Tag-arkiv: Snapdragon

Suunto 7 – nu med kort

Finske Suunto er en gammel kending i branchen for kompasser og dykkerure. De har længe haft et godt ry for deres sportsure, som nu har fået det første kortlæsende medlem: Suunto 7.

Firmaet blev etableret tilbage i 1936, hvor det vigtigste produkt var skibskompasser. En produktion, der først ophørte for få år siden. Siden kom diverse dykkerartikler til, og på det seneste er aktivitets trackere til sportsudøvere blevet en vigtig del af sortimentet. Kompasset findes dog stadig i digital form – som urskive.

I dag koncentrerer Suunto sig om bærbare produkter til håndleddet. Om det så er undet vandet til dykning. Eller over vandet til sportsudøvelse. Med sit seneste skud på stammen prøver Suunto at forene sine hidtidige datatunge og meget hårdføre aktivitets trackere med det moderne og alsidige smartwatch til daglig brug.

Til det formål har Suunto skippet sit eget OS til fordel for Google’s traditionelt strømslugende Wear OS. Hvilket ganske naturligt har skræmt en del tidlige(re) brugere af Wear OS.

Heldigvis er den seneste generation af Wear smartwatches bygget på den nye Snapdragon Wear 3100 platform, som på alle måder er en bedre processor end forgængeren 2100.

Snapdragon Wear 3100

Snapdragon Wear 3100 har et strømforbrug, der ifølge producenten Qualcomm er 67 % lavere end på 2100. Der er to power modes – det ene til aktivt brug, det andet til passivt. GPS funktionen bruger nu 49 % mindre strøm end tidligere, og der bruges 43 % mindre til keyword detection.

Opdatering af urskiven trækker 35 % mindre strøm end tidligere, afspilning af MP3 musik bruger 34 % mindre strøm, og forespørgsler over Bluetooth eller Wi-Fi kræver 13 % mindre strøm end med Wear 2100.

Batteritiden er således markant bedre end på forgængeren, selv om den langt fra lever op til, hvad man kan finde i dedikerede activity trackers. Til gengæld får man al funktionaliteten fra et moderne smartwatch kombineret med data-logging under aktivitet.

Der er således ingen grund til længere at løbe skrigende bort, når talen falder på Wear OS og dets strømforbrug. Man får som absolut minimum en hel dag ud af en fuld opladning – op til to hele dage, siger Suunto. I virkelighedens verden er det dog ikke klogt at satse på mere end halvanden dag.

Til gengæld tager det ikke lang tid at lade uret fuldt op. En time på opladeren, og man er klar til en ny lang dag.

Wear and what not

Har man haft et smartwatch med Wear OS tidligere, da ved man, hvad man går ind til. Man tilgår Google Play og apps herfra med den dedikerede knap øverst til venstre. Og selv brugt for første gang i et Suunto ur ligner Google Wear oplevelsen sig selv:

Swipe ned for adgang til indstillinger. Swipe op for notifikationer. Swipe til højre for Google Assistant. Og swipe til venstre for at tilgå Cards. Altså ikke landkort, Maps, som man finder i Suunto app’en – ved at trykke på knappen øverst til højre.

Det hele er intuitivt og nemt at gå til – især hvis man er vant til de ofte ret komplicerede og ulogiske aktivitets trackere fra eksempelvis Garmin, hvor man hurtigt kan fare vild i menuer og indstillinger. Hvor der er hele fem knapper og med dem et utal af muligheder for at gå galt i byen.

Suunto er vant til at lave robuste ure, der kan tåle at blive brugt, og Suunto 7 er ingen undtagelse. Det er stort – større end mit knap 100 gram tunge Garmin Fenix 5X med sit stålhus – men det vejer blot 70 gram i sit eget hus af forstærket polyamid. Urkransen er dog af rustfrit stål.

Kortene

Det er kortene, der adskiller Suunto 7 fra stort set alle andre Wear OS ure. Muligheden for at downloade og gemme kort til senere offline-brug, ikke mindst. Det har man også kunnet på Casio’s ProTrek modeller, men det har ikke fungeret nær så godt som her. Dels har processoren været lidt for langsom, og dels har det haltet med upload af nye kort.

Det gør det ikke på Suunto 7, der flyver gennem kortene. Dels de indbyggede “heat maps” – dels de større topografiske kort, man kan downloade efter behov – for øvrigt aldeles gratis.

“Heat maps” er grafiske kort, som fortæller, hvor andre brugere har gået, løbet, cyklet eller kørt. Man kan zoome ind efter behov, hvilket er nødvendigt i områder med megen trafik. Og man kan som ny i et område hurtigt udvælge sig en afprøvet rute til gå-, løbe- eller cykelturen.

En uhyre praktisk funktion, når og hvis man ankommer til nyt og ukendt terræn – det være sig midt inde i en storby eller langt ude på det øde land.

Man kan vælge at bruge den indbyggede heat map som baggrund for sin udskrive, hvilket er både populært og flot. Den skifter da helt automatisk fra sted til sted, hvilket er rigtig smart. Kommer man til en ny lokalitet, skal man ikke til at lede efter nye ruter først. Den indbyggede heat map vil da allerede være opdateret og ens position centreret. Hvis der da ellers er dækning.

Vil man efterfølgende ud i terrænet, trykker man blot på Suunto startknappen – den øverst til højre på uret. Så er der straks opdaterede mapbox™️ kort på skærmen. Og man vælger selv, hvordan de skal vises.

Swiper man nu ned på skærmen, vil man se det topografiske kort for det pågældende område, som man så kan zoome ind og ud på – alt efter lyst og behov. Swiper man op på skærmen, dukker en lang række af aktiviteter op, som man kan vælge imellem. Det være sig gang, løb, cykling eller en af de i alt 70 forskellige muligheder for aktiviteter.

Når urets indbyggede GPS har fundet den eksakte position, swiper man til venstre, og man er nu i gang med sin aktivitet. Suunto 7 logger nu alt, hvad man foretager sig – puls, position, fart, kurs og tilbagelagt afstand med meget mere. Man kan vælge at have kortet kørende synligt hele tiden, hvilket selvfølgelig koster mere strøm. Eller man kan lade uret logge passivt i baggrunden..

Det hele kan efterfølgende ses og genopleves på mobilen – på Suunto’s yderst velfungerende og overskuelige app. Præcisionen er ganske imponerende: Ned til 2 meter på lokaliteter, jeg kender godt og frekventerer ofte. På en skærm, der i højeste ind-zooming dækker bare 10 meter.

Det er klart godkendt – endda på en skærm, hvor kortet løbende roterer med ens bevægelsesretning. Dette er uhyre praktisk, da man så langt bedre end på et statisk kort kan orientere sig i forhold til det omgivende terræn og kendemærker her.

Man kan når som helst gribe ind og kigge detaljer, hvis der skulle blive brug for det. Enkelt og intuitivt, hvilket jeg aldrig har syntes var tilfældet på eksempelvis mit Garmin Fenix 5X, der ellers er et rigtig fint og velfungerende ur. Det har blot lidt for mange knapper, indstillinger og menuer at holde styr på.

Konklusion

Man kan hurtigt konstatere, at Suunto’s teknikere virkelig har lagt sig i selen for at optimere brugeroplevelsen på Suunto 7. Den får topkarakter herfra. Det gør også urets hardware, der er bygget solidt – til at holde til strabadser ud over det sædvanlige i felten.

Batteritiden er stadig ikke noget at skrive hjem om – slet ikke sammenlignet med dedikerede aktivitets trackere, der i regelen holder strøm til flere dage. Til gengæld kan de så ikke håndtere dagligdagen indendøre, hvilket Suunto 7 fint kan. Regn med at skulle oplade uret hver eneste nat, hvis der skal være strøm nok til hele den følgende dag.

