Tag-arkiv: Rusland

Hans Ø blev til Vores Ø

Hans Ø blev for nylig til Vores Ø. I hvert fald godt halvdelen af den lille 1,2 km2 store ø midt mellem Grønland og Canada, meget tæt på Nordpolen.

Hermed afsluttedes den snart 50 år gamle “Whiskey War” mellem vore to arktiske nationer. På aldeles fredelig vis og dermed ganske demonstrativt i en tid, hvor mørk russisk middelalder har sænket sig over et Europa, der ellers var på vej ud af mørket.

Tilnavnet “Whiskey War” kommer af den godmodige kappestrid om øen mellem Canada på den ene side og Grønland/Danmark på den anden. En kamp, der startede i 1973, hvor de to nationer fastlagde den kommende søgrænse imellem sig. Dengang glemte eller overså man helt enkelt den lille Hans Ø i det smalle Kennedy Stræde mellem de to lande.

Den forglemmelse vækker – i hvert fald hos nogle – minder om en tilsvarende hændelse, der fandt sted tilbage i 1658. Det skete, da vi sluttede fred med svenskerne – i hvert fald det første forsøg herpå – efter flere års blodige krige. Historien vil nemlig, at den danske forhandler dengang elegant fik skubbet sit ølkrus så langt ind på søkortet, at øen Anholt blev dækket og efterfølgende “glemt”…

Anholt om igen

Var det ikke sket, var Anholt nok blevet svensk. Faktum er nemlig, at Anholt geografisk set ligger en lillebitte smule tættere på Sverige end på Danmark. Så måske vi allerede dengang havde bedre styr på vort ølindtag end vore naboer i øst.

Men tilbage til den endnu mindre Hans Ø, som lige siden 1973 har levet en omskiftelig tilværelse. Således har Danmark og Canada nemlig skiftevis gjort krav på øen, placeret deres respektive flag og hævdet deres suverænitet. I al godmodighed, heldigvis. Vi skal være glade for, at naboen er Canada og ikke Rusland…

Krisen tilspidsedes i 2005, da den canadiske forsvarsminister entrede det lille klippeskær og tog et efterhånden vejrbidt og frønnet Dannebrog ned fra den primitive flagstang.

Det bekom ikke den danske stat, der straks indkaldte den canadiske ambassadør i København til en samtale under fire øjne i Udenrigsministeriet. Et dansk krigsskib blev sågar sendt afsted for at sætte trumf på.

The Whiskey War

Efterfølgende blev Danmark og Canada så enige om at være uenige om Hans Ø og dens tilknytningsforhold. De to nationer skiftedes til at besøge øen, og for ligesom at understrege det godmodige i kappestriden, efterlod de to nationer skiftevis en flaske canadisk whiskey og en flaske dansk akvavit på øen. Man er vel venner.

Der forlyder dog intet om, hvorvidt nogen nogensinde har turdet drikke af de henholdsvis gyldne og spritklare dråber. For tænk nu hvis…

Denne hyggelige udveksling af nationale drikkevarer – i folkemunde hurtigt døbt “The Whiskey War” – førte i 2018 til, at de to lande nedsatte en arbejdsgruppe mellem Canada, Danmark og Grønland. Blandt de danske deltagere var Udenrigsministeriet, Grønlands Selvstyre, Geodatastyrelsen, GEUS, DTU Space samt Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering. Intet mindre.

Efter tre års sikkert hårde forhandlinger lykkedes det så i november 2021 at nå frem til en løsning, som alle parter kunne være tilfredse med. Løsningen omfattede såvel den lille Hans Ø som et større havområde i Labradorhavet. De afsluttende forhandlinger fandt sted på neutral grund i Island.

Iskolde inuitter

Hans Ø havde nu aldrig været noget, der kunne bringe de lokale inuitter i affekt og ud af deres varme igloer. De så på striden med ophøjet ro, vel vidende at der jo var 350 km til nærmeste bebyggelse i Siorapaluk. Og plads har der jo aldrig været mangel på heroppe.

Hans Ø blev delt omtrent på midten, hvor der i forvejen er en naturlig kløft. Danmark fik hermed godt halvdelen af den karske klippeø – Canada en smule mindre.

