Tag-arkiv: protein

Christiansø og Frederiksø

For de fleste mennesker udgør klippeøen Bornholm nok den østligste udpost i det danske rige. Det er her, den danske suverænitet ender. Men der er faktisk et par klippeklatter endnu længere østpå, nemlig Christiansø og Frederiksø, som er en del af øgruppen Ertholmene.

To små øer, som længe har spillet en rolle i Danmarkshistorien – tidligere sågar militærstrategisk, i dag primært natur- og turistmæssigt. To ganske små klippeøer, der ligger en times sejlads nordøst for “fastlandet” Bornholm. Og som nås ombord på det hyggelige skib “Ertholm” der sejler i de danske nationalfarver.

Den charmerende lille svingbro, som forbinder Christiansø med Frederiksø. Indviet i 1912, hvor Kong Frederik VIII blev efterfulgt af Kong Christian X. I utide, da kongen blev syg og døde under en rejse til Hamborg i Tyskland. Efter kun seks år på tronen.

Såvel Christiansø som Frederiksø har fæstningsværker, der skulle beskytte mod fjender fra søsiden. Her er det Lille Tårn på Frederiksø, som daterer sig tilbage til 1687. Det er i dag restaureret og fremstår næsten, som da det blev bygget.

Gennem årene har Danmark haft først Sverige og Norge som fjender – siden Tyskland og Rusland. I de tidlige dage kom fjenden altid fra vandsiden, og man sikrede sig derfor med kanoner, der kunne dække mulige landgangsområder.

Rundt omkring på Ertholmene ligger en række små huse, der tjente som boliger for de ansatte. Hyggelige ser de ud, men det var ikke ren hygge dengang. I dette hus boede således bøddelen, som stod for hængning af dødsdømte fanger…

Dengang som nu var det den danske stat, der drev øerne – som hævdede den danske suverænitet her langt ude i Østersøen. Beboerne var dels danske soldater og sømænd – dels håndværkere og straffefanger, som stod for det hårde arbejde.

Der er mange solskinstimer på Ertholmene. Og mange blomster trods knapheden på vand. Den omkringliggende Østersø er ganske vist  fersk, men vandet kan ikke drikkes direkte. Regnvand opsamles og bruges til vanding af alt grønt.

Det sparsomme ferskvand opsamles i damme som denne, der i tilgift til siv og åkander huser både frøer og tudser. Sommeren igennem kvækkes der livligt fra de små damme, som findes rundt omkring på Ertholmene.

Selv om man er lokalt født og opvokset, og selv om Ertholmene er ganske små, kan man som enlig svale alligevel godt fare vild. Denne havde forvildet sig ind i Lille Tårn, hvorfra den ikke kunne finde ud igen. Med lidt hjælp lykkedes det dog til sidst.

Det er et barsk liv at være plante på en klippeø uden megen nedbør. Succulenter som disse forstår dog at holde på det sparsomme vand og stortrives tilsyneladende i de mange solskinstimer, der er karakteristiske for Ertholmene.

Sild har altid spillet en stor rolle på de små øer i Østersøen. Ofte har de været noget nær den eneste kilde til protein herude langt fra land. Gennem tiderne har man udviklet mange  forskellige måder at tilberede dem på. Mest kendt er Ruths Kryddersild.

Man kan som turist overnatte på øerne, men langt de fleste er her kun på korte dagture. Selv om øerne er små – 0,4 ha land – gemmer de mange spændende ting for historisk interesserede. Book en lokal guide og få det hele med på den halve tid!

Christiansø og Frederiksø har alle dage spillet en stor rolle for skibsfarten. Det smalle sund mellem de to øer udgør nemlig en enestående naturhavn, der kan benyttes i al slags vejr. Af samme årsag har Ertholmene alle dage været svære at indtage.

Ertholmene har mange solskinstimer, men dækkes ofte at tæt tåge eller havgus, som reducerer sigtbarheden til næsten ingenting. Da der samtidig sejler mange store skibe gennem denne del af Østersøen, er der brug for største agtpågivenhed.

Dannebrog tager sig bedst ud mod en klar blå himmel, men gør sig også på en grå og diset dag på vej mellem Christiansø og Bornholm. Det er Forsvarsministeriet, som administrerer øerne, hvis knap 100 indbyggere kun betaler skat til den danske stat – ikke til Bornholms kommune.

Nationalfølelsen er naturligt nok større herude end inde på fastlandet. Her ses således Søværnets splitflag med det Kongelige Danske Postvæsen indfattet. Det er mere dansk end det meste andet i Danmark.

Og så her i 800-året for Dannebrogs ankomst!

© 2019 Steen Ulnits

Foder, føde og fiskeopdræt


IMG_3124

Den norske organisation “Framtiden i våre hender” har kigget nærmere på fiskeopdrættets klassiske påstand om, at det er netop fiskeopdrættet, der skal redde verden. Fiskeopdrættet, som skal brødføde den sultende del af befolkningen.

