Tag-arkiv: svineproduktion

Mere varm luft i tomme skaller?

Mens Hedeselskabet med sit danske datterselskab Blå Biomasse forsøger at sælge “miljø-muslinger” til at rense op efter landbrugets kvælstof-forurening af danske fjorde, så vil svenskerne nu også være med på muslingevognen. For alvor. I rigtig stor skala.

De vil nemlig også sælge varm luft i tomme skaller. Endda rigtig meget varm luft. De vil sågar redde hele Østersøen fra alt det kvælstof, der er ophobet her, og som løbende tilføres. Intet mindre. Et gigantisk projekt, som de har undersøgt ganske lidt, men regnet rigtig meget og længe på. Og nu præsenterer resultaterne af.

Et hold bestående af Kotta og otte andre muslingeforskere fra indland og udland (såmænd også danske Orbicon) når frem til, at der årligt skal fjernes godt 75.000 tons kvælstof og knap 10.000 tons fosfor fra Østersøen, hvis man skal opnå den ønskede status, som Helcom-samarbejdet omkring Østersøen og Kattegat ønsker. 

Baseret på det indhold af kvælstof og fosfor, som kendes fra blåmuslinger i Østersøen, kræves der, at man årligt høster og fjerner knap 15 millioner tons muslinger fra Østersøen. Det er 15.000.000.000 kg. Kotta & Co. regner sig på vanlig muslingevis frem til, at dette vil kunne opnås, hvis man intensivt dyrker muslinger på blot 900 km2 af Østersøens overflade. 

Et årligt udbytte, der så vil skulle ligge på imponerende 163 tons per hektar per år. En hektar er som bekendt 100 gange 100 m2, og høsttallet er 16 gange højere end dem, man selv har fra forsøgsanlæg i undersøgelsen…

På vanlig muslingevis…

Med “på vanlig muslingevis” menes, at man tager afsæt i et ganske lille projekt og måler på det. Herefter ganger man blot op til ønsket størrelse og håber på, at nogen vil tro på resultatet. Præcis som Dansk SkaldyrCenter gør det med sine postulater fra Limfjorden, hvor de reelle og registrerede høsttal af dyrkede blåmuslinger jo udgør mindre end 5% af de påståede.

En svensk kollega med sans for sarkasme var hurtigt ude med følgende analogi, da han læste om det svenske muslingeeventyr, der skal redde hele Østersøen:

“Der er én kilometer ned til bageren. Det koster én krone i benzin at køre derned, og det tager fem minutter.” 

“Der er 400.000 km til Månen. Altså koster det 400.000 kroner at komme derop. Og tager to millioner minutter. Eller 3,8 år.” 

Altså: – Hvor svært kan det lige være at regne den ud, hvis bare man får Erasmus Montanus til foretage udregningerne inden opsendelsen?


Men nu er det jo ikke ligefrem raketvidenskab, at det i virkelighedens verden nok koster rigtig meget mere end 400.000 kroner og går ret meget hurtigere at komme til Månen end små 4 år. Vi kan vist så rigeligt nå til Mars og længere på samme tid. Mens de 400.000 end ikke rækker til at fylde reservetanken på rumraketten op…

På samme måde fungerer det heller ikke helt så smertefrit at dyrke og høste og transportere muslinger i de enorme mængder, der her er tale om. Det er ikke bare at gange et tilfældigt lille tal op og vupti – Østersøen er reddet!

Der er oceaner af problemer undervejs. Vejr og vind er et af dem. Sultne edderfugle et andet. Potentiel fødemangel for muslingerne et tredje. Iltsvind og frigivelse af fosfor fra sedimentet et fjerde. Svigtende indhold af næringsstoffer et femte. Og så videre. Og så videre.

Men værst af alt så er der ingen undersøgelser overhovedet over, hvordan muslingeopdræt i så stor skala vil påvirke den øvrige del af økosystemet. Ingen overhovedet. Det kan derfor udvikle sig til et økologisk eksperiment med katastrofal udgang. Det advarer svenske forskere allerede imod.

Ingen erfaringer med storskala

Fra udlandet kendes adskillige uheldige konsekvenser af stordrift, der ikke engang er i den her planlagte størrelsesorden. Hvor hele økosystemer er tiltet, når de dygtige muslinger har været i gang et stykke tid. Myreflittige bio-ingeniører, som de jo er – placeret øverst oppe i fødekæden i et unaturligt højt antal.

Andre og mindre fantasifulde forskere end Kotta & Co. har regnet videre på de imponerende tal, som nu lægges til grund for Østersøens snarlige redning med “miljø-muslinger”. Således påpeger de, at Kottas model vil kræve, at der hver eneste dag året rundt høstes og bringes 40.000 tons muslinger i land til videre brug. 40.000.000 kg muslinger. Hver eneste dag. Året rundt.

Det tror de næppe selv på. Det er 1.000 lastvogne fulde af muslinger, som skal transporteres til videre brug herinde. Hver dag. Året rundt. 365.000 lastvogne om året. – Er det overhovedet muligt? Hvor skal de køre fra og til hvad? 

