Tag-arkiv: Protective Cover

Samsung Galaxy S20 Ultra

Der blev slået på de helt store trommer, da Samsung for nylig lancerede sin nye serie af high-end smartphones under navnet “Galaxy S20”. Med sine op til 108 MP indvarslede den ifølge Samsung en helt ny æra for fotografi.

Jeg har testet topmodellen S20 Ultra, og jeg er desværre ikke imponeret. Nærmere skuffet. Den megen hype omkring lanceringen fik forventningerne til at overstige realiteterne.

Med den nye S20-serie indvarslede Samsung som sagt en helt ny æra inden for smartphones og smartphone fotografering. Sagde Samsung i hvert fald selv. Måske var det i virkeligheden blot gået op for dem, at de var ved at sakke bagud i forhold til de mange nye konkurrenter fra Kina?

Det er producenter, der kan det samme som Samsung, men som kan gøre det til den halve pris. Ofte er der tale om mindre producenter, som er hjemmehørende i et uhyre omstillingsberedt marked, hvor man med kort varsel og korte mellemrum lancerer nye modeller – blot for at være først med det sidste.

En gigant som Samsung kan i sagens natur ikke følge med i dette hæsblæsende tempo, hvilket ærkerivalen Apple heller ikke kan. De producerer deres modeller i så høje styktal, at hele produktionsgangen er langt mere kompliceret. Og arbejdsgangen langt sværere at omstille.

Vil man derfor have en mobil, som er først med det sidste, skal man ikke vælge hverken Samsung eller Apple. Men en af de kinesiske producenter. Et godt eksempel herpå er den nyligt testede Xiaomi Mi Note 10, som var den første mobil med et 108 MP kamera. Længe før Samsung nåede op på og passerede de magiske 100 MP.

Nu er Samsung så selv hoppet på vognen med de mange megapixels, og det skaber naturligvis store forventninger. Meget store, når Samsung med sine nye S20 mobiler selv indvarsler en helt æra for den mobile fotografering.

Sammenligningsgrundlaget er sidste års flagskib, Note 10 Plus, som jeg har været en stor bruger og beundrer af. Den nye Note 20 Plus er ganske vist ikke på markedet endnu, men kamerateknologien forventes at være den samme som på S20 Ultra.

Ingen mulighed for WQHD+

En af de ting, jeg holder meget af på sidste års Note 10 Plus, er den høje skærmopløsning på hele 3040 x 1440. Alt stråler, når man kører med denne den højest mulige skærmopløsning, og selv de mindste detaljer står lysende klart.

Samsung fremstiller uden diskussion markedets bedste skærme, og den nye S20 Ultra er ingen undtagelse. Den byder også på absolut topklasse – i form af en skærm, der er næsten identisk med den på Note 10 Plus og matcher den med 3200 x 1440. Begge skærme er en fornøjelse at se på – selv i det stærkeste solskin er der ingen problemer.

I tilgift til den flotteste og mest højopløste skærm på markedet byder S20 Ultra også muligheden for 120 Hz opdatering af skærmen – altså dobbelt så hurtigt som på Note 10 Plus. Der er talt og skrevet meget om dette, som givet er den nye standard, der vil vinde indpas overalt blandt de lidt dyrere mobiler. I takt med at batteriet også følger med, for 120 Hz bruger 20-25 % mere strøm end de traditionelle 60 Hz.

Men igen: Sammenligner jeg med sidste års Note 10 Plus, der kun kører med 60 Hz, føler jeg virkelig ingen større forskel. De 12 MB RAM, som begge topmodeller leveres med, jævner det hele fint ud, så alting kører glat. Og selv om jeg skifter umiddelbart mellem de to modeller, fornemmer jeg ingen klar forskel. Faktisk så virkede One Plus 7 Pro’s McLaren Edition markant hurtigere. Og det endda til en markant lavere pris.

Enten eller – ikke både og

Men så kommer det helt uforståelige: Samsung lancerer med brask og bram en ny mobil, der med sine 120 Hz opdatering får alt andet til at ligne fortid. Med markedets klart bedste skærm.