Vigtigere er derimod opdelingen af et omstridt havområde i Labradorhavet. Her blev parterne enige om, at Danmark skulle have sit territorialfarvand udvidet med 40.000 km2, svarende til Jylland, Fyn og Sjælland – tilsammen. Ikke godt at vide, hvad der måtte gemme sig af naturrigdomme på eller i havbunden her.

Aftalen stadfæstede afslutningsvis, at verdens længste maritime grænse nu findes mellem Canada og Grønland – en grænse på i alt 3.882 helt igennem fredelige km.

Det kan vi da godt være lidt stolte af. Og Rusland lære rigtig meget af.

Torsken i Østersøen

Østersøens unikke bestand af torsk har altid haft stor økonomisk betydning for fiskerne på Bornholm. Nu er torsken imidlertid under det største pres nogensinde – fra flere sider.

Miljøet har det dårligt. Sælerne er i fremgang. Og klimaet gør Østersøen varmere. Alt går således torskene imod. Og politikerne fatter ikke eller vil ikke forstå problemets alvor. De vedtager konsekvent torskekvoter, som er langt højere end dem, biologerne anbefaler.

– Så har torsken overhovedet en fremtid i Østersøen?

Østersøen

Østersøen er på mange måder et unikt farvand. Rent hydrologisk har Østersøen til opgave at modtage og bortlede alt det ferskvand, som konstant strømmer ud i den fra de mange ferske tilløb i Sverige, Finland, Rusland, Estland, Letland, Lithauen, Polen og Tyskland. Det drejer sig om vand fra mere end et halvt hundrede større vandsystemer samt et utal af mindre.

Hvis ikke alt dette ferskvand kunne løbe ud gennem danske Øresund, Storebælt og Lillebælt, ville Østersøen snart gå over sine bredder – som den gjorde efter sidste istid, hvor der netop gik hul på den store Ancylussø. Der i grove træk lå, hvor Østersøen i dag ligger.

Jo længere man bevæger sig mod øst i Østersøen, desto ferskere bliver vandet. Omvendt bliver det saltere, desto længere mod vest man kommer. Men det er ikke ligegyldigt, hvor i vandsøjlen man måler saltholdigheden eller saliniteten. Saltvand er nemlig tungere end ferskvand, hvorfor det altid lægger sig under det ferske overfladevand.

Med de store mængder ferskvand fra de mange landes tilløb kommer enorme mængder næringssalte. Dels udvasket fra landbruget – dels med dårligt renset spildevand fra de mange byer. Disse næringssalte – kvælstof såvel som fosfor – giver algerne ideelle betingelser. De blomstrer op og gør vandet uklart, inden de dør og synker til bunds.

Iltfattigt bundvand

Her nedbrydes de mange alger af diverse organismer – under forbrug af ilt. Bundvandet i store dele af Østersøen er derfor aldeles iltfrit og blottet for liv. Der har altid eksisteret iltfri lommer i de dybe områder af Østersøen, men deres antal og udbredelse er vokset voldsomt i de seneste årtier.

Heldigvis modtager Østersøen regelmæssigt livgivende saltvand nordfra, når vind og strøm presser saltvand sydover gennem de danske sunde og bælter. Livgivende Nordsøvand – livgivende på flere måder.

Dels er det iltrigt – som sagt i grel modsætning til Østersøens ferske vand. Og dels er det fysisk nødvendigt for, at torskene overhovedet kan gyde i Østersøen. Men mere herom senere.

Vandets opholdstid i Østersøen er ganske lang – cirka 25 år – hvilket betyder, at det overordnet set er “gammelt” vand, der strømmer nordpå – ud gennem de danske sunde og bælter. Det betyder også, at dette vands indhold af kvælstof er ganske anderledes end eksempelvis det vand, som strømmer ud i de danske fjorde via danske vandløb.

Det kvælstof, der findes i udstrømmende vand fra Østersøen, er derfor biologisk ikke nær så aktivt som det, vi selv leder ud i eksempelvis Kattegat. Det er bundet på forskellig vis og er derfor ikke nær så let tilgængeligt for algerne som det, der kommer direkte fra danske landbrug og især havbrug. Ikke mindst udslippet af biologisk aktivt kvælstof fra havbrugene er skadeligt, da det – modsat landbrugets primære – sker i algernes vækstsæson.