De små og tyndskallede “øko-muslinger” fra Østersøens brakke vand egner sig ikke til konsum, men muligvis til svinefoder. Hvis de ikke indeholder for mange af de giftstoffer, som netop Østersøen er fyldt med. Eksempelvis dioxin, som jo har lagt en dæmper lakseeventyret i netop Østersøen. 

Det regner man dog ikke med vil blive noget problem. Muslingekød er magert og bør derfor ikke ophobe giftstoffer som dioxin og PCB på niveau med fede fisk som netop østersølaksen.



Blot en fjerdedel af det filtrerede kvælstof og fosfor fjernes ved høst af muslinger fra Østersøen. Lidt mere fra saltere farvande.

Knap halvdelen går til respiration og reproduktion eller udskilles som let tilgængelige næringssalte, der kan booste algevæksten

Næsten en tredjedel deponeres som ny forurening under muslingefarmen.


Fra “øko-muslinger” til svinefoder

Det er svinefoderet, der for alvor har fået det danske Hedeselskab til at fatte interesse for dyrkning af muslinger. Så meget, at man nu har etableret et eget datterselskab udelukkende hertil. 

Det er virksomheden Blå Biomasse, som i de foregående måneder har været på salgsturné hos danske kommuner med ondt i kvælstoffet.

Så der hos de besøgte kommuner fremover kan høstes milliarder af “miljø-muslinger” og produceres mængder af muslingemel, så der kan dyrkes endnu flere svin, der kan bidrage med endnu mere gylle, som kan skabe grobund for endnu flere alger, der kan blive til føde for endnu flere muslinger etc. etc.

“Gylletrekanten” kaldes dette ulyksalige, men selvskabte fænomen også. Eller evighedsmaskinen, som det jo bliver. Eller dødsspiralen, som det jo er. For det vandmiljø, de såkaldte “øko-muslinger” ellers var sat til at redde…

Hedeselskabet og Skjern Å

Lad os afslutningsvis minde om, hvor galt det gik, da Hedeselskabet senest gjorde sin indflydelse gældende i det danske vandmiljø. Der tænkes her på afvandingen og kanaliseringen af Danmarks mest vandførende vandløb, Skjern Å, som efterfølgende sendte næringssalte fra et stort opland direkte ud i den lavvandede Ringkøbing Fjord. Til massiv skade for vandmiljøet her.

Det skete så sent som i 1960’erne, og det kostede efterfølgende danske skatteborgere 280 millioner kroner – mere end en kvart milliard – at rydde op efter Hedeselskabet og lægge åen tilbage i dens oprindelige folder, så den igen kunne holde på sine næringssalte. 

Med baggrund i udenlandsk fagkundskab og i bagklogskabens altid ulideligt klare lys kan vi kun håbe, at noget tilsvarende ikke gentager sig. At vore politikere ikke lader sig forføre af Hedeselskabets nyindkaldte “miljømuslinger” til endnu et ødelæggende indgreb i det danske vandmiljø.

Nu under dække af at ville redde vandmiljøet fra selvsamme landbrug, der har ødelagt det. Endda med samme Hedeselskabets hjælp.

Man har da lov at blive klogere. 

© 2020 Steen Ulnits

Foto: Sven Hørup


Efterskrift:

Forskere fra universiteterne i Stockholm, Lund og Helsinki har opponeret mod Kotta & Co og deres beregninger i en officiel skrivelse. Det skal derfor blive spændende at følge muslinge-debatten i den kommende tid.

Vildsvinene kommer…

Der er gået totalpanik i den danske svinebranche. 1.000 km fra vore grænser findes nemlig den afrikanske svinepest, der er næsten akut dødbringende for såvel vildsvin i naturen som tamsvin i svinefabrikker. De fleste smittede grise dør inden for to dage.

Det har fået vor manglende miljøminister og til gengæld meget tilstedeværende fødevareminister Esben Lunde Larsen til at gå totalt i panik. Han vil nu slå en vildsvinestreg tværs gennem grænselandet.

I ramme alvor har han således foreslået, at der opføres et mange kilometer langt hegn tværs over den dansk-tyske grænse. Pris: 70 millioner kroner plus det løse. Noget af jorden er privatejet og må eksproprieres. Andet ligger i Natura 2000 områder og kræver tilladelse fra EU.

Et tilsvarende virkningsløst hegn blev sat op i 1980’erne og aldrig fjernet igen. Også dengang virkningsløs symbolpolitik, der blot havde til formål at overbevise aftagere af vore landbrugsprodukter i det store udland om, at vi skam har styr på tingene i lille Danmark.

Hvad vi bestemt ikke har, hvad netop svineproduktion angår. Her har vi for længst  mistet kontrollen over udbredelsen af de resistente og derfor potentielt livsfarlige svine-MRSA bakterier, som nu findes i næsten alle svineproduktioner – de økologiske dog undtaget.


Svinehegnet er hjernedød symbolpolitik. Intet andet. Ud over naturligvis et gigantisk spild af skatteyderpenge til benefice for svinebønderne, der selv står for den suverænt største smittefare – fordi de lige skal spare et par kroner per slagtesvin ved at sende dem over grænsen.


