70 år, ligger kun få meter fra sejlrenden – og at området er dømt kraftig forurenet.

Området vi snakker om, er aldrig blevet undersøgt til bunds. Området ligger øst for svovldepoterne, som man ved siver ud til Limfjorden, men ingen ved med bestemthed, hvor langt det er nået i grundvandet.

Området er uden egentligt tilhørsforhold, men det er for nylig blevet Regionens opgave at varetage det. Det fungerer på sammen måde som ved depot for tungmetal forurenet havneslam, som ikke er matrikuleret og derfor ikke har nogen ejer og ansvarshaver.

Det er den forurenings vandring jeg er bange for har nået sejlrenden og når man så flytter sandet/sedimentet fra sejlrenden og smider det på en af de bedste fiskepladser i den vestlige del af Nissum Bredning, så vil konsekvensen blive at fisk, skaldyr og andre bløddyr dør i det område der dumpes på.

Kære politikere, Limfjords-fiskere, Miljøstyrelse, Fødevarekontrol, Kystdirektorat og Thyborøn Havn. Lad os få undersøgt området mellem Rønland, Sandø og Sælhundeholme-løb, så vi er sikre på, at I ikke ligger og flytter rund på de tungmetaller/kviksølv og pesticider, som man fandt i juni 2001.

Og undlad (stop) så med at dumpe mere sediment i det omtalte område, før vi er sikre på at sedimentet er rent.

Så glem jeres teorier om alger, virus og parasitter på denne årstid – de er først aktive i den vestlige del af Limfjorden, om sommeren og tidlig efterår – det burde I vide.

Jeres teorier med alger, virus og parasitter er efterhånden brugt som undskyldning for døde fisk, fugle og bunddyr, i så mange år, omkring Rønland/Cheminova, at den er for gennemskuelig.”

Mvh. Bjarne Hansen – Vesterhavsgade 5 – 7680 Thyborøn

Cheminova

Giftfabrikken Cheminova på Harboøre Tange mellem Limfjorden og Vesterhavet er fortidens synder, når de er værst. Samt nutidens fortielser og fornægtelser. Læs historien her:

Cheminova – en tikkende giftbombe

Du kan også vælge at få yderligere overblik over området i det vestligste Vestjylland – lukt ud til Vesterhavet – via denne smukke overflyvning af Høfde 42:

Droneoptagelse af Høfde 42

Eller tag en rundtur i den charmerende fiskerby Thyborøn, hvor mange af indbyggerne arbejder på netop giftfabrikken Cheminova:

Sommer i Thyborøn

Sommer i Thyborøn

Ravhuset. Her sælges rav til turister og kæmpes for det lokale miljø på Harboøre Tange.

Mågedans på havnen i Thyborøn. Hvad folk og fugle ikke vil gøre for et gratis måltid…

Den gamle transformatorstation, hvor elektriciteten gik tværs over fjorden til Nordjylland.

Bjarne Hansen, Rav Aages søn, fortsætter kampen mod giftforureningen fra det gamle Cheminova.

Mindesten for de mere end 8.000 tyske og engelske sømænd, der omkom den 31. maj 1916.

Kanon bjerget fra vraget af den tyske krydser “Rostock”, der sank efter søslaget i 1916.

Tysk beton fra Anden Verdenskrig er af høj kvalitet og holder nemt et halvt århundrede.

Den kanon er ret meget større, end man lige skulle tro – når man ser den close up.

Bjarne Hansen med sine to kvindelige åndsfæller i miljøkampen: Caroline og Bente

Giftig snak på Høfde 42. Det kommer altid lidt tættere på, når man står midt i det…

Kommunen har fjernet advarselsskiltene mod gift i undergrunden. Bjarne sætter nye op.

Jorden på Harboøre Tange ud for det gamle Cheminova er noget af det giftigste i Danmark.

Indsejlingen til havnen i Thyborøn. Nordjylland ses tydeligt på den anden side af Limfjorden.

Det gælder om at have redningsudstyret ved hånden. Strømmen løber stærkt i Thyborøn Kanal.

Mens vi venter på den gamle færge: Et smugkig gennem det knuste vindue til den nye.

Færgen fra Agger på vej ind i færgelejet Thyborøn havn. Der er tungt læs og trangt ombord.

Nogle er bedre forberedt end andre. Denne 4-hjulstrækker kunne sikkert svømme over selv.

Tørken har sat sine grimme spor på de små strandsøer på Agger Tange. De er ved at tørre ud.

De sorte køer må krydse den næsten udtørrede sø for at finde frisk græs i sommerheden.

Det er et hårdt liv at være træ i Nordvestjylland. Det ses tydeligt på væksten og hældningen.

Lodbjerg Fyr knejser majestætisk over det flade kystlandskab. Det kan ses på 35 km’s afstand.

Saftigt ser det ud, men et hårdt liv er det. Ingen tvivl om den fremherskende vindretning.

Strandkøerne heroppe ser ikke mange turister. De er derfor nysgerrige og tillidsfulde.

En hjerteformet solnedgang i strandkanten. Nordjylland, når det er bedst!

Skiltefotos af

Caroline Castanie Eggerts Bloch

Læs og se mere her:

Cheminova – en tikkende giftbombe

Droneoptagelse af Højde 42