Suunto 7 kan næsten det samme som almindelige Wear OS ure – blot kan man ikke ringe fra eller til det. Der er ikke mulighed for indbygget eSIM, hvilket forhåbentlig kommer på et tidspunkt – så man kan lade sin mobil blive hjemme på løbeturen. Det er en af de ting, jeg har været allermest glad for med mit Apple Watch Series 4.

Konklusionen bliver alligevel, at Suunto 7 er et yderst gennemtænkt og velfungerende ur, der vil kunne dække mange moderne menneskers aktiviteter og behov – indendøre såvel som udendøre. I løbet af en arbejdsdag såvel som i fritiden.

Jeg er selv helt solgt på det – primært på grund af kortene.

Produktfotos: Suunto

Suunto 7 specs

Vægt: 70 g

Lager: 8 GB

Vandtæt: 50 m

Batteri: 450 mAh

Hukommelse: 1 GB

Urkrans: Rustfrit stål

OS: Wear OS by Google™

Platform: iOS og Android

Urkasse: Forstærket polyamid

Armbånd: 24 mm – udskifteligt

Navigation: GPS, Glonass og Galileo

Processor: Qualcomm® Snapdragon Wear™ 3100

Batteritid: Op til 12 timer i GPS tracking mode

Op til 48 timers almindeligt daglig brug

Reelt halvanden dag

Suunto 7 blev testet sammen med

en Google Pixel 4 XL

Nokia 9 Pureview

Så kom den endelig, den længe ventede efterfølger til klassikerne Nokia 808 og Lumia 1020, der tog verden og dens mobilfotografer med storm – og flere end 40 millioner pixels.

Men den lille ny fra Nokia slægter ikke sine pixelrige forgængere på: Den leverer nemlig kun fotos med sølle 12 millioner pixels, hvilket er noget nær vore dages standard for mobiltelefoner.

Den nye Pureview har nemlig valgt at gå helt nye veje, som nok kun de færreste havde ventet. De fleste har nemlig forbundet navnet “Pureview” med rigtig mange pixels, som kunne levere hidtil uset skarpe fotos – med såkaldt “pixel binning” til styring af de mange millioner pixels.

Nokia har i stedet allieret sig med firmaet “Light”, der for et par år siden barslede med kameramonsteret “L16”, som bød på hele 16 kameraer. De skulle tilsammen dække alt, hvad både lys og perspektiv angår.

Men brugerfladen er der ikke noget usædvanligt ved. Det er den gode, gamle og let genkendelige, som vi kender fra millioner af mobiler, der kører på Android styresystemet:

Co-produktion

Nokia 9 Pureview er i sandhed en co-phone – skabt i samarbejde mellem følgende forskellige store aktører på foto- og IT-området, der hver har bidraget med afgørende dele:

Google: Leverer Android One styresystemet til den nye Nokia – og alle de tidligere. Den sikrer hurtige og løbende opdateringer i to år.
Qualcomm: Tæt samarbejde omkring 845 processoren, der normalt ikke kan håndtere input fra så mange forskellige kanaler/kameraer.
Light: Har udviklet og leveret den Lux capacitor, der skal til for at styre lysinput fra de fem integrerede kameraer.
Zeiss: Står bag udvikling af de to RGB-kameraer og de tre SH-kameraer, alle med 12 MP output, som bidrager til det enkelte foto.
Adobe: Har udviklet den Lightroom applikation, der skal til for at bearbejde de ubehandlede RAW fotos fra Nokia 9 Pureview.

Det har næppe været let for Nokia at styre udviklingssamarbejdet med så mange forskellige spillere, så hatten af for det. Men måske man skulle have ventet en lille stund endnu, før man lancerede Nokia 9…

Fingeraftrykslæseren…

Førstehåndsindtrykket af Nokia 9 Pureview er nemlig rigtig dårligt. I hvert fald på min model. Fingeraftrykslæseren, der er af den nye “in-screen” type, virker nemlig forrygende dårligt – på grænsen til overhovedet ikke.

Det er vanskeligt at få registreret sine fingeraftryk, men dog muligt. Efterfølgende virkede de så overhovedet ikke på min testmodel. Det var således umuligt at komme ind på mobilen, og samtidig dæmpedes lysstyrken hver gang så meget, at man stort set ikke kunne se noget uden manuelt at skrue op for lysstyrken igen.

“Prøv at trykke lidt hårdere…” lød den opmuntrende besked hver eneste gang. Og jeg trykkede og trykkede. Til sidst så hårdt, at jeg frygtede for elektronikken under skærmen. Opløftende var det heller ikke at søge på nettet. Det viste sig nemlig, at rigtig mange havde samme nedslående oplevelse…

Utroligt, at Nokia har ladet en så komplet ugennemtestet ny teknologi slippe igennem nåleøjet og ud til forbrugerne. På mine gamle Nokia mobiler virker den eksterne fingeraftrykslæser både hurtigt og upåklageligt. – Hvorfor så ikke lade det blive ved det?

Der må være nogle røde ører på Nokias hovedkontor i Tampere, Finland. Nogle, der har sovet i timen, da valget faldt på en dårligt testet in-screen fingeraftrykslæser i stedet for den gammelkendte og velprøvede. Fint skulle det være, men skidt blev det.

De fem kameraer

Mange tog sig til hovedet, da de første billeder af de mange kameraer på bagsiden af det nye Pureview blev lækket. Nogle syntes, det så cool og fremtidsorienteret ud. Andre, at det var grimt eller ligefrem skræmmende.

På det tidspunkt var der nemlig ingen, som rigtig vidste, hvad så mange kameraer skulle bruges til. Dengang var alle stadig sikre på, at Nokia 9 Pureview ville blive endnu et kamera med rigtig mange pixels – over de 40 millioner, som forgængerne havde budt på.

Men sådan skulle det ikke være. Havde man drømt om ekstremt højtopløselige billeder, blev man slemt skuffet. Der var nemlig kun 12 MP at tage af – trods de fem kameraer. Der nemlig hver især har helt andre opgaver, end de fleste nok havde regnet med.

De to af dem optager i RGB-farve – de tre øvrige suger SH-lys til sig. De tre sorthvid-sensorer kan suge meget mere lys til end farvesensorerne – 2,9 gange mere hver især, siger Nokia.

Læg hertil en såkaldt “Time of Flight” (TOF) sensor, der registrerer dybde og afstand. Specielt vigtigt ved portrætfotos, der jo gerne skulle kunne skelne klart mellem skarp forgrund og sløret baggrund.

Der er således nok at se til for den processor, der skal styre alle disse kamera-input. Og det kommer derfor ikke som nogen stor overraskelse, at der er en vis procestid efter hver optagelse. Man kan dog fint tage yderligere fotos, mens de gamle stadig behandles.

Procestiden var også lang med Nokia 808, der sågar havde en ekstra processor netop til billedbehandlingen. Men det kommer lidt bag på én, at der kan gå både 10, 15 og 20 sekunder, før efterbehandlingen på Nokia 9 er klar. Så har det pågældende billede til gengæld også lagret rigtig mange informationer til senere brug.

Nokias indbyggede kamera-app fungerer fint, omend jeg flere gange oplevede at udløserknappen slet ikke reagerede på tryk. Måske et problem relateret til den dysfunktionelle fingeraftrykslæser på den testede model.

Jeg havde forventet, at det ville være den samme Pro kamera-app, som vi kender og sætter pris på fra tidligere Nokia-modeller. Nokia havde nemlig erhvervet sig rettighederne til netop den, som er uhyre intuitiv at betjene.

Men nye funktioner og muligheder har tilsyneladende gjort den ubrugelig i Pureview-sammenhæng. App’en fungerer dog ganske udmærket, når man ellers kan tilgå den.