Lundes vildsvineprojekt er vildt og helt hen i hegnet. Smitterisikoen kommer helt andre steder fra. Blandt andet fra danske svinebønders egne aktiviteter i udlandet, hvor lønningerne jo er lavere end herhjemme.

Tonsvis af potentielt inficeret svinekød importeres således fra netop de lande, hvor svinepesten forekommer. 

Fredløs i Danmark

Selvom vildsvinet uddøde i Danmark for mere end 200 år siden, så oplever man dem stadig indimellem her i landet.

–  Dels indvandrer de fra Tyskland, dels er der en del undslupne farmdyr, men derudover ved vi ikke så meget, forklarede seniorforsker på Institut for Bioscience i Aarhus, Peter Sunde, til TV Midtvest.

– I udgangspunktet skal man enten nedlægge dem, hvis man er jæger, eller også skal man rapportere det til Naturstyrelsen, som så kan sørge for, at de bliver nedlagt, sagde Peter Sunde.

Nye jagtregler gør det tilladt at skyde vildsvin op til en halvanden time før og efter solopgang og solnedgang. Fremover må man også benytte kunstigt lys, skyde på foderpladser og fra kunstigt skjul. Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Fødevareministeriet.

Derudover vil Naturstyrelsen undersøge muligheder for fælder, der kan fange flere vildsvin af gangen. De vil også gøre forsøg med natsigtekikkerter, som ellers ikke er tilladt.

– De kan blive smittet ved at spise madrester, der stammer fra lande med svinepest. For eksempel på rastepladser, hvor chaufførerne spiser mad, som de har haft med hjemmefra fra pestområder. Og så smitter vildsvinene hinanden. Derfor må de væk, siger Esben Lunde Larsen i en pressemeddelelse fra Fødevareministeriet.


 Nein til hegn

”Et planløst forsøg på at vise handlekraft, ja nærmest populisme”.

Sådan lyder et af de hidtil hårdeste angreb på fødevareminister Esben Lunde Larsens i forvejen stærkt kritiserede planer om et grænsehegn.

Den hårde udmelding gør særligt indtryk, fordi den denne gang ikke kommer fra jægerne, naturorganisationerne eller de lokale beboere langs grænsen, som ellers er dem, der er gået forrest i kampen mod regeringens og den danske svineindustris hegnsprojekt.

Kritikken kommer i stedet fra Interessengemeinschaft der Schweinehalter Deutschlands (ISD), der repræsenterer 11.000 tyske svinebønder, og som beskriver sig selv som ”interesseorganisationen for de markedsorienterede og specialiserede svinebønder”. 

Organisationens medlemmer har udsigt til den samme økonomiske katastrofe som deres danske kolleger ved et eventuelt udbrud af afrikansk svinepest. Og de ligger endda tættere på eventuelle smittekilder, end vi gør i Danmark. Men alligevel støtter de på ingen måde op om deres hegnsglade danske kolleger.

Og de tyske svinebønders organisationen lægger ikke fingre imellem, når de skal begrunde, hvorfor de danske planer er – nå, ja, helt hen i hegnet:

”Et grænsehegn mellem Danmark og Tyskland med det formål at hindre spredningen af afrikansk svinepest er mere et slående eksempel på tom handlekraft end det er en konstruktiv forebyggelse af sygdommen”, slår ISN fast i en officiel stillingtagen til de danske planer.


Tom handlekraft og symbolpolitik

Ud fra medlemmernes kendskab til vildsvinenes imponerende kreativitet, når det gælder om at overvinde eller omgås barrierer i landskabet slår ISD fast, at det planlagte hegn ikke på nogen måde vil hindre vildsvinenes fortsatte indvandring til Danmark.

”Grænsehegnet er ganske enkelt ikke andet end beroligende placebo-medicin”, påpeger de tyske svinebønder, der mener, at den danske regering i stedet for at bekoste penge på et hegn, der ikke nytter, hellere skulle bruge midlerne på reel forebyggelse gennem veterinære og oplysningsmæssige tiltag, som der er enighed om rent faktisk virker.

Vildsvinene har nemlig ikke hovedrollen i spredningen af den afrikanske svinepest.

”Den vigtigste faktor er og bliver mennesket selv”, understreger de tyske svineavlere, der støtter op om den slesvig-holstenske regerings skarpe kritik af grænsehegnet, som ikke kun vil koste mange penge og genere mange mennesker. Men som også vil kræve ekspropriering af privat ejendom, gå tværs gennem Natura 2000 områder,  og hindre vildtlevende dyrs naturlige vandringer.

Så Esben Lunde Larsen er denne gang gået over (svine)stregen i sin fanatiske beskyttelse af det kemiske industrilandbrug, som han elsker så højt og selv er vokset op i. Ja, han har endda udtalt, at det ikke er nok med de 30 millioner svin, vi nu årligt producerer i lille Danmark.

– Den må gerne blive dobbelt så stor, har han udtalt…


Exit minister

Esben Lunde Larsen (V) meddelte pludseligt og uventet, at han ikke fortsætter som miljø- og fødevareminister. Ja, han fortsætter end ikke i Folketinget efter næste valg.