Samtidig har mange årtiers udledning af urenset industrispildevand efterhånden gjort Østersøen til et sandt depot af ophobede miljøgifte såsom DDT, PCB, dioxin og kviksølv med meget mere. Ikke mindst papirindustrien har tidligere bidraget med store mængder kviksølv via Østersøens mange ferske tilløb.

Alle disse giftstoffer kan stresse fiskene, medføre forøget dødelighed eller forringe fiskenes evne til reproduktion. Enkeltvis eller sammen som cocktail-effekt. Vi kender ikke stoffernes reelle virkning og betydning, men den er med sikkerhed ikke positiv for fiskene.

Torskene

Torsken er som udgangspunkt en saltvandsfisk, der på et tidligt tidspunkt er søgt fra Nordsøen og ind i Østersøen, hvor den har dannet lokale bestande.

Torsken er som art kendt for ofte at danne lokalt adskilte bestande, som indtager forskellige geografiske områder. Uvist af hvilken årsag. Disse bestande kan være meget stedbundne, hvilket gør dem sårbare over for overfiskning. Der kommer helt enkelt ikke nye fisk til udefra, hvis de eksisterende udfiskes.

Torsken lægger sine æg pelagisk – i det frie vand – på steder med den rette saltholdighed. Her vil de gydte æg nemlig kunne svæve frit – i stedet for at synke til bunds, hvor de vil kvæles i det iltfrie vand. Mangler der således saltvand, kan torskene ikke gyde med held. Deres æg mister opdrift, synker til bunds og kvæles.

Fiskere og forskere har længe været hinandens modstandere, hvad torsk og torskekvoter angår. Fiskerne mente længe, at der var masser af torsk, og at fangstkvoterne derfor fint kunne sættes i vejret. Fiskerne har i flere år henvist til, at der er masser af store torsk at fange – hvis man altså vil og må.

Forskerne har derimod længe påpeget, at torskebestanden har det rigtig skidt – og at den tidligere dominans af store torsk blot understreger dette. Det er de mindre fisk og de kommende årgange, der har manglet – dem, der siden skal vokse sig til fangststørrelse.

De store torsk, som dominerede fangsterne i nogle år, var således med til at skjule den sørgelige kendsgerning, at rekrutteringen af nye torsk haltede i Østersøen. Der var kun store fisk tilbage, og de blev bare større og større, mens deres antal langsomt svandt ind.

Vi har set tilsvarende udvikling i forsurede svenske søer, hvor vandet blev klarere og fiskene større i takt med forsuringen. Fiskenes reproduktion svandt ind til ingenting i det sure vand, mens de eksisterende fisk fortsatte med væksten i et stykke tid. Indtil også deres føde forsvandt.

Fødekonkurrenter

Samtidig har der altid været en delikat balance mellem torsken og dens fødefisk – ikke mindst sildefiskene. De voksne torsk æder således løs af sildefiskene, som til gengæld kvitterer med at æde torskene i disses larvestadie. De to arter holder således hinanden i skak – når økosystemet vel at mærke er i nogenlunde balance.

Det er det ikke længere. Dels udsættes “skidtfiskene” sild og brisling for et stort overfiskeri, som trækker tæppet væk under en rovfisk som torsken. Skidtfiskenes værdi er stor i dag, hvor ikke mindst det norske lakseopdræt ikke kan skaffe fiskemel nok til deres foder.

Og dels er vandmiljøet i dag så dårligt, at det efter alt at dømme truer fiskenes naturlige reproduktion. Man har længe kendt til sygdommen M-74, der har forringet reproduktionen hos østersølaksen. Og man kan ikke udelukke, at de samme eller andre miljøgifte også påvirker torskene og deres reproduktion.

Faktum er i hvert fald, at østersøtorsken har det dårligt og vokser mere langsomt end nogensinde. Oprindelig blev østersøtorsken gydemoden ved en størrelse af 40 cm, men i dag bliver flere af torskene allerede gydemodne ved den halve størrelse: Blot 20 cm.

Fænomenet kendes fra flere andre arter under pres. Det gælder om at gyde og sikre artens beståen, og det resulterer i, at fiskene gyder tidligere og tidligere – ved en stedse mindre størrelse. Tilbage i 1990 var hver tyvende østersøtorsk større end 65 cm. I dag er er hver tyvende torsk blot større end 40 cm.