Imidlertid kan den nye skærm ikke køre med den højeste opløsning på 3200 x 1440, hvis man også vil køre med den nye opdatering på 120 Hz. Da går den automatisk ned på beskedne 2400 x 1080. Det er en meget synlig forskel, hvis man er vant til at kigge fotos på sin mobil.

Gad vide, hvad Samsung lige har tænkt her. De har givet tænkt, at hvis man kører sin nye S20 Ultra i højeste opløsning og med hurtigste skærmopdatering, da rækker batteriet måske ikke dagen ud? I så fald er batteriet jo blot for lille, for hvem vil købe en hundedyr mobil med fornemme specifikationer, som man bare ikke kan bruge? Det er en klar ommer, Samsung.

Lidt af samme skuffe oplever man desværre med de spritnye kameraer, der er indbygget i den nye Samsung Galaxy S20 Ultra. Samsung har hidtil brugt Sony’s kameramoduler og gennem årene fintunet dem, så de tager perfekte billeder. Hver gang. Under de mest forskellige omstændigheder. Det ved jeg fra min Note 10 Plus, der repræsenterer det ypperste, som Samsung og Sony kan præstere.

Kameramodulet i den nye S20 Ultra er Samsungs eget. Selvudviklet og selvproduceret. Der er ingen tvivl om, at der gemmer sig enorme muligheder i den kæmpemæssige kameraklods, som den nye mobil er forsynet med. Den er så stor, at den gør mobilen udpræget toptung. Og den rager så langt ud, at man ubetinget må pakke sin nye mobil ind i et kraftigt etui. Ellers ligger den og rokker på bordet.

Jeg valgte Samsung’s eget “Protective Cover”, som gør det rigtig godt. Men som desværre gør en i forvejen stor mobil endnu større…

Den helt store attraktion ved S20 Ultra er naturligvis kameraet, som byder på 108 MP til ekstremt detaljerede billeder. Xiaomi var med sin Mi Note 10 den første til at passere de magiske 100 MP – endda til den halve pris af Samsung.

Samsung bruger den såkaldte “Nona Pixel Binning” teknik til at reducere antallet af pixels og dermed billedstørrelsen. Avancerede algoritmer kombinerer ni pixels til én superpixel, hvorved det færdige billede består af 12 MP baseret på 108. Det er, hvad man får, hvis man ikke beder om mere. Og det er bestemt flotte og farvemættede fotos, som vi er vant til dem fra Samsung, der kommer ud af denne teknik.

Gigantisk kameramodul

Den nye megasensor tager uden diskussion nogle utroligt flotte og detaljerige fotos, man virkelig kan zoome i. Men begejstringen aftog hurtigt, da det gik op for mig, at den ikke kan bruges i Pro Mode, som jeg ellers har vænnet mig til og er blevet rigtig glad for i min Note 10 Plus. En indstilling, hvor man selv manuelt kan vælge fokus, eksponering og meget andet, man ofte vil få brug for i krævende situationer, hvor automatikken ikke kan følge med. Eller hvor man bare ønsker et andet resultat.

Det er rigtig træls, når man som fotonørd står med markedets sikkert bedste kameramodul – som man så bare ikke kan bruge i andet end Auto Mode. Hvor man overhovedet ikke kan gå ind og finjustere de forskellige parametre, som man plejer at kunne. Det er som at køre i en Ferrari med en angivet tophastighed på 300 km/t. Men som er droslet ned til kun at kunne køre 100 km/t…

Man får heller ikke i pose og sæk, hvis man vil tage selfies. Man kan her vælge mellem en imponerende høj 40 MP opløsning uden mulighed for finjustering. Og så en lav opløsning med flere muligheder for justering af billedet.

Her er det igen fuldstændig som med skærmen: Det er enten eller og ikke, som det ellers burde være på en så dyr kameramobil som denne, både og. Samsung henvender sig ellers med S20 Ultra specifikt til fotoentusiaster, der gerne vil lege med lyset. Men det må de bare ikke her…

Men det bliver værre endnu. Én ting er de begrænsede justeringsmuligheder under fotografering. En anden er autofokuseringen, der ind imellem er helt i hegnet. Det store kamera kører frem og tilbage, mens det søger at finde fokus og holde det. På video ligner det en fuld mand på vej hjem gennem parken en mørk nat. Der kæmpes virkelig, og det lykkes sjældent. Hurtige fokusskift får ofte fokus til at låse helt, så man må ind at korrigere manuelt. I Auto Mode.