Det, man mest skal lægge mærke til, er det lille ikon for dybdeskarphed – “Depth Field”. Det ligner en PH-lampe, der ligger ned. Når det er aktiveret, optager kameraet et udførligt dybdefelt, som senere kan bruges til at fokusere rundt i – med op til 1.200 forskellige billedplaner eller justeringsmuligheder.

Det er der ikke andre producenter, som kan leve bare tilnærmelsesvis op til i mobil-sammenhæng. Det fylder dog i sagens natur rigtig meget.

Adobe Lightroom

Når man starte sin Nokia 9 Pureview op for første gang, foreslår den straks, at man installerer Adobe Lightroom til redigering af de store RAW filer, som mobilen tager. Og det sker i et snuptag.

Men vil man have adgang til de features og funktioner, som virkelig er noget værd, så mødes man af nedenstående billede. Adobe vil have 39,- kroner for at lukke op for godterne. Hver måned. Resten af livet. Ellers er der kun en lang næse at hente – i form af uendelige henvisninger til alle de features, man som nærigpind hele tiden går glip af…

Lightroom er et fremragende produkt, men at skulle betale knap 500,- kroner om året for at få adgang til det – en tiendedel af kameraets pris – hvert eneste år i mobilens levetid, det er lige i overkanten. Synes i hvert fald jeg.

Man kan nemlig få flere andre applikationer – til iOS såvel som Android – som man betaler et mindre beløb for én gang for alle. Selv har jeg længe benyttet mig af programmer som Halide, Darkroom og Focos, når der skal tages og arbejdes med RAW og fokus i efterbehandlingen.

Dem skal man ikke abonnere på. Dem køber man bare på vanlig vis. Og til en fornuftig pris. Når og hvis de sædvanlige billedbehandlings-programmer, der følger gratis med, ikke rækker.

Jeg må indrømme, at jeg personligt var noget skuffet over det nye Pureview fra Nokia. Jeg havde forventet mig mere af Nokia’s nye flagskib, som jo havde ladet vente længe på sig. Og jeg var langt fra den eneste:

Den kendte professionelle New York fotograf Marian Sell har testet det nye Nokia 9 Pureview kamera grundigt – ude i det fri såvel som inde i det digitale mørkekammer – og efterfølgende delagtiggjort os andre dødelige i sine iagttagelser på YouTube.

Sell var ikke imponeret. Ja, faktisk kunne han slet ikke forstå, hvad alle de mange kameraer skulle gøre godt for – når nu hans nye Samsung Galaxy S10 kan tage lige så gode og skarpe billeder. Det dokumenterer han fint på YouTube.

Han klagede også over det langsomme kamera, som missede mange skud, men dykkede dog ikke ned i muligheden for at styre fokus og lys i efterbehandlingen af de optagede billeder – Nokia 9 Pureview’s største force.

Marian Sell ville langt hellere have mulighed for at kunne vælge mellem forskellige optagevinkler, som flere nye kameraer i dag byder på – med vidvinkel, normal og tele som det, der ser ud til at blive fremtidens standard.

Men se og hør selv her, hvad en professional New Yorker fotograf mener om den nye Nokia 9 Pureview:

Plan og dybde

Nokia Pureview kan noget, den har lært af nu desværre hedengangne Lytro, som i nogle år brillerede med deres såkaldte “Light Field Camera” – et kamera, som fangede samtlige lysstråler i feltet fra kameralinse til uendeligt. Hvilket tillod, at man efterfølgende kunne fokusere sine billeder efter behag. Det hele var der – klar til at blive brugt.

Lytro nåede kun at producere to kameraer, inden firmaet måtte give op og erkende, at forbrugermarkedet ikke var modent eller interesseret i de muligheder, som lysfelt-fotografering gav.

Jeg nåede heldigevis at skille mig af med det seneste store Lytro Illum lysfeltkamera, som ellers var rigtig sjovt at lege med – med har stadig den første lille sag, som er en 4-kantet kasse på størrelse med to gammeldags filmruller. Her kan man med egne øjne se, hvordan hele lysfeltet indfanges, så man efterfølgende kan fokusere rundt omkring på billedet.

Det første Lytro havde dog en ringe kapacitet og samtidig en processor, der ikke var til ret store ting. Potentialet var imidlertid tydeligt – så tydeligt, at Apple’s nu hedengangne grundlægger Steve Jobs engang inviterede Lytro’s grundlægger Ren Ng op til en snak og en kop kaffe. Med sig hjem fik Ng i opdrag at finde ud af, hvad eventuelt Lytro kunne tilføre Apple på kamerafronten.

Det blev desværre ikke til noget, og nu er firmaets forbrugerdivision som sagt lukket. Men drømmen om lysfeltet lever videre – i Pureview’s 1.200+ billedplaner, som man kan bevæge sig rundt i.

Med det ret beset fantastiske resultat, at man først kan fjerne uønskede genstande og personer på et billede – i eksempelvis Lightroom – og dernæst fokusere på præcis den del af billedet / de billedplaner, man måtte ønske.

For meget og for lidt

Det er lidt synd for og egentlig også ganske dumt af Nokia, at man sender et produkt som et spritnyt Pureview på gaden i noget, der virker som halvbagt tilstand. Dumt, for ideen er skam god nok – det er eksekveringen, der halter.

Et gammelt engelsk ordsprog hedder “Too little too late” og bruges, når man er for sent ude med sine handlinger eller produkter. Med god ret og direkte henblik på den nye Nokia 9 Pureview kunne dette ordsprog passende omskrives til “Too much too early”:

– For mange kameraer og stadig lidt for tidligt i forhold til både hardware og software. Men under alle omstændigheder et frisk pust i en kameraverden, hvor konkurrencen er benhård og udviklingen går rigtig hurtigt.

Når først den avancerede teknologi får indhentet Nokias mange gode ideer, så skal alt nok blive godt. Der er nemlig masser af potentiale i den nye teknologi – hvis man nu er til den slags fiksfakserier med lys og skygge.

Dér er vi desværre ikke endnu. Men jeg står klar til at kigge nærmere på næste version af Nokia’s Pureview. Der har længe verseret rygter om, at opfølgeren allerede er på vej – med Qualcomm’s seneste og langt hurtigere Snapdragon 855 processor ombord.

Det vil alt andet lige være et skridt fremefter på vejen – hvis altså Nokia får styr på den helt forfærdelige in-screen fingeraftrykslæser…

Hvis der så også blev mulighed for lidt flere pixels end de nuværende 12 millioner i de færdige billeder, så ville vi være nået rigtig langt. Da ville resultaterne kunne bruges mange flere steder end nu. Da vil man kunne beskære sine motiver langt hårdere – uden brug af separate teleobjektiver.

Og lav så lige afslutningsvis en aftale med Adobe, så Lightroom er med i Pureview købsprisen. Én gang for alle. De to behøver hinanden.

Det vil i sandhed være a Match made in Heaven.

© Tekst & fotos: 2019 Steen Ulnits

Efterskrift:

– Gå altid tilbage til en fuser!

Sådan lød rådet i sin tid fra Gnags’ forsanger Peter AG, og gode råd fra en klog mand skal man naturligvis følge i det omfang, det overhovedet er muligt.

Jeg havde læst om flere efterfølgende opdateringer, der skulle løse de ovennævnte problemer, som den nye Nokia 9 Pureview desværre var født med. Ikke mindst in-screen fingeraftrykslæseren, der var helt umulig på den første udgave, skulle være blevet forbedret markant.

Og da så prisen samtidig blev sat ned med en hel tusse – fra de vejledende 4.999,- til nu 3.999,- kroner – var tiden inde til endnu et forsøg. Den ambitiøse fuser skulle have en chance til. Som gammel Nokia-fan var det næsten ikke til at leve med det første flop, det famøse 5-linsede fejlskud.