Endelig har torskene i de senere år fået en nygammel fjende, som er tiltaget i antal og størrelse: Sælerne. Her ikke mindst den store gråsæl.

Sælerne

Der har altid været sæler i Østersøen – af tre slags: Den sjældne ringsæl, som primært træffes oppe i Den Botniske Bugt. Den lille spættede sæl, som findes spredt over det meste af Østersøen. Og så den mere end dobbelt så store gråsæl.

Interessen har længe samlet sig om gråsælen, der af lokale fiskere altid har været betragtet som en direkte konkurrent og trussel mod deres udkomme.

Gråsælen kan blive mere end 2 meter lang og veje op mod 300 kg. Den er så stor, at den kan rive torsk ud af fiskernes garn og derved ødelægge både redskaber og indtjening. Derudover er gråsælen naturligvis også en fødekonkurrent til torsken, da den gerne æder de samme sild og brislinger, som er vigtige fødeemner for torsken.

Gråsælen findes i to geografisk adskilte bestande – med én i Nordsøen og én i Østersøen. Den har været betragtet som udryddet i danske farvande i de sidste omkring 100 år. Men i løbet af de seneste knap 20 år er den vendt stærkt tilbage. Myndighederne anslår, at der nu er en samlet bestand på mere end 40.000 sæler i hele Østersøen.

Gråsælen svømmer længere omkring end de øvrige sælarter og har således nu genindtaget Østersøen. Ikke mindst omkring Christiansø ved Bornholm er der nu så mange, at de er blevet et problem for de lokale fiskere. I så høj grad, at politikerne har måttet på banen.

Som nuværende fødevareminister Mogens Jensen senest og ganske lakonisk formulerede det: – Det drejer sig om to truede arter: Fiskene og fiskerne…

Det sagde han, umiddelbart før han tildelte de bornholmske fiskere en torskekvote, der er betydeligt højere end den, som forskerne anbefaler. Samt en kvote på sild og brisling, der også er højere end den af biologerne anbefalede. En beslutning, der kun kan betyde øget konkurrence mellem erhvervsfiskere og gråsæler.

Live and let die…

Afskydning af “problemsæler”

Miljøminister Lea Wermelin (S), der selv er fra Bornholm, fulgte trop med en beslutning om, at der nu skal ansættes to regulære sæljægere – to fiskere med jagttegn. Siden 2016 har det ganske vist været lovligt at skyde op til 40 gråsæler om året, men det har ikke fungeret i praksis. Der er kun blevet skudt ganske få.

“Problemsæler” nær fiskernes garn har skullet indrapporteres, før de kunne skydes, og det har ikke virket. Problemsælerne var væk, inden jægerne kom ud og kunne finde dem igen. Vanskelige at finde og identificere.

Derfor har Miljø- og Fødevareministeriet nu afsat 200.000 kroner, så de to fiskere øjeblikkeligt kan “regulere” sælerne – det vil sige skyde dem nær såvel fritidsfiskeres som erhvervsfiskernes redskaber. Uden at skulle spørge først.

De nye afskydningsregler gælder foreløbig kun på Bornholm, hvor konflikten mellem fiskere og sæler er markant størst. Der er tale om en forsøgsordning, som skal løbe fra januar 2020 til marts 2020.

Svenske forskere har dog allerede konkluderet, at den nye ordning ikke får nogen reel betydning. Det siger i hvert fald professor Monika Winder fra “Institutionen för ekologi, miljö och botanik” ved Stockholms Universitet, til Sveriges Radio:

– Det er klimaforandringer, fødemangel og overfiskeri, som udgør de største trusler mod fiskene. Og ikke sælerne. Bestanden af torsk vil falde mere på grund af miljømæssige forandringer og fiskeri, end fordi de bliver spist af sæler. De højere temperaturer kan også give flere alger, der resulterer i dårligere føde for fiskene, som derfor bliver mindre og tyndere.

Så at give gråsælerne skylden og efterfølgende skyde dem er ren symptombehandling. Ren afmagt over for de virkelige problemer. I slutningen af 1800-tallet var der også så mange gråsæler, at fiskerne anmodede det daværende krigsministerium om, at de måtte skyde eller skræmme dem – med kanoner fra Christiansø!