Han valgte nemlig at flygte ud af landet – til en stilling i en grøn tænketank i USA. En tænketank, den danske stat bidrager økonomisk til. Så trods ELL’s mildest talt formidable synderegister var der alligevel en stilling til ham – da lokummet brændte og ministerstolen blev for varm.

Den nye fødevareminister er Jacob Ellemann-Jensen, ligeledes Venstre.


36 eksperter frem for én kontorassistent

En international ekspertgruppe på 36 mand, der bl.a. har tre danske professorer blandt sine medlemmer, har på baggrund af videnskabelig litteratur fra hele verden og indsamlede erfaringer fra EU-lande konkluderet, at etableringen af større hegn ikke er noget velegnet middel til at hindre spredningen af vildsvin.

Deres rapport, som udkom i juli, har fået den polske landbrugsminister til at opgive et planlagt hegnsprojekt ved den polske østgrænse og har samtidig gjort den manglende faglighed bag det danske ønske om et 70 millioner kroners grænsehegn mod vildsvin meget tydelig.

Forskergruppens konklusioner ryster imidlertid ikke Dansk Folkepartis landbrugsordfører, Lise Bech, der i avisen JydskeVestkysten står fast på, at det danske grænsehegn skal op alligevel:

– Deres gæt er lige så godt som mit, udtaler den handelsskoleuddannede ordfører om ekspertgruppens anbefalinger, og giver dermed en tydelig, men også lidt forstemmende, indsigt i, hvordan det politiske arbejde også kan gribes an, når fakta kommer på tværs.

En kommentar på Facebook fra Erik Christensen:

“Vi bør være rigtig stolte af at vi har en politiker som Lise Bech. Der findes mig bekendt ikke andre lande, der kan prale af at have en tidligere kontorassistent, som er klogere end en 36 mand stor ekspertgruppe, og endda inden for et fag hun ikke er uddannet i.”


WWF går til EU

– Det vildsvinehegn, som regeringen i starten af næste år vil rejse langs den dansk-tyske grænse, er et politisk bestillingsarbejde, der hviler på et meget spinkelt og utilstrækkeligt fagligt grundlag.

Sådan lyder kritikken fra WWF Verdensnaturfonden, der nu går til EU-Kommissionen for at få stoppet projektet med at rejse et hegn, der skal forhindre vildsvin i at vandre fra Tyskland og ind i Danmark.

Det skrev morgenavisen Jyllands-Posten.

Det er regeringen, der sammen med Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har besluttet at bruge cirka 80 millioner kroner på at rejse vildsvinehegnet.

Hegnet bliver knap 68 kilometer langt og 1,5 meter højt.

Det skal forhindre vildsvin fra Tyskland i at smitte danske svin med afrikansk svinepest. Men ifølge biolog Thor Hjarsen fra WWF har de danske miljømyndigheder lavet et “useriøst og klart politisk bestillingsarbejde”.

Det siger han til Jyllands-Posten og fortsætter:

– I screeningen citerer man kun Naturstyrelsens egne fagfolk og egne rapporter og har ingen henvisninger til international videnskabelig litteratur. Det er useriøst og viser, at der er tale om et politisk bestillingsarbejde.

Professor Peter Pagh, der er en af landets førende eksperter i miljøret, mener, at det er problematisk, at Miljøstyrelsen på det givne grundlag har givet tilladelse til at rejse vildsvinehegnet:

– Alle de argumenter, man kommer med, er tidligere blevet underkendt af EU-Domstolen. Derfor er jeg enig med WWF i, at man på den baggrund ikke kan give tilladelse, siger han til Jyllands-Posten.

Miljøstyrelsens vicedirektør, Lars Møller Christiansen, afviser kritikken. Han siger til avisen, at der er foretaget et “meget grundigt arbejde med udarbejdelse til tilladelsen”:

– Tilladelsen hviler efter styrelsens opfattelse på et solidt fagligt grundlag, lyder det ikke uventet fra Miljøstyrelsen, der jo selv har truffet beslutningen – efter ordre fra Esben Lunde Larsen.


Første spadestik taget

I dag blev så det første spadestik til det meget omdiskuterede vildsvinehegn taget.

Formålet med hegnet er at holde vildsvin ude af Danmark, da svinene kan bære den frygtede sygdom afrikansk svinepest.

  • Det kommende vildsvinehegn vil være et kraftigt stålmåttehegn, som er halvanden meter højt og går en halv meter ned under jorden.
  • På strækninger langs grænsevandløb og grøfter kan hegnshøjden reduceres, fordi der kan opnås en voldgravseffekt foran hegnet.
  • Der vil være permanente åbninger i hegnet, hvor der nu er Schengen grænseovergange, og hvor der er større krydsende vandløb. 
  • Der bliver i alt 20 permanente åbninger i forbindelse med vandløb og Schengen overgange på den knapt 70 kilometer lange strækning.
  • Ved øvrige overgange langs grænsen indsættes der låger eller færiste. Der opsættes som minimum en låge for hver kilometer.
  • Mellem lågerne etableres trin i hegnet, så man kan passere henover det.
  • For de mindre dyr etableres for hver 100 meter en 20×20 cm åbning i hegnet.