Det var derfor med den allerstørste spænding, at jeg pakkede min Pureview nummer to op af kassen. Den ankom med Android 9 Pie installeret, men gik straks i gang med at opdatere sig selv. Hele tre store opdateringer blev det til, inden den var tilfreds og lod mig gå videre med installeringen.

Fortsat forrykt fingeraftrykslæser

Men ak. Fingeraftrykslæseren var fuldstændig lige så forbandet på den nye Nokia, som den havde været på den gamle. Meget vanskeligt at registrere nye fingeraftryk. Og helt umuligt siden at bruge dem. “Prøv at trykke lidt hårdere” lød meldingen gang på gang på gang. Præcis som på den første model.

I en kort periode kunne jeg vække den til live med et rapt og millimeterpræcist tap, men det holdt ikke længe. Så nægtede den fuldstændig at registrere mine fingeraftryk – selv efter flere sletninger og genregistreringer.

Til gengæld var den aldeles usikre ansigtsgenkendelse blevet superhurtig. Den åbnede flere gange, førend jeg overhovedet nåede at få lagt fingeren på skærmen. Ikke specielt betryggende, når man nu ved, at den kan snydes med et simpelt fotografi…

Det var og er stadig de fem indbyggede Zeiss kameraer, som gør / skulle gøre Pureview til noget ganske specielt. I den første udgave crashede kamera-appen regelmæssigt, og den gør den nye desværre stadig.

PRO-fessionel fiasko

Flere af funktionerne forsvinder helt eller delvis, så de ikke kan bruges mere. Selv ikke efter genstart. Det gælder specielt i “Pro” mode, som man jo netop griber til, når automatikken ikke rækker.

Jeg oplevede flere gange, at mobilen slet ikke ville tage et billede, når jeg trykkede på udløseren. Katastrofalt for en fotograf, der jo langt fra altid får samme fotomulighed igen. Hvis nogensinde.

Efter blot en enkelt dags fornyede og gentagne frustrationer gav jeg op. Jeg pakkede mobilen ned og returnerede den.

Det er bare for dårligt, Nokia. Model 9 Pureview skulle aldrig nogensinde have været på markedet.

2019 Steen Ulnits

Samsung Galaxy S21 Ultra

Tredje gang ser ud til at være lykkens gang. I hvert fald hvis man ser på den nye Galaxy S21 Ultra, der netop er kommet på markedet. Det er en rigtigt vellykket mobil, der leverer på det allermeste.

Samsung havde som bekendt ikke den ønskede succes med sidste års Galaxy S20 Ultra, som lovede en hel masse, den ikke kunne levere på. Efterfølgeren Galaxy Note 20 havde taget ved lære af fejlene, men fjernede samtidig de store forventninger.

Med den nye S21 Ultra har koreanske Samsung skelet kraftigt til sin kinesiske konkurrent, Huawei, der jo pt. ligger underdrejet på grund af handelsblokade fra USA. Huawei kan ikke få lov at købe de amerikanske komponenter, der skal til for at fremstille de nødvendige processorer.

Samsung har valgt at udnytte lejligheden til at sparke til Huawei, mens kineserne ligger ned. Til at generobre førstepladsen som verdens største mobilproducent, mens Huawei må kæmpe for at udvikle egne erstatninger for deres hidtidige Kirin processorer. Og de kæmper stadig.

Samsung har derfor ikke ligget på den lade side, men har netop lanceret efterfølgeren til både S20 Ultra og Note 20 Ultra. Meget tidligere end normalt.

Dette i form af den nye årgang 2021 Galaxy S21 Ultra.

Med den nye S21 Ultra har Samsung samtidig kigget dybt på Huawei’s ultimative topmodel fra 2020, P40 Pro Plus, der byder på ikke blot én, men hele to telelinser. Dette i erkendelse af, at man helt enkelt ikke kan dække et stort zoom-område med én enkelt 5X zoom.

Xiaomi, der som den første producent fik adgang til Samsung’s nyudviklede 108 MP sensor, var også klar over problemet. De snød ganske vist med den optiske 5X zoom, der i virkeligheden kun var 3,7X. Men valgte så klogeligt at inkludere en ekstra 2X zoom til portrætter og lignende motiver. Samt en separat lille makrolinse.

Det gjorde Xiaomi ud fra den erkendelse, at hvis man ikke gjorde det, så ville mobilen i stedet selv gå ind og beskære på de 108 MP. Med dårlige resultater til følge.

Dobbelt telezoom

Huawei valgte tilsvarende at løse dette problem ved at erstatte 5X periskop telen på P40 Pro med henholdsvis en 10X periskop tele og en almindelig 3X tele. Med en vidvinkel, normal, tele og supertele har Huawei skabt et fornemt fotoinstrument til de kræsne brugere. Et produkt, hvor der stadig gås på kompromis enkelte steder, men ikke i nær samme omfang som tidligere.

Samsung har valgt at kopiere denne Huawei-løsning til noget nær mindste detalje. Og det skal være dem vel undt, da Huawei jo selv har lånt hvis ikke ligefrem stjålet fra konkurrenterne for at nå toppen.

Og så også fordi Huawei Danmark af uransagelige årsager valgte ikke at markedsføre den ellers så ultimative P40 Pro Plus. Mærkværdigt, når man nu havde verdens ubestridt bedste produkt på området i netop sin portefølje.

Helt mærkværdigt blev det, da Danmark var eneste nordlige undtagelse. Således kunne man købe Huawei’s topmodel i England, Tyskland, Sverige og Norge – altså i samtlige vore nabolande – men ikke i Danmark. Jeg spurgte flere gange Huawei Danmark på den, og på et tidspunkt fremgik det endda officielt af pressen, at nu – nu – ville den komme.

Men den kom aldrig, og Huawei forpassede derfor en enestående mulighed for at brillere med sin fotografiske kunnen.

Samtidig blev Huawei Danmark også dømt ude rent politisk. Dels fordi den danske kommunikationsdirektør samtidig skulle være vært for en dansk børnekanal på TV – finansieret af kinesiske Huawei. En kanal, som blev mistænkt for at være skjult kinesisk propaganda.

Og dels fordi Huawei i 2020 endnu engang kom i politisk modvind. Det viste sig nemlig, at Huawei havde udviklet et avanceret ansigtsgenkendelsesprogram, der var blevet brugt til at identificere oprørske befolkningsgrupper i Kina.

– Not good, Huawei. Not good at all….

Huawei’s imponerende og banebrydende P40 Pro Plus kom derfor aldrig rigtig ud til brugerne. I stedet blev det så ét år senere Samsung, der kunne høste anerkendelse og berømmelse med den nye Galaxy S21 Ultra, der på flere måder endda er bedre end forbilledet Huawei’s P40 Pro Plus.

Samsung har ganske enkelt taget det bedste fra Huawei og tilføjet det bedste fra sig selv. S21 Ultra benytter sig for det første af Samsungs højtopløselige 108 MP sensor. I Mark 2 udgaven. Her må Huawei nøjes med beskedne 50 MP.

Og så er S21 Ultra forsynet med en dobbelt tele, der tillader optisk periskop-zoom på helt op til 10X og 100X Space Zoom, som vi så det på forgængeren S20 Ultra. Dertil en 3X optisk zoom til portrætter og kortere telefotos.

I mine øjne udgør den nye S21 Ultra hermed markedets bedste bud på en universel kameramobil med noget nær uanede muligheder. Fra 100X Moon Zoom til skarpe makro-optagelser med vidvinklen.

Men så er der altså også tale om en kameramobil i 10.000 kroners klassen.

Bedre Exynos processor

Læg hertil, at Samsung langt om længe er kommet på omgangshøjde, hvad deres egne Exynos processorer angår. Samsung’s Exynos har længe været markant ringere end Qualcomm’s Snapdragon, hvad både hastighed og strømforbrug angår. Til stor splittelse i IT-verdenen.