Man mener, at sælbestanden dengang talte omkring 100.000 eksemplarer. I en Østersø, der vrimlede med fisk. I vand, der endnu var rent og klart. Det var således ikke fødemangel, der dengang var problemet.

Leverormene

Der eksisterer et intimt samspil mellem sæler og torsk i Østersøen. Sælerne æder løs af både de sild og brisling, som torskene lever af. Samt af torskene selv. Begge dele går ud over de lokale fiskere, som nu ifølge fødevareminister Mogens Jensen selv er en truet art…

I takt med, at en dyreart sættes under pres – i form af prædation og fødemangel – bliver den også stresset og mere sårbar over for diverse sygdomme og parasitter. I takt med gråsælens genindvandring har østersøtorskene fået endnu et problem at slås med: Leverorm. Lokalt og populært også kaldet sælorm.

Contracaecum osculatum er sælormens latinske artsnavn. Den kan findes i stort antal i mavesækken på gråsæler, hvorfra den spreder sig til det omgivende vand og de fisk, der måtte leve her.

Næsten alle østersøtorsk er i dag syge – inficeret med leverorm. Det gælder nu 90-100 % af torskene. I 1990’erne var max 20 % af torskene inficeret. Dengang havde de enkelte fisk typisk mellem 4 og 14 orm i deres lever, mens antallet i dag er helt oppe på 27 til 40.

De mange leverorm forringer torskenes trivsel. Forskerne mener, at torskenes ringere vækst, tidligere gydemodning og lavere levealder primært skyldes leverormene – som igen primært skyldes de mange gråsæler, der er bærere af disse parasitter.

Østersøtorsken foran et kollaps

Kombinerer man det dårlige vandmiljø med en svindende fødemængde, øget prædation og infektion med leverorm, da har man samlet set forklaringen på, at østersøtorsken i dag kæmper for sin eksistens. Ja, faktisk har flere forskere opgivet at finde en løsning på problemet. Det er kommet for langt. Det svenske Havsfiskelaboratoriet tøver således ikke med at kalde torskens nuværende situation for et regulært kollaps.

Vi ved allerede fra Nordaltanten, at verdens engang største torskebestand på bankerne ud for Newfoundland blev fisket så hårdt, at de nåede under den såkaldt kritiske masse. Det er den mængde og det antal, der er afgørende for, om bestanden kan retablere sig selv, hvis overfiskeriet stopper. Det har den ikke kunnet ud for Newfoundland, og det kan sagtens også blive tilfældet for torsken i Østersøen.

Politisk set er der ikke udsigt til, at der vil blive gjort noget ved problemet. Det ligner en dødsspiral, som først ender, når den sidste torsk er fanget og den sidste torskefisker er gået konkurs. Eller er draget hærgende videre til nye ålegræsgange. Et problem, der således løser helt sig selv. Blot giv tid.

Vi har ganske vist en miljøminister, der selv kommer fra Bornholm. Men desværre en fødevareminister, der ikke gør…

Biobrændsel kort fortalt

Der verserer netop nu en heftig debat om brugen af biobrændsel for at begrænse den globale opvarfmning. Det er en tre-strenget debat, som forvirrer mange – unødigt.

Allerførst: Alle er efterhånden enige om, at det skal være slut med afbrænding af fossile brændstoffer som kul, olie og gas. Det har taget millioner af år at danne dem, og nu brænder vi dem af i løbet af nogle få århundreder – med frigivelse af al den lagrede CO2 til atmosfæren. Og den svenske forsker Arrhenius vidste allerede i 1896, at netop CO2 var den vigtigste drivhusgas, når det gjaldt opvarmning af Jorden. Intet nyt under Solen.

Dernæst: Det gælder derfor om at erstatte kul, olie og gas, som ikke kan fornyes i vor egen levetid, med biobrændsel, der kan fornyes i løbet af relativt få år eller årtier. Det kan være affaldsstoffer fra fødevareproduktionen, der pludselig bliver attraktive i sig selv. Eller det kan være træpiller og træflis, som er dyrket udelukkende for at blive brændt af i små og store kraftvarmeværker. Man sørger for at plante mindst lige så meget, som man forbruger – helst mere.