Så må man bare håbe, at de frygtede vildsvin holder sig væk fra grænseovergangene og undlader at svømme over Flensborg Fjord eller krydse Rudbøl Sø. Og ikke hopper over hegnet, som man har set dem gøre det på video. Eller bruger trapperne og de permanente åbninger.

Man må også håbe, at de ikke kommer i kontakt med smittebærende insekter, der næppe heller bremses af hegnet. Eller svinetransportører, der ikke desinficerer korrekt eller medbringer madvarer over grænsen. Etc. 

Listen er alenlang og bliver sikkert længere.

28. januar  2019

Foder, føde og fiskeopdræt

Den norske organisation “Framtiden i våre hender” har kigget nærmere på fiskeopdrættets klassiske påstand om, at det er netop fiskeopdrættet, der skal redde verden. Fiskeopdrættet, som skal brødføde den sultende del af befolkningen.

Nu vidste de fleste af os jo godt, at det ikke er rigtigt. At det er en løgn af gigantiske dimensioner. At det rent faktisk er det stik modsatte, som er tilfældet. At vore dages fiskeopdræt i stedet trækker tæppet væk under de vilde fiskebestande, som netop kunne have brødfødet en stor del af del sultende befolkning.

I gamle dage fodrede man med mere eller mindre friske skidtfisk fra industrihavne rundt omkring i Danmark. Dem, der nu lå tættest på dambruget, så transporten blev kortest mulig. Man brugte da typisk mellem 4 og 7 kg skidtfisk for at producere 1 kg ørred. I tilgift fik man en masse organisk forurening, der flød fra dambrugene og ned ad åerne, efterladende en tydelig lugt af rådden fisk og en glinsende oliefilm på overfladen.

Siden begyndte man at fremstille foderpiller, som var mere hygiejniske, lettere at håndtere og mere effektive. Disse foderpiller kunne nu tilsættes en masse hjælpestoffer, der uundgåeligt havnede i vandmiljøet med det overskydende foder. Læs gerne artiklen om “Ethoxyquin

Som årene gik, blev disse foderpiller bedre og bedre. Til sidst så gode, at man i dag i grove træk kan producere 1 kg fisk af 1 kg foder. Et faktum, der i meget vid udstrækning misbruges af branchen til at fortælle forbrugerne, hvor effektive man er blevet til at opdrætte fisk, og hvor godt fiskeopdræt er blevet for natur og miljø…

Men det er naturligvis ikke tilfældet. Træerne vokser heller ikke her ind i himlen. For at nå frem til dette helt usandsynlige 1:1 forhold fjerner man nemlig alt vandindhold i foderet, hvilket gør det lettere – at transportere og håndtere. Fjernede man ikke vandindholdet, ville tallene se ganske anderledes ud. Og ikke være i fiskeopdrætternes eller foderproducenternes favør.

Man kan sammenligne det med slagteren, der pumper sit kød med saltholdig væske for at få det til at suge vand og dermed gøre det tungere. Her blot i omvendt forstand, da foderproducenterne i stedet fjerner vandet for at gøre foderet lettere.

Fra animalsk til vegetabilsk

Indtil for relativt få år siden brugte man udelukkende animalsk protein til fremstilling af fiskefoder. Det er jo det, fiskene spiser ude i naturen. Og derfor også det, der giver det bedste slutprodukt. Det er alle forskere enige om. Også norske lakseopdrættere. Fiskefoder fremstillet af fiskemel indeholder nemlig som udgangspunkt alt, hvad rovfisk som laks og ørreder naturligt har brug for til at vokse sig store.

Forskerne er også enige om, at fiskeopdrættet i lang tid ikke havde kunnet vokse, hvis foderet udelukkende skulle bestå af animalsk protein i form af fiskemel. Der er simpelthen ikke nok “skidtfisk” som sild, brisling, sperling, tobis og ansjoser i selv de store verdenshave.

Man ville have støvsuget også de allersidste “skidtfisk” op af verdenshavene for at skaffe foder nok til de uendeligt mange millioner tamlaks, der findes i havbrug verden over.

Derfor har man længe eksperimenteret med at tilsætte vegetabilsk protein – i form af primært rapsolie, soya og hvede. Hertil mindre mængder ærter, majs, bønner og solsikke.

Animalsk protein i form af fiskemel udgør i det her analyserede tilfælde godt 28% af det samlede proteinindhold. Knap 72% af moderne fiskefoder udgøres i dag af vegetabilsk protein med følgende sammensætning:

Solsikke: 17.95 kcal 

Bønner: 34.88 kcal 

Majs: 45.14 kcal 

Ærter: 50.38 kcal 

Hvede: 220.22 kcal 

Soja: 221.18 kcal 

Ansjos: 424.03 kcal 

Rapsolie: 475.62 kcal

⌘: Vegetabilsk protein: 72%

⌘: Animalsk protein: 28%

I alt spist af fisken: 1.489.4 kcal

I alt leveret af fisken: 281.25 kcal

Altså leverer laksen blot en femtedel af de kalorier, der er brugt til at fodre den op med. 281 ud af 1.489 kilokalorier. En rigtig dårlig forretning set i et sult- og hungersnødperspektiv.