Det dur naturligvis ikke på så dyr en kameramobil som S20 Ultra, der bare skal fungere optimalt hele tiden og under alle omstændigheder. Hvis den skal kunne leve op til sit eget pompøse navn: “Ultra”.

Selv hvidbalancen roder den godt i, så man som fotograf kan blive helt rundforvirret. Jeg oplevede et par gange, hvordan skærmen pludselig viste helt psykedeliske farver, når kameraet desperat ledte efter den rette hvidbalance. Ikke betryggende.

Spacy Zoom…

Og så er der naturligvis den helt store gimmick over dem alle: 100X Space Zoom…

De tre indbyggede bagkameraer er henholdsvis en 12 MP vidvinkel, en 108 MP standard og en 48 MP tele. Det kræver noget af en processor at holde styr på og kombinere de mange pixels, billedvinkler og fokuseringer. Samt avanceret software. Tilsyneladende råder hverken Samsung eller det nye Ultra over det fornødne.

Samsung har markedsført den nye 100X zoom benhårdt, hvilket har været rigtig dumt. Det er nemlig uhyre begrænset, hvad den kan levere og bruges til. For det første er det næsten umuligt at holde en 100X zoom stille. Der skal stativ til, og hvad er så ideen med at have en “mobil”?

For det andet er det resulterende billede så grynet og uskarpt, at det ikke kan bruges til noget som helst. Højest som kikkert, hvis man vil betale så mange penge for så uskarp én af slagsen. Den nye Space Zoom burde derfor kaldes “Spacy Zoom” i stedet – for at matche de stærkt svingende ydelser.

De første mange anmeldelser af S20 Ultra har været meget positive eller i hvert fald forsigtige. De har kun i få vendinger påpeget, at der vist var noget galt med fokuseringen. Og at Samsung vistnok havde en update på vej.

Nu står det imidlertid lysende klart, at det nye 108 MP kameramodul slet ikke lever op til hverken Samsungs egne lovprisninger eller kundernes berettigede forventninger. Selv blandt Samsungs sædvanlige rygklappere er kritikken taget til. Og selv efter de seneste opdateringer er problemet der stadig.

Kloge hoveder vil vide, at problemet skyldes to ting: At Samsung bruger en ny fokuseringsmetode på sin egen nye sensor: Face Detection i stedet for Dual Pixel som på den hidtidige fra Sony. Og at den ultrastore kamerasensor i sig selv betinger en meget ringe dybdeskarphed, som stiller større krav til fokuseringen end tidligere. Margen for skarp fokusering er mindre end nogensinde.

Men når ellers elektronikken fungerer, som den skal, da leverer S20 Ultra fornemme fotos som dette.

Exynos eller Snapdragon

Når først kritikken er begyndt at hagle ned over et produkt, kommer der ofte fokus på helt nye områder. Således har det længe været kendt, at Samsung leverer sine dyre mobiler med to forskellige processorer: Det amerikanske marked får i dette tilfælde den nye Snapdragon 865 fra Qualcomm, mens resten af verden tilsyneladende må nøjes med Samsungs egen Exynos 990.

Det plejer ikke at være noget, der diskuteres på Samsungs topmodeller, men alt er tilsyneladende anderledes denne gang. Nu har kritiske tech-nørder nemlig været inde og målt nærmere på de to vidt forskellige processorer. Hidtil har der været nogenlunde enighed om, at der ikke var en verden til forskel på Snapdragon og Exynos. At de havde hver deres stærke og svage sider, men at de alt andet lige nok leverede nogenlunde samme ydelse.