For at spare penge har Samsung nemlig i flere år valgt at tilgodese det store amerikanske marked samt hjemmemarkedet med Snapdragon topmodellen, som de må købe sig til. Mens resten af verden har måttet nøjes med Samsung’s egen billigere og ringere ydende Exynos processor.

Tests har vist, at Exynos processorer hurtigere løber varme og må drosle ned på hastigheden, og at strømforbruget er så meget højere, at der der kan være mere end én times batteritid til forskel på de to processorer. Ikke uvæsentligt i løbet af en lang arbejdsdag.

Da Samsung konsekvent har brugt sine egne Exynos processorer i de allerfleste lande uden for USA og hjemlandet Korea, da har brugere i mange af disse lande med god ret følt sig snydt af Exynos og Samsung.

Faktisk blev der for ikke så længe siden lavet en underskriftindsamling, som krævede, at Samsung helt droppede sin egne langsomme Exynos processorer. Og kun benyttede amerikanske Snapdragon i sine flagskibe.

Flere end 50.000 skrev under på denne protest. Så stor var irritationen.

Det ser nu ud til, at Samsung har lyttet til den massive kritik. At de med den nyudviklede Exynos 2100 processor endelig er kommet i hvert fald nogenlunde på omgangshøjde med Qualcomm’s Snapdragon. Det tyder flere benchmark tests på. Vi venter spændt på at se en direkte sammenligning.

Samtidig har Samsung’s design-team været på overarbejde med den nye S21-serie. De har virkelig lagt sig i selen, og det klodsede telemodul er nu integreret i rammen, hvilket ser rigtig godt og futuristisk ud. Jeg er i hvert fald begejstret for denne nytænkning, der får Samsung til at skille sig markant ud fra samtlige andre mærker på markedet.

”Contour Cut Camera” kalder Samsung selv det nye S21-look. Jeg kalder det bare “3C” eller “CCC”. For nemheds skyld.

Et Reality Check

Det var teorien. Tilbage står så at se, om teori og praksis hænger sammen. Om den nye Galaxy S21 Ultra virkelig er så meget bedre end sine to forgængere S20 Ultra og Note 20 Ultra. Hvoraf den første jo fik dårlige anmeldelser og den sidste ganske gode. Efter at have brugt den nye S21 Ultra i en måned er konklusionen herfra klar:

– Det er en langt bedre mobil med et langt bedre kamerasystem end dens to forgængere. Tilsammen. Det ser ud til, at Samsung virkelig har taget ved lære af de to foregående modeller og deres tekniske fejlskud. At man har rettet fejlene og fyldt hullerne ud.

Alene den kendsgerning, at Samsungs nye Exynos 2100 processor omsider er nået på omgangshøjde med den nyeste og bedste Snapdragon, er et fremskridt af dimensioner. Slut med at ærgre sig over, at de på den anden side af dammen – i USA – fik både bedre batteritid og en hurtigere processor – end her i Europa og de fleste andre steder. Endda til en lavere pris.

Det manglede da også bare. Shame on Samsung for at have ladet os vente så længe. Og tak for, at vi nu endelig kan bruge både 120 Hz opdatering og højeste opløsning på skærmen – samtidig. Det kunne man ikke på forgængerne, hvor man måtte vælge enten 120 Hz opdatering eller 1440 x 3200 pixels.

S21 Ultra kan håndtere begge dele samtidig – endda dynamisk, så mobilen selv vælger opdateringsfrekvens efter indholdet på skærmen. Fra 120 Hz, hvis der skal spilles spil eller kigges film. Og helt ned til strømbesparende 10 Hz, hvis der er tale om statiske websider. Eksempelvis ved læsning af e-bøger.

Et af de irriterende problemer ved den seneste Note 20 Ultra var og er kameraets meget langsomme lukker. Der går nemlig et lille stykke tid, fra man trykker på lukkeren, til kameraet tager billedet.

Står motivet stille, er det intet problem. Men mange motiver står som bekendt ikke stille, og da bliver denne forsinkelse et kæmpeproblem, der kan koste vigtige skud.

Man kunne dog ty til Live View eller sågar 8K video for så i ro og mag at udvælge det helt rigtige skud fra billedserien bagefter.

Problemet med den langsomme lukker er løst på den nye S21 Ultra. Næsten da.

Mulighed for S-Pen

Samsung har i flere år forbeholdt sin eksklusive S-Pen til topmodellerne i Note-serien. Med en indbygget Wacom digitizer skriver man på skærmen, som var det på papir. Næsten da. Og med pennen kan man redigere videoer med en hidtil uhørt præcision.

På det seneste er der imidlertid sket en form for skred i denne fordeling. Det startede med, at Samsung pludselig lancerede en Galaxy Note 10 Lite, som på mange måder kunne det samme som den store Note 10 Plus, men som gjorde det til noget nær den halve pris.

Bevares, der var ikke samme hurtige processor ombord. Der var heller ikke samme høje opløsning på skærmen – ejheller mere end 6 GB RAM og 128 GB hukommelse. Mod det dobbelte i topmodellen. Der var og er også enkelte S-Pen features, der kun gælder Note 10 Plus.

Men ikke nok med, at Note 10 Lite kun kostede og stadig kun koster det halve af moderskibet. Nej, den kan regelmæssigt fås til det halve heraf – altså en fjerdedel af prisen på en Note 10 Plus. Fra 10.000,- (Note 10 Plus) over 5.000,- (Note 10 Lite) til en kampagnepris hos teleselskaberne på 2.500,-.

Et enkelt sted så jeg den sågar til så lidt som kr. 2.100,-. Det er vanvittig billigt for en mobil, der kan næsten det samme som sit forbillede, der kostede fire gange så meget som ny. Så jeg købte derfor én til denne uhørt lave pris. Bare for at have den som en rigtig god backup.

Note 10 Lite indvarslede en ny epoke for Samsung, der nu er begyndt at sprede S-Pennen og dens funktionalitet til flere og flere andre Samsung modeller. Eksempelvis den iPad-store Galaxy Tab S, der leveres med en S-Pen som fast inventar. Og nu senest S21 Ultra flagskibet, der tilbyder S-Pen som tilbehør, man kan vælge til eller fra.

Hos Samsung venter man spændt på, hvordan denne mulighed vil blive modtaget af brugere og fans. I bedste / værste fald kan modtagelsen afgøre, om Note-serien overhovedet har en fremtid som selvstændig model – med sin lille indbyggede S-Pen og dens mange (u)muligheder. Eller om serien skal stoppe helt med en eventuelt kommende Note 21.

Stor S-Pen i separat hylster

Den nye S-Pen kan ganske vist ikke helt så meget som Note S-Pennen, men den gør det ganske glimrende. Og så er den markant større og dermed lettere at holde på, da den dels er rund med en større diameter – dels måler knap 15 cm i længden.

Den S-Pen, som følger med en almindelig Note mobil, er ganske lille, da den ellers ikke kan få plads inde i mobilen. Den er blot 11 cm lang, ganske glat og tynd og ikke nær så let at holde om, som den nye er.

Samsung har således udvidet S-Pen funktionaliteten til nu også at inkludere den nye Galaxy S21 Ultra. Som eneste model i den nye S21-serie. Men da der ikke er plads til den langt større S-Pen inde i selve mobilen, har Samsung kreeret et specielt flipcover med plads til den store pen. Samt et konventionelt cover i silicone, åbent og med plads til pennen på siden.

Den løsning frigør plads til et større 5.000 mAh batteri og giver dermed en længere driftstid end på modeller med indbygget og pladsoptagende S-Pen.