Det ser ud til, at vi indtil videre har nået smertegrænsen for, hvor meget vegetabilsk protein man kan blande i fiskefoderet – hvis det ikke skal gå smagbart ud over kvaliteten. Dette regnstykke viser således, at opdræt af laks i dag blot leverer en femtedel af de kilokalorier, man opfodrer fiskene med.

Det skal ses i forhold til, at de øvrige fire femtedele går til spilde under produktionen. Vel at mærke fødevarer, der udmærket kunne have været brugt direkte som menneskeføde. Norske www.framtiden.no konkluderer derfor ganske rigtigt, at man i opdræt af laks og ørreder spilder fire femtedele af de mulige fødevarer.

Det uundgåelige resultat bliver, at verdens sultende befolkning sulter endnu mere, end de ellers ville have gjort. Svinebranchens massive behov for foder har haft samme effekt på verdens fødevaresituation. Også den har øget mangelen på fødevarer til fattige og sultende befolkninger verden over. I stedet for at give dem noget at spise.

Kort sagt haler det moderne opdræt af luksusfisk maden ud af munden på sultende mennesker i mange lande. Værst er det, hvor internationale fiskeflåder har bestukket korrupte regeringer og politikere, så de fra deres kæmpestore skibe kan fiske skidtfisk til fiskemel til fiskeopdræt. Skidtfisk, som ellers kunne have brødfødet befolkningen, der nu i stedet må sulte.

Men desværre heller ikke nok med det. Det kan lyde fint og rigtigt og miljøbevidst, at man skåner de vilde bestande af “skidtfisk” ved at blande stedse mere planteprotein i foderet. Men, men, men. Vi har allerede nu set den grimme bagside af også denne medalje.

Flere rapporter har kunnet fortælle og med fotos dokumentere, hvordan indfødte beboere i Amazonas regnskove er blevet fordrevet af industrialiserede storbønder og træfirmaer, som fælder træerne i regnskoven og brænder resterne af, så den blottede jord i stedet kan bruges til dyrkning af – soya og raps til foderfremstilling.

GMO-soya i foderet

Men heller ikke nok med det. For at øge produktionen og fremme indtjeningen bruges i regelen genmodificerede (GMO) sorter, som sprøjtes fra luften med dedikerede sprøjtegifte fra Monsanto. Det være sig RoundUp eller tilsvarende pesticider, som er meget lidt bæredygtige.

Det moderne fiskeopdræt i vor vestlige verden baserer sig således for en meget stor og stigende dels vedkommende på ryddet regnskov og giftsprøjtede afgrøder.

Endnu et godt eksempel på, at moderne fiskeopdræt af laks og ørreder og andre luksusfisk ikke bare ikke er bæredygtigt. Nej, det er i høj grad med til at øge forskellene på rig og fattig, forværre forholdene for sultende befolkninger samt forgifte miljøet i fattige lande. På én og samme gang. Det er prisen, og den er høj.


Brasiliansk regnskov ryddes og nedbrændes til GMO-soyaproduktion. 


Vi løser ikke verdens fødevareproblemer ved at opføde fisk med fødevarer, vi selv kunne have spist. Det konkluderer norske “Framtiden i våre hender” snusfornuftigt. Og da slet ikke, når vi kun får en femtedel ud af det, vi fodrer fisken med.

Endnu værre og mere grotesk bliver det, hvis man ser på den målrettede fremstilling af ørredrogn til eksport til det evigt fiskehungrende japanske marked. Her er “suijiko” en delikatesse, som værdsættes højt, og som indbringer rigtig gode priser.

Den spæde ørredrogn udtages og saltes på speciel vis, hvorved den bliver fast og kan skæres i skiver. Japanerne stoler ikke på, at vi danskere kan klare det. Så hvert år sender de deres egne japanske specialister til Danmark for at gøre arbejdet.

“Kun hunner”

Almindelige hunfisk vokser markant hurtigere end hanfiskene, der bliver tidligere kønsmodne. Hos mange arter et år før hunnerne. Ved at varme- eller trykbehandle befrugtede ørredæg kan man skabe triploide hunner, som er sterile. Og triploide hunner vokser halvanden gange så hurtigt som almindelige hanner og hunner.

Det er noget, fiskeopdrætteren kan bruge. Til at dyrke større fisk på kortere tid med mindre foderforbrug. Men hvordan sikrer man sig nu, at det kun er hunner, man dyrker? Hvis det udelukkende er den kostbare rogn, man er ude efter?

Man tyr til hormonbehandling af fiskene. Man fodrer fiskene med mandlige kønshormoner, hvilket gør eksisterende hunner til hanner af krop og udseende. Disse nye “hanner” producerer funktionel sæd som rigtige hanner, men er jo stadig hunner rent kromosommæssigt.

Bruger man nu denne kunstigt frembragte sæd til at befrugte almindelige eller “rigtige” hunner med, da vil alt afkommet blive hunner – klar til en optimeret produktion i fiskeopdrættets tjeneste. Til at producere røde rognkorn i lange baner.