Nu viser det sig imidlertid, at der er forskel. Endda stor forskel. Foretager man en Antutu Benchmark på de to processorer, kommer Snapdragon ud som cirka 10 % hurtigere end Exynos. Tester man flere gange, bliver processorerne naturligvis varmere, hvilket øger forskellen. Ikke mindst Exynos løber hurtigt rigtig varm.

Her er det så, at processorernes indbyggede og automatiske “Thermo Throttling” sætter ind. For at holde temperaturen nede, sættes hastigheden tilsvarende ned, og nu er Snapdragon pludselig hele 20 % hurtigere end Exynos. Og da går det ud over frame raten i grafiske applikationer såsom spil.

Men ser man på batteriforbruget under intensive opgaver som tunge grafiske spil, da begynder forskellen for alvor at vise sig. Hvor man kan være heldig at få 7 timers skærmtid med sin Exynos processor, leverer Snapdragon hele 9 timer. Det er en forskel, som er til at tage og føle på. Specielt da når man tager i betragtning, at den høje skærmfrekvens på 120 Hz forbruger op mod 25 % mere strøm end den normale.

I daglig brug vil man næppe mærke forskellen. Men det er på godt jysk rigtig træls at vide, at køber man den samme mobil i USA – med en Snapdragon processor indbygget – da får man en mobil, der kører op til 20 % hurtigere og 25 % længere end den, man har købt på vor side af Atlanten. Endda til en dyrere pris herovre…

Lagerpladsen

Den slags er jo aldrig rart at vide. Og så lige afslutningsvis dette til at runde denne anmeldelse af med:

Sidste års topmodel fra Samsung, Note 10 Plus, blev leveret med 256 GB som standard lagerplads. Den nye S20 Ultra leveres med blot 128 GB.

Måske man skulle overveje at få sin nye Note 20 Plus hjem fra “over there”, når Corona-krisen forhåbentlig snart er overstået og vi atter kan rejse frit igen. Med en Snapdragon 865 ombord…

Vejledende udsalgspris i Danmark:

10.500,- uden abonnement.

Prisen falder hurtigt.

Stensikkert.

Set til 7.500,- pr. 1.10.2020

“Gå altid tilbage til en fuser”

Sådan lød det i hvert fald i sangen fra Gnags’ Peter AG i mine glade studenterdage. I nogle tilfælde har det da også vist sig at være en god idé – for nu lige at se, om man havde ret eller tog fejl og havde fået det forkerte førstehåndsindtryk.

Jeg fulgte med i tech-debatten om netop Samsungs Galaxy S20 Ultra, der havde fristet og frustreret mange siden sin lancering.

Da jeg returnerede min første model, havde den ikke været på markedet i mere end et par måneder. Alligevel havde den i løbet af denne korte tid modtaget ikke mindre end otte (8) software-opdateringer, der skulle få styr på det løbske kamera med de mange (108) megapixels.

Og nu kunne et par af de “store” tech-anmeldere på YouTube så fortælle, at Samsung langt om længe havde fået styr sin Ultra-model. Samtidig var prisen i mellemtiden faldet fra kr. 10.500,- til kr. 8.500,-.

Jeg tog derfor chancen og investerede i et nyt eksemplar, der åbenbart ikke var af første sending. I hvert fald startede den fint op og hentede blot en enkelt software-opdatering ned, inden den meldte klar. Det var helt sikkert ikke den samme firmware, der sad i denne som i den foregående model.

De første timer gik det rigtig fint. Alt fungerede tilsyneladende, som det skulle. Men så gik jeg ind i PRO Mode og legede med de mange indstillinger her. Og så begyndte ulykkerne igen. Ikke med hvidbalancen som på det første eksemplar. Men med manglende fokusering og uønsket billedoptimering.

Nyt koks i kameraet…

Det gik så galt, at jeg flere gange måtte nulstille app’ens indstillinger, når den frøs. Hvilket desværre også nulstillede samtlige personlige indstillinger i menuen. Jeg oplevede sågar efter en genstart, at selv mobilens startskærm også var tilbage ved fabriksindstillinger. Det må altså ikke kunne ske.