Man kan stadig bruge sin lille S-Pen på den nye S21 Ultra, hvis man har en Note i forvejen. Men vil man have bedre greb om og mere styr på sin pen, da giver det god mening at investere i et af de nye covers med indbygget plads til den nye og større S-Pen. Man vil blive rigtig glad for begge dele.

Det er jeg i hvert fald blevet for mit flip cover, der passer godt på pennen. Bedre end det helt åbne. Eneste ulempe er, at det fylder ganske meget. Ikke mindst i bredden.

Intet hukommelseskort

Samsung har længe været en af verdens førende producenter af hukommelseskort. Derfor undrede det mange, at ingen af modellerne i den nye S21-serie har plads til udskiftelige hukommelseskort. På forgængeren S20 Ultra kunne man supplere den indbyggede hukommelse, så man nåede op på totalt 1,5 TB.

Det var plads nok til mange timers video-optagelse. Eller mange film på lange flyrejser. Den mulighed har man desværre ikke længere. I dag er der ikke plads til udskiftelige hukommelseskort, og den indbyggede hukommelse starter nu ved 128 GB med mulighed for at vælge 256 GB som alternativ. I begge tilfælde med 12 GB RAM.

Man kan også tage det store spring op til 512 GB, der bør række for de allerfleste. Da får man samtidig hele 16 GB RAM, hvilket gør mobilen lynende hurtig og suveræn til både multitasking og spil.

512 GB kan lyde af meget, men er det bestemt ikke, hvis man vil lege bare lidt med 8K video. 512 GB giver nemlig kun plads til 3 timers 8K video – endda uden at tælle Android styresystemet med…

Så 512 GB er slet ikke den vilde luksus, det var for blot et år siden. Har man ambitioner om at optage blot en smule 8K video med regelmæssige mellemrum, da er det en rigtig god idé at vælge den største S21 Ultra model. Med 512 GB risikerer man ikke at løbe tør midt i optagelserne. I hvert fald ikke lige med det samme.

Skulle man alligevel få brug for mere end de indbyggede max 512 GB lagerplads – eksempelvis på lange ferierejser til fjerne og utilgængelige steder, hvis det engang igen skulle blive muligt – da tilbyder Samsung ovenstående lille og yderst bærbare SSD harddisk på 1 eller 2 TB. Hver enkelt TB giver plads til knap 6 timers 8 K video.

Ny Pro Pen på vej

Da den nye og større S-Pen ikke har indbygget batteri og Bluetooth som den traditionelle Note S-Pen, da kan den ikke bruges som fjernbetjening. Ejheller til de mystiske Air Gestures, der mest af alt minder om Harry Potter viftende med sin tryllestav – når og hvis funktionerne ellers virker.

Det forlyder dog, at der senere på året vil komme en Pro-model af den store S-Pen med Bluetooth og indbygget batteri. En pen, der så kan bruges som fjernudløser til ens kamera.

Men fortvivl ikke. Har man ladet sig suge ind i Samsung’s stadigt større og bedre økosystem, da har man sikkert også investeret i et Galaxy Smartwatch – med 3’eren som den nyeste og mest avancerede model. Et lækkert smartwatch, der givet er det bedste valg til Android lige nu, hvor Google’s Wear slet ikke kan hamle op med Samsung’s eget Tizen OS.

Det nye Smartwatch 3 kan en stor del af det, som Apple Watch længe har været ene om at kunne. Og gør det med større stabilitet end Google Wear, der jo skal virke på et hav af forskellige ure fra vidt forskellige producenter. Der er en tæt integration mellem de forskellige Samsung produkter, som bare bliver bedre og bedre til at kommunikere med hinanden.

Et godt eksempel herpå er den indbyggede Kamera-app, der giver mulighed for fjernstyring af mobilen fra håndleddet. En smart detalje, hvis man har et nyt Galaxy S21 Ultra med stor S-Pen uden Bluetooth og mulighed for fjernudløser. Med den indbyggede app styrer man mobilens kamera overbevisende direkte fra håndleddet – fra sit Watch 3.

Man kan bruge denne app som simpel selvudløser. Til at undgå kamerarystelser. Man kan vælge mellem foto og video. Man kan zoome ind og ud, fokusere direkte fra skærmen og meget mere. Og så fungerer det hele langt bedre end de tredjeparts programmer, der hidtil har kunnet meget af det samme. Eller i hvert fald påberåbt sig at kunne.

– Way to Go, Samsung!

De mange indbyggede funktioner samt et mindre design gør tilsammen, at det nye Watch 3 ikke har helt den samme batteritid som forgængeren Galaxy Watch. Men hvis man ellers lader sit ur op hver nat, bliver der ingen problemer med batteritiden.

En sammenligning med Galaxy Watch 2 er uhyre vanskelig, da dette ur aldrig har eksisteret. Samsung var tydeligvis bange for, at et eventuelt Watch 2 skulle blive forvekslet med Active 2 modellen, der ikke har rotérbar urkrans. Samsung droppede derfor alle planer om en 2’er og gik direkte til 3’eren.

Rigtige mænd (og kvinder med) vil naturligvis ikke undvære drejeskiven. Så meget mere om Watch 3 i en kommende artikel. Rigtige mænd (og kvinder) har også brug for et rigtigt cover, når de drager i felten med deres nye S21 Ultra.

Ovennævnte flipcover med indbygget S-Pen er perfekt til hjemligt brug og på forretningsrejsen. Eller hvis man vil redigere video og bruge pennen til præcise klip. Men skal man ud naturen og tage en masse flotte fotos, da er det ikke ideelt. Da risikerer man også at tabe sin dyrebare S-Pen.

Herude kan man i stedet og med fordel ty til Samsungs eget snart klassiske Protective Cover, som ud over massiv beskyttelse mod stød og slag sågar også har to indbyggede kickstands. En kort og en lang, der giver to forskellige betragtningsvinkler.

De gør, at man efterfølgende i ro og fred kan se dagens flotte optagelser igennem – fra den helt rigtige vinkel. Om man nu sidder op eller ligger ned. Eller et sted midt imellem. De er utroligt praktiske at have med sig overalt.

Jeg er nu på mit fjerde Protective Cover og kunne ikke undvære det. Jeg har haft det til min Note 8, 9, 10 og 20, og det er nu fast inventar på min S21 Ultra.

Bedre anbefaling kan noget cover næppe få.

Produktfotos: Samsung

Samsung Galaxy S20 Ultra

Der blev slået på de helt store trommer, da Samsung for nylig lancerede sin nye serie af high-end smartphones under navnet “Galaxy S20”. Med sine op til 108 MP indvarslede den ifølge Samsung en helt ny æra for fotografi.

Jeg har testet topmodellen S20 Ultra, og jeg er desværre ikke imponeret. Nærmere skuffet. Den megen hype omkring lanceringen fik forventningerne til at overstige realiteterne.

Med den nye S20-serie indvarslede Samsung som sagt en helt ny æra inden for smartphones og smartphone fotografering. Sagde Samsung i hvert fald selv. Måske var det i virkeligheden blot gået op for dem, at de var ved at sakke bagud i forhold til de mange nye konkurrenter fra Kina?

Det er producenter, der kan det samme som Samsung, men som kan gøre det til den halve pris. Ofte er der tale om mindre producenter, som er hjemmehørende i et uhyre omstillingsberedt marked, hvor man med kort varsel og korte mellemrum lancerer nye modeller – blot for at være først med det sidste.

En gigant som Samsung kan i sagens natur ikke følge med i dette hæsblæsende tempo, hvilket ærkerivalen Apple heller ikke kan. De producerer deres modeller i så høje styktal, at hele produktionsgangen er langt mere kompliceret. Og arbejdsgangen langt sværere at omstille.