Nu vidste de fleste af os jo godt, at det ikke er rigtigt. At det er en løgn af gigantiske dimensioner. At det rent faktisk er det stik modsatte, som er tilfældet. At vore dages fiskeopdræt i stedet trækker tæppet væk under de vilde fiskebestande, som netop kunne have brødfødet en stor del af del sultende befolkning.

I gamle dage fodrede man med mere eller mindre friske skidtfisk fra industrihavne rundt omkring i Danmark. Dem, der nu lå tættest på dambruget, så transporten blev kortest mulig. Man brugte da typisk mellem 4 og 7 kg skidtfisk for at producere 1 kg ørred. I tilgift fik man en masse organisk forurening, der flød fra dambrugene og ned ad åerne, efterladende en tydelig lugt af rådden fisk og en glinsende oliefilm på overfladen.

Siden begyndte man at fremstille foderpiller, som var mere hygiejniske, lettere at håndtere og mere effektive. Disse foderpiller kunne nu tilsættes en masse hjælpestoffer, der uundgåeligt havnede i vandmiljøet med det overskydende foder. Læs gerne artiklen om “Ethoxyquin

Som årene gik, blev disse foderpiller bedre og bedre. Til sidst så gode, at man i dag i grove træk kan producere 1 kg fisk af 1 kg foder. Et faktum, der i meget vid udstrækning misbruges af branchen til at fortælle forbrugerne, hvor effektive man er blevet til at opdrætte fisk, og hvor godt fiskeopdræt er blevet for natur og miljø…

Foder

Men det er naturligvis ikke tilfældet. Træerne vokser heller ikke her ind i himlen. For at nå frem til dette helt usandsynlige 1:1 forhold fjerner man nemlig alt vandindhold i foderet, hvilket gør det lettere – at transportere og håndtere. Fjernede man ikke vandindholdet, ville tallene se ganske anderledes ud. Og ikke være i fiskeopdrætternes eller foderproducenternes favør.

Man kan sammenligne det med slagteren, der pumper sit kød med saltholdig væske for at få det til at suge vand og dermed gøre det tungere. Her blot i omvendt forstand, da foderproducenterne i stedet fjerner vandet for at gøre foderet lettere.

Fra animalsk til vegetabilsk

Indtil for relativt få år siden brugte man udelukkende animalsk protein til fremstilling af fiskefoder. Det er jo det, fiskene spiser ude i naturen. Og derfor også det, der giver det bedste slutprodukt. Det er alle forskere enige om. Også norske lakseopdrættere. Fiskefoder fremstillet af fiskemel indeholder nemlig som udgangspunkt alt, hvad rovfisk som laks og ørreder naturligt har brug for til at vokse sig store.

Forskerne er også enige om, at fiskeopdrættet i lang tid ikke havde kunnet vokse, hvis foderet udelukkende skulle bestå af animalsk protein i form af fiskemel. Der er simpelthen ikke nok “skidtfisk” som sild, brisling, sperling, tobis og ansjoser i selv de store verdenshave.

Man ville have støvsuget også de allersidste “skidtfisk” op af verdenshavene for at skaffe foder nok til de uendeligt mange millioner tamlaks, der findes i havbrug verden over.

Derfor har man længe eksperimenteret med at tilsætte vegetabilsk protein – i form af primært rapsolie, soya og hvede. Hertil mindre mængder ærter, majs, bønner og solsikke.

Foder 2

Animalsk protein i form af fiskemel udgør i det her analyserede tilfælde godt 28% af det samlede proteinindhold. Knap 72% af moderne fiskefoder udgøres i dag af vegetabilsk protein med følgende sammensætning:

  • Solsikke: 17.95 kcal 
  • Bønner: 34.88 kcal 
  • Majs: 45.14 kcal 
  • Ærter: 50.38 kcal 
  • Hvede: 220.22 kcal 
  • Soja: 221.18 kcal 
  • Ansjos: 424.03 kcal 
  • Rapsolie: 475.62 kcal
  • ⌘: Vegetabilsk protein: 72%
  • ⌘: Animalsk protein: 28%
  • I alt spist af fisken: 1.489.4 kcal
  • I alt leveret af fisken: 281.25 kcal

Altså leverer laksen blot en femtedel af de kalorier, der er brugt til at fodre den op med. 281 ud af 1.489 kilokalorier. En rigtig dårlig forretning set i et sult- og hungersnødperspektiv.

Det ser ud til, at vi indtil videre har nået smertegrænsen for, hvor meget vegetabilsk protein man kan blande i fiskefoderet – hvis det ikke skal gå smagbart ud over kvaliteten. Dette regnstykke viser således, at opdræt af laks i dag blot leverer en femtedel af de kilokalorier, man opfodrer fiskene med.

Det skal ses i forhold til, at de øvrige fire femtedele går til spilde under produktionen. Vel at mærke fødevarer, der udmærket kunne have været brugt direkte som menneskeføde. Norske www.framtiden.no konkluderer derfor ganske rigtigt, at man i opdræt af laks og ørreder spilder fire femtedele af de mulige fødevarer.