Hvad værre var, så begyndte min Ultra at kokse helt ud, når jeg bad den tage et 108 MP billede. Disse fyldte lige så meget, som de burde, men blev af uransagelige årsager langt mindre skarpe end de normale 12 MP billeder. Faktisk så det ud til, at de havde været igennem en massiv billedbehandling, før de blev lagret. I stedet for at være de rene rå 108 MP, der var bedt om.

Det samme skete, når jeg zoomede 30, 50 eller 100X gange ind på et motiv. Her satte Ultra’en ind med en billedbehandling så massiv, at det færdige resultat mere lignede et abstrakt maleri end et eksakt fotografi. Det var smadret i en sådan grad, at man ikke længere kunne redigere i det overhovedet.

Efter nogle dage med min anden S20 Ultra måtte jeg kaste håndklædet i ringen og nødtvungent returnere også den. Det er bare for dårligt, Samsung. Med en mobil i 10.000 kroners klassen. Det er ikke bare en ommer. Det er et rap med linealen. En eftersidning af de længere.

Glæder mig til en opgraderet efterfølger.

Samsung: Galaxy Note 9

9 på 9’eren – det er, hvad man får på den stadig nye Samsung Galaxy Note 9. Android 9.0 Pie på Samsung Note 9. Og det spiller rigtig godt sammen både ude og hjemme.

Samsungs absolutte topmobil har indtil videre altid været at finde i Note-serien – med Note 9 som den seneste og mest avancerede. Her har den sydkoreanske elektronikgigant høstet sine største triumfer – og lidt de største nederlag.

Det sidste med Note 7, som jo viste sig at være et livsfarligt bekendtskab, der kunne selvantænde og sågar eksplodere, så den til sidst blev helt forbudt ombord på fly i USA. Som vistnok den første mobil, der fik den noget tvivlsomme ære…

Anyway, Note 9 er det, man kalder en “iterativ” videreudvikling. En mobil, der bygger på sin forgængers dyder, og som forbedrer dennes egenskaber, hvor teknologien tillader det. Men altså uden at bringe radikalt ny teknologi til torvs.

Da Note 9 på næsten alle måder ligner forgængeren Note 8, skal der her blot henvises til artiklen om Note 8. I denne artikel skal der kun fokuseres på de felter, hvor Note 9 er forbedret eller forandret. Og det er heldigvis tilfældet ganske mange steder.

Måleligt bedre er den nye CPU, der er hele 55% hurtigere end sin forgænger i Note 8. Det er mærkbart, og der mangler aldrig kræfter – selv ikke til krævende spil.

Batteriet

Den vigtigste grund til, at jeg skilte mig af med min Note 8, var batteritiden. Efter katastrofen med Note 7, hvis batteri var fejlkonstrueret og derfor kunne selvantænde, var Samsung naturligt nok meget forsigtige med at presse citronen – med at lade batteriet fylde for meget af mobilen. Der skal jo være plads til at komme af med varmen.

Batteritiden på Note 8 var derfor mildest talt elendig, hvilket ikke mindst viste sig, når man brugte GPS-applikationer som ViewRanger og andre, der er i konstant kontakt med satellitterne, mens data overføres til kortmateriale på mobilens skærm.

Efter blot et par timers brug i felten havde Note 8 aldeles tabt pusten og måtte give op. Den gik helt enkelt i sort og lod sin bruger (mig) i stikken ude i felten. Eller dybt inde i skoven.

Not so with Note 9. Hvor Note 8 blot havde sølle 3.500 mAh – sølle til så stor og klar en skærm – dér kommer den nye Note 9 nu med mere passende 4.000 mAh. Nu kan man klare sig igennem de fleste almindelige dage – og lidt flere timer i felten med GPS’en kørende.

Takket være en ny og avanceret metode – “Water Carbon Cooling System” kaldet – løber Note 9 heller ikke varm under brug. Det er denne metode, som sammen med kobber til varmeafledning gør, at Samsung nu igen tør presse citronen og udnytte den trange plads mellem alle de andre elektroniske komponenter optimalt.