Endelig: Hvis det hele foregik i et lukket kredsløb eller i hvert fald inden for landets egne grænser, da ville det være nogenlunde let at holde styr på klimaregnskabet. Imidlertid importerer et land som Danmark det meste af sin træflis fra udlandet. Og da træflis udgør mere end halvdelen af vort forbrug af biobrændsel, må vi løbende importere store mængder af det fra udlandet. Eksempelvis fra Estland, hvis rigeste mand netop har skabt sin formue ved eksport af træflis.

Der er to problemer i dette: For det første har vi ingen eller kun uhyre ringe kontrol med, om der nu også bliver genplantet så mange træer, at de kan erstatte skovningen til træflis. Vi ved desværre med sikkerhed, at det ikke altid er tilfældet. Det koster jo at genplante så mange træer, at man ofte springer over her. Og da vælter hele klimaregnskabet naturligvis.

For det andet er der transporten. Det koster naturligvis store mængder energi og resulterer i store udledninger af CO2, når man skal transportere eksempelvis træflis helt fra Rusland eller Estland og til Danmark. CO2, der naturligvis også skal tages med i det samlede klimaregnskab. Selv om FN mener noget andet.

Klimarådet advarer mod at følge FN’s regler

Man skal paradoksalt nok ikke stole på energibranchen selv, når det gælder udtalelser om netop energi. Den er hverken nøgtern eller uvildig. Branchen forsvarer selvfølgelig sine dispositioner, hvis den allerede har investeret millioner i brugen af eksempelvis træflis.

Og da er det jo både svært og svært ærgerligt at få at vide af andre eller selv at erkende, at træflis alligevel ikke er så bæredygtig en energiform, som man gik og troede eller havde bildt sig selv og andre ind.

Klimarådet har netop taget afstand fra VLAK-regeringens klimaplan fra oktober 2018. Den baserede langt størstedelen af CO2-reduktionerne på luftige kreditter og annullering af CO2-kvoter. Varm luft i lange baner.

Klimarådet anbefaler samtidig, at Danmark fraviger fra FN’s ellers gældende regler om biomasses klimabelastning. FN betragter i dag afbrænding af biomasse som CO2-neutralt. Og det er det jo langt fra altid – jævnfør indledningen til denne artikel.

Det er blot uhyre bekvemt for lande som Danmark, hvor biobrændsel som træflis og træpiller udgør over halvdelen af forbruget, at regne biobrændsel som CO2-neutralt. Det lyder godt og ser jo pænt ud i regnskabet.

Men det er desværre også årsag til, at flere udenlandske forskere nu kalder de danske CO2-regnskaber for snyd på vægten. De mener, at det danske klimaregnskab kun kan opfordre lande som Brasilien til at brænde mere regnskov af.

Når vi nu bare selv brænder løs herovre i lille Danmark, som vi for længst har ryddet for skov…

Efterskrift: Det er netop kommet frem, at Københavns Kommune, i sin iver efter at blive verdens første CO2-neutrale hovedstad, importerer store mængder træ til afbrænding – fra Amazonas…

I februar 2020 ankom skibet IDC Pearl således til Amagerværket i København. Ombord var 32.117 tons træflis fra Brasilien, der skal brændes af som “vedvarende energi” til opvarmning i København.

Træet stammer fra plantager, der engang var en del af Amazonas såkaldte “cerrado” – et område med tropisk skov og savanne rigt på dyre- og planteliv. Men den brasilianske cerrado har længe været under pres på grund af afskovning.

Med sin massive import af træflis herfra bidrager Københavns Kommune således aktivt til afviklingen af livgivende regnskovsområder i Amazonas.

Trist – og bare for dumt. Som det skrevet står i sangen:

– Det sku’ vær’ så godt, men så var det faktisk skidt…

Læs om Brintenergi, dens muligheder og faldgruber i artiklen her.

Christiansø og Frederiksø

For de fleste mennesker udgør klippeøen Bornholm nok den østligste udpost i det danske rige. Det er her, den danske suverænitet ender. Men der er faktisk et par klippeklatter endnu længere østpå, nemlig Christiansø og Frederiksø, som er en del af øgruppen Ertholmene.