Det uundgåelige resultat bliver, at verdens sultende befolkning sulter endnu mere, end de ellers ville have gjort. Svinebranchens massive behov for foder har haft samme effekt på verdens fødevaresituation. Også den har øget mangelen på fødevarer til fattige og sultende befolkninger verden over. I stedet for at give dem noget at spise.Foder 3

Kort sagt haler det moderne opdræt af luksusfisk maden ud af munden på sultende mennesker i mange lande. Værst er det, hvor internationale fiskeflåder har bestukket korrupte regeringer og politikere, så de fra deres kæmpestore skibe kan fiske skidtfisk til fiskemel til fiskeopdræt. Skidtfisk, som ellers kunne have brødfødet befolkningen, der nu i stedet må sulte.

Men desværre heller ikke nok med det. Det kan lyde fint og rigtigt og miljøbevidst, at man skåner de vilde bestande af “skidtfisk” ved at blande stedse mere planteprotein i foderet. Men, men, men. Vi har allerede nu set den grimme bagside af også denne medalje.

Flere rapporter har kunnet fortælle og med fotos dokumentere, hvordan indfødte beboere i Amazonas regnskove er blevet fordrevet af industrialiserede storbønder og træfirmaer, som fælder træerne i regnskoven og brænder resterne af, så den blottede jord i stedet kan bruges til dyrkning af – soya og raps til foderfremstilling.

GMO-soya i foderet

Men heller ikke nok med det. For at øge produktionen og fremme indtjeningen bruges i regelen genmodificerede (GMO) sorter, som sprøjtes fra luften med dedikerede sprøjtegifte fra Monsanto. Det være sig RoundUp eller tilsvarende pesticider, som er meget lidt bæredygtige.

Det moderne fiskeopdræt i vor vestlige verden baserer sig således for en meget stor og stigende dels vedkommende på ryddet regnskov og giftsprøjtede afgrøder.

Endnu et godt eksempel på, at moderne fiskeopdræt af laks og ørreder og andre luksusfisk ikke bare ikke er bæredygtigt. Nej, det er i høj grad med til at øge forskellene på rig og fattig, forværre forholdene for sultende befolkninger samt forgifte miljøet i fattige lande. På én og samme gang. Det er prisen, og den er høj.

70362670

Brasiliansk regnskov ryddet og nedbrændt til GMO-soyaproduktion. Foto: Mighty Earth


Vi løser ikke verdens fødevareproblemer ved at opføde fisk med fødevarer, vi selv kunne have spist. Det konkluderer norske “Framtiden i våre hender” snusfornuftigt. Og da slet ikke, når vi kun får en femtedel ud af det, vi fodrer fisken med.

Endnu værre og mere grotesk bliver det, hvis man ser på den målrettede fremstilling af ørredrogn til eksport til det evigt fiskehungrende japanske marked. Her er “suijiko” en delikatesse, som værdsættes højt, og som indbringer rigtig gode priser.

Den spæde ørredrogn udtages og saltes på speciel vis, hvorved den bliver fast og kan skæres i skiver. Japanerne stoler ikke på, at vi danskere kan klare det. Så hvert år sender de deres egne japanske specialister til Danmark for at gøre arbejdet.

“Kun hunner”

Almindelige hunfisk vokser markant hurtigere end hanfiskene, der bliver tidligere kønsmodne. Hos mange arter et år før hunnerne. Ved at varme- eller trykbehandle befrugtede ørredæg kan man skabe triploide hunner, som er sterile. Og triploide hunner vokser halvanden gange så hurtigt som almindelige hanner og hunner.

Det er noget, fiskeopdrætteren kan bruge. Til at dyrke større fisk på kortere tid med mindre foderforbrug. Men hvordan sikrer man sig nu, at det kun er hunner, man dyrker? Hvis det udelukkende er den kostbare rogn, man er ude efter?

Man tyr til hormonbehandling af fiskene. Man fodrer fiskene med mandlige kønshormoner, hvilket gør eksisterende hunner til hanner af krop og udseende. Disse nye “hanner” producerer funktionel sæd som rigtige hanner, men er jo stadig hunner rent kromosommæssigt.

Bruger man nu denne kunstigt frembragte sæd til at befrugte almindelige eller “rigtige” hunner med, da vil alt afkommet blive hunner – klar til en optimeret produktion i fiskeopdrættets tjeneste. Til at producere røde rognkorn i lange baner.

Japan

Det er i princippet sådan, “All Females” bliver til. “Kun Hunner” må det nok hedde oversat til dansk, når man kun fremstiller og opdrætter hunfisk.

Rene rognmaskiner til eksport til Japan.

Den Opgående Sols Land.

Tekst og flag © 2018: Steen Ulnits

Illustrationer © 2018: “Framtiden i våre hender”


Efterskrift: Den norske opdrætsindustri kunne naturligvis ikke sidde dokumentaren fra Framtiden i våre hender” overhørig. Man barslede efterfølgende med undersøgelser, som når frem til, at det næppe er fem gange, nøgletallet er. Men noget mindre.

Alt afhængig af, hvor stor en del af fiskefoderet der rent faktisk vil kunne omsættes direkte til menneskeføde. Man erkender dog problematikken – at man ikke kan brødføde en sultende befolkning med luksusfisk som laks, der er dyre i foder.