Kameraet

Kameraet eller rettere: Kameraerne, for der er to af slagsen – er blevet opgraderet til samme kameramodul, som så dagens lys i Galaxy 9 Plus: Med “Dual Aperture”, som henholdsvis åbner og lukker for lyset alt efter forholdene. Med blænde 2.4 eller den lysstærke 1.5.

En lille ekstra og ekstern blændering går ned, hvis lyset er for stærkt, og leverer på denne måde marginalt bedre billeder. Det samme gælder ved svagt lys, hvor den samme blændering i stedet åbner op og lukker mere lys ind. Med det resultat, at man kan tage billeder ved dårligere lysforhold end før.

Lad os tage det sidste først. Det er hævet over enhver tvivl, at Note 9 kan tage billeder i dårligere lys, end Note 8 kunne. Det kan man hurtigt selv konstatere ved at snappe et par billeder i næsten mørke. Note 9 får synlige ting med, som Note 8 slet ikke kunne registrere.

Meget mere tvivlsomt er det i den lyse ende af spektret. En af de ting, jeg syntes bedst om ved Note 8, var kameraet, som tog utroligt flotte og knivskarpe fotos. Not so med Note 9, der selv i klart sollys kan have problemer med fokuseringen. Især på kort hold. Og mest udtalt i Portrait Mode, hvor der ofte kæmpes, når motivet ikke lige er et ansigt.

Testskud af samme motiv med en iPhone Xs Max viste en slående forskel på de to kameraer. Når jeg sammenligner med Note 8 fotos fra sidste år, oplever jeg tydeligt, at 8’erens kamera tog bedre fotos, end 9’eren gør. Jeg har ikke læst eller hørt om andre, der har haft samme oplevelse.

Set i det lys (!) skulle Samsung jo ikke have “opgraderet” Note 9 med kameradelen fra Galaxy 9 Plus. Det var i mine fotograføjne en ærgerlig downgrading. Note 9 plejer jo at være toppen af poppen.

Pennen

Det, der for alvor adskiller Samsung Galaxy Note-serien fra almindelige dødelige smartphones, er naturligvis den medfølgende S-Pen. Med den kan man lave rigtig mange fornuftige ting, som mange hurtigt bliver afhængige af. Undertegnede til dels inklusive.

En lange række specielle apps til S-Pennen gør det muligt at skrive direkte på en låst skærm, at oprette notes, der kan tekstes, skrives, tegnes eller males i. Der kan tages uhyre præcise screenshots, som kan flettes ind i andre programmer, og man kan få oversat udenlandsk tekst direkte.

Endelig kan man ved blot at lade pennen svæve over sin inbox få læst noget af indholdet op, så man ikke altid behøver at åbne hele mailen. Ganske smart og praktisk, hvis man får mange mails.

Nyt til S-Pennen på Note 9 var så den indbyggede Bluetooth-funktionalitet. Nu kunne man ikke blot bruge den indbyggede knap i pennen til at slette med. Nu kan den også programmeres til at udføre en lang række funktioner:

– Den kan åbne kameraet. Den kan bruges som fjernudløser, hvilket er en rigtig smart og i praksis meget brugbar funktion – ikke mindst til selfies. Og så kan den bruges til at scrolle i fotos eller sågar skifte slides i præsentationer såsom Powerpoint.

Det er rigtig smart og rigtig sjovt at lege med – de første par dage. Så glemmer man muligheden igen og bruger den ikke længere. Det var i hvert fald det, der skete for mig, som ellers er rigtig glad for pennen.

For mig var og er det samtidig et stort irritationsmoment, at den lille knap aldrig er, hvor man har brug for den. Pennens og knappens fysiske udformning gør det noget nær umuligt at vide eller mærke, hvor knappen befinder sig. Og i mørke – hvis man viser præsentationer for et publikum – er det helt umuligt.

Der bør findes en løsning, så knappen er nem at finde. Og pennen skal være så robust, så den ikke knækker. Det er nemlig sket for rigtig mange af de nye S-Penne. De knækker altid lige i overgangen mellem plast og metal. Så ofte, at man på nettet har genoplivet den gamle #spengate.