Vil man derfor have en mobil, som er først med det sidste, skal man ikke vælge hverken Samsung eller Apple. Men en af de kinesiske producenter. Et godt eksempel herpå er den nyligt testede Xiaomi Mi Note 10, som var den første mobil med et 108 MP kamera. Længe før Samsung nåede op på og passerede de magiske 100 MP.

Nu er Samsung så selv hoppet på vognen med de mange megapixels, og det skaber naturligvis store forventninger. Meget store, når Samsung med sine nye S20 mobiler selv indvarsler en helt æra for den mobile fotografering.

Sammenligningsgrundlaget er sidste års flagskib, Note 10 Plus, som jeg har været en stor bruger og beundrer af. Den nye Note 20 Plus er ganske vist ikke på markedet endnu, men kamerateknologien forventes at være den samme som på S20 Ultra.

Ingen mulighed for WQHD+

En af de ting, jeg holder meget af på sidste års Note 10 Plus, er den høje skærmopløsning på hele 3040 x 1440. Alt stråler, når man kører med denne den højest mulige skærmopløsning, og selv de mindste detaljer står lysende klart.

Samsung fremstiller uden diskussion markedets bedste skærme, og den nye S20 Ultra er ingen undtagelse. Den byder også på absolut topklasse – i form af en skærm, der er næsten identisk med den på Note 10 Plus og matcher den med 3200 x 1440. Begge skærme er en fornøjelse at se på – selv i det stærkeste solskin er der ingen problemer.

I tilgift til den flotteste og mest højopløste skærm på markedet byder S20 Ultra også muligheden for 120 Hz opdatering af skærmen – altså dobbelt så hurtigt som på Note 10 Plus. Der er talt og skrevet meget om dette, som givet er den nye standard, der vil vinde indpas overalt blandt de lidt dyrere mobiler. I takt med at batteriet også følger med, for 120 Hz bruger 20-25 % mere strøm end de traditionelle 60 Hz.

Men igen: Sammenligner jeg med sidste års Note 10 Plus, der kun kører med 60 Hz, føler jeg virkelig ingen større forskel. De 12 MB RAM, som begge topmodeller leveres med, jævner det hele fint ud, så alting kører glat. Og selv om jeg skifter umiddelbart mellem de to modeller, fornemmer jeg ingen klar forskel. Faktisk så virkede One Plus 7 Pro’s McLaren Edition markant hurtigere. Og det endda til en markant lavere pris.

Enten eller – ikke både og

Men så kommer det helt uforståelige: Samsung lancerer med brask og bram en ny mobil, der med sine 120 Hz opdatering får alt andet til at ligne fortid. Med markedets klart bedste skærm.

Imidlertid kan den nye skærm ikke køre med den højeste opløsning på 3200 x 1440, hvis man også vil køre med den nye opdatering på 120 Hz. Da går den automatisk ned på beskedne 2400 x 1080. Det er en meget synlig forskel, hvis man er vant til at kigge fotos på sin mobil.

Gad vide, hvad Samsung lige har tænkt her. De har givet tænkt, at hvis man kører sin nye S20 Ultra i højeste opløsning og med hurtigste skærmopdatering, da rækker batteriet måske ikke dagen ud? I så fald er batteriet jo blot for lille, for hvem vil købe en hundedyr mobil med fornemme specifikationer, som man bare ikke kan bruge? Det er en klar ommer, Samsung.

Lidt af samme skuffe oplever man desværre med de spritnye kameraer, der er indbygget i den nye Samsung Galaxy S20 Ultra. Samsung har hidtil brugt Sony’s kameramoduler og gennem årene fintunet dem, så de tager perfekte billeder. Hver gang. Under de mest forskellige omstændigheder. Det ved jeg fra min Note 10 Plus, der repræsenterer det ypperste, som Samsung og Sony kan præstere.

Kameramodulet i den nye S20 Ultra er Samsungs eget. Selvudviklet og selvproduceret. Der er ingen tvivl om, at der gemmer sig enorme muligheder i den kæmpemæssige kameraklods, som den nye mobil er forsynet med. Den er så stor, at den gør mobilen udpræget toptung. Og den rager så langt ud, at man ubetinget må pakke sin nye mobil ind i et kraftigt etui. Ellers ligger den og rokker på bordet.

Jeg valgte Samsung’s eget “Protective Cover”, som gør det rigtig godt. Men som desværre gør en i forvejen stor mobil endnu større…

Den helt store attraktion ved S20 Ultra er naturligvis kameraet, som byder på 108 MP til ekstremt detaljerede billeder. Xiaomi var med sin Mi Note 10 den første til at passere de magiske 100 MP – endda til den halve pris af Samsung.

Samsung bruger den såkaldte “Nona Pixel Binning” teknik til at reducere antallet af pixels og dermed billedstørrelsen. Avancerede algoritmer kombinerer ni pixels til én superpixel, hvorved det færdige billede består af 12 MP baseret på 108. Det er, hvad man får, hvis man ikke beder om mere. Og det er bestemt flotte og farvemættede fotos, som vi er vant til dem fra Samsung, der kommer ud af denne teknik.

Gigantisk kameramodul

Den nye megasensor tager uden diskussion nogle utroligt flotte og detaljerige fotos, man virkelig kan zoome i. Men begejstringen aftog hurtigt, da det gik op for mig, at den ikke kan bruges i Pro Mode, som jeg ellers har vænnet mig til og er blevet rigtig glad for i min Note 10 Plus. En indstilling, hvor man selv manuelt kan vælge fokus, eksponering og meget andet, man ofte vil få brug for i krævende situationer, hvor automatikken ikke kan følge med. Eller hvor man bare ønsker et andet resultat.

Det er rigtig træls, når man som fotonørd står med markedets sikkert bedste kameramodul – som man så bare ikke kan bruge i andet end Auto Mode. Hvor man overhovedet ikke kan gå ind og finjustere de forskellige parametre, som man plejer at kunne. Det er som at køre i en Ferrari med en angivet tophastighed på 300 km/t. Men som er droslet ned til kun at kunne køre 100 km/t…

Man får heller ikke i pose og sæk, hvis man vil tage selfies. Man kan her vælge mellem en imponerende høj 40 MP opløsning uden mulighed for finjustering. Og så en lav opløsning med flere muligheder for justering af billedet.

Her er det igen fuldstændig som med skærmen: Det er enten eller og ikke, som det ellers burde være på en så dyr kameramobil som denne, både og. Samsung henvender sig ellers med S20 Ultra specifikt til fotoentusiaster, der gerne vil lege med lyset. Men det må de bare ikke her…

Men det bliver værre endnu. Én ting er de begrænsede justeringsmuligheder under fotografering. En anden er autofokuseringen, der ind imellem er helt i hegnet. Det store kamera kører frem og tilbage, mens det søger at finde fokus og holde det. På video ligner det en fuld mand på vej hjem gennem parken en mørk nat. Der kæmpes virkelig, og det lykkes sjældent. Hurtige fokusskift får ofte fokus til at låse helt, så man må ind at korrigere manuelt. I Auto Mode.

Det dur naturligvis ikke på så dyr en kameramobil som S20 Ultra, der bare skal fungere optimalt hele tiden og under alle omstændigheder. Hvis den skal kunne leve op til sit eget pompøse navn: “Ultra”.

Selv hvidbalancen roder den godt i, så man som fotograf kan blive helt rundforvirret. Jeg oplevede et par gange, hvordan skærmen pludselig viste helt psykedeliske farver, når kameraet desperat ledte efter den rette hvidbalance. Ikke betryggende.

Spacy Zoom…

Og så er der naturligvis den helt store gimmick over dem alle: 100X Space Zoom…

De tre indbyggede bagkameraer er henholdsvis en 12 MP vidvinkel, en 108 MP standard og en 48 MP tele. Det kræver noget af en processor at holde styr på og kombinere de mange pixels, billedvinkler og fokuseringer. Samt avanceret software. Tilsyneladende råder hverken Samsung eller det nye Ultra over det fornødne.