Det er i princippet sådan, “All Females” bliver til. “Kun Hunner” må det nok hedde oversat til dansk, når man kun fremstiller og opdrætter hunfisk.

Rene rognmaskiner til eksport til Japan.

Den Opgående Sols Land.

Tekst og flag © 2018: Steen Ulnits

Illustrationer © 2018: “Framtiden i våre hender”


Efterskrift: Den norske opdrætsindustri kunne naturligvis ikke sidde dokumentaren fra Framtiden i våre hender” overhørig. Man barslede efterfølgende med undersøgelser, som når frem til, at det næppe er fem gange, nøgletallet er. Men noget mindre.

Alt afhængig af, hvor stor en del af fiskefoderet der rent faktisk vil kunne omsættes direkte til menneskeføde. Man erkender dog problematikken – at man ikke kan brødføde en sultende befolkning med luksusfisk som laks, der er dyre i foder.

 

 

MRSA anno 2018

MRSA 2017


I 2017 barslede Miljø- og Fødevareministeriet med den længe ventede rapport om den frygtede svine-MRSA bakterie, som er blevet multiresistent over for antibiotika. Trods flere års advarsler om den farlige udvikling.

Rapporten frikender ikke uventet de ansvarlige myndigheder, som længe har overset de mange advarsler – med det resultat, at stort set alle danske svinebesætninger nu er MRSA-inficerede. De fleste økologiske dog undtaget.

Danske politikere havde chancen, da udbredelsen endnu var ringe, men skiftende fødevareministre gjorde bevidst ikke noget ved problemet.

Den 137 sider lange rapport indeholder mange interessante data, som her er forsøgt samlet på overskuelig vis. – Hvor stammer den potentielt dødbringende bakterie fra? – Hvad har den hidtil anrettet af ulykker? – Og hvad planlægger myndighederne at gøre ved det? Men allerførst: – Hvad er egentlig MRSA for en størrelse?

– Hvad er MRSA?

Den er for det første ikke ret stor. Den er nemlig en bakterie. En stafylokok, for at være helt præcis. En stor familie af bakterier, som volder problemer overalt, hvor de findes. MRSA er helt præcist en forkortelse for Methicillin-resistent Staphylococcus aureus. 

Der er tale om stafylokokker, som er blevet modstandsdygtige over for de mest effektive og anvendte midler til bekæmpelse af stafylokokker, nemlig penicilliner og beslægtede antibiotika. Methicillin var det første special-penicillin udviklet til behandling af netop Staphylococcus aureus.

I Sundhedsvæsenet deler man MRSA-smittede personer op i passive bærere og aktivt syge. En MRSA-bærer er en person, der bærer MRSA – som oftest i næsen – uden at have en egentlig infektion. MRSA vil først aktiveres, når dens bærer har et svækket immunsystem – typisk i forbindelse med sygdom – eller den overføres til allerede syge og svækkede personer.

CC398 eller MRSA 398 er den faglige betegnelse for svine-MRSA, som man i starten ikke mente kunne smitte mennesker. Det ved vi i dag, at den rigtig godt kan. Det kan ske via fysisk kontakt eller via luftvejene.

Dødsfald pga. MRSA

Det gik egentlig meget godt med at leve med MRSA-truslen – lige indtil 2014, hvor der pludselig dukkede tre dødsfald op, som skyldtes netop MRSA. Oplysningen kom frem i en retssag, hvor en kendt overlæge var indkaldt som vidne:

– Fra mit eget hospital har jeg kendskab til en patient, der sidste år døde af en MRSA-infektion fra svin. Da jeg rapporterede dødsfaldet, spurgte jeg Statens Serum Institut, om der havde været andre tilfælde. Og det var der, et i 2012 og igen et året efter, sagde overlæge på Odense Universitetshospital og professor i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet Hans Jørn Kolmos.

De ansvarlige veterinærmyndigheder fejede problemet af banen med, “at vi ikke kan komme smitten til livs i Danmark alene, når mennesker og dyr rejser mellem lande”, som det så smukt lød.  Som om det ikke var et selvskabt dansk problem fra vor massive svineproduktion, der allerede dengang var ude af kontrol.


IMG_1808


I retssagen, hvor overlægen var indkaldt som vidne, blev der rejst tiltale mod journalisterne Kjeld Hansen og Nils Jørgen Mulvad. De to offentliggjorde i oktober 2010 adresserne på 12 svinebesætninger, hvor der var infektioner med MRSA-bakterier. De offentliggjorde også navnene på et ægtepar, der var ejere af en inficeret svinefarm og smittede med MRSA.

De to journalister mente, at sagen var i offentlighedens interesse, og at de derfor i henhold til Medieansvarsloven skal frifindes. De to journalister har i mellemtiden fået medhold i deres sag.

Siden da er det støt og roligt gået den helt forkerte vej. Indtil videre har svine-MRSA således kostet 7 danskere livet. Og bakterien har spredt sig til næsten alle konventionelle svinebesætnnger.

Smittefaren

I lang tid bildte svinebranchen og fødevaremyndighederne sig selv og vi andre ind, at MRSA ikke var ret smittefarlig. Trods dette oplevede man en stor stigning i antallet af smittede – passive bærere såvel som patienter med infektion.