Den opstod ved Note 5, hvor pennen havde det med at sætte sig helt fast oppe i mobilen – umulig at få ud igen. Så S-Pennen er tydeligvis både styrken og svagheden ved Samsungs Note modeller.

Og hvis ellers der var plads til det, måtte S-Pen gerne være lidt større. Så ville den være lettere og mere behagelig at holde om.

Højttaleren

De store og fantastisk flotte skærme på såvel Note 8 som Note 9 egner sig rigtig godt til at se film på.

Kombineret med et behageligt fravær af den berømte eller berygtede sorte “notch” i toppen af skærmen, som Apple introducerede med iPhone X, gør størrelsen alene Note 9 til en fornøjelse at se på.

Note 9 har samtidig fået forbedrede højttalere – hele to af slagsen mod før kun én – der bedre kan leve op til den store og flotte skærm. De er udviklet af AKG, som også ejes af Samsung, og kommer nu med support for lydformatet Dolby Atmos (DA). Nogen hørbar forskel med og uden DA kunne jeg dog ikke rigtig notere mig. Andre kan dog tilsyneladende.

Vil man gerne se sine film eller arbejde på en endnu større skærm, så har Samsung indbygget sin DEX-funktion, der i år er blevet endnu en tand skarpere. Nu kan man nemlig koble sin Note 9 direkte op på en større monitor med et HDMI-kabel, som dog ikke medfølger.

Ingen irriterende ekstra DEX-box at slæbe rundt på. Man kobler blot sin Note 9 direkte til den ønskede monitor med HDMI-kablet og vælger, om skærmen skal fungere som et helt nyt skrivebord – eller blot spejle skærmen på Note 9.

Rigtig smart og velfungerende. Hatten af for den funktion, som næppe mange dog vil have brug for.

Fingeraftrykket

Note 8 fik megen kritik på grund af den uheldige placering af fingeraftrykslæseren.

Den var nemlig placeret ret ved siden af kameramodulet – øverst oppe på bagsiden af mobilen, hvor den kunne være svær at finde endsige nå. Og fandt man den endelig, havde man i regelen været inde over kameralinserne med sine fedtede fingre først…

Det problem har Samsung løst med Nye 9, hvor fingeraftrykslæseren er flyttet ned under kameramodulet. Her er den lettere at nå, og her kommer man kun undtagelsesvis i nærkontakt med kameralinserne.

Bruger man det herunder omtalte “Protective Cover” fra Samsung selv, nærmest guides fingeren hen til fingeraftrykslæseren. De er født til hinanden.

Det er dog stadig en smagssag, om man kan lide at have fingeraftrykslæseren placeret på bagsiden. Her sparer den unægtelig plads, men ofte ligger ens mobil jo med forsiden opad – og scanneren utilgængelig.

Samsung havde med Note 8 lanceret sin såkaldte “Intelligent Scan”, som man ved en kombination af forskellige biometriske genkendelsesmetoder kunne låse sin mobil op med.

Det lykkedes mig imidlertid aldrig nogensinde at få dette system til at fungere bare nogenlunde på Note 8. Det gjorde systemet til gengæld øjeblikkeligt med Note 9, så det var en meget markant og yderst brugbar forbedring.

Til gengæld viser udenlandske tests, at man relativt let kan åbne mobilen ved at vise den et foto af dens ejermand. Ikke så godt.

Etuiet

Det gælder om at beskytte sine investeringer. Og det gør man meget ofte bedst med etuier, som er fremstillet af selvsamme firma, der også har produceret mobilen.

I dette tilfælde blev det således til Samsung’s eget “Protective Cover”, der lever op til militære standarder før stød og slag. Samtidig ser det godt ud – bedre end sin forgænger – og har stadig et indbygget “bagben”, der kan klappes ud, når man skal se film.

Det fungerer bare. Eneste ulempe, som jeg noterede mig, var, at den indbyggede S-Pen bliver klart sværere at fiske ud – godt pakket ind, som den jo er, oppe i det beskyttende etui.

Det er dog en detalje, som ikke trækker fra det ellers gode indtryk af Samsung’s lille, men store ny – Galaxy Note 9.

Er man til Android, fås det næppe bedre.