Samsung har markedsført den nye 100X zoom benhårdt, hvilket har været rigtig dumt. Det er nemlig uhyre begrænset, hvad den kan levere og bruges til. For det første er det næsten umuligt at holde en 100X zoom stille. Der skal stativ til, og hvad er så ideen med at have en “mobil”?

For det andet er det resulterende billede så grynet og uskarpt, at det ikke kan bruges til noget som helst. Højest som kikkert, hvis man vil betale så mange penge for så uskarp én af slagsen. Den nye Space Zoom burde derfor kaldes “Spacy Zoom” i stedet – for at matche de stærkt svingende ydelser.

De første mange anmeldelser af S20 Ultra har været meget positive eller i hvert fald forsigtige. De har kun i få vendinger påpeget, at der vist var noget galt med fokuseringen. Og at Samsung vistnok havde en update på vej.

Nu står det imidlertid lysende klart, at det nye 108 MP kameramodul slet ikke lever op til hverken Samsungs egne lovprisninger eller kundernes berettigede forventninger. Selv blandt Samsungs sædvanlige rygklappere er kritikken taget til. Og selv efter de seneste opdateringer er problemet der stadig.

Kloge hoveder vil vide, at problemet skyldes to ting: At Samsung bruger en ny fokuseringsmetode på sin egen nye sensor: Face Detection i stedet for Dual Pixel som på den hidtidige fra Sony. Og at den ultrastore kamerasensor i sig selv betinger en meget ringe dybdeskarphed, som stiller større krav til fokuseringen end tidligere. Margen for skarp fokusering er mindre end nogensinde.

Men når ellers elektronikken fungerer, som den skal, da leverer S20 Ultra fornemme fotos som dette.

Exynos eller Snapdragon

Når først kritikken er begyndt at hagle ned over et produkt, kommer der ofte fokus på helt nye områder. Således har det længe været kendt, at Samsung leverer sine dyre mobiler med to forskellige processorer: Det amerikanske marked får i dette tilfælde den nye Snapdragon 865 fra Qualcomm, mens resten af verden tilsyneladende må nøjes med Samsungs egen Exynos 990.

Det plejer ikke at være noget, der diskuteres på Samsungs topmodeller, men alt er tilsyneladende anderledes denne gang. Nu har kritiske tech-nørder nemlig været inde og målt nærmere på de to vidt forskellige processorer. Hidtil har der været nogenlunde enighed om, at der ikke var en verden til forskel på Snapdragon og Exynos. At de havde hver deres stærke og svage sider, men at de alt andet lige nok leverede nogenlunde samme ydelse.

Nu viser det sig imidlertid, at der er forskel. Endda stor forskel. Foretager man en Antutu Benchmark på de to processorer, kommer Snapdragon ud som cirka 10 % hurtigere end Exynos. Tester man flere gange, bliver processorerne naturligvis varmere, hvilket øger forskellen. Ikke mindst Exynos løber hurtigt rigtig varm.

Her er det så, at processorernes indbyggede og automatiske “Thermo Throttling” sætter ind. For at holde temperaturen nede, sættes hastigheden tilsvarende ned, og nu er Snapdragon pludselig hele 20 % hurtigere end Exynos. Og da går det ud over frame raten i grafiske applikationer såsom spil.

Men ser man på batteriforbruget under intensive opgaver som tunge grafiske spil, da begynder forskellen for alvor at vise sig. Hvor man kan være heldig at få 7 timers skærmtid med sin Exynos processor, leverer Snapdragon hele 9 timer. Det er en forskel, som er til at tage og føle på. Specielt da når man tager i betragtning, at den høje skærmfrekvens på 120 Hz forbruger op mod 25 % mere strøm end den normale.

I daglig brug vil man næppe mærke forskellen. Men det er på godt jysk rigtig træls at vide, at køber man den samme mobil i USA – med en Snapdragon processor indbygget – da får man en mobil, der kører op til 20 % hurtigere og 25 % længere end den, man har købt på vor side af Atlanten. Endda til en dyrere pris herovre…

Lagerpladsen

Den slags er jo aldrig rart at vide. Og så lige afslutningsvis dette til at runde denne anmeldelse af med:

Sidste års topmodel fra Samsung, Note 10 Plus, blev leveret med 256 GB som standard lagerplads. Den nye S20 Ultra leveres med blot 128 GB.

Måske man skulle overveje at få sin nye Note 20 Plus hjem fra “over there”, når Corona-krisen forhåbentlig snart er overstået og vi atter kan rejse frit igen. Med en Snapdragon 865 ombord…

Vejledende udsalgspris i Danmark:

10.500,- uden abonnement.

Prisen falder hurtigt.

Stensikkert.

Set til 7.500,- pr. 1.10.2020

“Gå altid tilbage til en fuser”

Sådan lød det i hvert fald i sangen fra Gnags’ Peter AG i mine glade studenterdage. I nogle tilfælde har det da også vist sig at være en god idé – for nu lige at se, om man havde ret eller tog fejl og havde fået det forkerte førstehåndsindtryk.

Jeg fulgte med i tech-debatten om netop Samsungs Galaxy S20 Ultra, der havde fristet og frustreret mange siden sin lancering.

Da jeg returnerede min første model, havde den ikke været på markedet i mere end et par måneder. Alligevel havde den i løbet af denne korte tid modtaget ikke mindre end otte (8) software-opdateringer, der skulle få styr på det løbske kamera med de mange (108) megapixels.

Og nu kunne et par af de “store” tech-anmeldere på YouTube så fortælle, at Samsung langt om længe havde fået styr sin Ultra-model. Samtidig var prisen i mellemtiden faldet fra kr. 10.500,- til kr. 8.500,-.

Jeg tog derfor chancen og investerede i et nyt eksemplar, der åbenbart ikke var af første sending. I hvert fald startede den fint op og hentede blot en enkelt software-opdatering ned, inden den meldte klar. Det var helt sikkert ikke den samme firmware, der sad i denne som i den foregående model.

De første timer gik det rigtig fint. Alt fungerede tilsyneladende, som det skulle. Men så gik jeg ind i PRO Mode og legede med de mange indstillinger her. Og så begyndte ulykkerne igen. Ikke med hvidbalancen som på det første eksemplar. Men med manglende fokusering og uønsket billedoptimering.

Nyt koks i kameraet…

Det gik så galt, at jeg flere gange måtte nulstille app’ens indstillinger, når den frøs. Hvilket desværre også nulstillede samtlige personlige indstillinger i menuen. Jeg oplevede sågar efter en genstart, at selv mobilens startskærm også var tilbage ved fabriksindstillinger. Det må altså ikke kunne ske.

Hvad værre var, så begyndte min Ultra at kokse helt ud, når jeg bad den tage et 108 MP billede. Disse fyldte lige så meget, som de burde, men blev af uransagelige årsager langt mindre skarpe end de normale 12 MP billeder. Faktisk så det ud til, at de havde været igennem en massiv billedbehandling, før de blev lagret. I stedet for at være de rene rå 108 MP, der var bedt om.

Det samme skete, når jeg zoomede 30, 50 eller 100X gange ind på et motiv. Her satte Ultra’en ind med en billedbehandling så massiv, at det færdige resultat mere lignede et abstrakt maleri end et eksakt fotografi. Det var smadret i en sådan grad, at man ikke længere kunne redigere i det overhovedet.

Efter nogle dage med min anden S20 Ultra måtte jeg kaste håndklædet i ringen og nødtvungent returnere også den. Det er bare for dårligt, Samsung. Med en mobil i 10.000 kroners klassen. Det er ikke bare en ommer. Det er et rap med linealen. En eftersidning af de længere.

Glæder mig til en opgraderet efterfølger.