I dag ved vi som sagt, at svine-MRSA er ganske smitsomt. Det smitter mennesker ved såvel fysisk kontakt med inficerede flader – eksempelvis dørhåndtag – som via luften i ikke mindst svinestalde, hvor bakterierne findes overalt – specielt i støv og støvfyldt luft.

MRSA tages ikke alvorligt af svinebranchen, som primært fokuserer på egen indtjening og ikke tænker på konsekvenserne for andre samfundsborgere. Det må gerne koste dødsfald blandt uskyldige danskere at holde svineeksporten oppe. Holdningen fremgår tydeligt af dette tweet i en tidligere debat om netop MRSA:


IMG_1796


Det er åbenbart helt OK, at alvorligt syge mennesker dør af MRSA. Når blot raske mennesker ikke gør det. Det er bare ærgerligt, hvis man bliver syg og et let offer for MRSA. Mener altså svinebranchen. Så må man godt dø.

Et besynderligt argument og mærkeligt livssyn, der tydeligvis er fremherskende blandt svineavlere og andre beskæftiget i eller med denne branche. De selvsamme personer og organisationer kæmpede da også med næb og kløer for at undgå offentliggørelse af MRSA-inficerede svinebesætninger.

Dette blandt andet for at udgå stigmatisering af de medarbejdere, som jo nu udgjorde og udgør en klar smitterisiko for resten af befolkningen. Eller egne børn i forhold til deres skolegang og smitterisikoen herved.

Det kostede som tidligere nævnt et langt juridisk tovtrækkeri at få rettens ord for, at myndighederne ikke måtte hemmeligholde navne og adresser på disse. En alvorlig streg i regningen for svinebranchen, hvis ejere, børn og medarbejdere nu risikerede at blive gjort til pariaer i det danske samfund.


Fødevareminister Eva Kjer Hansen, Venstre

Fødevareminister Mette Gjerskov, Socialdemokratiet

Fødevareminister Dan Jørgensen, Socialdemokratiet


Mere end 88% af samtlige danske svinebesætninger er i dag inficeret med MRSA. Og omkring 70% af alle ansatte i branchen er i dag selv smittebærere. Daværende sundhedsminister Nick Hækkerup forbød derfor skolebesøg i MRSA-smittede svinestalde, hvilket er stort set alle konventionelle svinebrug. Kun de økologiske svinestalde er endnu så nogenlunde fri for MRSA.

Slut med at kysse grisen?

Skolebørn i inficerede svinestalde er oplagte smittebærere, der kan bringe smitte ud i det øvrige samfund – som sunde og raske smittebærere til måske svage og syge bedsteforældre. Smitten kan overføres via luftvejene eller simpel fysisk kontakt. Blot man giver sit barn et knus, giver hånd eller låner en smittets mobiltelefon, er der reel smittefare. Det siger således sig selv, at sex er en helt oplagt kilde til overførsel af MRSA.

Medarbejdere i smittede svinebrug er således en kostbar affære for samfundet. Dels er det langt fra altid, de frivilligt opgiver deres arbejdssted i svinebranchen. De er bange for at blive udstødt. For at blive “stigmatiserede”, som det så fint også hedder.

Og gør de det endelig – fortæller om deres arbejde i svinebranchen – koster en enestue rundt regnet det danske samfund 3.000 kroner ekstra hver eneste dag under indlæggelsen – for om muligt at holde smitten væk fra de øvrige patienter, som jo meget ofte er i farezonen. De er naturligvis svækkede og sårbare, siden de er indlagt på et sygehus.


Svinevirus i Limfjordsmuslinger

I 2013 foretog DTU Aqua en undersøgelse af blåmuslinger i de indre danske farvande. Helt tilfældigt fandt man da muslinger, som var inficerede med den svinespecifikke virus Porcint circovirus Type 2 (PCV2). Fundet af svinevirus blev gjort tilfældigt i forbindelse med søgen efter smittekilder til Hepatitis E-virus hos mennesker.

Undersøgelsen blev foretaget på muslinger fra 19 produktionsområder i Limfjorden og på den jyske østkyst fra Aarhus og ned til Fyn. Men det var kun i Limfjorden, at forskerne fandt svinevirus i muslinger. Sikkert fordi man her har en af landets højeste svinetætheder og derfor oplever massiv udsivning af svinegylle fra de omkringliggende marker.

PCV2 smitter så vidt vides ikke mennesker, og ifølge DTU bør fundet heller ikke vække bekymring for at spise muslinger. Men sådan sagde man jo også om MRSA for blot nogle få år siden, og det holdt jo ikke stik. MRSA viste sig endda at koste menneskeliv.

Der er så vidt vides ikke efterfølgende undersøgt for svinevirus i limfjordsmuslinger, og der er heller ikke planer om at gøre det. Limfjordens attraktive østers er aldrig blevet undersøgt overhovedet.

Lokale interesser i østersturismen og den store årlige skaldyrsfestival på Mors øger naturligvis ikke interessen for at få problemets omfang og mulige konsekvenser belyst…

© 2017 tekst: Steen Ulnits

© 2017 fotos: ft.dk


Stop MRSA