To små øer, som længe har spillet en rolle i Danmarkshistorien – tidligere sågar militærstrategisk, i dag primært natur- og turistmæssigt. To ganske små klippeøer, der ligger en times sejlads nordøst for “fastlandet” Bornholm. Og som nås ombord på det hyggelige skib “Ertholm” der sejler i de danske nationalfarver.

Den charmerende lille svingbro, som forbinder Christiansø med Frederiksø. Indviet i 1912, hvor Kong Frederik VIII blev efterfulgt af Kong Christian X. I utide, da kongen blev syg og døde under en rejse til Hamborg i Tyskland. Efter kun seks år på tronen.

Såvel Christiansø som Frederiksø har fæstningsværker, der skulle beskytte mod fjender fra søsiden. Her er det Lille Tårn på Frederiksø, som daterer sig tilbage til 1687. Det er i dag restaureret og fremstår næsten, som da det blev bygget.

Gennem årene har Danmark haft først Sverige og Norge som fjender – siden Tyskland og Rusland. I de tidlige dage kom fjenden altid fra vandsiden, og man sikrede sig derfor med kanoner, der kunne dække mulige landgangsområder.

Rundt omkring på Ertholmene ligger en række små huse, der tjente som boliger for de ansatte. Hyggelige ser de ud, men det var ikke ren hygge dengang. I dette hus boede således bøddelen, som stod for hængning af dødsdømte fanger…

Dengang som nu var det den danske stat, der drev øerne – som hævdede den danske suverænitet her langt ude i Østersøen. Beboerne var dels danske soldater og sømænd – dels håndværkere og straffefanger, som stod for det hårde arbejde.

Der er mange solskinstimer på Ertholmene. Og mange blomster trods knapheden på vand. Den omkringliggende Østersø er ganske vist fersk, men vandet kan ikke drikkes direkte. Regnvand opsamles og bruges til vanding af alt grønt.

Det sparsomme ferskvand opsamles i damme som denne, der i tilgift til siv og åkander huser både frøer og tudser. Sommeren igennem kvækkes der livligt fra de små damme, som findes rundt omkring på Ertholmene.

Selv om man er lokalt født og opvokset, og selv om Ertholmene er ganske små, kan man som enlig svale alligevel godt fare vild. Denne havde forvildet sig ind i Lille Tårn, hvorfra den ikke kunne finde ud igen. Med lidt hjælp lykkedes det dog til sidst.

Det er et barsk liv at være plante på en klippeø uden megen nedbør. Succulenter som disse forstår dog at holde på det sparsomme vand og stortrives tilsyneladende i de mange solskinstimer, der er karakteristiske for Ertholmene.

Sild har altid spillet en stor rolle på de små øer i Østersøen. Ofte har de været noget nær den eneste kilde til protein herude langt fra land. Gennem tiderne har man udviklet mange forskellige måder at tilberede dem på. Mest kendt er Ruths Kryddersild.

Man kan som turist overnatte på øerne, men langt de fleste er her kun på korte dagture. Selv om øerne er små – 0,4 ha land – gemmer de mange spændende ting for historisk interesserede. Book en lokal guide og få det hele med på den halve tid!

Christiansø og Frederiksø har alle dage spillet en stor rolle for skibsfarten. Det smalle sund mellem de to øer udgør nemlig en enestående naturhavn, der kan benyttes i al slags vejr. Af samme årsag har Ertholmene alle dage været svære at indtage.

Ertholmene har mange solskinstimer, men dækkes ofte at tæt tåge eller havgus, som reducerer sigtbarheden til næsten ingenting. Da der samtidig sejler mange store skibe gennem denne del af Østersøen, er der brug for største agtpågivenhed.

Dannebrog tager sig bedst ud mod en klar blå himmel, men gør sig også på en grå og diset dag på vej mellem Christiansø og Bornholm. Det er Forsvarsministeriet, som administrerer øerne, hvis knap 100 indbyggere kun betaler skat til den danske stat – ikke til Bornholms kommune.

Nationalfølelsen er naturligt nok større herude end inde på fastlandet. Her ses således Søværnets splitflag med det Kongelige Danske Postvæsen indfattet. Det er mere dansk end det meste andet i Danmark.

Og så her i 800-året for Dannebrogs ankomst!